Tag-arkiv: sårede

18. april 1918 – Hejmdal: Hvad er et menneske?

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Landraad Schønberg

i Sønderborg har af Storhertugen af Baden faaet tildelt det storhertugelig badensiske Krigsfortjenstkors.

Hjemvendt fra engelsk Internering (S. Z.)

Sømand Petersen, en Broder til Søskendene Petersen, der ejer Beværtningen “Bürgerbräu” i Søndergade i Sønderborg, der har været interneret af Englænderne, er vendt hjem igen. Han havde for ca. 17 Aar siden forladt sin Fødeby og siden da faret til Søs, indtil han i 1917 blev interneret af Englænderne.

Mistet begge sine Sønner (Dv.)

Redaktør Mathiesens Enke i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab fra sin Mands Broder i Berlin, at han har mistet begge sine Sønner i samme Slag paa samme Sted. De dyb bedrøvede Forældre har nu kun en Datter tilbage.

Han vilde besøge sin Fader

En tre Aars Dreng, Søn af Redaktør Schrum i Vyk paa Før, fik forleden Dag den Tanke at ville besøge sin Fader, der har ligget ved Kystvagten paa Amrum, men nu allerede i nogen Tid har været ved Fronten. Drengen gik om Bord i Damperens Kahyt og kom først op, da Skibet lagde til ved Amrum. Folk tog sig af den Lille, og Bekendte sørgede for, at han Dagen efter kom hjem til den bekymrede Moder.


Fra Felten


Rejsebrev

Det er Paaskemorgen aarle. Jeg har Ranslen snøret og staar i Færd med at tage bort fra Hjemmet for atter at rejse sydpaa.

Alt for hurtigt forløb de faa Uger, jeg tilbragte hjemme paa Orlov. Der er endnu saa mangt og meget, der nødvendigt skulde gøres, men nu er Timen kommen, da jeg maa tage Afsked med de kære Slægtninge og atter trække i Soldatertrøjen. At jeg netop skal afsted i Dag. – Det er ikke netop i det mest straalende Humør, jeg begiver mig til Stationen for at tage med Smaabanen til Aabenraa. Der er faa Medrejsende i Kupéen, og jeg sidder og stirrer gennem en dugget, af Støv og Kulrøg tilsmudset Rude, ud  paa det Landskab, jeg kalder for min Hjemegn. Der mellem disse levende Hegn og let bølgende Bakker stod min Vugge, her ilede jeg som Dreng paa de bare Ben over Mark og Kær, til denne lille Plet knytter sig mine dyreste Minder. Nu skinner Morgensolens Straaler paa de nøgne Marker, hvor de første grønne Spirer og de første Tusindfryd er ved at titte frem.

Jeg naar efter en god Times Kørsel til Aabenraa, og skynder mig hen til Statsbanegaarden for at naa det første Tog. Paa Banegaarden staar et større publikum, og det kniber lidt at faa Plads i Toget, dog vi kanter os, og det gaar. Snart kører vi gennem Skovene ud til Rødekro, og efter at have skiftet Tog der, gaar det videre sydpaa. Jeg sidder tavs mellem mine Rejsefæller og ruger over mine triste Tanker. Hvad er et Menneske? En Orm, der kryber paa Jorden. Hvor let er vort Livs Lys udslukt! Og dog. Gud Fader i Himlem elsker denne lille Orm, og holder sin Haand over den.

Jeg vækkes omsider af slige Grublerier, da Toget ruller ind paa Banegaarden i Flensborg. Der bliver jeg Vidne til Afskedsscener, og mangt et “paa Gensyn” lyder efter det bortrullende Tog, da vi atter forlader Banegaarden. Videre gaar det gennem Angel. Et Sted skraar en Fodsti over Banen, ad hvilken Kirkegængere vandrer i Skarer. Er det Tidens Alvor, der drager Skarerne til Guds Hus, eller er det af gammel Vane, man i Dag gaar hen at bringe Præst og Degn deres Helligdagsoffer? Jeg ved det ikke, ingen kan se ind i et Menneskehjertes Dyb.

[…]

Da vi naar Gøttingen, er jeg endelig bleven lysvaagen, og i den svage Morgendæmring skimter man skovbeklædte Bjergkæder til begge Sider af Banelinjen. Ved Daggry naar vi til Cassel, en By, jeg kender fra et længere Ophold for to Aar siden. Jeg staar ved Vinduet og indaander den friske Luft, det rødmer i Øst fra den opgaaende Sol, et dejligt Landskab ligger for mig. Jeg sporer den største Lyst til at stige ud og vandre ud i Højskoven, den jeg kender fra utallige Udflugter, men jeg er alt sent paa Vej til min Troppeafdeling, og maa senest være der paa Tirsdag Morgen. Jeg maa da nøjes med at kaste længselsfulde Blikke ud efter de kendte Steder, til hvilke fredelige Minder knytter sig for mig. Mens Verdenskrigen rasede, fandt jeg her i flere Maaneder et Fristed. Vi kører genmmen Hessen, en Tur jeg har gjort flere Gange. Foraarssæden er alt lagt her, Engene grønne, det er en flittig Befolkning, der bor her i Hessen, det maa man lade den.

[…]

Vi passerer endelig over Rhinen, og nu gaar Turen vestpaa gennem Elsas. Landskabet her ligner det badensiske. Jeg nærmer mig Maalet for min Rejse, og vil afbryde min Rejseskildring, som ikke byder Læseren noget af særlig Interesse, men maaske en og anden dog interesserer sig for at vide, at Vaaren er paa Vej Nordpaa.

Eder hengivne, Th. K.


d. 9. 4. 1918

En venlighilsen til alle Venner og Bekendte i Hjemmet og i Felten.

H. Boysen fra Rødding

 

I Felten, den 10. 4. 18

Undertegnede sender Venner og Bekendte derhjemme mange venlige Hilsener med Haab om et glædeligt Gensyn.

Herm. Hunger fra Aabenraa.

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte i Haab om et lykkeligt Gensyn.

K. Schilling fra Sønderborg.

 

Faldne

Slagtersvend August Löschenkohl fra Nybro i Aabenraa, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Slagermester Clausen i Slotsgade, er falden paa den vestlige Krigsskueplads omkring ved 20 Aar gammel.

Købmandslærling Mathiesen, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Manufakturhandler Beck i Graasten, er ifølge “A. T.” falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han stammede fra Tønderegnen og var sine Forældres eneste Barn.

Landmand Chr. Ipsen i Ørslev ved Hellevad modtog i Lørdags den sørgelige Efteretning, at hans yngste Søn, Bernhard er falden den 2. April. Han har ifølge “Dv.” været indkaldt siden Krigens Begyndelse.

Enke efter Landboldsmand Nis Juhl paa Vestermark i Sønder-Vilstrup har ifølge “Dv.” i Søndags faaet den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Hans er falden. Med Meddelelsen fulgte hans Ejendele, Pengepung og Ur. Enken har endnu en Søn liggende ved Fronten.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Friedrich Hansen fra Bjerndrup ved Kliplev er falden.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Reserve-Overfyrbøder Wilhelm Vogler fra Sønderborg er død.

Døde paa Lasaret

I Gaar Aftes indløb her fra et Krigslasaret telegrafisk Meddelelse om, at Arbejdsmand Andreas Ravn fra Løjtkirkeby var afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret under Kampene ved Vestfronten. Den Afdøde, der blev 41 Aar gammel, efter sig Enke og et Barn.

Markus Frank, Søn af Blikkenslagermester Frank i Augustenborg, der tjente som Underofficer, er den 13. April afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Trier som Følge af de Saar, han fik under den haarde Kamp ved Vestfronten den 21. Marts. Han blev kun 19½ Aar gammel.

Saarede

Slagter Gregersen fra Nygade i Aabenraa er under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten bleven saaret i det ene Knæ.

Landmand Hans Madsen og Tjenestekarl Reuss fra Løjtkirkeby er ligeledes blevne saarede under de sidste Kampe ved Vestfronten.

Gaardejer Hans Callesen og Hustru i Ris-Hjarup ved Aabenraa har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Peter, der ved Krigens Udbrud tjente som aktiv Soldat og har været med siden da, er bleven saaret i begge Arme og i venstre Ben. Han ligger nu paa et Lasaret i Vestfalen.

Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, er komne tilbage med Paategningen “Saaret.”

