Tag-arkiv: desertør

Nordslesvigske desertører – opdaterede lister

I de seneste ca. 8 år har Peter Weber, der er frivillig medarbejder her på websitet, arbejdet med at samle oplysninger om desertører og faneflygtige fra Nordslesvig i forskellige kilder.

Nu har Peter Weber indsendt 2 lister, der afløser tidligere offentliggjorte lister, nemlig:

  • en liste over desertører nævnt i Reichsanzeiger i 1915 og 1916 (den gamle liste var fra oktober 2016)
    og
  • en ny alfabetisk liste over alle nuværende registrerede desertører med over 2300 navne (den gamle liste var fra oktober 2017 og indeholdt ca. 2100 navne).

Der vil i listerne forekomme forskellige stavemåder for navne og diverse fejl eller forkerte oplysninger, som findes i de originale kilder.

Der er pt. ikke frivillige kræfter til at kontrollere, supplere og rette evt. fejl i listerne, ligesom der pt. ikke er planer om, at linke mellem desertørlisterne til enkelte personsider. Det skyldes primært den begrænsede arbejdsstyrke på og bag websitet, samt at listerne måske senere kan opdateres med flere oplysninger, hvorved evt. link kan gå tabt.

3. oktober 1918. Endelig over grænsen: De sidste, kryptiske ord fra Frederik Tychsen …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.

Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.

Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.

Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.

Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.

Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.

Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.

Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.

De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.

Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?

Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …

Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. oktober 1918: ”Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter…” – Frederik Tychsen på farefuld flugt over grænsen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Kl. 4 om morgenen fandt jeg ejendommen, gik om i haven og bankede på vinduerne. Konen stod op. Jeg sagde, hvem jeg var, og så kom jeg straks i seng. Sengen stod i et lidet kammer med stengulv. Jeg var efterhånden blevet noget træt, men jeg havde også gået uafbrudt i 11 timer.

 Det kneb noget med at falde i søvn, dels på grund af spændingen, og sengen var klam og kold, og mit undertøj var fugtig af sved. Jeg faldt dog i søvn og sov til hen på formiddagen. Jeg stod op og gik ind i køkkenet og hilste på konen. Manden kom også til, og så fik vi noget at spise. Dernæst bragte jeg dem en hilsen fra mine forældre, men om mit egentlige ærinde blev der ikke talt.

Om eftermiddagen tog konen mig med ned til en nabo, der boede nord for Lundsmark vejen; huset var det, der lå nærmest ved grænsen. Jeg antager, at der var mellem 2 og 3 km fra huset. Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter, der stod med en meget lille afstand fra hverandre. Endvidere kunne jeg se mange skilderhuse – nogle lavet af græstørv, andre af brædder, der stod langs med forpostkæden.

Konen i dette hus lånte mig en kikkert, der tilhørte soldaterne, som de havde indkvarteret. Vi fik imidlertid kaffe, de indkvarterede soldater drak også kaffe, og vi talte sammen om alt muligt.

Efter kaffedrikningen viste konen mig op på loftet, der kunne jeg bedre orientere mig. Konen kom til, og gennem gavlvinduet viste hun mig grænsen og forklarede mig, hvilken vej jeg bedst kunne gå.

Da jeg nu havde set på egnen og udspekuleret en plan, gik vi tilbage til den anden ejendom. Her spiste vi til aften, og da den var indtaget, blev klokken 6. Det blev tåget og tidligt mørkt. kl. ca. 6½ tog jeg afsked og begav mig ud på den sidste etape mod Frihedens land. Den gode kone sagde farvel, mens tårerne løb hende ned ad kinderne og sagde: ”Tag så af sted i Guds navn”.

Hun havde to sønner, der var gået samme vej, efter at de også havde været indkaldt til krigen. Det viste sig dog snart, at mine beregninger fra om eftermiddagen slog fejl. Det var meget svært at orientere sig; jeg kunne hverken finde ud eller ind. Vejene og stien, som jeg havde mærket mig om eftermiddagen, var ikke til at finde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. oktober 1918: Over grænsen til Danmark

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Den 1. oktober om eftermiddagen kl. 5 gik jeg hjemmefra. Jeg tog ikke ret mange penge med. Mor gav mig et pund smør, som jeg stak i frakkelommen, og så sagde hun: “Hvis du bliver taget, så giv ham dette smør, så skal han (den tyske vagtpost) nok lade dig gå”.

Jeg gik til Branderup, derfra til Arrild, men her kneb det noget med at komme igennem. Der stod vagtposter alle vegne.

I udkanten af byen og midt i byen, og de skulle revidere alle, der passerede. Det var godt, at jeg havde min uniform på; så kunne jeg gå uhindret igennem, de mente så, at jeg hørte til de soldater, der lå i byen.

Ved byens udkant blev jeg anholdt af en landstormsmand. Jeg forklarede, at jeg skulle hen på nabogården, og så lod han mig gå.

Fra Arrild gik jeg med en bivej – en hedevej til Gånsager. Der var lyng, mose eller plantage på begge sider af vejen. I plantagen hørte jeg hestetramp forude. Jeg gik ind til siden og lagde mig under et grantræ. Det var godt, at jeg fik det gjort, for det var en ridende patrulje. Der var to mand. De så mig ikke, og så fortsatte jeg.

Jeg kom med en forkert vej, men så kunne jeg skimte et lys, det gik jeg efter. Jeg listede mig hen til vinduet, og ind ved gardinet kunne jeg se, at der sad en kone ganske alene i køkkenet og skrev.

Klokken må have været mellem 12 – 1. Jeg bankede på og kom ind. Jeg bad om, at få vist vej til Gånsager, og efter at konen havde givet mig et glas vand, gik hun med ud og viste mig på vej efter Gånsager.

Hun fortalte mig også, hvor vagterne stod i denne by. Jeg kom til Gånsager, gik uden om vagtpostene og om byen og nåede over på landevejen, der førte til Vodder. Denne vej gik i vestlig retning. Jeg skar her et hjørne af, kom med en bedre bivej, der stødte til landevejen, der gik fra Vodder til Roager i nordlig retning. Jeg havde en lommelygte og et udsnit af et landkort hos mig.

Jeg nåede Roager og herfra gik jeg med en bivej i vestlig retning til Lundsmark. Jeg skulle til en lille ejendom, der lå syd for vejen mellem Roager og Lundsmark. Sønnen fra denne ejendom havde nemlig været sammen med min broder Johannes i Rusland, og da han engang i 1916 var hjemme på orlov, havde far besøgt ham for at få en pakke med til Johannes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. september 1918. Desertøren A.P. Andersen skræmmer livet af en ældre dame

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov – fast besluttet på at desertere. Han gik over grænsen ved midnatstid den 13. september 1918 – og befandt sig nu i Danmark.

Jeg gik så nordpå, ind på Landevejen, forbi Frederikshøj Kro og mod Taps. Her traf jeg en af vore blå Grænsegendarmer. Vi fik en meget hyggelig Sludder, og han sagde, at det simplificerede det hele, at jeg kom i civil.

I Taps kom jeg forbi Bageren. Klokken var nok henimod eet. Han var i fuldt Sving med den næste Dags Bagværk. Nej, hvor det lugtede livsaligt af friskbagt Rugbrød, Franskbrød, Rundstykker … Jeg måtte ind til ham. Formedelst en Krone fik jeg Lov til at spise så meget, jeg kunde overkomme, og det var ikke Småting. Hvor mange Bunde med Sveske-Mos og Flødeskum der gled ned, ved jeg ikke, men det var i hvert Fald for adskillige Kroner.

