Tag-arkiv: Frontliv

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

 

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

Senest ændret den 4. december 2020 9:11

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

 

16. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86: “Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Tidligt den 16. september blev regimentet alarmeret og af 5. division beordret til Toly-Ferme. Denne ligger i en slugt 5 kilometer nord for Vailly.

Marchen gik over Damenwegs højderyg. Her kom 2. og 4. kompagni samt 1. maskingeværkompagni i en heftig spærreild og blev splittet. De nåede først bataljonen igen om aftenen. Resten af bataljonen indtraf ved middagstid ved Toly-Ferme.

Situationen var den: Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 var blevet kastet tilbage, stillingen skulle generobres. Trods det at bataljonen var svækket til omkring det halve, angreb den kl.5.30 eftermiddag uden artilleriforberedelse. Udgangsstillingen lå stik vest for Tolyslugten. Med stor beslutsomhed går bataljonen frem, 1½ km over åbent terræn og ned igen ad skråningen på den anden side.

Den mistede stilling bliver taget igen, og der bliver taget 40 til fange. Om aftenen kunne livgrenaderregimentet igen indtage sine gamle stillinger.

I bataljon blev trukket ud og indrettede sig på vestskråningen af Tolyslugten.

Den 17. september trådte franskmanden an til angreb over en bredere front. Grenadererne holdt fast, kun den venstre fløj var trykket lidt ind, men den blev holdt.

Om eftermiddagen slog svær trommeild ned på den tyske front. På ny gik fjenden frem. Længere til højre blev infanteriregiment 230 delvist rullet op. Igen blev I bataljon alarmeret; den besatte en grav på Tolyslugtens skråning, men kom ikke i kamp.

Den følgende dag forsøgte 8. grenadere at generobre deres stilling fra i igår. 2. kompagni af regiment 86 deltog i dette angreb. Til trods for at ordren måtte gives noget forhastet, gik det i begyndelsen godt fremad.

Da blottede angriberne deres ubeskyttede højre flanke for fjenden. Regiment 344, der skulle erstatte regiment 230, der dagen før var blevet rullet op, var endnu ikke på plads. Fjenden opdagede denne blottelse og stødte fra højre ind i angribernes flanke. Disse blev overrasket og til dels taget til fange. Også fra 2. kompagni blev der taget mænd til fange.

Nu gik resten af I bataljon frem og besatte en stilling vest for Tolyslugten og holdt denne, indtil der hen mod middag kom en bataljon 89’ere til forstærkning. Begge bataljoner gik efter en svag artilleriforberedelse på ny frem til angreb. Fløjene forblev tilbage, men midten stødtelangt frem.

Da stødte de på et fransk angreb, ført med overlegne kræfter. Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage. Men de medbragte 170 tilfangetagne. Udgangsstillingen ved Tolyslugten blev holdt. I den derpå følgende nat blev den kamptrætte bataljon trukket ud og gik igen til Pargny som korpsreserve. Den havde i disse dage mistet 3 officerer, 13 mand døde, 87 sårede og 34 savnede.

De to andre bataljoner blev ligledes enkeltvis indsat. II bataljon en kilometer nordvest for Vailly foran slottet Vauxelles i infanteriregiment 52’s område. Her slog 2. maskingeværkompagni et angreb af stærke fjendtlige patruljer tilbage i natten mellem 16. og 17. september. Sergent Braak udmærkede sig her ganske særligt. Den 18. september gik bataljonen i hvilestilling nord for Damenweg.

 III bataljon blev indsat mellem I og II. Efter at have marcheret over Hameret-Ferme steg den om eftermiddagen den 15. september ned i den nævnte slugt til regiment 12, ved hvis frontsituationen endnu var uafklaret. 9. og 11. kompagni blev sendt mod de tabte grave. I et håndgranatangreb tog de betragtelige stykker af det terræn fra fjenden, som grenaderregiment 12 havde mistet. Næste dag fornyet kamp; franskmændene forsøgte igen at fravriste 11. kompagni deres terræn, det lykkedes dem ikke. Den 19. september blev også
denne bataljon afløst og gik ligledes til hvile nord for Damevejen. Seks døde og 34 sårede havde disse dage kostet den.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

21. juli: Asmus Andresen – Angrebet af søgræs

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

Nu gik jeg og var lam i over 4 Uger, der var ingen, der vilde tro, at Benet var dårligt endnu. Officererne jagede mig snart her, snart der hen, jeg skulde hente Strøelse til Hestene, holde Omgivelserne ved Hestestaldene rene, grave W.C. Huller o. s. v.

En Dag, da Benet var lidt bedre, var jeg med nogle Kammerater ude at bade i en Kanal. Da jeg var svømmet et Stykke ud i Kanalen, kom der en Sergent og befalede mig straks at komme i Land, hvad jeg så også gjorde, men da jeg kom hen til Kanten, var der noget Bundgræs i Kanalen, som snoede sig om det dårlige Ben, så at jeg var lige ved at gå under Vand.

Sergenten, som stod og ventede efter mig, blev rasende, han troede, at det var mig, der lavede Komedie.

Det lykkedes mig dog at befri mig fra Bundgræsset og komme i Land. Efter denne Anstrengelse gjorde Benet så ondt, at jeg næsten ikke kunde gå, men alligevel skulde jeg først løbe et Par Gange frem og tilbage, og så hen at se til Hestene. Jeg trøstede mig med, at der nok skulde komme bedre Tider for mig en Gang, hvad der også kom, før end jeg havde ventet det.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

26. juni: Asmus Andresen – Problemer med benet: ”Nu var jeg igen færdig med at gå”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han ved fronten.

En skønne Dag fik jeg så et Par Heste, som bed og slog, så snart der kom nogen i Nærheden; straks den første Gang jeg vilde strigle dem, slog den ene bag ud og ramte mig på Låret, så jeg måtte kravle ind i Sengen, der lå jeg i 2 Dage, så måtte jeg have Tjeneste igen, den 3. Dag var Benet næsten helt stift, så jeg ikke kunde gå.

Om Eftermiddagen var jeg hos Lægen med Benet, han sagde, at jeg skulde ligge i Sengen i 3 Dage med kolde Omslag. Den fjerde Dag skulde jeg så gøre Tjeneste med igen, men Benet var halvt stift endnu; men det gik nogenlunde, indtil jeg stødte mod en Sten, hvorved Benet blev bøjet mere, end det kunde tåle.

Nu var jeg igen færdig med at gå.

Dagen efter var jeg igen hos Lægen, men han kunde ikke se noget, derfor måtte jeg så blive ved med at gøre Tjeneste med de andre.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Senest ændret den 14. juni 2018 8:53

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. juni: Asmus Andresen – Tilbage i lejren. Asmus overtager et spand heste

Senest ændret den 14. juni 2018 8:53

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter, da vi trådte an til Appel, spurgte Feltveblen mig atter, om jeg vilde overtage et Spand Heste, og da jeg nu vidste, hvad det gjaldt, hvis jeg atter sagde nej, og da jeg havde fået nok af at være indkvarteret i Hulen på Kemmelbakken gik jeg ind på at overtage det meget omtalte Spand Heste. Jeg mente nemlig, at hvis jeg blev ked af denne Stilling, fandt jeg nok på en Udvej til at slippe fra den igen, men det gik ikke så let, som jeg havde tænkt.

Jeg skulde nu først melde mig hos Vagtmesteren, som så henviste mig til Våbenmesteren for at få udleveret Ridestøvler og Ridebukser. Dagen efter skulde jeg så møde hos Vagtmesteren om Morgenen Kl. 6 for sammen med ham at søge efter Græs til Hestene.

Skønt mine Kammerater havde lovet at kalde på mig Kl. 5, sov vi alle sødelig til Kl. 7. Jeg fik travlt med at komme i Tøjet og skyndte mig til Vagtmesteren, som straks skældte mig Krukken fuld, kaldte mig en Syvsover, som han nok skulde få vækket op. Han gav mig så Ordre til at melde mig hos Berideren af 2. Berit Kl. om 4 Eftermiddagen, men gentog, at det skulde være Kl. 4 og ikke Kl. 5. Så luskede jeg af Sted igen. Begyndelsen var just ikke, som jeg havde ønsket den. På Slaget 4 var jeg hos Berideren og fik straks 2 Heste udleveret for at strigle dem.

Jeg havde næppe fået begyndt, før han spurgte mig, om jeg havde striglet Heste før. Jeg svarede, at jeg siden mit 15. år hver Dag havde striglet 2 Heste. »Og så ved du ikke, hvordan du skal bruge en Strigle«, sagde han, og hev Striglen ud af Hånden på mig og viste mig, hvordan han mente, jeg skulde bære mig ad. Skønt jeg havde Lyst til at bede ham om selv at strigle sine Heste, var der dog ikke andet at gøre end at tage fat igen.

— Jeg fortrød allerede, at jeg havde modtaget Bestillingen som Kusk.

Om Aftenen Kl. 9 skulde jeg køre Ammunition til Batteriet. Vi kørte med 4 Vogne, hver forspændt 4 Heste.

Først gik det langsomt, men da vi kom i Nærheden af, hvor Fjendens Granater faldt, blev Farten sat op, og Hestene måtte strække ud, alt hvad de kunde. Mørkt var det jo; da vi ikke måtte tænde nogen Lygte, kunde vi ikke se, hvor vi skulde køre, derfor gik det over Granathuller og døde Kroppe både af Mennesker og Dyr. Først Kl. 5 om Morgenen nåede vi Lejren igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

9. juni 1918. Panik: “Gaaaaaas!” Asmus Andresen efter vand uden sin gasmaske!

Senest ændret den 14. juni 2018 8:54

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 3. Dag var jeg bleven så tørstig, at jeg tilbød at hente Vand, En Hamborger, som jeg tidligere havde været sammen med, da vi løb med Telegrammer fulgte med mig. Da vi var kommen nogle få Alen fra Hulen, slog flere Granater ned lige bag os, og vi gik begge på Hovedet i et Granathul, hvor vi blev halvt tildækket med Jord.

Jeg spurgte Hamborgeren, om han var bleven ramt, men han havde ikke Tid til at svare for at skynde sig hen til Hulen igen. Jeg vilde gerne have fulgt ham, men at komme tilbage uden Vand vilde jeg ikke, især da jeg selv var meget tørstig.

Jeg gik så alene, og skyndte mig det, jeg kunde, ned ad Bakken, hvor jeg søgte mig et Skjul for at hvile lidt. Jeg fandt også en mørk Gang, som førte ind i Bakken. I Mørket famlede jeg mig frem, og fandt så et lille Rum, hvor der stod 4-5 Tommer Vand. En lille Stump Stearinlys, som jeg havde i Lommen, fik jeg tændt – jeg havde altid Tændstikker hos mig – og jeg opdagede, at jeg var kommen ind i et Slags Sengekammer, thi der fandtes Sengesteder opslået i Krogene. Midt i Rummet fandtes et gammelt Bord, hvorpå der lå et Stykke Papir med en Del mig ubekendte Navne.

Efter at have hvilet mig lidt, vilde jeg fortsætte Vejen efter Vand, men Franskmændene skød så voldsomt, at jeg fandt det rådeligt foreløbig at blive, hvor jeg var. Da der var gået en Times tid blev det så roligt, at jeg turde liste mig ud af Hullet. Jeg nåede heldigvis hen til en Brønd, hvor jeg tidligere havde hentet Vand.

Da jeg havde fået min Kogespand fyldt, hørte jeg det bekendte Råb »Gaaaas«,hurtigt greb jeg efter min Gasmaske; men den havde jeg glemt at få med mig. Nu fik jeg travlt med at komme op ad Bakken så hurtigt som muligt. Pludselig opdagede jeg et Hundrede Meter foran mig vældige Gasskyer, så Indgangen til Hulen var fuldstændig dækket af Gas. Jeg måtte nu se at holde mig til den Side, hvor Vinden kom fra, for ikke at komme ind i Gasskyerne; til mine Kammerater kunde jeg ikke komme, så længe Gasgranaterne faldt i Nærheden af Hulen, derfor søgte jeg foreløbig Dækning i et Granathul.

Efter en Times Forløb var Gassen ført bort af Vinden, og jeg fortsatte så på en lidt anden Vej op ad Bakken. Jeg var imidlertid kommen så langt om på Bakkens Vest-side, Franskmændene kunde se mig og nu faldt der flere Granater i min Nærhed, men heldigvis ingen Gasgranater, og badet i Sved nåede jeg tilbage til mine Kammerater.

Ved Indgangen til Hulen stod Officeren og skændte på mig, fordi jeg ikke havde taget Gasmasken med. Mine Kammerater havde ikke ventet mig igen, da de jo vidste, at jeg havde glemt min Gasmaske, og Hamborgeren var kommen tilbage og havde forsikret, at jeg var løbet lige i Døden.

Dagen efter blev vi afløst, og blege som Lig vendte vi tilbage til Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

8. juni: Asmus Andresen – Ingen vand ingen kaffen

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter skulde vi have noget Vand hentet til Kaffen, som vi kogte på et Spritapparat, men der var ingen, som var for at hente noget, og derfor fik vi ingen Kaffe den Dag, og mine Kammerater, der havde tømt mine Flasker, bød mig intet, og tigge dem om noget Vand vilde jeg ikke.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

7. juni 1918: Asmus Andresen – ”Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Da vi var kommen et Stykke ud paa Vejen ad Bakken til, tog jeg en af mine Flasker med Mineralvand frem for at slukke min Tørst. Mine Kammerater flokkedes omkring mig for at faa en Slurk med; jeg kunde jo saa senere faa noget hos dem igen, naar vi kom op paa Bakken. Min ene Flaske blev tømt, saa gik vi videre efter Maalet, og da jeg vidste god Besked med Vejen, gik jeg forud for de andre.

Da vi var kommen halvvejs op ad Bakken, hørte jeg en raabe om Hjælp, og ikke langt fra os laa en Infanterist, støttet mod en Træstamme, det var ham der raabte, og da jeg kom hen til ham, bad han mig om noget at drikke. Jeg gav ham saa min sidste Flaske Vand, saa kom mine Kammerater igen og vilde drikke, endskønt de hver havde 2 Flasker Mineralvand.

Jeg har altid haft ondt ved at sige nej, og jeg lod dem drikke. Da Flasken saa var tom, gik de tre Gutter videre uden at bryde sig om, hvad der blev af mig, som blev hos Infanteristen, der ikke selv kunde komme videre. Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen.

Infanteristen blev lidt bedre til Pas efter at han havde faaet noget at drikke, og jeg tog ham under Armen, og vi gik langsomt op ad Bakken. Det saa ikke ud til, at vi skulde slippe godt hen til Hulen; thi jo længere vi kom frem, desto tættere faldt Granaterne, som i talrig Mængde kom hylende fra Vesten.

