Kategoriarkiv: Om Krigen

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois! 

4. oktober 1917. I Østafrika: “Vi havde […] en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen stødte Stache til Kock. Stache var oprørt over tabet af Ruponda, men de måtte videre hvis de ikke skulle afskæres fra hovedstyrken.

Op paa Dagen kom Stache med Bærerne. De havde holdt Hvil i Ruponda et Par Timers Tid, inden de begyndte paa den nye Transport, men de var nu meget trætte, og vi lod dem hvile den Dag og Natten derefter.

Den Nat, fik jeg senere at vide, stormede Englænderne Ruponda, som kun var forsvaret af den lille Styrke, som vi havde kæmpet sammen med.

De Englændere, vi havde vekslet Skud med, var en Fortrop for en stor engelsk Kolonne, hvis Ankomst Tyskerne ikke havde haft Anelse om, og som nu skød sig op som en Mur mellem de Troppestyrker, de havde staaende Vest for Livale, og Hovedstyrken, der laa ude imod Kysten. Stache var meget oprevet over Tabet af Ruponda.

Dér laa store Magasiner med Fødemidler, og han begreb ikke, at Stedet ikke var forsvaret bedre. Det er den ærgerligste Overrumpling, vi endnu har væ­ret ude for, sagde han.

Vi maa bogstavelig talt sulte og har sultet, mens vi laa ved de store og fyldte Magasiner, og saa kommer en lille engelsk Afdeling og napper det hele, skønt jeg er sikker paa, at der staar store tyske Afdelinger ikke ret langt herfra.

I de følgende Dage og Uger trak vi med vor Safari mod Øst eller Sydøst, og ofte maatte vi gaa tilbage igen og slaa Lejr paa Steder, hvor vi før havde været. Der var ikke megen Tid og ikke megen Ro til at opstille Drejebænken og begynde at arbejde.

Vi havde ganske kort Tid efter Rupondas Fald en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken, og denne Anelse bekræftedes Dag for Dag.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Digt: “Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn”

Ved slutningen af Første Verdenskrig blev nedenstående digt kendt og udbredt. Ingen vidste, hvorfra det stammede. Mange gættede på, at det måtte være skrevet af en sønderjysk krigsdeltager.

Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn.
Der er ristet danske runer i Piræus’ havn.
Brede bautastene knejser end på Skotlands vang,
og i lejet nynner Seinen på en nordisk sang.

Fjernere dog sønner af dig, Danmark, farer nu,
for en fremmed fane følger de med sorg i hu;
fjernere og dog tillige fast i hjemmets favn,
i vort håb, vor tro og længsel, i vor sorg, vort savn.

Polens sletter. Namurs volde, Lüttichs skansers fod
så dem kæmpe, så dem falde, drak af deres blod;
mange hviler alt derude i en ukendt grav,
Danebrog blev ej den pude, dødens seng dem gav.

Herre, hvert et suk du hører trods kanoners brag!
Bær du Slesvigs trætte sønner gennem nødens dag,
lad dem se dit kors, der lyser gennem røg og brand,
og dit røde blod, der købte vej til livets land!

Først langt senere blev det opklaret, at det ikke var en krigsdeltager, men en lærerinde ved navn Jensine Jensen, der havde skrevet det.

Jensine Jensen sad en sommerdag i toget fra Vildbjerg til Herning og læste i avisen om de sønderjyske tabslister fra Verdenskrigen, og hun blev så grebet, at hun gav sig til at skrive nogle vers på kupevæggen.

Disse vers blev så set af andre rejsende, som skrev dem af, og således kom de fire første vers ud i befolkningen, uden at nogen anede, hvem der havde skrevet dem.

Men Jensine Jensen blev syg og kom på sanatorium. En dag nåede versene hertil, og hun kendte dem straks, som sine egne.

På sanatoriet skrev hun det femte og sidste vers:

Taareblændet Slesvigs Datter ud af Døren ser;
han, den kære, som hun venter, kommer aldrig mer!
Bøj dit Hoved, Moder, Danmark, klæd i sort din Borg,
sæt Sordinen paa din Harpe, dine Børn har Sorg!

27. maj 1917. Claus Eskildsen: “De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 10 dages hvile i Flandern gik turen til Langemarck.

10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

1. juni 1916. Såret på første dag ved Højde 304

Johann Christian Kaas (1887-1974) fra Mjøls deltog i kampene ved Højde 304 ved Verdun.

Johann_Christian_Kaas
Johann Christian Kaas, Mjøls (1887-1974)

Den 1. juni 1916 kom han ud til frontlinjen ved Højde 304. Her lå han sammen med sine kammerater under fransk granatild.

Ca kl. 12 midnat blev han såret i ryggen af en granatsplint.

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Den granatsplint, der blev opereret ud af ryggen på J.Chr. Kaas.

Hans sidemand udbrød: “Bare det var mig, for så var krigen slut for mit vedkommende!” Han kom ikke selv hjem igen.

Johann Christian Kaas blev nødforbundet på stedet og måtte selv kravle de 4-5 kilometer tilbage til forbindingspladsen, hvor han blev sanitært forbundet med gazeforbinding.

Den følgende dag blev han transporteret til feltlazarettet i Malancourt og nogle dage senere i Stennay.

Den 2. august 1916 blev han overført til lazarettet i Saarbrücken og den 18. august kom han til Flensborg.

Her indførte man den 4. november en sonde i fistelgangen i ryggen (hvor granaten var gået ind) og stødte i ca. 15 centimeters dybde på et fremmedlegene: Røntgenbilledet viste en granatsplint.

Granatsplinten blev fjernet ved operation den 1. december 1916.

Johann_Christian_Kaas__lazaret_Flensborg
Johann Christian Kaas på Reservelazarettet i Flensborg

Venligst meddelt af Egon Kaas

16. april 1916. Alarmering: Engelsk landgang i Jylland?

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Hen på foråret 1916, vistnok omkring påske, skete der noget, der så meget dramatisk ud.

En tidlig morgen blev hele garnisonen alarmeret. Alle fik udleveret feltgrå uniformer. Der blev uddelt skarpe patroner – noget som tyskerne ellers var meget forsigtige med i garnisonerne – og de højere officerer fór nervøst rundt på kasernen.

Det var tydeligt, at der var noget i gære.

Op på dagen rygtedes det, at man formodede, at englænderne ville gøre landgang på den jyske vestkyst. I 12 timer stod garnisonen på kasernepladsen klar til afmarch.

Helt glad ved situationen var jeg ikke. Det var egentlig ikke for at slås med englænderne, at jeg havde tænkt mig et gensyn med Danmark. Mange tanker gik igennem mit hoved. Én ting var sikker: gå imod danskerne ville jeg ikke, ske hvad der ville .

Problemet løste sig af sig selv. Landgangen blev ikke til noget.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

Foto: Dansktalende sønderjyder i Lockstedt

13. april 1916. “… den bedste iblandt venner!”

Skraatobaks-Hymne

Af en Feltgraa

Overalt i denne Krigstid
har det tæt med Digte regnet;
men den bedste iblandt Venner
har man ingen Sang tilegnet.

Hvad er Grunden, at saa ringe
han er agtet her i Landet?
Ja, af Damer, højt forarget,
blir han spottet og forbandet.

Cigaretter og Cigarer,
som dog regnes for hans Brødre,
elskes højt af Rig og Fattig,
Døtre fine, som og Mødre.

Han ej som Cigaretten ynder
Guld og broget Flitterpragt,
Tarvelig han ses optræde
i sin jævne sorte Dragt.

Mændene han kækt og kraftigt
rækker Vennehaanden bravt,
finder Vej og til Soldaten
i den vaade Skyttegrav.

Alle er han højt velkommen,
– denne Ros er ærligt ment –
under Dagens tunge Trængsel,
under Hvilen velfortjent.

Hvem er denne Ven, I spørger,
som kan stille Krig’rens Savn?
Lyt! Jeg tør hans Navn forraade:
S k r a a t o b a k! Det er hans Navn.

DSK-årbøger 1946

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

12. marts 1916. Krigsdigt: “Jeg er en sønderjyde …”

En Sønderjydes Klagesang under Krigen (1914-18)

Jeg er en Sønderjyde, til Danmark staar min Hu,
dog maa jeg Tysken lyde og følge blindt hans Bud.
Det gik i Fredens Tider, skønt ikke altid let.
Nu jeg for, Tyskland strider. Det kan ej være Ret.

Jeg maatte drage fra mit Hjem, fra Kone og fra Børn,
jeg maatte sværge Faneed til Tysklands sorte ørn.
Det var med tunge Tanker; jeg gjorde, som man bød,
for Danmark Hjertet banker, for Danmark – til min Død.

Nu maa jeg kæmpe for en Sag, som er mig helt imod,
jeg vandre maa fra Slag til Slag paa mødig, trætte Fod.
Det er ej mine Fjender, som jeg maa skyde ned!
Jeg helst tilbagevender, til Hjemmets stille Fred.

Det er ej for mit Fædreland, jeg vover Liv og Blod.
Jeg staar her som en tvungen Mand, og helst jeg alt forlod.
Det er saa tungt at tænke, jeg flyed’ helst i Hast,
men Krigens tunge Lænke, den holder her mig fast.

Jeg ved, min Moder sørger – saa tungt det er for Far,
med Angst i Sind de spørger – og ingen giver Svar.
Og selv jeg spørger mangen Gang: Naar faar engang vi Fred? –
Er derfor endt min Klagesang og min Udlændighed?

Og Længselen mig drager til Sønderjylland hen,
at pløje der min Ager i Fred med Fryd igen.
– – – Gid Krigen var til Ende. Gid Dagen dog var nær,
da hjem jeg kunne vende til dem, som jeg har kær.

A. Qu.

DSK-årbøger 1953

7. februar 1916. Soldatermenu: “Drahtverhau”, “Fusslappen” og “Blauer Heinrich”

Søren P. Petersen, Rødding, fortæller om soldaterkosten

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på. – Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig,

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen. Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt.

Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris …

Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland.

Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbettsuppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Læse mere om soldaterkost og forplejning her: Forplejning

DSK-årbøger 1963.

21. oktober 1915 – Flensborg Avis: “Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?”

Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?

Allerede fra gammel Tid veed man, at Krigen ikke blot slaar sine Saar, men ogsaa har Sygdom i sit Følge, skriver Or. J. i »Nationaltidende«,  og han fortsætter: Frygtelige Epidemier af forskellige Farsoter vandrede tidligere i Krigens Fodspor, og mange flere Mennesker døde af Sygdomme end af Saar.

Den nuværende Krig har imidlertid vendt op og ned paa dette som paa saa mange andre Forhold. Hygiejnens og Lægekunstens høje Stade har dæmmet op for Epidemierne, som ikke rigtig synes at have faaet fat noget Sted; men til Gengæld har den moderne Teknik frembragt Mordvaaben af en hidtil ukendt Virkning, der fylder Valpladserne med Dynger af Lig og Lazaretterne med navnløse Rædsler.

Aldrig nogen Sinde tidligere har Lægerne haft Lejlighed til at gøre saa rige Erfaringer som nu, hvor Millionhære kæmper mod  hinanden; men man undres over, at de overhovedet har Tid til at beskæftige sig med andet end at behandle og lindre de syge og saarede. Man skulde tro, at dette Arbejde maatte fylde dem helt, men ikke des mindre faar de Stunder til at tale og skrive og  debattere Sager, som skulde synes af ret underordnet Betydning. Som nu for Eksempel Tyskerne, der benytter Krigens usædvanlige Forhold til at samle Erfaringer angaaende Spørgsmaalet om den seksuelle Afholdenhed. I Tusindvis af  Spørgeskemaer har de sendt ud til Mændene i Skyttegravene —som imidlertid har vist den sunde Sans at undlade at svare paa de 27 mere eller mindre næsvise Spørgsmaal, der rettes til dem. De 150 Svar, der er indkomne, vidner ganske smukt om, at Soldaterne har andet at tænke paa, naar de daglig har Døden for Øje.

Af langt større Interesse er derimod Lægernes Iagttagelse med Hensyn til Krigens Evne til at fremkalde særlige Sygdomme eller paatrykke de sygelige Tilstande et særligt Præg. Det vilde jo ikke være saa underligt, om Organismen reagerede anderledes paa Sygdom under de mange usædvanlige Forhold, Feltlivet fører med sig: svære legemlige Strabadser og Afsavn, psykisk Uro og  Anspændelse ved den bestandige Fare, Synet af de mange Rædsler og Ulykker og Tanken paa dem derhjemme, forandret og ofte mangelfuld Kost og den fuldstændigt ændrede Levevis.

