Kategoriarkiv: Om Krigen

21. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre. Et tidligere uddrag fra samme bog om december 1914 blev bragt den 20. december 2023.

“Den 18. december 1914. Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelig. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. “Frands” svarede forleden med at skyde en Granat ned på Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i “Villa Hesteben”, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til “Frands”, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.
Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning og Maven var ogsaa blevet for stor. – Russeren Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv snes Meter.
Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for “de gamle”, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.  “De gamle” var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorenzen, ligeledes Marius Scherrebeck og Jørgen Refshauge. Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i “Villaen”; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: “Saa nu kan vi sagtens holde ud i to Timer”.  Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det hade antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider.
Her følger en beskrivelse af Hans Petersens første fuldskæg, inden han fortsætter med:
Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul. Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I Fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul“.

Den 21. december 1914 kom der ordre til at flytte – turen gik herefter til St. Paul og siden videre til Noyon, Frankrig.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

20. december 2023. Julekalender: December 1914 i “Villa Hesteben”

Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre.

Søndag, den 6. December 1914. Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave.  Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt om laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed. Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergårde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod på Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet, hvor godt, at ikke Krigen rases derhjemme. Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hus Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. – Ja, bare der snart maatte bliver Fred! Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der krig! Vi stod her Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.
I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.
Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig;
Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?”.
Jo, Hr. Feldwebel”.
Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi besluttet, at De skal være Korporal til Jul”.
Jeg – jeg – nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn”.
Jensen blev meget vred. ”Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort” snerrede han med bidende Ironi, ”og det skal jeg huske Dem”. Saa vendte han omkring og gik“.

I morgen følger endnu et uddrag af samme bog.

“Weihnachtsfeier auf der Feldwacht” efter en akvarel af Theo Matajko. Trykt i “Illustrirte Zeitung” i december1916

Otto Goldschmidt – Døden i Dover i 1919

Otto Goldschmidt, 1917. Julie Laurberg. Kongelige Bibliotek.

Af Bernadette Preben-Hansen

Otto Peter Traugott Goldschmidt, 1882-1919, født i København, var civilingeniør. Han var søn af skibsmægler Carl Goldschmidt og voksede op i Købmagergade. I 1909 rejste han som nybagt kandidat til St. Petersborg. Her arbejdede han som ingeniør i egen ingeniørvirksomhed med svogeren Aage Nielsen indtil verdenskrigen lukkede virksomheden. Han opmålte bl. a. skovdistrikter og så på dræningsforhold ved store godser. Goldschmidt talte ”perfekt russisk”, sagde kaptajn Frits Cramer til Berlingske Tidende (3. december 1919). Cramer var fra maj 1917 til juli 1918 chef for krigs- og civilfangeafdelingen ved det danske gesandtskab i Petrograd.

I 1912 hentede Goldschmidt familien til St. Petersborg, men kort efter bolsjevikrevolutionen i 1917 bad han hustruen og de to børn rejse hjem til Danmark. Datteren, Wera Goldschmidt, født i Aalborg i 1910 og lille pige i St. Petersborg/Petrograd, huskede fødevaremanglen i byen under verdenskrigen. Selv blev han i Petrograd for at slutte sig til krigsfangehjælpen. Goldschmidt blev ansat som delegeret for det danske gesandtskab i februar 1918 med station i Petrograd, hvorfra han rejste på lejrinspektioner i guvernementerne Novgorod og Olonets i Petrograd-militærdistrikt ”i hvilke krigsfangerne er spredte over et større antal arbejdspladser, hvor der tiltrænges hyppigt tilsyn”. Dertil blev han ansat som rejsende delegeret ved Dansk Røde Kors’ kontor i Petrograd i 1918.

I august 1918 rejste Goldschmidt som kurér for Dansk Røde Kors med seks millioner rubler til krigsfanger i Sibirien. Han ledsagede Frits Cramer, der nu rejste som ”ministerresident i særlig mission til Sibirien”, altså leder af hjælpetjenesten for krigsfangerne i Sibirien, og de to mænd passerede Ural-fronten, frontlinjen i kampene mellem hvide styrker med tjekkerne imod den røde hær. Rejsen var via Perm og videre til Breznikovskij Zavod ved Berezniki (en industriby med kemiske fabrikker i Perm kraj, ved Kamafloden; endnu i dag er Breznikovskij Sodovij Zavod en kemisk fabrik, der producerer soda, natriumkarbonat).

Da de to mænd ankom til Jekaterinburg den 17. august 1918, blev de arresteret af tjekkerne som ”tyske spioner med falske danske pas”. De to mænd blev stoppet ind i et fængsel med halvanden hundrede andre politiske fanger. Her var ingen hensyntagen til dansk nationalitet. ”Og nu sidder jeg og min sekretær, ingeniør Otto Goldschmidt, i deres [tjekkernes] arrest som ’tyske spioner’. Kommandøren fortæller, at der i den senere tid, næsten daglig er skudt mange sådanne, der kommer gennem fronten, dels for at rejse opstande i krigsfangelejrene, dels for at danne bolsjevikkomitéer i ryggen på de hvide arméer”, skrev Cramer (Frederiksborg Amts Tidende, 23. august 1943). Goldschmidt fik et slag i ansigtet, og Cramer følte sig respektløst behandlet af de militære autoriteter; han fik dårlige nerver og ville hjem til Danmark. Nogle dage senere fik lægen Carl Krebs, der var i Jekaterinburg som Dansk Røde Kors-delegeret, frigivet Cramer og Goldschmidt, hvorefter de tre danskere rejste videre til Omsk. Den historie berettes i biografien om Frits Cramer.

Da den røde hær indtog Omsk den 14. november 1918 faldt den alrussiske regering i Sibirien. Tre dage forinden var danskerne rejst fra Omsk. Det danske vicekonsulat i Omsk evakuerede danskerne mod øst med jernbanen mod Stillehavet. Dannebrogsflaget blev sat på danskervognene, der kørte fra Omsk by den 11. november. Toget nåede Novosibirsk – 700 km. mod øst fra Omsk – den 9. december. Toget kørte videre gennem Manchuriet mod Harbin, mens det samlede danskere op undervejs på stationerne ved den transsibiriske jernbane. Med i danskervognene var Henning Kehler og hustru – Kehler var gesandtskabsdelegeret i Simbirsk og Tomsk; Ove Krebs, der var civilfangedelegeret i Jekaterinburg (han var en yngre bror til Carl Krebs); Nikolaj Krogsgaard, der var læge og delegeret for Dansk Røde Kors og nu kom fra et tjekkisk fængsel i Tjeljabinsk – samt flere andre danskere. William Sliben var med som leder af evakueringen af den danske koloni fra Omsk til Harbin. Med sig havde Sliben den frigivne Harry Löhr, som var alvorligt syg efter et ophold i et bolsjevikfængsel i Omsk. Historien om de enkelte danskere berettes i deres biografier. Også Otto Goldschmidt var med.