Gaardejer Søren Møller fra Endrupskov ved Gram, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu sidst ved Vestfronten, er bleven saaret i den ene Arm og i begge Fødder. Han er bleven indlagt paa et Lasaret.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Lorenzen fra Stenderup i Sundeved haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Underofficer Thomas Brockdorff fra Skærbæk og Hans Petersen fra Kasø faldne i Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Marius Knudsen, Søn af Henrik Knudsen i Stiftelsesgade i Haderslev, som tjener ved et Maskingevær-Kompagni, er ifølge “Dv.” bleven forfremmet til Underofficer og har faaet Jernkorset af 1. Klasse.

Dekoreret

Jørgen Christiansen, Søn af Enke Anna Christiansen i Barkmøllegade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu tjener som Gefreiter ved Artilleriet paa Vestfronten, har faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmede

Jørgen Hansen, en Søn af Slagtermester P. Hansen i Markgade i Aabenraa er bleven forfremmet til Underofficer. Den unge Hansen er Indehaver af Jernkorset og Hanseatkorset.

Peter Klyn fra Nordborg er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet fra Sergent til Vice-Veldwebel.

(Læs hele Hejmdal fra 18. april 1918)

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

11. april 1918 – Hejmdal: Hårdt ramt af krigen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Mindefesten for Kong Christian IX


I Kong Christians og Dronning Alexandrines Taffel Mandag Aften i Christian VII.s Palæ paa Amalienborg deltog Medlemmerne af den kgl. Familie, norsk Minister Irgens, Konseilspræsident Zahle, Udenrigsminister Scavenius samt tidligere Ministre og Embedsmænd ved Kong Christian IX.s Hof.

Ved Taflet tog Kongen Ordet og udtalte sin Glæde over at se de mange kendte Ansigter samlede igen paa en 8. April, denne Dag, der som hans højtelskede Bedstefaders Fødselsdag altid havde staaet som en Glædes- og Samlingsdag indenfor det kongelige Hus i Kraft af det hjertelige Forhold, der stedse havde bestaaet mellem Kong Christian IX og hele hans Slægt, og i Erindring herom rettede Kongen en særlig varm henvendelse til Prins Valdemar som Repræsentant for den ældre Slægt.

Men ogsaa hele Folket følte Kongens Fødselsdag som en Glædesdag, og naar Byen i Dag havde været smykket som den 8. April i gamle Dage, var det et Tegn paa, at det danske Folk i Kærlighed og Taknemlighed mindedes den Konge, der følte Fremme af Landets Held og Lykke som sin første Pligt.

Det lysende Eksempel, som Kong Christian IX havde givet, skulde mane den nulevende Slægt til at vise samme Pligttroskab i sin Gerning, og idet Kongen udtalte “Ære være Kong Christians IX.s Minde!”, tilføjede han: “Gud bevare Danmark!”.

Musikken spillede derefter “Der er et yndigt Land”. 


Dagens Nyheder


Angaaende Oprettelsen af Syndikater og Krigsselskaber

har Risgadsmand Leube rettet førende Forespørgsel til Rigskansleren:

Oprettelsen og Grundlæggelsen af Syndikater og Krigsselskaber ved statlige Organer gaar stadig for sig, til Trods for at Rigsregeringen har lovet at gøre alt for, at den frie Handel og den tyske Købmand straks efter Krigen skal komme til sin Ret. Rigsdagen har ligeledes enstemmig udtalt sig for Genoprettelsen af det frie Handelssamkvem ved Købmænd. Hvad agter Rigskansleren at gøre for at imødegaa Krigsselskabernes Bestræbelser for endnu længe efter Krigen at virke til Stade for det frie Samkvem?”

Foderknapheden og Kreaturerne

Til “Dannevirke” skrives: Fra forskellige Egne har man i den sidste Tid læst om, at Kreaturer er døde af Underernæring.

I en Kommune  i den østlige Del af Haderslev Kreds er der ogsaa forefaldet et saadant Tilfælde, at en Mand i Marts Maaned har mistet begge Heste af Underernæring. Ogsaa flere Stykker Ungkreaturer er døde for ham. Høet solgte han sidste Sommer og ligeledes Roerne i Efteraaret. Flere Vognladninger Roer, som han i Efteraaret ikke fik afleveret, lod han ligge og raadne paa Marken i Stedet for at føre dem hjem til Kreaturerne, som næsten kun er fodret med overgemt gammelt Halm. Fra midt i Marts har han haft Kreaturerne paa Græs, da Foderet allerede var sluppet op. Kreaturerne var saa magre, at de ligefrem dinglede, naar de bevægede sig.

Haardt ramt af Krigen

Gæstgiver Klüver i Emmelsbøl ved Nibøl er bleven særlig haardt hjemsøgt af Krigen. Allerede i det første Krigsaar faldt en haabefuld Søn, derpaa noget senere en Svigersøn. Nu er hans yngste Søn afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret. En Søn er bleven hjempermitteret som Krigsbeskadiget.


Fra Felten


Faldne

Enke Margrete Hansen i Kjelstrupskov ved Holebøl har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Hans Christian den 21. Marts er falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han blev 28 Aar gammel.

Enke efter Sparekassebogholder Bruhn i Sønderborg meddeler, at hendes Søn Barthold er falden under et Stormangreb ved Vestfronten den 23. Marts. Den Faldne, der tjente som Reserve-Løjtnant og Bataillons-Adjutant, var Indehaver af Jernkorset af 1. og 2. Klasse, den bajerske Sølv-Tapperheds-Medaille og Fortjenstkorset af 2. og 3. Klasse.

Hans Møller, Stifsøn af Hans Mathiesen i Sjellerup paa Als, er den 21. Marts falden under et Stormangreb i en Alder af 22 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndagen den 21. April i Egen Kirke.

Gaardejer Ingvart Madsen i Hajstrup ved Øsby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans ældste Søn, Peter, der har været indkaldt i 3 Aar som Infanterist, er falden den 25. Marts. Han blev næppe 23 Aar gammel.

Nis Lund og Hustru i Høkkelbjerg ved Kristiansfelt har modtaget det Sorgens Budskab, at deres Søn Laurids  den 21. Marts er falden paa Slagmarken. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham paa Tirsdag den 16. April om Eftermiddagen Kl. 2½ i Tyrstrup Kirke.

Døde paa Lasaret

Arbejdsmand Fr. Boysen paa Store Klingbjerg i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Christian, der blev saaret den 23. Marts, er død paa et Lasaret den 27. Marts. Han blev kun 22 Aar gammel. Den unge Mand, som var Landmand, har været med i 2½ Aar. Fr. Boysen har endnu to Sønner med ved Fronten.

Friedrich Hasselmann, yngste Søn af tidligere Fysikus Dr. Hasselmann i Haderslev, der har været med i Felten siden Efteraaret 1916, er den 25. Marts i Aar død paa et Lasaret i Livland som Følge af Lungebetændelse. Han efterlader sig Hustru og 3 smaa Børn.

Død i Fangenskab

Om Taksameterejer Heinrich Knudsen fra Smedegade i Haderslev har hans Hustru ifølge “Dv.” modtaget det smertelige Budskab, at han er afgaaet ved Døden i engelsk Fangenskab. Den Afdøde, som blev taget til Fange i Efteraaret, var en flittig og flink Mand, der var vellidt af alle, som kendte ham. Han var en Mand i sin bedste Alder.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Arlt fra Ringenæs, Johan Hellesø fra Holm Mark, Martin Jørgensen fra Kvistrup og Underofficer Hermann Kemper fra Astrup, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Bud fra Fangenskabet

Hans Jensen Callesen fra Øster-Gammelby ved Visby, der faldt i Fangenskab den 27. Oktober i Fjor, havde i længere Tid ikke ladet høre fra sig; men nu har hans Hustru atter faaet Efterretning fra ham, at han efter Omstændighederne har det godt. Hans Adresse er: Gie P. G. Nr. 118, par le Bureau de Renseignements, Erole Militaire, Paris.

Forfremmet

Eduard Schoop, Søn af Enke Schoop i Badstuegade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp. bleven forfremmet til Underofficer.

Dekoreret

Richard Hempel fra Sønderborg, der tjener som Kanoner ved Vestfronten, har ifølge “S. Z.” faaet tildelt Jernkorset.

Saarede

Løjtnant Jebe, eneste Søn af Oberstløjtnant Jebe i Aabenraa, er under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret af en Geværkugle i det ene Laar. Den unge Jebe har været med siden Krigens Begyndelse. Hans Fader gør ogsaa Krigstjeneste.

