Tag-arkiv: sårede

23. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: Det tyske toldkontor i Foldingbro er midlertidigt lukket

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 5144

Det tyske toldkontor i Foldingbro

Kontoret er sandsynligvis lukket for et tidsrum af 6 uger. Alle embedshandlinger og tjenesteforretninger, der hører ind under toldkontoret i Foldingbro, vil i denne tid blive besørgede af toldkontoret i Skodborg.

Faldne

Auktionator Frank i Store Nustrup har faaet meddelelse om, at hans søn Viktor den 24. marts er falden, 20½ aar gl.

Saarede

Infanterist Peter Kjær, søn af afdøde cigarmager Mathias K. i Haderslev, er i april bleven haardt saaret og ligger paa et krigslazaret. 

20. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gør man ikke for kærligheden

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

5 ugers varetægtsarrest og 1000 mark i bøde for at besøge kæresten over grænsen

En unge pige, 22 aar gammel, fra Spandet sogn, Nordslesvig, der ikke har kunnet faa pas til Danmark, gik uden dette i oktober maaned i fjor over grænsen ved Hømlund for at besøge sin forlovede, der er fra Danmark. Paa tilbagevejen blev hun greben af den tyske grænsevagt og ført til Flensborg. Her blev hun idømt en bøde paa 250 Rm., men kom hjem igen samme dag, og efter at hun forgæves havde ansøgt om at faa bøden nedsat, betalte hun denne. Lørdagen den 6. april i aar gik hun om aftenen igen over grænsen i samme ærinde, og da hun to dage efter vilde gaa tilbage, blev hun atter paagreben af vagten og ført til Flensborg. Efter et forhør blev hun ført til Toftlund og stillet for Amtsretten, men blev dagen efter igen sendt til Flensborg og hensat i varetægtsarrest, og da hun havde siddet i 5 uger, blev hun hjemsendt, uden at nogen yderligere straf blev hende forkyndt. Et par dage før hendes hjemsendelse var domsforkyndelsen imidlertid sendt til hendes hjem, men blev herfra straks tilbagesendt, da hun jo ikke var hjemkommen. Straffen for at have besøgt kæresten i Danmark lød denne gang paa 1000 Rm. i bøde eller 100 dages fængsel, men inden domsforkyndelsen naaede pigen, var hun pinsedags nat gaaet over grænsen – hun fandt bøden for haard.

Faldne

Hans M. Hansen, søn af bryggeriarbejder Hansen i Haderslev, er falden den 8. maj.

Olaf Nørby og hustru i Arnum har modtaget efterretning om, at deres søn Jacob er falden den 2. maj, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Adolf Rose fra Bækken ved Graasten er falden.

Seminarist Karl Maj, søn af sadelmager Maj i Haderslev, er død.

Aftægtsmand Paulsen paa Dalsgaard ved Rinkenæs har faaet meddelelse om, at en af hans sønner er falden. En anden søn er hjemsendt som invalid.

Pastor Prahl og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Hermann er falden.

Gustav Adolf Hinrichs, søn af Joh. D. Hinrichs i Hygumskov, er falden den 27. marts, 20 aar gl.

En søn af postkonduktør Philipsen i Rinkenæs er den 12. maj død paa et lazaret i Essen.

Landmand Gustav Zøllner er falden, 30 aar gl. Zøllner efterlader hustru og fire børn.

Arbejdsmand Jens Rasmussen i Haderslev er falden den 21. april. Rasmussen kunde den 23. april have holdt 48 aars fødselsdag. Foruden sin hustru efterlader han sig 6 børn, hvoraf den ældste søn er taget til soldat.

I tabslisten meddeles, at Søren Iversen fra Brabæk og Mathias Rosenbom fra Gabøl Mark er faldne og Theowald Ehlers fra Skovhus ved Kristiansfelt er død af sygdom.

Saarede

Landmand Jacob Holdt fra Rørby ved Løjtkirkeby er saaret og indlagt paa feltlazaret.

Heinrich Petersen, yngste søn af gaardejer Heinrich Petersen paa Frifelt ved Graasten, er bleven haardt saaret og ligger nu paa et lazaret i nærheden af Metz.

Ifølge tabslisten er Karl Jensen fra Vedsted, Jørgen Mortensen fra Barsbøl og Lauritz Wind fra Toftlund haardt saarede.

10. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: et møde ved fronten

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Redaktør E. Christiansen,

Flensborg Avis, der hidtil kun har deltaget i krigen bag fronten, idet han dog ofte har været med umiddelbart op til ildlinien, har meddelt Flensborg Avis, at han er bleven let saaret i hagen af en maskingeværkugle. To dage efter, at redaktør Christiansen blev saaret, kom han med et lazarettog til Celle, hvor han først i 8 dage laa paa en kaserne, men kom saa i et lazaret. Her hjælper han hver formiddag med at bære de saarede ned i operationssalen.

To brødre mødes ved fronten

Arbejdsmand Peter Bosack fra Haderslev og hans broder Hans Bosack fra Sønder Vilstrup havde ifølge Dannevirke den 3. april i aar den glæde at mødes ved fronten og at kunne være sammen en hel dag. Den ene laa den gang i kvarter i en landsby og en times vej fra den anden.

Nye huse sælges til nedbrydning

Til Tondernsche Zeitung skrives: med de høje priser paa byggematerialer er det nu en lønnende forretning at nedbryde endog helt nye bygninger. Saaledes sælges for eksempel i Holt Jacobsens massive udhuse, der er opført i 1914,  samlede eller delte til nedbrydning.

Begravet i et granathul

Underofficer Horn, søn af enke Horn i Lindedal ved Haderslev, blev for nogen tid siden under kampene paa Vestfronten begravet i et granathul. Kammeraterne kunde dog bjerge ham i rette tid. Ved lufttrykket, som granaten frembragte, mistede han mælet, og han har endnu svært ved at tale. Han er nu paa et lazaret i Tyskland.

Faldne

Hans Bilov og hustru i Hejsager ved Halk har modtaget budskab om, at deres søn Niels er falden den 1. april, 21½ aar gl.

Johannes Bøgh fra Hovslund og Peter Lauritzen fra Hyrup er faldne.

Peter Færdig fra Branderup og Vilhelm Lythje fra Frørup er faldne.

Jørgen Boysen, Toftlund, er død i et lazaret af de saar, han fornylig havde faaet ved fronten.

Saarede

Viggo Hartmann fra Haderslev er haardt saaret.

Savnede

Leopold Nørskau, en søn af landmand Hans Nørskau i Frydendal ved Aabenraa, savnes.

Peter Biermann fra Københoved savnes.

I fangenskab

Laust Krogh fra Barsbøl og Julius Lund fra Hyrup er i fangenskab. 

4. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: 4880 faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

4880

Det samlede mindstetal på faldne Nordslesvigere – faldne eller døde paa lazaret – er efter den sidste opgørelse 4880.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bernd Petersen fra Rødding er faldne; at underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet,  er falden den18. juli 1917; at Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine saar; at Peter Røpke fra Bøjskovskov er haardt saaret og at Christian Christiansen fra Lysabild er udvekslet fra fangenskab.

Handelsmand H. Boysen og hustru i Rødekro har modtaget budskab om, at deres søn Christian er falden den 10. april, 21½ aar gl.

Lorenz Svensen en plejesøn af arbejdsmand G. Lauritzen i Sønderborg, er falden, 20 aar gl.

Hans Christensen fra Haderslev er falden den 11. april, 33 aar gl. han efterlader hustru og 2 børn.

Købmand Chr. Iversen hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes mand er falden i de sidste kampe.

Bygmester Peter Hansen Grodts familie i Aastrup har modtaget budskab om, at han er falden den 17. april.

I tabslisten meddeles, at Jens Schæfer fra Hjerndrup, Rasmus Skøth fra Lintrup og Sønnich Sønnichsen fra Rurup er faldne.

Enke Christine Hulwey i Sønderborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jürgen er død paa et lazaret.

Saarede

Ifølge tabslisten er Jes Christiansen fra Sønder Hostrup, Thomas Iversen fra Aabenraa og Marius Paulsen fra gammel Haderslev haardt saarede.

Savnede

Jakob Nielsen fra Bollerup paa Als er savnet.

