Kategoriarkiv: Hjemmefronten

4. december 2023: Julekalender: Målebæger

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender viser et målebæger af træ.
Målebægeret er fremstillet af  1 stk. 0,4 cm. tyk formspændt træplade med et overlap på 14 cm. Den er sømmet med fem søm ved yderste afslutning, en holder den inderste. Siden er fra undersiden monteret på en træbund med en diameter på 13 cm.

Bægeret er stemplet tre gange med det samme stempel, nemlig to gange i et mindre format på ydersiden af bægeret og en gang noget større på bundet af bægeret. Stemplet er: “6″ over et tekstbånd med bogstaverne “D.R.” for Deutsches Reich, herunder tallet “46“. Derudover er måleenheden angivet som “1. l” = 1 liter.
Tegnet “/” angiver, at der er linjeskift i originalteksten.

Målebæger eller kontrolbæger af træ til 1 liter. Tilhører Museum Sønderjylland

Den gotiske udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.

I kan sende en skanning (300dpi) til Hanne C. Christensen her.

Dagens udfordring er en ansøgning fra Jens Peter Jacobsens hustru, dateret 26/01-1915.
Ansøgningen er på i alt 2 sider, men er på grund af papirets format scannet således, at side 1 vises i 2 billeder.
Indsender er interesseret i en transskription og – hvis muligt – en oversættelse fra tysk til dansk.

Jacobsen, Jens Peter (1886-1941) ansøgning i 1915, del 1

 

Jacobsen, Jens Peter (1886-1941) ansøgning 1915, del 2

 

Jacobsen, Jens Peter (1886-1941) ansøgning 1915, del 3

 

17. december 2022: Julekalender: Kriegsmathematik

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Dagens kalender viser en tynd bog med titlen: “Kriegsmathematik. Eine Sammlung einfacher Anwendungen aus der Geometrie” af seminarielærer E. Hamanke, Röslin, der blev udgivet i 1916.

Hæftet indeholder matematiske opgaver, der har et militært tilsnit, herunder beregning af et luftskibs fart og højde. Hæftet har tilhørt Tønder Seminarium, da det er forsynet med seminariets stempel.  Det viste eksempel er dog uopskåret og har derfor ikke være brugt.

Forside af bogen “Kriegsmathematik” fra 1916.

Her er eksempler på opgaverne i bogen:

Opgaver ang. beregning af luftskibes fart og højde fra bogen “Kriegsmathematik”.

25. Juli 1920. “Og alle Breve, vad jeg skrev, det var mig alt forgjæves,”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 25 Juli
En Stemme sagde, »du seer jo Vorherres store Lys som lyse ned over dig. Ja i dette Land som du nu her seer, der har din Broder opholt sig.« Jeg saa en megtig stor Slange, den var gullig med Prikke. Jeg saa store Palmetrær, jeg saa vilde Folk som plukkede Figne a Træet. Jeg saa Leoparde og Skilleparde. Saa hörte jeg en Röst, som sagde, »da jeg var i di fremmede Lande sente jeg Kort og Böger hjem, at i skulde see, hvor jeg vandrede. Men jeg maatte holde op med at skrive, da i ingen Breve modtog, saa viste jeg ikke, vad jeg skulde. Men saa rakte jeg mine Hænder til Herren og bad til ham, at han vilde være med mig i den lange tunge Tid. Og saa satte jeg mig for, at det nytte ikke at skrive mere. Men jeg har jo tröst i Herren paa den tunge Vandring.«

Saa saa jeg et Syn, hvor min Broder kommer hjem. Jeg hörte, vor han sagde, »jeg har været Saaret i Beenet fra Krigen, men Gud være lovet og takket, at jeg kunde naa hjem til eder igjen, men jeg er saa tret af Livets store Vandring. Og alle Breve, vad jeg skrev, det var mig alt forgjæves, og jeg hörte ikke et Ord i di mange Aar. Det var saa tungt at gaa igjennem,
saa jeg aldrig forglemme, saa lenge jeg lever.« Men nu sagde Stemmen, »det skal være en Verdens Omvendelse, at alle Folk skal blive troende ved Jesu Aabenbarelse. Og alt er bestemt i Guds Raad. Og din Broder kommer hjem, ligesom en Rose spryde ud.«

