Kategoriarkiv: Hjemmefronten

18. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det første store danske Møde her”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.

Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.

Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.

Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.

Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 160)

10. november 1918 – Enkefru Røgind: Våbenstilstandsbetingelserne

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. Novbr.
Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.

Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159-60)

7. november 1918 – Enkefru Røgind: “Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7. Novbr.
Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

18. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… et nyt Tidsskrift Grænsevagten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
God Artikel af [Professor, senere Biskop i Haderslev] Ammundsen om Nordslesvig i Nationaltidende, det var den første Svale. Nu i Dag en Artikel, god, fornuftig af [Professor] Dr. L. V. Birch. Foreningen To Løver har indbudt Alliance française til Møde i Studenterforeningen. Professor Kristoffer Nyrop vil tale om Elsass-Lothringen og Dr. Jonas Collin om Udlandets Interesse for Slesvig. Under Redaktion af Mag. Vilh. la Cour vil der udkomme et nyt Tidsskrift Grænsevagten. Fru Slott-Møller, cand. theol. Holger Andersen, Dr. med. J. Collin, Kammerherre Bodenhoff, Fru Martha Ottosen, Dr.phil. Gudmund Schütte og Skoleinspektør Lauridsen har tilsagt deres Bidrag.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

12. oktober 1918. Sidste brev i Jørgen og Ingers brevveksling. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 12. okt. 1918

Min egen kære Jørgen!
Tak for dine breve fra d. 6. og den 7. okt. Jeg havde ikke hørt fra dig i to dage, og så begynder jeg straks at blive lidt urolig. Jeg er bange for, at du skulle gå hen og komme i fangenskab. Ja, det er da vist en underlig ide, men den tanke falder mig nu så tit ind. Hvor det da var passende med pakkerne. De har rigtignok været længe undervejs, og I lever jo helt flot nu. Måske de begynder at spise op nu, for ikke at have det at slæbe hjem på!!

Alle mennesker tror, at vi får fred nu, og det tyder jo da også på det i aviserne. T. er nok rede til det, siges der herhjemme, de kan ikke længere.

Man tør jo ikke rigtig vove at tro på det. Det var jo næsten for glædeligt. Mon al den elendighed da så skulle være forbi?

For os er der jo da ingen ting i vejen, når først du er sund og uskadt hjemme hos os igen. Rige er vi ikke blevet under krigen, som så mange andre, der har gået herhjemme hele tiden. Men vi har vel nok det, vi kan leve af, og en hest og nogle flere kreaturer får vi vel nok, når du først er her hjemme.

Valborg og jeg var i går i Haderslev. Der snakkede alle mennesker jo også om fred og troede på, at den ville komme. Der kommer jo også andre oplysninger under hånden, som gør, at man får mere tiltro til sagen.

Du læser jo vist også aviserne deroppe; men ellers skriver du ikke så meget om det, men dine breve er vel fra før den tid. Det går jo slag i slag nu, og hver dag bringer noget nyt.

Hvor kan det da også gøre en ondt at læse om, at Cambrai er en ruinhob o.s.v. Den smukke by, som du er så godt kendt i.

Der fortaltes også i går i Haderslev, at Reg. 86 var taget til fange, allesammen med stab og samt. Mon det da passer, det lyder utroligt.

Og sådan er der tit noget, som blir fortalt. Dette her var efter en soldat, som kom hjem på orlov, men der er mange, som fortæller historier, når de kommer hjem. De er ikke alle så nøgterne som du. –

Jeg fik noget hos dyrlægen i går til at smøre kalvene med for det skurv, de har i hovedet. Hans syntes da, at det blev for slemt. På mandag skal vi levere to kreaturer igen, Hans og jeg blev enige om at tage den lille kvie og den lille stud i nederste Bøjskov. Hans syntes, at vi skal købe nogle kreaturer nu til efteråret. Vi får da for lidt på stalden, jeg kan jo tale med Jens om det.

I eftermiddag skal jeg jo til begravelse med Johan Jensen. Det er en stor sorg for hans mor og kone. Med mange kærlige hilsner fra os alle. Din heng. Inger.

Hermed slutter brevvekslingen mellem Inger og Jørgen Friis. Inger Friis’ breve er alle fra den 5. til den 12. oktober 1918 stemplet »Zurück, Entlassen«. Brevet fra Jørgen Friis den 8. oktober er det sidste i brevvekslingen fra hans hånd.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Den spanske syge

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

 9. Oktbr. maatte jeg lægge mig af den spanske Syge. Christine lagde sig den 10. og Karen den 11.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918. Begravelserne foregår ikke sådan som hjemme. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 8.10.1918

I de sidste to dage har jeg slet ingen breve fået fra dig, og heller ingen aviser. I dag er der slet ingen post kommen hertil. Det er nok på høje tid, at der sluttes fred, for de kører nok fast med det hele.

Hvad mener du, det skal blive til med det, at tyskerne nu ønsker våbenstilstand. Mon de allierede vil gå ind på det. De ser vist nok, at det nu kniber for tyskerne, og så kan det være, at de bliver ved at klemme dem, indtil de er fuldstændig knækkede, for så at kunne diktere dem freden sådan, som de allierede ønsker den.

Ja, når det da bare snart kunne blive fred! Lad det bare koste, hvad det vil. Fred heller i dag end i morgen. Det skal jo snart vise sig, hvad det bliver til. Det lader til, at den nye tyske regering er villig til at bøde for, hvad den gamle har forbrudt. Det har været ualmindelig roligt ude ved fronten i dag, men nu i aften går det igen løs med skydningen.

Her lige i nærheden af vor lejr er der en soldaterkirkegård. Jeg var derhenne i formiddag efter, at der lige havde været begravelse. Da stod der 8 eller 9 åbne grave med en kiste i hver. Dem, der blev begravet i form. var katolikker. Protestanterne blev begravet i efterm.

Det går jo ikke sådan til som hjemme, hvor liget sænkes i jorden, når hele forsamlingen er nærværende. Her bliver det gjort forinden af San.komp. Og bagefter kommer præsten så og holder en tale samt kaster jord på.

Musikken er også gerne med, det er helt højtideligt. På kirkegården fandt jeg en grav, hvori der ligger en ung mand, som kunne se ud til at være en dansker efter navnet at dømme. Han hedder Carsten Tobisen. Han var 20 år, men hvor han var fra, stod ikke nævnt. Han havde stået ved 6. komp. af 85.

Ellers har jeg aldrig truffet på grave, som kunne se ud til at være over landsmænd, men der står aldrig, hvorfra den faldne er. Jeg sender en pakke hjem, men den indeholder kun nogle aviser deriblandt Hejmdal og Flensborg avis, som jeg har fået efter nogle danskere, som er såret eller savnet fornylig. Nogle af dem har jeg kendt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

5. oktober 1918. Nu sidder der socialdemokrater i kongens råd. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5 oktb. 1918

Min egen kære Inger!

…Ja, du har ret i, der er sket meget i Tyskland i de sidste dage. Det havde man ikke ventet, at den tyske statsvogn sådan kunne køre fast, eller vælte, for det kan man vel nok sige, at den er gjort, siden der nu sidder socialdemokrater i kongens råd.

Ja, man kunne jo se eller tænke, at der skulle nye mænd til, inden der kunne tænkes på afslutning af den blodige krig.

Men mon de nu alligevel er i stand til at slutte fred med det første. Vi skal vente og se, hvad det bliver til… Og med hensyn til ansøgningen, da gør vi bedst i, som du skriver, at øve os i tålmodighed. Før til november kommer der nok ingen afgørelse, og hvad det så bliver til, det får vi så at se. Men vi vil da ikke opgive håbet endnu.

Ja, der kæmpes hårdt på hele fronten, det ser ud til, at ententen vil have ende på krigen i år, siden de går så voldsomt frem. Det er heller ikke morsomt for Peter Ravn at skulle afsted igen, for der slås de også, hvor han skal hen. Det er nok i dag, at han skal bort. Måske han ligesom Jepsen har fået en lang efterorlov?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

5. oktober 1918. Inge Friis: Kommer freden mon nu? Det er næsten for godt til at være sandt!

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 5. okt. 1918

… Mon dine kammerater har været i ilden nu? I dag står der i beretningen, at slesvigholstenske regimenter har forsvaret Chemin des Dames. Det må jo vel være jeres division, der er ment.

