Tag-arkiv: maskingevær

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

21. oktober 1918. Matthias Møller: “Helvedet var løs …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal.

Og det gik løs. Tredie Dags Morgen, d. 21. 10. 1918, aabnede Artilleriet Ilden. Spræng- og Taagegranater eksploderede over det hele. Helvedet var løs. Jeg gav straks Ordre til at pakke Sagerne og forlægge Residensen til den anden Side af den sumpede Kanal. Jeg vilde ikke fanges i en Fælde. Paa den anden Side, omtrent over for det Sted, hvor vi have ligget, slog vi os ned igen. Det viste sig i Løbet af kort Tid, at de andre Geværførere havde taget samme Beslutning.

Efterhaanden havde Taagegranaterne dækket hele Landskabet med en eneste Pærevælling af tæt Taage. Vi havde udsendt Forbindelsesmænd til begge Sider for at sondere Stemningen og høre, hvad vi skulde gøre. Vi var klar over, at vi intet kunde udrette. Vi var for faa, kun en Geværbesætning paa 4-5 Mand for hver 200-300 Meter. Og se kunde vi intet.

Vi blev enige om at gaa tilbage til Kompagniets Opholdssted. Kompagniet var imidlertid trukket længere tilbage Vi saa hverken tyske eller engelske Tropper undervejs. Hvis der har været Reserver, var de vel sat ind et eller andet Sted.

DSK-årbøger 1949

 

20. oktober 1918. På forpost: Hvornår kommer fjenden?

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal.

Den næste Morgen blev Broen over Kanalen sprængt i Luften af Pionerer. Man kunde ikke lade være med tænke paa, om nu alle ogsaa var naaet tilbage.

For os havde Situationen jo nu ændret sig ikke saa lidt. Vi kunde nu, hvad Øjeblik det skulde være, vente at Fortropper eller Patrouiller vilde støde frem til Kanalen; men endnu bevægede vi os frit.

Vi kunde jo simpelthen ikke blive liggende Dag og Nat paa den lille skraa Plet, som stod til vor Raadighed. Vi løb Risikoen, selv om det var med Fare for at blive skudt ned fra det truende Skjul paa den anden Side. Udadtil var vi rolige, men man kunde ikke undgaa at føle en indre Uro, Nervøsitet og Utryghed.

Der skete imidlertid intet. Intet Skud blev affyret. Om Natten laa der altid en mere eller mindre tæt Taage. Ofte kunde man kun lige skimte Vandet i Kanalen. Man havde altid Fornemmelsen af, at der rørte sig noget paa den anden Side. Om Morgenen gik der Rygter om, at Patrouiller havde været fremme og forsøgt at forcere Kanalen et eller andet Sted ved Hjælp af Flaader. Om det var sandt, vidste ingen

Men vi vidste med Sikkerhed, at det var Stilheden før Stormen. Tropper og Artilleri skulde bare bringes i Stilling, saa vilde det gaa løs igen.

DSK-årbøger 1949

20. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” filosoferer over årsagen til krige

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Her  er  der  ikke  behageligt,  og  Skorstensfejeren  havde Ret  i  sine  Betænkeligheder,  da  vi  rejste  hertil.  Samtalen  i Toget  hertil  drejede  sig  ikke  om  andet  end  om  Meningen ‘ med  saadant  et  „Vergältungslager”.  Det  lød  jo  noget  afskrækkende,  og  Skorstensfejeren  kunde  ikke  forstaa,  hvad vi  eller andre  havde  forbrudt. 

„Men  hvorfor  ikke,”  sagde  han, „nu  har  vi prøvet  lidt  af  hvert,  lad  os  saa  ogsaa  tage  det  med i  Købet.  Verden  er  nu  en  Gang  saadan.  Histovre blev  vi  anset  for  Helte,  og  her  behandles  vi  som  Forbrydere.” „Ja,  man  kan  nok  komme  til Eftertanke,”  erklærede  jeg. „Eftertanke?”  sagde  Skorstensfejeren,  „nej,  det  er  ikke det  rigtige  Udtryk. 

Total  forrykt,  men  hvad  er  der  at  vente af  en  saa  elendig  Verden.  Hvad  andet  befatter  Verden  sig med  end  Vergältung,  Had,  Hævn  og  deraf  Mord,  Drab  og Ødelæggelse,  naar  blot  man  derved  kan  skaffe  sig  nogen Gevinst?  Kan  du  forstaa  det?” „

Jo,  det  kan  jeg  godt  forstaa,  Julius,”  svarede  jeg,  „men hvad  jeg  ikke  kan  forstaa,  er  det,  at  det  ikke  gaar  ud  over hele  Menneskeheden,  men  kun  over  os. 

Hvad  har  vi da  gjort, siden  der  skal  udøves  „Vergältung”  mod  os.  Er  du  i  Stand til  at  sige  mig  det,  Julius?” „Ja,  jeg  kan  godt  høre  paa  dig,  at  du  ikke  kender  din Bibel,”  svarede  han. „Bibel?” „Ja,  véd  du  da  ikke,  at  der  staar  et  Sted,  at  Fædrenes Synd  skal  hjemsøge  Børnene  i  mange  Led.  Naa,  og  vi  er Børnene,”  tilføjede  han  vredt.

„Jamen  hele  Verden  har  da  været  lige  god  om  at  skabe den  Elendighed,  der  nu  raabes  „ Vergältung ”  om,  Julius, men  hvor  mange  kommer  i  en  Lejr,  hvor  denne  „Vergältung”  kan  udøves?” „Ja,  men  vi  er  nu  en  Gang  saa  uheldige  at  være  blandt dem,  det  skal  gaa  ud  over,  og  det  er  nu  det,  som  vi  har faaet  ud  af  at  lære,  at  Frankrig  er  Tysklands  Arvefjende. Det  er  en  storartet  Svindel. 

