Tag-arkiv: Våbenstilstand

27. november 1918 – Lorens Jepsen: “Jeg hører ogsaa at der er Gering derhjemme”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september 1917 kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

 Feltham, d. 27. November 1918

Kære Anne!
Verdenskrigen synes jo nu at være endt, thi efter de Vaabenstilstandsbetingelser, som Tyskerne er gaaet ind paa, er det vel umuligt at begynde Krigen igen. Der nok heller ingen som har Lyst at forsætte. Skulde imidlertid Revolutionen tage en blodig Vending, saa kan der være Rædsler nok tilbage endda. Det er jo hidtil forløbet meget heldigt. Jeg hører ogsaa at der er Gering [Gæring?, dvs. at der er uro] derhjemme.

Selvbestemmelsesretten kommer jo ogsaa til at gælde os. Afgørelsen vil formodentlig falde i de næste Maaneder naar Fredskonferencen træder sammen. Jeg haaber da, at Befolkningen er klar over til hvilken Side den vil gaa. De er da heldigvis ingen Tvivl om, hvor det herefter er bedst at være.

Skade at man ikke kan være hjemme i denne Tid. Kunde jo være taget med Flaaden til Kiel eller ogsaa i næste Uge med Frederits[?] [–]. Men vi faar jo ogsaa nu tage den sidste Tid med Ro, skønt man længes nu mere end ellers. Haaber, at Forholdene hjemme er taalelige, at i kan leve i Ro, og saa paa et snarligt Gensyn! De hjerteligste Hilsner til Eder alle. Din egen Lor.

 

11. november 1918 – Claus Juhl: “Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 9. gik vi i stilling under æbletræerne i en have midt i byen. Her stod vi både den 9. Og 10. Uden at blive beskudt. Nogle kanonerer havde fået fat i en stor gul stud, som skulle slagtes, med en stor hammer drev de det drabelige hug i panden, men den stod helt flegmatisk tilsyneladende uden at generes af slagene. Så dukkede der en slagter op i landskabet, han fik fat i hammeren, og nu segnede studen øjeblikkeligt. Om aftenen gik en af vore løjtnanter rundt og fortalte, at der skulle være våbenstilstand fra den 11. kl. 12 middag. Vi sagde til ham: Det vil vi dog først se. Han svarede: Se I kun til, denne gang er det alvor.

Den 11. November kom, vi skød til kl. 11½. Kl. 12 viste det belgiske flag sig fra kirketårnet, og de øvrige huse fulgte efter med at bekende kulør. Nu vidste vi, at løjtnanten havde talt sandhed. Den 11/11 kl. 11 efter belgisk tid i året 1918 oprandt det store øjeblik, som vi så ofte havde længtes efter. Med et slag var alting roligt, der faldt ikke et skud mere, der hørtes kun sprængninger i det fjerne. Jeg tror nok, at alle som oplevede det, følte øjeblikkets storhed.

Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen, hvad tiden nu ville bringe os. Dette øjeblik havde vi så ofte udmalet os i fantasien, og samtalen havde altid drejet sig om, hvad hver enkelt ville foretage sig, de fleste ville af glæde drikke sig en ordentlig kanon, som de udtrykte sig. Nu var det dog lige som det kom bag på dem, og der herskede overalt stilhed og alvor, enhver havde nok med sine egne tanker.

Da det første indtryk havde lagt sig, blev de tomme ammunitionskasser og granatkurve slæbt sammen i en stor hob. Det hele blev overdrysset med krudt, det var nu ikke almindeligt krudt, men lange rør, som hidhørte fra patronammunitionen, og stablen antændtes. Hele mandskabet stod så forsamlet omkring bålet og så ind i flammerne. Ilden øver altid en vis tiltrækning, og ikke mindst på en soldat, tænk på bivuakbålene.

Enhver var beskæftiget med egne tanker eller tænker på ingenting. Granaterne blev kastet af vognene, dem ville vi ikke mere køre rundt med. En del civilister indfandt sig for at se, hvad der gik for sig og om der muligvis var noget at arve. Nogle af dem slæbte af sted med tomme granatkasser og andre ting, der var kastet bort.

