Kategoriarkiv: Krigens forløb

22.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 22.10.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Efter at vi nu har lagd 10 Dage i Ro vil jeg dog sende Eder et paar Ord igjen. Jeg har det jo endnu rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask. Post har vi siden mit sidste Brev som jeg har skreven til Eder herfra ikke modtaget men vi venter jo efter Post hver Dag, men det kommer ikke. Vi lever jo ellers heel god Dag her. Om Morgen fra kl.½ 7 – ½9.og om Eftermiddag en Appel med Beklædningsstykker. Vi som Undffc. har jo ikke andet at bestille end som bruge Munden, men det gaar alle Ro til hos os.

Efter Tjenesten ved man snart ikke hvad man skal tage sig for. Her er det endnu temmelig varm. hjemme er det vel allerede koldt. For tiden ved man ikke redt vad der skal gaa for sig her. Vi er jo ogsaa spændt hvad de vil stille an med os.

Tyrkerne har vel den 18.10 stillet Fredsnote til Wilson. Og naar Tyrkerne gjör Fred og vi ikke kommer bort herfra saa bliver vi nok interneret, men man ved jo endnu ikke hvordan det vil komme. Med Bulgarien staar det nok heller ikke saa godt. Jeg troer nu nok at det snart bliver Slut paa det heele. Det har virkelig ogsaa varet længe nok nu.

För vor Rüktog var vor Komp. Omtrændt 80-90 Mand og da vi her var ankommen var vi henved 30-35 Mand. De andre er bleven syg eller ogsaa i Fangenskab. Jeg er blodt glad at jeg er kommen saa godt med trodt det jeg havde begge Födder gjennem löben. Nu er di atter istand.

Forplejningen er ogsaa heelt godt. Vor Kökken staar lige uden for vort Vindur. Naar Kokken er ved at skære Kjodet istykker saa henter vi os ogsaa et godt Stykke. Dag spiser jeg snart ½ Pund skær Kjöd med et Stykke Bröd. Det smager ordentlig. Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os.   

Trods det at man nu har gaaet saa meget igjennem ved dog ikke noget at fortælle Eder. Nyt er der jo ikke som kan interessere Eder. Jeg har jo ogsaa fortalt Eder denne Tour temmelig udförlig isidste Brev. Vi venter nu blodt paa at vi snart kan træde vor Rejse an til Tyskland. Det kan blive heelt dejlig naar man veed at det gaar hjemad. Gud give at vi snart maatte samles derhjemme. Jeg længes nu ogsaa snart efter at komme hjem igjen.

For denne Gang være I saa alle hjertl. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

22. oktober 1918. “Han var den bedste af os alle. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.

Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.

Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!

To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.

Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.

Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.

Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.

Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.

Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.

Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.

Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.

Han er død!

Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.

Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.

Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.

Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.

Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.

En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!

Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 239-241

20. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” filosoferer over årsagen til krige

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Her  er  der  ikke  behageligt,  og  Skorstensfejeren  havde Ret  i  sine  Betænkeligheder,  da  vi  rejste  hertil.  Samtalen  i Toget  hertil  drejede  sig  ikke  om  andet  end  om  Meningen ‘ med  saadant  et  „Vergältungslager”.  Det  lød  jo  noget  afskrækkende,  og  Skorstensfejeren  kunde  ikke  forstaa,  hvad vi  eller andre  havde  forbrudt. 

„Men  hvorfor  ikke,”  sagde  han, „nu  har  vi prøvet  lidt  af  hvert,  lad  os  saa  ogsaa  tage  det  med i  Købet.  Verden  er  nu  en  Gang  saadan.  Histovre blev  vi  anset  for  Helte,  og  her  behandles  vi  som  Forbrydere.” „Ja,  man  kan  nok  komme  til Eftertanke,”  erklærede  jeg. „Eftertanke?”  sagde  Skorstensfejeren,  „nej,  det  er  ikke det  rigtige  Udtryk. 

Total  forrykt,  men  hvad  er  der  at  vente af  en  saa  elendig  Verden.  Hvad  andet  befatter  Verden  sig med  end  Vergältung,  Had,  Hævn  og  deraf  Mord,  Drab  og Ødelæggelse,  naar  blot  man  derved  kan  skaffe  sig  nogen Gevinst?  Kan  du  forstaa  det?” „

Jo,  det  kan  jeg  godt  forstaa,  Julius,”  svarede  jeg,  „men hvad  jeg  ikke  kan  forstaa,  er  det,  at  det  ikke  gaar  ud  over hele  Menneskeheden,  men  kun  over  os. 

Hvad  har  vi da  gjort, siden  der  skal  udøves  „Vergältung”  mod  os.  Er  du  i  Stand til  at  sige  mig  det,  Julius?” „Ja,  jeg  kan  godt  høre  paa  dig,  at  du  ikke  kender  din Bibel,”  svarede  han. „Bibel?” „Ja,  véd  du  da  ikke,  at  der  staar  et  Sted,  at  Fædrenes Synd  skal  hjemsøge  Børnene  i  mange  Led.  Naa,  og  vi  er Børnene,”  tilføjede  han  vredt.

„Jamen  hele  Verden  har  da  været  lige  god  om  at  skabe den  Elendighed,  der  nu  raabes  „ Vergältung ”  om,  Julius, men  hvor  mange  kommer  i  en  Lejr,  hvor  denne  „Vergältung”  kan  udøves?” „Ja,  men  vi  er  nu  en  Gang  saa  uheldige  at  være  blandt dem,  det  skal  gaa  ud  over,  og  det  er  nu  det,  som  vi  har faaet  ud  af  at  lære,  at  Frankrig  er  Tysklands  Arvefjende. Det  er  en  storartet  Svindel. 

De  har  jo  intet  som  helst  gjort mig,  hvordan  kan  det  være  mine  Arvefjender,  men  Hadet skal  jo  holdes  vedlige,  og  det  er  nu  Grunden  til al  den  Elendighed,  og  at  vi  sidder  i  det,  som  vi gør!” „ Tror  du  da  ikke  paa  det  gode  i  Menneskene,  Julius?” „Det  gode  i  Menneskene?”  gentog  han  haanligt,  „det  tror du  da  heller  ikke  selv  paa!  Nej,  véd  du  hvad,  i  Hverdagslivet,  i  Handels-  og  Toldpolitik,  i  det  politiske  Liv ,  i  smaa indenrigske  og  endnu  mere  i  de  store  udenrigspolitiske  Forhold,  hvorfra  de  store  Forviklinger stammer,  gælder  det  om at  „dreje  hinanden  en  Knap”.

Med  Hævntanken  for  Øje opflaskes  vi Mennesker  fra  Barnsben  af,  for,  naar  Tiden  dertil  menes  at  være  inde,  at  skride  til  Udførelse  af  Hævn-  og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren  vandrede  frem  og  tilbage  i  Kreaturvognen  og  blev  ved:  „ Om  blot  alle  Kanoner,  Maskingeværer, Flyvemaskiner  og  Krigsskibe blev  sænket  ned  i  det  dybeste Hav,  da  vilde  Verden  om  kort  Tidse  anderledes  ud.  Og  dog, hvad  Nytte  vilde  det  hele  være  til,  naar  Tilliden  ganske mangler.