Så gik jeg videre ad Vonsild til. I Vonsild havde jeg en Del Familie, og jeg besluttede at beære ”Maren”, som var Dameskrædderinde, med mit natlige Besøg. Hun boede i en lille Villa, hun selv ejede, på 1ste Sal. Klokken var efterhånden blevet tre. Jeg ringede på og blev ved med at ringe, men der gaves intet Livstegn. Ih — hvor hun sover hårdt! tænkte jeg. — Der må skrappere Midler til.

Så begyndte jeg at kaste Småsten op på Ruderne på 1ste Sal og råbte: — Maren! Maren! — Et Kvarters Tid gik der vel. Stadig intet Livstegn. Så gik jeg hen til hendes Forældre, klatrede op på Naboens Halvtag og bankede på Vinduerne i Gavlen.

Her var jeg mere heldig, og Glæden og Overraskelsen ved at se mig naturligvis stor. Dagen efter viste det sig, at Maren slet ikke havde været hjemme den Nat, og at hun slet ikke mere boede på 1ste Sal. Men en ældre Dame, der havde fået hendes Lejlighed, havde jeg kyst fra Vid og Sans. Hun havde bedt til Vorherre, at hvis denne Voldsmand nu brød ind, måtte han gerne tage alt, bare han vilde skåne hendes Liv. —

Ja, sådan kan man komme af Sted.

DSK-årbøger 1955

13. september 1918. Desertering: For og imod?

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov – fast besluttet på at desertere.

Ved 15-Tiden sagde jeg Farvel til Far og Mor og alle de Søskende, der var hjemme, og gik om ad Stormklokken og Gåskærgade, op ad Nørregade mod Christiansfeld til.

Jeg havde været så forsynlig i mit Orlovspas at få indført, at jeg havde Lov til at bare civilt Tøj, og derfor drog jeg af Sted i mit fine, nye blå Serges, som jeg havde fået i Efteråret 1914. Et Par nye Sko lånte jeg uden Forlov hos en af mine Brødre, og forsynet med et stærkt Egespir, som jeg kunde slå fra mig med — for det var min Mening at sælge mit Liv, hvis så skulde være, så dyrt som muligt, — mente jeg, at jeg var godt udstyret.

Desuden vidste jeg fra Krigen, at skulde der blive skudt på mig, var det jo langtfra, at hvert Skud ramte.

Mit Orlovspas havde jeg naturligvis på mig. Humøret var der intet i Vejen med; Spænding eller Frygt for Faren synes jeg ikke, jeg havde. Vi var jo i det sidste halve Års Tid blevet vænnet til så meget, så ingen spændende Momenter påvirkede en. Man var ligesom en Gummi-Elastik, der var trukket ud over sin Elasticitets Grænse. Det var bare noget andet, man skulde igennem, så måtte det gå, som

det kunde. Jeg kom forbi Kasernen, hvor der ekserceredes, og tænkte ved mig selv: Det er nu forhåbentlig Slut for dig!

Da jeg kom forbi en af Villaerne oven for Kasernen, så jeg min gode Bekendt, Redaktør Jes Sarup. Vi hilste på hinanden, og jeg spurgte ham, om han vilde have en Hilsen med til Danmark. Ja, det vilde han gerne og bad mig indenfor. Han begyndte med at foreholde mig, om det nu også var vel gennemtænkt, hvad jeg gjorde; om det trods alt ikke var min Pligt at blive — som de fleste andre

dansksindede Nordslesvigere. Da hans Søn, der også var indkaldt, også havde følt det som Lyst og Pligt at gå nordpå, havde han frarådet dette og sagt til ham, at hans Pligt efter hans Mening var at holde ud og tage, hvad der kom, så havde han handlet ret efter sin Samvittighed.

Vi fik en lille, rask Diskussion om dette Emne, som jeg for mit Vedkommende mente at have gennemtænkt, men som jo også har optaget så mangen anden Sønderjydes Sind og Tanke: Hvad er din sande Pligt?

Og jeg er i Dag, efter 35 Års Forløb, ikke kommet dette Spørgsmål nærmere, end jeg var det den 13. September 1918. Jeg mente, at det rigtige, det sande i dette Tilfalde, måtte være både et Ja og et Nej, som Forholdene lå. Enhver måtte handle efter sine Forudsætninger, efter sin Samvittighed, og mine Argumenter var følgende:

  1. Den, der straks i de første Krigsmåneder gjorde op med sig selv og sagde: Dette kan jeg ikke være med til; min Pligt er ikke at hjælpe Tyskerne; jeg går over Grænsen! — han har handlet ret.
  2. Den, der oven i Købet har taget Konsekvensen helt ud og meldt sig til de allierede for at kæmpe indirekte for Danmark og Sønderjylland, han har gjort dobbelt ret. Ære og Tak være ham derfor!
  3. Den, der følte og sagde: Det må vare min Pligt at blive her og gøre min dobbelt tunge Pligt at kæmpe sammen med dem, der er mine Undertrykkere, for at Sønderjylland ikke skal affolkes i Tilfælde af en tysk Sejr og for at bevare min Odelsret til min Gård, min Jord, min Stilling, ja Danmarks fremtidige Ret til Sønderjylland, når en stor Del af Befolkningen er dansksindet, — han har handlet ret under disse Forudsætninger.
  4. Den, der nu på Slutningen forlader den tyske Militærtjeneste, og som indtil nu kun har afholdt sig fra det af Hensyn til Familie og Brødre, han må også handle ret.

Med Hensyn til Faneeden mente jeg, at man kunde tage sig den Ting let: thi:

  1. Eden blev aftvunget os. Tyskerne har selv med den for dem særegne Dualisme i Sindet doceret, at en tvungen Ed ikke gælder, og deres Historie viser jo, hvorledes de selv har holdt tvungne og frivillige Eder og Løfter. Og en Nægtelse af at aflægge Eden vilde have medført megen Straf og Ulykke for os og vore pårørende.
  2. Der er vist ikke mange dansksindede Sønderjyder, der virkelig har sværget, idet det foregik samtidig af mange Mennesker i Talekor, og man kunde så dejligt sige noget helt andet end det oplæste, som jeg selv gjorde i sin Tid. Desuden blev der aldrig sagt, at blot Tilstedeværelsen ved Edsaflæggelsen var bindende.
  3. Hvorledes de overordnede så på Eden, ser man tydeligt ved at læse Ludendorffs Erindringer, hvor han i en Samtale med Hindenburg og Kejseren, lige forinden denne flygtede til Holland, kommer ind på dette Emne. Kejseren kan ikke forstå, at hans Soldater giver op og flygter eller laver Revolte; han mener, at Eden til ham dog må binde dem. Hindenburg svarer, at under de nuværende Forhold er Eden kun en Fiktion (en Indbildning uden Betydning, noget tomt).

Sådan omtrent var Indholdet, Meningen af det, jeg fremførte under vor Diskussion. Måske ikke så klart og tydeligt formuleret som her, det var der ikke Tid til, men i det store og hele var det mit Syn på Sagen.

— Ja, sagde Sarup: Jeg kan se, at De har tænkt Sagen igennem, og derfor vil jeg bare ønske Dem Lykke på Deres Færd, og Gud være med Dem. Men jeg har en Bøn til Dem. Når De kommer til København, vil De så ikke omgående opsøge Forfatteren Valdemar Rørdam i Birkerød og hilse fra mig og bede ham om at lade vare med at udgive den Bog om sønderjydske Forhold under Krigen, som vi har arbejdet på et Stykke Tid, — blot to Måneder endnu, indtil Forholdene hernede er lidt mere afklarede. Bogen kan ellers give Bagsmæk hernede.

Det lovede jeg.

Så sagde jeg Farvel og drog til Fods nordpå. Først ad Gangstien til Ulvslyst, dernæst gennem Skoven til Thomashus og så videre ad Landevejen over Rørkær, Stenskro, Seggelund, alt ifølge Aftale med Frk. Hundevadt. Et Par Gange kom hun selv forbi på Cykle og sagde, at Vejen var klar for Patruljer.

Ved Tyrstrup slog jeg et Slag ind til venstre og så i en stor Bue uden om Christiansfeld, idet den direkte Vej gennem Byen kunde være for farlig. Midtvejs mellem Christiansfeld og Grænsen kom jeg ind på Landevejen igen, hvor Frk. Hundevadt påny dukkede op og sagde, at alt var vel forude. Vi havde aftalt, at hvis vi blev fangede, skulde vi naturligvis ikke kende noget til hinanden, men at vi var mødtes rent tilfældigt.

Hvor den lille Skov ved Høkelbjerg begynder Øst for Landevejen, ca. Hundrede Meter fra Vejen, gik vi over i Skoven og fortsatte mod Nord i denne indtil vi nåede den lille Vej, der kommer fra det tyske Toldsted og går mod Øst, ind i Skoven. Vejen løber parallelt med Grænsen, ca. et Par Hundrede Meter Syd for denne. Her sagde Frk. Hundevadt Farvel. Hun havde anvist mig en Grøft, i hvilken jeg skulde holde mig skjult indtil Klokken 23½.

En Side af Skoven går som sagt parallelt med HovedLandevejen, en anden med Grænsen, og Afstanden fra Landevejen og fra Grænsen er ca. hundrede Meter. Heroppe langs med Grænsen og langs med Skoven stod de tyske Vagtposter med ca. 200 m Afstand og patruljerede frem og tilbage. Jeg lå ca. 100 Meter fra denne Kæde bag ved Vejen og skulde ligge der, indtil Vagtposterne Kl. 23 var blevet afløst.

Det havde været mørkt, siden jeg passerede Christiansfeld.

En Halvmåne var kommet op. Skyerne — drevet af en rask Blæst — sejlede hen over Himmelen og skjulte ofte Månen. Et ideelt Vejr til mit Forehavende.

Jeg kunde høre de tyske Soldater larme ovre i deres Barak ved Landevejen. Lidt for Kl. 23 blev en Dør lukket op, et Lysskær faldt ud på Vejen, et Par Soldater kom ud, — og en Hund gøede. Nå, — tænkte jeg, Patrulje med Hund! Men jeg kunde ånde lettet op igen, Patruljen drog ad Landevejen mod Christiansfeld til.

Kl. 23 blev der en Rumsteren derovre, og mindst en halv Snes Soldater begav sig i Flok og Følge hen ad min Vej. De passerede alle forbi mig, men da jeg lå i Grøften, og der var nogle Buske, der dækkede for mig, så de mig trods deres Lommelygter ikke i den mørke Skov. Jeg blev liggende, indtil Afløsningen kom tilbage, to og to, og da Klokken var 23½ stod jeg op og gik langsomt mod Nord langs med Skovkanten.

Jeg nåede op til Skovens Udkant, hvor Skoven går mod Øst, og så da en Vagtpost med Hjelm langsomt

skridte op ad en lille Bakke og forsvinde ned ad den mod Øst. Ovre på Landevejen ved selve Grænsen var en 6—7 Soldater i ivrig Samtale. Mod Nord, ca. 100 m nede ad en lille Skråning, vinkede et højt, levende Hegn. Det dannede Grænsen mellem Sønderjylland og det forjættede Land.

Bare igennem det — og så kan du trække Vejret frit! Da Månen samtidig gik bag en Sky, dukkede jeg mig ned, og i Småtrav — dog uden at snavse mit pæne Tøj til — løb jeg ned ad Skråningen, og uden Støj kom jeg gennem Hegnet, hvor der var en Lysning — og så stod jeg i Danmark!

Det hele var gået så let og smertefrit som en Spadseretur, så det var helt mærkeligt og ejendommeligt,

at jeg nu stod her. —

Og her vil jeg riste en Minderune for min Søster, der var med til at bestyrke mig i mit Forehavende, og som satte mig i Forbindelse med Frk. Hundevadt. Og for Frk. Hundevadt vil jeg også riste en Minderune med Tak for hendes dygtige Hjælpsomhed og hendes patriotiske Handlemåde — ikke alene over for mig, men over for mange andre i samme Situation. Hun vovede Liv og Førlighed og forlangte intet for det. I Sandhed: en sand Dannekvinde.

DSK-årbøger 1955.

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

24. august 1918. Feldwebel på vej til Ribe i lånt søndagstøj

Feldwebel Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark. Han lod sig lokke med til en meget risikabel plan af en grænsevagt (fortsat fra i går).

Jeg vaagnede ved, at en Soldat stod og ruskede i mig. Det var min Ven, Marktyven. „Hr. Feldwebel, De maa staa op nu, Klokken er straks fem.“ Jeg kom hurtigt paa Benene. Vi gennemgik kort Planens Enkeltheder, jeg stak ham en Hundredemarkseddel, og saa listede vi forbi Vagtstuen og ud til Vejen.

Vagtposten paa Broen gjorde netop omkring for at gaa sin sidste Runde hen over Broen. Jeg sprang over Vejen, ned i Engen paa venstre Side og krøb langs Vej dæmningen helt hen til Broen, hvor jeg trykkede mig godt ind mod Bropillen.

Nu kom Vagten tilbage igen. Hans taktfaste Skridt gungrede i Plankerne. Han opdagede mig ikke, men fortsatte med Vejen hen til Vagtstuen. Jeg hører Døren blive aabnet og lukket igen, atter en Dør, der bliver aabnet, og saa hviskende Stemmer. Nu drikkes der ulovlig Kaffe.

Jeg kravler op paa Broen, gaar roligt hen over den og springer ned i Engen til højre. Saa gaar det i Hurtigløb langs Aaen, frem mod Maalet: Danmark. Endelig staar jeg foran Hegnet, jeg griber det med begge Hænder og slynger højre Ben over, saa først faar jeg Tid til at se mig omkring. Det er næsten fuldstændig lyst. I Østen er Himlen farvet rød af den opgaaende Sol, til venstre for mig i en Afstand af godt 100 m ligger Toldstedet.

Der staar en tysk Vagtpost med Gevær paa Skulder. Har han set mig? Jeg er ligeglad, nu har jeg naaet mit Fristed, det Fredens og Frihedens Land, som mine Forældre har lært mig at elske mere end noget andet her paa Jord. Snart flytter vi det Hegn, som jeg sidder paa skrævs over, mod Syd, saa ogsaa mit Hjem og mine kære kommer inden for dets Grænse.

Jeg forlader nu Engen og gaar gennem Lyngheden op mod Vejen, der fører til Ribe. Pludselig standses jeg af et skarpt Fløjt, og et Stykke foran mig rejser en Mand sig op fra Lyngen. Han er i lyseblaa Uniform og bærer en Karabin under Armen. Det er en dansk Grænsegendarm. Da han kommer helt hen til mig, siger jeg paa Dansk: „Hvad vil De nu gøre ved mig?“ Han smiler og rækker mig Haanden: „Ingenting,“ siger han, „for jeg kan jo høre, du er en Landsmand, og velkommen skal du være i Danmark.” Han byder Tobak og følger mig et langt Stykke paa Vej.

Inden vi skilles, raader han mig til at komme af med min tyske Uniform snarest muligt, da jeg ellers risikerer at blive interneret af de danske Militærpatruljer.

Saa traver jeg videre ind mod Ribe, forbi velholdte Huse og Gaarde med søndagspudsede Ruder og pyntelige Haver. Tæt inde ved Byen er en morgenduelig Husmand ved at sætte sine Køer paa Græs. Han har netop tøjret den sidste helt op imod Vejen, da jeg kommer forbi. Vi hilser paa hinanden, og han spørger saa, om jeg er kommen over i Nat. Da jeg svarer bekræftende, siger han: „Ja, men saa er du da vist sulten, vil du ikke med ind og have en Bid Mad.“ Jo, Tak, det vilde jeg da gerne.

Lidt efter er vi bænket i det hyggelige Køkken, hvor Konen faar travlt med Morgenmaden. Hun spejler Æg, steger Aal og bruner Kartofler, medens Snakken gaar.

Da jeg fortæller om Grænsegendarmens Bemærkning om min Uniform, tilbyder Manden mig straks sit Søndagstøj til Laans, indtil jeg faar købt noget selv.

Jeg har siden hørt og læst mange Beretninger om den storslaaede Modtagelse, vore Kammerater fik rundt omkring i Danmarks store Havnebyer, da de vendte hjem fra Krigsfangenskabet, men ingen Velkomst kan have været mere hjertelig og ægte end den, jeg fik hin Augustmorgen hos disse brave Husmandsfolk, da jeg som Rømningsmand kom over Grænsen til Danmark.

Og saaledes stod vel, stort set, hele det danske Folk rede til at række os, deres Landsmænd, der havde haft det ondt, en hjælpende Haand. Lad os aldrig glemme det.

DSK-årbøger 1950

11. august 1918. K. Tastesen tøver stadig: At krydse grænsen til Danmark er den sikre død

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.

Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.

Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.

Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.

Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

3. august 1918. Selvforskyldte bylder

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Sidst i juli eller først i august måned fik jeg eksem i hovedbunden og måtte under lægebehandling. Da jeg havde hele hovedet forbundet, kunne jeg ikke benytte gasmaske og måtte derfor blive tilbage ved bagagen i det såkaldte Revier (infirmeri), hvor lægen befandt sig.

En dag faldt jeg i snak med en mand fra et andet kompagni. Da han hørte om mit eksem, sagde han, at det skulle bare være ham, der havde det, så skulle han snart komme til Tyskland.

Jeg blev selvfølgelig interesseret og spurgte, hvordan han da ville bære sig ad.

Han ville ikke rigtig ud med svaret, men det slap dog ud af ham til sidst, at han var drogist og havde et vist kendskab til hudsygdomme. Mod at jeg lovede ham ubetinget tavshed, forklarede han mig, at hvis jeg daglig drak 2-3 skefulde eddike, ville ingen læge kunne helbrede mig. Den sure eddike ville straks gå over i blodet, og – sluttede han: »Så skal du bare se løjer.«

Egentlig troede jeg ikke rigtig på ham, men tænkte, at det var et forsøg værd. Jeg gik til kokken og spurgte, om han havde lidt eddike til mig, for jeg skulle lave kartoffelsalat. Det havde han, og da jeg var kommet i enrum, tog jeg den første mundfuld.

I løbet af det næste døgn tog jeg et par stykker mere, og jeg skal love for, at min skepsis forsvandt. Hele hovedbunden blev oversået med bylder så store som ærter. Hår og bylder måtte radikalt barberes væk, og jeg blev indsmurt i salve.

Jeg holdt op med at drikke eddike et par dage, og bylderne begyndte at svinde. Inden de var helt borte, drak jeg atter lidt af det sure, og så var de der igen.

Sådan gik det en fjorten dages tid , så var det ved den tid, da jeg skulle rejse på orlov, og jeg holdt op med at »drikke«.

Et par dage før jeg skulle rejse, var jeg så godt som helbredt, og lægen mente, at jeg godt kunne tage af sted.  (…) Sammen med den sidste af de 30 sønderjyder, der kom til bataljonen i 1916, rejste jeg hjem.

Vi skiltes i Over Jerstal, og aftalte, at vi atter skulle mødes der, når orloven var forbi. Jeg så ham ikke før mange år efter krigen, han gik nemlig til »Kongeå-brigaden«. (Betegnelse for de sønderjyder, der flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste). Jeg blev således »Den sidste på skansen«, vel nok en tvivlsom ære; men jeg havde givet Hannoveraneren mit ord på, at jeg ville komme igen, og det agtede jeg at holde for ikke at sætte ham i forlegenhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

21. juli 1918. Endelig fremme: Desertører i robåd fra Kegnæs til Ærø

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:

»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I  bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan  komme af sted«.

Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede  med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede  vi så af sted, på vej mod Ærø.

Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.

»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine  knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være  oversergent mere.

Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget  brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så  os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk  maskine.

Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.

Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste.  De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.

»I er på Ærø«, lød svaret.

»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.

Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.

I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en  søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske  gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.

— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.

Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med  de to svigersønner, som var med i krigen.

»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke  hørt fra ham i lang tid«.

Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den  besked, og der skete ikke mine forældre noget.

Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man  savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var  sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.

Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med  derover, slog jeg til, og — her blev jeg.

Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et  statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor  fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo  det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.

DSK-årbog 1960

20. juli 1918. Fire desertører: Fra Vestfronten via Berlin til Kegnæs

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Oprindeligt ville de have været til Schweiz, men i Berlin blev de enige om at prøve at komme til Danmark.

Den nat gik vi 25-30 km til Kegnæs, hvor jeg stammer fra. Vi kom  der kl. 4 om morgenen og bankede far og mor op.

De blev jo noget urolige, for de skulle have meldt det til tyskerne.

Nå, men vi fik nogle tæpper og noget brød og smør og sov godt ud i en skov, der ligger i nærheden. Næste aften skulle vi så se at komme af sted. Vi ville sejle fra Kegnæs til Ærø.

Men der var ikke noget at ro med. Alt var omhyggeligt holdt under kontrol af tyskerne. De få både, der lå her, var låst fast, og årerne fjernet.

Næste dag gik vi ind i en lade, der tilhørte en kromand, som desuden havde både bageri og købmandshandel. Vi rodede os godt ned i høet og gemte os — og lagde os derefter til at sove.

Men så var det hverken værre eller bedre, end at kromanden havde nogle høns, som havde for vane at gå ind i høet og lægge deres æg.

Mens vi lå og sov, kom krokonen med sine to drenge for at lede efter æg i høet. Jeg havde et tørklæde over ansigtet og hø ovenover.

Krokonen stak hånden lige ned i ansigtet på mig og rodede rundt.  Jeg vågnede med et sæt og sprang op, helt forvildet.

Hun blev så bange, at hun snurrede to gange rundt om sig selv og styrtede af sted. Jeg råbte: »Jamen, så bliv dog her, Johanne. Det er jo mig«. Men hun styrtede af sted og råbte, »Nej, jeg vil ikke snakke  med dig«.

Drengene havde genkendt mig, og lidt senere, da Johanne var kommet til sig selv igen, kom hun tilbage.

»Men hvordan går det dog til, at du er her. Har du fået noget at spise?« Ja, jeg havde da fået lidt hjemme, sagde jeg, men hun kom tilbage med brød og smør og ost og kød. De havde både kroen,  bageriet og købmandshandelen, og vi fik alt det, vi kunne spise.

Nu var Johanne blevet helt sig selv, og hun var ikke bange for at hjælpe os, men vi måtte jo se at komme af sted hurtigt, inden den tyske gendarm kom.

Hun fortalte om en båd, der lå nede ved stranden. Den var selvfølgelig låst og der var ingen årer.

»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan  komme af sted«.

DSK-årbøger 1960

17. juli 1918. Fire desertører er nået til Berlin. Hvad nu?

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere.

I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin. En af  kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter.

Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.

Så kunne vi heller ikke komme længere. Vi havde ikke flere papirer, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.

Vi gik i otte dage på gaderne i Berlin og blev mere og mere nervøse.

Så en dag traf Schultz en kammerat, han kendte fra  bataljonskontoret. Han sad på kontoret endnu, og ham fik han til at skaffe de nødvendige papirer.

Vi blev enige om, at det var en dårlig idé at prøve at komme til Svejts.  Jeg foreslog, iat vi skulle prøve Danmark, og sagde, at hvis bare vi kunne nå Sønderborg, skulle jeg nok klare resten.

DSK-årbøger 1960

10. juli 1918. Fire mand deserterer

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. I 1915 var hans regiment til at storme en høj ved egnen omkring Lille. Han fortæller om begivenhederne dengang:

“Syv gange trådte vi an til storm, hver gang med to hundrede mand, men vi blev hver gang slået tilbage og kom hver gang tilbage med kun  20-25 mand. Franskmændene kunne dog ikke få nye forsyninger  frem, og derfor lykkedes det os omsider at indtage deres stillinger,  men — ved et modangreb tog de dog kort efter deres stilling tilbage.”

I juli 1918 kom hans regiment tilbage.

Så skete det, at vi i juli 1918 skulle indsættes på akkurat det samme sted, hvor vi havde haft så blodige tab. Det huede os ikke, og vi var derfor nogle stykker, der blev enige om, at vi ganske bestemt ikke ville være med her; vi ville ud af det hele, stikke af og prøve at komme til Svejts.

Der var tre tyskere foruden mig, og så min bedste kammerat. Han var fra Kiel. Da det kom til stykket, turde han alligevel ikke vove sig ud i det.

Vi andre aftalte, at vi næste gang, vi skulle ud i skyttegravene, ville smide os ned på vej derud og så ganske simpelt blive liggende, indtil alle var passeret.

Da vi så endelig var på vej frem, blev der kommanderet: »Sværm ud!« Vi fulgte ordren og smed os ned, og da alle var borte, rejste vi os og gik tilbage. Vi nåede byen Lille og opsøgte banegården.

I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin.

En af  kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter. Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960.

29. april 1918 – Hejmdal: Overkørt og tildækket af jordmasser

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Brødrationer


I et Møde, som Rigsdagens Ernæringsbiraad i Fredags holdt under Ledelse af Statsekretær v. Waldow, drøftedes Spørgsmaalet om en Nedsættelse af Brødrationen. Man blev enig om, at Stillingen i Øjeblikket ikke er klar nok til at tage en saa indgribende Beslutning, som muligvis senere kunde vise sig at være unødvendig. Det skal derfor afventes, hvorledes Afviklingen af Korntilførslerne fra Ukraine vil blive udført i den nærmeste Fremtid. Der er truffet Forberedelse til at faa de traktatmæssige Leveringer fra Ukraine saa snart som muligt for at sikre Brødforsyningen til Høsten. Nogle Transporter er allerede ankommen. De nærmeste Uger vil bringe fuld Klarhed.  


Dagens Nyheder


Mod Udspredelse af falske Rygter

bliver der nu ifølge flere Blade skredet bestemt ind. I de sidste Dage er i forskellige Byer af vor Landsdel et større Antal Personer blevet idømt forskellige Pengebøder for at have gjort sig skyldige i denne Overtrædelse.

Stikbrev

Retsherren i Harburg har sendt Stikbrev efter Pioner Hans Gammelgaard, født den 7. Februar 1899 i Halk, der er deserteret.

Om Hans Nissen fra Gøtterup

ved Toftlund, der faldt den 9. April, skriver Redaktør Ernst Christiansen til “Flensborg Avis”:

Efter en Række drøje Dage paa Vejarbejde lige ved Vestfronten, et Led i de store Forberedelser til den sidste Offensiv, var vort Kompagni den 9. lige efter Stormen ude ved den gamle Frontlinje for at lave en Vej gennem Stillingerne. Nogle engelske Granater slog ned i Kæden. En Snes Meter fra mig faldt et Par af mine Kammerater, deriblandt min bedste Ven ved Kompagniet, Hans Nissen fra Gøtterup, 48 Aar gammel. Han var et hjertensgodt, hyggeligt og opvakt Menneske, med dyb Følelse for sin Hjemstavn og sin gamle Mor. Alle, der kendte ham, holdt af ham.


Fra Felten


Falden

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Arlt fra Ringenæs ikke er død i Fangenskab, men falden.

Desuden meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bern Petersen fra Rødding er faldne og at Underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 18. Juli 1917.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Røpke fra Bøjskovskov haardt saaret og Anders Schnidtgaard fra Øster Løgum og Peter Petersen fra Felsted let saarede, sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Udvekslet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Christiansen fra Lysabild bleven udvekslet fra Fangenskab.


Sidste Nyt fra Felten


Faldne

Assessor Dr. Knutzen, der før sin Indkaldelse var Lærer ved Realskolen i Aabenraa, er falden under Kampene i Flandern.

Hans Hinrichsen, Søn af Murer Hinrichsen i Vestergade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” falden paa Slagmarken.

Enke Helene Nielsen i Ris ved Aabenraa har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes eneste Søn, Niels, der tjente som Underofficer og havde været Soldat uafbrugt i 5½ Aar, er falden i Slaget ved Estaires den 10. April, ramt af en Heltræffer. Han blev 27 Aar gammel. Den Faldne, der var dekoreret med Jernkorset, blev i det andet Krigsaar saaret under Kampene i Rusland. Enke Helene Nielsen mistede for at Aar siden sin Mand. Hun har 5 Døtre, hvoraf de 4 er gifte; 3 af Svigersønnerne er med i Felten, én af dem har været saaret.

Saarede

Andreas Andersen, Søn af Garver Andersen i Badstuegade i Haderslev, der tjener som Artillerist, er ifølge “Schl. Grp.” bleven haardt saaret. Han befinder sig for Tiden i St. Josephshospitalet i Walnin ved Nedre-Rhinen.

Lærer Gilleberg fra Hjerndrup er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et Skud gennem venstre Overarm.

Overkørt og tildækket af Jordmasser

Viggo Knudsen fra Vestergade i Haderslev er ifølge “Schl. Grp.” bleven overkørt og begravet under Jordmasser, hvorved han har lidt en Del Kvæstelser.

Hjemvendt fra Fangenskab

Hans Eriksen, Søn af Gaardejer Christian Eriksen paa Broballe Mark ved Nordborg, er nu vendt tilbage til sit hjem fra russiske Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Niels Bekker, Søn af Jens P. Bekker i Fjersted ved Roager, der har deltaget i Krigen siden dens Begyndelse og for Tiden er med ved Vestfronten, er den 16. April bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent. Samtidig er han bleven dekoreret med Jernkorset.

Forfremmede

Heinrich Petersen, Søn af Hestehandler Louis Petersen i Aabenraa, der deltager i de haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Officersstedfortræder.

Underofficer Mathiesen, Søn af Gaardejer Mathias Mathiesen i Tarup paa Als, der har deltaget i de sidste haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet til Sergent.

Dekoreret

Knud Knudsen fra Hoptrup har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset.

Hjempermitterede

Cornelius Nielsen fra Skrydstrup, der har været med siden Krigens Begyndelse, er nu bleven hjempermitteret; han er født i 1869.

Desuden er Gaardejer Jens Lund fra Badegaard II ved Hammelev bleven hjempermitteret.

En Forveksling

I “Hejmdal” for Torsdag den 18. April meddeltes der, at Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, var komne tilbage med Paategningen “Saaret”. Nu meddeler Mejeribestyrer Hans Lønholm i Blans os, at der foreligger en Forveksling med hans Broder Anton Lønholm. Han selv har været hjemme siden Juli i Fjor for at bestyre Mejeriet.

(Læs hele Hejmdal fra 29. april 1918)

20. marts 1918. “Slagtekvæg til Vestfronten” – disciplinære problemer blandt kyrassérer i Doberitz

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Paul Buchwald — min Ven — stammede fra Schlesien, hvor hans Forældre Øst for Breslau havde en lille Landejendom. Vi traf hinanden paa Garde-Kyrasser-Kasernen i Berlin Sommeren 1915. I Rusland begyndte vor Karriere som Frontsoldater. Mange fælles Oplevelser under Patruljegang bandt os mere og mere sammen.

Efterhaanden kunde vi næsten ikke undvære hinanden. Vi delte alt med hinanden, Penge, Pakker og selv alt, hvad der hørte til Livets Opretholdelse. En Frontsoldats Mave var jo næsten altid slunken. Vi plyndrede en Nat vor Ritmesters Spisekammer — trods den udstillede Vagtposts Aarvaagenhed. Men vi fandt en Bagdør. Vi levede højt et Par Dage, men saa blev det opdaget, og jeg vandrede i Kachotten — tre Dages mørk Arrest paa Vand og Brød. Det var i en Kælder i Byen Pinsk. Her tog jeg dog Tørnen alene.

Den Modtagelse, jeg fik af Paul og mine Gruppekammerater, da jeg atter kom ud, var enestaaende: 12 Spejlæg med brunede Kartofler og Vodka i lange Baner. Stemningen blev saa høj, at Ritmesteren kom til Stede. Han lovede Paul og mig, at han nok skulde huske os, naar vi efter nogen ekstra Uddannelse blev overført til Vestfronten.

I Februar 1918 gik denne Overførsel for sig. Vi kørte gennem Polen og kom ind i Tyskland. Her fik vi et lille Ophold i Doberitz. I Løbet af tre Uger blev vi gjort bekendt med de sidste nye Mordvaaben, saasom Flammekastere, Miner osv. Vi var nu klar over, at vi var modne til Vestfronten. Af denne Grund var der ogsaa lige ved at blive Revolte i Doberitz den sidste Aften, vi var der. Vi havde alle faaet Natorlov til Klokken to. Vi Kyrasserer gik i Flok og Følge gennem Byens Restaurationer og lavede al den Halløj og Spektakel, vi kunde finde paa.

Under Alkoholens Indvirkning væltede fem Mand en Disk med over hundrede Glas, Paul og jeg ordnede en Musikautomat. Det var den rene Vandalisme. Politiet blev tilkaldt, men de gjorde intet for at standse os. De vidste, at vi den næste Morgen Klokken fem tog af Sted til Vestfronten.

Det varede længe, før vi kom af Sted den Morgen, Flere af mine Kammerater var nemlig i Nattens Løb deserteret. Vi skrev med Kridt paa Vognene: „Schlachtvieh für die Westfront”!

Vore Officerer, der efterhaanden erkendte Sagens Alvor, bad os om at viske det ud, men vi raabte i Kor: „Stimmt es nicht?“ Da de ikke svarede, raabte vi: „Lad det bare blive staaende!” Og det blev staaende. Disciplinen slog en kraftig Revne!

Jeg mindes ellers den smukke Rejse gennem. Tyskland som en Oplevelse. Vi havde mange Ophold. Solen skinnede, Foraaret gryede, og hvor var det skønt ved Rhinen. Vi passerede mange Transporttog med saarede. Stemningen blev vel saa lidt trykket, men hvor kan saadan en Flok Kammerater dog holde Humøret oppe paa hinanden!

Paul og jeg blandede Blod og lovede hinanden, at hvis en af os skulde blive lemlæstet, skulde den anden give ham Naadeskuddet; thi — komme hjem som Krøblinge vilde hverken han eller jeg.

Til sidst havnede vi i Belgien. Jeg skal love for, vi fik en varm Modtagelse af de engelske Flyvere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

22. februar 1918 – Hejmdal: Brødre-gensyn ved fronten

Senest ændret den 8. oktober 2018 13:01

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Tabte Levnedsmiddel-Kort
Da Begæringerne om Erstatning af Brødkort og andre Levnedsmiddelkort samt Kul- og Petroleumskort, der efter Foregivende er gaaede tabt, stadig bliver hyppigere, gør Magistraten opmærksom paa, at bortkomne Kort af enhver Slags ikke maa erstattes.
    For at forebygge, at Levnedsmiddelkort o. f. v. gaar tabt, tilraader Magistraten indtrængende ikke at sende Børn eller upaalidelige Personer i Byen efter Varer.

Brevcensuren
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der til Trods for de mange Henvisninger til de for Brevcensuren bestaaende Anordninger endnu stadigt af mange Beboere befordres Breve o. f. v. under Omgaaelse af Censuren. Politiforvaltningen gør derfor i de Paagældendes egen Interesse disse opmærksomme paa det strafbare i deres Handlemaade med den Tilføjelse, at der i den nærmeste Fremtid vil blive foretaget uformodede Revisioner af det rejsende Publikum for at se, om nogen skulde være i Besiddelse af Brevskaber, der er blevne unddragne Censuren.

Udsendt Stikbrev
Militær-Domstolene i Rødding har udsendt Stikbrev efter Danselærer Carl Petersen, født den 4. Marts 1876 i Sønderborg, sidst bosat i Adalbertgade 11 i Sønderborg, der mistænkes for Faneflugt. 


Fra Felten


Den 18. Febr. 18.
    Fra Lasaret i Thüringen sendes Venner og Bekendte, hjemme og ude ved Fronten, en venlig Hilsen i Haab om et glædeligt Gensyn i det kære Nordslesvig.
    Jens Callesen fra Søderup.

14. 2. 18.
    Kære “Hejmdal”!
Med Tak fordi du stadig befølger os herude beder vi dig bringe Venner og Bekendte en kærlig Hilsen fra undertegnede to Brødre, som har truffet hinanden i Felten. Paa et godt Gensyn i vore kære Nordslesvig!
    Christian og Andreas Witte fra Nordborg.

Død hjemme
I Søndags Eftermiddags afgik Peter Kunts paa Pugholm ved Graasten ved Døden efter en langvarig Sygdom, som han havde paadraget sig i Krigen. Han blev 32½ Aar gammel.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Johannes Lund fra Kolsnap let saaret.

