Kategoriarkiv: Hjemmefronten

12. august 1918. Nu har englænderne rigtig taget fat. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 12. aug. 1918

Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

10. august 1918. Koen er faldet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 10. aug. 1918

… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.

Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.

Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.

Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. august 1918. “Hvor vi trænger til din hjælp nu”. Høsten er gået i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag 9. august

Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…

Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.

Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.

Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.

Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.

Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.

Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. august 1918. Vi skal huske at bede Vor herre om at hjælpe os. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 8. aug. 1918

Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…

Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.

Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.

Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.

I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.

Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. august 1918 – Enkefru Røgind: “at ofre for Fædrelandet alt”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Aug.
Der har været afholdt et Præstemøde her i Byen, hvor der har været en Udsending fra Ernæringskontoret tilstede, som har givet meget detaillerede Beretninger om Tilstanden indenfor det tyske Rige med Hensyn til Fødemidler, og han har skildret det saaledes, at der har været stor Bestyrtelse og Ophidselse, og Schwabe, Rektoren [ved Seminariet], har slaaet, i Bordet og sagt, han vilde ikke tro det.

Meningen med Mødet var, at Præsterne skulde søge at paavirke deres Menigheder til endelig at ofre for Fædrelandet alt, hvad de kunde afse, thi nu var Øjeblikket kommet, hvor det gjaldt, og Fædrelandet var i Fare i mere end een Henseende. Saaledes gaar Rygterne.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. juli 1918. “Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning.” Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde
med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26.7.1918

Min egen kære Inger!
I morgen er det 8 dage siden, at jeg har hørt fra dig. Så du kan nok forstå, at jeg længes meget efter at få brev. Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning, og så var jeg bange for, at mit brev ville blive et helt klagebrev. Vi kom så hovedkulds afsted bort fra vort gode kvarter, og er nu langt nede i Frankrig. Her ligger vi en skov og har ikke andet rum at bo i end vort lille telt. Men hvad bliver det da til med ansøgningen? Jeg er næsten bange for, at den kommer for sent, for nu står høsten for døren, og det tager jo lang tid, inden ansøgningen når hertil…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. juli 1918. Vi er ikke mange om arbejdet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. juli 1918

Kæreste Jørgen!
Nu har jeg i tre dage ikke haft brev fra dig, så jeg frygter jo næsten for, at du er kommet et andet sted hen. Ellers plejer der aldrig at gå så mange dage. Jeg fik da heller ikke skrevet til dig i går. Da var jeg cyklende i Haderslev igen. Nu er ansøgningen endelig sendt ind, og jeg tror, at den herhjemmefra er så godt forberedt som muligt. Så får vi nu lade Gud råde for, hvordan det ellers vil gå. Måtte vi dog omsider få en lille smule medbør, så du kunne blive fri. Du har nu gjort din pligt længe nok, skulle vi mene…
Hans er rejst hjem til Fyn nu, så du kan nok forstå, at vi ikke er mange om arbejdet. Jeg skal jo selv til at tage mig af det. Køerne går løse i Store Nordskov, og nu vil jeg med Pietro derop at malke, for de er jo vant til at blive drevet ind i en fold. Der bliver søgt om en høstorlov også, indtil det andet kommer i orden. Jeg ved ikke, om du er glad ved det, men når Thaysen synes det, lader jeg jo ham råde. Gid det dog nu måtte lykkes. Ellers ved jeg da ikke, hvad vi skal gribe til.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. juli 1918 – Enkefru Røgind: “Hurra!”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Juli. Hurra! Tyskerne har trukket deres Tropper Syd for Marne tilbage. Faaet at vide underhaanden, at Flyvehallen i Tønder er blevet ødelagt, 2—3 Zeppeliner brændt og Gasværket ligeledes ødelagt. Det var engelske Flyvere. To Døde, elleve Saarede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

 

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)

