Tag-arkiv: arbejde

25. februar 1919. H.C. Brodersen og sine kammerater er “…foretagsomme krigsfangere…” under deres ophold i Myrat.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Med  vor  Høpresser  er  vi ankommet  hertil.  Vi er  indkvarteret  i  en  Hestestald  ved  Siden  af  et  Hønsehus.  Det  er  Vinter,  og  af  den  Grund  mener  Hønseejeren,  at  Hønsene  ikke lægger  Æg .  Han  har  sikkert  Ret.  Her  i  Byen  har  de  den samme  Slags  Ost  som  i  Rion. 

Der  er  ingen  Forskel,  men her  i  Byen  har  de  en  lumsk  Skovfoged.  Han  fandt  ud  af,  at hans  Ostebeholdning  svandt  for  voldsomt  ind  og  var  saa uheldig  —  eller  heldig  —  at  have  Rottegift  ved  Haanden.

Det  var  sikkert  en  god  Tanke,  men  den  var  djævelsk,  og den  Omstændighed,  at  flere  Kammerater  et  Par  Dage  efter laa  begravet  i  Høet  og  vred  sig  af  Mavesmerter,  kan  godt tyde  paa,  at  han  for  Fremtiden  faar  Ro  for  „Rotterne”. 

Jeg havde  en  betroet  Post  paa  Banegaarden,  og  Kammeraterne, som  vi  afløste,  havde  ogsaa  betroet  mig  et  „Tip”.  Der  stod nemlig  i  et  Hjørne  af  Pakhuset  en  Sæk  Mel . De  havde  næsten  tømt  den  helt  og  mente,  det  var  bedre,  om  vi  fortsatte, saa  den  helt  kunde  forsvinde. 

Ved  Middagstid var  det  gerne roligt  paa  Banegaarden  og  Tiden  derfor  gunstig  for  en  foretagsom  Krigsfange.  Dog  en  Middag  gik  det  galt.  En  Mand fra  „ Train ”  opdagede  mig,  da  jeg  i  min  Ivrighed  ikke  havde set  mig  for.  Jeg  var  oprigtig  ked  af  det.  Tankerne  om  et  Par Aars  „Prisson”,  medens  Kammeraterne  var  rejst  hjem,  fløj 165 igennem  mit  Hoved.

Dog  han  havde  Hjerte  i  Livet.  Han  fik at  vide,  at  Kosten  var  knap  og  lovede  saa,  at  hvis  jeg  indstillede  Forretningen  for  Fremtiden,  vilde han  lade  være  med at  melde  mig.  Jeg  holdt  mit  Løfte,  men  han  holdt   ikke   sit.

Da  jeg  et  Par  Dage  efter  fulgtes  med  Vagtmanden,  traf  vi Jernbanemanden  og  nu  sladrede  han.  Vi stod  imidlertid  lige ud  for  en  Vinstue,  og  de  var  begge  tørstige.  Jeg  fulgte  med, da  de  gik  ind, og  ved  et  Glas  talte  vi sammen  om  Sagen,  der kort  efter  blev  anset  for  at  være  druknet  og  ude  af  Verden. Men  da  havde  vi ogsaa  faaet  mange  Glas. 

I  Hotellet,  hvor  vi spiser  vor  Middagsmad,  er  Manden  i  Felten.  Der  er  derfor ingen  til  at  passe  Fruens  to  Køer,  men  det  er  vi  mere  end villige  til. Vi har  nu  baade  Mælk,  Æg  og  Mel  til  Pandekagerne,  der  er  en  eftertragtet  Ret  for  Peter  Petersen  fra  Bodum,  der  har  faaet  ondt  i  Halsen  og  ikke  kan  faa  andet  til at  glide  ned  igennem  den. 

„Madame”  opdagede  dog  ret  hurtigt,  at  Mælkemængden  var  skrumpet  ind,  og  de  Kødben, som  vi  fik  for  at  passe  Køerne,  skrumpede  nu  ogsaa  mere og  mere  ind.  Nu  steg  Mælkeydelsen  atter,  og  der  er  nu  igen mere  Kød  paa  de  Ben,  som  vi  faar  som  Belønning  for  vore Anstrengelser.

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. januar 1919. H.C. Brodersen arbejder i Rion es Montagne og der bliver “…spundet skumle Planer.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

 Vi  er  atter  paa  bar  Bund,  og  Sulten  gnaver  i  Indvoldene. Men  som  „Nød  lærer  nøgen  Kvinde  at  spinde”,  bliver  der ogsaa  hos  os  spundet  skumle  Planer. 

Ud  fra  en  plomberet Jernbanevogn,  der  var  ladet  med  90  %  Ost,  og  som  var  færdig  til at  afgaa  til Paris, hentede  jeg  forleden  Aften  50  Pund. Samme  Aften  stod  August  fra  Jersdal  ved  Vinduet  og  vilde ikke  i  Seng.  „Hvad  staar  du  og  lurer  efter  August?”  spurgte jeg,  „gaa  dog  i  Seng!”” „Hvad  staar  du  selv  og  lurer  paa?”  svarede  han  tilbage, „gaa  du  dog  selv  i  Seng!”

Genstanden  for  vore  længselsfulde  Blikke  var  et  Heste­køretøj,  der  stod  nede  paa  Gaden.  Hesten  var  bundet  fast  til en  Telefonpæl,  og  Kusken  sad  i  Beværtningen  og  var  fuld. I  Køretøjet  laa  bagi  et  Par  dejlige  store  „Kringler”,  og  vi kunde  ikke  faa  Øjnene  fra  dem.  August  forsvandt  da  ogsaa ned  ad  Trapperne  og  kom  kort  efter  tilbage  med  de  efter­tragtede  Kringler,  der  sikkert  vejede  sine  50  Pund. 

De  blev omdelt  med  dobbelt  Portion  til  Helten.  Dog  det  værste  var endnu  tilbage,  thi  vi  kunde  risikere  en  Husundersøgelse  og maatte  derfor  spise  det  hele.  Saa  mente  vi var  ethvert  Spor da  udslettet.  Det  skulde  vi  dog  aldrig  have  gjort.  Vel  var det  en  behagelig  Følelse  at  være  mæt,  men  det  var  en  utilgivelig  Dumhed  at  spise  hver  6  Pund  Brød  og  lige  saa  meget  Ost  uden  først  at  sikre  sig,  om  der  kunde  købes  amerikansk  Olie. 

Det  blev  galt,  rigtig  galt,  og  af  Olie  var  der ikke  Spor  at  opdrive.  Vi  har  somme  Tider  været  paa  Arbejde  hos  Byens Gendarm. Det er  ikke  nogen  daaflig  „Tjans”. Vi  skal  save  Træ , men  en  Fil til at  file  Saven  med  synes  de ikke  at  kende  her  i  Rion.  Vi faar  derimod  udleveret  et  Stykke  Flæsk  til at  smøre  med. 

Saa  er  det  ikke  heldigt,  om  man har  Peter  Grau  til  Makker,  thi  han  spiser  Flæsket,  men  haler  ikke  bedre  i  Saven  af  den  Grund.  Det  bedste  er,  at  „Ma-dame”  om  Aftenen  giver  et  bedre  Maaltid,  og  her  er  Peter ikke  ubeskeden. 

Hvad  der  ellers  vækker  vor  Opmærksomhed  i  Rion,  er  Landbrugets  primitive  Indretning.  Træplove og  Harver,  der  i Menneskealdre  hjemme  har  ligget  paa  Museum  eller  er  hugget  til  Brænde,  er  her  højeste  Mode.  „Madame”  bærer  Bukserne,  og  „Monsieur”  har  intet  at  skulle have  sagt.  Det  ser  og  hører  vi hver  Dag.  Flinke  er  Folk  just ikke,  men  vi  taales.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. november 1918. Krigsfange H.C. Brodersen nyder et par flasker “Vin blanc”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kæmpede siden i adskillige andre regimenter. I oktober 1918 blev han taget til fange af franskmændene.

Trods  det,  at  jeg  er  „Sousoffice”  og  saaledes  ikke  maa  arbejde,  lykkedes  det  mig  ved  Fuglsangs  Hjælp  at  komme  ud paa  Landet,  hvor  vi  skal  afløse  spansksyge  Kammerater.

Vi havde  forinden  af  „Styrelsen”  faaet  hver  ti  Franc,  som  var indsamlet  blandt  Venner  i  Danmark,  og  som  vi  paa  et  Postkort  sendte  Gymnastikdirektør  N .  H .  Rasmussen  Kvittering for.  Det  var  samtidig  en  Meddelelse  til  Hjemmet  om,  hvor vi  opholdt  os.

Arbejdsholdet  bestod  af  ti  Mand  og  mest  af Bekendte.  I  Dag  er  det  min  Fødselsdag,  og  i  den  Anledning maa  jeg  af  med  et  Par  Flasker  „Vin  blanc”.  Den  er  ikke daarlig.

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

11. juli 1918: Frederik Tychsen på vild jagt efter vildsvin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.

En dag blev der stort postyr og ståhej. Der var en, der opdagede et vildsvin, der var løbet ind i krattet. Hele mandskabet blev alarmeret, vi fik karabineren og patroner frem, og hele krattet blev omringet.

Det varede noget, inden dyret kom ud, der var en del, der gik ind i krattet for at drive det ud, medens de, der var posteret rundt om krattet fik besked på kun at skyde udefter – bort fra krattet.  Omsider kom fyren ud – en gammel orne, og det kan nok være, at der kom ild i bøsserne; der blev en hel kanonade, 100 skud og mere gik ved siden af, men omsider faldt fyren, en gammel fyr med svære hugtænder og stive børster.

Under stor jubel og hurraråb blev vildornen fra Ardennerne bragt hen til køkkenvognen, her blev den flået, parteret og gik i gryden. Den var noget sej, men den blev spist. Mandskabet af 1. batteri fik flæsk.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

14. juli 1916. Kresten Andresen: Søvnmangel og træthed – arbejde dag og nat

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 14. juli 1916

Kære forældre!
Jeg må skynde mig at skrive et par ord, for der er ikke megen tid, vi må nemlig arbejde dag og nat nu. Mange tak for brevet af d. 10. og en pakke med afsmeltet fedt. Det blev så nok ikke til noget med det store søslag den dag. Spådomme er spådomme, og det skulde jo være sært, om ikke én af alle de tusinde spådomme skulde have held til at træffe.

Det er da godt, at Jørgen Eriksen ikke behøver at komme i felten mere. Og Christian har jo også haft held med sig, når han nu kan komme hjem på en længere orlov. Jeg fik brev fra ham i går og skal også have skrevet til ham; men jeg kan næsten ikke overkomme det, da jeg næsten nødvendig må sove al min fritid væk for at holde den nogenlunde gående.

Hilsen til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve