Senest ændret den 4. december 2020 8:52
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Medens Duften fra friskkogt Kaffe breder sig over Understanden, staar Skorstensfejeren og inddeler Portionerne af de Levnedsmidler, som vi skulde have haft i Gaar. Nu til Natten fik vi derfor dobbelt Portion, og Skorstensfejeren og jeg har delt den stakkels Skomagers Portion imellem os. Han er ikke mere. V i har lige begravet barn. Det syntes vi dog, vi vilde; thi han havde nu været sammen med os i baade godt og ondt, og var til Trods for sin Tossethed alligevel en god Kammerat.
Det gik haardt til i Gaar Aftes. Franskmændene angreb, dog uden Artilleriforberedelse, og deres Tab var derfor store. At de kom uden først at have meldt deres Ankomst ved et Par Granater havde sin Aarsag i, at et Par Kompagnier af Amerikanerne var blevet indesluttet i en Dalsænkning bagved os. Under Hensyn til de uoversigtlige Forhold og Ukendskab til vor Stilling kunde dette jo let ske, og de havde ogsaa gjort sig store Anstrengelser for at slippe ud af Kedlen, dog det var ikke lykkedes dem.
Paa Grund af Faren for at komme til at beskyde Amerikanerne foregik Angrebet uden Artilleriforberedelse, og selve Angrebet var vel ogsaa mest beregnet paa at befri dem. Vort Kompagni og en Del af de øvrige Kompagnier laa i vinkelret Stilling af hinanden, og Fjenden fik derfor en varm Modtagelse. Allerede i en Afstand paa 6—700 Meter blev han beskudt fra to Sider.
Fra en Skovkant, vestlig Landevejen, som han skulde over, kunde Sepl og jeg flankere ham med hver et Maskingevær, som ryddede forfærdeligt op. Fjendens Stormkolonner delte sig nu i 2 Dele, men de var ikke mere heldige af den Grund, thi det var jo ligemeget, hvorledes de vendte og drejede sig, de kunde ikke undgaa at komme i Ilden fra to Sider. Imidlertid maatte vi skifte Stilling midt i det Hele, da ogsaa vi laa udsat for egen Ild. Vi fandt Dækning i begge Landevejsgrøfter, een til hver Side, og aabnede herfra paany Ilden, der ryddede forfærdeligt op.
Fjenden var imidlertid kommet nærmere, og det værste var, at Geværet til venstre i Grøften nu var ude af Funktion. Betjeningsmandskabet havde forsøgt at løbe tilbage, men var blevet skudt ned hver én. Kun Sepl, der havde faaet fat i et Par Patronkasser, som han skød foran sig og saaledes havde nogen Dækning, naaede krybende over til mig paa den modsatte Side af Vejen.
Det var en god Hjælp, thi Geværets Besætning var bragt ned til kun 3 Mand, deraf var den ene Skomageren. Han var dog paa dette Tidspunkt geraadet i fuldstændig Raseri over nu at kunne indse, at det snart var forbi med os allesammen. I sin Desperation sprang han kun lige op for at naa en Kasse Ammunition, der laa lidt længere tilbage, men det blev hans Ulykke.
Ramt af flere Kugler sank han livløs sammen. Hertil naaede han, den stakkels Djævel, der havde været den værste til at forbande Krigen og alle dens Ulykker, men hans jordiske Rester gjorde dog endnu nogen Nytte. I Stedet for at faa slæbt Patronkasserne hen til os, kravlede vi langsomt tilbage med Geværet, der blev anbragt ovenpaa ham.
Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning. Kompagniføreren kom nu ogsaa styrtende til og smed sig ved Siden af mig. Han havde faaet et Skud i Foden, men var stadig Kompagniføreren. „Rolig, bare rolig, vi kan sagtens holde ham,” sagde han til mig, der stadig laa med Pegefingeren om Aftrækkeren.
Franskmanden var dog nu kommet i betænkelig Nærhed, og Kompagniføreren løsnede min Revolver fra Bæltet for at lægge den ved Siden af mig. Jeg forstod godt, hvad han mente, og nikkede. Franskmændene var nu naaet til ca. 20 Meters Afstand, og det var en kendt Sag, at de uden Naade og Barmhjertighed nedslagtede alt, hvad de fandt i Nærheden af et Maskingevær.
Kompagniføreren brølede bagved mig, at jeg blot skulde holde roligt ud og saa for Resten skyde til det sidste. „ Det er dog ude med os nu,” raabte han. Det knitrede og bragede til alle Sider, og paa Vejbanen slog Kuglerne ned, saa Smaagrus sprøjtede til alle Sider. Nu ramte en Kugle Maskingeværets Løb. Det stod stille.
Aldrig før, syntes jeg, havde jeg været saa nær Døden, i hvert Fald havde jeg ikke før set den komme ind paa mig som nu i dette Øjeblik. Franskmændene var nu helt inde paa os, og vi saa deres fældede Bajonetter, hvis spidse Ender vi i næste Øjeblik kunde vente at have i Kroppen. „Levende skal de ikke faa os,” raabte Kompagniføreren.
Vi sprang op sprang et Par Skridt tilbage og tømte Indholdet af Revolverne i Ansigtet paa dem. Men pludselig gjorde de omkring og løb. Den flankerende Ild var blevet dem for meget. Nu kunde vi først rigtig overse det hele. Til venstre var de allerede naaet Dalsænkningen, hvorfra de var kommet, og den lille Klat, der endnu var udfor os, søgte skyndsomt tilbage til Kammeraterne.
Natten kom og bredte sit Mørke over alt og alle. Det gav dog ikke Ro, thi vi var klar over, at de snart vilde komme igen. Landevejen blev gravet igennem, og nye Maskingeværer blev hentet frem og anbragt i dem. Nye Forstærkninger kom til og blev fordelt i Grupperne, og vi har maattet arbejde lige indtil for et Øjeblik siden, da Kompagniføreren endelig mente, at vi skulde have lidt Ro.
Han ligger i et lille Aflukke ved Siden af vor Understand og har nu faaet forbundet sit venstre Fodled, men der er ikke Tale om, at han vil tilbage. Nu skal vi til at have noget at spise, men just nu kaldte Kompagniføreren paa mig. Han lod mig vide, at han havde staaet i telefonisk Forbindelse med Regimentsstaben, og at han havde den Ordre til mig, at jeg næste Morgen Klokken 7 skulde møde dér.
Nu kunde han endelig indhente sit Løfte om Forfremmelse, men jeg maatte vælge imellem denne og et Jernkors af 1. Klasse. Jeg takkede ham og begyndte paa min Frokost. Dog, hvad er nu det? Sikken Helvedes Larm lige paa een Gang. Folk kommer styrtende ned ad Trapperne. Farvel med Kaffen.
