Tag-arkiv: racisme

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. juli 1918: Fronten stabiliseres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Og medens vi sad i græsset og drøftede situationen, opdagede vi en bataljon, der kom og rykkede ud imod den retning, hvorfra vi var kommet. De gik eller rettere sværmede ud i skyttekæde, men foreløbig gik de frem uden at åbne ilden – ”De sorte” måtte altså have trukket sig tilbage, i hvert fald måtte de være standset.

Vi gik langs med Marnens nordlige bred på en simpel vej og nåede hen til en lille landsby. Jeg husker ikke dens navn. Her traf vi på nogle af kanonererne fra batteriet 1/407. Snart kom der flere til, og det varede ikke ret længe, inden vi var en 30 – 40 mand. Hestene og Protzerne var et andet sted længere tilbage.

Løjtnant Weichert sad på en træstub med begge hænder for ansigtet og græd. Han udtalte, at han havde været soldat i 18 år, og det var den værste dag, han havde haft. Vi spurgte hverandre om kammeraterne, men der var ingen, der vidste ret meget.

Vi hvilede os noget, og efterhånden var en stor del af bataljonets 1. batteri samlet igen, vi fik forbindelse med 2. og 3. batteri samt Protzerne og køkkenvognen, og ved 4 – 5 tiden gik vi over Marnen igen ud efter stillingen, hvor kanonerne var. De württembergske jægere havde trængt ”de sorte”, samt de andre franskmænd samt amerikanerne tilbage.

På vejen ud imod Oeuilly (bag hvilken kanoneme stod), mødte vi mange franskmænd og enkelte kolonialtropper. Kolonialtropperne blev skudt ned alle sammen. De havde nemlig forøvet et ganske frygtelig hærværk over for de døde og sårede, idet de nemlig havde skåret halsen over på alle dem, der lå på deres vej, uanset om de var døde, let eller hårdt såret.

I forbifarten havde de givet dem dette uhyggelige snit i halsen. Således fandt vi Unteroff. Mantier, en murer fra Thuringen, med halsen skåret over. Han var såret i foden og kunne ikke løbe. Da de sorte fik øje på ham, dræbte de ham. Sådan fandt vi flere fra vort batteri, og rundt omkring på markerne lå infanteristerne i samme stilling.

Det var ret forståeligt, at der blev et voldsomt raseri over for de sorte. Der kom ingen i fangenskab af de sorte denne dag. Der sad en såret neger bag på en vogn, der kørte tilbage. Da vognen kørte forbi nogle infanterister, lagde de øjeblikkelig geværet ved hovedet og skød ham ned. Han væltede ned af vognen og blev liggende.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

20. juni 1918 – Flensborg Avis: “Send derfor Hunde til Fronten”

Sanitetshunden som Vagt

Bladet har modtaget følgende: Vagt- og Forposthunden skal sammen med sin Herre først og fremmest sørge for, at Terrænet renses for lyssky Elementer. Den medgives Hovedsagelig Krigspolitigruppen, det vil sige Feltgendarmerne, hvis Opgave under Krigen er dobbelt vanskelig, thi det drejer sig her i første Linje om Opbringelsen af den aldrig hvilende og aldrig manglende Spionering.

Forposthunden ledsager sin fører til Lytteposten. Hunden gaar sammen med Føreren eller kredser om ham i den mørke Nat, den ledsager Strejfpatrouiller eller saakaldte Stødafdelinger paa deres Opklaringsveje med [s]ine den menneskeliqe Sans langt overegne Sanser, og lugter og iagttager fjenden. allerede inden han har nogen Anelse om det farlige Møde.

Ved Krigens Begyndelse forekom det tit, at fremskudte Forposter blev stukne ned af farvede fjendtlige Hjælpetropper, som sneg sig frem. I et Opraab siger derfor 4. Garderegiments Udfyldningsbataillon:

Intet elektrisk eller optisk Apparat formaar paa Opklarernes langt fremskudte Post at erstatte en Vagthund. Sikringsmandskabet maa i de fremskudte Grave som Lyttepost paa anstrengende og opofrende Maade sørge for deres Kammeraters Sikkerhed. Men til Trods for at disse brave anstrenger deres Sanser af alle Kræfter, lykkedes det dog mangen en Gang for Fjenden i mørke Nætter, i de flanderske Lavningers uigennemtrængelige Taage og i Ruslands Sumpegne at overfalde vore Forposter og slaa dem ned. Lig en Slange kryber den aalglatte Hindu og den dyriske Senegalneger bagfra hen til vore intetanende Forposter; et Stød med den lange Kniv, og uden en Lyd synker den brave sammen. Her kan Forposthunden yde uvurderlige Tjenester.

Send derfor Hunde til Fronten. Særlig egnede dertil er de tyske Hønsehunde, Hyrdehunden, Doberman, og i det hele taget alle Hunde med skarpe Sanser. Hvem der ikke har en passende Hund til Raadighed, kan støtte Sagen ved ar indmelde sig i den nordslesvigsk Afdeling af tyske Forening for Sanitetshunde.

15. september 1916 – Christian Campradt: “det er ikke krig, det er massemord”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september blev indsat ved Verdun.

Fredag d. 15. sept. 16.

Kære Forældre og brødre!
Endelig kan jeg give et livstegn fra mig. Vi var ved Verdun. Vores Stilling var i Souville-Slugten. Det var seks forfærdelige Dage. Levede kun af kiks og vores “Jernportion”. Levnedsmidler kunne ikke bringes gennem den forfærdelige spærreild. Man krøb fra granathul til granathul til man nåede fjenden. I dagens løb kunne man overhovedet ikke røre på sig. Fra højderne kan franskmændene næsten se ned i hvert eneste hul.

Døde ligger der mange af og bliver ikke begravet, i mange huller to-tre døde i skrækkelige stillinger. Mellem dem søger man dækning og venter på hvad der sker. Granater hyler og slå ned tæt ved. Kun ved et vidunder slipper nogen uskadt derfra, deriblandt også mig. Også vi har lidt store tab. Mange kammerat og venner har vi måtte efterlade, mange er sårede, hårdt og let, manger er forsvundet, død eller i fangenskab. Men franskmændene har også enorme tab.

Et smukt billede havde vi om morgenen den 10. d.m. Af et granathul steg franske sanitetssoldater, foran sig bar de genferflaget og samlede de sårede. I en halv time skød vi ikke. Men vores bårebærer vovede sig ikke frem. De blev beskudt. Foran os lå rigsfranske, det 220. regiment. Men til højre for os var der sorte. De har alle mulige mordinstrumenter og hos dem er man fortabt. Men vi viser heller ingen nåede overfor dem.

Den første aften gik vores frem til storm. Men på grund af forfærdelig maskingevær- og geværild blev vi holdt nede. Havde mange tab. Men sådan går det også franskmændene. Han gjorde flere gange forsøg på angreb, men blev altid holdt nede og med store tab.

Kære forældre, jeg havde de værste forestillinger om Verdun, men ikke så skrækkelig. Natten mellem d. 12. og 13. blev vi afløst. Det gik tilbage gennem den voldsomme spærreild i rasende løb. – 4 Kilometer. Og mange som allerede glædede sig over at være kommet ud, måtte tro om. Kære forældre! tag det ikke så tungt.

Om vi skal tilbage igen, ved jeg ikke. Vi ligger nu 25 km bag fronten. Det bliver snart meget koldt. Sidste nat kunne jeg ikke skrive det hele, det var mig imod at tænke på det, for det er ikke krig, det er massemord.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

11. august 1916. Østafrika: “De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Det var ikke morsomt for Stache. Her havde han siddet i Maanedsvis som en Edderkop i sit Spind og skrabet Ammunition til sig fra alle Kanter, havde ordnet de forskellige Kalibre og gjort alt, for at der altid kunde være rigelig Forsyning ved Fronten, og nu var disse Depoter, som havde været hans professionelle Stolthed, med ét blevet en Byrde og en Aarsag til mangfoldige Bekymringer.

Det var vanskeligt at skaffe det nødvendige Antal Bærere, og i de følgende Dage saa jeg ofte Stache staa og spejde imod Vest mod det Punkt i Landskabet, hvor Bærerkolonnerne plejede at komme til Syne. —

Englænderne kan ikke være langt borte, mente Stache en af de første Dage i August Maaned, og vi andre var af samme Mening. Paa den lille Stump af Centralbanen, der endnu var i Tyskernes Besiddelse, var der en stadig stigende Trafik af Tropper, der blev sendt fra Vest til Øst og omvendt for at være med i Angreb eller for at tilbageslaa Angreb under de haarde Tilbagetogskampe fra Kondoa-Irangi-Stillingen.

Baade de Hvides og Askariernes Uniformer var medtaget af Tilbagetoget, falmede og forrevne, og heller ikke Mændene saa ud til at være sluppet skadesløse fra det, selv om de havde Livet i Behold.

Det store Tilbagetog fra Taveta-Fronten midt i Regntiden havde præget de hvide Mænd. Næsten hvert eneste Ansigt fortalte om Malariafeberens Hærgen. Selv talte de kun lidt, og ofte holdt Togene ikke engang paa Stationen, men kørte blot langsomt forbi, og vi saa et Glimt af alvorlige sorte og hvide Ansigter, der hurtigt defilerede forbi os og forsvandt.

Naar Togene holdt, og vi kom i Snak med de hvide Mænd, var de som Regel ikke videre veltalende. Om Slaget ved Kondoa-Irangi talte de med tydeligt Ubehag.

Vi vidste ikke, at der havde staaet Slag dér, som man benævnede saadan. Jo, de nikkede, alvorligt, en forfærdelig Kamp havde det været i Krat og Urskov med Hundreder af døde og saarede paa begge Sider. Der havde været skaanselsløs Nærkamp, hvor der ikke blev givet Pardon. Nu var det, ligesom man var blevet enige om at undgaa den Slags Sammenstød, der gjorde Negersoldaterne helt vilde.

Vi saa paa de sorte Soldater, der sad roligt og taalmodige paa Hug i de aabne Godsvogne, der førte dem fra Front til Front. Paa deres alvorlige og mandige Ansigter var ingen Vildskab at læse og slet ingen Panik, som man skulde tro, de langvarige Tilbagetogskampe, der førte dem langt bort fra deres Stammers Bosted, maatte skabe.

— De véd, at vi gaar tilbage, forklarede Officererne, men de bærer det roligt. De har vundet de fleste af de mindre Fægtninger, og det er nok for dem. Strategi giver de Pokker i, og de stoler blindt paa Generalen.

Men som Dagene gik, kom Fronten nærmere. Nu og da fik vi Besøg af Folk, der kom lige derfra eller skulde videre paa en lang, anstrengende March.

— Det er et Helvede, sagde disse Mænd, vi kan ikke marchere om Kap med deres Rytteri. De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.

Stache blev nervøs. Han satte Fart i Bærerkolonnernes Førere og ansøgte i Øst og Vest om flere Bærere. Han shanghajede Bærere, som han faldt over, og han var rede til at begaa Forbrydelser for at faa Bærere.

For Resten havde han en sjælden Maade at omgaas disse sorte Lastdragere paa, og de holdt af ham, saa snart de havde set ham dirigere Arbejdet et Øjeblik. Han holdt ogsaa af dem. Jeg har set ham fare op i næsten vanvittigt Raseri, da han ved en Lejlighed saa en Bærer blive daarligt behandlet af Soldater.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

6. september 1914. Mørket sænker sig. De sårede er prisgivet fjendernes nåde.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

K l . ca. 21, og da Mørket var ved at sænke sig over Slagmarken, laa de sørgelige Rester af Divisionen samlet langs ad Diget paa Vejen ventende paa, at Fjenden skulde sætte ind med et Modangreb.

Uhyggelig og forfærdende var Kammeraternes Beretning om Turkussernes og Zuavernes barbariske Kampmaade. Med Kniven imellem Tænderne havde de afventet Stormangrebet og havde saa smidt Geværet for med Kniven i Hænderne at gaa over til det afskyeligste Myrderi af dem, der ikke kunde løbe hurtig nok tilbage. Hvad enten det var endnu kæmpende eller af Saar ukampdygtige Kammerater, lige meget, skaanselsløst var de blevet slagtet af disse halvvilde Kabyler.

Samtalen paa Diget drejede sig ikke om andet, og vi lovede dem en varm Modtagelse, om de havde i Sinde at komme. Tænderne var sammenbidt i afmægtigt Raseri; vi kunde høre de saarede Kammeraters indtrængende og fortvivlede Raab om Saniteter og Hjælp, men vi var ude af Stand til at hjælpe dem.

6a44-106
Tilfangetagne franske kolonitropper. Disse “Zuaver” fra fransk vestafrika var meget frygtede af de tyske soldater.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)