14. oktober 1918. H.C. Brodersen kæmper med en vagtmand om sin vielsesring. “Du skal nu ikke faa Ringen, saa kan det koste, hvad det vil.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  Dag  skal  vi  af  Sted  herfra,  og  mest  for  de  Gules  Skyld er  jeg  glad  for  det [“de gule” = de franske kolonitropper bar gul-brune uniformer, RR].  I  Nat  havde  jeg  en  ubehagelig  Oplevelse med  et  Par  af  dem.  Jeg  havde  været  et  Ærinde  i  et  Hjørne af  den  store  Lade,  vi  nu,  sammen  med  64  andre  Kammerater,  var  blevet  anbragt  i . 

Det  var  mørkt,  med  Undtagelse  af det  Hjørne,  hvor  det  gule  Mandskab  havde  opslaaet  deres Telt.  Der  brændte  et  lille  Baal,  som  3-4  Mand  af  Vagtstyrken  sad  og  varmede  sig  ved.  Da  jeg  gik  tilbage,  kom  der  en af  dem  henimod  mig  og  pegede  paa  min  Vielsesring. 

Jeg rystede  paa  Hovedet.  Han  viste  mig  en  Haandfuld  Tobak. Atter  rystede  jeg  paa  Hovedet.  Nu  viste  han  mig  en  Del  store  Kobbermønter,  hvis  Værdi  jeg  ikke  kendte.  Jeg  slog  afværgende  ud  med  Haanden  og  vilde  gaa  videre.  Nu  var  han blevet  gal  i  Hovedet,  og  saa  sig  omkring  til alle  Sider. 

Overalt  sov  Kammeraterne,  og  jeg  selv  blev  nu  ængstelig,  thi  det var  nemt  at  udregne,  at  Fyren  havde  ondt  i  Sinde.  Med  den fældede  Bajonet  traadte  han  et  Skridt  tilbage  og  satte  nu denne  i  Brysthøjde  hen  foran  mig.  Samtidig  holdt  han  mig med  sin  venstre  Arm , og  talte  ivrigt  til mig.  Jeg  tænkte  ved mig  selv:  „ Du  skal  nu  ikke  faa  Ringen,  saa  kan  det  koste, hvad  det  vil . ” 

Før  vilde  jeg  mase  hans  grimme,  gule  Fjæs, og  sende  hans  hindustanske  Sjæl  til de  evige  Jagtmarker  hos hans  Forfædre.  Under  hele  Krigen  var  der  blevet  fortalt  om, hvordan  disse  halvvilde,  uciviliserede  Individer  skar  Fingre af  deres  Ofre  for  blot  at  faa  en  Ring  at  pynte  sig  med,  og paa  ham  her  var  alle  Fingre  besat  med  denne  for  ham  tilsyneladende  uundværlige  Pynt. 

Jeg  rev  mig  løs,  traadte et  Skridt  tilbage,  og  langede  ham  med  højre,  knyttede  Næve et  Stød  lige  i  hans  forhadte  Ansigt.  Det  kom  ham  vel  nok lidt  overraskende,  og  han  gav  da  ogsaa  et  forfærdeligt  Brøl fra  sig.  Hans  Kammerater  kom  nu  løbende  til,  og  jeg  gav mig  til  at  raabe  om  Hjælp.  Den  kom.  To  Gendarmer  kom løbende,  og  uden  først  at  spørge  om,  hvad  der  var  paa  Færde,  slog  de  om  sig,  saa  vi  fløj  hver  til  sin  Side. 

Jeg  maatte nu  til  den  tysktalende  Gendarm  aflægge  Besked  om,  hvad der  var  foregaaet,  og  han  anbefalede  mig,  at  hvis  jeg  ønskede  at  beholde  Livet,  skulde  jeg  i  Løbet  af  Natten  skifte  Plads med  de  Kammerater,  der  i  Nattens  Løb  ogsaa  havde  Ærinde i  Hjørnet  af  Laden.  Det  var  den  eneste  Maade,  jeg  kunde vildlede  min  nye,  hævnlystne  Fjende  paa,  mente  han. 

Resten af  Natten  er  dog  forløbet  i  Ro,  men  jeg  er  glad  for,  at  vi kan  slippe  bort.  Kun  er  der  det  betænkelige  ved  det,  at  vi har  faaet  at  vide,  at  vi  skal  til  et  „Vergältungslager”.  Det lyder  jo  ikke  godt,  og  Skorstensfejeren  grubler  da  ogsaa  meget  dybsindig  over,  hvad  det  vel  kan  være.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *