Tag-arkiv: Offensiv

11. september 1918. “Det var overraskende, hvor hurtigt Amerikanerne gik fremad.”

Anders Christensen, Skast pr. Ballum

I August var der lige som noget andet i Luften, og sidst paa Maaneden og først i September blev der slet ikke skudt fra den anden Side. Man kunde mærke, at Tyskerne var nervøse.

Og saa! Den 11. September Kl. 11 om Aftenen gik det løs med et Brag. Det var Amerikanerne, der satte ind.

De brugte ikke den Metode, som anvendtes ved Somme og i Flandern, først at tromle i lange Baner, nej, de gik til Angreb med det samme.

Vi boede i en Barak uden for Byen og havde et Beskyttelsesrum — halvfuldt af Vand! — »Ind med os!« sagde vor Feldwebel, der kom farende ud fra sin Bungalow.

Der tilbragte vi Natten; men den næste Dags Eftermiddag gik vi tilbage. Vi maatte stadig i Skjul for Flyverne, som fuldstændig beherskede Luftrummet. Henimod Aften maatte vi dog frem til vort Kvarter igen for at bjærge Batteriets Papirer.

Vi kunde nu se, at Observationsballonerne var kommet betydeligt nærmere. Ellers var det nu forholdsvis roligt. Amerikanerne har vel haft travlt med at flytte Kanonerne frem. Vi fik Vognen med Papirerne og Gullaschkanonen med tilbage, ogsaa den ene Kanon,  der ikke stod saa langt fremme. Alt det andet blev tilbage.

Den anden Kanon havde lige affyret en Serie Skud, da der kom en af Mandskabet fra et Batteri, der stod længere fremme. Han sagde, at Amerikanerne var helt fremme ved deres Kanoner. Infanteristerne i Skyttegraven var blevet taget til Fange.

Det var overraskende, hvor hurtigt Amerikanerne gik fremad. Men den tyske Krigsmaskine var opslidt, og der var ingen Reserver til at fylde Hullerne. Vor Kanonbetjening skyndte sig tilbage, men tog dog Maskingeværerne med. Med visse Mellemrum skød de en Salve mod Amerikanerne, der langsomt fulgte efter.

Vi gik tilbage om Natten og laa nogle Timer i en By. Der var en Ballon lige udenfor, men op kunde den ikke komme. Saa snart dem kom lidt til Vejrs, var Fjenden over den som Høge. Vi kom til Cheppy, hvor vi opholdt os nogle Dage og marcherede saa 50 km til Egnen ved Longuyon, hvor vi kom i Ro.

DSK-årbøger 1960.

13. juli 1918: Frederik Tychsen og batteriet gør klar til fremmarch ved Marne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var nu i gang med forberedelserne til andet Marneslag.

Den 13. juli 1918 hen imod aften blev vi kommanderet til at træde an, og der blev af batterichefen oplæst en armébefaling (Armebefehl), der gik ud på følgende: ”De franske stillinger skulle stormes, fjenden skulle slås, tages til fange eller trænges tilbage, og Paris skulle tages. Det rigtige tidspunkt var inde til at slå fjenden, nu skulle det ske osv.”

Det blev forbudt at drikke sig beruset under fremmarchen, og det var forbudt at betræde den store vinby, Epernay, som vi om få dage skulle indtage. Kun de, der var under kommando, måtte gå ind i byen. Vi blev indviet i, hvad der skulle foregå, og fremgangsmåden var noget lignede vom ved St. Quentin den 21/3 og ved Chemin de Dames og Laon den 27/5 samme år.

Den 14. juli tidlig om morgenen begyndte vi med at pakke sammen og ordne alt, hvad der skulle ordnes, de 18 heste var blevet erstattet med andre, og bataillonet var klar til at rykke ud, stemningen var trykket – begejstringen var borte, og der var ingen, der troede på sejr.

Amerikanernes indsats kunne mærkes på mere end en måde, og vi følte i sandhed, at modstanderen havde mere at skyde med, end vi. Vi fik at vide, at der foruden franskmændene, amerikanerne og englænderne også var kolonialtropper og portugisere.

Om aftenen den 14. juli ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Det var et vrimmel på landevejene og alle vegne. Vi kørte gennem byer og store skove, og ud på natten gik vi i stilling oppe på en høj bag et hegn. Stillingen var færdig og ammunitionen på plads.

Det var i nærheden af byen Vemeul. Vi lå 500 – 1.000 m fra Marnefloden, vi kunne tydelig se den i sommernatten, men franskmændene lå på begge sider af Marnen. Vi lå ca. 500 m fra de franske forposter, det tyske infanteri lå selvfølgelig foran os. Der var dyb stilhed om natten, man mærkede, hvorledes troppene alle vegne rykkede frem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

3. juni 1918. Afstumpet nysgerrighed: Svulmer lemmet også op på et lig, der har ligget i flere dage?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Den 31. maj og 1. juni gik med fortsat fremrykning. Af og til gik vi i stilling, skød nogle få skud og så fremad igen. De døde franskmænd lå rundt omkring og havde ligget i en 4 – 5 dage. På tredje dagen blev de ualmindelig tykke og oppustede, men så faldt de sammen og gik ret hurtigt i opløsning.

Det var uhyggeligt, så travlt som de fleste tyske soldater havde med at udplyndre de døde. Et sted var to soldater i færd med at drage kønslemmet ud hos en død, oppustet franskmand for at se, om dette havde antaget tilsvarende dimensioner som det øvrige legeme. De var ikke berusede. Sådan var der megen råhed.

Den anden juni 1918 var en frygtelig dag. Vi havde skudt det meste af natten og lå ca. 1 km foran en lille landsby, der hed Tigny. I denne by havde der været voldsomme gadekampe med bajonetangreb ved midnatstide. Franskmændene var blevet kastet ud af byen og lå ca. 2 km på den anden side.

Vi kørte i stilling foran byen ved ca. 2 tiden om natten. Kl. 4’A svigtede min kanon, det var noget med glycerinen i rørbremsen (Wiege); jeg meldte det til batterichefen, og han sagde så, at jeg kunne, mens kanonen blev gjort i stand, gå op i byen for at finde nogle levnedsmidler. Batteriet ville efter al sandsynlighed blive i denne stilling det meste af dagen.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. maj 1918: Frederik Tychsen og hans batteri forbereder sig til offensiv

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Den 25. maj fik vi rigelig med vin og snaps. Under selve angrebet fik vi ingen alkohol, det var de gået bort fra under de sidste angreb, idet de havde erfaret, at halvdrukne soldater ikke dur så meget som ædruelige soldater.

Der var sang og munterhed om aftenen den 25. Vi sad ude mellem træerne og sang af hjertens lyst. Det var en rigtig dejlig varm forårsaften, og luften var mild og dejlig. Kl. 10 blev der blæst tappenstreg, og vi gik til hvile i barakkerne. 

Dagen efter blev vi ikke vækket. Vi måtte sove alt det, vi ønskede, og vi kunne hente kaffe hele formiddagen. Om eftermiddagen gjorde vi marchberedt, og om aftenen ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Vi marcherede 3 – 4 timer gennem skove, byer, bakker og dale, og midt på natten gik vi i stilling ved en korsvej??

Vi befandt os i hvert fald ved foden af Chemin des Dames (Damevejen). En bjergkæde eller rettere et bakkedrag, der i udseendet ligner egnen omkring Himmelbjerget. Chemin des Dames var besat af franskmændene, og hele bjergegnen skulle stormes, og en mægtig Offensive forestod.

Den var i lighed med den, der begyndte den 22. marts foran St. Quentin.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. december 1916: Slaget ved Verdun er forbi

De hårde kampe ved Verdun rasede med vekslende intensitet fra slutningen af februar 1916, hvor den tyske hær iværksatte et meget omfattende angreb. Fra fransk side nægtede man imidlertid at opgive Verdun, og da tyskerne i sommeren 1916 blev presset i defensiven, pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli, begyndte den franske hærledelse at planlægge en modoffensiv, som skulle presse de tyske styrker tilbage og væk fra Verdun. Franskmændene igangsatte modangrebet den 18. oktober, og ved hjælp af bl.a. beskydning fra to enorme jernbanekanoner lykkedes det knap en uge senere, at tvinge tyskerne til at trække sig tilbage fra den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som havde været i tysk besiddelse siden Verdunslagets indledende kampe.

...
Kort over Verdunfrontens forløb ved slagets begyndelse i februar, linjen for den tyske fremgang indtil september og resultatet af den franske modoffensiv i efteråret og vinteren 1916. Fra Wikimedia Commons.
Den franske modoffensiv

Med Fort Douaumont tilbage på franske hænder rettede generalerne Robert Nivelle og Charles Mangin i starten af november blikket mod Fort Vaux, som tyskerne havde erobret tilbage i juni 1916. De anså et frontalangreb på fortet for at være for risikabelt, og det tungeste franske artilleri blev derfor beordret til et ugelangt bombardement af Fort Vaux, der i forvejen var hårdt medtaget af de sidste otte måneders kampe. Tre franske infanteridivisioner blev spredt langs frontlinjen i en vifte bred nok til at omringe fortet. De franske soldater var velforberedte, udstyret med kompas og et solidt kendskab til terrænet og tilmed sikre på, at franske fly var i besiddelse af luftherredømmet over Verdun.

Ligesom ved angrebet på Douaumontfortet bevægede de franske tropper sig frem bag et rullende bombardement og kunne således komme helt tæt på Fort Vaux. Sikkert på grund af undren over hvorfor de ikke modtog beskydning fra de tyske maskingeværstillinger, blev to officerer og en fransk ingeniørsoldat om aftenen den 2. november beordret til at bevæge sig helt hen til fortet. Her kunne de uden modstand kravle ind igennem skydeskårene på den sydvestlige kasemat og trænge ind i Fort Vaux. Her fandt de lejrbål, der stadig brændte, og det flød med håndgranater, ubrugte geværpatroner, tusindvis af konservesdåser og flasker med vand samt fire maskingeværer. Den tyske besætning havde forladt fortet i en fart, og endnu en gang havde franskmændene erobret et af Verduns vigtige forter uden kamp.

Den 5. november nærmede franske styrker sig den linje, fronten havde fulgt den 24. februar – tre dage efter det indledende tyske angreb. Fjenden var blevet presset tilbage, og den franske hærledelse valgte derfor at indstille modoffensiven indtil december.

[1.] Weltkrieg [1914 - 1918] Sperrfeuer bei Verdun
Spærreild ved Verdun. Den franske hær satte i høj grad sin lid til artilleriet under modoffensiven i oktober-december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Verdunslagets sidste operation

Efter lidt over en måneds pause modtog de franske tropper ved Verdun igen en angrebsordre. Den fornyede franske modoffensiv havde til hensigt at presse tyskerne yderligere tilbage, og den 9. december blev de tyske stillinger udsat for et seks dage langt bombardement. Godt 800 kanoner affyrede over 1,1 mio. granater, og bombardementets afsluttende salver ramte, ved hjælp af nøje afvisninger fra observationsfly, indgangene til de tyske beskyttelsesrum, observationsposter og selve de tyske skyttegrave.

Franskmændene angreb over en ca. 10 km bredt front, som på tysk side udgjorde en knap 2,5 km dyb forsvarsstilling støttet af over 500 kanoner. Afsnittet var bemandet af 27.000 tyske tropper, hvoraf ca. en tredjedel var i reserve 10-15 km bag den forreste skyttegrav. Selve angrebet blev indledt den 15. december kl. 10. Franske styrker bevægede sig denne gang frem bag et dobbelt rullende bombardement: Omtrent 60 m foran de fremrykkende soldater lagde det franske artilleri en ildlinje af shrapneller, og yderligere 80 m fremme en spærreild af højeksplosive granater. Området bag den forreste række af tyske skyttegrave blev ligeledes holdt under vedvarende fransk beskydning, for at forhindre tyskerne i at trække sig tilbage og ligeledes blokere for den tyske reserve.

Over for denne effektive og kraftfulde beskydning kollapsede det tyske forsvar. Mange af de tyske soldater blev fanget af den kraftige ild i deres beskyttelsesrum, og ca. 13.500 af de i alt 21.000 mand, som bemandede stillingen, blev taget til fange af de fremrykkende franske styrker. På denne måde nåede franskmændene deres mål ved bl.a. Côte du Poivre, Louvemont, Hardaumont, og over de næste to dage befæstede de en ny linje fra Vacherauville ved Meuse-floden i vest til Bezonvaux i øst.

Det franske angreb forsatte, nu også støttet af det enorme 155 mm kaliber kanontårn i Douaumontfortet, som franskmændene havde fået repareret og gjort operationsdygtigt efter generobringen den 24. oktober 1916. Da de franske generaler afblæste offensiven, havde man tilfangetaget yderligere 11.000 tyskere, erobret i alt 115 kanoner og generobret en stor del af terrænet øst for Meuse. Dén tyske stilling, som var tættest på Verdun-by, var nu blevet skubbet ca. 7,5 km tilbage, og alle de centrale højdedrag i området nær Douaumont og Vaux var igen på franske hænder.

...
Kort over den franske fremgang ved Verdun fra den 15. til den 18. december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Et slag uden vinder

Denne morgen den 18. december 1916 indstillede den franske hær sin modoffensiv ved Verdun. Det betød dog ikke, at kampene stoppede i Verdun-sur-Meuse, hvis bakkede landskab siden februar var blevet arret til ukendelighed og gennemvædet af blod. Officielt var Verdunslaget ikke desto mindre forbi.

Efter knap 10 måneders hårde og indædte kampe endte slaget ved Verdun med noget lignende et uafgjort resultat. Rent strategisk havde slaget i hvert fald ikke nogen vinder. Den tyske general Falkenhayn havde håbet på, at den tyske offensiv ville tvinge franskmændene ud af krigen. Det blev ikke tilfældet. Omvendt lykkedes det heller ikke den franske hær, på trods af to kraftfulde og vellykkede modoffensiver, at skubbe tyskerne helt tilbage til udgangspunktet fra før den 21. februar 1916.

Til gengæld blev slaget et af krigens længste og mest blodige slag, og de omkringliggende områder nord for byen Verdun blev fuldstændigt ødelagt. Der blev eksempelvis kæmpet hele 16 gange om landsbyen Fleury, som bogstaveligt talt ikke længere eksisterede, da slaget var slut. Samme skæbne overgik  otte andre landsbyer i krigszonen, som nu mest af alt lignede et månelandskab.

I menneskelige tab var Verdunslaget ikke mindre rystende. Det officielle franske tabstal lød på næsten 380.000, heraf mere end 160.000 dræbte soldater. Heroverfor mistede tyskerne omtrent 330.000 mand, hvoraf dødstallet lød på ca. 143.000. Sætter man dødstallene i forhold til tid, svarer det til, at næsten én soldat mistede livet hvert minut, dag og nat, i de 10 måneder, slaget rasede. Det kan således ikke undre, at frontafsnittet ved Verdun blev både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer fort Douaumont

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Senest ændret den 12. september 2016 15:56

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Senest ændret den 28. juli 2016 16:52

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

13. februar 1916. “Modtagelsen blev frygtelig …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paany drøner Granaterne, paany er der udleveret Brændevin, og paany sidder vi og venter med Lommeurene i Hænderne.

Pigtraad og Jordklumper rasler ned i Graven udenfor, og Granatsplinterne hyler omkring og synes ikke at kunde finde Hvile, før de har anrettet en  Ulykke.

Skorstensfejeren er meget betænkelig ved at gaa med paany,  og han har Ret i , at der ikke er Udsigt til at slippe fra dette  med Livet, i hvert Fald kan vi ikke regne med, at det vedblivende skal gaa godt.

Modtagelsen blev frygtelig, da vi atter satte ind til Storm. V i var alle kendt med Forterrænet og var naaet næsten helt over, da pludselig en Granat slog ned midt i 3. Deling og spredte Mennesker, Pigtraad og Jord til alle Sider.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende  Kammerater.

 

12. februar 1916. “Klokken 11 satte modangrebet ind …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Klokken 11 satte Modangrebet ind, lige saa morderisk og voldsomt som forhen. Franskmændene var overlegne i Tal, og efter en heftig Kamp blev vi jaget tilbage til det Sted, hvorfra vi var kommet. Det skyldtes Mørket, at saa mange af os slap over.

Vi har nu faaet Vished for, at det er nemmere at storme en fjendtlig Skyttegrav, end, naar først den er taget, at holde den.

Ledelsen har imidlertid besluttet, at Graven skal være vor, og der er derfor atter ansat Stormangreb.

 

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

 

 

12. februar 1916. “Klokken 6 skal der angribes …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Rouvroy, den 12. Februar 1916.

Vi er atter kommet i Stilling. Denne Gang noget længere til venstre for den gamle Stilling. Vi har faaet en ny Delingsfører, der kom herud med en Forstærkningstransport, saa jeg har atter maattet overtage min gamle Gruppe.

Stillingen her skal lægges noget fremefter, og Artilleriet har begyndt deres forberedende Arbejde. Det franske Artilleri bliver ikke Svar skyldig, og der er saaledes ikke Tale om nogen „Stilhed før Stormen”. Granaterne hyler hid og did, og „Marmeladespandene” — det er store Miner — slaar ned i Skyttegraven og efterlader intet levende, hvor de slaar ned.

Understanden bliver ved Minernes kolossale Kraft og Sprængevne slaaet igennem, og mange bliver saaledes levende begravet.

Det er umuligt at bjerge de saarede, og de, der ikke kan hjælpe sig selv tilbage, maa blive liggende i Skyttegraven, hvor de maa prise sig lykkelige, naar den næste Granat vil gøre Ende paa deres Lidelser.

Det er umuligt at have en Post staaende i Graven, og alle har de søgt Dækning i Understandene.

Der er blevet uddelt Levnedsmidler — Chokolade og Brændevin. Ledelsen véd nok, at „uden Mad og Drikke, duer Helten ikke”, og særlig Brændevinen er vel beregnet paa at skulle indgive lidt Mod. Mange har drukket sig Mod til , og Skomageren har af den Grund opgivet al videre Angreb.

Klokken 6 skal der angribes.

Ildhastigheden synes nu at være paa sit højeste. Max er ikke begejstret for Foretagendet, og Udsigterne til at faa Løjtnantsdistinctionerne, som hans Fader længe har ventet paa, skal blive fæstnet til hans smalle Skuldre, hjælper ikke til at sætte Humøret op. Han sidder ved Siden af Skorstensfejeren, og de lader Flasken gaa ivrigt fra Haand til Haand. Vi er alle forsynet med Udrustning, beregnet til at klippe Franskmandens Pigtraad over; med Brædder til at bygge nye Understande; „spanske Ryttere” til at afspærre for Franskmændenes Fremtrængen ved et eventuelt Modangreb, og med Masser af Patroner.

Vi Underofficerer sidder med Lommeurene i Hænderne og iagttager Viserne, der langsomt arbejder sig om til 6.

(… fortsættes)

 

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Senest ændret den 31. maj 2016 15:43

I starten af oktober blev Serbien invaderet af tyske og østrig-ungarske styrker. Få dage efter var landets hovedstad, Beograd, på tyske hænder, og situationen blev ikke bedre for den serbiske hær, da Bulgarien senere samme måned også angreb landet. Et lille håb eksisterede dog i kraft af den fransk-britiske ekspeditionsstyrke, som fra starten af oktober blev sat i land i det nordlige Grækenland.

Serbien løbes over ende

Serbien blev hurtigt presset fra flere side: Fra nordvest rykkede dele af den østrig-ungarske 3. armé frem, forstærket af to tyske divisioner, og fra Beograd pressede den tyske hovedstyrke sig videre ned i landet. Bulgarerne angreb østfra og brød igennem de serbiske linjer i Vardar-floddalen mod syd, hvorefter de besatte byerne Stip, Skopje og Kumanovo (i det nuværende Makedonien).

Den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, stod over for både frontale og flankerende angreb fra en overlegen fjende. Han imødegik angrebene med en række dygtigt udførte tilbagetrækninger og undgik med nød og næppe, at den serbiske hær blev omringet. Serberne var dog nedslidte og dårligt udrustet, ligesom der var kun lidt hjælp at hente hos deres montenegrinske allierede.

Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.
Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.

I starten af november, efter rømningen af Beograd, faldt også byen Niš, hvor den serbiske regering havde taget sæde. Herefter trak serberne sig tilbage til Kosovo, hvor man ville koncentrere sine kræfter. Imens forsøgte centralmagterne igen at omringe den serbiske hær. Som modsvar forsøgte serbiske tropper derfor at bryde igennem de bulgarske linjer ved Skopje. Håbet var at skabe forbindelse til det allierede ekspeditionskorps, som rykkede frem fra Salonika (Thessaloniki i det nuværende Grækenland). Angrebet mislykkedes imidlertid, og bulgarerne kunne slå de udmattede serbiske tropper tilbage.

I løbet af november, samtidig med at serberne kæmpede i Kosovo og nær Skopje, bevægede de første franske og britiske ekspeditionsstyrker sig frem over det græske grænseområde og ind i serbisk Makedonien. Planen var at støde frem mod nord gennem Vardar-floddalen og komme de stærkt pressede serbere til undsætning. To franske og en enkelt britisk division (i alt ca. 60.000 mand) marcherede frem på begge sider af Vardar-floden i nordlig retning, men den bulgarske 2. armé satte en hurtig og effektiv stopper for den fransk-britiske fremrykning. De allierede styrker gravede sig derfor ned langs en 80 km lang front mellem Crna Reka-floden og Doiran-søen i det sydøstlige Makedonien.

Serbisk og fransk-britisk tilbagetog

Den 23. november indtog tyske og bulgarske tropper byen Prishtina i Kosovo, og to dage efter erkendte den serbiske feltmarskal Putnik, at en fortsættelse af kampene vil betyde tilintetgørelsen af den serbiske hær. Valget stod nu mellem at kapitulere eller at forsøge at undslippe fjenden ved at føre resterne af hæren, parlamentet, hoffet, tusindevis af civile flygtninge og ca. 70.000 krigsfanger gennem Montenegro og Albanien til Adriaterhavet. Putnik valgte det sidste og beordrede den 25. november den fuldstændige tilbagetrækning.

Nyheden om Prishtinas fald fik den franske general og ekspeditionskorpsets leder, Sarrail, til at opgive en undsætningsaktion i Serbien. Han besluttede i stedet at begynde en tilbagetrækning til udgangspunktet i Salonika. Den bulgarske overkommando vendte samtidigt blikket mod netop det fransk-britiske ekspeditionskorps, og den 3. december begyndte den bulgarske 2. armé en forfølgelse af de franske styrker. Få dage senere angreb bulgarerne den britiske division ved Kosturino (i det nuværende Makedonien) og jog dem på flugt. Forfulgt af bulgarske styrker trak de allierede ekspeditionstropper sig således tilbage mod den græske havneby Salonika uden at have ydet serberne nogen nævneværdig hjælp.

Ankomst til Adriaterhavskysten

Den 7. december nåede et sørgeligt optog, bestående af resterne af den slagne serbiske hær, flere tusinde civile serbere og ca. 20.000 krigsfanger, frem til Scutari (Shkodër) i Albanien, hvorfra turen er gået videre mod syd til havnebyen Valona (Vlorë). I en helt forfærdelig forfatning – mange uden sko og kun pjalter på kroppen – har serberne siden slutningen af november forceret de montenegrinske og albanske bjerge i et ekstremt hårdt vintervejr ad umulige veje. Tusindvis er døde på vejen af udmattelse, sult, kulde og sygdom. Mange andre er blevet dræbt af de østrig-ungarske forfølgere eller den fjendtlige lokalbefolkning i Kosovo og Albanien. I alt har ca. 100.000 mistet livet på tilbagetoget til Adriaterhavskysten.

I dag den 11. december er de bulgarske styrker nået frem til den græske grænse. Her beordres de af tyskerne til at indstille forfølgelsen af de fransk-britiske styrker, og de modtager gentagne tyske advarsler om ikke at krydse grænsen til Grækenland. Hele Serbien er nu under den tyske general Mackensens kontrol. Den kombinerede tysk-østrig-ungarske styrke har taget ca. 124.000 krigsfanger – bulgarerne yderligere 50.000 – og mere end 94.000 serbere er blevet dræbt eller såret under selve krigshandlingerne. Centralmagterne er desuden kommet i besiddelsen af ca. 600 stykker serbisk artilleri og værdifulde lagre af håndvåben. De har dog også selv haft et tab på ca. 67.000, heraf ca. 12.000 tyske og ca. 18.000 østrig-ungarske soldater.

Evakuering til Korfu

Selv efter ankomsten til den albanske kyst finder lidelserne ikke umiddelbart nogen ende for resterne af den serbiske hær og de mange hårdtprøvede civile flygtninge. På trods af at lokale albanske myndigheder forsøger at hjælpe, er de allierede ikke i stand til at fremskaffe tilstrækkeligt mad og husly til de mange tusinde serbere. Sygdom, sult og kulde fortsætter med at koste mange livet. Italien nægter at evakuere de serbiske soldater og flygtninge og forsøger faktisk i første omgang fra Vlöre at drive dem tilbage mod bjergene.

I sidste ende tager de allierede dog affære. Frankrig inddrager den græske ø Korfu, og dækket af 70 krigsskibe bliver de ca. 140.000 overlevende serbere evakueret i slutningen af februar 1916. Tanken er fra allieret side, at de resterende ca. 90.000 serbiske soldater skal fragtes videre til Salonika, hvor de skal regrupperes, genudstyres og genoptrænes, så de kan indgå i ekspeditionsstyrken i Grækenland.

 

Relateret indlæg:

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

Senest ændret den 31. maj 2016 15:40

Stigende tab, overstrakte forsyningslinjer og ufarbare veje satte i slutningen af september 1915 en stopper for centralmagternes offensiver på Østfronten. Men den russiske hær var bragt i knæ, og det ville tage flere måneder, før Rusland igen var i stand til udføre større operationer på Europas østlige krigsskueplads. Således kunne centralmagterne nu vende blikket mod Serbien, der stadig var en torn i øjet på Østrig-Ungarn og en stopklods for de fælles forbindelser til Det Osmanniske Rige.

Balkan og Gallipoli-fronten

Allerede i marts luftede den tyske generalstabschef, Falkenhayn, idéen om en fælles tysk-østrig-ungarsk offensiv, som skulle slå Serbien ud af krigen. På daværende tidspunkt var hans østrigske kollega, Conrad von Hötzendorf, dog ikke villig til at afsætte tropper til et sådan foretagende. For Tysklands vedkommende handlede et Serbien-felttog dog også om at få genoprettet transportforbindelsen til Det Osmanniske Rige via Donau-floden. Dette blev kun mere aktuelt efter den allierede landgang på Gallipolihalvøen i slutningen af april. I et større perspektiv var der tillige usikkerhed omkring krigens udvikling på Balkan: I sommeren 1915 var Bulgarien og Rumænien stadige neutrale, mens Grækenland mest hældede til de allieredes side, men en endelig sejr over Serbien kunne muligvis ændre på dette billede.

I første omgang var især Bulgariens stilling betydningsfuld: Både centralmagterne og de allierede havde siden krigsudbruddet forsøgte at lokke bulgarerne med i en alliance.  I lyset af de store tyske sejre i forbindelse med Gorlice-Tarnow-offensiven, og de allieredes tilsyneladende fiasko ved Gallipoli, valgte Bulgarien imidlertid til fordel for centralmagterne den 6. september 1915. Helt uden betydning var det desuden heller ikke, at man i Berlin stillede Bulgarien en indlemmelsen af Thrakien (i det nuværende Grækenland) og serbisk Makedonien i udsigt.

Ved indgangen til oktober stod Serbien dermed praktisk talt isoleret overfor Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien. Den serbiske hær havde i sensommeren og efteråret 1914 slået østrig-ungarerne tilbage af to omgange, og hærens ressourcer var næsten udtømte. Derfor sendte de allierede i alt hast et ekspeditionskorps under fransk ledelse afsted til støtte for serberne, og i første omgang gik en beskeden fransk-britisk styrke i land ved Salonika (Thessaloniki) i det neutrale Grækenland i starten af oktober. På dette tidspunkt var det dog allerede for sent at komme centralmagternes angreb i forkøbet.

Centralmagternes angreb på Serbien
Serbien_1915
Kort over centralmagternes angreb ind i Serbien, 1915. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Den 6. oktober iværksatte Tyskland og Østrig-Ungarn angrebet på Serbien med en samlet styrke på ca. 600.000 mand. Strategien var klar: Fra nordvest skulle østrig-ungarske tropper i Bosnien-Herzegovina (og senere bulgarske tropper fra øst og syd) fastholde eller evt. presse serberne ind i landet. Imens skulle den tyske hovedstyrke under ledelse af operationens øverstkommanderende, den tyske general Mackensen, marchere direkte mod Beograd og videre ned gennem landet. Til at modstå denne tripel-invasion havde den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, kun ca. 330.000 tropper. Alene de tysk-østrig-ungarske styrker talte altså næsten dobbelt så mange som de serbiske.

Angrebet blev indledt med et svært bombardement af Beograd og området omkring byen fra tysk og østrig-ungarsk artilleri, imens tropper overskred grænsen ved floderne Sava og Donau. Der opstod voldsomme gadekampe i den serbiske hovedstad, hvor civile serbere tog del i kamphandlingerne. Kampene var intense over hele linjen, og serberne forsøgte desperat at holde ud, men den 9. oktober var Beograd i general Mackensens besiddelse.

Den 14. oktober, godt en uge efter det indledende tysk-østrig-ungarske angreb, erklærede Bulgarien så officielt Serbien krig. Nu rykkede to bulgarske arméer frem fra øst med ordre om at erobre byerne Niš og Skopje. Serberne formåede i første omgang at stoppe den bulgarske 1. armés fremstød, men 2. armé brød igennem mod syd ved Vardar-floden nær Skopje (i det nuværende Makedonien).

Status i slutningen af oktober

De talmæssigt langt underlegne, slidte og dårligt udrustede serbiske styrker er ikke overraskende blevet løbet over ende. Bulgarerne har indtil videre fortsat fremrykningen fra syd og øst, og i dag, den 22. oktober, er Skopje faldet i bulgarske hænder. Mod nord er general Mackensens tyske hovedstyrke trængt ca. 30 km frem.

Det eneste håb for Serbien er på nuværende tidspunkt, at den allierede ekspeditionsstyrke ved Salonika kan gribe ind, inden de tyske og bulgarske tropper får forbindelse til hinanden. Men eftersom udskibningen af de første fransk-britiske tropper først begyndte i starten af måneden, kan hjælpen meget vel vise sig at komme for sent for serberne.

 

Relateret indlæg:

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Senest ændret den 31. maj 2016 14:48

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

Senest ændret den 13. oktober 2015 13:18

Centralmagterne har fremgang på Østfronten. Siden offensiven ved Gorlice-Tarnow i starten af maj har den russiske hær været på hælene over hele linjen, og i juni rømmede russerne fæstningen Przemyśl og den galiziske hovedstad Lemberg.

Tysk offensiv omkring Warszawa

I juli fortsatte tyskernes fremgang, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, besluttede derfor at udføre en storslået manøvre, der én gang for alle skulle besejre den russiske hær: På frontfremspringet i russisk Polen skulle fjenden omringes og i sidste ende nedkæmpes i området omkring Warszawa. Den 13. juli angreb general Hindenburgs troppers fra nord, general Mackensens tropper fra syd og en armegruppe under general Woyrsch fra vest.

Russerne forsvarede sig imidlertid hårdnakket og forstærkede frontafsnittet omkring Warszawa med både flere tropper og kanoner. Mod nord ved floden Narew klarede det tyske angreb sig dårligt – det tyske artilleri havde ikke forventet modstand fra russiske kanoner, og de tyske tropper måtte se sig slået tilbage af kraftig maskingeværild. Mod syd afskar Mackensens tropper derimod jernbanelinjen fra Lublin mod øst, og længere mod nord marcherede tyske tropper, uafhængigt af angrebsplanerne, mod den russiske fæstning Kovno (i det nuværende Litauen).

Den 19. juli godkendte storhertug Nikolaj Nikolajevitsj, den russiske hærs øverstkommanderende, en tilbagetrækning fra området. Det betød, at russerne måtte opgive Warszawa, som tyske tropper marcherede ind i den 4. august. Den russiske retræte foregik dog i forholdsvis god orden, og beskyttet af flodsystemerne mod nord og fæstningen Osowiec undgik man, at tyskerne brød igennem og faldt den centrale russiske armé i ryggen.

1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII - Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 - Karte 7
Østfronten fra 13. juli og frem mod slutningen af 1915. Kort: 1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7.
Russisk tilbagetrækning – Kovno og Brest-Litovsk kommer på tyske hænder

Fra starten af august fortsatte en omfattende russisk tilbagetrækning. Russerne ønskede at forkorte frontlinjen og udjævne frontfremspringet i russisk Polen, hvilket man var godt på vej til allerede den 7. august. I teorien burde den store tyske knibetangsmanøvre have været succesfuld, men rent praktisk var realiteterne en anden på slagmarken. Hver dag rykkede russernes sig ca. 5 km mod øst, hvorpå de konstruerede en ny forsvarslinje og ventede på at tyskerne bevægede sig imod den. Herefter startede så en ny tilbagetrækning, og gradvist blev de tyske forsyningslinjer mere og mere belastede.

Som dagene gik, forlod de russiske arméer russisk Polen, og frontlinjen blev dermed forkortet så betragteligt, at tyskerne efterhånden havde for mange divisioner i forhold til frontens nye forløb. Hertil kom at terrænet blev mere og mere ufremkommeligt. Vejene var elendige, og enden på de russiske jernbanelinjer havde man også passeret. Inden længe nåede tyskerne tilmed store skov- og moseområder. Reelt kunne den tyske fremmarch ikke foregå i et højere tempo end det, infanteriet var i stand til at gå.

Forfølgelsen af den russiske tilbagetrækning begyndte nu også at blive omkostningsfuld i form af tab af tyske tropper. Udmattelse og mangel på rent drikkevand kostede eksempelvis den tyske general, Gallwitz, ca. 60.000 mand – hvilket var over en tredjedel af hans styrke. Surén, en af Gallwitz’ korpskommandører, bemærkede: ”Fremgang tager evigheder… det skyldes ikke så meget fjendes styrke men den fuldstændige umulighed, som alle former for observation udgør i denne type terræn.”

På trods af at tyskerne kun rykkede langsomt frem under stort besvær, så forsatte russerne deres tilbagetrækning. I juli havde tyske tropper nået den russiske fæstning Kovno i nord. Den 6. august blev fæstningen angrebet, og to dage efter startede svært belejringsartilleri et voldsomt bombardement. Trods fremgang nåede tyskerne ikke at nedkæmpe fæstningen – russerne rømmer den selv den 17. august. Her efterlod de over 1.300 kanoner, 53.000 granater af tung kaliber samt over 800.000 granater af let kaliber.

Slået – men ikke besejret

Tabet af Kovno-fæstningen har fået konsekvenser for den russiske generalstab. Zar Nikolaj 2. har den 23. august afsat sin fætter, storhertug Nikolajevitsj, som hærens øverstkommanderende, og zaren overvejer nu selv at overtage hvervet. Længere mod syd har russerne også rømmet byen Brest-Litovsk (i det nuværende Hviderusland), som i dag er faldet i tyske hænder. Af større betydning er dog tabet af den store mængde våben, som den russiske tilbagetrækning har bevirket, ligesom også store produktionsområder er gået tabt for russerne. Hæren benytter sig desuden af den brændte jords taktik, hvilket går hårdt udover civilbefolkningen.

Alligevel vækker den meget veludførte russiske tilbagetrækning beundring blandt tyske officerer. Den russiske hær er igen blevet slået, men ikke besejret. Russerne kan tillade sig at give afkald på store landområder for at vinde tid. Blandt de russiske soldater er moralen til gengæld stort set ikke tilstedeværende, og udrustningen er under al kritik. Omvendt er de tyske forsyningslinjer overstrakte og tropperne udmattede. Men den tyske generalstabschef, Falkenhayn, har ikke til hensigt at føre angrebet ind i hjertet af Rusland. Efter hans mening vil det kun øge den russiske modstandsvilje og give flere forsyningsproblemer. Tanken var at omringe og nedkæmpe russerne i det polske frontfremspring, og dette er endnu ikke lykkedes for centralmagterne.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Senest ændret den 13. oktober 2015 13:17

Centralmagterne indledte den 2. maj 1915 en offensiv mellem Gorlice og Tarnow på Østfronten. Alene på denne dag lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. De tysk-østrigske styrker drev i de følgende dage russerne tilbage mod San-floden, hvor dele af den russiske forsvarslinje igen kollapsede.

Centralmagterne generobrer Przemyśl

Ved indgangen til juni 1915 var russerne hårdt trængte som følge af centralmagternes offensiv: De russiske arméer havde lidt  store tab i form af mænd og kanoner og var blevet tvunget tilbage over en 160 km lang front. Kampene havde imidlertid heller ikke været uden omkostninger for centralmagterne, og Gorlice-Tarnow-offensiven var gået i stå for en stund. Inden da lykkedes det dog for de tysk-østrigske styrker at trænge russerne yderligere tilbage, og kun en smal korridor på knap 5 km forbandt den russiskbesatte fæstning, Przemyśl, med russernes to vigende arméer mod øst.

Med centralmagternes fremgang var det kun et spørgsmål om tid, før russerne måtte opgive at holde på Przemyśl. Tysk-østrigske tropper rykkede frem for at genindtage den østrig-ungarske fæstning, og 3. juni kunne bayerske enheder rykke ind fæstningen. Przemyśl havde af to omgange været under russisk belejring og kom i russisk besiddelse i marts 1915. Den østrig-ungarske hær havde desperat og forgæves forsøgt at komme fæstningen til undsætning med store tab til følge. Nu var Przemyśl igen på østrig-ungarske hænder, men det var tyske tropper, der havde gjort det muligt, ligesom det var tyske tropper, som marcherede ind i fæstningen som sejrsherrer.

Mackensen_portræt
Portræt af den tyske general August von Mackensen, øverstbefalende for offensivens tysk-østrigske armégruppe. Med generobringen af Lemberg 22. juni 1915 blev han forfremmet til feltmarskal.
Russerne drives ud af Lemberg

Det, der startede som et taktisk gennembrud ved Gorlice-Tarnow, blev efterhånden til en strategisk succes for centralmagterne. Mens russerne forsøgte at reorganisere sig, overførte tyskerne yderligere tropper vestfra og fra Balkan-området. Disse skulle sættes ind over for de russiske styrker øst for San-floden, og den 12. juni genoptog centralmagterne offensiven. General Mackensen, øverstbefalende for den tysk-østrigske armégruppe, kunne kort efter rapportere, at man stod over for en slagen russisk hær. Russerne var nødsaget til at trække sig tilbage i forskellige retninger, og konsekvente tyske fremstød kunne dermed konstant ramme en udsat russisk flanke.

Efter kun seks dage af den fornyede offensiv rykkede centralmagternes tropper i retning af Galiziens hovedstad, Lemberg (Lviv i det nuværende Ukraine). Russernes position var for alvor begyndt at smuldre, og den 20. juni beordredes en ”energisk evakuering” af Lemberg og resten af Galizien. Den 22. juni faldt Lemberg, men i modsætning til generobringen af Przemyśl lod general Mackensen denne gang den østrig-ungarske 2. armé marchere ind i byen som de første. De kunne dermed hyldes som befriere af  den østrig-ungarske by, som siden september 1914 havde været under russisk kontrol.

En af krigens største sejre

Den 27. juni krydser tyske tropper Dnestr-floden på frontafsnittets sydlige del, og det afrunder endnu en måned med betydelig fremgang for centralmagterne på Østfronten. Den russiske hær fortsætter med at trække sig tilbage, og den tysk-østrigske offensiv, der startede ved Gorlice-Tarnow og sammenlagt har strakt sig over seks uger, har udviklet sig til en af krigens foreløbigt største sejre.

Falkenhayn indsatte i første omgang kun otte tyske divisioner (ca. 164.000 mand) på det galiziske frontafsnit, og Mackensens tropper har alene stået for ca. 240.000 russiske tilfangetagne og 224 erobrede kanoner. Heroverfor har de tyske tabt været på blot 90.000 mand. Fremgangen på Østfronten begejstrer Falkenhayn, som har kunnet informere den tyske kansler Bethmann Hollweg, at ”den russiske hær er i ruiner”. Således er muligheden for et stort omringningsslag nu begyndt at tiltrække den tyske generalstabschef: En knibetangsmanøvre med Hindenburgs armé mod nord og Mackensens i syd kunne måske brække ryggen på den russiske hær nord for Warszawa.

 

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

Senest ændret den 8. december 2020 9:49

Med de tyske nederlag ved Marne i september og senere ved Ypres i oktober 1914 stod det klart, at Schlieffen-planen ikke lod sig realisere. I den tyske hærledelse var der imidlertid ikke enighed om, hvor eller hvordan den tyske hær nu burde slå til: Generalstabschefen, Erich von Falkenhayn, mente stadig, at krigen skulle vindes på Vestfronten. Østfrontens øverstkommanderende, Paul von Hindenburg, og hans stabschef oberst Erich Ludendorff, ønskede derimod at få mulighed for at udkæmpe store omringningsslag i det nordlige Rusland.

Foreløbigt lod Falkenhayn de tyske tropper på Vestfronten trække sig tilbage til dybe, defensive stillinger, og hæren blev omstruktureret, så man nu rådede over en strategisk reserve, der kunne bruges i mobile, offensive operationer. I marts 1915 accepterede Falkenhayn, at disse operationer skulle foretages på Østfronten, men han overtog ikke Hindenburg og Ludendorffs dagsorden. En offensiv skulle i første omgang sættes ind i Galizien – af en kombineret tysk-østrigsk armégruppe – på et ca. 32 km langt frontafsnit mellem Gorlice og Tarnow (i det nuværende Polen).

Offensiven ved Gorlice-Tarnow

Angrebstidspunktet blev fastsat til den 2. maj. Ved Gorlice-Tarnow samlede tyskerne og østrigerne 334 tunge kanoner, 1.272 feltkanoner og 96 skyttegravsmortérer. På samme strækning besad russerne ved starten af måneden kun fire tunge kanoner, 675 feltkanoner og slet ingen mortérer. Centralmagterne havde dermed samlet den indtil videre største koncentration af artilleri, svarende til en tung kanon for hver 120 m og en feltkanon for hver 40 m. De kunne desuden se de russiske stillinger og målrette deres ild. De russiske skyttegrave havde tilmed ingen dække over dem, og hele stillingen manglede dybde.

Artilleriet begyndte at skyde sig ind på målene den 1. maj, og i de tidlige morgentimer den 2. maj bevægede tyske patruljer sig ud i ingenmandsland for at finde svage punkter og klippe den russiske pigtråd i stykker. Kl. 06 samme morgen startede et kraftigt bombardement, og allerede en time senere kunne tyskerne rykke to bataljoner frem til en forladt russisk stilling. Kl. 10 begyndte artilleriet at beskyde fjernere, bagvedliggende mål for at afskære eventuelle russiske forstærkninger. Russerne var forberedte på et stormløb men troede ikke, at de angribende kolonner allerede havde forladt deres stillingerne. Bombardementet havde effektivt forhindret russerne i at se centralmagternes indledende manøvrer, og tyske tropper stormede nu frem.

Samtidigt angreb også den østrig-ungarske 3. og 4. armé fra syd. Både østrigerne og tyskerne benyttede informationer fra luftfotos, forhør af krigsfanger og detaljerede kort over terrænet til deres fordel samt både telefon- og telegramforbindelser til at holde kommunikationslinjerne åbne i forbindelse med angrebet. I løbet af 2. maj lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem.  Et stort antal russiske fanger blev taget, men centralmagterne led også tab. De var herudover ikke i stand til at udnytte gennembruddet til en hurtig fremrykning, da deres forsyninger skulle slæbes igennem terræn, der var sønderskudt efter det indledende bombardement.

Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland - Haderslev Museum)
Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland – Haderslev Museum)
Slaget ved San-floden

På Østfrontens nordlige del rykkede tyskerne ligeledes frem fra Østpreussen i starten af måneden, og den 8. maj erobredes Libau (i dag Liepāja i det vestlige Letland). Mod syd gik den russiske stilling i Karpaterne i opløsning som følge af den tyske-østrigske offensiv. I første omgang trak de russerne sig tilbage til San-floden. Af den russiske 3. armé, bestående af 200.000 mand og 50.000 rekrutter, nåede kun i alt ca. 40.000 helskindet til floden. Den 16. maj angreb tyske og østrigske styrker her den russiske stilling, som ikke var blevet ordentligt forberedt– snarere tværtimod. Slaget ved San-floden blev mere eller mindre en gentagelse af mønstret fra Gorlice-Tarnow, da de russiske tropper nu var blevet svækket betydeligt. De første tre dage var præget af tysk fremgang: Dele af den russiske forsvarslinje kollapsede, og flere tusinde russiske soldater druknede under deres flugt over floden eller blev ofre for tyske maskingeværkugler.

Den 19. maj havde tyskerne etableret et stort frontfremspring over floden, som de søgte at udvide mod syd i retning af den østrigske fæstning Przemyśl, der siden 22. marts havde været på russiske hænder. Det var en cadeau til det russiske forsvar, at dette tyske angreb langt fra lykkedes. Tyskernes fremgang var nu kun begrænset, og deres tab var stigende. Østrigerne led også under klare tilbageslag og var hårdt pressede. Den 19. – 20. maj udførte russerne et modangreb mod de tysk-østrigske styrker; østrigerne trak sig tilbage, mistede mange tusinde fanger og et tysk korps måtte sættes ind for at afstive det østrigske frontafsnit. På den tyske del af fronten brød det russiske modangreb derimod hurtigt ned. Den 25. maj var modangrebet inddæmmet og kampene ved San-floden ebbede ud.

Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Indenfor en uge efter det indledende angreb ved Gorlice-Tarnow mistede russerne 210.000 mand, heraf op mod 140.000 tilfangetagne, som følge af den tysk-østrigske offensiv.  I denne måned alene har russerne lidt et tab på ca. 412.000 mand og 200 kanoner. Den russiske hærs moral er knust, og Tsarens tropper har i løbet af maj trukket sig tilbage over en 160 km lang front. Przemyśl-fæstningen er indenfor tysk-østrigske troppers rækkevidde, og det forventes at centralmagternes fremgang vil fortsætte på Østfronten.

 

Relaterede indlæg:

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

Senest ændret den 23. november 2017 9:09

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Senest ændret den 5. februar 2016 14:48

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.

20. september 1914. “Med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.”

Senest ændret den 5. februar 2016 12:35

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.

Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.

Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.

Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.

Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.

Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.

Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.

De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.

Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.

Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.

Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.

En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”

“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.

Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.

Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.

Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.

Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.

Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.

Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.

Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.

Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.

Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

19. september 1914. Ordre til modangreb

Senest ændret den 5. februar 2016 11:49

Af Regiment 86’s historie:

Den 19. september kom der en almen angrebsbefaling til den 20. september. Stillingen skulle forbedres, og linjen skulle fremrykkes til landevejen Autrêches-Moulin.

Følgende blev bestemt: III. og II bataljon i forreste linje og i deres enhed de to sammenlagte kompagnier fra I bataljon. Bagved igen 2 kompagnier landeværn 53 under major von Burstin. Til højre 17. division, til venstre 36. infanteribrigade med infanteriregiment 85.

09 Marchkort til Moulin mindre

13. september 1914. Regiment 86’s II bataljon alene mod den franske hær!

Senest ændret den 5. februar 2016 10:03

Af Regiment 86’s historie:

Så blev det morgen den 13.9. En stærk storm tørrede så nogenlunde tøjet. Den nye stilling blev forstærket, og det var nødvendigt, for straks begyndte det franske artilleri at tage den under beskydning. Denne gang blev vort artilleri ikke svar skyldig og kvalte alle fjendens forsøg på at trænge videre frem i opløbet. Sådan gik dagen – det var en søndag – uden særlige hændelser. Så meget desto værre skulle natten blive.

Kl. 7 om aftenen indløber divisionsbefalingen: Modstanderen går tilbage, regimentet skal angribe! Regimentet beordrer: III og II bataljon i forreste linje, I bataljon i reserve. Kl. 7.30 bliver der trådt an ved stærkt fremskredne mørke. For at undgå gensidig beskydning bliver geværerne afladet, og der bliver rykket frem med opplantet bajonet.

II bataljon – og kun den drejer det sig om, som vi senere skal høre – går frem i gruppekolonne, rækkefølgen 7., 8., 5., 6. kompagni i sydvestlig retning, mod Autrêches. Kompagnierne rykker ned i den indskårne og skovkransede slugt, der nordfra fører til Autrêches. Her bliver de udsat for kraftig ild fra landsbyen. De første tab viser sig. Førerne af de to forreste kompagnier, kaptajn Pecher og premierløjtnant Henrici, bliver dødeligt såret. Med opsat bajonet bliver skovslugten og en del af Autrêches renset for fjender.

Nu går det så i den buldermørke skov op ad skrænten på den anden side. Deroppe nås hurtigt den nordvestgående landevej Autrêches-Moulin. Her lader bataljonskommandøren major von Schuckmann styrken svinge til højre og gå frem ad landevejen mod Moulin for at få forbindelse med III bataljon ude til højre. Igen glimter der skud i mørket. Tab. Også denne modstander – sandsynligvis en forpoststyrke – bliver fordrevet med bajonetten, og der bliver taget fanger.

Bataljonen har nu nået det sted, hvor vejen til Vic og vejen til Moulin krydser hinanden. Den vender nu mod syd og marcherer på denne landevej videre i retning mod fjenden.

For tredje gang kommer bataljonen nu ud for infanteriild, denne gang særlig kraftigt. Ilden synes at koncentrere sig fra alle sider om den stakkels bataljon. Tabene hober sig op. Det bliver tvivlsomt, om de døde og sårede overhovedet kan bringes tilbage. Kommandøren mærker, at han er helt alene med sin bataljon, han forstår det ikke, lader derfor gøre omkring og når hen mod kl. 2 om natten tilbage til udgangsstillingen.

Her får bataljonen gådens løsning. Angrebsordren var blevet annulleret. Kontraordren havde nået de andre bataljoner, også de til venstre tilknyttede 85ere på nær et kompagni. Alle forsøg på at nå den allerede fremrykkende II bataljon var slået fejl i mørket.

Om der var tale om skyld eller om et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, kan ikke afgøres her. Bataljonens tab var smertelige. 3 officerer og 11 mand var døde. Der savnedes 22 mand, af hvilke ligeledes en del måtte gælde for døde.

Der blev indbragt 22 tilfangetagne. De var til dels berusede og lugtede i ubehagelig grad af fusel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

12. september 1914. “En kammerat begyndte at skyde løs på en flok fangne russere.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:44

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.

Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.

En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.

Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.

DSK Årbøgerne, 1945.

1914-09-09 Masuriske søer