Vi var 50 Meter fra Indgangen til Hulen, og Officeren, som stod der ved Indgangen, raabte til os, at vi skulde kaste os ned, men naar jeg er hos en, som trænger til Hjælp, saa kan der for min Skyld komme, hvad der vil, og som ved et Mirakkel slap vi heldigt ind i Hulen.

Kl. 12 om Middagen kom jeg saa ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove, fordi jeg var bleven træt af den ubehagelige Tur. Kl. 10 om Aftenen vaagnede jeg, fordi der blev slaaet Allarm; og Gasmaskerne maatte frem; med den for Ansigtet lagde jeg mig til at sove igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

6. juni 1918: Asmus Andresen – På vej mod Kemmelbakken. Igen

Senest ændret den 14. juni 2018 8:52

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag, da vi var traadt til Appel, spurgte Feltveblen mig paany, om jeg vilde overtage et Spand Heste, men jeg afslog det, men blev saa meget forbavset over, at jeg paany skulde med til Kemmelbakken, medens mine Kammerater som nylig sammen med mig var kommen derfra, kunde hvile ud i 4 Dage, tre andre fik Ordre til at følge med.

Da vi havde faaet Mad udleveret til 4 Dage traskede vi af Sted til vort Batteri, som vi først naaede om Eftermiddagen Kl. 7. Der blev vi saa til næste Dags Morgen Kl. 6.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

5. juni 1918. Flyverangreb på vej væk fra fronten

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Hurtigt pakkede vi vore Sager sammen og gik hen til vort Batteri, hvor vi blev til om Eftermiddagen. Kl. 4 kom Postvognen til Batteriet, og med den skulde vi køre til Lejren.

Da vi var kommen op i Vognen, gav Kusken sig til at tærske paa Hestene, saa det gik i Galop hen ad den ujævne Vej, og vi fik ondt i Maven af al den Rysten i den stive Vogn. Vi raabte til Kusken, at han skulde køre langsomt, men han lod, som han ikke hørte det; først da et Par Mand sprang op, tog ham i Kraven og truede med at smide ham ned af Vognen hjalp det paa Fyren, og nu kunde han køre langsomt.

Efter 10 Minutters Kørsel naaede vi ud paa en bred Landevej, som var overfyldt med Køretøjer. Højt oppe i Luften saa vi 5 Flyvere, som kom lige imod os. Vi mente det var tyske Flyvere, men pludselig hørte vi en Hvislen gennem Luften, og den kom nærmere og nærmere, vi kendte denne Lyd og vidste det var Bomber, der kom. Vi raabte nu til Kusken, at han skulde køre, hvad han kunde, det behøvede vi ikke at sige to Gange, nu gik det, alt hvad Hestene kunde løbe.

Nu lød der et vældigt Brag, og omtrent 100 Meter bag os saa vi, at Heste, Vogne og Mennesker spredtes til alle Sider. Det var ca. 10 Bomber, som var bleven kastet ned, og hvis vi var kommen et Minut senere, saa havde vi maattet bide i Græsset.

Kl. 8 naaede vi i god Behold Lejren, hvor vi saa først gik til Køkkenet for at faa noget at spise.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. juni 1918: “… hele Bakken rystede, som om den skulde styrte sammen”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 7 skulde jeg atter op for at holde Øje med Franskmændene. Da jeg havde holdt Udkig en Timestid, kom der en Officer i fuld Trav og efter ham en Tjener, som holdt sig for Næsen og klagede sig som en Kvinde.

Da de var kommen ned i Hulen, forklarede han, at han var falden over en Træstamme og havde slaaet Næsen itu. Nu var Klokken bleven 9, og jeg blev afløst. Jeg gik ned til mine Kammerater, tændte Lys og spiste saa mit sidste Stykke Brød, hvorefter jeg skrev til mine Søskende.

Jeg sad længe og tænkte paa, hvor herligt det maatte blive at komme hjem og faa Lov til at gaa frit omkring uden at ængstes for de dødbringende Granater. Under saadanne Tanker maa jeg være falden i Søvn, thi pludselig vaagnede jeg ved en voldsom Allarm; hele Bakken rystede, som om den skulde styrte sammen, og vi fik snart at vide, at Franksmændene gjorde Forsøg paa at tage Bakken i Besiddelse igen, og det saa i længere Tid ud til, at det skulde lykkes dem; flygtende Infanterister forsikrede, at om 10 Minutter vilde Franskmændene være i Besiddelse af Bakken.

Da vi saa vilde forlade Hulen, var Gangen saa fuld af Mennesker, at det var umuligt at komme ud, og saa maatte vi lade os tage til Fange, men i sidste Øjeblik blev Franskmændene slaaet tilbage.

En Time senere blev det ganske roligt igen og vi lagde os til at sove til næste Dag Kl. 8; saa kom Afløsningen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

3. juni 1918: Asmus Andresen – I susende fart over døde kroppe, væltede træstammer og pigtråd

Senest ændret den 14. juni 2018 8:52

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag, da der skulde afgives Meldinger igennem Blinkeapparatet, kunde vi ikke faa Forbindelse med næste Station. Officeren bandte og skældte, men det hjalp nu saare lidt, hvorfor han selv maatte af Sted for at se efter, hvad der var i Vejen; thi enten maatte jo Apparatet være skudt i Stykker, eller ogsaa maatte Mandskabet være falden i Søvn, hvad der let kunde ske.

Jeg blev beordret til at følge med ham; skønt jeg helst vilde have været fri for denne Tur, maatte jeg kønt parere Ordre, der var intet andet at gøre, jeg maatte følge, og vi begav os mod Udgangen. Her stansede vi, og Officeren prøvede paa at faa Forbindelse med Stationen, men da det ikke lykkedes, sprang han hurtig ud af Hulen, og jeg bag efter ham, og nu gik det i susende Fart ned ad Bakken over døde Kroppe, Træstammer, som laa væltede, og Pigtraad.

Da vi kom ned til Foden af Bakken, kendte han ikke Vejen, og han lod saa mig, der var godt kendt, gaa foran.Pludselig slog 4 store Granater ned i Jorden 20 Meter foran os. Som paa Kommando sprang vi begge hovedkuls ned i en gammel Skyttegrav. Nu regnede det med Granatstumper omkring os, Officeren mente, det var bedst, hvis vi ventede nogle Minutter her i Skyttegraven. Han var bleven kridhvid i Ansigtet, men jeg mente, at det var bedst hurtigst muligt at komme videre, inden den næste Salve kom.

Som om selve Djævelen var efter os, satte vi i Løb derfra; det var heller ikke for tidligt, thi i næste Øjeblik slog atter 4 Granater ned i umiddelbar Nærhed af Skyttegraven, som ved det voldsomme Tryk flere Steder styrtede sammen. Officeren viste mig en Signalfløjte, som han havde hos sig, og som han gik med i Haanden, naar han var i Fare for at blive saaret, saa han straks kunde fløjte efter Hjælp.

Efter en halv Times Tid naaede vi Blinkestationen, og her fik vi Oplysning om, at Blinkeapparatet var bleven gennemboret af en Granatstump, men at det snart var i Orden igen. Medens Officeren undersøgte Blinkeapparatet, gik jeg hen til en Betondækning for at være mere sikker mod Granaterne.

Her traf jeg en af mine tidligere Kammerater fra det første Batteri. Medens vi stod og talte sammen, saa vi en Vogn komme hen ad Vejen. Omtrent 10 Meter foran Hestene slog en Granat ned, Kusken sprang af Vognen og løb om bag nogle Ruiner for at dække sig. Hestene for omkring, væltede Vognen og stod stille, rystende over hele Kroppen. En af Hestene var bleven ramt og faldt død om, og den anden kunde ikke komme fra Vognen.

Nu var Officeren ogsaa færdig, og vi kunde gaa tilbage til Hulen igen, men vi vilde forsøge at komme en anden Vej tilbage. Det gik ogsaa godt, indtil vi kom til en Ruin; her laa en Stabel Haandgranater, som blev antændt af en Granat, og vi fik disse eksploderende Haandgranater om Ørene. Heldigvis havde vi lange Ben, som vi nu for Alvor gjorde Brug af begge to.

Badet i Sved kom vi heldig tilbage til vore Kammerater, som havde tænkt, at vi var gaaede til den store Armé. Efter at jeg var bleven afkølet, tog jeg mig en ordentlig Rundtenom med Marmelade paa, lagde mig til Hvile og sov til næste Dag Kl. 6 Morgen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. juni 1918: Asmus Andresen – Udkig fra Kemmelbakken

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den næste Morgen ved Appellen blev der valgt 4 Mand til at holde Udkig fra Kemmelbakken; deriblandt var ogsaa jeg. Kl. 12 fik vi vor Mad udleveret til 4 Dage. Kl. 1 gik vi fra Lejren og var saa i Ildstillingen Kl. 6. Videre kunde vi ikke komme denne Dag, fordi Bakken blev saa voldsomt beskudt den Aften. Vi blev saa der til næste Dags Morgen Kl. 6.

Efter at vi havde spist Frokost af vor medbragte Mad, gik vi videre i Retning efter Kemmelbakken, men der blev ikke vekslet ret mange Ord mellem os, da enhver havde nok i sine egne Tanker, thi Markerne, vi skulde over, var fyldt med døende og døde i en uhyggelig Mængde. Efter et Par Timers Marsch naaede vi Toppen af Bakken trods en frygtelig Granatregn, og søgte straks hen til Hulen, som vi skulde ned i. Skønt vi havde den dejligste Udsigt her oppe fra Bakken, ønskede vi dog ikke at opholde os ret længe paa Jordens Overflade.

Ved Hulens Indgang stod en af vore Kammerater og holdt Øje med Franskmændene. Da han saa os, udstødte han et Glædesraab, for nu var Afløsningstimen kommen for ham. Han førte os ned ad nogle Trapper, omtrent 4 Meter under Jordens Overflade, hvor en Gang førte til hver Side.

Vi gik til højre, der var bælgmørkt, men efter at vi havde famlet os omtrent 200 Skridt fremad, kom vi ind i et lille Rum, hvor der laa 1 af vore Officerer og 3 Mand. De blev ogsaa glade, da de hørte, at Afløsningen var kommen. Der blev tændt Lys, for at vi kunde finde os tilrette og faa noget at spise De 4 Kammerater, som var dernede pakkede saa deres Sager sammen og gik tilbage til Lejren for at hvile et Par Dage.

Da vi havde endt vort Maaltid, blev Lyset slukket, fordi vort Oplag af Stearinlys ikke var ret stort, hvorfor vi ikke kunde sidde ved Lys hele Dagen. En af os skulde op til Udgangen for at holde Øje med Franskmændene, og hvis vi opdagede noget mistænkeligt paa Fjendens Side, skulde det straks meldes til Officeren, som ikke selv gad gaa op for at se, hvad der var paa Færde. Han skrev saa Meldinger op og gav den med op igen, og den blev saa afgivet til Batteriet gennem et Blinkeapparat eller Telefon.

Fra Kl. 4—6 blev det min Tur at holde Udkig. Det var de eneste 2 Timer om Dagen, at man fik Dagslys at se, endskønt Luften i Hulen var meget beklumret.

Til sine Tider var Gangen overfyldt med Mennesker. Hvem der skulde paa Naturens Vegne, maatte forrette sin Nødtørft, hvor han i Øjeblikket opholdt sig, da det var meget farligt at komme op paa Jorden; det var derfor ikke underligt at Luften var beklumret dernede.

Fra Udkigsstedet havde vi en god Udsigt til alle Sider. Jeg saa et tysk Batteri, som der var opstillet nedenfor Bakken, som fik ca. 200 Skud i 5 Minutter. Det var ikke rart at være der, da der ikke alene fløj Jordmasser og Granatstumper omkring i Luften, men ogsaa Menneskelemmer.

Fra vort Udkigssted saa det ud, som naar man kaster store Sten i Vandet.
Kl. 5½ kom en Afløser for den Officer, som var hos os. Afløseren var vel fin i Næsen, for han klagede straks over den ulidelige Stank, der var nede hos os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

30. maj 1918: Asmus Andresen – Hos Oberstløjtnanten

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 6 blev vi vækket, til min Ærgrelse opdagede jeg nu, at mine Byggrynsposer var borte. – Der skulde jeg have passet bedre paa. – Kl. 8 skulde vi stille til Appel og fik Bud om at melde os hos Oberstløjtnanten, som var i Ildstillingen. Kl. 9 maatte vi saa af Sted igen, og først Kl. 2 naaede vi at melde os hos Oberstløjtnanten.

Han spurgte mig, om jeg var vant til at passe Heste, og da jeg hertil svarede ja, gav han mig Valget mellem at køre et Spand Heste for Ammunitionsvognen eller at blive ved Batteriet, jeg valgte det sidste, og fik saa Lov til at gaa igen. Kl. 8 om Eftermiddagen var vi saa igen i Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

29. maj 1918: Asmus Andresen – kartoflerne var ”ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 29. Maj blev vi beordrede til at grave Huller til Ammunition. Hvem, der kunde skulke sig fra dette Arbejde, gjorde det, selv med Fare for at blive straffet. Jeg gik ind i Neükirchen for at finde noget spiseligt; det var farligt, da Byen laa foran vort Batteri. Det første Hus, jeg kom til, var skudt fuldstændig ned, saa der var intet at finde; det næste stod nogenlunde paa ret Køl. Jeg gik ind ad Hoveddøren. Bag Døren laa 4 døde Soldater, 2 Englændere og 2 Franskmænd, de laa saa tæt ved hinanden, at jeg maatte træde paa dem, hvis jeg vilde ind ad denne Vej, men jeg gik tilbage for at finde en anden Dør.

Da jeg drejede om Hjørnet af Huset, saa jeg et Granathul, som gik lige igennem Væggen og ned i Kælderen. Jeg var snart dernede, men det første jeg fik Øje paa, var en død, tysk Soldat, som laa i Nærheden af en Dynge Kartofler, som jeg blev meget glad ved. De var ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje. Jeg fyldte straks en gammel Sæk, som laa i Krogen, men inden jeg gik tilbage, vilde jeg først undersøge hele Huset.


Fra Kælderen kom jeg op i Køkkenet, hvor alt laa hulter til bulter mellem hinanden. Jeg fandt en Gryde halvt fuld af Risengrød, min Livret; den var nok bleven sur, men jeg spiste den alligevel; derfra kom jeg ind i Sovekammeret, hvor der laa gamle Madraser og gamle Beklædningsstykker paa Gulvet, og mange andre Ting bar Vidne om, at Beboerne var flygtede over Hals og Hoved.

Jeg gik saa op paa Loftet; Trappen var brøstfældig, men jeg kom derop uden Uheld. Da hele Taget var skudt ned, kunde jeg let orientere mig. Deroppe fandt jeg Byggryn, Riis, Ærter og Bønner, som jeg ogsaa fik i Sækken, som jeg saa tog paa Nakken og gik ned, men nu gik Trappen itu, og jeg faldt ned paa de døde, som laa i Gangen. Jeg gik over disse, men kom derved til at træde paa den ene, som derved gav en sær klukkende Lyd fra sig.

Jeg skyndte mig hen til Batteriet, hvor jeg straks gav mig i Lag med at koge Risengrød, men midt i det hele fik jeg Bud om straks at meldte mig hos Officeren, og jeg tænkte baade det ene og det andet ved det Bud.

Hvis Officeren havde opdaget, at jeg var gaaet fra mit Arbejde, kunde jeg være sikker paa at komme paa Vagt 3 Nætter i Træk, men han spurgte mig kun, om jeg vilde lade mig forsætte til det 3. Batteri. Det var jeg villig til, navnlig fordi dette Batteri laa meget længere tilbage fra Fronten, og Skydningen der var heller ikke saa streng, da Granaterne kun vejede 50 Kilogram, og var beregnet til at skyde 23 Kilometer.

Jeg gik straks hen for at pakke mit Tøj, men fik dog Tid til at fortære noget af den Risengrød, som imidlertid var bleven kogt; den var bleven lidt stiv, men den smagte ellers godt.

De øvrige Levnedsmidler, som jeg havde hentet inde i Byen, kunde jeg ikke faa med, men jeg forsynede mig med en Del Risengrød, som jeg anbragte i min Spisemappe, og fyldte to Sandsække med Byggryn. Med Staalhjelm paa Hovedet, Tornysteren paa Nakken, Karabinen om Halsen, Risengrød paa Ryggen og en Pose Byggryn under hver Arm, – saaledes udrustet forlod jeg mine Kammerater.

Efter en halv Times Gang var jeg saa heldig at komme op at køre paa en Postvogn, som skulde til 1. Batteris Lejr, og der skulde jeg netop melde mig. Undervejs delte jeg min Risengrød med Kusken, som forsikrede, at han i 2 Aar ikke havde faaet saadan en dejlig Grød.

Kl. 5 var jeg i Lejren, som laa iVervig, en lille By, som endnu var nogenlunde skaanet for Krigens Ødelæggelser. Der blev jeg saa til næste Dag, og sammen med en Sergent og 4 andre Kammerater begav jeg mig paa Vejen til 3. Batteris Lejr; hvortil der var 5 Timers Gang.

Vi var ikke i Tvivl om, at det vilde blive en drøj Tur for os, men der var jo ikke andet at gøre end at hænge i, saa naaede vi vel frem en Gang. Undervejs hvilte vi nogle Gange og Kl. 3 naaede vi Batteriet, men Oberstløjtnanten, vi skulde melde os hos, var paa den Tid i Ildstillingen, og da dertil atter var 5 Timers Gang, gik vi ikke længere den Dag.

Efter at vi havde spist vor Aftensmad, fandt vi os et Natteleje i et bombesikkert Rum, hvor jeg brugte mit Tornyster som Hovedpude, Byggrynsposerne havde jeg lagt ved mine Fødder; hvorefter jeg snart faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. maj 1918: Asmus Andresen – ”pludseligt slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket”

Senest ændret den 29. maj 2018 21:38

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 28. Maj saa jeg en af mine Kammerater gaa meget bedrøvet omkring og sagde ikke et Ord; da jeg spurgte ham, hvad der fejlede ham, siden han saa saa nedslaaet ud, sagde han, at han ikke vidste, hvad der fejlede ham, men han var vistnok syg.

Det var om Formiddagen, men om Eftermiddagen, da vi stod ved Kanonerne, gik han hen til Officeren for at melde sig syg, men medens han stod og talte med denne, slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket; lydløst sank han til Jorden for aldrig at rejse sig igen. Der var mange foruden ham, der anede deres Skæbne forud.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

 

 

15. januar 1918 – Milert Schulz: “Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 15.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich vor 2 Tagen brachte uns eine Ordonanz unsere Postaachen hierher. Es waren 3 Briefe von Euch meine Lieben vom 23.12., 28.12. u. 2.1. und denn im Ganzen 6 Pakete mit Wurst, Kuchen, Äpfel, Handtuch, Kamm, u.s.w.

Für alles meinen besten Dank. Wie ich aus Eueren Briefen sehe geht es Euch ja noch immer recht wohl im lieben Heim. Habe am 7.Jan ganz u gar Idas u. Br. Oskars Geburtstag vergessen. Hier mit nachträglich meinen herzl. Glückwunsch liebe Ida. Mir geht es ja immer noch recht gut hier in Kumanovo. Gestern Abend ist das 1. Bataillon gekommen. Morgen soll unser Bataillon kommen. Habe nun hier faule 14 Tage verlebt, aber dass wird ja bald aufhören, wenn erst die Komp. hier ist. Habe nun soeben mein selbstgekochtes Mittagessen vertilgt. Ich habe nämlich heute Nudel mit Büchsenfleisch gekocht. Tadellos hats geschmeckt. Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein.    

Sonst ist hier ja auch nicht viel neues. Unser Quartierswirt hat gestern sein Schwein geschlachtet 150 Pund kann es wohl gewogen haben. Ja wie ich Euch schon im letzten Brief geschrieben hatte waren wir ja auch zu Weihnachten hier. Wir wurden ja höflichst eingeladen. Zuerst bekam man eine Art Marmelade, 1 Glas Wasser u. Teelöffel vorgestellt. Davon sollte jeder en Teelöffel voll essen u. danach Wasser trinken. Wenn die Runde fertig war bekam jeder abwechselnd ein Glas Rotwein.

So feiern sie Weihnachten mit Besuch. Denn in der Hauptstrasse der Stadt hatte sich eine Zigeunerkappelle von 3 Mann (hier sind nämlich viele Zigeuner in dieser Stadt.) aufgestellt u. dann ging das Tanzen los. Hier tanzen die Leute so um den Weihnachtsbaum in einer Kette, dann hopsen so wie nicht ganz normale herum.

Ja so bekommt man vieles zu sehen. Sonst alles wohl viele herzl. Grüsse u. Küsse Euer Sohn u. Br.

Milert. 

(Breve i privateje)

2.december 1917 – Milert Schulz: ”Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina…”

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 2.12.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Endlich nach langer Zeit komme ich wieder dazu Euch einen Brief zu schreiben. Habe vor 2 Tagen das Paket mit Butter und Wurst vielmals dankend erhalten. Ebenfalls Vaters Brief vom 21. U. Karte vom 19. Sowie Diddes Karte vom 21. Dankend erhalten. Sehe ja das noch alles wohl ist zu Hause was mich sehr freut.

Hier ist auch noch alles beim alten. Wir liegen immernoch in Ruhe. Aber übermorgen wird es wohl in Stellung gehen. Wie ich aber gehört habe. sollen wir von hier ganz wegkommen. Da wir auf Tropendienstfähigkeit untersucht worden sind wird ja viel davon gesprochen dass wir nach Palästina kommen sollen. Ob das aber zutrifft kann ich nicht sagen. Am liebsten wollten wir ja natürlich hier bleiben. Nun werden wir ja sehen wie es wird. Wenn es soweit kommen sollte werde ich es Euch schon schreiben. Jedenfalls braucht Ihr Euch weiter nicht darum den Kopf zerbrechen denn eher wir da sind dauert noch bis nächstes Jahr bis dahin kann sich ja vieles verändern.

Hoffentlich kommt es zum Frieden jetzt wo die Sache mit Russland so steht. Mit dem Waffenstillstand ist ja doch wenigstens ein Anfang begonnen. Hier an der Front ist es auch ziemlich ruhig.

Mit meiner Gesundheit geht es auch so leidlich. In den letzten Tagen habe ich Zweimal Schüttelfrost Anfälle gehabt. Hoffentlich wird es kein Malaria. Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina und wenn es denn nicht besser wird melde ich mich krank und fahre wieder zurück. Sonst ist hier ja weiter nichts neues. Heute hat das Bataillon ein Sportfest veranstaltet. Da müssen wir ja denn mit. Es wird dort Wettlaufen, Hindernislaufen. Springen u. f. w. gemacht. Dazu spielt denn die Regts. Musik.

Vorgestern hatte ich Briefe von Schwester Mie u. Tante Mie mit Vetter Nielses Bild. Gestern einen Brief vom Bruder Matthias.

Muss ja nun   heute Fleissig schreiben.

Sei denn recht Sohn u. Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn.  

(Breve i privateje)     

 

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

13. juni 1916. Kresten Andresen: “I dag har jeg mineret ude under engelskmanden”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 13. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det mors fødselsdag. Jeg har ikke haft så megen tid at tænke på den, for jeg har i dag oplevet noget nyt.

Jeg er kommen ud i stilling. Ligger i reserve i en sammen skudt by i en bombesikker kælder. Der er roligt ved fronten. I dag har jeg mineret ude under engelskmanden. Det var en meget uhyggelig historie; toogtyve meter under jordens overflade. Stenhård kridt. Den bliver båret op i sandsække; det er et arbejde, som man nok kan komme til at svede ved.

Indgangen til minen var fra en sappe; tyve meter fra denne sappe ligger den engelske sappe. Nu er man med ét kommet ind i den moderne krig; hvor er der ikke en forskel fra dengang, jeg sidst var med; man kender næsten ikke krigen mere.

Her ser der meget romantisk ud. Et bakket terræn med røde ruiner, som titter frem af et grønt vildnis; her gror alt, som det vil, og midt i det alenhøje græs finder man salat og ribs. Men man må ikke glemme sig selv og ikke vise sig for meget, for foran hæver sig den berømte Lorettehøj.

Nå, dette skal altså være begyndelsen til mit tredje felttog; gid det må ende lige så godt som de to andre. Mange hilsner til jer alle fra

jer søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)