Tag-arkiv: hjemrejse

12. november 1918. “Danskerregimentet” Nr. 86 marcherer hjem gennem Belgien.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 12. november tiltrådte regimentet tilbagemarchen til hjemlandet sammenmed sin division. Den belgiske befolkning forholdt sig korrekt. Den orden,i hvilken fronttropperne trak sig tilbage, aftvang stadig respekt.

Retningen var i begyndelsen nordøstlig. Syd for Namur blev Maas overskredet den15. november. Så gik det stik øst, hele tiden 3-4 dages march, så en dags hvil, gennem de øde udløbere af Hohes Venn mod den tyske grænse.

Den blev overskredet den 21. november ved Recht, 10 kilometer syd for Malmédy. Nu steg regimentet op på Eifels nøgne højland. Kun få landsbyer og dårlige kvarterer. Det sene efterår var heldigvis mildt og tørt. Indbyggerne fortalte, at der ved denne tid ofte lå meterhøj sne. Hvis det havde været sådan nu, så ville vognene på grund af de afkræftede heste være blevet ynkeligt hængende.

Den 29. november steg regimentets kolonner ned i Rhindalen. Man nåede Bonn. Modtagelsen her var overordentlig hjertelig og velgørende. Den følgende morgen kl. 10, march over Rhinen. Lige før broen holdt divisionskommandøren friherre von Massenbach.

Hele divisionen marcherede i mønstergyldig orden forbi ham. Aviserne i Bonn berettede om det gode indtryk, som 18. division havde gjort på borgerne. Så brusede den tyske flod under 86’ernes fødder.

Fra højre hilste herover den strenge statue af Ernst Moritz Arndt, på hvis sokkel der stod at læse: ”Rhinen, Tysklands flod, ikke Tysklands grænse!” Men ”Wacht am Rhein”, engang sunget så stolt og sejrssikkert, ville ikke komme over læberne, skam og smerte lukkede munden. Man vidste jo, at man om få dage måtte overlade dette dyrebare land til en overmodig sejrherres nåde.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

14. juni 1918 – Jens Iversen: “… Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet “

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Varahava, karantæne Zegrae-Syd,
fredag, den 14. Juni 1918.

for netop en Uge siden kom jeg hertil, og i Dag har jeg efter lange, lange Tider hørt hjemmefra. Min Hustru har straks skrevet efter at hun har faaet min nuværende Adresse. Hvor forventningsfuld aabnede jeg dette Brev, og saa det Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet siden den store Martsoffensiv i Flandern. Men, trøster hun, der er Haab om, at han er i engelsk Fangenskab. Og saa, min Broder Lorens har Bryllup den 20, Juni. Jeg har straks i Eftermiddags været hos Kaptajnen for at bede ham om i den Anledning at afkorte Karantænetiden, saa jeg har faaet Lov til at rejse den 18. Juni.

Vi har nu ogsaa modtaget Uniformer. Her i Karantænen kommer hver Bag hundreder af Krigsfanger til fra alle Kanter i Rusland, I Forgaars traf jeg en Kammerat, jeg for halvandet Aar siden har varet sammen med i Astrakan. Han kom nu fra Sibirien paa den anden Side Baikalsøen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

25. maj 1918 – Jens Iversen: “den forhenværende Tsars grønne Salonvogne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Moskva, Lørdag, den 25. Maj 1918.
Vi forlod Saratov i Sommer og Sol. Næste Dag passerede vi Tambov i Snevejr. De tre Dages Ophold i Moskva blev for mig en Skuffelse, Jeg havde glædet mig til at se lidt af Russernes hellige By, Siedel og Ladehoff kendte den i forvejen. Men vi har ikke turdet forlade Toget, fordi det snart ved Dag og snart ved Nattetide blev rangeret fra den ene Banegaard til den anden i Byens Udkanter, og der var der Ikke andet bemærkelsesværdigt end de lange Rækker af beskadigede og rustne Lokomotiver, der i hundredvis stod opstaldede paa døde Banespor. Et Sted saa vi ogsaa den forhenværende Tsars grønne Salonvogne, dog var der ikke meget tilbage af Herligheden, hvad et Blik gennem Vinduerne forvissede om.

