4 tanker om “Lister over sønderjyske faldne”

  1. Min far Anton Marius Nielsen, Agerskov, skulle møde i Over Jerstal , da han blev indkaldt, men han valgte at cykle nordpå i stedet for, da han lige havde mistet en bror i Frankrig, og der var 2 Brødre mere der var med i krigen, det var i 1916. Han cyklede til Anst, hvor han kravlede i en grøft ned mod Kongeåen, og der blev han liggende til der var en af vagterne der skulle forrette sin noget, og da han sad med bukserne om hælene, og den anden vagt var på afstand med ryggen til, løb han det sidste stykke og sprang i Kongeåen og da han var i sikkerhed vinkede han til vagterne, og de vinkede igen. Han gik til Føvling hvor han havde sine Bedsteforældre, men han kunne ikke engang skrive til sine forældre at han var i sikkerhed.

  2. Når jeg nu sidder og kigger i de fine lister der er lavet, hvorfor kan jeg så ikke finde det sted de forskellige soldater er begravet?

    1. Hej Karsten
      Mange tak for din kommentar. Soldatergrave finder du på siden her: https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-paa-soldaterkirkegaarde/ . Listen over soldatergrave er fra 2015 og er ikke opdateret siden. Vi henviser ellers til at søge gravsted her: https://www.volksbund.de/erinnern-gedenken/graebersuche-online .
      På siden med sønderjyske soldatergrave er vi for tiden i gang med at lægge fotos af gravene op. Vi får dels tilsendt fotos fra sønderjyder, der har besøgt en slægtnings grav, men igennem et par år har én af vore frivillige systematisk besøgt soldaterkirkegårde i Belgien og Frankrig og fotograferet sønderjyske soldatergrave. Der er lang vej endnu – men det er alt sammen frivilligt arbejde 🙂
      mvh
      René

  3. Et lille hjertesuk fra “den omkringrejsende grav-fotograf”:

    Nogle soldaterkirkegårde er meget store, og der ligger mange sønderjyder. På andre ligger der kun nogle få. Rejsen dertil er den samme.

    Det er dejligt, når de, der besøger deres slægtnings gravsteder i udlandet, tager fotos og sender dem ind. Det ville dog være en stor hjælp, hvis man, når man planlægger et besøg på en kirkegård, lige forinden checker med Jørgen Flintholms fantastiske lister, om der ligger andre sønderjyder, og så også tager og indsender billeder af deres grave. Det vil spare min mand og mig tid og kørsel.

    Der er desværre sønderjyske faldne, som af den ene eller den anden grund ikke er på Jørgen Flintholms lister. Mellem turene bruger jeg meget tid på at gennemgå “DenStoreKrig-hjemmesiden” med noget, der ligner en tættekam, og jeg finder stort set dagligt hidtil ukendte gravsteder. Målet er, at så få som muligt bliver overset. Så tag evt, et foto af en grav med et sønderjysk-klingende navn. Hellere et for meget end et for lidt.

    Et godt råd: Mange på jorden liggende gravsten er meget snavsede, mens mange opretstående kors i sommertiden er ganske hvide og udtørrede og svære at få et godt foto af. Så det er en god ide at medbringe en sprayflaske med lidt (sæbe)vand og og klud. Det kan gøre mirakler for resultatet.

    Venlig hilsen
    Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918