Tag-arkiv: dansk

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. august 1918 – Hejmdal: Nicht-epidemien

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Nicht? – Ikke?


Den sydfra indtrængte Nicht-Epidemi søger ligesom en anden Omgangssyge stadigt at vinde Terræn, og den er da nu hos os i Nordslesvig fuldt i Færd med at udvikle sig til en Ikke-Mani.

Som Smittebærere fungerer aldeles naturligt saadanne dansktalende Person, der har Omgang med Tysktalende og maaske til Jævnhold taler Tysk med disse.

Til dem, der lettest lader sig inficere, hører navnligt Ungdommen, og da især Damer, altsaa Personer med et lettere bevægeligt Sind, og blandt disse vel atter fornemmeligt saadanne, der har mere Naturel til at tale rigeligt end just til at tænke rigtigt; thi det indskudte eller vedhængte Ikke? er netop et Mundheld, der paa Grund af sin Overflødighed vidner om en skødeløs Tankegang.

Man høre f. Eks. følgende ulogiske Udtalelser:

“Da jeg for lidt siden gik op ad Trappen, følte jeg pludseligt et Stik her i venstre Side – ikke?”

“Ja, du kender jo ikke den unge Hr. Andkjær, men jeg kan sige dig, at han er et yderst elskværdigt Menneske – ikke?”

“Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed; tænk dig, Mimi Olsen meddelte mig i Gaar Aftes i al Fortrolighed, at hun er bleven hemmelig forlovet – ikke?”

“Ved du hvad? I Nat drømte jeg at du havde faaet Vinger og fløj op paa Rygningen af Henningsens Hus – ikke?”

“Du vil maaske næppe tro det, men i Gaar hørte jeg vor gamle Præst sige “Pinedød” – ikke?”

Eller man kan læse følgende Brudstykke af en Beretning, som jeg en Gang i Fjor havde Lejlighed til at høre af en Kone fra Aabenraa:

“Sidst Daw vå æ o min Søste omm ad Felstedskaw. Law vi sin vå kommen godt aa e Hjemvaj, gå de sæ aa jen Gang te å ræn’ – int’. Så soej’ æ te min Søste: “De vå da kjawt, te vi inne Paraply fæk med.” “Ja”, soej hun, “men de é dé jo int’ nawe å gø ved”. O’ vi trasked da sin vi’e. Law vi så kom ue te a Skasé, så kom dé jawn’ en Vuen køjren synnefra – int’, ó nok, ó så spu’e æ da a Knajt – fó de vå en ung Knajt, dé kom køj’ren – int’ – om vi måt køj’e med, ó de mått’ vi da nok. Men law vi sin vil te å klar op aa e Vuen ó æ kom te å se op aa e Knajt, så blew æ aa jen Gang’ va, te de vå en goej Bekæen – int’? Fó tænk, de vå min Broesøn, ham Jens Pede, dé sidste Aae te Majdaw kom ue å tjen’ aa e Laen. “Naj, é de dæ, Jens Pede?” soej æ sin, “de vå da glant, fo vi jawn’ skul kom op å køj’e med dæ.” No, vi kom da sin aa e Vuen. Men law vi haj fåt vos såt terett’, kom æ te å se noer ad mæ, ó s¨blaw æ va, te æ haj fåt en stoe Plet aa min Kjuwl – int’? “Naj se”, seoj æ, “de vå da en Skam; æ må vist haj våt fo næe ved o Juwl, fo de é nok SMørels helle såent nawe Feddels”. Men tænk, Jens Pede han griin’ kun bare – int’? ó så soej’ han: “Ja, men do kan jo trøst’ dæ ved, te do hæ fåt et urren Fedtkort!”         


Dagens Nyheder


Høstudsigterne

I det bekendte holstenske Blad “Itzehoer Nachrichten” meddeles, at der efter paalidelige Opgivelser nu kan gives en samlet Oversigt over Høsten i Slesvig-Holsten.

Det væsentlige er, at Høstudbyttet betydeligt vil overskride Høsten i Fjor. Vintersæden staar fortrinligt, Sommerkornet tilfredsstillende, Oliesæden godt; Roefrugterne har udviklet sig fortrinligt efter den rigelige Nedbør, saa man kan regne med et meget godt Udbytte af Kartofler og Roer.

Det ovennævnte Blad skriver til Slutning: “Naar vi faar godt Høstvejr, kan vi med større Fortrøstning imødese den femte Krigsvinter. Vorherre forlader ingen Tysker! Alt er blevet meget bedre, end vi troede for en Maaned siden.”

 Mand, Hustru og Søn dekorerede

Gæstgiver og Landmand Jes Hansen i Gallehus ved Jordkjær, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse og været med i Italien og ved Vestfronten, og som for Tiden er hjemme paa Orlov, modtog i Tirsdags Meddelelse om, at han har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Hans Søn, der ligeledes tjener ved Vestfronten, har erhvervet sig den samme Udmærkelse.

For nogle Dage siden fik Fru Hansen af Amtsforstander Clausen i Aarlev overrakt Fortjenstkorset for Krigshjælp. Hun har i de 4 Aar, hendes Mand har været fraværerende, drevet det med Gæstgiveriet forbundne Landbrug. 


Fra Felten


Døde paa Lasaret

Chr. Moos i Bramdrup ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at ogsaa hans anden Søn, Kresten, er blevet et Offter for Krigen, idet han den 15. Juli er død af sine Saar paa et Feltlasaret. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 4. August om Eftermiddagen Kl. 3 1/4 i Moltrup Kirke.

Som i Korthed meddelt i Mandags, er Flyver-Underofficer Kresten Eeg, Søn af tidligere, nu afdøde Købmand Hans Eeg i Over-Jerstal, hvis Enke bor i Brendstrup, den 18. Juli afgaaet ved Døden som Følge af Brandsaar, han havde faaet ved Branden af en Flyvemaskine. Den Afdøde, der opnaaede en Alder af kun 25 Aar, laa aktiv Soldat ved Krigens Udbrud og deltog som Infanterist i en lang Række meget haarde Kampe og blev flere Gange saaret. Bl. a. var han med ved at indtage Lüttich. Han var en modig og uforfærdet Soldat, der var udmærket med Jernkorset af baade anden og første Klasse. Efter at have været saaret anden Gang, var han ikke mere duelig som Infanterist og kom da til Flyvevæsenet. Her udmærkede han sig ligeledes og opnaaede i forholdsvis kort Tid Flyver-Certifikatet og forfremmedes til Underofficer. – En Broder til ham, Købmand Peter Eeg i Jels faldt i Fjor i Frankrig.