Forfremmelse
Arbejdsmand Frederik Jørgensen fra Gildegadegang Nr. 8 i Aabenraa, der har været med fra Krigens Begyndelse af og for Tiden ligger i Belgien, er bleven forfremmet til Sergent.
    Kataster-Assistent Johan Bahrt, Søn af Uldspinder Bahrt i Kolstrup ved Aabenraa, der ogsaa staar ved Vestfronten, er ligeledes bleven forfremmet til Sergent.

 

(Læs hele Hejmdal fra 22. februar 1918)

10. december 1917. Indkaldt: “Jeg havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten”

Asmus Andresen fra … gjorde krigstjeneste ved Fodartilleribataljon Nr. 74.  I december 1917 fik han sin indkaldelsesordre.

Den 10. December 1917, da jeg var 18 ½ Aar gammel, (jeg er nemlig født den 8. Maj 1899) kom jeg hjem fra Marken og saa, at min Husbond kom mig i Møde med et Brev i Haanden. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde jeg se, at der var noget i Vejen med ham. Da han viste mig Brevet, saa jeg, at det bar Mærket »Herredssag«, og saa vidste jeg Besked.

Det var en Indkaldelsesordre, som bød mig at møde i Flensborg den 11. Januar 1918, Kl. 8 Formiddag.

Jeg var ikke videre ked af denne Indkaldelsesordre, men havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten.

Den samme Aften mødtes jeg med flere af Byens Karle paa min Alder, som alle havde modtaget lignende Ordre som jeg. — Nogle af disse stak af til Danmark. — Den følgende Dag rejste jeg til Aabenraa, hvor jeg forsynede mig med en Rejsekuffert og forskellige Ting, som jeg mente at have Brug for. Da jeg rejste tilbage herfra, traf jeg sammen med en Snedkersvend fra Bovrup, som ogsaa vilde forsøge at komme over Grænsen til Danmark. Han fristede mig stærkt til at gøre ham Følgeskab, men jeg afslog det.

8 Dage senere fik jeg at vide, at Snedkersvenden var bleven fanget ved Grænsen og var bleven idømt 5 Aars Fæstningsarrest.

De 4 Uger forløb hurtigt, og jeg maatte tage Afsked med Venner og Bekendte.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Elendige ernæringsforhold ved fronten

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

a. han hørte til 17´ Inf.div. ved Arras (Rgt. 76, 162, 163 á c 1000 Md); hans Komp kun paa 80 Md. Kampfront for Div 1-3 km.
Til hvert Rgt hørte 3 Mskgevkomp. á 6-12 Geværer og 150 Md. Desuden hørte til Rgt en ”Stosstrupp” paa c 100 Md.

b. Ernæringsforholdene blandt Soldaterne var elendig, Stemningen slet, kun den jernhaarde Disciplin holdt det hele gaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

28. november 1917 – Ribe Stiftstidende: en haardt saaret desertør bragt til Gram sygehus

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Skud ved grænsen – en desertør haardt saaret

Sidste nat ved 2-tiden blev en tysk soldat, der ville flygte over grænsen, ramt af 2 skud fra grænsevagten ved Post 21 syd for Høm. Desertøren, der er fra Flensborg, var en mand paa ca. 30 aar og havde været ved fronten i 31 maaneder. Han er haardt saaret i bækken-partiet og underlivet og blev ført til sygehuset i Gram.

 

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

10. oktober 1917. Uforsigtig desertør forsøges bortført!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne ved grænsen.

Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne bort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. –

De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. –

En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig.

Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år.

De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham.

Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid.

Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

6. oktober 1917. Grænsevagterne hjælper desertørerne!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne i sommeren 1917.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt.

Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.

Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover.

Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet.

Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen.

Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

1. september 1917. Desertøren Claus Clausen på tvangsarbejde i Nordslesvig

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Han blev efter et hårdt ophold på fæstningen Hyi i Belgien i slutningen af august ført til fæstningen i Danzig.

Her havde vi det noget bedre end i Belgien. Vi syede Knapper i Uniformsjakker; men Tiden blev lang for os. Et enkelt Brev fik jeg hjemmefra; Pakker måtte vi ikke modtage. Brevene skulde skrives på Tysk, ellers gik de ikke igennem.

Nogle Fanger fortalte mig, at der af og til gik Transporter til Nordslesvig, hvor Fangerne arbejdede ved en Grænsebefæstning. Jeg tænkte: Nu må du passe dit Snit.

Så en Morgen ved Appellen råbte Feldwebelen på frivillige til Arbejdskompagnierne i Nordslesvig. I et Spring var jeg derhenne. Der blev talt af fra højre; og jeg nåede lige at komme med. Jeg priste min Lykke.

Så gik Turen da nu hjem igen til Nordslesvig, glad i Sind var jeg, kan man forstå. Ved Middagstid blev jeg dog kaldt op på Skrivestuen. Hvad nu? Mon de skulde have opdaget, at jeg var fra Nordslesvig?

Der lå et Brev til mig, skrevet på Dansk. Feldwebelen viste mig Konvolutten med min Adresse på og spurgte mig, hvem det var fra — hvad han naturligvis godt vidste forinden, da Brevet var åbnet og læst. Brevet var fra min Bedstemor, som ikke kunde skrive Tysk, svarede jeg. Han nikkede. Jeg skulde så læse Brevet og oversætte det. Alt var godt, og jeg fik Brevet med.

Endelig kom vi så af Sted mod Nord. Rejsen gik ind over Mecklenborg, forbi Rostock,hvor jeg havde varet en tre Måneder i Forvejen, og endte i Hovslund.

Herfra skulde vi så marchere til Skovby, et Par km Nordøst for Stationen. Der lå 4 Arbejdskompagnier i en Lejr, 1000 Mand i alt. Det var ved Middagstid, vi stod opstillede på Banegården, og jeg hørte en Mor kalde på sin lille Purk på mit eget Modersmål: „Ka do no kom ind te Unnen!“

Det klang frydeligt i mine Øren, og jeg glemte næsten helt, at jeg var Fange og ikke måtte flytte mig fra Pletten uden på Kommando.

Vi kom så til Skovby og blev fordelt til Kompagnierne.

DSK-årbøger 1947

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

15. august 1917 – Ribe Stiftstidende: en uheldig alliance

Senest ændret den 24. august 2018 10:09

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Russeren og pigen fra Kiel

En uheldig alliance. Gaardejer Hans Jørgen Hansen paa Fol Vestermark, der er soldat, men for tiden har orlov, har i de sidste to aar haft en russisk krigsfange, som han var særdeles godt tilfreds med, da han passede gaarden godt under hans fraværelse. Men for knap et par maaneder siden fik de fra et fæstekontor en tjenestepige fra Kiel.

Og for godt 8 dage siden, da Hans J. Hansen og hustru ikke var hjemme, benyttede tjenestepigen og russeren ifølge Dannevirke lejligheden til at frastjæle deres husbond og madmoder en hel del klædningsstykker, deriblandt mandens sorte stadsklæder, guld- og sølvsager samt en hel del madvarer. Tyvekosterne har de faaet pakket ned i en rejsekurv og en kuffert, som de ligeledes stjal, og med byttet, der næsten udgjorde et lille halvt møblement, er de saa flygtede over grænsen.

Der fortælles, at en politibetjent i Ribe har truffet de to, der da var fint paaklædte i det stjaalne tøj.

Da han imidlertid fandt 800 mark i russerens og 200 mark i pigens besiddelse, lod han dem rejse videre. man mener, at pengene hidrører fra et tyveri, der i foraaret blev forøvet i Fol by, og for hvilket en kone var mistænkt og genstand for husundersøgelse, der dog ingen holdepunkter bragte for dagen. Man mener nu, at russeren har forøvet dette tyveri.

Sagen er meldt til politiet. Efter forlydende skal de allerede være anholdte i København og have været i besiddelse af de fleste af pengene. Der siges, at pigen vil blive udleveret til Tyskland og russeren interneret i Danmark.

Ribe Stiftstidende kan tilføje, at da parret var kommen over grænsen, tog de ind paa et hotel i Ribe, men da havde politiet her ingen hjemmel til at sætte det fast, og det rejste saa videre til København. Imidlertid var der saa indløbet skriftlig anmodning fra det tyske politi, og da overbetjent Petersen en dag, da han havde været ovre med russiske krigsfanger, gik ned gennem Østergade, saa han “den russiske herre og den tyske dame” promenere nok saa flot.

Han fulgte efter parret og foranledigede det anholdt, da han kom i nærheden af en københavnsk politibetjent. Og nu sidder den uheldige russisk-tyske alliance i arresten i København.

Dømt for unddragelse af værnepligten

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags bl. a. følgende: For unddragelse af værnepligten blev der i de anklagedes fravær forhandlet mod følgende: landmand Nikolaj Lauridsen Oksholm fra Gøtterup, tjenestekarl Valdemar Chr. Schrøder fra Sillerup, landmand Peter Lauritzen fra Sommersted, købmand Martin Lautrup og Iver Eriksen fra Haderslev, tjenestekarl Jakob Hansen fra Felsted, tjenestekarl Peter Simonsen og landmand Hans Simonsen fra Kastrup, klejnsmed Hans Kjær fra Aabenraa, bager Johannes Jacobsen fra Broager, landmand Jens Andersen fra Bæk, Joh. Klæschen fra Sønderborg, landmand Christen Johansen-Kromann fra Tornum, landmand Hans Nielsen-Jacobsen fra Rosk, landmand Peter Petersen fra Refsø, tjenestekarl Fr. Chr. Ihle (født i Broager), sidst i Skodborg, tjenestekarl Rasmus Løbel fra Skovby, tjenestekarl Chr. Danielsen fra Kastrup, bager P. Chr. Davidsen fra Harreslev Mark, tjenestekarl Jes Iversen Nissen fra Erlev, landmand Laurits Petersen Lange fra Rødding Mark, tjenestekarl Peter Petersen fra Fæsted, landmand Hans Callesen fra Endrupskov, tjenestekarl Iver Hansen Iversen fra Mejlby Mark, tjenestekarl Anton Christensen-Skovshoved fra Fredsted, tjenestekarl Fr. Hansen From fra Rangstrup, Lorens Borst Lauritzen fra Rødding, landmand Peter J. Sandholt fra Skovby, tjenestekarl Bertel Ebsen fra Haved, tjenestekarl Henr. Andersen Schulz fra Rødding, tjenestekarl Wilhelm Schulz fra Østerskovgaard, tjenestekarl Frederik Bennedsen fra Spandet, købmand Holger Midtgaard fra Spandet, skrædderlærling hans Madsen fra Dover, kommis Peter Rosen Hansen fra Skærbæk, tjenestekarl Ludvig Knudsen Bock fra Hammelev, tjenestekarl Jakob Petersen fra Fol. Samtlige anklagede, med undtagelse af Lauridsen, Davidsen og Hansen Iversen blev dømte til 1 aars fængsel. Forhandlingen mod de ovennævnte 3 anklagede for muligvis at indhente nærmere oplysninger.

Faldne

Malkerøgter Detlef Krogh og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at deres søn Christian den 29. juli er falden, 27 aar gl. En broder til ham faldt for omtrent et aar siden.

Smedemester Krimling i Stenderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hans søn er falden i Flandern.

Arbejdsmand Klaus Schøngarth fra Klosteret i Haderslev er død af blodforgiftning. han efterlader enke og tre børn.

Holger Jensen fra Rejsby er den 5. august død paa et feltlazaret i Frankrig; han efterlader hustru og to børn.

Saarede

Jørgen Lassen, søn af Chr. Lassen i Lauensby paa Als,  er bleven saaret i Flandern og ført til et lazaret i Tyskland.  

10. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen penge eller pakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dømt for hjælp til flugt

Landsretten I Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i onsdags blandt andet følgende: For medhjælp til faneflugt stod anklaget mekaniker E. D. Lindberg fra Haderslev og forvalter M. P. Riis fra Tagkær. Lindbergs svoger, der allerede havde været i felten, fattede den beslutning at flygte og bad Lindberg at hjælpe ham. Denne viste svogeren, til hvem der imidlertid havde sluttet sig til en kammerat, der ligeledes vilde flygte, til den medanklagede Riis, der bedre vidste besked ved grænsen, og denne har saa udført det hele, og de to flygtninge er ogsaa komne bort. Lindberg, der er født i Danmark, var senere en dag i Kolding og bad da i et brev Riis om at ledsage hans, Lindbergs, kæreste over grænsen til ham, hvad Riis ogsaa udførte. Begge de anklagede tilstod men Lindberg hævdede, at han ikke havde vidst, at dette var strafbart. Dommen lød for Lindberg paa 1 aars fængsel, medens Riss fik 2 aars fængsel. Lindberg tog straks imod straffen, hvorimod Riis nægtede dette.

En krigsfange i Frankrig, der ikke modtager pakker eller penge!

Gaardejer Grevsen fra Gaaskær ved Bolderslev, der den 25. september 1915 kom i fransk fangenskab, har i den senere tid i sine breve klaget stærkt over, at han ikke modtager pakker hjemmefra; pengeanvisninger modtager han, men pengene bliver ikke udbetalte. Han ligger i Depot Chagnat, par Gerzeit, Puy den Dome, France.

Fortjenstkorset for krigshjælp

er tildelt de konstituerede amtsforstandere Erichsen i Skærbæk, Rafalski i Rødding og Rüsz i Toftlund, den konstituerede kommuneforstander for Aarø, Møller i Øsby samt kommuneforstander Kobbelgaard i Vandling.

Faldne

Skibsmægler Lehmann og hustru i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Henning er falden.

Peter Eriksen, eneste søn af enke Kjestine Eriksen i Aabenraa, er falden under de sidste haarde kampe i Flandern, 20½ aar gl.

Fyrbøder Julius Kruse, søn af maskinpasser Kruse i Sønderborg, er falden ved britiske torpedobaades angreb paa tyske handelsdampere ved den hollandske kyst.

Jernbanearbejder Johan Hamann fra Aabenraa er den 29. juli falden i en alder af 30 aar. Han efterlader hustru og to smaa børn. En yngre broder til ham faldt allerede den 11. november 1914.

Enke Christine Schmidt i Haderslev har faaet meddelelse om, at hendes søn Christian er død paa et feltlazaret den 13. juni, 20 aar gl. Der er endnu 2 sønner med i felten; den ene har været 2 aar i russisk fangenskab.

Saarede

Fru Rosenblad i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes mand er forulykket i en fabrik i Køln.

Mejerist M. Gabelgaard fra Endrupskov ved Gram er ved Vestfronten blevet saaret.

C. Beck, søn af P. Beck paa Kalø er den 22. juli bleven saaret og ligger paa “Vereinslazarettet” i Hannover.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Frost fra Sottrup, der tidligere har været savnet, har været i fangenskab siden den 6. september 1914.  

 

3. august 1917. Desertøren Claus Clausen på fæstningsarbejde

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.

Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.

Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.

Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.

Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.

Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.

En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.

Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.

Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.

DSK-årbøger 1947