Goldschmidt ”blev derefter ansat som sekretær ved den danske legation i Sibirien med station i Novosibirsk. Det må siges om ham, at han var overordentlig samvittighedsfuld og varetog sit embede med den største interesse. Men han henfaldt undertiden til melankoli, og de trykkende forhold derude deprimerede i høj grad hans sindstilstand”, sagde Frits Cramer til Berlingske Tidende.

I marts 1919 arbejdede Goldschmidt ved den danske delegation i Novosibirsk som repræsentant for såvel den danske stat som for Dansk Røde Kors. Han var dygtig, og Camillo Martiny, der var leder af Dansk Røde Kors i Rusland, foreslog derfor ham eller Carl Krebs som leder af Dansk Røde Kors’ østrigske afdeling i Rusland. Det blev Krebs, for Goldschmidt var udkørt og ville hjem. Udenrigsministeriet accepterede situationen og hjemsendte Goldschmidt som leder af en transport af 39 sønderjyder, fhv. krigsfanger, der skulle evakueres til Danmark med ØK-skibet S/S MITAU. ”For disse krigsfanger udførte han et stort og besværligt og samvittighedsfuldt arbejde, herunder også for de sønderjyske krigsfanger. Han var i færd med at føre et hold hjem over Kina og syd om Indien, da døden under Englands kyst så brat kom til ham”, skrev Niels Christian Hafn i sin nekrolog i avisen Ingeniøren (3. januar 1920). MITAU sejlede fra Singapore omkring den 20. september 1919 og via Det Indiske Ocean, Suezkanalen, Gibraltarstrædet, Nordsøen mod Newcastle upon Tyne.

S/S MITAU.  Firma og rederi, ØK. Museet for Søfart.

Den 28. november 1919 lå Otto Goldschmidt i sin køje – med et skudsår i hovedet. Da stewarden fandt ham bevidstløs i kahytten, var MITAU i den engelske kanal på vej mod Newcastle, men skibet lagde nu til i Dover. Goldschmidt kom aldrig til bevidsthed, men døde kort efter indlæggelsen på hospitalet. Sønderjyden og fhv. krigsfange Mathias Peter Høeg, der var med skibet, skrev: ”Vel var han til tider en del deprimeret, men at det kunne føre til, at han tog sit eget liv, kan vi ikke rigtig forstå”. (Høeg, Jeg har ikke flere patroner, København 2011, s. 274-276). Sønderjyderne så til, mens båren med den bevidstløse Goldschmidt blev sænket ned i en båd og kørt til hospitalet. Liget blev i England.

Dagspressen var straks med på sagen: var det mord eller selvmord? Historien kom i avisen og gik landet over. Læserne var åndeløse. Var kurerposten uåbnet? Det var den diplomatiske post fra det danske vicekonsulat i Omsk. Med i kurerposten lå beretninger til det fhv. danske gesandtskab i Petrograd – nu under afvikling på Christiansborg i København – og beretninger til Udenrigsministeriet om hjælpetjenesten i Sibirien, sagde Frits Cramer. Overbetjent Marker – mordekspert i Københavns Opdagelsespoliti – blev sendt til Dover for at se på sagen. Det var selvmord, mente kaptajn Johan Thomsen fra Lemvig, der sejlede MITAU fra februar til december 1919. Søforhøret blev holdt i København den 13. december 1919.

Hans Peter Petersen fra Vejle var første styrmand på MITAU fra november 1918 til april 1920. ”Kaptajnen og styrmanden forklarede begge, at ingeniør Goldschmidt, mens han opholdt sig ombord, ikke gjorde indtryk af at være nedtrykt eller nervøs. Styrmanden forklarede nærmere, at han den 27. november spillede kort med Goldschmidt, der da var noget adspredt, så at kaptajnen mente, han måtte være træt, men der var intet besynderligt i hans væsen. Da Goldschmidt blev fundet, mente kaptajnen, at han har skudt sig selv. Kaptajnen og styrmanden forklarede begge, at de ikke har bemærket, at Goldschmidt var uvenner med nogen ombord. Kaptajnen tilføjede, at Goldschmidt den 28. november om aftenen blev ført i land i Dover, hvor han kom på hospitalet. Her er han senere død”. (Rigsarkivet: Sø- og Handelsretten i København, Retsafdelingen: Søforhørs- og søforklaringsprotokol, 1919-1920, lbn. 27, protokolside 94-95).

Ja, det var jo nok selvmord, skrev dagspressen endelig efter megen avisskriveri. ”Jeg kan ikke holde det ud mere!” havde Goldschmidt skrevet til hustruen. Kaptajnen henviste til, at familien kendte til mandens depression over mange år. ”Han var udmærket begavet”, skrev Niels Christian Hafn, ”men led undertiden under anfald af tungsind, hvorunder han var tilbøjelig til at undervurdere sine evner. Den hårde tørn under krigen, ofte forbundet med livsfare, har svækket hans nerver og i forbindelse med den tre måneder lange sørejses tvungne uvirksomhed brudt hans modstandskraft mod det tungsind, der gjorde en ende på hans liv, netop som hans nærmeste glædede sig til igen at se ham efter flere års forløb”.

De 39 sønderjyder gik i land i Skovshoved Havn onsdag formiddag, 10. december 1919. ”24 sønderjyder kom fra fangelejre spredt over hele Sibirien, Omsk, Tomsk, Irkutsk og navne, der ikke kan udtales. 15 kom fra Japan”, skrev Social-Demokraten (11. december 1919). MITAU ankrede op i Øresund efter at have sejlet gennem Kattegat og forbi Kronborg i Helsingør i et strålende smukt vejr, og fiskerbåde sejlede sønderjyderne i land. Fiskerbådene flagede, og der var fest og frokost og velkomsttaler ved en komité for Gentofte Kommune. Skolepiger i hvide kjoler med røde skærf strøede blomster, mens et militærorkester spillede og marcherede. I Skovshoved kom sønderjyderne i bad og fik nyt tøj af Den Sønderjyske Fond, der siden 1918-1919 ydede økonomisk bistand til sønderjyder, som var mærket af verdenskrigen. Kun én enkelt tysker var med blandt sønderjyderne; han var blevet sindssyg. Goldschmidt-familien boede i et fiskerhus med trange forhold i Skovshoved. Hustruen stod på havnen, mens manden var ”død i England”, som Politiets registerblade skrev det. Otto Goldschmidt blev 37 år.

Foredrag 21. marts: “Kampen om de faldnes minde”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer mandag den 21. marts 2022 til foredraget:

Kampen om de faldnes minde
ved historiker, dr.phil. Lars N. Henningsen.