De  har  jo  intet  som  helst  gjort mig,  hvordan  kan  det  være  mine  Arvefjender,  men  Hadet skal  jo  holdes  vedlige,  og  det  er  nu  Grunden  til al  den  Elendighed,  og  at  vi  sidder  i  det,  som  vi gør!” „ Tror  du  da  ikke  paa  det  gode  i  Menneskene,  Julius?” „Det  gode  i  Menneskene?”  gentog  han  haanligt,  „det  tror du  da  heller  ikke  selv  paa!  Nej,  véd  du  hvad,  i  Hverdagslivet,  i  Handels-  og  Toldpolitik,  i  det  politiske  Liv ,  i  smaa indenrigske  og  endnu  mere  i  de  store  udenrigspolitiske  Forhold,  hvorfra  de  store  Forviklinger stammer,  gælder  det  om at  „dreje  hinanden  en  Knap”.

Med  Hævntanken  for  Øje opflaskes  vi Mennesker  fra  Barnsben  af,  for,  naar  Tiden  dertil  menes  at  være  inde,  at  skride  til  Udførelse  af  Hævn-  og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren  vandrede  frem  og  tilbage  i  Kreaturvognen  og  blev  ved:  „ Om  blot  alle  Kanoner,  Maskingeværer, Flyvemaskiner  og  Krigsskibe blev  sænket  ned  i  det  dybeste Hav,  da  vilde  Verden  om  kort  Tidse  anderledes  ud.  Og  dog, hvad  Nytte  vilde  det  hele  være  til,  naar  Tilliden  ganske mangler.

Det  ene  Land  stoler  ikke  paa  det  andet,  uden  at det  har  en  Kanon ved  Haanden  eller  en  Bajonet  at  støtte  sig til.  Krig  vil der  altid  være,  og  du  kunde  vel heller  ikke  tænke  dig  en  Skole,  hvor  Drengene  ikke  slaas.  Det  er  ganske som  i  Naturlivet;  Fuglene  i  Luften  og  Fiskene  i  Vandet  lever  der  i  Kraft  af  den  stærkeres  Ret. 

Træerne  i  Skoven  breder  sig  paa  Bekostning  af  de  svagere  Ditto,  der  med  Tiden visner  og  gaar  ud.” Jeg  maatte  le:  „Nej,  nu  tror  jeg,  du  gaar  for  vidt, Julius,” sagde  jeg,  „alt  det,  du  der  fortæller  om  Naturlivet,  kan  du da  ikke  uden  videre  overføre  paa  Menneskene,  vi  er  dog  opdraget  under  andre  Love  og  Bestemmelser  og  med  Tanken om  Livet  efter  Døden.  Og  der  er  mange,  der  indretter  Livet derefter!”

„Naa,  mener  du  det,  ja,  jeg  kan  godt  høre,  at  du  ikke har  set  ud  over  din  egen  Næsetip.  Nej, ser  du,” fortsatte  han, „alle  Steder  i  Verden  gælder  dette:  Høg  over  Høg.  Det  er Luksus,  Rigdom,  Ære ,  Magt  og  Anseelse  alle  higer  efter, indtil  Ballonen  revner.  Og  det  gør  den  tilsidst  for  alle,  hvad enten  det  nu  er  for  den  enkelte,  for  Regeringer,  Nationer, Diktatorer  og  andre.

Og  naar  saa  det  hele  er  ramlet  sammen  til  en  ynkelig Ruinhob,  knyttes  Næverne  imod  „de  andre”,  som  menes  at  være  Skyld  i  Ulykken,  og  saa  raabes  der om  „Vergältung”,  Revanche  og  Hævn.” Toget  raslede  nu  henover  Sporskiftesteder,  og  Vognen skubbedes  i  korte  Ryk  frem  og  tilbage,  og  vi  hørte  Hvinene af  Bremserne. 

„Ja, nu  er  vi der  vel,” sagde  Skorstensfejeren, „saa  faar  vi  jo  se,  hvad  der  bydes  paa!” Ja,  vi  er  her,  men  Gud  give  vi  var  vel  herfra  igen.  Der siges,  at  der  er  14,000  Mand  i  Lejren,  og  af  disse  28,000 Fødder  er  Pladsen  optraadt  til  et  Ælte ,  der  naar  op  over Fodledene.  Føden  er  tynd  og  langtfra  tilstrækkelig. 

Døde  og syge  bliver  baaret  bort  fra  Pladsen  hver  Morgen.  Bare  dog Sundheden  vil holde  til  den  Elendighed  her.  Vi  er  omgærdet  af  to  Rækker  tre  Meter  højt  Pigtraad  og  bliver  bevogtet  af  begsorte  og  store  Negre,  der  nok  skal  afskrække  fra Tanken  om  Flugt  eller  anden  Revolte. 

Fra  Pladsens  fire Hjørner  peger  et  Maskingevær  ind over  Pladsen,  og  der  staar en  Mand  bagved  hvert.  Latrinforholdene  er  langtfra  tilstrækkelige.  Byens  Bourgeoisie  gaar  imellem  Pigtraadsforhegningerne  og  fotograferer  dem,  der  med  Front  den  anden Vej  er  optaget  af  andet  end  at  smile  venligt  til  Kameraet.

 —  Polakkerne  og  Danskerne  har  dog  hver  en  Barak,  men Pladsen  er  optaget  alle  Vegne,  saa  der  ikke  er  én  Tomme Plads.  Lejren  er  forsynet  med  1  Pumpe,  og  i  Kø,  i  lang Række,  venter  baade  Dag  og  Nat  Kammerater  paa  at  komme  til  at  faa  lidt  Vand.  Jo,  det  er  vel  nok  et  „Vergältungslager”.  Kun  godt,  at  vi snart  skal  af  Sted  herfra.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

19. oktober 1918. Matthias Møllers maskingeværkompagni i en udsat stilling

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918.

(… fortsat)

Den næste Dag allerede blev vi paany inddelt, fik nye Maskingeværer og fik anvist Pladser i en ny Stilling, som blev oprettet.

Englænderne var brudt fuldstændig igennem, og der maatte oprettes en ny Modstandslinie. Den blev i vort Afsnit oprettet langs med en Kanal, som var ca. ni Meter bred. Paa begge Sider af Kanalen var der en smal Dæmning. Mod Vest — altsaa mod Fjenden — var der et smalt bart Bælte paa ca. 10-15 m og derefter Skov, rigtig tæt Granskov med en Del Løvtræer imellem.

Paa Kanalens Østside — vor Side — var der paa Dæmningen en fasttrampet, meget idyllisk Spadseresti, flankeret paa Ydersiden af en Række større eller mindre Træer. Dæmningens Skraaning faldt her ned til en anden Kanal af samme Bredde. Denne var imidlertid ikke blevet taget i Brug. Den var forfalden, sumpet, fuld af Planter og Mudder.

Hvor dyb Kanalen var, ved jeg ikke. Vi kunde imidlertid ikke vade igennem. Vi naaede over den ad smalle, provisoriske Stier af Grene. I Afstande paa 200-300 Meter fik vi anvist Pladser, hvor vi skulde oprette Maskingeværstillinger.

Vor Dækning var altsaa kun en ganske lav Dæmningskraaning, som gik lige ned til Sumpen. Maskingeværet maatte, naar det skulde bruges, skubbes op og ud paa Stien. Vi kunde daarligt komme usete tilbage, for hen til Stierne kunde man kun komme ad Vejen paa Dæmningen, og den var udækket i en Af­stand paa kun tredive Meter fra Skov og Krat, hvor vore Modstandere kunde opholde sig uden at blive opdaget.

Vi var selvfølgelig ikke særlig glade. Vi følte det nærmest, som om vi var sat paa en Post, hvor vi skulde staa til sidste Mand, og hvor alle Broer bagud var afbrudte.

De sidste Maaneders Begivenheder havde vist, at Tyskerne kæmpede med de sidste Stumper af Mandskab og Materiel, og Modstanderne blev stærkere og stærkere. Skulde denne Stilling blive vor sidste? Skulde vi ofres nytteløst, kort før Afslutningen paa dette Ragnarok?

Naa — endnu var der jo ingen Fare. Endnu var der tyske Tropper paa den anden Side af Kanalen. Men i Morgen skulde de sidste være over Broen. Vi kunde se den i en Afstand paa en halv Kilometer til venstre. Hovedvejen førte over den. Vi bevægede os frit paa Vejen ved Kanalen og besøgte Kammeraterne ved de nærmeste Maskingeværreder. Situationen blev selvfølgelig drøftet. Vi var naturligvis alle meget betænkelige.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1949

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Først over Middag stilner Ilden noget af, saa vi kan forsøge at omgaa Byen, for at naa ind bagfra. Vi gaar i en Bue til venstre, og naar ind i en Hulvej. I Midten ligger et sammenskudt Køkkenkøretøj. Da vi kommer nærmere, ser vi, at det er vort Køkken, som har faaet en Fuldtræffer — vist nok allerede om Natten.

Vi naar Fennen, alt er allerede rømmet. Da vi vil igennem Porten ud paa Landevejen, ser vi en stor Tank komme op ad Vejen imod os.

Vi skynder os ind i Ladebygningen og ser igennem Vinduet Tanken køre forbi os. Saa snart vi ser Tanken bøje af inde i Byen, haster vi paany afsted — tilbage.

Udenfor Byen ved Vejkanten ligger der fuldt af Officersbagage. Vi forsyner os med det, vi har Brug for: Der er bl. a. Masser af Cigarer; det er noget for os.

Da vi skal til at pakke sammen, ser jeg tilfældigt op i Retningen mod Fronten: Over Bakkerne i en Afstand af ca. 400 meter kommer Englænderne i Skyttelinje, saa langt jeg kan se — som paa Eksercerpladsen.

Vi lader alt falde og løber igen for Livet. Foran os er aaben Mark, men i en Afstand af 700-800 meter en Skov, som det gælder om at naa. Det lykkes.

Vi tre, som er kommet sammen tilbage, slaar ogsaa videre Følgeskab. En Granatsplint slaar en Metalknap paa min Uniform i to Halvdele og bliver siddende i Bukseforet — gloende varm.

Bare videre. Jeg løber foran. De to andre bagefter.

Sss-Rumm — en Granat eksploderer lige bagved sidste Mand. Han falder. En Blodstraale saa tyk som en Finger pumper ud af Laarbenet; den store Pulsaare højt oppe i Laarbenet er sprængt. Vi kan ikke hjælpe ham; han besvimer et Øjeblik senere og forbløder.

Men vi maa videre.

Omsider naar vi en Dækning i Skoven, hvor der opholder sig flere. Her bliver vi i flere Timer.

Henimod Aften finder jeg flere Kammerater fra Kompagniet, som har ligget i 3. Linie. Vi er klar over, at vi af andre Troppedele vil blive beordret til Oprettelse af en ny Modstandslinie, men vi har faaet nok for denne Gang. Vi ser vort Snit til at forsvinde om Aftenen og naar i Løbet af Natten tilbage til Kompagniopholdsstedet bag Fronten.

Det viser sig de næste Dage, at Regimentet har haft store Tab. Af 3 Maskingeværkompagnier med hvert 12 svære Maskingeværer kan kun oprettes 1 Kompagni med 7 Geværer. Af hver Infanteribataillon, — 3 Kompagnier a ca. 100 Mand —, kan kun oprettes 1 Kompagni paa 30 Mand.

Det viser sig, at af forreste Linje er jeg den eneste, som er kommen tilbage.

Jeg bliver kaldt til Regimentskommandøren for at berette. Da jeg er færdig, slaar han mig paa Skulderen: ”Na, mein Sohn, da hast du mal Schwein gehabt.“

DSK-årbøger, 1941

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “Pludselig er Helvede løs …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Pludselig er Helvede løs. Det er tidlig Morgenstund den 18. Oktober 1918. Paa et Slag er hele fjendens Artilleri i Gang. Maskingeværer skyder Spærreild bagud. Helvedeslarm, som ingen kan forestille sig, der ikke har været med i Materialslagenes Trommeild. Alt drukner i en uhørt Tordnen, Buldren og Bragen.

Luften er fuld af eksploderende Jern, Splinterne suser, synger og piber i alle Tonarter gennem Luften. I et Spring er jeg ude hos Vagtposten. ”Hvad er der Los”? raaber jeg mekanisk. At det er Begyndelsen til en ny engelsk Offensiv, er der sikkert ingen, der er i Tvivl om. Jeg heller ikke.

Imidlertid er alle kommen frem, og vi søger Dækning, saa godt vi kan. Efterhaanden, som Tiden gaar, bliver den Granatild, vi udsattes for, svagere og svagere. Næsten alt gaar nu over os og eksploderer længere tilbage, — Spærreild, saa ingen Reserver kommer frem.

Larmen er den samme — men ligesom lidt paa Afstand.

Omkring os eksploderer nu kun Taagegranater, som ved Eksplosionen udvikler en hvid Damp. Vinden driver de forskellige Eksplosionsskyer ind i hinanden, og snart er hele Landskabet indhyllet i Taage.

Vi staar allerede lange parat og skyder blindt ind i Landskabet foran os. Jeg har overtaget Skydningen ved mit Maskingevær.

Vi har allerede længe med røde Lyskugler opfordret vort Artilleri til at give Spærreild. Men de skyder meget sparsomt og meget daarligt.

En Soldat kommer løbende fra højre og meddeler, at Fjenden allerede er brudt igennem — og ikke længe efter faar vi Meddelelse om, at Englænderne ogsaa med Tanks er brudt igennem til venstre.

Det er altsaa kønne Udsigter. Forbindelsen til venstre og højre afbrudt. Hvordan Stillingen virkelig er, er der ingen, der aner.

Jeg kan i hvert Fald ikke under de nuværende Forhold give Ordre til Tilbagetog. Jeg skyder ustandseligt med Maskingeværet. Naar Taagen i Vinden letter fra Jorden, forekommer det mig, at Englænderne kommer, dels krybende, dels i Skyttelinje frem mod os.

Jeg beskyder hele Terrænet foran os, der kommer ingen levende Sjæl igennem.

Pludselig hører jeg Raaben og Støjen til højre. Jeg kaster et Blik i Retningen og stivner. Ovenpaa Skyttegravsdækningen i en Afstand paa 5-6 meter staar Englænderne. Fire kan jeg se. Resten fortaber sig i Taagen.

Infanteristerne i vor Beskyttelsesafdeling smider Vaaben og alt hvad de har og bliver taget til Fange.

Jeg er klar over, at jeg bliver skudt ned, da de har set mig skyde paa de fremstormende Skyttelinjer. Jeg drejer mig om, — et Spring fra Afsatsen, hvor jeg staar, over mod den anden Side af Skyttegraven. Det lykkes, jeg naar den og løber for Livet. Infanteriprojektiler sprøjter omkring- mig.

En af mine Skytter følger mit Eksempel — kun en Smule langsommere. Jeg har aldrig set ham siden.

10-12 Skridt fra Skyttegraven bliver jeg opslugt af Taagen. Jeg er ingen Skydeskive mere.

Men jeg sanser intet. Hjertet banker, og Lungerne arbejder, saa jeg synes, Brystet skal sprænges; Benene er som af Bly. Efter ca. 100 meters Løb hører jeg lige foran mig en tung Lastbil køre forbi. Et Par Skridt videre fremme træffer jeg Aftryk af Larvefødder, altsaa Tank. I det samme hører jeg, hvor den standser og begynder at skyde med Maskingevær.

Jeg tag er hurtigt en anden Retning og haster videre. Efterhaanden, som jeg naar længere tilbage, bliver Luften mere og mere gennemsigtig.

Jeg træffer paa to Ordonnanser — en fra mit Kompagni og en Artillerist — som fra Bataillonskommandoen i 3. Linje skal bringe Meddelelse tilbage til Beredskabsstillingen om, at Fjenden er brudt igennem de første Linjer.

Vi kommer forbi 2 Antitankskyts, Kanonererne gør Skytset ubrugeligt. Vi nærmer os Landsbyen og Spærreildzonen. Granateksplosionerne ligger saa. tætte, at det er umuligt, at naa igennem.Vi maa søge Dækning bag et Hegn.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1941

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. juli 1918. De sorte angriber: “Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende …”

Thomas Holm, Bolderslev, gjorde tjeneste ved et MG-kompagni

Min Soldatertid begyndte den 12. Marts 1916, da jeg blev indkaldt til Dragonerne. Da jeg engang havde været hjemme paa Orlov og kom tilbage, var mine Kammerater alle kommet til Fronten.

Sammen med tre Kammerater meldte jeg mig da til Uddannelse ved de tunge Maskingeværer. Vi blev uddannet i Potsdam, og derfra kom vi til Fronten i Rumænien. I Foraar et 1917 blev vi overført til Vestfronten og blev her tildelt et Batteri Felthaubitser (Nr. 229 fra Trier), som laa i Frontafsnittet ved Marnefloden.

Batteriet var placeret i en Dalslugt. Mine Kammerater og jeg blev beordret længere frem mod de fjendtlige Stillinger med vort Maskingevær, og Frontlivet gik sin vante Gang.

Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, før vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linier, uden Vaaben og halvt paaklædt.

Vi fik omgaaende Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende, Vandet dampede ud af Vandafkølingen. Min Sidemand blev saaret i højre Haandled.

Vore Modstandere, de sorte, stormede frem. Der var ikke Tid til at skifte Løbet paa Maskingeværet. Vi skød, saa længe vi kunde. Saa rev jeg Laasen ud af Geværet, og vi løb tilbage.

Da vi kom tilbage til Batteriet, trykkede man os nogle Haandgranater i Haanden, men der var faktisk intet at stille op. Der var kun to Ting at gøre, enten at løbe tilbage eller lade sig tage til Fange.

Jeg smed det hele og løb tilbage, saa hurtigt jeg kunde. De fleste af mine Kammerater blev staaende og blev taget til Fange. De haardtsaarede maatte naturligvis blive, hvor de var. De laa jamrende og klagende rundt omkring, og imellem dem laa dræbte Heste.

