Tag-arkiv: forsyninger

21. november 1918. Da vi spiste oberstens ko

Krigen var forbi og de tyske soldater marcherede hjemad. Selvom der havde været revolution, var disciplinen nogenlunde intakt – men når det gælder mad, så er soldaten sig selv nærmest. Denne beretning af en unavngiven sønderjysk soldat er fra hjemturen fra Namur i Belgien til Tyskland.

Da vi spiste Oberstens Ko.

Endelig den 18. November kunde ogsaa vi forlade Namur og forlod denne By som den sidste Bataillon. Jeg var ved de lette Minekastere, og vi havde mange Ammunitionsvogne. I Namur fik vi Ordre til at tage Minerne med hjem til Tyskland. Men Løjtnanten mente, at vi havde mere Brug for Fragtbaadenes Indhold end for Minerne, og den sidste Nat kørte vi, Ordenens Haandhævere i Namur, ned til Moselfloden, kastede Minerne i Floden og fyldte Vognene med Konserves, Sukker, Vin, Brød, Støvler o. m. a.

Paa Vejen ud af Belgien og forresten gennem Rhinlandet med, naaede de franske eller belgiske Kvartermagere os næsten hver Morgen, og vi har flere Gange hilst paa demved et Glas Vin.

Men efterhaanden som Dagene gik, var vi saadan ved at blive kede af de evige Konserves. Og en Dag, vi naaede vort Kvarter ved Middagstid, siger Løjtnanten: “To frivillige frem, som kan skaffe os en Ko!”

Der var straks et Par Mand, som var villige til dette Stykke Arbejde. En Time senere slog Slagteren en dejlig Ko for Panden, og ikke længe efter var Feltkøkkenet fyldt med dejligt Kød, og Vognene læsset til med Resten af Kødet, som ikke skulde bruges den Dag.

Da vi saa allesammen sidder i Laden for at spise den dejlige Suppe, kommer der en fremmed Soldat og snuser rundt ude i Gaarden; omsider finder han Kohuden, som han spreder ud. Vi syntes at observere et smerteligt genkendende Træk i hans Ansigt, da han betragtede Huden.

Nu ved de fleste, som var med i Krigen, at de, som blev udpeget til saadan at trække rundt med højerestaaende Officerers Køer, ikke just netop var dem, der havde opfundet Krudtet. Denne Mand her saa ikke ud til at gøre nogen Undtagelse.

Omsider kom han ind. Om han ikke havde fulgt Udviklingen i den senere Tid med Revolutionen og hvad der fulgte med, ved jeg ikke , men i hvert Fald gjorde han et saa urimeligt komisk Forsøg paa at gøre stram Honnør, da han saa Løjtnanten, saa hele Mandskabet brølede af Latter.

Omsider fik Manden dog stammet frem, at vi havde slagtet Oberstens Ko, han kunde kende Huden . »Du bist verrückt, mein Sohn«, sig er Løjtnanten og forklarer ham, hvor vi havde købt Koen. Ja, siger Soldaten saa troskyldig, saa maa de have lignet hinanden, og gik. Men i endnu et Par Dage levede vi højt paa Oberstens Ko.

DSK-årbøger, 1941

5. juli 1918. K. Tastesen på Vestfronten: Afløsning.

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.

Da vi havde været der tre Dage og haft det rigtig gemytligt med Englænderne uden nogen særlig Batalje, blev vi afløst og kom til at ligge i en Dal bag ved Jernbanen, som vi var kommen over, da vi kom ud til Skyttegravene.

Om Dagen sov vi hele Tiden, men om Natten skulde vi bære Ammunition ud til Artilleriet, som stod i en Sump, hvor Vognene ikke kunde passere. Ligeledes var der Miner paa 90 kg, som skulde bæres ud til Skyttegravene.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

21-29. marts 1918. “En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tyske stormtropper bryder fronten ved Reims og Arras, bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab over flere dag.

Den 21. Marts sprænger de tyske Stormdivisioner Fronten mellem Reims og Arras i 70 Kilometers Bredde. Gennem Hullet vælter sig den første Flodbølge vestpaa, et stort Stykke hver Dag. Vi følger i den planlagte Afstand.

Skærtorsdag, den 28. Marts, kører man os til Les Esquilles ved Guise, hvorfra vi straks begynder Fremmarchen i Retning mod St. Quentin. En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.

Uden Afbrydelse gaar Train-Kolonnernes roterende Baand, udad med Føde til Kanoner og Folk, indad med lemlæstede og syge. I den lille By Regny tæt foran St. Quentin overnatter vi. Her laa Natten før det store Gennembrud 30,000 Mand!

Langfredag kommer vi gennem St. Quentin. Stakkels, stakkels By, du er værre medtaget end Lens! Af den store, prægtige Katedral staar endnu saa meget, at man kan se, hvor rigt og smukt dette Gudshus engang var. Jeg tager rask et Billede af Kirkeruinerne; vi har Tid nok, thi Vejene er fuldstændig stoppede.

Infanteriet kniber sig igennem eller marcherer ved Siden af Vejen. Trainvognene sidder uhjælpelig fast. Jeg søger at presse mit lille Vogntog igennem og faar derved et Sammenstød med to Excellencer, hvoraf den ene truer med at stille mig for Krigsretten.

Skidt med det, vi skal videre, hvad gælder her en Excellence? Jeg har meget mere Respekt for min Oberstløjtnant, der nu staar og fnyser i Roupy og venter paa sin Bagage og sine Oppassere!

Lige Vest for St. Quentin kører vi først over de tyske Skyttegrave og umiddelbart derefter over de engelske. De er næsten hele endnu. »Ildtromlen« har ikke jævnet dem, det stakkels Infanteri har igen maattet trække det tunge Læs.

Det er allerede mørkt, da vi skimter Resterne af en Husmur, der kunde høre til Roupy. Vi lyser hen paa den og læser i helt store Bogstaver »This is Roupy«. Englænderne er praktiske Folk! Her virker Præsentationen for Resten grotesk, thi disse Par Mursten er næsten det eneste, der er tilbage af Byen. Vi kravler ned i et lille Bølgebliksskur, der hverken har Stol, Bord eller Kakkelovn.

Vi arbejder her til Kl. 3 om Natten, Kl. 4½ kommer der nye Befalinger, Kl. 6 gaar det videre.

De sidste tre Nætter har tilsammen kun undt os 10 Timers Søvn.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 205-206

25. marts 1918. Store, stærke skotter kendte ikke til at vige

Arthur Thomas, Skærbæk, deltog i den tyske forårsoffensiv.

Vi kom ikke rigtig med i marts-offensiven på Vestfronten i 1918. Vort regiment 202, 43. division, hvor jeg var i 9. kompagni, var kommet fra Rusland, hvor det havde været indsat. Derefter var vi landet i Aldensgrave ved Magdeburg og var blevet ny-sammensat til en »Gross-Kampf-Division« for nu at blive indsat i ovennævnte marts-offensiv. – Men på en eller anden måde skete der det, at »den sidste ende«, nemlig vor del af divisionen – 2. bataljon, 9. kompagni – blev opholdt undervejs på transporten – det skete i nærheden af Metz og varede halvandet døgn – så da vi nåede fronten og blev udladet af toget, erfarede vi, at gennembruddet var overstået, og vi skulle bare indsættes, hvor der var behov for os ved fronten.

Da vi kom ud til nævnte afsnit, hvor gennembruddet var blevet foretaget, blev vi også vidne til mange af de elendigheder, der følger med et sådant. Men vi fik ordre til afmarch i retning mod Bapaume og det i iltempo. Først gav det en lille rast på en times tid, og så hed det: »Antreten, Gewehr laden und sichern« – som vi var vant til. Kompagniet blev delt i tre grupper, og så gik det videre mod Albert.

I det erobrede afsnit fandt vi engelske magasiner med forråd af levnedsmidler m. m. Dem gik det nu ud over, for vi var sultne, og befalings-mændene kunne slet ikke standse vore røvertogter. Det gjaldt om at forsyne sig med disse gode varer. Der var fødevarer, cigaretter, spirituoser og meget mere. Officererne var arrige, og de bandede som tyrkere, men kun lidet hjalp det, for vi var ikke til at holde styr på.

Så det varede lidt, inden vi nåede frem til det nye afsnit, der lå til venstre for Albert. Der havde englænderne sat en stopper for gennembruddet. Vi afløste et regiment af 44. division, og nu blev det os, der skulle holde dem stangen. Men de angreb, og det var skotlændere, store stærke karle, der ikke kendte til at vige; de ville kun frem, og de kom det, det var da os, der måtte tilbage, men hårdt gik det til, og det gav mange døde og sårede kammerater.

DSK-årbøger 1969

6. januar 1918. Kompagnibedstefar på “trykpost” i proviantdepotet

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele og efter svære tab trukket ud igen.

Og i Begyndelsen af det nye Aar modtog jeg Ordre til at melde mig ved Felt-Proviantdepotet for vor Division.

Det var med let Hjerte, jeg styrede bort fra Roulers op imod Lichtervelde, hvor jeg skulde melde mig. Jeg fik straks en varm Modtagelse, idet den Officer, som jeg henvendte mig til, noget barsk spurgte mig, om jeg var dygtig til at bære tunge Byrder; jeg svarede hurtigt, at det var jeg ingen Helt til, men Arbejde skyede jeg ikke.

Officeren sprang op og klappede mig paa Skulderen, og endskønt han vel var ca. 20 Aar yngre end jeg, sagde han dog: „Godt svaret, min Søn, godt svaret.”

Saa var jeg først hos en gammel Mand, som skulde ordne Sække ved Provianten, det rene Driverliv. Vi modtog vel den Dag 200 Sække, som vi skulde rulle sammen 25 i hvert Bundt, saa stod vi Resten af Tiden og frøs og skiftedes til at holde Vagt, for at ikke en Officer skulde overrumple os ved Driveri.

Det passede mig i Grunden ogsaa meget daarligt.

Det var en hel Lettelse, da der en Morgen var kommet nogle Jernbanevogne, som skulde tømmes. Vi begyndte med at bære Salt ud, 200 Pund i hver Sæk, og da jeg kunde se, at de ikke havde Spor Begreb om, hvordan man skal behandle en Sæk, der skulde nemlig stables 12 Sække ovenpaa hinanden, saa tilbød jeg min Tjeneste.

Der var tre Mand, hvoraf de to havde fat i hver sin Ende af et kort Kosteskaft, som vi lagde under den ene Ende af Sækken, med den anden Haand tog vi den anden Ende, løftede den op og svingede den opad, og i det Øjeblik kommanderede jeg den tredie Mand til at passe paa og saa give Sækken et Skub, saa den fløj op paa Plads.

Det var udmærket og faldt Opsynsmanden saa meget i Øjnene, at han straks  begærede af Proviantmesteren at faa mig ind i Lageret.

Midt under Arbejdet kom der nogle Flyvere op og kastede Bomber. Saa løb alle Mand deres Vej; men det var jeg ikke vant til, hvorfor jeg blev. Det viste sig imidlertid, at Bombekasterne havde anrettet Ødelæggelser nok, der var rigelig 40 døde og saarede.

Her var der meget Arbejde. Om Natten blev der losset, om Dagen blev der uddelt. Gang paa Gang maatte der rekvireres nyt Mandskab; thi selv om vi ikke var med i Slaget, var vi altid udsat for Granater og især for Flyvernes Bomber.

Jeg blev snart Vidne til, at her var der to Synder, som særligt gik i Svang. Det var Drukkenskab og Tyveri, og en tredie, som fulgte i Hælene paa dem, var Løgnen, og det var mig en Pine Gang efter Gang at staa overfor dem.

Jeg prøvede stadigt at overbevise mine Kammerater om det skændige i deres Opførsel.

Lidt efter lidt blev jeg mere betroet, og det var tilsidst en ret stor Grossererhandel, jeg havde; men jeg følte nok, at her skulde mit Gudsforhold staa en anden Prøve end ude i Skyttegravene, og det var mange Gange værre at staa som et Guds Barn paa denne Plads end ude i forreste Linie.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. November 1917. H.C. Brodersen fik overdraget en “Rekvisitionskommando” og skal sørge for “Adspredelse”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  kun  Rygter,  det  med  Vestfronten,  thi  nu  sidder  vi her  i  Skjorteærmer  under  Italiens  dejlige  Sol. Jeg  har  faaet overdraget  en  „Rekvisitionskommando”  og  er  selvstændig. Folkene  skal  ikke  faa  for  meget  Vand  i  Suppen,  saa  længe vi  er  her.

Hver  Dag  „rekvirerer”  jeg  en  Ko  eller  to,  ligesom der  nu  er  Brug  for  dem.  Jeg  har  endvidere  faaet  overdraget Indkvarteringskommandoen.  Det  volder  dog  ingen  Vanskeligheder;  thi jeg  har  lagt  Beslag  paa  et  Par  store  Skoler,  og der  er  Plads  nok.  Værre  er  det  med  en  Underhaandsordre, som  jeg  har,  og  som  gaar  ud  paa  at  skaffe  lidt  „Adspredelse”.

Der  er  nemlig  kun  to  Lokaler  af  den  Slags,  jeg  finder formaalstjenlige,  og  dem  vil de  russiske  Krigsfanger,  som  arbejder  her  paa  Egnen,  ikke afstaa.  De  ér  ikke til at  drive  bort, og  hele  Dage  staar  de  i  Kø  for  at  komme  ind.  Den  Sag  har jeg  opgivet.  De mange  Fanger  er begyndt  at  komme  fra  Fronten,  der  ligger  langt  borte.

Aldeles uden  Bevogtning  kommer de,  i Flokke  fra  2—10  og  flere  Mand  ad  Gangen.  Afstandene imellem  Flokkene  er  store,  og  i  flere  Dage  er  de  marcheret igennem  Byen.  I  Forbimarchen  gennemroder  de  Møddingerne  efter  noget  spiseligt.  Afmagrede,  sultne,  trætte  og  forkomne  slæber  de  sig  af  Sted.  Mange  Brød  har  vi  stukket  ud til  dem,  men  det  forslaar  kun  lidet.

Ved  Byens  eneste  fælles Pumpe  er  der  altid  Slagsmaal  imellem  dem  for  at  komme  til at  faa  noget  Vand.  I  Begyndelsen  forsøgte  vi  at  skille  dem ad,  men  det  har  vi opgivet.  Vi lader  dem  slaas.  De  skal  samles  i  Leibach  og  skal  derfra  føres  videre  til  Lejrene  i  Tyskland  og  Østrig,  hvortil  det  er  Meningen,  at  vi  skal  føre dem.

—  Det  blev  imidlertid  ikke  til  noget,  og  om  Grunden herfor  er  der  ingen,  der  ved  nogen  ordentlig  Besked.  Men der gaar  fæle  Rygter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

9. april 1917. Johannes Jessen ved Vimy: “… modet var borte.”

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Natten mellem den 8. og 9. april havde det sneet, og jorden var hvid om morgenen kl. 5:30, da det rigtige slag begyndte, og så stærk var granatregnen, at jorden var sort et kvarter efter.

Englænderne havde opmarcheret syv rækker kanoner af alle kalibre på en strækning af 1,8 km, og nu vidste vi at når deres ild blev lagt længere frem som spærreild så vilde de storme vore skyttegrave og ved middagstid, var vi smidt ud af tre linier, men det er slet ikke så let at holde stillinger, der vender forkert, og vi prøvede de næste dage at tage noget tilbage igen, det skete også, at det lykkedes, men vi var degenererede, modet var borte, hunger og tørst sled i kroppen, de faldne havde sommetider brød i deres tasker, der var fuld af størknet blod, det blev renset lidt og spist tørt, varm mad fik vi ikke i tre dage, og vi måtte tage afsked med vore gode kammerater, der havde delt ondt og godt sammen med os i flere år.

Der var ingen franskmand med her, det var altså en aftale mellem de to, at franskmændene alene skulle klare Verdun, så ville England klare Flandern helt op til Ostende.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Aflevering af bælgfrugter

 

Aflevering af bælgfrugter, dateret 1. april 1917.
Findes på Sønderborg Slot.