 

 

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

30. april 1918 – Mathias Damm såret

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 30.4.18. Kære Moder!
Blot et par Ord. Jeg er saaret men ikke saa slemt, derfor sørger ikke. Mere en anden Gang. Mange Hilsner fra Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

28. april 1918. En granat dræbte de omkringstående og ødelagde maden

Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Nu kom vi tilbage i en forladt Fangelejr. Der laa vi til den 23. April om Aftenen. Da skulde vi afløse et Regiment, der laa 4 km foran Amontier, en lille By 7-8 km fra Armentieres. Der kom vi igen ud i fladt Terræn og havde ikke anden Dækning, end hvad vi selv lavede os. Der blev ikke skudt saa slemt, kun engang imellem fik vi en lille Skylle.

Den 27. April om Natten skulde jeg hente Middagsmad ved Køkkenet, som holdt 4 km tilbage ved et Hus. Jeg kom lige inde fra Huset, hvor jeg havde talt med nogle Soldater, da en Granat slog ned midt i Gaarden og dræbte de omkringstaaende og ødelagde Maden og Vognen, hvorpaa den stod. Vi fik ingen Mad den Aften, men maatte vente til Natten efter.

Den 28. om Aftenen angreb Englænderne os efter en heftig Granatild, og vi maatte trække os 1 km tilbage. Angrebet kom saa pludseligt, at jeg hverken fik Maskingevær eller Tornyster med.

Aftenen efter angreb de igen, men vi havde faaet ny Forsyning af Ammunition og friske Reserver, og vi holdt Stillingen. De Saarede, som faldt mellem Skyttegravene, kunde jo ikke reddes, men om Morgenen kom en halv Snes Englændere, som ikke var saa haardt Saarede, kravlende over til os; deriblandt var der ogsaa en Kaptajn.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.

Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

26. april 1918 – Hejmdal: Hvem hamstrer?!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Krigsfangernes Tilbagekomst fra Rumænien

Udleveringen af de tyske Krigsfanger i Rumænien har hidindtil som Følge af Transport-Vanskeligheder ikke kunnet gennemføres i fuldt Omfang. Efter hvad der meddeles er der derfor ingen Grund til Foruroligelse, naar Efterretningerne fra Fangerne i Rumænien foreløbigt udebliver. De tlbagevendende Fanger vil først blive overførte til Lejren i Colentina ved Bukarest, hvor de skal gennemgaa en Karantæne paa 23 Dage. De faar der Opfordring til straks at sende deres Paarørende Meddelelse om deres Tilbagekomst. 

Udmærkelse (S. Z.)

Skibsfører Chr. Hansen fra Dampskibet “Delphin” i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Forraadene i Krigskøkkenet i Haderslev

bliver knappe – meddeles der til “Dv.” af Krigskøkkenudvalget. Kaal og Roer kan snart ikke koges mere, Bælgfrugter og Ærter svinder, saa det kan mærkes.

For at kunne holde ud med Bespisningen til 1. Juni anmoder Udvalget den bedrestillede Del af Befolkningen om, at saafremt det er muligt, ikke at benytte Køkkenet; thi kun da kan der som før leveres til den arbejdende Befolkning.

Dersom denne Henstilling ikke skulde frugte, maa det overvejes enten at begrænse Antallet af de Dage, der koges, eller at lukke Køkkenet noget før.

Angivet for Aager (T. Z.)

En Klodsemager F. fra D. er bleven meldt for at have forlangt 30 Mark for et Par Krigssko, der højest maatte koste 16 Mark.

Hvem hamstrer?!

Under Overskriften: “Hvem hamstrer?!” skrives i “Tondernsche Zeitung” af “En, der ogsaa har set dybt bag Kulisserne”, følgende:

I Bagerlavets Møde (i Tønder) blev, som “Tondernsche Zeitung” har berettet, Kulhamsteri mod Flæsk, Smør og Skinke særlig revset som et fremragende Onde. Som om der kun blev hamstret i Kulhandelen!

Man bør dog engang se sig nøjere om. For Tiden hamstres der paa alle Omraader i Stort som i Smaat, paa mange endnu langt, langt værre end i Kulhandelen. Man bør engang se sig om t. E. i Manufakturvareforretningerne. Hvem der kommer med Smør og Flæsk, kan ogsaa faa Sytraad, for andre Dødelige er denne sjældne Vare helt udsolgt. Og hvorledes gaar det med andre Varer, med Læder osv.?

Og hvem hamstrer – Haanden paa Hjertet – vel ikke, naar Nød og Savn trykker?! Vi bør hellere lade Underholdningen om dette kildne Emne hvile.” 


Fra Felten


Haardsaaret

For nogle Dage siden modtog Christine Roth, Datter af J. A. Hansen i Markgade i Aabenraa, fra en Sygebærer ved Fronten Meddelelse om, at hendes Mand, Bager Christian Roth var bleven haardt saaret den 9. April. I Gaar indløb der Meddelelse om, at han, foruden at have faaet et Skud i den ene Lunge, er bleven saaret i Brystet, i Halsen og i Munden. Der er dog Haab om, at han kan overstaa det. Det er anden Gang, han er saaret. Roth er Indehaver af Jernkorset.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefreiter Detlef Petersen fra Bolderslev haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Andersen fra Skelde, Andreas Jensen fra Rinkenæs og Chresten Schmidt fra Vester-Lindet, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekoreret

Landmand Chr. Seeberg fra Brendstrup ved Rødding, som har deltaget i Krigen i 3 Aar som Landstormsmand, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset. Under Krigen har han maattet sælge sin Ejendom i Brøstrup, da han ikke kunde faa den dreven.

(Læs hele Hejmdal fra 26. april 1918)

18. april 1918 – Hejmdal: Hvad er et menneske?

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Landraad Schønberg

i Sønderborg har af Storhertugen af Baden faaet tildelt det storhertugelig badensiske Krigsfortjenstkors.

Hjemvendt fra engelsk Internering (S. Z.)

Sømand Petersen, en Broder til Søskendene Petersen, der ejer Beværtningen “Bürgerbräu” i Søndergade i Sønderborg, der har været interneret af Englænderne, er vendt hjem igen. Han havde for ca. 17 Aar siden forladt sin Fødeby og siden da faret til Søs, indtil han i 1917 blev interneret af Englænderne.

Mistet begge sine Sønner (Dv.)

Redaktør Mathiesens Enke i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab fra sin Mands Broder i Berlin, at han har mistet begge sine Sønner i samme Slag paa samme Sted. De dyb bedrøvede Forældre har nu kun en Datter tilbage.

Han vilde besøge sin Fader

En tre Aars Dreng, Søn af Redaktør Schrum i Vyk paa Før, fik forleden Dag den Tanke at ville besøge sin Fader, der har ligget ved Kystvagten paa Amrum, men nu allerede i nogen Tid har været ved Fronten. Drengen gik om Bord i Damperens Kahyt og kom først op, da Skibet lagde til ved Amrum. Folk tog sig af den Lille, og Bekendte sørgede for, at han Dagen efter kom hjem til den bekymrede Moder.


Fra Felten


Rejsebrev

Det er Paaskemorgen aarle. Jeg har Ranslen snøret og staar i Færd med at tage bort fra Hjemmet for atter at rejse sydpaa.

Alt for hurtigt forløb de faa Uger, jeg tilbragte hjemme paa Orlov. Der er endnu saa mangt og meget, der nødvendigt skulde gøres, men nu er Timen kommen, da jeg maa tage Afsked med de kære Slægtninge og atter trække i Soldatertrøjen. At jeg netop skal afsted i Dag. – Det er ikke netop i det mest straalende Humør, jeg begiver mig til Stationen for at tage med Smaabanen til Aabenraa. Der er faa Medrejsende i Kupéen, og jeg sidder og stirrer gennem en dugget, af Støv og Kulrøg tilsmudset Rude, ud  paa det Landskab, jeg kalder for min Hjemegn. Der mellem disse levende Hegn og let bølgende Bakker stod min Vugge, her ilede jeg som Dreng paa de bare Ben over Mark og Kær, til denne lille Plet knytter sig mine dyreste Minder. Nu skinner Morgensolens Straaler paa de nøgne Marker, hvor de første grønne Spirer og de første Tusindfryd er ved at titte frem.