Medens jeg løb tilbage, blev jeg saaret af en Granatsplint, men jeg kunde dog fortsætte mit Løb. Omsider naaede jeg dog tilbage til et Sted, hvor jeg kunde blive forbundet. Herfra transporteredes jeg i en Ambulance videre til et Feltlazaret.

Den næste Dag blev vi bragt til den nær­ meste Station, hvor der holdt et Lazarettog parat. I det kørtes vi til Køln.

DSK-årbøger 1953

17. juni 1918 – Flensborg Avis: “Fra Hvilelejren til Stillingen”

(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ti dejlige Dage havde vi oplevet i Hvilelejren i Nærheden af W. Biografteaterforestillinger og Lysbilledforedrag bødes os skiftende i rigt Maal, og der blev uddelt frit Øl. Man følte sig atter engang som Menneske efter at have tilbragt omtrent 40 Dage ved Kampfronten. Men nu er det foreløbig forbi med dette Liv. I Dagsbefalingen blev det forleden bekendtgjort, at vi fra næste Dags Aften atter skulde ud i Kampstillingen for at afløse det andet Kompagni derude. Saa kun til.

Næste Dags Formiddag var vi i Gang med vor Udrustning, bragte den i Orden og pakkede og rullede alt forskriftsmæssig ind. Langsomt nærmede Aftenen sig og dermed ogsaa den Tid, da vi skulde drage ud til Afløsning. Vi, som hørte til Betjeningen ved et Maskingevær, ladede dette med tilhørende Patronkasse paa Vognen, som saa kørte bort. Saa traadte Kompagniet an, rede til Afmarchen. I Række og Geled staar vi nu, og endelig lyder Befalingen til at marchere afsted.

Enhver forlod nok med et bedrøvet Blik Hvilestillingen. Foreløbig gik det ned i en Dal; længst nede rislede en Flod gennem det lille By H. Man saa næsten ikke andet end frugtbare Landskab og ved denne laa den ituskudte Huse og Ruiner. Kun Kirken var hel. Her maatte man virkelig beundre Artllleriets Træfsikkerhed. Snart var Byen bag os, og vi befandt os paa en bred Landevej, som foreløbig førte gennem saftig-grønne Enge. Saa kom vi forbi en Ruin. vel en tidligere Villa, jernportene ind til Haven stod der endnu, mens alt andet kun var en øde Ruinhob. Hvilken fredelig Lykke har vel blomstret der i Fredstid! Og nu!

Lidt efter lidt nærmer vi os Landsbyen St. M., som næsten er helt jævnet med Jorden. Vi havde vel Marcheret et Par Timer, da der kommanderedes: Holdt! Nogle lagde sig i bet grønne, og lettede sig for det tunge Tornyster, mens andre beholdt det paa. Kun alt for hurtigt blev der atter befalet, at vi skulde træde an. Toget gik videre. Snart saa vi, mens det i Mellemtiden var blevet mørkt, de første Lyskugler stige til Vejrs. En fjendtlig Flyver kredsede over Terrænet bag os og man hørte tydelig: hans Motors uhyggelige Brummen. Pludselig faldt der et Par Bomber. Men det er jo Krig.

Vi var naaede til den lille By E. og dermed til et farligt Hjørne, da Vejen derfra til B. laa meget under fjendtlig Ild. Vi formeredes her l mindre Grupper, som saa hver for sig marcherede videre. Vor Maskingeværafdeling maatte vente til sidst, men endelig kom Turen ogsaa til os til at marchere afsted, denne Gang bag Maskingeværvognen. Men Franskmændene var rolige i Aften. Der faldt ikke et Artilleristud paa Landevejen, og vi naaede saaledes lykkelig hen, hvor Maskingeværvognen holdt. Nu maatte enhver bære de Vaaben, som Underofficeren læssede af Vognen, og man fik en god Vægt at slæbe paa.

Vi gik afsted til Skyttegraven. Det gik over eller uden om det ene Granathul efter det andet. Saa naaede vi Løbegraven og kort efter Skyttegraven, og dermed var vi i Kampstillingen. Vi havde naaet den gamle Stilling, og Maskingeværet blev atter bragt i Stilling. I Dækningerne ventede de Kammerater, som vi skulde afløse. De stod med fuld Oppakning og var snart forsvundne. Der blev straks udstillet Vagtposter. Jeg bragte mine Sager paa Plads, rullede mig ind i Tæppet og Teltlærredet og lagde mig dødtræt til at sove, da jeg først fire Timer senere skulde paa Forpost. Snart sov jeg sødeligt.

 Hans Matthiesen.

6. juni 1918. Nu bliver du nok degraderet, Bergholt!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Tiden gik, og en dag var vi atter under fremrykning. Jeg blev kaldt til løjtnanten, der på kortet anviste mig et bestemt punkt, hvor jeg skulle gå i stilling med mit gevær. Selve opgaven gik ud på at holde en afdeling englændere i skak. D e havde besat en landsby ca. 300 meter fra det angivne sted. Da vi havde arbejdet os frem til stedet, viste det sig, at terrænet var så kuperet, at en beskydning af landsbyen herfra var umulig. Det kunne man ikke se på kortet.

Jeg var klar over, at enhver afvigelse fra den givne ordre ville bringe løjtnanten på kogepunktet. Til trods herfor besluttede jeg at trække ca. 200 meter til venstre, hvor der lå et næsten sammenskudt hus. Det viste sig, at vi herfra kunne beskyde landsbygaden i hele dens længde. Stedet var ligefrem ideelt, hvis den stillede opgave skulle løses, og det måtte vel være det vigtigste, antog jeg. Huset havde været besat af fjenden, det fremgik tydeligt af, at vinduerne ud imod os var barrikaderede med sandsække. Vi fik travlt med at flytte sækkene over i den modsatte side af huset for hurtigst muligt at få geværet installeret.