Død i Fangenskab

Knud Nielsen fra Øsbyhage i Vonsbæk Sogn, der den 24. Juli i Fjor faldt i rumænsk Fangenskab, er ifølge Meddelse fra en Kammerat afgaaet ved Døden som Følge af Sygdom i Januar Maaned i Aar. Han efterlader sig Enke og 3 Børn. En Sørgegudstjeneste vil blive afholdt i Vonsbæk Kirke Søndagen den 4. August kl. 10.

Saarede

Nikolaus Lind, Søn af Tagtækker H. P. Lind i Løjtkirkeby er under de sidste Kampe ved Reims bleven saaret i Hovedet af en Granatsplint; han har dog selv kunnet skrive hjem.

Hans Schau, Søn af Glarmester Schau, Søn af Glarmester Schau paa Klingberg i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven let saaret af en Granatsplint. Han har været saaret én Gang tidligere, nemlig i Begyndelsen af Krigen ved Østfronten.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Jes Bruhn fra Abkjær, Underofficer Søren Olesen fra Skærbæk, Jens Bøttger fra Stepping og Nikolaj Hansen fra Aabenraa let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

I Fangenskab

Ifølge den sidste Tabsliste over Kolonitropperne er Styrmandsmat Max Møller fra Aabenraa og Underofficer Lorenz Mathiesen og Overmaskinistmat Franz Norling fra Graasten falden i engelsk Fangenskab og internerede i Tysk-Østafrika.

(Læs hele Hejmdal fra 1. august 1918)

3. februar 1918 – Mathias Damm: “Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 3 Februar 18

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog igaar. Det glæder mig altid naar jeg hører fra eder alle derhjemme i Nordslesvig, og det er i Grunden ikke saa sært, det er dog det eneste man glæder sig til herude blandt lutter vildfremmede Folk, som man før aldrig har drømt om at træffe her i Verden. Mangen en Nordslesviger har dog dansktalende Kamerater hos sig, men her er i hele Regimentet kun en foruden mig.

Men man lærer her rigtig at skønne paa, hvad det er at have et Hjem og Slægtninge og Venner man kan tale med paa vort Modersmaal. Dog har jeg alle Dage holdt meget af mit Hjem, naar jeg kom hjem om Søndagen, satte jeg mig helst ind i Dagligstuen og naar der var Mangel af noget bedre, fik jeg saa fat paa en Bog. De andre har tidt kaldt mig “tvære Pær” naar jeg ikke vilde farte rundt med dem.

Jeg tænker tidt paa de sidste Aar før Krigen, naar vi kom sammen, Din Sødskende og Nis og Kjestine Høeg, og naar saa min Broder og Søster ogsaa kom, var Klubben fuldstændig. Jeg tænker ogsaa nok, at Anton her i Frankrig tidt vil tænke paa disse glade Timer. Hvor er det sørgeligt for hver Dag man her skal kvæle sig rundt, hvad har man af sine Ungdomsdage? Sorg og Møie, og ikke andet end Elendighed ser man. Gid dette Myrderi snart maatte faa en Ende, saa man kunde komme hjem til Moer. Naar ogsaa andre mener at leve bedre ved fintdækkede Borde med alle- haande lækre Sager, jeg foretrækker dog min Moers Kaalgryde og naar jeg har Grødfadet foran mig paa Køkkenbordet, troer jeg nok at jeg er mindst ligsaa godt tilpas som de.

Du kender sikkert ogsaa det gamle Vers. Tilfreds i Dit Hjærte, og glad i Dit Sind, den Rigdom faar Roserne frem paa Din Kind. Hvad hjælper om Verden for Fode Dig laa? Hvad hjalp det om selv Du fik Guldkrone paa, naar dog ikke Hjærtet i Glæde kan slaa! Og det ogsaa min Mening. Hvad hjælper det at Hjemmet er fuld af fine Møbler og Stads, naar man dog ikke føler sig hjemme deri. Lykken er ikke afhængig af Gods og Guld. Hvor den rette Forstaaelse og Hjærtelighed findes, der kommer Lykken lettere ind.

Du kan rolig skrive, hvad Du mener, jeg kan saa godt forstaa, hvordan i maa være til mode derhjemme. Men hold ud, af eder, i unge Piger, afhænger det om Nordslesvigs Sønner skal høste Lønnen for deres Udholdenhed, og den Dag maa og vil sikkert komme, da der oprinder bedre Tider for os alle. Sorg og Savn banker paa, ligesaa godt hos eder, som hos os. Jeg ved, at mangen en Pige har gjort Arbeide for baade Karl og Pige, og før var det ikke godt naar man ikke kaldte dem Frøken.

At rende fra det hele er let, men jeg er nu engang Nordslesviger, og lade Hjem og Slægtninge og Venner i Stikken, det bringer jeg ikke færdig. Og jeg haaber, at det maa forundes mig ogsaa at høste Lønnen derfor, idet jeg maa vende hjem til mine Kære og alt det lidte Nød og Savn vil let glemmes, og man vil tænke paa det ene, hvor er det dog godt at være hjemme.

Du skriver om Orlov, med den Ting er det rigtig usselt, ved denne Division. Det er mere spærret, end aaben. Naar man her faar Orlov engang aarlig, er det stort. Nu er Papiret nok rigtig fuld. Slutter derfor med mange Hilsner i Haab om let glædeligt Gjensyn derhjemme.
Mathias Damm.

Lev vel, og skriv snart igjen.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

2. februar 1917 – Milert Schulz: Er du en dansker?

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Prilep d. 2 Febr. 1917.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Bin ja immer noch hier in Prilep in Zahnbehandlung. War gestern wieder dort um den zweiten Zahn ziehen lassen. Montag den 5. soll ich wieder hin um den 3. raushaben. Ich glaube dass ist der letzte der gezogen werden soll. Die andern sollen ja plombiert werden.

Hier kann ich es noch lange aushalten. Werde ja von der Kommandantur verpflegt und dort sind Landstürmer von 9 Armeekorps. Nun frug ich welche die da Essen verteilen[,] ob da Schlsw. Holst. bei waren. Da sagt mir einer: Er du en dansker. Ich wurde ja natürlich froh[,] das ist ein Landstürmer aus Kr. Hadersleben.

Hat hier in den letzten Tagen geschneit. Schade, dass ich keine Post nach hier bekommen. Sonst bin ich ja noch immer gesund und munter.