Det  ene  Land  stoler  ikke  paa  det  andet,  uden  at det  har  en  Kanon ved  Haanden  eller  en  Bajonet  at  støtte  sig til.  Krig  vil der  altid  være,  og  du  kunde  vel heller  ikke  tænke  dig  en  Skole,  hvor  Drengene  ikke  slaas.  Det  er  ganske som  i  Naturlivet;  Fuglene  i  Luften  og  Fiskene  i  Vandet  lever  der  i  Kraft  af  den  stærkeres  Ret. 

Træerne  i  Skoven  breder  sig  paa  Bekostning  af  de  svagere  Ditto,  der  med  Tiden visner  og  gaar  ud.” Jeg  maatte  le:  „Nej,  nu  tror  jeg,  du  gaar  for  vidt, Julius,” sagde  jeg,  „alt  det,  du  der  fortæller  om  Naturlivet,  kan  du da  ikke  uden  videre  overføre  paa  Menneskene,  vi  er  dog  opdraget  under  andre  Love  og  Bestemmelser  og  med  Tanken om  Livet  efter  Døden.  Og  der  er  mange,  der  indretter  Livet derefter!”

„Naa,  mener  du  det,  ja,  jeg  kan  godt  høre,  at  du  ikke har  set  ud  over  din  egen  Næsetip.  Nej, ser  du,” fortsatte  han, „alle  Steder  i  Verden  gælder  dette:  Høg  over  Høg.  Det  er Luksus,  Rigdom,  Ære ,  Magt  og  Anseelse  alle  higer  efter, indtil  Ballonen  revner.  Og  det  gør  den  tilsidst  for  alle,  hvad enten  det  nu  er  for  den  enkelte,  for  Regeringer,  Nationer, Diktatorer  og  andre.

Og  naar  saa  det  hele  er  ramlet  sammen  til  en  ynkelig Ruinhob,  knyttes  Næverne  imod  „de  andre”,  som  menes  at  være  Skyld  i  Ulykken,  og  saa  raabes  der om  „Vergältung”,  Revanche  og  Hævn.” Toget  raslede  nu  henover  Sporskiftesteder,  og  Vognen skubbedes  i  korte  Ryk  frem  og  tilbage,  og  vi  hørte  Hvinene af  Bremserne. 

„Ja, nu  er  vi der  vel,” sagde  Skorstensfejeren, „saa  faar  vi  jo  se,  hvad  der  bydes  paa!” Ja,  vi  er  her,  men  Gud  give  vi  var  vel  herfra  igen.  Der siges,  at  der  er  14,000  Mand  i  Lejren,  og  af  disse  28,000 Fødder  er  Pladsen  optraadt  til  et  Ælte ,  der  naar  op  over Fodledene.  Føden  er  tynd  og  langtfra  tilstrækkelig. 

Døde  og syge  bliver  baaret  bort  fra  Pladsen  hver  Morgen.  Bare  dog Sundheden  vil holde  til  den  Elendighed  her.  Vi  er  omgærdet  af  to  Rækker  tre  Meter  højt  Pigtraad  og  bliver  bevogtet  af  begsorte  og  store  Negre,  der  nok  skal  afskrække  fra Tanken  om  Flugt  eller  anden  Revolte. 

Fra  Pladsens  fire Hjørner  peger  et  Maskingevær  ind over  Pladsen,  og  der  staar en  Mand  bagved  hvert.  Latrinforholdene  er  langtfra  tilstrækkelige.  Byens  Bourgeoisie  gaar  imellem  Pigtraadsforhegningerne  og  fotograferer  dem,  der  med  Front  den  anden Vej  er  optaget  af  andet  end  at  smile  venligt  til  Kameraet.

 —  Polakkerne  og  Danskerne  har  dog  hver  en  Barak,  men Pladsen  er  optaget  alle  Vegne,  saa  der  ikke  er  én  Tomme Plads.  Lejren  er  forsynet  med  1  Pumpe,  og  i  Kø,  i  lang Række,  venter  baade  Dag  og  Nat  Kammerater  paa  at  komme  til  at  faa  lidt  Vand.  Jo,  det  er  vel  nok  et  „Vergältungslager”.  Kun  godt,  at  vi snart  skal  af  Sted  herfra.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

17. oktober 1918. Én af “Danskerregimentets” sorteste dage i hele deres krigshistorie.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 17. oktober var en ulykkesdag for regimentet. Sammen med dagen for Moulin den sorteste dag i dets krigshistorie. Allerede den 16. oktober fyrede det fjendtlige artilleri med vekslende heftighed mod vor forreste linje og landsbyen Grougis. Det så ud som et forestående angreb.

Ulykkeligvis gik det højre naboregiment, infanteriregiment 268 fra 14. division, natten til den 17. oktober tilbage, fordi franskmanden havde taget en gård i dets flanke. 3. kompagni, som lå til højre, trak derpå om natten sin flanke noget tilbage. Den tilbagebøjning måtte standse, da skudfeltet blev ugunstigt.

Forbindelsen til 269 opretholdt kompagniet ved poster, mere kunne det ikke gøre. I sig selv er enhver regiments- og divisionsgrænse et svagt punkt, der kræver en særlig stærk besætning. Nu udgør dette sted et særligt sårbart punkt. Hvor årsagen til denne fejl lå, om vor division var utilstrækkeligt eller slet ikke underrettet af nabodivisionen, om givne ordrer pga. tidnød ikke kom frem eller ikke kunne komme til udførelse, lader sig ikke konstatere inden for rammerne af regimentets historie.

I hvert fald skulle fejlen hævne sig på det bitterste. Kl. 7 formiddag den 17. oktober begyndte trommeilden at rase. Den ramte hele divisionens og nabodivisionens front. Tæt tåge, som man kun kunne se 20-30 meter igennem, blandede sig med slagets støv og røg.

Straks efter kl. 7 vældede franskmændene frem. Dér hvor han angreb frontalt, blev han slået tilbage. Snart troede I bataljon at have opnået en sejr. Men modstanderen var brudt igennem ved 14. division og havde også fundet det ulykkelige hul. Nu dukkede hans flokke op bag ryggen af fronten. Modstand syntes udsigtsløs. Bataljonen blev taget til fange. Men dermed var det ikke slut med ulykken.

Fjenden var brudt så langt igennem til højre, at han i tågen kom til syne foran fronten og i flanken på den fuldstændig overraskede II bataljon, som lå længere tilbage i beredskab. En kort kamp mod en overmagt, så blev den største del af denne bataljon også taget til fange eller nedkæmpet.

Det var 5. og 7. kompagni samt en deling af 6. kompagni og 2 delinger maskingeværer, der ligeledes måtte vandre den bitre vej ind i det fjendtlige område.

 II bataljons stab blev ramt af en fuldtræffer og sat ud af spillet. Aisonville faldt, og om det langstrakte, krogformede Grougis blev der kæmpet. I artillerisikringsstillingen gik fremstødet i stå. Ingen kanoner gik tabt.

Om aftenen blev de dele trukket tilbage, der kæmpede i landsbyen,  så der blev dannet en ny linje, der løb fra Thiolet-Ferme langs østranden af Grougis, med de i mellemtiden tilkaldte forstærkninger: II bataljon fra regiment 82 og III bataljon fra regiment 85 samt infanteriregiment 94. III bataljon forblev længere til højre i samarbejde med 14. division. Den besatte først højene nord for Sanière-Ferme, måtte så udfylde et hul mellem to regimenter, blev så afløst om natten af pionerer og gik i bivuak bag fronten.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16.oktober 1918 – Milert Schulz: ” Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 16.10.18.

