Tag-arkiv: fred

17. december 1918. H.C. Brodersen kæmper med forholdene som krigsfange. “…Var jeg blevet paa den anden Side, havde jeg forlængst været hjemme.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

V i  har  hver  Dag  ventet  paa  at  høre  Nyt  fra  Lejren  om  at komme  hjem,  men  intet  hører  vi.  Forbindelserne  hjemefter er  nu  i  Orden,  og  Aviserne bringer  Nyt  om,  hvad  der  foregaar.  For  Resten  er  vi  meget  daarligt  stillet. 

Penge  har  vi ingen  af,  og  Barberkniv heller  ikke.  Skægget  gror,  som  det vil,  da  vi ikke  kan  blive  skrabet.  Føden  er  knap  og  ikke  god. Undertøjet  er  slidt  op,  og  vi  fryser  om  Natten. 

Jeg  har  tit ærgret  mig  over  at  være  blevet  taget  til Fange  saa  sent  som i  Oktober  Maaned. Var jeg  blevet  paa  den  anden  Side,  havde jeg  forlængst  været  hjemme.  Hvor  længe  endnu  mon  dette skal  vare? 

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

2. december 1918 – Hejmdal: For dem har det kun været et interessant skuespil

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal


En Tilkendegivelse fra Regeringen i Slesvig

Under Overskriften “En Advarsel og en Formaning” offentliggøres i “Kieler Zeitung” følgende:
“Til Befolkningen!
Der er stadig falske Rygter i Omløb om Nordslesvigs Skæbe. I det jeg advarer imod at skænke disse Rygter Tiltro, meddeler jeg følgende til Oplysning:

Rigsregeringen har anerkendt Wilsons 14 Punkter og dermed ogsaa Nationernes Ret til Selvbestemmelse. Deraf følger, at Regeringen ogsaa vil til tilstede Danskerne den af dem ønskede Afstemning. Vedrørende Grænselinjen for denne Afstemning er der endnu intet fastsat.

Paa Grund af personlig Henvendelse i Berlin og af egne Bestræbelser kan jeg forsikre, at alle ensidigt mod Danskerne rettede Forordninger med det første vil blive fjernede, og at Skoleordningen i Nordslesvig vil blive underkastet en Revision i Kulturministeriet.

Afstaaelsen af Land til en anden Stat maa i alle Tilfælde godkendes af den preussiske saavel som af den tyske Nationalforsamling. Indtil det Øjeblik, da denne Godkendelse foreligger, gælder alle Stats- og Rigslove i Nordslesvig ubetinget, selv de Forordninger, der er rettet imod Danskerne. Saalænge der ikke indtræder nogen Ændring, maa disse Forskrifter respekteres og efterfølges. Det samme gælder Forskrifterne om Forsyningen med Næringsmidler og Raastoffer. Egennyttig Fremfærd kan hidføre Hungersnød. Ogsaa Nægtelsen af Arbejde eller Levering kan virke ødelæggende nu.

Af Hensyn til det Fælleskab, som sikkert vil komme til at bestaa mellem os i flere Maaneder endnu, beder jeg indtrængende: Arbejder, organiserer Eder og hold Orden!

Slesvig, den 30. November 1918.
Tilforordnet hos Regeringspræsidenten.
Ed. Adler 


Skylden for Krigen


Den tyske Regering har, efter hvad der meddeles fra Berlin, overrakt de Allierede en Note, hvori den foreslaar, at der bliver nedsat en neutral Kommission til Undersøgelse af Spørgsmaalet om Skylden for Krigen, en Kommission, der skal bestaa af Mænd, hvis Karakter og politiske Erfaring garanterer en retfærdig Kendelse.


Fra Felten


Brev fra Elsas

En Søndag Eftermiddag sent om Høsten, naar Solen skinner paa Skovens brogede Løvtag, paa Dalens grønne Enge og Agre, og paa Hyttevæggen, der er klædt med den vilde Vins blodrøde Løv, da bliver det en for trangt mellem de fire Vægge, og man griber til Staven og vandrer op over de høje Fjælde.

Jeg er i Dag fri for Vagttjenesten, og fri som Fuglen i Luften føler jeg mig, mens jeg vandrer ad Stien, der snor sig op gennem Skoven, stedse højere og højere. Snart vader jeg i det gule, løse Sand snart træder min Fod paa den bare Klippe, nu kravler jeg møjsomt op ad en stejl Brink, hvorefter jeg atter vandrer mageligt ad en Sti, der er gravet ind i Bjergsiden. Overalt hvælver Skoven sit Tag over mig, Løvtræernes gulbrune Bladhang, og Fyrretræernes mørkegrønne Grene. Sagte drysser de visne Blade ned for min Fod, og Skovbunden bækkes med et Tæppe saa fint, saa fint, som var det Guld.

[…]

En god Mils Vej fra denne Landsby findes der en gammel Borgruin, som jeg agter at besøge; jeg stiger altsaa atter fra Dalen op gennem Skoven, for at korte Vejen skyder jeg Genvej, idet jeg kravler lige op ad den stejle Bjergskraaning. Det korter rart paa Vejlængden, men jeg er ogsaa næsten badet i Sved, da jeg naar Toppen. Heroppe paa hvis Tinde den gamle Borgruin ligger; ved Foden af Klippen ligger en Landsby, tvende Kirketaarne rager op over Hustagene.

Jeg kaster mig ned i Græsset ved Foden af et Krucifiks, der staar paa en lille Jordforhøjning, hvor den knudrede Fodsti støder sammen med Landevejen, der i en Slangelinje snor sig op ad Bjerget. Billedet af den korsfæstede træffer man overalt hernede i Syden, ham, der elskede Menneskeslægten saa stærkt, at han ofrede alt for den.

Og hvor lidt har Menneskene paaskønnet denne Kærlighed!

Er Hadet i denne Time ikke mægtigere end Kærligheden? Jeg lytter, det surrer i Luften, højt oppe i den let disede Luft øjner jeg et Par Punkter. Saa knitrer et Par Maskingeværer, altsaa en Luftkamp.

Flyverne kommer nærmere og nærmere, hvor mange der er, formaar jeg ikke at tælle. Saa blinker det paa en Gang oppe i Luften, en Flyver styrter brændende til Jorden, forsvinder bag de skovbeklædte Bjerge. Et Par Drenge, der har leget i min Nærhed, svinger med Huerne og raaber Hurra; for dem har det kun været et interessant Skuespil, de tænker slet ikke paa, at det var to Menneskeliv, der sluktes med dette Stjerneskud.

[…]

Nede i Landsbyen ringer Klokkerne til Ave, og i det fjerne drøner Kanonernes evindelige Torden, men oppe paa Bjergvolden gaar et ungt Par mellem Krattets gulnede Løv. De mærker ikke min Nærværelse, og de kysser hinanden flere Gange; idet jeg gaar forbi dem, vender hun sig forlegent bort, men han nikker smilende til mig og siger: “Godaften, nu faar vi snart Fred, Kammerat!” Det er sagtens en Soldat, der nyder Orlovens korte Timer.

Ja, Fred, det Ord har Klang, lyder som Musik fra en anden Verden. Men her paa Jorden er Fredens Engel en fremmed, som du og jeg.

Th. K.

(Læs hele Hejmdal fra 2. december 1918)

12. november 1918. H.C. Brodersen oplever krigens afslutning sammen med den franske befolkning.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Arbejdet  her  kan  vi  sagtens  overkomme,  og  det  samme  er Tilfældet  med  de  Rationer  af  Levnedsmidler,  der  bliver  os tilmaalt.  I  Gaar  var  der  Klokkeringning  og  Begejstring  i Byen.  Der  var  indtraadt  Vaabenstilstand,  blev  der  fortalt.

Foran  Vinduerne i  vort  Kvarter samlede  Folk  sig  og  raabte: „Giume  kaput.  Giume parti  Holland.”  „Giumeici , ”  sagde  de og  gjorde  en  Betegnelse  omkring Halsen, der  ikke  var  til  at misforstaa.  Nu  venter  vi  hver  Dag  paa,  at  vi  skal  hjem.

