Tag-arkiv: Aurillac

4. april 1919. H.C. Brodersens sidste dag i Aurillac krigsfangelejr. “Kun én Ting beskæftiger Tankerne og stemmer Sindet til Vemodighed…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:43

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  vi  da  klar  til at  sige  Farvel,  og  det  er  ikke  med  vemodige  Tanker,  vi  forlader  dette  Sted.  Tøjet  er  pakket,  og der  er  afleveret,  hvad  vi  ikke  maa  faa  med  os. 

Kun  én  Ting beskæftiger  Tankerne  og  stemmer  Sindet  til Vemodighed,  og det  er  dette,  at  2  Kammerater  ikke  skal med  hjem.  De  havde den  sidste  Nat  i  Kirken  været  saa  uheldige,  at  de  var  kommet  til at  støde  Madonna  med  samt  Jesusbarnet  ned  fra  deres  Stade,  og  Resultatet  heraf  var,  at  hele  Stadsen  laa  i mange  Stumper  paa  Gulvet. 

Nu  skulde  de  uheldige  afsone Straffen  for  deres Uforsigtighed. Bagved  Vinduerne  til  „Prisson”  ser  vi  deres  Ansigter,  medens  vi  gaar  omkring  og  venter  paa  at  blive  ført  til  Toget,  der  skal  bringe  os  et  Stykke Vej  hjemad.  Mon  ikke  de  kommer  med?

Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

 

3. april 1919. H.C. Brodersen og de andre krigsfangere i Aurillac må endelig rejse “Hjem efter næsten 5 Aars Fraværelse.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:45

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  kommet  tilbage  til Lejren  og  skal  hjem.  Hjem,  hvor dejligt  lyder  det  ikke.  Hjem  efter  næsten  5  Aars  Fraværelse. Hjem  til  Familien  og  hjem  til  Arbejde.  Nyttigt  Arbejde.

Vi ligger  i  en  Kirke,  hvor  der  vel  aldrig  før  har  hersket  et  saa muntert  Liv .  Fra  sit  ophøjede  Stade  ser  Madonna  næsten vemodigt  ned  over  den  urolige  Forsamling.  Men  vi  ænser det  ikke.  Alt  er  i  Opløsningens  Tegn.  Det  gaar  hjemad. 

I en  lille  Landsby  et  Stykke  udenfor  Myrat  modtog  vi  Meddelelse  om,  at  vi  skulde  til  Nordfrankrig  for  at  oprulle  Pigtraad.  Vi vidste  ikke,  hvad  vi  skulde  tro,  da  vi  blev  ladet  i Toget  efter  Aurillac,  men  da  der  undervejs  kom  flere  Arbejdshold  til,  der  vidste,  at  den  første  Transport  allerede var  afgaaet  de  sidste  Dage  i  Marts,  kendte  Jubelen  ingen Grænser.  Saa  var  det  dog  sandt.  Vi skulde  hjem.  Stearinlys oplyser  Kirken  fra  alle  Hjørner,  og  fra  alle  Sider  lyder  Sangen:  „Hjem,  Hjem,  mit  kære  Hjem,  thi  intet  Sted  paa  Jorden  er  skønt  som  du  mit  Hjem”.

 

14. januar 1919. Hans Peter Hansen keder sig i Aurillac

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.

En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.

Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra.  Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.

Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.

Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted,  og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.

Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.

Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.

Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man  næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …

De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.

Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.

DSK-årbøger 1961

24. december 1918. H.C. Brodersen oplever juleaften i fangenskab. “Der er Stemning, men ikke Julestemning”

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aften  staar  Humøret  noget  højere.  Der  er  kommet  Pakker  hjemmefra,  og  ikke  mindst  fra  Gymnastikdirektør  N . H . Rasmussens  beskikkede  „Gudmødre”. 

Vi har  faaet  Penge  og Barberkniv,  og  til  i  Aften  har  vi  besørget  et  Par  enkelte Flasker  „Vin  blanc”,  som  vi  særlig  har  kastet  vor  Kærlighed  paa.  Der  er  Stemning,  men  ikke  Julestemning.  Der  bliver  sunget,  men  ikke  Julesalmer.

 

17. december 1918. H.C. Brodersen kæmper med forholdene som krigsfange. “…Var jeg blevet paa den anden Side, havde jeg forlængst været hjemme.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

V i  har  hver  Dag  ventet  paa  at  høre  Nyt  fra  Lejren  om  at komme  hjem,  men  intet  hører  vi.  Forbindelserne  hjemefter er  nu  i  Orden,  og  Aviserne bringer  Nyt  om,  hvad  der  foregaar.  For  Resten  er  vi  meget  daarligt  stillet. 

Penge  har  vi ingen  af,  og  Barberkniv heller  ikke.  Skægget  gror,  som  det vil,  da  vi ikke  kan  blive  skrabet.  Føden  er  knap  og  ikke  god. Undertøjet  er  slidt  op,  og  vi  fryser  om  Natten. 

Jeg  har  tit ærgret  mig  over  at  være  blevet  taget  til Fange  saa  sent  som i  Oktober  Maaned. Var jeg  blevet  paa  den  anden  Side,  havde jeg  forlængst  været  hjemme.  Hvor  længe  endnu  mon  dette skal  vare?

 

 

12. november 1918. H.C. Brodersen oplever krigens afslutning sammen med den franske befolkning.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Arbejdet  her  kan  vi  sagtens  overkomme,  og  det  samme  er Tilfældet  med  de  Rationer  af  Levnedsmidler,  der  bliver  os tilmaalt.  I  Gaar  var  der  Klokkeringning  og  Begejstring  i Byen.  Der  var  indtraadt  Vaabenstilstand,  blev  der  fortalt.

Foran  Vinduerne i  vort  Kvarter samlede  Folk  sig  og  raabte: „Giume  kaput.  Giume parti  Holland.”  „Giumeici , ”  sagde  de og  gjorde  en  Betegnelse  omkring Halsen, der  ikke  var  til  at misforstaa.  Nu  venter  vi  hver  Dag  paa,  at  vi  skal  hjem.

[“Guillaume” er den franske version af “Wilhelm”, RR]

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

6. november 1918. Krigsfange H.C. Brodersen nyder et par flasker “Vin blanc”

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kæmpede siden i adskillige andre regimenter. I oktober 1918 blev han taget til fange af franskmændene.

