Tag-arkiv: vestfronten

24. april 1918: “ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Gruny var en temmelig stor landsby, men den var fuldstændig jævnet med jorden. Jeg gik gade op og gade ned, og mange steder lyste et svagt skær op fra kældrene; men alle vegne var der overfyldt med soldater, så der var ikke tale om at fa den mindste plads.

Jeg var klar over, at jeg måtte se at finde mit batteri hurtigst muligt, brød havde jeg ikke mere af, og batteriet var i bevægelse og skiftede således plads hver dag. Jeg gik så videre i retningen til Herly.

Først kom jeg til Gremery, derfra til Etaion, og hen på natten nåede jeg Herly. Det havde regnet hele aftenen – en mild sommerregn – og klokken har været mellem 12-1, da jeg kom til byen. Hele byen var skudt sammen, der var kældre nok, men alle fyldt med militær. Jeg kunne ingen steder komme under tag.

Der var stilhed alle vegne, og jeg gik og traskede på gaderne. Af og til mødte jeg en vagtpost eller en patroullie, de holdt mig an, men ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå. Jeg fandt kirken, gik ind i den håbende på at finde en tør plet. Men den var også skudt sammen, Ydermurene stod kun tilbage.

Men omme på den nordre side fandt jeg et lille skur, og her stod over døren: “Kommandantur”. Jeg skimtede et svagt lys, bankede på og gik ind. Her boede en sergent og en Unteroffizier. De kunne fortælle mig, at batteriet lå uden for byen i en skov og skulle blive der et par dage.

Jeg var blevet våd, og de indbød mig til at blive til morgenstunden, og jeg fik lov til at ligge på gulvet ved siden af deres brix. De var to meget flinke mennesker, og om morgenen fik jeg en kop varm kaffe af dem og et lille stykke brød. Jeg fik mig også vasket, og efter vi havde talt noget sammen, sagde jeg ”auf wiedersehn” og tak. Disse to gode mennesker hørte til et badisk regiment og talte med en Schwarzwalder accent.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. april 1918: Asmus Andresen – Ilddåben

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen ved fronten.

Kl. 6 kom der Bud, at det Mandskab, der var kommen Dagen før, skulde lave sig færdig til at gaa i Ildstilling. Det ældre Mandskab sagde, at vi skulde ilddøbes, hvilket just ikke var opmuntrende. Saa gik vi til Køkkenet for at faa Mad for denne Dag.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød, en Spiseskefuld Smør, 2 Cigarer, 4 Cigaretter og en Liter Rom. Da jeg hverken ryger eller drikker, solgte jeg mine Rygevarer og Rommen for et Stykke Brød. De fleste drak deres Rom med det samme for at blive mere modige.

Vi var 16 Mand, der skulde i Udstilling. Vore Tornystre og Karabiner blev læsset paa en Vogn, som 10 Mand kunde køre med, Resten skulde gaa bagefter.

Jeg foretrak at gaa bagefter for at være mere frit stillet, hvis en Granat skulde falde i Nærheden af os. Vi passerede tværs over Marker, som var oversaaet med Granathuller. Efter 2 Timers Marsch kom vi igennem en fuldstændig ødelagt By, Warneton, men kom ogsaa nærmere og nærmere til Ildlinien, enkelte Granater slog ned i Jorden med et vældigt Brag, men for det meste 4-500 Meter fra os.

Mandskabet paa Vognen begyndte nu at kravle ned, da de saa, at Granaterne efterhaanden blev mere nærgaaende. Jeg var nu træt og maatte se at komme op i Vognen. Vi naaede allesammen hen til Pløksteder-Skov. Derfra skulde vi gaa til Fods for at skaane Hestene saa meget som muligt.

Da vi havde faaet fat paa vore Tornystre og Karabiner, kom der en fransk Flyvemaskine over os. Der blev befalet, at vi skulde staa stille, for at Flyveren ikke saa let kunde opdage os.

Pludselig blev der aabnet en frygtelig Ild mod Flyveren; der faldt over 1000 Skud fra Afværgekanonerne og Maskingeværerne, saa mange Skud havde vi ikke tidligere hørt paa en Gang, og vi vidste heller ikke, om det var Franskmænd eller Tyskere der skød; det knitrede og bragede til alle Sider, men vi kunde hverken se Kanoner eller Maskingeværer. Alt var tildækket, for at Flyveren intet skulde se.

Det er jo let forstaaeligt, hvordan vi 18-aarige Soldater, som ikke havde været med før, var til mode, og jeg tør paastaa, at Bukserne rystede paa os allesammen, men vi blev ellers senere vant til et saadant Liv.

Da vi havde faaet Tornystret paa Nakken, gik vi videre, og efter en halv Times Marsch naaede vi til en Bakke, som Tyskerne kaldte Nachtigal Høhe; her stod vort Batteri. Kanonerne stod nedenfor Bakken, som vi skød over efter Franskmændene. Her var det let at se, at det var gaaet haardt til.

For 8 Dage siden havde Egnen været besat af Englænderne. Jorden var gennemrodet at Granater; der laa mange døde Mennesker og Heste. Vi var inderlig bedrøvede og meget bevægede ved at se paa de dødes gruelige Saar; vi vidste jo ikke, hvorlænge det vilde vare, før vi laa ligeledes med sønderrevne Lemmer.

Saadanne Tanker fik vi ikke lang Tid til at beskæftige os med, thi nu var vi naaet helt hen til Batteriet, hvor vi blev modtaget med glade Udraab af Kammeraterne, som vi skulde afløse. De fortalte, at Flyveren, vi havde set, havde kastet 2 Bomber ned til dem, derfor vidste de, at Stillingen var opdaget, og at vi kunde vente stærk Beskydning samme Dag. Vi blev straks fordelt til Kanonerne.

Jeg kom til 2. Skyts. Vore Tornystre pakkede vi ned i et Hul, der var gravet ind i Bakken; der skulde vi ogsaa sove, men vi maatte straks have fat paa Kanonerne. Vi havde aldrig før set den Slags Kanoner, som vi nu skulde skyde med, hvorfor vi først fik en Forklaring om, hvorledes vi skulde lade dem.

Saa begyndte vi at slæbe Granater hen; det var intet let Arbejde, thi hver Granat vejede 260 Pd., de laa i smaa Dynger, 4-50 Meter fra Kanonerne. Vi var 10 Mand ved hver Kanon, en skulde rette Kanonen ind, en skulde pakke Granater ud, 4 skulde slæbe disse hen til Kanonen, en Mand skulde slæbe Krudt, en skyde Kanonen af, og en Mand stod som Reserve. Vi kunde skyde 120 Skud i Timen. Kl. 1 kom Køkkenvognen med Mad til os, som vi spiste med god Appetit.

Da Klokken blev 2 begyndte vi at grave os en Dækning tæt ved Kanonen. Materialet hertil hentede vi i en lille Skov, som var bag vort Batteri. I denne Skov, laa et Batteri, som Englænderne ikke havde faaet med sig, saa det var tydeligt, at Englænderne havde holdt ud til det sidste Øjeblik.

Ved en af Kanonerne laa der 5 døde Englændere, 2 laa med hver sin Granat i Armen, og en med Aftrækkersnoren i Haanden. Ved en anden Kanon laa der 2 døde, den ene sad oprejst med sine Strømper i Haanden, den anden laa foran ham med Forbindssager i Haanden og har vel sagtens været i Færd med at forbinde sin saarede Kammerat.

Kanonerne havde de ødelagt, før de overlod dem til Tyskerne. Bag dette Batteri fandtes en engelsk Skyttegrav, ogsaa der laa mange døde, nogle af dem laa endnu med Geværet i Skydestilling. I disse Skyttegrave fandt vi meget Kød, Konserves, Kiks og Ost, saa vi forstod, at de havde haft Overflod af Spisevarer. Vi ragede i timevis i disse Skyttegrave for at finde noget spiseligt. Der fandtes mange halvfordævede Kødkonserves, som dog blev spist med god Appetit, men foranledigede mange daarlige Maver.

