2. oktober 1918. Franskmændene kommer! “Jeg råbte den ene gang efter den anden: »Pardon, monsieur!«”

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Han lå med fem kammerater i allerforreste linje og skulle sikre tyskernes tilbagetog. Pludselig høre de et brag – tyskerne har sprængt broen over Loire-kanalen. De var afskåret i forreste linje.

(… fortsat)

Vi gjorde maskingeværet ubrugbart og kastede det bort. Så vendte vi til højre og satte af sted bag efter hinanden. Jeg var den sidste. Jeg syntes, at det var rent hen i vejret. Jeg standsede og vendte mig omkring. — Lige så godt blive nede på vejen og forholde sig roligt.

Jeg stod altså på vejen, og der kom de styrtende — tredive eller fyrre sorte —. Geværpiberne pegede lige imod mig. De råbte og  gestikulerede. Vi forstod ikke hinanden. Det eneste var vel at løfte  armene i vejret. Jeg råbte den ene gang efter den anden: »Pardon, monsieur!«

En fransk officer viste sig. Han vinkede, at jeg skulle komme hen til ham. Jeg gik nærmere.

Officeren begyndte straks at spørge.
— Er der flere tyskere her?
— Jo, sagde jeg, fem, og samtidig gjorde jeg tegn med fingrene. Nu  dukkede pludselig en .af mine kammerater op. Han sagde: — De fire andre er kommet foran mig.

Han havde set dem alle forsvinde ned i en bunkers. Marokkanerne havde opdaget det. De havde sat strålerne fra en flammekaster mod indgangen. Min kammerat havde fundet det rådeligst at forsvinde …

Som fanger blev vi to nu under ledsagelse af en franskmand ført tilbage til fortet Brimont. Turen foregik under stærk tysk artilleriild. Vi nåede frem til en stor vej. Ved siden af landevejen var store  styrker af franske og amerikanske troppedele ved at tage opstilling til videre fremrykning.

Her bag fronten kom vi i det første forhør hos en større stab af  officerer. Man tømte vore lommer for alt, selv lommekniven måtte vi ikke beholde. Breve og andet tog de også. Brevene læste de, og da de opdagede, at brevene allesammen var skrevet på dansk, spurgte en af officererne mig — om jeg var slesviger, og om jeg kunne tale dansk?

— Jo, svarede jeg, det kunne jeg da, for jeg var fra Nordslesvig.

Kammeraten, jeg fulgtes med, viste sig at være fra Elsass. Han kunne dog ikke et eneste fransk ord. Han sagde, at hans bedstefar havde  været fransk statsborger. Det smager dog lidt af fisk …

Franskmændene havde altså en slesviger og en elsasser foran sig. Det syntes at gøre vor sag lidt lysere. Franskmændene blev endda så gæstfri, så de gav os et franskbrød, et stykke kød og senere et bæger  vin.

Efter forhøret måtte vi videre. En dragon fik til opgave at følge os tilbage. Langt om længe kom vi igen til en by. Den var skudt i grus. Dragonen afleverede os, og under ret skarp bevogtning blev vi  anbragt i en lade. Vi lå under åben himmel, for taget manglede …

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1961

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *