Tag-arkiv: Vestfront

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214

1.-16. april 1918. Claus Eskildsen på vestfronten. “Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af april bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab. Frem mod Amiens der skal holdes.

Ved Ham kommer vi Dagen efter over Somme-Floden og marcherer nu gennem den forfærdelige Ørken, som Tyskernes »Alberich-Bevægelse« skabte for et Aar siden. For tredje Gang kradser Krigsharvens Tænder gennem denne ulykkelige Egn, der er intet mere at ødelægge. Franskmændene har ladet de af Tyskerne omhuggede Frugttræer ligge visne ved deres Stubbe, meget virkningsfulde Skamstøtter! 

De faldne ligger enkeltvis og i Hobe ved Siden af Vejen, graa Tyskere, gulbrune Tommyer, skjørteklædte Skotter, blaa Franskmænd. Ingen af dem har Støvler paa Fødderne; de forbimarcherende Tropper har forsynet sig med bedre Fodtøj, end det indesluttede Tyskland kan levere. Vi er alle Ligrøvere. Hver Mand løber omkring i engelske Overfrakker og Gummiveste og med engelsk Undertøj. Jeg nøjes med at tage de to Ting, jeg savner haardest, en Lommekniv og en Støvlebørste. Paaskedag naar vi Roye, hvor hele Staben, 6 Officerer, 117 Mand og 27 Heste, tager Kvarter i en ødelagt Fabrik.

Vi er vaade Dag og Nat. Ved St. Quentin begyndte Regnen, og det regner, regner, hver Dag i næsten 14 Dage. Post har vi ikke faaet i 6 Dage. Vor Forplejning er Kartofler, som vi finder undervejs. I Dag koger vi som Festmaaltid Stabens Ged i Feltkøkkenet. Den 1. April marcherer vi fremad paa Landevejen Roye-Amiens.

Vi skærer her Stillingerne fra Tiden før Sommeslaget. Ved Byen Hangest har vi indhentet den første Stormflodsbølge, der er standset ved Avreflodens Kløft, et Par Mil foran Amiens. Efter 10 Dages Fremadstormen er General Hutiers Stormtropper pumpet ud for Blod og Kraft.

Artilleriet har intet at skyde med, Infanteriet er udmattet af Sult. Tilførslen af Ammunition og Forplejning svigter som sædvanlig og lader Offensiven gaa i Staa. Bagude saa vi Lastbilerne køre med Stole, Sofaer, Senge, Klaverer til Officererne ved de højere Stabe, men Granater og Brød lader man ligge! Det skulde Ludendorff se! — Men han ligger vel selv i en blød Seng et Sted langt inde i Etappen.

Foran Avrefloden trækkes nu den anden Flodbølge sammen. I Byen Hangest ligger alene fem Divisioner. De afløser Natten mellem den 2. og 3. April og skal den 4. føre det andet voldsomme Stød. Første Dags Maal er Overskæringen af Jernbanen Paris—Amiens.

Kl. 1½ om Morgenen har Stormtropperne indtaget deres Plads. Kl. 6 begynder Artilleriet at tromle, Kl. 8,10 bryder Infanteriet frem. Det bliver en sort, ravnsort Dag! Franskmændene har udnyttet det Par Dages Pusterum til at kaste Reserver herhen fra alle Landets Egne. Amiens skal holdes for enhver Pris.

Regnen er deres bedste Forbundsfælle. Under store Tab tager 266erne den forreste Stilling, men hænger saa med begge Fløje i fri Luft. Kanoner og Minekastere kan ikke komme med frem, og Regimenterne til højre og venstre klæber ogsaa fast i Leræltet. Flankeild er uudholdelig. — Tilbage! — I. Bataillon har mistet alle fire Kompagniførere, II. Bataillon har lidt samme Skæbne.

Da Aftenen sænker sig ned over Blodmarken Vest for Avre, har alle tre Batailloner tilsammen kun 400 Mand i forreste Linie. 700 Mand ligger døde og Saarede, dækket med Lersnavs, paa Slagmarken. Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.