Den 21. Juli 1920. Saadanne Mennesker saa jeg i et fremmed Land.
Den 25. Juli 1920. Dette Syn saa jeg i et Fremmed Land, hvor min Broder har opholt sig.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

2. og 9. Juli 1920. »din Broder er skrevet som Död, men vad sige i nu, naar han kommer igjen,«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 Juli
Jeg saa Krig paa Angel Side i Slesvig. Jeg saa Franskmand, Engelsmand, Sorte, Danskere og Tyskere, jeg saa nye Flyvere og Luftskibe. Jeg saa, hvor alt stod i Brand over paa den anden Side. Soldater og Heste laa om i blandt hverandre.

Den 9 Juli
En Stemme sagde, »naar du seer alt, da er det Sjælen, der lösne sig i Legemet hos dig, og derfor kan du se over al Jorden, og derfor skal du blive ved at lide i Sygdom, da Herren har rört ved din Sjæl, og du er bleven alviden.« Saa sagde Stemmen, »din Broder er skrevet som Död, men vad sige i nu, naar han kommer igjen, thi han er bestemt levende. Ja det vil blive en omvendelse for mange Folk, naar han kommer.«

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

22. Juni 1920. “Jeg gad höre, hvordan Engle Harpen röre.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 22 Juni 1920
Herren sagde, »skrif denne Paaskrift af og heng det op. Aabenbaringen og Jesu Gjenkomst. Han som har frelst dit Liv fra Graven. Ja du skal leve i flere Aar ednu, han som lægge Sygdommen paa dig, ja det skal være saa. Og du skal lære alle Ting af mig, og du skal ligne mig. Og en hvid Engel skal sidde i hvide Klæder og skal röre ved Harpen.«
Jeg gad höre, hvordan Engle Harpen röre. Saa sagde Herren, »naar du engang Marie gaar bort herfra, skal den hvide Engel sidde ved Graven og spille paa Harpen. Og Herren vil sprenge Graven hos dig, og du skal staa op og vandre igjen ligesom Herren.«

Den 22. Juni 1920. Påskriftet som Marie modtog en åbenbaring om.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

7. og 9. Juni 1920. »Men du skal lide i Sygdom, og det skal være saa.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 7 Juni
En Stemme sagde, »Gud velsigne dig i dine Leveaar.« Saa saa jeg min Broder. Saa sagde Stemmen, »Gud Fader er med ham paa hans Reise. Ja 18 dage over Atlanderhavs Kyst. Ja, han forsvant i Slaget ved Arras, det var et trist Opholsted han haude, og siden blev han bortfört til et fremmed Land.« Jeg saa at han haude store Sko med Frense om paa Födderne, og hans Frakke var helt itu. Saa sagde Stemmen – »Ja han skal faa gode Klæder igjen.«

Den 9 Juni
En Stemme sagde, »han kommer snart paa Hjemfartsreisen. Men hvem er Stefortreten? Det er Cristus, han er deres Förer, og han sender din Broder hjem. Og du skal klædes i di fineste Dragter.« Saa hörte jeg hvor der bankede paa Dören. Stemmen sagde, »ved du, hvem der banker? Det er Herren, og du skal ophöies i dit Hjem over alt dette, vad der er bleven dig sagt. Fölgende Guds Navn staar der skrevet om din Broders Reise, og di haarde Lidelse, han maatte kæmpe i Krigen. Men han har i lang Tid opholt sig i di hede Zone i di fremmede Lande. Men din Broder [kommer] hjem, det skal ske. Men du skal lide i Sygdom, og det skal være saa. Ja, din broder skulde bare vide, hvem der kommer til dig.« Nu var det lige som min Broder raabte. Jeg hörte en Röst udi Örkenen, da jeg var der, som sagde, hvem har dog været i mit Hjem hos min Marie?