Hvert sogn i Sønderjylland har sit mindesmærke over de faldne i Første Verdenskrig. Mindre kendt er, at der i en del sogne blev strid om mindesmærket. Danske sønderjyder så de faldne som ofre for en sag, der ikke var deres. Tysksindede så soldaterne som helte faldet for det tyske fædreland. Det skabte strid. I 1930’erne og under besættelsen benyttede det tyske mindretal mindestenene ved såkaldte ”Heldengedenktage” under hagekorset. De dansksindede svarede i 1936 med at oprette foreningen ”Dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere” og gjorde 11. november til dansk mindedag. Først i 2018, i 100 året for freden, blev mindesmærkerne igen fælles samlingssted for mindretal og flertal.

Foredraget fortæller med eksempler fra hele Sønderjylland og Sydslesvig om mindesmærkerne og de dramatiske stridigheder, som de blev centrum i.

Entré: Gratis for medlemmer. Ikke-medlemmer: 50 Kr.
Tid og sted:  Kl. 19.00. Multikulturhuset, Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.

Parkering: Der henvises til parkeringsanlægget P-Huset på Nørre Havnegade (indkørsel overfor Hotel Alsik, hvor de første 2 timer er gratis) eller til p-pladser under broen.
Den lille p-plads overfor Multikulturhuset har kun få pladser og der er tidsbegrænset parkering.

TV-tip: Jernbanekrigen

I eftermiddag sender DR2 udsendelsen “Jernbanekrigen“, der handler om jernbanens rolle under 1. verdenskrig.

DR´s TV-guide beskriver udsendelsen således:
“Britisk dokumentar fra 2019. (Railways of The Western Front with Chris Tarrant)
Millioner af mennesker blev dræbt under 1. verdenskrig. Ikke som følge af maskingeværet, krigsfly eller tanks – men på grund af jernbanen!
Chris Tarrant rejser gennem Europa for at dykke ned i jernbanens krigshistorie. Han besøger stationer, skyttegrave, slagmarker og kirkegårde og erfarer, hvor essentiel jernbanen var for hurtig levering af ammunition og fødevarer – og hvordan den transporterede millioner af soldater direkte i døden”.

Har man ikke mulighed for at se udsendelsen når den sendes fra kl. 15.30 til 16.40 på DR2, kan dokumentaren ses på dette eksterne link: Jernbanekrigen på DRTV.

9. april 1919. H.C. Brodersen ankommer i Dunkerque, “Jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra et sørgeligt Syn og Oplevelse, som vi havde under Vejs hertil.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:43

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  en  forfrossen  og  tænderklaprende  Skare,  der  i Morges  af  en  venligt  smilende  Dame  blev  hilst:  „God  Morgen,  Sønderjyder.  Vil I  nu  med  hjem?”  Og  nu  kommanderede  hun:  „ Op  med  Humøret  og  op  med  Dannebrog!” 

Alle rakte  Hals  for  at  se,  hvem  det  dog  var,  der  saa  tidlig  om Morgenen  var  i  saa  godt  Humør,  og  der  blev  nu  levende  i Rækkerne,  der  ikke  længere  saa  sig  bevogtet  under  franske Bajonetter.

I  Havnen  saa  vi paa  Afstand  „St. Thomas”  ligge med  Røgen  ud  fra  Skorstenen  og  vente  paa  os.  Det  kan nok  være,  at  Næseborene  vibrerede  ved  Duften  af  friskkogt Kaffe,  der  naaede  over  til  os.  Vi  er  nu  kommet  ombord  og har  foretaget  det  første  Angreb  paa  dansk  Mad. 

Der  var nok  af  den,  og  efterhaanden  som  den  ved  de  første  voldsomme  Angreb  led  et  betydelig  Nederlag,  rykkede  nye  Reserver  frem.  Vi er,  hvad  man  kan  kalde,  godt  til  Pas,  og  de udleverede  Cigarer  nyder  vi  med  et  Velbehag  som  aldrig før. 

Jeg  kan  ikke  løsrive  mine  Tanker  fra  et  sørgeligt  Syn og  Oplevelse,  som  vi  havde  under  Vejs  hertil.  Paa  en  Banegaard,  hvor  vi  gjorde  Holdt  og  fik  nogen  Mad, blev  der  ført en  Del  Fanger  forbi  os.  Det  var  Fæstningsfanger,  dømt  til Tvangsarbejde,  og  bestod  af  baade  Tyskere,  Franskmænd og  indiske  Tropper.  De  var  lænket  sammen  ved  baade  Benene  og  Hænderne  med  en  Kæde,  der  løb  igennem  Rækkerne. 

Fra  deres  forpinte  og  udmagrede  Ansigter  stirrede deres  Øjne  længselsfuldt  mod  de  Kogekar,  vi  stod  med  i Hænderne.  Det  vilde  være  det  rene  Vanvid  at  forsvare  Forbrydelser,  men  hvad  mon  disse  Stakler  vel  havde  gjort  andet,  end  at  de  havde  sat  sig  op  imod  den  Tvangsforanstaltning  at  skulle  slaa  Folk  ihjel. 

Tusinder  har  vel  under  hele Krigen  gjort  det  samme  og  er  enten  blevet  stillet  foran  en Mur  og  er  blevet  skudt,  eller  som  disse  Stakler  her  blevet dømt  til  aarelangt  Arbejde  i  Granitbjerge.  Lagt  i  Bolt  og Jern,  nittet  til Jernkæder,  der  forbandt  dem  til deres  Hakke, Spade  eller  Trillebør,  og  nedført  i  usle  Hummere  og  for  det meste  i  usundt  Klima,  skulde  de  sone  den  Forbrydelse  ikke at  ville  begaa  nogen  Forbrydelse. 

—  Fra  samme  Banegaard blev  der  tilsluttet  vort  Tog  en  Transport  af  indiske  Tropper, der  skulde  til  Caiais  for  at  blive  befordret  til  deres  Hjemland.  Jeg  sad  og  ønskede,  at  de  maatte  have  faaet  de  bedste Indtryk  med  hjem  fra  Europa.  Det  vilde  i  hvert  Fald  være et  godt  Grundlag  for  vore  udsendte  Missionærers  Pionerarbejde  til  Guds  Riges  Fremme  og  til  den  rigtige  Forstaaelse  af  Guds  Ord  om,  hvor  nødvendigt  det  er  at:  „Elske vore  Fjender.”

 Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

Foredrag & musik i uge 9

Herunder følger en kort omtale af nogle af næste uges arrangementer:

Tirsdag den 26. februar 2019, Bov:
Bov Bibliotek, kl. 16.30, vil tidligere arkivleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, dr.phil. Lars N. Henningsen i foredraget “Fred og håb – Sønderjylland mellem våbenstilstand og genforening” fortælle om dagligdagen i Sønderjylland efter fire års rædsler og kaste lys over den krogede vej frem mod genforeningen i 1920.