Mine kjære elskede Forældre og Søskende!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig kommer jeg nu dertil at skrive Eder et langt Brev.

Som I vel har læst i Bladene er vi jo gaaet et mægtig Stykke tilbage og har römmet hele Palästina. Siden den 22.9. har vi været undervejs, altid tilbage.

For 3 Dage siden er vi nu her ankommen i en By vestlig for Staden Adaan. Det ligger tædt ved Taurus bjerget vis i kan finde det paa Landkortet, og muligvis kommer vi endnu længere tilbage. I har jo vist tænkt alt muligt om mig, nöd og Begravet eller Savnet, eller og i Fangeskab, men ingen af disse tre Muligheder har truffet mig. Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag.

Vi har gaaet, og prövet meget igennem paa denne Tilbagetogt. Den 22.9 rykkede vi bort fra Byen Vadi – Sir vor vi laa. Derfra marcherede vi til Es-Salt, og gik i Stilling samme Aften som vi kom an.

Vi laa der én Dag saa kom Englænderen allerede an i store Kollonner. Vi kunde ikke holde os mere i denne Stilling og matte vi saa videre tilbage.

Saa gik Marchen först lös i Retning Damaskus. Det var en lang Tour at gaa til Fods kan I tro. Helt fra Es-Salt til nord for Damaskus til Fods og med Tornister på Nacken. Der gik vi godt otte Dage.

Men vad jeg der har oplevet forglemmer jeg aldrig mere. Vi er der gaaet igjennem en Egn vor Beduiner huserer dette Röver og Morderpak. En Nat gik vi et Stykke Vej der laa ikke mindre en 13 afklæde og med Halsen gjennem skaaren og Hovedet knust. Brystet gjennem stukket, Badet i Deres egen Blodlage Tyrkisk Soldater. Det saa heelt forfærdelig ud.

Natten Derpaa saa vi de samme Billeder. Disse arme Folk har ikke kunde holde marchen ud længere og var bleven eene tilbage. Saa er dette Röverpak kommen og har overfaldet disse Folk og rættet dem saadan til.

Vi er marcheret altid videre efter Damaskus til. I disse otte Dage har vi levet ved Vand og Vindruer og andet Frugt. Bröd har vi ikke haft at mætte os ved. Da vi saa kom til Damaskus stod alle Tyske Magasiner og Banegaard i Brand. Tædt på Damaskus blev et Munitionsdepot sprenget i Luften. Det saa fiin ud men frygtelige Knald gav det. Mange tusinde Mark er der gaaet i Luften.

(…)

Eder mere om denne Tour. En heel deel Post har jeg ogsaa modtaget. Brev fra dig kjære Fader fra den 2.9.,9.9.,16.9., 23.9. og 6.9. en Pakke med Kage fra 1.9. og en Pakke med engelske Kjödkonserve Brev fra Br. Drees 30.8. 6.9. fra Söster Thilde 31-8-, 5-9- 10.9., 19.9. og et Brev fra Söster Olga fra den 3.9. Fro alt min hjerteligeste Tak kj. Forældre og Söskende.

Ellers er alt vel her hos mig. Jeg vejer 125 Pund jeg holder mig altid på dette Vægt. Et Brev har jeg faaet tilbage fra Broder Matth. Ja mine Kjære jeg maa altid tænke paa den kjære Bror. Men dette tager jeg ogsaa heelt af Herrens Haand Fred være med sit Stöv. Han har det jo nu bedre end vi. Vi haaber jo dog at Herren har taget ham hjem til sig.

Jeg har her 3 Billeder af ham den kjære Bror.  Det er saa mærkeligt at tænke at jeg skulde see ham for sidste Gang sidste Aar da jeg hjemme. Hvor var han bleven Krass at han var större en jeg og Far, jeg husker det rigtigt godt endnu hvor han gjorde nar af os to Gefreitreiter.  Ja Herren gav. Herren tog Herrens Navt være Lovet. 

Fra Söster Mie har jeg ogsaa modtaget en deel Brev, ogsaa Pastor Nilsen har skreven mig flere Breve. Jeg har nu saa mange at besvare at jeg snart ikke kan overkomme det allene.

Hvordan det nu kan blive med Orlov er jeg nu spendt. Ihvertfald er jeg den förste der kjörer fra vor Komp., men hvornaar det bliver kan jeg ikke sige. Maaskee har vi snart Fred nu. Her blandt Soldaterne bliver der ogsaa meget talt om Fred. Tiden vil jo vise snart forandre sig. Gud give at dog snart maatte höre op og vi kan drage sund og rask hjem igjen. Det give Gud.

Hermed være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig. Eders Sön og Broder

Milert.       

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238

14. oktober 1918. H.C. Brodersen kæmper med en vagtmand om sin vielsesring. “Du skal nu ikke faa Ringen, saa kan det koste, hvad det vil.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Dag  skal  vi  af  Sted  herfra,  og  mest  for  de  Gules  Skyld er  jeg  glad  for  det [“de gule” = de franske kolonitropper bar gul-brune uniformer, RR].  I  Nat  havde  jeg  en  ubehagelig  Oplevelse med  et  Par  af  dem.  Jeg  havde  været  et  Ærinde  i  et  Hjørne af  den  store  Lade,  vi  nu,  sammen  med  64  andre  Kammerater,  var  blevet  anbragt  i . 

Det  var  mørkt,  med  Undtagelse  af det  Hjørne,  hvor  det  gule  Mandskab  havde  opslaaet  deres Telt.  Der  brændte  et  lille  Baal,  som  3-4  Mand  af  Vagtstyrken  sad  og  varmede  sig  ved.  Da  jeg  gik  tilbage,  kom  der  en af  dem  henimod  mig  og  pegede  paa  min  Vielsesring. 

Jeg rystede  paa  Hovedet.  Han  viste  mig  en  Haandfuld  Tobak. Atter  rystede  jeg  paa  Hovedet.  Nu  viste  han  mig  en  Del  store  Kobbermønter,  hvis  Værdi  jeg  ikke  kendte.  Jeg  slog  afværgende  ud  med  Haanden  og  vilde  gaa  videre.  Nu  var  han blevet  gal  i  Hovedet,  og  saa  sig  omkring  til alle  Sider. 

Overalt  sov  Kammeraterne,  og  jeg  selv  blev  nu  ængstelig,  thi  det var  nemt  at  udregne,  at  Fyren  havde  ondt  i  Sinde.  Med  den fældede  Bajonet  traadte  han  et  Skridt  tilbage  og  satte  nu denne  i  Brysthøjde  hen  foran  mig.  Samtidig  holdt  han  mig med  sin  venstre  Arm , og  talte  ivrigt  til mig.  Jeg  tænkte  ved mig  selv:  „ Du  skal  nu  ikke  faa  Ringen,  saa  kan  det  koste, hvad  det  vil . ” 

Før  vilde  jeg  mase  hans  grimme,  gule  Fjæs, og  sende  hans  hindustanske  Sjæl  til de  evige  Jagtmarker  hos hans  Forfædre.  Under  hele  Krigen  var  der  blevet  fortalt  om, hvordan  disse  halvvilde,  uciviliserede  Individer  skar  Fingre af  deres  Ofre  for  blot  at  faa  en  Ring  at  pynte  sig  med,  og paa  ham  her  var  alle  Fingre  besat  med  denne  for  ham  tilsyneladende  uundværlige  Pynt. 

