Tag-arkiv: genforening

22. oktober 1918. I Berlin: Rygterne om en dansk henvendelse om Nordslesvig ikke sande!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 22. Oktober 1918.

Jeg har lige afsendt en Ugeberetning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, hvoraf jeg her citerer følgende:

„Efterretningerne om, at den danske Regering har afgivet en Note i Berlin, er urigtige og er ogsaa dementerede baade af den danske og den tyske Regering.

En Note vilde ogsaa have været forfejlet. Sagen vil ikke, som adskillige i Danmark synes at have næret Frygt for, blive løst som et dansk-tysk Mellemværende under Haanden, men som et internationalt Anliggende paa den almindelige Fredskongres.

En anden Sag er, at Spørgsmaalet søges løst i Forstaaelse med Tyskland, som rimeligvis trods Landafstaaelser i Øst, Vest og Nord vil gaa ud af Krigen forøget med 10 Millioner Tysk-Østerrigere, atter vil komme til Kræfter og i Fremtiden staa som en mægtig Nabostat.

Jeg har i Gaar afleveret et udførligt Materiale vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Understatssekretær David.

Endvidere har jeg afleveret Materialet til flere Kolleger. Vi har udsendt trykt Materiale til flere Hundrede tyske Politikere, Journalister og i det hele Mænd i fremstaaende Stillinger.

Det kan vel nok siges, at det er mange ubehageligt, at Spørgsmaalet rejses nu, der spores her og der nogen Pirrelighed, men mange ønsker mig til Lykke med, at jeg snart kan komme til at aande i et frit Land.

Hjemme maa vi nu have vor Opmærksomhed fæstet paa de sløje Strøg i Aabenraa Amt, i Slogs Herred, paa Løgumklosteregnen og i Tønder By. Her maa gøres et energisk Forarbejde, baade med Henblik paa Indsamling af Underskrifter og paa den endelige Afstemning.

Jeg har meldt mig til Ordet i Dag og faar det rimeligvis i Morgen, da der kun staar 4 Mand paa Talerlisten foran mig. Opgaven er vanskelig, da det er en meget broget Tilhørerskare, jeg skal tale til: Den nye, mig velvilligt sindede Regering, Rigsdagen, Nordslesvig, de forskellige Partier i Danmark og desuden Ententen.

Det kan ikke godt andet end gaa ud over Talens Friskhed, naar der skal tages Hensyn til saa mange Sider.

Jeg haaber, at der nu fra i Morgen af indgaar regelmæssige Beretninger fra alle Egne af Landet, saa vi faar et klart Overblik over Stillingen. Dette er nødvendigt af Hensyn til Arbejdet, som skal gøres.” —

I Rigsdagen traf jeg i Dag først Hildenbrand. „Hvad mener De om Situationen?” spurgte jeg. „Hvis Militæret sætter sin Vilje igennem, kæmper vi videre i et Par Uger,” svarede han, „men saa er det Slut. Saa maa vi overgive os paa Naade og Unaade. Ingen har længere Tillid til „det nationale Forsvar”. løvrigt et daarligt Ord, har vi maaske ikke haft et nationalt Forsvar hidtil?”

Lidt senere stødte jeg paa Fr. Stampfer. „Ja, nu vil De jo snart gaa imod Nord,” sagde han vemodigt. „Det er trist, at saa mange forlader os, men min Trøst er, at vi saa nok faar Tysk-Østerrigerne i Stedet for.”

Dernæst løb jeg paa Hermann Wendel. „Til Lykke!” udbrød han, „nu kan De snart komme til at leve under virkelig frie Forhold i et virkelig frit Folk. Jeg har i Gaar i denne Anledning paany taget min „Manuel” [den franske udgave af Franz von Jessens: “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”, RR] , som De har været saa venlig at forære mig, frem for at studere Spørgsmaalet, men jeg naaede ganske vist ikke vidt.”

Vi talte videre om det serbiske Spørgsmaal, og jeg lykønskede ham med, at han havde faaet Ret i sin Polemik med den tidligere bulgarske Gesandt i Berlin. „Ja,” svarede han, „jeg har skrevet min Bog om det serbisk-bulgariske Problem, før Sagen har taget den sidste hurtige Vending, men desuagtet behøver jeg ikke at ændre noget i den.”

Dr. Blunck kom hen til os og sagde noget forpint, men smilende til mig: „De her! — jeg troede, at De allerede stod med det ene Ben i Danmark!” „Saa vidt er det endnu ikke, svarede jeg, „men det kommer nok inden ret længe.”Wendel: „Ja, nu vil det snart vise sig, at jeg havde Ret, da jeg i Fjor her i Salen — hvad mange tog mig ilde op — sagde, at ved en Afstemning vilde 90 pCt. af Elsass-Lothringerne stemme for Frankrig. Det vil sige, Ret har jeg ikke, for nu vil ikke 90 pCt., men 110 pCt. stemme for Frankrig!”

„Det er vel dog lovlig meget,” udbrød Dr. Blunck. „Nej,” svarede Wendel ivrigt, „for mange vil stemme dobbelt, ja tredobbelt, hvis De blot kan se deres Snit dertil. Saadan er Stemningen.”

Jeg har i Eftermiddags meldt mig til Ordet og vil rimeligvis faa det i Morgen. Andreas Grau er ankommen hertil, og Bankdirektør Hübbe har anmeldt sin Ankomst til i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

12. oktober 1918. Møde i Vælgerforeningen: Glædelig enighed om Flensborg-linjen

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 12. Oktober 1918.

Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen, som jeg havde ladet sammenkalde i Borgerforeningens Lokaler i Flensborg, begyndte Kl. 11½ og var godt besøgt, kun 3 Medlemmer var udeblevne.

Næstformanden, P. Grau aabnede Mødet.

Jeg indledede med en kort Bemærkning, gav først en Oversigt over Stillingen og klarlagde derefter Opgaverne:

1) Indsamling af et Fond paa mindst 100,000 Mark,
2) Indretning af fast daglig Kurertjeneste mellem Nordslesvig og Berlin,
3) Oprettelse af faste Efterretningsstationer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg,
4) Forberedelse af Deputationer,
5) Vedtagelse af en Petition.

Under Forhandlingerne opfordrede jeg Medlemmerne til en for en at udtale sig om Stillingen og Stemningen i Nordslesvig.

I danske Kredse var Stemningen løftet og god. En Undtagelse dannede kun P. Tønders og Jes Mærsks Distrikter, hvor Handelsprofitten syntes at have  demoraliseret en Del danske Folk.

Hjemmetyskerne vil i stor Udstrækning helst tilbage til Danmark. De yngre er gennemgaaende yderst forbitrede over den Behandling, de har døjet – det gentages fra alle Sider.

Derefter kort Drøftelse af Grænsespørgsmaalet, som gav glædelig Enighed om Flensborglinjen. Kun P. Tønder, som før altid har slaaet paa § 5, krævede nu Ejdergrænsen uden Afstemning, medens Lorenz Poulsen talte varmt for Flensborg, men indrømmede, at en Grænse lige nord for Flensborg var mulig, en Grænse lige syd for Flensborg derimod umulig.

Pengebevillingen vedtoges straks med varm Tilslutning.
Man tilbød om fornødent at skaffe Million Mark. Da jeg forlangte 10,000 Mark til et hemmeligt Fond, tilbød man mig straks 20,000.

Alle lovede at arbejde godt.

Til Støtte for Vælgerforeningens Sekretær, Gdr. Martin Simonsen, valgtes der efter mit Forslag 3 Hjælpesekretærer,nemlig A. Lebeck, Haderslev, Nis Nissen, Nordborg, og Andreas Grau, Flensborg.

Endvidere valgtes ligeledes efter mit Forslag Fru M. Andresen, Aabenraa, til Kasserer, for at de indsamlede Pengemidler ikke ved en Husundersøgelse hos Vælgerforeningens Kasserer skulde falde i Politiets Hænder.

Paa Mødet udtalte H.  Jefsen Christensen, Høgsbro, at Stemningen i Danmark var meget daarlig. Der var endog Tanker fremme om kun at tage Nordslesvig tilbage, naar det danske Folk ved en almindelig Afstemning gav sit Samtykke dertil. Han fremhævede, at Nødvendigheden deraf bl. a. var bleven drøftet paa de store Efteraarsmøder paa Højskolerne.

Jeg sagde, at dette sikkert maatte bero paa en Misforstaaelse, men hans Beretning gjorde stærkt Indtryk og efter Forslag af Peter Grau besluttede Tilsynsraadet at opfordre H. Jefsen Christensen til at vove sig over Grænsen for at fremskaffe sikre Efterretninger om Stemningen i Kongeriget.

H. Jefsen Christensen erklærede sig villig til at overtage Hvervet.

Mødet hævedes, og i Smaagrupper begav vi os til Stationen for ikke at vække Opsigt.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

10. oktober 1918. På tide, at Danmark bryder sin tavshed om Nordslesvig!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 10. Oktober 1918.
I Formiddags var der ret tomt i Rigsdagen. Førerne har travlt med alle Slags Møder og Forhandlinger. Mange Rigsdagsmænd er taget hjem for at aflægge Beretninger for deres Vælgere.

Jeg affattede en Beretning om Situationen til Folketingsmændene I.C. Christensen og Neergaard, oplæste den for de 2 Landdagsmænd, som godkendte den, og vil afsende den til København, saasnart jeg kan faa den sikkert over Grænsen.

I Beretningen har jeg opfordret dem til energisk at støtte os i vore Bestræbelser.

De to Landdagsmænd er nu efter min Opfordring flyttet herhen i Hotel „Fürstenhof”, hvor jeg har indrettet et særligt Kontor. Vi samles nu daglig paa dette Kontor for at drøfte Stillingen og fatte vore Beslutninger.

I Dag besluttede vi, at Nis Nissen skal blive paa Vagt her i Berlin og lede Arbejdet, mens Kloppenborg og jeg tager til Flensborg for at deltage i Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Jeg har i Eftermiddags nedskrevet et første Udkast til min Tale.

Beretningen [til I.C. Christensen og Neergaard] , som blev sendt sikkert over Grænsen et Par Dage senere, havde efter en opbevaret Kladde følgende Ordlyd:

Til Folketingsmændene J. C. Christensen og N. Neergaard!

I disse kritiske og for Nordslesvigs Fremtid afgørende Dage tillader jeg mig paa Nordslesvigs Vegne at rette følgende Henvendelse til Dem: Der er nu overordentlig stor Chance for, at det nordslesvigske Spørgsmaal kan blive løst paa en i enhver Henseende  tilfredsstillende Maade.

Men fra dansk Side maa der handles og handles straks, ellers forspildes muligvis alt.

Stillingen her er følgende:

Den 1. Oktober meddelte den øverste Hærledelse brat og uventet Rigskansleren, at det var nødvendigt straks at danne en ny Regering, som kunde slutte Fred. Kampen kunde, udtalte Ludendorff, ganske vist endnu fortsættes i et Par Maaneder, men Afgørelsen var allerede falden. Disse Maaneders Kampe vilde ikke ændre Resultatet, men koste nye Blodofre, som maatte tælles efter Hundredetusinder. Det var derfor en Forbrydelse at fortsætte.

Rigskansleren drog straks Konsekvenserne heraf. Fredsregeringen er dannet og vil strække sig overordentlig vidt for at faa Fred i en nær Fremtid.

Man er saaledes her rede til at afstaa baade Elsass-Lothringen og de polske Landsdele. Man er villig til at betale Skadeserstatning baade til Belgien og til Frankrig og til at rømme de besatte Omraader, inden Fredsforhandlingerne aabnes.

Stilles der ikke Vaabenstilstandsbetingelser fra de Allieredes Side, som er ganske uforenelige med den nationale Ære, vil Fredsforhandlingerne derfor snart begynde. Og skulde mod Forventning Krigen atter blive optaget, vil den dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.

I Wilsons 14 Punkter, som Tyskland allerede har antaget som Fredsgrundlag, er Nordslesvig desværre ikke nævnt, men vi vil søge at gennemføre Spørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, i Overensstemmelse med de Grundsætninger, som Wilson har opstillet, og med Rigskanslerens Ord om, at der skal sluttes en retfærdig Fred.

Der er da ogsaa hernede stor Stemning for Løsningen. Jeg har talt med Dr. David, som nu er Understatssekretær i det herværende Udenrigsministerium, og opfordret ham til at løse Spørgsmaalet.

Han stillede sig velvilligt og udtalte, at han ventede, at Danmark vilde anmelde det. Dette ved den nuværende danske Regering. Om det er anmeldt, ved jeg ikke.

Socialdemokratiet er helt igennem stemt for dets Løsning. Af de Liberale har Rigsdagsmændene Fr. Naumann, Professor Dr. Neumann-Hof er og Professor v. Schulze-Gaevernitz, med hvem jeg i disse Dage har talt om Sagen, billiger, at jeg i denne Uge rejser det fra Rigsdagens Tribune, og udtalt, at de ønsker denne Rivningsflade mellem Tyskland og Norden fjernet en Gang for alle. Centrum vil ikke gøre Modstand, de Konservative er sat ud af spillet, og Rigskansleren vil næppe modsætte sig Sagen.

Stillingen er saaledes i det hele i Øjeblikket overordentlig gunstig for en heldig Løsning af Spørgsmaalet.

De danske ansvarlige Politikere maa derfor vide, at de staar  overfor et nu eller aldrig, og at Ansvarets hele Tyngde vil falde paa dem, hvis de skyder Opgaven fra sig og ikke griber til i rette Tid.

Opgaverne, som i Øjeblikket foreligger, er følgende:

Regeringen [den danske] maa hurtigst muligt rejse Spørgsmaalet ad diplomatisk Vej for at kaste det ind i Fredsdrøftelsen fra første Færd af. Tavsheden i Danmark, som misbilliges i Nordslesvig og misforstaas hernede, maa øjeblikkelig brydes.

Fr. Naumann sagde i Forgaars til mig, at han allerede for to Aar siden havde søgt at rejse Spørgsmaalet.

Han havde da baade talt og korresponderet med Grev Brockdorff-Rantzau om Sagen og ligeledes drøftet den med høje Embedsmænd i Udenrigsministeriet, men begge Steder faaet det Svar, at den danske Regering ikke ønskede, at der blev rørt ved dette Spørgsmaal under Krigen.

Jeg sagde, at det sikkert udelukkende var sket af Hensyn til Landets strenge Nevtralitet.

Det er nu nødvendigt, at Mundkurven hurtigst muligt tages af den danske Presse, at den Tavshed, der har hersket om Nordslesvig, brydes, at man hernede faar Indtryk af, at det danske Folk virkelig lægger Vægt paa at faa dette Spørgsmaal løst.

Det er nærmest en national Skandale, at naar Branting rejser Spørgsmaalet i Stockholm, saa skynder „Berlingske Tidende” sig med at aftrykke, hvad det os fjendtligsindede „Dagens Nyheter” siger dertil.

Dette har den fjendtligsindede tyske Presse straks grebet med Begær og opfattet som et Tegn paa, at man i Danmark ikke bryder sig om Nordslesvig.

Pressen maa nu roligt, hensynsfuldt, men bestemt tage Standpunkt og forlange Spørgsmaalet løst under Henvisning til Folkenes Selvbestemmelsesret, de Wilsonske Grundsætninger og den tyske Rigskanslers Udtalelse om, at han vil slutte en Retsfred.

Der maa dernæst sendes Folk til Norge og Sverrig for at paavirke den derværende Presse, saa det udadtil kan ses, at hele Norden er interesseret i Spørgsmaalet.

Det vil i høj Grad lette dets Løsning her.

Det bør endvidere under en eller anden hensynsfuld Form, Forespørgsel, Interpellation eller lignende, rejses i den danske Rigsdag, og det maa ogsaa rejses overfor Ententens Gesandter.

Her i Berlin rejser jeg i den kommende Uge Spørgsmaalet fra Rigsdagens Tribune. I Nordslesvig organiserer vi en Bevægelse, der snart vil gaa som en fejende Stormvind hen over Landet.

Lad os nu ikke forgæves paakalde danske Politikeres Bistand.

Lad os ikke paany faa Anledning til at raabe med Henrik Ibsen:

„Vi stred en Livsens Strid for Nord,
Vort Hjemland blev en Grav.
Vi spejded’ over Belt og Fjord
Forgæves dine Snekkers Spor.
Min Bro’r, hvor blev du af!”

H. P.  Hanssen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

9. oktober 1918. Nu nærmer afstemningen sig: “Vi drog paa Kortet en Grænselinje …”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. Oktober 1918.

Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.

Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.

Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.

I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.

„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”

Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.

I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.

Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.

For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.

Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.

Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.

Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.

Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.

Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.

Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.

De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.

“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.

Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”

Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”

Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!

Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”

Vi skiltes ad.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.

„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”

Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”

Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.

„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”

Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.