Trods  det,  at  jeg  er  „Sousoffice”  og  saaledes  ikke  maa  arbejde,  lykkedes  det  mig  ved  Fuglsangs  Hjælp  at  komme  ud paa  Landet,  hvor  vi  skal  afløse  spansksyge  Kammerater.

Vi havde  forinden  af  „Styrelsen”  faaet  hver  ti  Franc,  som  var indsamlet  blandt  Venner  i  Danmark,  og  som  vi  paa  et  Postkort  sendte  Gymnastikdirektør  N .  H .  Rasmussen  Kvittering for.  Det  var  samtidig  en  Meddelelse  til  Hjemmet  om,  hvor vi  opholdt  os.

Arbejdsholdet  bestod  af  ti  Mand  og  mest  af Bekendte.  I  Dag  er  det  min  Fødselsdag,  og  i  den  Anledning maa  jeg  af  med  et  Par  Flasker  „Vin  blanc”.  Den  er  ikke daarlig.

 

3. november 1918. På vej hjem via Schweiz

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Jakob Hansen, Holbøl, der havde siddet i Aurillac, blev udvalgt og kom med en transport sidst i oktober 1918. Han fortæller (fortsat):

Efter nogle dages rejse blev vi indkvarteret i en større fangelejr. Her traf vi sammen med andre kammerater.

Der var nogle iblandt dem, som slet ikke ville høre tale om, at krigen snart var forbi. De betingelser, som de allierede stillede, var uantagelige. Tyskland måtte altså kæmpe videre.

Vi lod dem blive i den tro . . .

Opholdet i samlelejren var ikke det bedste. Man fortalte os, at vi havde modtaget forplejning til næste dags middag; men sandheden var, at vi slet ikke havde fået noget som helst i de sidste dage.

Næste dags morgen fik vi dog kaffe og brød, og i øvrigt var forplejningen nogenlunde i den tid, vi var der. Vi var de første, som ankom, så vi måtte blive i lejren nogle dage, indtil transporten var samlet. Vi kom her sammen med nogle andre tyske krigsfanger, men der var dog ingen, der sagde noget til os, fordi vi havde været i en særlig lejr.

I den tid, vi havde været i Aurillac og havde arbejdet hos bønderne, havde vi glemt den militære disciplin. Den måtte vi nu igen mande os op til. I lejren regerede en kaptajn og nogle sergenter, og det var nogle skrappe herrer.

Under vort ophold i lejren blev vi fotograferet, fik taget fingeraftryk og man noterede hele vort levnedsløb. Dette var sikkert en sikkerhedsforanstaltning, thi ifølge overenskomsten måtte hjemsendte krigsfanger ikke anvendes til krigstjeneste, men kun i garnisonen.

Omsider var alle formaliteter i orden, og vi kunne marchere til banegården. I Lyon blev vi hentet af et Røde Kors-tog, og så gik det hjemad.

På vejen til den franske grænse havde vi franske soldater med som bevogtning. Den blev på rejsen gennem Svejts overtaget af svejtsiske soldater. Vi fik ikke noget at se på rejsen gennem Svejts, for rejsen foregik om natten. — Dog blev vi flere gange beværtet med brød, pølser og chokolade.

DSK-årbøger 1962

29. oktober 1918. H.C. Brodersen skal til danskhedsprøve. “…De er ikke meget Dansk…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Aurillac, 29. Oktober 1918.

Medens vi i Gaar Morges sad og ventede paa Risengrøden, blev jeg kaldt ind til „ Prøve” : „De er Sergeant, som C i vil Postbud, De er ikke meget dansk. De maa være tysksindet og hører ikke hjemme her.

Hvorfor har De meldt Dem hertil?”

Det var Tolken, den franske Sergeant, der havde afhørt mig, der saadan tog paa Vej. Jeg nægtede at være tysksindet og bad om at maatte blive her.

„Er De indmeldt i „Kriegerverein”?” spurgte han,

Jeg nægtede det og kunde med god Samvittighed gøre det. Der blev dog ikke i første Omgang truffet nogen Bestemmelse angaaende mig, og jeg maatte tilbage i Kachotten. De andre kom alle for, den ene efter den anden, og de blev sigtet i den Grad, at der til Slut kun var nogle faa Stykker.

Paany blev jeg kaldt ind, og i Korridoren, der førte til Kontoret, mødte jeg Skorstensfejeren. „Jeg blev afvist/’ raabte han til iriig, „se at komme bagefter, Mojn!” Nu blev den arme Djævel ogsaa snydt for Risengrøden, tænkte jeg, medens han under blinkende Bajonetter blev ført af Sted, og Døren smækkede i efter ham. „Farvel, Julius,” raabte jeg, men han hørte det vist ikke.

„Hvor er De født?” begyndte Sergeanten igen.

„I Sotrup!”

„Paa Angel?”

„Nej i Sønderborg Kreds!”

Han spekulerede noget og sagde saa: „Det er ligemeget, De hører ikke hjemme her. De kan rejse med de andre!” Han samlede nogle Ark Papirer sammen, medens jeg bagved hans Skulder vinkede til Bekendte, der havde samlet sig udenfor Vinduet.

„Kender De nogen af dem derude?” spurgte Sergeanten.

„Ja, der staar da Chresten Vrang fra Egen, og histovre staar min Svoger, og ved Siden af ham staar der et Par fra Kliplev.”

„De kan blive her,” erklærede han nu.

Jeg blev, og der var Risengrød nok til mig, da jeg fandt Vej til Køkkenet. Da jeg var færdig med Risengrøden, skulde jeg i Bad. Det glædede jeg mig til, men det blev kun en stakkel Glæde. En Vagtmand skulde hjælpe mig, og det gjorde han paa en saadan Maade, at han med en halvslidt Riskost skruppede paa mine Rygstykker, som om der sad tommetykt Lag Skidt paa dem, og som om han fik Betaling for afskruppede Kubikmeter.

Det endte da ogsaa med, at jeg rendte min Vej. Hos Chresten Vrang og „ 23 ” fik jeg Undertøj af deres private Beholdning, og i „Kirken” har jeg fundet mig tilrette blandt Landsmænd, der alle venter paa, at Krigen skal holde op, at vi kan komme hjem.

 

28. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” møder en anden sønderjyde på vej til Aurillac. „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Under  Laas  og  Slaa  sidder  vi nu  her  i Hullet  i  den  sønderjyske  Fangelejr  og  studerer  ivrigt  Navnene  paa  Væggene. De  er  indridset  i  Kalken  og  ender  allesammen  paa  „sen”. Skorstensfejeren  bemærkede  ganske  rigtigt,  at  vi  ikke  er helt  ude  af  Kurs  denne  Gang,  endskønt  vi  endnu  ikke  har talt  med  nogen  Landsmand. 

Dog  jo,  der  var  nemlig  en  Stemme  ved  den  aflaasede  Dør,  der  spurgte:  „Hvad  kan  I  ha’  til Unnen?”  Dette  Spørgsmaal voldte  os  nogle  Vanskeligheder, thi  vi  var  i  lang  Tid  ikke  blevet  stillet  overfor  Afgørelsen af  et  saadant.  Stemmen  udenfor  foreslog  nu  Risengrød,  og Skorstensfejeren  mente  hertil:  „Kog  bare  ikke  for  lidt.” 

Undervejs  havde  vi  faaet  et  nyt  Medlem.  Paa  den  Station,  hvor vi  skulde  skifte,  havde  vi  Ophold  fra  K l . 10  Aften  til  næste Morgen,  og  vi  fik  derfor  anvist  en  Lade  med  dejligt  frisk Halm.  Da  jeg  i  Morges  vaagnede,  kravlede  en  Skikkelse  ud af  Halmen  ved  Siden  af  mig.  Skikkelsen  gned  sig  over  Øjnene  og  sagde  saa:  „ Æ  tøt  jo  nok,  dæ  var  kommen  Fremmed.” 

Det  blev  nu  levende  i  Halmen  omkring,  men  Skorstensfejeren  bandte  over  Forstyrrelsen  og  mente,  at  der  ikke var  noget  at  staa  op  efter.  „Hvem  er  du?”  spurgte  han  dog for  at  tilfredsstille  sin  Nysgerrighed. „Ja,  mit  Navn  er  da  Chresten,  og  jeg  stammer  fra  Sundeved,”  lød  Svaret.

Synlig  tilfreds  med  denne  Oplysning  borede  Skorstensfejeren  sig  atter  ned  i  Halmen  og  brummede,  at  han  frøs som  en  Hund.  „Nu  har  vi  bjerget  Livet  saa  vidt,”  sagde han,  „og  nu  lader  de  Halunker  os  vel  ligge  her  og  fryse ihjel. 

Jeg  gad  vide,  om  vi  faar  nogen  Morgenkaffe?  Satan skulde  tage  dem  allesammen!” „Da  vil  jeg  godt  undvære  Morgenkaffen,  nu  da  jeg  kan ,  tænke  paa  at  komme  hjem  med  Livet  i  Behold.”  mente  den nye  Kammerat  og  fortsatte  smaadrillende,  „men  der  findes jo  Folk,  der  aldrig  er  tilfreds.  Jeg  er  kun  glad  for,”  sagde Chresten,  „at  vi  nu  snart  er  i  Aurillac,  thi  der  faar  vi  det godt.”

„Da  tror  du  vel  ikke,  at  Franskmændene  indretter  det bedre  for  Sønderjyderne dér,  end  de  har  det  i  andre  Fangelejre,”  spurgte  Skorstensfejeren.  Det  vilde  da  ogsaa  være urigtigt,”  mente  han,  „enhver  tysk  Soldat  kan  vel  være  lige god,  hvad  enten  han  stammer  fra  Sønderjylland eller  Polen.”

„Ja,  naar  du  er  tysksindet,  behøver  du  da  heller  ikke  at melde  dig  derhen,”  sagde  Chresten,  „og  saa  kan  du  jo  kun takke  din  store  Fædrelandskærlighed for,  at  du  sidder  i  det, som  du  gør!” „Sagde  du  Fædrelandskærlighed?”  kom  det  fra  Halmbunken.  „Nej,  du  kan  stole  paa,  det  er  ikke Fædrelandskærligheden,  der  har  bragt  mig  hertil,  og  hvis  du  vil  det,  maa  du godt  have  hele  mit  Fædreland, hvis  blot  du  kan  skaffe  mig en  Kop  Kaffe!”

„Jeg  skal  ikke  have  noget  af,  hvad  du  kalder  for  dit  Fædreland,”  sagde  Chresten,  medens  han  i  Smaatrav  op  og  ned ad  Gulvet  søgte  at  holde  Fødderne  varme,  „men  enhver  holder  jo  af,  hvad  han  kalder  for  sit.  Det  gør  jeg  da  i  hvert Fald,  og  mit  Fædreland  giver  jeg  nu  ikke  Afkald  paa  for  en Kop  Kaffe.” „ Du  er  godt  tosset/’  svarede  Skorstensfejeren,  der  nu havde  sat  sig  over  Ende  i  Halmen,  „du  synes  ikke  at  have lært  noget  af  Krigen.  Har  du  da  ikke  for  længe  siden  opdaget,  at  Parolen  om  Fædrelandskærlighed  er  en  Ting,  der gengives  af  en  Grammofonplade,  der  anvendes  hver  Gang der  skal  tegnes  Krigslaan  eller  der  agiteres  med,  hver  Gang det  er  nødvendigt  at  skabe  en  Stemning,  naar  nogen  sløjer af.  Hvad  mener  du?”  spurgte  Skorstensfejeren,  idet  han vendte  sig  mod  mig. Ja, jeg  synes  nu,  at  Chresten  ikke  har  helt  Uret,”  svarede  jeg,  „men  der  er  jo  det  at  sige,  at  fordi  man  holder  af sine  Nærmeste  og  sit  Hjemland  og  tror,  at  det  er  noget  af det  bedste,  man  har,  behøver  man  ikke  at  tro,  at  de,  man ikke  er  i  Familie  med  eller  andre  Mennesker  Verden  over ikke  er  lige  saa  gode.

Og  man  maa  da  aldrig  i  sin  Egenkærlighed  gaa  saa  vidt,  at  man  hader  andre  eller  lader  haant om  andres  Meninger.” „ Du  har  Ret,”  svarede  Skorstensfejeren,  „enhver  So  holder  af  sine  Grise,  og  derfor  bliver  det  hele  til  Griseri.  Men nu  skal  jeg  sige  jer  noget,”  sagde  han,  medens  han  stod  op og  pillede  Halmstraaene  fra  Haaret.  „ Tror  I,  at  Turkusserne,  Zuaverne,  Negrene  eller  Amerikanerne  kæmper  af  Kærlighed  til  deres  Fædreland? 

Nej,  I  kan  tro  nej,  de  er  kommanderet  til  det  lige  som  alle  vi  andre,  og  har  lige  som  vi faaet  indpodet  noget  om  krænket  Nationalitetsfølelse  og Ære ,  og  i  disse  Ting  er  saa  Skærmbrættet  for  Krigen  og  national  Rovdrift!” „Du  er  da  vist  Professor  eller  Rigsdagsmand  i  Civil ? ” spurgte  Chresten,  „thi  det  er  da  forfærdeligt,  som  du  kan snakke,  men  det  kan  saamænd  ikke  lønne  sig  at  hidse  sig  op om  den  Ting . ” „ Nej , ”  svarede  Skorstensfejeren,  „jeg  er  ingen  af  de  Dele, du  nævnede,  men  jeg  skal  sige  dig  een  Ting,  min  Haandtering  tillader  mig  at  se  det  hele  ovenfra.  Jeg  er  nemlig  Skorstensfejer.”

„Du  er  en  løjerlig  Fisk,”  lo  Chresten,  „og  jeg  er  lige  ved at  give  dig  Ret,  men  sig  mig,  du  har  vel  ikke  en  Cigaret?” „Det  skal  du  faa,  Chresten,  men  naar  du  er  ved  at  give mig  Ret  i  den  ene  Ting,  vil jeg  gerne  høre  din  Mening  om et  andet  Punkt.” „Naa,  hvad  er  saa  det  da,”  spurgte  Chresten,  medens  han med  sine  kolde  Fingre  gjorde  flere  forgæves  Forsøg  paa  at rulle  sig  en  Cigaret. „Det  skal  jeg  sige  dig,” svarede  Skorstensfejeren,  medens han  pustede  Røgen  fra  sin  Cigaret  lige  i  Ansigtet  paa  Chresten. 

„Hvad  mener  du  om,  hvis  I  Bønder  derinde  paa  Sundeved  ligesom  i  gamle  Dage,  medens  I  blev  bundet  paa  Hænder  og  Fødder,  blev  sat  paa  en  Træhest  og  ude  af  Stand  til at  gøre  Modstand  blev  pisket,  blot  fordi  —  skal  vi  sige  —  I ikke  var  i  Stand  til  at  betale  Eders  Skatter?” „Nu  tror  jeg  da,  du  pjatter,”  sagde  Chresten  foragteligt, „saadant  noget  kunde  gaa  for  2—300  Aar  siden,  men  det  er der  dog  ingen,  der  vilde  finde  paa  nu,  og  for  Resten  har  det jo  ikke  det  allerbitterste  med  det  at  gøre,  vi  taler  om  nu.”

„Ser  vi det,  ser  vi det,  lille  Chresten,  det  var  netop  det,  jeg vilde  have  dig  til  at  sige.  Synes  du  ikke,  at  det  vilde  være godt,  om  vore  Børn  eller  Børnebørn  kunde  sige  det  samme om  200  og  helst  om  50  Aar, hvad  du  nu  sagde  til  den  tossede  Skorstensfejer,  at  en  Krig ,  som  den  vi  har  oplevet,  var utænkelig,  og  om  de  kunde  sige:  Sikken  noget  grusomt  Pjat, hvad  Chresten?  Hvad,  har  jeg  ikke  Ret?” Chresten  blev  Svar  skyldig,  thi  vi hørte  nu  en  fjern  Futten  og  Fløjten,  der  viste  sig  at  hidrøre  fra  Toget,  som  vi skulde  med.  Vi fik  ingen  Kaffe,  hverken  dér  eller  under  Vejs, men  nu  sidder  vi  og  venter  paa  Risengrøden.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

27. oktober 1918. H.C. Brodersen får lov til at blive forflyttet til Aurillac krigsfangelejr.

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  vilde  være  en  Overdrivelse  at  notere,  at  Polakkerne, der  har  Lejr  her,  har  været  flinke  eller  blot  taalelige  overfor  os.  Feldveblen,  der  førte  Kommandoen  over  Kompagnierne  her,  forlangte  paa  det  bestemteste,  at  vi  skulde  tale polsk.  Jeg  forklarede  ham,  at  han  forlangte  det  umulige,  eftersom  vi  ikke  kendte  hans  Landsmænds  Sprog.  Men  det blev  meget  værre  heraf. 

Han  mente,  at  vi havde  „ snydt ”  os til  at  komme  i  den  polske  Lejr,  og  da  vi  i  Formiddags  havde mundhuggedes  om  dette  Forhold,  mente  han,  at  han  nu  nok skulde  sørge  for,  at  vi  kom  hen,  hvor  vi  hørte  hjemme.  Jeg bad  ham  om  det,  da  vi  jo  ikke  havde  noget  højere  Ønske.

Meningerne  herom  har  vel  dog  været  noget  forskellige,  thi han  meldte  mig  til  „le  commandant”.  Et  Par  Timer  efter stod  jeg  overfor  en  gammel,  hvidhaaret  Herre,  der  tiltalte mig  i  det  polske  Sprog  og  paa  en  meget  brysk  Maade.  Jeg forklarede  ham  paa  Tysk,  hvem  vi  var,  og  hvad  vi  vilde.

„Le  commandant”  var  straks  klar  over  Forholdet,  og  han spurgte  mig  nu  meget  indgaaende  ud  om  Forholdene  i  Slesvig  og  mente  slutteligt,  og  ogsaa  han  kunde  tale  dansk.  Han gjorde  et  Forsøg,  og  vi  forstod  hinanden  udmærket.  Hans danske  Sprog  var  dog  mere  Svensk  end  Dansk,  men  han fortalte  nu,  at  han  for  mange  Aar  siden  havde  været  i  Skandinavien  og  dengang  ogsaa  havde  været  paa  Dybbøl. 

Ved en  god  Cigar  sludrede  vi  om  Folk og  Forhold,  og  da  Feldveblen  noget  efter  blev  kaldt  ind,  blev  han  noget  lang  i  sit i  Forvejen  lange  Ansigt,  da  han  saa,  hvilken  Vending  Sagen havde  taget. 

Vi  var  6  Mand,  der  ønskede  at  komme  til Aurillac,  og  „le  commandant”  lovede  os,  at  vi  skulde  komme af  Sted  endnu  samme  Aften.  Selvfølgelig  skulde  vi  have rent  Undertøj  og  noget  at  spise,  hvilket  Feldveblen  udtrykkelig  fik  Ordre  til  at  give  os.  Vi  fik  alle  vore  beskedne  Ønsker  opfyldt,  og  Feldveblen  var  nu  blevet  rigtig  flink. 

Kun den  Omstændighed, at  vi  om  et  Par  Timer  skal  sige  Farvel til  ham,  gør,  at  vi  sikkert  ikke  bliver  helt  gode  Venner  med ham.  Der  er  ikke  tiltænkt  os  nogen  Ledsager,  saa  vi  skal rejse  som  fri  Mennesker  og  har  faaet  tydelig  Besked  paa, hvor  vi  skal  skifte  Tog  i  Retning  Aurillac.

 

26. oktober 1918. Krigsfange på hospitalsarbejde i Tours

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.

(… fortsat)

Vi havde vel været i denne lejr en fjorten dages tid eller så, da vi fra Slesvig fik besked om, at vi skulle bort.

Vi to danskere og de fire andre — holstenere — fik alle ansættelse på et hospital inde i Tours. Holstenerne fik deres arbejde ude i den  store park. Nis Schmidt fik et job som rengøringskone. Han fejede hospitalsgangene.

Jeg kom til at hjælpe med på operationsstuen. — Mit arbejde var ret afvekslende. Jeg tømte operationsspande, bonede gulve, hjalp til blandt de sårede eller syge, når de skulle transporteres ud eller ind.

Vi var godt tilfredse med arbejdet. Her kunne vi passe os selv, og forplejningen her var ret god. Vi var altid pæne og rene i tøjet. Det kneb nok med sproget, og fransk er jo ikke så let et sprog at lære.

Om eftermiddagen havde jeg efter endt hospitalstjeneste min gang nede i køkkenet. En mindre flok kvinder sad her og skrællede  kartofler. Også jeg fik lov at hjælpe til. Der blev altid budt på et glas te, og det var jo altid noget. Man forstod dog ikke et kuk af, hvad de sagde. Men som dagene gik, lærte man jo både det ene og det andet.

En dag skete det, at jeg løb på en fransk løjtnant. Vi kom i snak, for han kunne tale lidt gebrokkent tysk. Under vor korte samtale viste det sig, at vi havde ligget over for hinanden under kampene i  Argonnerne.

Herefter kom han snart hver dag hen og fik en lille samtale med mig.
En dag kom han og bad mig om at gå med ud på en lille tur i byen. — Jeg husker, vi skulle hen at hente et par store pakker, som han skulle hente for hospitalet. —

Undervejs foreslog løjtnanten, at vi skulle gå ind i en af de mange beværtninger for at få et glas vin. Jeg samtykkede. Og så sad vi da og nippede til vinen og fortalte gensidig om hinandens oplevelser ved fronten og fra kampene i Argonnerskovene.

Løjtnanten mente det godt med os krigsfanger. — I dansktalende sønderjyder og vore landsmænd fra Elsass har allerede døjet nok. I kan altid være sikker på at få det godt her i Frankrig.

Min nye ven vidste også noget om, at der et eller andet sted i Frankrig var blevet oprettet en særlig lejr for dansksindede sønderjyske soldater. Jeg sagde til ham, at jeg slet ikke var så  interesseret i en sådan lejr. Jeg havde det jo godt her. Hvorfor skulle jeg så flytte? Man ved jo, hvad man har, men man ved aldrig, hvad man får.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

21. september 1918. P. Grau trues med fremmedlegionen

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten. Den 30. august 1918 blev han taget til fange ved Noyon og kom efter et par dages march til en krigsfangelejr, der blandt soldaterne kaldtes “hungerlejren”. Her var en tysk overløber pladskommandant – og han pinte og plagede sine landsmænd efter bedste evne.

… jeg skal dog endnu fortælle om en personlig oplevelse, jeg havde med ham, sadisten. –

Da jeg sidste gang var på orlov, det var ovre på Als, hørte jeg af Max Bruhn og Hans Schmidt, begge fra Sebbelev, at der i Frankrig eksisterede en speciel lejr for dansktalende. Og derfor gik jeg nu til ham, sadisten, der ellers var utilnærmelig, og spurgte på den mest korrekte måde, jeg kendte, om jeg måtte få en samtale med ham, hvad han allernådigst tilstod mig, og så spurgte jeg, om jeg kunne flyttes over i omtalte lejr for de dansktalende.

Han hentede da en fransk officer, der tillige var tolk. Jeg gentog så for ham mit ønske, hvorpå de to nu konfererede på fransk med hinanden.

Endelig fik jeg svaret gennem ham, sadisten: »Ja, hvis De bagefter vil træde ind i Fremmedlegionen«.

På dette spørgsmål ville jeg ikke svare ja, men heller ikke nej, for derved at forspilde min eventuelle chance, og derfor bad jeg om en dags betænkningstid. Men da fnyste sadisten og råbte: »Sind Sie noch nicht raus?«, og idet jeg drejede mig om for lynhurtigt at forsvinde, langede han mig »einen Fusstritt im Arsch«, så jeg faldt forover med begge hænder plantet i gulvet.

Det var mit sidste møde med ham, thi efter dette sørgede jeg altid for at være længst muligt borte, når han var i nærheden, og som allerede fortalt flyttedes vi alle over i den anden lejr.

Her fik vi det bedre. Hver dag en kop bouillon, som bevirkede, at afføringen, som havde været standset, kom i gang igen.

Her var der også en mere fornuftig tolk – ingen renegat – og ham forelagde jeg nu påny mit spørgsmål om den ekstra lejr, og han bad mig følge med. Jeg vinkede ad min ven Nicolai Bock, og vi fulgte begge med ind i et telt, hvor man udspurgte os om både dette og hint, om vor hjemstavn og om vort forhold til Danmark.

Vi fik så lov til at ligge i telt sammen med fanger fra Polen og fra Elsass. Jeg fik arbejde på et beklædningsdepot, fik fat i en skjorte og nye sokker. I lejren her kunne vi vaske os daglig, for første gang i løbet af tre uger, men efter en uges forløb kom vi til fangelejren i Rouen.

DSK-årbøger 1972

22. oktober 1916. “Allez lá-bas!” Hans Fuglsang-Damgaard tages til fange ved Somme

Senere biskop Hans Fuglsang-Damgaard gjorde krigstjeneste Infanteri-Regiment Nr. 215. I oktober blev det indsat ved Somme.

Det var i slaget ved Somme i efteråret 1916. Den 22. oktober har ætset sig uudsletteligt ind i min hukommelse. Det var den dag, da jeg, og mange kammerater med mig, blev overmandet efter nogle frygtelige døgn midt i trommeildens inferno. Sommeslaget er eet af de største slag i verdenshistorien; jeg deltog i det i ca. 3 uger, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at i dette tidsrum ophørte kanontordenen ikke et eneste sekund.

Vort kompagni lå i en lille skov, som kaldtes amboltskoven (bois d’enc-lume) i nærheden af byen Chaulnes. Jeg var blevet underofficer og havde sammen med en anden underofficer ansvaret for i alt 16 mand, der var sendt på forpost midt inde i skoven et par hundrede meter foran den egentlige skyttegrav. Regulære skyttegrave fandtes ikke, kun nogle jordhuller, og da det var efterår, var de fulde af vand og pløre. Her måtte vi ligge i mudder til knæene, for dog at søge nogen dækning.

Vi vidste ikke, hvor vore modstanderes skyttegrave befandt sig, men om eftermiddagen fik vi det brutalt at vide. På dette tidspunkt satte nemlig en frygtelig trommeild ind, og granater af alle kalibre haglede ned omkring os. Bogstavelig taget klippede granaterne grenene over, som var det med en saks, og bladene dryssede til jorden.

Splinter fra een af de første granater ramte en kammerat i rygmarven, og vi hørte ham råbe gennem larmen: »Kammeraden, ich muss sterben.« (Kammerater, jeg skal dø). Mens vi hjalp den sårede, ramte en ny granat en anden kammerat i hovedet.

På dette tidspunkt styrtede jeg tilbage gennem skoven for at få fat på nogle sanitetssoldater; da jeg endelig nåede frem, ville eller turde de ikke gå med gennem trommeilden, de fandt, at det var den visse død.

Så tog jeg selv en båre og slæbte den gennem regnen af granater hen til de sårede kammerater, og han, der var såret i ryggen, måtte nu bæres tilbage; også denne gang gik det godt – det var et under – og snart efter stod vi igen på vor post, fuldstændig ubeskyttet mod granatuvejret. Jeg forstår endnu ikke, at vi slap fra det med livet i behold!

Heldigvis var dagene korte, og med mørkets frembrud stilnede den frygtelige trommeild af. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter den. Den første del af natten gik i åndeløs venten. Først omkring midnat kom der en patrulje for at undersøge resultatet af det intensive bombardement. Som våben havde vi vore håndgranater, men jeg ventede med at give ordre til at kaste, til de fremrykkende franskmænd var helt inde på livet af os. Ikke endnu – ikke endnu – nu! Den eneste reaktion vi mærkede, var en drøj ed; men vort forsvar fik franskmændene til at gå tilbage.

I den tidlige morgen gik jeg gennem skoven til venstre for vor stilling og fandt til min overraskelse en mægtig bunker, som man i slagets hede ikke havde lagt mærke til, og omgående fik jeg fra den overordnede officer indhentet tilladelse til, at vi trak over i den beskyttende bunker.

Kort efter satte trommeilden igen ind, om muligt endnu heftigere end dagen før. Bunkeren blev vor redning, her ventede vi hele dagen til om eftermiddagen kl. 5, mens ilden og bragene udenfor var ved at gøre de fleste nervøse. Pludselig kunne vi høre en forandring i trommeildens lyd, og vi forstod, at ilden blev lagt frem. Underofficeren, der stod ved udgangen, råbte højt: »Sie greifen an« (De angriber).

Jeg kom ud i en fart, og vi opdagede at hele skoven var fyldt med tusinder og atter tusinder af franskmænd. Forrest i flokken var der en ældre landstormsmand, der søgte dækning bag et træ, da han opdagede os.

Hen imod mig kom nu en ung franskmand styrtende med hævet revolver. Jeg var forrest, fordi jeg kunne tale fransk og eventuelt kunne få lejlighed til at parlamentere. Den unge franskmand skød imidlertid ikke; midt i våbenbraget fik vi os derimod en lille samtale om den forfærdelige krig, og vore ønsker om, at den snart måtte høre op, var fælles. Han sagde så: »Allez lá-bas« (Skynd jer at komme over på den anden side).

Jeg kaldte mine soldater frem fra bunkeren. Vi var nu alle fanger og på vej over mod de franske skyttegrave.

I mellemtiden var den tyske artilleriild sat ind, og under tilbageførslen faldt nogle af vore kammerater. Da jeg nåede over ingenmandsland og gled ned i skyttegraven, mødte jeg en fransk officer, der hilste mig med et venligt: »Bon jour?« En soldat gav mig et ordentligt slag over ryggen med en stok og tog min hue. »Vous n’avez pas besoin d’une casqu ene vous« (Du har ikke brug for en kasket). Han tog den som souvenir, og jeg fik senere lavet en hovedbeklædning af en sandsæk.

Jeg arbejdede mig videre frem gennem skyttegraven, og da jeg kom forbi en sidegrav, kom der ud fra denne en marokkaner med blodet styrtende ud af munden; han havde fået et skud i lungen, og med hinanden under armen vandrede nordens og sydens søn hen til den franske kommandopost. Her var intet nag; her var en broder i nød.

Først om aftenen blev vi tilfangetagne ført til den egentlige samlingsplads, og det viste sig efterhånden, at der i alt var faldet 6000 i fangenskab den pågældende dag.

Vi blev stillet op til appel. Det første, den franske officer spurgte om, var: »’aben Sie Messer?« (Har De knive?). Så lød der et kraftigt bump. Det var en tysk kæmpegranat, der faldt. Men den eksploderede ikke. Det var en blindgænger, og det var vor redning.

Det, at jeg kom i fransk fangenskab, kom til at betyde et vendepunkt i mit liv. Det førte mig til den sønderjyske fangelejr i Aurillac, oprettet af professor Verrier, og herfra hjem til Danmark. Det bragte mig i forbindelse med fransk åndsliv og kultur, som har betydet så meget for min udvikling og for min livsgerning — og i fangelejren kom jeg gennem korrespondance i forbindelse med min kone, dengang en ung pige på 17 år. Det var mit livs største lykke.

Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975

Aurillac-efterkommere

Vi har fået en henvendelse fra Cantal-provinsen i Frankrig, hvor den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder lå 1915-1919.

De efterspørger i første omgang, om der er nogen sønderjyske efterkommere af Aurillac-fanger, der har kontakt til efterkommere til de franske familier, hvor sønderjyderne var ude og arbejde i landbruget eller på anden måde arbejdede for? De har selv ingen anelse om, hvilke familier, det kan dreje sig om – og det vil de gerne vide med henblik på eventuelt at retablere kontakt mellem Cantal og Sønderjylland.

Skriv gerne en besked i kommentarfeltet under dette opslag!

Det er i første omgang kun de familier, der allerede har kontakt til franske familier eller som kender navnet på de franske familier, hvor deres forfædre opholdt sig som krigsfanger.

Hvis det lykkedes at skabe kontakt og interesse, kan der måske komme en udflugt til Sydfrankrig ud af det 🙂

/RR

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

3. juli 1916. Aurillac: “… her er Sager for en Krigsfange!

”Fangepost”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”Mandag middag fik Vagtmanden Besked fra Posthuset, at der var ankommet noget til hans Fanger. Hvor vi glædede os, og sikken et Humør der var over os den Eftermiddag. Vi var meget spændte. Paa Vejen hjem om Aftenen standsede vi foran Posthuset, og Vagtmanden hentede en hel Favn fuld af Pakker og Breve. Ankommet til vores lille Stue fik vi ikke engang Tid til at tage Kasketten af. Brevene blev slugt først, og de blev læst baade to og tre Gange. Hver Mand sad stille i sit Hjørne med sine egne Tanker og dvælede ved de hjemlige Forhold.”

”Der var Brev til mig fra en ung Student. N. J. Rald, København, og fra overretssagfører Friderichsen, København. Desuden havde Lektor Scheller fra Birkerød sendt mig en dejlig Bog, ”Dyre Rein” af Jonas Lie.

Fra Mor var der en lille Pakke med Smaakager. Der var rigtignok stor Forskel paa Kvaliteten fra før Krigen, men Mor havde bagt dem af det allerbedste Mel, der kunde faas, og hun havde sendt dem til mig de allerbedste Tanker.

Saa laa der endnu en Pakke til mig, den største af dem alle sammen, og den var afsendt fra en Dame, som jeg ikke kendte, nemlig Fru Ingeniør Rump, København.”

”Ved at aabne Laaget paa den hvide Papæske undslap der mig et Udbrud: ”No, skal do da ha’ Tak, kom her hen og se, Hans Jørgensen, her er Sager for en Krigsfange!” Se her, du, to Pakker Tobak, to Stykker Toiletsæbe, der dufter af Roser og blaa Viol, en Daase Kakao, et Halmaspil, en Pengepung, – aa, laan mig din Lommekniv, du saa vil vi med det samme se paa indholdet af den lille Kasse, – jo minsandten, det er rigtige Cigarer, prægtige Danske Cigarer fra C. W. Obel.”

”Aha, nu blev jeg klar over, at jeg i Fru Rump uventet havde faaet en ”Gudmoder” og det endda én af allerbedste Slags”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

7. april 1916. På høpreskommando i Auvergne

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

HØPRESNING

Vi havde det godt i Massiac, og Befolkningen var os meget venligsindet. Vort daglige Arbejde bestod i at presse hø i Knipper for et Konsortium, der sendte Høet som Hestefoder til Fronten.

Høet blev presset ved Haandkraft, og hvert Knippe blev derefter bundet med tynde Staaltraadsbaand og vejede gennemsnitlig 30 Kilo.

Pressen bestod af en firkantet, aflang og stærk Trækasse, som blev fyldt og stampet med Hø, derefter blev Laaget lagt paa og presset ned ved Hjælp af en Vægtstang ved hver Ende. Naar  Staaltraadsbaandene var lagt omkring Knippet, blev Kassens Forside slaaet ned. og det fuldt færdige Knippe trukket frem.

Under Pressens Bund var anbragt fire Hjul, saa den med Lethed kunde transporteres. I et Halvtag, som tilhørte Byens Savskæreri, havde Konsortiet faaet Lov at installere Pressen.

Der var ogsaa god Plads for løst Hø og de færdige Knipper.

Høet blev opkøbt i Massiacdalen og de nærmeste Bjergegne. Naar der var Mangel paa Hø, kom Bønderne ofte langvejs fra med store Læs paa de smaa, spinkle, lavhjulede Vogne, der var forspændt med et Par Køer eller Stude.

Mens Manden og Studene styrkede sig efter den lange Tur, læssede vi Høet af Vognen, hvorfor vi ofte modtog en Franc eller en Liter Vin i Drikkepenge.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

Læs den her: https://denstorekrig1914-1918.dk/litteratur/

30. marts 1916. Blandt sønderjyske krigsfanger i Frankrig

Hans Petersen (FR86) blev taget til fange ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. I oktober kom han til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Men i marts blev han sendt på arbejde uden for lejren.

De smukke timer fik for mig en brat Ende midt i Marts Maaned 1916, idet jeg fik Ordre til at overtage Pladsen for en af mine Kammerater ude paa Landet. Han var blevet syg og skulde under Lægebehandling i Lejren.

Det var for mig en stor Skuffelse at skulle af Sted. Jeg kunde ikke tænke mig noget andet, der tilnærmelsesvis kunde erstatte mig Samværet med Pastor Jensen.

Under Bevogtning af en elskværdig Vagtmand tog jeg en Morgenstund af Sted til min nye Plads, og Bestemmelsesstedet, en lille Stationsby ved Navn Massiac med omkring et Tusind Indbyggere, naaede vi henimod Aften. I Udkanten af Byen var et Hotel, og i dets Bilgarage var der indrettet Opholdssted til os fem Fanger.

Vagtmanden sov paa Hotellet ved Siden af. Hans Jørgensen fra Skodborgskov var Holdets Tolk; med de Par Brokker Fransk, han havde lært af Befolkningen, klarede han alle Vanskeligheder for os Han var en stovt og bredskuldret Fyr, en Gaa-paa-Natur; han havde tykke, røde Kinder, et skarpt Blik og rank Holdning. Alle ældre Fanger i Lejren kendte ham. Han var en Type paa den flittige, sønderjydske Landmand.

Forholdene derhjemme havde tidlig gjort ham moden. Han var fra et lille Jordbrug. Lige efter hans Konfirmation døde hans Far, og nu maatte han som den ældste træde i Fars Sted, hjælpe sin Mor med

at drive Gaarden samt forsørge sine seks mindreaarige Søskende.

Søren Jensen fra Jægerup var firskaaren og stærk som en Bjørn, godmodig, spekulativ og indesluttet. Til Tider kunde han dog bryde ud af denne Skal, og da kunde han være morsom, blive helt overgiven, og bad man ham om at klare en vanskelig Situation, da var han i sit Es.

Søren havde lært at være Urmager, og han havde et lige saa sikkert Tag paa den mindste Skrue i et Ur som paa Spade, Skovl og Le. Ofte har han med sit primitive Lommeværktøj repareret Lommeure, Vægure, glasmontrer og fotografiske Kameraer, ofte Ting, som af den stedlige Urmager var betegnet som kassable. Søren Urmager kunde alting, og han afslog altid at modtage Godtgørelse for sit Arbejde.

Thomas Christensen fra Dyntmark var rolig, pligtopfyldende og gjorde alt for at holde sig gode Venner med alle Mennesker. Da han var den yngste af Holdet, maatte han ikke sjældent være Skydeskive for de andres Spottegloser; men Thomas fandt desværre ikke Ord til Imødegaaelse; allerhøjst kunde hans Sjælsrørelser undertiden give sig Udtryk i en stor Taare.

En Kontrast til Thomas var »Niels«; thi som Thomas gjorde alt for at vedligeholde det bedste Kammeratskab og Venneforhold indenfor Holdet, søgte Niels med alle Midler at forstyrre dette og skabe Splittelse blandt de fem Mand, som dog under slige Forhold burde holde sammen.

Holdets femte Mand var »Peter«, som var Familiefar og den ældste af Holdet, og som saadan burde have været den fornuftigste. Det hændte ogsaa virkelig af og til, at han var fornuftig; men grundet paa, at han en Gang i en Rus var faldet ned af en Vogn og havde slaaet Hovedet, kunde han nu hverken taale Vin eller  olskin, to Ting; som netop Frankrig byder saa rigeligt paa; paa Grund heraf skete det ofte, at han blev  tovlig«.

Niels og Peter havde fundet hinanden og harmonerede sammen i ét og alt. Ret ofte gik det ud over Thomas, og denne, som gennem det lange Samvær med dem nu syntes at have faaet nok, mente ikke at kunne holde Stillingen længere og meldte til Depotet, at han følte sig træt og syg. Det var ham, jeg skulde afløse, og Thomas var henrykt af Glæde, da han fik Lov til at rejse.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

12. februar 1916. Krigsfanger – faldne og sårede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Sønderjyder i krigsfangenskab

De sidste oplysninger.

Man har under krigens gang ikke haft autentiske oplysninger om antallet af de sønderjyder, der befinder sig i krigsfangenskab.

Vi har undersøgt dette spørgsmål, der sikkert vil interessere mange, og skal meddele, at så vidt man gennem ”Røde Kors” har kunnet få oplyst, stiller forholdet sig således:

Det største antal krigsfangne sønderjyder opholder sig i England i fangelejre dels på øen Isle of Man, dels i nærheden af Manchester.

I den nordfranske by, Aurillac findes ca. 800 sønderjyder internerede, og rundt om i det øvrige Frankrig, mener man, at der opholder sig ca. 100.

For Ruslands vedkommende er tallet vanskeligere at opgive. De russiske myndigheder har ikke deres administration i så god en orden som de øvrige krigsførende lande, og tallet på de fangne sønderjyder kan derfor kun opgives omtrentlig. Man regner med 3-400 sønderjyske krigsfanger i Rusland, og af disse er efterhånden de fleste samlet i en fangelejr i byen Pawlow-Possad i Guvernementet Moskow. Tallet bliver således alt i alt 2.200-2.300.

I almindelighed kan det siges, at krigsfangerne vistnok lever under tålelige forhold. Bedst i Frankrig, hvor fangerne særligt i Aurillac er genstand for en god og human behandling. Vanskeligst stiller forholdene sig i Rusland, hvor alt jo er mere primitivt end i de øvrige lande. Her må fangerne – i modsætning til fangerne i Tyskland, Frankrig og England, hvor staten sørger for forplejningen, – selv sørge for deres mad. Den russiske regering anviser hver krigsfange 50 kopek daglig i papirspenge, hver officer får 50 rubler månedlig og opad efter rang. I Rusland er begrebet fangelejr kun lidt udviklet. De fleste fanger opholder sig hos befolkningen, naturligvis under streng bevogtning. I øvrigt synes det, som om de krigsfanger, der befinder sig i Sibirien, gennemgående lever under bedre forhold end fangerne i det europæiske Rusland.

Hvad krigsfangerne i Tyskland angår, kan det oplyses, at deres kost selvfølgelig på grund af dyrtiden og mangel på adskillige fødemidler, er blevet afknappet, særligt hvad brød og smør angår. Det gælder jo i mange tilfælde, at fangerne får fødemidler o.a. tilsendt fra deres slægtninge gennem Røde Kors i de neutrale lande, men i den senere tid har det vist sig, at særligt de serbiske krigsfanger er dårligt stillede og yderst forarmede.

Faldne, sårede og fangne

  • Ingvard Petersen, en svigersøn til banevogter Eriks i Ris ved Aabenraa, er falden i de sidste hårde kampe ved Dixmuiden. Den faldne, der stammer fra Tønder amt, efterlader sig hustru og fire små børn.
  • Johan Peter Petersen, søn af enke Cathrine Petersen på ”Vingelby” ved Elisenlund i nærheden af Aabenraa, er den 25. januar blevet såret af et strejfskud i den venstre skulder.
  • Jens Petersen fra Smedager ved Bolderslev er ved østfronten blevet såret af et skud i underlivet.

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)