Wiele herzl. Grüsse und Gottes reicher Friede sei mit uns allen
Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

20. januar 1917. For krigsretten for at tale sønderjysk

Hans Hansen fra Haderslev beretter følgende episode:

I vinteren 1916/17 var et hold af vort kompagni ved Condé sur Seuppe i nærheden af Berry au Bac ude at grave nogle maskingeværreder. Under frokostpausen søgte tre nordslesvigere, chauffør Jacob Borch, Haderslev Amtssygehus, repræsentant August Steffen, Haderslev, og landmand Peter Juhler, Arnitlund, og jeg sammenfor at få en lille sludder. Vi talte dansk, som sønderjyder plejede at gøre, når de traf hinanden.

Det faldt vor gruppefører, underofficer Steffen, Hamborg, for brystet. Han for op og forlangte, at vi skulle tale sammen, så vore kammerater kunne forstå, hvad vi talte om. Peter Juhler svarede, at når tyskerne talte deres plattyske dialekt, så kunne vi heller ikke forstå, hvad de sagde.

Underofficer Steffen bruste op. Juhler skulle holde sin mund og stå ret, når en foresat talte til ham Det mente Juhler ikke var nødvendigt, når man var ude i stilling.

Så befalede underofficeren en gefreiter Eisenschmidt at føre Juhler til Pinguiscourt og indsætte ham i arresten …

Der sad så Juhler i nogle dage og ventede på, at hans sag skulle for retten.

Han havde det dejligt. Bataillonsstaben lå i Counuscourt, og her skulle krigsretten sættes. Undervejs til retten prøvede underofficer Steffen at indvirke på Borch og August Steffen, der skulle møde som vidner. Han fortalte dem, hvad de skulle sige i retten, men de mente begge, at det skulle de nok selv finde ud af.

Nå, den høje ret blev sat, og underofficeren anklagede Juhler for lydighedsnægtelse og for at have talt dansk trods hans forbud. Så kom Borch og August Steffen frem som vidner.

De hævdede begge,  at alle nordslesvigere i kompagniet — der var over 20 mand— altid plejede at tale dansk sammen, og ingen af de øvrige kammerater havde taget anstød heraf. Sønderjyderne hindrede jo heller ikke de andre i at tale deres dialekt, selv om de slet ikke kunne forstå et muk.

Ligeledes fortalte de, at underofficeren på vejen til retten havde søgt at påvirke dem, ved at fortælle, hvad de skulle sige for retten.

Men så vankede der en ordentlig omgang til underofficeren. Retten var meget forstående, og Peter Juhler blev frikendt, og  sønderjyderne blev ved med at tale dansk både i og uden for tjenesten, som de altid havde gjort. Men underofficer Steffen  forsvandt fra kompagniet for ikke at vække anstød.

DSK-årbøger 1958

12. januar 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Herfra gik Rejsen videre, tilbage over Passet og til Miletkovo, men denne Gang kørte vi i Lastbil. Her blev min gode Ven Laust Dollerup og jeg tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, der hørte til 9. Fodartilleri Regiment.

Nu fik vi Forklaring paa, hvorfor vi i ca. to Maaneder ikke havde faaet vore Postsager. Her laa nemlig Breve og Pakker til os i Massevis, de sidste i mere eller mindre god Forfatning.

Da vi ankom til Kolonnen, kom jeg til at bo sammen med tre ældre Soldater i en Hytte. Den første Aften, inden jeg helt var faldet i Søvn, hørte jeg en af dem sige til sig selv, idet han vistnok saa paa mig: „Armes Deutschland, ist es nun so weit, dass man uns Kinder rausschicken muss“. Med vore 18-19 Aar var vi jo heller ikke andet end store Drenge.

Vort Arbejde bestod i at passe Heste og køre med som Bremser, naar vi om Natten kørte ud til Batteristillingerne med Ammunitionen. Det var ikke altid lige hyggeligt at køre rundt paa de smalle Bjergveje og ikke kunne se en Haand for sig. Hvis hele Køretøjet skulde rasle i Dybet, kunde man næppe naa at bringe sig selv i Sikkerhed forinden.

Engang, da vi havde en Natøvelse, kørte vi rundt i otte Timer med en læsset Ammunitionsvogn. Ved en Forglemmelse var Granaterne ikke blevet fjernet. Der blev en værre Ballade, da det blev opdaget, men hvem havde Skylden? Der blev foretaget Forhør og Undersøgelse, men Sagen blev saa skrinlagt.

Mandskabet bestod mest af Rhinlændere, og vi kom meget godt ud af det med hinanden. Engang havde jeg dog lavet noget, som ikke passede en af dem, og det lød helt sjovt, da han med sin læspende Stemme raabte til mig: „Du Klotzkopf, du dummer Däne, ich hau dich mit dem Spaten in die Fresse“. Han gjorde dog ikke Alvor af sin Trusel. De „gamle“ vilde jo gerne herse lidt med os Rekrutter.

Baade i Garnisonen og i Felten talte vi Nordslesvigere altid Dansk, naar vi var sammen, og der er aldrig lagt os Hindringer i Vejen.

Selv om vi her var inden for de langtrækkende Kanoners Skudvidde, mærkede vi ikke ret meget til dem. Vi laa ogsaa godt skjult i det lave Krat, kaldet „Maki“, der overalt dækkede Bjergene.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

 

20. december 1916 – Thomas Thomsen: “auf dänisch geschrieben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

20/12 1916

Liebe Mutter!
Besten Dank für deine Paketen den ich in der letzten Zeit erhalten habe. Gestern habe ich alle meine Weihnachtkarten und Briefe zurück gekriegt weil die auf dänisch geschrieben waren, infolge dessen hast du wohl nicht in længeren Zeit von mir gehört. Wir liegen immer noch in Ruh und bleiben wahrscheinlich auch hi[e]r Weihnachten über. Hoffentlich kriegen wir dann Friede bis Neujahr.

Das deutsch schreiben geht nicht so gut wie das andre. Wenn du nicht lesen kannst, mußt du nach Arrild gehen nach Pastor Wind er wird dirs schon vorlesen. Zum Schluß ein frohliches Weihnachten, das ist ja ein bischen spät aber das macht nichts.

Viele herzliche Grüßen sendet euch alle dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. november 1916. “Kompagni-bedstefar” – Peter Poulsen indkaldt som 43-årig

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Det var ikke Kærlighedsbud, der var ude efter os danskindede Sønderjyder, naar Udskrivningskontorets røde Indkaldelsesordrer naaede vore Hjem.

Vi syntes, vi havde alt at tabe og intet at vinde, og det blev krævet, at vi skulde staa Side om Side med og kæmpe for dem, vi hjemme havde kæmpet imod med en god Samvittighed, saa det var med Angst og Bæven, vi tog Afsked med vore Hjem, for at gaa med ud i den frygtelige Krig.