[“Guillaume” er den franske version af “Wilhelm”, RR]

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. november 1918. “Danskerregimentet” Nr. 86 marcherer hjem gennem Belgien.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 12. november tiltrådte regimentet tilbagemarchen til hjemlandet sammenmed sin division. Den belgiske befolkning forholdt sig korrekt. Den orden,i hvilken fronttropperne trak sig tilbage, aftvang stadig respekt.

Retningen var i begyndelsen nordøstlig. Syd for Namur blev Maas overskredet den15. november. Så gik det stik øst, hele tiden 3-4 dages march, så en dags hvil, gennem de øde udløbere af Hohes Venn mod den tyske grænse.

Den blev overskredet den 21. november ved Recht, 10 kilometer syd for Malmédy. Nu steg regimentet op på Eifels nøgne højland. Kun få landsbyer og dårlige kvarterer. Det sene efterår var heldigvis mildt og tørt. Indbyggerne fortalte, at der ved denne tid ofte lå meterhøj sne. Hvis det havde været sådan nu, så ville vognene på grund af de afkræftede heste være blevet ynkeligt hængende.

Den 29. november steg regimentets kolonner ned i Rhindalen. Man nåede Bonn. Modtagelsen her var overordentlig hjertelig og velgørende. Den følgende morgen kl. 10, march over Rhinen. Lige før broen holdt divisionskommandøren friherre von Massenbach.

Hele divisionen marcherede i mønstergyldig orden forbi ham. Aviserne i Bonn berettede om det gode indtryk, som 18. division havde gjort på borgerne. Så brusede den tyske flod under 86’ernes fødder.

Fra højre hilste herover den strenge statue af Ernst Moritz Arndt, på hvis sokkel der stod at læse: ”Rhinen, Tysklands flod, ikke Tysklands grænse!” Men ”Wacht am Rhein”, engang sunget så stolt og sejrssikkert, ville ikke komme over læberne, skam og smerte lukkede munden. Man vidste jo, at man om få dage måtte overlade dette dyrebare land til en overmodig sejrherres nåde.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

11. november 1918 – Hejmdal: Et historisk øjeblik

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskland Republik


Fra Berlin telegraferes til os Klokken 3,15 Lørdag Eftermiddag:

Kejseren har frasagt sig Tronen. Fra Rigsdagsbygningens Altan har Scheidemann lige proklameret den tyske Republik.

Den socialdemokratiske Rigsdagsmand Ebert er bleven udnævnt til Rigskansler.
Scheidemann danner den nye Regering af begge socialdemokratiske Retninger.


Vaabenstilstand


Officielt meldes: I Gaar Morges har der fundet en Drøftelse Sted mellem Statssekretærerne. Efter at Vaabenstilstandsbetingelserne var bleven bekendtgjort, blev disse antagne. Tilsvarende Anvisninger er bleven givet Fredsdelegationen.

Om Eftermiddagen blev følgende Note afsendt til Statssekretær Lansing:
Hr. Statssekretær! Overbevist om Fællesskabet i de demokratiske Maal og Idealer har den tyske Regering henvendt sig til De fornede Staters Præsident med Bøn om at genoprette Freden.

Denne Fred skulde svare til de Principper, som Præsident Wilson altid har bekendt sig til. Dens Formaal skulde være en retfærdig Løsning af alle Stridsspørgsmaal og en varig Udsoning mellem Nationerne.

Præsidenten har endvidere erklæret, at han ikke førte Krig med det tyske Folk, og at han ikke vilde hindre det i dets fredelige Udvikling.

Den tyske Regering har modtaget Betingelserne for Vaabenstilstanden. Efter en Blokade paa 50 Maaneder vil disse Betingelser, i Særdeleshed Afleveringen af Færdselsdmidlerne og Underholder af Besætningstropperne ved samtidig Fortsættelse af Blokaden gøre Ernæringsforholdene i Tyskland helt fortvivlede og betyde Hungersdøden for Millioner af Mænd, Kvinder og Børn.

Vi maatte antage disse Betingelser, men vi gør alvorlige og højtideligt Præsident Wilson opmærksom paa, at Gennemførelsen af Betingelserne maa vække en Stemning i det tyske Folk, der er modsat den, der danner Forudsætningen for Folkesamfundets Nyopbyggelse og borger for en varig Retsfred. Det tyske Folk henvender sig derfor i sidste Time endnu en Gang til Præsidenten med Bøn om at virke hen til at mildne de tilintetgørende Betingelser hos de Allieredes Regeringer.

Statssekretæren for udenrigske Anliggender, Solf


Et historisk Øjeblik


I Lørdags bekendtgjordes det i Aabenraa ved en Udraaber, at der Søndag Formiddag Klokken 10 vilde blive afholdt en Borgerforsamling i Byens Gymnastikhus. I Gaar til den fastsatte Tid var Huset fyldt med Interesserede og Nysgerrige af de forskellige Folkelag.

Byraadsmedlem Nagott bød Fælder, Borgere og Borgerinder velkommen og gav derpaa et kort Overblik over de sidste Dages historiske Tildragelser; han meddelte, at Kejseren havde abdiceret, ikke frivilligt, men havde maattet fjernes fra Tronen med Magt, havde opsøgt det eneste Sted, hvor han kunde tænke at finde Støtte, det store Hovedkvarter; dog heller ikke dette vilde kunne hjælpe den faldne Hersker, hans Magt er brudt og Militærsystemet fjernet for stedse. Et Eftermæle af “Vorwärts” blev oplæst: Ikke ved blodig Brutalitet, men i Ro og Orden var denne vældige Forandring fuldbyrdet; ikke militær Tvang, men Frihed, Lighed og lige Ret for alle skulde være Fremtidens Løsen. Det historiske Øjeblik var kommet, da han kunde proklamere Tyskland som Republik. Proklamationen blev af en stor Del af de Tilstedeværende besvaret med Hurraraab.

Derefter talte en Matros af Militærraadet og et Medlem af Arbejdetraadet. De udtalte begge, at det ikke drejede sig om at dele eller røve og plyndre, men om at bygge op igen, om at være lige i Arbejdets Pligter og Rettigheder.

Derpaa talte Murer Ewald, som første Aftenen i Forvejen var kommen hjem fra Hamborg. Han kunde meddele, at han i Modsætning til cirkulerende Rygter ikke havde set Lig eller Saarede paa Gaden, kun nogle Uforstandige havde forsøgt det umulige, at standse denne Folkebevægelse ved Hjælp af et Par Maskingeværer; men der herskede nu Ro og Orden i alle Forhold. De hidtilværende Embedsmænd, der havde Indsigt i Forholdene og Rutine i Arbejdet, besørgere som de mest egnede fremdeles Administrationen, dog under Tilsyn af Soldater- og Arbejdetraadet. At holde Ro og Orden skulde overalt være deres fornemmeste Opgave, ogsaa her, og hvem der ikke fulgte deres Anordninger eller modsatte sig, vilde blive dragen til Ansvar. Han opfordrede de borgerlige Foreninger til at indmelde sig i den demokratiske Forening, hvad der kunde ske paa Forsamlingen næste Dag eller senere, og han haabede, at de vilde støtte den store befriende Bevægelse og ikke slaa fra som i 1848.

Til Slutning bekendtgjorde Borgerrepræsentant Nagot, at man vilde begive sig op til Raadhuset for ogsaa der at proklamere Republikken, og han opfordrede de Tilstedeværende til at slutte sig til Optoget.

Efter Ankomsten til Raadhuset blev den røde Fane hejst paa Flagstangen ved Raadhustrappen. Da den røde Dug havde naaet Toppen, lød der en Stemme ud af Forsamlingens Midte: “Den vanter eno de hvi’e Kors”, hvorefter en anden tilføjede: “Ja, men det kommer nok.”

Derpaa oplæstes Proklamationen, og der udbragtes et Leve for den nye Republik. Uden mindste Forstyrrelse spredte sig derefter den store Forsamling; hver gik til sit, og den sædvanlige stille Søndagsfred hvilede over Byen, saa man kun vanskeligt gjorde sig det klart, et hvor mægtigt historisk Øjeblik man havde været med til at opleve.


Den største Sejr!


Rigskansleren har rettet et Opraab til Tyskerne i Udlandet, hvori det hedder:

I disse tunge Dage vil mangen en af Eder, Folkefæller, der bor udenfor det tyske Fædrelands Grænser, være omgivne af Skadefryd og Had, og det vil gøre Eder tunge om Hjertet. Fortvivl ikke paa det tyske Folks Vegne.

Vore Soldater har indtil det sidste kæmpet saa heltemodigt, som nogen Sinde nogen Hær har kæmpet. Hjemmet har bevist en uhørt Kraft i Lidelse og Udholdenhed. I det femte Aar forladt af sine Forbundsfæller kunde det tyske Folk ikke længer føre Kampen mod den stadig voksende Overmagt. Sejren, som vi haabede paa, blev os ikke til Del; men det tyske Folk vandt en større Sejr, idet det besejrede sig selv og sin Tro paa Retten og Magten.

Af denne Sejr vil vi i den tunge Tid, der forestaar os, øse ny Kraft, hvorpaa ogsaa I kan bygge. Dem af Eder, der under de haarde Krigsaar har stridt og lidt for Eders Fædreland, vil i det nye Tyskland heller ikke forglemme at takke. Saavidt det staar i det tyske Folks Magt at lindre denne Krigs Lidelser og dens Følger, vil dets Omsorg lige saa godt blive Tyskerne i Udlandet til Del som Tyskerne i det snævrere Hjemland.

Rigskansler Prinx Max af Baden.

(Læs hele Hejmdal fra 11. november 1918)

11. november 1918. Krigen er slut for Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. “En kort lykkefølelse berusede.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 11. november kl. 9 om morgenen melder telefonen de tunge ord: ”Kl. 12 middag er der våbenhvile over hele fronten”. Regiment 86 oplevede ikke effektueringen af denne ordre ved fronten, men som divisionsreserve ved Chaudeville ved den belgiske grænse. Mangen et øre lyttede ved middagstid efter fronten, hvor endnu engang kanonerne dundrede. Så indtrådte stilheden. Verdenskrigen var slut.

Det i årevis længselsfuldt ventede øjeblik var kommet. Af sådan en storhed og tyngde var dets betydning, at det næppe var til at fatte. At være sluppet helskindet ud af denne fire år lange gru, denne fireårige dødedans! Var dette mirakel virkelighed? Ingen døde og sårede kammerater mere! Ikke mere gå i stilling en vinternat i regnvejr, ikke stirre i timevis fra mudderet ind i mørket, omgivet af eksploderende granater og miner! At sove, at kunne sove, nat efter nat, ingen alarmering mere, ingen brag af flyverbomber! Og så hjemstavnen, kone og barn, kæreste, forældre, arbejde! En kort lykkefølelse berusede. Den kunne kun være kort.

Samtidig kom der andre nyheder: Våbenstilstandsbetingelserne, revolution i Tyskland. Den der tænkte videre og havde sit fædreland kært, hos ham druknede glæden over jeg’ets frelse snart i bitter vrede og smerte for Tyskland. Tyskland havde udkæmpet en mere end fireårig kamp for sin eksistens og sin fremtid, og det havde tabt. Strømme af blod havde flydt forgæves. Løgn og misundelse havde sejret og satte nu foden på dets nakke. Tænderskærende måtte en overmodig fjendes ydmygelser tåles.

Men værre var: I hjemstavnen viste der sig ingen storhed i ulykken. Fejghed og æreløshed førte dér det store ord. Ville denne ånd springe over på fronten? Ville lydigheden og ordenens bånd løsne sig og millionhæren kaste sig over Belgien og hjemegnen som en hoben tøjlesløse plyndrere? Det var det usikre spørgsmål.

Det skete ikke. Ganske vist så man i forsyningsområdet nogle bilkolonner medrøde vimpler og hujende desertører. Det forblev gud ske lov et helt lille antal. Størstedelen af fronten tog afstand fra galskaben og forblev pligttro og lydig vel vidende, at kun sådan kunne det værste forhindres. Frontånden havde sejret.

På dette sted bør nævnes regimentets samlede tab. De andrager af døde det uhyggelige tal af 97 officerer og 3899 mand. Det er betragteligt flere end regimentets kampstyrke ved udmarchen, som dengang androg 70 officerer og 3025 mand.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

9. november 1918 – Hejmdal: Hver dag leder man efter nyheder om, at freden er rykket et skridt nærmere

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Soldaterraadet i Aabenraa


Vor Repræsentant havde atter i Aftes en længere Samtale med Soldaterraadet for at søge en Del Oplysninger, der beredvilligst blev givet ham.

Vi vil fremhæve, at alt er foregaaet paa den mest rolige og fredelige Maade. Baade Officerer og Menige er enige om, at Bevægelsen paa ingen Maade ledes af bolshewikiske Idéer, men, som vi skrev i Gaar, kun tager Sigte paa at støtte den nærværende demokratiske Regering i Tyskland, for at den endelig kan komme til at sidde fast i Saddelen og faa Lov til uindskrænket og upaavirket at hidføre Freden.

Bevægelsen har her indskrænket sig til at faa Orden i eget Hus. Soldaterraadet har endnu ikke foretaget noget Stridt hos de civile Myndigheder, men foreløbig ladet disse arbejde uforstyrret videre. Naar der imidlertid, som der i Dag er hændt i en højere Skole her i Byen, agiteres imod Bevægelsen med Bagvaskelser og paa en ophidsende og foruroligende Maade, saa kan der ikke noksom advares imod en saadan Uforstand.

[…]

Til Beroligelse for dem, der betragter det røde Flag paa Flyverhallen som en Oprørsfane, skal vi meddele, at Flaget og Fjernelsen af Kokarden kun er en foreløbig Indretning for at de, der staar i Bevægelsen, gensidigt kan kende hverandre. Saasnart Bevægelsen er rodfæstet overalt, vil Krigsflaget atter blive hejst som Højhedstegn og Kokarden atter blive baaret.

[…]


Fra Felten


I Felten d. 26. Okt. 18.

Kære “Hejmdal”!

Hjertelig Tak for dit trofaste Besøg hernede i det fremmede Land. Du er den eneste Landsmand og trofaste Kammerat, jeg har her ved vor Afdeling. Da jeg de to første Gange var i Felten, havde jeg altid den Lykke at have trofaste Kammerater fra Nordslesvig, med hvem man kunde dele ondt og godt, men denne Gang staar jeg ene blandt de Mange, og selv om man finder gode Mennesker overalt, saa tænker og føler de dog anderledes end vi, derfor er det saa rart at faa Hjemmets Blad hver Dag, med Nyhederne fra Hjemmet, baade gode og triste. I denne Tid er det ikke mindre de store Verdensbegivenheder, der fængsler vor Interesse, og hver Dag leder man efter en Artikel, der tyder paa, at Freden er rykket et Skridt nærmere. Gid den Dag snart maa komme, da du bringer os dette Glædesbud, saa du maa faa Lov til at sine Venner, som du i de lange Krigsaar altid har været en kærkommen Gæst, ad en kortere Vej.

Nu bedes du hilse alle dine Læsere baade i Hjemmet og i Felten, fra Skytte Ed. J. Lund

I Felten, den 18. Oktober 1918

Kære “Hejmdal”!

Beder dig ad denne Vej sende Venner og Bekendte hjemme og ved Fronten en venlig Hilsen fra Peter Christiansen fra Nørballe ved Felsted.

Kære “Hejmdal”!

