Tag-arkiv: revolution

27. november 1918 – Lorens Jepsen: “Jeg hører ogsaa at der er Gering derhjemme”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september 1917 kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

 Feltham, d. 27. November 1918

Kære Anne!
Verdenskrigen synes jo nu at være endt, thi efter de Vaabenstilstandsbetingelser, som Tyskerne er gaaet ind paa, er det vel umuligt at begynde Krigen igen. Der nok heller ingen som har Lyst at forsætte. Skulde imidlertid Revolutionen tage en blodig Vending, saa kan der være Rædsler nok tilbage endda. Det er jo hidtil forløbet meget heldigt. Jeg hører ogsaa at der er Gering [Gæring?, dvs. at der er uro] derhjemme.

Selvbestemmelsesretten kommer jo ogsaa til at gælde os. Afgørelsen vil formodentlig falde i de næste Maaneder naar Fredskonferencen træder sammen. Jeg haaber da, at Befolkningen er klar over til hvilken Side den vil gaa. De er da heldigvis ingen Tvivl om, hvor det herefter er bedst at være.

Skade at man ikke kan være hjemme i denne Tid. Kunde jo være taget med Flaaden til Kiel eller ogsaa i næste Uge med Frederits[?] [–]. Men vi faar jo ogsaa nu tage den sidste Tid med Ro, skønt man længes nu mere end ellers. Haaber, at Forholdene hjemme er taalelige, at i kan leve i Ro, og saa paa et snarligt Gensyn! De hjerteligste Hilsner til Eder alle. Din egen Lor.

 

22. november 1918 – Marie Cosmus: “Deutschland ohne Kaiser.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.

Tondern, d. 22. Nov. 1918

Lieber Bruder!
Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.

Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.


Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.

(Jørgen Bendorff)

15. november 1918. Alt er kaos i Berlin

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Et par dage efter at revolutionen var brudt ud kom 3-400 matroser
fra Kiel til kasernen, og de følgende dage steg tallet til omkring 600.

De blev under stort postyr indkvarteret i ridehusene.

Til kasernen kom også en fodfolksbataljon, der af arbejder- og
soldaterrådet straks blev opfordret til et mytteri, som kom til at
gå hårdt ud over officererne.

Forholdene var nu fuldstændig kaotiske. 1500 røde soldater
ledsaget af en masse kvinder stormede en dag kasernen. De rev
epauletterne af officererne og brækkede deres sabler, og kaserneområdet blev plyndret for alt af værdi.

Jeg så f. eks. kvinder forlade området med store bundter af sadelremme, hvad de så end ville bruge dem til.

Også hestene blev solgt af de oprørske soldater.

Der blev ikke udbetalt lønninger, og forsyninger fik vi ikke.

Vi måtte selv skaffe os til livets ophold, og jeg må erkende, at jeg også var med til at sælge sække, sadeltøj og presenninger til marskandiserne i Neukoln for overhovedet at skaffe mad.

Vi få danske nordslesvigere ved depotet holdt os ellers uden for dette tyske opgør. Vi var kun interesseret i at komme hjem, fordi vi var klar over, hvad der var i gære i Nordslesvig.

På den anden side skulle de tilbageværende heste passes, og det var der ingen andre, der tænkte meget på. I de første forvirrede revolutionsdage var det heller ikke muligt at komme bort fra Berlin, hvor der blev kæmpet mange steder.

Kejsertro officerskredse og anti-socialdemokratiske grupper dannede frivillige korps og bekæmpede revolutionen. På et vist tidspunkt var de fleste af broerne over Spree besat af officerer med karabiner, pistoler og håndgranater. De havde opstillet pigtrådsspærringer, og der udkæmpedes veritable kampe mod soldaterrådsgrupperne, som blev hjulpet af f. eks. de mange matroser, som var strømmet til fra Kiel med tog og lastbiler.

[…] Den nye regering begyndte dog ret hurtigt at gøre sig gældende,
og krigsminister Noske fik en form for orden på tingene.

Han bestemte, at de tre yngste årgange soldater ikke måtte hjemsendes fra de beredne regimenter, fordi hestene skulle passes.

General Gröner, der hældede stærkt til den socialdemokratiske side, blev øverstkommanderende for resterne af den tyske hær, og han fik efterhånden nogenlunde kontrol over situationen.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

11. november 1918. Krigen er slut for Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. “En kort lykkefølelse berusede.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 11. november kl. 9 om morgenen melder telefonen de tunge ord: ”Kl. 12 middag er der våbenhvile over hele fronten”. Regiment 86 oplevede ikke effektueringen af denne ordre ved fronten, men som divisionsreserve ved Chaudeville ved den belgiske grænse. Mangen et øre lyttede ved middagstid efter fronten, hvor endnu engang kanonerne dundrede. Så indtrådte stilheden. Verdenskrigen var slut.

Det i årevis længselsfuldt ventede øjeblik var kommet. Af sådan en storhed og tyngde var dets betydning, at det næppe var til at fatte. At være sluppet helskindet ud af denne fire år lange gru, denne fireårige dødedans! Var dette mirakel virkelighed? Ingen døde og sårede kammerater mere! Ikke mere gå i stilling en vinternat i regnvejr, ikke stirre i timevis fra mudderet ind i mørket, omgivet af eksploderende granater og miner! At sove, at kunne sove, nat efter nat, ingen alarmering mere, ingen brag af flyverbomber! Og så hjemstavnen, kone og barn, kæreste, forældre, arbejde! En kort lykkefølelse berusede. Den kunne kun være kort.

Samtidig kom der andre nyheder: Våbenstilstandsbetingelserne, revolution i Tyskland. Den der tænkte videre og havde sit fædreland kært, hos ham druknede glæden over jeg’ets frelse snart i bitter vrede og smerte for Tyskland. Tyskland havde udkæmpet en mere end fireårig kamp for sin eksistens og sin fremtid, og det havde tabt. Strømme af blod havde flydt forgæves. Løgn og misundelse havde sejret og satte nu foden på dets nakke. Tænderskærende måtte en overmodig fjendes ydmygelser tåles.

Men værre var: I hjemstavnen viste der sig ingen storhed i ulykken. Fejghed og æreløshed førte dér det store ord. Ville denne ånd springe over på fronten? Ville lydigheden og ordenens bånd løsne sig og millionhæren kaste sig over Belgien og hjemegnen som en hoben tøjlesløse plyndrere? Det var det usikre spørgsmål.

Det skete ikke. Ganske vist så man i forsyningsområdet nogle bilkolonner medrøde vimpler og hujende desertører. Det forblev gud ske lov et helt lille antal. Størstedelen af fronten tog afstand fra galskaben og forblev pligttro og lydig vel vidende, at kun sådan kunne det værste forhindres. Frontånden havde sejret.

På dette sted bør nævnes regimentets samlede tab. De andrager af døde det uhyggelige tal af 97 officerer og 3899 mand. Det er betragteligt flere end regimentets kampstyrke ved udmarchen, som dengang androg 70 officerer og 3025 mand.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. november: Asmus Andresen – ”Revolutionen var brudt ud i Tyskland… Kejser Wilhelm var stukket af til Holland…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Den 11. November om Formiddagen Kl. 5, blev der slået Alarm; vi troede først, det var Franskmænd, der kom, men vi mærkede snart, at der var noget andet på Færde.

Med Tårer i Øjnene trådte Officeren frem for os og fortalte, at Revolutionen var brudt ud i Tyskland, og at Kejser Wilhelm var stukket af til Holland. Nu kunde enhver gøre, hvad han vilde, men Officeren bad os holde sammen, indtil vi var kommen ind i Tyskland, så kunde enhver gøre, hvad han vilde, så gik han omkring for at trykke os alle sammen i Hånden.

I blandt os var der nogle Mand, der havde været med i hele Krigen; dem snakkede han længere med for at sikre sig deres Venskab. Disse Svende var det ikke godt at komme i Nærheden af, når de først var i Krigshumør.

De Befalingsmænd, der havde været frække mod os, turde ikke lade sig se af os, — deriblandt var også Sergenten, som jog mig op af Kanalen, den Gang jeg havde det dårlige Ben.

Nu var den Time kommen, vi længe havde ventet efter, og enhver glædede sig til at komme hjem til Familien. Også Belgierne var glade ved snart at komme af med os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

9. november 1918 – Enkefru Røgind: “… det røde Flag hejst”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Novbr.
Endnu er Vaabenstilstanden ikke bekræftet, men der er sket store Begivenheder. Bayern er blevet Republik, og nu iaften kom Løbesedlen med Kejserens og Kronprinsens Abdication. Her optræder Soldaterraadet korrekt og roligt. De Officerer, der ikke vilde underkaste sig, fik Lov til at forlade Byen civilklædte, de andre maa bøje sig. Paa Kasernen er det røde Flag hejset.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

9. november 1918 – Hejmdal: Hver dag leder man efter nyheder om, at freden er rykket et skridt nærmere

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Soldaterraadet i Aabenraa


Vor Repræsentant havde atter i Aftes en længere Samtale med Soldaterraadet for at søge en Del Oplysninger, der beredvilligst blev givet ham.

Vi vil fremhæve, at alt er foregaaet paa den mest rolige og fredelige Maade. Baade Officerer og Menige er enige om, at Bevægelsen paa ingen Maade ledes af bolshewikiske Idéer, men, som vi skrev i Gaar, kun tager Sigte paa at støtte den nærværende demokratiske Regering i Tyskland, for at den endelig kan komme til at sidde fast i Saddelen og faa Lov til uindskrænket og upaavirket at hidføre Freden.

Bevægelsen har her indskrænket sig til at faa Orden i eget Hus. Soldaterraadet har endnu ikke foretaget noget Stridt hos de civile Myndigheder, men foreløbig ladet disse arbejde uforstyrret videre. Naar der imidlertid, som der i Dag er hændt i en højere Skole her i Byen, agiteres imod Bevægelsen med Bagvaskelser og paa en ophidsende og foruroligende Maade, saa kan der ikke noksom advares imod en saadan Uforstand.

[…]

Til Beroligelse for dem, der betragter det røde Flag paa Flyverhallen som en Oprørsfane, skal vi meddele, at Flaget og Fjernelsen af Kokarden kun er en foreløbig Indretning for at de, der staar i Bevægelsen, gensidigt kan kende hverandre. Saasnart Bevægelsen er rodfæstet overalt, vil Krigsflaget atter blive hejst som Højhedstegn og Kokarden atter blive baaret.

[…]


Fra Felten


I Felten d. 26. Okt. 18.

Kære “Hejmdal”!

Hjertelig Tak for dit trofaste Besøg hernede i det fremmede Land. Du er den eneste Landsmand og trofaste Kammerat, jeg har her ved vor Afdeling. Da jeg de to første Gange var i Felten, havde jeg altid den Lykke at have trofaste Kammerater fra Nordslesvig, med hvem man kunde dele ondt og godt, men denne Gang staar jeg ene blandt de Mange, og selv om man finder gode Mennesker overalt, saa tænker og føler de dog anderledes end vi, derfor er det saa rart at faa Hjemmets Blad hver Dag, med Nyhederne fra Hjemmet, baade gode og triste. I denne Tid er det ikke mindre de store Verdensbegivenheder, der fængsler vor Interesse, og hver Dag leder man efter en Artikel, der tyder paa, at Freden er rykket et Skridt nærmere. Gid den Dag snart maa komme, da du bringer os dette Glædesbud, saa du maa faa Lov til at sine Venner, som du i de lange Krigsaar altid har været en kærkommen Gæst, ad en kortere Vej.

Nu bedes du hilse alle dine Læsere baade i Hjemmet og i Felten, fra Skytte Ed. J. Lund

I Felten, den 18. Oktober 1918

Kære “Hejmdal”!

Beder dig ad denne Vej sende Venner og Bekendte hjemme og ved Fronten en venlig Hilsen fra Peter Christiansen fra Nørballe ved Felsted.

Kære “Hejmdal”!

Mange Tak fordi du stadig finder os derude i Felten og bringer os alle Nyheder fra Hjemmet og fra Felten. Og en venlig og kærlig Hilsen til alle Bekendte baade hjemme og ude i Felten

Andreas Witte fra Nordborg paa Als.

Falden
Landmand Nicolai Paulsen i Gaardeby ved Tinglev har ifølge “A. T.” modtaget Meddelelse om, at hans 19 Aar gamle Søn Martin er falden den 10. Oktober.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Jørgen Hansen fra Ellum og Gefr. Christian Klingenberg fra Ladegaardsskov er faldne.

Død af sine Saar
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Magdalus Christensen fra Klovtoft er død af sine Saar.

Døde af Sygdom
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Marius Mathiesen fra Gramby, Gefrejter Niels Prinds fra Arnum og Hans Qvist fra Haderslev er døde som Følge af Sygdom.

Saarede
Frederik Bøllner i Felsted har fra Kompagniet faaet Meddelelse om, at hans Søn Calus den 17. Oktober er bleven saaret under de sidste haarde Kampe i Frankrig. En Ven af ham har ogsaa skrevet dem til, at deres Søn var bleven saaret i Kinden, men han vidste ikke, hvor han var bleven af.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Gefrejter Thomas Jessen fra Brandsbøl, Hans Johansen fra Ravsted, Niels Johansen fra Dybbøl og Oskar Maza fra Løgumkloster er haardt saarede.

Som let saarede opføres:
Hans Johansen fra Vestermark i Tønder Amt, Nis Johansen fra Kobbermølle, Karl Damm fra Erlev, Emil Frøslev fra Frøslev Mark, Andreas Lund fra Sejerslev, Christian Møller fra  Skovby-Balle, Gefr. Rasmus Rasmussen fra Rødding og Karl Schmidt fra Højer.

Endvidere meddeles, at Sergt. Peter Jørgensen fra Ullerup og Andreas Lassen fra Hyrup er let saarede, men bliver ved deres Troppeafdeling.

Saaret ved et Ulykkestilfælde
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Petersen fra Tandsholm er bleven let saaret ved et Ulykkestilfælde.

Saaret og savnet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Løjtnant i Reserven Jens Vestergaard fra Emmerlev atter er saaret, tilmed denne Gang haardt, og desuden er savnet.

Savnede
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Thomas Clausen fra Felsted, Martin Hansen fra Ballum, Jørgen Jørgensen fra Ulstrup, Hans Krigh fra Oksbøl, Sergt. Jørgen Paulsen fra Adsbøl, Peter Petersen fra Haderslev, Jørgen Rudolph fra Helved, Bernhard Budde fra Lert, Nis Fogt fra Østerby paa Kajnæs, Jens Hansen fra Jernhyt, Peter Hansen fra Padborg, Underofficer Slevers Lassen fra Ensted, Peter Nikolajsen fra Ellum, Asmus Petersen fra Bilsbæk, Gefr. Jørgen Petersen fra Aabenraa, Karl Schmidt fra Hyrup, Hans Seemann fra Styding og Underofficer Christian Sørensen fra Ørby er savnede.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Schlichting fra Dybbøl er i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 9. november 1918)

9. november 1918. H.P. Hanssen på allertætteste hold af revolutionen i Berlin: “Kejserdømmets Dage var forbi!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. November 1918.

Næppe havde jeg i Morges forladt mit Værelse, før jeg blev opringet af Bjørn Bjørnson. Han meddelte mig, at da Toggangen nordpaa var standset, kunde han ikke, som det havde været hans Hensigt, rejste videre i Dag. Som Følge deraf modtog han paa egne og Fruens Vegne med Glæde Indbydelsen til at deltage i Banketten i Aften.

Da jeg ved Nitiden gik hen i Rigsdagen, var Gadebilledet noget nær det samme som i Gaar. I Læsesalen fandt jeg allerede mange Kolleger af de borgerlige Partier samlede i ivrigt diskuterende Smaagrupper. Stemningen var meget trykket. Man var ikke længere i Tvivl om, at Uvejret hang lige over Hovedet, og ængstelig for, hvad der vilde komme.

Jan Fegter, som var den første, jeg talte med, sagde, at Flertalssocialisterne vilde træde ud af Regeringen, fordi Kejseren endnu ikke havde nedlagt Kronen, og de under disse Omstændigheder ikke længere kunde holde Masserne tilbage. For Tiden var de samlede ovenpaa i deres Fraktionsværelse for at fatte vigtige Beslutninger. Inden Aften vilde Republiken sikker blive erklæret.

Fischbeck og Arnold, som jeg derefter talte med, var at samme Opfattelse. Monarkiets sidste Time var inde. Fra alle Sider indløb der Beretninger om styrtede Troner og Oprettelse af Arbejder- og Soldaterraad, som har taget Magten.

Korfanty kom og vinkede mig til Side. „Der staar opstillet Maskingeværer paa alle Gadehjørner,” sagde han. „Blodige Kampe er nær forestaaende, men Udfaldet kan ikke være tvivlsomt. Republiken vil snart blive proklameret. Derefter vil der blive udskrevet Valg til en grundlovgivende Rigsdag, som skal træde sammen senest om 4 Uger. Hvordan skal vi saa forholde os? Hvad mener De? Skal vi opstille polske og danske Kandidater for at spærre Tyskerne ude, eller skal vi afholde os fra Deltagelse i Valgene?”

Jeg svarede: „Vi skal foreløbig roligt afvente Begivenhedernes Udvikling og saa handle efter Konduite, naar Tiden er inde.”

Flertalssocialisterne forhandlede imidlertid vedvarende ovenpaa, og Spændingen voksede. Et Kvarter før 10 gik jeg ud i den store Foyer for at fange en eller anden, naar Mødet var hævet. Før jeg naaede hen til Nedgangen til Garderoben, mødte jeg Ebert, fulgt af Legien og Schopflin. Ebert var rolig og ligevægtig som altid. Idet han gik forbi mig, hilste han som sædvanlig med sit lille venlige Nik og forbindtlige Smil. Der var ikke noget usædvanligt at mærke paa ham. Støt og sindig gik han sin Gang uden at haste, men ogsaa uden at standse og uden at lade sig anfægte af Brændingens Brus.

Legien saa derimod endnu mere overanstrengt og nervøs ud end sædvanlig. Schopflin gik ned ad Trappen til Garderoben, og jeg fulgtes med ham. „Saa,” udbrød han, „nu er det forbi.”

Jeg: »Er De udtraadt af Regeringen?”

Schopflin: „Ja, der var ikke andet at gøre. Vi var nødt til at springe ind i Revolutionen nu, hvis vi ikke vilde miste Herredømmet over Masserne.”

Da vi naaede ned i Garderoben, stødte vi paa Rigsfinansminister Schiffer, som lige ankom ledsaget af Junck og flere nationalliberale Førere. Da Schopflin saa Schiffer, tilraabte han ham: „Nu er det forbi!”

Schiffer: „Hvad mener De?”

Schopflin: „Vi er for en Time siden udtraadt af Regeringen.”

Ved at høre det sank Schiffer i Knæ. „Men det er jo forfærdeligt!” raabte han yderst ophidset. „Var det ogsaa nødvendigt?”

Schopflin: „Ja, det var helt uundgaaeligt, vi kan ikke holde Masserne længere. De har allerede nedlagt Arbejdet og er gaaet ud af Fabrikerne. De har nu faaet nok af Svindelen. Den Karl, han vil jo ikke gaa!”

Schiffer: „Vi venter hvert Øjeblik Kejserens frivillige Tilbagetræden. Foreligger den ikke inden Middag, vil han blive afsat. Udsæt for Guds Skyld Deres Beslutning i nogle Timer!”

Schopflin: „Nej! Vor Beslutning staar fast og kan ikke rokkes. Nu gælder det kun om at hindre Blodsudgydelse.”

Junck rystede paa Hovedet.

Schiffer: „Vi vil straks proklamere Kejserens Afsættelse. Gør endelig hvad De kan, for at faa Beslutningen kaldt tilbage!”

Schopflin: „Nej, Beslutningen kan ikke kaldes tilbage! Afgørelsen er falden. Hvad Kejseren gør eller ikke gør, er nu ligegyldigt. Men jeg maa afsted til Johannistal for paa Partiets Vegne at tage imod en Deputation fra Arbejder- og Soldaterraadet i Wilhelmshafen, som ankommer pr. Luftskib.”

Vi gik ud. Schopflin fik fat i en Bil. Jeg slog Døren i, og han suste afsted. Jeg gik derpaa en Tur ind i Byen. Store Skarer, mest unge Mænd og Kvinder, som arbejder ved den lettere Industri inde i Byen, fyldte Gaderne. Mændene havde røde Blomster, nogle ogsaa røde Tøj stykker i Knaphullet, nu og da raabes der: „Leve den sociale Republik!” Her og der blev der stukket røde Faner ud af Husene. Enkelte Sporvogne havde ogsaa hejst den røde Fane. Ekstrablade med Meddelelse om, at Kejseren har nedlagt Kronen, spredtes til alle Sider. Gadehjørnerne var endnu spækkede med Maskingeværer.

Der kørtes Kanoner op, og hørtes Geværild flere Steder i Byen.

Jeg spiste i en Fart lidt Frokost i en Restauration ved Potsdamerplatz og vendte atter ved 12-Tiden tilbage til Rigsdagen.

Stimmelen og Trængslen paa Gaderne var bleven større, de røde Faner talrigere. Op Unter den Linden, ind gennem Tiergarten og op ad Koniggrätzerstrasse, fra alle Sider marcherede lange Tog af kraftige Mænd taktfast frem imod Rigsdagsbygningen.

Det var veldisciplinerede Folk. Næsten alle bar røde Blomster i Knaphullet. Ved Siden af gik Ordensmarskaller med røde Baand om Armene. Røde Faner, revolutionære Sange, Leveraab for den sociale Republik saas og hørtes til alle Sider.

Foran Rigsdagsbygningen var der en stærk Trængsel. Tilfældigt ankom jeg sammen med Ebert, hvem Masserne under stærke Leveraab gjorde Plads for. Jeg sluttede mig med et Par Kolleger til ham og naaede saaledes op paa Trappen ved Portalen ud imod Brandenburger Tor.

Fra Trappen havde jeg et klart Overblik over Stillingen. En stor Lastbil kom susende og holdt foran Portalen. Foran tre Maskingeværer, bag dem en Snes Riffelskytter i skudfærdig Stilling, over dem en mægtig rød Fane. Matroser med Patronbælter over Skuldrene og Riflerne i Haanden trængte sig frem, rede til Kamp.

Fra de tyske Ingeniørers Foreningsbygning, som ligger lige overfor  Rigsdagsbygningen, var der bleven fyret, og der var baade Saarede og Døde. Ilden var bleven besvaret og Bygningen stormet. Kampen var nu standset.

Ved et aabent Vindue i Rigsdagsbygningens 4. Sal saa jeg Scheidemann, Dr. Südekum og flere. Scheidemann talte, men ingen kunde høre, hvad han sagde for de stadige Leveraab for Republiken, Suset i Tiergartens Trætoppe og den øredøvende Larm, der fyldte Luften.

Mens jeg saaledes stod paa Trappen og betragtede de bevægede Scener, der her opførtes, traadte den konservative Fører, Grev Westarp, ud af Rigsdagsbygningen. Han kastede et sky Blik tilhøjre, hvor Lastbilen holdt med sine kampberedte Folk og sin mægtige røde Fane, og sank fuldstændig sammen. Sky og duknakket søgte han derefter stilfærdigt at bane sig Vej gennem Masserne, som ikke kendte ham, og forsvandt efter Dorotheenstrasse.

Jeg gik ind i Bygningen, op i Rigsdagens Læsesal og traadte ud paa Altanen imod Bismarcks Mindestøtte. Herfra mente jeg, at jeg bedst kunde følge Begivenhedernes videre Udvikling.

De foregaaende Dage havde jeg herfra iagttaget store altyske Demonstrationer. Paa den mægtige Plads omkring Støtten og helt over imod Siegessäule samledes der nu stadig større Folkemasser. Ustandselige Leveraab for den sociale Republik fyldte Luften. Her og der saas Talere i Forsamlingen, men det var under den herskende Larm umuligt at forstaa et Ord af, hvad de sagde.

Pludselig gik Døren bag mig op, og Scheidemann, ledsaget af Dr. David, Dr. Südekum og flere socialdemokratiske Førere, traadte ud paa Balkonen. I Følge med dem var Dr. Friedegg. „Men De blev jo arresteret i Gaar,” tilraabte jeg ham, „hvorledes kommer De saa her? „Fangerne er allerede løsladte i Morges,” svarede han.”

„Her maa det være,” udbrød Scheidemann, „herfra lader det sig bedst gøre, men jeg maa op paa Balustraden!” Idet han sprang op, saa han mig og sagde: „Aa, hold mig i Skøderne, mens jeg taler.”

Saa tog han Ordet. Larmen standsede. Og i korte velformede Sætninger raabte han ud over Forsamlingen:

„Medborgere! Arbejdere! Partifæller! Det monarkiske System er brudt sammen. En stor Del af Garnisonen har sluttet sig til os. Hohenzolleren har takket af. Leve den store tyske Republik! Fritz Ebert er udnævnt til Rigskansler. Jeg har faaet i Opdrag at danne en ny Regering, som omfatter alle socialdemokratiske Retninger.

Rigsdagsmand Göhre er udnævnt som Tilforordnet ved  Overkommandoen og vil medundertegne alle Forordninger. Nu maa det være vor Opgave ikke at plette den fuldstændige Sejr, som det tyske Folk har vundet, saa vi i al Fremtid kan være stolte af Dagen i Dag. Derfor beder jeg Dem: Sørg for Ro og Orden. Sørg for at Sikkerheden ikke forstyrres. Sørg for, at Republiken, som vi opretter, ikke trues fra nogen Side! Længe leve den frie tyske Republik!”

Talen blev besvaret med stormende Hurraraab.

Under Scheidemanns Tale var Folkemasserne neden under Altanen bleven trængt til Side af en stor Lastbil, hvorpaa der stod en Del uafhængige Socialdemokrater. Bilen arbejdede sig hen under Altanen, og da Scheidemann sluttede, tog Rigsdagsmand
Vogtherr Ordet og udraabte nu ligeledes fra Lastbilen Republiken. Men Larmen var bleven saa stærk, at hans Tale druknede i Hurraraabene.

Jeg forlod nu Altanen med de socialdemokratiske Førere.

I Foyeren meddelte man mig, at I. Jægerbataillon og Kejser Alexander-Regimentet allerede i Formiddags efter Paavirkning af Rigsdagsmand Weis, som i Morgenstunden modigt havde vovet sig ind i Kasernerne, havde sluttet sig til de Revolutionære.

Jeg banede mig Vej gennem Masserne ud i Byen for at iagttage Begivenhederne der.

Ad alle Gader, som stødte op imod Rigsdagsbygningen, bevægede sig endeløse Tog. Mænd og Kvinder bar røde Farver. Sporvognene havde nu alle røde Faner oppe. Paa næsten alle Huse var der hejst røde Faner. Guderne maa vide, hvorfra man i en saa tøjknap Tid fik alt det røde Tøj, der her blev brugt.

Store Lastbiler med Riffelskytter og Maskingeværer suste gennem Gaderne og optog Kampen med de Tropper, der endnu gjorde Modstand.

Men de fleste Tropper syntes allerede at være gaaet over til de Revolutionære og gjorde fælles Sag med dem. Nede ved Slottet lød der Kanonade, her og der knitrede Maskingeværerne. Enkelte Steder var Gaderne afspærret, fordi Kampen vedvarede, men i det hele syntes de Revolutionære allerede nu i de første Eftermiddagstimer at have sejret over hele Linjen.

Det gamle Systems Modstand var øjensynlig brudt fuldstændig sammen ved det første Stød.

Paa Koniggrätzerstrasse kom en gammel hvidhaaret General kørende i aaben Droske. En Flok unge Bengler standsede Vognen og rev den gamle Mand ud af den. Han bad om at faa Lov til at køre videre. „Jeg er jo slet ikke længere aktiv,” sagde han bønligt. „Jeg har med Hæder deltaget i tre Felttog, lad mig dog faa Lov til at køre hjem.” Men hans Bønner var forgæves. Man rev brutalt de mange Ordner, der smykkede hans Bryst, af ham og smed dem klingrende henad Gaden. Hjelmen gik samme Vej, Kaarden blev brækket, Akselstykkerne revet af Uniformen. Barhovedet, knupset og stødt maatte den gamle Mand saa se, hvordan han kunde naa videre hjemad gennem de ophidsede Masser.

Af saadanne stygge og frastødende Scener var jeg Vidne til flere. Forbitrelsen vendte sig især imod Officererne.

Ved Siden af forefaldt der selvfølgelig ogsaa under Ophidselsen mange komiske Optrin. Da jeg ved 3-Tiden vendte tilbage til Rigsdagen, stod Dr. Sildekum paa Trappen med en vældig rød Blomst i Knaphullet og holdt en Tale til Folket. Han advarede imod at udlevere Vaaben til Civilister. Soldaterraadene maatte her holde Justits. Der forelaa allerede daarlige Erfaringer. Uheldige Elementer havde med Vaaben i Haand søgt at afpresse Civilbefolkningen Penge. Det gjaldt om at forebygge den Slags Udskejelser og opretholde Ro, Orden og Sikkerhed i Byen.

Talen var sikkert velment, og Advarsler af den Art i høj Grad paakrævede. Men den druknede i Larmen. Ophidselsen var for stor til, at den Slags Henstillinger kunde finde Ørenlyd.

Da jeg kom op i Rigsdagsbygningen, var den store Foyer tæt besat af Civilister og Soldater, alle velbevæbnede. Jeg troede først, at det var Arbejder- og Soldaterraadet, der havde taget Rigsdagsbygningen i Besiddelse, men opdagede snart, at det var en Fejltagelse. Rigsdagsmand Ewald stod paa en Stol og forsøgte at tale. „I Formiddags,” begyndte han, „saa det endnu betænkeligt ud. Rigsdagen var da endnu ikke besat af vore Fæller, men nu er Faren ovre, Arbejder- og Soldater raadene har Magten, og nu maa der sørges for Sikkerhed og Orden —”

Mere fik han ikke sagt, før han blev afbrudt af ophidsede Raab. En Militærlæge sprang op paa en Stol og raabte: „Partifæller! Vi har ingen Tillid til Rigsdagen. I fire Aar har den haft Hæftet i Haanden, men glemt at bruge Klingen. Nu har vi Magten. Vi er Folkets Repræsentanter. Det er os, der nu bestemmer, hvad der skal gøres! Ovenpaa sidder den gamle reaktionære Bande og vil endnu ikke slippe Tøjlerne. Lad os gaa op og kræve dem til Regnskab!” Stormende Tilslutning.

Der var i det samme en, der slog mig let paa Skulderen. Jeg vendte mig om og saa den østerrigske Journalist Dr. Hofrichter.

„Sig mig, hvad er det dog for Folk?” spurgte jeg. „Es ist eine ganz wilde Bande,” sagde han. Jeg kastede et Blik henover Skaren og fandt, at han havde Ret. Jeg talte 6 eller 7 Militærlæger i Uniform ved Siden af de værste Bolsheviktyper, hvem Fanatismen lyste ud af Øjnene. Henved en Femtedel af Forsamlingen var Civilister, men velbevæbnede med Karabiner og Rifler og med velspækkede Patronbælter tvers over Skuldrene.

Der taltes videre. Den ene efter den anden sprang op paa en Stol og talte.  Fanatismen og med den Ophidselsen voksede. En anden socialdemokratisk Rigsdagsmand søgte at faa Ordet, men blev straks revet ned og stødt til Side. Der blev gjort Mine til at trænge ovenpaa, hvor Revolutionens Ledere med Scheidemann og Ebert i Spidsen var forsamlede i Flertalssocialisternes Fraktionsværelse.

Da traadte Ebert frem ved Rækværket ovenpaa og skaffede sig hurtigt Ørenlyd. „Partifæller!” raabte han, „vi kan umuligt modtage Eder alle heroppe. Men hvis I vil vælge en Deputation, som kan forebringe os Eders Ønsker, saa er vi rede til at modtage den.”

Der udspandt sig nu en hidsig Diskussion om Eberts Forslag. Taler efter Taler tog ophidset til Orde pro et contra. Men der stod bevæbnede Soldater paa Trappen. Det Argument virkede, og det blev besluttet at sende en Deputation op. Men hvorledes skulde man faa den valgt i en Forsamling, hvoraf den ene ikke kendte den anden?

Da fremstod der en Taler, som foreslog, at man simpelthen skulde udpege hver 10. Mand til Medlem af Deputationen. Dette Forslag vandt almindeligt Bifald. En kraftig Stemme raabte: „Træd an!” Og Forsamlingen stillede sig hurtigt op i tre Rækker og slog som veldisciplinerede preussiske Soldater Hælene sammen. Forslagstilleren traadte derefter frem og talte ned ad den første Række til 10. „Træd frem!” sagde han derpaa.

Manden traadte et Skridt frem. „Er De organiseret Partifælle? spurgte han. „Javel!” „Er der nogen, der kender Partifællen?” spurgte han derpaa henvendt til Forsamlingen. Ingen svarede. „Er der nogen, der har noget at indvende imod, at han træder ind i Deputationen?” Ingen svarede. „De er valgt,” sagde han derpaa, træd til Side'” Derpaa talte han atter op til 20. „Træd frem!” Samme Spørgsmaal og samme Svar. Og saadan gik det videre de tre Rækker igennem, indtil man havde faaet en Deputation paa ca. 30 Mand sammensat. Alle var organiserede Partifæller, ingen kendte hinanden, men ingen havde noget imod, at de Udpegede tiltraadte Deputationen, og saaledes kom man over det vanskelige Spørgsmaal.

Da Deputationen derpaa tog Affære, vendte Dr. Hofrichter sig smilende om imod mig og sagde med det bevingede Ord, Kong Wilhelm efter Slaget ved Sedan sendte til Dronning Augusta: „Welche Wendung durch Gottes Fügung!”

Jeg trængte mig frem til Læsesalen. Den var tom. Kun min gamle Ven Jan Fegter, den djærve østfrisiske Bonde, stod i en Vinduesniche i dybe Tanker. Jeg spurgte ham: „Hvad tænker De paa. Han saa op paa mig og svarede: „Jesus Sirach 21, Vers 5.” Jeg spurgte: „Og hvad staar der i det?” „Voldsomhed og Haan ødelægge Rigdom, saaledes skal den Hovmodiges Hus ødelægges!”

Da jeg noget efter arbejdede mig ud paa Gaden, var der overalt fuldt af jublende Menneskemasser. Leveraab for Republiken fyldte vedvarende Luften. Folk vinkede til hinanden og viftede med røde Faner. Smaa Trups Soldater marcherede gennem Gaderne med Musik i Spidsen, hilst af Arbejderskarerne med Arbejdermarseillaisen.

Kvinderne, som allevegne fyldte stærkt op i Gaderne, syntes at være ovenud begejstrede. De regnede vel sagtens med, Krigen med den Nøden nu var forbi.

Jeg gik hjem paa Hotellet, nedskrev ovenstaaende og skal nu have alt ordnet til Banketten, hvortil vi i Aften har indudt danske, svenske, norske og hollandske Journalister. Med vureren hjemmefra har jeg faaet Ost, Smør og ægte Bønnekaffe, Sukker og andre gode Ting, som ikke er til at opdrive her i Berlin. Jeg er spændt paa, om Gæsterne vil møde, men jeg vil under alle Omstændigheder have alt rede.

Jeg havde faaet en lille Sal paa „Hotel Fürstenhof” til Raadighed. Bordet var festlig dækket og ved 7-Tiden mødte vore Gæster, overanstrengte og trætte efter en travl Dag, sultne og tørstige, med Trang til at være sammen og udveksle Meninger om Dagens store Begivenheder. Fra Norge mødte foruden Bjørn Bjørnson og Frue Professor Holtennann og fire andre Journalister, fra Sverrig mødte seks. Fra Danmark mødte Hr. Steinthal, den danske Presses eneste Repræsentant i Berlin paa dette kritiske Tidspunkt. Fra Holland mødte Dr. van Blankenstein.

Jeg førte Fru Bjørnson til Bords og overrakte hende en Buket røde Roser, som det under Tummelen var lykkedes mig at faa i en nærliggende Blomsterhandel. Ved Bordet omdelte jeg forskellige Tryksager vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal og bød Gæsterne velkommen, idet jeg indtrængende bad dem om nu energisk at støtte os i vore Bestræbelser for at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret. Jeg sluttede med at udbringe et Leve for Nordens Folk.

Bjørn Bjørnson talte som Norges og Torelius som Sverrigs Repræsentant for Sønderjylland, idet de begge paa deres Landsmænds Vegne tilsagde os kraftig Bistand til Arbejdet, vi endnu har tilbage.

Der var allerede, inden vi gik til Bords, faldet Skud udenfor Hotellet paa Potsdamerplatz, hvor Trængslen var særlig stor. Hotellets Vestibule var bleven fyldt af flygtende Masser, og det samme gentog sig flere Gange i Aftenens Løb. Skuddene knaldede uafbrudt nær og fjern, nu og da knitrede Maskingeværilden, fra Slotskvarteret drønede Kanonerne.

Men inde i Salen havde vi det hyggeligt, og Stemningen var høj. Kloppenborg Skrumsager, Dr. van Blankenstein og de fleste af vore Gæster havde Ordet. Nis Nissen var ikke naaet frem til Berlin og deltog derfor ikke i Gildet. Hotellet havde om Eftermiddagen faaet Ordre til at lukke alle Lokaler Kl. 10 Aften, og vi havde indrettet
os derefter.

Men paa Slaget 9 mødte en Militærpatrouille og forlangte, at  Restaurationslokalerne skulde rømmes. Vi maatte derfor lade vor med saa stor Møje og Besvær fremskaffede Kaffe og vore gode danske Cigarer i Stikken og bryde op.

Men før Gæsterne tog Afsked med os, udtalte de alle deres Glæde over at have afsluttet denne begivenhedsrige, historisk mindeværdige Dag med en saa ejendommelig Fest.

Efter at Gæsterne havde forladt os, gik jeg ud paa Potsdamerplatz. Den var endnu fuld af Folk. De stod mest samlede i Smaagrupper og drøftede Dagens Begivenheder En Soldat eller væbnet Civilist optraadte i Reglen som Foredragsholder og foredrog ikke blot, hvad han selv havde set og oplevet i Dagens Løb, men ogsaa hvad han havde hørt af andre, og det var tidt vidunderlige Ting.

Skønt det var sent paa Aftenen, saas der ogsaa mange unge Kvinder af god Type blandt Folkeskarerne. Jeg spadserede rundt og lyttede til Samtalerne.

Alle var stærkt optagne af Dagens Begivenheder og spændte paa, hvad der endnu vilde følge. Saa kom der Militærpatrouiller, som opfordrede Folk til nu roligt at gaa hjem De fleste var trætte og fulgte villigt Opfordringen. Af og til brødes Stilheden endnu af nogle Skud.

Men ellers var alt roligt. Kejserdømmets Dage var forbi.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

8. november 1918 – Enkefru Røgind: “Efterretning om Vaabenstilstand”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Novbr.
Alle Soldater har forladt Kasernen uden Tilladelse og sluttet sig til Soldaterraadet. I alle Byer, hvor der er Marinestation, og det er mange paa hele Kysten, vajer det røde Flag. I Dag er der kommet en Deputation af Matroser fra Kiel, som vist skal ordne endel for det nye Soldaterraad her.

I Aften kom Efterretning om Vaabenstilstand, endnu ikke officiel. Outzen telefonerede det. Jeg gik min Tur i Haven, og Rose lukkede Vinduet op og kaldte paa mig for at fortælle mig den glædelige Nyhed, min første Tanke var: »Saa takker alle Gud«, og jeg skyndte mig ind. Outzen telefonerede paa Dansk, ogsaa et Tidernes Tegn. Hvor har de ikke plaget og pint os paa alle Maader.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

8. november 1918. H.P. Hanssen: “Fra alle Sider indløber der nu Efterretninger om Revolutionens sejrrige Fremgang.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 8. november 1918

Morgenaviserne bragte i Dag det socialdemokratiske Ultimatum. Hotelpersonalet meldte, at alle Togforbindelser var standsede.

Jeg gik straks hen i Rigsdagen, hvor jeg traf en Del Socialdemokrater, deriblandt Hoch, Antrick og Peus. De fleste mente, at Militærdiktaturet vilde blive proklameret inden Aften, og at det vilde betyde Borgerkrig.

Vicepræsident Paasche kom. Han erklærede, at Socialdemokraternes Ultimatum var uantageligt. „Gaar vi ind paa det,” sagde han, „vil vi om faa Dage staa overfor Kravet om Jordens Deling. Der er naturligvis Grænser for, hvad en enkelt Mand bør kunne eje af Jord. Min nærmeste Nabo, Grev v. d. Schulenburg, ejer f. Eks. 40,000 ha. Det er saa meget, at han slet ikke kan overse det. Her kan der naturligvis være Tale om en Begrænsning af Jordejendomsretten.”

Jeg havde derefter en længere Samtale om Situationen med Giesberts og Becker af Centrum. De betragtede begge Revolutionen som uundgaaelig og troede, at den fra Tyskland vilde brede sig ud over hele Evropa. De forklarede mig, at der ogsaa vilde udbryde Revolutioner i de nevtrale Lande, Danmark ikke undtaget.

Jeg svarede, at de politiske og sociale Forhold i Danmark var saa sunde, at der i hvert Fald ikke her var Fare for en Omvæltning.

Korfanty sluttede sig til os. Han kom med nye Efterretninger. Arbejder- og Soldaterraadet har taget Magten i Stettin. „Revolutionen nærmer sig,” sagde han til Giesberts, „men Hindenburg vil Kamp. Tropperne i Finland, der betragtes som paalidelige, er beordrede hertil. Kejseren vil ikke gaa. Militærdiktaturet er under Opsejling. Landet skal inddeles i tre Distrikter med hver sin Overgeneral.”

Giesberts: „Tilspidser Situationen sig til et Spørgsmaal om at tvinge Kejseren bort, vil man kunne slaa Revolutionen ned.

De kongetro Jernbanefolk, som i Gaar var hos mig, erklærede saaledes, at de vilde standse al Tilførsel af Levnedsmidler til Storbyerne, hvis man vilde styrte Kejseren. Jeg ser helst, at Kejseren frivillig nedlægger Kronen, men jeg er en bestemt Modstander af ethvert Forsøg paa at tvinge ham til at træde tilbage.”

Da jeg ved Middagstid stod og talte med Professor Doormann og et Par andre frisindede Kolleger, kom Weinhausen meget ophidset og meddelte os, at der nu ogsaa var dannet et Arbejder- og Soldaterraad i Danzig. Togforbindelsen var afbrudt, men da han er valgt i Danzig, følte han sig desuagtet forpligtet til at tage derhen.

Det var nu lykkedes ham at faa fat i en Flyvemaskine. Om et Par Timer gik han til Vejrs, og han vilde derfor sige os Farvel. Det var ikke godt at vide, naar og under hvilke Forhold vi atter saas.

Statssekretær Conrad Hauszmann vilde gaa forbi, men blev standset og bestormet med Spørgsmaal om Stillingen. „Der foreligger intet Nyt, mine Herrer,” svarede han, „Rigskansleren har tilbudt sin Demission. Kejseren er underrettet om Stillingen og opfordret til at abdicere, men Regeringen har endnu ikke faaet Svar.” Han havde travlt og forsvandt.

Dr. Friedegg kom farende. „Hvad venter De?” raabte jeg til ham. „Militærdiktatur,” svarede han, „national Desperadopolitik i 12 Timer, saa vil alle Generaler sidde bag Laas og Slaa, hvis de ikke er nedslagtede forinden.”

Jeg gik ind i Læsesalen. Ledebour kom mig imøde, smilende og vel tilpas. Vi udvekslede Nyheder. Han fortalte, at Stettin var erobret. „Og Berlin?” spurgte jeg. „Gedulden Sie sich nur,” svarede han som sædvanlig smilende, „es wird schon kommen!”

Men noget efter tog han mig til Side og hviskede mig fortroligt i Øret: „I Morgen Formiddag Kl. 9 nedlægges Arbejdet i Fabrikerne i Potsdam. Kl. 10 vil Folkeskarerne være her i Berlin, og saa vil Afgørelsen falde.”

Jeg gik derpaa hjem for at skrive en Beretning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad. Mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede dermed, kom Loretz og Frue og aflagde mig en Visit for at høre Nyt. De var begge meget interesserede, og jeg fortalte dem, hvad jeg vidste. Loretz talte atter om de haarde Fredsbetingelser, Tyskerne vil faa. Der vil ikke blive tale om Forhandling. Fredsbetingelserne vil blive dikterede, og Tyskerne vil kun faa Valget mellem at antage dem eller fortsætte Krigen.

-„Det er mig ganske uforstaaeligt,” sagde han atter, „at Rigsdagen ikke sikrer sig imod Overfald, thi der er stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Militærdiktaturet gennemført.” — løvrigt mente han ikke, at Militærdiktaturet vilde kunne holde sig ret længe, selv om det lykkedes at faa det proklameret. Han talte derefter om de tunge Tider, Thiers og Jules Favre havde gennemlevet efter Nederlaget i 1871, og udtrykte meget bevæget sin Glæde over Oprejsningens Dag, som nu var nær forestaaende.

Jeg arbejdede videre, spiste paa mit Værelse og gik derefter over i „Kafé Josty , hvor jeg ved Fr. Stampfers Stambord traf Dr. Fabian, Dr. Nestriepke m. fl. De fortalte, at Kong Ludvig af Bajern havde takket af, Regeringen var styrtet, Republiken udraabt, og Kurt Eisner udnævnt til Ministerpræsident i München. Foruden ham var fem andre uafhængige Socialdemokrater traadt ind i Regeringen. Auer havde overtaget Indenrigsministeriet.

De havde mange andre Nyheder. Fra alle Sider indløber der nu Efterretninger om Revolutionens sejrrige Fremgang.

Ud paa Aftenen gik jeg tilbage til Hotellet, hvor der lige var ankommen Kurer til mig fra Nordslesvig, denne Gang Købmand Kr. Hansen fra Aabenraa, som var bleven standset af Revolutionen i Hamborg og derfor havde været to Dage undervejs fra Nordslesvig til Berlin. Han meddelte, at Flensborg, Rendsborg og Neumünster var erobrede af de Revolutionære og dækkede med røde Faner. I Hamborg rasede der blodige Gadekampe, da han passerede Byen. Foran Fagforeningsbygningen
var der placeret Kanoner og flere Steder i Byen hørtes stærk Maskingeværild.

Toget, som han havde benyttet fra Hamborg, var besat af 150 bevæbnede Matroser, som vilde til Berlin. De var imidlertid bleven indviklede i Kamp i Neustadt, hvor der var anbragt Maskingeværer paa Stationsbygningen og de omliggende Bygninger, hvorfra en Militærstyrke forsvarede Byen. Kampen, som kostede et større Antal Døde, endte med, at Matroserne erobrede Byen, og Toget var derefter ad en Sidelinje bleven ført til Stettinerbanegaarden, som det havde naaet for en Times Tid siden.

Næppe havde jeg modtaget disse Efterretninger, før Dr. Breitscheid kom for at meddele mig, at Provinsen Slesvig-Holsten var udraabt som Republik. Hertugen af Brunsvig havde nedlagt Regeringen. Magdeborg var i de Revolutionæres Vold, og i Køln rasede der blodige Gadekampe.

Ved Nitiden gik vi en Tur ud i Byen. Paa Potsdamerplatz var der saa store Menneskemængder paa Benene, at det var svært at arbejde sig gennem Trængselen. Et Regiment Infanteri i Krigsudrustning, med Staalhjelme, marcherede over Pladsen og tog Opstilling i Linckstrasse.

Paa Gadehjørnerne op ad Potsdamerstrasse var der posteret Maskingeværer, i Lützowstrasse stod et Par Batailloner i fuld Krigsudrustning rede til Kamp.

Jeg gik tilbage og ind imod Byens Centrum. Alt var i bølgende Uro. Her og der samledes større og mindre Grupper om en Taler. Det var tydeligt nok, at Uvejret snart vilde bryde løs.

En Kollega, som jeg tilfældigt mødte, meddelte mig, at der var store Demonstrationer i Gang paa Unter den Linden. Han opfordrede mig til at gaa med derhen, men jeg var træt og gik her hjem til mit Hotel for at have friske Kræfter til Dagen i Morgen, som sikkert vil blive en historisk Mærkedag af første Rang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

7. november 1918 – Enkefru Røgind: “Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7. Novbr.
Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

7. november 1918. Nyt fra Sønderborg: “Et soldaterråd er blevet dannet i går eftermiddags”

Sonderburger Zeitung skrev den 7. november 1918 om begivenhederne i byen dagen før.

Sønderborg, 7. november.

Et soldaterråd er blevet dannet her i går eftermiddags i tilslutning til en på Marinestationens bagerste eksercerplads afholdt forsamling af marinebesætningen, i hvilken også medlemmer af erstatningsbataljonen deltog.

Som borgmester dr. Petersen meddelte i et i går aftes afholdt hastemøde for byrådsmedlemmerne, har Soldaterrådet overtaget den offentlige myndighed i byen og garanterer for ordenens opretholdelse.

Roen er ikke på nogen måde blevet forstyrret.

Marinevagtposter med hvidt armbind har bl.a. besat banegården, brovagten og posthuset. Patruljer drager gennem gaderne. Man så også nogle automobiler, som førte et rødt flag og med marinemandskab i, køre af sted.

De civile myndigheder hindres ikke i deres virksomhed. De vil i indforståelse med Soldaterrådet ordne forplejningsanliggenderne;
der er også straks udstedt et forbud mod udskænkning af spiritus og
afholdelse af danseforlystelser og musikopførelser.

Sonderburger Zeitung (oversættelse)

7. november 1918. Revolutionen nærmer sig Berlin: “Det trækker op til blodig Kamp.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 7. November 1918.

Da jeg i Morges ad en Omvej gik hen i Rigsdagen, frembød Gadebilledet et meget krigerisk Skue. Tropper i Feltudrustning med blanke Staalhjelme marcherede forbi. Gadehjørnerne var besat med stærke Militærposter. Hvor en Gade kunde bestryges, var Vinduerne i de øvre Etager spækkede med Maskingeværer. Jeg passerede flere Batterier.

Artilleriet kørte gennem Gaderne og foreviste Kanonerne i kampfærdig Stand, som for at vise Berlins Borgere, hvad der er i Vente, hvis de rejser sig. Det trækker op til blodig Kamp.

I Rigsdagen traf jeg først Baake. Han meddelte mig, at Arbejder- og Soldaterraadet i Hamborg i Gaar har erobret „Hamburger Echo”, som hidtil har staaet paa Flertalssocialisternes højre Fløj. Forbindelsen med Hamborg er afbrudt, det havde man allerede fortalt mig i Morges paa Hotellet.

Der er endvidere oprettet Arbejder- og Soldaterraad i Gumbinnen, Tilsit, Warnemünde og Schwerin.

Mens vi talte sammen, sluttede Doormann og Wagner sig til os. Der indløber, sagde de, uafbrudt Efterretninger om Uroligheder fra alle Egne af Riget. Uvejret vil snart være over os.

Edmund Schmidt og Keil kom til. Regeringen frygter Udbruddet af en almindelig Revolution, sagde de, og forbereder sig derfor paa Kamp.

Noske har hidtil forgæves søgt at faa Bugt med Oprøret i Kiel. Han har telegraferet efter Hjælp, da han er ved at bryde sammen af Overanstrengelse, og Hermann Müller er derfor afrejst til hans Understøttelse.

l øvrigt er Tilstanden i Kiel meget alvorlig. Bykommandanten er bleven skudt. Prins Heinrich er flygtet fra Byen og har paa Flugten skudt en Marinesoldat, som søgte at standse hans Bil. Fra flere Krigsskibe vajer den røde Fane.

Jeg har opfordret Student Thulstrup til at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Stillingen, da Postgangen nu er meget usikker.

I Hamborg ser det ikke meget bedre ud. De sidste Efterretninger gaar ud paa, at Matroser fra Kiel i Gaar har fremaldt en stærk Militærrevolte. De Revolutionære har taget en Del Officerer til Fange og holder dem indespærrede i Fagforeningsbygningen. Arbejder- og Soldaterraadet har Magten i Byen.

Da jeg kom ind i Læsesalen, kom Dr. Pfeiffer og meddelte mig at Bjørn Bjørnson og Frue var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa „Habsburger Hof”. Han havde lovet Bjørnson at overbringe mig en Hilsen og meddele mig, at han gerne vilde tale med mig.

Jeg tog straks hen paa „Habsburger Hof , hvor jeg blev meget venligt modtaget af Fruen. Bjørn Bjørnson kom og spurgte interesseret, hvorledes Stillingen var i Nordslesvig. Han oplæste derefter en Artikel for mig, som han havde skrevet i „Münchener Neueste Nachrichten”. Artiklen egner sig godt til Udbredelse i tyske Kredse.

Jeg fik et Eksemplar af den, som jeg i Dag tager Særtryk af og i Morgen vil lade uddele til alle Rigsdags- og Landdagsmænd.

Jeg indbød hans Frue og ham til at deltage i Banketten den 9., men Man undskyldte sig. De vilde allerede i Morgen fortsætte Rejsen til København.

Ved Femtiden gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Ledebour.

– “De her”, sagde jeg, „jeg troede, at De var i Kiel.”

– “Nej, vi maa dele os! Det er nødvendigt, at der ogsaa er Folk her i Byen.”

Jeg: „Hvordan staar det i Dag?”

Han: “Kiel, Rendsborg, Hamborg, Lübeck og Schwerin er i vore Hæander. vi har Magten i Slesvig-Holsten, Mecklenburg og Hansestæderne, men vi skal videre.”

Jeg: „Hvordan gik det i Grunden til i Kiel?”

Han: „ Storflaaden vilde foretage et Fremstød. Matroserne erklærede: „Det gaar vi ikke med til. Vi vil forsvare os, men vi vil ikke angribe under de nuværende Forhold.” Derefter blev der arresteret flere Hundrede Matroser. Saa slukkede Fyrbøderne Ilden under Kedlerne, og Matroserne tog Magten. l øvrigt er Stillingen i Kiel endnu vanskelig, fordi Bladet, Partiembedsmændene og dermed Organisationerne vedvarende staar i Regeringssocialisternes Lejr.”

Jeg: „Hvad her?”

Han: „Vore Forsamlinger i Aften er forbudt, men det vil kun gyde Olie paa Ilden.”

Jeg: „Sker der noget i Aften?”

Han: „Nej, ikke fra vor Side. Det vilde kun give nogle Døde til ingen Nytte. Men vi faar snart Overtaget. Paa et Møde, som vi i Aftes holdt her i Berlin, opfordrede jeg Forsamlingen til at udbringe et Leve for Revolutionens Forkæmpere, de tapre Sømænd i Kiel.

Næppe havde jeg rettet denne Opfordring, før Politiløjtnanten sprang op og opløste Mødet. Jeg svarede med at raabe ud over Forsamlingen: „Mødet er ikke opløst, vi fortsætter!” Derpaa lagde Politiløjtnanten Haand paa mig og sagde: „De er anholdt, vil De straks følge med til Politiet!” „Nej!” svarede jeg, „jeg gaar hjem, naar Mødet er forbi,” og henvendt til Forsamlingen: „Vil nogle af Dem sørge for, at Løjtnanten forholder sig rolig, medens vi forhandler videre!”

Mængden indtog straks en truende Holdning, og et Par haandfaste Mænd sprang op paa Tribunen.

Mere behøvedes der ikke. Løjtnanten forholdt sig nu rolig, og vi forhandlede videre.

Da jeg senere hævede Mødet, tog han atter Mod til sig og sagde: „De er Arrestant, vil De følge mig til Politikontoret!” „Nej,” svarede jeg, „jeg følger Dem ikke, jeg gaar hjem.” Og derpaa ud imod Forsamlingen: „Vil De nu sørge for, at den Herre bliver her, indtil jeg er borte!

Saa forlod jeg Forsamlingen, og Politiet vovede ikke at lægge Haand paa mig. Jeg gik imidlertid ikke hjem, og det var for saavidt heldigt nok, da Politiet kort efter mødte i min Bolig for at arrestere mig. Jeg gik derimod her op i Rigsdagen, hvor det ikke vover at krænke min Immunitet.

Saaledes vil vi fortsætte. Politiet kan kun støtte sig paa en vaklende Avtoritet. Reel Magt raader det ikke længere over. Og den Rest af Avtoritet, det har tilbage, vil hurtigt blive nedbrudt. Vi taler, som vi vil, og udsatte Poster sørger for, at Politiet ikke rører os, og at vi atter uhindrede kan forlade Lokalerne.

Forholdene vil nu hurtigt udvikle sig videre. Revolutionen marcherer i Syvmilestøvler. Den sociale Republik vil snart blive proklameret. Der er ingen anden Udvej.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

7. november 1918. Soldaterrådet i Sønderborg bekendtgør!

Over alt i Sønderborg blev der den 7. november 1918 ophængt proklamationer fra soldaterrådet, signeret Bruno Topff, der var formand for soldaterrådets.

Soldaterrådets beslutninger

Forplejningen ordnes på den hidtidige måde.

Der er skaffet sikkerhed for, at en reglementeret betaling af lønninger følger.

Anordninger fra de enkelte formationers valgte soldaterråd skal i vores sags interesse adlydes.

Arbejdstjeneste i gasværket, elektricitetsværket og ved pålæsning af tog med levnedsmidler skal fortsat ubetinget udføres, indtil en anden ordning bliver truffet.

Det er enstemmigt besluttet af det store soldaterråd, at den militære sikkerhedstjeneste i Østersøen  skal opretholdes fuldt ud.
Ro og orden på gaderne skal ubetinget bevares.

Det store soldaterråd forlanger, at ubeføjet bæren våben ikke finder sted. Ammunition skal opbevares af de delegerede.

Civile må straks aflevere alle våben ved nærmeste militære tjenestested.

Patruljeren skal kun finde sted efter Soldaterrådets befaling.
Samtlige anordninger fra Soldaterrådet skal bære soldaterrådets formands underskrift.

Soldaterrådet gør det til alle kammeraters indtrængende pligt i egen interesse kun at følge sådanne underskrevne anordninger, men dette da straks og ubetinget.

Sønderborg, 7. nov. 1918.

Sønderborg Soldaterråd
sign. Topff

Jeg giver borgerne fuld garanti for liv og gods.

6. november 1918. Officererne i Wilhelmshaven får røg

P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni i Wilhelmshaven

Den 6. November om Morgenen Klokken fem blev vi atter purret ud; men vi raabte dog: „Vi vil først have Kaffe!” Det fik vi ogsaa.

Denne Gang førtes vi til Kommandanturen. Her blev der atter budt paa Kaffe, endda med Brød og Marmelade. Klokken otte blev jeg sammen med et Par Grupper sendt over paa den anden Side af Gaden, hvor vi skulde bevogte et lille Hus.

Vi stod fire Mand paa hver Side af Huset. Her boede en Admiral, men i Løbet af et Kvarter brød hele den strenge prøjsiske Disciplin sammen. En af de ret unge Soldater tændte en Cigaret og blæste Røgen ind igennem Hegnet, der omgav Haven. En anden gjorde det samme, og kort efter havde alle faaet Piben eller Cigaren tændt. Noget saadant var aldrig før set uden for en højtstaaende Officers Bolig.

Marinesoldaterne, der kom forbi ude paa Gaden, sagde: „Gør nu ingen Dumheder med jeres Vaaben”. Kort efter kom ude fra en af de store Kaserner et stort Optog. Foran gik en Marinemath. De svingede ind paa Pladsen og nærmede sig os.

Mathen steg op paa en Stenpille ved Indkørslen og holdt en Tale. Man raabte Hurra, hvorefter en Deputation gik ind til Kommandanten. Vor Løjtnant sagde til os, at vi ikke maatte lade Geværerne; vi maatte hellere sætte Mundingshætten paa. Vi fulgte Ordren og stod og betragtede Folkemængden.

Lidt senere fik vi Befaling til at opgive Vagten. Vi skulde vende Geværet om og bære Kolben opad som Tegn paa, at vi gik over paa Revolutionspartiet. Da vi kom om paa Gaardspladsen bag Huset, blev Laasene taget ud af Geværerne og kastet i en Sæk. Livremmen med Patrontasken og alt det andet blev kastet ind i Badeværelset, og Døren blev laaset. Man slog endda et Søm i Døren for at være sikker paa, at intet blev fjernet.

Revolutionen var i fuld Gang. Vi fik Besked om, at vi kunde gaa tilbage til Kasernen eller slutte os til Optoget. Officererne var afsat, og vi skulde vælge et Soldaterraad og rette os efter dets Ordrer. Vi blev paa Stedet. Ved Middagstid blev der bragt Mad til os fra Kasernen. Man sagde, at dersom vi ventede lidt, kunde vi faa vore Ting med os. Alt foregik med en beundringsværdig Ro, og der fandt ingen Forulempelser Sted.

DSK-årbøger 1953

6. november 1918 – Enkefru Røgind: Revolutionen breder

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Novbr.
Uroligheder i Berlin. I Flensborg har der dannet sig Soldaterraad, som har overtaget hele Kommandoen. Officererne har maattet udlevere deres Vaaben, som ikke er gaaet af uden Kamp, alle de ansatte paa Marinestation Mørvig har maattet underkaste sig. Men der er Ro endnu. Soldaterne sørger selv for Orden.

Af et Øjenvidne hørte vi om tre Matroser, kommende fra Banen her, mødte en højere Officer, som de ikke hilste. Officeren kaldte saa den ene af Matroserne hen til sig og bebrejdede ham i en mild Tone, thi den, der fortalte det, hørte ham sige »Kamerad«.« Imedens ventede de andre, blev saa utaalmodige, og en af dem raabte: »Hol em nicht länger opp«, hvorpaa Officeren forsvandt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

5. november 1918. “… jeg var nok klar over, at disse Patroner skulde bruges mod vore egne Folk”

P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni

Efter et Aars Ophold i Schwerin, hvor vi udførte Vagttjeneste, kom jeg sammen med andre Kammerater til Øen Sild, som var Krigsomraade. Dette foranledigede en Berliner til i ramme Alvor at paastaa, at vi nu laa helt ude i første Linie. Paa en Maade havde han jo Ret, men der var jo dog et helt Vesterhav mellem Linierne.

Jeg var fire Maaneder paa Sild, men saa kom der pludselig Ordre til, at alle, der hørte hjemme i Spærreomraadet Nord for Flensborg, ikke mere maatte opholde sig paa Sild. Vi blev sendt til Cuxhaven eller til Wilhelmshaven. Jeg kom til Wilhelmshaven.

Paa en Maade var jeg godt tilfreds med Byttet, for Kosten var bedre, og syntes man, at man ikke fik nok at spise, kunde man gaa paa „Krydsning”, som det kaldtes; d.v.s. man gik om Bord i Skibene og spurgte, om der var lidt tilovers, og man havde næsten altid Heldet med sig.

Tiden gik med at staa paa Vagt ved Elektricitetsværket eller paa Broerne, hvor der laa U-Baade. Sidst i Oktober og først i November 1918 kunde man ikke undgaa at føle, at der var Uro blandt Marinens Mandskab.

En Aften, da jeg stod paa Vagt paa en af Broerne, førtes hundrede arresterede Marinesoldater bort. Man sagde, at de skulde til Bremen, for de stedlige Arrester var overfyldte.

Da vi den 5. November traadte an for at hente Mad, gik vor Bataillonsadjudant ind i vor Barak. Vi lagde dog ikke noget særligt i det, selv om det forekom os lidt mærkeligt. Vi spiste vor Mad i Fred og Ro og var saa fri Resten af Dagen.

Paa een Gang lød Kommandoraabet: „Træd an, men hurtigt!” I Løbet af et Øjeblik stod Kompagniet feltmæssigt paa Plads. Hver Mand fik udleveret 30 skarpe Patroner. Jeg var ikke glad ved Situationen, for jeg var nok klar over, at disse Patroner skulde bruges mod vore egne Folk.

Da vi skulde til at marchere af Sted, kom vor Postordonnans. En Kammerat fra Hamborg snappede i en Fart sit „Fremdenblatt”. Vi marcherede hen paa Politistationen og førtes ind i nogle tomme Lokaler. Hamborgeren fik nu sin Avis frem og læste en stor Nyhed: I Kiel er der Revolution, og man har oprettet et Soldaterraad!

Jeg fik Hold på mig selv og blev pludselig ganske rolig, for nu vidste jeg, hvad der var i gære. En Mand kom ind og spurgte, om nogen manglede Brød. Det gjorde vi naturligvis alle, og vi fik baade Brød og Pølse udleveret. Alt forblev roligt i Byen, og da Klokken var blevet elleve, fik vi Ordre til at marchere tilbage igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

5. november 1918. Hvad sker der i Kiel? “Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 5. Novbr. 1918.

Udenfor Rigsdagen mødte jeg Fr. Stampfer, som meddelte mig Vaabenstilstandsbetingelserne. De var over Forventning haarde, sagde han. Men Regeringen har intet Valg. Den er nødt til at antage dem.

Partibestyrelsen var sammenkaldt, og han havde travlt, da han skulde deltage i Mødet.

„Der tales om nationalt Forsvar,” sagde Hildenbrand, da jeg mødte ham, „men det er umuligt. Det vil kun kræve unyttige Blodofre og medføre Landets Ødelæggelse. Der er ikke andet at gøre end at antage Vaabenstilstandsbetingelserne, selv om de er haarde.”

I Læsesalen traf jeg Weinhausen. Han fortalte mig, at han lige havde talt med en Socialdemokrat, som havde sagt: „Det er ligegyldigt, hvad Rigsdagen i Dag beslutter, thi om 14 Dage har vi Revolutionen – Weinhausen frygtede for, at denne Spaadom vilde slaa til, thi Efterretningerne fra Kiel er i Dag meget foruroligende.

Om Aftenen kom Loretz op til mig paa mit Værelse i Hotellet. Han meddelte mig fortroligt, at Regeringen stod meget raadvild overfor de sidste Begivenheder. Erzberger havde i Gaar raabt ham op i Telefonen og anmodet ham om at skrive et til den franske Regering rettet Opraab om hurtig Fredsslutning.

Dette havde han lige gjort. Opraabet var afleveret og godkendt og vilde af tyske Flyvere blive nedkastet over de franske Linjer. I Dag havde Erzberger opfordret ham til at skrive et Opraab til det franske Proletariat fra det tyske Proletariat.

Det skulde undertegnes af Scheidemann og Ebert og derefter ligeledes nedkastes af tyske Flyvere. Han havde paataget sig Hvervet.

Flertalssocialisterne sætter nu alt ind paa at tvinge Kejseren bort,” sagde han, „men hvad saa? Det er Spørgsmaalet.

Blot det ikke besvares med Anarki. Erzberger er betænkelig.I Samtalens videre  Forløb meddelte Loretz mig, at den franske saavel som den italienske Presse i stor Udstrækning havde taget Notits af min Tale i Rigsdagen. Den havde sat det nordslesvigske Spørgsmaal under Debat i alle i Fredsslutningen interesserede Lande.

I Rigsdagen havde jeg i Eftermiddags en længere Samtale med et Par konservative Kolleger. De var meget optagne af Begivenhederne i Kiel. Den ene af dem fortalte yderst ophidset, at Matroserne, efter hvad man havde meddelt ham i Krigsministeriet, havde hejst den røde Fane paa flere Krigsskibe. De havde tilrevet sig Magten, og der var momentant stor Fare for, at en Del af Flaaden gik til Søs med ukendt Maal.

Uroen tiltager. Da Hamborgerbladene kom med Aftentoget blev de hurtigt revet bort i Avisudsalgene. Begivenhederne i Kiel har tydeligt nok taget en meget alvorlig Vending. Alle Tegn tyder paa, at et stort Uvejr er i Vente.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

5. november 1918 – Flensborg Avis: Uroligheder i Kiel

Uroligheder i Kiel.
„Kieler Zeitung” melder om Uroligheder, som fandt Sted i Kiel i Søndags Eftermiddags:

Efter et Møde paa den store Eksercerplads, hvori Marinemandskaber og Arbejdere deltog, og paa hvilke en uafhængig Socialdemokrat talte, dannede der sig et Tog, der paa Vejen til Byen hentede Mandskaberne ud af „Waldwiese”, beskadigede Lokalet betydelig og satte sig i Besiddelse af forskellige Vaaben. Toget gik over „Sophienblatt” forbi Banegaarden, hvor en Patrouille blev afvæbnet, gennem Holstenstraße, over Torvet og gennem „Dänische Straße” til Brunstvikerstraße. Undervejs trængte Folkene ind i Lokalerne for at opfordre Marinemandskaber og Arbejdere til at slutte sig til dem.

