Tag-arkiv: landsmænd

29. november 1918. Nyt fra Nordslesvig ved Rhinen

Hans Matthiesen, Gejlaa, fortæller om en oplevelse ved Rhinen.

Saa begyndte Tilbagemarchen til Tyskland. (…) Omsider naaede vi de ujævne Veje i Ardennerne og kom ind i Rhinlandet.

Her blev vi en Aften budt indenfor af en Vinfabrikant. Vi skulde smage paa hans Produkter, og naturligvis sørgede vi for, at vore Feltflasker blev fyldte, saa vi havde en Hjertestyrkning til den næste Dags Marchtur. Den 29. November 1918 naaede vi Rhinen, og saa fik vi endelig en Hviledag.

Jeg var den eneste Sønderjyde i vort Kompagni. Af andre „fremmede” var der ogsaa en Polak. Vi to følte os som Landsmænd og holdt sammen.

Da vi i Løbet af Hviledagen gik en Tur i Byen, aabnede en pænt udseende Herre et Vindue og spurgte os, hvorledes det stod til med Stemningen i Hæren. Vi svarede, at den var fortrinlig, og at alle glædede sig til at komme hjem. Vi spurgte saa ham, hvordan dét gik med Revolutionen herhjemme.

– „Revolution?” sagde han, „der er da ingen Revolution, det er da bare et Par Marinesoldater, der ikke vil gaa med ud med Flaaden! Her kan I jo selv læse!” Han rakte os en Avis, og just i denne Avis læste jeg om en Forhandling i den tyske Rigsdag, hvor H. P. Hanssen havde krævet en Afstemning i Nordslesvig.

Jeg viste min Kammerat denne Artikel, og da han havde læst den, sagde han: „Ja, saa bliver Polen ogsaa selvstændigt!”

Vi stod og talte om Fremtiden, og vi havde glade Smil om Munden. I dette Øjeblik kom vor Løjtnant forbi. Han havde altid været en forhadt Fyr. Da han saa, at vi morede os over noget, spurgte han, hvad vi lo ad.

“Ser De, Hr. Løjtnant,” sagde jeg, „nu faar vi en Afstemning i Nordslesvig, og saa synger vi „Nun adé, du mein lieb Heimatland,” for nu kommer vi tilbage til Danmark!”

Han saa overlegent paa os og svarede saa: „Tror I virkelig, at Befolkningen deroppe er saa dum, at den vil bort fra Tyskland?”

„Ja,” svarede jeg, „firs Procent stemmer for Danmark.”

„Naa,” sagde han, „saa er det da ogsaa et Folk, der er godt tosset.

„Ja,” sagde min Kammerat, „og naar Polen nu ogsaa bliver et frit Folk, saa er vi vel ogsaa en Flok tossede Mennesker.”

Løjtnanten saa paa os med et bistert Blik, men saa gik han.

Da vi kom tilbage til vort Kvarter, viste en god Ven fra Hamborg mig en Seddel. „Se her,” sagde han, „jeg har ganske gratis faaet en Billet til Hamborg. Da jeg spurgte ham, hvor han havde faaet den, sagde han: „Paa Borgmesterkontoret!”

”Aah,” sagde jeg, „gaa lige med mig derhen, for en saadan maa jeg ogsaa have!”

„Ja,” svarede han, „men saa skal du tage dit Gevær og din Bajonet med.”

Det var jeg ikke længe om, og da jeg afleverede disse Ting paa Borgmesterkontoret, fik jeg omgaaende Fribillet til Hamborg. Saa ilede vi ned paa Banegaarden, tog ind til Køln og naaede Natekspressen til Hamborg.

Vi kørte som fine Herrer paa første Klasse. Vi var altfor glade til at kunne sove. Næste Morgen var vi i Hamborg, og den 2. December var jeg atter hjemme. Fire Aar og fire Maaneder havde jeg været med i Krigen, men nu kunde Livet atter begynde.

DSK-årbøger, 1951

29. oktober 1918. H.C. Brodersen skal til danskhedsprøve. “…De er ikke meget Dansk…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Aurillac, 29. Oktober 1918.

Medens vi i Gaar Morges sad og ventede paa Risengrøden, blev jeg kaldt ind til „ Prøve” : „De er Sergeant, som C i vil Postbud, De er ikke meget dansk. De maa være tysksindet og hører ikke hjemme her.

Hvorfor har De meldt Dem hertil?”

Det var Tolken, den franske Sergeant, der havde afhørt mig, der saadan tog paa Vej. Jeg nægtede at være tysksindet og bad om at maatte blive her.

„Er De indmeldt i „Kriegerverein”?” spurgte han,

Jeg nægtede det og kunde med god Samvittighed gøre det. Der blev dog ikke i første Omgang truffet nogen Bestemmelse angaaende mig, og jeg maatte tilbage i Kachotten. De andre kom alle for, den ene efter den anden, og de blev sigtet i den Grad, at der til Slut kun var nogle faa Stykker.

Paany blev jeg kaldt ind, og i Korridoren, der førte til Kontoret, mødte jeg Skorstensfejeren. „Jeg blev afvist/’ raabte han til iriig, „se at komme bagefter, Mojn!” Nu blev den arme Djævel ogsaa snydt for Risengrøden, tænkte jeg, medens han under blinkende Bajonetter blev ført af Sted, og Døren smækkede i efter ham. „Farvel, Julius,” raabte jeg, men han hørte det vist ikke.

„Hvor er De født?” begyndte Sergeanten igen.

„I Sotrup!”

„Paa Angel?”

„Nej i Sønderborg Kreds!”

Han spekulerede noget og sagde saa: „Det er ligemeget, De hører ikke hjemme her. De kan rejse med de andre!” Han samlede nogle Ark Papirer sammen, medens jeg bagved hans Skulder vinkede til Bekendte, der havde samlet sig udenfor Vinduet.

„Kender De nogen af dem derude?” spurgte Sergeanten.

„Ja, der staar da Chresten Vrang fra Egen, og histovre staar min Svoger, og ved Siden af ham staar der et Par fra Kliplev.”

„De kan blive her,” erklærede han nu.

Jeg blev, og der var Risengrød nok til mig, da jeg fandt Vej til Køkkenet. Da jeg var færdig med Risengrøden, skulde jeg i Bad. Det glædede jeg mig til, men det blev kun en stakkel Glæde. En Vagtmand skulde hjælpe mig, og det gjorde han paa en saadan Maade, at han med en halvslidt Riskost skruppede paa mine Rygstykker, som om der sad tommetykt Lag Skidt paa dem, og som om han fik Betaling for afskruppede Kubikmeter.

Det endte da ogsaa med, at jeg rendte min Vej. Hos Chresten Vrang og „ 23 ” fik jeg Undertøj af deres private Beholdning, og i „Kirken” har jeg fundet mig tilrette blandt Landsmænd, der alle venter paa, at Krigen skal holde op, at vi kan komme hjem.

 

28. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” møder en anden sønderjyde på vej til Aurillac. „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Under  Laas  og  Slaa  sidder  vi nu  her  i Hullet  i  den  sønderjyske  Fangelejr  og  studerer  ivrigt  Navnene  paa  Væggene. De  er  indridset  i  Kalken  og  ender  allesammen  paa  „sen”. Skorstensfejeren  bemærkede  ganske  rigtigt,  at  vi  ikke  er helt  ude  af  Kurs  denne  Gang,  endskønt  vi  endnu  ikke  har talt  med  nogen  Landsmand. 

Dog  jo,  der  var  nemlig  en  Stemme  ved  den  aflaasede  Dør,  der  spurgte:  „Hvad  kan  I  ha’  til Unnen?”  Dette  Spørgsmaal voldte  os  nogle  Vanskeligheder, thi  vi  var  i  lang  Tid  ikke  blevet  stillet  overfor  Afgørelsen af  et  saadant.  Stemmen  udenfor  foreslog  nu  Risengrød,  og Skorstensfejeren  mente  hertil:  „Kog  bare  ikke  for  lidt.” 

Undervejs  havde  vi  faaet  et  nyt  Medlem.  Paa  den  Station,  hvor vi  skulde  skifte,  havde  vi  Ophold  fra  K l . 10  Aften  til  næste Morgen,  og  vi  fik  derfor  anvist  en  Lade  med  dejligt  frisk Halm.  Da  jeg  i  Morges  vaagnede,  kravlede  en  Skikkelse  ud af  Halmen  ved  Siden  af  mig.  Skikkelsen  gned  sig  over  Øjnene  og  sagde  saa:  „ Æ  tøt  jo  nok,  dæ  var  kommen  Fremmed.” 

Det  blev  nu  levende  i  Halmen  omkring,  men  Skorstensfejeren  bandte  over  Forstyrrelsen  og  mente,  at  der  ikke var  noget  at  staa  op  efter.  „Hvem  er  du?”  spurgte  han  dog for  at  tilfredsstille  sin  Nysgerrighed. „Ja,  mit  Navn  er  da  Chresten,  og  jeg  stammer  fra  Sundeved,”  lød  Svaret.

Synlig  tilfreds  med  denne  Oplysning  borede  Skorstensfejeren  sig  atter  ned  i  Halmen  og  brummede,  at  han  frøs som  en  Hund.  „Nu  har  vi  bjerget  Livet  saa  vidt,”  sagde han,  „og  nu  lader  de  Halunker  os  vel  ligge  her  og  fryse ihjel. 

Jeg  gad  vide,  om  vi  faar  nogen  Morgenkaffe?  Satan skulde  tage  dem  allesammen!” „Da  vil  jeg  godt  undvære  Morgenkaffen,  nu  da  jeg  kan ,  tænke  paa  at  komme  hjem  med  Livet  i  Behold.”  mente  den nye  Kammerat  og  fortsatte  smaadrillende,  „men  der  findes jo  Folk,  der  aldrig  er  tilfreds.  Jeg  er  kun  glad  for,”  sagde Chresten,  „at  vi  nu  snart  er  i  Aurillac,  thi  der  faar  vi  det godt.”

„Da  tror  du  vel  ikke,  at  Franskmændene  indretter  det bedre  for  Sønderjyderne dér,  end  de  har  det  i  andre  Fangelejre,”  spurgte  Skorstensfejeren.  Det  vilde  da  ogsaa  være urigtigt,”  mente  han,  „enhver  tysk  Soldat  kan  vel  være  lige god,  hvad  enten  han  stammer  fra  Sønderjylland eller  Polen.”

„Ja,  naar  du  er  tysksindet,  behøver  du  da  heller  ikke  at melde  dig  derhen,”  sagde  Chresten,  „og  saa  kan  du  jo  kun takke  din  store  Fædrelandskærlighed for,  at  du  sidder  i  det, som  du  gør!” „Sagde  du  Fædrelandskærlighed?”  kom  det  fra  Halmbunken.  „Nej,  du  kan  stole  paa,  det  er  ikke Fædrelandskærligheden,  der  har  bragt  mig  hertil,  og  hvis  du  vil  det,  maa  du godt  have  hele  mit  Fædreland, hvis  blot  du  kan  skaffe  mig en  Kop  Kaffe!”

„Jeg  skal  ikke  have  noget  af,  hvad  du  kalder  for  dit  Fædreland,”  sagde  Chresten,  medens  han  i  Smaatrav  op  og  ned ad  Gulvet  søgte  at  holde  Fødderne  varme,  „men  enhver  holder  jo  af,  hvad  han  kalder  for  sit.  Det  gør  jeg  da  i  hvert Fald,  og  mit  Fædreland  giver  jeg  nu  ikke  Afkald  paa  for  en Kop  Kaffe.” „ Du  er  godt  tosset/’  svarede  Skorstensfejeren,  der  nu havde  sat  sig  over  Ende  i  Halmen,  „du  synes  ikke  at  have lært  noget  af  Krigen.  Har  du  da  ikke  for  længe  siden  opdaget,  at  Parolen  om  Fædrelandskærlighed  er  en  Ting,  der gengives  af  en  Grammofonplade,  der  anvendes  hver  Gang der  skal  tegnes  Krigslaan  eller  der  agiteres  med,  hver  Gang det  er  nødvendigt  at  skabe  en  Stemning,  naar  nogen  sløjer af.  Hvad  mener  du?”  spurgte  Skorstensfejeren,  idet  han vendte  sig  mod  mig. Ja, jeg  synes  nu,  at  Chresten  ikke  har  helt  Uret,”  svarede  jeg,  „men  der  er  jo  det  at  sige,  at  fordi  man  holder  af sine  Nærmeste  og  sit  Hjemland  og  tror,  at  det  er  noget  af det  bedste,  man  har,  behøver  man  ikke  at  tro,  at  de,  man ikke  er  i  Familie  med  eller  andre  Mennesker  Verden  over ikke  er  lige  saa  gode.

Og  man  maa  da  aldrig  i  sin  Egenkærlighed  gaa  saa  vidt,  at  man  hader  andre  eller  lader  haant om  andres  Meninger.” „ Du  har  Ret,”  svarede  Skorstensfejeren,  „enhver  So  holder  af  sine  Grise,  og  derfor  bliver  det  hele  til  Griseri.  Men nu  skal  jeg  sige  jer  noget,”  sagde  han,  medens  han  stod  op og  pillede  Halmstraaene  fra  Haaret.  „ Tror  I,  at  Turkusserne,  Zuaverne,  Negrene  eller  Amerikanerne  kæmper  af  Kærlighed  til  deres  Fædreland? 

Nej,  I  kan  tro  nej,  de  er  kommanderet  til  det  lige  som  alle  vi  andre,  og  har  lige  som  vi faaet  indpodet  noget  om  krænket  Nationalitetsfølelse  og Ære ,  og  i  disse  Ting  er  saa  Skærmbrættet  for  Krigen  og  national  Rovdrift!” „Du  er  da  vist  Professor  eller  Rigsdagsmand  i  Civil ? ” spurgte  Chresten,  „thi  det  er  da  forfærdeligt,  som  du  kan snakke,  men  det  kan  saamænd  ikke  lønne  sig  at  hidse  sig  op om  den  Ting . ” „ Nej , ”  svarede  Skorstensfejeren,  „jeg  er  ingen  af  de  Dele, du  nævnede,  men  jeg  skal  sige  dig  een  Ting,  min  Haandtering  tillader  mig  at  se  det  hele  ovenfra.  Jeg  er  nemlig  Skorstensfejer.”

„Du  er  en  løjerlig  Fisk,”  lo  Chresten,  „og  jeg  er  lige  ved at  give  dig  Ret,  men  sig  mig,  du  har  vel  ikke  en  Cigaret?” „Det  skal  du  faa,  Chresten,  men  naar  du  er  ved  at  give mig  Ret  i  den  ene  Ting,  vil jeg  gerne  høre  din  Mening  om et  andet  Punkt.” „Naa,  hvad  er  saa  det  da,”  spurgte  Chresten,  medens  han med  sine  kolde  Fingre  gjorde  flere  forgæves  Forsøg  paa  at rulle  sig  en  Cigaret. „Det  skal  jeg  sige  dig,” svarede  Skorstensfejeren,  medens han  pustede  Røgen  fra  sin  Cigaret  lige  i  Ansigtet  paa  Chresten. 

„Hvad  mener  du  om,  hvis  I  Bønder  derinde  paa  Sundeved  ligesom  i  gamle  Dage,  medens  I  blev  bundet  paa  Hænder  og  Fødder,  blev  sat  paa  en  Træhest  og  ude  af  Stand  til at  gøre  Modstand  blev  pisket,  blot  fordi  —  skal  vi  sige  —  I ikke  var  i  Stand  til  at  betale  Eders  Skatter?” „Nu  tror  jeg  da,  du  pjatter,”  sagde  Chresten  foragteligt, „saadant  noget  kunde  gaa  for  2—300  Aar  siden,  men  det  er der  dog  ingen,  der  vilde  finde  paa  nu,  og  for  Resten  har  det jo  ikke  det  allerbitterste  med  det  at  gøre,  vi  taler  om  nu.”

