Tag-arkiv: soldaterkammerater

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

24. januar 1918 Højt humør og fællessang: Artilleristen Frederik Tychsen og bataljon 407 på vej mod fredeligere omgivelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 24. januar 1918 ved middagstid kom Protzerne. Vi havde fået pakket; alle genstande, der hørte til kanonerne blev efterset – talt, det manglende blev noteret, og sådan gik tiden, indtil hestene kom. De blev spændt for, og en efter en blev kanonerne trukket ud gennem den fede ler. Der kom ammunitionsvogne, de medtog en del af granaterne, og omsider kunne vi forlade stillingen.

Et par kilometer længere tilbage standsede de første og ventede på de sidste. Batteriet vendte nu ryggen imod ”den Wilden Mann”, vi skulle nu forlade Flandern for bestandig. Vi gik den sædvanlige vej gennem Hochlede – et sådant batteri vakte altid opsigt, hvor det kom frem, det var præget af kampens bulder og hede, tilsmurt med ler og mudder. Omring kanonerne hang tovværk, spader og økser var fastspændt med remme, bag ved kanonen gik betjeningen – 6 – 8 mand.

Officererne kom bagefter i en lukket vogn – en vogn, som var rekvireret på en eller anden herregård. Om sommeren red officererne mest, men om vinteren lod de sig køre i den lukkede vogn. Det var i mørkningen vi gik igennem Hochlede; der stod mange i dørene for at se på os – her i Hochlede var den store kirkegård, hvor så mangen en kanoner fra batteri 407 lå begravet.

Da vi gik forbi denne, sang vi en sang, som var skrevet af kanoner Treptau (der også ligger på denne kirkegård):

In Flandern sind viele Soldaten,
in Flandern sind viele Gefallen,
# wir waren zwei herzgute Kammeraten,
wir hatten einander so lieb.#

Wir hatten uns Treue geschworen,
dass der eine dem andem gleich schrieb,
# sollte einer von uns beiden fallen,
dass der andere nach Hause gleich schrieb.#

Und als nun die Schlacht war zu Ende,
und wir kehrten zurück ins Kvartier,
# ich musste mein Versprechen halten,
ich nahm ein Bleistift und schrieb auf Papir.#

Ich schrieb es mit zittemden Händen
an den getroffenen Eltern zu Haus,
# eure Son hat die Kugel getroffen,
er liegt in Flandern und kehrst nicht nach Haus.#

(Treptau.)

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.