Tag-arkiv: Vestfront

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

4. november 1918. Claus Eskildsen og hans kammerater skal sikre tilbagetoget

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Endnu et tilbagetog blev sat i værk i starten af november. Den tyske hær var ved at være udmattet.

Foch vil gribe Sejren, før Vaabnene nedlægges. Den 30. Oktober begynder et nyt Stor angreb. Det er haabløst! Vore Folk viger ikke. Men det er igen galt fat med begge Fløjene.

Saa maa vi følge med tilbage. Den 4. November begynder et nyt Tilbagetog. Vi aner ikke, at vi nu skal løbe i 7 Uger, og at vi næsten uden Afbrydelse skal marchere fra Aisne til Rhin og endnu videre.

Vi er igen Bagtrop. Major Schmidts faar en Bataillon fra hvert af de 3 Infanteriregimenter, en Afdeling Artilleri, et Pionerkompagni, en Eskadron Husarer og et Sanitetskompagni. 25 frivillige fra Regimentet danner desuden en Cyklistafdeling, som i de følgende Dage slaas af Lyst til Eventyr.

Vi skal sikre Divisionens Tilbagetog, stadig holde Forbindelse til begge Sider, sprænge Broer og Veje. Om Dagen skal vi holde Franskmændene tilbage, om Natten marchere lange Strækninger.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

2. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 kan mærke udmættelsen efter “kraftig tilintetgørelsesild mod vore grave”.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.

Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.

Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette  kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.

Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.

nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

28. september 1918. “Det staar ilde til paa begge Fløje. »Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider.«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.

Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.

Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.

Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.

Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.

To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.

I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt. 

Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:

»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 235-236

25. september 1918. “Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Situationen så slem ud for det Tyske Rige i september 1918.  Claus Eskildsen og hans regiment var klar til at møde et angreb ved Champagne.

Vore Barakker ligger ikke langt fra Pauvres-Lejren. Herfra begyndte vi for nøjagtig et halvt Aar siden den stolte Sejlads ud mod Fjendens Tilintetgørelse.

Det er kun to Maaneder siden, at vi ikke langt herfra fik udleveret Kort til den store Sejrsoffensiv. Nu er det en havareret Skude, der søger tilbage.

Bladet har vendt sig!

Septembers Regnskab ser daarligt ud for Tyskland. Tsar Ferdinand er løbet sin Vej, Tyrkiet ligger i de sidste Trækninger, Østerrig beder om Vaabenstilstand.

Paa Tyskernes Front har Amerikanerne vundet deres første store Sejr, Erobringen af St. Mihiel-Stillingen ved Verdun. De trykker videre haardt paa i Retning mod Charleville.

Paa yderste venstre Flanke er Kong Alberts Tryk med Gent som Maal lige saa fast. Krigen var lang og trang, — Afslutningen kom brat! Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig. Vi belaver os paa nogle Ugers Hvile og Pusterum som Arméreserve her i Lejren. Man under os kun fire Dage.

Den 25. September venter man et stort Angreb i Champagne, og Divisionen gaar som »Eingreifdivision« til Fronten ved Lavannes, 10 Kilometer Nordøst for Reims. Angrebet kommer først Dagen efter.

Fra Reims til Verdun hamrer Trommeilden i 11 Timer, og saa stiger Franskmændene ud af Skyttegravene. Divisionen jages frem og tilbage til truede Punkter. Men Fronten holder, man kan undvære vor Hjælp.

Vi har nok af Uroen som flyvende Division bag Linien og er tilfredse, da man to Dage senere giver os et »roligt Afsnit«. Vi afløser i Stillingen ved Vesle-Floden, umiddelbart Vest for Reims.

Denne Gang skal Schrøder have Lov til at blive ved Trainet, og jeg gaar med ud.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 234-235

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229

26. august 1918. “Skriverne faar travlt, travlt.” Eskildsen får travlt med reorganiseringen.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  3 dages march har gjort at der er ekstra meget arbejde for Eskildsen og de andre skrivere. Den tyske hær er ved at blive omstruktureret, og flere divisioner opløses helt for at fylde de andre ud.

Vi havner i en Skovlejr mellem le Malmaison og Sissonne, omtrent 30 Kilometer Nord for Reims. Her skal vi ligge som Armé-Reserve i længere Tid — siger man. Skriverne faar travlt, travlt.

Tre Dage paa Landevejen betyder tre spildte Arbejdsdage. De periodiske Meldinger hober sig op, og dertil kommer en Reorganisation af hele Regimentet.

Det er en sørgelig Omordning! Tyskland er pumpet læns for Udfyldningsmandskab. Vi maa hjælpe os selv. I hver Bataillon opløses et Kompagni, og derved bringes de andre tre paa fuld Kampstyrke. Hele Divisioner opløses.

Som man i de første Krigsaar stampede Regimenter og Divisioner op af Jorden, saadan glider nu den ene Formation efter den anden ud i det store Intet. Den 15. bajerske Division afløste os foran Reims. Et Par Dage i Forvejen var den blevet slaaet sammen med den 10. bajerske, som blev strøget paa Listen.

I August opløses 22 Divisioner, i Løbet af September males mange andre i Stykker.

For Frontstaklen kan det være temmelig ligegyldigt, hvilket Nummertal der staar paa hans Skulder. Det er Trainets Folk, der rammes haardest. Gamle Kuske, Kokke, Oppassere, Skrivere skal nu ud i Granathullerne.

‘Ingen kender Dagen, før Solen gaar ned! — Hvornaar kommer Turen til os? ‘

Vi skal ligge her i længere Tid — sagde man.

Den tredje Nat kommer Marchordren! Arméreserver er Luksus nu.

Tyskland har intet Udfyldningsmandskab; men en Strøm af friske Amerikanere rinder ind i de allieredes Rækker. Foch presser paa med kampdygtige Divisioner.

Tampen brænder ved Soissons og Chemin des Dames, Damevejen. Der skal vi hen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 227-228

23. august 1918. “Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et par uger i Reims, kan Eskildsen og hans kammerater endelig forlade jordhulerne.

Den 23. August forlader vi Reims.

Vi nyder den friske Luft og det klare Lys efter de mange Ugers triste Tilværelse nede i de dybe Grubegange! Lunger og Porer indsuger den rene Luft, Øjnene drikker af Lysets Væld.

Der er nok at se efter. Tæt ved os skyder en fransk Flyver en Observationsballon i Brand. Iagttageren springer ud i Faldskærm. Den brændende Ballon strejfer ham næsten, da den synker til Jorden.

Vi diskuterer endnu, om han slap levende fra det eller blev stegt oppe i Luften, da Maskingeværerne igen hamrer i rasende Takt over vore Hoveder.

Tre franske Flyvere angriber en anden Ballon. Tyske Maskingeværer nede paa Jorden skyder efter dem med Ammunition, der trækker lysende Spor gennem Luften. Den har de Respekt for, og de vender om.

Observatøren i Naboballonen har allerede gjort Springet og hænger nu og dingler under sin Skærm. Der er nok at se efter.

Man behøver ikke at bruge Øjnene længe, før man har set, at Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!

Den friske Luft trætter. Nogle Kilometer før Maalet segner jeg om og maa ligge en Time i Vejgrøften, inden jeg kan slæbe mig bag efter de andre.

De to følgende Dage – vi marcherer i tre Dage – er man allerede trænet og mærker ikke mere noget til Slapheden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 226

18. juli 1918. “hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!” Eskildsen oplever endnu en stor offensiv.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. 15. juli startede Ludendorff endnu en stor offensiv og et par dage efter kom det franske modsvar. De havde forventet angrebet og de slog hårdt tilbage.

Alle gode Gange er tre! Ludendorff langer ud til det store Gennembrud, »Kejser-Wilhelm-Offensiven« Øst og Vest for Reims. Man behøver ikke at fortælle mig det, da jeg kommer fra Orlov. En blind kan se, hvad her forestaar. Overalt Tropper, Tropper, Tropper, Kanoner, Kanoner, Kanoner, Ammunition, Ammunition, Ammunition!

Alt staar i Offensivens Tegn. Vi afleverer al unødvendig Bagage. Ikke engang Tæppe og Kappe faar vi Lov til at føre med denne Gang; let til Bens skal vi kunne løbe lige til Paris. Vi har faaet udleveret Kort over Egnen langt bag de franske Linier, selv en Byplan over Chalons mangler ikke.

Mens vi holder Udfaldsstillingen, skal udvalgte Tropper, hos os Garden og Bajrere, bruse frem. Efter dem følger den anden Bølge, og saa bryder vi op og følger som tredje. Ludendorff er saa sikker i sin Sag, og alt er saa nøje beregnet, at vi ved, hvad Klokkeslet vi skal begynde vor, den tredje Bølges, Fremmarch.

Den 15. Juli, Klokken 1,10 om Morgenen, begynder alle Kanonrør at spy Ild og Staal. Foran os, bag os, til højre, til venstre, hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!

Vi spærrer Munden højt op, for at Trommehinden ikke skal revne. Det hyler, det piber, det bruser, det brager hen over os. Mundingsflammerne forvandler Nat til Dag. Jorden ryster, Kalken revner. Krudtdampen er saa stærk, at vi nyser i Timevis. De fornemme Gardeofficerer og de vigtige Bajrere sidder i vort Hulrum.

Kl. 4,50 stormer Infanteriet frem. De tager de sammenskudte franske Stillinger. — Mærkeligt! Ingen Folk i dem! — De stormer Cornilletbjerget. — Mystisk! Hvor er Franskmændene? — De stormer ned ad Bjerget — og saa kan det nok være, de finder Franskmænd!

De sidder tæt og uskadte i nye, pæne Stillinger hinsides Bakkedraget — og her gaar Offensiven blodigt i Staa! Ludendorff var klog; men Foch var snedig og havde denne Gang narret ham. Foch vidste paa Dag og Time, hvornaar Angrebet kom, og mens det tyske Artilleri pløjede de tomme, forreste Stillinger, sad Franskmændene et helt andet Sted, rede til at give det stakkels Infanteri en varm Modtagelse.

Dagen efter brager Kanonerne igen, og den anden Bølge sættes ind. Det franske Bolværk bryder ogsaa den. Saa giver man Afkald paa vor tredje og standser den store Sejrsoffensiv.

Slaget er tabt! Krigen er tabt!

Tre Dage efter bryder de franske Tropper frem af Skovene ved Villers-Cotterets, og fra nu af spiller Foch ud. Han fører ikke de store Slag, men han hamrer ustandseligt, her og der, indtil den tyske Linie er skør og mør, revnet, sønderslaaet, opløst. Vi sidder endnu nogle Dage i vor dybe og mørke Hule. Franskmanden tror, at det svære Batteri staar her, og overdænger os en hel Nat med 18 Centimeters Granater. Det er ingen hyggelig og rolig Nat.

Vore Døre flyver ud af Rammen, Jordrystelsen gør os søsyge. Om Morgenen er to af vore Stollenedgange skudt sammen, og 10 Mand arbejder en hel Dag for at gøre dem fri igen. Men vi havde heldigvis endnu en Reserveudgang. Ellers havde vi maattet dele Skæbne med nogle Kammerater ved Siden af, som man efter en Dags Arbejde med Hakke og Skovl fandt kvalte dernede.

Det er overhovedet alt andet end hyggeligt her dybt nede i vor natmørke og snævre »Understand«. Luften er saa tæt som i en Undervandsbaad. En daarligt brændende Petroleumslampe, uden Skærm, fyldt med en Vædske, der har en vis Lighed med Petroleum, skal erstatte Dagslyset. Har man ved Hjælp af den uundværlige elektriske Lommelygte fundet den lange Trappegang, skimter man foroven Lys og synes, at det er Maaneskin. Staar man oppe, lysblind og bleg, ser man, at det er solklar Dag. — Og saa er Hulen saa fuld af Lopper! En Nat finder jeg 16 i mit Tæppe, inden jeg kan faa Ro.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 222-224

2. juni 1918. “Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen.” Eskildsen på vej til lazaret.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et uheld er Claus Eskildsen røget på lazarettet, her ligger han i lang tid, og han oplever en telefonists kamp med døden.

Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen. Jeg er paa Vej til Lazarettet.

Ved sidste Transport kvæstede jeg tre Fingre, da vi i Mulm og Mørke læssede Køretøjerne paa Jernbanevognene. Efter nogle Ugers Behandling er Fingrene hele; men først breder et mærkeligt Eksem sig over begge Hænder, og saa gaar det galt med baade Ben og Hjerne. Et Saar paa venstre Skinneben medfører efterhaanden Cellevævsbetændelse, Blodforgiftning og Benhindebetændelse, og Giftstofferne i Blodet bevirker, at den overanstrengte Hjerne slaar Klik.

Min gamle Mor bliver uhyggelig til Mode, da hun til Fødselsdagen modtager to omtrent enslydende Breve fra mig, skrevet med faa Timers Mellemrum.

Mit Ben er helt svulmet op, da man kører af Sted med mig til Sanitetskompagniets Barak, der ligger lidt bag Fronten, gemt i en Fyrreskov. Det er første Station paa en Vej, som normalt fører til Lazaret i Etappen, Lazaret i Tyskland og Erstatningsbataillonen. Men Oberstløjtnanten har efter eget og mit Ønske telefoneret til Sanitetskompagniets Overlæge og bedt ham beholde mig herude, for at jeg ikke skal skilles fra Regimentet.

Saaledes lærer jeg kun første Station at kende paa den Vej, der for mange betyder uhyre Lidelser, for andre Forløsning. Alle Frontsoldaters højeste Ønske er jo et »Heimatschuss«, et Skud, alvorligt nok til at naa ud over Etappen med det, men alligevel ikke saa slemt, at man mister sin Førlighed for Livstid. Sanitetsbarakken er tom, da man hen paa Eftermiddagen lægger mig ind i den.

Det skal den normalt være; til hver Nat skal man helst have alle Sengene fri, man ved aldrig, hvad der om Natten kan ske der ude i Linien. Hen paa Natten bringer man to Telefonister, som er blevet ramt af en Granat, da de gik Ledningerne efter. De kommer straks paa Bordet, forbindes og lægges saa ved Siden af mig. Den enes Ryg er haardt medtaget. Hans unge, stærke Natur reagerer voldsomt mod den kolde Død, der strækker sine lange, uhyggelige Fingre ud efter ham. Han skriger og vaander sig i legemlig Smerte, han klager og jamrer over sit unge Liv, han raser og stamper imod den bitre Død.

Hans Kammerat er rørende trofast. Mens han selv bider Tænderne sammen i Smerten, trøster og opmuntrer han den haardt Saarede. Om Morgenen skilles deres Veje. Dødens Kandidat bliver hos mig, den anden skal paa Lazaretrejsen. Men forinden lader han sig bære hen til Kammeratens Side, tager en smuk Afsked med ham og trøster den fortvivlede, der godt nok aner Sammenhængen, med, at han nok skal blive sendt bagefter i Morgen.  Nu er vi to Mand i Barakken. Det er en lang Dag for den lidende!

Han har en stærk Natur. Næste Nat tager Febervildelsen ham. Han er i Slaget, han stormer han rammes, og ind imellem hyler han af Smerte. Da Nøden er paa det største, kommer det op af den forpinte, hjælpeløse Sjæl: »M – u – t – t – e – r !« Han raaber sit »M – o – r !« Gang paa Gang, skrigende efter en øm og stærk Haand, som kan føre ham gennem Dødens mørke Port.