Jeg  rev  mig  løs,  traadte et  Skridt  tilbage,  og  langede  ham  med  højre,  knyttede  Næve et  Stød  lige  i  hans  forhadte  Ansigt.  Det  kom  ham  vel  nok lidt  overraskende,  og  han  gav  da  ogsaa  et  forfærdeligt  Brøl fra  sig.  Hans  Kammerater  kom  nu  løbende  til,  og  jeg  gav mig  til  at  raabe  om  Hjælp.  Den  kom.  To  Gendarmer  kom løbende,  og  uden  først  at  spørge  om,  hvad  der  var  paa  Færde,  slog  de  om  sig,  saa  vi  fløj  hver  til  sin  Side. 

Jeg  maatte nu  til  den  tysktalende  Gendarm  aflægge  Besked  om,  hvad der  var  foregaaet,  og  han  anbefalede  mig,  at  hvis  jeg  ønskede  at  beholde  Livet,  skulde  jeg  i  Løbet  af  Natten  skifte  Plads med  de  Kammerater,  der  i  Nattens  Løb  ogsaa  havde  Ærinde i  Hjørnet  af  Laden.  Det  var  den  eneste  Maade,  jeg  kunde vildlede  min  nye,  hævnlystne  Fjende  paa,  mente  han. 

Resten af  Natten  er  dog  forløbet  i  Ro,  men  jeg  er  glad  for,  at  vi kan  slippe  bort.  Kun  er  der  det  betænkelige  ved  det,  at  vi har  faaet  at  vide,  at  vi  skal  til  et  „Vergältungslager”.  Det lyder  jo  ikke  godt,  og  Skorstensfejeren  grubler  da  ogsaa  meget  dybsindig  over,  hvad  det  vel  kan  være.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

11. oktober 1918. “Regimentets sidste store Kampdag! Men hvad Mening var der i dette Angreb?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Rømningen stod for døren, og Eskildsen måtte se sørgmodigt til mens Avaux blev sprunget i småstykker som et led i tyskernes tilbagetog.

Franskmanden følger og søger at vinde Overgangen over Suippes. Den 7. Oktober foretager vi et Modangreb. Det er Regimentets sidste store Kampdag! Traditionen hævdes til det sidste.

Vore Folk gaar paa, som de altid har gjort det. 67 Fanger og 3 Maskingeværer er Byttet. Men hvad Mening var der i dette Angreb?

Hvorfor skulde 2 Officerer og 10 Mand miste Livet, 1 Officer og 49 Mand deres Førlighed i samme Time, som de allierede stillede det Krav, Tyskerne var nødt til at opfylde: »Det besatte Omraade skal rømmes!« 

Foch er ikke tilfreds, naar han ikke ved Vaabenstilstandens Begyndelse kan staa med en virkelig Sejr i Haanden.

Hans Tropper gaar paa. Hos os opnaar de intet; men Natten mellem den 10. og 11. Oktober trækker man os alligevel igen tilbage.

Hele Stillingen fra Damevejen til Argonnerne opgives. Regimentet gaar tilbage til Retourne-Floden. Staben skal først flytte den næste Nat; men man sprænger os allerede om Eftermiddagen ud af Avaux.

Det smukke Avaux! Der ligger Sprængladninger i hver Kælder. Midt paa Eftermiddagen begynder Pionererne deres frygtelige Gerning.

I Løbet af kort Tid er Byen en Ruinhob. Vi maa retirere i Trav for ikke at gaa med i Luften.

Uden for Byen holder vi, og om Natten marcherer vi tilbage til Villers devant le Thours.

Til højre for os brænder en smuk Landsby, til venstre en Baraklejr, foran os et enkelt Hus, bag os en By. Maanen er ikke at se for Røg.

I Villers træffer vi endnu de sidste Indbyggere i Færd med at forlade deres Hjem, med en Bylt paa Nakken, lidt Bohave paa Trillebør og Trækvogn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236-237

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. oktober 1918. “Danskerregimentet” bliver rost af generalkommandoen.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Fjenden lod ikke så hurtigt planen om et flankeangreb falde. Den 5. oktober røg og lynede det på højene på Damenweg fra fjendtlig tilintetgørelsesild. Hele divisionsafsnittet, og også til venstre 26. divisions afsnit, blev ramt. I næsten 6 timer, fra kl. 7-12.45 om middagen krøb füsiliererne sammen i deres stykke skyttegrav, i kratere og saper, og lod jernregnen rasle ned over sig. Giftskyer bølgede ind imellem og tvang dem til at tage gasmasker på.

Da dukkede fjendens skikkelser op i røg og damp. Vores årvågenhed beredte dem en varm velkomst. Foruden den gængse afværgeild slog også geværgranater, der med de nye affyringsbægre kom i stadig mere anvendelse, ned i de fjendtlige angrebsbølger. På den højre fløj ved 9. kompagni trængte fjenden ind i en sape og tog den ni mand stærke besætning til fange. Derpå foretog dele af 4. kompagni et tappert fremstød mod sapen og bragte denne på vore hænder igen.

Men på hele den øvrige front brød angrebet sammen. Det kostede fjenden de sværeste tab. Foran sapespidsen taltes alene 20 døde, som den indirekte maskingeværild fra 4. kompagni havde strakt til jorden. To flammekastere og fire maskingeværer blev bragt ind. 86’erne havde ikke ret lang tid til at glæde sig over sejren.

Om eftermiddagen tordnede tilintetgørelsesild ned over dem igen. En hel time. Kl. 4.30 kom franskmanden med beundringsværdig offervilje igen. Også denne gang var det blodig alvor. Med håndgranater blev de sidste jaget ud af saperne og fremspringende skyttegravsstykker. Hele stillingen forblev på vore hænder.

Endelig en afværgesejr i den store stil. Hele 18. division og den til venstre tilgrænsende 26. division deltog. Fra generalkommandoen og fra hærgruppe Kronprinsen kom der tak og anerkendelse. Ja, selv i hærberetningen blev på denne dag de slesvig-holstenske regimenter, der med held havde forsvaret deres stillinger ved Damenweg, rosende omtalt.

Ganske vist kunne denne afværgesejr ikke standse den tyske hærs generelle tilbagetog. Fjenden førte bestandig nye og friske reserver ind i kampen. Vi havde, sådan som 18. divisions månedlange indsats bevidnede, ingen mere til rådighed.

Den franske overgenerals plan gik ud på ved de stærkeste angreb i nord og syd at omgå og sammenpresse den tyske front med overmagt. Over for det kunne den tyske hærledelse af mangel på reserver ikke gøre andet end at forkorte fronten ved at trække den fremspringende midte tilbage og på den måde nogenlunde udligne tabene.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

2. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kan mærke udmættelsen efter “kraftig tilintetgørelsesild mod vore grave”.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.

Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.

Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette  kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.

Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.

nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

28. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kæmpende på tilbagetog

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Efter en kort pause blev regimentet skubbet ind lige oven for Vailly, igen dybt echelonneret. Kun to kompagnier lå på forpost, to på hovedmodstandslinien, den såkaldte ”Dachsbaulinie” (grævlingehulelinje).

Beredskabsbataljonen besatte med tre kompagnier artilleribeskyttelsesstillingen. Hvilebataljonen lå i kalkhulerne. Den ændrede situation havde nødvendiggjort den fornyede indsats og den dybe echelonnering.

Vailly var den 14. blevet opgivet af 31’erne, 85’erne holdt endnu den nordlige og østlige del besat. Aisne dannede ingen beskyttelse mere, da fjenden allerede stod på nordbredden.

Vailly var imidlertid som hjørnepille i den tyske stilling for vigtig. Derfor besluttede regiment 85 sig for at generobre stedet. På venstre fløj af angrebsbataljonen skulle endnu dele af regiment 86 gå frem. Hertil blev udtaget to stødtropper fra 7. kompagni og hver en stødtrop fra 5. og 8. kompagni. Om morgenen den 26. september blev fjenden rystet ved kort artilleri- og mineild; kl. 8 sprang stødtroppene fremad.

Det lykkedes naboregimentet at indtage Vailly igen. Også vore stormsoldater nåede deres angrebsmål, slagteriet ved Vailly’s sydvestlige hjørne og de nordfor tilgrænsende husblokke. De tog 12 fanger og erobrede tre maskingeværer. Om aftenen og den følgende dag forsøgte fjenden at tage det vundne fra os igen. De tapre angribere holdt ud mod hans hidsige artilleri- og mineild.

Deres kugler jog fjenderne tilbage i deres stillinger. Ved angrebet udmærkede sergent Seller (8. kompagni) sig særligt. Han erobrede to franske maskingeværer; straks efter faldt han ved et hovedskud. I angrebet lige som i forsvaret ydede oversergent Hansen (5. kompagni) en fremragende indsats.

For angriberne var det smertefuldt, at Vailly allerede om natten fra 27.-28. september igen blev rømmet. Det stadig stærkere fjendtlige pres nord for Vailly nødvendiggjorde denne forholdsregel. II bataljon frigjorde sig fra fjenden. I ”Dachsbaulinjen” nord for Vailly sikrede den regimentets tilbagetog på Damevejen og afviste endnu om eftermiddagen den 28. 9. et fransk angreb på denne stilling.

Men så kom de sidste dele af bataljonen i en farlig situation. Åbenbart var den tilgrænsende bagtrop gået hurtigere tilbage, for pludselig så füsiliererne sig vidt omgået fra højre og også truet fra venstre. Meget hurtigt tiltræder de tilbagetrækningen. De kommer i krydsild; 13 mand kan ikke længere komme tilbage og kommer i fangenskab. Maskingeværerne kunne med nød og næppe reddes, efter at oppakningen var blevet ofret. Derved udmærkede sergent Braak fra 2. maskingeværkompagni sig igen.

Den nye stilling løb fra Nordvest til sydost langs Oise-Aisne kanalen. Dér hvor kanalen forsvinder i en tunnel under Damenweg, løb vejen henover ryggen af dette langstrakte højdedrag. Et virvar af kratere og grave lettede fjendens arbejde på denne kampomtumlede høj. Han angrebslyst var også steget ved vores stadige tilbagetrækning. Han stødte derfor energisk og klogt efter os. Den 26. september lykkedes det ham desværre ubemærket at komme på nær hold af en forpost fra 9. kompagni og nedkæmpe den.

Den 30. september larmer den ”lille krigs” gevær-, håndgranat- og geværgranatild bestandigt på Damenwegs høje. To gange støder fjenden frem mod 9. kompagni, én gang mod 11. kompagni. Disse holder deres stillinger. Kl. 4.30 om eftermiddagen forsøger han igen efter at have beskudt stillingen næsten en time. Han trænger ind ved 9. kompagni. I et modstød smider man ham ud derfra igen. Kl. 9, det er allerede mørkt, lykkes det fjenden at få fodfæste i et lille stykke skyttegrav mellem 10. og 11. kompagni. Forposterne bliver derpå i natten til den 1. oktober trukket tilbage til hovedmodstandslinjen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

28. september 1918. “Det staar ilde til paa begge Fløje. »Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider.«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.

Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.

Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.

Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.

Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.

To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.

I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt. 

Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:

»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 235-236

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1918. “Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Situationen så slem ud for det Tyske Rige i september 1918.  Claus Eskildsen og hans regiment var klar til at møde et angreb ved Champagne.

Vore Barakker ligger ikke langt fra Pauvres-Lejren. Herfra begyndte vi for nøjagtig et halvt Aar siden den stolte Sejlads ud mod Fjendens Tilintetgørelse.

Det er kun to Maaneder siden, at vi ikke langt herfra fik udleveret Kort til den store Sejrsoffensiv. Nu er det en havareret Skude, der søger tilbage.

Bladet har vendt sig!

Septembers Regnskab ser daarligt ud for Tyskland. Tsar Ferdinand er løbet sin Vej, Tyrkiet ligger i de sidste Trækninger, Østerrig beder om Vaabenstilstand.

Paa Tyskernes Front har Amerikanerne vundet deres første store Sejr, Erobringen af St. Mihiel-Stillingen ved Verdun. De trykker videre haardt paa i Retning mod Charleville.

Paa yderste venstre Flanke er Kong Alberts Tryk med Gent som Maal lige saa fast. Krigen var lang og trang, — Afslutningen kom brat! Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig. Vi belaver os paa nogle Ugers Hvile og Pusterum som Arméreserve her i Lejren. Man under os kun fire Dage.

Den 25. September venter man et stort Angreb i Champagne, og Divisionen gaar som »Eingreifdivision« til Fronten ved Lavannes, 10 Kilometer Nordøst for Reims. Angrebet kommer først Dagen efter.

Fra Reims til Verdun hamrer Trommeilden i 11 Timer, og saa stiger Franskmændene ud af Skyttegravene. Divisionen jages frem og tilbage til truede Punkter. Men Fronten holder, man kan undvære vor Hjælp.

Vi har nok af Uroen som flyvende Division bag Linien og er tilfredse, da man to Dage senere giver os et »roligt Afsnit«. Vi afløser i Stillingen ved Vesle-Floden, umiddelbart Vest for Reims.

Denne Gang skal Schrøder have Lov til at blive ved Trainet, og jeg gaar med ud.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 234-235

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

22. september 1918. Dagens tilbud: Hvem vi gerne smittes med gonoré?

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aftes  blev  Transporten  indladet  i  Toget,  og  i  Frankfurt, Wiesbaden  og  Mainz  kom  der  flere  til.  Paa  Banegaarden  i Mainz  stod  mine  gamle  Venner,  Skorstensfejeren  og  Sepl, og  skulde  ligeledes  med.

Der  blev  almindelig  Glæde  over  det heldige  Sammentræf, og  vi  flyttede  sammen  i  Vognen,  hvor jeg  var,  og  hvor  ogsaa  Skomageren  opholdt  sig.  Ad  Rhinens venstre  Bred  kørte  vi  mod  Eifelbjergene  i  Retningen  af Skærmydslerne,  og  Toget  kravlede  kun  langsomt  af  Sted  gennem  Bjergkæden  her.

Vi  havde  heller  intet  Hastværk  med at  komme  derud,  og  mange  benyttede  sig  af  Togets  langsomme  Fart  og  forsvandt  lige  saa  stille  ud  af  Vognene  med deres  Bagage.  Folkene  var  aldeles  ligegyldige  med  hele  Tilværelsen,  og  der  blev  ikke  vist  Transportlederne  nogen  Respekt.

Der  blev  et  frygteligt  Spektakel,  da  de  opdagede,  at næsten  Halvdelen  af  Transporten  var  forsvundet.  Vi  blev nu  lukket  inde,  og  der  blev  paalagt  os  Underofficerer  den ufravigelige  Pligt  at  sætte  dem  under  Anholdelse,  der  forsøgte  at  løbe  bort.

En  Mand  af  Transporten  har  Gonorrhe. Med  en  Tændstik  uddeler  han  til  andre,  der  hellere  vil  paa Lazaret  end  til  Skyttegraven.  Det  bliver  en  køn  Historie, men  hvem  er  vel  i  Stand  til at  opdage,  hvorledes  det  er  foregaaet,  naar  enhver  holder  Mund.  Toget  er  naaet  igennem Bjergene,  og  med  noget  større  Fart  gaar  det  i  Retning  af Laon.  Det  mener  vi dog  at  have  opdaget.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

21. september 1918. P. Grau trues med fremmedlegionen

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten. Den 30. august 1918 blev han taget til fange ved Noyon og kom efter et par dages march til en krigsfangelejr, der blandt soldaterne kaldtes “hungerlejren”. Her var en tysk overløber pladskommandant – og han pinte og plagede sine landsmænd efter bedste evne.

… jeg skal dog endnu fortælle om en personlig oplevelse, jeg havde med ham, sadisten. –

Da jeg sidste gang var på orlov, det var ovre på Als, hørte jeg af Max Bruhn og Hans Schmidt, begge fra Sebbelev, at der i Frankrig eksisterede en speciel lejr for dansktalende. Og derfor gik jeg nu til ham, sadisten, der ellers var utilnærmelig, og spurgte på den mest korrekte måde, jeg kendte, om jeg måtte få en samtale med ham, hvad han allernådigst tilstod mig, og så spurgte jeg, om jeg kunne flyttes over i omtalte lejr for de dansktalende.

Han hentede da en fransk officer, der tillige var tolk. Jeg gentog så for ham mit ønske, hvorpå de to nu konfererede på fransk med hinanden.

Endelig fik jeg svaret gennem ham, sadisten: »Ja, hvis De bagefter vil træde ind i Fremmedlegionen«.

På dette spørgsmål ville jeg ikke svare ja, men heller ikke nej, for derved at forspilde min eventuelle chance, og derfor bad jeg om en dags betænkningstid. Men da fnyste sadisten og råbte: »Sind Sie noch nicht raus?«, og idet jeg drejede mig om for lynhurtigt at forsvinde, langede han mig »einen Fusstritt im Arsch«, så jeg faldt forover med begge hænder plantet i gulvet.

Det var mit sidste møde med ham, thi efter dette sørgede jeg altid for at være længst muligt borte, når han var i nærheden, og som allerede fortalt flyttedes vi alle over i den anden lejr.

Her fik vi det bedre. Hver dag en kop bouillon, som bevirkede, at afføringen, som havde været standset, kom i gang igen.

Her var der også en mere fornuftig tolk – ingen renegat – og ham forelagde jeg nu påny mit spørgsmål om den ekstra lejr, og han bad mig følge med. Jeg vinkede ad min ven Nicolai Bock, og vi fulgte begge med ind i et telt, hvor man udspurgte os om både dette og hint, om vor hjemstavn og om vort forhold til Danmark.

Vi fik så lov til at ligge i telt sammen med fanger fra Polen og fra Elsass. Jeg fik arbejde på et beklædningsdepot, fik fat i en skjorte og nye sokker. I lejren her kunne vi vaske os daglig, for første gang i løbet af tre uger, men efter en uges forløb kom vi til fangelejren i Rouen.

DSK-årbøger 1972

19. september 1918. Asmus Andresen: “Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af …”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Efter at jeg havde fået Forplejning til 1 Dag, gik jeg for at finde mit Batteri igen. Kl 8 om Eftermiddagen var jeg i Long Jong hvor jeg troede at finde mit Batteri, men det var der ikke mere. Franskmændene var også kommen betydelig nærmere.

Da jeg var bleven træt af denne Tur, lagde jeg mig ind i et forfaldent Skur, hvor jeg sov til Kl. 9 næste Dag, det var også på Tid, at jeg vågnede for at komme tilbage, inden Franskmændene kom for nær. I Vervik mødtes jeg med Postvognen fra vort Batteri, den fik jeg Lov at køre med hen til Lejren, som da allerede var ved at pakke sammen igen.

I den følgende Tid gik det hver Nat længere og længere tilbage, det varede ikke ret længe, før vi var ude af Frankrig, og langt inde i Belgien. Det var en hård Tid for Befolkningen i Belgien, hvor Tyskerne rejste igennem.

Høns, Kaniner, Grise, Kartofler og Foderstoffer til Heste blev der stjålet i Massevis af, mange Steder gik der også en Ko eller en Hest med.

Det kunde heller ikke hjælpe, at Befolkningen satte sig til Modværge, for Kuglerne kunde let pibe dem om Ørerne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

Krigen i Tysk Østafrika begyndte med at Englænderne forsøgte at erobre havnebyen Tanga i den nordlige del af kolonien ved at sende et ekspeditionskorps fra Indien til Afrika. Forsøget endte i total fiasko, ikke så meget på grund af Paul von Lettow-Vorbecks forsvarstaktik, men mere på grund af den inkompetente måde englænderne foretog angrebet på, samt at de indiske soldaters manglende træning.

Angrebsstyrken var på 8400 mand i mod Tyskernes 1100 mand. Tabene var 800 døde og 500 sårede englændere, men kun 69 døde og 81 sårede tyskere.

Chefen for det indiske ekspeditionskorps, Major General Arthur Aitken, viste sig at være et typisk offer for Peter princippet. Navngivet efter Dr. Laurence J. Peter, der havde konstateret, at der i hierakiske organisationer var en vis tendens til, at folk blev forfremmet, indtil de nåede et niveau, der oversteg deres kompetencer, hvorefter de forblev dér.

Efter fiaskoen blev Aitken hentet tilbage London og degraderet til oberst og sendt på pension. At han ikke kom for en krigsret skyldes muligvis at hans bror var den kendte Lord Beaverbrook.

Efter krigen fik han lidt oprejsning. Hans foresatte i Indien vidste udmærket, hvor inkompetent han var. Han havde jo netop fået opgaven, fordi de ville af med ham. Og så sendte de ham, sammen en flok utrænede indiske soldater, i armene på en dreven taktiker som Lettow-Vorbeck. Hvor dreven en taktiker han var, opdagede de dog først senere. Selv om sejren måske var lidt letkøbt, blev Lettow-Vorbecks udråbt som helt efter træfningen.

Uderligere oplysninger:
Læs videre slaget om Tanga her på tysk eller engelsk.

Ved den næste træfning mellem tyskerne og englænderne lærte Lettow-Vorbeck, hvilke omkostninger der var forbundet med at føre regulære slag, når de stod over for en fjende, der vidste hvad han gjorde. Det ville tyskerne ikke kunne holde til ret længe, med de vanskeligheder de havde med at få nye forsyninger frem til kolonien. Selv om de fik tiltrængte forsyninger med “Kronborg” og “Maria”, ville de langtfra være tilstrækkelige til opveje omkostningerne ved regulære slag, så Lettow-Vorbeck skiftede taktik og førte herefter udelukkende guerillakrig.

Det havde tyskerne stor succes med. De var med deres ca. 10.000 mand i stand til at binde ca.  300.000 engelske tropper i Østafrika.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Tysk Østafrika her:  Wikipedia tysk og engelsk.

Zeppeliner LZ 104

Et tredie forsøg på at få forsyninger frem til Lettow-Vorbecks tropper i Østafrika må nævnes.

I november 1917 lettede en 226 meter lang Zeppeliner fra en base i Bulgarien for at flyve hele vejen ned igennem Afrika til Tysk Østafrika med ca. 23 ton forsyninger. Landingspladsen var udset til at være fladlandet omkring Mahenge, men Lettow-Vorbecks tropper havde ikke været i stand til holde området og måtte flygte op i bjergene, hvor Zeppelineren ikke kunne lande. Den måtte derfor vende om lidt over halvvejs, så forsyningerne ikke faldt i englændernes hænder og fløj så hele vejen tilbage til Bulgarien.

Den 6.800 km lange non-stop militære flyvning er stadig den længste der nogenside er foretaget.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om Zeppelineren LZ 104 her på tysk og engelsk.
Historien om besætningsmedlem Friedrich Engelke.
Det var iøvrigt samme besætning der opbragte den norske bark Royal på Nordsøen 85 sømil ud for Bovbjerg Fyr. Se om L23.

Sønderjyder i Tysk Østafrika:
Ud over de under Kronborg og Maria nævnte besætningsmedlemmer, der skal lægges til.
Andersen, Dietrisch
Brincken, Melchior Karl
Bruhn, Christian Jessen
Carstens, Gerhard Hermann August Adolf
Fink, Peter Jensen
Friis, Carl
From, Carl Christian
Grothusen, Gerhard
Hansen, Søren
Hassel, Theodor v.
Jacobsen, Christian
Jensen, Christian Friedrich
Jessen, Cornelius Nicolaus
Johannsen, Hans
Kellmann, Carl Andreas Friedrich
Lund, Kristian
Stein, Max
Stolz, Oswald
Sørensen, Rasmus Boysen– missionær
Weissleder, Johann Friedrich Albert

Yderligere oplysninger.
Internet:
Youtube The Great War: Krigen i Sydafrika, Krigen i Tysk-Østafrika og Lettow-Vorbeck.
Wikipedia: Paul von Lettow-Vorbeck. Og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Bøger:
Mattenkoldt, Wilhelm: ”Verlorene Heimat. Link.
Gaudi, Robert: ”African Kaiser. Genral Paul von Lettow-Vorbeck and the great war i Afrika”. London 2017. bibliotek.dk
Bührer, Tanja: “Die Kaiserliche Schutztruppe für Deutsch-Ostafrika”. München 2011. bibliotek.dk
Lettow-Vorbeck: ”Heia Safari!: Deutschlands Kampf in Ostafrika” Koehler 1920 bibliotek.dk
Christensen, Christen P.: ”Sønderjyder forsvarer Østafrika 1914-18. Fortalt af Nis Kock.” 1937 bibliotek.dk og PDF.
Hoyt, Edwin P.: ”Tyskerne der aldrig gav op.” Radius 2014. bibliotek.dk
Jydske-Vestkysten 15. januar 2012. “De andres krig“.

Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

SMS Königsberg

Krydseren ”SMS Königsberg” lå i havnen i Dar es Salaam, hovedstaden i Tysk-Østafrika, i slutningen af juli 1914. På grund af krigsfaren beordrede Den Kejserlige Marine ”Königsberg” ud i det indiske ocean hurtigst muligt, for der at kapre engelske handelsskibe, når krigen brød ud.

Den 31. juli forlod ”Königsberg” havnen med de engelske krigsskibe HMS ”Astrarea”, ”Hyacinth” og ”Pegasus” som skygge. De havde fået ordre på ikke at tabe ”Königsberg” af syne. Men på grund af dårligt vejr lykkedes det det hurtigere tyske skib at ryste sine forfølgere af sig.

Den 5. august modtog ”Königsberg” telegraf signalet om at England havde erklæret Tyskland krig.

Allerede den 6. august er “Königsberg” i stand til at kapre den engelske fragter “City of Winchester” med dens ladning af te. Kullene fra “City of Winchester” blev overført til “Königsberg” og som derefter sænker “City of Winchester” med en torpedo, med dens ladning af te. Tyskerne drak kaffe.

Kullene fra “City of Winchester” var desværre af en så dårlig kvalitet, der gjorde at “Königsberg” kedler hurtigt koksede til indvendigt. De måtte derfor søge en sikker havn, som de fandt i floden Rufiji labyrintiske delta syd for Dar es Salaam, for rense kedlerne.

Da de kom ind i deltaget, fik de at vide fra tyske spioner på Zanzibar at HMS “Pegasus” lå i dok der. Da de havde sendt den engelske flåde op til Aden med et falsk signal om at “Königsberg” var på derop og Zanzibar lå kun 100 sømil fra deltaet, besluttede de at sejle over til Zanzibar og ødelægge HMS “Pegasus” inden de begyndte at demontere kedlerne. Det lykkedes at sænke både “Pegasus” og HMS “Helmuth” og komme sikkert tilbage til Rufiji deltaet.

Dermed sænkede “Königsberg” det første engelske krigsskib i verdenskrigen.

Da First Sea Lord Churchill hørte den historie, beordrede han etableringen af en ny eskadre af engelske krigsskibe, der havde det ene formål at finde og sænke “Königsberg”. “Königsberg” kom aldrig ud af deltaet igen og dens rolle i verdenskrigen var dermed udspillet, bortset fra at sømændene var et tiltrængt supplement til Lettow-Vorbecks tropper og mange engelske søfolk brugte megen tid og kræfter på at finde og sænke hende. Hvilket jo var godt nok, så kunne de ikke gøre skade andre steder.

Som en hævnakt bombarderede englænderne Dar es Salaam, da de troede at “Königsberg” lå inde i havnen.  På en måde var det startskuddet til krigen i Østafrika. Englænderne havde brudt aftalen fra 1884 om at i tilfælde af konflikt i Europa skulle de afrikanske kolonier holde sig neutrale. Englænderne frygtede at tyskerne ville bruge de Østafrikanske havne som base for jagt på handelsskibe i det indiske ocean.

S/S “Kronborg” havde kul og ammunition med til “Königsberg” og havde telegrafisk fået ordre på at lægge ind til koraløen Aldabra og der vente på “Königsberg”, der ville forsøge at bryde ud. Forsøget mislykkedes og “Kronborg” fik ordre til at sejle ind til Tanga eller neutral havn. Se Nis Kock og Christian L. Møller.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om SMS ”Königsberg” her på tysk og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyde blandt besætningen:
Hamann, Hermann Otto – signalgast på SMS ”Königsberg”

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

16. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86: “Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Tidligt den 16. september blev regimentet alarmeret og af 5. division beordret til Toly-Ferme. Denne ligger i en slugt 5 kilometer nord for Vailly.

Marchen gik over Damenwegs højderyg. Her kom 2. og 4. kompagni samt 1. maskingeværkompagni i en heftig spærreild og blev splittet. De nåede først bataljonen igen om aftenen. Resten af bataljonen indtraf ved middagstid ved Toly-Ferme.

Situationen var den: Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 var blevet kastet tilbage, stillingen skulle generobres. Trods det at bataljonen var svækket til omkring det halve, angreb den kl.5.30 eftermiddag uden artilleriforberedelse. Udgangsstillingen lå stik vest for Tolyslugten. Med stor beslutsomhed går bataljonen frem, 1½ km over åbent terræn og ned igen ad skråningen på den anden side.