Hvor er det godt, at du ikke behøver at være forude. Så var du jo altid i fare, og herhjemme kunne vi altid gå i uro. Men helt uden fare er det sagtens ikke. Når granaterne kan nå til Laon, som du fortæller, så kan det jo vist også nå derhen, hvor du er. Det skriver du jo nu ellers ikke om.

Har du ikke begyndt at få »Modersmålet« endnu? Aviserne er jo meget interessante i denne tid, især de danske. Endskønt vore egne skriver det såmænd også som det er nu.

Der er jo mange, som mener, at det vil føre til fred nu. Åh, hvor ville det dog være en velsignelse for hele verden, om det blev sådan; men det er jo næsten for godt til, at det kan være virkelighed.

Ligesom du skriver om ansøgningen. Jeg spekulerer på det tidligt og sent, hvad det dog skal blive til, og venter ved hvert brev, at der skal være godt nyt. Der må jo da også komme besked omsider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. oktober 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 120-130 angrebne Soldater”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia: Flere Passanter ved Frederikshøj har i dag overensstemmende forklaret, at Sygdommen i Haderslev virkelig var Hungertyfus, men man søgte at hemmeligholde dette og udgive det for spanske Syge. Sygedommen ytrede sig ved, at Patienterne pludselig faldt om, hvor de stod, fik voldsomme Opkastninger og høj Feber. Den 7´Dag var Krisedag; klarede de denne, kom de sig i Reglen! I alt skulde være 20 (af en 120-130 angrebne Soldater) døde.

Der har i Haderslev været Lægeautoriteter fra Kiel for at stille Diagnosen, men Resultatet blev hemmeligholdt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. oktober 1918. Jeg mangler dig at tale med i denne tid. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. okt. 18

Min kæreste Jørgen!
… Det går slemt til på hele fronten nu. Der står meget i avisen om det, måske freden jo dog er nærmere, end vi tror. Du har vel læst om, at Bulgarien vil have fred. Sådan vælder det jo ind fra alle kanter nu, og en ny rigskansler får vi jo vist også.

Jeg mangler dig at tale med i denne tid, for jeg er helt optaget af det altsammen. Valborg er jo nu heller ikke hjemme, ellers er hun jo gerne godt med. Ellers er de fleste herhjemme såmænd så ligegyldige for alt, der sker, især da kvinderne, de er så uforstående og følger slet ikke med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 3-4 Dødsfald daglig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Der er i Haderslev blandt det unge 18-19-aarige Mandskab, der ligger til 6 Ugers Uddannelse i Byen, udbrudt Hungertyfus. I Lørdags laa paa Hospitalet 127 angrebne, og der forefalder 3-4 Dødsfald daglig.

Meddelelsen er fra meget paalidelig Kilde og bekræftet fra anden og ganske forskellig Side.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. september 1918. Det er vist begyndelsen til enden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 29.9.1918

… I dag er der blevet skudt meget voldsomt ude ved fronten. Kanonerne har næsten tordnet hele dagen. I går blev banegården i Laon beskudt. Der gik ikke så få granater derhen. Jeg lige hørt, at der er blevet dræbt 12 mand derved.

I dag læste jeg i et tysk blad, at Bulgarien havde bedt om våbenstilstand.

Det er vist begyndelsen til enden, for så kommer Tyrkiet og Østrig vist snart efter. Ja, bare det da kunne føre til fred snart

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

28. september 1918. Jørgen Friis: “Det går stadig den vej, som krebsene går …”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 28.9.1918

…Vi skal vistnok flytte i morgen. Det går stadig den vej, som krebsene går, eller hjemad. Så forstår du nok til hvilken side, det går.

I dag kom jeg til at tale med en køkkenkusk fra 7. kompagni, og det var en god mand fra vor hjemegn. Han er fra Bollerslev og landmand ligesom jeg. Han havde også nylig haft orlov i 4 uger.

Der var jo meget, vi kunne tale med hinanden om, for det er jo altid så hjemligt at komme til at tale sit modersmål sammen med en god mand. Han havde også i sine unge dage været på højskole i Danmark, så vidste jeg nok, hvad slags han var af.

Hvordan mon det går med havren hjemme. Den er vist ikke kørt ind endnu. Nu har det også begyndt at regne hernede hos os, men det er da langtfra så vådt her som hjemme.