Hvorfor kommer her ingen Præst, der kan hjælpe ham til at gribe en Haand, stærkere end Mors! Hen paa Natten ebber det ud. — Stønnen — Rallen — Stilhed. – Om Morgenen bærer man ham ud og begraver ham med det samme. Saadan gaar Døgn efter Døgn i en Sanitetsbarak. Det er ingen Nervekur at ligge her; men ellers har jeg det udmærket.

To Gange om Dagen kommer jeg paa Bordet, faar Saaret trykket ud og frisk forbundet, Resten af Døgnet ligger jeg stift paa Ryggen med Benet i Vejret. Jeg har en ren Seng, — desværre er den fuld af Myrer. Forplejningen er god, selv Franskbrød smager jeg her. Sygepasserne er flinke. Er det smukt Vejr, bærer man mig ud i Solen; man stopper min Pibe, rækker mig Bøger og Papir.

Jeg ligger hele Dagen og læser og skriver Breve, lige saa lange som Apostlenes Epistler. Oberstløjtnanten og de andre Officerer besøger mig lejlighedsvis, Svoger Nis kommer hver Dag, andre Kammerater og Venner bringer Gaver af Champagnes uudtømmelige Jordbærrigdom.

Ludendorff forstyrrer Idyllen. Den 27. Maj begynder den anden store Offensiv, Vest for Reims. Soissons falder, man støder helt ned til Marnefloden, som man ikke har set siden 1914. Vor III. Bataillon forlod os første Pinsedag og er med til at tage et af Forterne foran Reims. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 216-218

2. maj 1918. “Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig”. Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I Champagne er foråret endnu en gang ved at sætte ind over de franske slagmarker.

Den 23. April overtager Regimentsstaben sit nye Afsnit. Matthiesen og Bunke bliver igen bag ude i Hvilebataillonens Lejr, vi andre sidder i Stabens Kommandostation, dybt nede i Champagnekalken. 49 Trin fører ned til det snævre Hul, 2 Meter bredt og 4 Meter langt, som jeg deler med Schrøder og Heinz.

Vaaren kommer til den mishandlede Verden, Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig, et Pust af Grøde og Vækst naar selv ned til os i vor dybe Hule. Det lader Længselens Strenge klinge i vort Sind — en fin, fin, dragende, længselsfuld Sang om Have og Vang, Spade og Plov, Jord og Hjem, Arbejde og Ansvar.

Vaar og Efteraar er de tunge Tider i Felten. Da jeg oplevede det første Vaarbrud i de store Augustov-Skove, skrev jeg:

»Jeg tror ikke, at Krigen varer saa længe, men det staar klart for mig i disse Dage: lykkes det end at holde Mændene i Felten Sommeren og Vinteren igennem, saa faar man dem ikke til at blive herude længere end til næste Foraar. Thi naar Naturen vaagner, gaar der en Muldduft hen over Verden, og den griber ikke blot Bonden, den kalder alle til Arbejde.«

Nu kom Vaaren for fjerde Gang til os! Hvad bryder Krigen sig om Foraar, Liv og Længsel!

Den 2. Maj staar jeg ved tre aabne Grave. Min Kollega, Regimentsskriveren fra 34. Regiment, er falden. Han boede bagude ved Bagage-Trainet, men blev ramt af en Granat, da han var undervejs hjem med Underskrifter fra Officererne.

Det stakkels 34. Regiment har nu i kort Tid mistet baade Kommandør, to Stabsofficerer og Skriveren. Sammen med ham faldt Trainets Fører, som havde faaet denne Post, fordi hans Forældre allerede i Forvejen havde mistet fire Sønner.

Ved deres Side begraver vi en Underofficer fra vort Fægtningstrain, en Lærer fra Egnen ved Kiel, der efterlader Hustru og fire Børn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 215-216

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214

1.-16. april 1918. Claus Eskildsen på vestfronten. “Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af april bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab. Frem mod Amiens der skal holdes.

Ved Ham kommer vi Dagen efter over Somme-Floden og marcherer nu gennem den forfærdelige Ørken, som Tyskernes »Alberich-Bevægelse« skabte for et Aar siden. For tredje Gang kradser Krigsharvens Tænder gennem denne ulykkelige Egn, der er intet mere at ødelægge. Franskmændene har ladet de af Tyskerne omhuggede Frugttræer ligge visne ved deres Stubbe, meget virkningsfulde Skamstøtter! 

De faldne ligger enkeltvis og i Hobe ved Siden af Vejen, graa Tyskere, gulbrune Tommyer, skjørteklædte Skotter, blaa Franskmænd. Ingen af dem har Støvler paa Fødderne; de forbimarcherende Tropper har forsynet sig med bedre Fodtøj, end det indesluttede Tyskland kan levere. Vi er alle Ligrøvere. Hver Mand løber omkring i engelske Overfrakker og Gummiveste og med engelsk Undertøj. Jeg nøjes med at tage de to Ting, jeg savner haardest, en Lommekniv og en Støvlebørste. Paaskedag naar vi Roye, hvor hele Staben, 6 Officerer, 117 Mand og 27 Heste, tager Kvarter i en ødelagt Fabrik.

Vi er vaade Dag og Nat. Ved St. Quentin begyndte Regnen, og det regner, regner, hver Dag i næsten 14 Dage. Post har vi ikke faaet i 6 Dage. Vor Forplejning er Kartofler, som vi finder undervejs. I Dag koger vi som Festmaaltid Stabens Ged i Feltkøkkenet. Den 1. April marcherer vi fremad paa Landevejen Roye-Amiens.

Vi skærer her Stillingerne fra Tiden før Sommeslaget. Ved Byen Hangest har vi indhentet den første Stormflodsbølge, der er standset ved Avreflodens Kløft, et Par Mil foran Amiens. Efter 10 Dages Fremadstormen er General Hutiers Stormtropper pumpet ud for Blod og Kraft.

Artilleriet har intet at skyde med, Infanteriet er udmattet af Sult. Tilførslen af Ammunition og Forplejning svigter som sædvanlig og lader Offensiven gaa i Staa. Bagude saa vi Lastbilerne køre med Stole, Sofaer, Senge, Klaverer til Officererne ved de højere Stabe, men Granater og Brød lader man ligge! Det skulde Ludendorff se! — Men han ligger vel selv i en blød Seng et Sted langt inde i Etappen.

Foran Avrefloden trækkes nu den anden Flodbølge sammen. I Byen Hangest ligger alene fem Divisioner. De afløser Natten mellem den 2. og 3. April og skal den 4. føre det andet voldsomme Stød. Første Dags Maal er Overskæringen af Jernbanen Paris—Amiens.

Kl. 1½ om Morgenen har Stormtropperne indtaget deres Plads. Kl. 6 begynder Artilleriet at tromle, Kl. 8,10 bryder Infanteriet frem. Det bliver en sort, ravnsort Dag! Franskmændene har udnyttet det Par Dages Pusterum til at kaste Reserver herhen fra alle Landets Egne. Amiens skal holdes for enhver Pris.

Regnen er deres bedste Forbundsfælle. Under store Tab tager 266erne den forreste Stilling, men hænger saa med begge Fløje i fri Luft. Kanoner og Minekastere kan ikke komme med frem, og Regimenterne til højre og venstre klæber ogsaa fast i Leræltet. Flankeild er uudholdelig. — Tilbage! — I. Bataillon har mistet alle fire Kompagniførere, II. Bataillon har lidt samme Skæbne.

Da Aftenen sænker sig ned over Blodmarken Vest for Avre, har alle tre Batailloner tilsammen kun 400 Mand i forreste Linie. 700 Mand ligger døde og Saarede, dækket med Lersnavs, paa Slagmarken. Offensiven er »kvalt i Mudder og Blod«.

Regimentet, det stolte, tapre Regiment, er knust paa een Dag! Vi staar Dagen igennem foran Kvarteret i Hangest. En uafbrudt Kæde af letsaarede gaar forbi. De første melder om Sejr, de senere bringer kun Jobsposter. Jeg skammer mig ved at staa her og drive, mens alle derude ofrer deres sidste Kraft. Maaske kan man hjælpe Oberstløjtnant, Løjtnant og de andre en Smule.

Den brave Willandsen er villig til at ledsage mig, og hen paa Eftermiddagen stamper vi af Sted.

Det blev den drøjeste Tur, jeg har haft under Krigen. Vi vader til op over Støvleskafterne i Lerklistret. Kun naar man bider Tænderne sammen, kan man flytte sig Fod for Fod. De prustende Train-Kolonneheste oversprøjter os med Dynd, saa hele Kroppen er dækket af en Lerskorpe.

Vi naar over paa den anden Side af Avrebækken og flakker nu omkring paa den granatpløjede »Ærens Mark«. Heste, Vogne, Mennesker, frygteligt tilredte, ligger strøet ud over Pløjemarkerne. De døde har udstridt, de lemlæstede skriger og klynker.

I en Vejgrøft ligger der en Hest, dækket af Søle, en uhyggelig Klump Snavs, med Tarmene hængende ud af Livet, en eneste stor Lidelse. Da jeg kommer hen til den, hæver den Hovedet, ser bedende og — forekommer det mig — bebrejdende paa mig og udstøder et langt Klageskrig med en næsten menneskelig Stemme, som jeg aldrig, aldrig har hørt lyde fra et Dyr. — Jeg fortryder det endnu i Dag, at jeg ikke skød den Hest!

Mit eneste Skud i hele Krigen burde have været Barmhjertighedsgerningen mod dette stakkels Dyr! Lidt længere fremme ligger der en feltgraa. — »Ham behøver man ikke at jorde; han er allerede eet med Dyndet!« — Idet jeg gaar forbi, sker det uhyggelige: det formentlige Lig rører sig, Staklen prøver at hæve sig. — Klage kan han ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 207-209

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

20. februar 1918. Nye tider for krigen: “Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 3 ugers uddannelse marcherer Eskildsen og divisionen mod Vouziers. De tyske tropper begynder at forberede sig på bevægelseskrig.

Den 14. Februar begynder den store Orlovsstandsning, der menes at vare ved til Krigens Ende, — hvis Gennembruddet lykkes. Fra denne Dag løber kun Orlovstog udefter, efter 1. Marts er ingen Mand paa Orlov mere, Fronten er 250,000 Mand stærkere.

Den endnu uhyggeligere Postspærring viser sig. Alle vore Breve holdes tilbage. Der udleveres Brevkort med Paatryk: »Jeg er rask, det gaar mig godt.« Det er de eneste tarvelige Livstegn, vore kære derhjemme senere kan faa!

Hver Division uddannes i 3 Uger. Den 20. Februar har vi gennemgaaet Skolen og marcherer 16 Kilometer østpaa til Vouziers. Dagen efter gaar det, ligeledes til Fods, 26 Kilometer videre mod Øst til Grandpré.

For et Aars Tid siden transporterede man os med Jernbane, selv paa de mindste Afstande. Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.

Vi tænker med Gru paa denne Form for Krigen. Den koster Blod, den koster Sved. Jeg lader mit bekymrede Blik glide langs Stabens Vognkolonne. 13 Vogne, alle overlæssede!

Oberstløjtnanten har nu lykkeligt efterhaanden faaet saa meget sendt ud, at han fører 12 Uniformsfrakker med sig! Hver Løjtnant har en hel lille Butik i Skønhedsartikler, til Ansigts-, Hud- og Negle-pleje. Hver Mand i Staben har sin private Sæk eller Kiste, og alt skal køres, ingen gider slæbe paa en Tornyster.

Hvor er Nøjsomheden fra 1870? Vi mangler kun Skaren af Kvinder og Børn, saa vilde hele Bagagetrosset fuldkommen ligne Hærens Paahæng i tidligere Aarhundreder.

Men hvis Krigen varer et Aar endnu, har vi vel ogsaa Løjtnants damer med; de lette Etapperotter søger længere og længere udefter.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 202-203

18. februar 1918. Genbrug: Den “nye” major faldt første gang i 1814, blev gravet op og genindsat i 1870 og er nu blevet genopvarmet til en ny omgang …

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I forlængelse af forberedelserne til den nye offensiv, skulle der også hentes nye styrker ind, alderen på de nye er dog en bekymring.

Det store Gennembrud skal foregaa efter en helt ny Taktik. Fjendens Reserver skal ikke lokkes hid ved flere Døgns Trommeild; et overraskende, overvældende stærkt Artillerioverfald skal efter faa Timer efterfølges af Infanteriets Stød, og gennem den sprængte Port skal Divisionerne straks gaa over i Bevægelseskrigen. Skyttegravenes aarelange, stive Aag skal omsider brydes.

Vi kender vor Plads paa Forhaand. I Ly af Granaternes »Ildtromle« skal den første store Angrebsbølge skylle ind over Frankrig, begyndende paa Fjendens svageste Sted, der, hvor den engelske og den franske Front er stykket sammen, delt, ikke ledet af en fælles Øverstkommanderende.

I større Afstand bag denne Stormflodsbølge følger den anden, hvor vi har vor Plads. Naar den første er ebbet ud, brudt, slidt op, skal vi føre det andet store Stød. 

Øvelserne gaar som efter en Snor. Hver Dag indleveres der Timesedler som i Freden. Ludendorffs brune Bog har nyskabt en Række Ord, som hurtigt glider ind i daglig Tale — selv Menneskets Ordforraad er en Vanesag! — Officer og Menig taler om »Ildtromle«, »Stormblok«, »Stødsøjle«, »lld-Ø«, »Ildklokke«, som om de havde indsuget disse Ord med Modermælken.

Regimentet faar Udfyldning af Mandskab og Officerer. Det er Drenge og gamle Mænd alt sammen! De unge, der normalt er bestemt til Krigen, er fortæret.

1915, i Regimentets første Krigsaar, var 71 pct. af de faldne 20—24 Aar gamle, 1917 stod kun 39 pct. af Dødsofrene i disse Aarsgrupper! De unge under 20, de gamle over 30 og 40 skal føre Krigen til Ende.

Da man skrabede Bunden, fandt man en Major, som man nu sender os til at føre III. Bataillon. Han hedder v. Schoenermarck og er en Nevø af den gamle Grev Haeseler. Hans Alder anslaar vi til mellem 70 og 1000 [sic!].

Hans Adjutant, Premierløjtnant L., paastaar, at han Anno 1814 er faldet i denne Egn, Anno 1870 har man gravet Liget op, og nu har man opvarmet det igen. Naar dertil kommer, at han er Kavallerist og ikke har Begreb om Infanteriet, er det forstaaeligt nok, at han mødes med Mistillid.

Men det gamle Lig holdt alligevel ud til Krigens Slutning og fyldte Pladsen meget bedre end de to Forgængere, den gamle Huck og den umulige v. Cr. Vi taler ofte sammen om Danmark, som den gamle Herre elsker. Gennem sin Hustru er han beslægtet med danske Adelsfamilier.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 201-202

16. februar 1918. Claus Eskildsen: “1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens regiment stopper i byen Pauvres hvor den står på oplæring i en ny form for angreb på skyttegrave.

Vi standser i Byen Pauvres, lige saa fattig som dens Navn og som alle Byer her paa Egnen, dobbelt fattig nu i denne triste Tid. Gamle Folk og Børn kommer hver Dag og tigger det tørre Brød, og vi deler villigt vort sidste Stykke med dem.

Paa Fronten staar den tyske Soldat og skyder paa Franskmanden. Bag Fronten tager han hans Barn paa Skødet og mader det, med Kærlighed og øm Medlidenhed i Blikket.

Officererne bor i et Hus, vi i et andet. Hver Dag skal man mange Gange gennem Kalkvællingen hen til Officerskvarteret. Til sidst pudser vi ikke Fodtøjet mere, Sværten kan alligevel ikke faa Bugt med den hvide Kalk.

Byens eneste Seværdighed er for Tiden en Flyverlejr, hvor der hersker travlt Virke. Flyverne er den forreste Etappe, og derfor møder vi selv her, midt i Champagnes Usselhed og ikke langt bag Fronten, de kendte »Damer«, Etappens Pestdyr, som Rotterne er Frontens.

Tæt ved Pauvres har man bygget en af de mange nye Lejre, som i de sidste Uger er skudt frem af Jorden paa Vestfronten. Her ligger Regimentet. Her skal det forberedes paa den Rolle, det har faaet tildelt i det forestaaende Gennembrudsslag.

»Hæren ventede efter Brest-Litowsk det store Angreb, og Firemagterne holdtes udelukkende sammen i Haabet om en Sejr for de tyske Vaaben.« — Saaledes kendetegner Ludendorff Stillingen paa dette Tidspunkt.

Han glemmer at tilføje, at han selv troede at kunne rive den afgørende Sejr til sig.

For et Aar siden var et rødt Hæfte, »Die Abwehrschlacht«, den almindelige Lektiebog, som sad i enhver Officerslomme og citeredes hver Dag. Nu er den afløst af en lille, brun Bog, »Die Angriffsschlacht«. 1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 200-201

 

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

12. januar 1917. Claus Eskildsen fejrer sin 4. krigsfødselsdag.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen kunne fejre sin 4. fødselsdag ved fronten. De andre år var han sikker på det skulle blive den sidste før krigens afslutning, men nu var han ikke så sikker længere.

Kort efter holder jeg min 4. Krigsfødselsdag. Den første fejrede jeg i Lockstedt Baraklejr, sikker paa, at Krigen højst vilde vare et Fjerdingaar endnu.

Da jeg et Aar senere om Aftenen lagde mig til at sove paa den smalle Bænk i Køkkenet i Vojtoshi, sagde jeg spøgende til de andre: »Hvis vi næste Aar den 12. Januar endnu skulde være sammen, maa I gratulere mig, for jeg har haft Fødselsdag i Dag.«

Jeg troede ikke, at Krigen vilde vare et Aar endnu.

Den tredje Fødselsdag gratulerede Svoger Nis mig i en Kreaturvogn paa Transporten fra Hénin-Liétard til Somain.

Vi var ikke mere saa sikre paa, at det vilde blive den sidste i Felten. Denne Gang røbes Dagen; men ingen vover at tro, at det bliver den sidste.

Vi har slaaet os til Taals med, at vor Generation skal gaa til Grunde derude.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198

27. november 1917. Claus Eskildsen I Cheppy. “Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.

Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.

Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.

Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.

Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.

Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.

Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!

»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«

»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«

»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«

Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.

Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.

24. oktober 1917. Eskildsen rykker til Cheppy.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter at have opholdt sig en stund ved bjerget Vauquois kommer Claus Eskildsen til Cheppy.

Oberstløjtnanten kniber ud og tager Ophold i et Hulrum ved Cheppy, 2½ Kilometer bag Fronten.

Saa kan han have mig hos sig, og den 24. Oktober flytter Heinz og jeg derhen, medens Matthiesen og Bunke paa Grund af Pladsmangel bliver i Fléville.

Ind i en Vej dæmning ligger der en lang Række af Jordhuler. I den første, saa lille, at vi næppe kan dreje os, arbejder Schrøder, Heinz og jeg.

Saa stiger det i Graderne, jo længere man kommer frem i Rækken: Tegnere, Telefonister, Kok og Oppassere, Løjtnanter, Kommandøren.

Hver Hule har bag ud Forbindelse med en underjordisk, bombesikker Gang, flere Hundrede Meter lang, beboet af Rotter i uhyggelig Mængde og Størrelse.

De gamle Højsagn om Bjergfolk er blevet Virkelighed ude i Vauquois’s Kæmpekrop, de gamle Sagn om lange underjordiske Gange er Virkelighed i Cheppys Vej dæmning.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192-193

20. oktober 1917. Eskildsen ved Vauquois “de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Overensstemmelsen med franskmændene var ilde set, og der skal foretages fremstød.

Idyllen paa Vauquois skal forstyrres, Regimentets Tabslister er for korte, de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.

Den 20. Oktober indskærpes det strenge Forbud mod Samkvem med Fjenden, og hele den næste Maaned hidser og pisker man Uroen ind.

Der skal skydes, der skal foretages Patrouillefremstød. Maalet naas. De sidste ti Dage i November har Regimentet 6 døde og 8 Saarede.

Saa tænder Generalstabsofficeren sin Cigaret og læner sig tilfreds tilbage i Stolen.

Et Par Dagene senere udnytter han selv den traadløse Forbindelse. Meddelelsen om Fredsforhandlingeme med Rusland trykkes paa Fransk og skal af vore Folk ekspederes over til Fjenden.

Opholdet i Bjerget er usundt. Vor II. Bataillon maa i Løbet af kort Tid sende 184 syge paa Lazarettet, alle lidende af Mave- og Tarmsygdomme.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192

19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

12. oktober 1917. Claus Eskildsen på vestfronten. “I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen måtte bestige bjerget Vauquois for at besøge officerstaben, tegneren og den unge skriver Schrøder.

Har man Lov til at tale om »Byer«? Der staar ikke et Hus! De hvide Kalkstensruiner ser uhyggeligt spøgelseagtige ud paa Baggrund af Bjergskraaningernes mørke Skove.

Aldrig før har jeg set saa bredt et Bælte fuldstændig ødelagt. Hvor mon alle de stakkels Mennesker er, der her havde deres Hjem?

Hvad vil de sige, naar de kommer tilbage? Fra Landsbyen Cheppys Ruinhob følger man Landevejen endnu et lille Stykke, drejer saa af til venstre og gaar med et Feltbanespor om bag den store Vauquois, som man hele Tiden har set foran sig.

Det hele er et eneste Felt af mindre Granat- og store Minekratere. Et Sted staar endnu et Par Træstubbe. Jeg undersøger Barken. — Her laa nok engang en Æblehave!

Jeg kravler op ad det stejle Bjerg og naar pustende og med Hjertebanken Hullet, der fører ind til Vauquois’s Hemmeligheder. Jeg faar et Lys i Haanden og en Fører ved Siden og er nu optaget i Bjergfolkets Samfund.

Vi gaar omtrent 10 Minutter gennem de mørke Stoller. Vandet siver ned overalt, Bunden er fuld af Snavs. Her dratter man i et Hul, her famler man sig ned ad nogle Trin, her kan man kun gaa i dukket Stilling, her er det saa snævert, at man skal knibe sig igennem.

Det hele er et Kryds og tværs, saa selv Føreren er ved at løbe vild i denne Labyrint. 

I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne. Her kommer vi forbi en Skrivestue, her lugter det af Biksemad fra et Køkken. Vi naar frem til Stabskøkkenet, hvor Kokken og tre Oppassere spørger efter nyt fra Oververdenen.

Ved Siden af sidder Skriveren og Tegneren i deres Hule. De klager over Hovedpine. Det er ikke saa mærkeligt. De har nu siddet hernede i 11 Døgn uden at se Dagens Lys, og kun deres Ur har fortalt dem, om det var Dag eller Nat.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 190-191

11. oktober 1917. Ved Vauquois: “vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment slår sig ned i et forfaldent hus ved byen Fléville.

Kæmpen har ogsaa slugt vore Officerer. Men der er ingen Plads til de mange Skrivere. En Tegner og vor yngste Skriver, Student Schrøder, særlig uddannet og egnet til at arbejde med de taktiske Spørgsmaal, følger dem.

Vi andre tager Ophold hos Bagage-Trainet i Byen Fléville, omtrent 10 Kilometer længere tilbage, da alle Byerne nærmere ved ligger i Ruiner. Vort Hus er ikke af de flotteste. Nok har det to Stokværk, som alle Huse her paa Egnen, men det staar kun oprejst, fordi det ikke ved, til hvilken Side det skal falde.

Alt er forfaldent. Stuerne er trange og mørke. Hvad gør det! Argonnerne har Træ nok til at putte i Kakkelovnen, og vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.

Vi er en rar lille Familie, den vittige Matthiesen og den gravalvorlige Bunke, Cyklisternes vilde Kor, de trofaste Kuske, frem for alt min gode Svoger Nis, som jeg, dengang vi laa ved Narocz-Søen, fik lirket bort fra Helvedet foran Verdun.

Vi hjælper hverandre, vi deler med hinanden, og »Fatter« Harms, Husmanden fra Klægsbøl, er vor »Mutter«, som koger vor Mad, Fatter og Mutter i een Person. Maden er tilsvarende. Ingen Kvinde kan have finere naturligt Anlæg for Kogekunsten; men Manden spores i Peber og Løg. 

Jeg skal ud at se til Bjergfolket i Hulebjerget. Det gaar paa Cykel op og ned ad Landevejens Bakker langs med Airefloden. Oppe paa Bakkerne maa man køre ud og ind, thi her staar der store Skærme og Risfletninger ud paa Vejen, afvekslende paa højre og venstre Side, for at Franskmanden ikke kan iagttage Færdslen.

Der ligger Byer paa begge Sider af Floden. De danner en interessant Overgang fra Typen ved Verdun til Charmpagnebyerne. I Verdunegnen var alle Byer Dalbyer, indeklemt i de snævre Kløfter; i Champagne boede Folk i Bjergbyer, oppe paa Bakketoppene; her, midt imellem, er Bopladserne kravlet ud af Dalene, men har ikke naaet Højderne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 189-190