Tag-arkiv: genforening

9. december 1918 – Hejmdal: Stilhed efter Stormen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Festdage


“Ingen Døgnets Flaner, rendt fra Bog og Naal.”

Der er Forsyn i, at Forholdenes Udvikling indtil Genforeningsdagen kun foregaar langsomt. Thi ligesom den pludselige Sorg kan lamme og forvirre, saaldes kan det ogsaa være Tilfældet med Glæden. Nu faar vi Tid til at fatte det rent vidunderlige. Dag for Dag, sundt og naturligt, fæstner Glæden sig i vort Sind. 

Over vort første store Stævne, Mødet paa “Folkehjem”, var der mere Højtid end Fest. Der var ingen Ekstase som paa Concorde-Pladsen i Paris, ingen Jubel, som blandt Elsasserne i Strasborg. Vi har ventet lige saa trofaste som de, men er som Nordboere mere træge. Det var som én bred Bringe, saaret og forreven, men endnu livskraftig, der vendtes bort fra Striden. Det var Stilhed efter Stormen.

Den næste Mærkedag hernede vil allerede mere faa Præg af Fest. Det er den Dag, da vi faar Lov at bekræfte, at vi vil hjem. For os nordslesvigske Kvinder vil det i dobbelt Forstand blive en Mærkedag. Det bliver første Gang, vi deltager i et Valg. Efter den Dag vil der blive regnet med os ogsaa paa politiske og kommunale Omraader. Vi har fulgt og forstaaet Kvindernes Kamp for Valgretten i andre Lande, hvor de som Læger, Lærerinder eller i andre Stillinger Side om Side med Mændene har maattet kæmpe for deres Eksistens og opfylde deres Pligter. De havde Krav paa Rettigheder. For os laa det fjernt. Den preussiske Militærstat havde kun Brug for Kvinderne for saa vidt, at som de kunde blive Mødre til dens Soldater. Danske nordslevigske Kvinder var desuden fuldstændig afskaarne fra at komme i Statens Tjeneste. Der var vist heller ingen iblandt os, hverken Mænd eller Kvinder, som med Misundelse har set paa, at de preussiske Myndigheder gav vore tyske Medborgere Lov til at stikke deres Næse indenfor Vej-, Vand- og Brandkommissioner. Vi havde heldigvis større Goder at koncentrere vore Tanker om.

[…]

Endnu en lille Tid, og den Dag vil komme, da Ungdommen med Jubel og de ældre med en Hjertefryd, der kun kan udløses ved Taarer, vil hejse Dannebrog, vort gamle frie Flag, det kønneste vi kender.

Og atter vil der gaa en Tid, helst til omkring ved Pinse, naar vor Hjemstavn ligger fager og fin. Da venter vi en Festdag, paa hvilken Glæden kan udløses i Jubel, Sang og Klokkeklang. Det er den Dag, da vi hernede med vore egne Øjne ser, at Danmarks Konge ogsaa er vor.

Kolstrup ved  Aabenraa

Marie Thomsen


Fra Felten


Den 29. November 18.

Kære “Hejmdal”!

Vilde gerne gennem dig sende Venner og Bekendte en venlig Hilsen. Haaber i nærmeste Fremtid at kunne samles med dem hjemme i vort kære Hjemland.

Niels Toft fra Harreby

I Fangenskab
Købmand Carls Hustru i Kliplev fik ifølge “Fl. Av.” for kort Tid siden Meddelelse om, at hendes Mand var kommen i engelsk Fangenskab.

 Lærer C. Jørgensen, Søn af Bager og Gaardner Christen Jørgensen i Skodsbøl, er ifølge “S. Z.” falden i engelsk Fangenskab.

Telefonist Paul Truelsen, Søn af Snedkermester Truelsen i Østergade i Haderslev, har ifølge “Schl. Grp.” meddelt sine Forældre, at han usaaret er falden i engelsk Fangenskab.

Peter Knudsen, en Søn af Agent Chr. Knudsen i Løgumkloster, befinder sig ifølge “Schl. Grp.” i belgisk Fangenskab.

Vendt tilbage fra Fangenskab
Christian Lund fra Alslev Kro ved Løgumkloster, der har været i russisk Fangenskab henved 4 Aar, er ifølge “Fl. Av.” nu vendt hjem over Danmark.

(Læs hele Hejmdal fra 9. december 1918)

4. november 1918. Rygter om blodige sammenstød i Kiel når Berlin

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 4. November 1918.

Den tyske Modagitation sætter nu ind med fuld Kraft og giver mig meget at tage Vare Paa. Den tyske Forening har udstedt et Opraab, hvori det blandt andet hedder:

„Nu i Tysklands Skæbnetime, i den Time, hvor Fædrelandet er i den dybeste Trængsel, holder Nordgrænselandets Repræsentant, den tyske Rigsdag, Danskeren Hans Peter Hanssen, Øjebliket inde til at bringe det ældgamle tyske Hertugdømme Slesvig ind under dansk Vold.”

Samtidig har „Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig, som er sammensat af ledende Mænd indenfor alle Partier, ligeledes udstedt et Opraab, hvori det bl. a. hedder: Ogsaa vi er Venner af Folkenes Selvbestemmelsesret, men der kan ikke være Tvivl om, at det overvejende Flertal i det gamle Hertugdømme Slesvig aldrig vil give frivillig Afkald paa en fast Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Efter derpaa at have krævet samme Frihed for det danske som for det tyske Sprog i Nordslesvig, slutter det: „Vi har den faste Tillid, at vor Hjemstavn saaledes gaa en lykkelig Fremtid i Møde i en varig Forbindelse med det tyske Fædreland.”

Opraabet er underskrevet af 29 Mænd, en broderlig Forening af Repræsentanter for Den tyske Forening og Fredsforeningen, for Konservative, National-Liberale, Frisindede og Socialdemokrater. Det gør mig ondt, at også danske Socialdemokrater,  deriblandt Waldemar Sørensen, Flensborg, har ladet sig forlede til at underskrive dette Opraab.

Men i Nordslesvig vil sikkert ikke mange Arbejdere slaa Følge med dem.

Der gaar foruroligende Rygter om, at der i Gaar har fundet et blodigt Sammenstød Sted i Kiel. I Rigsdagen fortalte man, at der var mange saarede og flere døde, og at Hauszmann og Noske er taget til Kiel for at undersøge Forholdene, ingen af dem, jeg talte med, vidste rigtig Besked.

Fra Student A. Thulstrup i Kiel, som efter Opfordring stiller sig til min Disposition, har jeg i Dag modtaget et d. 2. Novbr. dateret Brev, som ikke omtaler Urolighederne.

Derimod meddeler Hr. Thulstrup mig, at han har faaet Tilsagn fra de stedlige socialdemokratiske Førere om, at de principielt vil støtte Kravet om en Folkeafstemning i Nordslesvig og stille deres Blad til Raadighed for Artikler om Nordslesvig.

Hr. Thulstrup vil fra nu af holde mig løbende underrettet om Begivenhedernes videre Udvikling.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

1. november 1918. Tyskerne derhjemme forbereder en aktion mod afstemningen! “Der maa handles, handles, handles!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 1. November 1918.

I Dag har jeg haft travlt med at skrive Breve og Beretninger til Nordslesvig. I Morgen afgaar der atter Kurer.

Kom næsten ikke udenfor Hotellet. Tyskerne i Nordslesvig rører sig stærkt. Den første Fælleskorrespondance fra Nordslesvig er i Dag opdukket i den tyske Højrepresse. Af en længere Beretning, som jeg har affattet til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Den tyske Presse har i den sidste Uge, til Dels i Tilknytning til min Tale i Rigsdagen, sysselsat sig ret indgaaende med det nordslesvigske Spørgsmaal. De fleste Blade har ganske vist kun bragt kortere Notitser, men et Antal større politiske Organer, jeg nævner „Hamb. Fremdenblatt”, „Kölnische Zeitung”, „Frankfurter Zeitung”, „Leipziger Neueste Nachrichten”, har dog ogsaa, enkelte endog gentagne Gange, behandlet Spørgsmaalet i længere Artikler.

Tonen har helt igennem været saglig, beklagende, men tillige resignerende. Enkelte Undtagelser stadfæster kun Reglen.

Med Forhandlingerne i Rigsdagen er det ligeledes lykkedes paany at henlede Udlandets Opmærksomhed paa Sagen. „Times” i England, „Temps” i Frankrig, ja endog Bolshevikernes Hovedorgan „Prawda” i Moskva har saaledes i den sidste Uge bragt Artikler om det nordslesvigske Spørgsmaal, og den norske og svenske Presse behandler det i samme Omfang som den kongerigske.

Alt dette er glædeligt, fordi det nu gælder om at holde Opmærksomheden fæstet paa Spørgsmaalet, indtil det har fundet en tilfredsstillende Løsning.

De parlamentariske Repræsentanter fra Hertugdømmerne har ikke opponeret imod mig, ikke offentligt, men heller ikke privat. De holder en Operation for uundgaaelig.

Deres Udtalelser paa Tomandshaand er ikke prægede af Uvilje eller Bitterhed mod os, men af Medfølelse med de tyske Mindretal i de nordslesvigske Byer. Opposition af nogen Betydning kan ikke ventes fra den Kant.

Derimod begynder Tyskerne i Nordslesvig nu at røre paa sig. I Flensborg Byraad har Formanden, Justitsraad Lohmann, stillet Forslag om Vedtagelse af en Resolution, som i stærke Udtryk protesterer mod en Genforening med Danmark. I alle Byer fra Flensborg nordpaa har Tyskerne holdt hemmelige Møder for at drøfte Situationen.
 
Møderne har været besøgt af Repræsentanter for alle Partier. Der bevares megen Hemmelighed, men saa meget staar dog fast: Der er dannet et Hovedudvalg i Flensborg med Underudvalg i alle de øvrige Byer. I disse Udvalg har Repræsentanter for alle Partier, ogsaa Socialdemokraterne, Sæde. Formaalet er „energisk at tage Standpunkt imod Nordslesvigs Afstaaelse” og at sprede Oplysning sydpaa.

Den første Fælleskorrespondance er i Dag opdukket i tyske Blade. Det hedder bl. a. i den, at „Rigsdagsmand Hanssens Tale i Rigsdagen ikke vil blive uden saglig Imødegaaelse.”

Paa Mødet i Flensborg blev der, hvad ogsaa Justitsraad Dr. Lohmann har slaaet paa, besluttet, at „der skal gøres Danskerne vidtgaaende Indrømmelser paa det sproglige Omraade, saavel som med Hensyn til Forenings- og Forsamlingsretten, det kommunale Selvstyre og den politiske Frihed i al Almindelighed, men at Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark er udelukket. „Skal der foretages en Afstemning, maa det hævdes, at Slesvig er en Helhed. Afstemningen maa derfor foretages i Hertugdømmet under et, og et stort Flertal vil i saa Fald stemme for at blive ved Tyskland”

Vi kan altsaa nu i en nær Fremtid vente en tysk Modaktion og maa straks imødegaa den. Vort første Slag maa føres gennem Pressen. Den har som bekendt hidtil staaet under Præventiv-Censur. Det vil sige, at hver Linje i Bladet skulde forelægges Censor, før den blev trykt.

Sidste Onsdag blev denne Forcensur ophævet. Redaktørerne behøver herefter ikke at forelægge Censor, hvad de optager i Bladene.

Vort Modtræk bør bestaa i, at vi udsteder et Opraab, som underskrives af saa vidt muligt alle vore politiske, nationale og økonomiske Organisationer uden Vedføjelse af Navne. Et Udkast medfølger som Bilag. Opraabet bør altsaa ikke blot underskrives af vore store nationale Foreninger og Fællesorganisationer, men tillige af vore selskabelige Foreninger, lokale Landboforeninger, Kvindeforeninger, Banker, Sparekasser o. s.v. Jo flere, desto bedre. Det er Massen, der her skal virke udadtil.

Med dette Opraab vil vi vække megen Opmærksomhed og paany sætte Spørgsmaalet under Debat. Polakkerne fører en Parallelaktion. Vi maa regne med blegsottige Betænkeligheder og smaatskaarne, forknytte Indvendinger. Men de maa fejes til Side og overvindes.

Tiden er revolutionær. „Riger styrter sammen og Kronerne triller henad Gaden”, som det for et Par Dage siden blev sagt her i Rigsdagen. Gamle Vedtægter og Sædvaner vedrørende de enkelte Foreningers og Selskabers Virksomhedsomraader maa kastes over Bord. Vor Skæbne ligger nu i vor egen Haand og med den Ansvaret for vor egen, vore Børns og Børnebørns, vor Landsdels Fremtid.

Men der maa smedes, mens Jernet er varmt. Der maa handles, handles, handles!

