Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.
Dette indlæg i Julekalenderen 2025 viser et askebæger, der findes på Museum Sønderjylland. Askebægeret har tilhørt Henrik Eriksen (1892-1964) fra Oksbøl sogn.

Askebægeret er kvadratisk med afskårne hjørner, måler 10,8 cm. og er presset i kobber. 2 af siderne har indgraveret henholdsvis “Souvenir” og “12/9/1937“.
I midten er loddet et våbenskjold i støbt messing med et tekstbånd med bynavnet “Aurillac“.
Da askebægeret indkom til museet på Sønderborg Slot medfulgte en seddel med teksten: “Foræring til Henrik Eriksen fra byrådet i Aurillac 12. 9. 1937“.