7. juli 1918 – Enkefru Røgind: På hamstringstur

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7.  Juli.
Lise og jeg gik ud for at hamstre Æg, forsøgte Hexehuset, nej, gik en dygtig Tur, men Æg fik vi ikke. Begge de unge Fruer Thomsen paa Visit. Ingeborg saa frisk og ungpigeagtig ud. Hun rejser med sine to Børn om nogle Dage tilbage til Königsberg. Ejendommelige Forhold deroppe; men hun var tilfreds og glad og Manden ogsaa. Nu synes hun, det er helt naturligt, at hun er fælles om et Køkken med to andre Familier, og at de skal lave Mad paa samme Tid, og at hendes bedste Omgang er halvdannede Jødefamilier. 7. [Se »De fire onde Aar« udgivet af Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen]

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

5. juli 1918 – Flensborg Avis: “Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre”

Krigsefterretninger

Efter næsten fire Aars Uvished har Enke efter afdøde Maler Sorgenfrei i Tønder nu faaet Meddelelse om, at hendes eneste Søn Bernhard er falden allerede den 12. Oktober 1914.

Gefrejter Mathias Sørensen, Søn af afdøde Arbejdsmand Peter Sørensen i Tønder har faaet Jernkorset af første Klasse. Han har allerede været saaret 4 Gange. Under Kampen den 21. Marts blev han haardt saaret af Skud i Ryggen og Armen, og hans paarørende havde allerede faaet Meddelelse om, at han var død. Des større var selvfølgelig nu Glæden, da der kom Meddelelse fra Sørensen selv om, at han var haardt saaret, men dog blev bedre allerede.

P.  Petersen, en Søn af Slagter Petersen i Nørregade i Tønder, er bleven forfremmet til Løjtnant i Frankrig.

I disse Dage har Fru Thomsen Johansen i Daler faaet Telegram fra Rusland om, at hendes Mand, Gaardejer Thomsen Johansen er afgaaet ved Døden paa et Lazaret. For 8 Dage siden fik hun Meddelelse om, at Sønnen var falden i Frankrig. For 4 Uger siden var de begge samtidig hjemme på Orlov, og nu er de begge døde. Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre.

Hilsner fra Felten
Vi undertegnede Nordslesvigere, som er sammen ved en Vognparkkolonne, ønsker gennem disse Spalter at sende Bekendte og Venner derhjemme samt Kammeraterne ved Fronten en hjertelig Hilsen. Bendix Petersen, Horsbøl; Andreas Hansen, Andrup; Niels Hansen, Mjøls; Jørgen Schmidt, Genner; Hans Jørgensen, Agtrup.

Dagsnyt – Provinsen

Husild. I Gaar Formiddags lød der Brandalarm i Tønder Bys Gader. Der brændte en Garderobe hos Enken Schlüter i Nystaden. Ilden slukkedes af Naboerne, men Tøjet i Garderoben og Gulvet underneden var brændt. Den fattige Enke har mistet sit Tøj. Ilden har ulmet i et Par Timer, da Konen var paa Markarbejde og Børnene i Skole.

En Rosentyv. Natten til Onsdag blev 25 højstenglede Roser, som Blomsterhandler Olufsen i Tønder lige havde modtaget fra Hamburg, stjaalne ud af et aflaaset Kælderrum. Det mærkeligste er, at Laasen var ubeskadiget og at der ikke var noget borte af de i Kælderen gemte Fødevarer.

Jernbanetyve. Sadelmager Roost i Møgeltønder fik forleden Dag fra Løgumkloster sendt en Pakke Huder. Da Pakken, som var tilsyneladende urørt, aabnedes, viste det sig, at der var skaaret Læderstrimler af Huderne. Modtageren kræver Erstatning af Jernbanevæsnet.

Fem russiske Fanger flygtede forleden fra Emmersk; to af dem nappedes ved Grænsen, medens tre er slupne over.

En sørgelig Ulykke i Alssund. – Syv Mennesker druknede. I Tirsdags Aftes sejlede 3 Marinesoldater og 4 unge Piger i en lille Baad med store Sejl fra Melsgaard til Hardeshøj. Midt mellem Melsmark og Sundved kæntrede Baaden og alle de ombordværende druknede. To af de unge Piger var Søstre, Døtre af Hans Jessen Mørk paa Perbøl Mark, den ene tjente paa Melsgaard; de to var Døtre af Chr. Petersen i Mels og Maskinbygger Johannes Schmidt i Mils.

30. juni 1918. Nu må du igen tigge. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30. juni 1918

Min egen kære Inger!
…Vil du nu ikke gå ned til Eickemejer og tale med ham om, at han da skal anbefale ansøgningen godt, læg ham det endelig på sinde, at det er på højeste tid, at han gør noget for sagen. Og så hvis du ville tage over og tale med Schmidt på Tyrstrupgård om sagen også. Du kan godt sige, at han har lovet mig det i efteråret. Det er for galt, at man sådan skal gå og tigge både hos den ene og den anden, men når der intet bliver gjort, er jeg bange for, at det igen kan mislykkes.
Det er just ikke en behagelig gang for dig, kære Inger, men noget er du nødt til at prøve… Nu må du så igen selv til at malke, det er ikke rart. Det er også for galt at de tog Dimitri fra os, det kan du også fortælle kommuneforstanderen samt Schmidt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. juni 1918. Russerne skiftes ud med italienere. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni

Min kære Jørgen!
…I lørdags rejste Dimitri. Alle russerne skulle væk, og vi troede jo da alle, at de skulle hjem. Det mente vagtmændene også, og russerne var jo så glade; men kom de hjem? Nej, de blev bare flyttet, vistnok lidt længere fra grænsen, men her i kredsen, og vi fik italienere i stedet. Vi fik en ung mand på 24. Han kan meget tysk, og kan også malke lidt, men lidt forlegne er vi jo da alligevel. Dimitri var nu så dygtig til at passe både køer, kalve og svin.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. juni 1918. Mon ikke ansøgningen blev afslået på grund af den danske karl? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni 1918

Min egen kære Inger!
… og nu glæder du dig over de kaffebønner, som jeg har købt. Ja, når du nu bare får dem, men det gør du vel nok, for pakker herfra plejer vel ikke at blive stjålne. Jeg kan ingen flere bønner købe, da de forlængst er udsolgt. Det var vor kantine, som havde nogle få pund. Det er rå bønner, jeg har sendt, men dem I kan købe hjemme, er måske brændte, for ellers er det da en vældig pris. Det er da næsten for dyrt at drikke bønnekaffe, men det er vel også kun ved festlige lejligheder, at I får god kaffe.

Du skriver, at Hans søger om pas for at komme hjem inden høsten. Nu kan jeg altså næsten tænke mig grunden for, at ansøgningen er blevet afslået.

Nå, nu vil vi ikke skrive mere om den sag. Du skal slet intet skrive til mig derom. Nej, sukker er det ikke muligt for mig at få fat på, en enkelt gang får vi en lille smule udleveret, men det er så lidt, så det ikke er noget at sende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. juni 1918. “Menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni. 1918

… Jeg talte i går med Suhr om den ansøgning, som er blevet afslået, men han vidste ikke noget om den. Hvis den var afslået her, måtte det være sket ved regimentet, mente han. Han havde ikke set noget til den, og fra deres side skulle der ikke være noget i vejen, sagde han. Suhr rejser på orlov i morgen. Hvis det altså er muligt for dig at sende noget til hans familie, så ville det være mig kært.

Det er jo forfærdelig knapt i byerne, så det er ikke så let at få manden hjem i 14 dage, at få føden til ham. Du skriver, at I har fået en lille smule regn, det fik vi også her i går, men alt for lidt, og i dag er regnen borte igen. Nej, jeg sørger heller ikke over det, at det er så tørt, for det hjælper ikke, og menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse, på mange måder i hvert fald.

På landet får vi vel nok føden, men det må være strengt for de stakkels folk i byerne. Man bliver egenkærlig i denne krig, enhver sørger for sig selv…

Lørdag aften d. 22. juni 1918
…Tak for det smukke vers, du skriver fra kirkesag, kære Inger. Ja, det er kønt og rigtigt, det er jo det, vi skal se at lære, rigtig at have tillid til Vorherre. Han er den eneste, som kan hjælpe i alle ting, også i den sag, du omtaler (ansøgningen). Du gør mig helt nysgerrig med det, at du mener hvor i grunden ligger, at de ikke vil give mig fri, men det skal du ikke skrive til mig, da dine breve bliver læst.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

20. juni 1918. Når nu du sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
… Det var dejligt med de bønner, du har købt, ved du, hvad de koster herhjemme? Akkurat dobbelt så meget, som du har givet. Så du må godt købe mere, jeg kan jo sende dig nogle flere penge…

Nu må jeg nok strenge mig an og få Jørgen Lindbergs bedt herned en aften. Når du nu sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Du kan vel ikke hitte lidt sukker også, for det er det jo også altid galt med.

I dag er det Hans’s fødselsdag. Jeg har bedt pigefremmede (!) i den anledning, Jenny og Bothilde. Vi skal jo da have kaffen i aften, og det er altid så underholdende med Bothilde. Hans søger om pas, han vil hjem engang inden høsten. Det trækker op til torden og ser meget ud efter regn, om det nu endelig skulle blive til alvor. Torden bryder vi os ikke meget om, men regnen var velkommen.

I går eftermiddag var børnene og jeg oppe med kaffe i Nordskov. De var 6 mand til at sætte hø op, Hans og Tage, begge pigerne og begge soldaterne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

19. juni 1918. Vi er nu så vant til skuffelser. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 19. juni 1918

Min egen kære Inger!
Det var en skuffelse, da jeg i går fik dit brev fra d. 14., og du deri meddeler, at der igen er kommet afslag på ansøgningen. Det er meget kedeligt, og jeg blev i det første øjeblik lidt nedslået deraf, men da jeg havde besindet mig lidt, så kom jeg til at tænke på, at det jo kunne have været meget værre.

Vi er nu så vant til skuffelser, både du og jeg, så det gør næsten ikke mere indtryk på os, end at slå vand på en gås. Vi må ikke af den grund lade hovedet hænge. Hvoraf det kommer, at ansøgningen er blevet afslået her, kan jeg ikke forstå, men sådan går det os alle. Jeg talte forleden dag med en af de andre kuske fra bagagen. Han er 43 år og havde også søgt om at komme bort herfra, men han fik også afslag med den begrundelse, at han ikke var med i forreste linje.

Du vil altså prøve at søge igen, kære Inger. Men det nytter vist ikke, er jeg bange for, thi når de lige har afslået en ansøgning, så er det vanskeligt, at de bevilger en anden. Nej, om høstorlov skal du slet ikke søge. Så lad os bare vente, indtil jeg står for tur til at få orlov. Hvis der blev tilstået mig orlov i 4 uger, så ville der opstå et frygteligt spektakel imellem de andre bagagefolk, så de næsten ikke var til at være sammen med. Nogle af dem er nogle meget ubehagelige mennesker, og de er så misundelige, så det er rent for galt.

Ja, det var skade, at løjtnant Rewe faldt, men det er ikke derfor sagt, at det var lykkedes for os. Han skulle ellers nok gøre, hvad han kunne, det ved jeg. Nej, du skal ikke være bange for, at jeg taber modet, kære Inger, for som sagt, det kunne have været meget værre. Mange tak for brevet, min kære gode hustru…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. juni 1918. Man kan godt gå 10 gange for et par støvler. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag formiddag d. 16. juni 1918

… Tror du, jeg kunne skrive til Suhr og få lidt oplysninger om, hvorfor dine ansøgninger altid biir afslået? Jeg kunne have lyst til det. Nu er der lidt fredsdrøftelser i avisen igen, det er da bedre end slet ingen ting. En gang må den jo da også komme, freden. Somme tider er man nær ved at glemme det…

Tirsdag d. 18. juni 1918

… I går fik jeg ikke skrevet til dig. Jeg kom til Haderslev, inden jeg tænkte på. Anne Friis ringede midt på formiddagen, om jeg ville køre med dem. Det var jo et godt tilbud, for det er ikke morsomt at være med toget om middagen. Lidt ærinder havde jeg, det har man altid, for man kan godt gå 10 gange for at få et par støvler til børnene, og kommer man ikke selv, får man slet ikke noget. Jeg købte så også et pibehoved til dig og en svampdåse samt en grøn sangbog. Anne og Fedder købte meget. De flytter lidt om med deres stuer, tager spisestue der, hvor de har sovekammer, og så skal der jo tapeter og gardiner og mere til. Jeg var inde hos Thay-sen på henvejen. Vi talte jo også om din ansøgning. Jeg tænker nok, vi får det ordnet. Men nu vil jeg ikke fortælle dig noget videre om det, kun det, at jeg ved omtrent, hvad der er i vejen. Lad os slå vor lid til vor Gud, det dages måske dog omsider for os. Jeg fandt nu lige et lille vers i »kirkesagen«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

14. juni 1918. Det ventede afslag på tilbagesættelsen er kommet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 14. juni 1918

Min kære Jørgen!
I dag korn der brev fra Thaysen. Det var afslag på hans ansøgning om at få dig sat tilbage, så nu ved vi da besked. Selv om jeg ikke har ventet andet, er det mig dog en stor skuffelse og sorg, at skulle skrive det til dig. Som efterskrift på meddelelsen (fra Bezirks- kommando) står der »dagegen wird Friis, laut Mitteillung des Truppenteils, bei der dem nåchst erfolgenden Reurlaubung von Landleuten berucksichtigt werden«. Thaysen skriver, at efter hans mening er det desværre din egen »troppedel«, som har afslået det, og han overlader det til mig, om jeg vil søge om en høstorlov for dig. Ja, hvad skal vi nu. Jeg vil nu i eftermiddag gå ned til Møller, og så prøver vi det endnu en gang om tre måneders udsættelse. Måske det kan kan laves på en lidt anden måde. Det kan jo ikke nytte at give tabt. Thaysen har vist gjort, hvad han har kunnet, men det må jo ligge andetsteds. Det var vist også en hel ulykke, at I mistede jeres gode kompagnifører. Nu skal du ikke tabe modet helt, for vi skal nok gøre, hvad vi kan. Og helt holde op med at søge gør vi da ikke endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. juni 1918. Kodeord for desertering: “Efterorlov”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 13. juni 1918

… Det forslag, som lille Agnete kom med, at jeg skulle stikke af om natten, var ellers ikke dårligt. Mon hun selv har hittet på det, eller har hun og Kirstine regnet det ud. Nej, det er ikke så lige til. Hvis det var muligt, var der flere end jeg, som ville prøve det. Johannes Hansen har altså fundet det for broget, siden han har fået en lang efterorlov. Ja, man kan jo også sige, at dem, som hele tiden skal være ved fronten, for dem er det næsten den visse død. Det skulle næsten være et under, hvis han igen var sluppet godt derfra. For sådan en ung mand er der heller ikke meget at vove ved at få efterorlov, for han kan jo sagtens klare sig, hvor han kommer hen, og ligeledes Jessen. Ja, ham husker jeg også meget godt, var han ikke forlovet med en af Ankers piger? Hvad mon præsten siger til det, at Johannes ikke kommer mere, for jeg tror nok, at præsten syntes, at det var bravt af Johannes, at han blev. Det er vist en streg i hans regning. Det kan jeg såmænd godt unde ham, han skulle bare selv prøve at gøre det med ved fronten. Så ville han nok få andre tanker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. juni 1918. Medfølelsen er ikke så stor, når det er en tysksindet, der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 9. juni

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 4. med fotografierne. Dem blev jeg også meget glad ved at få, for det er rart at se hele den ungdom, men især dig og vore små piger… Du skriver om Otto og Hans From. Du mener ikke, at folk tager så meget del med malerens. Nej, det vil jeg gerne tro. De er jo også mere fremmede for befolkningen, og så er det jo det, at de anderledes sindede end vi, men ellers er sorgen jo lige så stor for dem, de stakkels forældre. Otto havde de vist stort håb til, og han skulle heller ikke have gjort deres håb til skamme. Han var dem en god søn…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. juni 1918. Kan far ikke stikke af når de andre sover? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 8 juni 18

… I går aftes blev himlen helt grå, så vi håbede på regn, der kom også et par små byger, men de har knap kunnet dæmpe støvet, det er vist mest roerne, som trænger til regn. Græs og korn ser helt godt ud, efter min forstand da. Agnete sidder her på skrivebordet hos mig og ser nogle af de kort fra Husum og Lockstedt, hvorpå du er. Hun spørger, om du arbejder om natten, for hvis du ikke gør det, synes hun, at du kan godt »stikke af« hjem, når de andre sover. Ja, kunne du stikke af fra det hele, men sådan går det jo nu engang ikke. Agnete og jeg har fået os en middagssøvn, hun kommer gerne og kryber op til mig, og så snakker hun, så længe til hun falder i søvn ved det. – Johannes Hansen har været hjemme på orlov, men han var slet ikke her oppe hos os. Og nu hører jeg, at han har fået en længere orlov, ligesom i sin tid Jes Hansen og andre. Ligeså Peter Jessen, som du husker var ved telefonen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

7. juni 1918. Endnu en bryllupsdag må holdes med Jørgen i krig. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 7. juni 1918

… Har du tænkt på, kære Inger, at i morgen er det 9 år siden, vi holdt bryllup. Næste år kan vi altså holde jernbryllup, er det ikke sådan, at det kaldes. Jeg husker sidste år på årsdagen for vort bryllup, da var jeg ude i stillingen, det var ikke rart. Denne gang har jeg det meget bedre, men jeg kan ellers ikke sige, at jeg er bedre tilfreds, det er længslen og skuffelserne, man har oplevet, som gør det. Jeg skal ellers se at tage mig mere sammen. Nu har jeg lige læst et af dine gode breve, som du sendte mig for et år siden. Det er et, som jeg har beholdt til minde om vort bryllup. Det er sådan et godt brev, der ligger også to firkløvere i brevet, men de er blevet tørre og går itu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. juni 1918. Mon sørgegudstjenesten bliver på tysk? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 4. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
Tænk i dag fik jeg tre breve fra dig. Mange tak for dem alle sammen. Du skriver om de mange dødsfald herhjemme. Ja, du kan tro, det har gjort folk her i byen ondt, især med Hans From. Otto er jo bleven fremmed for de fleste. Der er vist kun få, der husker ham så godt som du, og kunne mindes ham så kønt. Hans foræl-dre ville også blive glade ved at få et par ord fra dig. Jeg tror ikke, de har mærket så megen deltagelse herfra byen. Jeg har været der et par gange, og nu på søndag skal der jo være sørgegudstjeneste. Om det nu skal være på tysk, ved jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. juni 1918. Der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 4. juni 1918

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 31. maj. Nu går det godt med posten, og det er da dejligt. I går skrev jeg ikke til dig, kære Inger, skønt det er ikke, fordi at jeg mangler tid dertil, men der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig, så det er for galt. Den gang, jeg var i kompagniet, syntes jeg, at når bare jeg kunne få en eller anden bestilling, så kunne det endda sagtens gå an, og nu har jeg fået det så godt, som jeg kan ønske det som soldat, men alligevel er jeg ikke tilfreds. Jeg ved nok, at det er forkert af mig, men vi mennesker er engang sådan, at når vi har det nogenlunde, så ønsker vi at få det bedre. Jeg skulle jo ikke bedrøve dig med min klage, kære Inger, for du har nok at sørge over i forvejen. Det er da slemt, at lille Kirstine lider af ørepine, den lille stakkel, for det er meget smerteligt… Du har altså ikke fundet navnet på byen, som står på kortet. Prøv engang at søge i Belgien, men omtal det ikke i dine breve til mig. Så forfærdelig længe bliver vi vel ikke her, men jeg kommer da ikke med ud i stillingen, og det er rigtignok godt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

31. maj 1918. Mange spekulerer i hvidkål i år. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 31. maj

Tak for kortene, som jeg fik i går, det ene er fra Tournai. Jeg kan ikke finde byen på kortet, men synes ellers at navnet lyder så kendt. Det er jo da slet ikke på den egn, hvor det nu går løs. Hvor er det dog betryggende at vide dig i god behold, selv om det ikke er herredage, du har… Revisionen var i formiddag, men det gik nok så glat af. Der er ikke meget på folks lofter nu så langt hen i tiden. Mange steder skal roerne piøjes om, jordlopperne har taget dem. Hans og Tage er i færd med at pløje vore om. Vi har da noget kålrabifrø at så igen. Det er ellers ærgerligt i år, da frøet er så dyrt. Vi har givet 16 M. pr. pd. Mange spekulerer jo i hvidkål i år. Det kan også give mange ærgrelser, når lopperne ødelægger dem, nu da det er så tørt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

28. maj 1918 – Mathias Damm: “… her i Tyskland forslaar Lønningen ikke”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren den 28.5.18

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 22. Du skriver at i har modtaget Penge, men ikke hvor mange, og heller ikke om der har staaet paa Afsnittet af Anvisningen, hvad det var for, de mange, som Du skriver, kan jeg nok tænke mig, men de 6 M ikke, hvis det var 7 vilde jeg tro at det var min Lønning fra 1 Mai og den har faaet i Sedan den Dag jeg kom hertil. Forhaabentlig faar jeg Besked naar, Du skriver igjen. At det ikke gaar som 1915, da jeg krævede Feldweblen for mine penge og da havde i dem længst hjemme.

Jeg har da skrevet eder fra Noyon at jeg havde samlet en Del Kobber og Messing sammen og nogle Faareskind, og afleveret paa Samlepladsen og haabede at faa findeløn, Kvitteringen derfor har jeg fra Sedan sendt Feldweblen, med Bøn om at sende eder Pengene, hvis det gav nogle. At i nu er forbavset, kan jeg godt tro. Godt at jeg de sidste Dage i Felten har tjent nogle, thi her i Tyskland forslaar Lønningen ikke. Jeg skal nok forlange i Tide hvis jeg bruger. Foreløbig har jeg nok.

Jeg var igaar for første Gang ude at spadsere lidt. Det gik storartet og idag mærker jeg intet til, at det har skadet. Idag er Veiedag igjen, 144 veier jeg nu, der maa nok alligevel være Kraft i Marmeladen. Jeg spiser jo ogsaa som en Akkord-arbeider. Hovedsagen naar der blot er nok at spise af og det er der for det meste. Jeg har i disse Dage snart mere Smerter i Armen end i Benet. Det var for otte Dage helt tør og ved at komme Skind over og nu er det atter som før og saa kommer der stadig smaa Frænner og Blærer rundt om og de er værre end alt andet. Nu er det i Benet snart bedre, Jeg kan ikke rigtig forstaa det, naar der er en Splint deri er det sært det heles og er der ingen deri hvordan bliver det saa stort et Saar og saa dyb som det var i Førstningen. Naa Lægen skal jo nok vide det, det maa jo staa i Papirerne fra Sedan. Idag kommer Undersøgelses Kommissionen fra Ulm og rydder op. –

Ser at Bierne atter har Nykker i Aar. Det Skidt. Jeg gad nok vide, hvad de feiler. C. A. har vel havt et tomt Hus staaende, da Du skriver, de fløj ind. Saa er det jo ikke saa sært, at de flyver væk. Det var ærgeligt nok. Det bedste var at tage Bier og Hus eller Kube, hvad de er i. I kunde jo betale det, men lovligt er det ikke at have tomme Huse staaende, naar i melde det, fik de noget paa Kasketten. Nu haaber jeg idag at modtage noget mere fra eder thi jeg gad nok vide lidt bedre Besked om alting. Slutter nu med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Vi spaserede igaar 4, to med et stivt Ben, Mand med 6 Kæppe. Jeg mente, det var vel Tysklands sidste Haab, naar vi kom med vore Stokke.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)