Jeg var indkaldt adskillige Gange, men kom stadig tilbage paa Grund af Reklamationer [Ansøgning om Dispensation eller Udsættelse, RR]; men den 16. November 1916 blev det Alvor.

Da det forsinkede Tog naaede Haderslev, var de allerede i fuld Gang med at udtage Mandskabet, som skulde sendes bort, og saa snart jeg fik Øje paa det Mandskab, der var opstillet ude paa Pladsen ved Frue Kirke, sagde jeg til min Rejsefælle: „I Dag bliver det min Tur.”

„Hvorfor det?” spurgte han. „Jo, for kan du ikke se, at det Mandskab, der bliver stillet op dér, passer for mig at komme ud i Krigen med.” Det var nemlig saa godt som lutter 18-Aars Knøse. Jeg havde jo rejst i en Del Aar med Korsets Evangelium iblandt vort Folks Ungdom, saa det maatte falde ganske naturligt, at med den Ungdom maatte jeg ogsaa ud i Krigen.

Da Indrulleringerne var forbi, og de overtallige rejst hjem, stod vi 500 Mand i Haderslev, hvortil der senere kom 300 i Flensborg. Vi var samlede i et af Byens største Lokaler, og al Slags Skæmt havde frit Slag imellem os.

Saasnart de unge var klar over, at jeg skulde med, og det gik fra Mund til Mund: „Skal du ogsaa med!” saa var der et vittigt Hoved, som sagde: „Ja, skal du med, saa skal du være vor  Kompagni-bedstefar,” hvortil jeg svarede Ja.

Saa derfra stammer det hæderlige Navn „Bedstefar”, som jeg gaar under den Dag i Dag blandt mine unge Kammerater fra Krigens Tid.

Næste Morgen Kl. 4 stod vi paa Banegaarden i Haderslev, kom ind i Vogne og kørte til Flensborg, hvor de 300 Mand kom til, og saa videre til Gnesen. Den 18. henimod Midnat naaede vi til Gnesen (i Polen).

Næste Morgen blev vi saa opstillede paa Eksercerpladsen, Krigsartiklerne blev forelæst, og derefter blev der spurgt, om vi havde forstaaet dem, og om vi havde noget at bemærke til dem.

En af de unge Kammerater traadte da frem, og mens Graaden sad ham i Halsen, spurgte han, om det var ham tilladt at skrive Dansk hjem til sine gamle Forældre, for de kunde ikke forstaa Tysk.

Feltwebelen svarede da, at det kunde han ikke selv afgøre; men han vilde indhente Svar fra Bataillonskommandøren, en Major Dockhorn.

Om Aftenen ved Parolen kom Svaret, at vi maatte skrive Dansk og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Saa blev vi ført til Munderingskammeret, hvor vi blev iført „Kongens Klæder”.

Men her viste sig den første store Vanskelighed: De havde nemlig Uniformer nok, som passede udmærket til de 18-Aars Knøse, men de var alt for smaa til den 43-aarige „Bedstefar”. Hver Gang jeg prøvede en Uniformsfrakke, viste det sig, at den kun kunde naa saadan omtrent til midt paa Ribbenene, og der manglede da ogsaa 5-6 Tommer i, at Bukserne kunde naa sammen.

Underofficeren paa Munderingskammeret var en brøsig Herre, han blev snart utaalmodig, kastede mig det ene Sæt Tøj i Hovedet efter det andet med den Bemærkning: „Det passer”, og jeg var saa meget Soldat, at jeg vidste, at jeg havde at svare „Javel”.

Men naar jeg saa fik det paa, viste det sig alligevel, at det passede ikke; saa jeg maatte gaa bort fra Kammeret i mit eget Vadmelstøj.

Saa begyndte vi saa smaat at komme ud paa Eksercerpladsen og gjorde de første Bevægelser.

Jeg var blevet tildelt 49. Infanteriregiments 3. Kompagni, men efter at Officererne havde faaet Mandskabslisterne gennemset, fandt de ved hele Bataillonen 22 Mand, som var over 18—19 Aar. Nogle var
langt op i Trediverne, og jeg var 43. Saa blev vi tildelt 2. Kompagni, og der blev vi Rekruttiden ud.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

 

21. juli 1916. Tre dage i brummen for at skrive feltpost på dansk

Niels Lustrup, Spandet, gjorde i juli 1916 krigstjeneste på Vestfronten.

Regimentet, hvortil jeg dengang hørte, var på dette tidspunkt indsat på vestfronten i Belgien. Vi havde indtaget skyttegravsstillinger  foran ruinerne af det, der engang havde udgjort den vidtbekendte by  Ypern.

Dagene derude havde været hårde, og vi havde lidt en del tab.  Regimentet var nu efter seks dages forløb blevet afløst og var draget tilbage til hvilekvartererne i og omkring byen Becelaere. Bataillonen var rykket i kvarter i skovlejren, kaldet »Jägerlager«.

Det var sommer og herligt vejr, så vi nød ordentlig tilværelsen her i  disse ret fredelige omgivelser. De hårde strabadser tænkte man i øjeblikket ikke på mere, men man nød tilværelsen, som man nu  kunne det bedst. Ud fra de mørke barakker lød der sang, fløjten og  munterhed.

Vi var en lille flok, der havde fundet os en solrig plads bag vor barak.  Her sad vi nu i græsset og nød livet, mens snakken gik, og vi fik os et  slag kort til tidsfordriv.

Georg Bremer var just ved at dele kortene rundt, da han henvendt til  mig sagde: »Hør, Niels, vor nye kompagnifeldwebel skal, efter hvad  jeg har hørt, nok være en ret striks fyr. Vi vil nok komme til at savne  vor gamle feldwebel«.

»Ja«, svarede jeg, »den gamle var nu et sjældent fint og forstående  menneske; han var alt for god til at ende sit liv herude«.

»Ja, du har ret, Niels, og det er kun godt for ham, at han nu er taget  bort herfra, og efter hvad jeg har hørt, får han nok lov til at fortsætte i sin gamle stilling som overlærer ved skolevæsenet i Rendsborg  igen«, bemærkede Georg Bremer og fuldendte uddelingen af de alt andet end propre kort.

En af flokken, Claus Hansen, kom med følgende bemærkning: »Ja,  ser I, den nye feldwebel er en mand, der nok skal gøre sig afholdt,  der siges om ham, at han, der er bayrer af fødsel, skal være en ren  »Prøjser-æder«.

»Hm, Prøjser-æder! — Nå, ja, manden er fra Bayern, det er vel det hele«, mente Johannes Meier og delte kortene rundt til en ny bét.

»Da skulle du have hørt, hvad sergent Jens Berg har været ude for«, bemærkede Georg og pakkede kortene sammen — han havde opnået bét’en!