Mange Tak fordi du stadig finder os derude i Felten og bringer os alle Nyheder fra Hjemmet og fra Felten. Og en venlig og kærlig Hilsen til alle Bekendte baade hjemme og ude i Felten

Andreas Witte fra Nordborg paa Als.

Falden
Landmand Nicolai Paulsen i Gaardeby ved Tinglev har ifølge “A. T.” modtaget Meddelelse om, at hans 19 Aar gamle Søn Martin er falden den 10. Oktober.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Jørgen Hansen fra Ellum og Gefr. Christian Klingenberg fra Ladegaardsskov er faldne.

Død af sine Saar
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Magdalus Christensen fra Klovtoft er død af sine Saar.

Døde af Sygdom
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Marius Mathiesen fra Gramby, Gefrejter Niels Prinds fra Arnum og Hans Qvist fra Haderslev er døde som Følge af Sygdom.

Saarede
Frederik Bøllner i Felsted har fra Kompagniet faaet Meddelelse om, at hans Søn Calus den 17. Oktober er bleven saaret under de sidste haarde Kampe i Frankrig. En Ven af ham har ogsaa skrevet dem til, at deres Søn var bleven saaret i Kinden, men han vidste ikke, hvor han var bleven af.

I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Gefrejter Thomas Jessen fra Brandsbøl, Hans Johansen fra Ravsted, Niels Johansen fra Dybbøl og Oskar Maza fra Løgumkloster er haardt saarede.

Som let saarede opføres:
Hans Johansen fra Vestermark i Tønder Amt, Nis Johansen fra Kobbermølle, Karl Damm fra Erlev, Emil Frøslev fra Frøslev Mark, Andreas Lund fra Sejerslev, Christian Møller fra  Skovby-Balle, Gefr. Rasmus Rasmussen fra Rødding og Karl Schmidt fra Højer.

Endvidere meddeles, at Sergt. Peter Jørgensen fra Ullerup og Andreas Lassen fra Hyrup er let saarede, men bliver ved deres Troppeafdeling.

Saaret ved et Ulykkestilfælde
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Petersen fra Tandsholm er bleven let saaret ved et Ulykkestilfælde.

Saaret og savnet
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Løjtnant i Reserven Jens Vestergaard fra Emmerlev atter er saaret, tilmed denne Gang haardt, og desuden er savnet.

Savnede
I de sidste preussiske Tabslister meddeles, at Thomas Clausen fra Felsted, Martin Hansen fra Ballum, Jørgen Jørgensen fra Ulstrup, Hans Krigh fra Oksbøl, Sergt. Jørgen Paulsen fra Adsbøl, Peter Petersen fra Haderslev, Jørgen Rudolph fra Helved, Bernhard Budde fra Lert, Nis Fogt fra Østerby paa Kajnæs, Jens Hansen fra Jernhyt, Peter Hansen fra Padborg, Underofficer Slevers Lassen fra Ensted, Peter Nikolajsen fra Ellum, Asmus Petersen fra Bilsbæk, Gefr. Jørgen Petersen fra Aabenraa, Karl Schmidt fra Hyrup, Hans Seemann fra Styding og Underofficer Christian Sørensen fra Ørby er savnede.

I Fangenskab
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Schlichting fra Dybbøl er i Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 9. november 1918)

11. marts 1918 – Milert Schulz: “For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 11.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

For dit kj. Brev fra den 3.3. kj. Fader har jeg for et par Dage med Tak modtaget. Seer at du har været Kiesgruben. Ja jeg vil nok tro at det har ikke rigtig været efter dit Hoved kj. Fader med de heele. Jeg kan nok tænke mig ind i den Stilling i de 7 Dage med det heele Barakkervæsen at sove der paa saadan et Lager og spise denne Samppamp. Det er lige en modsetning som hjem hos Moder. Men da jeg læste det kunde jeg ikke lade være med at lee da nok ved at det er ikke noget for dig kj. Fader.

Vi herude kjender det jo bedre. Jeg har min Seng bestaaende af mit Telt fyldt med Holzwolle og den er saa haard, og saa 2 Dekker og min Mante, men jeg sover heelt godt paa dette Lager. Ellers kan jeg ikke klage. Vi har det heelt godt herude og jeg er Gud skee Tak sund og rask. Vi ved Telefonen gjör kun Tjeneste om Formiddagen og om Eftermiddagen seer vi at trykke os for Tjenesten. Jeg vilde egentlig havde skreven igaar men Vejret var så yndig at jeg har ikke Lyst at være inde. I disse dage har vi i det heele smukt Vejr. Naar Vejret er smukt er Humöret ogsaa godt. Jeg glæder mig blodt paa min Orlov. Vis alt gaar godt og Orloven gaa videre som den nu gjör saa kommer jeg hjem i Mai eller Juni altsaa atter i den smukke Sommertid.

Igaar kom der her en Zeppelin flyvende til Uakyst og idag kjörte den tter bort. Vorhen ved jeg ikke. Nu har vi dog endelig faaet Fred med Rusland og Rumanien kommer vel ogsaa snart. Forhaabentlig kommer de andre Magter ogsaa snart at vi saa kan komme hjem igjen.

Som jeg skrev Eder i sidste Brev at vi kom bort den 13. bliver ikke til noget, som jeg har hört bliver det först sidst i denne Maaned eller först i April men det gjör heller ikke noget. Her kan man da holde det ud. og denne Tid gaar jo ogsaa af ad Krigen. For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem. Den övrige deel af dit kj. Brev har jeg taget mig til Hjerte kj. Fader. Herren vil i kommende Tider ogsaa være med os og velsigne vort kj. Hjem. Ellers viste jeg ingen nÿt dennegang.

Vær saa kj. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

(Breve i privateje)

 

1. marts 1918 – Mathias Damm: “Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 1.3.18 Morgen.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra d 21. De har nu fundet paa kun at bringe Pakker hver 3. Dag, naar Vognen kommer med Forplejning. Haaber nu i Aften eller imorgen tidlig at faa 51. Idag har Tyskerne nok Lyst til at læse Franskmanden Fredsbetingelseme for, men der er temmelig mange Trykfeil og Punkter. Det Skam har ogsaa godt af noget, Kanske de dog engang kunde komme paa andre Tanker. Jeg er igaar flyttet lidt i en øsende Regn. Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne. Her er det mere beskidt end i 1. Grav. Forkølet er jeg naturligvis ogsaa. Støvlerne ere raadne og endda faar man ingen ny.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

8. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 8/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det store Julepakke jeg modtog i Gaard. Det var alt sammen i god Behold, saa du kan tro jeg spiser i Dag. Her har vi ordentlig Vinter ikke alene udenfor, men ogsaa i mine Tænder. Jeg har jo riglig faaet 3 Tænder ud, men nu er der 4 andre Stumper der gør ondt, saa jeg kan næsten ikke skrive. Det ender med at jeg skal have dem trukket ud ogsaa, saa har jeg sandelig ikke mange tilbage.

Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer. Her siges det at Russerne vil til at begynde igen. Dersom det er tilfældet maa i nok købe mig en Gaard ved Lejlighed, og se at faa mig Reklameret til Foraaret, men bliver det til Fred med Russerne behøver i det ikke for saa skal vi nok blive ferdig til Foraar allerede.

Mange herlige hilsner sender Eder alle
din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

4.december 1917 – Milert Schulz: ”Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm ”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 4.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Für Pappas Brief vom 25.11. meinen besten Dank. Sehe ja aus deinen Schreiben, dass du recht oft zu Hause bist lieber Vater. Ich kann ja auch wohl verstehen dass du da am liebsten bist. Mir geht es auch recht gut hier bin jetzt so leidlich wieder hergestellt. Mein Magen ist auch besser geworden, wenigstens habe ich nicht mehr diesen durchfall. Will Euch heute auf eine Sache aufmerksam machen. Wie Ihr ja auch wisst werden auch hier im Felde Kriegsanleihe gezeichnet aber auf eine andere Art und Weise.

Hier wird nämlich zuerst in kleinen Beträgen von 3 Mark gespart und da bekommen wir eine 3 Marksmarke die im meinen Sparzettel eingeklebt werden. Nun habe ich auch damit angefangen und das Geld ist auf der Krissparkasse in Apenrade eingezahlt worden. Alle 10 Tage spare ich Mark u. wenn 100 Mark voll sind wird dieser Betrag von der Sparkasse als Kriegsanleihe gezeichnet. Also damit wenn mir was passieren sollte dass da Geld von mir liegt. Die Sparkontonummer habe ich noch nicht bekomme, aber sobald sie hier ist werde ich Euch dieselbe gleich mitteilen. Sonst wäre da weiter nichts von dieser Sache.

Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm. dicke Schneeschicht. Das ist so ungemütlich mit diesen Schnee. Es ist immer Dreck und Plantsch. Mit dem Fortkommen von hier weis ich noch nichts bestimmtes. Wir liegen jedenfalls noch in Ruhe.

Hatte vorgestern Brief von Tante Mie aus Düppel da schickte sie mir auch Vetter Nielses Bild. Nach ihrem Schreiben sind die ja gut zufrieden da. Von Schwester Mie u. Thilde u. Bruder Matth. hatte ich auch gute Nachricht. Nur Thilde schrieb sie lag schon 8 Tage zu Bett. Habe gestern einen Brief an Onkel Sören in Hadersleben u. an Bestefar habe ich auch geschrieben. Sonst wäre da nicht weiter neues. Wenns geht schick mir öfters ein Paket mit Kuchen liebe Mutter denn dass ist doch immer etwas anderes.

Für diesmal sei dann herzl. gegrüsst u. auf baldiges Wiedersehen Euer Sohn u. Bruder

Milert. 

(Breve i privateje)

27.november 1917 – Milert Schulz: ”Wir liegen ja immer noch in Ruhe”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 27.11.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Besten Dank für Vaters Karte vom 19. Sowie deinen Brief vom 20 liebe Mutter. Sehe gleich zu Anfang das Briefes dass du mir ein Paket mit Kuchen abgeschickt hast. Nun warte ich ja darauf mit Freuden. Hier ist noch alles heim alten. Ich bin Gott sei dank soweit gesund munter. Sehe aus deinem Schreiben das zu Hause im lieben Heim dasselbe der Fall ist. Nein liebe Mutter mit meinen Magen habe ich noch nicht krank gemeldet. Es wird auch nur wenig Zweck haben, da man doch bloss ein paar Tage Schonung bekommt und am liebsten möchte ich auch hier bei der Komp. bleiben. Denn wenn man ins Laz. kommt wird man zum Ersatz Truppenteil nach Arys geschickt wenn man wieswe gesund ist. Und von dort geht es denn wieder gleich ins Feld und denn noch womöglich nach Frankreich. dann will ich doch lieber hier bleiben. Heute bin ich beim Zahnarzt gewesen.

Ich wollte den Zahn eigentlich rausziehen lassen aber der Arzt meinte er wäre noch zu schade und hat er mir ihn blombiert. Am 1. Dez. muss ich wieder hin zum 2ten mal bohren. Hoffentlich wird ér mir nicht so sehr schmerzen mehr. Das dicke Kinn ist auch bald wieder verschwunden.

Wir liegen ja immer noch in Ruhe. Am 4 Dez. geht es ja wieder in Stellung, ich glaube ich habe es Euch schon letztes Mal geschrieben. Das Wetter ist auch ziemlich milde jetzt. In dieser Zeit ist die Verpflegung auch ziemlich gut. Wir bekommen schon seid langer Zeit jeden 2.ten Tag 125 Gram Butter. Ist ganz gut nicht wahr. Bloss der nötige Belag fehlt. Aber hoffentlich hast du wieder ein Paketchen mit der schönen Wurst abgeschickt liebe Mutter, denn die schmeckt doch zu schön. Aber Kuchen ist mir auch sehr lieb. Ja meine Lieben man möchte ja gerne so manches haben, aber ich bin immer zufrieden mit dem was ich bekomme. Sonst wäre ja weiter nichts neues zu erzählen. Sei denn für diesmal recht herzl. Gegrüsst und geküsst vn mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

25. november 1916 – Lorens Jepsen: “ingen end Oldinge og Børn tilbage”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 25. November 1916

Min kære Anne!
Jeg takker for et Brevkort, hvori Du meddeler mig, at det gaar Eder godt. Det glæder mig, at Bedstemoder nok gider være hos Eder[.] Ja, Asmus er vel endnu Bedstemoders Dreng[.] Det var da godt, naar han kunde lære lidt i Skolen, men Hjælp hjemme maa han have, ellers bliver det aldrig til noget. Og det virkelig Hjælp, ikke at han lærer at ramse noget op uden ad, men saaledes at han selv lærer at forstaa det, som Undervisningen drejer sig om. Forhaabentlig har Du Tid at hjælpe ham nu.

I har nok haft meget haard Vinter. Her er det disse Dage atter ruset[?]. Koldt er det egentlig ikke her i Frankrig om Vinteren, i hvert Fald dog ikke saadant som vi tænker os Vinterkulden, men saa er det til Gengæld desto mere vaadt, thi regne gør det næsten til Stadighed. Krigen vil jo ogsaa vare denne Vinter endnu, det er der vel ingen, der tvivler om mere, bare vi faar Fred til næste Efteraar. Dog, hvem ved, sikkert er det jo langtfra, men det er dog sandsynligt. Alt bliver knappere og Stillingen forværres fra Dag til Dag, saa jeg synes det paa den ene eller andne Maade maa til en Katastrofe.

Jeg læser i Avisen fra Als, at der er bleven stjaalet Kartofler fra Marken. Sidder der endnu Kartofler i Jorden der hjemme? Har alle faaet Rug saaet. Vinteren er vist kommen de fleste for tidligt, thi ogsaa Arbejdskraften er jo meget knap, og da der jo stadig drags Folk ind, saa er der vel næsten ingen end Oldinge og Børn tilbage, og disse sidste tager de vel i Foraaret efter Konfirmationen og stikker dem direkte i Trøjen, uddannet er de fleste jo nu saa nogenlunde gennem Ungdomsværnet. Det synes nu ogsaa, som om der skal indføres Civil-Arbejdspligt. Det bliver jo vær[r]e og vær[r]e, det er jo det rene Slaveri, det er jo ikke et Haar bedre end Livegenskabet i Middelalderen. Det er dog skammeligt, at der ikke indledes Fredsforhandlinger, men der skal vist mere til, førend Mikkel kryber til Korset.

Tiden løber ellers tæmmelig rolig for os her, og tillige ensformig paa Søgn og Søndage er der ingen Forskel[.] Forleden talte min Kam[m]erat og jeg om at i denne Maaned dog ogsaa havde Bededag. Dagen efter læste vi i Avisen at det den foregaaende Dag just havde været Bededag. Saaledes lever vi her som Hedninger.

De hjerteligste Hilsner til Dig, Børnene og Moder
Fra Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. juli 1916. Kresten Andresen: I sikkerhed i stillingen langt fra Arras

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 12. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har i dag fået brev fra morbror Hans Peter. Det var angående noget til almanakken. Han skrev, at I var meget urolige for mig og troede, at jeg var med i alt det nede ved Arras. Nu vil jeg bare berolige jer med, at det dernede er så langt herfra, at man kun jævnt væk kan høre kanonaden.

Stillingen her er så meget roligere for tiden, da kræfterne spændes dernede. Jeg er kommet i stilling i nat, og denne gang i forreste grav; men den ligger 200-300 m fra den engelske, og så er der endda et lille bakkedrag imellem os, så vi ikke engang kan se vore genboere. Her er der ingen fare for sprængning, da der ikke bliver mineret på så stor afstand; fremdeles er der en trådforhindring, som er 40 m bred, så I behøver ikke at ængstes for mit ved kommende. 

Jeg er nu atter bleven nogenlunde rask igen, men hosten har sat sig temmelig fast for brystet, så jeg vilde være glad for nogle salmiakpastiller eller sådan noget. Maven er dog ikke helt i orden endnu, jeg kan godt sige langtfra; det kommer af noget ildelugtende brød, som vi i den sidste tid har fået. 

Hvordan går det ellers derhjemme? Jeg læser i avisen, at I ikke kan få nyt tøj mere; det er da godt, at jeg har et temmelig omfattende oplag. Jeg har jo et grønt og et brunt et gråt, et gammelt blåt, et ældre blåt og nyt blåt og så en smoking og desforuden forskellige par fantasibukser, så der er da ingen smalle steder foreløbig. Måske får jeg også en pjaltet uniform at rejse hjem i, når den tid engang kommer.

Nu begynder ellers allerede de nye spådomme at indfinde sig om, at krigen er forbi til nytår; det var straks fire måneder videre frem i tiden. Morbror lader heller ikke til at være meget optimistisk.

Med mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

4. juli 1916. Kresten Andresen: “Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 4. juli 1916

Kære forældre!
Hvor tiden dog i grunden går rask; men det ligger vel i, at livet her ikke er så ensformigt som mange andre steder. Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt. Det kan vi alt høre herfra. Her har der også været adskillige skinangreb, med pludselig trommeild over gravene. Vi ligger om natten i alarm- og gasberedskab. Men jeg tror ikke, at offensiven vil strække sig helt hertil.

Mange tak for brevet af 30. juni med Nat. Den er jo meget interessant. Det er sikkert, krigen må kunne få en brat ende, når man mindst tænker på det. Det trækker op på alle kanter til en endelig afgørelse. Her fortælles der, at englænderne og russerne driver deres spil i Østersøen. Det vilde være uhyggeligt, om krigen skulde strække sig til vore kyster.

Jeg fik i dag kort fra Åge; han studerer og har vist ikke megen anelse om krig. Nå, jeg vil ønske, at han heller ikke får det. Men i Rusland begynder man jo allerede at snakke om næste krig, læste jeg i går i avisen; de må ikke have fået nok af denne. Det var helt nyt at få høre fra en udenbys. Jeg får nu næsten kun breve hjemmefra; al anden korrespondance er gået i stå. Men hvad skal man skrive så meget; tanker laver man sig ikke mange af, og krigsvæsen kan man af militære grunde jo ikke skrive noget om.

Det er da kedeligt med Johanne, men dog godt, at det er bleven opdaget i tide; det er jo også et sært tidspunkt, hvorpå det er kommet, da der netop er så knapt med fedestoffer og oljekager. Jeg vil en af dagene skrive til farbror i Vinding. Nå, nu skal vi ud at slæbe minererammer.

Mange hilsner til jer alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juni 1916. Kresten Andresen: “Tit kan man slet ikke begribe, at der er krig endnu…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 30. juni 1916

Kære far og mor!
Mange tak for begge breve af den 26. juni og for en pakke smør af 23. Begge dele fik jeg i går. Jeg har det endnu godt. Arbejder ude i de gamle løbegrave.

Engelskmanden skyder af og til på dem, og så må de jo bødes igen. Enkelte af disse løbegrave er meget idylliske. Én fører om langs en dejlig bæk, gennem en gammel vandmølle med et stort mosset vandhjul og derfra gennem en lille skov, hvor store træer, der er huggede glat om af granater, ligger væltede på kryds og tværs over graven. Så er alt så frodig grønt, at man næsten synes, man færdes i en urskov. Tit kan man slet ikke begribe, at der er krig endnu; men til andre tider får man det så revet temmelig stærkt i næsen.

Forleden nat var der trommeild her, men der blev ikke angrebet videre. Christian er nu så vidt igen, at han kan vente at komme til fronten. Det er ikke videre morsomt at tænke på. Peter Chr. venter jeg herop. Han kommer nok ikke til Karpaterne denne gang.

Nu er alle inde på, at der er fred den 17. august. Den dato holder sig meget hårdnakket, skønt vi jo efterhånden rykker den betænkelig nær. Inden den tid skal der stå endnu et stort søslag. Nu vil vi se, hvad det bliver til, forhåbentlig går det sådan.

Mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. juni 1916. Kresten Andresen: Mor har fødselsdag; “jeg skal nok tænke på dig den dag”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juni 1916

Kære mor!
Nu vil jeg rigtig ønske dig mange gange til lykke til din fødselsdag og håbe, at du må få lov til at holde den på en rigtig god måde. Jeg kan desværre ikke komme med, men det får jo hjælpe sig; jeg skal nok tænke på dig den dag.

Desværre falder den lige efter pinse, og det kan vel ikke tillades i disse tider at holde tre festdage lige efter hinanden. Nu har du ellers holdt mange fødselsdage, siden jeg sidste gang har været med til en af dem. Jeg tror ikke, jeg har været med siden 1906 – jo, vent lidt, i 1912, da jeg kom hjem fra filosofikum.

Jeg vilde have sendt dig et billede, men fotografen får det ikke færdigt. Jeg har det ellers ret godt. Det kan under alle omstændigheder vare længe, inden jeg kommer i skyttegraven igen.

Der er mange gode venner, megen fritid, og tiden falder én ikke let lang her, hvor der leves et afvekslende liv omkring én. Byen og omegnen er også dejlig. Jeg har endnu ikke været så meget omkring, da jeg selvfølgelig har fået en større forkølelse, som jo gerne er min skæbne.

Valdemar Ludvigsen og Christians fætter Nikolajsen fra Kollund er på et rekrutdepot her i nærheden; de var sidste søndag undervejs herhen, men fandt ikke til vejs ende. Her i byen kan man få næsten alt muligt endnu; der er endogså kafeer, hvor man kan få kaffe og kager.

Men priserne er hårrejsende. I dag købte jeg et par rundstykker, de var så store som valnødder, og kostede 8 pfennig stykket; men de smagte alligevel fortrinligt. 

Det lader til, at der for tiden er kommet rulning i begivenhederne, både nede i Tyrol og med det store søslag. I går for taltes der, at lord Kitchener er gået under med hele sin stab på vejen til Rusland.

I Rusland er der nok begyndt en større offensiv, som vist lige er i sit første stadium. Jeg tror nu, at stillingen i det væsentlige bliver den samme trods de heftige kampe, og sådan vil vi vel gå ind i det tredje vinterfelttog.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i lange tider. Nu er det længe siden, jeg har fået brev hjemmefra. Mange tak for pakken med smør og skinke, den var i udmærket stand. Når I kan sende smør af og til, så behøver I ikke at sende andre ting; her kan man jo få alt, hvad man behøver. Så vil jeg slutte med de bedste ønsker og hilsner.

Din hengivne søn Kresten

I må passe på, hvad I skriver, for der er streng censur her.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

7. juni 1916. Kresten Andresen: Kedsomhed og sløvsind præger hverdagen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 7. juni 1916

Kære alle sammen!
… For nylig skulde jeg have været med til et større stormangreb mod engelskmanden, men havde det store uheld at få en finger af led kort forinden.

Livet går hen i en regelmæssig døs; en gammel soldat får en meget bred ryg og bliver delvis døv på begge øren. Det hedder sig også: Hundrede mark til den, der kan få en gammel soldat ud af sin ro! Denne store sindsro er en højt anskreven ynglingedyd hernede; men jeg synes, man kan nu hverken le eller græde eller sørge eller glæde sig for denne sindsro. Den virker forfærdelig sløvende.

Jeg må udøve stor selvovervindelse for at få skrevet et brev, et så stærkt åndeligt arbejde som at læse en bog er umuligt. Nu har jeg næsten de to år fulde. I holder snart jert andet elevmøde under krigen; jeg tør ikke love at komme næste år, for det er ikke givet, krigen er sluttet til den tid. Udsigterne er så bitterlig små. Men lad os håbe det bedste. En lang hilsen til venner og kendinger fra jeres alle sammens

Kresten.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. maj 1916. Kresten Andresen: Fredsmål og fredsrygter drøftes overalt

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 30. maj 1916

Kære forældre!
Forhåbentlig har I fået det brev, som jeg sendte jer i søndags. Jeg har det fremdeles meget godt. Her er mange gode mænd, navnlig Nørregård fra Øster Lindet og Jakob Iskov fra Brændstrup. De er kommet til kompagniet, efter at jeg var taget derfra.

Det er jo også helt interessant at færdes i en fransk købstad og se livet dér. Men for øvrigt oplever man jo ikke så meget. Her tales der kun om freden, og de fleste mener, at den er meget nær forestående. Gid det var så vel. Side op og side ned i tyske aviser drøftes fredsmål og fredsrygter. Det har også øjensynlig siden rigskanslerens tale den 5. april taget en afgjort vending mod freden. 

I dag er det jo Ingeborgs fødselsdag. Hvordan går det egentlig Christian? Jeg syntes, Johanne skrev, at han havde været hjemme på orlov; så er han vel snart rask igen. Han skulde da ikke gerne med mere; men hvem ved. Det må være en dejlig tid hjemme nu.

Her bliver også dejligt.

Mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. maj 1916. Kresten Andresen: “…jeg har alligevel haft en uhyre lykke med mig”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Søndag den 28. maj 1916

Kære forældre!
Så er jeg nu alligevel kommet til mit gamle regiment, men jeg har alligevel haft en uhyre lykke med mig; i de sidste uger har regimentet haft det temmeligt hårdt, men nu er det kommet helt i ro. Hvis jeg ikke var kommet galt afsted med min finger den gang, så var jeg kommet med i hele stormen.

Jeg har hørt, at Hans Moos i Nybøl er falden under den; det er forfærdelig sørgeligt. Han skal have anet det forud og har taget afsked med alle sine kammerater. Men der er faldet mange flere gode lands mænd.

Jeg er kommet hertil i dag og bliver her i Douai i en fem, seks uger, så kan der jo være mangt og meget forandret til den tid; men jeg tror det næppe. Feldwebel Romer tog meget venligt imod mig. Det er altid rart at komme til et kompagni, hvor man er gammel i tjenesten; kommer man et nyt sted hen, bliver man behandlet som rekrut, og det har jeg fået nok af.

Jeg traf straks mange gode venner, som Rasmus Nissen fra Lendemark, og Hans Skov fra Lillehave; vi tre har i eftermiddags opsøgt vores gamle Jørgen Brag, som ligger på et lazaret her i byen. Han var meget fornøjet, for en af dagene damper han af ad Tyskland og venter at komme til Flensborg; måske så han og Christian kan komme til at ligge sammen.

Han var meget glad for at træffe kendte folk, for han ligger på et bayrisk lazaret. Dr. Thomsen har jeg ikke truffet, men håber at træffe ham en af dagene.

Jeg synes, at fredsbevægelsen i den sidste tid er kommet noget stærkt frem. Forhåbentlig bliver det nu også til noget. Hvad skriver de danske aviser? Sverige synes at være kommet ind i et roligere spor igen. Det vilde heller ikke være at håbe, at det også skulde komme med. Nu vil vi vente tiden af.

Mange tak for brevet af 22. maj og pakken med skinke. Jeg har det udmærket. Douai er en dejlig by, omtrent så stor som Flensborg. Den har mange flotte bygninger. Her kan man gå på kafé og få kaffe og kager; men en æblekage koster 60 pf., så dem kan man ikke vove at tage ret mange af ad gangen.

Franskmændene er meget udhalede sådan en søndag eftermiddag. Jeg synes, det passer ikke rigtig til situationen; uhyre mange kvinder, der bærer sørgeflor. Hvilke tider!

Med mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. maj 1916. Kresten Andresen: “De sidste krigsuger vil blive ualmindelig blodige”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 23. maj 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt fremdeles; men jeg tror, det varer ikke ret længe mere med opholdet her. Det er vel også snart på tide, når jeg skulde nå at komme med igen inden freden; jeg synes ikke, den kan være så fjern mere.

 Her er der den rene sommer, der er så dejligt rundt omkring; en fuglesang uden lige. Lifligt fløjter Vælsklands nattergale. Galliens hane vækker kampens mod… Her er ikke Vælskland endnu; landet gør et nordisk indtryk. Men det har alligevel sit særpræg, som man ikke sådan kan gøre rede for.

Landet lider endnu tilsyneladende voldsomt under herre-mandsvæsenet og forpagtersystemet. Men franskmændene synes storartet at finde sig i sådanne illusioner; de er meget smidige og forstår snart at indordne sig under forholdene, som de byder sig. Det er i hvert fald det almindelige indtryk; men jeg er kommen til det resultat eller den formodning, at de er store skuespillere, der kun viser overfladen af deres væsen.

Jeg sendte jer forleden en meget smuk tegning til en ny gruppering af aftægtet. Jeg skal nok selv komme med til efteråret og hjælpe til med anlægget af haven. 

Der er vist falden en stor mængde nordslesvigere igen i den sidste tid; det er sørgeligt. Det vil komme til at føles betydeligt efter krigen. Hvor vil der ikke savnes mange kendte ansigter, og slutningen er jo langt fra enden, hvad ofrene angår; de sidste krigsuger vil blive ualmindelig blodige.

Nu er det sent, og én har sat sig lige bag mig med en harmonika, derfor vil jeg slutte med en bunke hilsner til jer alle sammen.

Jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juli 1914. Modersmaalet: Spændingen i Europa

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Spændingen i Europa.

Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.

Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.

Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.

Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.

Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.

Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.

At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.

Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”

– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen

28. juli 1914. Modersmaalet: Politisk Rundskue

Den gamle Kejser.

….en Korrespondent i Rom vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Østerrigs meget energiske Fremgangsmaade over for Serbien ikke er udsprungen fra Udenrigsminister, Grev Berchtold, saaledes som man almindelig har været tilbøjelig til at antage. Stødet skal tværtimod i højeste Grad være givet af den gamle Kejser Frans Josef. Efter den første Lammelse, som Attentatet i Serajevo fremkaldte, er den gamle Monark bleven grebet af et sandt Had til Serbien. Han har ganske skudt Hensynet til Krigsfaren til Side for at faa gjort ”rent Bord med Serbien”….

Engelsk Skridt til Mægling.

Det officiøse Reuters Bureau i London meddeler i Gaar: Efter hvad der erfaredes Søndag Aften i diplomatiske Kredse, har den engelske Regering givet sine Sendemænd i Paris, Berlin og Rom Ordre til, at der gøres Skridt i Wien og St. Petersborg til at faa den østerrigsk-serbiske Strid henvist til Mægling fra de fire ikke-interesserede Magters Side, nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og England…

Rumænien og Grækenland.

I Søndags har der fundet en Meningsudveksling Sted mellem Grækenland og Rumænien med det Formaal at opretholde Ligevægten paa Balkanhalvøen i Tilfælde af Fjendtligheder.

En engelsk Trusel.

Londonbladet ”Times” skriver i Gaar. Saa længe der er Haab om at bevare Freden, vil vi fremfor alt arbejde derpaa. Men hvis nogen skulde ønske at stille vore Princippers Fasthed paa Prøve, da skal vi vide, – nu som før – at forsvare vor Ret med hele vor Kraft.

Begrænsning af Krigen?

I indflydelsesrige Kredse i Wien erklærede man i Gaar, at en Lokalisering af Krigen var sikret, efter at England havde erklæret, at Krigen skulde holdes borte fra Vesterhavet. Frankrig arbejder med Højtryk i Petersborg for Verdensfreden.

Neutralitetsforanstaltninger

Fra Rotterdam telegraferes, at Holland træffer de nødvendige Forholdsregler til at forsvare sin Neutralitet. Allerede i Søndags blev den vigtige Jernbanebro over Maas besat af Militæret. En Melding fra Bryssel om, at Belgien forbereder en almindelig Mobilisering, har gjort et dybt Indtryk i Holland.

Stemningen i den serbiske Hær.

Telegrammer Fra Sofia til Berlin beretter, at den serbiske Hærs Tilstand er kritisk, og at Officererne er nedtrykte. Man søger at holde Modet oppe hos de Menige ved fantastiske Fortællinger om, at Grækenland og Rumænien vil slaas sammen med Serbien, at England har sendt 400 Skibe til de tyske Farvande.

svendsen 001a
Nicolai Svendsen var redaktør på Modersmaalet-Dannevirke og det var ham der dagligt formidlede og kommenterede på den internationale politik.

27. juli 1914. Mobilisering i Serbien og Østrig-Ungarn! Begejstring i Tyskland!

Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…

Begejstring i Tyskland.

Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.

Gott mit uns_2

Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.                                      

Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.

Om Krigsbegejstringen i Belgrad.

Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.

De tyske Gesandter beroliger.

De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.

Italien og Østerrig-Ungarn.

Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.

En tysk officiøs Udtalelse.

Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

 

25. juli 1914. Østrig: “Serbien er Arnestedet for forbryderisk Agitation!”

Haderslev-avisen “Modersmaalet” behandler i sin udenrigsrubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa:

Østerrig-Ungarns Klagemaal over Serbien.      

De østerrig-ungarnske Sendemænd i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Italien, Rusland og Tyrkiet har af deres Regering faaet Paalæg om at bringe Indholdet af den østerrig-ungarnske Note til den serbiske Regering til den Regerings Kundskab, ved hvilken de er akkrediteret, og dertil at føje en Bemærkning, i hvilken der henvises til Serbiens Politik, som gaar ud paa at forberede Løsrivelsen af de til Serbien grænsende østerrig-ungarnske Distrikter. Serbien er bleven Arnestedet for en forbryderisk Agitation…..

 Østerrigske Hovedstadsblade om Noten til Serbien.

Bladene i Wien erklærer overenstemmende, at den til Serbien rettede Note er Begyndelsen til et Forsvar og ikke et Angreb, at den viser Monarkiets faste Vilje, men ikke forlanger andet af Serbien, end hvad dette for længst af fri Vilje burde have gjort for at værne sin Anseelse over for Europa. Den samlede Presse udtaler haabet om, at Serbien ved en hurtig Antagelse af Østerrig-Ungarns Fordringer vil afvise enhver Mistanke for Fællesskab med Morderne, og være klog nok til ikke at vælge Krigen, men Freden.

En Verdensfredskongres.

I Byen Konstanz skal der fra den 1. til 4. August afholdes en Verdensfredskongres. Stødet dertil er udgaaet fra England, og i alt 120 Delegerede fra alle Lande deltage i Kongressen, især vil der komme Deltagere fra De forenede Stater, England, Holland og Svejts.

De Delegerede er for det meste høje kirkelige Embedsmænd, særlig har den katolske Kirke udnævnt Kardinaler, Ærkebiskopper og Biskopper.

Ogsaa Diplomater vil besøge Kongressen, der skal kaldes ”International Verdensfredskongres” eller ”Kirkelig Fredskongres”. – I den stærkt politisk bevægede Tid kan en Verdensfreds-Kongres næppe udrette stort; men derfor kan det vel nok med Tiden gøre sin Virkning, at fremragende Personer fra alle Lande optager en Virksomhed for Verdensfredens Fremme. Især bør det være Kirkens Pligt at arbejde for Fred.

 

20. juli 1914. Fransk visit i Rusland: Sammen er vi stærkere end Tyskland!

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer situationen i Europa:

Præsident Poincarés Rejse. Verdens stærkeste Militærmagt.

I anledning af Præsident Poincarés Rejse fremhæver Bladene i Paris de militære Kraftanstrengelser, Rusland i den sidste Tid har gjort. Med særligt Eftertryk fremhæves dette i et Telegram som ”Le Matin” har modtaget fra sin særlig Korrespondent i St. Petersborg. Det hedder deri:

… Paa Forøgelsen af den tyske Hær har Frankrig svaret med 3-Aarsloven og Rusland med sin Mandskabsforøgelse, der den første Maaned i Aaret 1916 vil give det en knusende Overlegenhed over alle europæiske Hære.

Rusland vil da ganske alene have en Fredsstyrke, der i Tal overgaar Treforbundets forenede Hære.

Bladet ”Eclair” skriver: Den tyske Presses Ro er bleven forstyrret. Den ser en Fare i den slaviske Bevægelse. Ogsaa vi føler, om end af andre Grunde, Trang til Klarhed. Lad os haabe, at Præsident Poincarés Besøg hos Kejser Nikolaj maa splitte de skyer, der indhyller en hel Verdensdel. Aldrig tidligere har der eksisteret en mere begivenhedsrig, mere alvorlig Tid. Vi vil ikke være Ofre for en kunstig Ophidselse, men heller ikke overraskes af uforudsete Forpligtelser.

Der er Skyer paa den politiske Himmel.                                              

I en Tale ved Lordmayorens Middag i Fredags for Citys Bankierer og Købmænd udtalte den engelske Finansminister Lloyd George blaandt andet:

Et er af allerstørste Betydning for os, nemlig Freden, Fred udadtil og Fred herhjemme. For et Aar siden befandt vi os midt i en stor Krig i Orienten. Det var en Tid fuld af Uro og Bekymring, og vi forestiller os nu næppe, hvor foruroligende Stillingen var.

Vi Englændere har Grund til at være, stolte af, at under hele denne Forvirring, der havde kunnet føre til en af de største Ulykker, der nogen Sinde har truet den europæiske Civilisation, overtog England under Sir Edward Greys kloge Ledelse Førelsen af Arbejdet paa Genoprettelsen af den europæiske Fred.

Paa den internationale Himmel findes der stedse Skyer; en fuldstændig skyfri Himmel gives der aldrig i Udenrigspolitikken, og ogsaa nu er der Skyer; men naar vi i Fjor er slupne over saa meget større Vanskeligheder, stoler vi paa, at sund Menneskeforstand, Taalmodighed, god Vilje og Taalsomhed, der i Fjor hjalp med at overvinde større Vanskeligheder, vil sætte os i stand til at overvinde de nuværende Vanskeligheder.

Østerrig og Serbien.

Alt i Østerrig tyder paa, at et forestaaende Opgør mellem Østerrig og Serbien ikke vil forløbe glat. Regeringen i Wien er denne Gang fast besluttet paa at kræve utvetydig klar Besked af Regeringen i Belgrad. ”Neue freie Presse” skriver, at hvis Pasitch ikke kommer paa andre Tanker, vil det stille sig daarligt med Fredsudsigterne. Østerrig venter kun paa Høstens Tilendebringelse for at gaa mod Serbien.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

3. juli 1914. “Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder”

Flensborg Avis, den førende danske avis i Sønderjylland, analyserer verdenssituationen på baggrund af den internationale presse:

Verdens Gang

Den i Gaar meddelte Efterretning om, at Myndighederne i Wien vil henvende sig til Serbien for at faa Undersøgelser foretaget der, har vakt nogen Forundring. Ikke selve Anmodningen; man mener, at den serbiske Regering uden videre vil gaa ind herpaa. Men Sagen er bleven meddelt i en Form, der, som et tysk Blad siger, maa virke alarmerende. Den østerrigske Udenrigsminister har taget sin Beslutning efter en forudgaaende Raadslagning med Rigskrigsministeren og Generalstabschefen. “Dette kunne betyde: Der skal straks erklæres Krig, hvis ikke Serbien giver et tilfredsstillende Svar.”

Hvis Østerrig ikke, som Studenterne i Wien forlangte forleden Dag, vil føre en Hævnkrig mod Serbien, tør det dog nok antages, at Fyrstemordet i Bosnien ikke vil have mere Blodsudgydelse til Følge. Mange har endog ment, at med Ærkehertug Franz Ferdinands Bortgang er faren for en Krig i Almindelighed bleven mindre; Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder.