Tag-arkiv: forårsoffensiv

15. juli 1918. Frederik Tychsen: “En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden

Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.

Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.

Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.

Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.

Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.

Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.

En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.

Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.

Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.

En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.

Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.

Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. juni 1918. K. Tastesen: “Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Der laa vi saa under stadig Granatild til den 1. Maj, da vi blev afløst og kom til Lille. Det meste af Vejen blev vi kørt i store Lastbiler. Der laa vi i 7 Dage, hvorefter vi blev forflyttet til Ypern, hvor vi kom i Skyttegravene. Vi kunde se Ypern, der iaa 2-3 km foran os. Den var i Englændernes Besiddelse, men skulde nu tages af Tyskerne. Der blev gjort store Forberedelser med at køre Ammunition og andet Materiel til, lige som der tilgik meget store Troppestyrker.

Den 25. Maj blev vi afløst af Marinesoldater og kom ikke til at deltage i Kampen. Vi kom saa til Boly; der var stadig ingen Offensiv, og vi blev roligt liggende til den 3. Juni.

Da begyndte Kampen med Gas, Granater, Tanks og Flammeild og alt, hvad der kunde tænkes at bruges. Her laa vi nu under stadig Ild og Bombardement indtil den 11. Juni, da Skydningen sagtnede.

Gassen havde gjort sin Virkning og ødelagt ikke blot Infanteriet, men ogsaa Artilleriet. Tyskerne har rimeligvis troet, at det var dem alle, men der stod store Mængder, baade Artilleri og Infanteri, bag ved, hvor Gassen ikke var naaet til. — Den 11. Kl. 8 om Morgenen begyndte vi Stormen, men vi var knap kommen 20 Meter fra Skyttegraven, før vi blev overdænget med Granater af svær Kaliber. De ramte ganske vist bag ved os, men det kolossale Lufttryk tog Vejret fra os, og mange besvimede, og langt værre var det, hvor de ramte — 100-200 Meter bag ved os.

Der laa Kompagnierne tæt pakkede, de fleste var lige kommen derud for at angribe.

Det engelske og franske Infanteri laa døde i Tusindvis af Gas, og vi mødte ingen Modstand, før vi naaede et Par Kilometer frem, til Boly. Der var en Del Soldater, der var søgt op i Husene, hvortil Gassen ikke naaede, men de fleste lod sig tage til Fange. Jeg var sammen med nogle Kammerater kommen ned i Kælderen i en Spritfabrik, hvor der var fuldt op med Vin og Spiritus. De fleste af dem, der var til Stede, var allerede døddrukne. Vi huggede Hul paa Fadene, saa Vinen flød ud, og det var den mindste Part, der blev drukken.

Efterhaanden glemte vi Tid og Sted, nogle var saa døddrukne, at de laa og trillede rundt i Vinen, som flød paa Gulvet. Jeg stod og lænede mig op til et Vindue, da jeg saa Franskmændene storme ind i Byen. Jeg var klar over, at det kunde ikke hjælpe at gøre Modstand i den Tilstand vi var i, men jeg blev pludselig omtrent ædru og gjorde Alarm til de af mine Kammerater, der endnu kunde sanse. Vi løb en anden Vej ud af Fabrikken og ned gennem en lang Gaard.

Jeg havde taget den Beslutning at lade mig tage til Fange, saa snart jeg kunde faa Lejlighed til det. Men da vi kom ud af Gaarden, mødte vi tyske Reserver. Vi fik Ordre til at trække os tilbage til Udkanten af Byen, da det var ved at blive mørkt, og hvis vi blev i Byen, vilde det blive et frygteligt Snigmyrderi.

Om Morgenen begyndte Fjenden at bombardere Byen. Flyverne kredsede stadig i Luften og signaliserede, hvis de ikke var i Kamp. Af og til sendte Fjenden Gasbølger ind over Byen, men vore Masker var gode, saa det gjorde kun lidt Virkning.

Vi blev liggende der foran Byen i 2 Dage, mens Tyskerne angreb paa begge Sider og omringede Byen. Efter de to Dages Forløb var der ikke et helt Hus i hele Byen, kun enkelte Mure stod, ellers var der kun store Grusdynger tilbage. Alt Træværk og alt, hvad der kunde brænde, var brændt. Nu var Stedet, hvor Byen havde ligget, helt omringet.

Der gik Kampen frem og tilbage til den 21. Juni. Jeg var jo bleven bag ved Byen og kom ikke saa meget i Ilden. Imidlertid havde Tyskerne faaet nye Reserver og Artilleri frem, og nu begyndte et Bombardement, som jeg aldrig har hørt Mage til Man skulde tro, at Jorden skulde synke sammen. Luften var gennemtrængt af Krudtrøg og af og til kom Gasbølger, saa vi maatte tage Gasmaskerne paa hurtigst muligt. Der hvor vi laa, faldt der kun ganske enkelte Granater, da det jo var noget bag ved Linjen.

Den 22. blev vi afløst og kom til at ligge i Armentieres.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

26. maj 1918: Frederik Tychsen – Offensiven går i gang

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Kl. ca. 4 om morgenen begyndte vi at tromle på de franske stillinger og begyndte med gasgranater, og hver tredje var en tågegranat. Luften var stille, der var meget tåget, og derfor virkede gassen, som den skulle. Gassen skulle kvæle franskmændene, der lå i meget stærke forskansninger oppe i bakkerne mellem træerne.

Tågegranaterne skulle indhylde alt i en gul, tung tåge, så soldaterne ikke kunne finde hen til de højtliggende punkter, hvor gassen og tågen delvis tabte sin virkning. Efter at vi havde bombarderet med 2 gas og 1 tågegranat i ca. 1 time med 150 stk. pr. skyts, gik vi over til at beskyde alle højtliggende punkter med sprænggranater og granater 012 for at ramme de arme mennesker, der havde søgt tilflugt på højene.

Vi skød efter disse mål i ca. 1/2 time. Der blev så atter forandret mål og afstand, og nu skød vi i 20 minutter alt, hvad der kunne jages igennem røret, med bryzantsammunition, en granatsort med en overordentlig stor sprængvirkning. Samtidigt med, at de skulle dræbe alt, hvad der måtte komme på deres vej, skulle de fordele gas- og tågemasserne, for nu skulle infanteriet storme.

Der var en ganske frygtelig kanonade, man kunne dårligt råbe hinanden op, flyverne kredsede og fløj frem og tilbage, lænkeballoneme var i funktion, soldater lå i reserve alle vegne. Kl. 6 lagde vi ilden længere fremad, vi skød på de vigende franskmænd, medens infanteriet gik frem. Vi kunne nu se, at vi lå ganske tæt ved Chemin des Dames, der fra en flad slette hævede sig brat i vejret.

Før bombardementet var der en kraftig skov, nu stod kun nogle ynkelige rester og stilke tilbage. Vi begyndte med at skyde på en afstand af 2.000 m og endte med at skyde på 8.000 m. Dog rykkede vi hurtigt bag efter infanteriet. Vi pakkede sammen kl. ca.6 1/2.

Vi havde nogle døde den første morgen samt 7, der var såret. Blandt dem var: kanoner Gross, kan. Ozekowski, kan. Schropfer, kan. Neumann og Gefreiter Braun. Braun var Batterieschlosser, dvs. batterimekaniker, han skulle ordne, hvad han kunne ved kanonerne, når der var noget i vejen, og det var der ret ofte, f.eks. låsen brændt fast, røret løb ikke frem efter skud, mekanismen i låsen svigtede, reservedelene skulle indsættes hist og her osv.

På vejen hen til Chemin lå der mange døde, der var langt græs på begge sider af vejen, og her lå de døde i massevis. Ovenfor på skrænterne havde franskmændene ligget og kunnet skyde fra oven og nedefter på de anstormende kolonner.

Da vi kom hen til bakkedragene, var der mange hundrede arbejdssoldater i gang med at lave vejen i stand, så vi kunne komme frem med de svære kanoner. Dog blev hestene taget fra, og der stod så mange arbejdssoldater, at der kom 60 mand til hver kanon, og de trak i de lange tove, og sammen med de øvrige kanonerer trak vi hver enkelt kanon samt ammunitionsvognene over på denne måde.

Det hele tog en times tid, og vi kunne fortsætte fremad på det terræn, hvor franskmændene havde ligget for et par timer siden, og hvor vort artilleri havde udøvet sin frygtelige virkning. Død, brand og elendighed overalt. Mange af franskmændene var blevet kvalt i gassen, andre skudt, og der var uhyre mange sårede og gasforgiftede.

Der kom fanger hele tiden, med eller uden bevogtning, de slæbte deres sårede kammerater med sig, og de blev også sat til at transportere sårede tyskere tilbage. Ved middagstid gik vi i stilling igen og skød et par timer, hen på eftermiddagen brød vi op og fortsatte forfølgelsen.

Det var ret interessant at se alle de forladte franske stillinger; vi fandt fransk konserves hist og her, men levnedsmidler havde vi endnu ikke fundet ret mange af. Vi mødte endnu ingen civil befolkning, og byerne var fuldstændig jævnet med jorden, og hele terrainet var gennemkrydset af skytte- og læbegrave samt forskansninger.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. april 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om  den tyske storoffensiv på Vestfronten, der løber tør for moment, bl.a. da sultne tyske soldater møder de vestallieredes velfyldte forsyningslagre og plyndrer dem for alt spiseligt (og drikkeligt), mens officererne kun kan se magtesløst til. Tyskerne havde taget 90.000 krigsfanger i løbet af offensivens første uger og var trængt 60 kilometer frem, men nu satte modangrebene ind. Tyskerne forsøgte påny at tage knudepunktet Amiens, men kunne ikke. Alligevel gjorde tyskerne klar til angrebets anden fase, der skulle sætte ind længere mod nord.

Også på andre fronter fortsatte krigen: Tyskerne landsatte 30.000 mand i Finland. Japanere og briter landsætter tropper i Vladivostok til støtte for hvidgardisterne. Og i Mellemøsten fortsatte briternes angreb på Amman.

28. marts 1918 – Johannes Ankersen: “… En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.

Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.

Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.

Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.

Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.

Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.

Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.

– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.

Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.

– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.

Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

21. marts 1918 – H. Hymøller: “… det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa”

Foran Stormen den 21. Marts.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Natten er kold og klar. Stjernerne funkler paa Himlen. Maanen er ved at titte frem. Vi befinder os bag en lille høj Skrænt, hvor vi Aftenen i Forvejen er rykkede hen. Her ser man nu en Lejr af Telte, det ene ved det andet. Den dybeste Ro hersker der over hele Lejren, blot i det fjerne hører man Granaternes hule Drønen; vi er ogsaa kun nogle faa Kilometer bag Fronten.

Paa een Gang kommer der Liv mellem Teltene; i Hast bliver de afbrudte og Tornysteren gjort færdig. Snart bølger der sig hen ad Vejen en mørk Masse, hvilket er Kompagniet, som har sat sig i Bevægelse. Vejen. fører os over aabne Marker, hen imod en lille skovklædt Høj, som vi dog lader ligge til højre for os.

Alle er rolige og stille. Enhver beskæftiget sig med sine Tanker og især denne Aften, da vi veed, hvad vi har for os. Alle tænker endnu en Gang tilbage paa deres kære Hjem og Forældre. Alle spørger vel sig selv. Faar jeg dig at se endnu en Gang, min kære Hjemstavn? Faar jeg eder at se igen, kære Forældre og Søskende? Og vi deroppe fra tænker især paa vort kære Nordslesvig, med vor Hjemstavn, hvor vi er fødte og opdragne. Endskønt jeg har været flere og forskellige Steder, har jeg dog intet Sted fundet, som fængsler mine Tanker som du, mit kære Nordslesvig!

Under disse og forskellige andre Tanker er vi skredne hurtigt fremad. Fronten nærmer sig mere og mere. Vi passerer lige nogle store Ruiner, sammenskudte Huse, som nu danner en mægtig Grushob, af de vældige Træer rager nu kun nogle nøgne Træstumper op i Luften, dette minder os om, at vi er ankomne til den farlige Zone. I det fjerne ser man Lyskugler stige i Vejret paa begge Sider. Granaternes Hylen kommer nærmere og nærmere. Snart hører man en Susen over Hovederne; det er Engelstmanden, der sender os den første Hilsen. Af og til sætter han et Par hen i Nærheden af os, som eksploderer med et vældigt Brag; dog dette forstyrrer ingen, da det jo ingen Sjældenhed er.

Jo nærmere man kommer Fronten, jo mere lydløst gaar det fremad. Ingen Klapren hører man mere; det er saa roligt, at man hører hinandens Aandedræt. Snart er man kommen til Bestemmelsesstedet, en gammel Forbindelsesgrav, som ender i forreste Linje; her bliver vort Kompagni stillet i Beredskab. Det første er at faa Spaden i Gang og snart begynder Udbedringen af den gamle forfaldne Grav for at skaffe sig god Dækning. En god Times Tid har vi arbejdet, saa er ogsaa det fuldendt. Nu forsøger enhver at gøre sig det saa behageligt som muligt, da der endnu er hele 4 Timer, inden det store Værk begynder.

Vi sætter os hen i et Hjørne af Grave og forsøger at sove, men ikke muligt. Tankerne lader en ingen Ro, og Nerverne er spændte paa det Yderste. Gang efter Gang ses der efter Urene. Tiden skrider kun langsomt fremad. Lige bag vor Grav er det meget levende, det er Artilleristerne, som er i Færd med at forberede alt. I Hast bliver den ene Kurv med Granater baaren hen efter den anden, saa at de har alt ved Haanden, naar det først tager fat. Ogsaa de er nu færdige med deres Arbejde og begynder ogsaa at blive utaalmodige. Men ikke længe! Thi snart er den fastsatte Tid kommen. Endnu et Kvarter! Spændingen er stor. Alle med Uret i Haanden følger med, Minut gaar efter Minut, øjeblikket er kommet?

Med eet Slag begyndte vort Artilleri at sende sine Hilsner over. Man hørte nu kun en Dundren og Susen i Luften. Den store Offensiv havde begyndt. Uafbrudt i 5 hele Timer dundrede vort Artilleri samt de sværre Minekastere; det var, som om Himlen og Jorden skulde forgaa. Da de havde beskudt Modstandernes Stilling i omtrent 4½ Time, rykkede vi ud i første Linje og gjorde os færdige til Stormen. Vi stod der Mand ved Mand og Side om Side, med opplantet Bajonet. Alle var spændte og forventningsfulde, hvad der nu vilde komme. Tiden var kommen, da Stormen skulde gaa løs. Paa et Tegn sprang alle op af Graven og styrtede nu over mod den fjendtlige Grav.

Den første Grav havde vi naaet, men man fandt ikke meget af den; den var jævnet med Jorden og det ene store Hul var ved det andet. Fjender saa man intet Spor af; de fleste havde vel trukket sig tilbage i Tide; men mangen en var ogsaa bleven levende begravet. Videre gik det mod den anden Grav. Nu begyndte man at støde paa Modstand. Hist og her i de store Granathuller laa der smaa Afdelinger skjulte. Overmagten var jo her for stor; de faldt enten levende eller døde i vore Hænder. Men det maa man lade dem, de værgede sig indtil det sidste! Snart hørte al Modstand op, og nu gik det hurtigt fremad, den ene Kilometer efter den anden og den ene Transport af Fanger fulgte den anden. Saaledes gik det videre i hele tre Dage; kun om Natten blev der standset. I disse tre Dage var det ikke muligt for Feltkøkkenet at komme med, men de engelske Proviantlagre var godt forsynede, saa man kunde faa alt. hvad man ønskede sig.

H. Hymøller.

(Fra Flensborg Avis 15. juni 1918)

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”