Maalet var Militær-Arrest-Anstalten i Freldstraße. Man vilde med Magt befri nogle Fanger, som 3. Eskadre havde anbragt der for grov Nægtelse af Lydigheden. Paa Hjørnet af Karlstraße og Brunswikerstraße ved „Hoffnung” var Gaden spærret af Militær. Officeren opfordrede Mængden til at skilles ad. Men Demonstranterne trængte alligevel fremad.

Derpaa gav Officeren Ordre til at affyre et Skræmmeskud i Luften. Mængden trængte imidlertid vedblivende fremad, hvorpaa der blev givet Ordre til at skyde med skarpt. Resultatet var 8 døde og 29 saarede. Ud fra Mængden blev der ogsaa skudt og kastet med Sten. Da Militæret havde skudt, flygtede Mængden til alle Sider. Klokken 8 herskede der igen Orden i Gaderne, om end mindre og større Flokke endnu nogle Steder forblev sammen til Midnat.

Bladets Beretning slutter: Ved den kommanderende Officers Indgriben, der desværre blev Haardt saaret, er en langt større Ulykke bleven forhindret, som uvægerligt vilde være opstaaet, hvis Demonstranterne havde forsøgt at storme den af en Troppestyrke besatte Arrest-Anstalt.

„Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung”, der bringer en lignende Beretning, meddeler desuden fuld af Harme, at stærke Afdelinger af Søbataillonen med ladte Geværer i Lørdags patrouillerede gennem Gaderne, fordi man frygtede en Skrue. „Det er som i de gamle Tider
fra Poulskirken [1848], da der paa Papiret opstod et idealt Frihedens Rige, med den prøjsiske Militarisme med Haanlatter beholdt Bøsserne i Haanden og roligt ventede Paa sin Time. Her maa der fejes ud med en Jernkost.”

Bladet oplyser, at en Partifælle, Kürbis, straks er rejst til Berlin og Mandag Formiddag har forhandlet med Regeringen; han ventedes Mandag Aften tilbage, og saa vil der indtræde en Forandring. „Partifælle Ebert har ikke ladet nogen Tvivl tilbage om, at Partiet, hvad der jo stod fast i Forvejen, nægter enhver unyttig Fortsættelse af Kampen. Det beder, i Betragtning as den nuværende indrepolistiske Stilling og Regeringens første Beslutning om at gribe ind, indtrængende Arbejderne om at blive paa Værkstederne.”

5. november 1918 – Enkefru Røgind: “Vi er alle meget excited”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Novbr.
Vi er alle meget excited, kan næsten ikke forstaa, det er kommet saa vidt. Herhjemme vil der ogsaa komme Uroligheder, man siger Matroserne i Aarøsund har taget Udgangsbillet. I Flensborg er der Oprør, og Butikker er blevet plyndrede. Efterretninger fra Kiel og Hamburg udeblevne og Trafiken standset, ingen Tog. Begivenhederne udvikler sig saa hurtigt, at man næsten ikke kan følge med.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

4. november 1918. Beordret til at slå revolutionen ned

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

En dag i begyndelsen af november blev al landlov stoppet. Der hørtes skud inde fra Kiel. Søndag eftermiddag [3. november 1918, RR] kom næstkommanderende om bord og beordrede ekstra forplejning udleveret. Vi fik ost og smør – smør!

Det var for sent til, at branden kunne slukkes. Revolutionens arnested var 7. kompagni, der lå i Waldwiese, gennemgangsstedet for alle udkommanderinger, hvor der lå mange ældre Folk, der havde været i trøjen i syv år eller mere, og som hellere ville risikere at blive skudt for mytteri end at blive sendt til søs eller til Flandern en gang til …

En skønne dag blev vi med 480 mand fra »Mars« sendt i land for at være med til at slå revolutionen ned. – Bevæbningen bestod af et gevær, model 71-84 med lang bajonet og do tasker fulde af blyprojektiler, veritable dum-dum-kugler.

Vi førtes af en marinekaptajn. Føreren af min gruppe var en løjtnant, der under ilmarchen mod Kiel forsøgte at vinde vor gunst ved at tiltale os på plattysk. I sandhed, det store fædreland måtte befinde sig på afgrundens rand!

Det var en mørk og trist regnvejrsdag, da vi blev stillet op på matrosdivisionens kaserneplads sammen med en masse andre troppedele.

Der befandt sig omkring ved 80.000 mand militær i Kiel på det tidspunkt. Flådestationens øverstkommanderende, en admiral, der, hvis jeg husker rigtigt, hed Heine, kom ud på pladsen med sin stab. Admiralen var en lille, ældre mand. Mit blivende udtryk af ham er, at han var ved at blive knuget til jorden af den store, guld-belæssede kasket, af de svære epauletter, der tyngede hans skuldre og af situationens alvor …

Hans første ord til os var disse: »Dieser Tag ist ein währender Schandfleck in der Geschichte der deutschen Marine«. – Så formanede han os til art bevare ro og orden, medens der forhandledes med oprørerne.

Da vi i ventetiden spredtes ud over pladsen, kom min instruktør fra infanteri-uddannelsen, overmatros Knoop fra Mecklenborg, hen til mig og sagde: »Nå, Matzen, nu er det snart slut med svindelen, så går det hjem til lillemor«.

Kort før det blev mørkt, vendte admiralen tilbage og meddelte, at det, for at undgå blodsudgydelse, var blevet besluttet at kapitulere til oprørerne, og at vi skulle aflevere vore våben på kasernen.

Han bad os bevare besindigheden, hvorpå han forsvandt med sin stab, Så fik vildskaben frie tøjler …

Inden for døren af det rum, hvor vi kylede vore våben ind, stod kaptajnen, der havde ført os i land, stiv som en stenstøtte, kridhvid i ansigtet. Det var tydeligt, at hans verden var sunket i grus for ham.

Da vi kom ned i korridoren, sås de sidste officerer forsvinde i skyndsom flugt.

Det første, der blev plyndret, vær proviant rummene i kælderen, hvor det, der var mest af, åbenbart var svesker. Fra øverste etage røg tæpper og beklædningsgenstande ud gennem vinduerne og ned i skidtet på kasernepladsen – enhver tog for sig af retterne …

DSK-årbøger 1963

4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

3. november 1918. ” Kejseren bør skydes og Militæret afskaffes! “

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 3. November 1918.

Det er Søndag. Ved Middagstid var jeg i Rigsdagen. Fra Læsesalens Vinduer saa jeg, at der fandt en Demonstration Sted ved Bismarcks Statue. Jeg gik ud paa Altanen, hvorfra jeg kunde høre Talerne.

Det var Altyskerne, der demonstrerede.

De opfordrede lidenskabeligt til at afbryde Fredsforhandlingerne og fortsætte Kampen til det yderste. Ind mellem Talerne blev der sunget nationale Sange: „Deutschland, Deutschland”, „Die Wacht am Rhein”, „Heil Dir im Siegerkranz”.

En Underofficer sprang op paa en Sokkel og protesterede imod Krigens Fortsættelse.

Folkemængden blev rasende. Politiet skred ind og førte ham bort.

Da jeg gik tilbage gennem Siegesallé, faldt der en Mand bevidstløs omkuld lige foran mig. Sammen med en anden tilfældig Forbipasserende løftede jeg ham op paa Sokkelen ved Kejser Wilhelms Mindesmærke. Da han kom til sig selv, hviskede han: „Ikke faaet noget at spise siden i Gaar.” Han var udtæret og halvdød af Sult. Vi  sørgede for, at han fik Hjælp.

Der er megen Uro i Arbejderkredse. Den socialdemokratiske Presse fører et overordentlig skarpt Sprog imod Kejseren.

Noskes Artikler i „Chemnitzer Volksstimme” er gode at faa Forstand af. Gaar Kejseren ikke snart, vil Flertalssocialisterne faa en meget vanskelig Stilling. Det trækker i det hele op til Storm.

Da jeg i Aften spiste hos Kempinski fik jeg Plads ved et Bord, hvor der sad et Par yngre Mænd. De talte om Krigen. „I de første Aar er vi bleven godt trukket rundt ved Næsen,” sagde den ene bittert.

„Efter at jeg uafbrudt har været 37 Maaneder i Krig, sagde den anden, „er mine Nerver helt ødelagte. Jeg lever i Grunden kun, naar jeg faar Alkohol. Jeg har nu kun et Krav: Jeg er født som et Menneske og vil behandles som et Menneske. Men i de sidste fire Aar er jeg bleven behandlet som et Dyr.”

Der kom en nobelt klædt Herre og Dame og tog Plads hos os. Herren blandede sig straks i Samtalen. Det viste sig, at han var Rhinlænder, og at han ligesom de to andre havde deltaget i Krigen som Reserveofficer. Han havde været haardt saaret af en Kugle, som var gaaet tvers gennem Hovedet.

„Livet er forbi for mig,” sagde han brutalt, „nu lever jeg kun, naar jeg er drukken. Kejseren bør skydes og Militæret afskaffes! Kaldes der til Kamp under denne Parole, saa møder jeg straks! Saa fik man dog ogsaa Lejlighed til at kæmpe for en retfærdig Sag!

De andre gav ivrigt deres Tilslutning til kende. Da jeg ytrede mm Forbavselse over dette skarpe Sprog, sagde de i Munden paa hinanden: “Saadan er Stemningen. I Sydtyskland er den meget værre!”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

31. oktober 1918. Mytteristerne på SMS Thüringen anholdes og føres bort

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918. Dagen efter rettede torpedobåde torpedorørene mod skibet, men blev afvist. Men samme dag overgav de oprørske matroser sig og blev ført bort. Peter Møller angiver andre datoer, men må huske forkert

Nu fulgte Dagene med Spænding. Vilde det lykkes at føre det igennem, eller hvordan vilde det gaa? Den næste Dag begyndte Tjenesten igen, og alt blev udført, som om intet var sket. Kun et Par Gange blev der gjort Forsøg paa at faa Ankeret op, men straks blev Forskibet besat igen, og Ankeret kom ikke op.

Vi havde engang en pudsig Oplevelse med en lille Torpedobaad, som kom ud og rettede sit Torpedorør imod os med Opfordring til at makke ret. Men straks rettede vi fra Skibet en dobbelt 30 cm’s Kanon mod ham med Anmodning om at forsvinde, da vi ellers let kunde komme til at trykke paa Knappen. Han forsvandt ligesaa stille igen uden at skyde sin Torpedo af.

Men saa en skønne Dag skulde der gøres en Ende paa Legen. En stor Damper kom og lagde sig ved Siden af os, og ud myldrede en hel Masse af „die kaisertreuen Seesoldaten”, en Slags Kystartillerister. Nu skulde der fra „Thüringen” og „Helgoland”, som ansaas for Anstiftere af hele Historien, udtages en Del til Skræk og Advarsel for de andre.

Alle Dæksluger var lukkede, saa der maatte først bedes om godt Vejr, før der blev lukket op, hvorpaa alle Mand maatte træde an paa Mønstringspladsen. Her blev saa hver 3. Mand udtaget og ført over paa Damperen, medens Søsoldaterne dannede Espalier med deres opplantede Bajonetter.

Sammen med et lignende Antal fra „Helgoland” blev de ført til Wilhelmshaven, hvorfra de skulde bringes i bedre Sikkerhed længere inde i Tyskland. Efter hvad jeg har hørt, uden at jeg tør staa inde for Rigtigheden deraf, kom de imidlertid kun til Bremen, hvor de overrumplede Banevagten, som derpaa sammen med dem rykkede ind paa Kasernen.

DSK-årbøger 1948

30. oktober 1918. Mytteri på SMS Thüringen: Matroserne nægter at lette anker!

Peter Møller fra Sønderhav gjorde krigstjeneste om bord på Linjeskibet SMS Thüringen. Skibet lå i Wilhelmshafen. Dets besætning var blandt de første, der gjorde oprør. Det skete natten til den 30. oktober 1918

Mytteri på SMS Thüringen

 I 1912 blev jeg indkaldt til Militærtjeneste ved II TD i Wilhelmshaven og blev straks afkommanderet til Tjeneste paa SMS „Thüringen”, et Linieskib paa 29.000 Tons og med en Besætning paa 12-1300 Mand. Der blev jeg indtil Krigens Slutning og oplevede saaledes Revolutionsdagene, som Kejser Wilhelms „stolze blaue Jungs” satte i Brand i 1918. At det netop var Flaadens Mandskab, der begyndte Revolutionen, skyldes ingenlunde, at vi var mere krigstrætte eller mere modige end vore Kammerater paa Land, men kun, at Besætningen paa Skibene i det store og hele var den samme gennem hele Krigen, saaledes at vi kendte hinanden ud og ind og ganske nøje vidste, hvem der kunde indvies i Planerne og hvem der skulde holdes udenfor.

Allerede i 1916 var der lagt en Plan om Afslutning af Krigen; men den strandede, fordi Mandskabet ikke kunde enes, og navnlig, fordi Værftsarbejderne ikke var modne nok endnu, og uden deres Hjælp, til Sikring af Levnedsmiddelforsyninger m. m., kunde Planen ikke gennemføres. Men i Efteraaret 1918 begyndte det igen at ulme, hele Organisationsarbejdet blev sat i Gang igen, og det blev saa fra „Thüringen”, Signalet til Oprør kunde gives.

En af de første Dage i November 1918 [PM husker forkert, det må være 29. oktober 1918, RR], mens vi laa paa Torpedovagt med 1. Eskadre paa Schillig Red (Indsejlingen til Jadebugten), holdt vore Officerer et af deres Sviregilder i Messen. Her holdt 2. Artilleriofficeren en Tale og udtalte, at vi om Morgenen Kl. 4 skulde lette Anker, opsøge Arvefjenden John Bull og slaa ham eller gaa ned med Ære.

Dette blev hørt af en Matros, der stod uden for Messen, og han bragte Meddelelsen videre til Ledelsen af det Soldaterraad, som længst var dannet om Bord. Herfra gik de fornødne Ordrer til de forskellige Afdelinger, der hver havde faaet tildelt deres bestemte Opgave, naar det skulde gaa løs. Ellers var alt roligt som sædvanligt.

Kl. 4 lød Fløjten og „Division der Wache klar zum Ankerlichten!” Men der kom mere end een Division der Wache; hele Mandskabet strømmede øjeblikelig til Forbatteriet, hvor Ankerspillet var, og der blev ikke lettet Anker.

Samtidig blev der fra Signalstationen givet Besked til de omkringliggende Skibe med Opfordring til en lignende Optræden. Og ikke paa eet af Skibene hørtes Ankerkædernes Raslen. Imidlertid kom Vagtofficeren, en ung Spirrevip af en Overløjtnant, til Forbatteriet og holdt en Dundertale til os. Nu havde Admiral Scheer, som vi havde et stort Billede hængende af, vundet Flaaden saa stor Ære og Berømmelse i Skagerrakslaget og siden, saa vi skulde skamme os o. s. v.

Han blev afbrudt ved, at en Matros tog det indrammede Billede og slog det oven i Hovedet paa ham, saa at Glas og Billede gik i Stykker og Rammen blev siddende om Halsen paa ham. Denne Handling blev fulgt af et Spark bagi og et „da hast du dein’ Scheer und die ganze Bescherung; und dann mag, das du ’raus kümmst!”

Lidt efter kom Kommandanten selv, en gammel og gemytlig Mand, som vi alle var glade for. Han kom som altid med Hænderne paa Ryggen og sagde: „Na, Jungs, was ist denn los, was wollt Ihr denn eigentlich?” Svaret lød: „Alles was der Kapitan verlangt, bloss der Anker bleibt liegen!“ „Ja, wenn Ihr nicht wollt, kann ich nicht fahren”, sagde den gamle, og saa gik han igen.

Alle Skibene blev liggende, og noget senere kom der flere Skibe til fra Wilhelmshaven og andre fra Kiel; men alle som een smed de Anker, da de var kommet ud til os, og Dagen efter vendte de tilbage til Havnen, kun 1. Eskadre blev paa Post paa Schillig Red. Dermed var første Akt forbi og Faklen tændt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

27. oktober 1918. I Berlin: “Det saa ud til, at den reaktionære Modbevægelse vandt Terræn”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 27. Oktober 1918.

Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen og jeg har tilbragt Aftenen hos Dr. Breitscheid, som lige er vendt hjem fra Felten.

Vi traf her sammen med en Del Journalister og Politikere, deriblandt „Neue Wiener Journal”s Repræsentant, Dr. Friedegg, der som sædvanlig havde mange Nyheder.

Blandt andet meddelte han os Ordlyden af den tyske Svarnote til Wilson, som endnu ikke er offentliggjort.

I Aftenens Løb fortalte han mig, at han om Formiddagen havde haft en længere Samtale med Professor Hans Delbrück, som atter staar i daglig Forbindelse med sin Fætter, den tidligere Statssekretær Clemens Delbrück, der nu staar i Spidsen for Civilkabinettet.

Hans Delbrück havde sagt, at Kejseren absolut ikke tænkte paa at takke af. Det saa ud til, at den reaktionære Modbevægelse vandt Terræn, og at dette atter øvede megen Indflydelse paa Kejserens Holdning.

De uafhængige Socialdemokrater har planlagt Udgivelsen af et nyt Dagblad. De mener, at Modstanden imod det nu kan overvindes.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

25. oktober 1918. I Berlin: Kravene om kejserens og kronprinsens abdikation vokser

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 25. Oktober 1918.

Før Mødet i Dag aabnedes, kom Wissell hen til mig paa min Plads og sagde: „Jeg ved ikke, om De tillægger det nogen Betydning, hvad jeg mener, men jeg føler dog Trang til at sige Dem, at De i Forgaars har talt sagligt, fornemt og værdigt”

— Vi talte videre om Sagen, og han fortsatte: „Jeg deler Deres Standpunkt, thi jeg finder, at det ogsaa fra et almindeligt tysk Standpunkt set er bedst, at det nordslesvigske Spørgsmaal nu bliver endelig løst.

Gothein fik Ordet og talte meget bevæget. „Vi staar foran Skaar,” sagde han, „og det er vor egen Skyld. Det er usigelig haardt, at vi nu skal af med Elsass-Lothringen, til hvilket der knytter sig saa mange rige Minder, tyske Minder, helt tilbage til den tidlige Middelalder.”

Da han mindede om Goethes Ophold i Strassborg, blev han saa bevæget, at han brast i Graad.

Korfanty var i Formen drillende forsonlig, men saglig set overordentlig skarp og vidtgaaende i sine Krav.

Haegy slog paa blidere Strenge, men lagde ikke Skjul paa, at Stemningen i Elsass-Lothringen absolut var for Frankrig.

Mens han talte, kom Paul Gohre hen til mig og sagde: „Naar De og Polakkerne vil fra os, kan jeg forstaa det og forsone mig med det. De tilhører jo nu engang andre Folkestammer.

Men det er for mig usigelig bittert at høre denne Mand, som dog er tysk, tale saaledes, dobbelt fordi vi maa sige os selv at det er den tyske Politik, der driver disse Tyskere ud at Riget. Det er dette, vor egen Skyld og Brøde, der knuger mig saa stærkt.”

Antrick kom og gratulerede mig med, at min Tale havde været saa virkningsfuld. „Det klogeste og bedste er absolut, at vi afstaar Nordslesvig,” sagde han. „løvrigt er det ret ligegyldigt, hvad Regeringen mener om Sagen, thi ved Fredsslutningen vil vi dog blive nødt til at afstaa, hvad der er dansk.”

Af en Beretning, som jeg i Dag har afsendt til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, citerer jeg følgende:

„Elsass-Lothringerne, som er bleven forskræmte under fire Aars Militærdiktatur, vilde have trykket sig i Forgaars. Men efter at Dr. Ricklin havde faaet Vished for, at jeg vilde tone rent Flag, blev de bange for at blive isolerede, og i sidste Øjeblik bestemte de sig ligeledes til at hæve Viziret.

Dette var heldigt for mit Vedkommende, idet min Tale nu overalt saavel i Indlandet som i Udlandet bliver omtalt og kommenteret sammen med Polakkernes og Elsass-Lothringernes, og vor Sag dermed kædet sammen med deres under de internationale Fredsdrøftelser.

De almindelige politiske Forhold er meget bevægede. Der er, bortset fra altyske og konservative Kredse, ringe Stemning for Krigens Fortsættelse. Kravene om, at baade Kejseren og Kronprinsen skal træde tilbage for at bane Vej for Freden, vokser fra Dag til Dag i Styrke. Endog i national-liberale Kredse omtaler man nu aabent deres Tilbagetræden som den bedste Løsning.

Efter hvad der meddeles os i de sidste Beretninger hjemmefra, har der i Nordslesvig været udbredt et Rygte om, at Danmark havde afsluttet en Særtraktat med Tyskland, hvorefter Haderslev Amt skulde afstaas til Danmark.

Dette Rygte er uhjemlet. I Danmark udvikler alt sig meget heldigt. Regeringen og Rigsdagen — alle Partier — er helt enige om at kræve Nordslesvig ned til Afstemningslinjen og villige til at overtage alle de økonomiske Byrder, som Genforeningen med Danmark kan paaføre den danske Statskasse.

Jeg maa paany indskærpe Tilsynsraadets Medlemmer, at de hver Uge maa give mig en kort skriftlig Beretning om Stillingen i deres Distrikt, særlig om Stemningen blandt Danske og Tyske, enkelte Personers Udtalelser m. m., og navnlig straks at indberette, naar de erfarer noget om tyske Mod aktioner.

Det er helt nødvendigt, for at jeg altid kan have et klart Overblik over Stillingen.

Saasnart Tyskerne begynder at røre sig i større Udstrækning, maa vi svare med en Modbevægelse.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

19. oktober 1918. Peter Madsen: “Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 19.oktober 1918.

I dag har jeg meldt mig syg, og jeg var virkelig dårlig og led af en slem influenza med ret høj feber. Jeg lå i reviret i en hel uge, inden jeg blev skrevet rask, men jeg var ikke rask, og så langt rækker “Tyskens” magt dog alligevel ikke, at han er i stand til at skrive én rask, når man ikke er det.

Samme dags aften fik jeg et slemt tilbagefald og blev med sygebilen
om natten kørt til Marienkrankenhaus. Her var jeg i en 3-4 dage
og havde høj feber, men snart var jeg oven senge igen.

I denne tid er der ved at komme en soldaterbevægelse igang,og alle
steder er der utilfredshed.

Det siges, at “Tysken” går tilbage alle steder ved fronten, men her fra
garnisonen er alt, hvad der kan holde en bøsse sendt ud.

Tyskland vil vist gøre en sidste kraftanstrengelse.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”