Jeg naar efter en god Times Kørsel til Aabenraa, og skynder mig hen til Statsbanegaarden for at naa det første Tog. Paa Banegaarden staar et større publikum, og det kniber lidt at faa Plads i Toget, dog vi kanter os, og det gaar. Snart kører vi gennem Skovene ud til Rødekro, og efter at have skiftet Tog der, gaar det videre sydpaa. Jeg sidder tavs mellem mine Rejsefæller og ruger over mine triste Tanker. Hvad er et Menneske? En Orm, der kryber paa Jorden. Hvor let er vort Livs Lys udslukt! Og dog. Gud Fader i Himlem elsker denne lille Orm, og holder sin Haand over den.

Jeg vækkes omsider af slige Grublerier, da Toget ruller ind paa Banegaarden i Flensborg. Der bliver jeg Vidne til Afskedsscener, og mangt et “paa Gensyn” lyder efter det bortrullende Tog, da vi atter forlader Banegaarden. Videre gaar det gennem Angel. Et Sted skraar en Fodsti over Banen, ad hvilken Kirkegængere vandrer i Skarer. Er det Tidens Alvor, der drager Skarerne til Guds Hus, eller er det af gammel Vane, man i Dag gaar hen at bringe Præst og Degn deres Helligdagsoffer? Jeg ved det ikke, ingen kan se ind i et Menneskehjertes Dyb.

[…]

Da vi naar Gøttingen, er jeg endelig bleven lysvaagen, og i den svage Morgendæmring skimter man skovbeklædte Bjergkæder til begge Sider af Banelinjen. Ved Daggry naar vi til Cassel, en By, jeg kender fra et længere Ophold for to Aar siden. Jeg staar ved Vinduet og indaander den friske Luft, det rødmer i Øst fra den opgaaende Sol, et dejligt Landskab ligger for mig. Jeg sporer den største Lyst til at stige ud og vandre ud i Højskoven, den jeg kender fra utallige Udflugter, men jeg er alt sent paa Vej til min Troppeafdeling, og maa senest være der paa Tirsdag Morgen. Jeg maa da nøjes med at kaste længselsfulde Blikke ud efter de kendte Steder, til hvilke fredelige Minder knytter sig for mig. Mens Verdenskrigen rasede, fandt jeg her i flere Maaneder et Fristed. Vi kører genmmen Hessen, en Tur jeg har gjort flere Gange. Foraarssæden er alt lagt her, Engene grønne, det er en flittig Befolkning, der bor her i Hessen, det maa man lade den.

[…]

Vi passerer endelig over Rhinen, og nu gaar Turen vestpaa gennem Elsas. Landskabet her ligner det badensiske. Jeg nærmer mig Maalet for min Rejse, og vil afbryde min Rejseskildring, som ikke byder Læseren noget af særlig Interesse, men maaske en og anden dog interesserer sig for at vide, at Vaaren er paa Vej Nordpaa.

Eder hengivne, Th. K.


d. 9. 4. 1918

En venlighilsen til alle Venner og Bekendte i Hjemmet og i Felten.

H. Boysen fra Rødding

 

I Felten, den 10. 4. 18

Undertegnede sender Venner og Bekendte derhjemme mange venlige Hilsener med Haab om et glædeligt Gensyn.

Herm. Hunger fra Aabenraa.

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte i Haab om et lykkeligt Gensyn.

K. Schilling fra Sønderborg.

 

Faldne

Slagtersvend August Löschenkohl fra Nybro i Aabenraa, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Slagermester Clausen i Slotsgade, er falden paa den vestlige Krigsskueplads omkring ved 20 Aar gammel.

Købmandslærling Mathiesen, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Manufakturhandler Beck i Graasten, er ifølge “A. T.” falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han stammede fra Tønderegnen og var sine Forældres eneste Barn.

Landmand Chr. Ipsen i Ørslev ved Hellevad modtog i Lørdags den sørgelige Efteretning, at hans yngste Søn, Bernhard er falden den 2. April. Han har ifølge “Dv.” været indkaldt siden Krigens Begyndelse.

Enke efter Landboldsmand Nis Juhl paa Vestermark i Sønder-Vilstrup har ifølge “Dv.” i Søndags faaet den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Hans er falden. Med Meddelelsen fulgte hans Ejendele, Pengepung og Ur. Enken har endnu en Søn liggende ved Fronten.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Friedrich Hansen fra Bjerndrup ved Kliplev er falden.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Reserve-Overfyrbøder Wilhelm Vogler fra Sønderborg er død.

Døde paa Lasaret

I Gaar Aftes indløb her fra et Krigslasaret telegrafisk Meddelelse om, at Arbejdsmand Andreas Ravn fra Løjtkirkeby var afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret under Kampene ved Vestfronten. Den Afdøde, der blev 41 Aar gammel, efter sig Enke og et Barn.

Markus Frank, Søn af Blikkenslagermester Frank i Augustenborg, der tjente som Underofficer, er den 13. April afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Trier som Følge af de Saar, han fik under den haarde Kamp ved Vestfronten den 21. Marts. Han blev kun 19½ Aar gammel.

Saarede

Slagter Gregersen fra Nygade i Aabenraa er under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten bleven saaret i det ene Knæ.

Landmand Hans Madsen og Tjenestekarl Reuss fra Løjtkirkeby er ligeledes blevne saarede under de sidste Kampe ved Vestfronten.

Gaardejer Hans Callesen og Hustru i Ris-Hjarup ved Aabenraa har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Peter, der ved Krigens Udbrud tjente som aktiv Soldat og har været med siden da, er bleven saaret i begge Arme og i venstre Ben. Han ligger nu paa et Lasaret i Vestfalen.

Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, er komne tilbage med Paategningen “Saaret.”

Gaardejer Søren Møller fra Endrupskov ved Gram, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu sidst ved Vestfronten, er bleven saaret i den ene Arm og i begge Fødder. Han er bleven indlagt paa et Lasaret.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Lorenzen fra Stenderup i Sundeved haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Underofficer Thomas Brockdorff fra Skærbæk og Hans Petersen fra Kasø faldne i Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Marius Knudsen, Søn af Henrik Knudsen i Stiftelsesgade i Haderslev, som tjener ved et Maskingevær-Kompagni, er ifølge “Dv.” bleven forfremmet til Underofficer og har faaet Jernkorset af 1. Klasse.

Dekoreret

Jørgen Christiansen, Søn af Enke Anna Christiansen i Barkmøllegade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu tjener som Gefreiter ved Artilleriet paa Vestfronten, har faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmede

Jørgen Hansen, en Søn af Slagtermester P. Hansen i Markgade i Aabenraa er bleven forfremmet til Underofficer. Den unge Hansen er Indehaver af Jernkorset og Hanseatkorset.

Peter Klyn fra Nordborg er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet fra Sergent til Vice-Veldwebel.

(Læs hele Hejmdal fra 18. april 1918)

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

11. april 1918 – Hejmdal: Hårdt ramt af krigen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Mindefesten for Kong Christian IX


I Kong Christians og Dronning Alexandrines Taffel Mandag Aften i Christian VII.s Palæ paa Amalienborg deltog Medlemmerne af den kgl. Familie, norsk Minister Irgens, Konseilspræsident Zahle, Udenrigsminister Scavenius samt tidligere Ministre og Embedsmænd ved Kong Christian IX.s Hof.

Ved Taflet tog Kongen Ordet og udtalte sin Glæde over at se de mange kendte Ansigter samlede igen paa en 8. April, denne Dag, der som hans højtelskede Bedstefaders Fødselsdag altid havde staaet som en Glædes- og Samlingsdag indenfor det kongelige Hus i Kraft af det hjertelige Forhold, der stedse havde bestaaet mellem Kong Christian IX og hele hans Slægt, og i Erindring herom rettede Kongen en særlig varm henvendelse til Prins Valdemar som Repræsentant for den ældre Slægt.

Men ogsaa hele Folket følte Kongens Fødselsdag som en Glædesdag, og naar Byen i Dag havde været smykket som den 8. April i gamle Dage, var det et Tegn paa, at det danske Folk i Kærlighed og Taknemlighed mindedes den Konge, der følte Fremme af Landets Held og Lykke som sin første Pligt.

Det lysende Eksempel, som Kong Christian IX havde givet, skulde mane den nulevende Slægt til at vise samme Pligttroskab i sin Gerning, og idet Kongen udtalte “Ære være Kong Christians IX.s Minde!”, tilføjede han: “Gud bevare Danmark!”.

Musikken spillede derefter “Der er et yndigt Land”. 


Dagens Nyheder


Angaaende Oprettelsen af Syndikater og Krigsselskaber

har Risgadsmand Leube rettet førende Forespørgsel til Rigskansleren:

Oprettelsen og Grundlæggelsen af Syndikater og Krigsselskaber ved statlige Organer gaar stadig for sig, til Trods for at Rigsregeringen har lovet at gøre alt for, at den frie Handel og den tyske Købmand straks efter Krigen skal komme til sin Ret. Rigsdagen har ligeledes enstemmig udtalt sig for Genoprettelsen af det frie Handelssamkvem ved Købmænd. Hvad agter Rigskansleren at gøre for at imødegaa Krigsselskabernes Bestræbelser for endnu længe efter Krigen at virke til Stade for det frie Samkvem?”

Foderknapheden og Kreaturerne

Til “Dannevirke” skrives: Fra forskellige Egne har man i den sidste Tid læst om, at Kreaturer er døde af Underernæring.

I en Kommune  i den østlige Del af Haderslev Kreds er der ogsaa forefaldet et saadant Tilfælde, at en Mand i Marts Maaned har mistet begge Heste af Underernæring. Ogsaa flere Stykker Ungkreaturer er døde for ham. Høet solgte han sidste Sommer og ligeledes Roerne i Efteraaret. Flere Vognladninger Roer, som han i Efteraaret ikke fik afleveret, lod han ligge og raadne paa Marken i Stedet for at føre dem hjem til Kreaturerne, som næsten kun er fodret med overgemt gammelt Halm. Fra midt i Marts har han haft Kreaturerne paa Græs, da Foderet allerede var sluppet op. Kreaturerne var saa magre, at de ligefrem dinglede, naar de bevægede sig.

Haardt ramt af Krigen

Gæstgiver Klüver i Emmelsbøl ved Nibøl er bleven særlig haardt hjemsøgt af Krigen. Allerede i det første Krigsaar faldt en haabefuld Søn, derpaa noget senere en Svigersøn. Nu er hans yngste Søn afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret. En Søn er bleven hjempermitteret som Krigsbeskadiget.


Fra Felten


Faldne

Enke Margrete Hansen i Kjelstrupskov ved Holebøl har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Hans Christian den 21. Marts er falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han blev 28 Aar gammel.

Enke efter Sparekassebogholder Bruhn i Sønderborg meddeler, at hendes Søn Barthold er falden under et Stormangreb ved Vestfronten den 23. Marts. Den Faldne, der tjente som Reserve-Løjtnant og Bataillons-Adjutant, var Indehaver af Jernkorset af 1. og 2. Klasse, den bajerske Sølv-Tapperheds-Medaille og Fortjenstkorset af 2. og 3. Klasse.

Hans Møller, Stifsøn af Hans Mathiesen i Sjellerup paa Als, er den 21. Marts falden under et Stormangreb i en Alder af 22 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndagen den 21. April i Egen Kirke.

Gaardejer Ingvart Madsen i Hajstrup ved Øsby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans ældste Søn, Peter, der har været indkaldt i 3 Aar som Infanterist, er falden den 25. Marts. Han blev næppe 23 Aar gammel.

Nis Lund og Hustru i Høkkelbjerg ved Kristiansfelt har modtaget det Sorgens Budskab, at deres Søn Laurids  den 21. Marts er falden paa Slagmarken. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham paa Tirsdag den 16. April om Eftermiddagen Kl. 2½ i Tyrstrup Kirke.

Døde paa Lasaret

Arbejdsmand Fr. Boysen paa Store Klingbjerg i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Christian, der blev saaret den 23. Marts, er død paa et Lasaret den 27. Marts. Han blev kun 22 Aar gammel. Den unge Mand, som var Landmand, har været med i 2½ Aar. Fr. Boysen har endnu to Sønner med ved Fronten.

Friedrich Hasselmann, yngste Søn af tidligere Fysikus Dr. Hasselmann i Haderslev, der har været med i Felten siden Efteraaret 1916, er den 25. Marts i Aar død paa et Lasaret i Livland som Følge af Lungebetændelse. Han efterlader sig Hustru og 3 smaa Børn.

Død i Fangenskab

Om Taksameterejer Heinrich Knudsen fra Smedegade i Haderslev har hans Hustru ifølge “Dv.” modtaget det smertelige Budskab, at han er afgaaet ved Døden i engelsk Fangenskab. Den Afdøde, som blev taget til Fange i Efteraaret, var en flittig og flink Mand, der var vellidt af alle, som kendte ham. Han var en Mand i sin bedste Alder.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Arlt fra Ringenæs, Johan Hellesø fra Holm Mark, Martin Jørgensen fra Kvistrup og Underofficer Hermann Kemper fra Astrup, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Bud fra Fangenskabet

Hans Jensen Callesen fra Øster-Gammelby ved Visby, der faldt i Fangenskab den 27. Oktober i Fjor, havde i længere Tid ikke ladet høre fra sig; men nu har hans Hustru atter faaet Efterretning fra ham, at han efter Omstændighederne har det godt. Hans Adresse er: Gie P. G. Nr. 118, par le Bureau de Renseignements, Erole Militaire, Paris.

Forfremmet

Eduard Schoop, Søn af Enke Schoop i Badstuegade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp. bleven forfremmet til Underofficer.

Dekoreret

Richard Hempel fra Sønderborg, der tjener som Kanoner ved Vestfronten, har ifølge “S. Z.” faaet tildelt Jernkorset.

Saarede

Løjtnant Jebe, eneste Søn af Oberstløjtnant Jebe i Aabenraa, er under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret af en Geværkugle i det ene Laar. Den unge Jebe har været med siden Krigens Begyndelse. Hans Fader gør ogsaa Krigstjeneste.

Andreas Schnidtgaard fra Ris-Hjarup ved Aabenraa meddeler os, at han er bleven let saaret og for Tiden ligger paa et Krigslasaret.

Peter Jørgensen, Søn af Gaardejer Martin Jørgensen i Jernhyt ved Hammelev, er ifølge “Dv.” den 21. Marts bleven saaret for anden Gang. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Bonn.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Rangstrup fra Aabenraa haardt saaret og Vicefeldwebel Wilhelm Rothmeier fra Løjtkirkeby let saaret.

(Læs hele Hejmdal fra 11. april 1918)

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

8. april 1918 – Hejmdal: En krans fra en russisk krigsfange

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Krans


En russiske Fanges Tanker tilegnet det Land, der gav ham Husly

Oprettelsen af Fangelejre i de neutrale Stater for syge og saarede Krigsfanger viser sig mere og mere som en Velgerning overfor Fangerne, der vækker deres dybeste Taknemmelighed. Vi har før bragt flere Udtalelser af østerrigske Fanger, som har opholdt sig i Lejren ved Hald. I Dag aftrykker vi nedenstaaende Stemningsudbrud, som en russisk Krigsfange i Horserødlejren i disse Dage har sendt Bladet “København”:

Hvilken Krans skal jeg flette Dig, Du lille, gode Land til Tak for din Godhed og din Ømhed?

Vi kom til Dig, trætte og forpinte af Fangenskabets Lænker. Vore Skuldre var krumbøjede af Fangenskabets Møje, Lidelserne havde ridset Rynker i vore Ansigter og dækket vore trætte Hoveder med graa Haar. Men saa kom vi til Dig. Og Du modtog os med et venligt Smil, med Foraarets Blomster.

Hvilken Krans kan vi flette til Dig for din Menneskekærlighed? Vi er saa fattige.

I vore Hjerter er der ingen Blomster – dem knuste Livet for os; der er ingen Sange – de er forlængst forstummede.

I vore Hjerter er kun tavse Taarer bleven tilbage. Tag nu denne Taarekrans fra os. Det er det dyrebareste, vi har – det dyrebareste, vi har tilbage. Tag denne Krans fra os. Vi er forvissede om, at der vil komme nye Tider, da Blomsterne ikke skal vædes med Blod, da Moderen ikke mere vil sørge paa sin Søns Grav, da Menneskehjertet igen vil fyldes af Kærlighed.

Da vil Kærlighedens og Sandhedens Sol atter skinne klart; i dens lyse Straaler vil vor Taarekrans blive til Guirlander af evig blomstrende Roser.

Modtag denne Sørgekrans flettet af vore taknemmelig Hjerter.

Horserød, Marts 1918.    


Dagens Nyheder


Sukkerpriserne

Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at Detailhandelsprisen for hugget Sukker er 42 og for Strøsukker 40 Penning Pundet.

Mange Vakencer

Kredsskoleinspektør Schacht i Aabenraa bekendtgør, at der er en Lærerplads vakant i hvert af Skoledistrikterne Nørre-Hjarup, Hostrupskov, Varnæs, Kværs og Alnor og en Lærerindeplads i hvert af Skoledistrikerne Skovby ved Løjtkirkeby og Hønkys.

I Varnæs og Hønkys ønskes der og i Nørre-Hjarup, Hostrupskov og Kværs kræves der Kendskab til det danske Sprog.

En tapper ung Pige

Da en ung Pige i Klovtoft for nogle Nætter siden fik heftig Tandpine, kunne hun ikke se anden Udvej end at praktisere det i fordums Dage benyttede Raad: en Traad og et Dørgreb. Paa den Maade smækkede der to store Kindtænder fra Overkæben mod Døren.

Det skyldes Sandheden at fortælle, at den unge Pige besvimede tre Gange under Operationen.

En Krigsstiftelse

“Sonderburger Zeitung” meddeler, at Hertug Ernst Günther af Slesvig-Holsten har til Hensigt paa de hertugelige Godser at kalde en Krigsstiftelse paa 100.000 Mark til Live, der skal komme de Krigsbeskadigede til gode.   


Fra Felten


29. 3. 1918

Undertegnede Nordslesviger ønsker gennem Bladets Spalter at sende en venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten.

Mathias Christiansen fra Felsted.

Venlige Hilsener til Venner baade hjemme og ved Fronten.

Niels Koch fra Aabenraa.

 

Venner og Bekendte baade hjemme og ved Fronten sendes hermed en venlig Hilsen.

Helvig Behrend fra Øbjerg.

 

26. 3. 18.

En Tak til Bladet, fordi det hidindtil regelmæssigt er kommen til mig her. I Haab om at den Tid maa komme, da dets Vej ikke behøver være saa lang for at finde mig, sendes Hilsener til Venner og Bekendte i vort elskede Hjemland.

Landstormsmand Höhg fra Mellerup.

 

Faldne

Johannes Krüger, Søn af Tandtekniker L. Krüger i Jernbanegade i Sønderborg, er falden den 25. Marts, ramt af et Skud i Hovedet. Den Faldne, der var Indehaver af Jernkorset og det mecklenborgske Fortjenstekors, blev kun rigeligt 21 Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Officers-Stedfortræder Friedrich Sørensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er falden.

Død paa Lasaret

Mads Holst fra Skrydstrup Mark er Langfredag Aften afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret i en Alder af 28 Aar. Dervil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 14. April i Tilslutning til Gudstjenesten.

Kvæstet

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Johan Nissen fra Styding den 31. December 1916 er bleven kvæstet ved et Uheld.

Saarede

Gaardejer Nicolaj Krogh fra Rougstrup er bleven saaret i venstre Ben og ligger i følge “Dv.” nu paa Lasarettet i Haderslev.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Jochimsen fra Varnæs og Gustav Toerper fra Sønderborg haardt saaret, medens Karl Jacobsen fra Rødekro meldes let saaret.

Faaet Foden knust

Snedker Johannes Schubert fra Aabenraa, der har deltaget i Krigen siden dens Begyndelse, har været saaret tre Gange og er bleven forfremmet til Sergent, har under de sidste haarde Kampe faaet den venstre Fod knust.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Jes Andersen fra Vedsted, Andreas Andresen fra Broager, Underofficer Lauritz Beck fra Vonsbæk, Mathias Carstensen fra Ullerup, Kaptajn i Reserven Hermann Christiansen fra Aabenraa, Otto Classen fra Egernsund, Jens Dall fra Over Aastrup, Underofficer Nis Damm fra Kasø, Underofficer Marius Faaborg fra Løjtkirkeby, Johan Frøhlich fra Ullerup, Gefreiter Andreas Gram fra Gaansager, Jørgen Gregersen fra Skodsbøl, Vicefeldwebel Ingvard Hansen fra Aarø, Gefreiter Peter Hansen fra Hydevad, Gefreiter Karl Hejn fra Arnum, Sanitets-Underofficer Peter Holm fra Vojens, Johan Ingversen fra Sillerup Mark, Karl Jakobs fra Aabenraa, August Jespersen fra Jordkær, Valdemar Jessen fra Mølby, Jørgen Jørgensen fra Broager, Jørgen Kjær fra Hejsager, Johannes Kjelsmark fra Skrydstrup, Heinrich Knudsen fra Hejsager, Willy Lorenz fra Skærbæk, Peter Møller fra Johanneshvile, Niels Nørgaard fra Hvidding, Johan Oesten fra Aabenraa, Lauritz Paulsen fra Genner, Jens Petersen fra Branderup, Theodor Seeberg fra Brendstrup, Hartmuth Tiedgen fra Broager, Gefreiter Christian Weber fra Ladegaard I Christian Wolff fra Stenderup, som hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekorerede

Johan Hauser, Søn af Toldopsynsmand Hauser i Haderslev, der tjener som Vice-Feldwebel, har ifølge “Schl. Gr.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.

Følgende Krigsdeltagere er blevne dekorerede med Jernkorset af anden Klasse: Nicolai Jacobsen, Søn af Parcellist Peter Jacobsen i Broager, Anton Petersen fra Badstuegade i Haderslev og Jørgen Prinds fra Ullerup ved Toftlund.

(Læs hele Hejmdal fra 8. april 1918)

5. april 1918 – Hejmdal: Påske-hilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Indkvarterings-Pengene

for Infanteriet i Aabenraa anvises for Marts Maaned i Morgen, Lørdag den 6. April, fra Klokken 11 til 1 paa Politikontoret der i Byen.

Fiskerbaade

Magistraten i Aabenraa meddeler, at alle Ejere af Fiskerbaade indtil den 10. April skal lade sig indtegne i den hos Havnemesteren fremliggende Fortegnelse under Angivelse af Antallet af deres Baade for at kunne faa den foreskrevne Betegnelse tildelt.

Tyvekomplot (Dv.)

I Vinterens Løb er der i Omegnen af Jels, t. E. Grønnebæk og Hennekedsdam, bleven stjaalet adskillige Ting, særligt Fødevarer.

Mistanken var rettet mod en attenaarig Dreng, hvis Fader for nogen Tid siden er indvandret til Egnen sydfra, og omsider lykkedes det ogsaa Politiet at komme paa Spor efter Gerningsmændene. Det var et helt lille Tyvekomplot af store Drenge omkring Syttenaarsalderen.

Hovedmanden, den attenaarige Dreng, blev anholdt og indsat i Fattiggaardens Arrestlokale; men om Natten brød han ud og flygtede nordpaa. Siden har Tyverierne hørt op.

Ved Nævningeretten i Toftlund

forhandledes i Onsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Anklager, medens Kommuneforstander Christensen fra Galsted fungerede som Nævninger, følgede Sager:

Fru Ibsen fra Lundsmark var anklaget for i December Maaned i Fjor at have slagtet uden Tilladelse. Under Antagelse af formidlende Omstændigheder, fordi Manden er i Felten og hun sidder med en stor Børneflok, lød Dommen paa en Bøde paa 60 Mark.

Helvig Behrent fra Øbjerg havde faaet en Bøde paa 300 Mk., fordi hun i Fjor havde slagtet uden Tilladelse, men havde krævet retslag Afgørelse. Bøden blev nedsat til 100 Mark.

Tjenestekarl Anton N. Hansen fra Vesterbæk blev idømt en Bøde paa 120 Mk., fordi han var gaaet over Grænsen, uden som dansk Undersaat at have foretaget nogen Afmeldelse.

Gaardejer Niels Mikkelsen fra Astrup fik en Bøde paa 300 Mark, fordi han i Fjor havde taget over Højestepris for Kartofler. Ved Bødens Fastsættelse toges der Hensyn til, at Mikkelsen er en formuende Mand.

Slagter Petersen fra Stærbæk blev idømt en Bøde paa 100 Mark for at have undladt at aflevere Fedtstoffer fra Slagtningen.

Stort Fund (T. Z.)

To Lærlinge fra Højer fandt kort før Paaske paa Chausseen i Nærheden af Tønder en Tegnebog med 5000 Mark i og Militærpapirer tilhørende en Mand fra Visby.

Da de bragte Ejeren Tegnebogen, havde han endnu ikke opdaget, at han havde tabt den. Han gav dem 5 Mark i Findeløn, men skal have lovet senere at give dem mere.


Fra Felten


d. 22 marts 1918

Slægt og Venner derhjemme sendes hermed en venlig Hilsen og Ønsket om en glædelig Paaske.

Peter Paulsen fra Skovbøl

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner. Paa et godt Gensyn derhjemme!

Christian Møller fra Kirkegaardsvejen i Aabenraa.

 

I Felten d. 22. 3. 18.

Vi beder Bladet om at overbringe Venner og Slægtninger derude og hjemme vor hjerteligste Paaskehilsen, med Ønsket om et Glædeligt Gensyn.

Laue J. Bill fra Ris-Hjarup.

 

En hjertelig Paaskehilsen til Slægt og Venner. Paa Gensyn i vort kære Nordslesvig.

Asmus Juhler fra Svejrup.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes Venner og Bekendte venlige Paaskehilsener.

Chr. Lassen fra Kværs.

 

Faldne

Møller Overgaard i Sverdrup i Øsby Sogn har ifølge “Dv.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Mads, der tjente ved et Maskingevær-Kompagni, er falden.

Landmand Christian Hede fra Langetved ved Rødding, der deltog i Krigen som Landeværnsmand, er falden i den sidste Tids voldsomme Kampe paa Vestfronten. Den Afdøde var ugift.

Død af sine Saar

Fru Schulz i Aabøl modtog anden Paaskedag den sørgelige Efterretning, at hendes Mand er død af de Saar, han for nogle Dage siden fik ved Fronten.

Retslig erklæret død

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Iver Lydiksen fra Lunding retslig er erklæret for død.

Saarede

Viggo Hartmann, Søn af afdøde Blikkenslagermester Hartmann i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et skud i den venstre Overarm.

Jens Jønsson fra Seggelund, der har været med i de sidste Dages haarde Kampe, har ifølge “Dv.” skrevet hjem, at han er bleven saaret i Halsen af en Shrapnellkugle. Han ligger i et Lasaret nede i Tyskland.

Landmand Wolter fra Hjertingskov ved Rødding er bleven saaret under den sidste Tids svære Kampe ved Vestfronten.

Gefreiter Jens Weismann fra Hygum Mark er bleven saaret for anden Gang, denne Gang haardt af et Skud igennem højre Bryst og Lunge. Han ligger nu paa et Feltlasaret.

I Bedring

Landmand Jørgen Skovmand fra Hjertingskov, der, som meddelt, sidst i Februar blev haardt saaret i Ryggen ved Vestfronten og henligger paa et Lasaret i Mühlheim i Egnen ved Essen, er nu i langsom fremadskridende Bedring, meddeler han sine Forældre.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Thomsen fra Dybbøl Mark og Simon Fisker fra Jels, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Forfremmede

To Svigersønner af Sabelmagermester Hünersen i Aabenraa, Hermann Mommen og Heinrich Schelling, af hvilke den Førstnævnte staar i Tyrkiet og den Sidstnævnte i Frankrig, er ifølge “A. T.” blevne forfremmede til Sergenter.

Mathias Christiansen fra Felsted er bleven forfremmet til Underofficer.

P. Schmidt fra Præstegade i Haderslev er ifølge “S. G.” ligeledes bleven forfremmet til Underofficer.

Nikolaj Petersen fra Rejsby er ifølge “B. T.” bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent.

(Læs hele Hejmdal fra 5. april 1918)

2. april 1918 – Hejmdal: Sårede soldaters arbejde

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Haderslev Kredsdag

holdt ifølge “Dv.” i Onsdags Møde paa Kredshjulet i Haderslev.

Landraaden talte Mindeord over de siden sidste Møde bortgangne Medlemmer, Dr. Wette, som er falden, og afdøde Dr. Martens. Derefter indførtes deres Efterfølgere, Domæneforpagter Schwerdtfeger paa Taarninggaard, og Dr. P. Meyer i Haderslev.

Fra Firmatet W. L. Schütze i Haderslev, som trykker Kredsbladet, forelaa der Andragende om en Forhøjelse af Betalingen som Følge af de stærk stigende Udgifter til Papir, Arbejdsløn osv. Andragendet godkendtes og vedtoges enstemmigt.

Der forelaa Andragende om at godkende Ansættelsen af en yderligere Søster eller Plejerske til at sige af Børneplejen i Kredsen. Den dertil nødvendige Sum bevilgedes enstemmigt.

Ligeledes vedtoges enstemmigt Oprettelsen af et Centralsted for den offentlige Velfærdspleje i Kredsen. Dette Centralsted skal være Midtpunkt for Børnepleje, Tuberkulosebekæmpelse, Omsorgen for Krigsinvaliderne og de Faldnes Efterladte osv. osv. Det drejer sig nærmest om en Centralisering af en Række Virksomheder, der allerede er i Gang, og som rimeligvis vil faa stadig større Omfang.

[…]

Stjaalet Haandtaske (A. T.)

Da Fru Freidrichsen fra Sønderport i Aabenraa i Fredags var i Flensborg for at besøge sin Mand, der ligger paa Lasarettet der i Byen, blev der hende paa Banegaarden ved Indstigningen i Toget frastjaalet en Haandtaske.

Paaskeforlystelser

Til Trods for Tidens Alvor har det i Aabenraa og Omegn ikke skortet paa Forlystelser i Paasken.

Paa første Paaskedag var der stor Militærkoncert i Teatret, Koncert paa Galgebakken og stor Koncert paa “Knappen”.

Paa anden Paaskedag var der Forestilling i Teatret, hvor der opførtes et Lystspil, “Tante Lotte”, og en hamborgsk Lokal-Farce med Gang, “Die Hamster-Riefe”, hos Gæstgiver Borchers Koncert endvidere Teaterforestilling i Rødekro, hvor der ligeledes opførtes et Lystspil med Gang, og endelig Militærkoncert i Lundsbjerg Kro.

Udmærkelser (S. Z.)

Fru Borgmesterinde Dr. Petersen i Sønderborg har faaet tildelt “Røde-Kors”-Medaillen af 2. Klasse, medens Fru Rymann i Mommark og Købmand Karl Bock i Sønderborg har faaet “Røde-Kors”-Medaillen af 3. Klasse.

Udmærkelse (S. Z.)

Amtsretssektretær Bill i Nordborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Saarede Soldaters Arbejde

I Gaar Eftermiddags aabnedes i Kredshjulets Sal i Haderslev en lille Udstilling af saarede Soldaters Arbejde. Ialt drejer det sig om 204 Numre.

De udstillede Ting er et Vidnesbyrd om, hvad Menneskesnille kan hitte paa, naar Virksomhedstrangen er begrænset. De Besøgende vil forbavses, naar de ser, at en saaret Bager har syet et pænt lille Tæppe, en Stenhugger en Haandtaske, en Murer et Forklæde og en Grovsmed en Barnesmække.

De udstillede Genstande er til Fals og sælges til Fordel for “Røde Kors” i Kiel, mens Adgangspengene fra Museets Udstilling tilfalder “Vaterländischer Frauen-Vereins” Samlested i Haderslev.

Udstillingen vil være tilgængelig for Publikum i 8-14 Dage.

Krigslaan (T. Z.)

Byraadet i Tønder har vedtaget at tegne 200.000 Mark paa det 8. Krigslaan.

Tønder By har dermed ialt tegnet 1¼ Million Mark i Krigslaan.


Fra Felten


De Reddede fra Krigsskibet “Breslau”

Listen over Reddede fra Krigsskibet “Breslau” ligger nu fremme paa Oplysningskontoret paa Raadhuset (Værelse 28) i Flensborg. Officerer og Mandskab er internerede i Mudras paa Øen Lemnos. Den nøjagtige Adresse af hver enkelt af de Reddede kan faas at vide paa Oplysningskontoret.