Andreas Schnidtgaard fra Ris-Hjarup ved Aabenraa meddeler os, at han er bleven let saaret og for Tiden ligger paa et Krigslasaret.

Peter Jørgensen, Søn af Gaardejer Martin Jørgensen i Jernhyt ved Hammelev, er ifølge “Dv.” den 21. Marts bleven saaret for anden Gang. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Bonn.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Rangstrup fra Aabenraa haardt saaret og Vicefeldwebel Wilhelm Rothmeier fra Løjtkirkeby let saaret.

(Læs hele Hejmdal fra 11. april 1918)

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

8. april 1918 – Hejmdal: En krans fra en russisk krigsfange

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Krans


En russiske Fanges Tanker tilegnet det Land, der gav ham Husly

Oprettelsen af Fangelejre i de neutrale Stater for syge og saarede Krigsfanger viser sig mere og mere som en Velgerning overfor Fangerne, der vækker deres dybeste Taknemmelighed. Vi har før bragt flere Udtalelser af østerrigske Fanger, som har opholdt sig i Lejren ved Hald. I Dag aftrykker vi nedenstaaende Stemningsudbrud, som en russisk Krigsfange i Horserødlejren i disse Dage har sendt Bladet “København”:

Hvilken Krans skal jeg flette Dig, Du lille, gode Land til Tak for din Godhed og din Ømhed?

Vi kom til Dig, trætte og forpinte af Fangenskabets Lænker. Vore Skuldre var krumbøjede af Fangenskabets Møje, Lidelserne havde ridset Rynker i vore Ansigter og dækket vore trætte Hoveder med graa Haar. Men saa kom vi til Dig. Og Du modtog os med et venligt Smil, med Foraarets Blomster.

Hvilken Krans kan vi flette til Dig for din Menneskekærlighed? Vi er saa fattige.

I vore Hjerter er der ingen Blomster – dem knuste Livet for os; der er ingen Sange – de er forlængst forstummede.

I vore Hjerter er kun tavse Taarer bleven tilbage. Tag nu denne Taarekrans fra os. Det er det dyrebareste, vi har – det dyrebareste, vi har tilbage. Tag denne Krans fra os. Vi er forvissede om, at der vil komme nye Tider, da Blomsterne ikke skal vædes med Blod, da Moderen ikke mere vil sørge paa sin Søns Grav, da Menneskehjertet igen vil fyldes af Kærlighed.

Da vil Kærlighedens og Sandhedens Sol atter skinne klart; i dens lyse Straaler vil vor Taarekrans blive til Guirlander af evig blomstrende Roser.

Modtag denne Sørgekrans flettet af vore taknemmelig Hjerter.

Horserød, Marts 1918.    


Dagens Nyheder


Sukkerpriserne

Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at Detailhandelsprisen for hugget Sukker er 42 og for Strøsukker 40 Penning Pundet.

Mange Vakencer

Kredsskoleinspektør Schacht i Aabenraa bekendtgør, at der er en Lærerplads vakant i hvert af Skoledistrikterne Nørre-Hjarup, Hostrupskov, Varnæs, Kværs og Alnor og en Lærerindeplads i hvert af Skoledistrikerne Skovby ved Løjtkirkeby og Hønkys.

I Varnæs og Hønkys ønskes der og i Nørre-Hjarup, Hostrupskov og Kværs kræves der Kendskab til det danske Sprog.

En tapper ung Pige

Da en ung Pige i Klovtoft for nogle Nætter siden fik heftig Tandpine, kunne hun ikke se anden Udvej end at praktisere det i fordums Dage benyttede Raad: en Traad og et Dørgreb. Paa den Maade smækkede der to store Kindtænder fra Overkæben mod Døren.

Det skyldes Sandheden at fortælle, at den unge Pige besvimede tre Gange under Operationen.

En Krigsstiftelse

“Sonderburger Zeitung” meddeler, at Hertug Ernst Günther af Slesvig-Holsten har til Hensigt paa de hertugelige Godser at kalde en Krigsstiftelse paa 100.000 Mark til Live, der skal komme de Krigsbeskadigede til gode.   


Fra Felten


29. 3. 1918

Undertegnede Nordslesviger ønsker gennem Bladets Spalter at sende en venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten.

Mathias Christiansen fra Felsted.

Venlige Hilsener til Venner baade hjemme og ved Fronten.

Niels Koch fra Aabenraa.

 

Venner og Bekendte baade hjemme og ved Fronten sendes hermed en venlig Hilsen.

Helvig Behrend fra Øbjerg.

 

26. 3. 18.

En Tak til Bladet, fordi det hidindtil regelmæssigt er kommen til mig her. I Haab om at den Tid maa komme, da dets Vej ikke behøver være saa lang for at finde mig, sendes Hilsener til Venner og Bekendte i vort elskede Hjemland.

Landstormsmand Höhg fra Mellerup.

 

Faldne

Johannes Krüger, Søn af Tandtekniker L. Krüger i Jernbanegade i Sønderborg, er falden den 25. Marts, ramt af et Skud i Hovedet. Den Faldne, der var Indehaver af Jernkorset og det mecklenborgske Fortjenstekors, blev kun rigeligt 21 Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Officers-Stedfortræder Friedrich Sørensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er falden.

Død paa Lasaret

Mads Holst fra Skrydstrup Mark er Langfredag Aften afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret i en Alder af 28 Aar. Dervil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 14. April i Tilslutning til Gudstjenesten.

Kvæstet

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Johan Nissen fra Styding den 31. December 1916 er bleven kvæstet ved et Uheld.

Saarede

Gaardejer Nicolaj Krogh fra Rougstrup er bleven saaret i venstre Ben og ligger i følge “Dv.” nu paa Lasarettet i Haderslev.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Jochimsen fra Varnæs og Gustav Toerper fra Sønderborg haardt saaret, medens Karl Jacobsen fra Rødekro meldes let saaret.

Faaet Foden knust

Snedker Johannes Schubert fra Aabenraa, der har deltaget i Krigen siden dens Begyndelse, har været saaret tre Gange og er bleven forfremmet til Sergent, har under de sidste haarde Kampe faaet den venstre Fod knust.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Jes Andersen fra Vedsted, Andreas Andresen fra Broager, Underofficer Lauritz Beck fra Vonsbæk, Mathias Carstensen fra Ullerup, Kaptajn i Reserven Hermann Christiansen fra Aabenraa, Otto Classen fra Egernsund, Jens Dall fra Over Aastrup, Underofficer Nis Damm fra Kasø, Underofficer Marius Faaborg fra Løjtkirkeby, Johan Frøhlich fra Ullerup, Gefreiter Andreas Gram fra Gaansager, Jørgen Gregersen fra Skodsbøl, Vicefeldwebel Ingvard Hansen fra Aarø, Gefreiter Peter Hansen fra Hydevad, Gefreiter Karl Hejn fra Arnum, Sanitets-Underofficer Peter Holm fra Vojens, Johan Ingversen fra Sillerup Mark, Karl Jakobs fra Aabenraa, August Jespersen fra Jordkær, Valdemar Jessen fra Mølby, Jørgen Jørgensen fra Broager, Jørgen Kjær fra Hejsager, Johannes Kjelsmark fra Skrydstrup, Heinrich Knudsen fra Hejsager, Willy Lorenz fra Skærbæk, Peter Møller fra Johanneshvile, Niels Nørgaard fra Hvidding, Johan Oesten fra Aabenraa, Lauritz Paulsen fra Genner, Jens Petersen fra Branderup, Theodor Seeberg fra Brendstrup, Hartmuth Tiedgen fra Broager, Gefreiter Christian Weber fra Ladegaard I Christian Wolff fra Stenderup, som hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekorerede

Johan Hauser, Søn af Toldopsynsmand Hauser i Haderslev, der tjener som Vice-Feldwebel, har ifølge “Schl. Gr.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.

Følgende Krigsdeltagere er blevne dekorerede med Jernkorset af anden Klasse: Nicolai Jacobsen, Søn af Parcellist Peter Jacobsen i Broager, Anton Petersen fra Badstuegade i Haderslev og Jørgen Prinds fra Ullerup ved Toftlund.

(Læs hele Hejmdal fra 8. april 1918)

5. april 1918 – Hejmdal: Påske-hilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Indkvarterings-Pengene

for Infanteriet i Aabenraa anvises for Marts Maaned i Morgen, Lørdag den 6. April, fra Klokken 11 til 1 paa Politikontoret der i Byen.

Fiskerbaade

Magistraten i Aabenraa meddeler, at alle Ejere af Fiskerbaade indtil den 10. April skal lade sig indtegne i den hos Havnemesteren fremliggende Fortegnelse under Angivelse af Antallet af deres Baade for at kunne faa den foreskrevne Betegnelse tildelt.

Tyvekomplot (Dv.)

I Vinterens Løb er der i Omegnen af Jels, t. E. Grønnebæk og Hennekedsdam, bleven stjaalet adskillige Ting, særligt Fødevarer.

Mistanken var rettet mod en attenaarig Dreng, hvis Fader for nogen Tid siden er indvandret til Egnen sydfra, og omsider lykkedes det ogsaa Politiet at komme paa Spor efter Gerningsmændene. Det var et helt lille Tyvekomplot af store Drenge omkring Syttenaarsalderen.

Hovedmanden, den attenaarige Dreng, blev anholdt og indsat i Fattiggaardens Arrestlokale; men om Natten brød han ud og flygtede nordpaa. Siden har Tyverierne hørt op.

Ved Nævningeretten i Toftlund

forhandledes i Onsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Anklager, medens Kommuneforstander Christensen fra Galsted fungerede som Nævninger, følgede Sager:

Fru Ibsen fra Lundsmark var anklaget for i December Maaned i Fjor at have slagtet uden Tilladelse. Under Antagelse af formidlende Omstændigheder, fordi Manden er i Felten og hun sidder med en stor Børneflok, lød Dommen paa en Bøde paa 60 Mark.

Helvig Behrent fra Øbjerg havde faaet en Bøde paa 300 Mk., fordi hun i Fjor havde slagtet uden Tilladelse, men havde krævet retslag Afgørelse. Bøden blev nedsat til 100 Mark.

Tjenestekarl Anton N. Hansen fra Vesterbæk blev idømt en Bøde paa 120 Mk., fordi han var gaaet over Grænsen, uden som dansk Undersaat at have foretaget nogen Afmeldelse.

Gaardejer Niels Mikkelsen fra Astrup fik en Bøde paa 300 Mark, fordi han i Fjor havde taget over Højestepris for Kartofler. Ved Bødens Fastsættelse toges der Hensyn til, at Mikkelsen er en formuende Mand.

Slagter Petersen fra Stærbæk blev idømt en Bøde paa 100 Mark for at have undladt at aflevere Fedtstoffer fra Slagtningen.

Stort Fund (T. Z.)

To Lærlinge fra Højer fandt kort før Paaske paa Chausseen i Nærheden af Tønder en Tegnebog med 5000 Mark i og Militærpapirer tilhørende en Mand fra Visby.

Da de bragte Ejeren Tegnebogen, havde han endnu ikke opdaget, at han havde tabt den. Han gav dem 5 Mark i Findeløn, men skal have lovet senere at give dem mere.


Fra Felten


d. 22 marts 1918

Slægt og Venner derhjemme sendes hermed en venlig Hilsen og Ønsket om en glædelig Paaske.

Peter Paulsen fra Skovbøl

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner. Paa et godt Gensyn derhjemme!

Christian Møller fra Kirkegaardsvejen i Aabenraa.

 

I Felten d. 22. 3. 18.

Vi beder Bladet om at overbringe Venner og Slægtninger derude og hjemme vor hjerteligste Paaskehilsen, med Ønsket om et Glædeligt Gensyn.

Laue J. Bill fra Ris-Hjarup.

 

En hjertelig Paaskehilsen til Slægt og Venner. Paa Gensyn i vort kære Nordslesvig.

Asmus Juhler fra Svejrup.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes Venner og Bekendte venlige Paaskehilsener.

Chr. Lassen fra Kværs.

 

Faldne

Møller Overgaard i Sverdrup i Øsby Sogn har ifølge “Dv.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Mads, der tjente ved et Maskingevær-Kompagni, er falden.

Landmand Christian Hede fra Langetved ved Rødding, der deltog i Krigen som Landeværnsmand, er falden i den sidste Tids voldsomme Kampe paa Vestfronten. Den Afdøde var ugift.

Død af sine Saar

Fru Schulz i Aabøl modtog anden Paaskedag den sørgelige Efterretning, at hendes Mand er død af de Saar, han for nogle Dage siden fik ved Fronten.

Retslig erklæret død

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Iver Lydiksen fra Lunding retslig er erklæret for død.

Saarede

Viggo Hartmann, Søn af afdøde Blikkenslagermester Hartmann i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et skud i den venstre Overarm.

Jens Jønsson fra Seggelund, der har været med i de sidste Dages haarde Kampe, har ifølge “Dv.” skrevet hjem, at han er bleven saaret i Halsen af en Shrapnellkugle. Han ligger i et Lasaret nede i Tyskland.

Landmand Wolter fra Hjertingskov ved Rødding er bleven saaret under den sidste Tids svære Kampe ved Vestfronten.

Gefreiter Jens Weismann fra Hygum Mark er bleven saaret for anden Gang, denne Gang haardt af et Skud igennem højre Bryst og Lunge. Han ligger nu paa et Feltlasaret.

I Bedring

Landmand Jørgen Skovmand fra Hjertingskov, der, som meddelt, sidst i Februar blev haardt saaret i Ryggen ved Vestfronten og henligger paa et Lasaret i Mühlheim i Egnen ved Essen, er nu i langsom fremadskridende Bedring, meddeler han sine Forældre.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Thomsen fra Dybbøl Mark og Simon Fisker fra Jels, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Forfremmede

To Svigersønner af Sabelmagermester Hünersen i Aabenraa, Hermann Mommen og Heinrich Schelling, af hvilke den Førstnævnte staar i Tyrkiet og den Sidstnævnte i Frankrig, er ifølge “A. T.” blevne forfremmede til Sergenter.

Mathias Christiansen fra Felsted er bleven forfremmet til Underofficer.

P. Schmidt fra Præstegade i Haderslev er ifølge “S. G.” ligeledes bleven forfremmet til Underofficer.

Nikolaj Petersen fra Rejsby er ifølge “B. T.” bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent.

(Læs hele Hejmdal fra 5. april 1918)

2. april 1918 – Hejmdal: Sårede soldaters arbejde

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Haderslev Kredsdag

holdt ifølge “Dv.” i Onsdags Møde paa Kredshjulet i Haderslev.

Landraaden talte Mindeord over de siden sidste Møde bortgangne Medlemmer, Dr. Wette, som er falden, og afdøde Dr. Martens. Derefter indførtes deres Efterfølgere, Domæneforpagter Schwerdtfeger paa Taarninggaard, og Dr. P. Meyer i Haderslev.

Fra Firmatet W. L. Schütze i Haderslev, som trykker Kredsbladet, forelaa der Andragende om en Forhøjelse af Betalingen som Følge af de stærk stigende Udgifter til Papir, Arbejdsløn osv. Andragendet godkendtes og vedtoges enstemmigt.

Der forelaa Andragende om at godkende Ansættelsen af en yderligere Søster eller Plejerske til at sige af Børneplejen i Kredsen. Den dertil nødvendige Sum bevilgedes enstemmigt.

Ligeledes vedtoges enstemmigt Oprettelsen af et Centralsted for den offentlige Velfærdspleje i Kredsen. Dette Centralsted skal være Midtpunkt for Børnepleje, Tuberkulosebekæmpelse, Omsorgen for Krigsinvaliderne og de Faldnes Efterladte osv. osv. Det drejer sig nærmest om en Centralisering af en Række Virksomheder, der allerede er i Gang, og som rimeligvis vil faa stadig større Omfang.

[…]

Stjaalet Haandtaske (A. T.)

Da Fru Freidrichsen fra Sønderport i Aabenraa i Fredags var i Flensborg for at besøge sin Mand, der ligger paa Lasarettet der i Byen, blev der hende paa Banegaarden ved Indstigningen i Toget frastjaalet en Haandtaske.

Paaskeforlystelser

Til Trods for Tidens Alvor har det i Aabenraa og Omegn ikke skortet paa Forlystelser i Paasken.

Paa første Paaskedag var der stor Militærkoncert i Teatret, Koncert paa Galgebakken og stor Koncert paa “Knappen”.

Paa anden Paaskedag var der Forestilling i Teatret, hvor der opførtes et Lystspil, “Tante Lotte”, og en hamborgsk Lokal-Farce med Gang, “Die Hamster-Riefe”, hos Gæstgiver Borchers Koncert endvidere Teaterforestilling i Rødekro, hvor der ligeledes opførtes et Lystspil med Gang, og endelig Militærkoncert i Lundsbjerg Kro.

