Tag-arkiv: landbruget

11. juni 1919. De fattige risikerer at dø af sult. Dr. Lausten-Thomsen om nøden i Nordslesvig

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De bringes over tre dage her 10., 11. og 12. juni.

Det Omraade, hvor jeg har de bedste Oplysninger, er Ernæringen. Vort Landbrug er jo lagt saaledes, at Kød er dets Hovedprodukt, men Kreaturantallet svinder ved de evige Rekvisitioner. En Gaardmand i Vodder Sogn fortæller, at han ved Krigens Begyndelse havde 95 Stykker Hornkvæg; den 1. Juli 1917 havde han kun 60. Indtil 1. Juli 1918 afleverede han yderligere 30; i Februar 1919 har han 45 Kreaturer paa sin Stald.

Der rekvireres maaske forholdsvis ikke flere Kreaturer i Sønderjylland end i Tyskland længere Syd paa, men Virkningen er alligevel haardere, hvor Landbruget som her lægger Hovedvægten paa Kvægbrug, end hvor Kornavl spiller Hovedrollen.

Et Landbomøde, der var sammenkaldt i Bredebro for at protestere, beherskedes fuldstændigt af Repræsentanter for Tønder Arbejder- og Soldaterraad under Ledelse af en sydfra indvandret, overmaade mundrap Murer ved Navn Wienecke.

Landmændene klager over, at det ikke blot er Slagtekvæget, der tages. Den Dyrlæge, der kommer i de fleste Stalde paa Sønderjyllands Vestkyst, siger, at han i Aar ikke har set noget Kreatur, han fandt egnet til Slagtning. Der tages nu Dyr paa 3-400 Pund, og det gaar ud over Køer og unge Kvier.

Høet koster nu efter Fredskurs 26-27 Øre pr. Pund. Opdræt af Kalve gaar under disse Forhold stærkt tilbage; naar de bliver et Par Aar gamle, har man sagt til sig selv, bliver de jo taget bort for en Pris, der ikke dækker Halvdelen af, hvad det har kostet at holde dem i Live.

Heste er der nok af; men ogsaa de er paa Tvangsration: 1-3 Pund Havre daglig. De faar ikke Foder nok til at være brugelige Arbejdsdyr, men Heste er det da, det er ogsaa det hele.

Som Landlæge i Sønderjylland tilbringer jeg store Dele af min Dag paa Bøndernes Vogne, og jeg tør nok sige, at Hestene i Gennemsnit er yderst sløje. Det er hændt mig undervejs til en Barselfærd, at Hestenes Kræfter slap op. Saa maatte Konen vente, til jeg kom til Fods.

Svinene er saa godt som uddøde, og det er jo ikke blot Sønderjylland, der skal kødforsynes; men der sendes af det tvangstagne Kvæg til Hamborg og ikke saa lidt til Saksen.

Paa det omtalte Møde i Bredebro sagde en hjemmetysk Bonde, at Landbruget er naaet til den yderste Grænse for, hvad det kan yde. Og denne ene Gang havde Hjemmetyskeren Ret.

Det svindende Kreaturtal og Kreaturerne, svindende Kvalitet gør sig gældende i Mælkeleveringen til Mejerierne.

De kan ikke en Gang alle Vegne paa Landet, levere den lovligt tilladte Smørmængde i deres eget Distrikt. 50 pCt. er det sædvanlige, Mejerierne maa tvangsafgive af Mælken; den sendes enten direkte til Hamborg eller først til en Tørringsanstalt i Haderslev, hvorfra den saa sendes videre.

I Skærbæk Mejeri indleveres ca. 8200 Liter Sødmalk om Ugen, en Femtedel af den normale Mængde. Deraf kan ifølge Rigsforordning af 3. Oktober 1916 uddeles til Børn under 6 Aar, ellers kun efter Lægeattest til Syge, til frugtsommelige og diegivende Kvinder.

Børn under 2 Aar har Ret til 1 Liter Mælk daglig, fra 2-4 Aar til 3/4 Liter og fra 4-6 Aar til ½ Liter Mælk. Der var i 1916 ialt 129 saadanne Børn i Skarbak. Naar de er over 6 Aar gamle, har Børnene ikke mere Krav paa Mælk; det har de øvrige 1007 Mennesker i Kommunen altsaa ikke.

Af Skummetmælken maa kun 50 pCt. sendes tilbage til Interessenterne. Til Forsørgelsesberettigede maa der afgives 1/4 Liter pr. Person. Resten skal stilles til Raadighed for det offentlige Ernæringsvasen, enten i Form af Ost eller sendes til Haderslev til Tørring.

Der kærnes paa Skærbæk Mejeri ca. 480 Pund Smør om Ugen, deraf fordeles til Interessenterne 212 Pund, til Byens og Omegnens Forsørgelsesberettigede 1360 X 70 gr = 190 Pund, til Syge paa Grundlag af Lægeattest 14 Pund.

Det maa dog bemærkes, at en Lægeattest ikke altid skaffer det Smør eller den Mælk, Lægen holder for nødvendig.

I Januar 1919 skrev jeg Attest paa 5400 gr Smør, men Myndighederne tillod kun, at der udleveredes 1890 gr deraf.

Dr.med. Hansen i Tønder meddeler kort og fyndigt: ”Patienterne faar ikke den Mælk, der skrives dem op af Lægen”.

En Beregning over Mælkeforholdene i Tønder viser, at der i denne By er 4500 Mennesker, som aldrig faar Malk. Derfor ser man dem ogsaa daglig milevidt fra deres By med Mælkeflaskerne paa Jagt efter en Draabe til Gamle og Sultne.

I Tønder faas iøvrigt om Ugen: 1600 gr Brød, 125 gr Kød, 70 gr Smør, 125 gr Marmelade.

Til i Sommer er der givet Løfte om et Æg hver 14. Dag.

En voksen Mand i Tønder faar altsaa daglig og ad lovlig Vej 1000-1250 Varmeenheder [kalorier], en Trediedel af et arbejdende Menneskes Behov.

Saa kommer naturligvis, hvad man kan faa ved alskens Svig og ad Smugveje. De er i Dag Betingelser for at kunne leve.

Den store Bonde og den rige Købmand kan betale Aagerpriser, og de skal nok komme igennem, men for Smaakaarsfolk er det tungt og haardt at skaffe det aller nødtørftigste til Veje. Deres Tilværelse er i Dag en Kamp for at opretholde selve Livet.

Vi har læst om over 20.000 Mennesker, der er døde af Sult i Bøhmen; jeg har set de rumænske Krigsfanger dø af Sult i tyske Fangelazaretter i Frankrig, og aldrig glemmer jeg deres udpinte Aasyn og svulne Lemmer; men lignende kan vi møde i Sønderjylland. Maaske endda ikke Sultedøden i denne dens skarpeste Form, men Folks Helbred ødelægges, deres Modstandskraft nedbrydes.

I dybeste Forstand er det alligevel Sult og Kulde, de dør af, naar Sygdommen rammer dem.

Der synes at vare den samme Opfattelse hos de fleste af Sønderjyllands Læger, at store Dele af Befolkningen faar for lidt at spise, at Børnene i stigende Tal faar Skrofulose, faar rindende Øjne og vædskende Udslet, ser uvaskede og uplejede ud, at de unge Mand og Piger trues eller lider af Tuberkulose, — hvor mange unge Mand ser jeg ikke, der bærer den lange Krigstids Spor, blege, udsultede, med Maver og Nyrer i Ulave.

De gamle lider mest, Dødens Host er stor iblandt dem. Koldbrand synes at være blevet en hyppigere Sygdom end tidligere. Det hænger vel ogsaa sammen med Sulten.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

12. januar 1919. H.C. Brodersen arbejder i Rion es Montagne og der bliver “…spundet skumle Planer.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

 Vi  er  atter  paa  bar  Bund,  og  Sulten  gnaver  i  Indvoldene. Men  som  „Nød  lærer  nøgen  Kvinde  at  spinde”,  bliver  der ogsaa  hos  os  spundet  skumle  Planer. 

Ud  fra  en  plomberet Jernbanevogn,  der  var  ladet  med  90  %  Ost,  og  som  var  færdig  til at  afgaa  til Paris, hentede  jeg  forleden  Aften  50  Pund. Samme  Aften  stod  August  fra  Jersdal  ved  Vinduet  og  vilde ikke  i  Seng.  „Hvad  staar  du  og  lurer  efter  August?”  spurgte jeg,  „gaa  dog  i  Seng!”” „Hvad  staar  du  selv  og  lurer  paa?”  svarede  han  tilbage, „gaa  du  dog  selv  i  Seng!”