„Ser  vi det,  ser  vi det,  lille  Chresten,  det  var  netop  det,  jeg vilde  have  dig  til  at  sige.  Synes  du  ikke,  at  det  vilde  være godt,  om  vore  Børn  eller  Børnebørn  kunde  sige  det  samme om  200  og  helst  om  50  Aar, hvad  du  nu  sagde  til  den  tossede  Skorstensfejer,  at  en  Krig ,  som  den  vi  har  oplevet,  var utænkelig,  og  om  de  kunde  sige:  Sikken  noget  grusomt  Pjat, hvad  Chresten?  Hvad,  har  jeg  ikke  Ret?” Chresten  blev  Svar  skyldig,  thi  vi hørte  nu  en  fjern  Futten  og  Fløjten,  der  viste  sig  at  hidrøre  fra  Toget,  som  vi skulde  med.  Vi fik  ingen  Kaffe,  hverken  dér  eller  under  Vejs, men  nu  sidder  vi  og  venter  paa  Risengrøden.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

7. oktober 1918. Krigsfangerne sorteres: “Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle Elsassere.

(… fortsat)

En dag skulle lejren rømmes. Under skarp bevogtning af franskmænd og amerikanere blev alle 1400 fanger ført ned til den nærmeste jernbanestation og stoppet ind i en række kreaturvogne. Så rullede toget af sted. Hvorhen vidste ingen.

Det blev en lang, lang tur. Endelig boldt toget i den sydfranske by Tours. Vi stod ud, og der foretoges en skarp sortering af fangerne — Elsasslothringer, polakker, tjekker og danskere kom i en særlig lejr.

Vi var ca. 90 mand, deraf seks danske. Det var dog kun Nis Schmidt og mig, der havde dansk som modersmål, de andre, som her kaldte sig danskere, var det næppe. De hørte alle hjemme syd for Slesvig …

Selv om vi havde ret frie forhold, var vi dog stadig under bevogtning.

Vi havde en fransk sergentmajor som køkkenchef, en elsasser var  kok. — Det var mærkelige retter, vi fik serveret. Kødet var langt fra  førsteklasses. Mon det stammede fra selvdøde kreaturer?

Fedtet lignede nærmest grøn sæbe, og bønnemelet lignede  tapetklister. Fisk og ris var det, vi fandt bedst. Brødet var heller ikke rosværdigt. Man sagde, at det var fyldt godt op med savsmuld …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

6. oktober 1918. Kammeratskab i fangelejren

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.

(… fortsat)

En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.

Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.

Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.

Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.

Nis og jeg delte om aftenen brødet.

Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.

Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.

Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.

Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.

Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

4. oktober 1918. I krigsfangelejr i Frankrig

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange – men franskmændene fandt hurtigt ud af, at han var dansksindet slesviger.

(… fortsat)

Den næste dag gik turen videre …

Ved vejs ende blev vi denne gang anbragt i en opsamlingslejr ved Marnefloden. Jeg erfarede, at lejren kaldtes »Kronprinsens  straffelejr«.

I lejren her var vi ca. 1400 krigsfanger. Vi lå i telte. Forplejningen var  ret mangelfuld. Vi fik pr. mand udleveret fire skibskiks om dagen. Hver anden eller hver tredie dag udleveredes der suppe — linsesuppe.

De tyske flyvere så vi jævnlig. De kastede bomber på banegårdsterrænet. Splinterne fløjtede og peb i luften. Franskmændene bragte luftskyts i stilling, og så var det forbi med de tyske flyveres besøg.

I lejren var der folk fra mange af de tyske stater. Her var elsassere, tjekker, polakker, holstenere, og så var vi to danske sønderjyder, jeg og Nis Schmidt fra Haderslev.

Nis Schmidt havde hidtil følt sig ene, men nu, efter at jeg var kommet til, var vi dog to, som kunne være hinanden til selskab og opmuntring — og det kunne gøres behov.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

28. september 1918. Jørgen Friis: “Det går stadig den vej, som krebsene går …”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 28.9.1918

…Vi skal vistnok flytte i morgen. Det går stadig den vej, som krebsene går, eller hjemad. Så forstår du nok til hvilken side, det går.

I dag kom jeg til at tale med en køkkenkusk fra 7. kompagni, og det var en god mand fra vor hjemegn. Han er fra Bollerslev og landmand ligesom jeg. Han havde også nylig haft orlov i 4 uger.

Der var jo meget, vi kunne tale med hinanden om, for det er jo altid så hjemligt at komme til at tale sit modersmål sammen med en god mand. Han havde også i sine unge dage været på højskole i Danmark, så vidste jeg nok, hvad slags han var af.

Hvordan mon det går med havren hjemme. Den er vist ikke kørt ind endnu. Nu har det også begyndt at regne hernede hos os, men det er da langtfra så vådt her som hjemme.

Det er da en plage, så snart man kommer hertil, for så får man med det samme både lus og lopper, ja er det ikke for galt. Jeg har kun været her et par dage, og så er jeg fuld af det skidt …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

18. september 1918 – Flensborg Avis: “Hilsner fra Soldaterne”

Hilsner fra Soldaterne.

En venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte hjemme og i Felten; vi er alle raske og ved godt Humør. Gefrejter Hans Sievertsen, Tinglev; Gefrejter Klavs Rosquist, Kliplev; Musketererne Jørgen Jensen, Felsted; Jens Lund, Branderup; Peter Petersen, Aabenraa; Jørgen Cl. Juhl, Sønder Vilstrup; Gottfried Werner, Sønder Vilstrup; Klaus Niklason, Egernsund; Henning Bennetsen, Grønnebæk; Jes Martensen, Vilsbæk.

Undertegnede sender hermed en venlig Hilsen gennem min kære Avis til min Familie, Venner og Naboer derhjemme i det kære Nordslesvig samt ved Fronten. Jeg er sund og rask og har det godt, men længes dog efter et lykkeligt Gensyn med min kære Familie. Jes Jessen, Bøgeskovskov.

Kære “Flensborg Avis”! To Nordslesvigere, som er trufne sammen her ved Rekreations-Afdeling, sender gennem dine Spalter mange Hilsner til Familie, Venner og Bekendte i det kære Nordslesvig. Vi er endnu stadig ved godt Humør. Iver Sørensen, Spandet, og Jakob Mikkelsen, Todsbøl ved Bollerslev.

11. september 1918. “Af os ni nordslesvigere var der kun få tilbage”

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Fra den 9. juli var vi i ro i Lassigny, mens vor 2. bataljon måtte holde vor stilling ved Seleno.

Natten mellem 21. og 22. august gik vi under dramatiske forhold 15 kilometer tilbage til bag Oise-floden og sprængte samme nat broen over floden. Næste morgen angreb franskmændene med flammekastere.

Det gik stadig tilbage, men omsider blev vi indladet på en banegård og endte i Mühlhausen i Elsass, hvor hele 222. reserve division samledes. Der var ialt kun en bataljon tilbage.

Den 11. september blev vi samlet i en ny division, men af os ni nordslesvigere, der kom i felten for halvandet år siden, var vi kun få tilbage: Jørgen Stock, Haderslev, August Schønwald, også Haderslev, og undertegnede. Peter Petersen, Raade, var faldet den 29. september [sic!], samme dag som Hans Kusk, Over Jerstal, var blevet såret og havde mistet et ben.

DSK-årbøger 1972

30. august 1918. “Pardon, monsieur!” Taget til fange af franskmændene

Senest ændret den 4. august 2021 19:20

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.

Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.

Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.

Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.

Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.

Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.

Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.

Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.

Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.

Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.

Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.

Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.

Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.

To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.

Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.

Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –

Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.

Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.

Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.

Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.

De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –

Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.

Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.

Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.

Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.

Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.

Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .

Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.

Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.

Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.

Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –

Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.

Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.

I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.

Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –

Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –

De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.

Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.

DSK-årbøger 1972

29. august 1918. To sårede kammerater genser hinanden på lazarettet i Laon

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Han blev såret og overnattede i en hule, hvor der var et lazaret.

Vi blev vækket af Fodermesteren. Han fortalte, at Franskmændene i Nattens Løb maatte være rykket frem, for Artilleriets Beskydning naaede Hulen. Det kunde blive farligt for os, for der var kun een Udgang. I Nattens Løb var der kommet mange ind i Hulen, men nu gjaldt det sandelig om at komme ud igen. For os, der havde Benene i Orden, var Chancen naturligvis størst.

