Tag-arkiv: flygtninge

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

11. april 1917. Ved Arras: “Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle”

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken tre blev Kompagniet alarmeret. Hele tredie Bataillon skulde ud og besætte en Banelinie mod Vitry-Biach.

Det var slet ingen ranke Helte, der drog ud denne Morgenstund. Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle, der kunde lade en slippe ud af denne Jammer og elendige Tilværelse, men Tanken om Hjemmet, det lille Hjem deroppe i Nord, holdt Modet oppe. Maaske laa der nu en ensom Kvinde søvnløs paa Lejet og lod Tankerne vandre ud den mørke Nat til den, som var hende kærest, til Faderen til den lille Dreng, som laa saa trygt ved hendes Side. Ogsaa hun kastede sig vel uroligt omkring paa Lejet, forpint af Angst over Faderens Skæbne derude.

Nej, man maa bide Tænderne sammen, man har Pligter over for Livet, som man ikke paa saa fejg en Maade kan komme udenom og løbe fra, om end det vilde være meget lettere at slippe for Byrden ved en rask Beslutning. Det er ikke altid Angsten for Livet og Rædslerne, som kan give Soldaten den Tanke at gøre Ende paa det hele, nej, det er Fortvivlelsen over dette Liv fuld af Længsler, Jammer og Elendighed, der kan tvinge Mennesket ned i Afgrunden.

Nu laa vi derude i Sneen, i Grøften, trætte, vaade og forkomne. Vi savnede Hvile, Søvn og Føde. Den ene lange Time gik efter den anden.

Klokken seks om Morgenen kom der endelig Ordre til at bryde op. Vi skulde samles ved venstre Fløj, og saa gik det mod Biach, en lille By mellem Arras og Douai, ved Scarpe Floden.

Byen laa under engelsk Artilleriild. Den civile Befolkning flygtede; gamle Mænd, Kvinder og Børn saa man løbe med Bylter og Pakker. De vilde frelse noget af det mest værdifulde af deres Ejendele. Husene var for største Delen Ruinhobe, mange havde faaet et Grundskud og kunde styrte sammen, hvornaar det skulde være. I en Porcelænsbutik var en Fuldtræffer gaaet igennem Ruden, og de mange Krukker, Vaser og Nipsfigurer laa sønderknuste omkring.

Opholdet i en saadan By er under Beskydningen langt mere farligt, end naar man ligger ude i Marken, i det fri. Vi søgte allerførst et Kvartér i et Hus, som var nogenlunde beboeligt, og hvor vi for nogle Timer kunde faa lidt Hvile og Søvn. Paa anden Sal i et Hus fandt vi nogle Værelser, som var nogenlunde. Vi kunde faa lidt Varme ved en Kamin, og i Køkkenet fandtes et Komfur og Rester af Madvarer, som vi straks tog i Brug. Især en Daase med Kaffebønner vakte vild Begejstring.

Sektionen samledes snart ved en dejlig varm Kaffe. Vi nød den af rigtige Menneskekopper, noget enestaaende for vore Forhold. Kaffen vækkede Livsaanderne paany, og snart sad vi omkring Kaminilden med Pibe eller Cigaretter og nød Tilværelsen. Træthed og Søvn gjorde sig dog snart gældende, og man søgte nu en Plads, hvor man kunde faa lidt Hvile og Søvn. Jeg opslog min Paulun i et Klædeskab, som var væltet og fyldt med gamle Klæder og deslige, og snart var hele Flokken borte i en god og vederkvægende Søvn.

En Kammerat maatte for Sikkerhedens Skyld og for at have Forbindelse med Kompagniet holde Vagt ved Gadedøren.

Ved Middagstid var der igen Alarm. Kompagniet samledes i Hast og marcherede, ud af Byen. Vi skulde dække nogle Batterier, som var nedgravet ved Banelinien, hvor denne skærer Landevejen uden for Byen. Kanonerne var lige kommet paa Plads og begyndte nu at skyde sig ind paa de fjendtlige Stillinger. Vi laa hele Eftermiddagen i Sne og Kulde i en dyb Grøft ved Banelinien.