Udmærkelser (S. Z.)

Fru Borgmesterinde Dr. Petersen i Sønderborg har faaet tildelt “Røde-Kors”-Medaillen af 2. Klasse, medens Fru Rymann i Mommark og Købmand Karl Bock i Sønderborg har faaet “Røde-Kors”-Medaillen af 3. Klasse.

Udmærkelse (S. Z.)

Amtsretssektretær Bill i Nordborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Saarede Soldaters Arbejde

I Gaar Eftermiddags aabnedes i Kredshjulets Sal i Haderslev en lille Udstilling af saarede Soldaters Arbejde. Ialt drejer det sig om 204 Numre.

De udstillede Ting er et Vidnesbyrd om, hvad Menneskesnille kan hitte paa, naar Virksomhedstrangen er begrænset. De Besøgende vil forbavses, naar de ser, at en saaret Bager har syet et pænt lille Tæppe, en Stenhugger en Haandtaske, en Murer et Forklæde og en Grovsmed en Barnesmække.

De udstillede Genstande er til Fals og sælges til Fordel for “Røde Kors” i Kiel, mens Adgangspengene fra Museets Udstilling tilfalder “Vaterländischer Frauen-Vereins” Samlested i Haderslev.

Udstillingen vil være tilgængelig for Publikum i 8-14 Dage.

Krigslaan (T. Z.)

Byraadet i Tønder har vedtaget at tegne 200.000 Mark paa det 8. Krigslaan.

Tønder By har dermed ialt tegnet 1¼ Million Mark i Krigslaan.


Fra Felten


De Reddede fra Krigsskibet “Breslau”

Listen over Reddede fra Krigsskibet “Breslau” ligger nu fremme paa Oplysningskontoret paa Raadhuset (Værelse 28) i Flensborg. Officerer og Mandskab er internerede i Mudras paa Øen Lemnos. Den nøjagtige Adresse af hver enkelt af de Reddede kan faas at vide paa Oplysningskontoret.

I Fangenskab

Gottlieb Jochens, en Søn af Smed Jochens i Skibbrogade i Aabenraa, er kommen i engelsk Fangenskab den 27. Februar. Forældrene har faaet hans Ejendele tilbage den 4. Marts med den Bemærkning, at han var savnet. Den 28. Marts modtog Forældrene gennem Røde Kors i Svejts Meddelse om, at han var i engelsk Fangenskab. Gottlieb Jochens Adresse var: Gottlieb Jochens, Nr. 669, Prisoner of War Comp. 40 B. E. F. France.

(Læs hele Hejmdal fra 2. april 1918)

30. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: nervechok

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mistet tale-evnen ved et nervechok

Asmus Christensen fra Egernsund ved Graasten fik for 2 aar siden, da han ved Vestfronten blev begravet under jordmasser, et stærkt nervechok, hvorved han ogsaa mistede mælet. Han blev som følge af den svære fejl permitteret, da man holdt ham for uhelbredelig. Nu er han for en 7-8 uger siden atter bleven indkaldt for at komme under behandling og befinder sig i militæranstalten i Friedrichsberg ved Wandsbek, hvor han er bleven behandlet af nervespecialisten Dr. Kafka med et saa heldigt resultat, at taleevnen næsten uhindret har indfundet sig igen. Christensen har i nogle dage været hjemme paa rekreationsophold.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Harald Hoeck fra Rinkenæs er død af sygdom.

Johannes Boisen, søn af tidligere gaardejer Johannes Boisen i Moltrup, nu i Haderslev, er falden, dræbt af en flyver. Der er endnu en søn, Christian Boisen, med i krigen.

Saarede

Underofficer Anton Petersen fra Hajstrup er bleven kvæstet.

Heinrich Sommer fra Rødekro er bleven saaret den 16. april 1916.

Underofficer Lauritz Andersen fra Skærbæk og Andreas Olsen fra Ris-Hjarup meldes haardt saaret.

28. marts 1918 – Johannes Ankersen: “… En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.

Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.

Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.

Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.

Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.

Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.

Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.

– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.

Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.

– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.

Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

28. marts 1918. En officer og kammerat fra Ditmarsken

Frederik Møller, Aabenraa, beretter om en episode under marts-offensiven

Da den store offensiv på Vestfronten havde stået på en uges tid, var vi kommet et godt stykke vej frem vest for St. Quentin. Det var den 28. marts.

Vi lå med vort regiment ude i forreste Linie, og min bestilling var at skaffe ammunition frem til vore lette maskingeværer.

De engelske styrker var efterhånden blevet fuldstændig kampudygtige og var taget ud af linierne, Til afløsning for dem havde man sat franske tropper ind i forsvaret.

Vor deling lå i umiddelbar nærhed af disse styrker, og vor stilling var ganske ubeskyttet. Dækning var der ikke noget af, og både franske og tyske granater gik ned imellem os. Vi var alle klar over, at vi kunne blive ramt af splinter hvert øjeblik.

Vor udmærkede og afholdte kompagnifører befandt sig imellem os. Han opholdt sig lidt til højre fra den plads, jeg indtog.

En af mine kammerater var blevet såret og skulle nødvendigvis skaffes tilbage. Kompagniføreren, en ung løjtnant, Halk hed han og var fra Ditmarsken, kom da hen til mig og anmodede mig om at ledsage den hårdtsårede tilbage til forbindspladsen, der befandt sig på et slot lidt over 200 meter bag vor stilling, Han indtog da min plads, selv om det var en af de mest udsatte.

Imidlertid parerede jeg ordre. Jeg skaffede to stænger til veje, spændte en teltdug ud imellem dem og anbragte den sårede på den primitive båre. Sammen med en anden kammerat udførte vi derefter den besværlige transport tilbage til forbindspladsen.

Denne havde til huse i slottets kælder, og her måtte de mere eller mindre sårede opholde sig, indtil det vær muligt at transportere dem tilbage til St. Quentin, hvor man havde oprettet et feltlazaret.

Da vi kom tilbage til vor linie, viste det sig, at vor brave kompagnifører, der under mit fravær havde indtaget min post, var blevet ramt af en stor granatsplint og var hårdt såret. Man havde bragt ham tilbage til forbindspladsen i slottet, men hans sår var af en sådan art, at han ikke klarede den.

Vi var alle kede af dette tab, for en bedre og mere forstående officer skulle man lede længe efter. Vi følte, at han var ganske uerstattelig, og at vi ikke blot havde mistet en dygtig kompagnifører, men også en god og helstøbt kammerat.

Jeg personlig havde en fornemmelse af, at han ved at indtage min farefulde plads havde ofret sit unge liv for at frelse mit. Det skal jeg aldrig glemme ham.

Når der mellem frontsoldater ofte blev nævnt, at officererne forstod at finde nogle sikre dækstillinger, passer det ikke i dette tilfælde, og jeg kan nævne andre episoder, hvor officererne blev på deres post midt imellem soldaterne, stod last og brast med dem under alle forhold.

DSK-årbøger 1963

23. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: flyverulykke ved Aabenraa

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En flyverulykke ved Aabenraa

For ca. 14 dage siden skete der ved Aabenraa en flyverulykke, der kostede 2 mennesker livet. 2 mænd var steget op med flyvemaskine, der tilhører den i Aabenraa stationerede flyver-afdeling. Under flyvningen fik maskinen motorskade og flyverne maatte lande i glideflugt, men ved landingen gav det et stærkt stød i maskinen. Derved eksploderede benzinbeholderen og hele maskinen kom i brand. De to flyvere blev livsfarligt forbrændt. De førtes til Aabenraa sygehus, hvor de kort efter døde.

Falden

Jørgen Rasmussen fra Holm ved Nordborg er død af sygdom.

Saarede

Walther Sprenger, søn af lærer Sprenger i Augustenborg, der tjener som vice-feldwebel, er bleven haardt saaret af et granatskud i begge ben. Han ligger nu paa et lazaret i Flandern.

I fangenskab

Johann Knutzen fra Tombøl er i fangenskab. 

21. marts 1918 – Jørgen Friis: “Trommeilden blev ved til henimod middag”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21.3.1918

Min egen kære Inger!
… Det har været en stor kampdag idag. De stakkels mennesker, som har været med dertil. Nu ligger mange af dem døde derude, og mange stakler ligger og vånder dem af deres sår. Det er forskrækkeligt at tænke sig, at så mange mennesker sådan skal miste livet og flere blive krøblinge for livstid. Hvor har jeg meget at takke for, at jeg slap for at komme med til dette forfærdelige.

Du har jo vist fået nogle tyske kort fra mig i den sidste tid. Alt skulle være så hemmeligt, og derfor måtte vi kun skrive kort, som blev censurerede af en officer.

Da vi kom hertil byen, holdt der 8 syge- automobiler, og en morgen for et par dage siden var de forsvundet. Så vidste vi nok, at det snart ville gå løs.

Det vidste vi også nok forinden, at det omkring ved den 20. skulle gå løs, men det måtte jeg jo ikke skrive. Men i går blev det fortalt, at der i morgenstunden skulle begyndes på offensiven, som er bleven forberedt i lang tid.

Sådan en mængde soldater, som her er kommet igennem byen, og vogne af alle mulige slags, automobiler og kanoner. Ja, hvem, der ikke har set noget lignende, kan ingen begreb gøre sig om den færdsel, der har været på vejene.

Så i morgenstunden begyndte kanonerne at tordne. Det var trommeild ligesom i Flandern, men tyskerne har nok skudt meget med gasgranater, og det er noget frygteligt noget.

Trommeilden blev ved til henimod middag, men henimod kl. 10 skulle tyskerne storme, og efter de rygter, der er nået hertil, er englænderne nok slået tilbage. Lige til aften kom der en hel del sygeautomobiler her gennem byen, og flere af dem havde bivogne med. Derpå kom der et sanitetskomp.

Man kan nok forstå, at der er noget at bestille for dem. Nu lige kom der en hel del fangne engelskmænd her forbi. Unge stærke folk så det ud til at være…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

18. februar 1918 – Hejmdal: Krigens spor

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Udlovet Belønning
Den stedfortrædende kommanderende General v. Falk i Altona udlover en Belønning paa 3000 Mark, der fra privat Side er blevne stillede til hans Raadighed, til den, ved hvis Hjælp det for første Gang lykkes at overbevise en fra engelsk eller amerikansk Side lønnet Agent om at have ophidset Arbejderstanden til Strejke, navnlig om at have uddelt Flyveblade i Korpsdistriktet.
     Hvis der er flere om at yde Hjælpen, afgør General v. Falk, hvorledes Beløbet skal fordeles. Udelukkede fra Belønningen er Personer, der i Henhold til deres Embede er forpligtede til at forfølge fjendtlige Agenter.
    Denne Udlovelse falder bort, hvis efter Generalens Skøn ingen har erhvervet sig Krav paa Belønningen inden den 20. Februar 1920 eller, hvis Krigen er ophørt før, inden Krigens Afslutning.

Krigens Spor
Nogle Aar før Krigens Udbrud købte to Brødre, Rasmus og Jørgen Damm fra Bovrup, en lille Gaard i Bodum ved Aabenraa. Jorden var i en daarlig Forfatning, men begge Brødrene var dygtige og flittige Landmænd, og da Lykken fulgte deres Arbejde, viste det sig snart, at der var kommet en fornøjelig Gang i Driften.
    Saa kom Aaret 1914. Kornmarkerne stod saa frodige, og Høsten havde allerede begyndt, da Krigen brød ud. Jørgen Damm, den yngre af Brødrene, der havde tjent som aktiv Soldat, maatte straks af Sted i Felten. Hans Broder Rasmus tog derpaa saa meget des mere ihærdigt fat, idet han i Forventning om en snarlig afslutning af Krigen nærede det Haab, at Jørgen om føje Tid vilde vende tilbage.
    Men det kom anderledes. Krigen fortsattes, og allerede i 1915 blev ogsaa Rasmus indkaldt. Ejendommens Drift maatte nu overlades til Fremmede: en Husholderske og en Dreng. Husholdersken var dygtig og energisk, og Drengen var flittig, saa at Arbejdet saa vidt som nogenlunde muligt vedblev at gaa i sin gamle Gænge. Men i Sommeren 1916 meldtes det, at Rasmus Damm var savnet. Jørgen, der endnu stadig laa ved Fronten, haabede dog vedvarende, at Broderen var kommen i Fangenskab; men hidindtil savnes enhver Stadfæstelse af denne Forventning.
    Og i disse Dage er der kommet officiel Efterretning om, at Jørgen Damm, der ved Slutningen af det forløbne Aar var bleven meget haardt saaret, den 31. December er afgaaet ved Døden som Følge af sine Saar. Han blev 33½ Aar gammel.
    Nu er altsaa Hjemmet i Bodum opløst. Den nordslesvigske Befolkning har atter mistet et Par af sine driftigste Sønner, og Egnens Beboere vil længe føle Savnet af to af deres bedste Venner og mest trofaste Naboer.
    Haardest rammer Slaget imidlertid dog Familien, saa meget des mere, som den allerede i Forvejen var bleven noksom hjemsøgt af Krigens ubarmhjertige Haand; thi af to andre Brødre, Johan og Peter, er den ene falden og den anden i Fangenskab.

Udmærkelser
Fortjenstkorset for Krigshjælp er blevet tildelt: Bykasserer Baus, Direktør Matzdorff, Raadmand Tams, Kredsassistent Heinr. Meier, Kredsassistent Peter Petersen, Gehejme Medicinalraad Dr. Hansen, Magistrats-Bureauassistent Joh. Fr. Jensen, Politivagtmester Lauesen, tidligere Retsfuldbyrder Otto, Marketenderi-Forpagter Schmidt, Fru Bygningsraad Jablonovski og Fru Seminarielærer Michelsen, alle i Haderslev, samt Overvagtmester Prizel i Gram, Vagtmester Schäfers i Vojens, Vagtmester Wollesen i Hvidding, Hjælpevagtmester Zacharias i Vedsted, Kommuneforstander og Lærer Frost i Halk og Kommuneforstander og Lærer Johannsen i Hvidding. 


Fra Felten


Dekorerede
Hans Alexandersen, Søn af Gaardejer Jørgen Alexandersen i Sottrup i Sundeved, der i Forvejen var Indehaver af Jernkorset af anden Klasse og det hamborgske Hanseatkors, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse som Anerkendelse for, at han under et af de sidste haarde Slag paa Vestfronten reddede et Par saarede Officerer ud af Ilden.
   Christian Thastesen, Søn af Handelsmand Thastesen i Øster-Løgum, der har været med siden 1914 ved de forskellige Fronter, som blev haardt saaret i Rumænien i 1917 og som for Tiden ligger paa et Lasaret efter et Uheld, han har haft med det ene Knæ, og Arbejdsmand Hans Peter Bramsen fra Damager ved Haderslev har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Forfremmet
Student Holger Jepsen fra Rørkjær ved Tønder, der ligger ved Fronten i Rumænien, er ifølge “V. T.” bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven.

 

(Læs hele Hejmdal fra 18. februar 1918)

12. februar 1918 – Hejmdal: Mindegudstjeneste

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Forbudt Forretning
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at det ved Kredsbestemmelse af 8. Februar i Aar er blevet forbudt Kolonialvare-Handlerske Enke Helene Lock paa Storegade Nr. 19 i Aabenraa at handle videre med daglige Nødvendighedsgenstand, i Særdeleshed med Levnedsmidler af enhver Slags, da hun har vist sig at være utilforladelig.
     Dette bekendtgøres som Advarsel for Indehavere af de andre Levnedsmiddel-Forretninger.

Mindegudstjeneste
I Nordborg Menighed holdtes i Søndags Mindegudstjeneste over Marius Gadmand fra Holm, død ved Arras efter at være haardt saaret d. 9. April 1917, og over Daniel Bladt fra Nordborg, falden ved Ypern d. 27. November s. A.
     Begges Mødre er Enker. Marius Gadmands Moder har tillige haft 3 Svigersønner, som har været haardt med: én er falden, én er bleven Krigsindvalid, og en tredje er i engelsk Fangenskab. Hendes sidste og yngste Søn er indkaldt. Daniel Bladt var sin Moders eneste Søn.


Fra Felten


Faldne
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christen Krogh fra Oksbøl og Mathias Madsen fra Damkobbel paa Kajnæs er faldne.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Niels Holm fra Vester-Gasse haardt saaret og Klaus Bøllner fra Felsted, Hans Jensen fra Ringenæs, Hans Jessen fra Lilholt og Alfred Opitz fra Øvre-Kjestrupmark let saarede.

Savnet
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Kræmer fra Adserballeskov savnet.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Bonde fra Købingsmark er falden i Fangenskab og at Johannes Andersen fra Traasbøl, der hidtil har været meldt let saaret, er falden i Fangenskab den 16. April 1917.
     I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Over-Maskinistmat i Reserven Christian Hansen fra Bovrup er i engelsk Fangenskab, at Overmatros Hans Byriel fra Haderslev, der hidtil har været interneret, er i Fangenskab i Amerika og at Hjælpe-Dæksofficer Alfred Better fra Sønderborg, der hidtil har været i Fangenskab, er interneret i Svejts.

Dekorerede
Løjtnant Hans Husen, Søn af Enke Husen i Vestergade i Haderslev, der før Krigen var Kredsvejbygmester i Stormarn Kreds i Holsten, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
     Følgende Mænd har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse: Lærer Thorvald Jepsen ved Drenge-Borgerskolen i Aabenraa, der for et Aars Tid siden kom hjem som Krigsbeskadiget efter at have deltaget i Kampene i Galicien, Bureauforstander Knud P. Cleemann fra Aabenraa, der tjener som Landstormsmand ved Vestfronten, men for Tiden er hjemme paa Orlov i Toftlund, Christen Møller fra Sønderborg, der tjener ved 1. lotringske Infanteri-Regiment Nr. 130, Vilhelm Enderleit, Søn af Arbejdsmand Enderleit paa Bøndergaardene i Haderslev, og Jakob Damm, Søn af Gæstgiver Damm i “Thomashus” ved Haderslev, der har været med siden 1915.    

(Læs hele Hejmdal fra 12. februar 1918)

2. februar 1918 – Hejmdal: Forbud mod møder

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Straffebestemmelser mod deserterede Værnepligtige
Den stedfortrædende kommanderende General i Altona har faaet at vide, at der iblandt den nordslesvigske Befolkning til Dels er udbredt den fejlagtige Anskuelse, at de Værnepligtige, der før deres Indkaldelse til Hæren er gaaede over Grænsen, i Tilfælde af deres Tilbagekomst efter Fredslutningen kun har en ringe Straf i Vente. Overfor dette henviser han til de paagældende Bestemmelser i Rigsstraffelovbogen og Militærlovbogen.
    Hvem der udvandrer efter offentlig Bekendtgørelse af en af Kejseren i Krigstid udstedt særlig Anordning, straffes med Fængsel paa indtil 2 Aar, hvorved der tillige kan ikendes Bøder paa indtil 3000 Mark.
    Hjempermitterede Personer, der ikke inden 3 Dage efter Udløb af den bestemte Frisk efterkommer deres Indkaldelse til Tjenesten eller en offentlig Opfordring til at stille sig, ikendes Frihedsstraffe fra 6 Maaneder til 5 Aar.
    Hvem der fjerner sig uden Tilladelse i den Hensigt vedvarende at unddrage sig Tjenestepligten straffes for Faneflugt.
    Faneflugt straffes med Fængsel fra 6 Maaneder til 2 Aar, for anden Gang med Fængsel fra 1 til 5 Aar og for tredje Gang med Tugthus fra 5 til 10 Aar. Forsøget er strafbart.
    Faneflugt i Felten straffes med Fængsel fra 5 til 10 Aar, anden Gang indtræder der, naar den tidligere Faneflugt ikke er sket i Felten, Tugthusstraf paa ikke under 5 Aar, og naar den tidligere Faneflugt er øvet i Felten, Dødstraf.
    Til de Hjempermitterede hører bl. a. ogsaa de Værnepligtige, der efter at være tagne paa Sessionen foreløbigt har faaet Hjemlov.

Forbud mod Møder, Sammenrotninger og Processioner
Den stedfortrædende kommanderende General i Altona offentliggør, at det i den offentlige Sikkerheds Interesse er forbudt at holde offentlige eller ikke offentlige Møder til Drøftelse af politiske eller offentlige Anliggender.
    Endvidere er enhver Sammenrotning og Foranstaltning af Processioner paa offentlige Gader og Pladser forbudt.
    Overtrædelse af disse Forbud straffes med Fængsel indtil 1 Aar, og naar der foreligger formildende Omstændigheder, med Arrest eller med Pengebøder paa indtil 1500 Mark. 


Fra Felten


Den 25. 1. 1918.
    Kære “Hejmdal”!
Allerførst min bedste Tak, fordi du saa regelmæssigt besøger mig herude. Jeg vilde gerne gennem dine Spalter sende alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten en venlig Hilsen med Ønsket om et glædeligt Gensyn i det kære Nordslesvig.
    Ing. Nielsen fra Agerskov.

28. 1. 1918.
    Kære “Hejmdal”!
Undertegnede Nordslesviger sender alle Bekendte hjemme og ude i Felten en hjertelig Hilsen.
    Emil Jendresen fra Aabenraa.

Alle Venner og Bekendte bedes ad denne Vej modtage en hjertelig Hilsen.
    Johannes Petersen fra Korntved.

Hermed en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte, hjemme og ved Fronterne.
   Marius Petersen fra Bollerslev.

Med Ønsket om et glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes alle Bekendte en hjertelig Hilsen.
    Jens Nissen fra Aarøsund.

Falden
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Rasmus Rasmussen fra Varnæs ikke er i Fangenskab, men at han er falden den 5. Maj 1917.

Savnet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Magnus Jakobsen fra Øster Gasse, der hidtil har været meldt i Fangenskab, er savnet siden den 26. April 1915.

Saarede
Christian Schmidt og Hustru i Toftlund modtog i Onsdags meddelelse fra deres Søn Lassen om, at han under Kampene i Frankrig er bleven saaret af en Granat. Han befinder sig nu paa et Lasaret.
    Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Niels Knudsen fra Maarbæk let saaret.

I Fangenskab
Gaardejer Hans Petersen og Hustru i Kasø i Jordkjær Sogn har fra deres Søn Hans, der har været savnet siden i Oktober 1917, faaet Meddelelse om, at han befinder sig i fransk Fangenskab.

 

(Læs hele Hejmdal fra 2. februar 1918)

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. januar 1918 – Flensborg Avis: Manden i Brønden

Manden i Brønden
(Feltbrev til “Flensborg Avis”.)

Den 20. Januar 1918.
Men oplever mangt og meget herned ved Fronten, men at finde en Mand, der havde ligget 7½ Døgn i en 18 Meter dyb udtørret Brønd, hører vel nok til Sjældenhederne.

Det var i Nordfrankrig, I Oktober i Fjor, kort bag ved forreste Linje; i en sammenskudt Landsby havde vi  Forbindelsesplads, og vi Sygebærer havde paa vore natlige Ture ud til Stillingen gentagende
hørt nogle underlige dumpe Hyl, som syntes at komme langt borte fra vi agtede derfor ikke videre derpaa. Dog da vi en tidlig Morgenstund (det var den 19. Oktober) igen Hørte Raabene, gik vi efter Lyden og fandt Mellem Ruinerne en aaben Brønd, hvorfra Nogle høje Raab om Hjalp trængte op til os.

Efter at vi havde forskaffet os et langt, stærkt Tov firedes en Mand ned, som bandt den forulykkede fast, saa vi fik ham rask op til Dagens Lys. Vel var han stærkt medtagen, men han havde foruden et Brud af venstre Fodled kun nogle Hudafskrabninger, saa vi undredes over, at han var kommen saa godt fra denne Rejse ned i Dybet. Han kom straks under Lægebehandling og blev paa Forbindingspladsen til om Aftenen. Han fortalte os følgende:

Han var 28 Aar gammel, født i Glückstadt, og hørte til et Maskingeværkompagni, var den 11. Oktober efter Mørkets frembrud gaaet tilbage for at hente Levnedsmidler. Paa Tilbagevejen havde skudt Genvej over Grushobene og faldt derved ned i Brønden, hvorved han tabte Bevidstheden.

Da han igen kom til sig selv, indsaa han straks det fortvivlede i sin Stilling. Der laa ingen Tropper i Byen, kun om Natten var der nogen Færdsel fra og til Stillingen: dog fandt han til sin store Glæde, at de hentede 5 Brød og 5 Feltflasker med Kaffe velbeholdne var komne med ned, saa han foreløbig havde Levnedsmidler nok.

Men da den ene Dag gik efter den anden, uden at der paa hans Raab kom Hjælp, slap Levnedsmidlerne op, og hvad der var det Værste, han led til sidst af Tørst, saa han med fin Lommekniv forsøgte at aabne Pulsaaren paa venstre Haandled for at stille den brændende Tørst.

Jeg har varet med til at hente mange saaredede i forreste Linje, har modtaget mangen en grav [sic!] Tak, men sjælden har jeg set et Menneske saa lykkeligt som denne Mand; da vi om Aftenen bragte ham videre, græd han af Glæde over at vare bleven reddet.
H. F.

(Flensborg Avis 11. februar 1918)

9. januar 1918 – Ribe Stiftstidende: ikke flere almanakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sprogforeningens almanak for 1918,

der er trykt i et oplag af 11,500, er ifølge Hejmdal allerede udsolgt fra forlaget.

Synkende hestepriser

Priserne paa flere ting begyndte allerede at synke i de østlige landsdele henimod aarets slutning som følge af de heldig forløbne russisk-tyske fredsforhandlinger. Nu meddeles, at i Øst- og Vestprøjsen er hestepriserne sunkne fra 4000 til 2000 mark og derunder.

Faldne

J. Madsen og hustru i Østerby paa Kegnæs har modtaget efterretning om, at deres søn Mathias er falden 13. december, 20½ aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jens Clausen fra Kværs og Søren Schwartz fra Egernsund er faldne.

Saarede

Niels Bram fra Stubbom og Hans Kræmer fra Egernsund er haardt saarede.

Savnede

Christian Andersen fra Skelle, Jørgen Asmussen fra Kliplev, Hans Frandsen fra Vesterlindet, Karl Hansen fra Aabenraa, Rasmus Jensen fra Sjellerup, Karl Johnsen fra Haderslev, Christian Jonasson fra Iller, Arthur Krüger fra Sønderborg, Hans Petersen fra Buskmose, Andreas Petersen fra Aalken, Hans Qurp fra Bovlund Nymark, Karl Rasmussen fra Jels-Troldkær og Laurids Schmidt fra Brandsbøl er savnede.

I fangenskab

Fra Jørgen Asmussen, søn af tidligere skovopsynsmand A. i Aarup, er der kommet meddelelse om, at han er i engelsk fangenskab.

Hans Andresen og hustru i Bollerup paa Als har modtaget efterretning fra Røde Kors i Genf om, at deres søn Christen er i engelsk fangenskab.

Farvehandler Anton Hansen fra Haderslev, der har været savnet siden i september maaned, har sendt sin moder, fru Hansen i Hvinderup, meddelelse om, at han er i engelsk fangenskab.

Hans Gram fra Gaansager ved Vodder, der blev taget til fange i oktober i fjor, har nu sendt meddelelse om, at han er i engelsk fangenskab.

Andreas Gram fra Gaansager, en broder til nævnte Hans Gram, har skrevet hjem til sin hustru, at han er i fangenskab i England.

8. januar 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Peter Schmidt og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at deres søn Christian den 14. december  er død paa et lazaret i Berlin, 19½ aar gl.

Hans P. Krogh og hustru i Elstrup paa Als meddeler, at deres søn Jes efter et langt sygeleje paa flere lazaretter er afgaaet ved døden i hjemmet den 1. januar i en alder af 20 aar.

Saarede

Efter at der nylig var kommet meddelelse om, at Thorvald Jensen fra Vester-Terp ved Løgumkloster var savnet, har forældrene nu fra en anden søn paa Vestfronten faaet efterretning om, at han er saaret. En tredje søn er falden for længere tid siden.

I fangenskab

Snedkermester Johan Oesten fra Aabenraa har meddelt sin hustru, at han er i engelsk fangenskab.

Fra Nis Christiansen, en søn af træskomager C. i Aabenraa, er der kommen meddelelse om, at han er i engelsk fangenskab.

Tjenestekarl Marius Faaborg, søn af arbejdsmand E. F. i Løjtkirkeby, har nu skrevet hjem, at han er i engelsk fangenskab.

Svend Anker Hansen fra Nørremølle i Sundeved er kommen i fransk fangenskab, ikke som tidligere meddelt, i engelsk. Hans adresse er Fort D’Asuieres, par Dijon, Cote D’or France.

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.


Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

7. januar 1918 – Mathias Damm: “godt at Onkel er Fangenskab”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7 Januar 1918.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 31. Det er da godt at Onkel er i Fangenskab, om ogsaa saaret. De engelske Læger ere lige dygtige, som de tyske, saa de skal nok faa ham kludret i Lavn. At det Spænd paa Løgtepold ikke altid vil gaa, vil jeg gærne tro. Han kunde ogsaa godt have ventet med sligt til efter Krigen, kanske han saa havde faaet fornuftigere Tanker. Foreløbig er der da intet i Veien at han dør af Alderdom. Nu mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

2. januar 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Peter Junker, stifter af A. Andersen i Sønder-Vilstrup, er falden den 24. november, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Holger Bahnsen fra Haderslev er falden, at Friedrich Hansen fra Felsted er død af sine saar, at Peter Hansen fra Skovby og Christian Schmidt fra Haderslev er døde i fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Jacob Thuesen fra Stevelt er falden.

Fru Mimmi Hansen, født Bendiksen, i Aabenraa meddeler, at hendes mand kaptajn Asmus Hansen, der tjente som styrmand i reserven, er død i krigen.

Familien Jønsson i Haderslev har modtaget budskab om, at deres søn Andreas er død paa et krigslazaret af lungebetændelse.

Blikkenslagermester D. Dirksen i Skærbæk har modtaget meddelelse fra et lazaret, at hans søn Franz er død af tyfus.

Saarede

Ifølge tabslisten meddeles, er Bende Winther fra Nørre-Hjarup haardt saaret.

Savnede

Andreas Hansen fra Øster Terp, Christian Hansen fra Felstedskov, Franz Koch fra Brøns, Marius Ravn fra Bjerndrup, Mathias Rasmussen fra Tirslund og Bernhard Vogt fra Hellevad er savnede.

Landmand Hermann Hørmann fra Mejlby Mark ved Lintruper meldt savnet paa Vestfronten

I fangenskab

Andreas Lassen fra Toftlund, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.

Carl Hansen, søn af landmand Oluf Peter Hansen paa Søgaardsmark ved Kliplev, har meddelt sine forældre, at han er i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten er Hans Gram fra Gaansager, Christian Jessen fra Tyrstrup og Martin Jørgensen fra Aabenraa i fangenskab.

 

29. december 1917. I mudderet ved Passchendaele: To døende mænd – en skreg, en røg

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.

Endnu en Nat tilbragte vi derude, en Nat fuld af Sorg og Rædsel, hvor flere af Kammeraterne lukkede deres Øjne i Døden.

Et Par fik et Ben skudt af; men mens den ene jamrede sig forfærdeligt, sagde den anden blot: „Tænd mig en Cigaret,” og han gav ikke en Klagelyd fra sig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. december 1917 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Hans Alnor fra Bækken ved Graasten er falden.

Peter Jepsen og hustru i Gravlund har modtaget meddelelse om, at deres søn Fedder den 8. december er død paa et feltlazaret.

I tabslisten meddeles, at Peter Hübschmann fra Toftlund og Karl Jablonowski fra Haderslev er faldne og Christen Sørensen fra Elstrup er død af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Jens Bakkensen fra Øster Gasse, løjtnant Julius Dannappel fra Sønderborg, Peter Hansen fra Kværs, Jes Jessen fra Klovtoft og Peter Junker fra Sønder-Vilstrup er faldne.

Saarede

Nicolai Thodsen fra Branderup er saaret den 30. oktober 1915.

Jørgen Erichsen, søn af tidligere mejeribestyrer Erichsen i Rødekro, er bleven haardt saaret i Flandern og har faaet jernkorset, Jørgen Erichsen, der staar i sit 18. aar, blev indkaldt i november 1916.

Hans Hansen fra Hokkerup er haardt saaret.

Savnede

Ifølge tabslisten er Heinrich Peters fra Aabenraa, der hidtil har været meldt saaret, ogsaa er savnet siden den 29. januar 1916.

Ifølge tabslisten er Mathias Andresen fra Rugbjerg, Hermann Kühn fra Ulkebøl og Hans Nicolaisen fra Egernsund og Anders Hansen fra Hostrupskov savnede; den sidstnævnte siden 6. september 1914.

I fangenskab

Ifølge tabslisten er Jørgen Jakobsen fra Adserballe, Hans Lund fra Anslet, Emil Noack fra Sønderborg og Peter Thomsen fra Maugstrup, der hidtil har været meldt savnede, i fangenskab.

Christian Jørgensen og hustru i Fol har faaet meddelelse om, at deres søn Christian er i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten er Peter Jensen fra Aabenraa, Chresten Jepsen fra Ullerup og Johan Johannsen fra Sønderborg i fangenskab.

Hans Kopp fra Aabenraa, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.