Da vi havde fulgt Beskydningen af Hulen en Times Tid, havde vi fundet ud af, at der var et vist System i Beskydningen. Med visse Mellemrum opstod der en Pause paa seks til otte Minutter. I den Tid gjaldt det om at komme bort.

Vi tog Chancen. Ud i det fri! Vi løb, vi sprang hen over sønderskudte og brændte Sanitetsvogne. Heldet var med os. Vi lejrede os i Læ af en Banedæmning et Par Kilometer fra Hulen og pustede ud efter det anstrengende Løb.

Nu syntes vi, at vi snart maatte være uden for Granaternes Rækkevidde. Men — minsandten, om der ikke kom et Par engelske Flyvemaskiner! De fløj ganske lavt hen over os. De var vistnok ikke ude efter os, men en Forskrækkelse fik vi vel nok!

Fra nu af tog vi det med en knusende Ro. Vi vandrede blot stadig mod Øst for at komme saa langt som muligt bort fra Fronten. I Dagens Løb naaede vi et stort Samlingssted for saarede. Det var i Omegnen af Laon.

Jeg spurgte efter andre Kyrasserer. „Jo,” sagde man, „Kyrasserer, dem er der ogsaa nogle af her.“ — Jeg gik rundt i Flokken og kikkede, og hvem fandt jeg? — Paul! — Det Gensyn kan ikke beskrives.

Paul havde for to Timer siden faaet at vide, at vor Eskadron var fuldstændig opløst og at jeg var „savnet”.

Vi græd som Børn i hinandens Arme. Tænk, at vi skulde faa Lov til at ses igen. Vi fulgtes nu ad paa en Transport til Sydtyskland, men efter nogle Dages Forløb skiltes vore Veje, for der var jo meget stor Forskel paa vore Saar.

DSK-årbøger 1953

28. juli 1918. Bergholt møder sin bror i Douai

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.

Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.

Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.

Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.

Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.

Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.

Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.

Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.

Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –

Vi så først hinanden igen i januar 1919.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

4. maj 1918. Sønderjysk såret behandles af sønderjysk læge

Senest ændret den 2. juni 2022 19:27

Arthur Thomas, Skærbæk, blev såret under den tyske forårsoffensiv og kom på lazaret.

Jeg kom til at ligge i en barak sammen med 18 andre kammerater. Vi havde det meget godt her. Vore sår blev daglig tilset af både læger og sygeplejersker, så der var ikke noget at klage over – man var jo kommet af skidtet for denne gang.

Efter som tiden gik, blev vi kammerater også mere og mere sammenrystet. Der var en af lægerne, som havde en anden accent i sit sprog, syntes jeg, og en dag spurgte jeg sygepasseren, hvad landsmand han var. Denne mente, at han var fra Nordslesvig og hed Thomsen. Så tænkte jeg, at det måtte jeg da have undersøgt og opklaret. –

Dagen efter var stabslægen ikke med på »barakkegang«, og den »anden« læge satte sig på min sengekant og spurgte mig, om jeg var fra Nordslesvig. Det var jeg da, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Frifelt i Vodder sogn. »Så taler du dansk«, sagde han så til mig. Det gjorde jeg jo, og vi fik en livlig passiar med hinanden.

Han var fra Skærbæk, hed Lausten Thomsen, og han kendte godt min far. Men alt det gode får en ende, og en dag blev jeg udskrevet som k. v., så rejsen ville jo gå til fronten og til mit kompagni. Men Lausten Thomsen sagde ved afskeden til mig, at jeg skulle noget tidligere have fortalt ham, hvor jeg var fra, og at vi var landsmænd, så kunne han måske have gjort noget mere for mig.

DSK-årbøger 1969.

3. maj 1918: Spor af en landsmand – Frederik Tychsen på tur rundt i St. Quentin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra slutningen af april 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Tidlig næste morgen blev vi vækket igen, og vi marcherede en dag igen og nåede om aftenen til St. Quentin. Vi holdt længe i St Quentin og vidste ikke rigtig besked om, hvor vi skulle hen. Vi holdt i nærheden af katedralen. Den var imidlertid brændt, og murene stod tilbage. Hvælvingen var styrtet ned, og hele bygningen lignede en ruin.

Rundt omkring i Murene var der indlagt sprængladninger, og der hang en luntesnor ned hvert sted, hvor en sådan sprængladning fandtes, og der var plakater alle vegne, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”, “Adgang forbudt” osv. Trods alle advarsler gik jeg alligevel ind i katedralen og rundt omkring den.

Det bemærkes, at skyttegravene havde gået direkte gennem byen og forbi katedralens mur. Henne ved det ene hjørne af den mægtige bygning var en forpoststand. Den var gravet ned i jorden, og oven for, var der barrikader med sandsække. Der førte trappetrin op til et kikhul igennem barrikaden, og herfra havde vagtposten så nogen udsigt.

Her havde stillingen ligget fast i adskillige måneder, ja måske i årevis, og mangt en soldat havde stået her på den fremrykkede post, og mangen en havde sikkert også draget sit sidste suk i denne løbegrav og på denne stand.

Mens jeg gik omkring og så på sagerne, opdagede jeg en indskrift i kirkens mur lidt nede under jordoverfladen; den var indridset i sandstenen, og der stod: ”WI WIL JEM IGEN TIL DANMARK TIL DET RØDE OG WIDE FLAG”.

Her havde altså stået en landsmand, en nordslesviger, og i sin ensomhed havde han tænkt på Sønderjylland og på Danmark. Ok, ja, hvem tænkte ikke på at komme hjem – hjem til far og mor, hjem til Danmark – en helt ufattelig tanke. Jeg blev et øjeblik grebet af hjemve.

Jeg satte mig ned og læste indskriften mange gange. Jeg gik derfra hen til batteriet, der stadig holdt på gaden. Lidt efter fortsatte vi vor march og kom til en landsby, der hed Castrees, her bivuakerede vi.

Jeg mindes endnu, at det var en dejlig aftenstund, da vi forlod St. Quentin, og da vi efter en times march så tilbage efter St. Quentin, kunne vi se katedralens nøgne mure træde tydeligt frem i silhuet omkranset af solnedgangens gyldne skær, medens bataljonens lange hale langsomt sneglede sig ned efter Castrees.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

22. marts 1918. ”Goddaw, Jens! Skal vi mødes her?” To brødre midt i Kaiseroffensiven.

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten. Midt under offensiven mødte han sin bror på slagmarken.

(… fortsat)

Næste Morgen gik det fremad igen. Vi kom nu igennem Ingenmandsland og de forladte engelske Stillinger. Det gjorde et dybt Indtryk på mig at se alle de mange faldne Englændere. Tyskerne havde brugt Gas Dagen i Forvejen; mange faldne var blåsorte i Ansigterne og indtog de mest sære og forvredne Stillinger. Særlig gjorde en Masse skotske Højlændere Indtryk på mig, de lå der i deres Kilte med bare Knæ og Lår.

Det var første Gang, jeg så så mange døde; senere blev det under Fremrykningen desværre til en dagligdags Begivenhed.

Ved 10-Tiden gjorde Ballonen Holdt på en Høj, hvor der må å have været gode Observationsmuligheder. Vi ved Telefontruppen var lidt bagude og var i Færd med at etablere Ledningen til Staben (vi havde imidlertid fået de rigtige, lette Stænger til dette Formål).

Blandt de mange nysgerrige Soldater, der endnu holdtes i Reserve og ikke havde noget særligt at bestille, så jeg nogle Soldater fra Maskingevær Afdeling 69.

— Er I fra Afdeling 69? — spurgte jeg en af dem.

— Ja, det er vi da!

— Er 2. Kompagni også der?

— Ja, selvfølgelig. —

— Så hent Skytte Jens Andersen, det er min Bror.

— Ja, gerne! — sagde en af dem og gik ind på Marken.

— Jens Andersen, dein Bruder ist da! —

Og et Øjeblik efter kom Jens frem til Vejen, iført sin store Kappe og med et omtrent halvt Lagen bundet om Halsen, for han var meget forkølet.

— Hvad er der? —

Og så pegede de på mig.

— Næ … Goddaw, Peter!

— Goddaw, Jens! Skal vi mødes her !

Og vi fik os en Sludder på en 20 Minutter. Jeg over lod mit Arbejde til en anden Kammerat, og så gik vi lidt rundt på Slagmarken. Vi var blandt andet henne at se på to store østrigske Motorhaubitser, Kaliber 42, der stod lige i Nærheden og skød alt hvad de kunde. Når man stod bag ved dem i Skudlinien, kunde man lige i en Brøkdel af et Sekund se det sorte Projektil fare ud af Løbet.

Vi fik os en Sludder om Stillingen, som den var, om dog ikke Krigen snart kunne holde op, og om dem derhjemme. Men jeg måtte tilbage, og vi lovede at holde Øje med hinanden, da vi nu vidste, at vi var i Nærheden af hinanden og sandsynligvis skulde samme Vej.

Det var et markeligt Træf, at vi blandt de 3½ Million tyske Soldater, der var indsat på den ca. 63 km lange Front, netop skulde mødes.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

14. marts 1918. En natlig samtale med en landsmand

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland. Natten til den 14. marts køres han til Halluin af en landsmand, Kliver fra Mastrup, som han har truffet.

En Køretur om Natten.

Det var dejligt mildt Vejr, og Maanen skinnede. Men Landskabet husker jeg ikke meget af, vi kom igennem Chelouv, som ogsaa havde lidt meget. MenTiden brugtes ellers ikke til at se. Samtalen kunde nu gaa Paa vort Modersmaal, og som det var en Glæde for mig at mødes med en Landsmand derude, saaledes mærkede jeg, at Glæden over vort korte Samvær var ikke mindre for Kliver. Han fortalte ustandseligt, og jeg spurgte og lyttede. Kliver havde gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde haft det næsten ufattelige Held, at han ikke havde været saaret eller syg i alle de Aar, skønt han hele Tiden havde været med i forreste Række.

Nu havde han faaet en Plads bag Fronten som Kusk. Hans Arbejde bestod til Dels i at køre Proviant og særlig Ammunition og Maskingeværer frem til Ildlinjen.

Men helt frem kom han jo aldrig med sit Køretøj. Det sidste og farligste Stykke Vej skulde Ammunitionen eller Provianten bæres frem af Soldater.

Det gjaldt jo om at faa en eller anden af de mange „Druckposten” bag ved Fronten, fortalte han. Ja, der er mange af den Slags, en Del af dem officielle, men mange af dem er lavede for Tilfældet.En meget attraaet Post er saaledes at blive Oppasser for Regimentets Ko. Hvert Regiment har nemlig sin Ko, og den skal jo passes. Hvem der har det Held at faa den Post, er godt forsørget. Til Hestebeslag og til at holde alle de mange Vogne i brugbar Tilstand samt til at reparere Uniformer og Støvler krævedes der jo ogsaa en hel Del Haandværkere, Smede og Hjulmagere, Skomagere og Skræddere, som saaledes slap for at komme ud i Ildlinjen.

Men der laves da ogsaa andet end absolut Krigsmateriel, fortalte han. Haandværkerne er villige til alt, det gælder om at bevare Stillingerne!

Andre meget attraaede Stillinger var at faa Ansættelse i Officersmessen, enten som Kok eller med at gaa denne til Haande. De behøvede ikke at sulte, thi naar der kom Proviant, saa skulde disse Messer altid først forsynes, saa skulle Feldwebelen have sin Part, Skriverne paa Skrivestuen havde ogsaa sædvanlig god Forbindelse med Køkkenfolkene, saa de ikke blev glemte.

Det, der blev tilbage, naaede saa endelig ud til Frontsoldaterne.Jeg var en Tid lang Oppasser for en af vore Feldwebeler – de havde ingen Ret til at holde Oppasser, men det var der ingen, der brød sig om. – Som saadan blev jeg en Gang sendt hen til Officersmessens Køkken efter noget til min Feldwebel. Kokken holdt et Hus af den anden Verden. Feldwebelen skulde intet have.

Jeg stod ganske rolig og lod Skyllen gaa over mig, jeg var jo for-Resten ogsaa ligeglad. Men da Kokken havde faaet lettet sit Hjerte, saa udleverede han mig den ønskede Proviant. Han turde simpelt hen ikke andet. Det kostede jo kun Feldwebelen et Pennestrøg, så røg Kokken fra sin Bestilling, som ikke egnet til denne Gerning, og saa gik Vejen ud i Skyttegraven!

Vi havde Krammet paa dem!

Og hvor er der blevet sendt uendeligt meget til Tyskland af Soldaterne og Officererne, fortalte han videre. Da vi paa et af vore Tilbagetog kom til Cambrai, blev alle Beboerne fordrevet. Cambrai var en ikke helt lille Fabriksby, hvor der særlig lavedes fine Lærredsvarer.Alt, hvad man fandt af disse Varer, blev sendt hjem, og det var ikke smaa Pakker, som Soldaterne sendte af Sted, de kørtes bort i store Vognlæs. Min Feldwebel „reddede” en meget kostbar Buffet, som han sendte hjem. En Soldat, der var Snedker, skulde hjælpe mig med at skille den ad og pakke den ned. Men desværre for Feldwebelen ankom kun enkelte Dele af Buffeten i hans Hjem, saa han har ikke haft udelt Glæde af dette Rov.

Det oplæstes jævnligt for os, at Tyverier var forbudt. Men Soldaterne tog ikke dette saa højtideligt, de vidste, at der dog ikke blev foretaget alvorlige Efterforskninger.Og hvordan man maatte førstaa at hjælpe sig, det lærte man os ogsaa. Da vi en Aften nærmede os en By, læste en af Officererne en Fortegnelse op over de Køer, Faar og Svin, som var i Byen. Der maatte ikke stjæles, sluttede Oplæseren, men hvad man skulde bruge, kunde rekvireres.

Saa „rekvirerede”Soldaterne, men der blev intet„stjaalet”.

Til sidst faldt Talen tilbage Paa Mikael Steffensen, som Kliver havde været sammen med i lang Tid og derfor satte meget stor Pris paa. Hin 26. Novemberom Natten havde Kliver ogsaa været ude med sit Køretøj til Ildlinjen. Da han kom tilbage til Kvarteret om Morgenen, hørte han, at Mikael var falden. Saa vidste han, at han havde set ham. Han havde set en falden Kammerat ligge ved Vejen, hvor han kom forbi. Da havde han ikke tænkt paa, at det kunde være Mikael, skønt en Tanke skød gennem mig, sagde han, at det i Grunden kunde ligne Mikael. Men jeg skød Tanken fra mig. Det var jo heller ikke noget usædvanligt at se en falden Soldat ligge ved Vejen, særlig i disse urolige Nætter.

Ved Midnatstid ankom vi til Halluin, og Kliver afleverede mig i mit nye Kvarter.

Vi tog Afsked med hinanden, næste Dag skulde Kliver med paa den planlagte Udflugt til Lille og videre.

Da jeg kom op paa mit Værelse, fik jegmin Notebog frem for at nedskrive lidt afDagens Oplevelser.

Snart viklede jeg mig ind i mit Rejsetæppe og fandt nogleTimers Hvile. Jeg havde vænnet mig noget til de mange forskellige Lyde, og Trætheden gjorde sit til, at jeg fik noglefaa Timers Søvn.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

25. november 1917. Sønderjysk møde i Rolers/Roselaere

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuβ-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Da vi lå tilbage i ro, hentede Witzleben og jeg en kakkelovn i Roselaere (Rolers). Vi fik tilladelse til at forlade batteriet lige over middag og så gik vi til Rolers, der var ca. 5-8 km. Byen var meget beskudt, og de fleste huse var blevet ramt. Der var civilfolk hist og her, og der var også en beværtning.

Her kunne man købe brød og kaffe. Brødet var ualmindeligt tørt rugbrød, og kaffen var rugkaffe – men den var god varm. Jeg købte brød og kaffe – Witzleben købte brød og Sna-a-ps.