Der var en eller anden, der kaldte. — »He! — Der Knacker!« — Det  var altså mig, det gjaldt — »Knacker« var sådan en slags borgerlig ærestitel . . .

Ludvig, kompagniets skriver og stik-i-rend-dreng, stod i den åbne dør og lod blikket glide rundt hen over mænnerne, indtil han fik øje på mig.

»Ja, det var lige dig, jeg skulle have fat i! Hør, Niels, du må straks melde dig på kontoret; det er Bartolomæi, feldwebelen, der ønsker at se dig«.

Da Ludvig havde sagt dette, fandt han det klogest at forsvinde igen …

»Ja, så kommer I til at se jer om efter en ny mand, mens jeg er borte«, sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og gik ind i huset for at tage hue og trøje på. Jeg begav mig af sted hen til barakbygningen, hvori vort kontor var installeret. Jeg meldte mig og sagde mit navn.

»Nå«, sagde feldwebelen, »du er altså manden med dette — hm — mærkelige navn«, hvorefter han vendte sig mod en hylde, hvor der fandtes adskillige papirer, blandt andet også et feltpostkort, som han nu ivrigt studerede, — uden at kunne læse det.

Jeg havde god tid til at tage manden nærmere i øjesyn. Han kunne vel være omkring de fem og fyrre eller så, lavstammet og bred, med  ikke så lidt anlæg til at få mave. — Jo, den gode hr. feldwebel kunne godt se ud til at være en stor ynder af et godt glas øl . . .

Jeg blev afbrudt i mine betragtninger af feldwebelen, der sagde: »Hør, mand, hvad landsmand er De egentlig? — Se, her har jeg et kort med Deres navn under; men jeg kan — hm — desværre ikke læse det«.

»Jaså, — kortet er et, jeg skrev i formiddags, det er skrevet på dansk, hr. feldwebel, — jeg er dansker . . .«

»Dansker«, udbrød han, »kender det ikke . . . nej. De er selvfølgelig også en af disse . . . prøjsere!« (Han havde nær sagt »snavsede prøjsere«). »De er tysker, er De, og De må kunne skrive tysk; det kan da alle her!« bemærkede feldwebel Bartolomæi tørt og så hastigt på mig.

Jeg lod mig dog ikke sådan slå af marken, men sagde: »Hør, hr. feldwebel, jeg skriver dansk, for de derhjemme forstår kun dansk«.

»Nej«, afbrød han mig, »De skriver tysk, ellers bliver Deres post ikke afsendt herfra«.

»Jo, den gør! — Det er den da blevet indtil nu«, sagde jeg protesterende.

»Menneske, er De blevet helt forrykt?« fo’r feldwebelen op.

»Nej, endnu ikke, hr. feldwebel, men jeg er dansker og skal vide at benytte mig af mit danske modersmål lige så ofte, det er mig muligt!«

»Ja, — for pokker, — De er forrykt! — Ved De hvad, De skal få tre dage i brummen, min fine ven!« skreg feldwebelen.

Jeg var ligeglad og så vistnok lidt trodsigt hen på den stakkels mand.

»Raus! — Herut med dig!« udbrød feldwebelen mere end arrigt og viste mod døren. — Nå, den kunne jeg nu nok selv have fundet . . .

De tre dage i brummen, ja, dem har jeg stadig til gode, for allerede den følgende dag var vi atter undervejs ud til fronten. Jeg fik aldrig lov til at sidde de tre dage af . . .

DSK-årbøger 1960

1. maj 1916. Peter Rossen fra orlov i ilden …

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916.

Da jeg var kommet hjem, søgte jeg om fjorten Dages ekstra Orlov. Sæden skulde lægges, men jeg hørte ikke noget derudefra. Saa tog jeg selv en Dag mere, men maatte jo saa af Sted.

Da jeg meldte mig paa Kommunekontoret, sagde  Kommuneforstanderen:

»I Gaar fik jeg en Forespørgsel, om det var nødvendigt, at du fik mere Orlov.”

“Ja, sagde jeg, meget nødvendigt, mindst otte Dage.”

“Jeg  forudser altsaa, at du faar Orlovsforlængelse«.

»Ja, saa løber jeg den Risiko Og bliver herhjemme en Dag længere«.

– Nu var jeg to Dage for sent paa den; men jeg hørte ingenting. Haabet svandt mere og mere. Jeg tog afsted, og da jeg havde passeret Hamborg. troede jeg slet ikke mere paa Orlov.

Jeg kom altsaa til Fronten to Dage over Tiden og ventede mig en ordentlig Skylle.

Den fik jeg ogsaa. – Samme Aften skulde jeg ud i Stillingen. Det var den 1. Maj, et herligt Vejr.

Kort før jeg skulde af Sted kom min Ven paa Skriverstuen, Thomas Hansen fra Hamborg, som gerne flik sig en Sludder med os  heroppefra, naar der var Lejlighed dertil. Han sagde, at han jo selv var halvt »deroppefra« – »for min Mor er fra Sønderborg, og der aftjente min Far sin Værnepligt. Min Mor har lært mig at tale Dansk. Jeg kan stadig forstaa det, men jeg har glemt at tale det; det er dog dejligt at være blandt Kammerater, der taler min Mors Sprog«.

Han kom altsaa nu farende ind, mens jeg stod og pakkede mine Sager:

-»Mand«, sagde han, »der er lige kommet Besked om Orlov til dig, og nu er du her. Det er ikke saa godt, men vi maa haabe, at du faar den Feldwebelen er ikke til Stede lige nu«.

Jeg ventede, til han kom. Han maatte hen til Telefonen i den anden Ende af Byen og drøfte min Orlov.

»Vi har jo ingen Rejsepapirer til dig, saa der er ikke noget at gøre ved
den Sag«, sagde han.

»Ja«, sagde jeg, »naar Generalkommandoen har bevilget mig Orlov,
kan Bataillonen da ikke afslaa den«.

»Naa«, sagde han, »indsend straks en Ansøgning«.

»Det gør jeg ogsaa, og saa besværer jeg mig samtidig«

Jeg gik, men det kan nok være, at det haglede ned over mig. Da jeg naaede Byen Goignicourt, slog jeg Følge med en ung Mand, som havde været »ude«, som han sagde. Jeg fortalte ham mine Genvordigheder. –
»Ja, saa er det ikke saa godt«, sagde han. –

Vi traskede af Sted. Natten var kold, og jeg tog min Kappe paa, Jeg havde en Pakke med til min Kammerat Knud, som var derude. Allerbedst som vi travede fremad, det var saa roligt, satte paa een Gang det franske Artilleri i med Ildoverfald paa vore Batterier, der stod i en Dalsænkning lidt fra Vejen, og samtidig lagde de Spærreild paa Vejen.

Vi maatte smide os ned. Jeg laa i et Granathul ved Siden af Vej en og havde en Pakke ved hver Side af Hovedet. Da det blev lidt roligt, løb vi lidt tilbage, hvor der var en Sandgrav.,men vi naaede ikke helt derhen, før vi maatte ned paa Jorden igen.

Denne Gang gik der tre Splinter gennem min Kappe, men heldigvis blev jeg ikke saaret.

Da det atter blev roligt, kom alle Vognene, der havde været ude med Proviant og deslige, kørende alt hvad Hestene kunde løbe. Vort Artilleri begyndte at skyde alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, og det benyttede vi os af. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, mod Fronten og
naaede derud lidt før Midnat.

Alt var paa Benene derude, og Kammeraterne tog imod mig med de Ord: »Velkommen, men din Plads i Understanden er desværre optaget!«–

Jeg meldte mig hos vor Kommandofører, og det kan nok være, han bjæffede. »Kommer to Dage for sent! Ingen Proviant til dig! Din Plads optaget!« – De troede, at jeg var gået over Grænsen.

»Men nu er jeg altsaa her«, sagde jeg.

»Ja, De finder nok en Plads«, sagde han.

Jeg talte lidt med de gamle Kammerater og fortalte dem om Turen herud.

Her var der  ogsaa livligt. I Paasken havde det ikke været godt herude. En Aften, da der havde været nogle ude fra forreste Linie for at hente Posten, havde en af dem tændt en Cigaret; men saa kan det nok være, der blev Skyderi, og alle Mand maatte springe ned i  Graven.

En Del blev saaret. Der var ogsaa et Par døde, og nogle havde faaet Benbrud, alt paa Grund af denne Uforsigtighed. Jeg gik ned i Understanden og lagde mig. Søvn gav det ikke.

DSK-årbøger 1959

18. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Nyt fra Vestfronten

Ingen orlov.-Ikke breve på dansk.- Ingen mangel på levnedsmidler.- Russiske krigsfanger.

Tyske soldater, der har været hjemme på orlov fra vestfronten fornylig meddeler, at det er blevet bekendtgjort for deres afdelinger, at der foreløbig fra 1. februar ikke gives orlov til hjemrejse.

For sønderjyske soldaters vedkommende er det allerede for nogen tid siden blevet udstedt forbud mod at skrive breve på dansk til deres slægt eller pårørende, og der våges, i modsætning til tidligere over, at forbudet overholdes.

Overfor de meget forskelligartede udtalelser i bladene og andetsteds om mangel på levnedsmidler i Tyskland, er det meget interessant at erfare fra fuldt ud pålidelig kilde, at de tyske tropper på vestfronten i almindelighed intet mærker dertil. Vore hjemmelsmænd, der oplyser dette i slutningen af januar og i begyndelsen af februar d.a. meddeler, at i det hele og store er kosten således, at soldaterne ikke kan beklage sig, når der tages hensyn til de ekstraordinære forhold, hvorunder de lever.

Et forhold, vi ikke har set fremdraget før, er det, at tyskerne bag vestfronten anvender russiske krigsfanger til vejarbejde, træfældning i skovene og lignende arbejder.

Upålidelige næringsdrivende kan miste forretningen.

Det kan forbydes alle næringsdrivende, såfremt de viser sig upålidelige i deres næringsdrift, at fortsætte deres forretning. Som upålidelige efter lovens forstand anses ifølge ”Hejmdal” de næringsdrivende (købmænd, høkere, håndværkere og lignende) som forlanger højere priser for fødevarer og så videre, end det er foreskrevet i højestepriserne, eller på anden måde kræver ublu priser. Man bør derfor tage sig i vare, at man ikke udsætter sig for med et slag at få sin eksistens tilintetgjort.

Faldne, sårede og fangne.

  • Erich Borch, søn af arbejdsmand Borch på Lindedal i Haderslev, er falden. Ligeså løjtnant i reserven Rudolf Krause fra Toftlund.
  • Hans Jepsen fra Galsted er død på reservelazarettet i Neustrelitz og
  • Karl Jørgensen fra Kærbølling er død på reservelazarettet nr. 4 i Stettin.
  • Rentier Peter Bork i Hoptrup har i søndags modtaget et potkort fra sin søn, Jørgen Bork, der siden den 13. september 1915 har været i russisk fangenskab.

2. oktober 1915 – H. Lausten Thomsen: ”Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Den 2. Okt. hen paa eftermiddagen fik bataillonen ordre til at rykke fra Petit-Vimy ud i forreste stilling; jeg maate forlade min hule under banelinjen og gaa med. Det gik glat nok til at begynde med, jeg sad 1½ time i anden hule lige ved bjergværket i Petit-Vimy, og ved mørkets komme naaede jeg ad en hulvej og over nogle grønne marker op til la Folieskoven. Der ventede hele bataillonen paa, hvad vej den skulde gaa videre. Bataillonskommandøren Deichmann sad inde i en telefondækning sammen med en anden officer. Ud forved den stod et par bænke i et slags lysthus, der satte jeg mig sammen med 3 unge officerer og en bataillons-ordonnans Sommer. Et kompagni laa rundt om os ned ad skraaningen paa den aabne mark, første kompagni et hundrede meter længere sydpaa i skovbrynet og de to andre kompagnier lidt længere mod nord, til dels inde i skoven. Der var ikke andet at gøre end at vente og fordrive tiden, til vor vejviser kom.

Vi sad og repeterede nogle vers af Frank Wedekind. ”Jeg har min tante nedslagtet”. Ved fælles hjælp lykkedes det os oppe paa bænken ved skovbrynet at sætte hele digtet sammen. Saa gik den tid, det gjaldt altid at tænke paa noget, der ikke havde med krig og fare at gøre. Vi lage næppe mærke til, at kaptajn Deichmann lod give lyssignaler til en anden troppedel; men englænderne maa have set det oppe paa Loretto. Der lød et brag, og vi kunde høre skrapnellerne rasle ned i grenene. Der kom flere, men hvad skulde vi gøre; vi blev ved at tale om tysk lyrik, om Börries von Münchhausen. – Saa hørte jeg pludseligt ikke mere, der laa noget tungt over mit bryst og min højre skulder gjorde ondt. Der lød jamren rundt om. Jeg fik mine fødder gjort fri for jord og skubbet det bort, der laa paa mit bryst. Det var en af de officerer, der kort i forvejen sad ved siden af mig, han havde faaet højre Knæ knust. En 75 mm g[r]anat var slaaet ned midt imellem os, havde kastet en del af skrænten ned over os, ødelagt telefondækningen, havde dræbt 2 mand og saaret 11. De tre officerer paa bænkene var haardt saaret, kun ordonnansen uskadt. Jeg var ganske fortumlet, men fattede dog, at det var min pligt som læge at hjælpe. Det første, jeg sansede, var en røst, der kaldte paa mig, paa dansk: ”Thomsen, kære Thomsen, hjælp mig! Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.” Men der var ikke stor hjælp; Peter Hansen Schmidt havde faaet venstre nyre revet ud, han døde 2 dage senere paa et lasaret i Douai.