I Fangenskab

Gottlieb Jochens, en Søn af Smed Jochens i Skibbrogade i Aabenraa, er kommen i engelsk Fangenskab den 27. Februar. Forældrene har faaet hans Ejendele tilbage den 4. Marts med den Bemærkning, at han var savnet. Den 28. Marts modtog Forældrene gennem Røde Kors i Svejts Meddelse om, at han var i engelsk Fangenskab. Gottlieb Jochens Adresse var: Gottlieb Jochens, Nr. 669, Prisoner of War Comp. 40 B. E. F. France.

(Læs hele Hejmdal fra 2. april 1918)

30. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: nervechok

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mistet tale-evnen ved et nervechok

Asmus Christensen fra Egernsund ved Graasten fik for 2 aar siden, da han ved Vestfronten blev begravet under jordmasser, et stærkt nervechok, hvorved han ogsaa mistede mælet. Han blev som følge af den svære fejl permitteret, da man holdt ham for uhelbredelig. Nu er han for en 7-8 uger siden atter bleven indkaldt for at komme under behandling og befinder sig i militæranstalten i Friedrichsberg ved Wandsbek, hvor han er bleven behandlet af nervespecialisten Dr. Kafka med et saa heldigt resultat, at taleevnen næsten uhindret har indfundet sig igen. Christensen har i nogle dage været hjemme paa rekreationsophold.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Harald Hoeck fra Rinkenæs er død af sygdom.

Johannes Boisen, søn af tidligere gaardejer Johannes Boisen i Moltrup, nu i Haderslev, er falden, dræbt af en flyver. Der er endnu en søn, Christian Boisen, med i krigen.

Saarede

Underofficer Anton Petersen fra Hajstrup er bleven kvæstet.

Heinrich Sommer fra Rødekro er bleven saaret den 16. april 1916.

Underofficer Lauritz Andersen fra Skærbæk og Andreas Olsen fra Ris-Hjarup meldes haardt saaret.

28. marts 1918 – Johannes Ankersen: “… En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.

Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.

Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.

Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.

Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.

Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.

Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.

– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.

Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.

– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.

Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

28. marts 1918. En officer og kammerat fra Ditmarsken

Frederik Møller, Aabenraa, beretter om en episode under marts-offensiven

Da den store offensiv på Vestfronten havde stået på en uges tid, var vi kommet et godt stykke vej frem vest for St. Quentin. Det var den 28. marts.

Vi lå med vort regiment ude i forreste Linie, og min bestilling var at skaffe ammunition frem til vore lette maskingeværer.

De engelske styrker var efterhånden blevet fuldstændig kampudygtige og var taget ud af linierne, Til afløsning for dem havde man sat franske tropper ind i forsvaret.

Vor deling lå i umiddelbar nærhed af disse styrker, og vor stilling var ganske ubeskyttet. Dækning var der ikke noget af, og både franske og tyske granater gik ned imellem os. Vi var alle klar over, at vi kunne blive ramt af splinter hvert øjeblik.

Vor udmærkede og afholdte kompagnifører befandt sig imellem os. Han opholdt sig lidt til højre fra den plads, jeg indtog.

En af mine kammerater var blevet såret og skulle nødvendigvis skaffes tilbage. Kompagniføreren, en ung løjtnant, Halk hed han og var fra Ditmarsken, kom da hen til mig og anmodede mig om at ledsage den hårdtsårede tilbage til forbindspladsen, der befandt sig på et slot lidt over 200 meter bag vor stilling, Han indtog da min plads, selv om det var en af de mest udsatte.

Imidlertid parerede jeg ordre. Jeg skaffede to stænger til veje, spændte en teltdug ud imellem dem og anbragte den sårede på den primitive båre. Sammen med en anden kammerat udførte vi derefter den besværlige transport tilbage til forbindspladsen.

Denne havde til huse i slottets kælder, og her måtte de mere eller mindre sårede opholde sig, indtil det vær muligt at transportere dem tilbage til St. Quentin, hvor man havde oprettet et feltlazaret.

Da vi kom tilbage til vor linie, viste det sig, at vor brave kompagnifører, der under mit fravær havde indtaget min post, var blevet ramt af en stor granatsplint og var hårdt såret. Man havde bragt ham tilbage til forbindspladsen i slottet, men hans sår var af en sådan art, at han ikke klarede den.

Vi var alle kede af dette tab, for en bedre og mere forstående officer skulle man lede længe efter. Vi følte, at han var ganske uerstattelig, og at vi ikke blot havde mistet en dygtig kompagnifører, men også en god og helstøbt kammerat.

Jeg personlig havde en fornemmelse af, at han ved at indtage min farefulde plads havde ofret sit unge liv for at frelse mit. Det skal jeg aldrig glemme ham.

Når der mellem frontsoldater ofte blev nævnt, at officererne forstod at finde nogle sikre dækstillinger, passer det ikke i dette tilfælde, og jeg kan nævne andre episoder, hvor officererne blev på deres post midt imellem soldaterne, stod last og brast med dem under alle forhold.

DSK-årbøger 1963

23. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: flyverulykke ved Aabenraa

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En flyverulykke ved Aabenraa

For ca. 14 dage siden skete der ved Aabenraa en flyverulykke, der kostede 2 mennesker livet. 2 mænd var steget op med flyvemaskine, der tilhører den i Aabenraa stationerede flyver-afdeling. Under flyvningen fik maskinen motorskade og flyverne maatte lande i glideflugt, men ved landingen gav det et stærkt stød i maskinen. Derved eksploderede benzinbeholderen og hele maskinen kom i brand. De to flyvere blev livsfarligt forbrændt. De førtes til Aabenraa sygehus, hvor de kort efter døde.

Falden

Jørgen Rasmussen fra Holm ved Nordborg er død af sygdom.

Saarede

Walther Sprenger, søn af lærer Sprenger i Augustenborg, der tjener som vice-feldwebel, er bleven haardt saaret af et granatskud i begge ben. Han ligger nu paa et lazaret i Flandern.

I fangenskab

Johann Knutzen fra Tombøl er i fangenskab. 

21. marts 1918 – Jørgen Friis: “Trommeilden blev ved til henimod middag”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21.3.1918

Min egen kære Inger!
… Det har været en stor kampdag idag. De stakkels mennesker, som har været med dertil. Nu ligger mange af dem døde derude, og mange stakler ligger og vånder dem af deres sår. Det er forskrækkeligt at tænke sig, at så mange mennesker sådan skal miste livet og flere blive krøblinge for livstid. Hvor har jeg meget at takke for, at jeg slap for at komme med til dette forfærdelige.

Du har jo vist fået nogle tyske kort fra mig i den sidste tid. Alt skulle være så hemmeligt, og derfor måtte vi kun skrive kort, som blev censurerede af en officer.

Da vi kom hertil byen, holdt der 8 syge- automobiler, og en morgen for et par dage siden var de forsvundet. Så vidste vi nok, at det snart ville gå løs.

Det vidste vi også nok forinden, at det omkring ved den 20. skulle gå løs, men det måtte jeg jo ikke skrive. Men i går blev det fortalt, at der i morgenstunden skulle begyndes på offensiven, som er bleven forberedt i lang tid.

Sådan en mængde soldater, som her er kommet igennem byen, og vogne af alle mulige slags, automobiler og kanoner. Ja, hvem, der ikke har set noget lignende, kan ingen begreb gøre sig om den færdsel, der har været på vejene.

Så i morgenstunden begyndte kanonerne at tordne. Det var trommeild ligesom i Flandern, men tyskerne har nok skudt meget med gasgranater, og det er noget frygteligt noget.

Trommeilden blev ved til henimod middag, men henimod kl. 10 skulle tyskerne storme, og efter de rygter, der er nået hertil, er englænderne nok slået tilbage. Lige til aften kom der en hel del sygeautomobiler her gennem byen, og flere af dem havde bivogne med. Derpå kom der et sanitetskomp.