Da vi var færdig gik vi rundt og søgte efter en kakkelovn, og vi fandt også en af passende størrelse. Witzleben tilbød at bære den, han havde lånt lidt penge af mig, og ved hjælp af en snor fik jeg den anbragt på ryggen af ham, medens jeg selv bar et stump rør, og således gik vi tilbage til kvarteret igen.

Medens jeg gik rundt i gaderne i Rolers, traf jeg på en hel del  nordslesvigere; de var lige kommet fra regiment 149 i Guesen. De skulle sættes ind ved Paschendaele. Blandt dem var min fætter Peter Riis fra Kjærgård og Hans Gram fra Gammelskov (nu bosiddende på Ny Sindet) og Peter Paulsen fra Brændstrup (forfatteren til ”Til kamp, til kamp”).

Jeg kunne ikke finde dem, og bad derfor de andre om at hilse dem (jeg har senere fået at vide, at den første nat, de tilbragte i stillingen ved Paschendaele, lå P. Riis og Hans Gram med hinanden i hånden og græd hele natten (efter Hans Gram)).

August Kristensen fra Toftlund (nu tømrermester i Toftlund) var også med der. August kom i kampens hede bort fra kompagniet sammen med en anden. De lå flere dage i granathuller og forladte skyttegrave. Omsider drev sulten dem tilbage. På tilbagevejen fandt de et maskingevær, det skulle med tilbage og sælges. De fandt imidlertid kompagniet, der lå i en landsby, de ville igennem. De var allerede opgivet som “savnet”. Kompagniføreren kaldte dem hen til sig, og spurgte dem nøjere ud.

August forklarede, at de i mulm og mørke var kommet bort fra de andre, og de havde så kæmpet selvstændigt og forsvaret dem til det sidste med maskingeværet. Kompagnichefen troede dem.

Jernkorset til hver af dem var belønningen (August fortalte mig dette træk, da vi var sammen i Børkop 1919).

Kakkelovnen kom med ud i stillingen, den kom med en vogn. Vi stillede den op, og det kan nok være, vi fyrede. Træet brækkede vi ud af husene, slog det i stykker og brændte det.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. oktober 1917. Sønderjysk møde ved Middelkerke: “Er der ingen fra Als hos jer?”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres (Passchendaele).

Efter nogle Dages Forløb var jeg kommet saa meget til Hægterne, at jeg atter kunde komme ud i Stilling; den Dag, jeg gik ud, mødte jeg min trofaste Ven Peter Hansen. Da gik han syg tilbage.

Efter igen at have været nogle Dage ude i Kampen, kom vi tilbage til Middelkerke og var dér i Ro en Dag. Mens jeg gik paa Gaden og talte Dansk med en Kammerat, raabte en Stemme fra et Vindue ovre paa den anden Side af Gaden paa Dansk: „Hvor er du fra?”

Jeg sagde det og spurgte: „Hvor er du fra?” Ja, han var da fra Nordborg paa Als.

„Er der ingen fra Als hos jer?” raabte han. Jo, jeg nævnede saa Peter Hansen fra Pøl. Han raabte tilbage: „Vent lidt, til jeg kommer ned!”

Og da han kom ned, viste det sig, at her skulde jeg paany finde en trofast Ven og Kammerat. Han hed Christian Jørgensen og var Malermester i Nordborg. Vi vendte straks om og gik paany hen til Peter Hansen, som ogsaa blev glædelig overrasket.

Vi fik den Dag nyt Mandskab, 4 Mand i vor Gruppe.

Næste Morgen, da jeg kom ud af min Hule for at hente Kaffe, sad de 4 nye Kammerater ved Hjørnet af en Hule og var i Færd med at skrælle Kartofler; en Granat fo’r hvinende gennem Luften og slog ned midt i deres Kreds; alle 4 døde.

Endnu en Gang maatte vi ud i Sandklitterne. Da vi denne Gang kom derud, var næsten hver eneste Hule sammenskudt af det engelske Artilleri. Tre Gange tre Dage var vi der, saa kom vi endelig ud af denne Slagterbod, og Regimentet blev samlet i Ostende. Dér havde vi nogle rolige Dage, og blev saa i November Maaned ført op paa Jernbanestationen, indkommanderet i et Jernbanetog og kørt ned til Roulers.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

3. oktober 1917. Nyheden om Peter Grams desertering når regimentet

Jørgen Hansen, Endrupskov ved Gram, fortæller om sin svoger, Jørgen Grams, desertering.

To Mand kom ikke tilbage.
Det var i Efteraaret 1917. 2. Batti. af Linje Rgt. 86 laa i forreste Linje ud for Pont-a-Mousson, til højre for os Regt. 90 i Præsteskoven, til venstre Regt. 30 i  Kongeskoven. Stillingen var ikke særlig truet, da vi havde Fæstningsbatterierne fra Metz i Ryggen.

Det var en Dag hen paa Eftermiddagen, da min nu afdøde Svoger, Peter Gram, kom ude fra Skyttegraven for at sige Farvel til mig. Det skete i en Hestestald i Champey, hvor Jørgen Grau fra Barsø og jeg laa indkvarteret.

— Jeg har faaet 14 Dages Orlov, sagde Peter Gram med et Stænk af Ironi. Vi snakkede lidt sammen om Udsigter til Fred og andet, og han gav mig saa Haanden til Farvel. Han smilede til mig med et eget Blink i Øjet.

— Jeg kommer ikke tilbage, sagde han sagte.

— Farvel og hils derhjemme!

Saa skuldrede han Tornystret, gik strunk langs Slotsfløjen og hilste forskriftsmæssigt paa flere Officerer, som stod og sludrede ved Indgangsportalen. Jeg fulgte med Øjnene hans Gang ud af Byen, han vendte sig ikke om, hans Beslutning var taget, aldrig mere tilbage til dette Svineri, som Krigen jo er.

Saa gik jeg ind igen og traf Jørgen Grau i Færd med at pudse Stabslægens Hest. Jeg havde den allerstørste Lyst til at betro mig til ham, men turde alligevel ikke. Ikke af Frygt for, at han skulde røbe noget, men vi kunde saa let i Ubetænksomhed sige et Ord for meget. Jeg tav.

Saa gik der 14 Dage. Det var i Middagsstunden, vi havde spist vor Mad og var i Gang med Opvasken, da Jørgen Grau halvhøjt raabte: „Hvad fejler den gamle mon,  han er jo rød i Hovedet som en Kalkun”.

Hauptmann Köhler kom i Luntetrav langs Slotsfacaden henimod Stalddøren og raabte allerede paa Afstand: „Hansen, kom herhen!”.

Jeg gik saa hen i Døren og blev modtaget med følgende Salut: „Ja, det er et kønt Svineri, der er kommet ind i Bataillonen, to Mand er rømmet, Faneflugt, en Anholm  og en Gram fra 6. Kompagni er ikke kommet tilbage fra Orlov, og denne Gram skal jo være Deres Svoger. Jeg siger, det er en Gemenhed, men hvad siger De?“

Ja, jeg kendte jo ikke noget til denne Sag. Saa faar han Kig paa Jørgen Grau.

— Ja, I er jo begge Danske!

—Javel, Hr. Hauptmann.

Nu var Jørgen Grau et Menneske med en enestaaende Ro, og dette irriterede Hauptmann Köhler, saa han gav ham en værre Overhaling. Men over dette forglemte han sit egentlige Ærinde, og idet han forlod Valpladsen, mumlede han nogle uforstaaelige Ord, rettet til mig.

Senere paa Dagen fik vi af Kasinoordonnans Dankerdt en Forklaring paa, hvorfor Hauptmann Köhler var blevet saa ophidset.

Der var gaaet to Dage over Tiden, og Telegrafen havde meldt, at Regimentet ikke kunde vente P. Gram og Andreas Anholm tilbage. Sagen drøftedes ved  Middagsbordet, og Hauptmann Köhler siger lidt kæphøj til Løjtnant Bohlmann: „Det kan ogsaa kun forekomme hos Dem, Hr. Løjtnant Bohlmann”.

Nu kendte Løjtnant Hase mit Slægtsskab med Peter Gram og stikker følgende ud til Hauptmann Kohier: „Ikke saa kæphøj, Hr. Hauptmann Köhler, Deres Oppasser er da Svoger til denne Gram“.

Og dermed revnede Ballonen. Den gamle Overtolder blev helt desperat og havde nær væltet Bordet for at komme ned til mig for at faa Vished om, at Løjtnant Hase talte sandt.

Alt dette fik vi at vide af Dankerdt, og mere endnu. I Kasinoet var ellers rørende Enighed om, at Danskerne var gode Folk. De fleste var afkommanderet som Officers-Oppassere, en Tid lang bestod hele Køkkenpersonalet udelukkende af Danskere, og Underofficer Hansen fra 3. Komp. var Leder af et større  Landbrugskommando i Loray.

Saaledes, sluttede Dankert, bliver Danskerne omtalt og favoriseret paa Bekostning af Landets egne Børn. Men nu skal det være Slut.

Naa, vi mærkede ingen Forandring ud over, at det den første Tid var lidt vanskeligere at faa Orlov. Et Par Dage efter havde Th. Simonsen, der var Oppasser hos Løjtnant Bohlmann, et Udklip af „Ribe Stiftstidende” med en Omtale af Flugten. Dette Udklip gik fra Haand til Haand imellem os Danske, men selvfølgelig i dybeste Hemmelighed.

DSK-årbøger 1946

6. september 1917. Endelig i Feltham: “Nu var jeg blandt Landsmænd, og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem”

Christensen, Gram, blev såret og taget til fange i foråret 1917. Han blev sendt på militærhospital i England.

Efter et Par Maaneders Ophold i Militær-Hospitalet i Fulham, kom vi til en Rekonvalescentlejr for Krigsfanger i noget, der hed Brockton Camp.

Ved Siden af denne Lejr, kun skilt ved et Pigtraadshegn, som ganske vist ikke kunde overstiges, laa en Lejr, hvis Indvaanere blev udskiftet over Svejts med saarede Englændere.

Inden jeg kom til England, havde jeg bragt i Erfaring, at der var en Lejr for Sønderjyder, “Feltham”. Jeg spurgte den engelske Tolk, om en saadan fandtes, han kendte den ikke.

Saa en Dag kom der Bud fra Kommandanten om, at jeg skulde indfinde mig paa hans Kontor, sammen med Grøn fra Asserballe, der laa i samme Lejr som jeg. Da vi kom til Kontoret, stod der en Mand, som hilste os med et hjerteligt “Goddag” og  velkommen til England.

Han talte dansk; med en Anelse om, at det kunde være Felthampræsten, spurgte vi, hvem han var. Han svarede, om vi ikke kendte ham, han kendte dog os. Han fortalte mig, at min Kone hed Louise. Saa var jeg klar over, at han maatte være en god Mand, og det var han ogsaa.

Han fortalte os om Feltham og om Kammeraterne der, han holdt Andagt med os, og det var altsammen vidunderligt, det var Danmark, som rakte os en venlig Haand i vort Fangenskab.

Han lovede os, at vi snart skulde komme til Feltham. Nogle faa Dage senere kom Grøn bort, medens jeg, til min store Sorg, maatte vente, indtil mit saarede Haandled blev helt rask.

En Dag kom der Bud fra Nabolejren. En Mand, Muusmann, nu Bylderup-Bov, som skulde udveksles med haardtsaarede Englændere over Svejts, stod ved Pigtraaden og havde Hilsener fra Feltham. Jeg skulde dog skynde mig at komme hen til de andre Landsmænd.

Det vilde jeg hellere end gerne, men paa Grund af min daarlige Haand kunde jeg ikke komme der endnu.

Han fortalte om Feltham, Samværet, Forplejningen, Dilettant-forestillingen, Præstens to ugentlige Møder. Jeg fattede det ikke, gaves der endnu noget saadant her paa Jorden, at Folk var venlige mod hinanden, inviterede hinanden til Kaffe og Kager, ligesom hjemme i Sønderjylland, Aa, kunde jeg dog blot snart komme til Feltham.

Jeg talte med den engelske Tolk om det. Han sagde: “Skriv et Brev og lad mig faa det med, saa vil jeg lægge det i Postkassen”. Jeg skrev til Præsten, at jeg længtes efter Feltham, og at jeg nok troede, at mit daarlige Haandled kunde helbredes der, om han ikke vilde sørge for at faa mig til Feltham snarest muligt.

Otte Dage efter kom der Orde til mig om at holde mig parat.

Der var imidlertid kommet en Misstemning frem mod dem, der vilde til de saakaldte Forræderlejre. Denne Misstemning gjaldt saavel Danske og Polakker som Elsass-Lothringer. Enkelte blev mishandlet af Tyskerne, inden de kom bort. Derfor kom der Ordre til mig Kl. 5 om Morgenen om at staa op, pakke mine Sager og omgaaende rejse til Feltham.

Jeg blev ledsaget af en engelsk Landstormsmand. Vi rejste fra om Morgenen til hen paa Eftermiddagen, før vi kom til London.

Toget var overfyldt. Jeg sad sammen med min Landstormsmand midt iblandt Passagererne. Der var paafaldende mange Præster med. De er let at kende, idet de ynder en særlig Paaklædning. Nogle af dem spiste deres medbragte Mad. Jeg var sulten og maa have set særligt sulten ud, hvorfor en gammel Præst spurgte min Landstormsmand, om det var tilladt at give mig et Stykke Brød. Det var tilladt. Præsten gav mig noget Brød, idet han fortalte mig, at hans Søn var tysk Krigsfange. Jeg kunde ikke saa meget Engelsk, at jeg kunde fortælle ham, at jeg ikke var Tysker. Jeg kunde kun svare Tak.

Endelig kom vi til Feltham. Det var et stort Kompleks af Bygninger, der i Fredstider blev brugt til uvorne Drenge.

Den første, jeg mødte, var nuværende Førstelærer Rattenborg fra Døstrup, “æ  Degn”, som vi kaldte ham. Han vidste, jeg kom, men han var lidt betænkelig ved den preussiske Feldwebel. Det var nemlig ingen Anbefaling i Feltham. Dertil kom, at jeg var Postbud hjemmefra, hvilket ikke ligefrem pyntede. Han, som tidligere tysk Lærer, havde dog mere Forstaaelse, end der er de fleste beskaaret.

Vi kom ind i Køkkenet, hvor der blev serveret et kraftigt Maaltid stegte Kartofler og Frikadeller. Den næste, jeg mødte, var Peter Bernsen, Gram, Lejrens store Førstemand. Han kendte mig ikke, skønt vi var fra samme By, hvilket tydede paa, at mit Rygte ikke var særligt slemt.

Jeg fik anvist mit Kvarter. Straks den første Dag blev jeg inviteret til Aftensmad af Peter Bang, nu Gram. Han var en gammel Ven fra før Krigen, og skulde, som det var Skik i Feltham, have Præsten til Gæst.

Dette skete skiftevis. Inden jeg gik til Aftensmaden, spiste jeg nogle Rundtenommer, som Andreas Bertelsen, nu Agerskov, havde været saa forsynlig at give mig med. Han var ansat i Køkkenet. Det gik jo ikke an at være alt for meget Grovæder, naar man skulde i Selskab med en Præst. En Bekymring, jeg kunde have sparet mig, ingen vidste bedre end Pastor Troensegaard-Hansen, hvad en Krigsfange kunde spise. Vi fik stegte Kartofler og Frikadeller samt Brød med Ost og dejlig Kaffe.

Om Aftenen var der Møde, hvor Præsten talte om, hvad der foregik i Verden og sluttede med Andagt. Det var som at være paa Højskole.

Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om Aftenen laa i min Seng, følte jeg en Glæde og en Fred i mit Sind. Nu var jeg blandt Landsmænd., og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem.

DSK-årbøger 1946

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. februar 1917. 10 Petersen’er ved samme kompagni.

Senest ændret den 3. februar 2017 19:11

Hans Struck, Mølmark, gjorde krigstjeneste ved 7. kompagni af
regiment 85, som i sommeren 1916 lå i nærheden af Soissons. Der var ved 7. kompagni dengang ni, der hed Petersen, foruden feldwebelen, som var den 10. Petersen. Sent på året meldte han sig frivilligt til at blive uddannet til maskingevær.

