Tag-arkiv: Oisefloden

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

1.-16. april 1918. Ludendorffs offensiv på vestfronten. “Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen har travlt med at opgøre tab. Han støder på mange bekendte, bl.a. tidligere elever fra seminaret. Regimentet vandrer også meget og den 16. april ender Ludendorffs store offensiv.

Vi havner hos en af vore Bataillonsstabe. Vi er altsaa kommet for langt frem. Regimentsstaben skal kunne findes i et Halmhæs ved Udgangen af Byen Sauvillers.

Hæsset har en Granat taget. I et Hegn finder vi omsider Staben, vaad, forkommen, frysende, sultende, gnaven. Oberstløjtnanten skænder, fordi jeg løber omkring herude. Jeg hjælper lidt og søger saa hjemefter. Undervejs giver jeg op i det sejge Pløre og segner om ved et Vejtræ. Den stærke Willandsen tager mig under Armen og slæber mig videre. Ved Midnatstid er vi hjemme.

Dagen efter maa jeg blive liggende paa »Sengen«, forkommen og syg, mens man tørrer og renser mit Tøj. En Skriver duer ikke til Heltegerninger, jeg skal ikke mere frivilligt vade omkring paa Slagmarker. Franskmændene tager nu Angrebets Tøjler i Haanden. De tromler, de stormer, de vralter frem med Tankvogne.

Regimentskommandøren for Naboregimentet 34 falder i en Halmstak, en Fuldtræffer gaar ned i den Halmstak, hvor vor Regimentsstab holder til. Vor Stabshusar kommer løbende uden Hest og melder, at hele Staben er taget til Fange. Det viser sig snart at være usandt. Men haardt gaar det til derude.

Kompagnierne er smeltet sammen til 20 og 30 Mand. Men de holder ud! Ikke en Fodsbred Jord giver de op. Der kunde skrives en hel Heltebog om det, den menige, ukendte, mishandlede Frontsoldat udretter i disse Dage. Natten mellem den 7. og 8. April afløses Resterne af Regimentet. Nu flyder Blækket, Skriverne faar travlt.

Vi opgør Tabet til 205 døde og savnede, 734 Saarede. Hvor megen Jammer skjuler sig bag disse kolde Tal! Jeg standser ved Navnet Vollersen. Jeg ser ham som Seminarieelev, en flittig, dygtig, god Elev. Han blev saaret i vort Regiment, kom til vor Erstatningsbataillon i Aabenraa, forlovede sig her med en sønderjydsk Pige, kom igen ud til os og blev Løjtnant.

Nu meldes han som savnet. Han er blevet saaret, man har bragt ham et Stykke tilbage og lagt ham ned i et Granathul. Senere søgte man ham for at tage sig af ham, men Stedet var tomt. Ingen har set ham siden. Der er kun een tænkelig Forklaring: Fuldtræffer!

Jeg standser ved Navnet Brandt. Jeg ser den lyshaarede Dreng sidde i Seminariets Øvelsesskole, jeg hører hans alvorlige Fader og den milde Moder med Stolthed fortælle om deres eneste Barn, deres største Haab. Nu var han Lærer i Kiel, havde Kone og Barn.

Han blev ramt af en Granatsplint. Lysammunitionen, han bar i Lommen, eksploderede og rev hele Siden op paa ham. Hele Dagen laa han i de forfærdeligste Kvaler og tryglede og bad om den forløsende Kugle. Saa greb han i Fortvivlelsen en Sten og huggede den med sin sidste Kraft ind mod sin Hjerneskal.

Jeg standser ved et andet Navn. Ak ja, det er mange Aar siden, at vi to stod som Konfirmander paa Felsted Kirkegulv! Nu har dit urolige Hjerte hørt op at slaa. Jeg standser — jeg standser — Jeg mindes.

Regn, Regn, Regn! Vi marcherer tilbage til Warvillers og finder Ly i et Kælderhul. Dagen efter naar vi Dreslincourt, hvor vi til Forandring sidder oppe under Taget. Over Nesle og Ham naar vi den 10. April Dury, hvor vi er saa heldige at finde en lille Bølgebliksbarak. Vi fryser, og vi sulter. Den 8. har hver Mand maattet nøjes med en Skive tørt Brød. 

Den 11. April vandrer vi 33 Kilometer tilbage gennem den store, kunstige Ørken. Ved Moy kommer vi over Oisefloden. Hele den rige By sprængtes dengang med tysk Grundighed. Det er det forfærdeligste Krigsbillede af en By, som vi endnu har set.

I Slottet Landifay hviler vi de stive Ben et Par Dage. Men Skrivernes Fingre bliver trætte: periodiske Meldinger, Ordensindstillinger, Beretninger, Forespørgsler, Meddelelser.

Den 16. April kravler vi ind i Transporttoget i Flavigny ved Guise, hvor vi begyndte Tilløbet til det store Stød. Vor Offensiv er endt. Ludendorffs store Offensiv er endt.

Var det en Sejr? Hundreder af Landsbyer erobredes, 127,000 Fanger og 1600 Kanoner toges til Bytte.

Vi vidste, at det var et stort Nederlag. Hvad gavnede os et Par Landsbyer, hvad nyttede et Antal Fanger! Hullerne i de allieredes Rækker fyldte Amerikanerne ud. I Marts havde de sendt 83,000 Mand, i April sendte de 118,000, i Maj 240,000.

Det store Stød vilde blive et Nederlag, hvis det ikke lykkedes at fremtvinge Afgørelsen i Gennembrud og Bevægelseskrig, inden Amerika lagde sin fulde Vægt i Skæbnens Skaal.

Alle Befalinger viste, at Afgørelsen var Maalet.

Maalet var ikke naaet. Den store Sejr var et stort Nederlag.

Claus Eskildsen: Østfront-Vestfront