Der maa straks paa dette Mandagsmøde optages en Fortegnelse over Organisationerne i hvert enkelt Amt. Deltagerne i Mødet maa dele dem imellem sig efter praktiske Synspunkter og skaffe Underskrifterne eller rettere de paagældende Bestyrelsers Indvilligelse inden næste Lørdag. Der maa udpeges en enkelt Mand, som samler dem fra Amtet og rejser med dem til Aabenraa senest næste Lørdag for at aflevere dem til Vælgerforeningens Bestyrelse (M. Simonsen og P. Grau), som er der paa mit Kontor. Her bør der opstilles en alfabetisk ordnet Liste over Organisationerne.

De Organisationer, der muligvis trykker sig af Hensyn, som bør jages til Bloksbjerg, maa have en sidste kraftig Opfordring til at slutte Trop.

Og næste Tirsdag, d. 12. November, maa Opraabet samtidig kunne offentliggøres paa første Side i alle vore Blade. Vi vil dermed slaa et stort Slag. Massepetitionen maa gemmes til senere.

Under Opraabet skriver vi blot Foreningens Navn eller Selskabets Firma f. Eks. „Als Nørre-Herreds Landboforening”, „Haderslev Bank”, „Den Nordslesvigske Vælgerforening”, „Alsisk Frøavlerselskab”, Aktieselskabet „Modersmaalet” o.s.v. o.s.v. Men vi maa selvfølgelig i hvert enkelt Tilfælde have Bestyrelsens skriftlige Samtykke.

Opraabet maa derfor, trykt eller maskinskrevet, forelægges hver enkelt Bestyrelse, som underskriver det, og derefter overgives til Vælgerforeningens Bestyrelse. Der er ikke Tid til Raadslagninger. Der maa handles hurtigt.

Jeg haaber imidlertid, at Forslaget vinder almindelig Tilslutning, og at alle Tilsynsraadsmedlemmer og Tillidsmænd vil tage energisk fat, for at vi kan faa et saa smukt samlet Resultat som muligt og slaa et Slag, som vækker Opmærksomhed over hele Norden, hele Tyskland og videre ud.”

Opraabet, som er meget kortfattet, lyder saaledes:

„Den 24. Oktober erklærede Udenrigsminister, Dr. Solf højtideligt i Rigsdagen:

„Efter at vi har antaget det Wilsonske Program som Grundlag for Verdensfreden, vil vi i alle Retninger og i alle I unkter opfylde det loyalt og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.”

I Henhold til dette Tilsagn opfordrer undertegnede nordslesvigske Organisationer indtrængende Rigskansleren og Rigsledelsen til ved den forestaaende Fredsslutning at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes  Selvbestemmelsesret.”

Naar Opraabet er offentliggjort, har Regeringen atter Ordet.

Kejseren er i Gaar uden Regeringens Vidende og Vilje afrejst til Fronten. Kravet om hans Tilbagetræden bliver stadig stærkere. Hverken han eller Kronprinsen vil kunne holde sig ret længe. Tiden gaar frem med Stormskridt. Fredsbetingelserne vil utvivlsomt blive meget haarde for Tyskland, men ingen tør genoptage Kampen, thi den vil kræve uhyre Ofre og dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

31. oktober 1918. Tysk modbevægelse i gang i Slesvig

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 31. Oktober 1918.

Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen er i Dag rejst hjem for at ordne vigtige Forretninger paa deres Gaarde i Anledning af Skiftedagen.

Jeg har modtaget interessante Beretninger hjemmefra. Den tyske Modbevægelse er nu i fuld Gang. Tyskerne har afholdt Møder og nedsat Udvalg. Deres Taktik gaar ud paa at faa den kommende Afstemning, som de holder for uundgaaelig, udstrakt over hele Slesvig, og Hertugdømmet opfattet som en Helhed, indenfor hvilken Flertallet er afgørende.

Da det er vigtigt at binde Regeringen, før den tyske Modbevægelse vinder større Magt, vil jeg indlede en ny Aktion med det Formaal at faa Regeringen til i fuld Offentlighed og i bindende Form at gentage de fortrolige Meddelelser, som Dr. David har givet mig, men som jeg endnu ikke har kunnet benytte overfor Offentligheden.

I Rigsdagen er der stille. Næsten alle Rigsdagsmænd er rejste hjem. Erzberger, som staar i Spidsen for Propagandaen, har nemlig opfordret Flertalspartiernes Rigsdagsmænd til at holde Møder i deres Valgkredse for at styrke Befolkningens Tillid til Regeringen. Han har ogsaa sendt mig en saadan Opfordring, ledsaget af en Bunke Tryksager.

Jeg har imidlertid andet at gøre.

 Vor Kurertjeneste fungerer nu meget tilfredsstillende. Vi har sikker og hurtig Forbindelse mellem Berlin og alle Egne af Nordslesvig. I Gaar har jeg baade modtaget og afsendt talrige Breve og Beretninger.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

25. oktober 1918. I Berlin: Kravene om kejserens og kronprinsens abdikation vokser

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 25. Oktober 1918.

Før Mødet i Dag aabnedes, kom Wissell hen til mig paa min Plads og sagde: „Jeg ved ikke, om De tillægger det nogen Betydning, hvad jeg mener, men jeg føler dog Trang til at sige Dem, at De i Forgaars har talt sagligt, fornemt og værdigt”

— Vi talte videre om Sagen, og han fortsatte: „Jeg deler Deres Standpunkt, thi jeg finder, at det ogsaa fra et almindeligt tysk Standpunkt set er bedst, at det nordslesvigske Spørgsmaal nu bliver endelig løst.

Gothein fik Ordet og talte meget bevæget. „Vi staar foran Skaar,” sagde han, „og det er vor egen Skyld. Det er usigelig haardt, at vi nu skal af med Elsass-Lothringen, til hvilket der knytter sig saa mange rige Minder, tyske Minder, helt tilbage til den tidlige Middelalder.”

Da han mindede om Goethes Ophold i Strassborg, blev han saa bevæget, at han brast i Graad.

Korfanty var i Formen drillende forsonlig, men saglig set overordentlig skarp og vidtgaaende i sine Krav.

Haegy slog paa blidere Strenge, men lagde ikke Skjul paa, at Stemningen i Elsass-Lothringen absolut var for Frankrig.

Mens han talte, kom Paul Gohre hen til mig og sagde: „Naar De og Polakkerne vil fra os, kan jeg forstaa det og forsone mig med det. De tilhører jo nu engang andre Folkestammer.

