Tag-arkiv: Pistol

30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

Senest ændret den 4. december 2020 9:11

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

 

Fra samlingerne: Mauser M1914

Mauser M1914, semiautomatisk pistol med en kaliber på 7,65 mm. Pistolen blev købt i stort tal af den tyske hær, en blandt mange Behelfspistolen, der skulle afhjælpe manglen på standardpistolen P08.
Pistolen er 153 mm lang og vejer omkring 600 gr. Magasinet i pistolens greb har plads til otte patroner. Pistolens sikring består noget usædvanligt af to knapper placeret på venstre side bag aftrækkeren, en aflang riflet, der sikrer pistolen, når den trykkes ned ad, og en rund, der ved et tryk afsikrer den.

Som ved de fleste andre semiautomatiske pistoler bliver slæde tilbage, når den sidste patron er affyret. Men når et fyldt magasin sættes i pistolen, glider slæden automatisk frem og skubber en patron i kammeret.

Pistolen tilhører Zeppelin- og garnisonsmuseet i Tønder.

2. oktober 1916. En flodhest tramper rundt i mørket …

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.

Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.

Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio  til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.

Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.

En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.

Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.

Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.

Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.

Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

Senest ændret den 4. december 2020 9:23

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

 

10. juli 1916 – Flensborg Avis: Officerernes håndvåben

Officerernes Haandvaaben i Krigen.

Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”

Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske  i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.

Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade  hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.