Man gav os Lov til at tænde et Baal, saa vi kunde varme Lemmerne. Snevejret tog til, og vi søgte i Mørkningen Dækning i et Lokomotivskur. Lokomotiverne stod under Damp, Tenderen var ladet med Sprængstoffer, parat til at sendes ud imod de fjendtlige Rækker, naar det skulde knibe. Om Aftenen skulde vi gaa i Stilling og afløse et Kompagni af 31. Regiment.

En Underofficer og to Mand blev sendt ud for at søge Forbindelse med Folkene forude, saa vi bagefter kunde finde frem til den rigtige Plads. I Mørkningen uddeltes varm Mad, Brød og Kødkonserves til de næste Dage.

Skydningen fra vore Batterier vedblev. Af og til fik vi en Svarhilsen derovrefra. Nedslagene laa meget spredt. De laa inden for en Radius af hundrede Meter og var ofte temmelig nærgaaende. Vi var dog vante til denne Musik fra de hylende Bæster og sendte dem kun et Sideblik, naar de kreperede i Nærheden. I lange Skarer strømmede Civilbefolkningen tilbage, trækkende en Kærre eller en Barnevogn for at frelse Livet. Mon de nogen Sinde er fundet tilbage igen til deres Hjem? De vil maaske næppe kunne genkende den Plet Jord, hvor deres Hjem har været.

Henved Titiden kom en af de Kammerater, som var sendt udfor at finde Vejen til den Stilling, som vi skulde besætte, tilbage. Han kom alene, de andre to var faldet paa Hjemvejen, ramt af Kugler fra et fjendtligt Maskingevær. Dette gjorde naturligvis et meget nedslaaende Indtryk paa os.

Kompagniet kaldtes til Samling. Der manglede tre andre Kammerater. De kunde ikke findes. Vi maatte saa af Sted uden dem. Senere bragte vi i Erfaring, at de var deserteret. Man paagreb dem i Anvers. Rømning var næsten helt almindeligt, idet man fandt det bedre at komme i Fængsel end at skulle med ud i Frontlinien.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

2. april 1917 – Claus Eskildsen: »Saa — aa? Kan De have Medlidenhed med de Folk!«

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

I de første Dage af April døde Byen [Lens]. Tyskerne vidste, hvad der kom, og tvang de sidste Indbyggere til at drage bort. Saa skød Englænderne den i Grus Læs videre 2. april 1917 – Claus Eskildsen: »Saa — aa? Kan De have Medlidenhed med de Folk!«

1. marts 1917. Kompagni-bedstefar ankommer til Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter 4 Døgns Kørsel med Toget naaede vi en lille By nede i Frankrig, som hedder Caudry. Der kom vi ud af Toget og maatte se at finde os et Logi for Natten.

Næste Morgen marcherede vi ud til Somme-omraadet, hvortil vi
naaede den 1. Marts 1917.

Vi marcherede til en By, som hedder Vendhuille, og blev tildelt 357. Infanteriregiment.

Jeg kom sammen med 17 Mand til 12. Kompagni. Kompagniet var lige kommet fra Stilling og havde Parade for Regiments-kommandøren.

Vort 12. Kompagni fik en meget daarlig Omtale, fordi nogle var løbet tilbage ude fra Fronten, og andre godvilligt havde ladet sig tage til Fange af Englænderne.

Der blev ogsaa henvendt nogle Ord til det nye Udfyldnings-mandskab. Officeren haabede, at vi skulde bringe en bedre Aand ind i 12. Kompagni. Det var slet ikke saa lystigt at høre paa.

Vi havde, før vi kom ud, ogsaa hørt Tale om mange forskellige Ting, ikke mindst om Utøjet, som var en Plage for Soldaterne ved Fronten.

Vi besluttede at prøve paa, om vi ikke kunde se at blive sammen og slippe for at blive blandet med Kammeraterne, som stod ved Kompagniet.

Vi var seks Mand, som fandt et lille faldefærdigt Hus.

Der fandt vi en Stue, et Køkken eller saadan noget, hvor der var lidt Ly og Læ, og der opslog vi vort Paulun. De sidste civile Folk havde netop den Dag forladt Byen. Vi saa disse stakkels Mennesker med en lille Bylt, saa meget som enhver kunde bære, samle sig paa Torvet, og saa grædende gaa tilbage, mens de maatte efterlade alt til de tyske Røvere.

Vi saa, hvordan Soldaterne med raa Haand tog de kønne franske
Møbler, huggede dem i Stykker til Pindebrænde og i det hele taget ødelagde alt. Det kunde vi ikke være med til. Vi søgte og fandt et Brændelager, hvor der var Brænde nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

28. august 1916. Thode på vej mod Karparterne

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste på både øst og vestfront. Efter et kort ophold ved Somme i august 1916 blev han sendt til østfronten.

Jeg var blevet tildelt 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Nu gik turen tilbage og videre til Skovkarpaterne.

Vi rejste med tog i flere dage. Der var mange af de kammerater, der havde været længe ved vestfronten, som var glade for at komme bort. De havde sikkert også prøvet meget der.

De mente alle, at det var bedre at være ved østfronten. I almindelighed var det også sandt.

På vejen ned til Karpaterne holdt vores tog lige ved siden at et andet tog med flygtninge, som bad os om mad. Da vi fik forplejning på stationerne, havde vi ikke noget. Jeg havde dog en pose kiks og en dåse kød. Dette måtte vi kun benytte i særtilfælde, og det var strafbart at bruge deraf i utide. Jeg gav dem dog kiksene.

Da vi nåede endestationen i Karpaterne, skulle vi med det samme
møde til appel og efterses, om alt var iorden. Jeg manglede da min pose med kiks, og fik derfor tilkendt en halv times  eftereksercits. Det var min første straf.

Det blev dog ikke til noget med eksercitsen, da vi fik besked om, at vi med det samme skulle til fronten.

Vores foresatte ville trøste os med, at det var et roligt frontafsnit, men desværre viste det sig at være det modsatte.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

25. juli 1916. H. Rathje græd: Franske flygtninge på vej ud af Peronne

H. Rathje, Ragebøl, fortæller om en episode i Peronne

Det var i 1916 i Sommeslaget, en af de sidste Dage i Juli. Den stærke Trommeild, som varede i 8 Døgn, var hørt op. Civilbefolkningen søgte uophørligt tilbage bag første Linie. I Peronne saa jeg et Syn, som har brændt sig fast i min Bevidsthed.

Paa Raadhuspladsen staar en Statue af Jeanne d’Arc. Her havde en Bataillon Infanteri faaet et stort Anker Cognak paa flere Hundrede Liter anbragt, og iført al Slags Civil tøj, med høj Hat eller anden civil Hovedbeklædning, drak de sig fra Sans og Samling.

Saa kom et Tog af Hestekøretøjer paa en 4-5 km Længde, i Bunden af Vognene var der stuvet det allernødvendigste Sengetøj og lidt Køkkentøj, ovenpaa sad tæt pakket gamle Mænd og Kvinder, unge Mødre og Børn, tavse og alvorlige, men da de saa de forklædte og fulde Soldater, knyttede de deres Hænder og spyttede efter dem, nogle græd. Ogsaa jeg græd.

En Soldat tilraabte mig: „Bist du schon so besoffen Kammerat!”

Jeg tænkte paa mit Hjem, paa Far og Mor.

DSK-årbøger, 1945

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.


Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er  –  allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev  nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

 

 

16. december 1914. Hemming Skov: Et uvant syn: En ung pige!

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Kl. 12 Nat blev vi afløst og kom i Kvarter, hvor vi trods Dagens Rædsler dog fik lidt Søvn. Den følgende Dag foretoges Stormangreb, og vi blev purret ud af vort Kvar­ter for at dirigere en Fangekolonne tilbage. Derefter blev vi beordret frem. Der frygtedes Modangreb fra russisk Side. Dette blev ikke Tilfældet; men vi fik „Fornøjelsen” for Alvor at komme i russisk Artillerild.

Den 16. Dec. fik vi den sørgelige Opgave at rydde op paa Slagmarken, Vi gik frem som i Skyttekæde-Formation og afsøgte det blodige Terræn. Alt blev samlet sammen, saavel vore som Russernes efterladte Sager. Store Dynger russiske Gevæ­rer blev lagt paa Vejene. Efterladenskaber fra døde og saarede blev samlet. Hvert Hus, hvad enten det var sluppet igennem Skærsilden eller det var i Ruiner, blev afsøgt.

Jeg mindes, vi kom ind et Sted, hvor vi traf en ung Pige, — under vore Forhold en Usædvanlighed. Med Hensyn til at møde et Eksemplar af det andet Køn var vi grundigt afvænnet. Pigen kunde Tysk, og vi for­stod, at hun lige var vendt tilbage til sit Hjem. Huset var delvis ødelagt af Artilleribeskydningen, og Møbler var knust eller gennemhullet af Geværprojektiler. Og her midt i al Krigens Elendighed gik denne unge Pige ganske alene og græd. Vi ynkedes over hende samtidig med, at vi fandt Tilfredsstillelse i Visheden om, at vore kære derhjemme var forskaanet for denne ensomme, fremmede Piges Kvaler her midt i Krigens Elendighed.

Vi drog vi­dere. I de russiske Skyttegrave var der meget at samle sammen, ogsaa faldne, der skulde begraves.

Efterhaanden havde Russerne sat sig til Modværge igen, og en ny Skyttegrav maatte kastes. Under daglige, store Ofre af Menneskeliv og Menneskevelfærd fortsattes de tilsyneladende endeløse Angreb paa de russiske Linier. Men vi blev denne Gang trukket tilbage, I. Batl. stod til Oberstens Raadighed og skulde foreløbig staa i Reserve.

Vi laa en Tid lang ude i lidt Halm. I Nærheden observere­des nogle Bistader, som omgaaende blev overfaldet af en Flok sultne Soldater. Men i Haandgemænget med Bierne var vi ved at blive de smaa. Plyndringen foraarsagede mangen opsvulmet Haand, og flere maatte bagefter løbe rundt med tykke Læber og kunde i et Par Dage hverken tale eller spise, ogsaa jeg. „Angrebet” kulminerede, da vi maatte bære en afmægtig Kammerat til Lægen. Han hav­de vist faaet Bistik i Maven, og han endte paa Feltlazarettet, men kom dog tilbage igen efter otte Dages Forløb.

Bagefter kom Revisionen, og Kogekarret maatte tømmes for det farlige Lækkeri. Vi havde nemlig ogsaa sikret os lidt til Dagen i Morgen.

For Natten fik vi Kvarter an­vist i en Lade, hvor tre Kompagnier laa sammenstuvet i højeste Alarmberedskab. Til Kampens Larm forude slum­rede vi omsider ind.

Polske flygtninge
Polske flygtninge

 

13. december 1914. “Armod og Elendighed her i Frankrig.”

Feltpostbrev fra Paul, dateret “B. den 13. December 1914”

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag Formiddag, da vi var ude paa Marsch, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. Jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En Aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed her i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofler. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil? Gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist igen Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredie Gang. Ellers er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel.

Kærlige Hilsner, Eders Søn og Broder

Paul

brøduddeling mindre
uddeling af brød til franske børn

8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.

Dives, d. 8-12-14

Kære forældre!

Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.

Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.

Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.

I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.

Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.

Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt

Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.

I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.

I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.

I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.

Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.

En kærlig hilsen til jer alle fra

jeres søn Kresten

Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

6. december 1914. “Russerne er borte!”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i infanteriregiment 176

Om Morgenen den 6. Decbr. sendtes der Patrouiller mod Russernes Stilling, og snart jubledes der fra Mand til Mand, at Russerne var borte.

Med en underlig Følelse gik man over det Ingenmandsland, hvor vore og Fjendens Kugler i saa lang Tid havde krydset hinanden. I den russiske Gravpark var nogle Civile i Færd med at søge efter Ejendele. Her havde Russerne naaet at faa begravet deres døde. Ved Middagstid havde vi Afmarch til Lodz, og for Natten fik vi Kvarter inde i Byen.

Lodz var faldet, oven i Købet paa Hærføreren, General Mackensens Fødselsdag. Den indre By havde ingen Overlast lidt, kun i Yderdistrikterne havde Artilleriet øvet Hærværk.

Lodz er en Fabriksby og kaldes ,,Polens Manchester”. Af Byens 350,000 Indbyggere er de 40 Procent Tyskere, og de 25 Procent er Jøder. —

Efter at vi forgæves ved Hjælp af nogle Civile forsøgte at købe Levnedsmidler, fandt mit Korporalskab sig et Kvarter. Højt oppe i et stort Hus tog vi et Køkken og en flot møbleret Stue i Besiddelse, og de toges foreløbig i Brug hver efter sin Bestemmelse. Og sluttelig slæbte vi noget Hø, som vi fandt, op ad Trappen og bredte vort Natteleje.

Hemming Skov
Hemming Skov

22. november 1914. “Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke”

Feltpost fra Østfronten

Østprøjsen den 22. November

Kære Forældre

Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.

Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.

Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.

Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.

Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.

Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.

Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …

Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling

 

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Krig, Kristendom og Mission.

I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.

Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.

Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.

Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.

Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.

Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.

Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.

København som Hjælpecentrum.

København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.

Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.

Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:

Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.

Overtrædelser straffes.

Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.

17. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

– – – I gaar talte jeg med Jens Thomsen, Blansgaard, som laa i Kvarter her lige ved. J. Lyck, Sottrup, er sendt tilbage til Neumünster. Andre Bekendte fra Sundeved har jeg ikke set i mange Tider, jo Slagter Carstensens Søn fra Sottrup har jeg dog ofte talt med. Alsingere og Vesterboere træffer jeg undertiden. Mine bedste kammerater i Kompagniet er desværre ikke mere i Live. Jeg beklager dybt deres Bortgang..

Nu har vi snart været her i fjorten Dage. Vi forskanser os og vaager næsten baade Dag og Nat. I de sidste Nætter har Franskmændene søgt at bryde igennem. Men vi har slaaet dem tilbage. Skade at det koster saa mange Ofre. I Dag har vi atter mistet en Del af Kompagniet. Men nu, det fører Krigen jo med sig. Jeg har da Hovedet opad endnu og er ved godt Mod.

Her er megen Frugt, mange Ferskener, men kun faa Vindruer. Hilsen.

Fra Guderup.

Postbud Breum fra Guderup er falden i Frankrig den 6. September. En Søn af Bager Hansen i Sjellerup skal ifl. indløbne Efterretninger ligeledes være falden. Ifølge andre Rygter skal der, skriver “S.Ztg.” endnu være falden 3 unge Mennesker fra Guderup i Frankrig. Forhaabentlig taler Rygterne ikke sandt.

Faldne fra Tønder.

I anledning af en Krigsgudstjeneste i Onsdags Aftes i Tønder oplæstes Navnene paa de Faldne fra Tønder. Det var i alt 12 Navne.

Faldne.

Det var en gribende Sørgehøjtidelighed i Torsdags i Kliplev ved Jordfæstelsen af den unge R. Skade fra Bjerndrup Mark, der var død i Flensborg af et Saar, han havde faaet i Krigen. Mange Slægtninge, Naboer og Venner ledsagede ham til de sidste Hvilested; 24 unge Piger strøede Blomster, og unge Venner bar ham til Graven. Skade var, skrives der til “Fl. Av.”, et bravt ungt menneske, der var afholdt af alle, som kendte ham, og sine Forældres Støtte, Trøst og Glæde. Fred med hans Minde!