Det er da en plage, så snart man kommer hertil, for så får man med det samme både lus og lopper, ja er det ikke for galt. Jeg har kun været her et par dage, og så er jeg fuld af det skidt …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

27. september 1918. Hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne medmskråtobakken. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 27.9.1918

Min egen kære Inger!

Hvor blev jeg da glad, da jeg i dag fik brev fra dig, så hurtigt, det havde jeg ikke ventet. Mange tak for det kære deltagende brev, det er så velgørende at mærke, at du føler med mig.

Jeg vil da straks fortælle dig, at jeg igen har fået min gamle bestillling at køre med æslerne. Det kan jeg takke vor vagtmester for, for han mente ikke, at Rindermann kunne køre æslerne.

Og så vil jeg da straks fortælle dig, hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne med skråtobakken. Du kan ikke tænke dig, hvor glade de blev. Vagtmesteren fik også et par ruller.

Vil du ikke nok sende noget mere, hvis det er at få, for det er en god gerning. Du kan sige det til Fedder, så vil han måske også købe lidt. Petersen og Møller har også somme tider lidt at sælge. Det skal være sådan en udmærket skråtobak, siger de, og jeg har fordel af at kunne være dem til tjeneste dermed, for de er meget mere flinke over for mig. Det var nu en hel lang snak om en skrå.

Du vil gerne vide, hvor jeg er. Det er lige i nærheden af Laon, i »Bryeres«. Her bor vi ude under et æbletræ, hvor Mansfeldt og Rindermann har bygget en lille hytte af brædder, tækket med jernblik. Den er så lille eller så stor, at der lige kan stå to senge og et bord. Men i går lavede jeg mig et sengested, som om dagen bliver sat ud, og om natten bliver bordet sat ud, og sengestedet sat ind i dets sted. Der har du nu beskrivelsen af vor hytte…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. september 1918 – Enkefru Røgind: 200 rekrutter på lazaret

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

26. Septbr.
Man fortæller, at af de 800 Rekrutter her paa Kasernen ligger 200 paa Lazaret og Sygehus, mange Dødsfald., det er helt unge Mennesker, underernærede inden de kommer, og saa den daarlige Forplejning de faar her, sammen med det kolde, vaade Efteraar, fler gør at de falder sammen. Stemningen er ikke god.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

26. september 1918. Johannes Christensen: Vi kan ikke undvære dem endnu

Johannes Christensen, der er deserteret og befinder sig på Vallekilde Højskole i Danmark, skriver for anden gang til ildsjælen Frk. Møller. Frk. Møller har svaret, på hans første brev, at hun gerne vil hjælpe Johannes Christensens ven Hans Lindholm med at blive overført til Felthamlejren fra en almindelig britisk fangelejr.

Vallekilde Højskole 26.9.

Tak for deres brev. Hvor blev jeg glad over, at jeg straks mødte forståelse og hjertevarme fra Dem for min vens skæbne. Ja for hans sindelag indestår jeg fuldt og fast. De synes, at det er mærkeligt, at han ikke allerede er i en særlejr og at pastor Hansen ikke allerede har fundet ham, men måske ligger grunden deri, han skriver nemlig, at han slet ingen nordslesvigere er sammen med, ser jeg nu i aften i brevet, og så er det jo sandsynligt, at han blev taget til fange med lutter tyskere.

Ja undskyld, at jeg skrev fejl på adressen første gang. Det må jeg også have gjort helt i andre tanker. Jeg skrev nemlig til mor samme aften og skrev adresse lige efter hverandre, så på den måde er jeg kommet til at skrive Frue begge gange. Det glæder mig, at de er så velkendt med mine nærmeste. Ja, hvor er det strengt for far og mor at leve disse år og særligt for mor hvis hjerte er så svagt, men Gud Fader i himmelen giv Du dem styrke og livskraft til at holde ud. Vi kan ikke undvære dem endnu. Vi må have lov til at berede dem lidt glæde og velsignelse på deres gamle dage for al deres kærlighed, opofrelse og livskraft, de har udøst over os, mens vi var små, for at gøre os livet så lyst som muligt og for at prente os det klart og tydeligt ind i vores sjæls bevidsthed, at når vi herefter en gang skulle ud i livet og måske af og til prellede af mod livets stormmur, så ville vi altid kunne hente nyt mod og fortrøstning til atter at optage kampen mod livets genvordigheder. Ja, hvor har det tit stået for mig senere og særligt da jeg var med i det frygtelige, hvor var det let at leve livet derhjemme hos mor og far. Vi børn kan slet ikke takke Gud nok for, at han har givet os sådan et hjem, sådan en kærlig mor og far. Gud giver at der snart måtte gry en solskinsdag, så det tætte tågeslør, der har sænket sig over jorden og som søge at krige og tilintetgøre alt liv, snart måtte bortvejres og det længselshåb efter at mødes og gense hverandre snart måtte gå i opfyldelse.