Den mistede stilling bliver taget igen, og der bliver taget 40 til fange. Om aftenen kunne livgrenaderregimentet igen indtage sine gamle stillinger.

I bataljon blev trukket ud og indrettede sig på vestskråningen af Tolyslugten.

Den 17. september trådte franskmanden an til angreb over en bredere front. Grenadererne holdt fast, kun den venstre fløj var trykket lidt ind, men den blev holdt.

Om eftermiddagen slog svær trommeild ned på den tyske front. På ny gik fjenden frem. Længere til højre blev infanteriregiment 230 delvist rullet op. Igen blev I bataljon alarmeret; den besatte en grav på Tolyslugtens skråning, men kom ikke i kamp.

Den følgende dag forsøgte 8. grenadere at generobre deres stilling fra i igår. 2. kompagni af regiment 86 deltog i dette angreb. Til trods for at ordren måtte gives noget forhastet, gik det i begyndelsen godt fremad.

Da blottede angriberne deres ubeskyttede højre flanke for fjenden. Regiment 344, der skulle erstatte regiment 230, der dagen før var blevet rullet op, var endnu ikke på plads. Fjenden opdagede denne blottelse og stødte fra højre ind i angribernes flanke. Disse blev overrasket og til dels taget til fange. Også fra 2. kompagni blev der taget mænd til fange.

Nu gik resten af I bataljon frem og besatte en stilling vest for Tolyslugten og holdt denne, indtil der hen mod middag kom en bataljon 89’ere til forstærkning. Begge bataljoner gik efter en svag artilleriforberedelse på ny frem til angreb. Fløjene forblev tilbage, men midten stødtelangt frem.

Da stødte de på et fransk angreb, ført med overlegne kræfter. Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage. Men de medbragte 170 tilfangetagne. Udgangsstillingen ved Tolyslugten blev holdt. I den derpå følgende nat blev den kamptrætte bataljon trukket ud og gik igen til Pargny som korpsreserve. Den havde i disse dage mistet 3 officerer, 13 mand døde, 87 sårede og 34 savnede.

De to andre bataljoner blev ligledes enkeltvis indsat. II bataljon en kilometer nordvest for Vailly foran slottet Vauxelles i infanteriregiment 52’s område. Her slog 2. maskingeværkompagni et angreb af stærke fjendtlige patruljer tilbage i natten mellem 16. og 17. september. Sergent Braak udmærkede sig her ganske særligt. Den 18. september gik bataljonen i hvilestilling nord for Damenweg.

 III bataljon blev indsat mellem I og II. Efter at have marcheret over Hameret-Ferme steg den om eftermiddagen den 15. september ned i den nævnte slugt til regiment 12, ved hvis frontsituationen endnu var uafklaret. 9. og 11. kompagni blev sendt mod de tabte grave. I et håndgranatangreb tog de betragtelige stykker af det terræn fra fjenden, som grenaderregiment 12 havde mistet. Næste dag fornyet kamp; franskmændene forsøgte igen at fravriste 11. kompagni deres terræn, det lykkedes dem ikke. Den 19. september blev også
denne bataljon afløst og gik ligledes til hvile nord for Damevejen. Seks døde og 34 sårede havde disse dage kostet den.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Verdenskrigen i Kamerun

Oberjäger d. Res. Petersen* fra Schutztruppen skriver:**
Krigen i Kamerun mod en velorganiseret fjende var noget helt nyt for os tyskere. Vi blev angrebet af to overlegne fjender og måtte desuden kæmpe imod koloniens egne indfødte. Vi havde ikke mulighed for at få nye forsyninger, var dårligt bevæbnet og ingen artilleri. Desuden følte vi slet ikke den begejstring, som Tyskerne hjemme følte. Med vrede og bitterhed greb mændene i de spredt beliggende og ensomme plantager til våben og vidste, at frugten af mange års slidsomt arbejde igen ville blive overladt til urskoven.”
*muligvis den Erich Petersen nævnt forneden.
** Foerster

Nicolai Blædel skrev i 1916 en Interesant kronik om Kamerun. Her en lille godbid:
“Og netop Syd-Kameruns befolkning er ualmindelig vild og babarisk; flere stammer er endog menneskeædere. Der lever i disse skove så godt som ingen spiselige dyr, og da trangen til kød nu en gang er mennesket medfødt, skaffer de indfødte sig menneskekød. Det sker som regel gennem krige mellem landsbyerne. Fangerne dræbes og deres kød sælges på markedet. Meget efterspurgt og meget dyrt er det “hvide” kød, der er saltholdigere end det “sorte” kød og derfor højt gouteret i disse saltfattige egne. “

    Kamerun 1914

Folkebladet Sydjylland 24. Januar 1916.
Kamerun. De tyske tropper flygter over på spansk territorium.
London 21. Januar. Officielt meddeles: Efter at Jaunde i Kamerun var bleven besat den 1. Januar, blev der sendt troppeafdelinger af sted i forskellige retninger med det mål for øje at drive fjenden ud mod kysten og afskære ham fra at trække sig tilbage til det spanske territorium Muni.
En af disse afdelinger befriede 17 engelske og 7 franske civile fanger og 3 franske officerer og underofficerer.

Den 18. ds. Er der modtaget rapport om, at tyskerne har rømmet Ebolova og Akonolinga. Den tyske guvernør Ebermaier og kommandanten, oberløjtnant Zimmermann er ankommet til Muni. Der meldes om en kamp længere mod syd tæt ved den spanske grænse, hvor to små franske afdelinger fra kysten og fra fransk Kongo søger at hindre tyskerne i at slippe ind i Muni.

Ærø Avis 9. Februar 1916.
Kamerun erobret. Den tyske styrke interneret. (Privat).
Madrid, 8. februar. Officielt meddeles: 900 tyskere og 1400 indfødte fra Kamerun er gået ind på spansk territorium. De er bleven afvæbnede og internerede.

Bornholms tidende 10. Februar 1916.
Fra Kamerun krigen. De afvæbnede tyskere skal føres til Spanien.
Berlin tirsdag.
Fra Cadiz telegraferedes, at damperen “Catalonia” er bleven lejet af regeringen til at afgå til den spanske koloni Rio Muni og afhente 1000 tyske soldater, der har overskredet den spanske Kamerun-grænse og er blevet afvæbnede af spanierne. De pågældende tyske soldater skal interneres i Spanien.

Fyns Ventreblad 25. Marts 1916.
Krigen i Kamerun. Ammunitionsmangel har drevet tyskerne ind på spansk grund.
Berlin, fredag. I rigsdagens møde i dag rettede Bassermann (nationalliberal) en forespørgsel til regeringen angående de sidste kampe i Kamerun og situationen i Østafrika.
Koloniministeren besvarede forespørgselen og erklærede, at tyskerne i Kamerun på grund af ammunitionsmangel var gået over på spansk territorium, hvorhen næsten alle havde kunnet redde sig. Tropperne og administrationen i Kamerun havde gjort deres pligt til det yderste.

Sønderjyder i Kamerun:
Hansen, August ? Tabslisten.
Johannsen, Ove Emil Lorez Christian 
Petersen, Erich ? Tabslisten. Måske den tyske forfatter, Erich Robert Petersen: Link til Amazon

Uderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Kamerun her: Wikipedia tysk og engelsk.
En side med en del billeder på tysk.  Deutsche-kriegsgeschichte Kamerun
Finsted, Finn: ”Felttoget i Kamerun”. Link til PDF.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.