Vi var godt i gang med dette arbejde, da den udstillede vagtpost meddelte, at kompagnichefen og en officer mere var på vej hen til det først angivne punkt. Richard havde som altid en bemærkning på rede hånd: »Så min dreng, nu bliver du nok også degraderet.« Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne og nåede stedet omtrent samtidig med de to officerer. At den anden officer var regimentskommandøren, havde jeg for længst opdaget.

Inden jeg fik tid til at aflægge melding og deslige, kan det nok være, at lynet slog ned. Løjtnanten var højrød i ansigtet af raseri. – Om jeg ikke havde ordre til at gå i stilling med mit gevær på dette sted, og hvor kunne jeg understå mig i ikke at parere ordre? Lidt trykket af kommandørens tilstedeværelse indvendte jeg spagfærdigt, at der på dette sted intet »Schussfeld« var, og at en beskydning af landsbyen derfor var umulig. Derimod var det sted, jeg havde valgt, særdeles godt egnet. – Jeg troede, at dette ville berolige fyren. Men Gud bedre det, han blev om muligt endnu mere rasende.

Under hele dette postyr havde kommandøren betragtet omgivelserne meget nøje, hvad løjtnanten slet ikke havde givet sig tid til.

Pludselig henvendte kommandøren sig til løjtnanten og stoppede hans ordflom: »Bare rolig, hr. løjtnant. Underofficeren har jo ret. Det er Dem, hr. løjtnant, der er galt på den.« Under den stilhed, der nu indtrådte, fortsatte kommandøren henvendt til mig: »Det er godt min ven. De kan træde af.« – Det gjorde jeg, og det med en hilsen som aldrig før. Da jeg gik tilbage til kammeraterne, tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, at det ikke var mig, der var i løjtnantens bukser.

Fra huset havde man ikke kunnet undgå at høre løjtnantens brøleri, selv om man ikke kunne forstå ordene, og Richard var der selvfølgelig med det samme: »Der fik du nok besked om, hvad der står hos »Matthäus am achten«.« Jeg beroligede ham med, at den balle, jeg havde fået, sikkert var for intet at regne mod den, løjtnanten fik.

Og jeg fik ret. Dagen efter meldte vor fælles »ven« sig syg, og vi så ham ikke mere. Der blev fortalt, at han havde søgt – og fået forflyttelse til et andet regiment. Vi sendte vor gamle »Graf« mere end én venlig tanke, fordi han havde befriet os for denne despot.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

19. april 1918. “Det stod sløjt til med at skaffe befalingsmænd …” Nis Ley bliver underofficer

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Vinteren gik uden store begivenheder, men der var dog tegn på, at noget usædvanligt var under opsejling, og det var opmarchen til den store forårsoffensiv, der brød løs den 21. marts 1918, mens vort regiment lå i reserve.

Vi kom først til indsats den 16. april; om morgenen ved 5-tiden stormede vi løs, men da vi nåede englændernes første grav, havde kompagniet allerede et tab på 160 mand, og vi var kun en snes mand, der slap uskadt fra den begyndelse. Tre dage derefter blev vi afløst, kom tilbage og blev opfyldt af et regiment, der var blevet helt opløst.

Det stod dog sløjt til med at skaffe befalingsmænd, og den 19. april blev jeg udnævnt til underofficer og gruppefører, og blev udstyret med et maskingevær af 08/15-typen. Vi blev flyttet op til afsnittet omkring Kemmel-bjerget. Dog, efter at forårsoffensiven var sat i gang, van det, som om fronten overalt var kommet ud af sin årelange, stivnede tilstand; der var nu en mere omflakkende indsats af afdelingerne, men derfor var der også større daglige tab.

– I juni blev vi kørt ned i omegnen af Ham, og herfra tog vi del i fremstødet mod Nesle-floden med retning mod Montdidier, hvilket igen gav betydelige tab. Men i juli blev vi trukket ud af kampområdet igen.

DSK-årbøger 1971

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

2. marts 1918. Flyverangreb: “En dag talte jeg 72 døde heste på stribe”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

I begyndelsen af marts gik turen tilbage til Frankrig , og vi fik atter vor sag for. Den sidste og afgørende fase af krigen begyndte.

Jeg tror ikke, at tropperne var kede af denne offensiv. Den almindelige mening var, at dette var “begyndelsen til enden”. Hvordan afslutningen ville forme sig, var man ligeglad med, når blot krigen ville holde op.

Denne gang kom vi længere mod nord. Cambrai, Arras og Lille er de større byer, jeg husker navnene på. Vi var snart her, snart dér og førte en omflakkende tilværelse ligesom i Galicien blot med den forskel, at her marcherede vi ikke, men blev fragtet med jernbane. Vi var sikkert en såkaldt “flyvende division”. Der sker for øvrigt mange mærkelige ting under en sådan offensiv. Engang lå vi en halv dag ved en stor læsse- eller losserampe. Vi blev læsset i toget, kørte knap en halv time, blev losset ud igen, og gik så den samme vej tilbage. Det har nok været for at narre fjenden. Det var velkendt, at det franske spionagenet var intakt.

Flyveraktiviteten, der i 1917 ikke havde været overvældende, tog til i en helt uhyggelig grad. MG-afdelingerne fik her en ny opgave, der til tider kunne være meget ubehagelig. Der blev altid et maskingevær tilbage for at dække bagagen, da de fjendtlige flyvere især søgte deres mål bag fronten.

En dag mistede v i under et luftangreb halvdelen af vore heste og en del af vognene. Det gik også ud over mandskabet. Før var man i nogenlunde sikkerhed, når man opholdt sig ved bagagen. Sådan var det ikke mere. Når fjendtlige flyvemaskiner nærmede sig, gjaldt det om at komme i skjul. Det gik endda for mandskabet, men køretøjerne — tit var det lange kolonner – var ikke så nemme at få væk. En dag talte jeg 72 døde heste på stribe. Det var ikke noget kønt syn.

Tyskerne havde også fået flere maskiner, og vi kunne tydeligt mærke, når vi havde en stærk jagereskadrille bag os, som kunne holde de fjendtlige flyvere i skak. Men Amerikas indsats af materiel gjorde efterhånden tyskerne underlegne også på dette område.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)

16. august 1917. “De kommer, de kommer!”, 1. maskingeværkompagni løbet over ende af englændere

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.

Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.

Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.

Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.

Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.

Så overtog jeg  geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.

Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”

Englænderne var  altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå  i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det  knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.

Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor  løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.

Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.

Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender,  en del ville tilbage, en del trængte videre frem.

Da der foran mig  stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.

I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.

Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.

Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der  var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.

Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.

Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.

Så rykkede  englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver. 

Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.

Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Af Regiment 84’s historie

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

28. april 1917. Poplerne er levende … englænderne angriber!

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Den Aften blev jeg stillet ud paa Lyttepost c. 30 meter foran
Pigtraadsforhindring og Skyttegrav.

Ved Dagslyset havde jeg set, at der 30 meter til venstre for os løb et Hegn, hvor der stod en Række kappede Popler i Mandshøjde.

Det var de sidste Dage i April Maaned, en lun Foraarsaften med en let Taage, som kom ind over Hegnet. Jeg stod halvvejs drømmende og nynnede paa en af vore kære, danske Sange: „Nattens dæmrende Taager …”

Men som jeg stod dér og kiggede ind i Taagen, saa det ud for mig, som om Poplerne var blevet levende. Jeg kneb mig selv i Armen ligesom Jeppe i Baronens Seng og sagde til mig selv: „Er du vaagen, eller drømmer du?”

Men omsider blev jeg klar over, at det var ikke Drøm. De virkelige Popler var forlængst dækkede af Taagen, og de mørke Skikkelser, jeg nu kunde skimte, var engelske Soldater.

Jeg troede, de gik frem til Storm, dækket af Taagen, fik i en Fart et Par Alarmskud skudt op i  Luften alt imens jeg kravlede tilbage paa alle fire for at være saa lille en Skive for Englænderne som muligt, og det kan nok være, jeg gjorde mig saa tynd, saa tynd.

Da jeg kom tilbage til Skyttegraven, stod vore Mænd paa Post og ventede paa Stormangrebet; men det blev ikke til noget den Aften.

Først næste Dags Morgen var det lykkedes for Englænderne at tage en Del af vor forreste Linie, og i Daggryet saa vi dem komme frem og gaa imod os.

Vi sagde først til hinanden: „Vi har jo ikke ret mange Mand forude.” 

Vi regnede med, at Englænderne talte ca. 1 Bataillon paa en Frontstrækning af 500 m. Vi saa ogsaa, at de gik frem til Storm, idet en Mand sprang frem snart hist, snart her; men iøvrigt saa vi ikke meget til dem.

Der kom Befaling igennem Skyttekæden, at ingen maatte skyde. Vi kunde knap forstaa det; men Gaadens Løsning fik vi snart.

Da Englænderne kom vor Skyttegrav 30-50 meter nær, lød der en skarp Signalfløjte.

I samme Nu rejste hele deres Skyttekæde sig, og under Hurraraab styrtede de frem med fældede Bajonetter; men de havde ikke haft Linien godt nok udspioneret; Forsvarskæden løb i Siksak, og Englænderne kom ind i en Sænkning i Forsvarslinien.

Paa hver af Fløjene stod der et Maskingevær, og i samme Øjeblik, Englænderne satte ind med at storme, begyndte Maskingeværerne at skyde, saa de kom til at staa i Krydsild, og i kortere Tid, end det kan fortælles, styrtede de næsegrus over hinanden, saa de paa sine Steder laa ovenpaa hinanden foran vore Skyttegrave.

Der var ikke mange af dem, der slap, og de faa, der var usaarede,
skyndte sig hurtigst muligt tilbage..

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. april 1917. Englænderne angriber: “De fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen”

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Om Eftermiddagen ved Femtiden laa vi og døsede i Bunden af Skyttegraven. Jeg var sammen med den forhen omtalte teologiske Student. Han var aldeles ingen Krigshelt, tværtimod en endda meget daarlig Soldat.

Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vor Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat paa Benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter.

Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte. Skulde Fjenden komme os ind paa Livet med en saa stor Overmagt, var Stillingen tabt. Antagelig havde vi et helt Regiment, flere Tusind Mand, imod os.

Stadig flere og flere nye Rækker saa vi dukke frem over Bakkekammen. Fremrykningen gik langsomt, Skridt for Skridt som hjemme i Kasernegaarden, og ikke, som naar vi skulde gaa frem til Storm, i et hastigt løb 30-40 Meter frem, saa søge Dækning, indtil man saa Lejlighed til at naa videre frem. De kom gaaende, som paa en fredelig Jagttur, med Bøssen under Armen.

Hvordan vilde det nu gaa os, naar vi fik alle disse Mænd nærmere ind paa Livet. Vi indsaa snart det meningsløse i vor Skydning og stod i angstfuld Forventning om, hvorledes dette skulde spænde af. Han sendte os nogle Granater og Shrapnels, som slog ned omkring os i Stillingen. De gjorde Fortræd paa vor venstre Fløj.

Nu var de første Rækker kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere Brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer.

Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværerne med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.

Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone. Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der Liv i Tommyerne. De søgte i Løb at finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille.

Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor Stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om Verden skulde gaa under. Der var ingen Tid til at tænke paa Frygt, Fjenden var foran os og kunde kun med Geværet holdes fra Livet.

En Sektion paa 6-8 Mand var med deres Fører kommet frem til en Afstand af 200 Meter fra os. De var saa at sige inde paa Livet af os og laa i Dækning bag et Dige. Manden paa Fløjen laa ved Enden af Diget og forsøgte at faa de andre Kammerater til at gaa fremad. Jeg holdt dem nede med Geværet. Saa snart de gjorde Forsøg paa at rejse sig op, sad et sikkert Skud derovre.