Hver paa sin Vis kan alle disse Forhold bidrage til at svække  Organismens Modstandskraft, og man kan da ogsaa i de fremmede medicinske Tidsskrifter læse om, hvorledes Krigen har gjort sin Indflydelse gældende paa adskillige Sygdommes Forløb. Tyske Læger iagttog saaledes en Mængde ganske lette Tilfælde af Dysenteri (Blodgang), som under normale Forhold sikkert vilde være helbredte, men som nu endte med Døden, fordi Soldaterne  ikke havde Kraft til at staa dem igennem. Og det var slet ikke legemlig Udmattelse, der var Skyld i Sygdommens sørgelige Udgang, men fremfor alt Patienternes sjælelige Tilstand, deres fuldstændige Modløshed og Bekymring.

Samtidig kunne man se et enormt Antal Tyfustilfælde, næsten uden Temperaturstigning og med lidet  udprægede Symptomer. Bakteriologiske Undersøgelser viste, at man virkelig stod over for en ægte Tvfusinfektion (ikke Paratyfus); men de tyske Soldater var overordentlig lidt paavirkede af den. I det hele beredte forskellige smitsomme Sygdomme Lægerne mange Overraskelser. Det var, som om Krigen fremkaldte en hel Række Tilfælde, hvis Forløb afveg fra den Type, man var vant til i Fredstid.

En bekendt tysk Læge v. Krehl, hvis Iagttagelser er offentliggjorte af det prøjsiske Krigsministeriums Sanitetsafdeling, beretter mange interessante Ting om Forholdene i Felten.

Angaaende Troppernes Ernæringstilstand fortæller han, at den i Krigens Begyndelse lod en Del tilbage at ønske, sagtens fordi Forplejningen var mangelfuld. I denne Periode var Soldaternes Modstandskraft meget nedsat. Men de tilpassede sig hurtigt til Krigens Forhold, og selv om de magrede en Del af, blev deres Modstandskraft større, saa de bedre taalte  Anstrengelser og atter kom lettere over deres Sygdomme.

Med Hensyn til de enkelte Organers Funktion bemærker Forfatteren,  at han ikke iagttog noget særlig ejendommeligt vedrørende Lunger, Nyrer, Mave og Tarm. Nogen virkelig Forstyrrelse af Hjertets Virksomhed alene som Følge af muskulære Overanstrengelser saa han heller ikke, men hos Soldater, hvis Hjerter i Forvejen ikke var saa gode, hos Alkoholister, stærke Røgere og nervøse forekom ofte Hjertetilfælde. Nervesmerter, Ischias og akute og kroniske rheumatiske Lidelser i Muskler og Led viste sig fortrinsvis hos Folk, som i Forvejen havde lidt af saadanne Sygdomme, medens de friske og raske unge Folk ikke fik Gigt i Skyttegravene eller i deres Jordhuler.

Stor Interesse helliger v. Krehl Soldaternes sjælelige Tilstand, og han mener at have iagttaget, at adskillige  nervøse Tilfælde hidrørte fra sygelige Forandringer i Skjoldbruskkirtlen, baade hos Folk, som før havde frembrudt Symptomer afhængige af denne Kirtel, og hos Soldater, som først under Krigen var begyndt at lide af nervøse Forstyrrelser (Hjertebanken, hurtig Puls, Aandenød osv.), der kunde henføres til Skjoldbruskkirtlen.

Efter hans Mening er alle Organer og deres Funktioner afhængige af psykiske Indvirkninger, og under Krigen træder Viljens og Stemningens Indflydelse paa hele Organismen og dens Ydedygtighed særlig stærkt frem. Han priser i høje Toner den tyske Soldat, der trods det største legemlige Slid og Mangel paa Føde og Søvn udfolder en Tapperhed og Energi uden Lige. Og han fremhæver Tyskernes »overordentlige sjælelige og legemlige Modstandskraft« som Grund til, at psykisk betingede Sygdomme trods alt er saa sjældne blandt de tyske Tropper i »denne overordentlige Tid«. I øvrigt kommer han ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet »Krig og Sindssygdom«, som saa mange andre Forfattere har beskæftiget sig med. Dog fremhæver han, at virkelig Hysteri er en temmelig sjælden Sygdom, medens andre har peget paa, at hysteriske Tilfælde med Søvnløshed, Angst og andre sjælelige Symptomer, som er stærkt farvede af Krigen, fremkommer ret hyppigt, ligesom Krigen med dens legemlige og sjælelige  strabadser kan bringe slumrende Anlæg til Sindssygdom til Udbrud.

Alt i alt maa man vist sige, af Krigen ikke fremkalder nye Sygdomme,
som man ikke har kendt tidligere, men at den paa mange Maader
særpræger de sygelige Tilstande. er sikkert nok. Og efter alles Mening spiller Krigens sjælelige Indflydelse  en særlig stor Rolle for adskillige

30. juli 1915. LIR84 – ”NAREW-BOHR SLAGET”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

1915-07-30 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 Narew-Front

Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. Men hen over sommeren var man klar til en ny offensiv og den 13. juli indledte tyskerne slaget ved floderne Narew-Bohr. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.

I hærledelsen var der stor uenighed om, hvor på nordfronten dette angreb skulle indsættes. Oberbefehlshaber Ost foreslog angreb af 10. armee mod Kowno, samt forsat angreb i Kurland nord for Njemen floden. Men den øverste hærledelse besluttede sig for angreb af Armee von Gallwitz mod Ostralenka. Angrebsmålet ændrede Oberbefehlshaber Ost senere til Rozan og Pultusk mere vest på, mens 8. Armee skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke.

Som det fremgår af Skizze 19: ”Das russische Stellungssystem an der Narew-Front am 13. Juli 1915 nach deutscher Auffassung“ (Kilde: Der Weltkrieg 1914-1918 bn. VIII) havde russerne et forgrenet og dybt nedgravet forsvarssystem, som var forbundet til hinanden. Der var tale om to forskellige forsvarssystemer: Det forreste bestod af 3 stillinger, hvor det trejde lå ca. 3 km bag ved det forreste. I mitten var byen Przasnysz bygget op som en fæstning. Bagved lå det andet stillingssystem i linien Ciechanow – Krasnosielc.

På de to første dage var Armee Gallwitz rykket 10-15 km fremad og taget 7100 russiske soldater til fange. Tab af mandskab løb sig op på 2.600 mand. Da man den 18. juli havde brudt igennem russernes månedslange opbyggede forsvarsstillinger på en strækning på 30 km havde man på 6 taget 24.000 til fange, mens tabet af egne var steget til 20.000. Det næste mål var Narew floden, som man de fleste steder også på 8. armees højre fløj nåede den 19. juli. Men her mødte man hård modstand fra nye friske russiske tropper. Den 24. juli efter 11 dages kamp lykkedes det endelig at indtage Pultusk og Rozan og bryde gennem Narew-linjen. 37.000 til fange tagende soldater, men begrænset krigsmateriel, som russerne havde nået at tage med sig.

Men på den anden side af floden Narew mødte man hård modstand af fornyede og friske russiske styrker, som med artilleri ødelagde og besværlig gjorde bygningen af nye brobygninger. Dette forsinkede de tyske styrkers overgang af floden, og heftig regn, tilstoppede veje og længere transport vej af forplejning og amunition gjorde at man ikke kunne besvare russernes beskydning og kostede store tab af mandskab.

Som støtte for 8. armee til at komme over floden nordøst for Ostrolenka fik de tilført 58. Infanteri Division den 26. juli. Natten til den 28. juli lykkedes 8. armees 75. Reserve Division under heftig beskydning at bygge bro og kommer over floden ved Szkwa mundingen. Men de kunne ikke komme videre, og som det hed i Krigsdagsbogen, ”at de efter de enorme anstrengelser var ved slutningen af deres kræfter”.

1. juli 1915. Ligstanken uudholdelig – begravelser i ingenmandsland

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.

Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.

Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.

Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

14. juni 1915 – Hejmdal: Lazaret for kæbesårede

Dagens nyt fra Hejmdal.

Et Special-Lasaret. Truffet en Alsinger.

En Dansker, Her. Oluf Olsen, som paa en Rejse i Tyskland har besøgt et Special-lasaret for Kæbesaarede, giver i “National-Tidende” følgende Skildring af Lasarettet:

Patient med kæbeskud efter adskillige operationer. Ved modtagelsen var højre side af hans underansigt et stort åbent sår (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Patient med kæbeskud efter adskillige operationer. Ved modtagelsen var højre side af hans underansigt et stort åbent sår (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Bland de utallige Lasaretter, der ligger spredte over Tyskland, har Mannesmann-Lasarettet i Düsseldorf Krav paa særlig Interesse, fordi det er et Special-Lasaret, paa hvilket der udelukkende behandles kæbesaarede Soldater. Lasarettet er indrettet i Brødrene Mannesmanns store Kontorbygning, der har en brillant frisk og solrig Beliggenhed op til Rhinen. Over Bygningen vajer Røde Kors Flag, og yderligere er der, som i øvrigt paa andre Lasaretter nær den belgiske Grænse, malet kæmpemæssige Flag paa Taget, hvilket kan være nødvendigt, da Düsseldorf, som bekendt, et Par Gange har været udsat for Angreb, af de Allieredes Flyvere. Dette Lasaret, der af det verdenskendte Firma er stillet til Raadighed for Røde Kors, hører til de mindre, idet der her kun ligger 130 saarede Soldater, medens der f. Eks. paa Lasarettet i Buch laa 1500. Det ledes af Overlæge, professor, Dr. Bruhn – en kendt Tandspecialist – som med megen Energi har kaster sig over den Art af Lægevidenskaben og skrevet en Række Afhandlinger om Kæbebeskadigedes Behandling. Overlægen assisteres af Dr. Lindemann, der er en fremragende yngre Kirug.

Med de to Læger som Førere gaar vi alle Sygesalene igennem. her ligger Franskmænd og Tyskere Side om Side. Alle nyder ens Behandling, og den eneste Forskel, der er at se paa dem, er det gule Armbind, som Franskmændene bærer, hvorpaa der staar Krigsfange. Alle de Saarede, som ligger her, har kæmpet paa Vestfronten.

Vi finder blandt de Saarede en ung Nordslesviger, As. Rasmussen fra Hagenbjerg ved Nordborg paa Als. han hørte til 4. Gaderregiment og blev saaret den 5. Marts ved Champagne under en Skyttegravskamp. Vor Landsmand er blandt dem, der er sluppet naadigt; et Projektil er gaaet gennem Hagen og har skudt et Stykke af Hagebenet bort; men der var Haab om, at han ikke vilde faa varigt Men deraf, idet det var Lægernes Agt at tage et Stykke af hans Skinneben ud og fælde det ind i Stedet for det bortskudte Parti.

En enkelt af de Saarede har faaet revet et Stykke af Kinden og hele Munden og Hagen bort af en Granat. Hans Ansigt mindede om alt andet end et Menneskes. Efter at han var kommen paa Lasarettet, var Fremgangsmaaden følgende: Det blev taget 14 Ctm. af et af hans Ribben; dette blev lagt i en Form for at tildannes efter Hagens Facon; Derefter tog man nogle Stykker Kød af de Kødfulde Dele af Benene, og over en Gibsmodel formedes nu en hel nydelig Hage. Det lykkedes at faa Hagen til at vokse sammen, og det var med selvfølgelig Stolthed, at Lægerne viste os det smukke Resultat.

Hvor det gjaldt Steder, som Manglede mindre Benpartier, som f. Eks. Næseben, et Stykke Hageben eller lignende, tog man fortrinsvis et Stykke Skinneben, som man hævdede voksede hurtigt til, og paa det Sted hvor man havde taget det, dannedes ret snart Brusk, der efter forholdsvis kort Tid blev til Ben. Under Behandlingen af de Saarede anvendtes ikke egentlig Bedøvelse; man lammede Hovednerven og anvendte Lokalbedøvelse ved Hjælp af Novacain, tidligere havde man anvendt Kokain, men var gaaet bort derfra.

I tidligere Tid Kendte man ikke i samme Grad som nu til denne Art Behandling ag Kæbebeskadigede, da Lægerne sjældent har haft Lejlighed til at stifte Bekendtskab med Skader af denne Beskaffenhed; men Krigen har givet Lægerne nok at bestille, og derved Anledning til at høste Erfaring. Lægerne fortalte os, at for længere Tid tilbage lod man Saarene tildels læges, før man indsatte nye Stykker Ben eller Belægning med Kød, men nu sker dette straks, efter at den Saarede kom under Behandling.

Efter de Oplysninger, vi fik paa tyske Lasaretter, lykkes det Lægerne at helbrede de Saarede i en saadan Udstrækning, at ca. 70 Procent atter kommer tilbage til Fronten. Endvidere er Amputationernes Antal faldet fra 40 procent under Krigen 1870-71 til 10-15 Procent, idet man kun i de allerværste Tilfælde gaar til Amputation. Man faar under Besøgene paa Lasaretterne det Indtryk, at det tyske Sanitetsvæsen staar paa et meget højt Stade. Men selv de tyske Læger mener, at det franske, belgiske og engelske Sanitetsvæsen ikke staar tilbage for det tyske.

Fra Felten.

En Mindegudstjeneste
over den unge Købmand Valdemar Mortensen fra Rødding, der døde paa et Feltlasaret i Frankrig i Begyndelsen af maj, holdtes i Søndags Eftermiddags i hans Fødesogn, Lindtrup Kirke. Den unge Mand døde ikke af Saar, men af en Sygdom. Han hviler nu dernede i fremmed Jord sammen med saa mange andre Landsmænd.
Ære være hans Minde!

Faldne.

Mejerist Holger Skøtt fra Tiset, der kom ind som Rekrut i Efteraaret, er falden forrige Lørdag i kampene nede paa Vestfronten. Hans Paarørende har faaet Meddelelse derom fra Kompagniet.

Der er nu kommet Meddelelse om, at Karl Thomsen, Østerby, allerede den 22. April har fundet Døden under et Stormangreb ved Ypern, han blev næppe 19 Aar gammel.

Frivillig Karl Schulz, Søn af Postkonduktør Schulz i Tinglev, er falden den 3. Juni, 19 Aar gammel.

Christian Sindt, Sønderborg; er falden den 31. Maj.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Torpedomat Hermann Marxen, Brøns, er død.

Saarede.

Hilmar Thomsen, Søn af Thomsen ved Sønderport i Aabenraa, som fra Krigens Begyndelse har været med paa den vestlige Krigsskueplads og nu stod i Nærheden Noyon, er bleven saaret ved en Granatsplint i det højre Ben. Han befinder sig nu paa Lasarettet i Chauny.

Typograf P. Petersen fra Aabenraa (“Apenrader Tageblatt”) er bleven saaret i Kampene paa Vestfronten. Der er anden Gang, han blev saaret.

I den sidste Tabsliste meddeles, at Konrad Ellingsen, Aabenraa, er bleven let saaret den 1. Juni. Musketer Peter Hansen, Iller; Peter Cristiansen, Lindholm; Jens Jensen, Tønder; Christian Jensen, Bønderby, og Gustav Prahl, Aabenraa, er let saarede.

Hjemme paa Orlov.

Mølleforpagter Anholm, Fol, der ligger nede ved Metz, er i Forgaars kommen hjem paa 14 Dages orlov.

En Søn af Fru Nielsen i Gynteroths Stiftelse i Aabenraa er hjemme paa Orlov fra Fronten. Han er ellers bosat i Broager.

Bogholder Hermann Roloff, Aabenraa, er hjemme fra Fronten. Han har været med paa Vestfronten siden krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Jernkorset. Dyrlæge I.P. Schmidt, Aabenraa, der er Stabsveterinær i 9. Reservekorps, har faaet Jernkorset.

10. juni 1915 – Iver Henningsen: Cheflæge med revolver i hånd.

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I begyndelsen af juni deltog han i den tyske hærs fremmarch i den nordvestlige del af Litauen.

Dagbogen 10. juni 1915

Sanitetskolonne på østfronten tegnet af Iver Henningenen 5. juni 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Sanitetskolonne på østfronten tegnet af Iver Henningenen 5. juni 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

“Men heller ikke i skoven fik vi fred. Granat efter granat sendtes også her over, og snart måtte vi længere tilbage. Imidlertid havde vores infanteri genoptaget kampen for, og mere forstærkning kom til. Men hen ad eftermiddagen, da vi havde op til en 200 sårede, var kampen meget svankende, og der kom meddelelse, at vi måtte holde alt parat til hurtig tilbagetog over Dubissa. Det gav et dybt indtryk. Det var altså atter mislykket at holde stillingen, og om natten kl. 11 var alt i uordentlig tilbagetog. I et kritisk moment sprang cheflæge Polens frem med revolver i hånd og bød de flygtende bagagevogne holde, ellers skød han hestene ned. Vore sårede skulle med, dem kunne vi ikke lade ligge. Russen var kun en kilometer bag os, i hvorledes de kom i vognene og vi selv med, det ved vi vist ikke rigtig endnu. “Ich sehe uns schon alle im Sibirien“, var hans ord.

Nu gik det, hvad hestene kunne. Flugt og forfulgt er noget forfærdelig noget. Efter en times således fortvivlet fart, hvad de trætte heste kunne, standsede vognrækken for os. Vore to jægerbataljoner havde taget stilling bag nogle høje og ville holde russerne så længe tilbage, at vi kunne nå den anden side af Dubissaen. Knap en halv time efter begyndte også en regelret haglbyge af bly at regne ned over de intetanende russere, der som sædvanlig kom i største forvirring og uorden. Under den jernhårde disciplin hos vore tropper var snart en regulær og ordnet overgang over floden mulig. Vor transport af 60 vogne med sårede satte sig i bevægelse efter Rossienie til, som vi nåede om morgenen kl. 9. Her var alle lazaretter overfyldt, men underbragte bleve de. Indretningerne og betjeningen på lazaretterne var miserabel. Nu var vor pligt overstået, og trætheden kom af sig selv, hvor vi lagde os på stenbroen eller på gulvet, sov vi som i en fjederseng.”

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

8. juni 1915 – Iver Henningsen: koslagtning under beskydning

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I begyndelsen af juni deltog han i den tyske hærs fremmarch i den nordvestlige del af Litauen.

“Dagbogen 8. juni 1915

 Den 8. hen af kl. 9 nåede vi i nærheden af vort kvarter Jagielajcie. Vi måtte blive i en skov. Fra udkanten af denne kunne vi betragte kampen om denne lille landsby. Russerne forsvarede sig hårdnakket, men da de fra flanken fik fyr af vor forstærkning, måtte de rykke ud. Men forinden gjorde de også deres kendte ødelæggelsesværk, med lange begfakler antændte de stråtagene, som just i denne tørre årstid bød gunstig brandmateriale, skarp forfulgt af vort infanteri, men de fleste huse stod i brand, og i løbet af en halv time var det meste af byen brændt. Vi rykkede dog ind og kogte kaffe ved de rygende ruiner.

At gå fuldstændig til ro var ikke rådelig, og derfor opsøgte enhver så provisorisk som mulig en soveplads i nærheden af vore vogne. Struve og jeg havde indkvarteret os i en gåsestald og sov trygt. Det var vist kl. 3, at jeg pludselig blev vågen ved et dumpt brag, men blundede dog igen. Da “a-ha-srarum bum!” Aha, nu på benene. En shrapnel og nok en. Da vi kom ud, ser vi slagteren og Paulsen med økse og kniv løbe ned til vognparken, og slagteren i sit galgenhumør råbende: “Erst müssen wir schlachten, dann kannst du schiessen du Lausenrus”, og uden mange anstillinger slår han en ko, der lå og tyggede drøv, for fisosen, og Paulsen stikker kniven i dens strube. Men også i samme nu en granat lige ned ved vognene. Men så kritisk det end var, og alle tog flugten efter skoven til, kunne vi ikke undlade en hjertelig latter, da slagteren og Paulsen i fuld firspring kom over marken. Den døde ko var forspændt to russerheste og slæbte bag over græsmarken, først i skovkanten holdt det komiske forspænd, og vor gode slagter viskede sveden af panden, skar hammelrebene over, og lod hestene løbe, hvorhen de ville. “So jetzt schiess los du Russenlump, ich hab den Kuh, das ist die Hauptsache.”

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)