Knud Paulsen fra Kjeltrup er falden i Frankrig den 27. September. Han efterlader ifølge “S.Gr.” Hustru og tre Børn. I Morgen holdes en Sørgegudstejenste i Halk Kirke.

Mangeaarig postbud for Kollund, Jes Iversen, der var Bosat i Krusaa, er falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Om Faldne fra Flensborg meddeler “Fl. Av.”: Fuldmægtig hos Advokaterne Ehlers & Weis H. Jensen og Byggetekniker W.R. Andresen, Søn af Guldsmed N.F. Andresen paa Holmen, har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Endvidere er Overløjtnant Lauerstein, der i flere Aar har være Officer ved Infanteriregimentet Nr. 86. falden i Frankrig.

Saarede.

Ifølge et Brev, som Hans Alnor, Søn af Gaardejer L. Alnor i Ullerup (tidligere paa Mulsmark) har sendt hjem, er Johan Lambertsen, Søn af Landmand H.P. Lambertsen i Kidskelund, bleven saaret den 23. August under Stormen paa de engelske Feltstillinger ved Mons. Der var netop taget 65 engelske Fanger, og meden de to nordslesvigske Venner (Alnor og Lambertsen) netop var i Færd med at tage Vaabnene fra Englænderne, ramte en Kugle først en Gefreiter i Skulderen og saa Lambertsen i den højre Side. Alnor gik med ham et Par Skridt hen i Dækning, forbandt ham godt (en Fange gav Alnor nogle Forbindingspakker) dækkede ham til og gav ham sin Feltflaske. Straks efter kom en Officer til Stede og lod den Saarede bære hen paa Forbindingsstationen. Fjorten Dage senere har en bekendt ifølge “Fl. Av.” set Lambertsen paa et Lasaret i Belgien.

Alnor selv saaredes den 20. September i Frankrig; han har henligget paa et Lasaret i Lingen ved Ems, men har det nu meget bedre og venter snart at blive sendt til Flensborg.

Infanterist Simon Thysen, Søn af Gaardejer Hans Thysen i Oved (Vodder), er bleven taget til Fange i Krigen. Han sidder ifølge “Dv.” i Fangenskab i en By ved Navn Morbiham i Bretagne, og befandt sig vel den 25. September, da han har afsendt et Brev til sin Fader.

I Fangenskab.

Fra Lærer Petersen i Guderup, som man ikke havde hørt nogen fra siden den 6. September, er det indløbet Efterretning til hans Kone i Vamdrup om, at han den 13. September er kommen i fransk Fangenskab. Han blev den 16. September bragt til Dinon i Sydfrankrig og der ifølge “S. Ztg.” anbragt sammen med andre Fanger i Artilleriskolens Hestestald. Over Behandling og Kost gives der ingen Oplysning i Skrivelsen.

Et Feltpostbrev.

I sidste Nummer af Pastor Schmidts Tidsskrift “Nordschleswig” offentliggøres der en Del Feltbreve, hvoraf vi hidsætter et:

Felt-Lasaret ….. d. 12. Sept. 1914.

Kære Forældre!

Jeres Breve og Kortet fra Søster A. har jeg modtaget. I skriver, at alting er saa billigt nu, og at intet koster rigtig noget. Om ikke længe vil vel det modsatte blive Tilfældet.

I Østpreussen vil næsten alt Kvæget være slagtet og fortæret, naar Befolkningen, der er flygtet, vender tilbage. De har nok taget noget med sig, men det forslaar ikke mod, hvad der er ødelagt. Store Hjorde af Kvæg og Faar med deres Hyrder, der ikke har kunnet kommet bort, findes ofte liggende tilintetgjort.

Jeg glæder mig over at være kommen en Smule i frisk Luft. Thi hele Provinsen deroppe var fuld af Stank. Nu kan man da atter komme en Smule til Besindelse og faa Sulten stillet.

I har skrevet om at sende mig Penge, men det er der ingen Mening i; man kan alligevel ikke købe noget. Der er intet. Det være sig da, at man engang fanger en Gaas eller en Høne. Saa er man forsynet for et Par Dage. Thi Kartofler er det Overflod paa deroppe.

Jeg har altid haft Held til at fange noget. Man kan lige saa godt gribe til, eller gør kun en anden det. Men dermed er det nu foreløbig Slut for mit vedkommende. Den 3. September kom jeg hertil. Hvor længe jeg skal blive her, ved jeg endnu ikke. Men saa snart jeg atter er rask, kommer jeg med paany.

Men saa vilde jeg virkelig ikke ønske, at det skulde gaa vort regiment, som det gik første Gang. Vi var inde i en rigtig Kugleregn. Af vort Kompagni, som var 250 Mand stærk, var der efter 4 Dages Kamp kun 46 Mand helt raske tilbage, da jeg kom bort fra dem. Men ikke alle Kompagnier havde lidt saa slemt som vort.

Nu slutter jeg. Saa snart jeg kommer hjem eller i næste Bred, skal jeg fortælle Jer mere.

Hjertelig Hilsen

Jer Søn

16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:

……….. d. 28. Septbr. 1914.

– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.

Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.

Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.

Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.

Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.

Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid  gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.

Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..

Faldne og Saarede.

Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.

Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.

Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.

Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.

Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.

Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.

Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.

For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.

Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.

I Fangenskab.

Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde  Meddelelse om, at han Søn enten  var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).

Gode Efterretninger.

Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.

Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.

Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

29. august 1914. Nordborg Avis: Telegram fra kejseren om forholdene i Østpreussen

Sidste nyt fra Nordborg Avis, der var en lokaludgave af avisen Hejmdal.

Bortførte Kvinder og Børn. Strasborg, 27. Aug. (W.B.)

Hos den kejserlige Tolddirektion har Toldembedsmændene fra Saales under Ed givet følgende til Protokols: Efter at Franskmændene den 11. ds. havde passeret Saales, ankom nogle franske Gendarmer og tog 8 Embedsmandsfruer med ca. 20 Børn, deriblandt saadanne i en Alder af 3 Uger, med sig bort til St. Dié, hvor de blev ladet af Vognen foran en Fabrik.

Hvad der videre er blevet af vore Hustruer og Børn, ved vi ikke.

Stillingen  i Østpreusen. Berlin, 27. August (W.B.)

Fra Hs. Majestæt Kejseren og Kongen har Statsministeriet modtaget efterfølgende Telegram.

Det Store Hovedkvarter, 27. Aug. (W.B.)

Hjemsøgelsen af min trofaste Provins Østpreussen ved fjendtlige Troppers Indtrængen opfylder mig med hjertelig Deltagelse. Jeg kender Østpreussernes i endnu tungere Tid beviste urokkelige Mod for godt til ikke at vide, at de altid vil være beredt til at ofre Ejendom og Blod paa Fædrelandets Alter og standhaftigt paatage sig Krigens Rædsler.

Tilliden til vor heltemodige Hærs uimodstaaelige Magt og den urokkelige Tro paa den levende Guds Hjælp, som hidtil paa saa vidunderlig Maade har bistaaet det tyske Folk i dets retfærdige Sag og Nødværge, vil ikke rokke Tilliden til Fædrelandets snarlige Befrielse fra Fjenderne rundt omkring.

Jeg ønsker imidlertid, at der straks tages fat paa alt, hvad der kan gøres for at lindre den øjeblikkelige Nød i Østpreussen saavel hos den fra Hjemmet fordrevne som den i sin Besiddelse og i sit Erhverv forstyrrede befolkning. Jeg bemyndiger Statsministeriet i Forbindelse med Myndighederne, Stats-, Provins- og Kommunalforbundene og Hjælpeforeningerne i de forskellige Distrikter til at træffe gennemgribende Forholdsregler til Forsorg for Befolkningen og til at give mig Meddelelse om det skete. Wilhelm I.R.

Russiske Fanger. Dorzin, 27. August (W.B.)

En transport af russiske fanger deriblandt en General og 8 Officerer, er ankommet hertil i 40 Jernbanevogne.

Hejmdal

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)