Tag-arkiv: Somme

25. februar 1917 – C. Brodersen: “… hvorfor jeg fik Jernkorset”

Senest ændret den 23. juni 2017 10:54

Pastor Nicolai C. Nielsen skrev under krigen hilsner til soldater fra Nordslesvig, en af dem var Musketier C. Brodesen ved Infanterie-Regiment Nr. 153.

Vendinbruk. Søndag Aften d. 25.2

Kære Herr Pastor Nielsen!

Vil nu i Aften skrive et par Ord til Dem, som jeg burde haft gjordt for længe siden, men man har ikke altid Lejlighed, naar man er [i] Stilling. Igaar Aftes kom vi her i Reserve til denne By. Jeg har modtaget deres kære Brev og ligeledes det gamle Budskab i hver Uge takker tusinde Gange derfor. Jeg er Gud ske Lov sund og rask haaber det samme om Dem. Det har været meget koldt her i den sidste Tid, men nu har vi Tøvejr. I Formiddag var jeg til Kirke, vi er i Kirke hvert Gang hvor vi er her.

For 8 Dage siden skulde vi have været afløst, Afløsningen var allerede her, men saa greb Englænderne plu[d]selig an en andet Sted[,] saa kom de derhen. Vi skulde have været i Ro ved Lille i tre Uger[,] men det blev jo ikke til noget, men Gud Villie ske. Det vil jo vist ikke vare længe inden det rigtigt gaar løs igen med Krigen, men vi vel befale aldt i Guds Faderhaand, han har hjulpet saa godt ind til Tide Han hjælper ogsaa i Fremtiden. Ja naar man ikke havde en kærlig Gud at holde sig til[,] saa var det ikke til at holde ud her i den Elendighed[,] men Gud giver os ikke mere Nøde som vi kan bære. Naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest.

Nu er min Kære Broder Peter bleven K.V. skreven. [K.V. = “Kriegsverwendungsfähig” – egnet til krigstjeneste]

Kære Herr Nielsen De spørger om hvorfor jeg fik Jernkorset. Ja, det vil jeg fortælle. Da vi var nede ved Somme. De første par Dage greb Englænderne ikke an[,] men den 26. September om Eftermiddag satte Englænderne Trommelfeuer paa os. Det var næsten ikke til at holde ud, men jeg bad udaffladelig til den kære Gud, Kam[m]erater faldt højre og venstre ved mig[,] paa et Gang saate de Englænderne Attaleriet lidt længere tilbage og[]saa kom Inf. til Angrebet. I højre og venstre kom de i Graven ved os[.] men saa lavede vi straks en Barrikade i Graven og jeg og to andre stillede os hen derved og smed hele Tiden med Haandgranater. Hvert Gang at [de] prøvede at komme over Barrikaden blev de tilbage dreven eller de faldt[,] der laa en stak af Lig der. Dem som kom for fra blev nedskydt af Maskingeværet. Englænderne kom rigtig an i Kompagnikolonne[.] Saa blev det Aften[,] da blev det lidt roligere. Jeg og de to andre Nordslesvigere smed hele Natten Haandgranater ved Bar[r]ikaden saa ingen kom igennem.

Om Aften var vi 26. Mand tilbage af Kompagniet. Den 27. September sagde Kompagniføreren at vi skulde rømme Graven for Englænderne. Han bestemt mig og et par Mand mere dertil da han vidste[,] at jeg kunde smide Haandgranater særlig godt. Vi kom ogsaa godt over Bar[r]ikaden til Englænder[ne,] og[]saa smed vi Haandgranater paa Dem[,] de fald og vi løb bag efter Dem som blev levede. Min ene Kam[m]erat fra Tønder faldt ogsaa derved[.] Det varede ikke længe saa havde vi ingen Granater mere[,] saa maatte vi til bage[,] saa kom de bag efter os igen[,] og[]saa greb de an igen forfra. De par Mand som endnu var leve[n]de af os[,] kunde ikke holde sig længere. Min Leutnant og et par Mand blev til Fange taget[,] jeg knep ud, men nu maatte jeg igennem Speerfeuer tilbage.

Hvordan jeg kom godt derfra forstaar jeg ikke. Gud Fader har bevaret mig som sit Barn. Jeg fik ogsaa et S[h]rapnelkugle gennem Trøjen paa Brystet, men jeg var ikke beskadiget Gud ske Tak derfor. Jeg var den eneste der kom tilbage af hele Kompagniet. Jeg ved ikke om jeg har fortalt at jeg ogsaa har faaet det Sachsen Altenburgisceh Tapperheds medalje. Det er en 3 Uger siden.

Vil nu slutte med tusinde kærlige Hilsner og Vorherre være os arme syndige Mennesker naadig for Jesu Skyld, din trofaste Konfirmant Carl
Paa kærlig Gensyn her og hisset.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

23. december 1916. Gennem mudderet til fronten ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

Levende begravet

Et Juleminde fra Sommefronten 1916.

Allerede to Gange er vi i Eftersommeren 1916 med vort aktive Regiment blevet kastet ind i Somme-Slagets Rædsler, for hver Gang efter 6-8 Dages Indsats i forreste Skyttegrav under Materialkampens hidtil uhørte Ildsvælg at miste over Halvdelen af Regimentet.

Alligevel er Maalet endnu ikke fuldt. For tredie Gang er vi igen, den 23. December, undervejs til Somme-Fronten. Atter skal vi ind i Smeltediglen. Rædslen og Uhyggen lister sig atter ind paa enhver af os. Stemningen er langt nede. Vi havde denne Gang bestemt regnet med at holde Jul i Ro bag Fronten.

Endnu er vi ca. 12 km bag Fronten, men Fjendens langtrækkende Kanoner holder alle Veje under Ild, og Vejen er oprevet af Granater.

Det regner og har regnet i mange Dage. Vejen er et eneste Ælte af Slam, Morads, og Granathullerne er fyldte til Randen. I Gaasegang vandrer vi efter Mørkets Frembrud fremad i Regn og Snesjap. Vi har forsynet os med en lang Stok for at føle os frem Skridt for Skridt. Skønt vi har Benene omviklet med vandtæt Stof, helt op til Skridtet, har vi snart Støvler og Uniform fulde af Væde. Oppakningen suger stadig mere Vand og tynger for hvert Skridt mere og mere. Trods den kølige Decemberregn løber Sveden i Strømme. Ofte sker det, at en Kammerat lydløst glider ned i et vandfyldt Granathul, og vi maa hale ham op.

Efter en timelang, yderst trælsom March gennem 40-50 cm dyb Lervælling og Morads naar vi Byen Miraumont i Nærheden af Bapaume. Her ligger Fjendens Spærreild tæt og regelmæssig. Vi kommer ikke udenom den.

Dyb Alvor, Talen forstummer. Atter lurer Døden alle Vegne paa os.

Her begynder Infanteriets Verden. Ingen anden Formation gaar saa langt frem. Et kort Hvil foran Indgangen til Ruinhobene af den tidligere By. Vor Fører spejder efter et svagt Punkt i Spærreilden. Intet Ord høres i al denne Larm. Vi afventer næste Serie Granater og Shrapnels, saa gaar det gruppevis March-March i Løb for Livet ind i en vældig Sky af Ild, Røg og Stank.

Ingen ser til højre eller venstre, kun fremad.

En Serie af svære Brisant-Granater fylder Luften med et gurglende Hyl og hugger brølende ned kort foran os, — af Sted, — af Sted!

Uden for Ruinerne samles vi for at trække Vejret, Lungerne arbejder vildt, og vi maa samle Kræfter til det sidste Fremstød.

Der er endnu ca. 4 km til forreste Linie. De sidste Kilometer er der udlagt Ledebaand, for at vi kan finde frem, og med Snoren i Haanden famler vi os omsider hen paa Morgenstunden frem til den saakaldte Stilling, mens vi atter og atter forstyrres af idelige planløse Granatoverraskelser. Uden Ledebaand er det haabløst at finde frem gennem denne Ørken af Granathuller, der er saa store som Mergelgrave eller mindre Søer.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

19. december 1916. Vinter ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hvor længe skal den elendighed endnu vare? Hvornår bliver vi mennesker igen? Aldrig! Den enkelte er intet mere, er mindre end en dråbe i dette folkehavs brænding. Om han bliver revet til en blodig klump af en granat, bliver begravet i et krater, om han bliver mast i et dækningsrum, om han synker ned i mudder og skidt og rådner op, alt er ligegyldigt! På et tidspunkt sker det jo alligevel, på den ene eller den anden måde.

Det var, hvad mange füsilierer følte, da de om natten og i regnvejr vadede i knæhøjt mudder til deres nye stilling. Det lyder ikke som et gammelt helteepos og også anderledes, end det står at læse i krigskorrespondenternes artikler. Men det er ikke så mærkeligt, når man gik den tredje krigsvinter i åbent terræn i møde.

Hvor ikke blot artilleriild ødelægger den sidste rest af individualitet, men også skidt, væde, kulde, utøj, og afsavn. Værst var det altid under vejs, når man først var midt i ubehagelighederne, så mærkede man ikke meget til sådanne stemninger.

Turen gik til Ancre, en biflod til Somme på den yderste højre fløj af indbruddet. Mens fronten i de andre dele af Somme-området i november begyndte at stivne, fortsatte det med at syde og boble her. Den 13. november havde englænderne ved erobringen af Beaumont-Hamel opnået en større sejr, der måtte forudses at opmuntre til videre operationer mod det næste mål, byen Bapaume.

III bataljon blev den 19. december kørt til Sapignies, 7 km nord for Bapaume, med lastbiler, og indsat to dage efter i Achiet-Petit, i og ved Miraumont.

De to andre bataljoner kørte den 20. og 21. december med banen til St. Leger. II bataljon blev foreløbigt som divisionsreserve i Sapignies og kunne, så godt det gik, fejre jul dér i uhørt dårlige kvarterer. I bataljon besatte natten før jul i silende regn den forreste stilling.

Afløst blev infanteriregiment 231 fra 50. reservedivision. Regimentet hørte nu til 1. armé. Marchen ind i stillingen vil blive husket af alle 86’ere.

Alle opmarchveje var bundløse, også landevejene var kværnet i stykker og skudt sammen. Som det eneste var der banedæmningen.

Også den bød på ikke ringe vanskeligheder, for den var ofte blevet ramt, sveller og skinner hang i luften. I den fuldstændig ødelagte by Miraumont udspringer Ancre med en stærk kilde og flyder gennem et bredt, træklædt engdrag mod Somme floden. Her blev banedæmningen forladt. Det gik ad stejle skrænter langs Ancredalen mod Grandcourt.

Opmarchvejen blev stadig vanskeligere. Landevejen til Grandcourt var dækket af et lag fint, ankelhøjt mudder, og derunder fuldstændig usynlige granatkratere. Forudseende kompagnier havde bevæbnet sig med lange bjergstokke og følte sig forsigtigt frem skridt for skridt. Uden dette hjælpemiddel faldt mange i et krater til brystet og risikerede at forsvinde, hvis ikke hjælpsomme kammerater, ofte under grove vittigheder, havde trukket dem op igen. Det blev fortalt, at adskillige ordonnanser og sendebud fra det afløste regiment skulle være druknet i de bedrageriske kratere. Videre vadede man gennem det helt sammenskudte Grandcourt til en stilling, der lå på højene foran.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

25. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kejser Franz Josefs død; afslutningen af Somme-offensiven, der krævede et samlet tab på over én million mænd, heraf over 300.000 dræbte; kampene i Rumænien, hvor tyskerne er i offensiven; ententens offensiv sydfra ind i Makedonien mod tyske og bulgarske tropper; og sænkningen af verdens største skib, Britannic (søsterskib til Titanic) ved Grækenland. Overlevende var en kvinde, der også havde overlevet sænkningen af Titanic!

17. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor briterne foretager endnu et angreb på Beaumont Hamel, om Makedonien, hvor bulgarerne og tyskerne tvinges i defensiven af serbiske og franske tropper, om Rumænien, hvor rumænske og russiske tropper angriber Mackensens tyske styrker mod syd, mens tyske tropper under Falkenheyn til gengæld angriber gennem Karpaterne mod nord.

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

22. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Somme, Bulgarien, Rumænien og ved Verdun, hvor franskmændene planlægger at tilbageerobre for Douamont. Vi slutter i Grækenland – formelt neutralt, men i praksis …

22. oktober 1916. “Allez lá-bas!” Hans Fuglsang-Damgaard tages til fange ved Somme

Senere biskop Hans Fuglsang-Damgaard gjorde krigstjeneste Infanteri-Regiment Nr. 215. I oktober blev det indsat ved Somme.

Det var i slaget ved Somme i efteråret 1916. Den 22. oktober har ætset sig uudsletteligt ind i min hukommelse. Det var den dag, da jeg, og mange kammerater med mig, blev overmandet efter nogle frygtelige døgn midt i trommeildens inferno. Sommeslaget er eet af de største slag i verdenshistorien; jeg deltog i det i ca. 3 uger, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at i dette tidsrum ophørte kanontordenen ikke et eneste sekund.

Vort kompagni lå i en lille skov, som kaldtes amboltskoven (bois d’enc-lume) i nærheden af byen Chaulnes. Jeg var blevet underofficer og havde sammen med en anden underofficer ansvaret for i alt 16 mand, der var sendt på forpost midt inde i skoven et par hundrede meter foran den egentlige skyttegrav. Regulære skyttegrave fandtes ikke, kun nogle jordhuller, og da det var efterår, var de fulde af vand og pløre. Her måtte vi ligge i mudder til knæene, for dog at søge nogen dækning.

Vi vidste ikke, hvor vore modstanderes skyttegrave befandt sig, men om eftermiddagen fik vi det brutalt at vide. På dette tidspunkt satte nemlig en frygtelig trommeild ind, og granater af alle kalibre haglede ned omkring os. Bogstavelig taget klippede granaterne grenene over, som var det med en saks, og bladene dryssede til jorden.

Splinter fra een af de første granater ramte en kammerat i rygmarven, og vi hørte ham råbe gennem larmen: »Kammeraden, ich muss sterben.« (Kammerater, jeg skal dø). Mens vi hjalp den sårede, ramte en ny granat en anden kammerat i hovedet.

På dette tidspunkt styrtede jeg tilbage gennem skoven for at få fat på nogle sanitetssoldater; da jeg endelig nåede frem, ville eller turde de ikke gå med gennem trommeilden, de fandt, at det var den visse død.

Så tog jeg selv en båre og slæbte den gennem regnen af granater hen til de sårede kammerater, og han, der var såret i ryggen, måtte nu bæres tilbage; også denne gang gik det godt – det var et under – og snart efter stod vi igen på vor post, fuldstændig ubeskyttet mod granatuvejret. Jeg forstår endnu ikke, at vi slap fra det med livet i behold!

Heldigvis var dagene korte, og med mørkets frembrud stilnede den frygtelige trommeild af. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter den. Den første del af natten gik i åndeløs venten. Først omkring midnat kom der en patrulje for at undersøge resultatet af det intensive bombardement. Som våben havde vi vore håndgranater, men jeg ventede med at give ordre til at kaste, til de fremrykkende franskmænd var helt inde på livet af os. Ikke endnu – ikke endnu – nu! Den eneste reaktion vi mærkede, var en drøj ed; men vort forsvar fik franskmændene til at gå tilbage.