Men nu svandt Ammunitionen. Jeg havde bortskudt 220 Patroner og havde kun nogle enkelte tilbage, som jeg maatte holde i Reserve til den sidste fortvivlede Nærkamp. I Snavset laa Haandgranater henkastet. Jeg samlede dem sammen som en sidste Reserve. Livet skulde sælges saa dyrt som muligt.

I syv Rækker var de engelske Stormkolonner bølget ned ad Bakkerne, og kun helt enkelte var naaet frem til de tyske Stillinger og blev nu taget paa Sigtekornet. Det fjendtlige Artilleri overdængede os med Granater og Shrapnels, men der var ingen Tid til at se, hvad der skete ved Siden af, kun Faren, som kom os i Møde, kunde man værge sig imod, den gjaldt det om at holde paa Afstand.

Mangen Kammerat segnede, og mange blev lemlæstet for Livstid. Man havde ingen Tid til Bekymringer, kun se fremad, Bøssen til Kinden, parat til Skud. De faa, der havde Held til at komme i Nærheden af vor Linie, var fortabte.

Men Mod havde disse Gutter, i faa Hundrede Meters Afstand stod de oprejst med Geværet ved Kind og fyrede løs. De sendte os en Hilsen for straks efter at segne for en dræbende Kugle.

I to Timer rasede denne frygtelige Kamp. Ved Kompagniets venstre Fløj, som havde lidt en Del, og som havde haft ikke ringe Tab, begyndte nogle af vore Kammerater at række Hænderne i Vejret, men nogle dygtige Knubs fra de overordnedes Næver bragte dem til Besindelse, og de tog atter til Geværet.

Fjendens Rækker blev tyndere og tyndere, og omsider standsede Fremrykningen. I Smaaklynger søgte nogle enkelte tilbage for at komme i Dækning og uden for Skudvidde.

Enkelte var kommet vor Stilling saa nær, at de hverken kunde naa frem eller tilbage. De gav til Kende, at de ansaa sig som fortabte. Vi vinkede til dem, at de skulde komme frem. De kom dog ikke, de havde ingen Tillid til os. Efter gentagne Opfordringer kom dog enkelte frem fra deres Skjul. Det var en Kommandersergent og fem Mand. De kastede deres Vaaben bort, og med Hænderne i Vejret kom de løbende over til os.

Det var ved Mørkets Frembrud. Nu var Myrderiet afsluttet, og vi begyndte at se omkring efter de Kammerater, som Skæbnen havde sat ud af Legen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

20. januar 1917. Maskingeværernes kølevand frøs til is – vinter i Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Galicien har jo fastlandsklima, så kulden, der ofte var mere end -30 grader, mærkedes ikke så slemt, som man skulle tro, da der næsten altid var stille vejr.

Men kulden var snigende, og man skulle passe på, at den ikke narrede én.

En dag gik v i to mand for at hente mad ved feltkøkkenet. Min makker var udrustet med en temmelig stor næse i et markeret ansigt. Da jeg kom til at kaste et blik på dette monumentale fremspring, opdagede jeg, at det var helt hvidt, et sikkert tegn på, at næsen var ved at forfryse.

Manden havde ikke selv mærket, at der var noget galt; men da han rørte ved næsen, var den fuldstændig følelsesløs. Vi fik travlt med at gnide den med sne, og det lykkedes ret hurtigt at få blodomløbet i gang igen, så Weil – sådan hed manden – kunne redde sin ansigtspryd.

Som sagt var der næsten altid stille vejr, men det kunne hænde, at det blev snestorm, og så var det mere end uhyggeligt. Lå man ude i skyttegraven, kunne det endda gå an. Vi havde næsten altid gode og varme tilholdsrum, men jeg har to gange været på march i et sådant vejr, og det glemmer jeg aldrig.

Man fik et lille begreb om, hvad udtrykket »sibirisk vinter« vil sige, og hvad Napoleons soldater må have døjet i Rusland under  tilbagetoget i 1812.

Et held var det, at de store kuldegrader udelukkede større krigshandlinger. Det hele indskrænkede sig til lidt  patruljevirksomhed.

Til trods for at vagternes længde var nedsat til én time, og at vagtposterne var iført fåreskindspelse og filtstøvler, frøs man med anstand. Ikke et minut kunne man stå roligt. Man måtte hele tiden være i bevægelse. Dertil kom, at MG-erne, der var vandkølede, næsten ikke var til at holde optøede til trods for, at kølevæsken om vinteren bestod af ½ vand og ½ glycerin.

Når kulden var rigtig slem, måtte man i løbet af en time flere gange ind i opholdsrummet med geværet for at holde det over ovnen et par minutter. Man løb en vis risiko hermed, for helt sikker på russerne kunne man aldrig være; men et frossent gevær var jo ubrugeligt, og forpostkæden var dog også forude. –

Vinteren var som sagt slem, men om efteråret havde det regnet noget så frygteligt, og jeg ved næsten ikke, hvad der var mest ubehageligt, kulden eller regnen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. september 1916 – Christian Campradt: “Sluppet uskadt fra Sommeslaget”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.

Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre  af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.

– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.

Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.

En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.

Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!

Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;

Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!

Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!

– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.

Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.

Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.

(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. august 1916. Brøkdele af sekunder skiller liv og død …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

En dag stod jeg og talte med en kammerat, der havde vagt ved maskingeværet. Han stod på det såkaldte »Schützenauftritt« (repos), og jeg opholdt mig i nedgangen til vort opholdsrum. Mit hoved var omtrent i højde med hans fødder.

Vi talte om alt muligt, men pludselig brød han af midt i en sætning og kastede sig nedover mig, så vi begge rullede ned ad trappen, som jeg stod på.

I samme sekund faldt der en mine på det sted, hvor han havde stået.

Geværet fløj pokker i vold og blev ikke t i l gevær mere, men ved hans resolutte handling reddede vi livet begge to. Bortset fra nogle blå pletter på kroppen, havde v i ingen skade taget.

Dét, jeg har villet fremhæve, er, at afstanden mellem liv og død mange gange ikke drejede sig om hele eller halve, men om tiendedelsekunder. Et øjebliks tøven kunne være skæbnesvanger.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)