De dansksindede sønderjyder fik dengang håb om at få grænsen flyttet sydpå. Men ventetiden blev lang. Tusindvis af hjemvendte soldater var krigsskadede, og de skulle nu finde en plads på arbejdsmarkedet. Der var revolution, økonomisk nød, spekulation og uklare forhold i styret. Dertil kom en bitter strid om, hvordan en afstemning om den nye grænse kunne gennemføres.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Augustenborg:
Biblioteket Augustenborg kan man onsdag 27. februar kl. 17 høre historien “Midde og Christian“, der handler om Christian Vogt fra Asserballeskov fortalt ud fra en brevsamling på 600 breve fra første verdenskrig.
Da tidligere lærer og skolebibliotekar Mogens Johansen fra Asserballeskov første gang fortalte historien på biblioteket, gik flere forgæves. Derfor bliver succesen nu gentaget.

Mogens Johansen har billeder og tekstuddrag fra brevene med i sin beretning om Christian, der var i krig som tysk soldat og dansksindet, og om Midde, der hjemme måtte være både husmor og husbond.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Sønderborg Slot:
SMUK og Sønderborg Kommune inviterer til gratis, historisk koncert på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19:30.

SMUK markerede 11. november 2018, 100 året for afslutningen på Første Verdenskrig med et nyskrevet værk, hvor den sønderjyske soldat i tysk tjeneste var i fokus. Dette værk genopføres denne aften i Riddersalen på Sønderborg Slot.

Andre koncertdatoer:
Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa – Torsdag den 28. februar kl. 19.30
Haderslev Domkirke – Onsdag den 6. marts kl. 19.30
Løgumkloster Kirke – Torsdag den 7. marts kl. 19.30

Læs mere i indlægget fra 19. februar 2019 eller på www.smukmusik.dk.

11. november 1918. Krigen er slut for Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. “En kort lykkefølelse berusede.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 11. november kl. 9 om morgenen melder telefonen de tunge ord: ”Kl. 12 middag er der våbenhvile over hele fronten”. Regiment 86 oplevede ikke effektueringen af denne ordre ved fronten, men som divisionsreserve ved Chaudeville ved den belgiske grænse. Mangen et øre lyttede ved middagstid efter fronten, hvor endnu engang kanonerne dundrede. Så indtrådte stilheden. Verdenskrigen var slut.

Det i årevis længselsfuldt ventede øjeblik var kommet. Af sådan en storhed og tyngde var dets betydning, at det næppe var til at fatte. At være sluppet helskindet ud af denne fire år lange gru, denne fireårige dødedans! Var dette mirakel virkelighed? Ingen døde og sårede kammerater mere! Ikke mere gå i stilling en vinternat i regnvejr, ikke stirre i timevis fra mudderet ind i mørket, omgivet af eksploderende granater og miner! At sove, at kunne sove, nat efter nat, ingen alarmering mere, ingen brag af flyverbomber! Og så hjemstavnen, kone og barn, kæreste, forældre, arbejde! En kort lykkefølelse berusede. Den kunne kun være kort.

Samtidig kom der andre nyheder: Våbenstilstandsbetingelserne, revolution i Tyskland. Den der tænkte videre og havde sit fædreland kært, hos ham druknede glæden over jeg’ets frelse snart i bitter vrede og smerte for Tyskland. Tyskland havde udkæmpet en mere end fireårig kamp for sin eksistens og sin fremtid, og det havde tabt. Strømme af blod havde flydt forgæves. Løgn og misundelse havde sejret og satte nu foden på dets nakke. Tænderskærende måtte en overmodig fjendes ydmygelser tåles.

Men værre var: I hjemstavnen viste der sig ingen storhed i ulykken. Fejghed og æreløshed førte dér det store ord. Ville denne ånd springe over på fronten? Ville lydigheden og ordenens bånd løsne sig og millionhæren kaste sig over Belgien og hjemegnen som en hoben tøjlesløse plyndrere? Det var det usikre spørgsmål.

Det skete ikke. Ganske vist så man i forsyningsområdet nogle bilkolonner medrøde vimpler og hujende desertører. Det forblev gud ske lov et helt lille antal. Størstedelen af fronten tog afstand fra galskaben og forblev pligttro og lydig vel vidende, at kun sådan kunne det værste forhindres. Frontånden havde sejret.

På dette sted bør nævnes regimentets samlede tab. De andrager af døde det uhyggelige tal af 97 officerer og 3899 mand. Det er betragteligt flere end regimentets kampstyrke ved udmarchen, som dengang androg 70 officerer og 3025 mand.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

10. november 1918. “Danskerregimentet” lider sine sidste tab under en gudstjeneste

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I de følgende dag blev tilbagetoget mod den belgiske grænse fortsat. Den 10. november overskred regimentet grænsen ved Beaumont.

På denne og de forudgående dage led det svære tab på grund af flyverbomber. Alene den 10. under en gudstjeneste, som pastor Bielfeldt afholdt, mistede det 9 døde og 21 for størstedelen hårdtsårede. Det var de sidste tab.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

29. oktober 1918. H.C. Brodersen skal til danskhedsprøve. “…De er ikke meget Dansk…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Aurillac, 29. Oktober 1918.

Medens vi i Gaar Morges sad og ventede paa Risengrøden, blev jeg kaldt ind til „ Prøve” : „De er Sergeant, som C i vil Postbud, De er ikke meget dansk. De maa være tysksindet og hører ikke hjemme her.

Hvorfor har De meldt Dem hertil?”

Det var Tolken, den franske Sergeant, der havde afhørt mig, der saadan tog paa Vej. Jeg nægtede at være tysksindet og bad om at maatte blive her.

„Er De indmeldt i „Kriegerverein”?” spurgte han,

Jeg nægtede det og kunde med god Samvittighed gøre det. Der blev dog ikke i første Omgang truffet nogen Bestemmelse angaaende mig, og jeg maatte tilbage i Kachotten. De andre kom alle for, den ene efter den anden, og de blev sigtet i den Grad, at der til Slut kun var nogle faa Stykker.

Paany blev jeg kaldt ind, og i Korridoren, der førte til Kontoret, mødte jeg Skorstensfejeren. „Jeg blev afvist/’ raabte han til iriig, „se at komme bagefter, Mojn!” Nu blev den arme Djævel ogsaa snydt for Risengrøden, tænkte jeg, medens han under blinkende Bajonetter blev ført af Sted, og Døren smækkede i efter ham. „Farvel, Julius,” raabte jeg, men han hørte det vist ikke.

„Hvor er De født?” begyndte Sergeanten igen.

„I Sotrup!”

„Paa Angel?”

„Nej i Sønderborg Kreds!”

Han spekulerede noget og sagde saa: „Det er ligemeget, De hører ikke hjemme her. De kan rejse med de andre!” Han samlede nogle Ark Papirer sammen, medens jeg bagved hans Skulder vinkede til Bekendte, der havde samlet sig udenfor Vinduet.

„Kender De nogen af dem derude?” spurgte Sergeanten.

„Ja, der staar da Chresten Vrang fra Egen, og histovre staar min Svoger, og ved Siden af ham staar der et Par fra Kliplev.”

„De kan blive her,” erklærede han nu.

Jeg blev, og der var Risengrød nok til mig, da jeg fandt Vej til Køkkenet. Da jeg var færdig med Risengrøden, skulde jeg i Bad. Det glædede jeg mig til, men det blev kun en stakkel Glæde. En Vagtmand skulde hjælpe mig, og det gjorde han paa en saadan Maade, at han med en halvslidt Riskost skruppede paa mine Rygstykker, som om der sad tommetykt Lag Skidt paa dem, og som om han fik Betaling for afskruppede Kubikmeter.

Det endte da ogsaa med, at jeg rendte min Vej. Hos Chresten Vrang og „ 23 ” fik jeg Undertøj af deres private Beholdning, og i „Kirken” har jeg fundet mig tilrette blandt Landsmænd, der alle venter paa, at Krigen skal holde op, at vi kan komme hjem.

 

28. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” møder en anden sønderjyde på vej til Aurillac. „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Under  Laas  og  Slaa  sidder  vi nu  her  i Hullet  i  den  sønderjyske  Fangelejr  og  studerer  ivrigt  Navnene  paa  Væggene. De  er  indridset  i  Kalken  og  ender  allesammen  paa  „sen”. Skorstensfejeren  bemærkede  ganske  rigtigt,  at  vi  ikke  er helt  ude  af  Kurs  denne  Gang,  endskønt  vi  endnu  ikke  har talt  med  nogen  Landsmand. 

Dog  jo,  der  var  nemlig  en  Stemme  ved  den  aflaasede  Dør,  der  spurgte:  „Hvad  kan  I  ha’  til Unnen?”  Dette  Spørgsmaal voldte  os  nogle  Vanskeligheder, thi  vi  var  i  lang  Tid  ikke  blevet  stillet  overfor  Afgørelsen af  et  saadant.  Stemmen  udenfor  foreslog  nu  Risengrød,  og Skorstensfejeren  mente  hertil:  „Kog  bare  ikke  for  lidt.” 

Undervejs  havde  vi  faaet  et  nyt  Medlem.  Paa  den  Station,  hvor vi  skulde  skifte,  havde  vi  Ophold  fra  K l . 10  Aften  til  næste Morgen,  og  vi  fik  derfor  anvist  en  Lade  med  dejligt  frisk Halm.  Da  jeg  i  Morges  vaagnede,  kravlede  en  Skikkelse  ud af  Halmen  ved  Siden  af  mig.  Skikkelsen  gned  sig  over  Øjnene  og  sagde  saa:  „ Æ  tøt  jo  nok,  dæ  var  kommen  Fremmed.” 

Det  blev  nu  levende  i  Halmen  omkring,  men  Skorstensfejeren  bandte  over  Forstyrrelsen  og  mente,  at  der  ikke var  noget  at  staa  op  efter.  „Hvem  er  du?”  spurgte  han  dog for  at  tilfredsstille  sin  Nysgerrighed. „Ja,  mit  Navn  er  da  Chresten,  og  jeg  stammer  fra  Sundeved,”  lød  Svaret.

Synlig  tilfreds  med  denne  Oplysning  borede  Skorstensfejeren  sig  atter  ned  i  Halmen  og  brummede,  at  han  frøs som  en  Hund.  „Nu  har  vi  bjerget  Livet  saa  vidt,”  sagde han,  „og  nu  lader  de  Halunker  os  vel  ligge  her  og  fryse ihjel. 

Jeg  gad  vide,  om  vi  faar  nogen  Morgenkaffe?  Satan skulde  tage  dem  allesammen!” „Da  vil  jeg  godt  undvære  Morgenkaffen,  nu  da  jeg  kan ,  tænke  paa  at  komme  hjem  med  Livet  i  Behold.”  mente  den nye  Kammerat  og  fortsatte  smaadrillende,  „men  der  findes jo  Folk,  der  aldrig  er  tilfreds.  Jeg  er  kun  glad  for,”  sagde Chresten,  „at  vi  nu  snart  er  i  Aurillac,  thi  der  faar  vi  det godt.”

„Da  tror  du  vel  ikke,  at  Franskmændene  indretter  det bedre  for  Sønderjyderne dér,  end  de  har  det  i  andre  Fangelejre,”  spurgte  Skorstensfejeren.  Det  vilde  da  ogsaa  være urigtigt,”  mente  han,  „enhver  tysk  Soldat  kan  vel  være  lige god,  hvad  enten  han  stammer  fra  Sønderjylland eller  Polen.”

„Ja,  naar  du  er  tysksindet,  behøver  du  da  heller  ikke  at melde  dig  derhen,”  sagde  Chresten,  „og  saa  kan  du  jo  kun takke  din  store  Fædrelandskærlighed for,  at  du  sidder  i  det, som  du  gør!” „Sagde  du  Fædrelandskærlighed?”  kom  det  fra  Halmbunken.  „Nej,  du  kan  stole  paa,  det  er  ikke Fædrelandskærligheden,  der  har  bragt  mig  hertil,  og  hvis  du  vil  det,  maa  du godt  have  hele  mit  Fædreland, hvis  blot  du  kan  skaffe  mig en  Kop  Kaffe!”

„Jeg  skal  ikke  have  noget  af,  hvad  du  kalder  for  dit  Fædreland,”  sagde  Chresten,  medens  han  i  Smaatrav  op  og  ned ad  Gulvet  søgte  at  holde  Fødderne  varme,  „men  enhver  holder  jo  af,  hvad  han  kalder  for  sit.  Det  gør  jeg  da  i  hvert Fald,  og  mit  Fædreland  giver  jeg  nu  ikke  Afkald  paa  for  en Kop  Kaffe.” „ Du  er  godt  tosset/’  svarede  Skorstensfejeren,  der  nu havde  sat  sig  over  Ende  i  Halmen,  „du  synes  ikke  at  have lært  noget  af  Krigen.  Har  du  da  ikke  for  længe  siden  opdaget,  at  Parolen  om  Fædrelandskærlighed  er  en  Ting,  der gengives  af  en  Grammofonplade,  der  anvendes  hver  Gang der  skal  tegnes  Krigslaan  eller  der  agiteres  med,  hver  Gang det  er  nødvendigt  at  skabe  en  Stemning,  naar  nogen  sløjer af.  Hvad  mener  du?”  spurgte  Skorstensfejeren,  idet  han vendte  sig  mod  mig. Ja, jeg  synes  nu,  at  Chresten  ikke  har  helt  Uret,”  svarede  jeg,  „men  der  er  jo  det  at  sige,  at  fordi  man  holder  af sine  Nærmeste  og  sit  Hjemland  og  tror,  at  det  er  noget  af det  bedste,  man  har,  behøver  man  ikke  at  tro,  at  de,  man ikke  er  i  Familie  med  eller  andre  Mennesker  Verden  over ikke  er  lige  saa  gode.

Og  man  maa  da  aldrig  i  sin  Egenkærlighed  gaa  saa  vidt,  at  man  hader  andre  eller  lader  haant om  andres  Meninger.” „ Du  har  Ret,”  svarede  Skorstensfejeren,  „enhver  So  holder  af  sine  Grise,  og  derfor  bliver  det  hele  til  Griseri.  Men nu  skal  jeg  sige  jer  noget,”  sagde  han,  medens  han  stod  op og  pillede  Halmstraaene  fra  Haaret.  „ Tror  I,  at  Turkusserne,  Zuaverne,  Negrene  eller  Amerikanerne  kæmper  af  Kærlighed  til  deres  Fædreland? 

Nej,  I  kan  tro  nej,  de  er  kommanderet  til  det  lige  som  alle  vi  andre,  og  har  lige  som  vi faaet  indpodet  noget  om  krænket  Nationalitetsfølelse  og Ære ,  og  i  disse  Ting  er  saa  Skærmbrættet  for  Krigen  og  national  Rovdrift!” „Du  er  da  vist  Professor  eller  Rigsdagsmand  i  Civil ? ” spurgte  Chresten,  „thi  det  er  da  forfærdeligt,  som  du  kan snakke,  men  det  kan  saamænd  ikke  lønne  sig  at  hidse  sig  op om  den  Ting . ” „ Nej , ”  svarede  Skorstensfejeren,  „jeg  er  ingen  af  de  Dele, du  nævnede,  men  jeg  skal  sige  dig  een  Ting,  min  Haandtering  tillader  mig  at  se  det  hele  ovenfra.  Jeg  er  nemlig  Skorstensfejer.”

„Du  er  en  løjerlig  Fisk,”  lo  Chresten,  „og  jeg  er  lige  ved at  give  dig  Ret,  men  sig  mig,  du  har  vel  ikke  en  Cigaret?” „Det  skal  du  faa,  Chresten,  men  naar  du  er  ved  at  give mig  Ret  i  den  ene  Ting,  vil jeg  gerne  høre  din  Mening  om et  andet  Punkt.” „Naa,  hvad  er  saa  det  da,”  spurgte  Chresten,  medens  han med  sine  kolde  Fingre  gjorde  flere  forgæves  Forsøg  paa  at rulle  sig  en  Cigaret. „Det  skal  jeg  sige  dig,” svarede  Skorstensfejeren,  medens han  pustede  Røgen  fra  sin  Cigaret  lige  i  Ansigtet  paa  Chresten. 

„Hvad  mener  du  om,  hvis  I  Bønder  derinde  paa  Sundeved  ligesom  i  gamle  Dage,  medens  I  blev  bundet  paa  Hænder  og  Fødder,  blev  sat  paa  en  Træhest  og  ude  af  Stand  til at  gøre  Modstand  blev  pisket,  blot  fordi  —  skal  vi  sige  —  I ikke  var  i  Stand  til  at  betale  Eders  Skatter?” „Nu  tror  jeg  da,  du  pjatter,”  sagde  Chresten  foragteligt, „saadant  noget  kunde  gaa  for  2—300  Aar  siden,  men  det  er der  dog  ingen,  der  vilde  finde  paa  nu,  og  for  Resten  har  det jo  ikke  det  allerbitterste  med  det  at  gøre,  vi  taler  om  nu.”

„Ser  vi det,  ser  vi det,  lille  Chresten,  det  var  netop  det,  jeg vilde  have  dig  til  at  sige.  Synes  du  ikke,  at  det  vilde  være godt,  om  vore  Børn  eller  Børnebørn  kunde  sige  det  samme om  200  og  helst  om  50  Aar, hvad  du  nu  sagde  til  den  tossede  Skorstensfejer,  at  en  Krig ,  som  den  vi  har  oplevet,  var utænkelig,  og  om  de  kunde  sige:  Sikken  noget  grusomt  Pjat, hvad  Chresten?  Hvad,  har  jeg  ikke  Ret?” Chresten  blev  Svar  skyldig,  thi  vi hørte  nu  en  fjern  Futten  og  Fløjten,  der  viste  sig  at  hidrøre  fra  Toget,  som  vi skulde  med.  Vi fik  ingen  Kaffe,  hverken  dér  eller  under  Vejs, men  nu  sidder  vi  og  venter  paa  Risengrøden.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

26. oktober 1918. “Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning …”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I al hast blev de tre bataljoner formeret på ny. Om natten fra den 23.-24. oktober besatte regimentet i echelonneringen III, II, I bataljon fronten øst for kanalen mellem Hanappes und Tupigny.

De følgende dage forløb med stadige småkampe. Hårdnakket forsøgte fjenden med brædder at krydse kanalen, som der kun var lidt vand i.

Det lykkedes ham flere gange at bringe små afdelinger over på østbredden. De blev af 9. kompagni trængt tilbage igen og efterlod døde og tilfangetagne i vore hænder.

Om natten til den 26. oktober havde fjenden foran 11. kompagni etableret en ny gangbro.

Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning, kravler under gevær- og granatild med største dødsforagt ud på gangbroen og fastgør sprængladningen. Få minutter efter er gangbroen ødelagt.

I de følgende dage kom frontbataljonen igen i en truende situation fra flanken. Denne gang kom faren fra venstre. Dér havde 6. bayriske division forlagt fronten tilbage fra kanalen, sådan at denne næsten gik i en ret vinkel på vores.

Bataljonen traf foranstaltninger og forskød alle disponible kræfter mod venstre. Fjenden observerede straks den gunstige lejlighed til at udvide terrænvindingen på østbredden.

Indtil på højde med bataljonsstaben skød han om eftermiddagen den 2. oktober spærreild. To steder lykkedes det ham at sætte små afdelinger over kanalen.

På 11. kompagnis venstre fløj tog han en underofficerspost til fange, men så kastede dette kompagnis modstød ham igen over kanalen, et maskingevær faldt derved i vore hænder. Ligeledes på regimentets venstre fløj trængte 30 franskmænd over slusen ind i vor stilling. Tre af 9. kompagnis underofficersposter faldt i deres hænder.

Det gjaldt nu i hvert fald om at kaste fjenden tilbage over kanalen og således spare divisionen for en større operation, hvilket ville blive nødvendigt, når franskmanden først havde trukket større styrker til og havde bygget en regulær bro.

Ved en dristig overrumpling lykkedes dette. 7. kompagni fra beredskabsbataljonen blev hurtigst muligt hentet frem. Kompagniføreren, løjtnant Meyer, gik, efter at hækken var taget under kraftig ild fra maskingeværer og minekastere, med sin stormtrop frem fra nord til syd, idet han falder franskmændene i ryggen.

Det lykkedes ham med sine få folk at kyse fjenden. En officer og 30 mand overgiver sig. Foruden løjtnant Meyer udmærker sig endnu oversergent Wulf, 5. kompagni, og sergent Stülpe, 7. kompagni.

De seneste dages dåd beviste, at füsilierernes gamle ånd endnu ikke er udslukt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

17. oktober 1918. Én af “Danskerregimentets” sorteste dage i hele deres krigshistorie.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 17. oktober var en ulykkesdag for regimentet. Sammen med dagen for Moulin den sorteste dag i dets krigshistorie. Allerede den 16. oktober fyrede det fjendtlige artilleri med vekslende heftighed mod vor forreste linje og landsbyen Grougis. Det så ud som et forestående angreb.

Ulykkeligvis gik det højre naboregiment, infanteriregiment 268 fra 14. division, natten til den 17. oktober tilbage, fordi franskmanden havde taget en gård i dets flanke. 3. kompagni, som lå til højre, trak derpå om natten sin flanke noget tilbage. Den tilbagebøjning måtte standse, da skudfeltet blev ugunstigt.

Forbindelsen til 269 opretholdt kompagniet ved poster, mere kunne det ikke gøre. I sig selv er enhver regiments- og divisionsgrænse et svagt punkt, der kræver en særlig stærk besætning. Nu udgør dette sted et særligt sårbart punkt. Hvor årsagen til denne fejl lå, om vor division var utilstrækkeligt eller slet ikke underrettet af nabodivisionen, om givne ordrer pga. tidnød ikke kom frem eller ikke kunne komme til udførelse, lader sig ikke konstatere inden for rammerne af regimentets historie.

I hvert fald skulle fejlen hævne sig på det bitterste. Kl. 7 formiddag den 17. oktober begyndte trommeilden at rase. Den ramte hele divisionens og nabodivisionens front. Tæt tåge, som man kun kunne se 20-30 meter igennem, blandede sig med slagets støv og røg.

Straks efter kl. 7 vældede franskmændene frem. Dér hvor han angreb frontalt, blev han slået tilbage. Snart troede I bataljon at have opnået en sejr. Men modstanderen var brudt igennem ved 14. division og havde også fundet det ulykkelige hul. Nu dukkede hans flokke op bag ryggen af fronten. Modstand syntes udsigtsløs. Bataljonen blev taget til fange. Men dermed var det ikke slut med ulykken.

Fjenden var brudt så langt igennem til højre, at han i tågen kom til syne foran fronten og i flanken på den fuldstændig overraskede II bataljon, som lå længere tilbage i beredskab. En kort kamp mod en overmagt, så blev den største del af denne bataljon også taget til fange eller nedkæmpet.

Det var 5. og 7. kompagni samt en deling af 6. kompagni og 2 delinger maskingeværer, der ligeledes måtte vandre den bitre vej ind i det fjendtlige område.

 II bataljons stab blev ramt af en fuldtræffer og sat ud af spillet. Aisonville faldt, og om det langstrakte, krogformede Grougis blev der kæmpet. I artillerisikringsstillingen gik fremstødet i stå. Ingen kanoner gik tabt.

Om aftenen blev de dele trukket tilbage, der kæmpede i landsbyen,  så der blev dannet en ny linje, der løb fra Thiolet-Ferme langs østranden af Grougis, med de i mellemtiden tilkaldte forstærkninger: II bataljon fra regiment 82 og III bataljon fra regiment 85 samt infanteriregiment 94. III bataljon forblev længere til højre i samarbejde med 14. division. Den besatte først højene nord for Sanière-Ferme, måtte så udfylde et hul mellem to regimenter, blev så afløst om natten af pionerer og gik i bivuak bag fronten.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

 

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

 

2. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kan mærke udmættelsen efter “kraftig tilintetgørelsesild mod vore grave”.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.

Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.

Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette  kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.

Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.

nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

Senest ændret den 4. december 2020 9:11

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

 

28. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kæmpende på tilbagetog

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Efter en kort pause blev regimentet skubbet ind lige oven for Vailly, igen dybt echelonneret. Kun to kompagnier lå på forpost, to på hovedmodstandslinien, den såkaldte ”Dachsbaulinie” (grævlingehulelinje).

Beredskabsbataljonen besatte med tre kompagnier artilleribeskyttelsesstillingen. Hvilebataljonen lå i kalkhulerne. Den ændrede situation havde nødvendiggjort den fornyede indsats og den dybe echelonnering.

Vailly var den 14. blevet opgivet af 31’erne, 85’erne holdt endnu den nordlige og østlige del besat. Aisne dannede ingen beskyttelse mere, da fjenden allerede stod på nordbredden.

Vailly var imidlertid som hjørnepille i den tyske stilling for vigtig. Derfor besluttede regiment 85 sig for at generobre stedet. På venstre fløj af angrebsbataljonen skulle endnu dele af regiment 86 gå frem. Hertil blev udtaget to stødtropper fra 7. kompagni og hver en stødtrop fra 5. og 8. kompagni. Om morgenen den 26. september blev fjenden rystet ved kort artilleri- og mineild; kl. 8 sprang stødtroppene fremad.

Det lykkedes naboregimentet at indtage Vailly igen. Også vore stormsoldater nåede deres angrebsmål, slagteriet ved Vailly’s sydvestlige hjørne og de nordfor tilgrænsende husblokke. De tog 12 fanger og erobrede tre maskingeværer. Om aftenen og den følgende dag forsøgte fjenden at tage det vundne fra os igen. De tapre angribere holdt ud mod hans hidsige artilleri- og mineild.

Deres kugler jog fjenderne tilbage i deres stillinger. Ved angrebet udmærkede sergent Seller (8. kompagni) sig særligt. Han erobrede to franske maskingeværer; straks efter faldt han ved et hovedskud. I angrebet lige som i forsvaret ydede oversergent Hansen (5. kompagni) en fremragende indsats.

For angriberne var det smertefuldt, at Vailly allerede om natten fra 27.-28. september igen blev rømmet. Det stadig stærkere fjendtlige pres nord for Vailly nødvendiggjorde denne forholdsregel. II bataljon frigjorde sig fra fjenden. I ”Dachsbaulinjen” nord for Vailly sikrede den regimentets tilbagetog på Damevejen og afviste endnu om eftermiddagen den 28. 9. et fransk angreb på denne stilling.

Men så kom de sidste dele af bataljonen i en farlig situation. Åbenbart var den tilgrænsende bagtrop gået hurtigere tilbage, for pludselig så füsiliererne sig vidt omgået fra højre og også truet fra venstre. Meget hurtigt tiltræder de tilbagetrækningen. De kommer i krydsild; 13 mand kan ikke længere komme tilbage og kommer i fangenskab. Maskingeværerne kunne med nød og næppe reddes, efter at oppakningen var blevet ofret. Derved udmærkede sergent Braak fra 2. maskingeværkompagni sig igen.

Den nye stilling løb fra Nordvest til sydost langs Oise-Aisne kanalen. Dér hvor kanalen forsvinder i en tunnel under Damenweg, løb vejen henover ryggen af dette langstrakte højdedrag. Et virvar af kratere og grave lettede fjendens arbejde på denne kampomtumlede høj. Han angrebslyst var også steget ved vores stadige tilbagetrækning. Han stødte derfor energisk og klogt efter os. Den 26. september lykkedes det ham desværre ubemærket at komme på nær hold af en forpost fra 9. kompagni og nedkæmpe den.

Den 30. september larmer den ”lille krigs” gevær-, håndgranat- og geværgranatild bestandigt på Damenwegs høje. To gange støder fjenden frem mod 9. kompagni, én gang mod 11. kompagni. Disse holder deres stillinger. Kl. 4.30 om eftermiddagen forsøger han igen efter at have beskudt stillingen næsten en time. Han trænger ind ved 9. kompagni. I et modstød smider man ham ud derfra igen. Kl. 9, det er allerede mørkt, lykkes det fjenden at få fodfæste i et lille stykke skyttegrav mellem 10. og 11. kompagni. Forposterne bliver derpå i natten til den 1. oktober trukket tilbage til hovedmodstandslinjen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

Senest ændret den 4. december 2020 9:12

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

 

20. august 1918. Antallet af gassyge overstiger antallet af sårede

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet havde til højre infanteriregiment 79, til venstre infanteriegiment 31. To bataljoner lå forrest og én i reserve. Fra 20. august inddeltes regimentet igen i kamp-, beredskabs- og hvilebataljon.

Modstandslinjerne havde navnene Blücher I og Blücher II. Det var ikke sammenhængende stillinger, men derimod områder med modstandsreder. Det franske artilleri lod næsten hver nat nogle heftige ildoverfald slippe løs. Om dagen var det noget roligere. Brugen af gasgranater øgedes.

På adskillige dage oversteg tallet af gassyge antallet af sårede. Vort artilleri skød ligeledes ret livligt. Med de grønt afkrydsede granater blev der sendt mangt en sky af sennepsgas over i den fjendtlige lejr. I anden halvdel af måneden aftog den fjendtlige ild mærkbart; tabene, som i de første ti dage af august var betydelige, tog også af.

Den glødende hede fremkaldte imidlertid talrige tarmsygdomme. Stillingskrigens ensformighed var indtrådt igen. Tjeneste som vagt, gravearbejde, afløsning i en regelmæssig vekslen. Det var bittert for en enhed, der havde smagt bevægelseskrigen.

Disciplin og pligtfølelse bevirkede imidlertid, at omstillingen skete gnidningsløst. Siden englænderne den 8. august var stødt dybt ind i vort angrebsterræn ved Ancre, vidste enhver selvstændigt tænkende soldat, at alle erobringer siden Det store Slag var tabt igen. Et angreb kunne man slet ikke tænke på mere, sejt forsvar af den gamle linje måtte nu være opgaven.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

1. august 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 trækker sig tilbage over floden Vesle

Senest ændret den 7. september 2018 9:19

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 1. august om formiddagen kl. 8, alarmering. Kl. 9 stod regimentet klar til march. Fjenden, sådan forlød det, var mod syd ved Arcy St. Restitue brudt ind i den 3. bayeriske reservedivision, situationen skulle genetableres. Under en yderligere spredt formeret fremmarch viste det sig, at situationen ude foran allerede var i orden igen.

Regimentet besatte nu en tilbagetrukket stilling,”Zietenlinjen”, opkaldt efter generalmajor Ernst von Zieten.

Det var underlagt 3. bayriske reservedivision. II bataljon overtog sikringen af et forfelt af 5 kilometers bredde. Om natten rømmede stillingsdivisionen den forreste linje, således at regimentet nu lå tættere ved fjenden.

Den følgende dag forøgede fjenden sit pres. De til højre og venstre liggende enheder gav efter; II bataljon fik allerede maskingeværild fra venstre flanke og så sig tvunget til at trække sine vagtposter tilbage, hvis det ikke ville risikere at blive omringet.

Sent om aftenen kommer ordren, at alle enheder syd for Vesle skal gå tilbage til den nordlige bred. I bataljon sikrer tilbagetrækningen. Kort før midnat passerer regimentet igen Vesle ved Braisne og slår sin bivuak op i en skov lidt nordvest derfor.

 I bataljon besætter den forreste linje i Braisne. Vesle var gået over sine bredder, et oversvømmet område på 2-300 meter skilte regimentet fra fjenden. Broforbindelserne, der endnu førte over, var beskyttet af tråd og barrikader.

Vagtposterne stod om natten ved Vesles bredder, om dagen mest i huse, spejdendeud ad murhullerne. Det var glødende varme sommerdage. Egnen omkring Braisne lignede den omkring Moulin.

Vidtstrakte plateauer, dybt indskårne dale, disse ofte af ubeskrivelig skønhed. Navnlig Braisne havde i den vidtstrakte, frugtbare Vesle-dalen vidunderlig beliggenhed. Kalkhuler gav enhederne en velkommen beskyttelse. Regimentet lå i denne stilling en hel måned.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. juli 1918. Angrebsbølgerne forblødte foran de britiske og franske linjer

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I juli dukkede der rygter op om divisionens snarlige indsats. De viste sig korrekte. Divisionen skulle straks efter et stort fremstød i Champagne deltage i et angreb ned ad højdedraget Kemmel, der skulle bringe Ypern (Ypres) til fald og rulle den fjendtlige stilling op helt til Nordsøen.

Englænderne lå her beredt til forsvar. De bedste divisioner var udvalgt til denne opgave. Det kom ikke så vidt. Det store fremstød i Champagne den 15. juli mislykkedes.

Fjenden var åbenbart ved forræderi, enten forsætligt eller ved sløseri, underrettet om angrebsområde og -tidspunkt, og havde rømmet de forreste stillinger, som vi nu formålsløst spildte vor ammunition på.

De ventede på angriberne i en bagvedliggende og ubeskadiget stilling. Mens angrebsbølgerne forblødte foran dem, førte de allieredes øverstbefalende, marskal Foch, to dage senere fra Villers-Cotteret skoven flankestødet ind i vor sårbare angrebsbue.

Dybt trængte de ind i vore linjer; buen måtte trækkes tilbage, franskmændenes yderligere fremtrængen standses. Nye divisioner måtte frem.

Angrebet ved Kemmel blev opgivet, 18. division blev sammen med andre den 22. juli i al hast transporteret i retning af det nye brændpunkt. Fjenden havde igen taget initiativet fra os. Det var begyndelsen til enden.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”