Man kan nok forstå, at der er noget at bestille for dem. Nu lige kom der en hel del fangne engelskmænd her forbi. Unge stærke folk så det ud til at være…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

18. februar 1918 – Hejmdal: Krigens spor

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Udlovet Belønning
Den stedfortrædende kommanderende General v. Falk i Altona udlover en Belønning paa 3000 Mark, der fra privat Side er blevne stillede til hans Raadighed, til den, ved hvis Hjælp det for første Gang lykkes at overbevise en fra engelsk eller amerikansk Side lønnet Agent om at have ophidset Arbejderstanden til Strejke, navnlig om at have uddelt Flyveblade i Korpsdistriktet.
     Hvis der er flere om at yde Hjælpen, afgør General v. Falk, hvorledes Beløbet skal fordeles. Udelukkede fra Belønningen er Personer, der i Henhold til deres Embede er forpligtede til at forfølge fjendtlige Agenter.
    Denne Udlovelse falder bort, hvis efter Generalens Skøn ingen har erhvervet sig Krav paa Belønningen inden den 20. Februar 1920 eller, hvis Krigen er ophørt før, inden Krigens Afslutning.

Krigens Spor
Nogle Aar før Krigens Udbrud købte to Brødre, Rasmus og Jørgen Damm fra Bovrup, en lille Gaard i Bodum ved Aabenraa. Jorden var i en daarlig Forfatning, men begge Brødrene var dygtige og flittige Landmænd, og da Lykken fulgte deres Arbejde, viste det sig snart, at der var kommet en fornøjelig Gang i Driften.
    Saa kom Aaret 1914. Kornmarkerne stod saa frodige, og Høsten havde allerede begyndt, da Krigen brød ud. Jørgen Damm, den yngre af Brødrene, der havde tjent som aktiv Soldat, maatte straks af Sted i Felten. Hans Broder Rasmus tog derpaa saa meget des mere ihærdigt fat, idet han i Forventning om en snarlig afslutning af Krigen nærede det Haab, at Jørgen om føje Tid vilde vende tilbage.
    Men det kom anderledes. Krigen fortsattes, og allerede i 1915 blev ogsaa Rasmus indkaldt. Ejendommens Drift maatte nu overlades til Fremmede: en Husholderske og en Dreng. Husholdersken var dygtig og energisk, og Drengen var flittig, saa at Arbejdet saa vidt som nogenlunde muligt vedblev at gaa i sin gamle Gænge. Men i Sommeren 1916 meldtes det, at Rasmus Damm var savnet. Jørgen, der endnu stadig laa ved Fronten, haabede dog vedvarende, at Broderen var kommen i Fangenskab; men hidindtil savnes enhver Stadfæstelse af denne Forventning.
    Og i disse Dage er der kommet officiel Efterretning om, at Jørgen Damm, der ved Slutningen af det forløbne Aar var bleven meget haardt saaret, den 31. December er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. Han blev 33½ Aar gammel.
    Nu er altsaa Hjemmet i Bodum opløst. Den nordslesvigske Befolkning har atter mistet et Par af sine driftigste Sønner, og Egnens Beboere vil længe føle Savnet af to af deres bedste Venner og mest trofaste Naboer.
    Haardest rammer Slaget imidlertid dog Familien, saa meget des mere, som den allerede i Forvejen var bleven noksom hjemsøgt af Krigens ubarmhjertige Haand; thi af to andre Brødre, Johan og Peter, er den ene falden og den anden i Fangenskab.

Udmærkelser
Fortjenstkorset for Krigshjælp er blevet tildelt: Bykasserer Baus, Direktør Matzdorff, Raadmand Tams, Kredsassistent Heinr. Meier, Kredsassistent Peter Petersen, Gehejme Medicinalraad Dr. Hansen, Magistrats-Bureauassistent Joh. Fr. Jensen, Politivagtmester Lauesen, tidligere Retsfuldbyrder Otto, Marketenderi-Forpagter Schmidt, Fru Bygningsraad Jablonovski og Fru Seminarielærer Michelsen, alle i Haderslev, samt Overvagtmester Prizel i Gram, Vagtmester Schäfers i Vojens, Vagtmester Wollesen i Hvidding, Hjælpevagtmester Zacharias i Vedsted, Kommuneforstander og Lærer Frost i Halk og Kommuneforstander og Lærer Johannsen i Hvidding. 


Fra Felten


Dekorerede
Hans Alexandersen, Søn af Gaardejer Jørgen Alexandersen i Sottrup i Sundeved, der i Forvejen var Indehaver af Jernkorset af anden Klasse og det hamborgske Hanseatkors, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse som Anerkendelse for, at han under et af de sidste haarde Slag paa Vestfronten reddede et Par saarede Officerer ud af Ilden.
   Christian Thastesen, Søn af Handelsmand Thastesen i Øster-Løgum, der har været med siden 1914 ved de forskellige Fronter, som blev haardt saaret i Rumænien i 1917 og som for Tiden ligger paa et Lasaret efter et Uheld, han har haft med det ene Knæ, og Arbejdsmand Hans Peter Bramsen fra Damager ved Haderslev har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Forfremmet
Student Holger Jepsen fra Rørkjær ved Tønder, der ligger ved Fronten i Rumænien, er ifølge “V. T.” bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven.

 

(Læs hele Hejmdal fra 18. februar 1918)

12. februar 1918 – Hejmdal: Mindegudstjeneste

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Forbudt Forretning
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at det ved Kredsbestemmelse af 8. Februar i Aar er blevet forbudt Kolonialvare-Handlerske Enke Helene Lock paa Storegade Nr. 19 i Aabenraa at handle videre med daglige Nødvendighedsgenstand, i Særdeleshed med Levnedsmidler af enhver Slags, da hun har vist sig at være utilforladelig.
     Dette bekendtgøres som Advarsel for Indehavere af de andre Levnedsmiddel-Forretninger.

Mindegudstjeneste
I Nordborg Menighed holdtes i Søndags Mindegudstjeneste over Marius Gadmand fra Holm, død ved Arras efter at være haardt saaret d. 9. April 1917, og over Daniel Bladt fra Nordborg, falden ved Ypern d. 27. November s. A.
     Begges Mødre er Enker. Marius Gadmands Moder har tillige haft 3 Svigersønner, som har været haardt med: én er falden, én er bleven Krigsindvalid, og en tredje er i engelsk Fangenskab. Hendes sidste og yngste Søn er indkaldt. Daniel Bladt var sin Moders eneste Søn.


Fra Felten


Faldne
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christen Krogh fra Oksbøl og Mathias Madsen fra Damkobbel paa Kajnæs er faldne.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Niels Holm fra Vester-Gasse haardt saaret og Klaus Bøllner fra Felsted, Hans Jensen fra Ringenæs, Hans Jessen fra Lilholt og Alfred Opitz fra Øvre-Kjestrupmark let saarede.

Savnet
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Kræmer fra Adserballeskov savnet.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Bonde fra Købingsmark er falden i Fangenskab og at Johannes Andersen fra Traasbøl, der hidtil har været meldt let saaret, er falden i Fangenskab den 16. April 1917.
     I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Over-Maskinistmat i Reserven Christian Hansen fra Bovrup er i engelsk Fangenskab, at Overmatros Hans Byriel fra Haderslev, der hidtil har været interneret, er i Fangenskab i Amerika og at Hjælpe-Dæksofficer Alfred Better fra Sønderborg, der hidtil har været i Fangenskab, er interneret i Svejts.

Dekorerede
Løjtnant Hans Husen, Søn af Enke Husen i Vestergade i Haderslev, der før Krigen var Kredsvejbygmester i Stormarn Kreds i Holsten, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
     Følgende Mænd har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse: Lærer Thorvald Jepsen ved Drenge-Borgerskolen i Aabenraa, der for et Aars Tid siden kom hjem som Krigsbeskadiget efter at have deltaget i Kampene i Galicien, Bureauforstander Knud P. Cleemann fra Aabenraa, der tjener som Landstormsmand ved Vestfronten, men for Tiden er hjemme paa Orlov i Toftlund, Christen Møller fra Sønderborg, der tjener ved 1. lotringske Infanteri-Regiment Nr. 130, Vilhelm Enderleit, Søn af Arbejdsmand Enderleit paa Bøndergaardene i Haderslev, og Jakob Damm, Søn af Gæstgiver Damm i “Thomashus” ved Haderslev, der har været med siden 1915.    

(Læs hele Hejmdal fra 12. februar 1918)