Genstanden  for  vore  længselsfulde  Blikke  var  et  Heste­køretøj,  der  stod  nede  paa  Gaden.  Hesten  var  bundet  fast  til en  Telefonpæl,  og  Kusken  sad  i  Beværtningen  og  var  fuld. I  Køretøjet  laa  bagi  et  Par  dejlige  store  „Kringler”,  og  vi kunde  ikke  faa  Øjnene  fra  dem.  August  forsvandt  da  ogsaa ned  ad  Trapperne  og  kom  kort  efter  tilbage  med  de  efter­tragtede  Kringler,  der  sikkert  vejede  sine  50  Pund. 

De  blev omdelt  med  dobbelt  Portion  til  Helten.  Dog  det  værste  var endnu  tilbage,  thi  vi  kunde  risikere  en  Husundersøgelse  og maatte  derfor  spise  det  hele.  Saa  mente  vi var  ethvert  Spor da  udslettet.  Det  skulde  vi  dog  aldrig  have  gjort.  Vel  var det  en  behagelig  Følelse  at  være  mæt,  men  det  var  en  utilgivelig  Dumhed  at  spise  hver  6  Pund  Brød  og  lige  saa  meget  Ost  uden  først  at  sikre  sig,  om  der  kunde  købes  amerikansk  Olie. 

Det  blev  galt,  rigtig  galt,  og  af  Olie  var  der ikke  Spor  at  opdrive.  Vi  har  somme  Tider  været  paa  Arbejde  hos  Byens Gendarm. Det er  ikke  nogen  daaflig  „Tjans”. Vi  skal  save  Træ , men  en  Fil til at  file  Saven  med  synes  de ikke  at  kende  her  i  Rion.  Vi faar  derimod  udleveret  et  Stykke  Flæsk  til at  smøre  med. 

Saa  er  det  ikke  heldigt,  om  man har  Peter  Grau  til  Makker,  thi  han  spiser  Flæsket,  men  haler  ikke  bedre  i  Saven  af  den  Grund.  Det  bedste  er,  at  „Ma-dame”  om  Aftenen  giver  et  bedre  Maaltid,  og  her  er  Peter ikke  ubeskeden. 

Hvad  der  ellers  vækker  vor  Opmærksomhed  i  Rion,  er  Landbrugets  primitive  Indretning.  Træplove og  Harver,  der  i Menneskealdre  hjemme  har  ligget  paa  Museum  eller  er  hugget  til  Brænde,  er  her  højeste  Mode.  „Madame”  bærer  Bukserne,  og  „Monsieur”  har  intet  at  skulle have  sagt.  Det  ser  og  hører  vi hver  Dag.  Flinke  er  Folk  just ikke,  men  vi  taales.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: beslaglæggelser…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Større kreaturleveringer

I Tondernsche Zeitung skrives, at der fra provinsen Slesvig-Holsten skal leveres 9000 kreaturer indtil midten af august maaned til hærforvaltningen og industriomraadet. Der er dog, mener bladet, ingen grund til bekymringer, da landets kreaturbeholdning den 1. marts i aar var 21,336,000 stykker. Det vil sige 342,000 mere end i 1913.

Skolerne og landbruget

Generalkommandoen skriver bl.a.; Sikringen af landbrugets arbejdskræfter og derigennem folkeernæringen staar i de kommende uger og maaneder i første række. Dette har skolerne inden for korpsdistriktet taget hensyn til ved forlængelsen af sommer- og efteraarsferien. Ungdommen maa være klar, at ferien i aar ikke tilhører dem, men fædrelandet. Ogsaa ud over ferien er skolemyndighederne villige til at give orlov og tage tilbørligt hensyn til, at unge sysselsættes i fædrelandets hjælpetjeneste. Saaledes kan og vil de unge ogssa paa markerne med glæde gøre deres pligt.

Beslaglagte af staten

To gaarde i Roager sogn er blevne beslaglagte af staten. Det er Hans Mauritzens ejendom i Roager og Ole Jepsens ejendom i Øster Aabølling. Begge ejere er, da de var hjemme paa orlov, deserterede.