Men ellers ligger den vældige By i de smukkest tænkelige Omgivelser, og ind imellem Skrænter og Bøgeskove titter fornemme Villa’er frem, Datsher, som de kaldes, men ogsaa deres Tid er vel forbi nu, eller dog de forrige Ejerers. For øjeblikket sidder vi i Toget Borodino-Smolensk, Napoleons blodige Vej. Vi venter paa Signalet til Afgang. Efter Sigende skal vi i Overmorgen naa den tysk-russiske Demarkationslinie ved byen Orscha.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

21. maj 1918 – Jens Iversen: “det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Saratov, Tirsdag, den 21. Maj 1918.
Tidlig i Gaar ankom vi hertil. Ladehoff og Siedel – hans Hustru med Børnene er forud rejst til Riga – tog imod mig paa Landgangsbroen, og jeg har tilbragt Natten paa deres Hotel. I Gaar og i Dag har jeg set paa Byen, der efter en kort Kamp er i de rødes Hænder. Dog er den langtfra saa ødelagt som Astrakan og barer endnu tydelige Spor af fordums Velstand. Den er Hovedstaden i det store volgatyske Omraade. I det vesteuropæiske City findes moderne forretningslokaler paa de velholdte Boulevarder, smukke Pladser og grønne Anlæg. I Gaderne høres meget Tysk. Mit gamle Lasaret ved Banegaarden var uskadt.

Nu hen paa Eftermiddagen sidder vi i vort Tog, der skal føre os til Grænsen. Siedel, Ladehoff og jeg har indrettet os paa en øverste Briks i en af de henved fyrretyve Teplushker, dvs. Godsvogne, den russiske Jernbanedirektion har stillet til vor Raadighed. De andre tre Brikse befolkes af familier, vi ikke kender. Disse alt andet end, bekvemme Vogne skal huse os den maaske ugelange Rejse gennem Rusland, men det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende. Deutshmann med sin Hustru har fundet Plads i Dr. Baloghs Vogn. Vi er rede, vi venter kun paa at Lokomotivet tager fat.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

17. marts 1918. Jes Sarup påbegynder hjemrejsen

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hjemrejsen

Længe for Toget skulde forlade Lille, havde jeg opsøgt mig en Plads i Toget, efter at have forvisset mig om, at Vognen med det opgivne Nummer var medindrangeret. Mine Medrejsende var alle Soldater. Kupeerne var mørke, og som vi sad og ventede paa Afgangssignalet, slukkedes paa en Gang alle Lys paa Banegaarden.

Der er Flyvere i Anmarch, hed det.

Saa var Nerverne der igen. Jeg syntes, det var en Evighed, vi holdt der paa den mørke Banegaard. Selv i Halluin under Flyverangrebet havde jeg ikke været saa nervøs. Her følte jeg i Grunden for første Gang Angst. Jeg vidste jo, at Flyverne var godt orienterede med Hensyn til Jernbanestationernes Beliggenhed, og dem hjemsøgte man med Forkærlighed ved Flyverangreb. I Halluin havde jeg næsten uden at mærke det, oplevet et Flyverangreb, og ellers var jeg vandret omkring i et af de mest udsatte Kampomraader, uden at jeg havde mærket til nogen overhængende Fare. Skulde Skæbnen indhente mig nu saa at sige her paa Falderebet?

Endelig begyndte Toget langsomt at sætte sig i Bevægelse, vi rullede ud af den mørke, nu saa uhyggelige Banegaard, og snart laa Byen ogsaa bag os. Det var mørkt i Toget, men over os lyste en stjerneklar Himmel. Der ude i Horisonten steg og dalede de forskellige Lyskugler, gule, blaa og røde, som det skønneste Fyrværkeri, et pragtfuldt Syn for Øjet, naar ikke den alvorlige Baggrund havde været — Kanonernes Rullen, Ildlinjernes Dønninger lød fjernere, som vi kørte frem; Faren blev mindre.

Men Toget gik mig ikke hurtigt nok, jeg længtes efter at komme hjem, bort fra det hele. Soldaterne, der rejste med, var for største Parten Orlovsrejsende. De var derfor i godt Humør, og Snakken gik lysteligt, men jeg var ikke i Humør til at give mig i Samtale med dem, gad næppe høre efter, hvad de talte om. Emnerne var de samme, som jeg nu havde Hørt ideligt i flere Døgn. Jeg prøvede paa at sove, men det var umuligt.

Endelig naaede vi Bryssel om Morgenen Kl. 6. Her havde jeg igen Ophold til langt hen paa Eftermiddagen. Jeg maatte nemlig nu kun benytte Persontog, da Vogne med Lig ifølge Bestemmelserne ikke maatte føres med Eksprestog.

Imidlertid gik der et Eksprestog Kl. 1, og da jeg vidste, at det var ret almindeligt, at Ledsagere af Lig paa disse lange Transporter fik det ordnet saaledes, at de kunde tage med Ekspressen og saa lade Liget følge efter, vilde jeg ogsaa ordne det saaledes. Jeg vilde nemlig gerne blive en Dag over i Hamborg, da min Søn laa i Garnison i Groß Flottbeck den Gang.

Det havde jeg imidlertid intet Held med til at begynde med. Den Embedsmand, som jeg henvendte mig til, afviste mig pure. Jeg begyndte at parlamentere med ham, at jeg jo kunde prøve paa at indhente Tilladelse til at benytte Eksprestoget hos Stationsforstanderen. Det vilde være ganske forgæves, protesterede han. Han var fungerende Stationsforstander for Tiden, og det var ham, der ene traf Bestemmelse, saa længe han havde Tjeneste. Jeg hørte senere af en Mand, som havde gjort den Slags Rejser mange Gange — han drev nemlig Forretning med at hente Lig hjem fra Krigsskuepladsen —, at det havde jeg begyndt ganske forkert. Jeg skulde have stukket ham en 20-Markseddel, saa havde der ingen Vanskeligheder været. Paa den Maade var han altid sluppet igennem.

Da jeg mærkede, at Manden ikke kunde vindes med det gode, han arbejdede sig mere og mere op i en kunstig Ophidselse, lod jeg ham staa.

Jeg lod, som om jeg forlod Banegaarden, for at han ikke skulde mærke Uraad. Men gik saa ad en Omvej ind i Kontorerne og bad om at blive ført til Stationsforstanderen, for hvem jeg frembar min høflige Anmodning. Han var en Herre af en hel anden Støbning.

Det er ikke tilladt, men jeg veed godt, at det bliver gjort almindelig, sagde han, og jeg kan saa inderlig godt føle med Dem. Det er en meningsløs Bestemmelse, at Ligets Ledsagere skal være tvunget til at ligge flere Døgn paa Jernbanen, da han jo dog ikke fra sin Kupe kan overvaage, at Ligvognen ikke ved en Fejltagelse kobles fra paa en af Stationerne ved de idelige Rangeringer, som Persontogene ofte er underkastede.

Stationsforstanderen gik med mig ned til Billetsalget og besørgede personlig en Tillægsbillet til mig, saa kunde den anden brøsige Herre ikke mere standse mig, og glad var jeg.

I Grænsestationen Herbesthal mellem Belgien og Tyskland maatte jeg klarere Fragten for Transporten gennem Tyskland, der var meget høj. Gennem de besatte Dele af Frankrig og Belgien var Transporten, saa vidt jeg mindes, gratis. Jernbaneembedsmanden i Herbesthal begyndte ligeledes at gøre lidt Vanskeligheder, men der kendte jeg Metoden. Da jeg havde stukket ham en Drikkeskilling, var alle Vanskeligheder fejede bort, og alt gik glat. Han lovede mig yderligere at sende mig et Telegram til Hamborg med Meddelelse om, hvornaar og med hvilket Tog Liget gik derfra, for at jeg i Hamborg kunde regne ud, hvornaar Liget vilde ankomme dertil, saa vilde jeg rejse med samme Tog hjem. Jeg gav ham rigelig Penge til Telegrammet og rejste saa videre.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918