Tag-arkiv: afhøring

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. oktober 1918. I forhør hos en fransk officer

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange – men franskmændene fandt hurtigt ud af, at han var dansksindet slesviger.

(… fortsat)

Den næste dag kom vi atter i forhør hos en højtstående officer. Han var venligheden selv. Vi kunne, sagde han, godt sætte os.

Han gav os en cigaret og en kop rom, hvorefter han udspurgte os om vort regiment, hvorfra vi kom, og om alt, hvad regimentet havde foretaget sig.

Men, hvor mærkeligt! — Generalen vidste egentlig mere om regimenterne end vi.

Efter endt forhør blev vi ført tilbage til vor plads i laden.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

31. august 1918. Nis Ley tages til fange af amerikanere – og stikker af igen!

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Om morgenen den 31. august fik jeg ordre til med min gruppe at trække til venstre over mod et vejkryds, hvor hovedvejen førte ind til Lassigny. Vi arbejdede os over til vejen, kravlede videre i vejgrøften hen i en position, hvorfra vi havde skudfelt over vejkrydset og afventede her begivenhedernes gang. Vi dukkede os godt og drømte ikke om at røbe vor plads ved at give ild, så længe vi kunne undgå det.

Hele området omkring os 1å under hæftig beskydning, der indbragte os både døde og sårede, og snart så vi amerikanerne rykke frem, overrende vor stilling og tage det meste af vort kompagni til fange.

Mærkeligt nok overså de os i vejgrøften, og vi lå og så, hvorledes de drog af sted med vore kammerater til højre for os. – Det blev dog kun en stakket frist, thi kort efter kom der en 6-7 mand og afsøgte grøfterne, og så måtte vi op med hænderne i vejret.

På dette tidspunkt var der kun en mand, Lauen, og så mig tilbage, thi August Erbe var blevet såret i armen og sluppet tilbage; de andres skæbne kender jeg ikke noget til. Men vi blev afvæbnede, provianten blev også frataget os, ja, en var endda så nærgående, at han ville prøve på at hale mit ur op af den lille urlomme, men jeg klemte underarmen så hårdt ind på lommen, at han ikke kunne få det op, og sådan reddede jeg uret.

Vi måtte følge med ind til Lassigny; det viste sig, at sergenten kunne tale hæderligt tysk, og han spurgte om forskellige ting, bl. a. om, hvor jeg var fra, og jeg fortalte ham da, at jeg var helt oppe fra den danske grænse. Han fortalte mig til gengæld, at han var født i Hamborg, og at hans forældre var udvandret, da han var 12 år gammel; nu gik vi altså begge to her og var modstandere. –

Da vi var nået et stykke ind i byen, begyndte tyskerne pludselig at skyde, og i samme nu forsvandt vore vogtere, så at Lauen og jeg stod alene.

Vi var nu heller ikke længe om at ty til harens forsvarsvåben, og det i et tempo, så Lauen næppe kunne følge med. Han råbte noget om at sætte farten ned, men jeg styrtede ned i en kælder, dog han fulgte mig ikke, og jeg har ikke set ham siden.

Men her i kælderen lå jeg, indtil det begyndte at blive mørkt, og skydningen tog af. Jeg overvejede min situation og kom til det resultat, at det tegnede til en ny tilfangetagelse.

Jeg stak hovedet frem og kiggede ud i en have, og da alt syntes roligt, kravlede jeg ud. Men pludselig gik en maskingeværsalve hen over hovedet på mig, men jeg havde dog ikke indtryk af, at man sigtede på mig, det syntes at være en tilfældighed, men jeg dukkede mig, til alt var roligt, og kravlede så hen til ind-hegningen igen, sprang så over på den anden side og fik atter en salve over mig, som jeg heller ikke syntes var rettet mod mig.

Atter blev alt roligt, og jeg arbejdede mig hen til den næste forhindring, men den var ikke så ligetil at forcere. Den var et ståltrådsnet, og op igennem det groede en tjørnehæk, som jeg måtte over, og godt forstukket blev jeg på alle leder og kanter, men over kom jeg da. Nu var det imidlertid blevet ret mørkt, men stadig roligt, og jeg lå og overvejede, hvad jeg videre skulle foretage mig.

Jeg fattede da den beslutning at søge tilbage til de tyske linjer, da jeg jo ikke anede, hvad en fornyet tilfangetagelse ville bringe mig af godt eller ondt. Jeg sprang derfor op og stak af over imod den vej, hvor vi var kommet fra. Den fandt jeg også og tog retning ind mod byen.

Fuldstændig skjult af mørket tog jeg det nu ganske roligt, for hvis jeg holdt mig til vejen, måtte jeg da på et eller andet tidspunkt krydse de tyske linjer, hvis der da var nogen endnu. Mørkt var det og næsten uhyggelig roligt, men pludselig lød det ud af mørket: »Halt, wer da?« og frem trådte fra et træ på hver side to mand, som pegede på mig med deres bøsser.

Jeg skyndte mig at råbe til dem: »Nicht schiessen, Kameraden«. Jeg kendte ikke nogen parole, aber »Ihr dürft nicht schiessen!«

Det viste sig, at de var fra Regiment 144, og jeg bad dem vise mig vej tilbage til deres nærmeste kommandopost, og de viste mig så, hvor deres løjtnant boede.

Jeg gik ind til ham og afgav rapport, men han mistroede mig ligeledes, gav mig dog efter nogen parlamentering lov til at blive der natten over for så senere at overveje, hvad han ville foretage sig med mig. Jeg fik anvist en soveplads ved hans tjener, der havde spændt sit teltplan over et par grene i et buskads, så at vi i hvert fald havde tag over hovedet.

Jeg var imidlertid nu godt sulten efter i halvandet døgn hverken at have fået vådt eller tørt, og jeg bad tjeneren om at skaffe mig lidt at spise, men han havde lidt nok til sig selv. Han gik så til løjtnanten og kom tilbage med en stump brød, hvormed jeg kunne stille min værste sult, dertil en slurk kaffe, og det hjalp noget.

DSK-årbøger 1971