Det kneb med at foretage de nødvendige morfinindsprøjtninger, haanden rystede; men Brag kom løbende tværs over marken henne fra første kompagni. Han tog haand i med, og vi blev færdige med vort arbejde. Kaptajn Deichmann kom hen til mig og spurgte, hvorledes det var gaaet. Jeg vidste slet ikke af, at jeg stod og gav forklaring paa dansk, før jeg opdagede, at han ikke forstod mig. Jeg havde kun den ene tanke at skaffe de saarede bort og saa selv at komme bort fra ”La Folie”. Jeg løb haand i haand med den ordonnans, der havde siddet lige over for mig, ned ad bakken til Petit-Vimy. Vi faldt i granathuller, vi kastede os med vilje ned i dem, naar vi hørte en granat komme, vi løb for livet.

Da jeg kom ned i ambulancen i en kælder i Petit-Vimy, hørte jeg endnu kanonaden, den blev uophørligt ved at lyde for mine øren i lange tider, min højre trommehinde var bristet. Jeg maatte lade mig afløse og gik i løbet af natten tilbage til Acheville, ad hvad vej ved jeg ikke. Jeg husker grant enkeltheder i den døde by Vimy, jeg kom igennem, jeg synes, jeg har staaet den nat ved et bjergværk, jeg ved ikke hvor – jeg brugte 6 timer til at gaa 5 km, og da jeg kom til Acheville, lagde jeg mig hen og sov et helt døgn. Først om morgenen, den 4 oktober, da jeg blev vækket af min oppasser, der havde troet, at jeg var død, opdagede jeg, at jeg havde faaet en granatsplint i højre skulder og var blodig helt ned ad højre side. Den gjorde mig dog ingen fortræd; men fra den dag af tilbragte jeg i mange uger flere timer daglig med at græde, før jeg atter fik mit nervesystem i nogenlunde orden.

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47-49)

26. maj 1915 – “der tales ligesaa meget dansk som tysk”

Peter Jepsen skriver hjem fra Dixmude i Belgien

“Rille v. Dixmude 26/5 15

Mine Kære!
Det er saa længe siden vi har udvekslet nogle Tanker, at jeg nu, da jeg lige er ved at skrive, ogsaa vil sende Eder et par Linier.

Jeg kom jo halvsyg afsted fra Sønderborg igen, var dog saa heldig at komme til mit gamle Kompagni igen, som har en forholdsvis rolig Stilling ½ Mil syd for Dixmude. Strabadser har vi ingen af, Kosten er god og tilstrækkelig, saa vi i Grunden har det helt godt. Opholdet i den friske Luft har gjort mig godt, saa jeg er nogenlunde rask igen.

Mellem os og Fjenden (2 km) er der et Engstrøg, som delvis staar under Vand, saa vi altsaa næsten kun er udsat for Artillerieild. Vi holder os dog godt skjult, saa det er ikke saa slemt hermed. Faren vænner man sig til. Man maa jo finde sig i det uundgaaelige. Halvdelen af Kamerater er fra Nordslesvig, saa der tales ligesaa meget dansk som tysk. Det er straks hjemligt, og saa faar jeg daglig Brev fra min Anna og skriver dagligt igen. En lille Beretning faar jeg dagligt om den Lille, hjemmefra skrive de ogsaa flittigt, saa jeg staar i stadig Forbindelse med dem hjemme.

For at glemme det Skrækkelige rundt omkring én, læser jeg meget, baade Romaner og andet, f. Eks. f. T. Musikhistorie. Saa kan jeg jo glemme alt andet.

Man maa jo her være fattet paa alting, ogsaa paa det værste. Men Haabet slipper man jo da ikke, at man maa se sine Kære igen i bedre Tider. Med dette Ønske hilser jeg Eder særligt ogsaa Tante, hjerteligst.

Eders Peter,

I bedes ogsaa hilse Hansens, og Linde i Branderup”

(Feltpostbrev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

3. april 1915. Løjtnanten vil forbyde soldaterne at tale dansk – men hvad siger kaptajnen?

Hans Matthiesen, Gejlaa, gjorde krigstjeneste på Østfronten

I Februar 1915 blev jeg indkaldt for anden Gang og kom med en Transport fra Flensborg til Altona. Blandt Kammeraterne var vi otte Danske, som hurtigt fandt hverandre og dannede en Familie for sig. Snart hed det, at vi skulde til Østfronten, og det vilde vi ogsaa hellere, for det kaldtes for at gaa paa Aftægt. Paa Vestfronten havde vi været, og det var alt for „ruppig“.

Sidst i Marts Maaned, paa en Langfredag, afgik Transporten, først til Königsberg og efter et Par Dages Hvil videre til Narevfronten, hvor vi gik i Stilling lige over for Lomza. Her blev vi tildelt Landeværnsregiment 31, 7. Komp.

Jeg gik hen til vor Hauptmann og bad om, at vi 8 Landsmænd og gamle Kammerater maatte faa Lov at blive sammen i en Gruppe. — Hvad er I da for Landsmænd? — Vi er Nordslesvigere. — Se, her skal I høre, henvendte Hauptmann sig til de øvrige Kammerater, det er vel nok Kammeratskab. Selvfølgelig skal I blive sammen, og I skal endda nyde den store Ære at blive mit Kompagnis 1. Gruppe. Vi tales ved i Morgen.

Den næste Dag blev vi kaldt ind paa Skrivestuen og maatte her oplyse, hvor vi var fra.

Jeg var altsaa fra Aabenraa Amt. — Nej se, sagde Hauptmann, der er jeg ogsaa godt kendt. Kender De Landraaden der? — Javel, Hr. Hauptmann. — Hvad hedder han? — Landraad Simon.

Nu først gik der et Lys op for mig. Af andre havde jeg hørt, at vor Kompagnichef ogsaa hed Simon. — Det er maaske en Slægtning til Hr. Hauptmann? — Ja, Kammerat, det er min Broder, og det glæder mig at have Folk fra min Broders Amt i mit Kompagni. Naar I har noget paa Hjertet, saa kom kun til mig, jeg ordner her alt paa bedste Maade.

Se, det var vel nok en Hauptmann, den bedste, jeg har kendt i de 6 ½ Aar, jeg har spillet tysk Soldat.

Stillingen her var rolig, der faldt ikke et Skud hver Dag, og vi stod kun om Natten i Skyttegraven. Om Formiddagen sov vi, og om Eftermiddagen spillede vi Kort.

Alt gik selvfølgelig paa Dansk os imellem, og det passede ikke Løjtnant Thies, der laa i en Bunker lige ved Siden af os.

En Dag kom han hen til os og spurgte, om nogen af os var Medlemmer af den tyske Forening for Nordslesvig. — Nej, det var ingen af os. — Det var dog mærkeligt, det skulde I da alle være! — Hr. Løjtnant, sagde jeg, af hele den nordslesvigske Befolkning er ikke 10 pCt. Medlem af den tyske Forening, den er alt for politisk.

Vi fortalte ham saa mange af de Hændelser, der var sket, særlig om de Hjemløse, og han fik ogsaa Mads Egholms Lidelseshistorie. Men det vilde han ikke tro.

Da vilde han rigtignok komme herop efter Krigen og forhøre sig, om det var sandt, thi han var Formand for den tyske Forening i Hamborg. Vi indbød ham saa til at besøge os og gav ham vore Adresser.

Men saa kom det, han egentlig havde paa Hjerte. — Jeg synes, I som tyske Soldater skulde tale Tysk,, det vilde sømme sig bedre for jer. — Kender Hr. Løjtnant ikke den skønne Sang „Lied der Muttersprache”. — Jo, den kender jeg godt, jeg er Lærer ved en Skole i Hamborg. — Men saa maatte det, der staar i denne Sang, ogsaa gælde for andre Folks Modersmaal.

Han blev imidlertid ved sit og ønskede, at vi i Fremtiden talte Tysk, for det sømmede sig bedst for en tysk Soldat.

Og saa gik han.

Vi holdt saa Krigsraad og enedes om at blive ved med at tale Dansk.

Nogle Dage efter kom han igen, og nu lød det i Kommandosproget: „Jeg forbyder Dem at bruge „das dånische Geplauderei” Yderligere meldte han os til vor Hauptmann.

Atter holdt vi Krigsraad og besluttede at afvente, hvad vor Hauptmann vilde gøre. Vi talte stadig Dansk.

Nogle Dage senere, da vi igen sad og spillede Kort, kom Løjtnant Bakkeberg fra 3. Afdeling af vort Kompagni hen til os. Vi stod op og hilste, men han bad os sætte os og spille Spillet til Ende først. Det gjorde vi saa. Og saa fortalte han om Løjtnant Thies’ Krav til vor Hauptmann, at denne skulde forbyde os at tale Dansk og evt. fordele os med en Mand i hver Gruppe, saa holdt det nok op af sig selv. — Men ved I saa, hvad Hr. Hauptmann sagde: Han sagde følgende: Det er den bedste Gruppe i mit Kompagni, og saa længe de gør deres Pligt, som de har gjort indtil nu, kan de for mig tale, hvad de vil. Se, Løjtnant Thies, vi skal ikke ærgre Folk til ingen Nytte.

Og dertil føjede Løjtnant Bakkeberg: Men nu skal I ikke drille Løjtnant Thies for det.

— Tak for det, sagde jeg saa. Men med Forlov, er Hr. Løjtnant ogsaa Nordslesviger? — Nej, Kammerat, jeg er Hannoveraner, men jeg interesserer mig meget for det danske Folk. Jeg har læst meget om mine og Eders Forfædre, hvordan de hjalp hinanden med at besejre Venderne, og det er dem, Europa kan takke for, at de slap for Vendernes Herredømme. Hvis Bismarck ikke havde røvet vort Land, ligesom han røvede Eders, saa havde vi nu haft en dansk Prinsesse til Dronning. — Ja, Hr. Løjtnant, saa havde vor smukke Prinsesse Thyra været Dronning i Hannover. — Naa, ved I ogsaa Besked med det? — Ja, det gør vi da rigtignok.

Saa gav han os alle Haanden og gik.

Soldater med danske aviser
Dansksindede soldater med dansksprogede aviser

DSK Årbøger, 1947

15. november 1914. “Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Søndag, den 15. November 1914.

I vor nye Stilling havde vi det godt, bedre end vi havde ventet. Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.

Gaarden, som var bygget af store, graa Kalksten, gjorde et skummelt Indtryk. Man kunde ogsaa overalt lægge Mærke til en vis Ligegyldighed og Uorden, som man ikke var vant til hjemme. Og med de mange smaa og daarligt samlede Rum var Bygningen upraktisk.

Men disse smaa Rum frembød hvert et udmærket Opholdssted for 34 Mand, der saa godt som muligt havde indrettet sig husligt der. Ud fra alle disse smaa Boliger kunde man om Aftenen i Forbigaaende høre sagte, hjemlige Toner som:

Jeg elsker de grønne Lunde
med Tonernes vuggende Fald.
Jeg elsker de blanke Sunde
med Sejlernes Tusindtal.

eller:

Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg;
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under Synskredsens Rand

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

8. september 1914. ”Donnerwetter! Kommandieren Sie auf Dänisch?”

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

8. september 1914

Sønderjylland

Der gaar morsomme Historier

En Sønderjyde har meddelt ”Kolding Avis”, at Tyskernes Adfærd over for Sønderjyderne i det hele har undergaaet en paafaldende Forandring siden Krigens Udbrud. Den er næsten forekommende og elskværdig, og vi mærker intet til de sædvanlige Trakasserier.

Der gaar morsomme Historier derom. Saaledes blev der for nylig fortalt. At en tysk Feldwebel endog havde drevet det til at kommandere det indkaldte, gamle Mandskab paa Dansk.

En Kaptajn, der kom forbi og hørte det, raabte ham an med Udbruddet: ”Donnerwetter! Was haben Sie vor? Kommandieren Sie auf Dänisch?”

–          ”Jawohl, Hr. Kaptajn,”, svarede Feldweblen tilbage, ”di gammel Kaal forstoer et møj bedder saadan!”

Er Historien ikke sand, er den i al Fald godt funden paa.

Der er ikke mange soldater mere i Nordslesvig. Færdslen paa Vejene er ringe og Jernbanetrafikken indskrænket til det mindst mulige. Der er en Uendelighed af Ophold ved Stationerne med Eftersyn af Pas og andet, saa det tager som Regel 19 til 20 Timer at komme fra Vojens til Hamborg.