Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

 Vi  er  atter  paa  bar  Bund,  og  Sulten  gnaver  i  Indvoldene. Men  som  „Nød  lærer  nøgen  Kvinde  at  spinde”,  bliver  der ogsaa  hos  os  spundet  skumle  Planer. 

Ud  fra  en  plomberet Jernbanevogn,  der  var  ladet  med  90  %  Ost,  og  som  var  færdig  til at  afgaa  til Paris, hentede  jeg  forleden  Aften  50  Pund. Samme  Aften  stod  August  fra  Jersdal  ved  Vinduet  og  vilde ikke  i  Seng.  „Hvad  staar  du  og  lurer  efter  August?”  spurgte jeg,  „gaa  dog  i  Seng!”” „Hvad  staar  du  selv  og  lurer  paa?”  svarede  han  tilbage, „gaa  du  dog  selv  i  Seng!”

Genstanden  for  vore  længselsfulde  Blikke  var  et  Heste­køretøj,  der  stod  nede  paa  Gaden.  Hesten  var  bundet  fast  til en  Telefonpæl,  og  Kusken  sad  i  Beværtningen  og  var  fuld. I  Køretøjet  laa  bagi  et  Par  dejlige  store  „Kringler”,  og  vi kunde  ikke  faa  Øjnene  fra  dem.  August  forsvandt  da  ogsaa ned  ad  Trapperne  og  kom  kort  efter  tilbage  med  de  efter­tragtede  Kringler,  der  sikkert  vejede  sine  50  Pund. 

De  blev omdelt  med  dobbelt  Portion  til  Helten.  Dog  det  værste  var endnu  tilbage,  thi  vi  kunde  risikere  en  Husundersøgelse  og maatte  derfor  spise  det  hele.  Saa  mente  vi var  ethvert  Spor da  udslettet.  Det  skulde  vi  dog  aldrig  have  gjort.  Vel  var det  en  behagelig  Følelse  at  være  mæt,  men  det  var  en  utilgivelig  Dumhed  at  spise  hver  6  Pund  Brød  og  lige  saa  meget  Ost  uden  først  at  sikre  sig,  om  der  kunde  købes  amerikansk  Olie. 

Det  blev  galt,  rigtig  galt,  og  af  Olie  var  der ikke  Spor  at  opdrive.  Vi  har  somme  Tider  været  paa  Arbejde  hos  Byens Gendarm. Det er  ikke  nogen  daaflig  „Tjans”. Vi  skal  save  Træ , men  en  Fil til at  file  Saven  med  synes  de ikke  at  kende  her  i  Rion.  Vi faar  derimod  udleveret  et  Stykke  Flæsk  til at  smøre  med. 

Saa  er  det  ikke  heldigt,  om  man har  Peter  Grau  til  Makker,  thi  han  spiser  Flæsket,  men  haler  ikke  bedre  i  Saven  af  den  Grund.  Det  bedste  er,  at  „Ma-dame”  om  Aftenen  giver  et  bedre  Maaltid,  og  her  er  Peter ikke  ubeskeden. 

Hvad  der  ellers  vækker  vor  Opmærksomhed  i  Rion,  er  Landbrugets  primitive  Indretning.  Træplove og  Harver,  der  i Menneskealdre  hjemme  har  ligget  paa  Museum  eller  er  hugget  til  Brænde,  er  her  højeste  Mode.  „Madame”  bærer  Bukserne,  og  „Monsieur”  har  intet  at  skulle have  sagt.  Det  ser  og  hører  vi hver  Dag.  Flinke  er  Folk  just ikke,  men  vi  taales.