I den tidlige morgen gik jeg gennem skoven til venstre for vor stilling og fandt til min overraskelse en mægtig bunker, som man i slagets hede ikke havde lagt mærke til, og omgående fik jeg fra den overordnede officer indhentet tilladelse til, at vi trak over i den beskyttende bunker.

Kort efter satte trommeilden igen ind, om muligt endnu heftigere end dagen før. Bunkeren blev vor redning, her ventede vi hele dagen til om eftermiddagen kl. 5, mens ilden og bragene udenfor var ved at gøre de fleste nervøse. Pludselig kunne vi høre en forandring i trommeildens lyd, og vi forstod, at ilden blev lagt frem. Underofficeren, der stod ved udgangen, råbte højt: »Sie greifen an« (De angriber).

Jeg kom ud i en fart, og vi opdagede at hele skoven var fyldt med tusinder og atter tusinder af franskmænd. Forrest i flokken var der en ældre landstormsmand, der søgte dækning bag et træ, da han opdagede os.

Hen imod mig kom nu en ung franskmand styrtende med hævet revolver. Jeg var forrest, fordi jeg kunne tale fransk og eventuelt kunne få lejlighed til at parlamentere. Den unge franskmand skød imidlertid ikke; midt i våbenbraget fik vi os derimod en lille samtale om den forfærdelige krig, og vore ønsker om, at den snart måtte høre op, var fælles. Han sagde så: »Allez lá-bas« (Skynd jer at komme over på den anden side).

Jeg kaldte mine soldater frem fra bunkeren. Vi var nu alle fanger og på vej over mod de franske skyttegrave.

I mellemtiden var den tyske artilleriild sat ind, og under tilbageførslen faldt nogle af vore kammerater. Da jeg nåede over ingenmandsland og gled ned i skyttegraven, mødte jeg en fransk officer, der hilste mig med et venligt: »Bon jour?« En soldat gav mig et ordentligt slag over ryggen med en stok og tog min hue. »Vous n’avez pas besoin d’une casqu ene vous« (Du har ikke brug for en kasket). Han tog den som souvenir, og jeg fik senere lavet en hovedbeklædning af en sandsæk.

Jeg arbejdede mig videre frem gennem skyttegraven, og da jeg kom forbi en sidegrav, kom der ud fra denne en marokkaner med blodet styrtende ud af munden; han havde fået et skud i lungen, og med hinanden under armen vandrede nordens og sydens søn hen til den franske kommandopost. Her var intet nag; her var en broder i nød.

Først om aftenen blev vi tilfangetagne ført til den egentlige samlingsplads, og det viste sig efterhånden, at der i alt var faldet 6000 i fangenskab den pågældende dag.

Vi blev stillet op til appel. Det første, den franske officer spurgte om, var: »’aben Sie Messer?« (Har De knive?). Så lød der et kraftigt bump. Det var en tysk kæmpegranat, der faldt. Men den eksploderede ikke. Det var en blindgænger, og det var vor redning.

Det, at jeg kom i fransk fangenskab, kom til at betyde et vendepunkt i mit liv. Det førte mig til den sønderjyske fangelejr i Aurillac, oprettet af professor Verrier, og herfra hjem til Danmark. Det bragte mig i forbindelse med fransk åndsliv og kultur, som har betydet så meget for min udvikling og for min livsgerning — og i fangelejren kom jeg gennem korrespondance i forbindelse med min kone, dengang en ung pige på 17 år. Det var mit livs største lykke.

Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975

19. oktober 1916. I tågen ved Somme: Englænderne kun 15 skridt væk!

Jørgen Gaarde kom til fronten ved Somme i begyndelsen af oktober 1916.

Vi skiftede stilling et par gange, og så var vi trænede nok til at blive sat ind i Sommeslaget først i oktober, først et par dage i anden linje, så en dag, hvor alt ved middagstid var i oprør, ind i den rene hurlumhej, et helvede af eksplosioner og krudtrøg, skrig og jammer.

Den, der fandt et godt og dybt granathul, blev der og kunne måske der bjærge livet; men det blev også aften efter den dag, og så forsøgte vi at finde sammen. Officersstedfortræderen sagde til mig, da vi gik ind i Somme-slaget: »Gaarde, vi to bliver sammen og hjælper hinanden, hvis der sker noget«. Derfor holdt jeg mig altid i hans nærhed. Det var betryggende at have en trofast kammerat i sin nærhed, hvis man skulle blive alvorligt såret, og her ved Sommefloden var det jo næsten utænkeligt at slippe uskadt igennem.

Da vi var blevet samlet, viste det sig, at vi kun havde en underofficer. Vi ældre fik hver en gruppe tildelt og gav os i lag med at grave en skyttegrav.

Der var den morgen en meget tæt tåge. Jeg gik lidt rundt for om muligt at finde lidt brædder, så vi kunne få lidt dækning at ligge under, for det regnede næsten hver dag.

Under denne rundtur kunne jeg let være kommet i fangenskab. Tågen var så tæt, at jeg pludselig opdagede, at englænderne kun stod ca. 15 skridt fra mig og gravede. De lavede det samme som vi. De opdagede mig ikke, og kun et skridt baglæns, så skjulte tågen mig igen.

