Tag-arkiv: Amerikanere

11. september 1918. “Det var overraskende, hvor hurtigt Amerikanerne gik fremad.”

Anders Christensen, Skast pr. Ballum

I August var der lige som noget andet i Luften, og sidst paa Maaneden og først i September blev der slet ikke skudt fra den anden Side. Man kunde mærke, at Tyskerne var nervøse.

Og saa! Den 11. September Kl. 11 om Aftenen gik det løs med et Brag. Det var Amerikanerne, der satte ind.

De brugte ikke den Metode, som anvendtes ved Somme og i Flandern, først at tromle i lange Baner, nej, de gik til Angreb med det samme.

Vi boede i en Barak uden for Byen og havde et Beskyttelsesrum — halvfuldt af Vand! — »Ind med os!« sagde vor Feldwebel, der kom farende ud fra sin Bungalow.

Der tilbragte vi Natten; men den næste Dags Eftermiddag gik vi tilbage. Vi maatte stadig i Skjul for Flyverne, som fuldstændig beherskede Luftrummet. Henimod Aften maatte vi dog frem til vort Kvarter igen for at bjærge Batteriets Papirer.

Vi kunde nu se, at Observationsballonerne var kommet betydeligt nærmere. Ellers var det nu forholdsvis roligt. Amerikanerne har vel haft travlt med at flytte Kanonerne frem. Vi fik Vognen med Papirerne og Gullaschkanonen med tilbage, ogsaa den ene Kanon,  der ikke stod saa langt fremme. Alt det andet blev tilbage.

Den anden Kanon havde lige affyret en Serie Skud, da der kom en af Mandskabet fra et Batteri, der stod længere fremme. Han sagde, at Amerikanerne var helt fremme ved deres Kanoner. Infanteristerne i Skyttegraven var blevet taget til Fange.

Det var overraskende, hvor hurtigt Amerikanerne gik fremad. Men den tyske Krigsmaskine var opslidt, og der var ingen Reserver til at fylde Hullerne. Vor Kanonbetjening skyndte sig tilbage, men tog dog Maskingeværerne med. Med visse Mellemrum skød de en Salve mod Amerikanerne, der langsomt fulgte efter.

Vi gik tilbage om Natten og laa nogle Timer i en By. Der var en Ballon lige udenfor, men op kunde den ikke komme. Saa snart dem kom lidt til Vejrs, var Fjenden over den som Høge. Vi kom til Cheppy, hvor vi opholdt os nogle Dage og marcherede saa 50 km til Egnen ved Longuyon, hvor vi kom i Ro.

DSK-årbøger 1960.

13. juli 1918: Frederik Tychsen og batteriet gør klar til fremmarch ved Marne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var nu i gang med forberedelserne til andet Marneslag.

Den 13. juli 1918 hen imod aften blev vi kommanderet til at træde an, og der blev af batterichefen oplæst en armébefaling (Armebefehl), der gik ud på følgende: ”De franske stillinger skulle stormes, fjenden skulle slås, tages til fange eller trænges tilbage, og Paris skulle tages. Det rigtige tidspunkt var inde til at slå fjenden, nu skulle det ske osv.”

Det blev forbudt at drikke sig beruset under fremmarchen, og det var forbudt at betræde den store vinby, Epernay, som vi om få dage skulle indtage. Kun de, der var under kommando, måtte gå ind i byen. Vi blev indviet i, hvad der skulle foregå, og fremgangsmåden var noget lignede vom ved St. Quentin den 21/3 og ved Chemin de Dames og Laon den 27/5 samme år.

Den 14. juli tidlig om morgenen begyndte vi med at pakke sammen og ordne alt, hvad der skulle ordnes, de 18 heste var blevet erstattet med andre, og bataillonet var klar til at rykke ud, stemningen var trykket – begejstringen var borte, og der var ingen, der troede på sejr.

Amerikanernes indsats kunne mærkes på mere end en måde, og vi følte i sandhed, at modstanderen havde mere at skyde med, end vi. Vi fik at vide, at der foruden franskmændene, amerikanerne og englænderne også var kolonialtropper og portugisere.

Om aftenen den 14. juli ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Det var et vrimmel på landevejene og alle vegne. Vi kørte gennem byer og store skove, og ud på natten gik vi i stilling oppe på en høj bag et hegn. Stillingen var færdig og ammunitionen på plads.

Det var i nærheden af byen Vemeul. Vi lå 500 – 1.000 m fra Marnefloden, vi kunne tydelig se den i sommernatten, men franskmændene lå på begge sider af Marnen. Vi lå ca. 500 m fra de franske forposter, det tyske infanteri lå selvfølgelig foran os. Der var dyb stilhed om natten, man mærkede, hvorledes troppene alle vegne rykkede frem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

18. februar 1918 – Mathias Damm: Englænderne og amerikanerne må først have én over nakken, før de kommer til fornuft

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Mandag d. 18.2.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog idag. Jeg har det godt og er sund og rask. Imorgen gaar vi atter ud i Skyttegraven og paa en lidt mere kildent Sted. Det siges at vi har Amerikanerne foran os. De har nok snappet 3 af dem i Nat. Naa, hvorfor ikke. Regimentet har havt med Russere, Serbere og Franskmænd at gøre. Saa kunne vi ogsaa prøve det med dem. Værre kunne de ikke være. Jeg er nu ved M.G. indtil Tide var jeg ved Stødtroppen. Det kan forresten snart være ens, hvor man er, især naar der tromles.

Gid det snart maatte faa en Ende, men Udsigterne ere kun daarlige, omend vi paa en Maade har Fred med Rusland. Dog det har kun liden Betydning, naar ikke Englænderne og Amerikanerne besinder sig, giver det ingen Fred foreløbig. Men jeg troer nok at de ere ligesaa krigstrætte, som vi, og Befolkningen vil sikker ikke finde sig i, at de forlænger Krigen uden Grund. Men jeg troer nok, at de først maa have noget paa Nakken, inden de kommer til Fornuft, og saa vil der flyde Blod og mangen en vil ikke opleve Freden, han saa længe har længtes efter.Det er Skade for hver, der nu maa lade Livet.

Dem fra 14 og 15 [årgangene/red.] kan man ikke ynke. De ere bleven sparet for meget, og de have Fred og Ro. Det havde jeg ikke troet, da jeg for tre Aar siden ventede at blive indkaldt, at jeg skulde 3 Aar i Krig og hvem ved, om det ikke varer et Aar til, naar jeg maa opleve det. Dog ville vi haabe, at det maa give Fred til Sommer, at vi til næste Vinter maa samles alle med hverandre hjemme i vort kære Nordslesvig. Hvor vil der blive Glæde den Dag vi kunne vende hjem til vore Kære. Saa vil man atter føle sig lidt som Menneske.

I Aftes vare vi her til Theaterforestilling. Det var storartet. Det hele er dog ogsaa for, at man engang imellem faar andre Tanker. Forleden vare vi i Kino. Det hele er jo meget godt, men naar man kun maatte komme hjem, troer jeg nok man morede sig mindst ligesaa godt paa anden Maade, og i skulle vel nok hjælpe at faa Humøret op. I Haab om at vore Forhaabninger snart maa opfyldes og vi snart maa mødes hjemme i Nordslesvig slutter jeg med mange Hilsner
Mathias Danim.

Nu er Din Broder Laurids jo bleven vor Nabo hjemme. Det lader jo til at i trækker Østerpaa, men saa har vi ikke saa langt, naar vi besøge eder.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200