Men det er for mig usigelig bittert at høre denne Mand, som dog er tysk, tale saaledes, dobbelt fordi vi maa sige os selv at det er den tyske Politik, der driver disse Tyskere ud at Riget. Det er dette, vor egen Skyld og Brøde, der knuger mig saa stærkt.”

Antrick kom og gratulerede mig med, at min Tale havde været saa virkningsfuld. „Det klogeste og bedste er absolut, at vi afstaar Nordslesvig,” sagde han. „løvrigt er det ret ligegyldigt, hvad Regeringen mener om Sagen, thi ved Fredsslutningen vil vi dog blive nødt til at afstaa, hvad der er dansk.”

Af en Beretning, som jeg i Dag har afsendt til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Elsass-Lothringerne, som er bleven forskræmte under fire Aars Militærdiktatur, vilde have trykket sig i Forgaars. Men efter at Dr. Ricklin havde faaet Vished for, at jeg vilde tone rent Flag, blev de bange for at blive isolerede, og i sidste Øjeblik bestemte de sig ligeledes til at hæve Viziret.

Dette var heldigt for mit Vedkommende, idet min Tale nu overalt saavel i Indlandet som i Udlandet bliver omtalt og kommenteret sammen med Polakkernes og Elsass-Lothringernes, og vor Sag dermed kædet sammen med deres under de internationale Fredsdrøftelser.

De almindelige politiske Forhold er meget bevægede. Der er, bortset fra altyske og konservative Kredse, ringe Stemning for Krigens Fortsættelse. Kravene om, at baade Kejseren og Kronprinsen skal træde tilbage for at bane Vej for Freden, vokser fra Dag til Dag i Styrke. Endog i national-liberale Kredse omtaler man nu aabent deres Tilbagetræden som den bedste Løsning.

Efter hvad der meddeles os i de sidste Beretninger hjemmefra, har der i Nordslesvig været udbredt et Rygte om, at Danmark havde afsluttet en Særtraktat med Tyskland, hvorefter Haderslev Amt skulde afstaas til Danmark.

Dette Rygte er uhjemlet. I Danmark udvikler alt sig meget heldigt. Regeringen og Rigsdagen — alle Partier — er helt enige om at kræve Nordslesvig ned til Afstemningslinjen og villige til at overtage alle de økonomiske Byrder, som Genforeningen med Danmark kan paaføre den danske Statskasse.

Jeg maa paany indskærpe Tilsynsraadets Medlemmer, at de hver Uge maa give mig en kort skriftlig Beretning om Stillingen i deres Distrikt, særlig om Stemningen blandt Danske og Tyske, enkelte Personers Udtalelser m. m., og navnlig straks at indberette, naar de erfarer noget om tyske Mod aktioner.

Det er helt nødvendigt, for at jeg altid kan have et klart Overblik over Stillingen.

Saasnart Tyskerne begynder at røre sig i større Udstrækning, maa vi svare med en Modbevægelse.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

24. oktober 1918. Tyskland anerkender, at også det nordslesvigske spørgsmål må løses

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 24. Oktober 1918.

I Rigsdagen kom flere Kolleger i Dag og takkede mig for Talen i Gaar. Den første var Dr. Meerfeld fra Køln. „I en Artikel om Deres Tale i Gaar, som jeg lige har afsendt til mit Blad, sagde han, „har jeg skrevet, at De talte fint og virkningsfuldt. Maa jeg tilføje, at det var mig en Glæde at høre Dem.”

Lidt efter kom Bernstein hen til mig. „Jeg var desværre ikke til Stede i Gaar, sagde han, „men mine Kolleger siger at De har talt glimrende.”

Wachthorst de Wente kom ligeledes hen til mig og sagde nogle venlige Ord om min Tale. „Som født Hannoveraner har jeg Forstaaelse for den Slags Spørgsmaal,” sagde han. „Jeg holder det for bedst, at det løses saaledes, som De forlangte det i Gaar. Det glædede mig, at han, som er Formand for det tyske Bondeforbund og har sin Plads i de National-Liberales Rækker, ogsaa kunde se saaledes paa Sagen.

I Rigsdagen rygtedes det nu, at Wilsons Svar paa den sidste tyske Note var indgaaet.

Noske, som lige havde faaet Svaret af „Wolffs Bureau” gik op til Forbundsraadets Borde og oplæste det umiddelbart før Mødets Aabning for Statssekretærerne Conrad Hauszmann og Dr. David og en hel Del spændt lyttende  Ministerialembedsmænd.

I Salen drøftedes det ivrigt af Medlemmerne, som samlede sig i Grupper.

Formanden aabnede Mødet. Dr. Solf fik Ordet og oplæste under megen Opmærksomhed Regeringens Svar til Polakkerne Elsasserne og mig.

Jeg forstod straks, at Hovedvægten ikke skulde lægges paa Erklæringens Ord om vor formelle juridiske Ret til en Afstemning, men paa, at Wilson-Programmet skulde udføres loyalt.

For at faa dette konstateret meldte jeg mig straks til Ordet og gik hen paa min Plads for at formulere en Forespørgsel til Udenrigsministeren.

Men næppe havde jeg sat mig, før Understatssekretær Dr. David bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, sagde han: „For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at Regeringserklæringens Indledning, hvorefter Wilson-Programmets Grundsætninger skal gennemføres loyalt i alle Retninger og alle Enkeltheder, ogsaa gælder for Nordslesvigs Vedkommende.

Hvad Regeringen bestrider, er kun, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Vor Gesandt i København vil i Dag give den danske Udenrigsminister en tilsvarende Meddelelse.”

Jeg takkede og sagde, at saaledes havde jeg ogsaa opfattet Erklæringen, men at det var mig meget kært at faa stadfæstet fra kompetent Side, at min Opfattelse var rigtig.

Derefter frafaldt jeg Ordet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

23. oktober 1918. I den tyske Rigsdag: H.P. Hanssen forlanger afstemning i Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Læs et stenografisk referat af talen nederst i opslaget

Berlin den 23. Oktober 1918.

I Morges fulgte Andreas Grau med mig hen i Rigsdagen.

I Foyeren blev jeg modtaget af den frikonservative Rigsdagsmand Löscher med Udraabet: „Naa, saa De vil ogsaa forlade os? „Ja,” svarede jeg, „det kan ikke være anderledes.

Men lad os skilles i Fred og Fordragelighed, maaske kan vi senere arbejde sammen under andre Forhold.” „Hvorledes mener De det? ‘ spurgte han. „I Folkenes Forbund?”

Jeg blev kaldt til Side af Hoff. „Hvordan har De tænkt Dem Afstemningen foretaget?” spurgte han, „og hvor langt ned mener De, at man vil stemme for Danmark?”

„Ned til Flensborg,” svarede jeg, „men Flensborg vil efter min Mening give et Flertal af tyske Stemmer. Den er jo desværre nu en overvejende tysk By.”

Vi talte noget om Sagen, han var forknyt, men føjelig og fordragelig.

Inde i Salen kom Günszer hen til mig. „Sig mig,” spurgte han, „er der ingen Huse at faa at købe i Nordslesvig?” „Jo,” svarede jeg spøgende, „slipper vi først løst, bliver der nok Huse tilfals.”

„Men alvorlig talt,” fortsatte han, „jeg er Liebhaver, man kan sikkert ikke gøre noget bedre end at flytte derop. Jeg misunder Dem, at De er Dansker.”

Saadan gik det videre. Der var ingen Uvilje at mærke, men der laa en forknyt, tung og trykket Stemning over Huset.

Paa Talerlisten stod jeg opført efter Polakkernes Ordfører Stychel. Imidlertid meldte Grev Posadowsky sig til Ordet, og han fik Plads foran mig. Mens Stychel talte, kom Dr. Ricklin hen til mig paa min Plads. „Sig mig,” spurgte han, „De vil da ikke tale i al Almindelighed?”
— „Nej.”
— „Men De vil kræve Selvbestemmelsesretten?” — „Ja, jeg kræve Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
— „Det er godt, saa maa og vil vi ogsaa bryde Tavsheden og præcisere vort Standpunkt!”

Elsass-Lothringerne havde af Frygt for et Tilbageslag først paa deres Fraktionsmøde bestemt, at de ikke vilde tage Ordet, men ved at se mit Navn paa Talerlisten bag Stychels, var de bleven betænkelige, og da Dr. Ricklin kom tilbage til sin Plads og  havde aflagt Beretning om Samtalen med mig, ændrede de deres Beslutning.

Lidt efter gik Haegy op til Præsidiet og meldte Dr. Ricklin til Ordet, og da han repræsenterede en Gruppe, blev han placeret foran mig.

Hans Tale blev modtaget med knurrende Uvilje, og det kan jo ikke nægtes, at den stod i en ret skurrende Modsætning til de Loyalitetserklæringer, som han i tysk Stabslægeuniform gentagne Gange havde afgivet fra den samme Talerstol under Krigen.

Efter ham fik jeg Ordet. Huset var godt besat. Medlemmerne stod tæt omkring Talerstolen, og jeg havde fra først til sidst deres Øre.

Da jeg indledende sagde: „Først et historisk Tilbageblik,” raabte man fra de konservative Bænke: „Behøves ikke, vi kender Historien.”

Fra Venstre lød der gentagne Gange, men især ved Talens Slutning, livligt Bifald.

Midt under Talen sprang Grev Westarp op paa Trappen til Præsidiet, forlangte demonstrativt Ordet til Forretningsorden og opfordrede Regeringen til straks at tage Standpunkt til mit Krav.

Vicekansler v. Payer svarede, at det vilde ske i næste Møde, og efter at Grev Westarp endnu havde vekslet et Par heftige Repliker med Formanden, kunde jeg fortsætte min Tale.

Da jeg gik ned fra Talerstolen, mærkede jeg, bortset fra de Konservative, ingen Uvilje. Conrad Hauszmann, som nu er Statssekretær, og Naumann kom atter og trykkede varmt min Haand, andre Kolleger fulgte deres Eksempel og sagde nogle anerkendende Ord om, at jeg havde forstaaet at tale saaledes, at jeg ikke saarede og krænkede deres Følelser.

I Foyeren kom Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau, Bankdirektør Hübbe og Købmand Erichsen, som havde hørt Talen fra Tribunen, og ønskede mig til Lykke.

Om Aftenen fejrede vi Dagen ved et godt Glas. Kloppenborg-Skrumsager talte for mig og gjorde mig opmærksom paa, at det i Dag var 12 Aar siden, jeg var bleven valgt til Rigsdagsmand.

Han havde let ved at huske det, fordi hans yngste Søn netop var født den Dag.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Stenografisk referat af H.P. Hanssens tale i Rigsdagen den 23. oktober 1918 (efter Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937).

194. og 195. Møde d. 23. og 24. Oktober 1918

(Præsident Fehrenbach)

23. Oktbr.- 1918.  Forhandling om Ændring af Rigsforfatningen. Som Repræsentant for Polakkerne har Rigsdagsmand Stychel og for Elsass-Lothringerne Rigsdagsmand Ricklin gjort deres nationale Krav gældende.

Ordet gives til H. P. Hanssen.

Hanssen: Mine Herrer, Rigskansleren [Prins Max af Baden]  har i sin første Programtale højtideligt erklæ­ret, at han søger en varig Fred for hele  Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred.
Og »Retsspørgsmaalet,« tilføjede han i Gaar, »gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.« Rigskansleren har endvidere erklæret sig rede til som Grundlag for Fredsforhandlingerne at antage Præsident Wilsons Kongrestale af 8. Januar 1918 og det i hans senere Tilkende­givelse opstillede Program.

Til Præsident Wilsons Program hører først og fremmest Gennemførelsen af Folkenes Selvbestemmelsesret, som Tyskland, hvad Rigskansleren for nogle Dage siden paa ny fastslog i sin Tale til Præsidiet for den litauiske Taryba, har anerkendt.

Og i Punkt 4 i sin Programtale af 12. Februar erklærer Præsidenten, at »alle klart omskrevne nationale Krav skal finde videstgaaende Tilfredsstillelse.« Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.

To Aar senere afstod det slaaede Østrig alle sine Rettigheder til det fælles Krigsbytte fra 1864 til Preussen. Afstaaelsen blev nærmere bestemt i Pragfredens § 5, som lyder saaledes: »Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30.Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdøm­merne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.«

Pragfredstraktaten blev 20. December 1866 forelagt den preussiske Landdag. Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præ­ciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han i Følge den steno­grafiske Beretning erklærede: »Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestem­melsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængig­hed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.«

En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nord-slesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk.

Men Aarene gik, uden at Preussen opfyldte sin traktatlig overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig. (Hør, hør! fra Polakkerne og de uafhængige Socialdemo­krater.)

I 1877 stillede en af mine Forgængere her i Rigsdagen, Rigsdagsmand Kryger, derfor
med Understøttelse af Centrum et Forslag om at opfordre Regeringen til »straks at træffe Forberedelse til, at den ved Pragfredens § 5 Nordslesvigerne givne Ret til en fri Afstemning om deres statsretlige Tilhørsforhold snart kunde blive virkeliggjort.«

Den 19. April 1877 stod Forslaget her til Forhandling. Under Debatten konstaterede Rigskanslerens Stedfortræder, Statssekretær v. Biilow, at Regeringens Opfattelse af Spørgsmaalet netop var den, som Bismarck elleve Aar før havde givet Udtryk for i sine citerede Ytringer!

Ved denne Lejlighed tog ogsaa Rigsdagsmand Windthorst Ordet, og Dem, mine Herrer Centrum, vil det sikkert ganske særlig interessere at høre, hvad denne fremragende og vidt­ skuende Statsmand udtalte om Spørgsmaalet:

»Jeg stemmer ikke for Forslaget, fordi jeg tror, at dette meget delikate Spørgsmaal ikke kan overskues af os i alle Retninger, fordi jeg tror, at Tidspunktet og Forhandlingernes Modaliteter maa vælges saaledes af vor Regering, som Europas offent­lige Forhold gør det raadeligt. Da jeg i denne Henseende ikke kan se klart, kan jeg i dette Øjeblik heller ikke stemme for Forslaget, thi idet jeg gjorde det, vilde jeg efter min Mening kræve, at Regeringen straks skulde gaa frem paa den foreslaaede Vis.

Men jeg gentager, at jeg, naar jeg i Dag af disse Grunde ikke stemmer for For­slaget, dog fuldt ud maa anerkende Nordslesvigernes af Prag­fredens § 5 opstaaede Rettigheder, og at det ikke er heldigt at trække den Slags Ting i Langdrag og ligesom at ville skrive dem i Glemmebogen. Saadanne Sager glemmes ikke, men dukker mgget ofte op i de mest ubelejlige Øjeblikke. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Jeg har imidlertid den Tillid til vor udenrigspolitiske Ledelse, at den vil gribe det første, det bedste Øjeblik, der tilbyder sig, for at faa denne Sag ud af Verden.«

Saa vidt Windthorst. Hans Haab gik desværre ikke i Opfyldelse. To Aar senere offent­liggjorde Preussen helt uventet Traktaten af 11. Oktober 1878, hvorefter med Østrigs Indvilgelse Bestemmelsen vedrørende Nordslesvig i Pragfredens § 5 blev erklæret for ophævet. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.) Den nøgne Vold triumferede atter over Retten. De Rettigheder, som Windthorst højtide­ligt havde tilkendt Nordslesvigerne, blev nedtrampet.

En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktat­troskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolk­ning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1898 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, syssel­satte Rigsdagen tre Dage i Træk.

I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sym­pati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preus­sens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik. (Meget rigtigt! fra venstre.)

En ny Tid er ved at oprinde. De Mænd, der i Dag staar ved Roret i Tyskland, har i Svaret paa Pavenoten, som hører med til Regeringsprogrammet, udtalt som deres Over­bevisning, at Rettens moralske Magt i Fremtiden maa afløse Vaabnenes materielle Magt, at det menneskelige Samfunds syge Legeme kun kan helbredes ved at styrkes med Rettens sædelige Kraft.

Med Wilsons Program har den nye Regering anerkendt Folkenes Selvbestemmelsesret. Vi haaber, at den ved den forestaaende Fredsslutning ogsaa er redetil at føre en Rettens og Retfærdighedens Politik, en virkelig Forsoningspolitik over for os.

Og — lad mig tilføje — over for Danmark og Skandinavien.

Thi i den Henseende skal De ikke lade Dem skuffe. Hele Skandinavien følger med sine varmeste Sympatier den lille tapre sønderjydske Folkestammes Skæbne. Fra Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge til Selma Lagerlof og Ellen Key i Sverige, fra de store danske Digtere i forrige Aarhundrede til Harald Høffding og Georg Brandes og videre til den yngre Generation har næsten alle fremragende Repræsentanter for Aandslivet i Norden atter og atter krævet en retfærdig Løs­ning af det nordslesvigske Spørgsmaal. (Hør, hør! fra venstre.)

I de sidste Dage har vi atter hørt Tusinder af Stemmer fra Norden, som i dette Spørgs­maal appellerer til det tyske Folks Retfærdighedsfølelse, og — mærk Dem det, mine Herrer — hyppigt ogsaa til dets politiske Klogskab. Karakteristisk i denne Henseende er følgende Ytring af den tyskvenlige Docent ved Universitetet i Kristiania, Dr. Fredrik Paasche, der findes i en Artikel, som han i disse Dage har offentliggjort i det norske Blad »Tidens Tegn«: »Tre Folks Tanker gaar i disse Dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med paa Præsident Wilsons Fredsprogram. Lad os nævne det med den Styrke, vi kan.

Halvtreds Aars Trofasthed mod Norden kalder paa vor Oprigtighed, og tre Folk véd i Dag, at det Tyskland, som »taber« Land i Nordslesvig, i Virkeligheden bliver et større Land og vinder varige Værdier — en Vej til andres Tillid. Maatte ogsaa det tyske Folk se og forstaa det.« (Bravo hos de uafhængige Socialdemokrater.)

Socialdemokraterne i Slesvig og Holsten har allerede for flere Aar siden paa en Partidag i Kiel udtalt sig for Opfyldelsen af Pragfredens § 5. Jeg er Rigsdagsmand Haase meget taknemlig for, at han i Dag har indtaget det samme Standpunkt her. I den hollandsk-skandinaviske Komités Fredsmanifest af 10. Oktober 1917, det saakaldte Stockholmer-Manifest, kræves der en venskabelig Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af en i Forstaaelse med Beboerne foretagen Grænseregulering.

Det danske Socialdemokrati staar paa samme Standpunkt. »Socialdemokraten« i København har for nogle Dage siden atter rejst dette Krav, og i Sverige har saavel Hjalmar Branting som Borgmester Lindhagen, det svenske Socialdemokratis tvende navnkundige Førere, i kraftige, mandige Ord betegnet det nordslesvigske Spørgsmaals Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som det nye Tysklands Æressag og Ærespligt.

Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandi­navien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.

Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. (Meget rigtigt! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Thi Retfærdighed ophøjer et Folk! (Livlige Bravo fra venstre.)

 

22. oktober 1918. I Berlin: Rygterne om en dansk henvendelse om Nordslesvig ikke sande!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 22. Oktober 1918.

Jeg har lige afsendt en Ugeberetning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, hvoraf jeg her citerer følgende:

„Efterretningerne om, at den danske Regering har afgivet en Note i Berlin, er urigtige og er ogsaa dementerede baade af den danske og den tyske Regering.

En Note vilde ogsaa have været forfejlet. Sagen vil ikke, som adskillige i Danmark synes at have næret Frygt for, blive løst som et dansk-tysk Mellemværende under Haanden, men som et internationalt Anliggende paa den almindelige Fredskongres.

En anden Sag er, at Spørgsmaalet søges løst i Forstaaelse med Tyskland, som rimeligvis trods Landafstaaelser i Øst, Vest og Nord vil gaa ud af Krigen forøget med 10 Millioner Tysk-Østerrigere, atter vil komme til Kræfter og i Fremtiden staa som en mægtig Nabostat.

Jeg har i Gaar afleveret et udførligt Materiale vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Understatssekretær David.

Endvidere har jeg afleveret Materialet til flere Kolleger. Vi har udsendt trykt Materiale til flere Hundrede tyske Politikere, Journalister og i det hele Mænd i fremstaaende Stillinger.

Det kan vel nok siges, at det er mange ubehageligt, at Spørgsmaalet rejses nu, der spores her og der nogen Pirrelighed, men mange ønsker mig til Lykke med, at jeg snart kan komme til at aande i et frit Land.

Hjemme maa vi nu have vor Opmærksomhed fæstet paa de sløje Strøg i Aabenraa Amt, i Slogs Herred, paa Løgumklosteregnen og i Tønder By. Her maa gøres et energisk Forarbejde, baade med Henblik paa Indsamling af Underskrifter og paa den endelige Afstemning.

Jeg har meldt mig til Ordet i Dag og faar det rimeligvis i Morgen, da der kun staar 4 Mand paa Talerlisten foran mig. Opgaven er vanskelig, da det er en meget broget Tilhørerskare, jeg skal tale til: Den nye, mig velvilligt sindede Regering, Rigsdagen, Nordslesvig, de forskellige Partier i Danmark og desuden Ententen.

Det kan ikke godt andet end gaa ud over Talens Friskhed, naar der skal tages Hensyn til saa mange Sider.

Jeg haaber, at der nu fra i Morgen af indgaar regelmæssige Beretninger fra alle Egne af Landet, saa vi faar et klart Overblik over Stillingen. Dette er nødvendigt af Hensyn til Arbejdet, som skal gøres.” —

I Rigsdagen traf jeg i Dag først Hildenbrand. „Hvad mener De om Situationen?” spurgte jeg. „Hvis Militæret sætter sin Vilje igennem, kæmper vi videre i et Par Uger,” svarede han, „men saa er det Slut. Saa maa vi overgive os paa Naade og Unaade. Ingen har længere Tillid til „det nationale Forsvar”. løvrigt et daarligt Ord, har vi maaske ikke haft et nationalt Forsvar hidtil?”

Lidt senere stødte jeg paa Fr. Stampfer. „Ja, nu vil De jo snart gaa imod Nord,” sagde han vemodigt. „Det er trist, at saa mange forlader os, men min Trøst er, at vi saa nok faar Tysk-Østerrigerne i Stedet for.”

Dernæst løb jeg paa Hermann Wendel. „Til Lykke!” udbrød han, „nu kan De snart komme til at leve under virkelig frie Forhold i et virkelig frit Folk. Jeg har i Gaar i denne Anledning paany taget min „Manuel” [den franske udgave af Franz von Jessens: “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”, RR] , som De har været saa venlig at forære mig, frem for at studere Spørgsmaalet, men jeg naaede ganske vist ikke vidt.”

Vi talte videre om det serbiske Spørgsmaal, og jeg lykønskede ham med, at han havde faaet Ret i sin Polemik med den tidligere bulgarske Gesandt i Berlin. „Ja,” svarede han, „jeg har skrevet min Bog om det serbisk-bulgariske Problem, før Sagen har taget den sidste hurtige Vending, men desuagtet behøver jeg ikke at ændre noget i den.”

Dr. Blunck kom hen til os og sagde noget forpint, men smilende til mig: „De her! — jeg troede, at De allerede stod med det ene Ben i Danmark!” „Saa vidt er det endnu ikke, svarede jeg, „men det kommer nok inden ret længe.”Wendel: „Ja, nu vil det snart vise sig, at jeg havde Ret, da jeg i Fjor her i Salen — hvad mange tog mig ilde op — sagde, at ved en Afstemning vilde 90 pCt. af Elsass-Lothringerne stemme for Frankrig. Det vil sige, Ret har jeg ikke, for nu vil ikke 90 pCt., men 110 pCt. stemme for Frankrig!”

„Det er vel dog lovlig meget,” udbrød Dr. Blunck. „Nej,” svarede Wendel ivrigt, „for mange vil stemme dobbelt, ja tredobbelt, hvis De blot kan se deres Snit dertil. Saadan er Stemningen.”

Jeg har i Eftermiddags meldt mig til Ordet og vil rimeligvis faa det i Morgen. Andreas Grau er ankommen hertil, og Bankdirektør Hübbe har anmeldt sin Ankomst til i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

10. oktober 1918. På tide, at Danmark bryder sin tavshed om Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 10. Oktober 1918.
I Formiddags var der ret tomt i Rigsdagen. Førerne har travlt med alle Slags Møder og Forhandlinger. Mange Rigsdagsmænd er taget hjem for at aflægge Beretninger for deres Vælgere.

Jeg affattede en Beretning om Situationen til Folketingsmændene I.C. Christensen og Neergaard, oplæste den for de 2 Landdagsmænd, som godkendte den, og vil afsende den til København, saasnart jeg kan faa den sikkert over Grænsen.

I Beretningen har jeg opfordret dem til energisk at støtte os i vore Bestræbelser.

De to Landdagsmænd er nu efter min Opfordring flyttet herhen i Hotel „Fürstenhof”, hvor jeg har indrettet et særligt Kontor. Vi samles nu daglig paa dette Kontor for at drøfte Stillingen og fatte vore Beslutninger.

I Dag besluttede vi, at Nis Nissen skal blive paa Vagt her i Berlin og lede Arbejdet, mens Kloppenborg og jeg tager til Flensborg for at deltage i Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Jeg har i Eftermiddags nedskrevet et første Udkast til min Tale.

Beretningen [til I.C. Christensen og Neergaard] , som blev sendt sikkert over Grænsen et Par Dage senere, havde efter en opbevaret Kladde følgende Ordlyd:

Til Folketingsmændene J. C. Christensen og N. Neergaard!

I disse kritiske og for Nordslesvigs Fremtid afgørende Dage tillader jeg mig paa Nordslesvigs Vegne at rette følgende Henvendelse til Dem: Der er nu overordentlig stor Chance for, at det nordslesvigske Spørgsmaal kan blive løst paa en i enhver Henseende  tilfredsstillende Maade.

Men fra dansk Side maa der handles og handles straks, ellers forspildes muligvis alt.

Stillingen her er følgende:

Den 1. Oktober meddelte den øverste Hærledelse brat og uventet Rigskansleren, at det var nødvendigt straks at danne en ny Regering, som kunde slutte Fred. Kampen kunde, udtalte Ludendorff, ganske vist endnu fortsættes i et Par Maaneder, men Afgørelsen var allerede falden. Disse Maaneders Kampe vilde ikke ændre Resultatet, men koste nye Blodofre, som maatte tælles efter Hundredetusinder. Det var derfor en Forbrydelse at fortsætte.

Rigskansleren drog straks Konsekvenserne heraf. Fredsregeringen er dannet og vil strække sig overordentlig vidt for at faa Fred i en nær Fremtid.

Man er saaledes her rede til at afstaa baade Elsass-Lothringen og de polske Landsdele. Man er villig til at betale Skadeserstatning baade til Belgien og til Frankrig og til at rømme de besatte Omraader, inden Fredsforhandlingerne aabnes.

Stilles der ikke Vaabenstilstandsbetingelser fra de Allieredes Side, som er ganske uforenelige med den nationale Ære, vil Fredsforhandlingerne derfor snart begynde. Og skulde mod Forventning Krigen atter blive optaget, vil den dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

I Wilsons 14 Punkter, som Tyskland allerede har antaget som Fredsgrundlag, er Nordslesvig desværre ikke nævnt, men vi vil søge at gennemføre Spørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, i Overensstemmelse med de Grundsætninger, som Wilson har opstillet, og med Rigskanslerens Ord om, at der skal sluttes en retfærdig Fred.

Der er da ogsaa hernede stor Stemning for Løsningen. Jeg har talt med Dr. David, som nu er Understatssekretær i det herværende Udenrigsministerium, og opfordret ham til at løse Spørgsmaalet.

Han stillede sig velvilligt og udtalte, at han ventede, at Danmark vilde anmelde det. Dette ved den nuværende danske Regering. Om det er anmeldt, ved jeg ikke.

Socialdemokratiet er helt igennem stemt for dets Løsning. Af de Liberale har Rigsdagsmændene Fr. Naumann, Professor Dr. Neumann-Hof er og Professor v. Schulze-Gaevernitz, med hvem jeg i disse Dage har talt om Sagen, billiger, at jeg i denne Uge rejser det fra Rigsdagens Tribune, og udtalt, at de ønsker denne Rivningsflade mellem Tyskland og Norden fjernet en Gang for alle. Centrum vil ikke gøre Modstand, de Konservative er sat ud af spillet, og Rigskansleren vil næppe modsætte sig Sagen.

Stillingen er saaledes i det hele i Øjeblikket overordentlig gunstig for en heldig Løsning af Spørgsmaalet.

De danske ansvarlige Politikere maa derfor vide, at de staar  overfor et nu eller aldrig, og at Ansvarets hele Tyngde vil falde paa dem, hvis de skyder Opgaven fra sig og ikke griber til i rette Tid.

Opgaverne, som i Øjeblikket foreligger, er følgende:

Regeringen [den danske] maa hurtigst muligt rejse Spørgsmaalet ad diplomatisk Vej for at kaste det ind i Fredsdrøftelsen fra første Færd af. Tavsheden i Danmark, som misbilliges i Nordslesvig og misforstaas hernede, maa øjeblikkelig brydes.

Fr. Naumann sagde i Forgaars til mig, at han allerede for to Aar siden havde søgt at rejse Spørgsmaalet.

Han havde da baade talt og korresponderet med Grev Brockdorff-Rantzau om Sagen og ligeledes drøftet den med høje Embedsmænd i Udenrigsministeriet, men begge Steder faaet det Svar, at den danske Regering ikke ønskede, at der blev rørt ved dette Spørgsmaal under Krigen.

Jeg sagde, at det sikkert udelukkende var sket af Hensyn til Landets strenge Nevtralitet.

Det er nu nødvendigt, at Mundkurven hurtigst muligt tages af den danske Presse, at den Tavshed, der har hersket om Nordslesvig, brydes, at man hernede faar Indtryk af, at det danske Folk virkelig lægger Vægt paa at faa dette Spørgsmaal løst.

Det er nærmest en national Skandale, at naar Branting rejser Spørgsmaalet i Stockholm, saa skynder „Berlingske Tidende” sig med at aftrykke, hvad det os fjendtligsindede „Dagens Nyheter” siger dertil.

Dette har den fjendtligsindede tyske Presse straks grebet med Begær og opfattet som et Tegn paa, at man i Danmark ikke bryder sig om Nordslesvig.

Pressen maa nu roligt, hensynsfuldt, men bestemt tage Standpunkt og forlange Spørgsmaalet løst under Henvisning til Folkenes Selvbestemmelsesret, de Wilsonske Grundsætninger og den tyske Rigskanslers Udtalelse om, at han vil slutte en Retsfred.

Der maa dernæst sendes Folk til Norge og Sverrig for at paavirke den derværende Presse, saa det udadtil kan ses, at hele Norden er interesseret i Spørgsmaalet.

Det vil i høj Grad lette dets Løsning her.

Det bør endvidere under en eller anden hensynsfuld Form, Forespørgsel, Interpellation eller lignende, rejses i den danske Rigsdag, og det maa ogsaa rejses overfor Ententens Gesandter.

Her i Berlin rejser jeg i den kommende Uge Spørgsmaalet fra Rigsdagens Tribune. I Nordslesvig organiserer vi en Bevægelse, der snart vil gaa som en fejende Stormvind hen over Landet.

Lad os nu ikke forgæves paakalde danske Politikeres Bistand.

Lad os ikke paany faa Anledning til at raabe med Henrik Ibsen:

„Vi stred en Livsens Strid for Nord,
Vort Hjemland blev en Grav.
Vi spejded’ over Belt og Fjord
Forgæves dine Snekkers Spor.
Min Bro’r, hvor blev du af!”

H. P.  Hanssen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.