Batteriføreren løjtnant Mundt kaldte batteriet sammen og holdt en tale, hvor han sagde: At nu var det ikke ham mere, som havde kommandoen, men derimod et soldaterråd, der skulle vælges ud af batteriets midte. Det skulle bestå af en officer, en korporal og en menig fra trainkonstablerne og ligeledes en korporal og en menig fra fodmandskabet. Til dette råd skulle så enhver henvende sig, der ville besvære sig over en eller anden, eller muligvis havde forslag angående forplejning osv. Han oplyste straks, at officereren ikke måtte være ham, thi han vidste nok, at han ellers var blevet enstemmigt valgt. Det var også den eneste fører, vi havde haft under krigen, som besad hele mandskabets tillid. Han var en udmærket mand, der ikke med vilje gjorde nogen uret.

Endvidere forklarede han, at enhver tysk soldat, der ikke var ude af Belgien og Frankrig inden fjorten dage efter våbenstilstandens afslutning, ville blive interneret. Han ville stille enhver mand frit, med hensyn til hvad der skulle gøres for at nå Tyskland hurtigst muligt. Vi måtte gerne straks forlade batteriet og drage af sted på egen hånd, han oplyste dog med det samme, at togtrafikken var fuldstændig standset, og det kunne volde store vanskeligheder med at få forplejning. Efter hans mening var det rigtigste, at vi samlet forsøgte at nå Tyskland. Hans råd fulgtes også, og alle mand blev ved batteriet.

Soldaterrådet var blevet valgt, og der indførtes straks forskellige reformer. Officerskøkkenet ophævedes, så officerer og mandskab var ligestillet med hensyn til forplejning, hidtil havde der været en særlig officerskok, der nok skulle få fat i det bedste til officererne.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

11. november 1918 – Hejmdal: Et historisk øjeblik

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskland Republik


Fra Berlin telegraferes til os Klokken 3,15 Lørdag Eftermiddag:

Kejseren har frasagt sig Tronen. Fra Rigsdagsbygningens Altan har Scheidemann lige proklameret den tyske Republik.

Den socialdemokratiske Rigsdagsmand Ebert er bleven udnævnt til Rigskansler.
Scheidemann danner den nye Regering af begge socialdemokratiske Retninger.


Vaabenstilstand


Officielt meldes: I Gaar Morges har der fundet en Drøftelse Sted mellem Statssekretærerne. Efter at Vaabenstilstandsbetingelserne var bleven bekendtgjort, blev disse antagne. Tilsvarende Anvisninger er bleven givet Fredsdelegationen.

Om Eftermiddagen blev følgende Note afsendt til Statssekretær Lansing:
Hr. Statssekretær! Overbevist om Fællesskabet i de demokratiske Maal og Idealer har den tyske Regering henvendt sig til De fornede Staters Præsident med Bøn om at genoprette Freden.

Denne Fred skulde svare til de Principper, som Præsident Wilson altid har bekendt sig til. Dens Formaal skulde være en retfærdig Løsning af alle Stridsspørgsmaal og en varig Udsoning mellem Nationerne.

Præsidenten har endvidere erklæret, at han ikke førte Krig med det tyske Folk, og at han ikke vilde hindre det i dets fredelige Udvikling.

Den tyske Regering har modtaget Betingelserne for Vaabenstilstanden. Efter en Blokade paa 50 Maaneder vil disse Betingelser, i Særdeleshed Afleveringen af Færdselsdmidlerne og Underholder af Besætningstropperne ved samtidig Fortsættelse af Blokaden gøre Ernæringsforholdene i Tyskland helt fortvivlede og betyde Hungersdøden for Millioner af Mænd, Kvinder og Børn.

Vi maatte antage disse Betingelser, men vi gør alvorlige og højtideligt Præsident Wilson opmærksom paa, at Gennemførelsen af Betingelserne maa vække en Stemning i det tyske Folk, der er modsat den, der danner Forudsætningen for Folkesamfundets Nyopbyggelse og borger for en varig Retsfred. Det tyske Folk henvender sig derfor i sidste Time endnu en Gang til Præsidenten med Bøn om at virke hen til at mildne de tilintetgørende Betingelser hos de Allieredes Regeringer.

Statssekretæren for udenrigske Anliggender, Solf


Et historisk Øjeblik


I Lørdags bekendtgjordes det i Aabenraa ved en Udraaber, at der Søndag Formiddag Klokken 10 vilde blive afholdt en Borgerforsamling i Byens Gymnastikhus. I Gaar til den fastsatte Tid var Huset fyldt med Interesserede og Nysgerrige af de forskellige Folkelag.

Byraadsmedlem Nagott bød Fælder, Borgere og Borgerinder velkommen og gav derpaa et kort Overblik over de sidste Dages historiske Tildragelser; han meddelte, at Kejseren havde abdiceret, ikke frivilligt, men havde maattet fjernes fra Tronen med Magt, havde opsøgt det eneste Sted, hvor han kunde tænke at finde Støtte, det store Hovedkvarter; dog heller ikke dette vilde kunne hjælpe den faldne Hersker, hans Magt er brudt og Militærsystemet fjernet for stedse. Et Eftermæle af “Vorwärts” blev oplæst: Ikke ved blodig Brutalitet, men i Ro og Orden var denne vældige Forandring fuldbyrdet; ikke militær Tvang, men Frihed, Lighed og lige Ret for alle skulde være Fremtidens Løsen. Det historiske Øjeblik var kommet, da han kunde proklamere Tyskland som Republik. Proklamationen blev af en stor Del af de Tilstedeværende besvaret med Hurraraab.

Derefter talte en Matros af Militærraadet og et Medlem af Arbejdetraadet. De udtalte begge, at det ikke drejede sig om at dele eller røve og plyndre, men om at bygge op igen, om at være lige i Arbejdets Pligter og Rettigheder.

Derpaa talte Murer Ewald, som første Aftenen i Forvejen var kommen hjem fra Hamborg. Han kunde meddele, at han i Modsætning til cirkulerende Rygter ikke havde set Lig eller Saarede paa Gaden, kun nogle Uforstandige havde forsøgt det umulige, at standse denne Folkebevægelse ved Hjælp af et Par Maskingeværer; men der herskede nu Ro og Orden i alle Forhold. De hidtilværende Embedsmænd, der havde Indsigt i Forholdene og Rutine i Arbejdet, besørgere som de mest egnede fremdeles Administrationen, dog under Tilsyn af Soldater- og Arbejdetraadet. At holde Ro og Orden skulde overalt være deres fornemmeste Opgave, ogsaa her, og hvem der ikke fulgte deres Anordninger eller modsatte sig, vilde blive dragen til Ansvar. Han opfordrede de borgerlige Foreninger til at indmelde sig i den demokratiske Forening, hvad der kunde ske paa Forsamlingen næste Dag eller senere, og han haabede, at de vilde støtte den store befriende Bevægelse og ikke slaa fra som i 1848.

Til Slutning bekendtgjorde Borgerrepræsentant Nagot, at man vilde begive sig op til Raadhuset for ogsaa der at proklamere Republikken, og han opfordrede de Tilstedeværende til at slutte sig til Optoget.

Efter Ankomsten til Raadhuset blev den røde Fane hejst paa Flagstangen ved Raadhustrappen. Da den røde Dug havde naaet Toppen, lød der en Stemme ud af Forsamlingens Midte: “Den vanter eno de hvi’e Kors”, hvorefter en anden tilføjede: “Ja, men det kommer nok.”

Derpaa oplæstes Proklamationen, og der udbragtes et Leve for den nye Republik. Uden mindste Forstyrrelse spredte sig derefter den store Forsamling; hver gik til sit, og den sædvanlige stille Søndagsfred hvilede over Byen, saa man kun vanskeligt gjorde sig det klart, et hvor mægtigt historisk Øjeblik man havde været med til at opleve.


Den største Sejr!


Rigskansleren har rettet et Opraab til Tyskerne i Udlandet, hvori det hedder:

I disse tunge Dage vil mangen en af Eder, Folkefæller, der bor udenfor det tyske Fædrelands Grænser, være omgivne af Skadefryd og Had, og det vil gøre Eder tunge om Hjertet. Fortvivl ikke paa det tyske Folks Vegne.

Vore Soldater har indtil det sidste kæmpet saa heltemodigt, som nogen Sinde nogen Hær har kæmpet. Hjemmet har bevist en uhørt Kraft i Lidelse og Udholdenhed. I det femte Aar forladt af sine Forbundsfæller kunde det tyske Folk ikke længer føre Kampen mod den stadig voksende Overmagt. Sejren, som vi haabede paa, blev os ikke til Del; men det tyske Folk vandt en større Sejr, idet det besejrede sig selv og sin Tro paa Retten og Magten.

Af denne Sejr vil vi i den tunge Tid, der forestaar os, øse ny Kraft, hvorpaa ogsaa I kan bygge. Dem af Eder, der under de haarde Krigsaar har stridt og lidt for Eders Fædreland, vil i det nye Tyskland heller ikke forglemme at takke. Saavidt det staar i det tyske Folks Magt at lindre denne Krigs Lidelser og dens Følger, vil dets Omsorg lige saa godt blive Tyskerne i Udlandet til Del som Tyskerne i det snævrere Hjemland.

Rigskansler Prinx Max af Baden.

(Læs hele Hejmdal fra 11. november 1918)

10. november 1918 – Enkefru Røgind: Våbenstilstandsbetingelserne

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. Novbr.
Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.

Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159-60)

9. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det røde Flag hejst”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Novbr.
Endnu er Vaabenstilstanden ikke bekræftet, men der er sket store Begivenheder. Bayern er blevet Republik, og nu iaften kom Løbesedlen med Kejserens og Kronprinsens Abdication. Her optræder Soldaterraadet korrekt og roligt. De Officerer, der ikke vilde underkaste sig, fik Lov til at forlade Byen civilklædte, de andre maa bøje sig. Paa Kasernen er det røde Flag hejset.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

8. november 1918 – Enkefru Røgind: “Efterretning om Vaabenstilstand”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Novbr.
Alle Soldater har forladt Kasernen uden Tilladelse og sluttet sig til Soldaterraadet. I alle Byer, hvor der er Marinestation, og det er mange paa hele Kysten, vajer det røde Flag. I Dag er der kommet en Deputation af Matroser fra Kiel, som vist skal ordne endel for det nye Soldaterraad her.

I Aften kom Efterretning om Vaabenstilstand, endnu ikke officiel. Outzen telefonerede det. Jeg gik min Tur i Haven, og Rose lukkede Vinduet op og kaldte paa mig for at fortælle mig den glædelige Nyhed, min første Tanke var: »Saa takker alle Gud«, og jeg skyndte mig ind. Outzen telefonerede paa Dansk, ogsaa et Tidernes Tegn. Hvor har de ikke plaget og pint os paa alle Maader.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

7. november 1918 – Hejmdal: Ententens Våbenstilstandsbetingelser

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Hungerblokadens Virkninger


Slægten vil lide derunder i Menneskealdre

“Wolffs Bureau” meddeler fra Berlin:
Naar Ententen taler om Erstatning for Ødelæggelserne i Flandern og Nordfrankrig, ligger det nær at stille følgende Spørgsmaal til Gengæld: Hvilken Erstatning skal Tyskland have for de umaadelige og uerstattelige Kræfter, som den engelske Hungerblokade har berøvet det? “England myrder det tyske Barn i Moders Liv” skrev “Common Sense” anklagende, medens Imperialisterne jublende:Først om en Menneskealder vil man se, i hvilken Omfang England har sejret, naar den tyske Generation er vokset op, som fødtes under Blokaden, og som er blevet Offer for Underernæringen og alle dens Følger.

Hvor berettiget de engelske Imperialisters Jubel er, viser de officielle Undersøgelser af den tyske Folkesundheds Tilbagegang, som er foretaget af Rigssundhedsraadet. Det drejer sig kun om Iagttagelser indtil December 1917. Opgivelserne for 1918, som selvfølgelig afgiver et langt mørkere Billede, er endnu ikke taget i Betragtning. Det fastslaas dog, at ikke blot den almindelige Arbejdsdygtighed i Tyskland er aftaget som Følge af Underernæring, men tillige at Tilbøjeligheden til Sygdom af enhver Art er tiltaget. Helbredelsen af Sygdomme, især Mave- og Tarmsygdomme, er bleven langsommere, hvilket tillige gælder for Helbredelsen af Saar. Alle Indsendere af Beretninger omtalter de tiltagende Hjertesygdomme, som næsten altid giver et hurtigt og dødeligt Forløb som Følge af Mangel paa Næringsmidler for de Syge. Under Navnene Hjertesvækkelse, Lungebetændelse, Tarmkatarny og Vattersot, hedder det videre, skjuler sig ofte den samme Aarsag, nemlig daarlig Ernæring.

Vil man i England forsvare disse Følger af den grusomme Hungerblokade, som er mere brutal end ethvert Luftangreb og enhver Torpedering, og som kun søger sine Ofre blandt uskyldige Kvinder, Børn og Syge?

En Ting er forglemt i disse Udførelser, nemlig at det særligt er Smaakaarsfolk, der rammes. De Rige har sikkert endnu ikke lært, hvad Savn af det nødvendigste er; de svælger endnu i stor Stil i alle Bordets og Livets Glæder, thi takket være Smughandelen og deres store Pengesæk har de endnu formaaet at skaffe sig alle Sager og Delikatesser, de har behov for at kildre deres Ganer og mæske deres Legeme.

Thi for Penge er der endnu alt muligt at faa; men det koster Masser af Penge, saa Smaakaarsfolk og Folk af Mellemstanden ikke kan tillade sig en saadan “Luksus”, de kan ikke engang faa Smør til Brødet. Det er altsaa kun Smaakaarsfolk og Folk af Mellemstanden, der lider under Krigen, de andre har endnu ingen Nød lært at kende.


Ententens Vaabenstilstandsbetingelser?


Bladene i Genk offentliggør ifølge “Tägliche Rundschau” følgende, som de paastaar skal være de Betingelser, de Allierede vil byde Tyskland, for at det kan faa Vaabenstilstand:

1) Venstre Rhinbred, Elsas-Lotringen og Pfalz rømmes.

2) De Allieredes Tropper besætter Rhinprovinsen.  

3) Udlevering af en stor Del af Krigsmateriellet, alle U-Baade og en Del af Flaaden. 

4) Genoprettelse af Industrien i Belgien og Nordfrankrig af Tyskland, som straks skal levere de nødvendige Maskiner og det nødvendige Værktøj.   

5) Levering af de nødvendige Kul som Erstatning for Ødelæggelserne i Belgien og Nordfrankrig.

6) Erstatninger i Penge.

7) Kontrol med de tyske Havne indtil Fredsbetingelserne er fuldstændig gennemførte.

De sidste Punkter ser ud som Fredsbetingelser, ikke Betingelser for Vaabenstilstanden, tilføjer det nationalliberale Blad.

(Læs hele Hejmdal fra 7. november 1918)

5. november 1918. Hvad sker der i Kiel? “Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 5. Novbr. 1918.

Udenfor Rigsdagen mødte jeg Fr. Stampfer, som meddelte mig Vaabenstilstandsbetingelserne. De var over Forventning haarde, sagde han. Men Regeringen har intet Valg. Den er nødt til at antage dem.

Partibestyrelsen var sammenkaldt, og han havde travlt, da han skulde deltage i Mødet.

„Der tales om nationalt Forsvar,” sagde Hildenbrand, da jeg mødte ham, „men det er umuligt. Det vil kun kræve unyttige Blodofre og medføre Landets Ødelæggelse. Der er ikke andet at gøre end at antage Vaabenstilstandsbetingelserne, selv om de er haarde.”

I Læsesalen traf jeg Weinhausen. Han fortalte mig, at han lige havde talt med en Socialdemokrat, som havde sagt: „Det er ligegyldigt, hvad Rigsdagen i Dag beslutter, thi om 14 Dage har vi Revolutionen – Weinhausen frygtede for, at denne Spaadom vilde slaa til, thi Efterretningerne fra Kiel er i Dag meget foruroligende.

Om Aftenen kom Loretz op til mig paa mit Værelse i Hotellet. Han meddelte mig fortroligt, at Regeringen stod meget raadvild overfor de sidste Begivenheder. Erzberger havde i Gaar raabt ham op i Telefonen og anmodet ham om at skrive et til den franske Regering rettet Opraab om hurtig Fredsslutning.

Dette havde han lige gjort. Opraabet var afleveret og godkendt og vilde af tyske Flyvere blive nedkastet over de franske Linjer. I Dag havde Erzberger opfordret ham til at skrive et Opraab til det franske Proletariat fra det tyske Proletariat.

Det skulde undertegnes af Scheidemann og Ebert og derefter ligeledes nedkastes af tyske Flyvere. Han havde paataget sig Hvervet.

Flertalssocialisterne sætter nu alt ind paa at tvinge Kejseren bort,” sagde han, „men hvad saa? Det er Spørgsmaalet.

Blot det ikke besvares med Anarki. Erzberger er betænkelig.I Samtalens videre  Forløb meddelte Loretz mig, at den franske saavel som den italienske Presse i stor Udstrækning havde taget Notits af min Tale i Rigsdagen. Den havde sat det nordslesvigske Spørgsmaal under Debat i alle i Fredsslutningen interesserede Lande.

I Rigsdagen havde jeg i Eftermiddags en længere Samtale med et Par konservative Kolleger. De var meget optagne af Begivenhederne i Kiel. Den ene af dem fortalte yderst ophidset, at Matroserne, efter hvad man havde meddelt ham i Krigsministeriet, havde hejst den røde Fane paa flere Krigsskibe. De havde tilrevet sig Magten, og der var momentant stor Fare for, at en Del af Flaaden gik til Søs med ukendt Maal.

Uroen tiltager. Da Hamborgerbladene kom med Aftentoget blev de hurtigt revet bort i Avisudsalgene. Begivenhederne i Kiel har tydeligt nok taget en meget alvorlig Vending. Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

7. oktober 1918 – Rasmus Damm: “thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

16. december 1917 – Mathias Damm: “… sætte Bøssen i Krogen.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 16.12.17.

Kære Moder!
Mange Tak for to Kort fra 8-10. C skrev forleden at Onkel var “vermischt” [sammenblandet/red.], det kan jo være muligt, men i hvertfald er han ogsaa savnet (vermisst).

At R[usserne] ogsaa bliver flyttet behøver i ikke at være bange for, thi saasnart der er Vaabenstilstand maa de ikke flytte en Mand fra Pletten, foreløbig ikke engang i Hvil. Gid denne Vaabenstilstand maatte blive Begyndelsen til Freden, saa vi til Foraar, ogsaa kunde sætte Bøssen i Krogen.

Jeg har det godt og haaber ogsaa i har. Kanske Fader nu snart kommer hjem. Nu er Udsigterne bedre. Mange Hilsner sendes eder med Ønsker om en glædelig Jul eders
Mathias

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

30. november 1917 – Hans Paulsen: “… de brændende Ben af en løbende Mand”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu ved indgangen til december.

Berlin-Schöneberg, den 3[0]. Nov. 1917

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Paa Fredag allerede modtog jeg Eders Pakke. Mange Tak derfor! Eders Pølse har virkelig glædet mig uhyre! Det er længe siden jeg havde saadant lækker Brødpaalæg. Fru Calenders Muffediser kom mig meget godt tilpas, da jeg netop skulde paa Vagt om Eftermiddagen. De er trods deres tynde Udseende udmærket varme. Jeg tænkte, at Fru C. sad nede i Svejts eller i Danmark. – Fra Fredag til Lørdag stod jeg altsaa atter paa Vagt ved D.-A.P.G.s Grundstykke i Tempelhof-Britz. Nattevagten var netop ikke den behageligste i denne Kulde. En særlig Begivenhed vil sikkert aldrig lade mig denne Nat glemme. : –

Jeg var ligge [sic!] blevet afløst fra min Post, og laa i et et [sic!] Hjørne af den varme Vagtstue og sov, da jeg bliver vaagen af en Kam[m]erats Raab ”es brennt!” Jeg saa op og saa i en Afstand af ca. 100 m. en mindre Flamme paa et Jernbanegrundstyk og var derfor vred over at være blevet vækket for denne Smaatings Skyld. Jeg vilde altsaa atter sove, men Kam[m]eraternes Udraab gjorde mig fuldstændig vaagen.

Jeg løbe altsaa ogsaa til Vinduet og saa at den lille Flamme var de brændende Ben af en løbende Mand, som skreg ud i Natten (Klokken var ca. 3) ”Hilfe, Hilfe!” I samme Øjeblik slog en mægtig gevaltig Flammesøjle et par Skridt fra Manden ud af Jorden og kaste et gevaltig Lys om sig. Det var Petroleum, som brændte i en Jernbanevogn. Vinden drev Flammerne og Gnisterne over mod os, saa vi blev uhyre bange, da vi frygtede at vore Benzin-Tanks etc. (der er forbudt at ryge i denne Egn kuns for Brandfarens Skyld) vilde ryge i Luften.

Vi forlod altsaa Vægtstuen i ilende Hast. 2 Mand slog Brandmelderen ind, 1 Mand vækkede Vogteren af Grundstykket og en Mand vækkede Vogteren af Nabofabrikken. Hele Tiden var med et mægtig Brag et nyt Petroleumsfad efter det andet fløjet i Luften og Branden, der kuns udstrækte sig over en lille Plet, antog en mægtig Størrelse. Flammerne brusede ligefrem.

Snart kom Brandværnet og gennem sine Anstrængelser lykkedes den det, at forhindre Brandens Udvidelse og snart var alle Tønder exploderet og al Petroleum brændt. Ikke længe derefter kom en Politibetjent og tog vore Udsagn til Protokoll. Han fortalte, at Branden var foraarsaget af en Complex af Jernbanefunktionærer, som allerede en lang Tid hver Nat havde stjaalet store Quanter Petroleum og som længe eftersporedes af Politiet.

De havde ved Hjælp af en aaben Carbid-Lampe, som havde fanget Ild, fyldt Petroleum ud af en stor Kedel-Jernbanevogn i store Jerntønder, som skulde befordres væk paa en Jernbanevogn. 6 Tønder var allerede fulde, da Explosionen skete. Den brændende Mands Liv vil maaske blive reddet. Betjenten sagde, at gennem denne Affaire vilde en gevaldig Forbryderkæde af Jernbanefunktionære komme til Dagens Lys. Det kan vist blive interessant at høre derom i Aviserne. –

Igaar Formiddags var jeg [i] Charlottenburger Mausolæum, hvor Königin Luise og Wilhelm I ligger. Det var meget stemningsfuldt. Om Eftermiddagen saa jeg Operen: ”Der Waffenschmied”, hvad der gefaldt mig udmærket.

Jeg maa slutte da jeg skal til tjeneste.

Hjertelig Hilsen Hans

P.S. I dag har vi faaet ca. 40 Stykker ”Würfelzucker” indleveret. Vi I have det? Eller skal jeg sende Bestemor eller Tante Laura det?

For Mors Brev, som jeg modtog igaar Aftes, siger jeg Tak. Jeg beder om Opdrag til Wertheim [berlinsk stormagasin/red.]. Det skal besøges prompte.  %

Tjenesten er til Ende. Hinrichs kommer fra Kasernen og fortæller, at paa Gaden sælges ”Vossische Zeitung” med Overskrift i store Bogstaver: ”Waffenstillstand mit Russland”. Gud give, at det var sandt. Men Hinrichs (den stakkels Idiot) sukker: ”Ich fürchte, wir kommen überhaupt nicht mehr im Feld!”

– Min daarlige Skrift maa I til skrive mine kolde Fingre. Udenfor ligger Snee og Stuen er iskold. Det er et smukt Billede, at see Berlin i Snee, men Tjenesten om Formiddagen er dette Vejr skrækkelig.

Nu skal jeg til at skrive Takkebreve. Skrækkelig!