Tag-arkiv: lus

26. oktober 1918. “Som naar vi derhjemme leverede Svin, blev vi i Vitry le Franc ladet ind i Kreaturvogne…”

Senest ændret den 4. december 2020 9:15

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I begyndelsen af oktober 1918 blev han taget til fange.

Efter  en  vidunderlig og  uforglemmelig  Jernbanerejse  er  vi i  et  Tog  med  III.  Klasses  Kupéer  naaet  hertil.  Aldrig  synes jeg, jeg  har set noget  saa  smukt  som  dette  sidste  Stykke  af Rejsen  ned  imod  Lippy.  Vidunderligt  skønt  ligger  Byen  i en  Dalsænkning,  og  Toget  gaar  halvanden  Gang  omkring Byen,  inden  det  naar  ned  til  Banegaarden,  saa  vi  fik  Byen at  se  baade  ovenfra  og  fra  alle  Sider. 

Dog,  Rejsen  er  ikke hele  Tiden  gaaet  med  Tog  med  III.  Klasse.  Nej,  Gud  bedre! Som  naar  vi  derhjemme  leverede  Svin,  blev  vi  i  Vitry  le Franc  ladet  ind  i  Kreaturvogne,  der  blev  laaset  efter  os.  Vi var  forsynet  med  Brød  til  et  Par  Dage,  men  Drikkelse  havde  vi  saa  godt  som  intet  faaet  med  af. 

Af  Ventilation  var der  ikke  andet  end  de  fra  Kreaturvognene  kendte  smaa  Luger  foroven.  Det  var  vel for  Luftens  Skyld  tilstrækkeligt,  men der  var  dog  andre  Ting,  som  de  45  Mand,  der  var  i  hver Vogn,  skulde  have  besørget,  og  gode  Raad  var  derfor  dyre. Saa  længe  vi  havde  Lommetørklæder  til  „Stort”  og  tømte Konservesdaaser  til  „Smaat”  gik  det  nogenlunde,  men  kun alt  for  tidligt  opdagede  vi,  at  vi  havde  begaaet  den  uhyre Letsindighed  at  kaste  det  hele  bort  i  Stedet  for  at  tømme Beholderne. 

Der  var  sluttelig  ikke  andet  for,  end  at  de  to Mand,  der  var  „nærmest  paa  Tur”,  maatte  holde  den  tredie Kammerat  i  en  saadan  Stilling  ud  af  Lugen,  saa  han  kunde undgaa  det,  der  var  værre  for  os  andre,  nemlig  at  indrette sig  i  et  Hjørne  af  Vognen,  hvor  Pladsen  var  knap  nok  i  Forvejen. 

Transporten  naaede  endelig  Orleans,  hvor  Dørene  atter  blev  aabnet  for  os.  Men  sikken  et  Syn.  Togstammen  saa frygtelig  ud,  og  det  var  intet  Under,  at  den  Masse  af  Militær-  og  Civilpersoner,  der  stod  paa  Banegaarden,  holdt  sig for  Næsen  og  veg  tilbage  for  os,  da  vi  blev  sluppet  ud  og styrtede  ind  imellem  dem  for  at  naa  hen  til  et  Par  Vandopstandere. 

Efter  et  Par  Timers  Ophold  fortsatte  vi  videre. Toget  var  et  andet,  og  ogsaa  Vagtmandskabet  havde  skiftet.  Jeg  kan  ikke  andet  end  at  indrømme,  at  det  var  Synd, hvad  der  nu  foregik.  Vagtmanden  var  en  pæn  ældre  Mand, der  saa  ud  til, at  han  endnu  ikke  havde  været  ved  Fronten, i  hvert  Fald  saa  han  velplejet  og  nobel  ud. 

Enkelte  Kammerater  søgte  nu  at  faa  fat  i  de  største  og  fedeste  Lus,  der kunde  opdrives,  og  i  Snesevis  blev  de  pillet  fra  deres  tilvante Leje  og  flyttet  over  paa  Vagtmandens  Kappe  og  Hue,  hvor de  i  et  sandt  Kapløb  om,  hvem  der  kunde  komme  først,  forsvandt  ned  bag  Kappekraven.  Skorstensfejeren  var  særlig ivrig  i  at  deltage  i  denne  Form  for  „ Vergältung ”  som  Tak for  den  mindre  pæne  Behandling  fra  Dagene  forud.

 

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

7. marts 1918 – Mathias Damm: “Det værste er med Utøiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Brev fra d 27 og Pakken fra 25 som jeg har modtaget. Du har skreven 53 i den, det maa da være en Feil, thi den sidste var dog 53. Det var vel slemt nok, om i ingen Roer faar i Aar. Saa bliver Køerne nok helt tørre til næste Vinter. I maa ialfald se at faa nogle Roer hensat til Frø, naar det intet giver til Købs, at vi har noget til næste Aar. Det er der da ikke saa megen Besvær ved og maa de lige saa godt gaa som Kaal.

Vi kommer nok ikke i Ro dennegang som sædvanlig. Der er kommen lidt i Veien, saa vi faar vente et par Dage. Hovedsagen at Naboen er fornuftig. Saa gaar det nok. Det værste er med Utøiet. Vi blive jo “entlaust” hver gang vi kommer i Ro, og det kan nok gøres behov. Det er først naar man har været 10-12 Dage i Stilling, at man begynder at mærke dem, men saa er de desparate nok de par Dage til vi faar dem kaput.

Mange Hilsner sender eders
M.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. december 1917. H.C Brodersen oplever en kold tur gennem Alperne og bliver “Entlaust” i Rosenheim.

Senest ændret den 4. december 2020 8:55

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  blev  en  langvarig  og  kold  Tur  gennem  Alpernes  Sne. Paa  flere  Stationer  blev  der  gjort  Holdt, der  varede  uendelig længe.  Med  2-3  Vogne  ad  Gangen  arbejdede  Lokomotivet sig  op  ad  Bjergene,  hvor  det  saa  ved  en  Station  lod  Vognene staa  og  kørte  tilbage  for  at  hente  de  andre.

Meterhøjt  laa Sneen  i Alperne, og  det  var  en  skærende  Modsætning  til Opholdet  i Cordenonc,  hvor  Temperaturen  tillod,  at  vi gik  i bare Ben.  Her  i  Rosenheim  bliver  vi  „Entlaust”  og  det  efter  de allernyeste  Principper  paa  det  Omraade. 

Samtlige  behaarede Steder  har  været  under  Behandling  af  de  elektriske  Klippe­maskiner,  og  da  vi  gensidig  betjente  hinanden,  blev  der  sørget  for,  at  ingen  slap  udenom.

Et  varmt  Bad  har  udøvet  den tilsigtede  Virkning,  og  enhver  har  faaet  udleveret  en  Klat graa  Salve  til Indsmøring  paa  de  Steder,  hvor  der  endnu  kan tænkes  at  sidde  et  Luseæg. 

Medens  vi driver  Tiden  hen  med Kortspil,  bliver vort  Tøj  behandlet  i de  dertil indrettede  store Kedler,  som  har  et  saa  højt  atmosfærisk  Tryk,  at  et  fortsat Liv  for  Lusene  og  deres  Yngel  er  ganske  udelukket.  Det vil  vist  vare  flere  Timer  siges  der,  og  vi  skal  ogsaa  have  noget  at  spise,  saa  det  bliver  vist  ikke  før  i  Morgen  tidlig,  vi kommer  herfra.

 

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

11. december 1917. 1A-Gespräch til bror Magnus

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.

I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.

En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.

Vi fik os mangen en Pas­siar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.

Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.

Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.

Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.

Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.

Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.

DSK-årbøger 1951

24. november 1917. Granatsplint i brystet – reddet af Det nye Testamente

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuβ-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Vi indrettede nu stillingen ved “Wilden Mann”. Kanonerne stod i en have. Den ene stod i en stor ladeport. Skulle der skydes, blev porten lukket op, efter skydning lukkede porten igen. Så var mandskabet fri for flyverdækning.

Mandskabet boede i et hus, der lå noget tilbage fra stillingen i
nærheden af vejen Vest Rosebecke Hochlede. Skydningen var noget i aftagen, dog kunne englændernes ild være ganske voldsom i visse perioder.

Vi gravede en grav – løbegrav bag ved huset, og når skydningen var særlig slem, gik vi ud i den.

En eftermiddag sad vi i huset og talte sammen. Der slog en granat ned på landevejen, og en stor granatsplint slog igennem døren og sårede kanoner Tvelschik i benet, og en anden i armen, derefter fløj den hen på brystet af mig med en sådan kraft, at jeg faldt bagover i halmen.

Den ramte netop mit nye testamente, som jeg bar i brystlommen. Testamentet bærer mærker af det den dag i dag.

De sårede blev forbunden og kom på lazarettet.

Det begyndte at blive koldt, og så skrev jeg efter en islandsk trøje hjemmefra. Den trak jeg på, og det kan nok være, at jeg kunne holde varmen. Men der var en ulempe ved det, nemlig der samlede lusene
sig i en så uhyggelig grad, at jeg kunne ikke være ved mig selv for kløe. Det var som lusene søgte hen til uldtrøjen fra hele batteriet, og flere gange lagde jeg trøjen på et bræt og bankede lusene ihjel med en hammer, men et par dage senere var der lige så mange igen.

Jeg måtte sende trøjen hjem, ih hvor gerne jeg ville have beholdt den.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. august 1917. Handel med tysk udrustning og krig mod lus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Det kunne også ske, når vi var i ro, at vi en 8 – 10 mand samt et spand heste og en vogn tog ud og sankede ”Lehrgut” op, dvs. vi samlede geværer, sabler, stålhjelme, gasmasker, maskingeværer, kort sagt alle udrustningsgenstande samt patroner, ladte eller afskudte. Det læssede vi så på en vogn og kørte det hen på et indleveringssted.

Pengene blev så udbetalt til batteriet og fordelt på mandskabet.

Prisen for de indleverede genstande var således:

1 gevær 2 Mark
1 gasmaske Vi Mark
1 stålhjelm Vi Mark
Patroner og messing efter vægt.
1 maskingevær 34 Mark
1 bajonet 25 Pf.

Det drejede sig om ret betydelige summer. Vi fik udbetalt ca. 4 gange om året 20 – 30 Mark pr. mand.

Når vejret var godt, vaskede vi vort undertøj. Det kunne nok nås på een dag. Vi kogte det i en gryde eller kobberkedel, hængte det op,  dog måtte man altid sidde og passe på det, medens det tørrede, da
det ellers ville blive stjålet. Tøjet blev sjældent helt ren, men lusene blev dræbt samt æggene, og det var nødvendigt, da disse ellers tog ganske overhånd.

Om vinteren var det mere vanskeligt at holde sig ren, da vaskningen var mere besværlig. Det eneste middel for at holde luseplagen inden for rimelige grænser, var at trække tøjet af og slå lusene ihjel, alle dem man så, hver eneste dag.

Dette blev også gjort, men der var ikke altid lejlighed til det.

Der blev så oprettet “Entlausungsanstalter”, luserensningsanstalter. Her kom vi hen med større eller mindre mellemrum. Vi kom under brusebad, tøjet kom ind i lufttætte rum, der blev overhedet med varm luft e ller damp, og efter denne proces var lusene døde og æggene med.

Men alt dette rettede sig efter tid og lejlighed. Lå vi i lang tid i
ildstillingen, eller vi var på offensiven eller defensiven, så kunne der ikke blive tid, hverken til vaskning, badning eller rensning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1917. Hvid vask med vanskeligheder i Frankrig

Christian Esbensen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste ved RIR 215 på Vestfronten. Han fortæller:

På en brændende varm Solskinsdag i Sommeren 1917 laa Res. Inf. Reg. 215 i Ro bag Fronten i Nordfrankrig. Vort Kompagni havde faaet anvist Kvarter i en lille Landsby. Emil, en Kelner fra Hamborg, og jeg laa i en indelukket Have og dasede i Solen, kun plaget af de smaa, mangebenede „Husdyr”, der tilsyneladende benyttede den ledige Time til at holde Tropperevu paa de mest utilgængelige Steder, hvor man havde de færreste Chancer for at gribe forstyrrende ind i deres Øvelser.

Som ved en pludselig Indskydelse fik vi begge den Tanke, at Vejret var som skabt til at holde Generalafregning med de smaa Plageaander, og Forberedelserne dertil var snart gjort. To Marmeladespande, to Fyrsteder op imod Muren, der omgav Haven, Brænde samlet sammen af Spaantaget fra en Udbygning, der var halvt sammensunket af en Fuldtræffer, og snart flammede en lystig Ild under vore „Gruekedler” med vort Vasketøj, hvori der før havde hersket „rege Tätigkeit”.

Ih, hvor vi glædede os over den blodige Hævn, vi her havde udpønset! — Tiden, der gik med at faa Suppen til at koge, blev dog snart Emil for lang, og mens jeg ogsaa overtog Ansvaret for hans Gryde, gik han paa Opdagelsesrejse. Han kom herved om bag Muren, hvorfra han kort efter kom styrtende tilbage og fremviste en mystisk Masse, som han holdt i den ene Haand. Han raabte: „Krischan! Se her, Klorkalk!”.

„Klorkalk? Ja, hvad med den?” „Du er dum, Krischan, Klorkalk gi’r saadan en hvid Vask!” — Naa, saaledes!

Jeg for i Hast om bag Muren, og, maaske til min Ulykke, fandt jeg i Nærheden af Klorkalken en lille, rusten Kulskovl. Med en snedig Bagtanke om, at min Vask vilde blive endnu mere hvid end Emils, naar jeg brugte et endnu større Kvantum Klorkalk, stak jeg Skovlen saa dybt i Klorkalkbunken, saa jeg fik Topmaal. Jeg hældte flot det hele i min Kedel.

Begge Gryder kogte nu af fuld Kraft, og der var ikke noget Haab for et eneste levende Væsen om at slippe levende ud af denne Heksekedel.

Vi fik efterhaanden travlt med at røre rundt i Gryden, hvis Indhold efterhaanden var blevet hvid som Mælk. Tøjet maatte jo ikke gerne lægge sig for haardt eller for længe paa den tynde Bund i Spanden, som af den stærke Ild var blevet stærkt ophedet. Vi kunde let svide Hul i Tøjet. Med visse Mellemrum stak jeg derfor en Kæp ned under Tøjet for at hæve det lidt ud af Spanden, og jeg var spændt paa, om det snart vilde begynde at blive hvidt.

Det lykkedes trods flere Forsøg ikke rigtigt at faa fat paa Tøjet. Jeg gjorde mig særlige Anstrengelser for at faa det løftet ud, men pludselig opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at Kæppen gik lige igennem Tøjet.

Af det alt for store Kvantum Klorkalk var Tøjet kogt saa mørt, at det bristede ved den mindste Berøring med Kæppen, og med et Udbrud, der helt forskrækkede den stakkels Emil, fik hele Suppedasen en Kommisstøvle i Flanken, saa det hele trillede hen ad Gangstien, mens Emil med et desorienteret Udtryk i Ansigtet udbrød: „Wat is’ denn eigentlich los?“

„Se selv,“ sagde jeg, — og da Miseren nu ogsaa gik op for ham, røg hans Suppe den samme Vej; men selv om hans Tøj næppe havde lidt samme Overlast som mit, var det dog allerede ubrugeligt.

Først da Garderoben saa nogenlunde igen var suppleret op til det normale Omfang, fandt vi Tidspunktet inde til at aabenbare Historien for vore øvrige Kammerater, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom paa, at vi fik stor Succes med den „hvide Vask.“

DSK-årbøger 1950

15. juli 1917. Hvidløg og væggelus i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

„Lilika” – Minder fra Rumænien

1917. Fra Toppen af de iskolde Karpater var vi med det første Tøbrud steget ned til den rumænske Slette, hvor vi en kort Stund nød den lune Foraarssol

Ploestis mange Oliekilder brændte endnu, da vi drog forbi dem, og det imponerede os, at finde de store Oliebeholdere saa langt borte fra deres Oprindelsessted. De var eksploderet og gennem det voldsomme Trykslynget gennem Luften — og laa nu her, flere hundrede Meter borte, i de endeløse Majsmarker som store, sammenkrøllede Blikdaaser.

Fronten blev stabiliseret ved Sereth-Floden, længere syntes Generalstaben ikke at ville trænge frem, og vi var yderst fornøjede med det. Efter Foraarets milde Luft var nu Sommerens Hede kommet, en Hede, der gjorde os sløve.

Feltlazaret Nr. 15 blev installeret i Gugesti, og Opsamlingsstedet, hvortil jeg hørte, blev lagt fem Kilometer bag Fronten ved Focsani, hvor vi slog vore Telte og Barakker op.

Hidtil havde vi ikke haft for megen Tid til at studere den rumænske Befolkning. Fremmarchen var jo gaaet saa hurtigt, at vi kun saa de uendelige Strømme af ulykkelige Flygtninge. Nu til Gengæld fik vi dem paa nært Hold.

Jeg lærte hurtigt at skelne mellem de Rumænere, der bar Skjorten uden for Bukserne, og dem, der bar dem inden for. Saa utroligt det lyder, saa var det nu dem, der bar Skjorten udenfor, som var de mest sympatiske, mest renlige og tiltalende.

Jeg glemmer aldrig den første Nat, hvor jeg var indkvarteret hos en rumænsk Bonde, en af dem der bar Skjorten i Bukserne.

Huset var af Lerjord. Taget af Majshalm, og foran Indgangen fandtes en faldefærdig Træveranda. Paa Afstand saa det meget romantisk ud. En stor, halvnøgen Børneflok legede i Skyggen af Verandaen, og nogle Kvinder i farverige Bomuldskjoler, barbenede og med et Udseende som typiske Zigeunere, sad og lappede Tøj. Husets Herre, med et vældigt Fuldskæg, bar trods den store Varme en Pelshue paa Hovedet. Hans snavsede Skjorte var godt fedtet i Halslinningen, hvorfra han altfor ofte, men med en sikker Haandbevægelse, fangede smaa Medbeboere. Han bar en kort, blaa Jakke og saa de mægtige vide Benklæder.

En saa stærk Hvidløgsduft, som her kom mig i Møde, var jeg dengang ikke vant til. Den var saa stærk, at den ligefrem generede mig. Da man havde anvist mig mit Værelse og jeg saa, at der ikke fandtes nogen Dør mellem mit og Familiens kombinerede Sove- og Opholdsstue, blev jeg ikke saa lidt eftertænksom.

Pyt med Inventaret og med Sengen, der kun var en Træbænk, jeg havde jo mit eget Uldtæppe med; men at være indkvarteret hos M ennesker, hvis Sprog og Sindelag jeg overhovedet ikke kendte, og som hele Tiden talte og talte til een med den eneste Virkning, at jeg blev mere og mere utilpas af den stærke Hvidløgsduft, der med hver Ordstrøm lagde sig om mine Aandehuller, nej, jeg havde helt tabt Humøret, og min Higen efter Romantik var blevet betydelig reduceret.

Det blev ikke bedre om Natten, da jeg skulde sove. Luften i mit Rum var uudholdelig, og gennem den aabne Dør til Familiens Fællesrum kunde jeg se Bedstemoder, tre voksne og seks Børn ligge paa Gulvet paa Straamadrasser. Tøjet havde de beholdt paa, og jeg gjorde det samme, hvad jeg ikke kom til at fortryde.

Knapt havde jeg rullet mig i mit Tæppe og slukket Lyset, før jeg fik Besøg af smaa, flade Væsener, der i en lang Stribe kom marcherende fra Naborummet. De prøvede paa at faa Indgang til min Krop gennem Buksebenet og Halslinningen. Jeg tog resolut mit Tæppe og flyttede udenfor paa Verandaen. Her var Luften i det mindste renere, og træt overgav jeg mig til Søvnen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1942

10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Senest ændret den 26. april 2017 11:36

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. marts 1917. “Hvorfor græder du lille mor?” Thomas Dinesen hjemme på orlov for første gang i 14 måneder

Senest ændret den 3. oktober 2022 14:06

Sønderjyden Thomas Dinesen fra Jels gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment Nr. 265, 5. kompagni. Han må ikke forveksles med den rigsdanske Thomas Dinesen, der meldte sig frivilligt til canadisk krigstjeneste.

Jeg lå i Rusland ved 5. kompagni, Reserveinfanteriregiment 265, 108. infanteridivision. Vi havde flyttet omkring på forskellige frontafsnit fra Dynaborg i nord til egnen Kowel-Luck i Karpaterne.

På grund af de voldsomme russiske angreb af general Brussilov i 1916 mod de østrigske og tyske stillinger havde der længe været spærret for orlov. Hvad det betød, ved enhver gammel frontsoldat; men omsider blev det min tur.

Jeg fik på skrivestuen udleveret mine orlovspapirer, og jeg så, at der i papirerne stod: »Der Musketier Dinesen hat die Erlaubnis, während seines Urlaubs Zivilanzug zu tragen«.

Det var enestående, at en soldat oppe fra den danske grænse fik denne tilladelse indført i sine orlovspapirer. (En god kompagnifører). Men at netop dette skulle komme til at volde mig vanskeligheder under min orlov, anede jeg intet om.

Vi var nogle kammerater fra forskellige egne af Tyskland, som kunne følges ad til Berlin. Efter at være blevet afluset på en »Entlausungsanstalt«, og efter at vi havde fået skriftlig attest herpå, nåede vi stationen Ivanise.

På vej til aflusning
Aflusningsanstalt

Derfra gik det over Kowel, Brest-Litowsk imod Warszawa med almindeligt bumletog. Vor orlov gjaldt tre uger i alt, så det var om at udnytte tiden. På orlov måtte vi kun benytte almindelige orlovstog, men da vi kørte ind på sporet i Warszawa, så jeg et tog holde ved siden af vort lige ankomne. På den ene vogn stod der: »Schnellzug Berlin«.

Frække, som vi var blevet efter flere års fronttjeneste, vejrede jeg en chance og gjorde mine kammerater opmærksomme på skiltet. – Men  der måtte handles hurtigt. – I en fart fik vi oppakningen og tornystret fat og så ud. Ubemærket nåede vi lige at komme op i toget til Berlin, netop som det satte i gang. Vi havde allerede regnet ud, at en halv dag var vundet.

Da togkonduktøren kom, måtte vi frem med papirerne. Ved nærmere eftersyn kunne han jo nok se, at vi ikke havde ret til at benytte »Schnellzug«, og der fulgte en ordentlig reprimande, men der var ikke noget at gøre. Det gamle ord om, »at heldet følger de tossede«, passede for en gangs skyld igen. – Ganske rigtigt – toget kørte mod Berlin, og det gjorde ikke holdt ved de små mellemstationer.

Nu skiltes vore veje, for jeg skulle fra Berlin videre mod Hamborg og derfra videre mod nord, men det lykkedes ikke igen at komme med hurtigtoget, for her var kontrollen lidt skrappere. Dog den halve dags forspring var reddet, og det gik nu hurtigt hjemad. –

At vor luseattest ikke havde kraft mere, mærkede vi tydeligt, thi det kriblede og krablede på kroppen, som det plejede. Mange af de kammerater, som var kommet med andre tog mod Berlin, havde ikke været på nogen »aflusningsstation«, og derfor var der gode muligheder for, at vi havde fået stammerne forædlet.

Lus 6a44-192
Lusebefængte soldater

Mod aften nåede toget Flensborg, og nu var det lige om at finde et tog, som gik mod Sommersted. – Køreplanen blev studeret på perronen, og jeg fandt ud af, at jeg kunne være i Sommersted ved 12-1-tiden om natten. Så var der en march på otte kilometer over Mølby og Oksenvad til Jels.

Mellem klokken et og halvto nåede jeg hjem til Jels by, og da det var midt om natten, måtte jeg være yderst forsigtig, thi der var mange soldater indkvarteret i byen. De havde til opgave at sikre grænsebevogtningen. I mit hjem havde man to soldater i privat kvarter, foruden at der i missionssalen, som hørte til vort hjem, var ekstra 40 mand i massekvarter.

Forsigtigt gik jeg til bagdøren, for ved siden af var mors og fars soveværelse. Jeg bankede på vinduet og hørte så en stemme: »Hvem er der?« – »Det er Thomas«, svarede jeg. Mor tændte lys, hvorefter hun kom ud i baggangen og lukkede op. Mor fik noget tøj på, og hvordan gensynet formede sig efter fjorten måneders fravær, det skal jeg ikke komme nærmere ind på.

Da døren igen var låst, så mor på mig og sagde: »Thomas, du har vel ikke lus?« – »Ja, lille mor, det har jeg sikkert, selvom jeg blev afluset for tre dage siden i Rusland«, – »Vil du så ikke nok gå ud i vaskerummet og trække det gamle tøj af, så skal jeg nok finde rent undertøj frem til dig«.

Mor fulgte mig ud i vaskerummet, og jeg trak min uniformsfrakke af.

– Pludselig tog mor til at græde. »Hvad græder du for, lille mor«, spurgte jeg. Jeg vidste med det samme, hvorfor mor græd, thi min skjorte hang i laser på min krop, rådnet op af sved og snavs. Der var kun lidt af højre ærme tilbage og en lille smule af overkroppen i laser. –

Mor kom med rent undertøj, og jeg fik mig grundigt vasket, derefter det rene undertøj på. Den beskidte uniform blev lagt i det yderste hjørne af vaskerummet, og den næste dag tog mor det hele under behandling.

Efter et solidt måltid, så godt som mor evnede at præstere det, trods rationeringsmærkerne, der var mangelvare, og knaphed på mange områder, blev den værste sult dog stillet, og jeg kom i seng – for første gang efter fjorten måneder. – Det endte dog med, at jeg ikke kunne sove i sengen, og først efter, at jeg var havnet ude på gulvet, faldt jeg i søvn.

DSK-årbøger 1972

2. marts 1917. Lusene på Vestfronten bar jernkors på ryggen

Senest ændret den 26. april 2017 11:41

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi saa de første letsaarede Kammerater komme tilbage fra Fronten, nogle havde faaet et Par Fingre skudt af, eller de var saaret paa Benene eller i Hovedet; tit piblede Blodet frem gennem Forbindingerne.

Vi var aldeles hjertegrebne af at se det.

I de første Dage blev vi sendt ud, nogle til én Side, andre til en anden Side. Snart var der smaa Øvelser, snart var der Skyttegravsarbejde i en ny Stilling, som blev begyndt.

Snart gik det frem ud mod Ildlinien, men i hvert Tilfælde altid tilbage om Aftenen, og naar vi saa mødte hinanden ved Aftenstid, var det første Spørgsmaal altid det, om vi var ene. I de første Dage kunde vi sejrsstolte sige Ja; men saa en Aften kom en af Kammeraterne og sagde: „Jeg tror saa sandelig, jeg har faaet Lus i Dag.”

Vi var allesammen begærlige efter at komme paa Jagt, og saa maatte han have sin Trøje knappet op, Skjorten ligesaa, og ganske rigtig, inde paa Brystet gik der en vældig stor Graabasse.

RIR242_Fanger lus mindre

Vi tog den meget forsigtigt, satte den paa en Avis, som vi havde bredt ud over et Par Brædder, som udgjorde vort Bord, og saa blev Fyren set paa fra alle sytten Sider.

Vi blev snart enige om, at det var ikke bare tom Snak, at den Slags bar Jernkors. Denne havde ogsaa Jernkors og det endda paa Ryggen; men vi blev ogsaa enige om, at det var vel fortjent, for de gjorde jo hele Felttoget med.

Da alt var tilbørligt drøftet, trak Kammeraten sin Klinge, og saa gik det paa Livet løs med Fyren.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

1. marts 1917. Kompagni-bedstefar ankommer til Vestfronten

Senest ændret den 26. april 2017 11:18

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter 4 Døgns Kørsel med Toget naaede vi en lille By nede i Frankrig, som hedder Caudry. Der kom vi ud af Toget og maatte se at finde os et Logi for Natten.

Næste Morgen marcherede vi ud til Somme-omraadet, hvortil vi
naaede den 1. Marts 1917.

Vi marcherede til en By, som hedder Vendhuille, og blev tildelt 357. Infanteriregiment.

Jeg kom sammen med 17 Mand til 12. Kompagni. Kompagniet var lige kommet fra Stilling og havde Parade for Regiments-kommandøren.

Vort 12. Kompagni fik en meget daarlig Omtale, fordi nogle var løbet tilbage ude fra Fronten, og andre godvilligt havde ladet sig tage til Fange af Englænderne.

Der blev ogsaa henvendt nogle Ord til det nye Udfyldnings-mandskab. Officeren haabede, at vi skulde bringe en bedre Aand ind i 12. Kompagni. Det var slet ikke saa lystigt at høre paa.

Vi havde, før vi kom ud, ogsaa hørt Tale om mange forskellige Ting, ikke mindst om Utøjet, som var en Plage for Soldaterne ved Fronten.

Vi besluttede at prøve paa, om vi ikke kunde se at blive sammen og slippe for at blive blandet med Kammeraterne, som stod ved Kompagniet.

Vi var seks Mand, som fandt et lille faldefærdigt Hus.

Der fandt vi en Stue, et Køkken eller saadan noget, hvor der var lidt Ly og Læ, og der opslog vi vort Paulun. De sidste civile Folk havde netop den Dag forladt Byen. Vi saa disse stakkels Mennesker med en lille Bylt, saa meget som enhver kunde bære, samle sig paa Torvet, og saa grædende gaa tilbage, mens de maatte efterlade alt til de tyske Røvere.

Vi saa, hvordan Soldaterne med raa Haand tog de kønne franske
Møbler, huggede dem i Stykker til Pindebrænde og i det hele taget ødelagde alt. Det kunde vi ikke være med til. Vi søgte og fandt et Brændelager, hvor der var Brænde nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. februar 1917 – Milert Schulz: “… eine Plage mit dieses Zeug”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 17. Febr. 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Zuerst meine besten Dank fur erhaltene Karte von Mutter und Brief von Vater vom 2/2 [,] welche ich vorgestern erhalten habe.

Wie Ihr ja wisst sind wir Augenblicklich in Stellung. Habe gestern einen vierseitigen Brief an Pastor Jonnesen geschrieben und ihn für das Paket gedankt.

In diesen Tagen haben wir jeden Tag das herlichste Sonnenwetter. Nur auf die sehr hohen Berge liegt noch Schnee. Sonst ist ja noch alles dasselbe hier. Der Feind ist auch ziemlich ruhig.

Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und munter. (Habe mich eben gelaust und vielleicht 15-20 Stück gefangen). Ja dass ist eine Plage mit dieses Zeug.

Na nun die besten Grüssen und Küsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer
Milert.

(Brev i privateje)

15. februar 1917. Lus i skindpelsen

En anekdote af en unavngiven sønderjysk krigsdeltager

To Krigsleverandører.

Tre Artillerister, der laa i Omegnen af Warschau, fik under Krigen Besked om, at de kunde rejse paa Orlov. Forinden de kunde faa Lov til at rejse, skulde de dog henvende sig paa Aflusningsanstalten for at blive ren­set for ”Husdyr”. Tiden var knap, skulde de naa Toget den Dag, var der absolut ikke Tid at spilde med Aflusning, og da den ene af Soldaterne, — lad os kalde ham Hansen, — var bekendt med Skriveren paa Antalten, regnede han med at faa Attesterne uden alt for mange Dikkedarer. Sammen gik de tre Kanonerer, belæsset med deres Bagage, hen for at faa de eftertragtede Attester, uden at spilde Tid med at blive renset.

Ankommen paa Anstalten blev der optaget Forhand­linger med Skriveren, som dog ikke førte til det ønskede Resultat.—Saafremt de ikke vilde igennem Desinfektio­nen, fik de ingen Attester, og uden Attester var der ingen Adgang til Toget osv .

Der var kun 20 Minutter til Toget skulde gaa, og i sin store Nød trak Hansen i sidste Øjeblik et stort Stykke Pølse frem af Brødposen, holdt det under Næsen paa Skriverknægten, med Løfte om at Pølsen skulde blive hans, dersom han i Løbet af 0,5 kunde faa, de her tre Attester udfærdiget, med Stempler og hele Pibetøjet.

Tre Minutter senere havde Pølsen — samt Attesterne — skiftet Ejer og i strakt Galop gik det til Banegaarden.

Her viste det sig, at alle III. Klasses Vogne var overfyldt af Orlovsrejsende, men, havde man klaret Attesterne, skulde det da være som Pokker, kunde man ikke komme med Toget.

Ved at gaa frem paa Perronen og glo Lidt ind gennem Tog vinduerne, opdagede vore Venner en Kupé, — det var rigtignok i en I. Klasses Vogn —, hvor der kun sad en enkelt Person. Naturligvis var I. Klasses Vogne reserveret Officerer og lignende fine Herrer, men hvad, det var jo en Nødstilstand, og uden mange Forma­liteter entrede de tre menige Artillerister Kupéen.

Deres Medrejsende viste sig at være en svær, fed Herre, hyllet i en fin Pels, mageligt henslængt i det bedste Hjørne. Soldaterne fik anbragt deres Bagage i Nettet og under Bænkene, og paa Slaget 8,20 rullede Ekspressen af sted mod Berlin. I et dæmpet Sprog drøftede de tre Svende Situationen i sær det fine Rejseselskab, de havde faaet, og mu­lige Chancer for at blive smidt ud af den gode Vogn. Man havde takseret den civile Herre til at være ”Krigsleverandør”, — ”hvad skulde han ellers være” — mente Hansen. ”Han har været herude for at lave en ordentlig Forretning og tjene nogle Millioner, — det skal nok være en flink Mand, lad os bare være flink mod ham.

”Efter nogle Timers Forløb meldte Sulten sig og Brød­poserne kom frem, men— Ak og Ve, — der var kun nogle Humpler tørt Brød, Pølsen havde Hansen bortsjakret til Skriveren for Attesterne. — Det blev jo en mager Fore­stilling, men tørt Brød smager ogsaa, — naar man ikke har andet. En Slurk kold, sur Kaffeerstatning afsluttede Maaltidet.

Ved at se Soldaterne spise, blev den svære Herre ogsaa sulten, han fik rejst sig og, ——- ja, saa sprang Han­sen til, og hentede hans fine Læderkuffert ned, med et venligt ”Bitteschön”. Af Kuffertens Dyb hentede Herren fint Smørrebrød frem, samt en Flaske. Den fine Mad samt Snapsen udsendte en liflig Duft i Kupeen, en Duft der kildrede Soldaternæserne slemt. Uden at værdige de tapre Fædrelands forsvarere et Ord, langt mindre et Blik, fortsatte ”Krigsleverandøren” Spisningen og alle Soldaternes Haab om, at han dog skulde give dem et enkelt Stykke Mad, eller dog Resten af Flasken til Deling, glippede. Efter nogle kraftige Opstød pakkede ”Krigsleverandøren” Maden sammen igen og lod den, saavel som Flasken, forsvinde i Kufferten. Hansen var ikke saa flink denne Gang, og Tyksakken maatte selv faa Kufferten paa Plads i Nettet.

Efter at have røget en fed Cigar med Mavebælte, svøbte Herren sig godt ind i Pelsen, satte sig mageligt til rette i Hjørnet og slumrede blidt ind. Inden ret længe begyndte han dog at snorke meget eftertrykkeligt, og de tre Soldater skelede til hinanden som for at finde Raad mod Fredsforstyrreren. Ingen kunde lukke et Øje, ”Krigsleverandøren” holdt dem vaagen med sin Snorken og — naaja, Lusene begyndte ogsaa at blive vaagne.

Om det nu var af Snorkningen, eller fordi Varmen i Kupeen gjorde sig gældende, skal være usagt, men da Hansen saa et velvoksent Eksemplar af Slagsen komme ud af det ene Ærme, fik han en djævelsk Idé. Han tog Lusen og lod den lyd­løst forsvinde i ”Krigsleverandøren”s Pelskrave. Da Han­sen først havde faaet Idéen, var det ham en ren Sport at finde saa mange Lus frem, som bare muligt, og da Toget ved Midnatstid løb ind paa Banegaarden i Berlin var det en ret anselig Styrke, Hansen havde sendt paa Rekreationsophold hos ”Krigsleverandøren”.

Paa denne smukke Maade blev Hansen jo ogsaa ”Krigsleverandør”, mente hans to Kammerater, — og der var vel noget om det.

DSK-årbøger, 1941

6. februar 1917. Hytterne inficerede med lus og lopper i uhyggelig grad

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

I månederne februar-april 1917 var vi ofte så langt tilbage fra fronten, at v i kom i forbindelse med den civile befolkning.

De var fattige, meget fattige, og husene – vi kaldte dem for »Panjehytter«.

Panje er polsk og betyder »herre« – var inficerede med lopper og lus, så det var helt uhyggeligt. Dagligt kunne man iagttage, at hele familien var beskæftiget med at pille lus, og en soldat med en poetisk åre lavede følgende vers, som jeg skal forsøge at gengive på tysk så godt, jeg formår:

Es laust sich der Vater,
es laust sich das Kind ,
es laust sich die Mutter,
es laust sich’s Gesind.
Ich schaue zu und wundere mich,
es dauert nicht lange, dann lause auch ich.

(Faderen piller lus – barnet, moderen, tjenestefolkene
piller lus. Jeg ser t i l og undrer mig; det varer
ikke længe, før også jeg piller lus).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

4. januar 1917 – Milert Schulz: “Über Berg und Steine”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 4/1 17.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Deine Briefe vom 9/1[2] u. 23/12 vorgestern dankend erhalten lieber Vater[,] sowie Mutters vom 24 u. Karte vom 21/12 und ein Brief von Dres vom 24. Das war ja ein ganzer Haufen auf einmal[,] gefreut daruber habe ich mich doch.

Ich habe nicht gleich schreiben konnen, da wir grade den Abend abgelöst wurde und die ganze Nacht marschiert bis morgens um 4 Uhr. Ihr konnt Euch wohl denken, dass wir gestern den ganzen Tag müde waren und hatte ich keine Lust zum schreiben.

Das war auch eine Tour von der Front bis ins Quatier. Über Berg und Steine gings. Wie wir über ein Bach gingen[,] mussten wir auf Steine durchs Wasser gehen, da bin ich doch so unglucklich ins Wasser gefallen[,] dass ich auf der einen Seite ganz nass war und meine Knie so gestossen[,] dass es nachher ganz dick wurde. Heute ist es wieder besser.

Heute Nachmittag habe ich grosse Wäsche. Ein Hemd[,] Unterhose und Strümpfe muss ich waschen. Ein Satz trage ich schon ein Monat und konnt Ihr wohl denken dass da Lause drin sind. Jeden Tag werden da welche geknakst. Bin noch immer gesund und wohl. Bleibe 6 Tage in Ruhe. Sonst ist da nicht viel neues.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

25. december 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Vi fejrede Julen 1916 i Topolschani, d. v- s. fejre er nu saa meget sagt. Pakker og Breve havde vi i lang Tid ikke set noget til, og vi fik ikke en Stump til Jul. Jeg husker ikke, hvad vi foretog os Juleaften, men vi har jo nok talt om dem derhjemme og fordybet os i Minderne om vor Barndoms Jul.

Hvad jeg foretog mig Juledag husker jeg bedre, for da sad jeg om Eftermiddagen paa Kirkegaarden paa en Gravsten og fangede Lus, som havde formeret sig stærkt. Bestanden maatte holdes nede.

Huset, vi da boede i, var bedre end de andre og laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen. I de græsk-katolske Lande er det Skik, at Kvinderne, iført deres spraglede Festdragt, paa Højtidsdage sætter et tændt Lys i et Hul paa Siden af Gravstenene, der ligger vandret i en halv Meters Højde. Saa knæler de ned ved Lysene og beder og jamrer i det uendelige. Et ejendommeligt Skuespil at se paa for os, men for dem har det jo nok været ramme Alvor.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

14. december 1916 – Milert Schulz: “Läusse hab ich jetzt auch schon.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 14. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Noch immer ohne Nachricht von zu Hause, kann aber wohl noch nicht hier sein. Meine ersten Briefe habt Ihr wohl schon erhalten, sind noch immer in diesen Dorfe in Reserve. Hier können wir es ja noch lanqe aushalten, wenn wir hier bleiben könnten.

Gestern waren 4 feindliche Flieger über und der Eine hat bomben geworfen, jedoch ohne erfolg. Neues ist da ja sonst nicht viel, da hier immer jeden Tag dasselbe ist.

Schreibmaterial habt Ihr hoffentlich abgesandt, da ich nicht mehr viel habe. Sende mir auch bei Gelegenheit ein paar Zeitungen mit, da man hier garnichts zu wissen bekommt. Die Verpflegung ist nach den Umstanden ziemlich gut. Wir bekommen jeden Tag ein halbes Brot. Mittag, 2 Cigarren und Cigaretten, und was es denn sonst noch giebt. entweder Marmelade oder Wurst oder Schinken, oder Fett oder irgend so etwas Fettigkeiten. Reicht aber nur für eine Mahlzeit. Hunger hab ich bis jetzt noch nicht gelitten.

Das schlimmste ist nur diese Marsche, die wir mitunter machen sollen und denn hier in diesen Gebirge. (Läusse hab ich jetzt auch schon. )

Nun zum Schluss, wünsche ich Euch ein von Gott gesegnetes Weihnachtsfest. Hoffentlich haben wir bald Frieden. Wie Ihr wohl auch wist hat der Kaiser den Feinden den Frieden angeboten.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

5. december 1916. Johannes Jessen (IR262) overføres til Vestfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten.

Natten mellem den 3. og 4. december 1916 fik vi pludselig at vide, at vi omgående skulle rømme den godt udbyggede stilling, men hvor mange gange har vi ikke gjort det, det var et af krigens ubehagelige ting.

I dagningen trak vi os ud og begyndte en 30 km march til banegårdene i Soly øst og Soly vest og gisningerne om, hvor vi nu skulle hen var talrige.

Da vi lå på banegården og ventede på tog spurgte officererne om hvor vi nu helst ville hen, og der blev enstemmigt svaret til Balkan, til Karpaterne eller høje Tatra, hvor det er så smukt, de har måske heller ikke vidst besked, de sagde i hvertfald ikke noget. Det tog en lille dag at få alt ombord i toget, vi infanterister blev transporteret i kreaturvogne og alt kørende materiel på åbne ”lorer” (vogne).

De blev klodset fast så de ikke kom til at rulle og så begyndte den femdages lange rejse over Wilna- Grodno-Bialystok-Warszawa og Lodz til Kalisch ved den tyske grænse. 48 mand i hver vogn og kun bænke at sidde på, så vi var glade, da vi endelig nåede frem til den tyske grænse og kunne komme ud og strække benene.

I det døgn hvor vi kørte i Rusland, havde vi ikke fået noget at spise andet end hvad vi havde i brødtasken, men nu fik vi et ordentligt måltid, og så gik det løs med en ordentlig renselsesproces, og det skulle blive dejligt at få alle de lus slået ihjel. Uniformen kom ind i varmeskabe, så alle æggene sprang, undertøjet udskiftet og os selv badet i koldt og varmt desinficerende vand, hver mand i sit badekar, der var støbt ned i gulvet af cement, vi gassede os lange i det dejlige bad.

Det hele tog syv timer, men der kunne også behandles 20.000 ad gangen, derefter sad vi i godt opvarmede opholdsrum kun iført undertøj og ventede på at uniformerne skulle blive færdige, men de skulle først afkøles, inden vi kunne røre ved dem.

Inden vi så besteg togene igen fik vi atter et måltid mad, men nu bestod toget af rigtige menneske vogne, otte mand i hver kupe med al vor udrustning, gevær, patroner, tornister, kogekar og det hele, vi skulle nu køre i 108 timer og i den tid skulle vi også sove, og dertil, indrettede vi os på følgende måde, to sov på gulvet, to på bænkene, to i bagagenettene og de sidste to i teltdugen, der var spændt ud mellem nettene, og nu gik det så videre til Frankrig, og der blev ikke noget af Balkan.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. november 1916 – Johannes Christensen: Jeg radbrækker mindst 100 hver dag.

19-årige Johannes Christensen er med Regiment 84 rykket i stilling ved Thiacourt sydøst for Verdun. Han skriver til familien hjemme i Nørby ved Visby.

Kære alle sammen

Mange tak for dit brev dateret den 30. kære mor. Og for pølsen og smørret også mange tak. Jeg tror nok, at jeg har fået alt, hvad I har afsendt til mig.

Jeg kan jo glæde jer med, at jeg nu har det meget bedre. Det er en god veludbygget stilling, vi nu ligger i og det er også forholdsvis roligt her. Jeg sidder ved elektrisk lys 10 meter under jordens overflade. Kakkelovn og senge har vi også, men der skulle blot ikke være så fuldt af lus. Jeg radbrækker mindst 100 hver dag i min sweater. Av for pokker! Der bed 2-3 stykker igen ad gangen. Ja. Man har ikke et minuts fred for det pak. Det tager mindst tre timer hver aften, inden de har fået sat sig og før der er tale om at falde i søvn.

Ja så blot en kærlig hilsen og på gensyn.

Eders Johannes.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

1. november 1916 – Lorens Jepsen: “… et rent Forbryder Liv”

Senest ændret den 3. november 2016 9:50

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 1.11.1916

Min kære Anne
Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.

Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.

Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus.
Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.

De hjerteligste Hilsner
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. september 1916 – Otto Iversen: “anstrengende tjeneste”

Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.

I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.

I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.

Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.

For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.

I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.

Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.

Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.

Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

Senest ændret den 22. juli 2016 8:54

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.

Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.

Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.

Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.

Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.

Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.

Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.

Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.

Af regimentshistorien. Køb den her