Kategoriarkiv: Krigsfanger i Rusland

De sønderjyske krigsfanger i Rusland 1.

Senest ændret den 17. januar 2023 14:55

Den logistiske opgave med at få de slesvigske krigsfanger hentet hjem inden afstemningen i februar 1920, var til at overkomme for krigsfangerne i Frankrig, England og Amerika, da disse lande havde styr på hvor fangerne befandt sig og at de var anbragt i få lejre. I Rusland var situationen noget vanskeligere fordi fangerne var spredt ud over det store rige og russerne ikke havde styr på hvor fangerne var, samt at situationen var ret kaotisk på grund af revolutioner og efterfølgende borgerkrige. En række artikler i løbet af foråret vil beskrive hvordan sønderjyderne kom hjem, hovedsagelig baseret på deres egne beretninger.

Russerne havde fra krigens begyndelse besluttet at skille de nationale mindretal blandt krigsfangerne fra de rigstyske og østrig-ungarske krigsfanger. Dvs. tjekkerne, serberne, slovakkerne mv. fra den østrig-ungarske hær og fangerne fra Polen og Elsas-Lothringen fra den tyske hær. Da disse mindretal ønskede selvstændighed, håbede at russerne med egnet propaganda at kunne overtale dem til at skifte side.

Ideen var at sende de tyske og østrig-ungarske fanger til fangelejre i Sibirien, medens de adskilte mindretal blev sendt til fangelejre i den europæiske del af Rusland.

Sønderjyderne var ikke med i begyndelsen, men blev først i 1916, takket være N. H. Rasmussen og med hjælp fra kejserinde Dagmar, forsøgt samlet i én lejr. Men på dette tidspunkt var de allerede fordelt på de sibirske fangelejre, og da russerne ikke havde styr på hvem der var hvor, og krigsfangerne i lejrene var under selvstyre, dermed underlagt de tyske officerer, der ofte saboterede forehavendet, lykkedes det aldrig at samle flere end 36 danske sønderjyder i lejren. De danske sønderjyder blev anbragt i et hjørne af en tjekkisk fangelejr i byen Jurev-Polskij, ca. 200 km nordøst for Moskva.

Da det efter Brest-Litovsk freden blev muligt at komme hjem, ville de dansksindede sønderjyder fra Jurev-Polskij lejren ikke hjem via Tyskland, da de risikerede at blive sendt til Vestfronten efter en kort orlov. Ved hjælp af danske statsborgere, der arbejdede i Rusland for Dansk Russisk Handelskompagni og af konsulatet i Moskva og St. Petersborg, fik de falske danske pas, som de så kunne benytte til at rejse fra St. Petersborg igennem Finland, derfra sejle til Stockholm og videre til København. Undersejlturen til Stockholm bliver passagerne og passene kontrolleret at tyske patruljebåde.

Peter Jensen skriver i Sønderjyske Månedsskrift 1968 bl.a. følgende:
”I juli måned 1918 kommer så begyndelsen til afslutningen. Pastor Jensen og vore venner og hjælpere derinde i Moskva og Petrograd, og ikke at forglemme den danske ambassade med hr. minister, kammerherre Harald Scavenius i spidsen, har gjort en stor og meget bekostelig gerning med at få os sønderjyder gjort klar til hjemrejsen. Et ikke alene omstændeligt arbejde med at skaffe de nødvendige papirer. Der skulle også penge til rejsen, og de skulle også iklædes, så de ikke lignede krigsfanger, men almindelige danskere, som skulle igennem paskontrol og undersøges af tyskere, som kontrollerede farvandene ved den finske bugt og Rigabugten. En meget streng personlig undersøgelse, så sønderjyderne måtte passe på ikke at lade sig mærke med, at de kunne forstå eller tale tysk. Når de var kommet igennem denne kontrol, følte de sig fri og sikre for både tyskere og bolshevikker. Rejsen foregik med skib fra Petrograd til Stockholm og tog omkring tre døgn til Stockholm og et til København. Den 20. juli kl. 12 sejlede de første fem fra Petrograd. Den 23. gik de i land i Stockholm. Den 24. kl. 11 ankom de velbeholdne til København.”

Foto foroven, pastor N. A. Jensen: Fangelejren i Jurev-Polskij. 

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jens Juhl Nikolaisen (1892-1989)
Anton Hansen Nygaard (1886-1958)
Falle Petersen Rudbeck (1890-)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Litteratur:
Bechshøft, Gitta: ”Tante Ebba og Revolutionen”, 2020.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Clausen, H.C.: ”Kejserinde Dagmar” 1991. Udsnit PDF. (Samtale med Frits Clausen i 1928.)
Jensen, N. A.: ”Ventetider” 1926.
Rasmussen, Bent: ”Om krigsfangelejrenes oprindelse.” Sønderjyske Årbøger 1960, side 41-80. PDF.
Rasmussen, Bent: “I gerning og sandhed. N.H.Rasmussen og de Sønderjydske Krigsfanger.” 1927.

