Tag-arkiv: dansksindet

10. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia:

1.
Ved 21. tyske Landstormbataillon (den østrigske Grænsebatl) har 2. og 4. Komp. byttet Standplads, saaledes at Komperne nu ligger saaledes regnet fra Øst:
2. Komp: Aller (omspænder fra Lillebælt til ca. 500 m V.f. Fiskebæk Kær)
1. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 2. til Haderslevchausséen incl.)
4. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 1´til S.f. Brenore Mer) og
3. Komp: Frørup (omspænder fra 4´ S.f. Ødis-Branderup).

2.
En Overløber har meddelt ”B”, at Soldaterne ved Fronten flere Gange har raabt ”Blutsauger” efter Hindenburg, saa denne har maattet hørt det. Ligeledes fortalt ham, at naar Sønderjyderne ved Fronten har bedt om Orlov, blev der altid spurgt dem, om de var ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”; svarede de bekræftende paa det sidste, kunde de været ret sikre paa at faa Orlov.

3.
En Flygtnings Skitse over nogle udførte Stilinger paa Slesvigs Vestkyst vedlægges.

Bilag: Et Flygtnings Skitse over militære Stillinger paa Slesvigs Vestkyst ved P. Eliassen

Skitse over den vestligste del af  Sikringsstillingen, indført i Efterretningssektionens journal 10/10-1918 (Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

De dansksindede sydslesvigere måtte ikke få Juleorlov

Gårdejer Johannes Christensen Langholtegaard fortæller om julen 1915, da han efter at være nægtet juleorlov ventede på som Slesviger at blive sendt til Fronten.

I 1915 blev jeg som 18-årig indkaldt til militæruddannelse i Husum. En voldsom brydning i mit sind opstod allerede i de første dage. Preussisk militærånd og tvang og foragt for menneskelighed og dansk respekt for den enkeltes personlighed de kunne ikke forenes. Dog livet skulle leves, og jeg gjorde mit arbejde efter bedste evne, men mine foresatte har vel skønnet min sindstilstand. Det blev ind under Jul. Alle glædede sig til Juleorlov. Mit sind var ved at sprænges af forventning om den velsignede jul med fred –og glæde i sind og tanke, gensynet med forældre og frihed i nogle dage i mit kære barndomshjem før afrejsen til fronten nærmede sig. Det blev dagen før juleaften. Kompagniet fik ordre til at stille ved skrivestuen for at modtage orlovspas. Alle mødte med glade og lysende ansigter.

De fik ikke orlov

En time senere stod fem drenge modfaldne tilbage med den besked: Orlov kunne ikke tilstedes på grund af familiens fremtrædende danskhed. Et frygteligt slag for os. Vi skulle altså aldrig gense vort hjem og opleve friheden mere. Nedtrykt i sindet søgte vi hver for sig ensomhed i vort kvarter for i stilhed at overvinde skuffelsens første dybe smerte. mens Kammeraterne glade i sind gjorde sig rede til julerejsen.

Det blev juleaften. Alt, hvad der var alt. tilbage i byen af soldater, de forskellige vagthold o. s. v., som skulle på orlov til nytår blev samlet i en hotelsal. Der var et juletræ, der blev talt af en officer uddelt en julepose til hver.

Øllet hjalp på humøret

Også blev der skænket øl. Alt hvad soldaterne vilde drikke. humøret steg, snakken blev livligere, og snart hørte man ikke andet end latter og skrål. Da stod pludselig julen derhjemme lyslevende for mig. »det kimer nu til julefest« tonede det i sindet. Juleaften, der hele året rundt var den mest højtidsfulde i hjemmet med glæde og opløftelse i vore Sind, der rakte langt ud over, hvad denne Verden kunne give os. Det var mødet mellem himmel og jord, der skabte jubel i vore sind. Glæden over jesusbarnet, der havde løst mennskebørnenes kvide og rørt ved vores sjæle og genskabt forbindelsen til det evige liv. Det var freden og glæden, der lyste ud over mor og fars ansigter, og gjorde os børn dobbelt glade, det var juletræet med kerter og sang og alt hvadd der hørte til en dansk juleaften. Og så dette her, måske den sidste jul hernede. Jeg rejste mig stille og gik hjem til mit staldkvarter, lagde mig på mit leje bad til Gud og tryglede om julens lys og fred til mit forpinte sind og, græd til jeg faldt i søvn.

Da Jeg vågnede julemorgen, så kvarteret ikke godt ud efter hjemkomsten af de døddrukne kammerater. Men alt dette vakte kun medynk hos mig. Juleaften og julenatten var for mig bleven overgangen fra barn til mand. Rolig og med fred i sindet så jeg nu ind i fremtiden, der kunne komme, hvad der ville.

Ventede ikke at se Hjemmet

Mit Hjem regnede jeg ikke med at få at se mere. En inderlig tak til Gud for det lykkelige hjem, jeg havde, haft, fyldte mit Sind. Frankrigs Skyttegrave lå foran mig. Vor årgang, var Tysklands måske sidste afgørende Reserve, og vi ville blive sat hårdt ind, så snart vi var færdiguddannede. Jeg vidste, at derude var der ikke langt mellem liv og død, men jeg vidste også nu, at dette liv var ikke alt.

Artikel i Holbæk Amts Tidende 24/12 1947

Læs om mere om, hvordan det gik Johannes Christensen under krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.