Saaledes gik den første Dag ved Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

20. april 1918 – Asmus Andresen: ”Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

I 2 Dage havde vi ikke faaet Mad. Vi havde nok faaet Forplejning til 4 Dagen, men vi havde været 6 Dage paa Rejsen. Vor Anfører lovede os, at han nok skulde skaffe os noget at spise om et Par Timer, men vi fik intet.

Om Eftermiddagen kørte vi saa med den elektriske Bane til Genuar eller Kvesneii, som Franskmændene kalder Byen. Nu erfarede vi først Krigens Rædsler. Egnen fuldstændig sønderknust, og vi maatte fortsætte Rejsen til Fods.

Efter en halv Times Tid naaede vi et Proviantamt, hvor vi fik noget at spise. Saa gik det videre gennem opkørte Gader og ødelagte Byer. Først Kl. 5 naaede vi vort Bestemmelsessted. Bataillon 74 bestod af 3 Batterier, og jeg kom til 1. Batteri samme Aften.

Om Natten sov vi i et halvt nedskudt Hus paa 1. Sal, hvortil vi maatte klatre op, da Trappen var skudt i Stykker, men vi kom derop. Taget var gennemhullet af Granatstumper. Det var mørkt, og vi maatte føle os tilrette.

Efter denne anstrængende Dag faldt vi snart i Søvn. Kl. 1 vaagnede vi allesammen ved et vældigt Brag. Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os. Vi hørte flere Flyvemaskiner brumme over os og med rystende Lemmer ventede vi paa, hvad der vilde ske. Nogle mente, at deres sidste Time var slaaet, men det var dog ikke saa galt; thi alt blev stille, og vi hørte ikke mere den Nat.

Ved Siden af mig laa en Kammerat, som havde været ved Fronten i længere Tid, han sov som en Sten og snorkede dygtigt. Jeg kunde den Gang ikke forstaa, at han kunde sove, naar det gik saadan til, men jeg kom senere til at forstaa det, ja noget, der var meget værre.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

16. april 1918: “…vi enige om at stige ud ved den næste station; … vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten.” Frederik Tychsen leder efter sit batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indkvarteret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Han var imidlertid indlagt på lazarettet med difteritis.

Efter at jeg nu havde været på dette lazaret i 5 uger, blev jeg udskrevet den 16. april 18. Jeg fik mine gamle klæder og min udrustning igen, men da de var noget medtagen, skulle jeg have en anden mundering. Der var ca. 30 mand, der denne dag forlod lazarettet. Jeg var den eneste Obergefreiter, så jeg blev transportfører. Vi skulle til et depot i Le Cateau, her skulle vi have de beklædningsgenstande byttet, der trængte til det.

Lige efter middag gik vi ned til banegården i Maubeuge, men da vi kom derned, manglede der 2 mand – det kunne jeg ikke gøre for, vi satte os i toget og kørte af sted. Hen imod aften ankom vi til Le Cateau; vi fandt depotet, der lå et stykke uden for byen, vi fik noget at spise, og så fik vi en brix anvist i en af barakkerne.

Her frøs vi ganske umådelig. Vi var vante til en varm seng på lazarettet, og nu måtte vi hjælpe os med et tæppe. Jeg lå og længtes efter, at det skulle blive morgen, så vi kunne stå op og evt. få nogen varm kaffe.

Efter morgenkaffen trådte vi an, og vi fik, hvad vi ønskede; nye støvler, sko, tæppe, overfrakke osv. Karabiner, sabel, gasmaske og tornyster beholdt vi. Vi var færdige til middag, og vi fik oplyst, hvor vor troppeafdeling lå.

Jeg fik besked på, at mit batteri lå i stilling ved Montdidier, og nu måtte jeg se at finde det. Man fik et bevis, at man søgte efter sin troppeafdeling, og så kunne man køre med alle tog, gods- og persontog, når det gik imod fronten, men i modsat retning – bort fra fronten, kunne vi ikke komme uden billet (Fahrschein).

Jeg var imidlertid blevet godt kendt med Imwiehe, han tilhørte Inf. Rgmt. 465 IMGK; vi rejste sammen, desforuden var der en feltartillerist fra bataljon 615, der sluttede sig til os. Vi tre sad i kupé sammen. Da vi havde kørt et stykke vej med et persontog, blev vi enige om at stige ud ved den næste station; idet vi mente, at vi kunne sagtens komme tidlig nok til fronten. Vi steg så ud ved Busigny.

(Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien)

 

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

31. december 1917. Claus Eskildsen fejrer nytår ved fronten. “Kl. 3 bliver det mig for broget ….”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov til den 28. december vendte han tilbage til fronten og nytårsaften blev fejret i slottet, Chéhéry. Her var officererne gavmilde med flaskerne af vin.

Det er ikke hyggeligt at rejse med Orlovstoget ud til Fronten. Det er ubeskrivelig overfyldt, det er ikke opvarmet, det har mange Timers Forsinkelse.

Trafikken er ved at bryde sammen. Ved Osnabrück kører kort efter Orlovstoget Berlin—Køln ind i vort Orlovstog Hamborg—Køln. Det koster over 30 døde. Snart bliver lignende Ulykker næsten til dagligdags Begivenheder.

Det var godt, at jeg ikke skulde holde Jul derude!

De havde siddet ved tørt Brød og havde saa trøstet sig med de vaade Varer.

Nu fejrer vi Nytaarsaften i Slottet Chéhéry. Jeg har bragt et røget Svinehoved med, og Matthiesen har opdrevet lidt Grønkaal. Saa brygger vi os en Punch og filosoferer til Midnat.

Kl. 12 gaar Døren op. Officerer, Oppassere, Ordonnanser kommer og ønsker glædeligt Nytaar. Vi er dem for triste.

Løjtnant Jürgensen, der paa Aarets sidste Dag har faaet Jernkorset af 1. Klasse, giver 5 Flasker Vin, v. Oven giver flot 10 Flasker, den stedfortrædende Kommandør, Kaptajn Seip, lægger 5 Flasker til.

Kl. 3 bliver det mig for broget, og jeg gaar til Ro. Officererne holder ud til Kl. 6.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 197-198

31. december 1917. Frederik Tychsen holder nytårsaften ved Vestfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

 Nytårsaftensdag kom, og den sædvanlige middagsspisning blev udsat til om aftenen. Nu er nytårsaften en stor begivenhed i Tyskland, de kalder den for Sylwesteraften – en aften på hvilken enhver tysker helst skal være fuld, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, og denne skik skulle gerne holde sig også her ved Vestfronten.

Nogen officiel fest var der ikke tale om. Vi spiste vor aftensmad som sædvanlig, den var tilstrækkelig og efter omstændighederne god, vi fik så hver 1 liter øl og den sædvanlige ration snaps. Nogle flere cigarer end ellers, men intet overflødigt. Hvad vi ville have mere, måtte vi selv købe i kantinen. Efter aftensmaden sad vi som sædvanlig, når vi var i kvarteret: nogle spillede, nogle læste, andre sang eller skrev breve, der blev fortalt historier, og nogle sad i dybe tanker eller søgte ensomheden for at sende en tanke hjem til de kære, eller for at søge stilhed for Herren.

Lidt efter lidt begyndte stemningen at stige, der var flere der sang, der blev hentet vin og likør, ja, alle, der havde penge, strømmede til kantinen for at fa dem omsat i spiritus. Jeg deltog ikke i drikkeriet, og for at undgå fristelsen gik jeg til seng, dvs. lagde mig på brixen, der var i et hjørne, og derfra kunne jeg betragte livet ugenert. Ved tolv tiden var dem, der havde haft nogen penge, temmelig berusede. Obergefreiter Maas havde faet fat i en flaske ”Cacao de Cream”. Han rejste sig og holdt en tale, der dog mere blev til en brægen: ” 1914 drak vi brændevin, 1915 drak vi brændevin og rom, 1916 drak vi øl og brændevin, men 1917 drikker vi cacaosnaps”.