Det var fristende, men jeg havde en kammerat, som jeg ville have med, for ikke at være helt alene, men han kunne ikke beslutte sig, og så begyndte tågen at lette. Chancen var borte.

Vi blev her i fjorten dage, stadig regnvejr. – Sommeslaget ebbede ud, men vi havde ikke store tab. Tilførselsvejene holdt englænderne under stadig ild. Vi fik ikke bragt mad ud mere end fire-fem gange i de to uger. Vi var både sultne og trætte, og vi frøs, for vi var altid våde, og til sidst var vi ikke meget værd.

Omsider blev vi afløst, men det var et værre ælte at komme tilbage i. En af vore kammerater gik på hovedet i et stort granathul. Det var Julius Weber, en særling og altid sur. Vi fik ham halet op. Han gjorde en ynkelig figur, lignede formelig en druknet rotte. Hele tiden gentog han: »Min Gud, min Gud!« –

Resterne af regimentet blev samlet et stykke tilbage, og der blev uddelt Jernkors. Jeg fik også et. – Vi kom nu i en nogenlunde rolig stilling. Da vi var kommet ud af Sommeslaget, havde vi igen alle vore underofficerer mellem os, de havde simpelt hen meldt sig syge, da vi var gået ind i slaget. Der skete dem ikke noget.

DSK-årbøger 1972

10. oktober 1916. Ved Somme: Et vink fra Gud?

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

I de følgende dage var vi atter ude i skyttegravene, og da der havde været vagtafløsning, gik jeg gennem skyttegraven for at finde et sted, hvor jeg kunne lægge mig til hvile.

Det var ikke så let; men jeg fandt dog en hule, der var gravet ind i brystværnet. Den var skrøbelig og gav ikke dækning for granater eller splinter.

I den tro, at stillingen ikke var så farlig, og at jeg godt  kunne finde  hvile her et par timer, ville jeg krybe ind i hulen; men det var, som om en indre stemme advarede mig. »Gå ikke derind!« sagde stemmen,  »gå et andet sted hen!« —

Jeg adlød advarslen og gik videre. Lige efter kom to soldater. De søgte også efter en soveplads, og da de så hulen, krøb de ind i den; men de nåede kun at lægge sig ned, før en granat slog ned i graven,  eksploderede og dræbte dem begge.

En underofficer, der kom til,  ville have mig til at hjælpe sig med at undersøge de dræbte nærmere; men jeg kviede mig; jeg kunne dårlig  se på de to ulykkelige.

At jeg undgik at søge hvile i denne hule, betragter jeg som et vink fra Gud.

DSK-årbøger 1960

9. oktober 1916. Ved Somme: 32 tilbage af kompagniet på 200 mand.

Senest ændret den 4. december 2020 9:20

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Manancourt, den 9. Oktober 1916.

Vi har sovet og spist godt. Berliner Justav, Sepl, Skorstensfejeren og jeg har fundet os en stille Plet, hvor vi lige har indtaget en solid  frokost.

Skorstensfejeren er lige kommet fra Lægen. En Granatsplint var kommet i Berøring med hans Skinneben, og han gaar nu rundt, kun iført en Støvle paa det ene Ben, medens det andet er indbundet i store Forbindinger.

Disse Forbindinger kunde dog ikke imponere Lægen, der havde ham til Undersøgelse, og Skorstensfejeren, der havde haabet paa en Rejse til Tyskland, maatte blive hos os. En Daase med Skinke, et Par Brød, et Par Pund Smør og en Flaske Cognak var forsvundet i vore slunkne Maver, og nu har vi sovet.

Livet, som for blot en halv Dag siden ikke syntes at have store Tillokkelser, syntes nu atter værd at leve.

Med ialt 32 Mand er vi kommet ud fra det Helvede i Pierre-Vaastskoven. Det var saaledes ikke noget stort Kompagni, som Sepl og jeg i Gaar Morges førte tilbage fra Stillingen. Vi var blevet udnævnt til Kompagniførere …

 

9. oktober 1916. Døden ved Somme: “De nyankomne var ikke hurtige nok …”

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Nu var jeg helt alene på min post. Stillingen blev beskudt ustandseligt. Der faldt både lette og svære granater. Natten gik. Jeg ventede på afløsning. Der kom ingen. Omsider besluttede jeg at søge tilbage til mine kammerater.

Undervejs mødte jeg en underofficer fra et andet regiment. Han standsede mig og gav mig den mærkelige befaling, at jeg straks skulle foretage et stormangreb på den fjendlige linie. -— Der måtte jo være noget i vejen med denne mand!

Jeg svarede derfor: »Javel, men jeg må lige underrette min underofficer, for vi må jo være nogle flere om det!«

Jeg fortsatte min vej, søgte efter mine kammerater, men fandt ingen. Det var mystisk!

Under min eftersøgning løb jeg på en soldat fra Bayern. Da jeg fortalte ham om min resultatløse eftersøgning, blev vi begge lidt underligt til mode. Mon den forreste linie var blevet taget af franskmændene? Mon vore kammerater havde trukket sig tilbage?

Vi kom igennem hele vort skyttegravsanlæg, helt ud til stillingens højre fløj. Her standsede vort frontafsnit, fordi der her gik en landevej igennem skyttegraven. På den anden side af vejen begyndte naboregimentets afsnit.

I samme øjeblik, vi kom til landevejen, begyndte de fjendtlige  batterier at skyde. Vi søgte i en fart dækning i en forladt jordhule ved landevejen. I det samme ankom en afdeling soldater, ca. 35 mand, under anførsel af en løjtnant. De skulle besætte stillingen.

Hele skyttegravsanlægget så dog håbløs ud. Derfor blev vi heller ikke forundret, da løjtnanten sagde: »Hvor er skyttegraven?«

Granaterne suste ned på vejen, og løjtnanten påskyndede sine folk. De kom hurtigt ned i graven. Jeg søgte også sammen med nogle andre påny dækning, og det blev vel vor redning, for  sprængstykkerne, store og små, fløj rundt til alle sider; men de nyankomne var ikke hurtige nok. De fleste af dem faldt eller blev hårdt såret; endda to af dem, der sammen med mig søgte ind i jordhulen, blev lettere såret. Den ene løb sin vej. Hvor han blev af, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Den anden tog jeg mig af. Jeg forbandt ham og sørgede for, at han sammen med andre kom tilbage til en opsamlingsplads for sårede.

Da han ikke kunne gå alene, gik jeg med ham og støttede ham. Ved denne lejlighed fandt jeg omsider mine kammerater. De var trukket tilbage fra frontlinien. Gruppeføreren meddelte mig, at de havde anmeldt mig som savnet. Jeg blev overrasket ved denne meddelelse. — De anede ikke, hvad jeg havde oplevet, siden jeg blev sendt ud på den ensomme post på vor venstre fløj.

DSK-årbøger 1960.

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

8. oktober 1916. Ved Somme: “Lad kun være, for jeg er færdig!”

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Vor bataljon, nu infanteri-regiment 362, havde nærmest til opgave at holde og forsvare det terræn, der var vundet.

Vi rykkede ud til fronten fra byen Bapaume. I denne by efterlod vi  vore tornystre, og kun forsynet med stormbagage gik det fremad.

Den sidste nat tilbragte vi i en teltlejr. Vi marcherede i retning af den sønderskudte landsby Le Saves. Der var vel fire kilometer ud til anden linie. Da vi nærmede os skyttegraven, marcherede  kompagniet frem ad forskellige veje og i grupper på otte mand.

Granaterne slog ned rundt omkring, og én suste bogstavelig talt ned imellem os, dog uden at nogen blev ramt. Det var et helt under.

Da vi havde besat anden linie, blev otte grupper sendt frem over åben mark for at besætte den forreste skyttegrav.

Resten, hvortil jeg hørte, forblev i anden linie. Man skal nu ikke tro, at anden linie var et roligt sted, og at det var mere sikkert her, for hvad der var sket her, før vi ankom, og hvad der skete, mens vi var  der, var frygteligt.

Rundt omkring lå der faldne soldater. De sår, de havde fået, var grusomme. Granaterne var endda gået gennem dækningerne og havde dræbt, såret eller begravet alle, der havde søgt læ her. Sanitetsfolkene havde slet ikke magtet at komme alle de sårede til hjælp, og man havde ikke haft lejlighed til at skaffe de døde  bort eller få dem begravet. Det var et frygteligt syn, der mødte os her.

Jeg blev sammen med en kammerat, som hed Gøtsche, sendt helt ud på venstre fløj for at holde udkig i denne del af vor stilling. Mens vi spejdede fremad, ud over ingenmandsland, kom en kammerat hen til os. Han var vel på vej tilbage.

I det samme blev han ramt af en granatsplint, der gik lige igennem  hans venstre patrontaske. Vi så et kort glimt, så eksploderede patronerne, og han faldt om, dødeligt ramt.

Gøtsche sprang hen til ham og sagde: »Skal jeg ikke hente en sanitetssoldat?«

Han svarede: »Lad kun være, for jeg er færdig«. I det samme sank han sammen og var død.

Gøtsche forsvandt. Jeg tror, han blev fuldstændig chokeret. Jeg så ham ikke mere . . .

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960.

7. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Rumænien, det armenske folkedrab, Saloniki-fronten og mudderet ved Somme, hvor sir Douglas Haig endnu ikke havde forstået de offensive begrænsninger, som artilleriets begrænsede rækkevidde medførte.

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:20

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

 

6. oktober 1916. Granatchok: De begravede kammerater gravet fri – men to er blevet vanvittige

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter et lazaretophold kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Da vi havde modtaget Melding om, at Kompagniføreren og 10 Mand  var begravet under nedstyrtede Stolper, Brædder og Jordmasser, besluttede Skorstensfejeren sig til at grave ham ud.

Tanken var vanvittig, thi det var faktisk ikke til at opholde sig i Skyttegraven. Dog, med 3 Mand til Hjælp lykkedes det Skorstensfejeren at skaffe Luft ned til de indespærrede  Kammerater, der nu selv kunde skaffe sig Adgang til mere Plads.

Dermed var det værste overstaaet, thi naar blot de havde Luft, kunde de jo altid selv arbejde sig videre ud. Efter et Par Timers  Anstrengelser var de komme fri af Hindringerne, men desværre var 2 Mand blevet saa haardt medtaget af Skræk, at de ikke vilde med ud.

Det var tydeligt nok, at de havde taget Skade paa deres Forstand. De lo og sang, og var ikke til at tale tilrette. Kompagniføreren havde  faaet et betydeligt Chok og laa altopgivende i Graven. Han bad om at lade tilgaa Løjtnanten af 1. Deling Besked om at overtage  Kommandoen, da han enten vilde se at komme tilbage, eller ogsaa afvente Døden, hvor han laa.

Ordonnansen kom imidlertid tilbage fra 1. Deling med Melding om, at Løjtnanten var falden ved Middagstid, og da Kompagniføreren hørte dette, besluttede han at blive, vi skulde bare lade ham ligge,  hvor han laa. Hensigten hermed var tydelig nok, men vi kunde ikke  overtale ham til at søge Dækning.

 

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

 

2. Oktober 1916 – Thygesens kammerat: “Det gør mig ondt, men det er min pligt”

2. oktober 1916 fik 24-årige Thyge Thygesens forældre i Stepping denne frygtelige meddelelse fra Thyge Thygesens kammerat Marius Iversen. De to sønderjyder var ugen forinden kommet til Somme med Reserveinfanteri regiment 36.

Kære Hr. Thygesen og Familie!

Det gør mig ondt, men det er min Pligt. Jeg har ikke kunnet skrive før. Den 29. September om Natten havde vi udkastet en ny Skyttegrav, måske har Fjenden bemærket det, da Graven i Løbet af et Par Timer var helt jævnet. Vi havde dækket Graven til med Brædder da det regnede. Eders kære Søn og min gode Kammerat, sad derunder og sov. Jeg stod måske 10 Skridt derfra i Graven, da kom der også en af de svære igen og slog i, lige foran os. Thyge var helt tildækket og jeg til Halsen. Vi blev så begge udgravede af vores Kammerater, men stakkels Thyge havde fået for meget, han levede endnu, men var uden Bevidsthed. Han kom så bort, men igår hørte jeg, at det var kommen, at han var død. Der mentes, at Ryggraden var brækket. Nu vil jeg ønske eder alle Glæde i eders store Sorg, og ikke skrive mere, da det er svært for eder at overvinde. Nu i Herrens Navn mange Hilsner fra M. Iversen.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

30. september 1916. Ved Somme: “Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed sammenskudte Rester af et Menneske”

Senest ændret den 4. december 2020 9:23

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven

Der var 20 Kilometer at gaa,. forinden vi naaede ud til Stillingen. Berliner Justav var sendt afsted i Forvejen for at udspejde, hvor Kompagniet skulde afløse, og bagved en Skov ventede vi paa, at han skulde komme tilbage, men det blev en lang Ventetid, og da franske Granater tilsyneladende havde opdaget os, og af den Grund „gjort os Helvede hedt”, fortrak vi uden at vente paa Justav.

Videre gik det i Retning af Saily-Sailissel ad en Vej igennem en Skov. Her havde vort svære Artilleri taget Opstilling, og det var et  eftertragtet Maal for Fjendens ditto. Det var et Helvede at skulle igennem. Den ene Salve efter den anden kom hujende og hvæsende, og hvor de slog ned, forblev intet levende.

Vi blev nu inddelt i mindre Afdelinger og fik Ordre til at samle os ved en Farm, der laa paa den anden Side af Skoven. Videre afsted i Galop gik det langs ad Vejen. Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed  sammenskudte Rester af et Menneske, en Bylt af sammenvredne og indfiltrede Dele af Ben, Arme og Uniform og anden Udrustning, og hvorfra en Knoglepibe hist og her stak lige i Vejret. Uhyggeligt var det at se paa, og med Væmmelse søgte enhver udenom.

Et Par Bagagevogne, der havde søgt at bane sig Vej ud t i l Fronten, og som havde været læsset ved Vandflasker til Styrkerne forude, var blevet ramt af en Fuldtræffer. Foruden nogle faa Stumper, der kunde ses at hidrøre fra Hjulene, og 6 ubevægelige Hestekroppe, var saa godt som intet blevet tilbage.

Pulveriseret til en eneste, stor ukendelig Masse af Træ, Glas, Kød- og Jernstumper laa det hele spredt over Vejen og ind i Skoven.

Da vi endelig atter laa samlet bagved „Farmen”, var det Nat.

Endnu var Justav ikke ankommet eller havde ladet høre fra sig, og Kompagniføreren var af den Grund i fuldstændig Uvished om, hvor vi skulde hen. Imidlertid havde vi erfaret, at vi skulde i Stilling i Retning af Byen Maryal, der laa til venstre forude, og at der førte en Hulvej i den Retning.

Der blev nu givet Ordre til Opbrud, og videre gik det, igennem Sai-Sailissel, ad Hulvejen til Skyttegravene.

Det viste sig, at det franske Artilleri var indskudt paa et bestemt Sted i Hulvejen, og at dette Sted stadig laa under Shrapnelild. To Mand ad Gangen sprang vi igennem efter hver Salves Ophør og naaede over til en Skyttegrav. Ingen vidste, om det var den rigtige, og medens Granaterne hujende og hvæsende fo’r hen over Hovederne paa os, laa vi her stuvet sammen Mand ved Mand og ventede paa, at vi skulde blive ført i den rigtige Stilling og blive inddelt i Afsnit, som vi var vant til. Dog ingen vidste noget, og ingen Officer viste sig.

 

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

Senest ændret den 4. december 2020 8:57

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

 

29. september 1916 – Christian Campradt: “Sluppet uskadt fra Sommeslaget”

Senest ændret den 17. oktober 2016 9:06

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.

Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre  af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.

– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.

Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.

En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.

Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!

Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;

Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!

Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!

– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.

Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.

Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.

(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

28. september 1916. Thygesen på patrulje i ingenmandsland ved Somme

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping tilhører Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 indsat, der i slutningen af september bliver indsat ved Somme. Om formiddagen 28. september vender han tilbage til sit kompagni efter at have slæbt en såret kammerat til Baupame. Han noterer i sin dagbog.

Kl. 10¼ kom vi tilbage og fik straks den dårlige Efterretning at Kl. 10½ skulde vi træde an, helt frem og så tage Mariegården tilbage, som var bleven tagen af Englænderne. Da vi var ved at træde an, kom der anden Bestemmelse og vi gik atter tilbage.

Men Kl. 12.40 måtte vi atter afsted. Vi var et Stykke undervejs, da vi pludselig atter måtte tilbage. Det hed sig, der blev ikke stormet. Klokken 5½ måtte vi alligevel af sted. Vi kom lige hertil, da det blev lyst.

Vi ligger nu nedgravet bag et Hegn. Foran os er Stillingen forladt. I Eftermiddag. blev Marius, underofficer Naumann og jeg kommanderede til at gøre en Patrulje frem og se om vi kunde finde den forladte Stilling.

Ca. 400 meter skulde vi gå frem. Vi var ikke videre fornøjede dermed, men måtte jo langs. Stillingen vi fandt var mindst 700 meter fra os, men besat. Hvorledes Stillingerne er her, er der nok ingen rigtig der ved. I Dag er Hauptmann Trappe falden!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

22. september 1916 – Christian Campradt: “de sårede jamrede og skreg”

Senest ændret den 14. december 2017 11:20

Frisør Christian Campradt fra Haderslev, blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

22/9-1916

Kære forældre og brødre!
Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver “indsat” her og hvornår — er ukendt.

I dag er vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender i dag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan det går jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.

Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. om aftenen når trommeilden begyndte og granaterne igen susede uophørligt, de sårede jamrede og skreg, hvor meget tænkte jeg  så ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor far måske dydigt læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis I blot vidste, dér bliver den ene armé efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.

Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige.

Lev vel og hilsen jeres
Christian

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

20. september 1916 – Christian Campradt: “Jammer overalt”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat ved Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

d. 20. september 1916

Kære forældre!
Ligger i dag i kvarter i en broderifabrik, spinderi og væveri. Det er den første hviledag efter de hårde dage ved Verdun og rejsen herhen. Man begynder snart at blive syg af anstrengelserne: De seks dages liggen i granathullet, intet at spise andet end nogle kiks og blodpølse, kun lidt at drikke og kun muligt at skaffe noget frem om natten. ”Brokkerne” flyver omkring en og sønderriver kammeraterne. Hvert øje blik kan det være en selv. Jammer overalt. De sårede ligger hele dagen og skriger af smerte og tørst, de kan ikke hjælpes i løbet af dagen. Heller ikke om natten kan alle blive bragt tilbage eller blive liggende halvvejs da bårebærerne også er blevet sårede.

For eksempel lå der foran os en såret franskmand (lårskud), og kunne ikke hjælpe sig selv. Han skreg hele dagen på vand. På tredje dagen fandt en af os (alsacer) ham i et granathul og kunne tale med ham. På det tidspunkt havde han ligget der i 7 dage i den forfærdeligste beskydning og uden mad og drikke. Han blev bragt til vores linje og døde straks efter han havde fået lidt vand. Er det stadig krig? Og hvordan vil det være her? Det kan ikke blive værre! Man hører allerede trommeilden fra Somme. Hvornår vi bliver indsat her, har jeg ingen anelse om. Efter 4-5 dage kom vi hertil med jernbane og ved march.

Jeg har ikke hørt fra jer i en uge. Er Max stadig hjemme? Hvordan går det jer ellers? Hvad laver onkel Julius, er han der også stadig? Jakob kan være glad for at være kommet ud af denne elendighed. Hvem bærer ansvaret for Verdun, hvor den ene armé efter den anden bliver flået op? Hvem bærer skylden for offensiven ved Somme, hvor en armé efter den anden bliver nedslagtet? Krigen har nået sit højdepunkt og vil snart være forbi, men først må vi endnu engang ind i elendigheden. Kommer vi til at opleve freden? Det er der ikke udsigt til, men man kan altid håbe.

Jeg hilser jer og håber snart at høre fra jer jeres Chr.
Hils alle bekendte.

Send mig ved første lejlighed noget at tage på fødderne!!! Det bliver allerede temmelig koldt her.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)