Regimentet, det stolte, tapre Regiment, er knust paa een Dag! Vi staar Dagen igennem foran Kvarteret i Hangest. En uafbrudt Kæde af letsaarede gaar forbi. De første melder om Sejr, de senere bringer kun Jobsposter. Jeg skammer mig ved at staa her og drive, mens alle derude ofrer deres sidste Kraft. Maaske kan man hjælpe Oberstløjtnant, Løjtnant og de andre en Smule.

Den brave Willandsen er villig til at ledsage mig, og hen paa Eftermiddagen stamper vi af Sted.

Det blev den drøjeste Tur, jeg har haft under Krigen. Vi vader til op over Støvleskafterne i Lerklistret. Kun naar man bider Tænderne sammen, kan man flytte sig Fod for Fod. De prustende Train-Kolonneheste oversprøjter os med Dynd, saa hele Kroppen er dækket af en Lerskorpe.

Vi naar over paa den anden Side af Avrebækken og flakker nu omkring paa den granatpløjede »Ærens Mark«. Heste, Vogne, Mennesker, frygteligt tilredte, ligger strøet ud over Pløjemarkerne. De døde har udstridt, de lemlæstede skriger og klynker.

I en Vejgrøft ligger der en Hest, dækket af Søle, en uhyggelig Klump Snavs, med Tarmene hængende ud af Livet, en eneste stor Lidelse. Da jeg kommer hen til den, hæver den Hovedet, ser bedende og — forekommer det mig — bebrejdende paa mig og udstøder et langt Klageskrig med en næsten menneskelig Stemme, som jeg aldrig, aldrig har hørt lyde fra et Dyr. — Jeg fortryder det endnu i Dag, at jeg ikke skød den Hest!

Mit eneste Skud i hele Krigen burde have været Barmhjertighedsgerningen mod dette stakkels Dyr! Lidt længere fremme ligger der en feltgraa. — »Ham behøver man ikke at jorde; han er allerede eet med Dyndet!« — Idet jeg gaar forbi, sker det uhyggelige: det formentlige Lig rører sig, Staklen prøver at hæve sig. — Klage kan han ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 207-209

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

20. februar 1918. Nye tider for krigen: “Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 3 ugers uddannelse marcherer Eskildsen og divisionen mod Vouziers. De tyske tropper begynder at forberede sig på bevægelseskrig.

Den 14. Februar begynder den store Orlovsstandsning, der menes at vare ved til Krigens Ende, — hvis Gennembruddet lykkes. Fra denne Dag løber kun Orlovstog udefter, efter 1. Marts er ingen Mand paa Orlov mere, Fronten er 250,000 Mand stærkere.

Den endnu uhyggeligere Postspærring viser sig. Alle vore Breve holdes tilbage. Der udleveres Brevkort med Paatryk: »Jeg er rask, det gaar mig godt.« Det er de eneste tarvelige Livstegn, vore kære derhjemme senere kan faa!

Hver Division uddannes i 3 Uger. Den 20. Februar har vi gennemgaaet Skolen og marcherer 16 Kilometer østpaa til Vouziers. Dagen efter gaar det, ligeledes til Fods, 26 Kilometer videre mod Øst til Grandpré.

For et Aars Tid siden transporterede man os med Jernbane, selv paa de mindste Afstande. Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.

Vi tænker med Gru paa denne Form for Krigen. Den koster Blod, den koster Sved. Jeg lader mit bekymrede Blik glide langs Stabens Vognkolonne. 13 Vogne, alle overlæssede!

Oberstløjtnanten har nu lykkeligt efterhaanden faaet saa meget sendt ud, at han fører 12 Uniformsfrakker med sig! Hver Løjtnant har en hel lille Butik i Skønhedsartikler, til Ansigts-, Hud- og Negle-pleje. Hver Mand i Staben har sin private Sæk eller Kiste, og alt skal køres, ingen gider slæbe paa en Tornyster.

Hvor er Nøjsomheden fra 1870? Vi mangler kun Skaren af Kvinder og Børn, saa vilde hele Bagagetrosset fuldkommen ligne Hærens Paahæng i tidligere Aarhundreder.

Men hvis Krigen varer et Aar endnu, har vi vel ogsaa Løjtnants damer med; de lette Etapperotter søger længere og længere udefter.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 202-203

18. februar 1918. Genbrug: Den “nye” major faldt første gang i 1814, blev gravet op og genindsat i 1870 og er nu blevet genopvarmet til en ny omgang …

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I forlængelse af forberedelserne til den nye offensiv, skulle der også hentes nye styrker ind, alderen på de nye er dog en bekymring.

Det store Gennembrud skal foregaa efter en helt ny Taktik. Fjendens Reserver skal ikke lokkes hid ved flere Døgns Trommeild; et overraskende, overvældende stærkt Artillerioverfald skal efter faa Timer efterfølges af Infanteriets Stød, og gennem den sprængte Port skal Divisionerne straks gaa over i Bevægelseskrigen. Skyttegravenes aarelange, stive Aag skal omsider brydes.

Vi kender vor Plads paa Forhaand. I Ly af Granaternes »Ildtromle« skal den første store Angrebsbølge skylle ind over Frankrig, begyndende paa Fjendens svageste Sted, der, hvor den engelske og den franske Front er stykket sammen, delt, ikke ledet af en fælles Øverstkommanderende.

I større Afstand bag denne Stormflodsbølge følger den anden, hvor vi har vor Plads. Naar den første er ebbet ud, brudt, slidt op, skal vi føre det andet store Stød. 

Øvelserne gaar som efter en Snor. Hver Dag indleveres der Timesedler som i Freden. Ludendorffs brune Bog har nyskabt en Række Ord, som hurtigt glider ind i daglig Tale — selv Menneskets Ordforraad er en Vanesag! — Officer og Menig taler om »Ildtromle«, »Stormblok«, »Stødsøjle«, »lld-Ø«, »Ildklokke«, som om de havde indsuget disse Ord med Modermælken.

Regimentet faar Udfyldning af Mandskab og Officerer. Det er Drenge og gamle Mænd alt sammen! De unge, der normalt er bestemt til Krigen, er fortæret.

1915, i Regimentets første Krigsaar, var 71 pct. af de faldne 20—24 Aar gamle, 1917 stod kun 39 pct. af Dødsofrene i disse Aarsgrupper! De unge under 20, de gamle over 30 og 40 skal føre Krigen til Ende.

Da man skrabede Bunden, fandt man en Major, som man nu sender os til at føre III. Bataillon. Han hedder v. Schoenermarck og er en Nevø af den gamle Grev Haeseler. Hans Alder anslaar vi til mellem 70 og 1000 [sic!].

Hans Adjutant, Premierløjtnant L., paastaar, at han Anno 1814 er faldet i denne Egn, Anno 1870 har man gravet Liget op, og nu har man opvarmet det igen. Naar dertil kommer, at han er Kavallerist og ikke har Begreb om Infanteriet, er det forstaaeligt nok, at han mødes med Mistillid.

Men det gamle Lig holdt alligevel ud til Krigens Slutning og fyldte Pladsen meget bedre end de to Forgængere, den gamle Huck og den umulige v. Cr. Vi taler ofte sammen om Danmark, som den gamle Herre elsker. Gennem sin Hustru er han beslægtet med danske Adelsfamilier.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 201-202

16. februar 1918. Claus Eskildsen: “1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens regiment stopper i byen Pauvres hvor den står på oplæring i en ny form for angreb på skyttegrave.

Vi standser i Byen Pauvres, lige saa fattig som dens Navn og som alle Byer her paa Egnen, dobbelt fattig nu i denne triste Tid. Gamle Folk og Børn kommer hver Dag og tigger det tørre Brød, og vi deler villigt vort sidste Stykke med dem.

Paa Fronten staar den tyske Soldat og skyder paa Franskmanden. Bag Fronten tager han hans Barn paa Skødet og mader det, med Kærlighed og øm Medlidenhed i Blikket.

Officererne bor i et Hus, vi i et andet. Hver Dag skal man mange Gange gennem Kalkvællingen hen til Officerskvarteret. Til sidst pudser vi ikke Fodtøjet mere, Sværten kan alligevel ikke faa Bugt med den hvide Kalk.

Byens eneste Seværdighed er for Tiden en Flyverlejr, hvor der hersker travlt Virke. Flyverne er den forreste Etappe, og derfor møder vi selv her, midt i Champagnes Usselhed og ikke langt bag Fronten, de kendte »Damer«, Etappens Pestdyr, som Rotterne er Frontens.

Tæt ved Pauvres har man bygget en af de mange nye Lejre, som i de sidste Uger er skudt frem af Jorden paa Vestfronten. Her ligger Regimentet. Her skal det forberedes paa den Rolle, det har faaet tildelt i det forestaaende Gennembrudsslag.

»Hæren ventede efter Brest-Litowsk det store Angreb, og Firemagterne holdtes udelukkende sammen i Haabet om en Sejr for de tyske Vaaben.« — Saaledes kendetegner Ludendorff Stillingen paa dette Tidspunkt.

Han glemmer at tilføje, at han selv troede at kunne rive den afgørende Sejr til sig.

For et Aar siden var et rødt Hæfte, »Die Abwehrschlacht«, den almindelige Lektiebog, som sad i enhver Officerslomme og citeredes hver Dag. Nu er den afløst af en lille, brun Bog, »Die Angriffsschlacht«. 1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 200-201

 

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

12. januar 1917. Claus Eskildsen fejrer sin 4. krigsfødselsdag.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen kunne fejre sin 4. fødselsdag ved fronten. De andre år var han sikker på det skulle blive den sidste før krigens afslutning, men nu var han ikke så sikker længere.

Kort efter holder jeg min 4. Krigsfødselsdag. Den første fejrede jeg i Lockstedt Baraklejr, sikker paa, at Krigen højst vilde vare et Fjerdingaar endnu.

Da jeg et Aar senere om Aftenen lagde mig til at sove paa den smalle Bænk i Køkkenet i Vojtoshi, sagde jeg spøgende til de andre: »Hvis vi næste Aar den 12. Januar endnu skulde være sammen, maa I gratulere mig, for jeg har haft Fødselsdag i Dag.«

Jeg troede ikke, at Krigen vilde vare et Aar endnu.

Den tredje Fødselsdag gratulerede Svoger Nis mig i en Kreaturvogn paa Transporten fra Hénin-Liétard til Somain.

Vi var ikke mere saa sikre paa, at det vilde blive den sidste i Felten. Denne Gang røbes Dagen; men ingen vover at tro, at det bliver den sidste.

Vi har slaaet os til Taals med, at vor Generation skal gaa til Grunde derude.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198

27. november 1917. Claus Eskildsen I Cheppy. “Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.

Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.

Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.

Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.

Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.

Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.

Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!

»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«

»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«

»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«

Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.

Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.

24. oktober 1917. Eskildsen rykker til Cheppy.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter at have opholdt sig en stund ved bjerget Vauquois kommer Claus Eskildsen til Cheppy.

Oberstløjtnanten kniber ud og tager Ophold i et Hulrum ved Cheppy, 2½ Kilometer bag Fronten.

Saa kan han have mig hos sig, og den 24. Oktober flytter Heinz og jeg derhen, medens Matthiesen og Bunke paa Grund af Pladsmangel bliver i Fléville.

Ind i en Vej dæmning ligger der en lang Række af Jordhuler. I den første, saa lille, at vi næppe kan dreje os, arbejder Schrøder, Heinz og jeg.

Saa stiger det i Graderne, jo længere man kommer frem i Rækken: Tegnere, Telefonister, Kok og Oppassere, Løjtnanter, Kommandøren.

Hver Hule har bag ud Forbindelse med en underjordisk, bombesikker Gang, flere Hundrede Meter lang, beboet af Rotter i uhyggelig Mængde og Størrelse.

De gamle Højsagn om Bjergfolk er blevet Virkelighed ude i Vauquois’s Kæmpekrop, de gamle Sagn om lange underjordiske Gange er Virkelighed i Cheppys Vej dæmning.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192-193

20. oktober 1917. Eskildsen ved Vauquois “de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Overensstemmelsen med franskmændene var ilde set, og der skal foretages fremstød.

Idyllen paa Vauquois skal forstyrres, Regimentets Tabslister er for korte, de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.

Den 20. Oktober indskærpes det strenge Forbud mod Samkvem med Fjenden, og hele den næste Maaned hidser og pisker man Uroen ind.

Der skal skydes, der skal foretages Patrouillefremstød. Maalet naas. De sidste ti Dage i November har Regimentet 6 døde og 8 Saarede.

Saa tænder Generalstabsofficeren sin Cigaret og læner sig tilfreds tilbage i Stolen.

Et Par Dagene senere udnytter han selv den traadløse Forbindelse. Meddelelsen om Fredsforhandlingeme med Rusland trykkes paa Fransk og skal af vore Folk ekspederes over til Fjenden.

Opholdet i Bjerget er usundt. Vor II. Bataillon maa i Løbet af kort Tid sende 184 syge paa Lazarettet, alle lidende af Mave- og Tarmsygdomme.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192

19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

12. oktober 1917. Claus Eskildsen på vestfronten. “I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen måtte bestige bjerget Vauquois for at besøge officerstaben, tegneren og den unge skriver Schrøder.

Har man Lov til at tale om »Byer«? Der staar ikke et Hus! De hvide Kalkstensruiner ser uhyggeligt spøgelseagtige ud paa Baggrund af Bjergskraaningernes mørke Skove.

Aldrig før har jeg set saa bredt et Bælte fuldstændig ødelagt. Hvor mon alle de stakkels Mennesker er, der her havde deres Hjem?

Hvad vil de sige, naar de kommer tilbage? Fra Landsbyen Cheppys Ruinhob følger man Landevejen endnu et lille Stykke, drejer saa af til venstre og gaar med et Feltbanespor om bag den store Vauquois, som man hele Tiden har set foran sig.

Det hele er et eneste Felt af mindre Granat- og store Minekratere. Et Sted staar endnu et Par Træstubbe. Jeg undersøger Barken. — Her laa nok engang en Æblehave!

Jeg kravler op ad det stejle Bjerg og naar pustende og med Hjertebanken Hullet, der fører ind til Vauquois’s Hemmeligheder. Jeg faar et Lys i Haanden og en Fører ved Siden og er nu optaget i Bjergfolkets Samfund.

Vi gaar omtrent 10 Minutter gennem de mørke Stoller. Vandet siver ned overalt, Bunden er fuld af Snavs. Her dratter man i et Hul, her famler man sig ned ad nogle Trin, her kan man kun gaa i dukket Stilling, her er det saa snævert, at man skal knibe sig igennem.

Det hele er et Kryds og tværs, saa selv Føreren er ved at løbe vild i denne Labyrint. 

I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne. Her kommer vi forbi en Skrivestue, her lugter det af Biksemad fra et Køkken. Vi naar frem til Stabskøkkenet, hvor Kokken og tre Oppassere spørger efter nyt fra Oververdenen.

Ved Siden af sidder Skriveren og Tegneren i deres Hule. De klager over Hovedpine. Det er ikke saa mærkeligt. De har nu siddet hernede i 11 Døgn uden at se Dagens Lys, og kun deres Ur har fortalt dem, om det var Dag eller Nat.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 190-191

11. oktober 1917. Ved Vauquois: “vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment slår sig ned i et forfaldent hus ved byen Fléville.

Kæmpen har ogsaa slugt vore Officerer. Men der er ingen Plads til de mange Skrivere. En Tegner og vor yngste Skriver, Student Schrøder, særlig uddannet og egnet til at arbejde med de taktiske Spørgsmaal, følger dem.

Vi andre tager Ophold hos Bagage-Trainet i Byen Fléville, omtrent 10 Kilometer længere tilbage, da alle Byerne nærmere ved ligger i Ruiner. Vort Hus er ikke af de flotteste. Nok har det to Stokværk, som alle Huse her paa Egnen, men det staar kun oprejst, fordi det ikke ved, til hvilken Side det skal falde.

Alt er forfaldent. Stuerne er trange og mørke. Hvad gør det! Argonnerne har Træ nok til at putte i Kakkelovnen, og vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.

Vi er en rar lille Familie, den vittige Matthiesen og den gravalvorlige Bunke, Cyklisternes vilde Kor, de trofaste Kuske, frem for alt min gode Svoger Nis, som jeg, dengang vi laa ved Narocz-Søen, fik lirket bort fra Helvedet foran Verdun.

Vi hjælper hverandre, vi deler med hinanden, og »Fatter« Harms, Husmanden fra Klægsbøl, er vor »Mutter«, som koger vor Mad, Fatter og Mutter i een Person. Maden er tilsvarende. Ingen Kvinde kan have finere naturligt Anlæg for Kogekunsten; men Manden spores i Peber og Løg. 

Jeg skal ud at se til Bjergfolket i Hulebjerget. Det gaar paa Cykel op og ned ad Landevejens Bakker langs med Airefloden. Oppe paa Bakkerne maa man køre ud og ind, thi her staar der store Skærme og Risfletninger ud paa Vejen, afvekslende paa højre og venstre Side, for at Franskmanden ikke kan iagttage Færdslen.

Der ligger Byer paa begge Sider af Floden. De danner en interessant Overgang fra Typen ved Verdun til Charmpagnebyerne. I Verdunegnen var alle Byer Dalbyer, indeklemt i de snævre Kløfter; i Champagne boede Folk i Bjergbyer, oppe paa Bakketoppene; her, midt imellem, er Bopladserne kravlet ud af Dalene, men har ikke naaet Højderne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 189-190

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois! 

15. september 1917. Claus Eskildsen på vestfronten: “Glemt, inden tre Aar er omme, — det er »Fædrelandets Tak!«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en stund ved Verdun kunne Eskildsen og hans regiment endelig trække sig tilbage igen. Denne gang mod Vouziers

Vi marcherer nordpaa, med Verdun i Ryggen.

Vejene er indrammet af Soldatergrave fra 1914. Paa mange staar der ikke engang et Navn. Glemt, inden tre Aar er omme, — det er »Fædrelandets Tak!«

Efter 20 Kilometers March indkvarteres vi i Petit Failly og marcherer næste Dag derfra til Jernbanestationen Longuyon, midtvejs mellem Longwy og Montmédy. Om Aftenen læsser vi Transporttoget, Kl. 2½ om Natten sættes vi ud i Vouziers, omtrent 50 Kilometer Nordøst for Reims.

Disse evindelige Nattetransporter gaar os snart paa Nerverne. Først skal man efter en lang Ventetid i Mørke og Plaskregn læsse alle Trainets Køretøj er paa Transporttogets aabne Vogne, et ret vanskeligt Arbejde.

Saa tilbringes nogle Timer i de overfyldte Kreaturvogne, hvor man hverken kan vaage eller sove. Naar Toget standser, skal Folk og Heste ud, Klodserne slaas fra Vognhjulene, Vognene trækkes ned, og langt om længe tradsker vi saa af Sted i Mulm og Mørke, vaade og forvaagede, gennem Snavs og Søle.

I disse triste Timer flyver Tankerne med Længsel og Vemod hjemefter, hjem til Kone og Børn, som nu hviler fredeligt i varme, bløde Senge.

Vouziers ligger kun 20 Kilometer bag Fronten; men Byen viser allerede det typiske Etappeliv: skabagtige Officerer og »hjælpetjenestepligtige« Damer. Selv et militært organiseret Hold tyske Drenge er her. Det er Ungdomsværnet (»Jugendwehr«) fra Duren i Rhinlandet, kommanderet herhen for at plukke Frugt.

— De Drenge havde vist bedre af at blive hjemme og passe deres Skole!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 184-185

12. september 1917. Claus Eskildsen ved Verdun: “Jeg skal ikke hver Dag sætte Livet paa Spil for nogle Underskrifters Skyld.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Opholdet i Brandeville nær Verdun var et farligt foretagende, både for soldater og officerer.

Regimentet trækkes atter frem, og vi sidder i Brandeville. Jeg ligger hver Dag 4—6 Timer i min Gig paa Landevejen. Det er besværligt: Vejene er stopfulde af Kolonner og marcherende Tropper.

Det er farligt: Franskmanden kender hver Tomme foran Verdun og har en utrolig Færdighed i at sætte sine smaa, frygtede 75 Millimeters Granater midt ned paa Vejen.

En saadan Fyr gaar ned i en af vore Telefongrupper, som efter Afløsningen marcherer tilbage til Brandeville. Den gjorde rent Bord, dræbte alle 8 Mand med eet Slag. Hver Dag forekommer der lignende Tilfælde paa Landevejen.

Damvillers, Nabobyen til Réville, har haft Ro, siden jeg en Aften for otte Dage siden her saa, hvorledes Franskmanden skød et Ammunitionstog i Brand, og hvorledes med Brag og Knald og Bump den ene Vogn røg i Luften efter den anden.

Vi beslutter at flytte derhen for at komme nærmere til Regimentet. Da vi naar Byen med vor Bagage, møder vi flygtende i vild Opløsning. Damvillers ligger under svær Ild, der er ikke levnet et helt Vindue og næppe et helt Hus.

Vi vender og holder for fjerde Gang vort Indtog i Brandeville. Skæbnen har nok bestemt, at vi skulde blive boende her, og Oberstløjtnanten befaler, at jeg kun skal komme ud til ham, naar han kalder. Jeg skal ikke hver Dag sætte Livet paa Spil for nogle Underskrifters Skyld.

Den 12. September trækkes Regimentet ud af Linien. Vore Øjne er fugtige, da vi ser de enkelte Kompagnier rykke ind i Brandeville, 30—35 Mand stærke.

Verdun har kostet os 9 Officerer og tæt ved 600 Mand. Vi tænker med Gru paa Verdun,

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 183

26. august 1917. Claus Eskildsen: “Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.

Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.

Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!

Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.

Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.

Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.

Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.

Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.

Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.

Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

17. august 1917. Eskildsen: “En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En fransk offensiv var undervejs og de tyske stillinger var under svær beskydning.

Mens vi saaledes legede Tyv og Politi, trak Skyerne sig sammen over de blodmættede Høje Nord for Verdun, de verdenskendte Høje 344, 304 og »den døde Mand«.

Vor anden Bataillon har allerede ligget deroppe siden den 28. Juli og har lidt ret store Tab. Den kommende Offensiv mærkes helt op til Montmédy. En Nat angriber de franske Flyvere to Gange Byen. Et Par Flyverbomber gaar ogsaa ned i Villé-Cloye, og en Brandbombe tænder Ild i en Hvedemark ved Byen.

Den 14. August bryder det store Uvejr løs. Vi hører Trommeilden og overraskes ikke, da Marchordren kommer. Regimentet trækkes frem til Brandeville, omtrent halvvejs til Fronten. Fronttroppeme marcherer videre til en daarlig Skovlejr bag Linien, Skrivestuen og Bagagen bliver i Brandeville, 15 Kilometer længere tilbage.

Brandeville er overfyldt af Tropper, der er ingen Plads til os, og det hindrer Arbejdet for meget, at jeg hver Aften og den halve Nat skal flakke omkring paa Landevejen for at faa Underskrifter og hente Befalinger ude hos Officererne.

Omtrent midtvejs har man fundet en Barak til os, og den 17. pakker og flytter vi. Vi kravler op ad Bjergene ind i det klare Sollys, forsvinder igen i Taagen nede i Dalen, naar atter op paa Højderne ved Haraumont og har her en vidunderlig Udsigt, dybt ned paa Meuse-Flodens Krumninger, over til Høj 304, hvor vi ser Granaterne pløje Jorden.

Barakken er optaget, og vi maa vende om. Vogntoget tages under Ild. En Telefonist saares, 4 Artillerister, der søger Ly bag en af vore Vogne, dræbes.

I Brandeville har man naturligvis straks taget vort Kvarter, saa vi maa knibe os ind i et nyt. Da jeg om Eftermiddagen i en lille Gig er paa Hjemvejen fra Skovlejren, har jeg en uhyggelig Oplevelse. Paa een Gang hører jeg et vældigt Brag tæt ved. En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen. Vi iler derhen og trækker de to Officerer frem af Resterne, et Arbejde, der gør vore Hænder og vor Uniform blodige.

Observatøren er i en haabløs Tilstand. Han har Brud paa Kraniet, Lungeblødning, Blodet vælder ud af Øre og Næse. Maskinens Fører bløder ogsaa ud af Næse og Mund og er ligeledes bevidstløs.

Det ser meget uhyggeligt ud, da man sætter dette levende Lig ind i en Bil og kører afsted med det. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 179-181

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

2. august 1917. Ved Verdun: “vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Hans regiment ankom til byen Dombras nær Verdun, nu med en ny bestemmelse som “Eingreifdivision”.

Verdun er Overskriften over det næste Afsnit i Regimentets Historie.

Vi afskyer dette Navn, vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede, vi har intet andet end onde Minder derfra.

Her har man kradset 450,000 tyske og 300,000 franske Krigsofre ned i Jorden. Her skulde ogsaa vort stakkels Regiment forbløde sig til ingen Nytte.

Ustraffet skulde vi ikke have faaet Lov til at ligge saa længe bag Fronten.

Vor Division har en helt ny Bestemmelse. Den er uddannet til »Eingreifdivision«, bestemt til at gribe ind i Farens Stund, til at opfange et fjendtligt Fremstød og erobre en tabt Stilling tilbage.

Man venter altsaa et stort fransk Angreb, og det kommer.

Indtil videre er vor Plads altsaa lidt bag Fronten. Jernbanen har fra Sedan i Chiers-Flodens Kløft ført os forbi Fæstningen Montmédy til Glarency, og herfra er vi kravlet op og gledet ned ad Bjergene 20 Kilometer sydpaa, i Retning stik mod Verdun, til Byen Dombras.

To Spand Heste og mange Mand kunde næppe slæbe Vognene op ad de stejle Bjerge. Vi ligger her endnu 20 Kilometer bag Fronten, men vi ser ikke blot Vogeserbjergene foran Verdun, vi ser ogsaa de tyske og franske Observationsballoner og Skyerne fra Granatkardæskerne oppe i Luften.

Egnen vil slet ikke hue os Sletteboere, og Byerne er saa fattige, som vi ikke har set det endnu paa Vestfronten. Dombras er en By som alle de andre. Alle Husene ligger klinet op ad hinanden, bygget af Bjergenes Sandsten, tækket med Tegl eller Skifer, snavsede og forfaldne, med alt for faa og smaa Vinduer.

Møddingerne ligger overalt paa Gaden foran Husene. Vore Kvarterer er tilsvarende. For at komme til Regimentets Skrivestue maa man gaa ind paa den fattige, lille Kirkegaard, smagløs, uhyggelig, forsømt som alle franske Kirkegaarde, vi har set.

Gennem Kirkegaardsmuren fører et Par Trin nedad, derpåa flere Trappetrin endnu dybere ned, saa man tror, man havner i en Hule. der er kun eet lille Vindue, Pudsen er slaaet af Væggene.

21. juli 1917. “Her har man i det mindste det, der føles som det værste Savn i Krigen: en rolig Nat.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et forholdsvist kort ophold i Sedan gik turen videre for Claus og hans regiment.

Vi ligger her ved Sedan i 12 Dage. Soldaterne plages med Øvelser fra Morgen til Aften. Hele Uddannelsen glider snart over i de grotesk-komiske Former, som vi kender saa godt fra Kasernepladsen i Freden.

Den preussiske Militarisme fornægter sig ikke. Alligevel længes ingen efter Fronten. Her har man i det mindste det, der føles som det værste Savn i Krigen: en rolig Nat.

Hvor ofte har man ikke hørt og selv sagt: Hele Krigen kunde endda holdes ud, naar man bare fik Søvn om Natten! Man lærer at lægge sig med Tak i sin Seng, naar man har været ude i Krigen!

Den 21. Juli pakker vi. Da vi staar ude ved Huset, rede til at marchere, kommer Kronprinsen kørende i sin Bil. Vi kender straks det smalle Ansigt under den høje Husarhue. Han standser, lader os fortælle Regimentets Historie i korte Træk og forsvinder saa i en Støvsky.

Det var vort sidste Minde om Sedan.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 175