Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.
Dette indlæg i Julekalenderen 2025 viser et souvenir-album med farvelagte fotografier fra Cairo, Egypten. Hæftet måler 21 x 29 cm.

Sammen med dette album indkom også to cigaretæsker udført i træ. Denne er dekoreret med en pyramide og sfinks på den ene side og et anker på den anden side. Æsken åbnes i toppen. Æsken måler 8 x 8 cm. og er 1,7 cm. bred. Cigaretæsken er udført med lommekniv af en krigsfange i engelsk krigsfangenskab i Madi, Egypten i 1918-1919.

Både album og æske har til hørt Anker Nissen (1892-1980) fra Kastvrå Mølle, Sommersted sogn.
Anker Nissen deltog i 1. Verdenskrig som sergent og var en del af enhederne I. Werftdivision Kiel på SMH Rubens og Schutztruppe i Tysk Østafrika. Han blev krigsfange i Afrika og vendte hjem efter krigen med Valkyrien fra Egypten over København. Siden blev han bankuddannet og bankdirektør i Gråsten. Han var desuden medlem af Aabenraa Amtsråd 1946-1958 og aktiv i Røde Kors nødhjælpsarbejde i Afrika.