Mindestenen for Lorenz i kransen omkring mindehøjen for Første Verdenskrigs faldne, der findes vest for kirkegården i Broager. Mindehøjen er rejst efter Genforeningen, og nogle af navnene er blevet gengivet med ‘dansk’ stavemåde. Foto: Hans Helmer Kristensen, Museet på Sønderborg Slot 2003.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

20. og 23. Maj. 1919. »Hör nu efter ja nu kommer Lyset snart igjen. Han drager hjem til Eder ja igjen.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 20 Mai
Der blev et stor Billed ulagt for mig. Og der saa jeg tydeligt min Broder med en Spade i Haanden, hvor han gik op af et stort Bjærg. Han haude langt Skæg og saa bleg ud og haude en lang Overfrakke paa. Og der hvor han opholt sig, der saa jeg Konen og Börnene, hvor di blev baaret paa en Berebare. Börnene haude röde dragte og lange Hölle paa Hovedet. Og jeg saa store Trær henge med Appelsiner. Stemmen sagde, »det sted hvor du her seer, der har din Broder opholt sig lenge. Ja naar jeg kommer i Syne til dig, saa skal du sige Velkommen. Ja. Guds Villie maa dog skee.«

“Den 20. Mai 1919 saa jeg min Broder vor han gik op paa et stort Bjærg med en Spade. Og der ved dene Befolkning blev
Konerne og Börnene baaret paa Bærebare af Mendene. Og di plukkede ogsaa Apelsiner der.”

Den 23 Mai
Jeg hörte en Stemme der sagde, »det förste Opholsted, jeg haude
efter dengang, jeg falt i Slaget, var paa Lazaretterne og saa i Asien. Men alle di vilde Folk, jeg har været ved, hvilken Religion di haude.« Saa saa jeg en hvid Fugl med et Bref i Munden. Saa sang Englene:

O hvor er han tret ja af den lange tunge Vandring.
Han har maattet gaa igjennem al den lange Tid,
Hör nu efter ja nu kommer Lyset snart igjen.
Han drager hjem til Eder ja igjen.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

23. Marts 1919. »Jeg fegter med aaben Pande, Paa hvem jeg for Alvor tror.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 23 Marz 1919

Det gav et ordentlig ryk i mig, og saa saa jeg Vorherre her paa Havet, og han sagde til mig, »du skal være alviden som jeg, og du skal see over al Jorden som jeg kan.« Saa viste han mig noget. Han satte sin Haand paa Havet, og paa engang bruste Bölgerne og Havet rörte sig, og Vorherre satte sin Haand paa Breden og han sagde, »du skal lære det af mig med disse Tegn som du her seer.« Og saa stod ved Stranden en Rytter paa en röd Hest, med et Sværd i den ene Haand, og en Fahne i den anden, og han stod og saa helt forstyrret ud paa Havet. Nu sagde Herren, »det var en slem Efterretning i maatte modtage dengang med eders kjære, See hvilken Forundring, det nu vil blive naar han kommer hjem til Eder. Men o Vee, den store Vandring eders Lorenz han har gaaet igjennem.« Men Stemmen sagde, »i maa ikke blive bange, naar han kommer, thi jeg avare eder om det med ham. I maa være rede til at modtage ham rolig og stille naar han kommer.« Saa saa jeg et Skib. Og saa hörte jeg hvor di alle sang:

I alle di Rige og Lande,
hvorhen jeg i Verden for,
Jeg fegter med aaben Pande
Paa hvem jeg for Alvor tror.

Et Skjæl for mit Hjelmende Hjærte
Paa Bronnen stod Korsets Tegn,
Paa hvem var jeg Loverne Stærke
Paa Hjærternes Milde Hegn.

Saa saa jeg min Broder herhjemme. Saa sagde Stemmen, »naar den Tid kommer, saa skal du bareste see, og du skal blive helt alviden. Og naar din Broder kommer hjem til Eder, vil Englene i Himmelen Juble over ham, og Vorherre lade sig see i Skyerne, og du skal see allevegne omkring.«

“Den 22. Marz 1919. Di danske Skibe saa jeg her igjennem Havnet.”
“Den 23. Marz 1919 seer jeg een af de allestörste fremmede Torpedojægere sejre herin igjennem Havet. Den kom sejlende herind igjennem Havnen helt nöjagtig, da det var besat i Mellemslesvig.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

25. Februar 1919. »din Broder han vender snart hjem fra Fangenskabet«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 25 Februar 1919

En Stemme sagde, »din Broder han vender snart hjem fra Fangenskabet.« Saa saa jeg alle Fanger, og jeg saa Skrift i Syne, og der stod Laolion Vyk. Nu sagde Stemmen »det stille Hav«. Og saa saa jeg en stor Nilkrokodil. Jeg saa et stort Dyr, Stemmen sagde at det var en Bison, ogsaa Heste og en Fisk med 6 Finner. Nu stod Vorherre ved mig med en lang mörk blaa dragt og et Kors i Haanden, saa sagde han, »jeg tager nu Korset bort fra eder. Og naar jeg nu kommer og  banker paa Døren, saa kommer jeg med eders kjære Lorenz.« Saa sagde han, »betænk naar jeg kommer med ham til Eder, vi kommer langveis fra, saa skal i see hvilken stor forandring, der vil blive paa Jorden, naar han kommer hjem. Men din Broder er saa træt af den lange tunge Vandring.« Saa saa jeg hvor hele vor Stue blev oplyst. »Og det er imod Aften, naar din Broder kommer. Men ved du, hvornaar din Broder og di andre Fanger vender hjem. Det faar i at see.«

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Foredrag & musik i uge 9

Herunder følger en kort omtale af nogle af næste uges arrangementer:

Tirsdag den 26. februar 2019, Bov:
Bov Bibliotek, kl. 16.30, vil tidligere arkivleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, dr.phil. Lars N. Henningsen i foredraget “Fred og håb – Sønderjylland mellem våbenstilstand og genforening” fortælle om dagligdagen i Sønderjylland efter fire års rædsler og kaste lys over den krogede vej frem mod genforeningen i 1920.

De dansksindede sønderjyder fik dengang håb om at få grænsen flyttet sydpå. Men ventetiden blev lang. Tusindvis af hjemvendte soldater var krigsskadede, og de skulle nu finde en plads på arbejdsmarkedet. Der var revolution, økonomisk nød, spekulation og uklare forhold i styret. Dertil kom en bitter strid om, hvordan en afstemning om den nye grænse kunne gennemføres.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Augustenborg:
Biblioteket Augustenborg kan man onsdag 27. februar kl. 17 høre historien “Midde og Christian“, der handler om Christian Vogt fra Asserballeskov fortalt ud fra en brevsamling på 600 breve fra første verdenskrig.
Da tidligere lærer og skolebibliotekar Mogens Johansen fra Asserballeskov første gang fortalte historien på biblioteket, gik flere forgæves. Derfor bliver succesen nu gentaget.

Mogens Johansen har billeder og tekstuddrag fra brevene med i sin beretning om Christian, der var i krig som tysk soldat og dansksindet, og om Midde, der hjemme måtte være både husmor og husbond.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Sønderborg Slot:
SMUK og Sønderborg Kommune inviterer til gratis, historisk koncert på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19:30.

SMUK markerede 11. november 2018, 100 året for afslutningen på Første Verdenskrig med et nyskrevet værk, hvor den sønderjyske soldat i tysk tjeneste var i fokus. Dette værk genopføres denne aften i Riddersalen på Sønderborg Slot.

Andre koncertdatoer:
Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa – Torsdag den 28. februar kl. 19.30
Haderslev Domkirke – Onsdag den 6. marts kl. 19.30
Løgumkloster Kirke – Torsdag den 7. marts kl. 19.30

Læs mere i indlægget fra 19. februar 2019 eller på www.smukmusik.dk.

11. Februar 1919. »Der er to Grense, den ene er Himlen og den anden Jorden..«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 11 Februar 1919

En Stemme sagde, din Broder og flere Nordslesvige Fange er ved at slæbe Brende hjem fra Skoven til Fangehjemmet. Og saa saa jeg, hvor han gik ind i et Rum og hentede en Kurv Brende og bad ind i Stuen Nr 16 og 18. Saa hörte jeg hvor der blev sunget,

Men du kom ei i Kirken
og ei i Kirken ind,
For du har faaet Jesum kjær
og fundet ham i dit Hjem.

 
Men du har endnu at vente
endnu en liden Stund
til at jeg kommer hjem igjen,
ja til mit kjære Hjem.

Nu kom der en höi Röst og sagde, »Her er Aaanden der tale til dig. Ageren bliver godt passet.« Og saa stod Vognen og Hestene i Syne. Saa sagde Stemmen, »Hvor er eders beste Kudske? Ja han kommer. Ja din Broder har været 11 Steder. Men Jesus stiller hans Saar og Smerte. Der er to Grense, den ene er Himlen og den anden Jorden.

“Saadant saa jeg min Broder hvor han bar Törv ind den 11. Februar 1919”
“Den 11. Februar 1919 saa jeg min Broder hvor han hentede Brensel paa en Slæde ude i en Skov.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

25. december 1918. “Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. “

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet marcherede gennem Kassel og blev indkvarteret i omegnen af Hannoversch Münden. Herfra blev III bataljon sendt afsted den 22. december kl. 1 om natten. Den 24. december om morgenen kl. 11 indtraf den i Sønderborg. Staben og II bataljon – resten af I bataljon var fordelt på denne – kørte afsted den 23. om morgenen.

De skulle ikke opleve juleaften hjemme, men indtraf først på Flensborg Sporskifte den 25. december kl. 9.30 om morgenen. Kl. 12 marcherede resten af regimentet ind i Flensborg. Det var nu kun en lille skare. Mange havde undervejs fået bevilget deres ansøgte hjemsendelse.

Modtagelsen i Flensborg var varm og hjertelig. En stor menneskemængde trængtes i gaderne, mange havde tårer i øjnene, den, der var dem dyrebar, er der ikke. Faner hilste velkommen. På Søndertorv bød overborgmester Todsen på byens vegne regimentet velkommen og overrakte major von Drigalski en laurbærkrans.

Så kom den sidste march. I kasernegården et afskedsord fra kommandøren, de døde kammerater blev mindet. Nu blev geværerne stillet op ad væggen og de øvrige våben afleveret.  Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. Det eksisterer ikke længere.

 Fjendtlig vilkårlighed og samvittighedskval har slået den form i stykker, der gennem fire år holdt kammeraterne sammen i jernhagl, mudder og giftskyer. Men hvad de ikke kunne slå ihjel, er den ånd, der voksede ud af dødsfællesskabet. Ånden, der er underordnet den store helhed, pligtopfyldelsens ånd, troskabens ånd, det broderlige kammeratskabs ånd, offerviljens ånd til døden.

Kammerater! Vi er vort folk skyldige, vore næste fire tusinde døde skyldige, at vi holder denne ånd vågen. Om vort stolte regiments faner igen engang skal blafre i vinden, dets våben skinne i solen, vi ved det ikke.

Én ting må vi dog fast tro på uden at sige for meget: Hvis ånden hos 86’erne bliver fællesgods i vort folk, så vil vort fædreland igen opnå sin plads i solen, navnet Tyskland stråle i ny glans. Hvis hver kammerat på sin måde og i sin kreds medvirker, så er heller ikke vore dyrebare dødes blod udgydt forgæves.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. December 1918. “Danskerregimentet” oplever æren af at marchere forbi generalfeltmarskal von Hindenburg på vej hjem.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 bliver kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I Sieg-dalen marcherede regimentet videre sammen med divisionen. Den 6. december var det i Weidenau ved Siegen, så overskred man Rothaar-bjergene. Ved denne march blev regimentsbagagens heste udmattet til det yderste. Nogle måtte skydes, andre blev solgt billigt eller simpelthen efterladt.

I de følgende 14 dage marcherede regimentet i området omkring Eder og Fulda, den 20. december nåede man Kassel. Her kunne divisionen endnu opleve et opløftende øjeblik. Ved slottet Wilhelmshöhe havde divisionen den ære at marchere forbi sin feltherre.

Som en kriger fra fortiden ragende op over sine omgivelser stod generalfeltmarskal von Hindenburg ved vejen. Klart og tydeligt lød hans ”God morgen, kammerater!” ud over kolonnerne. Den, der på denne dag så feltherrens ærefulde hoved, vil aldrig glemme synet af tilbageholdt smerte i de strenge træk.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

10. november 1918 – Enkefru Røgind: Våbenstilstandsbetingelserne

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. Novbr.
Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.

Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159-60)

7. november 1918 – Enkefru Røgind: “Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7. Novbr.
Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Senest ændret den 25. oktober 2018 22:38

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

18. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… et nyt Tidsskrift Grænsevagten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
God Artikel af [Professor, senere Biskop i Haderslev] Ammundsen om Nordslesvig i Nationaltidende, det var den første Svale. Nu i Dag en Artikel, god, fornuftig af [Professor] Dr. L. V. Birch. Foreningen To Løver har indbudt Alliance française til Møde i Studenterforeningen. Professor Kristoffer Nyrop vil tale om Elsass-Lothringen og Dr. Jonas Collin om Udlandets Interesse for Slesvig. Under Redaktion af Mag. Vilh. la Cour vil der udkomme et nyt Tidsskrift Grænsevagten. Fru Slott-Møller, cand. theol. Holger Andersen, Dr. med. J. Collin, Kammerherre Bodenhoff, Fru Martha Ottosen, Dr.phil. Gudmund Schütte og Skoleinspektør Lauridsen har tilsagt deres Bidrag.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

12. oktober 1918. Sidste brev i Jørgen og Ingers brevveksling. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 12. okt. 1918

Min egen kære Jørgen!
Tak for dine breve fra d. 6. og den 7. okt. Jeg havde ikke hørt fra dig i to dage, og så begynder jeg straks at blive lidt urolig. Jeg er bange for, at du skulle gå hen og komme i fangenskab. Ja, det er da vist en underlig ide, men den tanke falder mig nu så tit ind. Hvor det da var passende med pakkerne. De har rigtignok været længe undervejs, og I lever jo helt flot nu. Måske de begynder at spise op nu, for ikke at have det at slæbe hjem på!!

Alle mennesker tror, at vi får fred nu, og det tyder jo da også på det i aviserne. T. er nok rede til det, siges der herhjemme, de kan ikke længere.

Man tør jo ikke rigtig vove at tro på det. Det var jo næsten for glædeligt. Mon al den elendighed da så skulle være forbi?

For os er der jo da ingen ting i vejen, når først du er sund og uskadt hjemme hos os igen. Rige er vi ikke blevet under krigen, som så mange andre, der har gået herhjemme hele tiden. Men vi har vel nok det, vi kan leve af, og en hest og nogle flere kreaturer får vi vel nok, når du først er her hjemme.

Valborg og jeg var i går i Haderslev. Der snakkede alle mennesker jo også om fred og troede på, at den ville komme. Der kommer jo også andre oplysninger under hånden, som gør, at man får mere tiltro til sagen.

Du læser jo vist også aviserne deroppe; men ellers skriver du ikke så meget om det, men dine breve er vel fra før den tid. Det går jo slag i slag nu, og hver dag bringer noget nyt.

Hvor kan det da også gøre en ondt at læse om, at Cambrai er en ruinhob o.s.v. Den smukke by, som du er så godt kendt i.

Der fortaltes også i går i Haderslev, at Reg. 86 var taget til fange, allesammen med stab og samt. Mon det da passer, det lyder utroligt.

Og sådan er der tit noget, som blir fortalt. Dette her var efter en soldat, som kom hjem på orlov, men der er mange, som fortæller historier, når de kommer hjem. De er ikke alle så nøgterne som du. –

Jeg fik noget hos dyrlægen i går til at smøre kalvene med for det skurv, de har i hovedet. Hans syntes da, at det blev for slemt. På mandag skal vi levere to kreaturer igen, Hans og jeg blev enige om at tage den lille kvie og den lille stud i nederste Bøjskov. Hans syntes, at vi skal købe nogle kreaturer nu til efteråret. Vi får da for lidt på stalden, jeg kan jo tale med Jens om det.

I eftermiddag skal jeg jo til begravelse med Johan Jensen. Det er en stor sorg for hans mor og kone. Med mange kærlige hilsner fra os alle. Din heng. Inger.

Hermed slutter brevvekslingen mellem Inger og Jørgen Friis. Inger Friis’ breve er alle fra den 5. til den 12. oktober 1918 stemplet »Zurück, Entlassen«. Brevet fra Jørgen Friis den 8. oktober er det sidste i brevvekslingen fra hans hånd.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Den spanske syge

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

 9. Oktbr. maatte jeg lægge mig af den spanske Syge. Christine lagde sig den 10. og Karen den 11.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918. Begravelserne foregår ikke sådan som hjemme. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 8.10.1918

I de sidste to dage har jeg slet ingen breve fået fra dig, og heller ingen aviser. I dag er der slet ingen post kommen hertil. Det er nok på høje tid, at der sluttes fred, for de kører nok fast med det hele.

Hvad mener du, det skal blive til med det, at tyskerne nu ønsker våbenstilstand. Mon de allierede vil gå ind på det. De ser vist nok, at det nu kniber for tyskerne, og så kan det være, at de bliver ved at klemme dem, indtil de er fuldstændig knækkede, for så at kunne diktere dem freden sådan, som de allierede ønsker den.

Ja, når det da bare snart kunne blive fred! Lad det bare koste, hvad det vil. Fred heller i dag end i morgen. Det skal jo snart vise sig, hvad det bliver til. Det lader til, at den nye tyske regering er villig til at bøde for, hvad den gamle har forbrudt. Det har været ualmindelig roligt ude ved fronten i dag, men nu i aften går det igen løs med skydningen.

Her lige i nærheden af vor lejr er der en soldaterkirkegård. Jeg var derhenne i formiddag efter, at der lige havde været begravelse. Da stod der 8 eller 9 åbne grave med en kiste i hver. Dem, der blev begravet i form. var katolikker. Protestanterne blev begravet i efterm.

Det går jo ikke sådan til som hjemme, hvor liget sænkes i jorden, når hele forsamlingen er nærværende. Her bliver det gjort forinden af San.komp. Og bagefter kommer præsten så og holder en tale samt kaster jord på.

Musikken er også gerne med, det er helt højtideligt. På kirkegården fandt jeg en grav, hvori der ligger en ung mand, som kunne se ud til at være en dansker efter navnet at dømme. Han hedder Carsten Tobisen. Han var 20 år, men hvor han var fra, stod ikke nævnt. Han havde stået ved 6. komp. af 85.

Ellers har jeg aldrig truffet på grave, som kunne se ud til at være over landsmænd, men der står aldrig, hvorfra den faldne er. Jeg sender en pakke hjem, men den indeholder kun nogle aviser deriblandt Hejmdal og Flensborg avis, som jeg har fået efter nogle danskere, som er såret eller savnet fornylig. Nogle af dem har jeg kendt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

5. oktober 1918. Nu sidder der socialdemokrater i kongens råd. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5 oktb. 1918

Min egen kære Inger!

…Ja, du har ret i, der er sket meget i Tyskland i de sidste dage. Det havde man ikke ventet, at den tyske statsvogn sådan kunne køre fast, eller vælte, for det kan man vel nok sige, at den er gjort, siden der nu sidder socialdemokrater i kongens råd.

Ja, man kunne jo se eller tænke, at der skulle nye mænd til, inden der kunne tænkes på afslutning af den blodige krig.

Men mon de nu alligevel er i stand til at slutte fred med det første. Vi skal vente og se, hvad det bliver til… Og med hensyn til ansøgningen, da gør vi bedst i, som du skriver, at øve os i tålmodighed. Før til november kommer der nok ingen afgørelse, og hvad det så bliver til, det får vi så at se. Men vi vil da ikke opgive håbet endnu.

Ja, der kæmpes hårdt på hele fronten, det ser ud til, at ententen vil have ende på krigen i år, siden de går så voldsomt frem. Det er heller ikke morsomt for Peter Ravn at skulle afsted igen, for der slås de også, hvor han skal hen. Det er nok i dag, at han skal bort. Måske han ligesom Jepsen har fået en lang efterorlov?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

5. oktober 1918. Inge Friis: Kommer freden mon nu? Det er næsten for godt til at være sandt!

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5. okt. 1918

… Mon dine kammerater har været i ilden nu? I dag står der i beretningen, at slesvigholstenske regimenter har forsvaret Chemin des Dames. Det må jo vel være jeres division, der er ment.

Hvor er det godt, at du ikke behøver at være forude. Så var du jo altid i fare, og herhjemme kunne vi altid gå i uro. Men helt uden fare er det sagtens ikke. Når granaterne kan nå til Laon, som du fortæller, så kan det jo vist også nå derhen, hvor du er. Det skriver du jo nu ellers ikke om.

Har du ikke begyndt at få »Modersmålet« endnu? Aviserne er jo meget interessante i denne tid, især de danske. Endskønt vore egne skriver det såmænd også som det er nu.

Der er jo mange, som mener, at det vil føre til fred nu. Åh, hvor ville det dog være en velsignelse for hele verden, om det blev sådan; men det er jo næsten for godt til, at det kan være virkelighed.

Ligesom du skriver om ansøgningen. Jeg spekulerer på det tidligt og sent, hvad det dog skal blive til, og venter ved hvert brev, at der skal være godt nyt. Der må jo da også komme besked omsider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. oktober 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 120-130 angrebne Soldater”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia: Flere Passanter ved Frederikshøj har i dag overensstemmende forklaret, at Sygdommen i Haderslev virkelig var Hungertyfus, men man søgte at hemmeligholde dette og udgive det for spanske Syge. Sygedommen ytrede sig ved, at Patienterne pludselig faldt om, hvor de stod, fik voldsomme Opkastninger og høj Feber. Den 7´Dag var Krisedag; klarede de denne, kom de sig i Reglen! I alt skulde være 20 (af en 120-130 angrebne Soldater) døde.

Der har i Haderslev været Lægeautoriteter fra Kiel for at stille Diagnosen, men Resultatet blev hemmeligholdt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. oktober 1918. Jeg mangler dig at tale med i denne tid. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. okt. 18

Min kæreste Jørgen!
… Det går slemt til på hele fronten nu. Der står meget i avisen om det, måske freden jo dog er nærmere, end vi tror. Du har vel læst om, at Bulgarien vil have fred. Sådan vælder det jo ind fra alle kanter nu, og en ny rigskansler får vi jo vist også.

Jeg mangler dig at tale med i denne tid, for jeg er helt optaget af det altsammen. Valborg er jo nu heller ikke hjemme, ellers er hun jo gerne godt med. Ellers er de fleste herhjemme såmænd så ligegyldige for alt, der sker, især da kvinderne, de er så uforstående og følger slet ikke med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.