Ny bog om sønderjyder i russisk krigsfangenskab

Senest ændret den 17. januar 2023 14:21

Gitta Bechshøft: Tante Ebba og Revolutionen (2020)

DKK 249,95

I 100 året for genforeningen føjer historien om Tante Ebba og hendes ”sønderjyske drenge” sig som endnu en brik ind i den store fortælling om længsel og frihed.

Under 1. Verdenskrig indkaldes sønderjyder mod deres vilje til tjeneste i det tyske militær, og mange ender i Sibirien som russiske krigsfanger.

På det tidspunkt opholder fru Ebba Tramp Bechshøft sig i  St. Petersborg, hvor hendes mand er direktør i Dansk Russisk Handelskompagni. Her deltager  hun – som eneste kvinde – i en hemmelig redningsaktion, der ved list og snilde skal vriste disse sønderjyske landsmænd ud af  det russiske kaos og den tyske hærs lange fangarme.

Denne, hidtil upublicerede øjenvidneberetning, løfter sløret for, hvordan det lod sig gøre og opklarer samtidig et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers ”russiske eventyr”: hvad skete der, fra de slap væk fra lejrene, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de som tyske statsborgere, måtte leve i skjul, til krigen var forbi?

Gitta Bechshøft:

Tante Ebba og Revolutionen

238 sider, ill. hæftet 

Køb den hos Forlaget Historia

Bogen kan også købes direkte over nettet via tales.dk (tidl. Bogrolen.dk)

2. marts 1920. ØK’s skib M/S “Peru” ankommer til København fra Vladivostok med danske statsborgere og sønderjyske krigsfanger fra Sibirien.

Senest ændret den 17. januar 2023 14:17

Med på skibet var Niels Mikkelsen Purup og familie. Han rejste til Sibirien i 1912, hvor han arbejdede for Sibiko (Sibirist Kompagni) og senere etablerede sig i Tjita til 1915. Efter et kort ophold i Danmark rejste han retur – nu med hustru – til Tjita. Han blev selvstændig og fremstillede cigaretter på egen fabrik i Tjita. Forretningen gik godt, og parret blev velhavende. I 1919 pressede borgerkrigen på, og Purup blev engageret i krigsfangehjælpen. Parret besluttede at rejse til Danmark for at vente på bedre tider til at returnere til Rusland. Familien kom med M/S Peru fra Vladivostok i nytåret 1919/1920. Med ombord var også et hold sønderjyske krigsfanger.
(Tekst: B. Preben-Hansen)

Et barnebarn til Purup rejser til Sibirien i farfaderens spor. Se beretningen fra rejsen her.

Barnebarnet, Karsten Purup,  er interesseret i kontakt til efterkommere af de sønderjyske krigsfanger, der var med skibet. Karsten kan kontaktes her.

Billede fra Sibikos forretning i Tjita, der som noget helt nyt tilbød cykler, til veje, som var et pløre og ælte mindst 9 måneder om året.
Purups billet hjem fra Vladivostok.

På rejsen hjem tog Purup en række billeder ombord på skibet:

M/S “Peru” Link til Motorskibet “Peru”
Skibets kaptajn.
Alle Passagere på “Peru” incl. kaptajn og 1. styrmand – samt 6 sønderjyske krigsfanger som russerne havde frigivet og den danske stat betalte hjemrejsen.
Skibet blev malet på hjemvejen og passagerne fik lov at hjælpe. Det var nok ikke meget til gavn, men en adspredelse.

(I følge krigsfangekortene skulle der være 7 krigsfanger med hjem?)
Krigsfanger med M/S “Peru”:

  1. Peter Christian Asmussen fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Haxthausens arkiv: ”Efter anmodning fra krigsfange i Sibirien, løjtnant ved 5. husarregiment Peter Christian Asmussens pårørende skal man anmode UM om at telegrafere til vicekonsul Møller-Holst i Irkutsk om at foranledige ovennævnte krigsfange frigivet og hjemsendt, således at han kan nå at afgå med S.S Peru fra Vladivostok omkring nytår. Krigsfangen er født i Flensborg og hans forældre har hos Vassart og Co. I Vladivostok deponeret to tusind kroner til hans hjemrejse, ligesom de er villige til at betale alle yderligere udgifter. Fangens adresse er: Kansk ved Bajkalsøen, officersfangelejr, guvernement Jenisejsk”. 28-11-1919 til UM. 
  2. Harry Johannes Christian Gross (1881-1921) fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Kom til Pervaja Kelschka ved Vladivostok. Han var i tjekkisk fangeskab. Broderen Gustav Gross, Flensborg, Viktoriagade 7, var villig til at betale hjemrejsen. 
  3. Johannes Christian Köhler (1884-1938) fra Nordborg 
  4. Paul August Otto Köppen (1876-1945) fra Tønder. (Japansk krigsfange) 
  5. Laussen ? Link til krigsfangekort 
  6. Jørgen Hansen Nielsen (1885-) fra Faahus.
  7. ? H. P: Møller ? Link til krigsfangekort Med “Peru” 2/3-20 (A23) – det er ankomst tidspunktet til København? 

7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Senest ændret den 17. januar 2023 14:18

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

Hvem er disse 5 alsinger?

Senest ændret den 17. januar 2023 14:16

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

Senest ændret den 17. januar 2023 14:15

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Frits Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.