Afskrift:

Ablieferung
von Hülsenfrüchten.

Wer zur Saat geeignete Hülsenfrüchte besitzt,
welche er nicht selbst verwenden will und darf, möge
sie unverzüglich der Getreideankaufstelle zum
Ankauf anbieten, die einen grossen Bedarf daran hat.
Wer das versaümt, läuft Gefahr, die Hülsenfrüchte
als Saatgut weder innerhalb noch ausserhalb des Kreises
absetzen zu können, so dass er mit einem sehr erheb-
lichen Verlust wird rechnen müssen.
Für Hülsenfrüchte, deren Abnahme die Getreide-
ankaufsstelle verwigert, wird auf Antrag vom Kreis-
ausschuss sofort Ausfuhrerlaubnis erteilt.
Die Gemeindebehörden ersuche ich um ortsübliche
Bekanntmachung.

Sonderburg, den 1. April 1917.

Der Vorsitzende des Kreisasusschusses.
Schönberg.

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

22. december 1916. Med materiel til skyttegravene

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86

Vi havde ligget i Ro nogle Uger før Jul i 1916, men den 21. December marcherede vi atter af Sted. Det var et frygteligt Regnvejr, og da vi naaede vort Bestemmelsessted, var vi gennemblødte. Det var ud paa Natten.

Vort Kvarter var ikke det bedste. Det var en stor Kornlade, som havde huset et Rekrutdepot, men nu havde Granaterne raseret det. Den ene Halvdel af Taget var revet af, saa det var et meget luftigt Opholdssted paa denne Tid af Aaret. Midt i det store Rum stod en muret Kamin. Vi tændte naturligvis straks op, og saa stillede vi os op omkring den for at tørre vort Tøj.

Den næste Dags Eftermiddag kom der Bud om, at vi skulde stille med tredive Mand, som skulde slæbe Materiel frem til Linierne. Da jeg altid har hørt til dem, det gik ud over, undrede det mig slet ikke, at ogsaa jeg omgaaende befandt mig mellem de udvalgte.

Vi stillede ved Depotet for at modtage de Ting, der skulde transporteres frem. Jeg skulde tage en af de Rister af Træ, som vi brugte til at lægge i Bunden af en af de ofte meget snavsede Skyttegrave. Den var omkring ved tre Meter lang og meget tung.

Vi fulgte en Jernbanelinie og passerede en dræbt Soldat. Da vi skulde igennem Miraumont, mødte vi de første Besværligheder. Vi skulde igennem Byen, men den laa under Spærreild. Der var ikke andet at gøre end at smide Byrden fra sig og foreløbig søge Dækning.

Da det igen var blevet roligere, tog vi atter fat. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, igennem Byen. Vi kom godt fra det, men paa den, anden Side af Byen var vi blevet saa trætte af at løbe med den tunge Byrde, at i hvert Fald jeg sagde til mig selv: „Nu kan det gaa, som det vil; jeg tager den med Ro!“ — Omsider naaede vi ud til Stillingen. Vi afleverede Materiellet og begav os tilbage.

Da vi naaede Miraumont, laa Byen igen under Spærreild. Jeg søgte Dækning op ad en Mur, der gik langs med en Have. Pludselig sprang en Granat i min Nærhed. En Splint slog en stor Sten ud af Muren. Den ramlede lige ned paa min Staalhjelm. Som paa Udturen løb vi i et roligt Øjeblik i fuldt Firspring gennem Byen. Vi kom helskindet tilbage. Det var Meningen, at vi skulde gøre Turen én Gang til samme Dag, men det fik vi heldigvis udsat til næste Dag, og da gik det let, for hele Fronten var rolig.

Vi var saa heldig at ligge i Ro Juleaften. Til at fejre Julen med havde vi faaet udleveret tolv Flasker Rom. Af dem lavede vi en ordentlig Balle Punch, og saa blev der festet. Man havde anmodet om, at vi af Hensyn til de Tropper, der passerede forbi vor Lade paa Vej mod Fronten, skulde „feste” i Stilhed, men man kan nu ikke paastaa, at det blev en stilfærdig Julefest.

Kort efter Jul fortalte en af mine Kammerater mig, at den Mur, jeg i Miraumont havde søgt Dækning ved, under en ny Granateksplosion var styrtet om. I Faldet havde den dræbt en Mand. Jeg havde altsaa for en Gangs Skyld været heldig.

DSK-årbøger 1953

15. december 1916. Tilvænning fra østfront til vestfront

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.

Allerede før jul 1916 begyndte vi at nærme os fronten, vi skulle først vænnes til kanonaden her i vesten, og vi kom ud at lave reservestillinger ved La Bassi, et sted der til stadighed blev beskudt af alle kalibre og, hvor vi tabte en del folk.

I de næste uger blev vi indsat forskellige steder, det gav megen kampvirksomhed og meget arbejde med udbedringer af stillingerne, der var ingen sammenhængende stilling mere alt var skudt i stykker, dertil kom det elendige vejr, regn og atter regn, grave og granathuller halvfyldt med vand.

Når vore kammerater om natten kom ud til os med varm mad i store kanistre som de bar på ryggen, måtte de gå oven for da de ikke kunne færdes i alt det vand, og det gav også tab.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

27. oktober 1916 – Ellen Jensen: “Ven æ var Mor”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 27-10-1916

Min egen søde Mand! –

Egentlig har jeg intet særligt at skrive om. I Dag har jeg intet Brev haft, og saa er jeg til Dels tom. Jeg har strøget hele Eftermiddagen, men er endnu knap færdig dermed, der er en Del til i Morgen ogsaa. – Jeg har bestilt 20 Hvidkaalshoveder til Vinteren, de koster 30 Pg. Stykket, saa det er jo billig. Jeg regner med, at vi ingen videre Kartofler faar, Jørg. Andresen har ikke ladet høre fra sig endnu, den Slags, der lover saa meget, glemmer i Reglen hurtigt igen. Naa det kan jo ogsaa komme indnu [sic!]. Jeg var ved min Slagter og vilde bestille Kød, hun fik kun 40 [pundtegn] Lamme i Morgen! Intet Oksekød! Ja, hvad skal det mon Ende med? Paa Søndag skal vi vist saa til Dalsgaarde, jeg tænker nu ikke, at Elsa indnu [sic!] har hørt fra Jørgen, saa havde det vel været i F Avisen.

– Pus sagde i Aften.: ” Ven æ var Mor, saa var du og Lis mine Børn.” Gud ved, hvad der alt spøger i de smaa Hjærner. Du skulde se, hvor de to og Gertrud lig[g]er Dagen lang i Badekammeret. Der er et Opryd, saa Guderne maa sig forbarme. I Dag sad Gertrud Pus´ Vogn i Stykker, hun kom af Sted i en Fart og har ikke ladet sig se mere. Jeg tænker nok, at den kan lade sig slaa sammen. Kjems lavede Lis´ Vogn saa godt i Stand. Og, det holder ikke længe til dem i den Alder, der bliver tumlet alt for meget dermed.

– I Aftes var jeg hos Fru Schmidt, egentlig vilde jeg have været til Frk. Augusta, men hun var hos Fru Christiansen for at spise Haresteg, Greum[?] havde sendt Fru C. en Hare. Jeg havde lovet Augusta, at jeg vilde hjælpe hende at hænge Billeder op, nu saa blev jeg jo daarlig, det var i Lørdags jeg skulde have været der. Den Dag jeg fulgte Kjems til Banegaarden saa jeg H.P. Hanssen, han er blevet forfærdelig graa i denne Tid. Naa, han har jo vel ogsaa sit.

– I Morgen er det Lørdag, da skal jeg lave en Del.

Saa kysser jeg dig ømt og længe, og ønsker at du snart kommer hjem til mig. Din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

4. oktober 1916. Ved Somme: Endelig forsyninger – og rigeligt! Af 200 mand er kun 60 tilbage!

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven, den 4. Oktober 1916.

Der kom ingen Kommando med Levnedmidler i Gaar Aftes, og Sepl samlede derfor 10 Mand, der under heftig Beskydning i rasende Løb satte over frit liggende Terræn i Retning af Manancourt. I Morges naaede de tilbage.

De var haardt læsset med Levnedsmidler, Drikke- og Rygevarer. Sepl har virkelig udført en Heltedaad, men vi saa nu ogsaa anderledes paa den Kommando, der skulde sørge for Forplejningen, og som vi havde forbandet ned i den sorte Jord, idet vi har været af den Mening, at de var for fejge til at gaa frem.

Det viste sig nemlig efter Sepls Beretning, at der ved Køkkenet i Manancourt havde været den største Ængstelse for Kompagniet, men ingen vidste, hvor det var blevet af. Kommandoen havde nemlig hver Aften været ude ved Stillingen og havde ogsaa været ad Hulvejen, ad hvilken de, da de var ukendt med Terrænet, næsten var naaet over til Franskmanden.

For at undgaa Fangenskab havde de maattet kaste alt, hvad de havde at bære paa, og var løbet tilbage. Det havde ikke været dem muligt at finde Kompagniet de andre Aftener, og de var kommet i saa stærk Ild, at der af Kommandoens 20 Mand nu kun var 7 tilbage.

Deres Bestilling var ikke misundelsesværdig, men i Skyttegraven er der kun 60 Mand tilbage af Kompagniet, og det har den Fordel, at der nu er rigelig med Levnedsmidler, der ellers var beregnet til 200.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. august 1916. Af Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. august 1916. Kresten Andresen: “Der er ved at blive roligere her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 3. august 1916

Kære forældre!
Jeg har ikke fået skrevet nu i et par dage, thi for det første har der ikke været lejlighed til at give post af, og for det andet har jeg i de to dage måttet ligge fladt i en skyttegrav, for at ikke de engelske flyvere, som altid er på færde, skulde opdage os. Jo mere roligt, man ligger, des mere roligt får man det også, og vi har virkelig ikke fået artilleriild i de to dage.

Nu benytter jeg en tåget morgenstund til det. Vi har lige fået forplejning herud. Vi får alt på én gang, nemlig kl. fire-fem om morgenen, middagsmad, kaffe, brød, hvedebrød også, jernportion m.m. Nå, det hele er jo ikke i så overvældende mål, og middagsmaden klør man på straks, da den endnu er lunken. Det giver lidt mærkelige forestillinger med middagsmad kl. fire om morgenen, og det giver jer et begreb om, hvad man må udstå.

Mange tak for brevet af d. 29. Nu har I så alligevel fået et af brevene. Den by kan I finde nord for Cambrai på kortet. For øvrigt tror jeg ikke, at vi har ret længe tilbage her; der fortælles, at vi skal tilbage en af dagene, måske allerede i nat. Der er ved at blive roligere her. Englænderne angriber nu og da; men de opnår som regel intet derved. Jeg har endnu ikke været ude i allerforreste stilling, så jeg har fremdeles haft lykken med mig.

Smørret og skinken har jeg haft god brug for i disse dage, ligeledes det brystsukker, som I sendte. Det kan jo godt være, at I ikke kan sende smør mere, det må også hjælpe sig; men kunde I så ikke sende lidt marmelade eller sådant noget i stedet for? Jeg skal nok se, ved første lejlighed at sende de blikdåser tilbage.

Orlov bliver der ikke at tænke på, for den er helt spærret, og den bliver ikke åbnet, før vi kommer i en fast stilling igen, og det kan under alle omstændigheder tage et helt fjerdingår, og så håber jeg sandelig, at der er fred eller i hvert fald våbenstilstand. Men lad os ikke sætte os det alt for fast i hovedet, for vi er bleven skuffede så tit før.

Det er ellers forfærdeligt, hvad mange folk i Tyskland må døje af nød og sult. Men det regner de store patrioter ikke med. De mener nok, at der er intet offer, der ikke kan og skal bringes for den store sag.

Nå, nu vil jeg slutte for denne gang og håbe, at I ikke ængster jer for meget for mit vedkommende.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

14. marts 1916. Harejagt på Vestfronten

Nikolaj Kramer gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Vi laa i Stilling paa Vimy-højene, Nord for Mont de Loretto, og havde, naar vi var afløst, vort Kvarter i Avion.

Det var i Marts Maaned, og der laa en Smule Sne over Markerne.

Paa Vejen tilbage fra Skyttegraven havde vi set et Par Harer og besluttede derfor at foranstalte en Harejagt. Jeg var under denne usædvanlig heldig og skød fire Harer.

Der var i Grunden slet ikke noget Hekseri ved det, for naar vi dreven Hare op, løb den et Stykke, satte sig paa Bagbenene og saa sig om. En nogenlunde god Skytte kunde da med Lethed nedlægge den.

Vi ankom til Kvarteret med seks Harer. Tre af dem blev flaaet og gjort i Stand, kom i Gryden og blev kogt. Noget at stege dem i kunde vi jo ikke fremskaffe. Suppen blev altfor stærk, og da vi ingen  Kartofler havde, maatte vi spise det kogte Harekød med tørt Brød til, og dertil drak vi saa den grimt smagende Suppe.

De tre allerede tillavede Harer slog til i det Par Dage, vi var i Kvarteret. De andre tre blev hængt ned i Kælderen, og Madame og hendes Datter fik Besked om, at Harerne skulde blive der, til vi kom tilbage igen.

Da vi næste Gang kom fra Skyttegrav en, var der kun to Harer.

Kvinderne gik og luskede omkring og saa efter mig. Jeg anede, at der var noget galt. Jeg gik derfor bag om Huset og ind i det lille Rum, som var reserveret til de to Damer. Madame kom straks hen til mig: “Oh, la la, monsieur danois, den er jo gruelig gal, nogen har taget den ene Hare.”

Jeg var med det samme klar over Situationen og sagde, at det nok var dem, der havde spist den, men, tilføjede jeg: “I kunde godt have spist to, det havde ikke gjort noget.”

Baade madame og Datteren blev saa lykkelige, at de begge to græd. Staklerne havde ikke smagt Kød i lange Tider.

Jeg forklarede mine Kammerater Sagen, og de morede sig
derover. Vi gjorde vore to Harer i Stand og gav Kvinderne Forhalvdelen af den ene.

De to Kvinder havde fra den Dag megen Tillid til mig.

DSK-årbøger 1953

13. marts 1916. Gule ærter mod diarré …

Sønderjyden Uffe beretter om en særegen kur mod tynd mave …

Det var i Frankrig under den første Verdenskrig. Efter Strabadserne derude i Skyttegraven var det rart at komme tilbage bag Fronten. Og nu laa vi da her og “gassede” os og havde det rart.

Dog havde jeg det nu ikke saa rart; min Mave og jeg laa i Krig med hinanden. Jeg havde en ret voldsom Diarrhé, og den, der har prøvet det, ved, hvad det vil sige.

Da jeg følte, at jeg havde lidt længe nok, gik jeg en Dag hen til vor Sanitets-Underofficer for at bede ham om et Middel til at bekæmpe Sygen med. Walther, som han hed, var nu saadan en flink og forstaaende Mand, saa han fandt snart den nødvendige Medicin
frem til mig.

“Se her,” sagde han, “her faar du nu disse Piller, og naar du kommer hjem, tager du straks to af dem. I Aften igen to og saa i Morgen tidlig de sidste to. Efter al Erfaring skulde du saa være kureret.”

“Ja, det er godt, Walther,” svarede jeg, hvorefter jeg forlod hans efter vore Forhold ret komfortable Paulun. –

Undervejs hjem til mit Kvarter skal jeg tilfældigvis netop forbi det  Sted, hvor vi har vort Feltkøkken – vor Gullaschkanon, som vi kalder det her, – staaende.

Jeg falder her i Snak med vor alles saa gode Ven, Kokken. – “Naa, Willem, hvad lyder saa Menuen paa i Dag?”

– “Hvad? Kan du ikke lugte det? Gule Ærter,” bemærker han leende.

– “Hvad? – Gule Ærter? Min Livret – og det netop i Dag!”

Jeg har nu altid været en ren Hund efter denne vidunderlige, livsalige Ret, og tænk, saa maa man netop nu i Dag forsage den ….

Ja, hvad er der vel her at gøre? – Jeg staar og overvejer Sagen. – Jeg maa jo tage en Beslutning, og da slaar det pludseligt ned i mig: “Du kan jo, ja, hvad kan jeg?” –

Jeg staar med mine Piller i Haanden og overvejer Sagen. – Piller
eller Ærter? – En efter en sluger jeg de smaa hvide Tingester. – Se saa, nu er den sidste forsvundet.

Ja, I kan tro, jeg spiste Ærter den Dag.

Om det var Pillerne eller Ærterne, der gjorde det af med den væmmelige Diarrhé, ved jeg ikke. Men Hovedsagen var, at jeg var blevet fuldstændig kureret for min Syge.

DSK-årbøger 1953

7. marts 1916. Død på hjemrejsen og brasekartofler uden fedt

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saarede.
Landstormsmand de Cuveland, en Søn af tidligere Postsekretær de Cuveland i Aabenraa er bleven saaret under Kampene ved Verdun. Han befinder sig ifølge “A.T.” for Tiden i Reserve-Lasarettet Wadgassen ved Saarfloden.

Oskar Peters, en Søn af Landmand J. Peters i Mejlby ved Lindtrup, har skrevet hjem, at han under kampene i Champagne er bleven ramt i højre Overarm af en Geværkugle og er bleven indlagt paa et Lasaret.

Paa Lasaret.
Gaardejer Mads Due fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig siden i September Maaned i Fjor, er kommen paa et Lasaret paa Grund af Blodforgiftning i den ene Haand.

Savnede.
Om Gaardejer Hans Petersen fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig, meddeles, at han er savnet.

Hjemme paa Orlov.
Barber Mikkelsen fra Gramby, der ligger paa Lasaret i Flensborg, og Hans Schmidt fra Tiset, der ligger i Garnison i Bremen, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Om Stegning af Kartofler næsten uden Fedt skriver Wolffs Efterretningstjeneste for Ernæringsspørgsmaal, at man kan smelte en lille Smule Fedt i Panden og derefter straks hælde det af igen. Saa kommes Kartoffelmos i Panden, dækkes med et tæt Laag og steges et Kvarter. derefter vendes Kartoffelmassen og steges igen et Kvarter. Man kan ogsaa blande Klipfisk eller Marmelade eller frugtmos i Kartoffelmassen.

Et Flugtforsøg. (S.Z.) Fire russiske Fanger, der var satte i Arbejde i Himmark i Svenstrup Sogn, blev i Fredags Morges sendte ud paa Marken. Kort Tid efter var de forsvundne. Men noget senere blev de anholdte i Helved og derpaa om Eftermiddagen førte med Togen til Sønderborg. Ved deres Ankomst til Helved havde de spurgt, om de var i Danmark.

Død paa Hjemrejsen. (V.T.) Gefreiter Hans Johansen fra Sønder-Løgum har, efter hvad hans Søskende har faaet Vished om, fundet Døden ved et Ulykkestilfælde paa sin første Orlovsrejse hjem, efter at han havde staaet halvandet Aar paa tre forskellige Krigsskuepladser.

26. februar 1916. Ribe Stiftstidende: Verdun sætter spor i tabslisterne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Faldne nordslesvigere

Siden sidste meddelelse her i bladet den 17. februar er falden 45, hvorved de dødes tal er steget til 3366 og et større mandefald kan ventes, hvis det er alvor med offensiven på vestfronten.

De faldnes navne er:

Chr. Nielsen fra Sillerup, der nævnes ovenfor, er søn af murermester Nielsen, der har fristet den tunge skæbne at miste sine tre ældste sønner i krigen.

Nu er der kun én søn tilbage. Han er 18 år gammel og tagen til soldat.

Æggehvide-halmkraftfoder

Kredsudvalget i Haderslev meddeler bl.a.: Under betegnelsen ”æggehvide-halmkraftfoder” leverer de tyske landmænds indkøbsforretning med begrænset hæftelse i Berlin et fortrinligt fodermiddel til heste, hornkvæg og svin. Foderet består af malet og præpareret (”ausgeschlosenes”) halm med tilsætning af melasse og æggehvide.

Efter foreliggende skøn står foderet i værdi ikke tilbage for godt majsført.

Foderet indeholder 55 procent halm-tørstof, hvoraf 90 procent kan fordøjes, 22 procent kvælstoffri bestanddele, deraf 13 procent sukker, 10 procent råprotein, deraf 6 procent fordøjelig æggehvide og 2 procent mineralbestanddele. Vandindholdet overstiger ikke 14 procent.

Kartofler

er dagens brændende spørgsmål i ikke få familier i Haderslev, skriver ”Dannevirke”. Den begærede vare er ved at slippe op for mange, ja, der skal findes familier, som ikke har haft kartofler i 14 dage, men i den tid har måttet nøjes med kålrabi.

Hvidkål skal det også være småt med; mangen husmor har gået forgæves til grøntvarehandlerne for at få et hvidkålshoved.

Salget af svinekød

I går fandt udsalg sted i Toftlund af 3 af kommunens slagtede svin. Det blev næsten til stormløb for at få noget med i kurven hjem.

Ingen fik noget skænket, thi enhver måtte betale svinekødet med en ret antagelig pris pundet.

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

2. september 1915. Østafrika: Nis Kock fremstiller granater

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg fortsatte et Par Maaneder min Tjeneste i Skyttekompagniet og vilde vel engang være blevet udtaget og sendt til en af Fronterne, som flere af Kammeraterne allerede var blevet det, da Overfyrværker Stache tilfældigvis kom gennem Byen. Han havde alt, hvad der sorterede under Ammunition og Tilberedning af Ammunition, under sig, og han søgte en Mand, der kunde være ham behjælpelig med at behandle Ammunition. Tilfældigvis kom han i Forbindelse med vor Intendant paa „Kronborg“ , Anker Nissen fra Haderslev, der varmt anbefalede mig til dette Arbejde.

Stache kom samme Dag til mig og spurgte, om jeg havde Lyst til at blive Ammunitionsunderofficer. Det var, sagde han, et farligt Arbejde, men det var jo ikke den eneste Risiko, man løb her i Østafrika i Øjeblikket. Jeg var parat til, hvad det skulde være, til at afgaa til Fronten, til at skille og samle Granater og andet Djævelskab, blot jeg kunde blive fri for at gøre Geværgreb i Daressalam, og allerede samme Dag blev jeg taget ud af Skyttekompagniet, dog med den Forpligtelse at skulle møde ved Havnen, hvis Englænderne forsøgte Landgang. Jeg blev endvidere udnævnt til Underofficer, hvilket gav højere Løn, jeg fik anvist et Værksted og en Del Indfødte til at gøre det grovere Arbejde, og i næsten et Aar boede jeg nu i Daressalam i Egenskab af „Vaabenfabrik“ og lærte Byen at kende som kun faa Byer, jeg har boet i.

Jeg havde et udmærket Logi, kunde tillade mig at spise paa et godt Hotel, havde Saidi til min personlige Opvartning hjemme hos mig selv og en Mængde Sorte under mig paa Værkstedet. Jeg var min egen Herre, hvad Arbejdet angik, og havde ofte megen Tid til min Raadighed, saa jeg kunde tillade mig at besøge Plantageejere i Omegnen af Daressalam, hvor jeg efterhaanden erhvervede mig en ret stor Bekendtskabskreds. Det var et stilfærdigt og heldigt Aar for mig, kun nu og da afbrudt af Sygdom og meget strengt Arbejde, naar der stilledes store Krav fra Fronterne, som dog foreløbig laa stille.

Daressalam var en stor, smuk By, med brede smukke, rene Gader, og en talrig Befolkning. Den bestod som Tanga af en hvid By, en Inderby og en Negerby. Tre Verdensdele mødtes her paa denne Plet Jord, men holdt sig dog skarpt adskilt. Den hvide Stenby laa for sig, de indiske Bazargader for sig, og Negrenes Græshytteby for sig, men Bydelene gled dog jævnt over i hinanden. Havnen var meget stor og havde været meget kostbar at bygge, da der ikke er nogen naturlige Betingelser for Havneanlæg. Der laa en Del sænkede Skibe i den, sænket dels af Tyskerne selv og dels af Englænderne ved Beskydning, og i den Tid, jeg var der, kom der ikke et eneste Skib ud eller ind i Havnen — saa fuldstændig var Byen blokeret af de engelske Skibe, hvis Skorstensrøg man næsten daglig kunde se langt ude i Horisonten.

Mit Arbejde var meget forskelligt. Min første Opgave var at lave Tændrør og montere en Mængde smaa 3,7 cm Granater til Revolverkanoner. Det lykkedes saa godt, at Stache var himmelhenrykt og beroliget rejste sin Vej til Byen Morogoro, hvor han havde Opsynet med de store Ammunitionsdepoter. I lang Tid arbejdede jeg med disse Granater, hvoraf jeg kunde montere ca. 30 om Dagen, hvilket var, hvad en Revolverkanon kunde haspe af paa et halvt Minut, men dog bedre, end hvis der slet ikke blev gjort noget.

Senere konstruerede jeg efter Staches Anvisning en Del Jordminer, der blev sendt til Nordfronten, og senere igen begyndte jeg at dreje engelske 4 Tommer Granater ned til tyske 8,8 cm Kaliber. Man havde taget de lette 8,8 Kanoner fra Krydseren „Kønigsberg“ s Vrag og anvendte dem nu som Feltskyts rundt omkring paa Fronterne. Det var i Øjeblikket det kraftigste og mest moderne Skyts, som de tyske Tropper raadede over, og det drejede sig jo kun om nogle ganske faa Kanoner.

Men kort Tid efter lykkedes det at bjerge alle „Kønigsberg“ s store, langtrækkende 10,5 cm Kanoner, hvortil der fandtes en Mængde Ammunition. De blev monteret paa Hjul fra Jernbanevogne og slæbt til alle Fronter, hvor de gjorde en forfærdelig Virkning, navnlig i Begyndelsen, da Englænderne ikke anede, at de kunde blive udsat for Beskydning af Kanoner af dette ret svære Kaliber. Denne  Ammunition fik jeg dog intet at gøre med i Daressalam, men kort Tid efter at jeg var kommet til Byen, blev der opstillet to „Kønigsberg“-Kanoner i et Batteri bagved Byen for at forsvare den mod Beskydning fra Søsiden, hvad dog kun til Dels lykkedes.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

15. juni 1915. Hans Petersen tæt på nervøst sammenbrud

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

15. juni kl. 08.00-18.00

Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.

Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.

Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.

Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.

Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«

Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.

Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.

"Blitzlichtaufnahme" fra Hemmesens album
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)