Efter uddannelsen kom jeg tilbage til stillingen ved Vaux. Englænderne stormede den 31. januar [1917], men blev slået tilbage.

Næste nat kom de igen. De kastede håndgranater ned i en understand, hvorved Karl Juhl fra Hønsnap og tre andre kammerater faldt. Halvtreds mand af os kom i fangenskab.

Tyskerne råbte og skød efter os, men vi kom hurtigt ned i en engelsk skyttegrav.

Englænderne gik frem, og en vagtmand førte os tilbage. Ved 6-tiden nåede vi en lejr og fandt her hele resten af vor bataljon, bl. a. feldwebel Langbehn. Han havde aldrig været særlig afholdt, og Meyer III gik derfor hen og stak ham en lussing.

Halvtreds kavalerister førte os længere tilbage. Den franske civilbefolkning var meget forbitret og kastede sten efter os. I tre dage fik vi ingen mad, så vi var meget sultne og trætte.

DSK-årbøger 1961

25. januar 1917. Møde i Rusland: “… æ do fra Nørborre!?”

En anonym sønderjyde fortæller om et møde med en landsmand

I januar 1917 kom jeg med en transport til Rusland. Vi blev udladet på stationen Jelovka, hvorfra vi næste dag fortsatte med »feltbane« til Neudorf, hvorfra vi marcherede til Steinensee.

Her blev vi, til mørket faldt på, og fortsatte så til fronten. Jeg blev sammen med Walter Koch fra Blans tildelt 3. kompagni, Res. Ers. Rgt. 3.

Den første nat blev vort kompagni i reserve i en skovlejr umiddelbart bag fronten. Jeg kom straks på lejrvagt, og som naturligt var, mødtes vagterne ved kompagniskellene.

Der fulgte da et spørgsmål fra vagten fra 1. kompagni: – Wo bist du her, Kammerad?

– Aus Norburg auf Alsen.

Hvortil der blev svaret: – Hva’ seje do, æ do fra Nørborre? Æ æ Viggo Jørgensen fra Synneborre!

Ved samme bataljon var også Hans Christensen fra Egen og slagter Frandsen fra Sønderborg.

DSK-årbøger 1963.

12. januar 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Herfra gik Rejsen videre, tilbage over Passet og til Miletkovo, men denne Gang kørte vi i Lastbil. Her blev min gode Ven Laust Dollerup og jeg tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, der hørte til 9. Fodartilleri Regiment.

Nu fik vi Forklaring paa, hvorfor vi i ca. to Maaneder ikke havde faaet vore Postsager. Her laa nemlig Breve og Pakker til os i Massevis, de sidste i mere eller mindre god Forfatning.

Da vi ankom til Kolonnen, kom jeg til at bo sammen med tre ældre Soldater i en Hytte. Den første Aften, inden jeg helt var faldet i Søvn, hørte jeg en af dem sige til sig selv, idet han vistnok saa paa mig: „Armes Deutschland, ist es nun so weit, dass man uns Kinder rausschicken muss“. Med vore 18-19 Aar var vi jo heller ikke andet end store Drenge.

Vort Arbejde bestod i at passe Heste og køre med som Bremser, naar vi om Natten kørte ud til Batteristillingerne med Ammunitionen. Det var ikke altid lige hyggeligt at køre rundt paa de smalle Bjergveje og ikke kunne se en Haand for sig. Hvis hele Køretøjet skulde rasle i Dybet, kunde man næppe naa at bringe sig selv i Sikkerhed forinden.

Engang, da vi havde en Natøvelse, kørte vi rundt i otte Timer med en læsset Ammunitionsvogn. Ved en Forglemmelse var Granaterne ikke blevet fjernet. Der blev en værre Ballade, da det blev opdaget, men hvem havde Skylden? Der blev foretaget Forhør og Undersøgelse, men Sagen blev saa skrinlagt.

Mandskabet bestod mest af Rhinlændere, og vi kom meget godt ud af det med hinanden. Engang havde jeg dog lavet noget, som ikke passede en af dem, og det lød helt sjovt, da han med sin læspende Stemme raabte til mig: „Du Klotzkopf, du dummer Däne, ich hau dich mit dem Spaten in die Fresse“. Han gjorde dog ikke Alvor af sin Trusel. De „gamle“ vilde jo gerne herse lidt med os Rekrutter.

Baade i Garnisonen og i Felten talte vi Nordslesvigere altid Dansk, naar vi var sammen, og der er aldrig lagt os Hindringer i Vejen.

Selv om vi her var inden for de langtrækkende Kanoners Skudvidde, mærkede vi ikke ret meget til dem. Vi laa ogsaa godt skjult i det lave Krat, kaldet „Maki“, der overalt dækkede Bjergene.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

 

24. december 1916. Sønderjysk jul i understanden (dækningsrummet)

Frederik Hansen, Kegnæs, deltog i krigen i Regiment ??

Jul ved Fronten
Efter at have deltaget i de haarde Kampe ved Sommefloden i Efteraaret 1916, fik vort Kompagni endelig en haardt tiltrængt Hvilepause. Vi kom til den lille By Lavannes paa Reimsfronten. Her var forholdsvis roligt, og vi skulde nærmest gøre Arbejdstjeneste, grave Affaldsgruber, gøre Vejarbejde, lave „Unterstande” og lignende.

Da Civilbefolkningen forlængst havde rømmet Byen, kom vi til at bo i rigtige Menneskeboliger, og vi haabede at kunne holde Jul i Lavannes. Vort Haab gik i Opfyldelse, idet vi fik Lov at fejre Juleaften i Byen. Om Eftermiddagen blev vi kommanderet i Kirke. Der var en gammel ærværdig Kirke i Byen, og Feltpræsten gjorde sig de hæderligste Anstrengelser for at skaffe lidt Julestemning frem.

Saa var vi fri Resten af Dagen, men skulde holde os parat, da vi kunde faa Marchordre naarsomhelst. I mit Kvarter var vi 4 tyske og 2 danske Kammerater.

Da vore tyske Kammerater skulde feste i deres „Soldaterhjem”, hvor der serveredes Øl, kunde vi raade over hele Stuen, som dog ikke var ret stor, og vi inviterede vore to andre Landsmænd, der var ved Kompagniet til at være med. I flere Dage havde vi gjort Forberedelser til Festen. Kartofler hentede vi i en stor Kartoffelkule uden for Byen. Der gik stadig Vagt ved Kulen, men naar Vagtmanden fik et Par Cigaretter, saa han intet.

Det gjaldt nu bare om at faa noget at stege Kartoflerne i, men til alt Held blev Kammerat Peter udtaget til at staa Vagt ved Levnedsmiddeldepotet den sidste Nat, og da han næste Morgen kom tilbage, afleverede han et passende Stykke Faaretælle, som paa en eller anden Maade havde fundet Vej ned i hans dybe Frakkelomme.

Salt og Marmelade havde vi i Spisekammeret, og det blev et Festmaaltid, som vi nød med velsignet Appetit. Opvasken gik vi let hen over, og saa blev Juletræet  tændt. Det var ingen Gran, men dog et Naaletræ. Det havde tre Lys og et lille Dannebrogsflag i Toppen. I en Ruindynge havde jeg fundet et Stykke rødt Silkebetræk paa Resterne af en Stol, og heraf blev Flaget klippet ud. Det hvide Kors blev malet med Kridt, hvoraf der jo var Overflod, idet de fleste Huse var bygget af Kridt og hele Undergrunden bestod af Kridt. Vi levede bogstaveligt talt paa Kridt.

Saa fik vi den blaa Sangbog frem, og saa sad vi fire gode Kammerater og sang de kære gamle Julesalmer, afvekslende med nationale Sange, og hyggede os i den lune Stue. Tankerne gik til vore kære derhjemme og ofte duggedes Øjnene, men vi fik dog en Juleaften ud af det, som vi vil mindes saalænge vi lever.

DSK-årbøger, 1943

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

2. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 17:43

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.

Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.

Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.

Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.

Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“

Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.

Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.

Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.

Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)