Tag-arkiv: tab

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. juli 1918: Frederik Tychsens batteri lider svære tab i forfølgelseskamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Efter de tre “Ruhetage” blev vi atter sat ind i forfølgelseskampen. Det syntes som om, at franskmanden havde sat sig fast; vi skiftede ofte stilling, men rigtig fremad gik det ikke mere. Vi befandt os i egnen omkring Braisne, i denne by lå vi nogle dage; endvidere var vi i stilling ved Hey, Vassny, Chassemy, Presles, Vailly osv.

Det var i slutningen af juni 1918, vi lå med hele bataljonen i een række bag en jernbanedæmning og beskød franskmændene ganske voldsomt. Der stod altså 4 Haubitzer kaliber 15 cm, 4 langrørede kanoner kaliber 10 cm og 4 Mørsere kaliber 21 cm.

Det var meget uklogt at anbringe så mange kanoner på et sted. Det var Oberleutnant Ostermann, der stillede an med dette. Vi begyndte at skyde hen på eftermiddagen, men efter et par timers forløb fik vi en ganske voldsom ild fra flanken. Vi lå i en skov og skød op over dæmningen.

Oberleutnant Ostermann stod bagved og ledede kampen, dvs. indtil franskmændene opdagede os; da de først begyndte at beskyde os, forsvandt han ind i en nærliggende jernbanetunnel, hvor han var sikker.

Vi måtte fortsætte skydningen, men under svære tab. Hvor mange der blev dræbt og såret fra bataljonen, fik vi aldrig nogen rigtig besked om.

Hen på natten blev der stille. Vi lå og sov rundt omkring mellem træerne. Vi var meget trætte. Unteroff. Essel var blevet såret af en “Frühkrepierer”, dvs. en granat af vort eget batteri stødte imod nogle grene i trætoppene og eksploderede, deraf fik han en splint i armen. Han blev dog ved batteriet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familie

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”