 Lidt før 12 rejste Unterofficier Reesen sig (han var overlærer i civil) og sagde: “Das alte Jahr im tausendneunhundert und sibzen geht bedenklig seinen Abschluss entgegen” (det gamle år nittenhundredeogsytten gør betænkelig sin undergang i møde). Dette gentog han hele tiden, og mere fik han ikke sagt. Et par minutter før tolv stormede eller dinglede alle ud af døren, de tog karabinerne med, pistoler, revolvere osv. og så knaldede de løs i luften i det uendelige. Jeg stod op og gik ud for at høre og se på herligheden, og det kan nok være, at der blev skudt. Allevegne både ud til fronten og ved siderne og tilbage, så langt, øjet kunne nå blev der skudt ganske kolossalt.

 Ude i stillingen drønede kanonerne både hos os og hos englænderne, og så alle bag fronten, der havde noget at skyde med, fyrede løs og lyskugler og lysraketter blev sendt til vejrs i titusindvis. Det hele drejede sig om 10-15 minutter – så var det nye år skudt ind, og ligeså voldsomt, som det begyndte, ligeså hurtigt tog det af. Mens det stod på, var det ganske oplyst, næsten som om dagen, det var i sandhed et prægtigt syn – men det var jo også nytårsskydning ved fronten.

Efter skydningen kom mandskabet ind i barakken igen, og drikkeriet fortsatte. Lidt efter lidt gik de i seng. Unteroff. Reesen lå nederst i en seng; oven over sov Unteroff. Jæger. Sengene var noget primitive, og Unteroff. Essel gik hen og trak i forenden af dobbeltsengen. Han rev enden ud, Unteroff. Jæger dumpede ned på Unteroff. Reesen, begge faldt på gulvet – alle var de mere eller mindre beruset – der blev en ganske mægtig hallo.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. december 1917. Claus Eskildsens regiment optager hvilekvarter i slottet Chéhéry.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsens regiment ligger i ro, får Claus orlov fra den 9. til 28. december.

Den 6. December kommer Regimentsstaben i Hvilekvarter i Slottet Chéhéry, 7 Kilometer længere tilbage. Slottet er stort, uhyggeligt stort, og det trækker saa stærkt i de store Sale, at vore Lys til Tider gaar ud. 

Hvad mon Greven vil sige, naar han genser sit Slot? Alt er forfaldent og medtaget af Krigens raa Hænder, underhullet og gennemrodet af Soldatens Følgesvende, de store Ligrotter.

Rotterne er særlig frække her. De slaas og skriger, de slæber af Sted med vore Akter, de tramper hen over Gulvet, som om de havde Træsko paa.

En Aften kommer Bøckmann løbende ind fra vort W.C., med Bukserne om Hælene, og viser os sit Agterspejl: »Se, om det bløder! En Rotte sprang lige op og bed mig ind i Kødet!« Det var rigtigt nok, Tænderne havde sat tyde« lige Spor. 

Oberstløjtnanten mener, at jeg bedst kan undværes, mens vi ligger her i Ro. Jeg har derved den Lykke at faa Orlov fra 9. til 28. December.

Den fjerde Krigs jul kan jeg fejre hjemme hos Kone og Børn. Det er min femte Orlov, Oberstløjtnanten har samtidig sin syvende, og den udstrækkes ved Hjælp af et Gaskursus til den 14. Januar.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 196-197

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

20. november 1917 – Mathias Damm: “Jeg øver atter ved Stødtrop”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten ved Rheims.

Tirsdag den 20.11.17
Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d-15. Godt at i modtager Pakken og Pengene, saa ved i da at jeg har det godt. Du skriver om at fra den 9 er det forbudt at sende Pakker, det er ret nok, men Du skal betænke at dem Du sender er Feltpostbreve!! Det andet er Pakker med Pakadresse. Jeg har det godt og er sund og rask. Jeg har idag sendt E.K. med en der drog paa Orlov. Vi ligger jo nu bedre hvad Reisen angaar, direkt ved R….[Rheims, red.], midt mellem, hvor Peter og Anton var. Jeg sender her et par Billeder til Hans. To har jeg brændt, de vare lidt temmelig brogede.

Ellers ved jeg intet nyt. Jeg øver atter ved Stødtrop. Vi har i Eftm havt Fodbold og anden Sport, om Form to Timer og Eftm 2. Om Aftenen faar man sig en lille Skat, paa et evigt Bankkonto. Papir er jo taalmodig. Nogle spiller andre Spil som griber temmelig i en eller andens Lomme sommetider, men Penge har kun liden Betydning. Jeg vil nu hen og sove. Godnat og sov vel. Falder i ud af Sengen, saa tænk paa mig. Jeg ligger midt paa en 10 m lang Briks af Hønsetraad 10 cm fra Jorden. Saa for mig er det umuligt at falde ud. Mange Hilsner eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

19. november 1917 – Mathias Damm: “… hvad andre kaldte skønne Piger”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

Mandag den 19. Nov. 17.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Jeg er nu ikke mere i Rusland, men i samme Land som Anton og Peder, og omtrent midt imellem, hvor de var. Jeg har det godt og er sund og rask og haaber at jeg her maa vedblive at være det og slippe ligesaa godt gjennem alle Farer som i Rusland.

Jeg har før hørt meget om, hvor skønt det her skulde være, men jeg har intet skønt fundet her, og det er intet imod de skønne Egne ved Mosel og Rhin, og især af alle vort kære Nordslesvig. Vel har det ingen af de herlige Vinbjærge og storslaaede Bjærglandskaber, men det har sin egen fængslende og høitidsfulde Skønhed. Det være paa Heden i Høisommer eller ved Østersøen i Forsommer. Og jeg vil ikke bytte med dem ved Mosels Strande, om det ogsaa er nok saa skønt. Og jeg har set mange, hvad andre kaldte skønne Piger, men min Interesse har de aldrig kunnet vække. Det vil heller aldrig lykkes en, som ikke kan vort Modersmaal.

Du skriver, om jeg kan huske hvordan det er at gaa i Seng med Følelsen, at man kan sove tryg til Dag. Jeg troer nok at jeg lægger mig mere rolig til her end mangen af eder derhjemme. Jeg har ligget i Stilling i Rusland paa “Teufelsberg” fra 17 Sept. – 20 August, 17 med 4 Ugers Afbrydelse og aldrig har jeg gjort mig den Tanke, at der kunde passere mig noget i Søvne, trods det Bjærget ikke uden Grund har faaet sit Navn. Men det var dog med en mærkelig Følelse at jeg den første Aften lagde mig i Sengen, da jeg i Juni var paa Orlov. Af Angst at Sengen sank væk under mig, gjorde jeg et vældig Hop op paa Sengekanten. Jeg var da ikke vant til at Madratsen gav efter. Dog naar blot Krigen vilde faa en Ende, saa skulde Man jo nok vænne sig til det.

Og jeg troer at alle i kære Piger derhjemme, vilde glæde jer ligesaa meget, som vi, den Dag vi kunne vende hjem til jer. For mangen en har Krigen været rigtig til Gavn. Der var for mange “Frøken” Døttre og “Herre” Sønner, og jeg har saa tidt ærgret mig grøn blot af at se en eller anden Modedukkes Hovmod, uden at det paa nogen Maade kom mig ved.

Nu er Brevet nok fuld og jeg vil slutte med Haabet om at den Dag ei maa være fjærn, da vi alle sunde og raske maa samles i vort kære Nordslesvig, for aldrig mere at forlade det og sikkert vil der saa oprinde bedre Tider for os alle. Mange Hilsner sender
Mathias D.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. november 1917. Mikael Steffensen: “Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Flandern på Vestfronten.

Flandern, den 16. november 1917.

Kære N………. !


Saa har jeg saa meget at sige dig Tak for, N., og saa mange Tanker, du, men min Tid er saa knap. For Øjeblikket sidder jeg paa et Lofte i Halluin-Menin, vest for Courtrai (Kortrik), vi skulde ‘have et Par Dages Ro, men nu har de smidt os ud igen, og først for et Par Timer siden kom vi tilbage, men endnu ligger vi i højeste Allarmberedskab. Tilgiv da, om Brevet i Retning af Form og Skønskrift bliver »maadeligt« jeg kan ikke, som jeg helst vilde.

Jeg var saa glad for den Dag i Cambrai, selv om det var saa kort, og for Dagen i Buissy. Saa fik jeg da at føle, at vi endnu har Mænd, som kan betrygge vor Fremtid, at der endnu er virkelig unge Nordslesvigere, som tør vedkende sig deres Gud og deres Fædreland.

Det er vist at dømme haardt, men jeg regner dem for simple Folk, som svigter disse to Ting. Saa vidt jeg har erfaret, er disse to Ting -— selvfølgelig mest Vorherre — de to Poler, hvorom vort Liv drejer sig, og som giver vort Liv Indhold.

Tit har jeg tænkt i denne Tid: Kunde jeg blot have kæmpet og lidt dette forfærdelige for en Sag og et Land, som jeg elsker. Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for . . .

Tak, N., for den Bog, du sendte mig, jeg vil se at faa den læst en af de første Dage, for at du saa kan faa den tilbage. Med forud vil jeg ikke tage den, dertil er den for god. Den første Fortælling har jeg læst, og den var god, dyb og af virkelig Værdi. Saa snart jeg faar en god Bog, faar du den tilsendt, vi vil hjælpe hinanden over denne Tid., N., og i Livet senere hen, ikke sandt? Hvis vi hjælper ‘hinanden frem mod høje Maal, saa vil Gud ogsaa velsigne vort Venskab, ja hele vort Liv.

Den 20. Oktober blev vi sat ind, og vi har været 10 Dage i Stilling siden da. Resten af Tiden har vi været i Halluin, men ogsaa i Beredskab, alarmeret hele Dagen, men ikke sat ind i Storm endnu.

I Dag har Englænderne trommet voldsomt, og der kastes Bomber og skydes her ind i Byen. Uhyggeligt er her, men forude er det værre. I mørke Nætter vil mange sætte Livet til i det bundløse Morads, og mangen Saaret vil lide en haard og fortvivlet Skæbne.

Bitterhed har fyldt mit Sind — der var knap Plads for Tak til ham, som jeg dog skylder Tak for saa uendelig meget godt. Vi er smaa, vi Mennesker, meget smaa, og i denne Tid især har jeg været en af de mindste: Svag og utaknemmelig, ængstelig og utro mod Gud.

Hvor fandt jeg Hvile i at læse i din Bog, de gode Tanker, dem faar man aldrig for mange af.
Jeg sad forhen og læste et Digt af Josias Bille, skrevet nu under Krigen. Tonen er ganske vidunderlig og gribende, men den kan jeg jo ikke skrive, jeg kender den næppe selv. Men Ordene faar du nu:

Ring, Klokke, lydt over Land og By,
meld om en blaaraende Himmel bag Sky,
ring for de Sjæle, som stønner i Strid,
Klokke, ring Fred i vor fejderde Tid.

Dybt skal du ringe i Sjælene ind,
nævne det bløde, vi bær i vort Sind,
kalde paa alt, som kan stemme til Fred,
vende vort Sind til Fordragelighed.

Kald alle Minder om Kærlighed frem,
kald paa de Længsler, vi bær til vort Hjem,
mind om den Hustru, som græder i Bøn,
mind om den Moder, som elsker sin Søn.

Ring, Klokke, ring over Hærenes Tal,
ring gennem Hjertets forhærdede Skal,
fri vore Sind for dens tærende Splid,
Klokke, ring Fred i vor fejdende Tid.

Du skulde høre N. N. synge den, selv har jeg ikke hørt ‘ham synge den, men andre, gribende Sange, og det var Andagt, det var noget, der greb det dybeste i mig, og fik Strenge til at dirre, som aldrig kom i Svingning ellers.

Ja, min Tid ebber ud, skønt jeg gerne vilde fortsætte, maa jeg dog slutte.

Guds Fred, N., over alle dine Veje, og vær kærlig hilset.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

15. november 1917. “Hvor er Gud, at dette kan ske?”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig på Vestfronten.

Bataillons-Stillingen, den 15. november 1917.

Kære N. N.!

Saa længe har jeg længtes efter rigtigt at kunne sige Dem Tak for den Glæde, De gav mig med Deres Brev. De kender jo selv, hvor forskelligt et Brevs Indhold kan være. Ikke blot Ordene, men det, der ligger mellem Ordene, havde jeg nær skrevet, er det, man søger og længes efter at finde. Glæden er saa inderlig, naar man finder, at Brevskriveren har søgt at lægge sin Sjæl ind i det skrevne. Et Brev, en Hilsen er saa forskellig som et Haandtryk. Der kan ligge saadan er Varme i det Blik, som sænkes i mit, naar en Ven rækker mig sin Haand til Hilsen, og det er, billedlig talt, det Blik jeg søger efter, naar jeg læser et Vennebrev. Det fandt jeg i Deres Brev, og inderlig Tak derfor.

Vi laa den Gang ved Transloy som Reserve, og Englænderne trængte os haardt. Det saa ud til, at ingen af os skulde komme levende derfra. Mine Kammerater laa saa ængstelige paa deres usle Leje i den Træbarakke, som var anvist os. Rundt om os slog 28 Centimeters Granaterne ned, Væggene saa ud som en Si, saa hullede var de. Da kom Posten og Deres Brev. Jeg læste det flere Gange, og mod Forbudet tog jeg det med ud, da vi en Time senere gik frem.

Ord, som til andre Tider slet ingen Indflydelse vilde have, og slet intet Indtryk efterlader, udøver ofte under slige Forhold en Virkning, som spores jeg tror næsten et Menneskeliv igennem. Den Aften troede jeg bestemt, at min Time var kommen.

Tusinder af Malmmunde brølte imod os og koncentrerede deres Ild mod vor Stilling. I tre Dage havde der været Stilstand, og Nat og Dag havde vort Artilleri samlet Munition. At Englænderne havde gjort det samme, fik vi at høre.

Jorden rystede milevidt under Drønene og Luften blev sat i voldsomme Svingninger, Aandedrættet paavirkedes og blev meget besværliggjort, men værre blev det, da vi kom ind i Krudtdampen. Kommandoen druknede i Bulderet; vi fulgte kun vor Formand, snart i Løb, snart os gennem Taagen.

Værst var det næsten i og mellem Batteristillingerne. Hver Lavning i Terrænet, hver Busk, hvert Træ dækkede for et Batteri. Da tænkte jeg: To Verdensmagter har her koncentreret deres Kræfter imod hinanden, to rasende, overnaturligt store Kæmper prøver her deres Styrke, og du gaar her midt imellem deres fægtende Arme, som en svag, elendig Skabning. Men du gaar dog beskyttet. En endnu større Magt har du betroet dit hele Liv, i dens Varetægt har du jo betroet alt. Min Sjæl kæmpede for at vinde Fred. Men ogsaa inden i mig kæmpede Magter mod hinanden.

Nu gjaldt det Vished, nu var det Alvor. Jeg mindedes Dagene fra Poziéres, da jeg saa rolig saa Døden ind i Øjnene, da jeg havde Vished for, at Døden vilde bringe mig hjem til Gud. Den Aften var det anderledes. Fristeren kom med sin nagende Tvivl. Sandhed, Lys, Sandhed, det var det, jeg søgte, og ikke kunde finde. Midt i alt dette skrækkelige var det, som Gud havde forladt mig, som om alt det, jeg havde knælet for og ‘havde fundet Glæde og Trøst og Fred i, havde været Blændværk.

Min Tanke stod stille, en uhyggelig Angst greb mig. Er det muligt, at Mennesket fødes til Verden og glædes en Stund, for saa at gaa til Grunde i denne forfærdelige Elendighed! Hvor er Gud, at dette kan ske?

Seks Døgn, seks Døgn uden Søvn og Hvile og næsten uden Mad og Drikke, seks Døgn med frygtelige Anstrengelser laa bag os. Hjernen var tom for Tanker, men overfyldt med feberhedt Blod. Ikke et Ord til Trøst var gemt derinde, intet var der, kun Nat, bælgmørk Nat med Helvede omkring mig, med Døden for Øje. Hvad var det dog.

Aa, som de skreg og jamrede omkring mig, disse stakkels, brave Kammerater, som væltede i deres Blod. Vi laa i en ussel Rende, som var næsten jævnet af Granaterne, laa for at puste ud før det forfærdelige Løb gennem Spærreilden.

Foran mig, lidt til venstre laa en herlig, gammel Kirkegaard, omkranset med flere Rækker ældgamle Linde. Alt blev knust i denne Nat. Ikke et Træ, som ikke splintredes, ikke en Grav, som ikke ødelagdes. Ogsaa dette maa ske, tænkte jeg, alt, hvad Mennesker freder om og holder i Ære skal knuses og forhaanes.

Min Gruppe havde samlet sig om mig. »Vi kommer aldrig igennem,« sagde de, »aldrig«. Taarerne har sikkert haft frit Løb, Stemmen var saa usikker. Stakkels Gutter, de fleste var ikke vant til Ilden. Men ogsaa de Gamle trængte til Trøst. »Værre end nogen Sinde før,« sagde de. De trængte til Trøst; men jeg kunde ikke trøste. Det var en indirekte Løgn, da jeg sagde; »Det gaar altsammen. Løb, naar jeg befaler det, og følg efter mig. Til højre for Hulvejen ligger næsten ingen Ild, og der er en Gennemgang gennem Traadforhugningen foran Flankestillingen«.

Vi skulde gaa gruppevis frem, og jeg havde lidt Tid. Da følte jeg Deres Brev i min Lomme, og alt det, jeg havde følt, da jeg læste det, gennemgik jeg i samme Øjeblik. Min Gud, den Gud, hvorpaa jeg havde bygget mit hele Liv, men som jeg ikke kunde finde, havde Brevet jo vidnet om. Den Varme, hvormed De havde skildret Livet med Gud, det Vidnesbyrd, De havde aflagt, bevidst eller ubevidst, blev min Trøst og min Redning. Jeg maatte leve i andres Tro, maatte ledes paa Vej ved Deres Vidnesbyrd, styrkes ved andres Forbøn. Og da kom det saa lykkelig stille, ikke overvældende, men lægende mildt: Guds Menighed, Vennerne derhjemme, staar bag dig i Bøn til Gud. Da kom De med Deres varme Haandtryk, og De saa paa mig og sagde: Der er kun een Gud, og det er vel ogsaa din Gud. Jeg følte, at De havde talt Sandhed, følte, at Lykken laa gemt bag Deres Vidnesbyrd, og dette førte mig ind paa Vejen igen, paa Vejen hjem til Ham.

Et Kvarter efter laa vi i forreste Linje, alle omkring mig næsten jublede af Glæde. Gruppen havde naaet sit Maal og fundet sin Plads, og ikke en Mand var tabt.

Granaterne slog ned omtrent 150 Meter bag os, nu havde vi kun med Infanteri at gøre, en lige Kamp, paa lige Vilkaar, den frygter ingen. Stormen kom henad Morgenstunden, den blev standset foran vor Linje, thi vi havde Skudfelt paa 600 Meters Afstand.

Da Solen stod op, havde jeg endnu alle mine Folk, og dem havde jeg den Lykke at faa med uskadt derfra, da vi paa anden Dags Aften blev afløste.

Aa, der var saa meget, jeg vilde skrive, men det lakker mod Midnat, og Brevet vil blive for tungt, naar jeg skriver mere. Jeg fortsætter en af de første Dage.

I Aften de kærligste Hilsener og en inderlig Tak. Deres hengivne

Mikael Steffensen.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

14. november 1917. Mikael Steffensen: “Der er saa meget, vi Mennesker ikke fatter, men dybest inde ikke kan lade være at tro paa”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved  Vestfronten, hvor han gjorde sig tanker om religion og velsignelse.

Den 14. november 1917.

Min Engel er trofast. Der siges jo, at hver Menneskesjæl har sin Engel, og jeg tror, det er sandt, men paa en stærkere og skønnere Maade, end Menneskeforstand kan fatte.

Forstanden bunder ikke de Dybder, som hører Gud og hans Rige til. Der er saa meget, vi Mennesker ikke fatter, men dybest inde ikke kan lade være at tro paa.

Der er nu Ordet Velsignelse, hvor dybt gaar nu egentlig vore Tanker om dette Begreb? Gud velsigner, men hvorledes? Tænker vi over de Veje og Midler, Gud benytter til at velsigne sine Børn?

Først herude har jeg oplevet og erfaret, at Gud ofte lader Velsignelsen gaa gennem Mennesker. Vi vil ikke skarpt kunne adskille Begrebet Velsignelse fra Lykke eller Glæde, ja endog Bedrøvelse. Men saa Vennerne, der dør, er vi helt udelukkede fra Forbindelsen med dem? Ja, her standser Tanken og Forstanden, her griber Tro og Oplevelse ind. Jeg tør ikke sige, at Forbindelsen er afbrudt, jeg ikke alene helst vil tro paa, at de Afdøde endnu kan følge vor Færd, men der er en Overbevisning herom i mit Indre, som jeg ikke kan forklare.

Sønderjyden Mikael Steffensen

13. november 1917 – Mathias Damm: “Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 13 Nov 17.

Kære Moder!
Blot en Hilsen. Jeg er nu allerede to Dage her, men Kompagniet er endnu ikke kommen. Det er her omtrent det samme Billede som i Kurland, forsømte Marker lige som der. Det er ogsaa temmelig rolig og ikke at mærke, at det her har været et saa brændende Punkt for 5-6 Maaneder siden. Det har i Nat trosset meget stærkt saa jeg maatte op og til at fyre. Vore Hytter ere af Pap, saa Væggene ere ikke tykke. Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C. De ville jo gøre store Øine, naar de ser disse Kvarterer. De kommer vistnok idag, kanske jeg saa ogsaa faar Postsager. Jeg er ved at koge Bønner til Middag. Men det bliver nok vanskelig, at jeg faar dem færdig til sædvanlig Middagstid, men nu Dagen er jo ogsaa 1½ Time bag Dagen i Rusland, og saa kunne vi jo spise Kl 1½ istedetfor. Jeg vil nu straks se om jeg kan faa det afsted. Derfor lev vel og paa Gjensyn eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. november 1917. Mikael Steffensen: “jeg blev bitter mod dem, som har Skyld i og Ansvar for dette meningsløse”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 var han ved Vestfronten, hvor han den 3. november beskrev sine oplevelser ved Flandern.

Flandern, den 3. november 1917.

Seks mørke farefulde Dage ligger nu bag ved os. Dage, som fordrede Udholdenhed og Kraft, legemlig og aandelig Styrke. Nu er de overstaaet, og der er givet os et Par Dages Frist til at hvile os i, hvis ikke Englænderne for­ styrrer os; thi saa skal vi frem igen.

Disse seks Dage har været haarde ved os. Trommeild, Vand, Morads og Kulde i Forening gjorde os ilde til Mode, og der skal meget til, før vi kalder det slemt, thi vi har døjet meget.

Vor Division regnes blandt de haardest prøvede her paa Vestfronten, en Division, som altid maa holde for. Der siges, at vi denne Gang skal blive her meget længe og jeg tror, det er sandt. Men som Vorherre har været med mig, Du veed ikke, hvor ofte jeg følte ham ganske nær!

Der var tunge Timer. Lad mig nu bare være ærlig jeg led, naar jeg saa disse stakkels sønderflængede Lig, jeg blev bitter mod dem, som har Skyld i og Ansvar for dette meningsløse.

