Kategoriarkiv: Om Krigen

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

1. juni 1916. Såret på første dag ved Højde 304

Johann Christian Kaas (1887-1974) fra Mjøls deltog i kampene ved Højde 304 ved Verdun.

Johann_Christian_Kaas
Johann Christian Kaas, Mjøls (1887-1974)

Den 1. juni 1916 kom han ud til frontlinjen ved Højde 304. Her lå han sammen med sine kammerater under fransk granatild.

Ca kl. 12 midnat blev han såret i ryggen af en granatsplint.

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Den granatsplint, der blev opereret ud af ryggen på J.Chr. Kaas.

Hans sidemand udbrød: “Bare det var mig, for så var krigen slut for mit vedkommende!” Han kom ikke selv hjem igen.

Johann Christian Kaas blev nødforbundet på stedet og måtte selv kravle de 4-5 kilometer tilbage til forbindingspladsen, hvor han blev sanitært forbundet med gazeforbinding.

Den følgende dag blev han transporteret til feltlazarettet i Malancourt og nogle dage senere i Stennay.

Den 2. august 1916 blev han overført til lazarettet i Saarbrücken og den 18. august kom han til Flensborg.

Her indførte man den 4. november en sonde i fistelgangen i ryggen (hvor granaten var gået ind) og stødte i ca. 15 centimeters dybde på et fremmedlegene: Røntgenbilledet viste en granatsplint.

Granatsplinten blev fjernet ved operation den 1. december 1916.

Johann_Christian_Kaas__lazaret_Flensborg
Johann Christian Kaas på Reservelazarettet i Flensborg

Venligst meddelt af Egon Kaas

16. april 1916. Alarmering: Engelsk landgang i Jylland?

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Hen på foråret 1916, vistnok omkring påske, skete der noget, der så meget dramatisk ud.

En tidlig morgen blev hele garnisonen alarmeret. Alle fik udleveret feltgrå uniformer. Der blev uddelt skarpe patroner – noget som tyskerne ellers var meget forsigtige med i garnisonerne – og de højere officerer fór nervøst rundt på kasernen.

Det var tydeligt, at der var noget i gære.

Op på dagen rygtedes det, at man formodede, at englænderne ville gøre landgang på den jyske vestkyst. I 12 timer stod garnisonen på kasernepladsen klar til afmarch.

Helt glad ved situationen var jeg ikke. Det var egentlig ikke for at slås med englænderne, at jeg havde tænkt mig et gensyn med Danmark. Mange tanker gik igennem mit hoved. Én ting var sikker: gå imod danskerne ville jeg ikke, ske hvad der ville .

Problemet løste sig af sig selv. Landgangen blev ikke til noget.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

Foto: Dansktalende sønderjyder i Lockstedt

13. april 1916. “… den bedste iblandt venner!”

Skraatobaks-Hymne

Af en Feltgraa

Overalt i denne Krigstid
har det tæt med Digte regnet;
men den bedste iblandt Venner
har man ingen Sang tilegnet.

Hvad er Grunden, at saa ringe
han er agtet her i Landet?
Ja, af Damer, højt forarget,
blir han spottet og forbandet.

Cigaretter og Cigarer,
som dog regnes for hans Brødre,
elskes højt af Rig og Fattig,
Døtre fine, som og Mødre.

Han ej som Cigaretten ynder
Guld og broget Flitterpragt,
Tarvelig han ses optræde
i sin jævne sorte Dragt.

Mændene han kækt og kraftigt
rækker Vennehaanden bravt,
finder Vej og til Soldaten
i den vaade Skyttegrav.

Alle er han højt velkommen,
– denne Ros er ærligt ment –
under Dagens tunge Trængsel,
under Hvilen velfortjent.

Hvem er denne Ven, I spørger,
som kan stille Krig’rens Savn?
Lyt! Jeg tør hans Navn forraade:
S k r a a t o b a k! Det er hans Navn.

DSK-årbøger 1946

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

12. marts 1916. Krigsdigt: “Jeg er en sønderjyde …”

En Sønderjydes Klagesang under Krigen (1914-18)

Jeg er en Sønderjyde, til Danmark staar min Hu,
dog maa jeg Tysken lyde og følge blindt hans Bud.
Det gik i Fredens Tider, skønt ikke altid let.
Nu jeg for, Tyskland strider. Det kan ej være Ret.

Jeg maatte drage fra mit Hjem, fra Kone og fra Børn,
jeg maatte sværge Faneed til Tysklands sorte ørn.
Det var med tunge Tanker; jeg gjorde, som man bød,
for Danmark Hjertet banker, for Danmark – til min Død.

Nu maa jeg kæmpe for en Sag, som er mig helt imod,
jeg vandre maa fra Slag til Slag paa mødig, trætte Fod.
Det er ej mine Fjender, som jeg maa skyde ned!
Jeg helst tilbagevender, til Hjemmets stille Fred.

Det er ej for mit Fædreland, jeg vover Liv og Blod.
Jeg staar her som en tvungen Mand, og helst jeg alt forlod.
Det er saa tungt at tænke, jeg flyed’ helst i Hast,
men Krigens tunge Lænke, den holder her mig fast.

Jeg ved, min Moder sørger – saa tungt det er for Far,
med Angst i Sind de spørger – og ingen giver Svar.
Og selv jeg spørger mangen Gang: Naar faar engang vi Fred? –
Er derfor endt min Klagesang og min Udlændighed?

Og Længselen mig drager til Sønderjylland hen,
at pløje der min Ager i Fred med Fryd igen.
– – – Gid Krigen var til Ende. Gid Dagen dog var nær,
da hjem jeg kunne vende til dem, som jeg har kær.

A. Qu.

DSK-årbøger 1953

7. februar 1916. Soldatermenu: “Drahtverhau”, “Fusslappen” og “Blauer Heinrich”

Søren P. Petersen, Rødding, fortæller om soldaterkosten

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på. – Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig,

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen. Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt.

Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris …

Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland.

Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbettsuppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Læse mere om soldaterkost og forplejning her: Forplejning

DSK-årbøger 1963.

21. oktober 1915 – Flensborg Avis: “Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?”

Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?

Allerede fra gammel Tid veed man, at Krigen ikke blot slaar sine Saar, men ogsaa har Sygdom i sit Følge, skriver Or. J. i »Nationaltidende«,  og han fortsætter: Frygtelige Epidemier af forskellige Farsoter vandrede tidligere i Krigens Fodspor, og mange flere Mennesker døde af Sygdomme end af Saar.

Den nuværende Krig har imidlertid vendt op og ned paa dette som paa saa mange andre Forhold. Hygiejnens og Lægekunstens høje Stade har dæmmet op for Epidemierne, som ikke rigtig synes at have faaet fat noget Sted; men til Gengæld har den moderne Teknik frembragt Mordvaaben af en hidtil ukendt Virkning, der fylder Valpladserne med Dynger af Lig og Lazaretterne med navnløse Rædsler.

Aldrig nogen Sinde tidligere har Lægerne haft Lejlighed til at gøre saa rige Erfaringer som nu, hvor Millionhære kæmper mod  hinanden; men man undres over, at de overhovedet har Tid til at beskæftige sig med andet end at behandle og lindre de syge og saarede. Man skulde tro, at dette Arbejde maatte fylde dem helt, men ikke des mindre faar de Stunder til at tale og skrive og  debattere Sager, som skulde synes af ret underordnet Betydning. Som nu for Eksempel Tyskerne, der benytter Krigens usædvanlige Forhold til at samle Erfaringer angaaende Spørgsmaalet om den seksuelle Afholdenhed. I Tusindvis af  Spørgeskemaer har de sendt ud til Mændene i Skyttegravene —som imidlertid har vist den sunde Sans at undlade at svare paa de 27 mere eller mindre næsvise Spørgsmaal, der rettes til dem. De 150 Svar, der er indkomne, vidner ganske smukt om, at Soldaterne har andet at tænke paa, naar de daglig har Døden for Øje.

Af langt større Interesse er derimod Lægernes Iagttagelse med Hensyn til Krigens Evne til at fremkalde særlige Sygdomme eller paatrykke de sygelige Tilstande et særligt Præg. Det vilde jo ikke være saa underligt, om Organismen reagerede anderledes paa Sygdom under de mange usædvanlige Forhold, Feltlivet fører med sig: svære legemlige Strabadser og Afsavn, psykisk Uro og  Anspændelse ved den bestandige Fare, Synet af de mange Rædsler og Ulykker og Tanken paa dem derhjemme, forandret og ofte mangelfuld Kost og den fuldstændigt ændrede Levevis.

Hver paa sin Vis kan alle disse Forhold bidrage til at svække  Organismens Modstandskraft, og man kan da ogsaa i de fremmede medicinske Tidsskrifter læse om, hvorledes Krigen har gjort sin Indflydelse gældende paa adskillige Sygdommes Forløb. Tyske Læger iagttog saaledes en Mængde ganske lette Tilfælde af Dysenteri (Blodgang), som under normale Forhold sikkert vilde være helbredte, men som nu endte med Døden, fordi Soldaterne  ikke havde Kraft til at staa dem igennem. Og det var slet ikke legemlig Udmattelse, der var Skyld i Sygdommens sørgelige Udgang, men fremfor alt Patienternes sjælelige Tilstand, deres fuldstændige Modløshed og Bekymring.

Samtidig kunne man se et enormt Antal Tyfustilfælde, næsten uden Temperaturstigning og med lidet  udprægede Symptomer. Bakteriologiske Undersøgelser viste, at man virkelig stod over for en ægte Tvfusinfektion (ikke Paratyfus); men de tyske Soldater var overordentlig lidt paavirkede af den. I det hele beredte forskellige smitsomme Sygdomme Lægerne mange Overraskelser. Det var, som om Krigen fremkaldte en hel Række Tilfælde, hvis Forløb afveg fra den Type, man var vant til i Fredstid.

En bekendt tysk Læge v. Krehl, hvis Iagttagelser er offentliggjorte af det prøjsiske Krigsministeriums Sanitetsafdeling, beretter mange interessante Ting om Forholdene i Felten.

Angaaende Troppernes Ernæringstilstand fortæller han, at den i Krigens Begyndelse lod en Del tilbage at ønske, sagtens fordi Forplejningen var mangelfuld. I denne Periode var Soldaternes Modstandskraft meget nedsat. Men de tilpassede sig hurtigt til Krigens Forhold, og selv om de magrede en Del af, blev deres Modstandskraft større, saa de bedre taalte  Anstrengelser og atter kom lettere over deres Sygdomme.

Med Hensyn til de enkelte Organers Funktion bemærker Forfatteren,  at han ikke iagttog noget særlig ejendommeligt vedrørende Lunger, Nyrer, Mave og Tarm. Nogen virkelig Forstyrrelse af Hjertets Virksomhed alene som Følge af muskulære Overanstrengelser saa han heller ikke, men hos Soldater, hvis Hjerter i Forvejen ikke var saa gode, hos Alkoholister, stærke Røgere og nervøse forekom ofte Hjertetilfælde. Nervesmerter, Ischias og akute og kroniske rheumatiske Lidelser i Muskler og Led viste sig fortrinsvis hos Folk, som i Forvejen havde lidt af saadanne Sygdomme, medens de friske og raske unge Folk ikke fik Gigt i Skyttegravene eller i deres Jordhuler.

Stor Interesse helliger v. Krehl Soldaternes sjælelige Tilstand, og han mener at have iagttaget, at adskillige  nervøse Tilfælde hidrørte fra sygelige Forandringer i Skjoldbruskkirtlen, baade hos Folk, som før havde frembrudt Symptomer afhængige af denne Kirtel, og hos Soldater, som først under Krigen var begyndt at lide af nervøse Forstyrrelser (Hjertebanken, hurtig Puls, Aandenød osv.), der kunde henføres til Skjoldbruskkirtlen.

Efter hans Mening er alle Organer og deres Funktioner afhængige af psykiske Indvirkninger, og under Krigen træder Viljens og Stemningens Indflydelse paa hele Organismen og dens Ydedygtighed særlig stærkt frem. Han priser i høje Toner den tyske Soldat, der trods det største legemlige Slid og Mangel paa Føde og Søvn udfolder en Tapperhed og Energi uden Lige. Og han fremhæver Tyskernes »overordentlige sjælelige og legemlige Modstandskraft« som Grund til, at psykisk betingede Sygdomme trods alt er saa sjældne blandt de tyske Tropper i »denne overordentlige Tid«. I øvrigt kommer han ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet »Krig og Sindssygdom«, som saa mange andre Forfattere har beskæftiget sig med. Dog fremhæver han, at virkelig Hysteri er en temmelig sjælden Sygdom, medens andre har peget paa, at hysteriske Tilfælde med Søvnløshed, Angst og andre sjælelige Symptomer, som er stærkt farvede af Krigen, fremkommer ret hyppigt, ligesom Krigen med dens legemlige og sjælelige  strabadser kan bringe slumrende Anlæg til Sindssygdom til Udbrud.

Alt i alt maa man vist sige, af Krigen ikke fremkalder nye Sygdomme,
som man ikke har kendt tidligere, men at den paa mange Maader
særpræger de sygelige Tilstande. er sikkert nok. Og efter alles Mening spiller Krigens sjælelige Indflydelse  en særlig stor Rolle for adskillige

30. juli 1915. LIR84 – ”NAREW-BOHR SLAGET”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

1915-07-30 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 Narew-Front

Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. Men hen over sommeren var man klar til en ny offensiv og den 13. juli indledte tyskerne slaget ved floderne Narew-Bohr. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.

I hærledelsen var der stor uenighed om, hvor på nordfronten dette angreb skulle indsættes. Oberbefehlshaber Ost foreslog angreb af 10. armee mod Kowno, samt forsat angreb i Kurland nord for Njemen floden. Men den øverste hærledelse besluttede sig for angreb af Armee von Gallwitz mod Ostralenka. Angrebsmålet ændrede Oberbefehlshaber Ost senere til Rozan og Pultusk mere vest på, mens 8. Armee skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke.

Som det fremgår af Skizze 19: ”Das russische Stellungssystem an der Narew-Front am 13. Juli 1915 nach deutscher Auffassung“ (Kilde: Der Weltkrieg 1914-1918 bn. VIII) havde russerne et forgrenet og dybt nedgravet forsvarssystem, som var forbundet til hinanden. Der var tale om to forskellige forsvarssystemer: Det forreste bestod af 3 stillinger, hvor det trejde lå ca. 3 km bag ved det forreste. I mitten var byen Przasnysz bygget op som en fæstning. Bagved lå det andet stillingssystem i linien Ciechanow – Krasnosielc.

På de to første dage var Armee Gallwitz rykket 10-15 km fremad og taget 7100 russiske soldater til fange. Tab af mandskab løb sig op på 2.600 mand. Da man den 18. juli havde brudt igennem russernes månedslange opbyggede forsvarsstillinger på en strækning på 30 km havde man på 6 taget 24.000 til fange, mens tabet af egne var steget til 20.000. Det næste mål var Narew floden, som man de fleste steder også på 8. armees højre fløj nåede den 19. juli. Men her mødte man hård modstand fra nye friske russiske tropper. Den 24. juli efter 11 dages kamp lykkedes det endelig at indtage Pultusk og Rozan og bryde gennem Narew-linjen. 37.000 til fange tagende soldater, men begrænset krigsmateriel, som russerne havde nået at tage med sig.

Men på den anden side af floden Narew mødte man hård modstand af fornyede og friske russiske styrker, som med artilleri ødelagde og besværlig gjorde bygningen af nye brobygninger. Dette forsinkede de tyske styrkers overgang af floden, og heftig regn, tilstoppede veje og længere transport vej af forplejning og amunition gjorde at man ikke kunne besvare russernes beskydning og kostede store tab af mandskab.

Som støtte for 8. armee til at komme over floden nordøst for Ostrolenka fik de tilført 58. Infanteri Division den 26. juli. Natten til den 28. juli lykkedes 8. armees 75. Reserve Division under heftig beskydning at bygge bro og kommer over floden ved Szkwa mundingen. Men de kunne ikke komme videre, og som det hed i Krigsdagsbogen, ”at de efter de enorme anstrengelser var ved slutningen af deres kræfter”.

1. juli 1915. Ligstanken uudholdelig – begravelser i ingenmandsland

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.

Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.

Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.

Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

14. juni 1915 – Hejmdal: Lazaret for kæbesårede

Dagens nyt fra Hejmdal.

Et Special-Lasaret. Truffet en Alsinger.

En Dansker, Her. Oluf Olsen, som paa en Rejse i Tyskland har besøgt et Special-lasaret for Kæbesaarede, giver i “National-Tidende” følgende Skildring af Lasarettet:

Patient med kæbeskud efter adskillige operationer. Ved modtagelsen var højre side af hans underansigt et stort åbent sår (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Patient med kæbeskud efter adskillige operationer. Ved modtagelsen var højre side af hans underansigt et stort åbent sår (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Bland de utallige Lasaretter, der ligger spredte over Tyskland, har Mannesmann-Lasarettet i Düsseldorf Krav paa særlig Interesse, fordi det er et Special-Lasaret, paa hvilket der udelukkende behandles kæbesaarede Soldater. Lasarettet er indrettet i Brødrene Mannesmanns store Kontorbygning, der har en brillant frisk og solrig Beliggenhed op til Rhinen. Over Bygningen vajer Røde Kors Flag, og yderligere er der, som i øvrigt paa andre Lasaretter nær den belgiske Grænse, malet kæmpemæssige Flag paa Taget, hvilket kan være nødvendigt, da Düsseldorf, som bekendt, et Par Gange har været udsat for Angreb, af de Allieredes Flyvere. Dette Lasaret, der af det verdenskendte Firma er stillet til Raadighed for Røde Kors, hører til de mindre, idet der her kun ligger 130 saarede Soldater, medens der f. Eks. paa Lasarettet i Buch laa 1500. Det ledes af Overlæge, professor, Dr. Bruhn – en kendt Tandspecialist – som med megen Energi har kaster sig over den Art af Lægevidenskaben og skrevet en Række Afhandlinger om Kæbebeskadigedes Behandling. Overlægen assisteres af Dr. Lindemann, der er en fremragende yngre Kirug.

Med de to Læger som Førere gaar vi alle Sygesalene igennem. her ligger Franskmænd og Tyskere Side om Side. Alle nyder ens Behandling, og den eneste Forskel, der er at se paa dem, er det gule Armbind, som Franskmændene bærer, hvorpaa der staar Krigsfange. Alle de Saarede, som ligger her, har kæmpet paa Vestfronten.

Vi finder blandt de Saarede en ung Nordslesviger, As. Rasmussen fra Hagenbjerg ved Nordborg paa Als. han hørte til 4. Gaderregiment og blev saaret den 5. Marts ved Champagne under en Skyttegravskamp. Vor Landsmand er blandt dem, der er sluppet naadigt; et Projektil er gaaet gennem Hagen og har skudt et Stykke af Hagebenet bort; men der var Haab om, at han ikke vilde faa varigt Men deraf, idet det var Lægernes Agt at tage et Stykke af hans Skinneben ud og fælde det ind i Stedet for det bortskudte Parti.

En enkelt af de Saarede har faaet revet et Stykke af Kinden og hele Munden og Hagen bort af en Granat. Hans Ansigt mindede om alt andet end et Menneskes. Efter at han var kommen paa Lasarettet, var Fremgangsmaaden følgende: Det blev taget 14 Ctm. af et af hans Ribben; dette blev lagt i en Form for at tildannes efter Hagens Facon; Derefter tog man nogle Stykker Kød af de Kødfulde Dele af Benene, og over en Gibsmodel formedes nu en hel nydelig Hage. Det lykkedes at faa Hagen til at vokse sammen, og det var med selvfølgelig Stolthed, at Lægerne viste os det smukke Resultat.

Hvor det gjaldt Steder, som Manglede mindre Benpartier, som f. Eks. Næseben, et Stykke Hageben eller lignende, tog man fortrinsvis et Stykke Skinneben, som man hævdede voksede hurtigt til, og paa det Sted hvor man havde taget det, dannedes ret snart Brusk, der efter forholdsvis kort Tid blev til Ben. Under Behandlingen af de Saarede anvendtes ikke egentlig Bedøvelse; man lammede Hovednerven og anvendte Lokalbedøvelse ved Hjælp af Novacain, tidligere havde man anvendt Kokain, men var gaaet bort derfra.

I tidligere Tid Kendte man ikke i samme Grad som nu til denne Art Behandling ag Kæbebeskadigede, da Lægerne sjældent har haft Lejlighed til at stifte Bekendtskab med Skader af denne Beskaffenhed; men Krigen har givet Lægerne nok at bestille, og derved Anledning til at høste Erfaring. Lægerne fortalte os, at for længere Tid tilbage lod man Saarene tildels læges, før man indsatte nye Stykker Ben eller Belægning med Kød, men nu sker dette straks, efter at den Saarede kom under Behandling.

Efter de Oplysninger, vi fik paa tyske Lasaretter, lykkes det Lægerne at helbrede de Saarede i en saadan Udstrækning, at ca. 70 Procent atter kommer tilbage til Fronten. Endvidere er Amputationernes Antal faldet fra 40 procent under Krigen 1870-71 til 10-15 Procent, idet man kun i de allerværste Tilfælde gaar til Amputation. Man faar under Besøgene paa Lasaretterne det Indtryk, at det tyske Sanitetsvæsen staar paa et meget højt Stade. Men selv de tyske Læger mener, at det franske, belgiske og engelske Sanitetsvæsen ikke staar tilbage for det tyske.

Fra Felten.

En Mindegudstjeneste
over den unge Købmand Valdemar Mortensen fra Rødding, der døde paa et Feltlasaret i Frankrig i Begyndelsen af maj, holdtes i Søndags Eftermiddags i hans Fødesogn, Lindtrup Kirke. Den unge Mand døde ikke af Saar, men af en Sygdom. Han hviler nu dernede i fremmed Jord sammen med saa mange andre Landsmænd.
Ære være hans Minde!

Faldne.

Mejerist Holger Skøtt fra Tiset, der kom ind som Rekrut i Efteraaret, er falden forrige Lørdag i kampene nede paa Vestfronten. Hans Paarørende har faaet Meddelelse derom fra Kompagniet.

Der er nu kommet Meddelelse om, at Karl Thomsen, Østerby, allerede den 22. April har fundet Døden under et Stormangreb ved Ypern, han blev næppe 19 Aar gammel.

Frivillig Karl Schulz, Søn af Postkonduktør Schulz i Tinglev, er falden den 3. Juni, 19 Aar gammel.

Christian Sindt, Sønderborg; er falden den 31. Maj.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Torpedomat Hermann Marxen, Brøns, er død.

Saarede.

Hilmar Thomsen, Søn af Thomsen ved Sønderport i Aabenraa, som fra Krigens Begyndelse har været med paa den vestlige Krigsskueplads og nu stod i Nærheden Noyon, er bleven saaret ved en Granatsplint i det højre Ben. Han befinder sig nu paa Lasarettet i Chauny.

Typograf P. Petersen fra Aabenraa (“Apenrader Tageblatt”) er bleven saaret i Kampene paa Vestfronten. Der er anden Gang, han blev saaret.

I den sidste Tabsliste meddeles, at Konrad Ellingsen, Aabenraa, er bleven let saaret den 1. Juni. Musketer Peter Hansen, Iller; Peter Cristiansen, Lindholm; Jens Jensen, Tønder; Christian Jensen, Bønderby, og Gustav Prahl, Aabenraa, er let saarede.

Hjemme paa Orlov.

Mølleforpagter Anholm, Fol, der ligger nede ved Metz, er i Forgaars kommen hjem paa 14 Dages orlov.

En Søn af Fru Nielsen i Gynteroths Stiftelse i Aabenraa er hjemme paa Orlov fra Fronten. Han er ellers bosat i Broager.

Bogholder Hermann Roloff, Aabenraa, er hjemme fra Fronten. Han har været med paa Vestfronten siden krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Jernkorset. Dyrlæge I.P. Schmidt, Aabenraa, der er Stabsveterinær i 9. Reservekorps, har faaet Jernkorset.

10. juni 1915 – Iver Henningsen: Cheflæge med revolver i hånd.

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I begyndelsen af juni deltog han i den tyske hærs fremmarch i den nordvestlige del af Litauen.

Dagbogen 10. juni 1915

Sanitetskolonne på østfronten tegnet af Iver Henningenen 5. juni 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Sanitetskolonne på østfronten tegnet af Iver Henningenen 5. juni 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

“Men heller ikke i skoven fik vi fred. Granat efter granat sendtes også her over, og snart måtte vi længere tilbage. Imidlertid havde vores infanteri genoptaget kampen for, og mere forstærkning kom til. Men hen ad eftermiddagen, da vi havde op til en 200 sårede, var kampen meget svankende, og der kom meddelelse, at vi måtte holde alt parat til hurtig tilbagetog over Dubissa. Det gav et dybt indtryk. Det var altså atter mislykket at holde stillingen, og om natten kl. 11 var alt i uordentlig tilbagetog. I et kritisk moment sprang cheflæge Polens frem med revolver i hånd og bød de flygtende bagagevogne holde, ellers skød han hestene ned. Vore sårede skulle med, dem kunne vi ikke lade ligge. Russen var kun en kilometer bag os, i hvorledes de kom i vognene og vi selv med, det ved vi vist ikke rigtig endnu. “Ich sehe uns schon alle im Sibirien“, var hans ord.

Nu gik det, hvad hestene kunne. Flugt og forfulgt er noget forfærdelig noget. Efter en times således fortvivlet fart, hvad de trætte heste kunne, standsede vognrækken for os. Vore to jægerbataljoner havde taget stilling bag nogle høje og ville holde russerne så længe tilbage, at vi kunne nå den anden side af Dubissaen. Knap en halv time efter begyndte også en regelret haglbyge af bly at regne ned over de intetanende russere, der som sædvanlig kom i største forvirring og uorden. Under den jernhårde disciplin hos vore tropper var snart en regulær og ordnet overgang over floden mulig. Vor transport af 60 vogne med sårede satte sig i bevægelse efter Rossienie til, som vi nåede om morgenen kl. 9. Her var alle lazaretter overfyldt, men underbragte bleve de. Indretningerne og betjeningen på lazaretterne var miserabel. Nu var vor pligt overstået, og trætheden kom af sig selv, hvor vi lagde os på stenbroen eller på gulvet, sov vi som i en fjederseng.”

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

8. juni 1915 – Iver Henningsen: koslagtning under beskydning

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I begyndelsen af juni deltog han i den tyske hærs fremmarch i den nordvestlige del af Litauen.

“Dagbogen 8. juni 1915

 Den 8. hen af kl. 9 nåede vi i nærheden af vort kvarter Jagielajcie. Vi måtte blive i en skov. Fra udkanten af denne kunne vi betragte kampen om denne lille landsby. Russerne forsvarede sig hårdnakket, men da de fra flanken fik fyr af vor forstærkning, måtte de rykke ud. Men forinden gjorde de også deres kendte ødelæggelsesværk, med lange begfakler antændte de stråtagene, som just i denne tørre årstid bød gunstig brandmateriale, skarp forfulgt af vort infanteri, men de fleste huse stod i brand, og i løbet af en halv time var det meste af byen brændt. Vi rykkede dog ind og kogte kaffe ved de rygende ruiner.

At gå fuldstændig til ro var ikke rådelig, og derfor opsøgte enhver så provisorisk som mulig en soveplads i nærheden af vore vogne. Struve og jeg havde indkvarteret os i en gåsestald og sov trygt. Det var vist kl. 3, at jeg pludselig blev vågen ved et dumpt brag, men blundede dog igen. Da “a-ha-srarum bum!” Aha, nu på benene. En shrapnel og nok en. Da vi kom ud, ser vi slagteren og Paulsen med økse og kniv løbe ned til vognparken, og slagteren i sit galgenhumør råbende: “Erst müssen wir schlachten, dann kannst du schiessen du Lausenrus”, og uden mange anstillinger slår han en ko, der lå og tyggede drøv, for fisosen, og Paulsen stikker kniven i dens strube. Men også i samme nu en granat lige ned ved vognene. Men så kritisk det end var, og alle tog flugten efter skoven til, kunne vi ikke undlade en hjertelig latter, da slagteren og Paulsen i fuld firspring kom over marken. Den døde ko var forspændt to russerheste og slæbte bag over græsmarken, først i skovkanten holdt det komiske forspænd, og vor gode slagter viskede sveden af panden, skar hammelrebene over, og lod hestene løbe, hvorhen de ville. “So jetzt schiess los du Russenlump, ich hab den Kuh, das ist die Hauptsache.”

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

28. maj 1915 – Flensborg Avis: “saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet”

Meddelelser fra provinsen:

Ethvert Samkvem med Krigsfanger er forbudt
I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armekorps hedder det: Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger, forbydes Befolkningen: a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver
det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne; b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholiske Drikkevarer; c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangeme. Hvem der handler i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.

Landsretten i Flensborg
I Barberstuen. Fisker Peter Kragelund af Stubbum sigtedes for en Dag i Februar Maaned, da han opholdt sig i en Barberstue i Kristiansfelt, at have ytret, at nu vilde Amerika jo ogsaa erklære Krig, og saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet. Han blev derefter anholdt, hvorved man opdagede, at han var uden Pas. Man lod ham dog gaa igen, da Kragelund havde fast Bopæl. Bagefter skal han have fortalt, at man paa Vagtstuen havde stjaalet hans Papirer og Penge. Statsadvokaten androg paa en Fængselsstraf af 4 Maaneder; men Retten ansaa en saadan paa 1 Maaned for tilstrækkelig; det antoges, at efter Omstændighederne kunde den anklagede, der for Resten var beruset den Dag nok have antaget, at hans Papirer var blevne stjaalne.

26. maj 1915 – Ellen Jensen: “Jo, Verden er raa”

Ellen Jensen skriver om krigens gang til sin mand, journalist ved Flensborg Avis J.N. Jensen, og de hjemlige reaktioner på Østrig-Ungarns svar på den italienske krigserklæring.

“I Dag flager man, Venedig brænder – siges der. Jeg synes nærmest, at man kunde græde der over, det er meget trist. Den gamle fine By, med de mange Kunstskatte fra gamle Dage, at den skal ødelægges. Jo, Verden er raa. Nu gaar den nok ellers kraftig løs ved Arras. ”Vi” har nok lidt Nederlag der! Maaske er du ved at trække dig længere tilbage ved samme Lejlighed. Jeg har intet Brev haft fra dig siden Pinsedag, det var skreven om Torsdagen, altsaa otte Dage i Morgen. Men som du siger, det er jo rimeligt, hvis der nu bliver Afbrydelser i vor Forbindelse. Det var jo, havde jeg nær sagt, snart at ønske. Gid det dog kunde blive forbi til Efteraaret, jeg synes, at det var frygteligt med en Vinter til.”

27. februar 1915. Afsluttende kampe ved de Masuriske søer

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Fra den 7. februar til den 22. havde 8. og 10. arme nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsnings manøvre i Vinterslaget i Masurien.

Da Oberbefehlhaber Ost den 27. februar besluttede at stoppe offensiven og trække 10. Arme ud af skovene ved Augustow, var der behov for at flytte opmærksomheden til andre steder på fronten. Over for tyskernes 24½ Infanteri og 5 Kavaleri Divisioner var der forlydender om, at russerne med nye og friske tropper stod med 37 Infanteri og 11 Kavaleri Divisioner. Særligt bekymret var hærledelsen for den venstre fløj af Arme afsnittet Gallwitz og 8. Arme ved Narew.

Den tyske østfront var mere og mere trængt i forsvar og der var ikke længere planer om en stor offensiv, men mindre stødvise modoffensiver. Også 8. Arme fik anvisning om at stoppe angrebene på Lomza og Osowiec mod slutningen af februar, hvilket især skyldes den svære situation ved Prazasnysz.

1915-02-11-19 LIR84_8_Armee_8-3_1915

1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w

17. februar 1915. LIR84 i vinterslaget ved de Masuriske søer. Russernes 10. Armé nedkæmpes

Af Allan Otto Wagner

VINTERSLAGET I MASURIEN – Afslutningen og nedkæmpningen af russernes 10. arme

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Fra den 7. februar til den 14. havde 8. og 10. armé indledt en storoffensiv for at omringe russernes 10. arme.

Men en større hæmsko end fjendens modstand var vejr- og vejforholdene.

Især for 10. Arme på den yderste venstre fløj var anvist meget dårlige feltveje. Fremmarchen foregik på russisk jord og overnatningen var simpel. Vejrsituationen var også yderst kritisk. Der havde været et vejromslag til tøvejr og nedbøren vekslede mellem sne og regn. Fremmarch uden for vejene var umulig, og under sådanne vejrforhold kunne man ikke forvente store marchfremskridt. Det ville have krævet overmenneskelige anstrengelser af de fremmarcherende tropper. Divisionerne kæmpede sig møjsommeligt frem, mens artilleriet haltede bagefter. Batterierne skulle bruge en dag på få deres skyts 1 km frem. En reguleret march orden kunne ikke holdes længere.

Dertil kom, at der på sydfronten af Østpreussen var ved at opstå en kritisk situation. Ifølge alle nyheder den 14. februar skulle russerne være i gang med at tilføre forstærkninger i området. I løbet af den 15. februar rykkede alle tropper tættere på Augustow efter at have mødt spredtvis modstand. Øst for Lyck rykkede ½ 1. Landwehr Division (1.L. på kortet) syd på til byen Wyssocken.

Oberbefahlhaber Ost forventede et større russisk angreb mellem Przasnysz og Lomza og havde kun enheder fra 8. arme at indsætte. Dertil kom, at man skulle afgive en division til Karpater fronten. Derfor var det vigtigt så hurtigt som muligt af få afsluttet situationen ved Augustow trods udmattede mandskab og heste.

Heller ikke den 16. februar lykkedes det 8. arme at krydse kanalovergangen ved Augustow. Broerne var ødelagte og det omkringliggende sumpområde var under russisk beskydning. Mere gunstigt forholdt det sig nord for Augustow. Her havde man held med, at kæmpe sig gennem sø-engene nord for Augustow og tog 3000 soldater til fange i en stor nærliggende kaserne. I løbet af natten indtog 10. Landwehr Division (10.L. på kortet) Augustow uden større modstand og tog ca. 6000 soldater til fange. Det var næsten lykkedes at omringe og indkredse fjenden med 8. armes højre flanke og 10. armes yderste venstre flanke.

Da man den 17. februar var i gang med at omstille sig omkring Augustow havde russerne allerede rettidigt fjernet sig fra indkredsningen. Om aftenen den 17. februar overlod Oberbefehlhaber Ost slagets videre gang til 10. Arme, som samtidigt fik overført XXXX. Reservekorps’s 79. og 80 Reserve Division, I. Armekorps’s 2. Infanteri Division samt 4. kavaleri Division fra 8. arme.

Den 22. februar var vinterslaget ved Masuren slut og den tyske 10. Arme havde nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsningsmanøvre.

92.000 soldater var taget til fange, herunder 9 generaler, 295 kanoner og mere end 170 maskingeværer. Derudover lå der stadig efterladt krigsmateriel rundt omkring i skovene i sne og sump. Denne succes var opnået trods undertallighed i enheder og med begrænset tab af mandskab. Men ugelange overnatninger i bivuak under fri himmel og frost, snestorm og efterfølgende tøvejr havde tømt troppernes kræfter. Sygdom og frostskader havde ramt en 1/3 af mandskabet.

1915-02-17 LIR84 Die Winterschlacht in Masuren_3

Kort: 1915-02-17 LIR84 Die Winterschlacht in Masuren. Die 8. Armee vom 7. bis 14. Februar und die Einkreisung bei Augustow bis zum 17. feb 1915 – bn VII Karte 12c

 

7 februar 1915. LIR84 i vinterslaget ved de Masuriske søer – offensiven indledes

Af Allan Otto Wagner

VINTERSLAGET I MASURIEN: 8. og 10. arme indleder deres omringningsoffensiv

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Mens 10. Arme skulle indlede deres offensiv fra nord fløjen af, skulle 8. Arme indlede deres offensiv på syd fløjen med det ny indsatte XXXX. Reserve Division (XXXX. R. på kortet) og enhederne 79. og 80. Reserve Division (79.R. og 80.R. på kortet).

Men vedvarende snefald gav problemer – køretøjer blev stående i sneen eller gled af vejen ned i grøften – og for især de marcherende kolonner fra 79. og 80. tog det lang tid af komme frem. Først om eftermiddagen den 7. februar kom de til Pisseck floden, hvor fjenden havde sprængt alle overgangene i stykker og besat østbredden.

Kun i midten lykkedes det 80. Reserve Division at komme over floden og besætte byen Wrobeln.

Som det ses af kortet er 34. Landwehr Brigade og LIR84 (34. L. Br. på kortet) den 7. februar rykket frem langs jernbanen og Goldap floden, men vender om igen den 8. februar og trækker sig tilbage mod Angerburg. Læs Otto Theodor Wagner’s forklaring på soldatens egen side.

1915-02-07 LIR84 Die Winterschlacht in Masuren_1

 

Kort: 1915-02-07 LIR84 Die Winterschlacht in Masuren. Die 8. Armee vom 7. bis 14. Februar und die Einkreisung bei Augustow bis zum 17. feb 1915 – bn VII Karte 12a

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.


Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er  –  allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev  nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

 

 

7. december 1914. SMS Dresden: “Endelig på den syvende dag lagde stormen sig.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. I syv dage har en orkan holdt den tyske Stillehavseskadre i sit jerngreb syd for Kap Horn.

Endelig paa den syvende Dag lagde Stormen sig, og vi kunde trække Vejret nogenlunde roligt igen. Efter en Dags Sejlads gled hele Flaaden ind i en lille Bugt ved en af Kap Horn Øerne. Vi kunde kende den forrevne Skærgaard igen fra vort Ophold dér i September Maaned. Paa Vejen havde vi kapret en engelsk Sejler, der var saa uheldig at møde os den sidste Dag. Den blev slæbt med ind til Bugten.

Ankeret gik, og Maskinerne standsede. Vi laa stille efter at have slingret i fulde 8 Dage. Jeg slingrede endnu, naar jeg gik, og var øm over hele Kroppen af de mange Knubs, jeg havde faaet. Arme og Ben var næsten følelsesløse af den krampagtige Holden fast og Staaen imod un­der Stormen.

Vi begyndte næsten med det samme at kulle. Skønt det ikke var et Arbejde, vi sværmede for, var der godt Humør over hele Linien.

Vi kullede paa to Dage og stak saa til Søs igen. Alle vidste, at Kursen var sat mod Falklandsøerne. Da vi var kommet et Stykke til Søs, saa jeg og flere andre nogle store Baal lyse fra en Klippe inde paa Land. Vi havde ingen Mennesker set i Bugten, og allerede den Aften blev der talt om, at vi nok var blevet iagttaget af Folk, der ikke vilde vise sig, men som nu signalerede ind i Landet, at Flaaden var lettet.

24. november 1914. Kresten Andresen på vej mod fronten

Kresten Andresen fra Ullerup deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Han blev indkaldt i august, men var endnu i november ikke blevet sendt til fronten. Den 24. november slap heldet dog op.

Fra dagbogen Tirsdag den 24. november 1914.

Så, nu går det løs i eftermiddag. Jeg sidder alene og synger: Slumrer sødt i Slesvig jord – å, hvor dog modsætninger slår skarpt ind. “Ingen ven jert håndtryk fik; ingen hørte afskedssukket.” Så blev det dog alvor til sidst og inden søndagssolen rinder op over vore sneklædte marker, ligger man måske hjælpeløs dernede i Belgien.

Hvid sne ligger der over alle marker og tage. Hvorfor er den så uskyldshvid, og hvorfor har den ikke blodets farve? Så koldt og ligegyldigt. Mon den vil smelte engang, om kort eller længe, og lykke den, der atter oplever vår.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

12. Oktober 1914. Nyt fra Hejmdal: Krigen koster 200 Millioner Mark dagligt!

Dagens nyt fra Hejmdal.

Hvad Krigen koster.

200 Millioner Mark daglig. Berlin, 12. Oktobr. (W.B.)

Efter hvad “Økonomisk” regner ud, er de daglige Udgifter i Anledning af Krigen, Mobiliseringen i de neutale Lande indbefattet, 200 Mill. Mark. Heraf falde paa:

Tyskland                   44  Millioner
Rusland                     42       ”
Frankrig                   32       ”
Østerrig-Ungarn    32       “

I Beregningen er Englands Udgifter ikke taget med heller ikke den vigtige Omstændighed, at Tyskerne fører Krigen paa russisk, fransk og belgisk Grund.

Post til Krigsfanger i Udlandet.

Til Udenrigsministeriet er der i den sidste Tid fra alle Sider indløbet Breve og Pengeforsendelser, der er bestemt til Krigsfangerne i Fjendeland, men Bøn om Viderebefordring. Som der er blevet Meddelt i Pressen kan Postforsendelser fra nu af almindeligvis modtages og befordres til Krigsfanger. En besørgelse gennem det udenrigske Kontor er derfor ikke nødvendig. Udenrigsministeriets Benyttelse har udelukkende en Forsinkelse af Postbefordringen til Følge.

De russiske Arbejdere. Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at Karenstiden for de mandlige russiske Arbejdere i Alderen fra 17-45 bortfalder i Aar. De skal blive Vinteren over paa Stedet, hvor de hidtil har arbejdet, og maa uden Politimyndighedernes Tilladelse ikke overskride de stedlige Politidistrikters Grænser. De maa kun skifte Arbejdssted under Iagttagelse af Forskrifterne for Arbejderlegitimationskortene, og hvis det nye Arbejdssted ligger i et andet Politidistrikt, kun med Landraadens Billigelse.

Overtrædelse straffes, hvis andre Bestemmelser om højere Straf ikke foreligger, men indtil et Aars Fængsel.

For de Arbejderes Underhold, der har været beskæftiget et Sted mindst siden 1. August, skal Arbejdsgiverens sørge om Vinteren mod en Godtgørelse af 50 Pg. om Dagen for hver.

Saa snart de militære Forholde og Trafikforholdene tillader det, maa de mandlige russiske Arbejdere under 17 Aar og over 45 Aar og de kvindelige russiske Arbejdere rejse direkte til deres Hjem, saafremt de ikke er bundne ved Arbejdsoverenskomster.

Indtil dette sker, maa de blive i deres Pladser.

De kan ogsaa rejse til det neutrale Udland, men maa saa have et Pas fra en Konsul eller Gesandt for det paagældende neutrale Land.

Flensborg, Mandag.

Hjem fra Amerika. (Fl.N.Ztg.) Hr. Jens Johannsen, en Søn af Vinhandler A.H. Johannsen, ankom i Forgaars over København hertil fra New York. Der var naturligvis knyttet mange Forhindringer til Rejsen. Efter at Englænderne og Franskmændene havde standset de neutrale hollandske Dampere og én Gang erklæret 480 militærpligtige Tyskere for Krigsfanger, advarede den tyske Konsul i New York Tyskerne imod at vælge denne Vej. Men alligevel lykkes det engang imellem enkelte at slippe hjem.

Om Bord paa “Frederik VIII”, som Hr. Johannsen benyttede til Overfarten, befandt sig 17 Tyskere. I Ydrehavnen ved New York (23. September) laa en engelsk Krydser, der standsede samtlige Skibe og lod alle Passagerer træde an paa Dækket, hvor de i Gaasegang matte passere den engelske Kontrol. Tyskerne kastede tyskvenlige Aviser ned i Baadene til de efter Krigsefterretninger sultne Matroser; det var Aviser, der indeholdt Efterretningen om de tre engelske Krydseres Ødelæggelse ved “U9”. Seks Tyskere havde fundet Sysselsættelse paa Skibet og havde skjult sig; men ved det næste Kontrolsted ved Shetlandsøerne kunde deres Nærværelse ikke længere skjultes, og de blev hentede af en engelsk Kutter. I Forvejen var der om Bord blevet holdt en Indsamling til bedste for de seks Tyskere, og Resultatet var 33 Kroner for hver.

10. oktober 1914. Telegrafen i krigens tjeneste.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Telegrafen i krigens Tjeneste.

Telegrafkontoret i det store Hovedkvarter har til Opgave at stas i stadig Forbindelse med alle Arméer og med Hjemlandet. Derfor er det ogsaa indrettet en direkte Forbindelse med Berlin, der er tænkt som Centralstedet, hvorfra Telegrammerne saa gaar videre ud.

For at faa den Linje saa strækt udnyttet som muligt, er den forsynet med den Siemens’ske  Hurtigtelegraf. dette Apparat kan besørge 10,000 Tegn i Minuttet, og det ser ud omtrent som en Skrivemaskine. Saa snart Vægtstangen, der sættes i Bevægelse, naar der trykkes paa en af Tangenterne, rammer et Hul, udløses en negaviv Strøm, men rammes et Mellemrum mellem 2 Huller, udløses en positiv Strøm. Strømstødet overføres nu til Berlin-Ledningen, saa i samme Øjeblik som en Tangent slaas ned paa Hovedkvarterets Apparat, følger Modkontakten i Berlin efter omsætter bevægelsen i tal eller Bogstaver paa Optagelsesstrimlen.

Denne lynsnare Overførsel af Ordene gør det ogsaa muligt at benytte Berlin som Central for alle de Steder, der ikke har direkte Forbindelse med Hovedkvarteret.

Ret interessant er det at vide, at det Apparat, som funktionerer i Hovedkvarteret er det samme Apparat, som benyttes mellem Kejseren og Zsaren lige før Krigens Udbrud. Paa dette Apparat afsendte Kejseren det sidste Telegram til Zsaren og gav derefter Ordre til Mobiliseringen.

Foruden denne Hurtigtelegraf anvendes ogsaa Morseapparater i et store Hovedkvarters Telegrafkontor, hvoraf man har fundet en hel Del, som Franskmændene dog paa en ret behændig Maade havde gjort ubrugelige. I de franske Telegrafkontorer findes ogsaa mange af de ret praktiske amerikanske hughes-Apparater. Ved Hjælp af de fundne Reservedele og Værktøj er det lykkedes at faa de fleste af de franske Apparater til at funktionere.

Strømmen leveres af Elektricitetsværker i Byerne, af de store elektriske Centralanlæg og af medførte Dynamoer.

9000 Telegrammer afsendes dagligt, men ikke et højt ord tales i Telegrafkontoret. Tavse tager Funktionærerne Telegrammerne og afgiver dem igen. I fuldkommen Ro sidder Telegrafisterne foran Hurtoghedstelegrafen og de franske Apparater. Ingen Hast, ingen febrilsk Travlhed. Alt gaar sin rolige Gang.

Berg.

9. oktober 1914. Dræbte, sårede, tilfangetagne – og en hilsen fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra felten.

I et Brev, der er indløbet fra Niels Christian Hansen fra Felsted, som er i Felten medfulgte en Hilsen fra Hans Petersen, Bovrup; Nis Abrahamsen, Aarslev; Hans Clausen, Thyrsbøl, Snedkeren fra Stubbæk, Skrædder Andresen, Hovslund og Hans Alnor, Ullerup Mark. Sidstnævnte er saaret i den ene Arm, dog ikke farligt. Han var gaaet ud af Løbegravene i den Hensigt at malke en Ko, for at de kunde faa nogen Mælk, og var derved blevet saaret i Armen. Han faldt, men det lykkedes Kammeraterne at faa ham hen i Løbegravene igen.

De laa alle i Dækning i Løbegravene, der er to Meter dybe. Selv skulde de ikke skyde, men Artilleriilden, baade fra tysk og fransk Side, rasede over dem. De havde det eller godt, og Forplejningen var bleven bedre, end den havde været.

– Andreas Peter Andresen fra Hovslund, har skrevet et langt Brev hjem til sin Hustru. Han har været med i en Kamp med Belgierne, dernæst i Kampen med Englænderne Søndag den 23. August med Mons. Senere under Fremrykningen sydpaa har hans Afdeling deltaget i en Mængde, tildels blodige Kampe. Andresen selv blev helt ubetydelig saaret paa højre Øje af en Granatsplint. For Tiden ligger Afdelingen godt i Dækning i de dybe Løbegrave.

– Fra Sillerup By er der indkaldt mange til Fanerne. Den unge Wiuff skriver ifølge “S.G.” hjem fra dem vestlige Krigsskueplads; Vi rykker frem fra Stilling til Stilling, langsomt, men sikkert.

En Sørgegudstjeneste.

For et par Dage siden holdtes der i Nustrup Kirke Sørgegudstjeneste for Bojsens Søn og en ung Mand fra Bæk, er er faldne i krigen. Kirken var fyldt til sidste Plads og Præsten holdt en gribende Tale. Bojsen mistede for et Par Aar siden en Søn ved Sygdom, nu en ved Krigen, og nu staar foran Indkaldelse under Fanerne.

Faldne og Saarede.

Fru Askov i Ørderup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand den 24. September er død paa et Lasaret som Følge af haarde Saar, han havde faaet Dagen i Forvejen.

Frede Andersen, Søn af Enke Marie Andersen i Raahede, er falden i Krigen. Han var hendes eneste Søn.

Gaardejer Thomas Thomsen og Hustru modtog den sørgelige Meddelelse, at deres 23 Aar gamle Søn, Hans Thomsen, den 1. Oktober var afgaaret ved Døden paa Lasarettet i Chauny i Franskrig. Han var bleven saaret den 23. September.

Enkefru Marie Jessen i Hoptrup har ifølge “S.G.” modtaget en Efterretning om at hendes Søn [Mads Peter, RR] er falden i Slaget ved Mons den 23. August. Søndag Kl. 2 holdes der en Sørgegudstjeneste i Hoptrup Kirke.

Lørdag Eftermiddag modtog Murer P. Andresen i Visby den sørgelige Efterretning, at hans Søn, C. Andresen, var blevet saaret den 22. September i Frankrig og er nu død af sine Saar. P. Andresen og Hustru har, skriver “Dvp.”, haft en større Børneflok, og endskønt de har siddet i smaa Kaar, har de altid haft et tilfreds Sind. Gud trøste dem i deres store Sorg!

Arbejdsmand Jens Christiansen i Tønder er ifølge “T.Z.” falden i Frankrig. Han efterlader Hustru og 5 Børn. Christiansen var en sympatisk og flittig Arbejder.

Af Regimentet “Kønigin” (FR86’erne) er følgende Underofficerer faldne: Feldweblerne Evers, Reitzenstein og Dannemann, Vicefeldweblerne Hartnak og Møller, Sergeant Schurbert og Underofficer Jepsen. Endvidere er magistratsassessor Dr. Karl Prahl fra Flensborg, der var Reserveløjtnant i det 86. Regiment, falden i Frankrig.

Lærer Esbensen fra Visby er allerede den 18. August bleven saaret i Belgien ved et Skud igennem den ene Fod. Esbensen, der sidst var Lærer i Skovby ved Hovslund, bliver ifølge “Dvk.” maaske lam for Fremtiden, da han har haft 3 Ben knust i Foden.

I Fangenskab.

Gaardejer Peter Madsen i Nost, som har tre Sønner med i Krigen, fik for et par Dage siden Underretning om, at den ene af den er i Fangenskab i Frankrig. Ligeledes er Peter Ehlert af Musvang tagen til Fange af Franskmændene.

Peter Petersen fra Seggelund har ifølge “S.G.” fra England over Danmark skrevet hjem, at han er kommen i engelsk Fangenskab. Han beder sine Paarørende om at sende ham Uldtøj.

Lærer H. Hadenfeld fra Abkær, der har været indkaldt siden 3. Mobiliseringsdag, er ifølge “S.G.” bleven saaret og dernæst taget til Fange af Franskmændene.

For et Par Dage siden har Enkefru Køhler i Nordborg faaet Meddelelse om, at hendes Søn, fra hvem hun længe ikke havde hørt, befinder sig i russisk Fangenskab. Johannes Køhler har i flere Aar haft Ansættelse i en Smørforretning i Byen Omsk. Sammen med flere Tyskere blev han iflg. “dvp.” først arresteret der i Byen, og siden er de alle bleven ført til Tobolsk. I øvrigt meddeler Køhler sin Moder, at han er sund og har det godt.

Ikke falden.

Det meddeltes forledes Dag, at 2 Sønner af Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev var faldne. Nu oplyses det, at den ene af Sønnerne ikke er falden, men haardt saaret ved et Skud i Benene. Han ligger paa Lasaret i Siegburg, men haaber ifølge “S.G.” at kunne komme hjem med det første.

7. oktober 1914. Sådan forsynes millionhærene

Hejmdal

Millionhærens Forplejning.

Med Etappevæsen forstaar man – populært defineret – alle de Anstalter, det maa etableres i Arméens Ryg for at besørge alle Tilførsler til og Tilbageførsler fra Arméen. Det har endvidere til Opgave at beskytte, vedligeholde og udbedre Kommunikationer, Telegraf, Telefon etc., komplettere Arméens Forsyninger af alle Slags m.m. Man maa specielt have studeret Etappevæsenet for til fulde at forstaa, hvilket stor Apparat det repræsenterer.

Etappevæsenet vil altsaa bl.a. hjælpe til med Hærens Forplejning. Med de Millionhære, som under den nuværende Krig sættes paa Benene, vil alene denne Opgave antage kolossale Dimensioner. Dette vil man faa et godt Indtryk af, hvis man f.Eks. undersøger, hvad der formentlig maa medgaa til Forplejningen af den tyske Vesthær.

Vi sætter – skriver norsk “Aftenposten” – skønvis denne til ca. 1½ Mill. Mand og ca. 100,000 Heste, hvilke ikke vil slaa meget fejl, naar ogsaa de bagerste Linjer regnes med, og gaar ud fra, at det tyske Regulativ for Feltportioner og Feltrationer er omtrent som det norske. Dette ser eksempelvis saaledes ud (der er nemlig flere Variationer af Dagsprotionerne):

Fersk, raat Oksekød                    450 Gr.
Tørrede Grønsager                          5   ”
Hele Byggryn                                  50  ”
Salt                                                    10   ”
Margarine                                      80   ”
Brændt Kaffe                                 30   ”
Sukker                                             30   “

Tilsammen 655 Gram. Hertil kommer imidlertid 750 Gram Brød og en Tolvtedel Bor usukret kondenseret Mælk (ca. 45. Gr.). Tilsammen altsaa pr. Mand pr. Dag: 1450 Gr. eller afrundet 1½ Kg. (Emballage ikke medregnet). Feltrationen bestaar af 6,5 Kg. Havre og 4,5 Kg. Hø eller tilsammen 11 Kg. pr. Hest pr. Dag.

Der maa altsaa daglig tilføres den tyske Hær 2,25 Millioner Klg. Feltportioner og 1 Million Klg. Feltrationer eller tilsammen ca. 3,35 Millioner Klg. Proviant og Fourage. I Sanshed svimlende Tal!

For at tilvejebringe alt dette har Intendanturen naturligvis mange Midler til sin Raadighed. Først og fremmest forsøger man i fjendtligt Land at udnytte Distriktets Underholdningsevne og lade Hæren – som man siger – “leve paa Distriktet”. Der rekvireres i saa Fald – afpasset efter Egnens Evne – hos de kommunale Myndigheder, der saa har at besørge afleveret det rekvirede til given Tid og Sted til vedkommende militære Afdelinger. “Kvarterforplejning”, hvorved Soldaterne faar Forplejning af Kvarterværterne, benyttes ogsaa. Der betales enten kontant eller – hvad der er Reglen – med Anvisninger paa Statskassen. Det hænder imidlertid, at Distrikterne kun har ringe eller ingen Ydeevne, fordi de efter Ordre bliver “evakueret” dvs. tømt for deres Forraad eller disse kan være ødelagt, noget, som imidlertid stiller meget store Krav til Befolkningens Offervilje og Patriotisme.

Den tyske Hær er næppe nu særlig heldig stillet i Frankrig med Hensyn til Distrikernes Ydeevne; thi baade den franske og den tyske Hær har jo tidligere opereret gennem disse Egne, saa det altsaa nu er tredje Gang i Løbet af en Maaned, at en Millionhær gør sine voldsamme Indhug i deres Forraad.

Hvad Hæren ikke kan faa i Distriktet, maa tilføres den. Det bliver da Jernbanerne, som faar den Opgave at transportere frem den fornødne Proviant og Fourage, og i dette Øjemed lægges der jævnt og stærkt Beslag paa dem. Togene vil dog kun sjældent – særlig i fjentligt Land – kunne gaa saa langt frem i Hærens Ryg, at der kan udlastes direkte i Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. I Reglen vil det blive de store Forplejningskolonner, som medtager Lasten fra Jernbanevognene for derpaa at føre den videre frem til Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. For øvrigt er der visselig paa et saa sent Stadium i Krigen som nu etableret Magasiner paa de vigtigere Etappestationer, hvor Forplejningskolonnerne altsaa kan afhente Proviant og Fourage.

I Almindelighed vil hver Armé – bestaaende af 4-5 Armékorps dvs. ca. 200,000 Mand – faa sig tildelt en Jernbanelinje som Etappelinje. Da man regner, at 10,000 Dagsportioner Proviant med Brød kan indlastes i 4 almindelige Jernbanevogne, vil der altsaa være 80 saadanne nødvendige for at bringe en Dags Behov af Proviant frem til én Armé. Gaar man ud fra, at en Armé skønsvis har ca. 10,000 Heste, og at 1000 Rationer Fourage kan indlastes paa 2 Vogne, vil altsaa 20 Jernbanevogne være tilstrækkelige til at transportere en Dags Behov af Fourage til Arméen. I alt behøves der altsaa for Proviant og Fourage ca, 100 Vogne eller ca. 5 Tog. I Virkeligheden vil dog kun sjældent saa meget Vognmateriel være nødvendig i dette Øjemed, da Armékorpsene ved Hjælp af deres egne Feltbagerier vil kunne skaffe en stor Del af det Brød, som trænges, og ved Hjælp af deres Slagtekvægkolonner meget af det nødvendige Kød. Ligesaa vil man – i alt Fald i denne Aarstid – kun sjældent behøve at føre Hø frem til Hestene.

Soldaten bærer selv Dagens Proviant (hvoraf dog Kogeføden køres) og 2 Reserveportioner, i alt altsaa 3 Dages Proviant. Paa Afdelingens Bagagetræn køres Provianten for næste Dag, og i Forplejningskolonnerne medbringes almindelig 4 Dages Proviant (dette variere dog i de forskellige Lande.) Altsaa skulde en Afdeling i de højeste kunne klare sig i 8 Dage uden at faa noget fra Magasinerne.

Faar Soldaterne megen og kraftig Føde, kan der stilles utrolig store Krav til deres Udholdenhed og Energi, mens derimod Sult foruden at svække dem legemligt ogsaa virker i høj Grad slappende paa Disciplinen. I Erkendelsen heraf er der i den senere Tid i de fleste europæiske Lande indført “Køkkenvogne” saaledes at Afdelingen om nødvendigt kan faa sig et godt Maaltid Mad under Hvil paa Marchen. Der benyttes til Dels ogsaa som hos os Høkogekasser, disse kaldes i Frankrig la marmite norvégienne dvs. den norske Gryde.

5. oktober 1914. Faldne og sårede – og pakker til soldaterne.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Den tyske Krigsplan for Russisk-Polen. Berlin, Mandag.

“Times”‘ Korrespondent i St. Petersborg melder, at vigtige militære Begivenheder er nær forestaaende. Efter den russiske Militærsagkyndig Oberst Schumski Bedømmelse var Polen udset til at blive Skuepladsen for det største Slag i denne Krig. Det var Tysklands Hensigt at tvinge Russerne til enten at rømme Galizien eller levere at afgørende Slag. Saa vidt det kunne forudses, vilde Russerne imidlertid undgaa Kollisionen. Tyskerne – fortsætter Korrespondenten videre – viser megen Kamplyst. De forsøgte at erobre Ossowice, som laa ved den anden Ende af Fronten. Tyskerne var tilsyneladende overbevist om, at de vilde sejre i Kampen. I hvert Fald var Udførelsen af den nye og storartede tyske Plan ikke mere fjern.

Den ældste Soldat i de kæmpende Hære er utvivlsomt en russisk Kriger paa 103 Aar, der har meldt sig som Frivillig.

Er Krigen nødvendig?

Valgmenighedspræst Carl Kock, Ubberup, skriver i Højskolebladet.

Jeg ved godt, at mange forsikrer, at Krig kun er en Følge af Synden, den hører med til denne syndige Jords Liv; det kan ikke nytte at ønske den bort. Ja vel, Trældom, Slavehandel, Mishandling og Fornedrelse af Kvinder er ogsaa Følger af Synden. Men alligevel, det er da umuligt, at lade være at ønske denne Ulykke – Krigen – bort. Det er da umuligt for den, der tror paa Gud, at lade være med at bede om Lys og Klarhed, Kærlighed og Fred, saa Menneskene kunde komme til at se denne Ulykkes sande Væsen og Aarsag og mere og mere grue for den, at gøre den sjældnere og sjældnere og en Gange kaste dette frygtelige Aag af sig og sige; nu er Krigen afskaffet.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Skyttegravene.

I Skyttegravene ved Aisnefloden har en Nordslesviger, hvis Brev vi har haft Lejlighed til at læse, den 26. September talt med Henrik Lorensen, Stenderup, som lige var bleven dekoreret med Jernkorset, Thomsen fra Sønderport, Aabenraa, og Petersen fra Korntved ved Tønder, som alle var sunde og raske.

Faldne og Saarede.

Overlærer Röwerkamp ved Realskolen i Aabenraa er ifølge indløbne Efterretninger falden i Krigen. Han var med i Frankrig og faldt under Kampene den 25. September.

Referendar v. Barm, som i Fjor var ansat ved Amtsretten i Aabenraa, er den 20. September falden ved Aisne. Han førte den Dag et Kompagni af Regiment Nr. 86 og faldt med Hovedet gennemboret af en Geværkugle under Stormen paa en Skov. Kammeraterne fandt ham Dagen efter i Skovbrynet, jordede ham der og satte et Trækors paa hans Grav.

Biskob for Brødremenigheden i Herrnhut og Kristiansfelt, Becker, bekendtgør, at hans Søn, teologisk Kandidat Kurt Becker, er falden i Krigen i Frankrig den 8. September.

Blandt dem, der ligger paa Lasarettet i Sønderborg er ogsaa Landmand Christian Petersen fra Sjellerup, som tillige med sin Broder Peter Petersen deltog i Kampen ved Chauny i Frankrig de 20. September. Chr. Petersen fik en Kugle gennem Højre Haand. Kuglen strøg langs ned ad Siden, gik igennem Lommen, hvor den ødelagde nogle Metalæsker, og satte sig til Slut fast i Bøssekolben. Petersen har været 8 Dage undervejs for at naa herop. Peter Petersen fik i samme Slag et Strejfskud i Kinden, men blev forbunden paa Valpladsen og blev ved Kompagniet. De to Brødre har været med i 10 Slag og Træfninger.

Anbragt paa Lasarettet i Sønderbog er iflg. “Dbp.” desuden Iversen, Sarup.

Løjt, Mandag.

Æg til Soldaterne. Fra Stollig, Skovby og Dyrhave er der iføge “A.T.” blebet afsendt 2 Kasser med i alt 56 Snese Æg til Samlestedet i Altona. Æggene blev samlede og nedpakkede af Mejeribestyreren i Stollig.

Bjolderup. Mandag.

Markedsforbud. Et Kvægmarked i Bolderslev, som skulde have været afholdt den 7. Oktober, er blevet forbudt paa Grund af Mund- og Klovsygen hos Gaardejer I. Clausen sammesteds.

Kliplev, Mandag.

Til Soldaterne i Felten. Vi har modtaget følgende: Lørdag den 3 Oktober afgik den første Sending fra Samlestedet for Gaver til Soldaterne. Sendingen bestod af 44 Par Strømper, i hver par 1 Pakke Cigaretter, 1 Blyant og 3 postkort; 25 Par Muffediser, 13 Par Underbukser, 6 Normalskjorter, 4 Linnedskorter, 6 uldne Trøjer, 3 ildne Halstørklæder, 46 Flasker Saft, 15 Flasker andre Drikkevarer, 220 Æg. Desuden mange andre Nydelses- og Brugsartikler f.Eks. Konserves, Cigarer, Cigaretter, Tobak, Kakao, Chokolade, Suppeterninger, Sæbe osv. En del Beklædningsstykker holdtes tilbage, da Kasserne var fulde. De vil komme med den næste Sending.

Det er en Glæde at se, hvor rigeligt der gives for at berede Soldaterne en lille Glæde, men der er endnu forholdsvis faa Huse, som har givet Bidrag, og der vil derfor forhaabentlig kunne afgaa flere Sendinger. En Tak til alle Giverne fra Samlestedet ved D. Lorenzen.

Nordslesvig, Mandag.

Jernkorset. Grev Christian Schack, Broder til Lensgreve Schack til Schackenborg i Møgeltønder, der gør tjeneste som Løjtnant paa den vestlige Krigsskueplads ved første Ulanregiment. I disse Dage er der kommet Meddelelse om, at Greven har faaet tildelt Jernkorset for udvist Tapperhed.

Endvidere har følgende faaet Jernkorset: Ernst Iplan fra Søst der er med i Frankrig. Han deltog sammen med 12 andre i en Patrouilletur, hvortil alle havde meldt sig frivillig. Af de 13 Mand faldt de 7.

Bygmester Marloth, Sønder Løgum, der er Reservist ved 86. Regiment og har været med i Belgien, hvor man blev saaret.

Kavallerist Hansen, en Søn af Landmand C. Hansen i Sønder Løgum.

Major v. Weber, Sønderborg, der siden Mobiliseringen har været Kommandør for 3. Bataillon af Reserveinfanteriregiment Nr. 75.

Stabslæge ved Bataillonen i Haderslev, Dr. Wetzel og Løjtnant Bøhn fra samme Bataillon. Endvidere Feldwebel Jensen fra 8. og Feldwebel Kolmetz fra 6. Kompagni.

10 Punds Pakker til Soldater. Krigsministeriet har hos Generalkvartermesteren faaet udvirket, at der gøres et Forsøg med Befordring af Privatpakker, indeholdende Udrustnings- og Beklædningsgenstande til en Vægt af indtil 5 Kilogram. Indleveringstiden er foreløbig fastsat fra 19. – 26. Oktober.