Du spørger om, hvad jeg tænker på til vinter. Ja vi er tre brødre lige her i nærheden af hverandre og vi ville gerne på landbrugsskole alle tre til vinter. Nu har vi rigtigt nok fået afslag på en ansøgning pga. utilstrækkelige pengemidler, så vi ved ikke rigtigt, hvordan det kan gå. Det er jo heller ikke nemt at få plads nu, hvor det er så langt hen, men der åbner sig nok en udvej. Ja for halvandet år siden lå vi fire brødre i Frankrig og nu er vi tre herovre, hvilken lykke.

Til slut de kærligste hilsner og endnu gang tak for Deres venlighed, Deres hengivne Johannes Christensen

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918. Falskspillere i toget på vej hjem til Slesvig

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914.  I 1918 kæmpede han i Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  jeg  da  atter  naaet  tilbage  fra  den  korte  Visit.  Jeg kom  for  sent,  men  Transporten  er  endnu  ikke  afgaaet,  saa det  var  alligevel  ikke  sent  nok.  Den  Orlov  var  der  ikke  meget  ved.  To  Døgn  er  gaaet  til  Rejsen,  saa  der  var’kun  en Dag  at  være  hjemme  i.

Inden  jeg  paa  Rejsen  hjemefter  naaede  Kassel,  var  jeg  blanket  af  for  alle  mine  Penge.  Jægerne kunde  spille  Kort,  og  det  var  ligemeget,  hvad  jeg  foretog mig  eller  lod  være  med  at  foretage  mig, hver  Gang  tabte  jeg.

I  Kassel  var  der  et  lille  Ophold.  Maskinen  skulde  skiftes,  og vi  fik  lidt  Mad. Jeg  havde  en  lumsk  Anelse  om,  at  det  ikke kunde  forholde  sig  helt  rigtig  med  de  Herrer  Jægere,  og  da Toget  atter  havde  sat  sig  i  Bevægelse,  og  det  paany  skulde gaa  løs, bad  jeg  dem  om  at  bytte  Plads  med  mig, da  jeg  ikke godt  kunde  taale  at  sidde  hverken  side-  eller  baglæns  i  et Tog.

Spillet  tog  nu  en  saa  paafaldende  Vending,  at  jeg  havde  Lov  til at  gaa  ud  fra,  at  de  nu  ikke  mere  kunde  gøre  sig forstaaelig  ved  Fodsignaler  eller  andre  Tegn.  Da  vi  kom  til Hamburg,  havde  jeg  atter  Halvdelen af  mine  Penge.

De  var flinke  og  indbød  mig  til et  Glas  Øl.  Under  Samtalen  her  røbede  de  sig. De  havde  nu  i et  halvt  Aar drevet  denne  „Sport”. Orlovskortene  lavede  de  selv, og Fribilletterne kunde de nemt skaffe  Udvej  for.

Med en  raa,  gennemskaaret  Kartoffel  overførte  de  Stemplerne  fra  de  „ægte”  Pas  og  Fribilletter  til  deres  efterlavede,  og  de  forsynede  selv  disse  med  en  ulæselig Underskrift.

De  rejste  mellem  Darmstadt  og  Hamborg,  og tjente  gode  Penge.  Krigen  var  jo  paa  denne  Maade  lettere og  ogsaa  behageligere.  I  Slesvig  steg  jeg  selvfølgelig  ikke ud,  som  Aftalen  var,  thi  jeg  havde  i  Forvejen  overlagt  mig dette:  er  du  først  i  Slesvig,  kommer  du  nok  til  Flensborg  og videre

Det  skulde  da  gaa  til med  Hundekunster,  mente  jeg, om  ikke  jeg  skulde  slippe  hjem.  Jeg  havde  paa  Bataillons-skrivestuen  maattet  opgive  det  Hotel,  i  hvilket  jeg  vilde  bo, og  havde  da  opgivet „Kajserhof”  i  Flensburgerstrasse.  Jeg havde  aldrig  været  i  Slesvig,  og  vidste  derfor  heller  ikke,  om der  fandtes  noget  Hotel  af  dette  Navn,  men  det  var  jo  ogsaa kun  for  det  Tilfælde,  at  nogen  udeblev  fra  Orlov,  at  der  blev Brug  for  nogen  Adresse.

I  Flensborg, hvor  Snyderiet  ved  Revision  af  Orlovspasset  naturligvis  vilde  blive  opdaget,  ventede  jeg  med  at  gaa  fra  Banegaarden,  indtil  det  rigtige  Øjeblik  syntes  at  være  inde.  Med  5  Skridts  Tilløb  satte  jeg  over Afspærringen  og  løb  i  Retning  af  Raadhusgade,  og  Benene gik  som  Trommestikker,  da  jeg  kunde  høre  høje  Raab  bag ved  mig.

I  Storegade  bremsede  jeg  lidt  op,  og  i  Nørregade laante  jeg  en  Cykle  og  var  snart  hjemme.  I  Hjemmet  var Opholdet  kun  lidet  lystelig,  men  jeg  fik  dog  hilst  paa  dem alle,  forinden  jeg  atter  skulde  af  Sted  til  Frankrigs  blodbestænkte  Slagmarker.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

19. september 1918. Endelig hjemme på orlov: “Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Den 19. september 1918 hen imod aften nåede jeg hjem. Jeg gik tværs over marken fra Mellerupvejen nord for Steffen Klings plantage på Vojomgård og igennem roemarken. Da jeg kom i roemarken, så de mig. Marie løb mig i møde, så kom min svoger Samuel Nielsen, der lige var kommet hjem fra russisk fangenskab, derefter kom far, mor, Alfred og Anne.

“Havde Johannes nu også blot været her”, sagde moder grædende. Jeg kom ind, fik noget at spise. Derefter trak jeg af tøjet og badede i en balje i hestestalden. Det vakte opsigt, da jeg smed frakken, og de så den smukke damechemise fra Cambrai.

Dagen efter, den 20. september, fejrede Samuel og Marie bryllup – et mærkeligt bryllup. Samuel var soldat, jeg var soldat, og Ingvardt Nielsen, der også var med til brylluppet, han var også hjemme på orlov. Men på bryllupsdagen var vi alle i civil. Stemningen var selvsagt noget trykket.

Ingvardt Nielsen skulle af sted dagen efter til fronten. Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark. Ingvardt ville af sted samme nat; han kom også over grænsen, men han fortrød det, og gik tilbage igen og rejste til fronten. (Han kom dog godt hjem fra krigen og bor nu, 1941, på Hellevad Bjerg gift med min kusine, Pauline Riis).

Samuel kunne ikke beslutte sig til at tage af sted, han havde endnu 4 ugers orlov og ville se tiden an. Jeg blev hjemme til den 1. oktober. Jeg havde endnu ikke sagt noget til far og mor om, at jeg agtede at gå over grænsen. Men de sidste dage begyndte mor at ville ordne mit tøj, men så sagde jeg, at hun skulle ikke bryde sig om at ordne noget, for jeg fik ikke brug for det mere. Mor forstod det, men sagde ingenting.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

12. september 1918 – Marie Cosmus: “Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren branten auf.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”.  Nedenfor to diktater. Den først handler om det engelske angreb på zeppelinbasen, den anden noget kritisk om bøndernes afgivelse af hø.

No 27 Der Fliegerbesuch
Gestern Morgen besuchten uns die feindlichen Flugzeug. Die Einwohner unserer Stadt lagen noch in aller Seelenruh als wir von einem schrecklichen Radau erweckten. Es war zwischen fünf und sechs Uhr. Wir hörten einige Schusse. Die Bomben fielen. Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren, branten auf.

No 28 Etwas vom Kriege. Die Heuabgabe.
In dieser Kreigszeit ist alles sehr Knapp, sogar das Futter fürs Vieh, das heu. Die Heeresverwaltung braucht Heu für die Pferde und jeder Landmann, der auch nur eine Kuh hat, muß abgeben. Aus Spott nennt man es Hindenburgheu. Viele Bauern haben nicht mal genug Heu sie müßen kaufen, um abzugeben, sont werden sie bestraft. Binsen, Schilf und viel anderes wird gemäht und abegeliefert, dieses wird in Freidenszeiten nie gebraucht. Das Vieh muß den Winter über bald verhungern und die Leute schaffen sich die Kühe ab. Sie sagen ”Milch sollen wir abliefern, Heu sollen wir abliefern, es lohnt sich nicht, Kühe zu halten”. Die Schulkinder, ein allen Kreisen, sammeln Laub.

(Jørgen Bendorff)

12. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Feltgnisttelegrafer”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia

a. Ved Rødekro opføres en meget stor Traadløs Telegraf. I Udkanten af Rødekro er rejst 5 Master, der skal være c. 70 m høje.
Stationen (baade Modtager og Afsender) er snart færdig.

b. Desuden findes i Nordslesvig 3 almindelige Feltgnisttelegrafer (Funkertelegraphstationen) I. Nærheden af Sommersted, i ved Toftlund Mølle, i ved Vognshøj (N.V. for Løgumkloster)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

10. september 1918. Johannes Christensen: Afskeden blev tung

Den deserterede sønderjyske soldat, Johannes Christensen, skriver til ildsjælen Frk. Møller for at redde sin kammerat Hans Lindholm, der sidder i en almindelig  engelsk fangelejr og ikke i Feltham  den særligt indrettede lejr til sønderjyske krigsfanger.

Vallekilde Højskole, 10. september 1918.

Da jeg har fået at vide af min moster, lærerinde Frk. Jepsen i Thisted, at de er en god ven af de sønderjyske fanger i England, vil jeg gerne sende dem adresse på min bedste ven jeg havde, mens jeg var ude i skyttegravene. Vi traf hinanden i Argonnerskoven. Han var fra Ballum og jeg var fra Nørby ved Visby. Vi opdagede snart, at vi havde meget til fælles, og vi kunne blive hinanden til megen gavn og glæde, som vi i virkeligheden også blev. Vi var sammen og holdt ud sammen under de hårde kampe ved Verdun.  Vi var sammen i Præsteskoven i vinteren 1916-17 og kom så med hinanden til Champagne, da franskmændene brød på der. Hvad vi har været for hinanden er ikke nemt at beskrive med ord, i hvert fald skulle der en hel bog til så, men jeg vil blot bemærke dette, at det ville være næsten utænkeligt for mig at holde ud til det, vi har gået igennem sammen, hvis ikke han altid havde været ved min side.

Han kom hjem på orlov først. Den dag han kom derned igen, fik han at vide, at jeg skulle på orlov nu, og at han skulle overtage min plads i rækkerne. Det var natten, vi skulle ud og storme. Afskeden blev tung, men Gud gav os mod og styrke også denne gang. Dagen efter fik jeg at vide, at han var blevet såret. Jeg kom jo lykkelig hjem og under flere kritiske situationer også godt over grænsen.

Jeg har nu været her på Vallekilde Højskole siden november, hvad jeg har følt ligesom en lægedom oven på det forfærdelige, jeg har oplevet og gennemgået. Min ven Hans’ skæbne blev  ikke så blid. Efter længere tids lazaretophold blev han erklæret for felttjenestedygtig igen. Han kom så endelig under en hård kamp i engelsk fangenskab, men han har nok ikke haft det så heldig, synes jeg i hvert fald at kunne læse mellem linjerne på hans breve. Han er ikke sammen med andre sønderjyder. I det hele taget, synes jeg, at han er lidt nedslået. Det var han ellers ikke dengang, vi var sammen. Hvis de måske kunne bevirke, at han kom sammen med de andre sønderjyder og fik det lidt bedre og lettere under hans tunge skæbne, ville jeg være Dem meget taknemmelig.

Venlig hilsen
i håb om at dette ikke er skrevet forgæves, Johannes Christensen, Vallekilde Højskole, Vallekilde-Hørve Station.

Hans’ adresse lyder: Hans Petersen Lindholm, No. 141 Prisoner of War Camp, London.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter Første Verdenskrig i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.