Men der var Timer, da der var Fred i mit inderste, da jeg kunde lægge alt i Vorherres Haand, men tro mig, Tvivlen, den svage Tvivl, kan være saa grusom under alt dette. Det lyse, varme, Solen, Hjem­met, alt, hvad man har kært, er saa langt borte.

Det kolde, mørke er om os, og alt dette har saa lidet at gøre med det, hvad jeg før trygt kunde stole paa: en mild og kærlig Gud og Fader, der magter alt og sørger for alle. Et nyt Forhold, en stærkere Tro kræves der, og denne stærke Tro kan kun være til Stede, hvor der er inderligt Samliv med Gud, saa Varmen inde fra kan holde Kulden og Mørket ude omkring borte fra Hjertet.

Her fordres det at tro, tro paa Trods af alt, tro paa Gud og paa det Godes Sejr under Helvedes Larm, under alle vrede Magters Rasen. Det er en Tid, da Mænd modnes og Troen prøves, da vi lærer Gud at kende, naar han er vred. Men Guds Vrede er retfærdig, og vi veed, at vi straffes ikke uforskyldt. Det er en Tid, da Bønnens inderlige Liv igen kommer til sin Ret.

Du har Ret, at det er Liv at dø, men det gør ondt at tænke paa, at Livet her ikke bar større Frugter.

Sønderjyden Mikael Stefffensen

16. oktober 1917. Mikael Steffensen: “Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I oktober 1917 befandt han sig ved Baralle på Vestfronten.

Baralle, den 16. oktober 1917.

Min kæreste Ven!


Vi har pakket, i Morgen skal vi rejse nordpaa til de Egne, hvor jeg var sidste Vinter, og hvor nu de vildeste Kampe udkæmpes. Det er Nat; thi jeg har haft travlt i Dag, men først vil jeg være sammen med Dig, min Ven.

Tak Du, for Dit Brev, Tak for Cigarerne, Tak for Din daglige Hilsen, Tak for Bladene, Du kære gode Mand. Og saa tilgiv, at jeg har ventet saa længe med at skrive. Som jeg længes efter Dig og Længslen kan ikke stilles. Alt skal vente, der er andre, der fordrer min Nærværelse, min hele Kraft og en Smule Evne, men Hjertet, det faar de aldrig. Tanker og Følelser gaar andre Veje; thi jeg kan aldrig forstaa Meningen med dette her, og det har skilt mig fra det bedste, jeg ejer, maaske for stedse.

I Dag kom den Feldwebel, der skal afløse paa Skrivestuen ved vort andet Kompagni, hans Kompagni bestaar af en Vicefeldwebel, 2 Underofficerer og 25 Mand, Resten ligger i Lasarettet, paa Flanderns Slagmarker, eller er derovre, hvor man ønsker sig hen. Da de var seks Timer i Fronten, saa var der ingen Kæmper mere, Resten var paa Orlov eller paa Sygestue, og det er vor Afløsning. Vi med vore næppe 100 Mand i Kompagniet skal nu derop. Hvad kan det blive til? Stakkels Tyskland. Vi skal jo nok redde det hele deroppe.

Der er nu egentlig gaaet noget i Stykker med dette Rejseri, jeg vilde have overrasket Jer derhjemme, thi jeg kan nu snart igen komme paa Orlov, men nu er den spærret, og de første 4 Uger kan jeg ikke komme. Vil Gud skaane Liv og Sundhed, kommer jeg nok hjem til Jer, omtrent ved samme Tid som i Fjor. Helt galt er det maaske slet ikke mere i Flandern, hvem veed, om vi ikke har Lykken med os. Faar vi Regn, er der god Grund til at haabe det bedste.

Aa, som vi længes mod Fred, mod Fred og Frihed, og mod Hjemmet.

Du, jeg anede jo slet ikke, at C. H. havde i Sinde at rømme, det var saa stik imod hans Udtalelser fra i Sommer. Han maa have andre Grunde nu. Ogsaa her maa jeg sige: Jeg kan ikke kaste med Sten, men jeg selv gør det ikke.

I Sommer, da jeg kom herud, havde jeg en haard Kamp, det var mest al den Løgn, man lever i, der var ved at tage Modet fra mig. Det er jo i Grunden kun Løgn, alt ens Væsen overfor Sag og Foresatte. Det er en vanskelig Sag at balancere mellem Overbevisning og Fordring. Men jeg staar nu overfor en Foresat som en høflig Mand overfor en anden. Og nu skrupler jeg ikke mere. Der kan komme Kamp paa alle vanskelige Veje. Men jeg staar paa det, jeg har sagt, jeg kan ikke andet. Mit Land kan kræve det af mig. Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene.

Som jeg kender den Følelse, du skrev om, naar man er ude i Naturen, at leve i Nuet, at indsuge det friske, det foryngende. Saa maa man synge, og man synger det bedste, som man veed. Det var i Dag for et Aar siden, at vi drog bort fra Le Transloy. Den Aften var jeg saa lykkelig, thi der var inde i mig en Følelse af Lykke, som om jeg havde genvundet noget, jeg havde mistet. Og det var saadan, Du veed, hvad jeg havde fundet, min Gud og mig selv og en Ven, som ingen anden.

Nu gaar vi ud paa den vilde Krigsskueplads igen. Men jeg har en lykkelig Følelse af, at jeg ikke gaar ene. Eders Bønner vil ogsaa følge mig, Din inderlige Bøn og kærlige Ønsker. Maaske vil det være bedre, at jeg har det alt overstaaet, naar jeg kommer paa Orlov, men igen vil jeg sikkert komme træt og bleg hjem, — det er ikke noget godt.

Guds Fred med Dig og Dine, min Ven, Du lever i mine Tanker.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

30. september 1917. Mikael Steffensen: “vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Vestfronten.

Buissy, den 30. september 1917.

Kære Venner!


Jeg var saa glad for dit Brev, man føler Forstaaelsen for vor Sorg og Kærligheden til vort lille Land og dets Sønner gennem hver eneste Linje. Tak for Eders Kærlighed til os, vil Gud give Kræfter, vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os. Men I maa holde Jer stærke i mange, mange Aar endnu, thi I skal lede os, give os Raad. Vi vil se op til Jer som dem, der er Kærnen i det hele, for saadan er det.

Tak for Eders Brev, tak for, at Tankerne naar ud til mig, selv om Tiden er knapt tilmaalt. Jeg forstaar det saa godt, det kan ikke være anderledes, men saa er vi ogsaa taknemmelig for alt, hver eneste lille Hilsen, der kommer derhjemme fra. Vi veed, at vi er med i Eders Bøn og at vi faar de allerbedste Tanker.

Jeg har det godt. Endnu er vi her i vor gode Stilling, og Vejret er saa henrivende smukt, høj Sol og blaa Himmel, rigtig Septembersommer. Og jeg er sund og stærk, rigtig sund, som I de bedste Aar. Som havde jeg faaet nye Kræfter, saadan føler jeg det, rigtig ung. Det er det velsignede, at vi fik lært at være taalmodige, at være lydige over for Gud.

Som Byrden øges, saa vokser Sjælens Styrke. Freden kommer snart, jeg tror det, og det er nok dette Haab, som holder mig saa frisk. Men ogsaa dette, at jeg veed mig under Guds Beskyttelse, at han ogsaa er herude, er nok til at være glad, trods alt det, der sker.

Tro nu ikke, at jeg er ligegyldig over for, hvad der sker og er sket. Smerten over Tabet af de stolteste af vort Lands Sønner, fylder mit Sind med dyb Vemod. Men vi maa ikke blive modløse. Selv var jeg modløs saa længe, men det stjal af Hjertets Varme, jeg følte, at det fjernede mig fra Gud. Jeg tror, at Vorherre vil velsigne og være med vort Folk og den kommende Slægt, og saa er alt godt. Gud velsigner dem, som elsker ham, i Tusinde Led, maatte vi da se, hvad der tjener os til Gavn.


Rige er Efteraarets Farver. Vinens Blade gløder med dybe, røde Farver. Endnu engang skal det vise sig i den fagreste Pragt, før det skal visne og dø, før Vinteren kommer. Hvor er det kønt. Og Gud ske Tak for, at vi fik Øjne til at se alt det skønne, og en modtagelig Sjæl, som kan indsuge Indtrykkene og glædes derover.

Hver Dag har sin egen Ynde. 
Ja, Vilken, kunde jeg endda være hjemme hos Jer, hjemme i de store Enge og Moser, saa var alt godt, synes jeg. Men vil Gud, det sker engang. Og sker det ikke, saa vil andre træde i Stedet, nye Mænd, nye Kræfter. Saa stærk er Længslen, at det koster Kamp at dæmpe den, men Gud giver Kræfter dertil.

Lev vel allesammen derhjemme, tak for alt godt.

Vær hjertelig hilset fra

Eders Mikael.

 

25. august 1917. Mikael Steffensen: “De haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 befandt han sig ved Rimcourt (Remicourt) hvorfra han skrev fra skyttegraven.

I skyttegraven ved Rimcourt, den 25. august 1917.

Min kære, kære Ven!

Vor nye Stilling er god. I de brede, dybe Grave er mange og ret sikre Dækninger. Vandstanden er lav her, saa der kan graves dybe Gange ned i den lerede, haarde Jord. De dybeste Opholdsrum er vel nok kun 8 Meter under Jordfladen, undtagelsesvis er de dybere, men saa er de ogsaa ret sikre. Hver Dækning er afstivet med 5 Centimeter tykke Rammer af Fyr eller Grantræ, som staar aldeles tæt op til hinanden. Derved dannes der Gange, 1,20 Meter brede og 1,80 Meter høje. Fra disse Gange bygges saa Rum ind til Siden, idet der dannes smaa Gange vinkelret paa den lange Gang.

I vor Dækning har vi tømret Sengene, to og to over hinanden, fast til den ene Langside af den lange Gang. De øvrige to af Sengenes Hjørner støttes af to høje Stolper. Sengen selv bestaar af fire Brædder med en Bund af Staaltraadsnet, en ny Slags Madras. Nettet bøjer sig efter Legemets Stilling, og man hviler virkelig godt. Brugen af Træuld undgaas, og dermed Faren for Utøj.

Der skydes kun lidt her, men ikke desmindre er der Tab. Man skal først vænne sig til en Stilling. Længe vil vi ikke faa Lov til at blive her, Tropperne deroppe i Flandern trænger til Afløsning. Der kæmpes umenneskeligt ‘haardt deroppe med forfærdende Tab paa begge Sider. »Valhalla« er nu ‘engelsk, eller rettere, den Plet Jord, hvorpaa den stod. Linjen vil omtrent gaa, hvor den laa.
Vi føler Usikkerheden, Utrygheden tynger, fordi vor Tro ikke er fuldkommen nok.

Mine Ønsker, mit Haab, vore fælles Ønsker og Haab kan vi saa svært føje ind under Guds mægtige Vilje. Oprigtig talt synes vi, at alt er forkert, hvad der ikke falder ud til vor øjeblikkelige Fordel.

Hvad der sker nu, paa de store Valpladser, Landenes Trængsler og Nød, de haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld, for at kommende Slægter kan faa Fred, og i Fred udvikle sig. De store Statsmænd maa skue ind i en Fremtid af mindst hundrede Aar, og deres Handlinger i Øjeblikket maa være bestemt efter, hvad der kan gavne Fædrelandet i Fremtiden.

Vorherre ser langt klarere, vi har saa ofte set, at hans Veje var andre end vore, og vi har set, at een Dags Angst og Graad fulgtes af Maaneders Glæde. Men saa at kende Guds Veje og ‘hans Vilje. Han virker jo i os ved sit Ord og ved sine Love og mere direkte gennem vor Samvittighed. Men vor Samvittighed, ja, den kan sove, derfor har han undertiden andre Midler end netop sit Ord, det skrevne, [til] at vække os af Dvale, gennem de Mennesker, vi omgaas, faar vi tit en Advarsel fra Gud. Og man vil lære, at det særlig er bestemte Mennesker, som aabner os Øjet, kalder paa det Gode i os.

Velsignet det Menneske, som faar Venskabsbaandet knyttet med dem, som kan løfte os opad. Gennem Venner kan Gud kalde saa inderligt paa os, paa en Maade, saa det retter og trøster paa een Gang. Derfor holder jeg Dit Venskab saa højt, og det føles inden i mig, som vi nok naar ind i Fremtidens Land, som om der er meget rigt i Vente, fordi jeg føler fuldt og fast, at Guds Velsignelse hviler over vort Venskab.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

6. august 1917. Mikael Steffensen: “Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I starten af august 1917 befandt han sig bag fronten ved Flandern.

 

Flandern, den 6. august 1917.

Kære, kære Ven!


I dette Øjeblik er du vist paa Vej hjem mod Nord, — hjem til vort eget Land. Jeg sidder paa min Feltseng og skriver til Dig. I en Uges Tid har jeg været heftig syg, febersyg. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger iblandt Tropperne her i det lave, sumpede Land, der fik fat i mig. Nu er jeg bedre, og snart maa jeg gøre Tjeneste igen. Saa vil jeg da være sammen med Dig, nu mens jeg har Ro. En behagelig Mathed har afløst den brændende Feber, Tanken er rolig og Legemet hviler. 

Naturen er ogsaa rolig nu. Dagelang raste et Uvejr med heftige Regnskyl, sammen med den engelske Trommeild, alt det var jeg skaanet for, jeg fik Lov til at ligge paa mit Leje. Mine Lidelser var intet mod mine Kammeraters. At ligge derude i de vandfyldte Huller de lange, kolde Dage, uden at røre sig, uden at kunne slippe Geværet, det er Lidelse. Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig. Alt det var jeg skaanet for, jeg er saa taknemmelig.

Nu kan jeg igen spise lidt, og Sundheden vender tilbage. I forbavsende kort Tid er jeg bleven Feberen kvit, det vil sige den høje Feber. Og der er stille ved Fronten, mere stille end vi har ‘kendt i længe. Hovedstormen kom ikke mod vort Regiment, men til højre og venstre for os. Linjerne hos os er holdte, og vor 2. Bataillon ‘holder Linjen ved Regiment 31.

Meget ‘har England ikke opnaaet. Artilleriforberedelserne var saa glimrende, saa knusende, men der skete det samme igen, som saa ofte før. Infanteristormen savnede Kraft og Plan. Englænderne var berusede allesammen, eller den store Masse dog. Tabene er uhyre store paa engelsk Side. Franskmændenes ‘Storm var glimrende. De ligger lige foran »Valhalla«, den gamle Dækning er vist ikke mere.

I to, tre Dage ‘har der været Ro ved Fronten, Ro før Stormen, thi det har langt fra Ende endnu. Men de tyske Batterier har faaet Tid til at forsyne sig rigeligt med Ammunition, og overalt er nye Stillinger sikrede og forstærkede. Hver Tomme Jord vil koste Blod. Uendeligt føres Meningsløsheden videre, uden Hensyn øges Sorgen og Smerten og Elendigheden, for hvad? For Penge eller Magts Skyld? Ja, noget af det altsammen; thi det gælder jo »være eller ikke være« for saa mange.

Du vil smile og tænke, nu grubler Mikael igen paa dette uløselige Problem, nu, da han sidder bag Fronten og ‘har Tid til at tænke. Det er netop Sagen, man grunder og tænker, man søger Fornuften, Meningen i det hele, Sammenhængen, Maalet, og man slider sig træt og løber i Ring, aldrig kommer man til et Resultat, fordi man ser for kort. Og det ender med Mismod, nej, alligevel, det ender med, at man folder Hænderne i Bøn og beder om Kraft til at holde ud, til at maatte faa Barnekaar, rigtig at kunne kaste sig ind i Guds Faderfavn og holde ud, at kunne sige: Fader, som du vil, ikke som jeg vil.

Gud har været mig saa god. Han skaanede mig, rigtig bar mig paa Ørnevinger til i Dag, og han gav mig Sundhed og Kraft og gav mig saa rig en Glæde trods alt. Krigen rev mig bort fra Venner, men han gav mig endnu bedre Venner i Stedet, og saa vil jeg klage?

Solen skinner saa dæmpet gennem Taagen, en sagte, kølig Vind svaler min Pande, der er Ro og Stilhed her paa Værelset, mit Sind er fyldt med Fred.


Nu er Krigen altsaa gaaet ind i fjerde Aar, indviet ved Kejsertale og alt. Tusinder og atter Tusinder er dømt til Døden. I Dag for et Aar siden laa jeg i en Skyttegrav ved Somme, en ganske forfærdelig Dag. Men Gud var mig god, og jeg vandt snart frem til Sundhed igen. Og saa den svære Gang til Somme igen, aldrig er en Vej forekommet mig saa tung. Men der kom Hjælp igen. Jeg mindes den Aften, da vi i Automobiler suste ‘bort fra Somme- omraadet. Solen var ved at gaa ned, da vi kørte, en underlig, køn Efteraarsaften. Altid fjernere gik det fra Kamptummelen, forbi fredelige, kønne Byer og Stæder, hvor Aftentaagen laa over over Gaarde og Kirker. Da Et forfærdeligt Tryk var veget fra mig, jeg var frigjort og glad. En Gang endnu vilde jeg gerne opleve en saadan Glæde, — den vil komme, naar Krigen er endt, naar vi faar Lov til at drage hjemad, hjem til alt det, vi længes mod, som staar for os som det allerhøjeste, ja, det eneste, vi har af virkelig kært paa Jord.

Hvis jeg skulde opregne, hvor ofte jeg led unyttig Kval, selvskabt Sorg, fordi jeg manglede Tillid til Gud, vilde jeg faa et stort Tal. Men jeg fik at se, at jeg var svag og lille, at kun Gud er stor. Gud er Kraftens Kilde, og Godhedens, Kærlighedens. Han gav mig af sin rige Kærlighed, og jeg kan saadan ængstes for, at jeg skulde miste selv et Gran af alt det, jeg har kær.

Du, min Ven, fik af Gud ogsaa saa meget at elske, og Du ængstes ogsaa for at kunne tabe noget af alt dette. Er det da ikke saadan, at Kilden fra Gud flyder ustandseligt? At Gud ikke vil lade os miste selv et Gran af den Kærlighed, han gav os? Eller fik vi kun Gaven for at kunne lære Lidelsen ved at miste igen? Hvad der kommer, vi maa huske paa, at Kærlighed fra Gud er en Kilde, der aldrig tørres ud, hvis vore Hjerter ikke skrumper ind. Og Kærligheden, i al sin Fylde, ønsker jeg Dig, min dyreste Ven.

Din Mikael.

 

 

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. april 1917. Langfredag: “Derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab.”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig.

Frankrig, Langfredag, den 6. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Vi ligger i en Lade bag Fronten, Regnen strømmer ned og gør de bundløse Veje endnu mere ufremkommelige og Skyttegravenes Pløre endnu dybere.

Englænderne trommer endnu mere, dog har vi forude en Del gode Dækninger, siges der.

I Gaar Morges var jeg forude, og det saa ikke godt ud, der flyver næsten for mange Granater omkring.

Dog, vi er vante til ondt. Naar der er nogenlunde Dækninger, er alt ikke saa slemt.

Det er Langfredag, — denne store Mindedag, hellige Langfredag.

Og derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab. — Og dog er det Festdag for hver, som har følt, at Vorherre stred denne tunge Kamp. for os. Helst sad jeg hjemme hos Dig i Din dejlige Stue og nød Langfredags Stilhed og Glæde, uddybet og forøget i Din Nærhed.

Min Tanke gaar hjem til Dig, Du trofaste Mand, trofaste Ven, og vil Gud, vi ses igen, sunde, stærke, glade! — Jeg er rask og rolig. Din Drøm er endnu ikke gaaet i Opfyldelse, det var saamænd ingen Skade til, om den blev Virkelighed, og dog er det maaske bedre saadan. —

Dine Cigarer er ganske udmærkede. — Tak, min Ven, for alt. Gud vil
være Dig nær. Kærlige Hilsener til Dig og Dine.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

14. januar 1917. Claus Eskildsen: “Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Ny Front, nye Modstandere, nye Kampmetoder — det var let at se, at Omflytningen fra Øst til Vest for Regimentet og hver enkelt af os betød et Vendepunkt. Derimod vilde ingen af os dengang have troet, at dette Vendepunkt nøjagtigt faldt sammen med Midtpunktet i Regimentets korte Historie. Det faldt ogsaa sammen med det vigtigste Vendepunkt i hele Krigen. Kejserens Fredstilbud var blevet afvist, og det stod nu klart for alle, at denne Krig ikke vilde ende uafgjort, men at der ved Freden vilde findes sejrende og besejrede.

Tyskland foretog et vældigt Tag for at rive Sejren til sig. Den 1. Februar proklamerede man den hensynsløse, uindskrænkede Ubaadskrig — og tabte derved Krigen, idet den afgørende Magt, Amerika, traadte ind i Modstandernes Rækker.

Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten. Hjemmefra fik hvert Regiment, ogsaa vort, 300 frontuduelige (»gv.« = garnisonsverwendungsfähig) Folk, der bestemtes til Afløsning af »kv.« (kriegsverwendungsfähig) Mandskab ved Trainet. Mange trofaste, gamle Folk maatte nu fra Bagage Trainet ud i Skyttegravene; men Officererne holdt Haanden over deres Oppassere og Skrivere, af dem afløstes ingen. Regimentet sendte til Gengæld 300 stærke og krigsvante Mand til Erstatningsbataillonerne, hvor de benyttedes som Kærne til nye Regimenter. Snart hørte vi, at der fandtes et Regiment med det høje Nummer 464.

Det politiske Vendepunkt faldt ogsaa sammen med et taktisk. Den stive Kamp om den forreste Skyttegrav afløstes helt af den bevægelige i et bredt Bælte af Pigtraadskrydsninger, Skyttegrave, Støttepunkter, Maskingevær»Reder« og snildt indrettede Fælder.

Man regnede med, at enhver større Patrouille vilde trænge ind i den forreste Linie, og Kampens Tyngdepunkt kom til at hvile paa »Stødgrupperne«, hvis Hovedvaaben var Haandgranaterne, hvormed de skulde rydde op i Stillingen, naar Fjenden havde sat sig fast. Den mere bevægelige Kamp medførte, at de »lette« Minekastere og »lette« Maskingeværer, kom stærkt i Brug, og at der lagdes større Vægt paa en sikker Forbindelse.

Hvert Regiment fik sin særlige »Efterretnings-Afdeling«, der arbejdede med Telefon, Brevduer, Lyssignaler, Vinketegn og Signalering ved Hjælp af Maskingeværer.

De gamle Vestfrontregimenter saa — absolut uden Grund — med Ringeagt ned paa os russiske Barbarer, og man gik langt uden om vort Train med de skurvede Heste. »Latrinparolen« lød allerede paa, at vi skulde over til Østfronten igen, og at hele Transporten kun havde været et genialt Kneb af Hindenburg. Men vi var alligevel gode nok til at komme i Fronten, inden vi endnu havde faaet os vænnet til de nye Forhold.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

6. januar 1917. “Mademoiselle?” – et frækt tilbud på Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.

Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.

Tænk, en Seng!

Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.

Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.

Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!

Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.

Prostituerede
Prostituerede på Vestfronten

Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.

Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?

Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.

Jeg gør hurtigt omkring og forsvinder.

Vestfront!

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Se også leksikonopslaget om prostitution