Tag-arkiv: revolution

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. september 1918 – Enkefru Røgind: Væk med Hindenburg

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

1. Septbr.
Thomsen fortalte i Gaar om en Episode i Lille. I et Kinoteater propfuldt af Soldater bliver som levende Billede Hindenburgs fornaglede Statue fremført, og straks rejser der sig en Mumlen af Utilfredshed, der stiger til Raabene: »Heraus mit ihm, weg mit ihm, wir haben genug«. Den der har fortalt det, var Officer og selv tilstede og var jo ikke hyggelig tilmode. Soldaterne er sine Steder saavidt, at de i Officerernes Nærværelse drøfter, hvorledes de bedst skal lade dem tage tilfange.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

15. august 1918. Matroserne nægter at råbe et “leve” for kejseren!

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

Det var i den første verdenskrigs sidste år. I Tyskland havde demoralisationens og defaitismens spøgelse forlængst begyndt at stikke sit grimme hoved frem, man så tydeligt skriften på væggen.

Ombord i S/M Hulk »Mars«, det gamle artilleriskoleskib, der lå fortøjet ved en bro i Kiel-Wik, og som forøvrigt i 1905 var det første krigsskib, der ankom til den nybyggede marinestation i Sønderborg, gjordes der forsøg på at give moralen kunstigt åndedræt ved at forsamle de 7-800 ombordværende til massemøder på Øverste dæk, hvor officererne fortalte om den tyske marines bedrifter, hængte nye glorier om kejserens pande og lovede snarlige nye, hemmelige våben, som hurtigt skulle gøre det af med Tysklands fjender, især de forhadte »BRITER«. Plakater med påskriften: »BRITE. sei dein ärgstes Schimpfwort« var opslået omkring i skibet.

Da vi under det sidste massemøde var nået så langt, at de traditionelle hurraer for kejser Wilhelm skulle udbringes, og officererne havde rejst sig med hånden ved kasketten, blev de hilst med pinlig tavshed. Ikke et eneste Hoch! Det var en slukøret flok, der sank tilbage i stolene.

Så, tænkte jeg, nu går det galt. Men opløsningen var så vidt fremskredet, at der intet skete.

Under mit ophold i »Mars« kom jeg en del i den kristelige marineforening, hvis formand var u-båds-kommandanten, den senere pastor Niemöller, om hvem det blev sagt, at det var ham, der havde torpederet »Lusitania«, hvilket omgående bragte USA. med i krigen.

Flere af underofficererne fra »Mars« kom også i denne forening, hvor de omgik os på en god og kammeratlig måde. En af dem, han stammede fra Harzen, opsøgte mig en aften, efter at vi var gået til køjs i hængekøjerne på batteridækket, og foreholdt mig det Opsætsige og farlige i, at jeg blev ved med at skrive hjem på dansk, altså et sprog, der var »unzulässig«, til trods for, alt brevene blev censureret i Flensborg og returneret til Kiel.

Manden kom sikkert i bedste mening, men resultatet var negativt, han havde jo ingen forudsætninger for alt kunne forstå en »MUSSPREUSSE«.

DSK-årbøger 1963

16. maj 1918 – Jens Iversen: “Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

1. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Østafrika, hvor de tyske tropper under von Lettow-Vorbeck fordrives fra Tysk Østafrika, men trænger ind i Portugisisk Østafrika (Mozambique), hvor de fortsætter kampene. På Østfronten indstilles kamphandlingerne som følge af den russiske revolution og den nye, bolsjevikkiske regering. Samtidig offentliggør Trotskij de hemmelige aftaler, som Zarens Rusland havde truffet med Vestmagterne – bl.a. om fordelingen af landområderne i Mellemøsten. På Vestfronten fortsatte kampene ved Cambrai med tyske modangreb under anvendelse af nye taktikker: Hutier-taktikken, der kombinerede gasgranater, flystøtte og stormtropteknikker viste sig lige så effektiv som den britiske indsættelse af kampvogne i stort antal. I Italien reorganiserer den nye stabschef Armando Diaz hæren. Han forsøger bl.a. at dæmpe uro ved at imødekomme årsagerne til uroen snarere end med drakoniske straffe og henrettelser, således som forgængeren Luigi Cadorno havde foretrukket. Hæren fik også en professionel PR-strategi. I Ungarn var der uroligheder med demonstrationer for fred og Estland erklærede sin uafhængighed fra Rusland. Freden på østfronten frigiver en halv million tyske soldater til indsættelse på Vestfronten – krigen kunne vare længe endnu!

24. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Cambrai, hvor briterne for første gang indsætter kampvogne i stort tal. Som vi har set de seneste dage her på hjemmesiden, var der mange sønderjyder, der kom til at opleve det britiske angreb, der førte til et gennembrud og et avancement på op til 10 kilometer. De tyske pigtrådsspærringer blev ryddet af vejen af kampvognene, og det taktiske samarbejde mellem kampvogne, fly, artilleri, infanteri og endda kavaleri tydede på, at briterne endelig havde udviklet en måde at gennembryde fjendens linjer på. Men tyskerne udviklede hurtigt taktikker til at håndtere kampvognene.

På Østfronten bad bolsjevikkerne om øjeblikkelig våbenhvile på alle fronter. Vestallierede ambassadepersonale flygter med jernbanen mod øst. I Frankrig erklærede den nye premierminister Clemenceau, at han kun havde én politik: At føre krig og intet andet! Til gengæld oplevede USA vanskeligheder både med at bringe tropper til Europa og at forsyne dem! Også i Palæstina rykkede briterne frem. Men på den osmanniske side kommanderede Erich von Falkenheyn , og han havde ikke i sinde at opgive Jerusalem uden kamp. Også i Mesopotamien (Irak) rykker briterne frem. Osmannerne planlægger deportationer af jøder i Palæstina i samme stil som armenierne. I Østafrika overgiver en tysk styrke på 1.000 mand sig til briterne – blandt dem Nis Kock fra Sønderborg, som vi har set tidligere på ugen.

24. november 1917. “Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen.” Claus Eskildsen har travlt i skrivestuen.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter ankomsten til Cheppy har Eskildsen og resten af skrivestuen travlt med de foregående ugers store begivenheder. Optimismen for sejr ses tydeligt hos officererne.

Vi bliver længe her.

Aarstidernes Hjul drejer sig. Det regner, regner, regner hver Dag, det bliver koldt og mørkt. Kulden er der gode Raad for. Nok trækker det slemt i vor Jordhule, men vor Hofmurer har af Teglsten bygget os en Kakkelovn, som intet Jernstøberi kan lave saa god.

Værre er det med Belysningen. Vore Tællelys blafrer i Trækluften; men der skal hænges i. Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen. Vor Journal for Aaret 1917 naar op paa 12,000 Numre!

Krigens Hjul drejer sig. I Oktober smækker man Italien i en stor Offensiv, i November laver man Revolution med Lenin og Trotzki i Rusland. Krigens sidste Akt begynder.

Tyskerne har Medvind og sætter alle Sejl til. Fra 24. November til 3. December er der spærret for al Orlov; -hver eneste Jernbanevogn skal bruges til at kaste Tropper østfra over til den franske Front.

Hele Fronten er i Spænding. Nu kommer Sejren vel omsider! Officererne er fulde hver Aften. De drikker paa Sejrsmeldingerne fra Italien, paa Kerenskis Fald, paa Fredsforhandlingerne med Rusland, paa det kommende store franske Nederlag.

De drikker hele Natten og undrer sig næste Dag, naar der igen kommer en hemmelig Forordning, der gør opmærksom paa, at Officerernes Vellevned og Ødselhed ødelægger Stemningen ved Fronten.

»Gleiche Löhnung, gleiches Essen, wär’ der Krieg schon längst vergessen!«

siger den menige Mand. —Hvad har han vel at klage over? Han faar hver Dag en Feltkøkken-»Middag« og hver anden Dag 3/4 Brød, en Knivspids Smør, 1 salt Sild og 3/4 Lageagurk!

Den 24. November fejrer vi Aarets største Festdag, Oberstløjtnantens Fødselsdag. Officerernes Rejsende, der ikke har anden Bestilling end at gøre Indkøb, er lige kommet hjem fra Bruxelles med de fineste Delikatesser.

Regimentsmusikken spiller ved Morgenkaffen, Franskmanden skyder, saa vort Vindue splintres, Oberstløjtnanten holder Kur, om Aftenen spises de dyreste og lækreste Retter, der drikkes Vin og Champagne til Kl. 2 om Natten.

I Dagens Anledning beslutter man, at man fra nu af foruden Oppasserne vil holde en Tjener, der kun skal servere. En Skovrider har vi allerede ved Staben.

Han har intet andet at gøre end at dressere og pleje de to Officershunde. De opdrages ved Hjælp af Sult og Klø; men Resultatet er dog ikke bedre, end at v. Oven en Dag i et forkælet Barns lunefulde Vrede knalder sin »Lump« ned, fordi den ikke apporterede fint nok.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 193-195

19. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

3. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de canadiske troppers angreb ved Passchendaele, hvor tyskerne forbitret forsvarer sig og tilføjer dem store tab; på den italienske front et tyskerne brudt igennem og rykker hastigt ind i Norditalien og erobrer Undine. I Palæstina opnår britiske tropper et gennembrud ved Bersheeba, da australsk og new zealandsk rytteri sættes ind. Forinden var de osmanniske styrker blevet narret med udspekuleret misinformation. Men i Rusland står revolutionen kort før sit udbrud, da Lenin vender hjem fra sit eksil i Finland. I et forsøg på at styrke den russiske vilje til at kæmpe videre, udsteder Balfour en deklaration, der lover jøderne – herunder det store jødiske mindretal i Rusland – et hjemland i Palæstina. Og på vestfronten indsættes amerikanske tropper den 2. november for første gang, almindelige amerikanske soldater blev indsat ved fronten i kamp.

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

29. september 1917. Frits Clausen vil vie sit liv til kampen mod socialismen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt i 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Kære Herr Rasmussen!

Mange Tak for Brevene, som kom paa Kongens Fødselsdag. Det er kedeligt, at De slet ingen Breve faaer. Jeg skriver i hver Uge, enten til Dem eller Frøken Wolff.

Vi har det jo alle godt, som De sikkert ved af Pastor Jensens Breve. Han vil jo ogsaa skrive til Dem om vor Fest paa H.M. Fødselsdag, saa De kan faa et rigtigt Billede af Salen og Festens Forløb.

Jeg bliver mere og mere Højremand her i det frie Rusland, hvor man rigtig ser, hvad Socialisternes Theorier duer til. Hvis vi kommer tilbage, og vi saa ikke har Tyskerne at kæmpe imod længere, vil jeg vie mig til Kampen imod dette Parti, der røver Menneskeheden alle dens Idealer og giver os et Gøglebillede at stræbe efter som Maal.

Hvem kan sige, hvordan de sociale og nationale Forhold vil blive i Fremtiden? Hvem kan sætte et Maal, man ad den Vej skal stræbe efter, uden han selv i sin Phantasie lave det. Socialisterne stræber efter en Utopie og spilder deres Kræfter derpaa, den Kraft, de kunde anvende til socialt arbejde i den Retning Verdensudviklingen gaar.

De forkynder Omvæltningen, og ser ikke at dette er noget af det mest ufrugtbare, noget lige imod alle Naturens Love. I Stedet for at opdrage, lade vokse og modne, fantaserer de med deres fine Idee, hvormed de blot beruser og ophidser. Lad os ikke styrte om, men forbedre.

Det Grundlag vort sociale og nationale Liv har begyndt med er ogsaa lagt af den altstyrende Haand med det Maal for Øje, Retningslinierne for alle Udviklinger vil støde sammen i. Jeg tror, jeg har fundet den Retningslinie, der har bragt vort søndetjydske Folk fremad i Krigens dejlige Tid. Vor

Troskab imod Danskheden har bragt os fremad, hvad tydeligt kom ses, naar vi sammenlignes med  hjemmetyskerne.

Naar hele det danske Folk vilde være tro imod alt, hvad der er givet det, vil det ogsaa altid gaa fremad for Danmark. Ordet: vær tro, og jeg vil give dig Livets Krone er vist ikke blot sagt til det enkelte Menneske, men det gælder sikkert ogsaa for hele Folkeslag og Partier.

Derfor ned med alle Partier og Mennesker, der er deres Fædreland utro, ned med Socialisterne!

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

16. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forsøget på militærkup i Rusland (Kornilov-affæren) og urolighederne, der skulle føre til revolutionen, da mange af de tropper, der slå oprøret ned, slutter sig til det. Også i den britiske hær er der enkelte småskærmydsler, vendt mod officererne og krigen. Ved Verdun slutter det andet slag her med fransk sejr. Og amerikanske tropper træner for at blive klar til frontindsats. Det var også i denne uge, at det 11. slag ved Isonzo på den italienske front sluttede. Og også i den italienske hær begynder krigstrætheden blandt tropperne at blive larmende. Svaret er: drakoniske straffe!

2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

24. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Kerenskij-offensiven, der mister momentum – og så går tyskerne til modangreb. Det handler også om alvorlige uroligheder på hjemmefronten i Petrograd, hvor bolsjevikkerne gør sig bemærket. I den tyske rigsdag plæderes der for en fred uden anneksioner – men det afviser den nye rigskansler Michaelis. Det handler også om de fortsatte britiske forberedelser til offensiven ved Ypres. Og på Korfu lægges der planer om at grundlægge et helt nyt land på Balkan, når krigen er forbi: Jugoslavien!

9. juli 1917. Hårdkogte frontsoldater og kogte kartofler: Sådan en Blödmann-Hollweg!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En hel del af den jord, der hørte til landsbyen, hvor vi flere gange lå i “ro”, blev drevet kollektivt af tyskerne. Der blev, så vidt jeg husker, kun dyrket kartofler.

Da de tyske tropper hele vinteren 1916-17 næsten ingen kartofler havde fået at spise, er det indlysende, at de store kartoffelmarker i juli måned havde soldaternes store interesse. Det var selvfølgelig strengt forbudt at “besøge” disse marker, men det var omtrent som at forbyde en ræv at stjæle høns.

Hver nat gik et par mand på rov, og de nye kartofler smagte dejligt og var et kærkomment tilskud til den mad, vi fik udleveret fra feltkøkkenet. Der blev pligtskyldigst afleveret en portion til løjtnant Knutz’ oppasser, og løjtnanten spurgte aldrig om, hvor de kom fra. Ortskommandanturen opdagede jo hurtigt, at der gik svind i kartoflerne, og nogle bevæbnede landstormsmænd blev sat til at holde vagt ved dem.

En nat blev Gefreiter Bruder standset af en nævenyttig vagt – de fleste vendte ellers ryggen til – og Bruder blev indberettet til regimentet, der jo var nødt til at straffe manden. Det blev til “drei Tage Mittelarrest” – i hans papirer. —

En dag ved morgenappellen blev Bruder beordret tre skridt frem foran fronten, og dommen blev oplæst af løjtnant Knutz, mens kompagniet stod ret. Da dette var sket, spurgte løjtnanten Bruder, om han nu også vidste, hvorfor han havde fået de tre dage. Svaret faldt prompte:

– “Jawohl Herr Leutnant, weil ich mich hab’ schnappen lassen” (Javel hr. løjtnant, fordi jeg har ladet mig snappe). Løjtnanten svarede også omgående:

– “Das sagten Sie, und nicht ich” (Det sagde De, og ikke jeg). Så var højtideligheden overstået. Der blev stadig spist kartofler – også af løjtnanten.

Et par dage efter – det var mørkt, så det må have været sent på aftenen, sad en mand i vort kvarter og kogte kartofler på sit spritapparat. Vi var alle sammen gået til køjs. Kartoffelkogeren var berliner, han hed Ennulat og var i det civile liv “Kohlentrimmer” (fyrbøder) på slæbebåde i kanalerne omkring Berlin. Han var ikke ret stor, højst 165 cm, men skulderbred. Hans hals var ganske kort og hans arme temmelig lange, så han lignede en gorilla, det hele var et stort muskelbundt.

Han var en god frontsoldat og en mægtig god kammerat; men alle var klar over, at man ikke ligefrem skulle træde ham over tæerne, det havde v i set beviser nok på.

Som Ennulat sad dér og stak i sine kartofler med en kniv , gik døren op, og Feldweblen kom ind. Ennulat blev roligt siddende.

– “Rejs Dem op, når jeg kommer ind,” brølede Feldweblen, hvortil Ennulat svarede:

– “Jeg er træt, hr. Feldwebel.”

Denne var nu kommet helt hen til Ennulat og opdagede, at han kogte kartofler.

– “Hvor har De kartoflerne fra?”

– “Dem har jeg købt,” svarede Ennulat helt roligt, mens han stadig sad og stak til kartoflerne.

Feldweblen gik nu fuldstændig over gevind, han råbte og skreg, så de, der ikke allerede var vågne, blev det; men vi blev selvfølgelig liggende, som om vi sov, så der ingen vidner var. Vi kendte Ennulat og var klar over, at han var i krigshumør. Hvad Feldweblen alt galede op om, kan jeg ikke huske, men han sluttede af med at sige, at han nok skulle sørge for Ennulat.

Da rejste Ennulat sig endelig, stak hånden i lommen, og da han tog den frem igen, lå hans lille 7,65 pistol i hans flade hånd. Den holdt han op under næsen på Feldweblen og sagde ganske roligt:

– “Der er ingen, der skal snappe mig, fordi jeg hugger kartofler, og der er heller ingen, der skal ‘sørge’ for mig, hr. Feldwebel. Dem wird es schief geh’n” (Ham vil det gå skævt). Feldweblen, der trak sig baglæns tilbage efterfulgt af Ennulat, nåede hen til døren og forsvandt skyndsomt.

Der var ingen af de “sovende”, der mælede et ord. Ingen havde hørt noget. –

Ennulat gik langsomt tilbage til sine kartofler og spiste dem, rejste sig derpå og strakte sig dovent, mens han mumlede temmelig højt mellem tænderne: »So ein Blodmann-Hollweg.« (Det var en omskrivning af Bethmann Hollweg , navnet på den tyske rigskansler). (…)

Optrinet fik ingen følger ud over, at Feldweblen næste morgen ved appellen sagde følgende:

– “Jeg ved, at der i kompagniet findes folk, der for en fedtemad er i stand til mit kaltem Blut einen über’n Haufen zu schiessen” (med koldt blod at nedskyde folk ).

Vi grinte militærisk – det vil sige uden at fortrække en mine.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

4. maj 1917. Officer truet: “Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.

Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.

Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.

Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.

Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.

Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”

Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!

Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.

Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

1. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Et par dage sent på den – bringer vi udsendelsen fra 27. april. Det handler navnlig om kampene i Makedonien, da britiske tropper forgæves løb storm på de bulgarske linjer; det handler også om briternes fortsatte angreb ved Arras på Vestfronten, hvor de lider frygtelige tab og hvor tyskernes nye taktik med forsvar i dybden viser sin værdi.

Den franske hær havde lidt enorme tab under Nivelle-offensiven, og nu opstod de første tegn på mytteri, muligvis inspireret af russiske tropper på Vestfronten. I Rusland var situationen i hvert fald sprængfarlig, og en ny revolution ulmede – og Lenin, der just var ankommet til Rusland, pustede til gløderne. Den lovede offensiv på Østfronten den 1. maj kunne ikke gennemføres.

Til gengæld rykkede britiske tropper op ad Tigris-floden i Mesopotamien og tilføjede de osmanniske tropper endnu et nederlag ved Istabulat.

14. april 1917 – H.P. Hanssen: Rygter om russiske revolutionære

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 14. April 1917.
Fra Generalkommandoen i Altona har vi faaet følgende, under 12. April udstedte Anordning:

„Enhver Meddelelse om russiske Emigranters Rejse fra
Svejts gennem Tyskland er forbudt.
v. Falck
Infanterigeneral.”

Der er i Rigsdagen udbredt Rygter om, at russiske Revolutionære
er undervejs fra Svejts til Petersborg for at sætte mere Fart i den russiske Revolution. Muligvis staar Anordningen i Forbindelse dermed.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 291)

1. april 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om hårde bulgarske repressalier mod serbiske oprørere, urolighederne i Rusland, der synes at stilne af – men Østrig-Ungarn og Tyskland lader Lenin køre i tog fra sit eksil i Schweiz til Rusland for at smide nyt brændstof på det ulmende oprør. Det handler også om det første slag om Gaza i Mellemøsten, hvor adgangen til vandforsyninger var afgørende.

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

21. marts 1917 – Jens Iversen: “Mænd og Kvinder i Fangedragt”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Onsdag den 21. marts 1917
I Eftermiddags undervejs til Siedels kom jeg i Nærheden af “Tyrma” dvs. Fængslet, uforvarende ind i en ophidset Menneskehob. Fangevagten havde egen Haand aabnet Fængselsportene og løsladt ikke alene de politiske Fanger, men ogsaa de kriminelle Forbrydere. Man var ikke lidt foruroliget ved at Mænd og Kvinder i Fangedragt løbe ned ad Gaden og ud i Friheden.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

19. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om revolutionen i Rusland og Zarens abdikation, og britiske og indiske troppers erobring af Bagdad. Der er desuden nyt fra Makedonien, hvor østrig-ungarske og bulgarske tropper går til angreb mod oprørerne

 

17. marts 1917 – Jens Iversen: “Store Optog myldrer gennem Gaderne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Lørdag den 17. Marts 1917
Det bekræftes, at Gouvernøren er fængslet, ligeledes Garnisonskommandanten, Vojenskij Natshalnik, under hvem vi Krigsfanger sorterer, og Politichefen. Polititjenesten forrettes af de revolutionære Soldater og ældre Gymnasiaster. “Meetings” er blevet et elektriserende Ord. De afholdes hele Dagen og alle Vegne, hovedsageligt i Kremlhaven overfor Aleksander Boulevard og Aleksander Square. Man gaar grundigt til Værks. Store Optog myldrer gennem Gaderne, man hører endog Marseillæsen. De vildeste Rygter svirrer gennem Byen, og de blir troet allesammen. Fremfor alt er alle, vi med, enige om, at Freden nu er nær. Fred og Brød, siger Russerne.

Med Udskejelser hører man ikke noget om. Folk føler sig som rusket op af en døsig Dvale, man gned sig vel i Førstningen i Øjnene, som om man ikke rigtigt fæsted Lid til, at en Verden virkelig var brudt sammen. Men nu er de besatte af en forunderlig Rus, at nu, da Folket selv har overtaget Magten, hele Magten, nu vil med ét Slag alt blive godt. Der males kun sort og hvidt.

Med Begejstring modtoges Bekendtgørelsen om, at Hæren og Flaaden staar bag den provisoriske Regering og Duma´en og at Mikael Aleksandtrovitj har frasagt sig Regentskabet og Tronen, som han kun vil modtage af Folket ved almindelig, hemmelig, direkte og frie Valg. Rasputin hedder den myrdede hemmelighedsfulde sibiriske Munk, der nu er i alles Munde, og det er de utroligste Ting, man vil vide om ham og Tsarinden.

Hos Familien Chlebnikoff er, saavidt jeg kan se, Overgangen fra det gamle til det nye Regime foregaaet temmelig smertefrit. Lavrentje Aleksejevitj bærer uanfægtet sine Distinktioner, men han har nu som før lidt Tjeneste. Aleksej Lavrentjevitj viste ved Middagsbordet et Telegram, hvorefter der ogsaa var Revolution i Berlin og at Kejser Wilhelm var fængslet, men det stoler han dog ikke rigtig paa.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Jens Iversen: “… nu prydet med en rød Fane”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 16. Marts 1917
I Formiddags saa vi fra Gaardens Port store Flokke, Mænd og Kvinder, langs Admiralteiskij Satons Dige færdes ad Byen til. De fleste kom vist fra Nobels Fabrikker paa den anden Side Volga. Da jeg i Eftermiddags gik ind i Byen, var Gaderne stuvende fulde af Mennesker. De samledes paa Aleksander Square, hvor Statuen af Aleksander I., Tsarbefrieren, er rejst, nu prydet med en rød Fane.

Jeg stod paa Gadehjørnet ligeover for Indgangen til Gouvernørspalæet og kunde overse hele Sideflø[j]en. Der sagdes, at Gouvernøren havde tilbageholdt Telegrammer fra Petersborg og modsat sig Offentliggørelsen. Saa Traadte han i fuld Generalsuniform frem paa Balkonen, omgivet af nogle Officerer og civile. I en kort Tale redegjorde han for Begivenhederne i Hovedstaden og bekendte sig til den nye Regering. Han opfordrede til Ro og Orden og udbragte et Leve for Rusland, der dog kun fandt maadelig Tilslutning. Maaske havde man ventet mere, maaske mistroede man den gamle Kosakhetman og “Reaktionær”.

Pludselig banede en sig en Trop unge Infanteriofficerer [sig] Vej gennem Mængden og ind i Palæet. Jeg havde Indtryk af, at i det mindste nogle af dem var spirituspaavirket. Hen paa Aftenen fortaltes, at den gamle Mand var blevet fængslet af Officererne. Man havde slæbt ham ned paa Gaden, Pøblen havde flænget hans Distinktioner og Ordener af ham og slaaet ham blodig.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Flensborg Avis: Revolutionen i Rusland

Flensborg meddelte fredag den 16. marts 1917 forskelligt om den russiske revolution, der var brudt ud to dage tidligere.

Revolutionen i Rusland.
En ny Hersker.

Om Begivenhederne i den russiske Hovedstad bringer Wolffs Bureau følgende Melding efter St. Petersborg Telegrambureau, afsendt i Onsdags:

Befolkningen i St. Pedersborg, som var opbragt over den fuldstændige Uorden i Transportvæsnet og med Hensyn til Forplejningsvæsnet, har allerede i længere Tid været ophidset og murret mod Regeringen, som den gjorde ansvarlig for alle de Lidelser, den maatte bære. Regeringen, som forudsaa Urolighederne, greb til omfattende Forholdsregler til Ordenens Opretholdelse. Blandt andet foreskrev den Rigsraadets og Dumaens Opløsning. Men denne besluttede den 11. Marts ikke at efterkomme Kejserens Ukas og fortsætte Møderne. Den nedsatte straks et Eksekutiv udvalg paa 12 Medlemmer med Dumaens Præsident Rodzianko som Formand. Dette Udvalg erklærede sig som den foreløbige Regering og udsendte følgende Opraab:

„I Betragtning af den vanskelige Stilling og den indre Uorden, som man kan takke den gamle Regerings Politik for, ser Dumaens Eksekutivudvalg sig nødsaget til at tage Opretholdelsen af den offentlige Orden i sin Haand. I fuld Bevidsthed om det Ansvar, som de tagne Beslutninger giver, udtrykker Udvalget Haabet om, at Folket og Hæren vil bistaa det under den vanskelige Opgave, det er at skaffe en ny Regering, som imødekommer Folkets Ønsker og nyder dets Tillid.

Eksekutivkomiteen stillede sig paa Befolkningens Side i Hovedstaden, som befandt sig i fuldt Oprør, og Garnisonen i St. Petersborg, som er mere end 30,000 Mand stærk og forenede sig med Oprørerne, arresterede alle Ministre og kastede dem i Fængsel. I Dag, Oprørets tredje Dag, er hele Hovedstaden, hvor Ordenen hurtig vender tilbage, i Eksekutivkomiteens, Dumaens og Troppernes Magt, som understøtter denne.

Den deputerede Engelhardt, Oberst i den store Generalstab, blev af Udvalget udnævnt til Kommandant i St. Petersborg. I Aftes udsendte Udvalget Opraab til Befolkningen, Tropperne, Jernbanerne og Bankerne, i hvilke disse opfordredes til at genoptage deres daglige Virksomhed.
Den deputerede Gronski har af Udvalget faaet overdraget den foreløbige Ledelse af St. Petersborg Telegrambureau.

Dumamedlemmerne Pepelajev og Taskin har efter Ordre fra Eksekutivkomiteen begivet sig til Kronstad, hvis Garnison har stillet sig til Raadighed for Komiteen. Pepelajef er udnævnt til Kommandant i Kronstad.

„Frankfurt,er Zeitung” melder Torsdag fra Stokholm: Byforvaltningerne i Moskva, Kasan, Charkov og Odessa har erklæret deres Tilslutning til det petersborgske Velfærdsudvalg og konstitueret sig som Udvalg til Ruslands Befrielse.

Torsdag Aften melder Wolffs Bureau fra London: I Underhuset har Finansminister Bonar Law meddelt, at Tsaren har nedlagt Kronen og Storfyrst Mikael Aleksandrovitsh er bleven udraabt til Regent. (Mikael Aleksandrovitsh er Kejser Nikolajs Broder. Han er født den 4. December 1873).

„Berliner Tageblatt” for Fredag Morgen melder efter „Ekstrabladet” i København, at Ministrene Stürmer og Protopopof er blevne myrdede af Folket.

Det samme berlinske Blad melder fra Stokholm: I Modsætning til Rygterne om, at Tsaren skulde være flygtet til den sydlige Del af Riget, meddeles, at han siden den 8. Marts har befundet sig i Sikkerhed i Hovedkvarteret. Kejserinden har hele Tiden opholdt sig i Tsarskoje Selv.
Endelig melder Wolffs Bureau Fredag Morgen fra Amsterdam:

Ifølge en hertil indløben Reuter. Melding fra St. Petersborg af 14. Marts har den engelske og den franste Statsafsending, efter at Dumaens Eksekutionsudvalg havde konstitueret sig, indledet Forhandlinger med dette. Rodzianko har paa Dumaens Militærkomites Vegne rettet et Opraab til Marine- og Armskommandanterne paa alle Fronter om at forblive rolige, men at fortsætte Kampenmod Fjenden. Ligeledes er der rettet Opraab til Arbejderne om at opretholde Ordenen og genoptage Arbejdet, for at Kampen kan føres videre.

Halvanden Time efter Revolutionens Udbrud i St. Petersborg sluttede Moskva sig til den. Militærkommandanten samt Tusinder af Gendarmer og Polinbetjente blev arresterede, de politiske Fanger løsladte, og der konstituerede sig en Militærkomité til Ordenens Opretheldelse med militær Hjælp. Nishni Novgorod og Charkov har ligeledes sluttet sig til Revolutionen.

15. marts 1917 – Jens Iversen: “… Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tirsdag, den 15. Marts 1917
I Morges var vi alle paa Kontoret stærkt optaget af Forlydende om, at de kejserlige Ministre i Petersborg var fængslet, at Tsaren havde abiceret til Fordel for den syge, umyndige Tronfølger, for hvem Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder Mikael Aleksandrovitj. Vil der nu snart komme Fred, spørger vi os. Russerne er som Lamslaaet. En mærkelig Ro ligger over Byen. Da jeg som sædvanlig ved Middagstide var paa Vej til Dom Smirnov, saa jeg Folk købe de stedelige Aviser. De saa pa de store Forsideoverskrifter og gik videre. Aleksej Lavrentjevitj var kun ganske kort paa Kontoret. Ved Middagsbordet sagde han til mig, at nu kom jeg vist snart hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens