Som Luftskipper under Verdenskrigen
Fortalt af en Sønderjyde

Forord
Efterfølgende lille Fortælling støtter sig på virkelige Oplevelser under Verdenskrigen, fortalt efter Hukommelsen, da det jo var forbudt at føre Dagbog. Fortælleren har i Fredstid aftjent sin toårige Værnepligt som aktiv tysk Luftskipper hos Luftskipperafdelingens 1ste Batl. i Berlin og blev ved Verdenskrigens Udbrud ifl. Mobiliseringsordre indkaldt den 3. August 1914 til at møde i Bremen.
Fortællingen er nedskreven af Asmussen jr., Nordborg, og anbefaler jeg hermed dette lille Skrift til mine velvillige Læsere med Tak for den ydede Støtte.

Ærbødigst
ASMUSSEN sen., NORDBORG.
Hans Peter Asmussen (1885-1947)

Mobiliseringen.
Det var den 2den August 1914, vi sad hjemme i vor Familiekreds, da Postbuddet kom ind ad Døren og meddelte os at Krigen var begyndt og at han ifølge Telegram skulde til Nabolandsbyen for at opslå Mobiliseringsplakater. Den 2den August var første Mobiliseringsdag.

Hvilken Forvirring og Skrigen denne Meddelelse bragte os er ikke til at beskrive. Min Beværtning fyldtes øjeblikkelig af opbragte Mennesker. Som en Løbeild jog Nyheden rundt i vor lille, ellers så rolige By.

Alt Arbejde i den travle Høsttid standsede, mange skulde melde sig ved Militæret samme Dag, andre om 2 ad 3 Dage. Jeg selv skulde rejse den næste Dags Morgen med første Tog for rettidig at kunne nå frem til Bremen.

Om denne Dag i Bevært-ningen, hvor mange drak sig fuld, hvor vi alle tog en inderlig Afsked fra hinanden, den tunge Afsked næste Dags Morgen med min kære Hustru samt mine to Børn på 6 og 4 år vil jeg helst forbigå i Tavshed. Min Hustru ventede sin Nedkomst og var ikke rask, så det var en sand Pine at tvinge sig bort. Man vidste jo ikke om man nogensinde skulde opleve at gense hinanden.

Vor Banekørsel gennem Als var en Afskedstagen gennemsyret at vemodige Tanker. Der blev også drukket tæt. Jeg sad og misundte mine to Brødre, der blot for to Måneder siden var rejst til Amerika for. at undgå den tyske Militærtrøje. Jeg sad i mit stille Sind og fortrød at jeg ikke var taget med over det store Vand.

Straks efter Sønderborg skiftede Billedet dog og Jernbaneturen Sønderborg- Bremen blev en sand Oplevelse. På alle Banegårde blev der serveret Kaffe, Te og Brød med Pålæg i sådanne Mængder, at vi ikke på langt nær formåede at spise det altsammen, så at meget røg ud af Vinduerne under Kørslen. Derimod var Spiritussen bandlyst.

Hvilken Begejstring, Krigsgalskab, Sang og Hurra og Afskedstagen på hver Banegård, Ord formår ej at beskrive dette. Togene var pyntet og malet som til en Lysttur. Ak, hvor ofte vandrede Tankerne tilbage til hin Tur hvor vi måtte kaste Brød i Overflod ud af Vinduerne, medens vi i 1917 og 1918 ofte næppe kunde få noget spiseligt selv for stor Betaling.

Jeg nåede Bremen næste Dags Formiddag ved Ti tiden og kørte med Sporvognen til mit Bestemmelsessted, Slump Gymnastikhal. Men Luftskipperne var allerede afmarcherede til Banegården, så jeg skyndte mig sporenstregs bagefter og idet jeg tog Trapperne til 5te Perron i nogle Spring modtoges jeg af et Hurra af mine Kammerater, vel ialt en 5 a 6 Mand, der havde tjent aktiv sammen med mig i Berlin i Årene 1906 til 1908. Luftskipperne sad sammenproppede i nogle Kreaturvogne, der med Kridt var påmalet Ordene: Luftskippere på Vej mod Frankrig. Jeg sprang op til mine Kammerater fra den aktive Tid og næppe ti Minutter senere dampede Toget ud af Banegårdens Hal imod et ukendt Mål.

På Banegårdene atter den samme Begejstring, den samme overdådige Forplejning. I Byen Münster blev der koblet en Del Vogne til vort Tog hvori der såvel til vor Moro som vor Forfærdelse befandt sig hele Personalet fra Hagenbecks Tierpark i Stellingen ved Hamborg. Deres Vogne var overmalede med Kridt, forestillende vilde Dyr og Personalet efterabede Dyrenes Hyl så naturlig, at det var skrækkeligt at høre derpå.

På en af de større Jernbaneknudepunkter sås en lille Motor, der trak en Brødskære-Maskine. To Meter lange Brød førtes hen under Maskinen, Skiverne fløj zak-zak ned i en stor Kurv. Henved 100 Røde Kors Damer var i Gang med dels at smøre Brødet dels med at uddele dette til hvert indløbende Tog.

Efter en lang Rejse ankom vi den 5te August til Køln og blev straks ført ud til Luftskibshallen i Bieckendorf, en Forstad til Køln. Nogle få Timer senere kom Luftskibet tilbage efter at have deltaget i Angrebet på Fæstningen Liege (Lüttich) i Belgien. Endnu i Civil måtte vi dog hjælpe Luftskibet ind i Hallen.

2den Afdeling af Luftskipperne var allerede Dagen forud rykket ind ad Belgien og 3die Afdeling var nærmest færdig til Udrykning. Hele Hallen og Depoterne var så overfyldt af Soldater såvel i Uniform som i Civil, så at man anviste os sidst Ankomne Fortet Boklemünd som Kvarter. Dertil ankom vi om Natten i Mulm og Mørke. Lys måtte vi ikke bruge, da Køln lå i Kampzonen, så vi gik i vort Civiltøj ofte på Hovedet ned ad de talrige Trapper og Gange som et Fort i så rigeligt Mål er forsynet med. De fleste af os camperede på det kolde Gulv.

Men alligevel var Natten værre for nogle Eskadroner Kavalleri, de lå på Øvelsespladsen foran deres ved lange Liner bundne Heste, gennemblødt til Skindet af en vedvarende natlig vædende Regn. Et lille Billede af Krigens Begyndelse.

Kort Tid hjemme igen.
Medens jeg hen på Formiddagen siddende på en Sandsæk spiste mit Brød, kom der en højere Officer hen imod mig. Jeg rejste mig på militær Vis, og endskønt endnu i Civil, genkendte Officeren mig straks. Det var min Kaptajn fra den aktive Tid, der nu var bleven forfremmet til Major. På hans Forespørgsel, om jeg kunne genkende ham, lød der fra mig et kort millitærisk Svar: “Jawohl Herr Major” og benyttede jeg samtidig Lejligheden til at gratulere til Forfremmelsen.

Han ytrede, at han den følgende Dag skulde rykke ud til Belgien med 3die Afdeling, men det kneb med at blive færdig, thi Seletøjerne til Hestene, der skulle transportere os, viste sig at være for korte, så der nu arbejdede ca. 20 Sadelmagere oppe i Hallen på nye. Han anmodede mig om at hjælpe, da jeg jo også var Sadelmager. Kort Tid efter bliver jeg dog af en Underkorporal sammen med ca. 100 Mand beordret op til Skolen i Bickendorf for at blive iklædt den grå Feltuniform. Majoren havde bestemt, at jeg skulde med ham ind ad Belgien.

Ved Skolen var der et stærkt Tempo som overalt i disse Dage. Det gik som det bedst kunne. Uniformsgenstandene fløj ud til os gennem Vinduerne og på den åbne Plads foretog vi vor Iklædning medens Befolkningen strømmede forbi os og ind i den lige ud for os liggende katolske Kirke. Men det tog man altså ikke så nøje i de Dage.

Tilbagekommen til Hallen bliver der på ny arbejdet på Seletøjerne. Herved får jeg Lejlighed til at lytte til en Samtale mellem Vagtmesteren og Stabssergenten, idet denne sidste siger: „I Går har jeg sendt 200 Mand hjem, da vi havde for mange, i Dag er der atter et Par Hundrede Mand til overs.” Jeg hørte endvidere, at man om Middagen vilde foretage en Opstilling for at få Klarhed over hvor mange der atter kunde hjemsendes. Jeg havde straks min Plan rede, det gjaldt om at komme hjem. Længslen efter min Familie har nok gjort sit dertil, men mest dog Afskyen for den tyske Tvangstrøje. min Benævnelse af Uniformen. Da der Klokken 1 bliver råbt ud, at dem, der endnu er i Civil skal træde an, lister jeg mig bagud gennem Depotet om på den anden Ende af Hallen og stillede mig ganske roligt op på venstre Fløj i anden Række. Således kom jeg med til de Overtallige. Nu gjaldt det om at få Passet stemplet og fat i mit Civiltøj. Da jeg selvfølgelig ikke kunde gå ind på Kontoret i Uniform for at få Passet stemplet og ikke kunde få mit Tøj udleveret uden denne Stempel, måtte en Kammerat, en Mecklenborger, der endnu var i Civil hjælpe mig. Han, gik i mit Sted ind på Kontoret og fik også uden Vanskeligheder Stemplet: ”Ueberzählig” påtrykt mit Pas. Nu var jeg ikke sen om at skynde mig op til Skolen for at få fat i mit Civiltøj, som jeg efter en halv Times Søgen også fandt.

Fyldt med glade Tanker rejste jeg atter hjem for at gense mine Kære. Der var dog en stadig Uro over mig, den fornyede Indkaldelsesordre hang jo som et Damoklessværd over ens Hoved. Men hver Dag, der var gået godt, kom jo ikke dårlig tilbage. Den 19. Oktober nedkom min Hustru med en Søn, en svær Fødsel med Lægehjælp.

Påny indkaldt.
Den 22. Novbr. 1914 kom så det ventede og frygtede Telegram om at møde i Køln. Endnu samme Dag fik vi vor lille Dreng døbt ved Siden af min Hustrus Sygeseng og så måtte jeg atter hjemmefra ud i det Uvisse. På Farten igennem Tyskland, den selvsamme Begejstring som i Augustdagene. Ved Flagsmykning fejrede man Fremgangen i Belgien og Frankrig

I Hamborg mødte jeg et Tog, fyldt med Flygtninge fra Østprøjsen, der havde måttet flygte for de fremstormende Russere. Det var et sørgeligt Syn at se disse stakkels Mennesker, gamle Oldinge, Kvinder og Born sad imellem nogle få medbragte Ejendele, lidt Sengetøj og nogle Bylte Klæder. De ventede på at blive underbragt i Holsten.

I Køln ventede der mig en varm Modtagelse. Jeg fik en ordentlig Overhaling af Stabssergenten fordi jeg havde narret ham. Han havde selv fået en ordentlig Røffel af Majoren, der jo havde bestemt at jeg skulle have været med til Belgien. Men nu skulle jeg få Tak for sidst, jeg kunne komme til Infanteriet thi Stabssergenten skulde stille en 400 Mand til Forstærkning (Ersatz) for Batl. Stolberg, der havde lidt store Tab, og værsgo, der kunne jeg følge med.

Dette huede mig selvfølgelig langtfra og om Aftenen lykkedes det mig nede i Marketenderiet at komme i Samtale med selve Stabssergenten. Lidt Snak og et Par Glas Ol hjalp til at få ham til at skifte Sind. Jeg var jo uddannet som Motor-Luftskipper og tilmed Sadelmager, så jeg kunde selvfølgelig gore meget bedre Fyldest ved Luftvæsnet. Nå, jeg blev så afkommanderet til Hjalp og Betjening ved Zeppelin 5, der var stationeret i Køln.

I den nærmest følgende Tid havde jeg to Transporter af Gas til Belgien, en til Bruxelles (Brüssel) og en til Gand (Gent). Vi var to Mand afsted, der hver skulde sørge for at to Jernbanevogne Gas kom rigtig il deres Bestemmelsessted. På Transporten til Gand kom vi over Louvain (Löwen), den Stad der i Belgien havde lidt mest under Krigens Rædsler. På Tilbageturen benyttede vi Lejligheden til at gore et Ophold i Louvain. Hele Banegårdskvarteret var skudt sonder og sammen eller afbrændt. Her ledte Born endnu efter deres Forældre, Kvinder efter deres Mænd, Rogen kvalmede endnu ud af Ruinhobene og Brandtomterne. Længere nede i Byen var vi inde i en Beværtning for at få en lille Hjertestyrkning i Form af et Glas Vin. Her blev vi uforvarende Vidne til Belgiernes Fjendskab og Had, så vi måtte losne vore Bosser og trække os forsigtig tilbage for at undgå Magt og Voldshandlinger, alt imedens Kanonernes Drøn og Kampen fra Fronten led i det Fjerne.

På Juleorlov.
Nu nærmede Julen sig, den første Jul under Krig Og langes man end altid hjem, til Jul langes man mest. Jeg ansøgte om Orlov for at kunne besøge min syge Hustru i Julen. Jeg kunde dog kun faa 3 Dages Orlov ifølge en generel Ordre fra Pladskommandanten i Køln. Tre Dage gik jo til Rejsen, saa dem kunde jeg ingen Gavn få af. Jeg var dog ikke forknyt af den Grund, men bad vor Overløjtnant om at måtte få Foretræde hos Fæstningskommandanten, General N. N. Denne var meget forekommende og venlig imod mig, han udspurgte mig om mine Familieforhold, Da han hørte, at min Hustru havde født en Dreng, altså militærisk Nachwuchs, og endnu lå syg deraf, så fik jeg bevilget otte Dages Orlov samt Tilladelse til at benytte Hurtigtog. Jeg fik det hele ordnet med det samme, så jeg straks fra Kommandantens Bopæl kunde begive mig til Banegården og benytte Nattoget Klokken 12,25 fra Køln. Det var idel Overraskelse og Glade ved atter at se mig hjemme og især nu til Jul. Kun min Hustrus Tilstand var et Skår i Glæden Fremhæve vil jeg endnu på dette Sted den Pleje, Hjælp og Omhu der blev min Familie til Del fra Præstens Datter, Frk. Weber og Søster Christine, hvorfor vi er dem evig Tak skyldig.

Hurtig, alt for hurtig forsvandt de otte Dages Orlov, som Dug for Solen. Atter måtte jeg tage Afsked med min Familie med et Løfte om at skrive flittig. Så rejste jeg igen til Køln, et frisk og kærligt Minde rigere. Den 7. Januar 1915 stillede jeg atter i min Garnison.

Til Fronten.
Straks ved min Tilbagekomst mærkede jeg, at det ikke vilde vare muligt at forblive i Køln ret lange mere, og da jeg meget nådig vilde til Belgien eller Nordfrankrig, talte jeg med Stabssergenten derom, Denne rådede mig til at melde mig frivillig til Fronten, da han en af de første Dage skulde sende en Forstærkning på 16 Mand til en Ballongruppe i Elsass-Lothringen (Elsac-Lorraine). Anden Dags Middag spurgte Stabssergenten så ved Appellen om der var Frivillige, der vilde til Frontafsnittet Elsass-Lothringen, hvor der var forholdsvis rolig Stilling. Sammen med mig trådte fem Kammerater frem og Resten søgte Stabssergenten sig så selv ud. Næste Dag fik vi vor fulde Feltudrustning, deriblandt dog belgiske Sidegeværer (Bajonetter) da de tyske var slupne op. Disse fik vi forresten først efter et halvt Aars Forløb ombyttet. Den 11. Januar 1915 rullede Toget så afsted med os i Retning af Metz. Vor Forer, en Underkorporal havde en hemmelig Ordre med, som først måtte åbnes efter at vi havde nået Metz. Det var en almindelig brugt Fremgangsmåde for at undgå at Tropperne kunde blive udspurgt af evtl. Spioner.

Til Metz (ankom vi henimod Aftenstid, fik varm Forplejning, hvorefter Ordren højtidelig blev åbnet. Denne bestemte, at vi skulle melde os ved Luftskipper-Afdelingen Nr. 25. Hvor denne Afdeling befandt sig, skulle vi få oplyst ved at henvende os til Banegårds Kommandanten i Mühlhausen (Elsass). Så gik det videre efter Mühlhausen til. Toget kørte nu betydelig langsommere og vi fik ingen Lys i Kupeerne, da vi nu befandt os i Kamp området og kørte på langs med Fronten. Da vi nærmede os Mühlhausen fornam vi Kanonernes Drøn og kunde se Lysraketternes Sus gennem Luften ligesåvel som vi kunne øjne Granateksplosionerne oppe i Bjergene (Vogeserne). Dette jog Søvnen af vore Øjne, Spændingen hvor vi skulde hen fra Mühlhausen holdt os vågen. Hos Banegårdskommandanten fik vi Anvisning på at marchere til Nieder Morschweiler, en ca. 5 Timers March fra Mühlhausen, hvor Lufttkipper-Afdelingen laa indkvarteret i en Silkestof-Fabrik. Efter atter at have fået nogen Forplejning lod Korporalen os antræde, hvorefter vi i Marchtempo gik imod vort Mål, gik i Mulm og Mørke, stavrede os frem, indtil ved 6 Tiden om Morgenen dog uden at finde omtalte By eller vort nærmere Bestemmelsessted.

Vi marcherede, tavse og trætte, enhver beskæftiget med sine egne Tanker de Kære derhjemme. Pludselig blev der råbt: „Halt, wer da?” en af Luftskipper-Afdelingens Vagtposter. Nu opdagede vi Skyttegrave både til højre og venstre for os og lige fremad var Vejen spærret med Pigtråds Hegn (Spanske Ryttere) som det også kaldtes. Vagten påbød os Tavshed, da Franskmanden kun lå ca. 600 Meter derfra hvor vi stod. Vi fik Påbud om at liste os ind i et Skovkrat til højre fra Landevejen for ad en Omvej at kunne komme udset tilbage igen til Landevejen et Stykke længere bagud, thi Fjenden lå oppe i Bjergene og kunde derfra overse og beskyde en Del af Landevejen. Noget senere når vi så Fabrikken, der lå i en Dal en Fjerding Vej fra Landevejen. I Fredstid arbejdede der her en 600-800 Mennesker ved Silkevæveri, men nu blev Fabrikskomplekset altså brugt til Kvarter for vor Luftskipper-Afdeling.

Først fik vi nogen Forplejning, der livede vældig op efter den lange og trange Natmarch, så blev vi Klokken 10 om Formiddagen, fremstillet for vor Afdelingsfører, Kaptajn Bachmeier, der udtalte sin Glæde over at modtage os aktiv uddannede Luftskippere, eftersom langt de fleste i hans Afdeling var ældre Infanterister, der ikke havde stort Kendskab hverken til Ballon eller Indretning

Ballonens Indretning.
Næste Dags Morgen rykkede vi endnu før Daggry ud i vor Stilling, der laa to Timers Marchtur fra vort Kvarter. Denne Marchtur foretog vi hver Morgen og Aften i Ly af Mørket. I Augustdagene 1914 var Fabrikken af Franskmændene under deres første Indfald i Elsass bleven brugt som Forbindingsplads og endnu sås der størknet Blod på Gulvet Til yderligere Forståelse skal jeg her først fremsætte nogle Oplysninger om Ballon, Drage, Observation og hvordan det virker. Den Ballon, der ses på Forsiden er ca. 60 Meter lang. Til Påfyldning bruges der ca. 800 m³ Gas. Denne Gang brugtes der Vandstofgas, der bliver fremstillet af Staalspåner. der ved Forbrænding af Vitriol fordamper. Denne Fordampning opfanges i Røre, ledet ind i en Gaskedel og derfra med en Kraft på 250 Atm. presset ind Gasflasker, så store som de mere kendte Kulsyreflasker.

Nu derimod bruges der til Påfyldning det såkaldte Brint, der ikke er nær så brandfarlig. På Ballonens Tovende er der anbragt en Ventil hvorigennem Ballonens Gasindhold reguleres, så at Ventilen åbner sig selv når Ballonen er overfyldt, eller Solstråler bevirker at Gassen udvider sig. Uden et sådant Ventil vilde Ballonen selvfølgelig revne ved given Lejlighed.

Neden under Ballonen findes der en Luftsæk fyldt med Luft. Alt efter Vindens Styrke anbringes der flere eller færre sådanne Luftposer for at Ballonen kan holde sig støt imod Vinden.

Observationen, der altid ledes af en Officer, har til Formål at fastslå hvor Fjendens skydende Batterier befinder sig, Fjendens Bevægelse i og bagved Fronten såvel som at lede vor egen Artilleris Skydning. På Vestfronten havde vi en Ballon for hver 30 Kilometer, visse Steder, ved farlige Frontafsnitter endnu tættere sammen. Vor egen Stilling var i Frankrig gerne en 2 Kilometer bagved Artilleriets, hvor vi søgte Dækning bag Bakker eller i Skove og Dalsænkninger. I Rusland opholdt Luftskipperne sig derimod i Reglen en 4 a 5 Kilometer bag Artilleriet, da Terrænet der som oftest er flad og ikke byder på nogen nævneværdig Dækning. Vi havde Telefonforbindelse med vor Divisionsstab, Artilleriet, vore Naboballoner, den nærmeste Flyvestation samt med Vejrmeldingsinstitutet og efter 1916 endda direkte med Luftkommandoen.

Tilbage til vor Udrykning i Stillingen. Vor Opstigningsplads lå på en Eng bagved en beskyttende Skov lige ved Landevejen Mühlhausen-Tham (Vogeserne). Pladsen var uheldig som vi i de nærmeste Dage skulde få Færten af. Såvel Ballonens som Mandskabets værste Fjender er Artilleriet og Flyverne. De første to Dage gik Tjenesten sin sædvanlige Gang.

Dagen begyndte med Eftersyn af Ballonen samt dennes Forankring. Om Natten blev der altid 6 Mand tilbage til Vagttjenesten med Vagtlokale i et sammenskudt Hus eller en Understand. Så påfyldtes der Ballonen en 10 Flasker Gas, da den sædvanlig taber en Del om Natten. Så frigøres Ballonen for Tovværket og Sandsækkeforankringen og trækkes hen til et Køretøj, der blev kaldt „Winde”. Dette er et svært Køretøj, som har Lighed med en Kanon. På Forvognen er anbragt en 30 Hestes Motor, der trækker en stor Trommel på Bagvognen. På denne Trommel er der anbragt et Ståltrådskabel på ca. 1500 Meters. Længde. Ballonen fastgøres til Enden af denne Kabel så at Ballonen kan holdes i en bestemt Højde, hales op eller fires ned alt efter Behag, hvilket sidste sker ved Motorkraft. Staaltrodsen er sammenflettet af 38 Ståltråde og både meget stærk og elastisk. I Farens Stund kan Ballonen ved Hjælp af en ekstra stor Udveksling på Tromlen hales ned i Løbet af 5 Minutter. Såfremt der er Fare på Færde er Køretøjet forspændt et Spand på 6 Heste. 1 Tilfælde af at Ballonen skydes i Brand, jages Hestene frem med Køretøjet imod Vinden i strakt Galop. Formålet hermed er at trække den brændende Ballon og Staaltrodsen bort så at Observatøren kan vove Faldskærmsudspringet uden at risikere at få Ballonen eller Trodsen ned over sig, hvilket jo vilde betyde den visse Død. Faldskærmen er jo fremstillet af Halvsilke og brænder let. Faldskærmen revideredes af ialt 4 Mand, 1 Officer, 1 Korporal og 2 Menige.

Som Sadelmager var jeg stadig med ved denne Revision. Faldskærmen prøvedes ved at blive udkastet oppe fra Ballonen belastet med Sandsække, nøjagtig svarende til Observatørens Vægt. Længere hen i Krigen havde hver Officer sin egen Faldskærm. Det tager Observatøren ca. 15 Minutter for at komme ned med Faldskærm fra 1000 Meters Højde. I Gondolen er anbragt Feltstol, Telefonapparat, Kikkerter, Generalstabskort, Tegnebræt og muligvis et Fotografiapparat.

De første Dage havde vi Ballonen i en Højde af ca. 800 Meter. Artilleriskydningen var ret livlig på begge Sider. Nogle Granater blev også sendt over til os, men slog ned i Skoven på den anden Side af Landevejen. Vor Ballon har vel ledet vort Artilleri for godt og så skulde vi selvfølgelig uskadeliggøres. Tilligemed viste der sig hver Dag nogle franske Flyvere for at hilse på os med nogle Bomber. De faldt dog i nogen Afstand fra os og vort Artilleri jog Flyverne væk.

Vi drøftede om Aftenen Situationen i Kvarteret og var enige om at det ikke vilde blive ved med at gaa sådan. Da vi ikke en Gang havde en Understand til Dækning var Udsigterne ingenlunde behagelige for OS. At man bliver klog af Erfaring, måtte også vor Kaptajn, der jo havde Ansvaret, sande.

Ilddåben
Den 18. Januar 1915 fik jeg min egentlige Ilddåb. Vi rykkede ud ved sædvanlig Tid i klart Frostvejr og Kl. 8 om Morgenen gik Ballonen til Vejrs. Sigten var god, Artilleriet i fuld Virksomhed. Ved 9 Tiden viste den første franske Flyver sig, kredsede hen over Skoven til højre for os, ivrigt beskudt af vort Artilleri samt vore egne to Kanoner, der havde til speciel Opgave at forsvare Ballonen. I en Landsby bag ved os nedkastede Flyveren 2 Bomber og kom derefter henimod os.

Vi halede Ballonen ned med den store Udveksling og lod den derefter atter stige indtil 50 Meters Højde for at Bombesplinter ikke skulde ramme den. Flyveren må have observeret, at vi forsvandt ind i Skoven, ti han nedkastede to Bomber lige i Skovkanten dog uden at gøre videre Skade, kun vore Køretøjer, der stod på Landevejen, blev en Del ramponeret. Men vi fik os dog en ordentlig Forskrækkelse, et sådant Bombeuhyre hyler og hviner værre end en 15 cm. Granat. Vore 2 Kanoner gav Flyveren nogle Skud med på Tilbagevejen dog uden at ramme.

Straks blev Ballonen gjort klar igen. Det var vor Taktik hurtigst muligt at få Ballonen op igen for at Franskmændene ikke skulde mærke noget. Nu troede vi at det værste vilde være overstået for den Dag. Men efter en Times Tid kom der to franske Flyvere henimod os i Retning fra Belfort. De indslog en noget anden Vej mere til venstre for os som søgende efter noget andet. Derved kom de bag vor Front hvor de ikke blev så slemt beskudt. Pludselig drejede de dog omkring og tog Kurs lige imod Ballonen, følgende Landevejen fra nærmeste Landsby, hvorved de havde en udmærket Retningsviser. Vore to Kanoner lagde en Spærreild foran dem og vi halede Ballonen ind med den store Udveksling af alle Livsens Kræfter. Vi stod parate til at modtage Ballonen midt på Marken uden nogen som helst Dækning, men Flyveren kom os i Forkøbet, Artilleristerne forlod Kanonerne, Motoren standsede med Nedhalingen og Kaptajnen gav os Ordre til at løbe lige imod Flyverne. Ham selv så vi dog ikke noget til den første halve Time, han havde søgt Dækning under en Bro.

Befalingen var iøvrigt godt nok ment, for ved en hurtig Krydsning med Flyverne kunde Bombekastningen ikke blive nær så slem. Skoven kunne vi alligevel ikke nå. Alle stormede nu i Retning imod Flyverne. Men så så kom pludselig Kommandoen: „Flyverne drejer af, alt tilbage, March, March. !”Hvem der afgav denne Kommando blev aldrig opklaret, men vi gjorde omkring og tilbage igen. Midt i denne Virvar var Flyverne lige over os og kastede 6 Bomber lige ned imellem os. Jeg snublede og faldt i en Grøft i hvilken der var noget Vand. Dette blev dog nok til min Frelse ud af dette Helvede. To Bomber faldt lige i min Nærhed, det var ligesom en usynlig Magt løftede en fra Jorden, Hårene rejste sig på Hovedet og uvilkårligt trykkede jeg med den ene Hånd Hovedet længere ned i Grøften så at Vandet var ved at løbe mig lige ind i Munden. Det var nogle skrækkelige Øjeblikke. Jorden rystede og gyngede, Splinterne fløj viden om, lige henover mit Hoved. Kommandoråb, Skrig og Råb om Hjælp skingrede imellem hinanden. Da der blev lidt Ro, hævede jeg Hovedet og så endnu to Bomber falde. Herpå så jeg, at den lange Løjtnant, Kommandanten for vore to Kanoner, gøre et Spring højt oppe i Luften, gribe sig til Hovedet med begge Hænder for derefter straks at falde sammen.

Endnu lå jeg og lyttede lidt indtil Støjen fra Flyvernes. Motorer var i Aftagende. Så åndede jeg lettet op, men iøvrigt rystende over hele Kroppen, ‘frysende og gennemvåd i Januar Måned. Kammeratskabsfølelsen vågnede dog med det samme hos mig, da jeg hørte de Såredes Råb om Hjælp. En Del af mine Kammerater så jeg løbe hen i Skoven endnu drevet af Angst og Skræk. Lige ved min Side lå min bedste Kammerat, Stegemann. Han lå som om han var død, men Brystet hævede og sænkede sig endnu, hvorfor jeg straks knappede hans Trøje op og rev Skjorten til Side. Han havde fået et lille Hul ind under venstre Arm, men Brystet blev helt blå. Så slog han Hovedet bag over, strakte begge Arme fra sig som i Krampe og var død. Han var i Civil Købmand i Solingen og lige bleven gift.

Derpå hjalp jeg en anden Kammerat med at forbinde hans Arm. Men så kaldte Sanitaæteren på mig. Han var i Arbejde med den lange Løjtnant, som jeg havde set springe højt op i Luften. Han havde fået den halve Bagdel skudt af og blødte stærkt. Vi forsøgt en Afsnøring med en gummiring, men forgæves, den gled stadig ned i Såret. Desuden havde han fået en Splint igennem Ben og Albue. Han døde så også en Times Tid senere på Vej til Lazarettet. lalt havde vi et Tab på 4 døde, 3 hårdtsårede og 12 letsårede at beklage. De døde kørtes til nærmeste Landsby, så vidt jeg husker, hed den Reiniken, og blev begravet der. De sårede blev afhentet af Røde Kors Biler og kørt til Forbindingspladsen. Lige Dagen før var der kommen Befaling, at Uniformen skulde trækkes af ev. døde, rimeligvis for at spare på Tøjet. Benklæderne fik de dog Lov at beholde på. 1 Times Tid senere steg Ballonen atter til Vejrs og skønt der nu var Ro, rystede vi dog alle over hele Kroppen Men man bliver hærdet, afstumpet og følelsesløs ved sådanne Tildragelser som Krigen jo uvægerligt bringer med sig. Om Eftermiddagen fik vi gjort Ild på noget Brænde over i Skoven for ved Hjælp af den udstrømmende Varme at kunne blive tør. Her dansede vi så omkring Ilden som Indianere for at holde Varmen og den ene søgte at opmuntre den anden.

Stillingen veksles.
Den følgende Dag blev der rykket ud til sædvanlig Tid, men Artilleriet var allerede i Virksomhed fra Klokken 5 Morgen. Samtidig med at vor Ballon steg op, gik også den franske Ballon, der omtrent stod lige over for os, fil Vejrs. Straks sagtnedes Artilleriilden. Ingen ønskede at forråde sit skjulested. Hen på Formiddagen havde vi igen Flyverbesøg, men vi fik vor Ballon halet ned i Tide. Flyveren kom os så heller ikke nær. men holdt sig over Skoven til højre for os. Muligvis har han også haft andre Formål.

Om Eftermiddagen ved 4 Tiden fornyet Flyverbesøg. der atter kredsede livlig omkring Skoven. Nu begyndte det franske Artilleri at rette dets Ild imod Skoven, da der også var bleven skudt derinde fra. Pludselig hørte vi et forfærdeligt Brag, Jorden gyngede under os. Vi så uforstående og spørgende på hinanden. Dette var Dette var ikke noget helt almindeligt. Samtidig viste det sig, at vor Telefonforbindelse med Mørserbatteriet var bleven afbrudt. Vor Telefontrup måtte straks gå igang med at undersøge Årsagen og få Forbindelsen genoprettet. Svært oprevne kom de tilbage. Inde i Skoven havde der mødt dem et grufuldt Syn som dårligt kan gengives i Ord.  Franskmændenes havde ramt Batteriets Ammunitionslager så hele Lageret var røget i Luften. Alle Stillinger og Understande omkring Kanonerne var ramlet sammen. Arme og Ben samt Uniformsgenstande hang højt oppe i Trætoppene. Træer på 1 Meter i Diameter var bleven afbrækket som Tændstikker. Men Målet var nået for Franskmanden, Batteriet havde så mange Døde og Sårede så det var bleven bragt til Tavshed. Telefonforbindelsen blev ikke genoprettet, de sørgelige Rester af Batteriet fik Ordre til at søge en anden Stilling.

Den 21. Januar rykkede vi atter ud som sædvanlig, men mærkede dog straks på vore Officerer, at der måtte være noget særligt på Færde, Ankommen på vor Startplads, fik vi Ordre til at pakke alt vort Materiale sammen, da vi skulle veksle Stilling. Henved 10 Tiden om Formiddagen satte vi os så i March, trækkende Ballonen efter os i en Højde af 500 Meter.

Medens vi hidtil havde stået til venstre for Hartmannsweilerkopf, et Forbjerg til Vogeserne, 1800 Meter over Havet, fik vi nu en Stilling anvist til højre for denne.

På Bjergskråningen havde Franskmændene deres Stillinger. Henimod Aften ankom vi til vor nye Stilling og forankrede Ballonen. Næste Dags Morgen gik Ballonen til Vejrs ved Ottetiden og stod på 800 Meters Højde. Men det skulle vi nu ikke have gjort. Straks blev vi overdænget af Ilden fra de franske 7,5 cm Kanoner, de såkaldte Æselsbatterier. De var anbragt godt skjult oppe i Bjergene. Skud på Skud gik ned på vor Startplads, så at vi måtte løbe fra det Hele. Ballonen fik Lov at blive stående og passe sig selv. navigatøren vinkede med det røde Flag som Tegn på at han vilde hales ned. Men det kunne der slet ikke være Tale om. Han fik Lov at blive i Luften hele Dagen igennem. Vi opholdt os i en i Nærheden beliggende Skov indtil Mørket faldt på. Nu stilnede Franskmændenes Artilleriild noget af. Ballonens Køretøj blev nu forspændt med 6 Heste og Ballonen blev så ved Hjælp af en stor Messing-Gliderulle halet i Læ af Skoven, hvor Ballonen så blev halet forsigtig ned og forankret foreløbig. Vi undgik at sætte Motoren i Gang for ikke at henlede Franskmændenes Opmærksomhed på os påny. Motoren havde iøvrigt taget en Del Skade af Granatsplinterne, så den næppe kunne bruges forinden den, var bleven underkastet en Reparation. Nu gav vi os i Lag med at samle vore øvrige Sager sammen på Pladsen. Meget var i en forfærdelig Tilstand. Telefonapparater, Tromlen og nogle af vore Vogne var bleven fuldstændig demoleret af Granitilden.

Det gav Anledning til nogle Dages Ro for at kunne hidskaffe nye Reservedele og reparere vort Materiale. Selve Kablet hvorved Ballonen var fastgjort havde også taget Skade. Der var på visse Steder bleven opflettet af Granatsplinter så at Ballonen ligefrem kun hang i nogle tynde Tråde. Men da der på Kablet for hver 100 Meters Længde er anbragt en Lås, kunde et sådant Stykke nemt udtages og erstattes med et nyt.

Nogle Dage senere flyttede vi lidt tilbage til en Skovkant lige foran Hartmannsweilerkopf. Her blev vi ikke videre generet af Franskmændene, så meget mindre som Tyskerne i Mellemtiden havde taget Højen i Besiddelse. Her tilbragte vi og vor Ballon to Dage uden at lide videre Overlast. Men så kom der Befaling, at vi skulle flytte længere henimod den svejtsiske Grænse. Alt blev ladet på vore Vogne og havde vi endvidere to Lastbiler til vor Rådighed for at kunne få alt vort Materiale med os.

Vort nye Indkvarteringssted var en lille Landsby ved Navn Bettendorf. Vor Opstigningsplads laa imellem denne Landsby og Wailer i en Dalsænkning lige bag ved en Skov. Her tilbragte vi 6 Måneder. Hver Dag bragte os noget nyt af Oplevelser. Vi fik nye Officerer, vore gamle Infanterister blev afløst af ny Forstærkning fra Køln, Det var ingen glædelig Begivenhed for disse ældre Folk, thi nu skulde de i Skyttegravene og mange græd deres bitre Tårer. En tidlig Morgenstund kørte de bort på vore to Lastbiler, ud i det Uvisse.

Vor nye Opstigningsplads blev nu i Hast forsvarlig indrettet Både med Løbegrave og Understand. Så ved nogen Forsigtighed vilde der fremtidig næppe kunne ske så store Ulykker. Vort Motorkøretøj (Winde) fik en særlig Understand og udgik derfra Kablet først 100 Meter henad Jorden hvor ved Roden af et Træ der var anbragt en Gliderulle til Kablet. Så nu vidste Franskmændene ikke rigtig hvor Betjeningsmandskabet befandt sig henne.

Vi mærkede straks at vor nye Fører havde et praktisk Greb om Tingene. Han havde været i Rusland som Flyver, men var bleven skudt ned derovre og havde derved brækket det ene Ben.

I Løbet af disse 6 Måneder blev vi kun to Gange beskudt af Artilleri og kun en Gang havde vi Besøg af én fransk Flyver. Vort Tab indskrænkede sig dog til nogle let sårede og en Del ramponeret Materiel. Vor Ballon fik nogle Huller af Splinterne af de nedkastede Bomber. Men værre gik det med Flyverne. Fra vor Flyveplads Habsheim blev de forfulgt af en tysk Flyver. Denne rettede sit Maskingeværskyts imod den franske Flyver og ramte de to ombordværende Flyvere i Hovedet, da de foretog en Drejning i Luften. Maskinen slog en Kolbøtte og faldt til Jorden som en Sten ca. 400 Meter fra os.

Vi løb straks derhen, men der var ikke noget at udrette for os. De var begge døde. En halv Time senere kom vor Flyver til Stede i Bil og så på de sørgelige Rester med mørke Miner. ”Denne Gang blev det dem, hvem veed hvem det næste Gang ramme.” Det var alt hvad han sagde.

Knap en Måned senere faldt han selv.

Sørgeligt Nyt hjemmefra.
Den 28. April 1915 fik jeg den sørgelige Efterretning hjemmefra, at min lille Søn Hans var afgået ved Døden, knap 6 Måneder gammel. Kun Gud veed hvorfor han skulde så tidlig og uskyldig bort. (Lader de små Børn komme til mig og formen dem ikke, thi sådanne hører Guds Rige til). Jeg ved knap hvad der gik af mig da jeg modtog Telegrammet. Jeg gik fortvivlet ind i Skoven og græd. Men så fattede jeg den Beslutning at gå til Kaptajnen for at bede om Orlov til Begravelsen den 3. Maj. Men her fik jeg følgende Svar: „Jeg kan give Dem 3 Dage Orlov, fra Divisionen er al Orlov foreløbig spærret. Men hvad vil De hjemme, det kan Deres Hustru selv besørge. Når De falder, kommer der heller ingen at følge Dem.”

Disse Ord bed sig fast i mig og glemmer jeg dem aldrig.

Fra dette Øjeblik var al min Interesse forbi for Krig og Soldaterliv. Jeg gjorde herefter kun hvad den bitre Nødvendighed og de Foresattes direkte Ordrer bød mig. Derfor opnåede jeg heller aldrig at blive forfremmet endskønt jeg var Soldat i samfulde 7 år uden at have så meget som en Times Straf.

Vi Sønderjyder blev fra de andre altid betragtet fra oven, Kammeraterne kaldte os ofte for Vandpolakker fordi vi ikke samstemte med dem om Krigens Udfald.

En Nis Nissen udgav i 1926 en bog ”Flugten fra Sibiriens Fangelejre under Verdenskrigen 1914-18.” Trykt hos Aahus Amtstidendes bogtrykkeri, 1926. Link til Bogen.

Efter at have været beskæftiget med at identificere sønderjyder i russisk krigsfangenskab i en årrække, var jeg overbevist om at denne historie virkede alt for usandsynlig.

Noget af det usandsynlige i bogen.
Det første var al den tortur han gennemgik for at få oplysninger ud af ham.
Det har jeg aldrig hørt om. Russerne skulle tage sig af 2 millioner krigsfanger, så de spildte ikke så megen tid på dem.

”Dødsmærket fastgøres inderst paa Kroppen omkring Halsen med et Stykke Baand. Dødsmærket beholdt vi, ellers blev alt andet fjernet, vi blev iklædte i Pels, Pelshat og Pelsovertræksstøvler, og saa af Sted paa Transport.”
Nej, de blev sendt afsted i det tøj de havde på og gik i det indtil det faldt af kroppen. Kun de ca. 35 sønderjyder i ”danskerlejren” der fik pelse. De fik dem af kejserinde Dagmar.

”Der var 45,000 Fanger i Fangelejren. Ingen Læger, kun 5 Sygeplejersker” ??
Der var ikke sygeplejersker i lejrene.

”Lidt efter lidt døde den ene Sygeplejerske efter den anden, dels af Overanstrengelse og dels af Sygdom, men den vigtigste Aarsag maa jeg ikke glemme: Særlig om Aftenen kunne man se de russiske Bolschevikofficerer tumle rundt med disse arme Kvinder inde i deres Barakker, hvor de voldtog dem, og særlig deraf gik flere hen og døde.”
Bolschevkkerne interesserede sig ikke for krigsfanger og da der ikke var sygeplejersker i lejrerne giver det ikke mening.

Og vi er kun nået til side 38. At gennemgå hele bogen bliver for meget.

Men hvem var denne Nis Nissen?
Det lykkedes ikke at finde ham i nogen af de lister vi havde adgang til.

I en artikel Hejmdal 14. februar 1921 fik man en idé om hvem det kunne være tale om:
En sønderjysk krigsfange, der låner penge af folk, eller en svindler?
I de sidste dage i januar traf to gårdejere fra Randersegnen på en rejse til Odense i toget fra Horsens til Fredericia en ung mand, der opgav at være 23 år og eneste barn af en hestehandler Nis Nissen, Løjt, sidst boende i Aabenraa. Den unge mand, Nis P. Nissen, opgav han at hedde, fortalte, at han havde været i Fangenskab i Sibirien. Nu var han flygtet og på vej hjem til Aabenraa. I Aarhus, – sagde han – havde han haft telefonisk forbindelse med Aabenraa, og der fået at vide, at begge hans forældre var døde i 1918 og gården solgt. Han ville nu henvende sig til familiens sagfører og søge at få sin retmæssige arv udbetalt. Han havde været “blind passager” fra Riga til Aarhus og gået til fods til Horsens, hvor han havde overnattet hos en mand i Ørting, som havde givet ham billet til Aabenraa. En af de to gårdejere lånte ham 20 kroner til hjemrejsen. Nis P. Nissen sagde, at han var student. Ved tilfangetagelsen var han løjtnant. Han havde hele tiden ført dagbog og inden han blev taget til fange skrevet breve til en dame i Karlsruhe, hvor disse breve og en mængde fotografiske film var bevarede. Han ville nu søge at få dette sammen med hans senere oplevelser udgivet i bogform.
Dagen efter fik den anden gårdejer et kort fra Hamborg med tak for rejseselskabet, og en anmodning om at låne 50 kroner indtil han i marts kunne få sine penge. Hans medrejsende har ham dog mistænkt for, at historien ikke er ganske pålidelig, og beder om mulige oplysninger om hans forhold.

Næste gang der optræder en Nis P. Nissen i avisen er i Hejmdal 3. marts 1923.
Krampe i arresten. Den unge slesvigere Nis P. Nissen, som blev anholdt i Isenvad, fik i formiddags i arresten – lige før han skulle sendes bort med toget – et krampeanfald, så blodet flød ud af næsen. Kredslægen blev tilkaldt og beordrede arrestanten indlagt på sygehuset til nærmere observation. Antagelig vil han dog i morgen være så rask, at han kan afgå til politiet i Frederikssund.

Det kunne være den samme.

I en artikel i Aarhus Stifts-Tidende 17. marts 1924 er den omtalte Nis Nissen klart den samme:
En Sønderjydes oplevelser. En ung Sønderjyde, Inspektør Nis Nissen, vil paa Onsdag Aften holde Foredrag om sine eventyrlige Oplevelser under Verdenskrigen. Han blev taget til Fange af Russerne og ført til en Fangelejr i Sibirien. Herfra flygtede han gennem Kina, Indien, Afrika, Balkanstaterne og Italien til Svejts- og under vejs havde han en lang Række usædvanlige og spændende Oplevelser. Nis Nissen har tidligere talt i Grundtvigs Hus i København og i alle de københavnske Gymnasier. Foredraget i Aarhus finder Sted i Afholdshjemmet i Frederiksgade.

Det er sandsynligt at Nis Peter Nissen har læst alt hvad han har kunnet få fat i om forholdene for krigsfangerne i Rusland. Det har krævet et stort forarbejde for at stykke historierne til foredragene og bogen sammen.
I en artikel i Frederiksborg Amts Avis 5. juli 1924 beder han indirekte om oplysninger.
Fra Læser til Læser.
Vore Landsmænd i Sibirien. Endnu sidder der flere Tusinde danske Krigsfanger i Sibirien; langt den største Del er dog Sønderjyder, men ogsaa flere civile Personer her fra Landet, der før Krigen rejste til Rusland og fik Arbejde ved russiske Handelsselskaber, f.eks. i Byerne Moskva, Smolensk, Omsk og Tomsk. Gennem Krigsaarene blev alt ødelagt af Bolschevikerne, hvilket ogsaa sker den Dag i Dag. Jeg har selv været i Sibirien som Krigsfange og flygtede fra Fangelejren, drevet af Nød og Elendighed. Naar man saa tænker sig, at der endnu sidder saa mange og maa forsmægte, saa vil man uvilkaarlig spørge: Er det ogsaa muligt? Men det er det.
Da jeg kom her til Landet, holdt jeg flere Foredrag, og man vil ogsaa nok erindre Foredraget paa Hotel, Kronprinsen” i Hillerød den 7. Februar d. A. Ligesom i andre Byer henvendte flere Folk sig til mig med Forespørgsel om en eller anden af deres Familie, der var i Rusland. Jeg satte mig i Forbindelse med Internationale Hjælpekomité for hjemvendte Krigsfanger i Schweiz, og det er lykkedes at finde flere danske Personer, som ikke har kunnet lade høre fra sig. Dette var nemlig ogsaa Tilfældet hos os i Fangelejrene. Skrive og læse maatte vi ikke, og det var ogsaa nemt at lade være med, for vi fik ikke noget at skrive paa. Naar man vil søge nogen i Sibirien, maa man meddele mig betræffende Mands Navn, Fødselsdatum og Aarstal samt Stilling og Bopæl. Dette sidste gælder dog kun for civile Personer, som er interneret. Noget helt andet er Krigsfanger. Overfor dem maa jeg absolut have deres sidste Nummer af Regiment og Kompagni, ligeledes hvilket Armékorps og Garnisonsby, og det ville være af megen Interesse at faa det sidste Brev fra den savnede Person. Originalen behøves ikke, men i det mindste Afskriften og Konvoluten. Af denne kan man se, hvor det er stemplet.
Der er ogsaa mange i det sydlige Sibirien, som er kommet ud paa Landet for at arbejde, og her maa jeg sige, at langt de fleste af dem har kort sagt indgaaet Ægteskab med velhavende russiske Kvinder, og dem vil man næppe høre noget fra.
Det er et stort Arbejde at finde de savnede Landsmænd, og i deres egen Interesse vil jeg bede dem, som søger deres paarørende, at opgive de nævnte Oplysninger. Men glem nu ikke Afskriften af sidste Korrespondance fra Rusland.
Ærbødigst, Inspektør Nis Nissen, p. t. Danevang, Firhøj Station.

Nis Nissen rejser rundt og holder foredrag om sine oplevelser om flugten den halve jord rundt under verdenskrigen. I Næstved Tidende er der den 14. januar 1925 en længere artikel med hans oplevelser, hvor han bl.a. beretter:
D. 21. Juni 1917 blev Flyverobservatør Nis Nissen under en Rekognosceringsflyvning over de russiske Linier – Polotz ved Dünaborg nedskudt af russisk Artilleri. Granatstumper fra en Granateksplosion 3 m til højre for Maskinen ramte Motoren og fremkaldte en Motordefekt, saa der maatte landes i Glideflugt i de russiske Linier. Landingen foregik i Trætoppene af en Skov, hvor Maskinen blev hængende, og Nis Nissen og Føreren blev her taget til Fange og bragt til Fangelejren ved Polotz.

Datoen den 21. juni 1917 er interessant, derom senere.

Næstved Tidende beretter om hans foredrag.

Næstved Tidende 27. januar 1925.
Lundby. Sønderjyden Nis Nissen vil førstk. Søndag Aften holder Foredrag paa Afholdshotellet ved Lundby Station om sine Oplevelser under Verdenskrigen og sin Flugt fra Sibirien.

Næstved Tidende 28. januar 1925.
Herlufmagle. Fra Herlufmagle. I Aftes talte Nis Nissen i Herlufmagle Foredragsforening. Medlemmerne var i stort Tal mødt frem og alle fulgte med spændt Opmærksomhed Hr. Nissens Beretning om sin Tilfangetagelse i Rusland og den eventyrlige Flugt fra Fangelejren i Sibirien.

Næstved Tidende 29. januar 1925.
Tybjerg. Sønderjyden Nis Nissen, som i den senere Tid har talt flere Steder paa Næstvedegnen, gæstede i Onsdags Tybjerg Foredragsforening. Skønt Beretningen om hans Oplevelser paa den eventyrlige Flugt varede nær ved 2 Timer, mærkedes der ingen Træthed hos Tilhørerne, der tværtmod fulgte Tal: paa Flugten gennem Sibirien over Vladivostock, Kalkutta og Konstantinopel til det danske Gesandtskab i Bern med spændt Opmærksomhed. Der var selvfølgelig fuldt Hus.

Men så sker der en ændring. Berlinske Tidende beretter den 23. maj 1925 følgende:
Foredragene om Krigen.
Forvalteren, der udgav sig for at være den kendte Sønderjyde Nis Nissen, anmeldt for Bedrageri. En yngre Sønderjyde ved Navn Nis Peter Nissen, der har været Forvalter paa Rosenfeld, er for Tiden under Tiltale for Bedrageri ved Retten i Vordingborg, og der blev i den Anledning igaar afholdt et subsidiært Forhør hos Dommer Spang Hanssen ved Byretten. Her mødte en Forvalter Petersen, der forklarede, at Nissen en Dag havde talt med ham om, at han godt kunde ønske at holde nogle Foredrag, ledsagede af Lysbilleder, Landet over om sin Deltagelse i Verdenskrigen paa tysk Side, men at han manglede Penge til at sætte det iscene for. Han havde sagt, at der ville kunne tjenes store Penge paa disse Foredrag, og han havde faaet Petersen, der dengang var Underforvalter paa Rosenfeld, til at stikke nogle Penge i Planen, mod at Interessenterne skulle have Del i Indtægterne. Der blev holdt Foredrag i flere sjællandske Provinsbyer og ogsaa i Grundtvigs Hus her i Byen, men skønt Forvalter Nissen i Reklamerne havde givet det Udseende af, at Foredragsholderen var den kendte Sønderjyde Nis Nissen, var der ikke kommet mange til Foredragene. Her i Byen havde der saaledes kun været 65 Tilhørere, der hver betalte 1 Kr. i Entré, og det havde næppe kunnet dække Udgifterne. Hverken Underforvalter Petersen eller de andre Interessenter havde nogensinde fået en Øre af Nissen, der selv havde tilvendt sig og brugt de indkomne Beløb. Nissen havde desuden stjaalet et Lysbilledapparat, som Petersen havde laant af sin Onkel. Sagen sendes nu tilbage til Vordingborg.

Frederiksborg Amts Avis skriver den 27. maj 1925.
Sønderjyden, der blev fundet syg i Præstevangen. Som omtalt blev en Sønderjyde ved Navn Nis Peter Nissen for nogen Tid siden fundet syg i Præstevangen og indlagt paa Sygehuset. Han var efterlyst af Politiet fra Vordingborg, og han blev senere sendt til Vordingborg, hvor han nu sidder i Arresten. Tiltalen mod ham lyder bl. a. paa, at han har misbrugt den kendte Sønderjyde Nis Nissens Navn. Det har han gjort paa den Maade, at han averterede om Foredrag om Verdenskrigen, og Annoncerne var formet saadan, at man skulle antage Foredragsholderen for fhv. Landdagsmand, nuværende Folketingsmand Nis Nissen.

Og Vestkysten. Esbjerg Avis skriver den 27. juli 1925.
Indlagt til Observation. En ung Sønderjyde, Nis Peter Nissen, der tidlige re har haft Ophold paa Rosenfeldt ved Vordingborg, og som under en Foredragsturne, hvor han gav en usandfærdig Skildring af Verdenskrigen, forøvede en Række Bedragerier, er i Henhold til Retslægeraadets Kendelse indlagt til Observation paa Sindssygehospitalet ved Vordingborg.

Næstved Tidende 7. oktober 1925.
Ikke interneres, men for Retten.
Efter at Overlæge Helweg, Oringe, har udtalt, at Sønderjyden Nis Peter Nissen nu maa anses for at være helbredet, er Statsadvokaten for Sjælland sindet at lade ham tiltale for de Bedragerier, han har begaaet her i Byen. Nissen har ønsket Underretsbehandling for det Tilfælde, han bliver tiltalt.

Næstved Tidende 22. oktober 1925.
Nis Nissen dømt.
Dommen over Sønderjyden Nis Peter Nissen er nu afsagt. For de af ham udøvede Bedragerier i Vordingborg og Holbæk blev Straffen fastsat til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 24 Dage. At Straffen blev saa lav, skyldes formentlig, dels at han som bekendt har været indlagt paa Oringe i flere Maaneder, dels at Dommeren har taget Hensyn til Straffelovens § 39 (Taabeparagraffen).

Her bliver det nu muligt at finde ud af hvem denne Nis Peter Nissen i virkeligheden er, for i folketællingen for Vordingborg 1925 optræder der en Nis Peter Nissen på Algade 97, Vordingborg arrest.
Nissen, Nis Peter, født 14/04-1899 i Aabenraa, arrestant, forvalter.

En samler af postkort indsendte i 1921 en skanning af et postkort til Museum Sønderjylland med et billede af en tysk soldat og på bagsiden følgende tekst:
Feldpostkarte. Zu. (Inste?) Hans Schmidt, Bodum, Apenrade, Schlesvig – Holstein
Im Felde d 7.6.18
Kære Onkel og Tante!
Nu sender jeg Eder en Hilsen fra Fronten. Kan i kende mig paa Billedet?
Hilsen til Eder alle fra Nis.
Schütze Nissen Nis
Inf Regmt 467, II Battl., II M. 2: K ?

Se Den gotiske udfordring 23. oktober 2021

Hans Peter Schmidt i Bodum er gift med Cecilie Marie Schmidt f. Nissen, hvis bror Nis Nissen, har en søn med navnet Nis Peter Nissen, født 14. april 1899 i Løjt Kirkeby. Så det må være den Nis Peter Nissen som er omtalt ovenfor. På basis af disse oplysninger er der oprettet en personside på Nissen, Nis Peter (1899-) på denstorekrig1914-1918.dk.

Militære karriere:
Bliver indkaldt til Badisches Leib-Grenadier-Regiment Nr. 109 i Karlsruhe den 17. juni 1917. Regimentet kæmper udelukkende på Vestfronten. At han skulle være Flyverobservatør den 21. juni 1917, hvor han dårligt er begyndt på rekrut uddannelsen giver ikke mening.
Han sender et postkort til sin faster dateret den 7. juni 1918, så da er han ikke krigsfange og Infanteri Regiment 467 er på Vestfronten.
Han bliver lettere såret 18. september 1918, da er han stadig på Vestfronten.
Han har muligvis aldrig været på Østfronten.

Politiet registerblade i København har følgende oplysninger på ham:
Nis Peter Nissen
25-07-1919   Fra Engelsk Fangenskab, til Istedgade 47, 3. sal, hos Bendixen.
23-08-1919   Nørregade 17, 3. sal, hos Hansen, Buffist, født 14/04-1898 i Løjt Kirkeby.
30-09-1920   Fra Sønderjylland, til Fyensgade 4, 5. sal, hos Petersen. Inspektør. 14/04-1898 Løjt Kirkeby.

Der er ikke fundet nogen oplysninger der bekræfter, at han har været i Engelsk krigsfangenskab.

Men historien om Nis Peter Nissen stopper ikke her.
Aarhus Amtstidende 7. januar 1930.
Pariser-Rejsen, der gik i Vasken.
I Sommeren 1926 anmeldte en herboende Typograf til Statspolitiet, af han var blevet bedraget af en Sønderjyde. Typografen og hans Hustru havde nemlig hos denne indtegnet sig som Deltagere i en Selskabsrejse til Paris, en Rejse, som skulde vare arrangeret af Sønderjyden, og Manden havde allerede indbetalt 450 Kr. Den Dag, Rejsen skulde paabegyndes, mødte Rejsefreren imidlertid Ikke paa Banegaarden, og han har siden İkke været til at finde, lige saa lidt som Rejse-pengene. Indtil for nogle faa Dage siden, da han kom ind paa en Politistation i Aabenraa for af faa et Pas. Da Politiet hørte hans Navn, Nis Peter Nissen, var de klar over, at det var ham, Aarhus Politi havde et Mellemværende med. De satte sig i Forbindelse med Aarhus, og Nissen blev anholdt, hvorefter han nu som Arrestant er ankommet her til Aarhus. Her vil Sagen blive behandlet ved Kriminalretten. Nissen, der er straffet flere Gange, bl.a for at have udgivet for den kendte Nis Nissen, stod nu i Begreb med at paabegynde en Fodtur Jorden rundt. Det var i den Anledning. han skulle have fat i et Pas.

Demokraten (Århus) 11. februar 1930.
Den bedrageriske Rejsefører.
Den tidligere omtalte Sønderjyde Nis Nissen, som havde franarret en herboende Typograf og en Præst paa Sjælland hver 400 Kr., som de betalte for en Rejse, der skulde startes til Paris, har i Dag faaet sin Dom ved Aarhus Kriminalret, Den lød paa 60 Dages Fængsel, og desuden skal han betale Typografen de indbetalte Penge tilbage.

Nationaltidende 7. maj 1930.
EUROPA RUNDT FOR 45,000 FRANCS.
Sønderjyden, der skal have de franske Penge.
Paa vores sportsredaktion havde vi i gaar besøg af en ung, blaaøjet, lyshaaret mand, som præsenterede sig som Nis Peter Nissen fra Aabenraa, født d. 14. April 1899, og derefter forretningsmæssigt aabnede for en stor Pakke Papirer, forsynet med allehaande Stempler, Paaskrifter og Navne.
Hvorfor løber De rundt med alle Deres Papirer, spurgte vi.
Det er skam ikke dem allesammen. Jeg har 93 Pund foruden dem her. Men vil De ikke være saa god at kigge, saa De kan se, at det hele forholder sig rigtigt.
Vi parerede Ordre, og blev saa klar over, at det var en af de efterhaanden ikke helt ualmindelige Globetrottere, vi havde Besøg af. Men der var ganske vist det ved denne Nis Peter Nissen, at han ikke var en af dem, der prøver og saa holder op paa Halvvejen. De ældste Stempler paa hans Papirer var fra 1926.
Fortæl, hvad De har paa Hjerte, bad vi.
Og saa fortalte Manden fra Aabenraa:
Der var 12 i Starten.
Jo, ser De, jeg er ogsaa en Slags Journalist, men i 1926 udskrev Pariserbladet Le Petit Parisien en trækker Konkurrence for Folk, der vilde paatage sig at gaa Europa rundt til Fods altsaa paa 5 Aar. Vi var 12, der meldte sig, for 1. Præmien var 45,000 Francs. Jeg var en af dem – den eneste fra Skandinavien. Det er snart 4½ Aar siden, og de 11 har opgivet efterhaanden, men jeg bliver ved som ene Mand, for jeg skal ned at hente de 45,000 Francs. Jeg har nu bare Turen København Paris tilbage.
Et mærkeligt Tal. Hvorfor ikke mere rundt, 50,000 Francs for Eksempel?
For Turen er beregnet til 45,000 km. Og nu har jeg tilbagelagt 43,200 km. Det er en lang Spadseretur, kan De tro, og jeg kender til Strabadser. Der er gaaet 98 Par Sko til. Og 9 Sæt Tøj. Men jeg har ogsaa set meget og oplevet meget. Ellers var for det hele jo ikke Umagen værd. for hvad er en Præmie paa 45,000 Francs for 5 Aars Møje.
Har De solgt Postkort paa Vejen?
Nej, den Trafik har jeg ikke brugt. Den smager for meget af Forretning. Vil De maaske skrive en lille Hilsen i min Bog her?
Vi skrev Hr. Nissen lovede os et Postkort fra Paris, naar han har faaet de 45,000 Francs, og saa drog han videre. 50 km er Dagsmarchen. Der er dem, der foretrækker en Bil, men naar det kommer til Stykket, er Hr. Nissens Befordringsmaade maaske den sundeste.

Han har været ude af fængslet i ca. 1 måned, så 43.200 km, 98 par sko og 9 sæt tøj er godt gået. Guderne må vide hvad han nu har gang i?
Og hans videre skæbne?

Der er oprettet personsider for de fleste af fangerne fra Serbien.
Jakob Quidenberg-Schultz lykkedes det ikke at finde oplysninger på.

Hejmdal 13. august 1919.
De sønderjyske krigsfanger i Serbien.
(Privat for ”Hejmdal”.)
København, tirsdag.
På en rejse i Serbien er det lykkedes oberstløjtnant Foch at komme i forbindelse med følgende sønderjyske fanger:
1.  Karl Schütt i Hønsnap. (Holbøl sogn)
2.  Jacob Johansen i Stenderup pr. Vester Sottrup. (Nybøl sogn)
3.  Jens Thomsen i Kjelstrupskov pr. Hokkerup.
4.  Christian Reimer i Sønderborg.
5.  Jens Møller i Købingsmark pr. Nordborg.
6.  Paul Moritzen i Kloiserkoog pr. Nibøl
7.  Emil Juhl i Hønsnap pr. Hokkerup. (Holbøl sogn)
8.  Jakob Quidenberg-Schultz i Haderslev, 1874
9.  Hartvig Fahrendorf, født i Haderslev den 5. januar 1879. (en bror Valdemar)
10. Lorenz Lorenzen, født i Blans Vestermark.
11. Marius Schmidt, født i Klovtoft. (Hellevad sogn)
12. Niels Jørgensen, født i Iller. (Broager sogn)
13. Johan Michelsen, født i Læk.
14. Flyverløjtnant Rudolf Martin, født i Christiansfeld. (Tyrstrup sogn)
15. Christian Jepsen (Soloniki).
16. Peter Johannsen, Vicefeldwebwl (Belgrad).(fra Gelting)
17. Thomas Thomsen (serbiske arme nr. 177).
Det sønderjyske ministerium har derefter sat sig i forbindelse med den danske gesandt i Wien for at få disse fan ger sendt hjem over Østrig, og der er håb om, at de vil komme hjem ad denne vej i ikke fjern fremtid.
For de tre sidstnævnte fangers vedkommende har fødestedet ikke kunne opgives.

I min farfars 13 binds værk: Verdenskrigen i tekst og billeder, redigeret af P. A. Rosenberg – 1919-25, fandt jeg et avisudklip fra Amtsavisen (Frederiksborg amt) fra ca. 1963-64.

Amtsavisens kronik.

Kunne første verdenskrig være undgaaet?
Det mener en skotsk skibsbygger, der skulle spille rollen som dobbeltgænger i Serajewo. Smøleri paa et postkontor reddede hans liv, men kom til at koste milliarder af kroner og strømme af blod
Af V. J. Brøndegaard

Det er snart 50 aar, siden første verdenskrig brød ud. Søndag den 28. juni 1914 faldt i en krog af »Europas krudttønde« Balkan et par skud, som blev den blodige optakt til millioner af menneskers drab … og alle senere storpolitiske forviklinger frem til nutiden. De to revolverskud, affyret af den 19-aarige serbiske student Gabriel Princip i Serajewo, hovedstaden i det kort forinden af Østrig annekterede Bosnien, dræbte tronfølgeren i Østrigs kongehus Franz Ferdinand og hans gemalinde, grevinde Sophie Chotek.

Hvad der i de følgende fire uger foregik af kabinetspolitik og intriger bag kulisserne, summeres maaske bedst af den amerikanske diplomat George F. Kennan: — Det gamle Europa havde gravet sin egen grav. Fugerne i dets statssamfund viste mange svage steder. Skuddene i Serajewo traf midt i dem — og pludselig anede ingen, hvad man skulle gøre for at undgaa krig.

Raadvildheden er vel det mest karakteristiske ved datidens Europa. Et typisk eksempel paa den blindhed, hvormed næsten alle ansvarlige mænd var slaaet, har vi i en samtale mellem general Potiorek, Serajewos guvernor, og grev Harrach, i hvis vogn tronfølgerparret kørte gennem byen. Om formiddagen den 28. juni blev der mod vognen kastet en bombe, der ikke eksploderede. Grev Harrah paapegede over for generalen den helt utilstrækkelige politistyrke, som skulle beskytte de kongelige gæster hvortil Potiorek pikeret svarede: »Tror De, herr greve, at hele Serajewo vrimler med attentatmænd?« — Faa timer efter indtraf tragedien.

***

Om krigens aarsag er der blevet forsket meget i dokumenter, noter, telegrammer og memoirer.

Læser vi i dag, hvad historien kan berette om tidsrrummet 28. juni—1. august 1914 – mellem dobbeltmordet og den første krigserklæring – synes det at vare én lang kæde af aktioner og modaktioner, fortvivlede anstrengelser og skæbnesvangre fejltagelser, der tilsidst kulminerede med verdensbranden.

Og dog … kunne den første verdenskrig have været undgaaet? Var aarsagen til syvende og sidst, at man paa en telegrafstation smølede med at ekspedere et telegram, hvis indhold tilsyneladende var ganske ligegyldigt, men i virkeligheden gav kodeord for en meget vigtig meddelelse?

Til krigens forhistorie hører nemlig, at alle medlemmer af det Østrigske kongehus havde en dobbeltgænger. Kejser Franz Joseph’s hed Komorany, og det gik saadan til, at han fik stillingen: Som arkivar paa et eller andet kontor var Komorany engang rejst til Wien for at beklage sig over, at man havde forbigaaet ham ved besættelsen af et højere embede. Han undrede sig over, at næsten alle folk hilste ærbødigt paa ham. Høflige mennesker, disse wienere! tænkte han. Men da ogsaa elegante damer nejede, hvor han kom frem, og man begyndte at overrakke ham bønskrifter, blev han klar over, at man forvekslede ham med selve kejseren.

I regeringsbygningen, hvor arkivaren ville forrette sit ærinde, kunne han overhovedet ikke faa et ord indført. Samtlige funktionærer kappedes om at bukke og skrabe for ham, mens de forsikrede, at de ville bevare »Hans majestæts« inkognito.

Rygtet naaede frem til kongeslottet, Franz Joseph lod ham kalde, rystede paa hovedet og udbrød: »De kunne jo vare min broder!« Saa drog han omsorg for, at den derhjemme oversete mand blev forfremmet, og Komorany drog tilbage til Temesvar i Ungarn.

Men nogle aar efter, da den aldrende monark fik besvær med at klare sine mange repræsentative forpligtelser, kom man i hofkanceliet i tanker om dobbeltgængeren. Komorany rejste paany til Donaustaden, nu som kongelig-kejserlig kancelliraad, og i en aarrække var han Franz Josephs stand-in ved jagter, parader, modtagelser o.s.v., uden at nogen fattede mistanke. Majestæten døde i 1916, men dobbeltgængeren trak endnu engang i sin pragtuniform, da der skulle drejes en film om det sidste kejserhof i Wien.

***

Som dobbeltgænger for den myrdede tronfølger Franz Ferdinand fungerede en skotte ved navn Alexander Kidd. Eller rettere: han var udpeget til hvervet, men naaede aldrig at spille rollen. Som følge af en postal forsømmelse blev han forhindret i at være i Serajewo hin søndag den 28. juni 1914. Og nu spørger mr. Kidd sig selv og andre, om hans udebliven ikke indirekte udløste den første verdenskrig.

Hvis han nemlig punktligt havde modtaget ordren om at rejse til den bosniske hovedstad, ville han vare faldet som offer for attentatet. De serbiske terrorister var nok blevet arresteret og henrettet, men ad diplomatisk vej ville man have sørget for, at der intet sivede ud om dobbeltgængeren. Tronfølgerparret kunne forlade byen uskadt, og alt havde varet i bedste orden. Den politiske højspænding var vel af den grund ikke blevet mindre og havde rimeligvis siden fundet sin udlosning. Men maaske saa situationen da helt anderledes ud, og mangt og meget ville have formet sig mindre tragisk.

Mr. Kidd har fortalt om sin sælsomme livsskæbne til det kendte engelske ugeblad »Today«. I sine unge aar arbejdede han som skibsbygger paa et værft i Glasgow. En skønne dag fik han lyst til selv at se og opleve de fjerne egne, som skibene, han var med til at bygge, naaede hen. I 1908 tog han hyre og havnede i den lille by Monfalcone ved Triest. Han syntes godt om stedet og slog sig ned her.

To aar senere var han paa en udflugt til de berømte Adelsberger bjerggrotter. Efter besigtigelsen gik han ind paa en vinstue. Han havde ikke siddet der ret længe, for en elegant kladt herre nærmede sig bordet, tog plads og begyndte en samtale. Den fremmede præsenterede sig som Karl Hoffmann og fortalte bl. a., at han tilhørte en ærkehertugs hofhusholdning.

Dette møde udviklede sig til et nært venskab mellem en østrigsk aristokrat, der kaldte sig »Karl Hoffmann«, og den jævne skotske skibsbygger Alexander Kidd.

Som tiden gik, erfarede Kidd af sin nye bekendt mange intime ting fra det kejserlige hof i Wien, saaledes ogsaa, at hvert prominent medlem af den kejserlige familie raadede over en dobbeltgænger, som ved særlige lejligheder altid viste sig i hans sted. Endnu to aar efter blev Kidd – som indtil da ikke var klar over, at han paa en prik lignede tronfølgeren Franz Ferdinand — engageret til dennes dobbeltgænger. Kidd rejste med Karl Hoffman til Wien og levede fra nu af i et af de kejserlige slotte.

I de følgende maaneder blev han forberedt til sit nye job. Han lærte at tale den østrigske dialekt uden accent, blev gjort fortrolig med den militære disciplin, lærte at ride og fægte — fik undervisning i samfundsvidenskab og geografi samt ikke mindst i landets historie. Han maatte hele tiden holde sig a jour med det, »man« talte om ved hoffet, saa han til enhver tid kunne vare paa højde med situationen. I mellemtiden tillagde han sig overskæg og bakkenbarter og den samme frisure som forbilledet.

Efter endt uddannelse blev Kidd præsenteret for tronfølgeren. Denne betragtede først sin kopi fra alle vinkler, greb saa hans haand og sagde med et smil, at det virkelig ikke hændte hver dag, at man mødte en ukendt tvillingebroder.

Efter anerkendelsen som dobbeltgænger begyndte lærerne anden fase af Kidds uddannelse. Den 12. maj 1912 flyttede han over i tronfølgerens palæ og opholdt sig fra nu af altid i dennes umiddelbare nærhed. Han indprentede sig majestætens specielle vaner 0g særprægede opførsel, lærte at udfore de samme haandbevægelser som originalen, at nikke som han enten venligt eller nedladende, at spadsere med værdige skridt, og saa videre. Skotten maatte aflægge ed paa den strengeste tavshed — foruden tronfølgeren, tre af kejserens fortrolige og Kidd selv anede ingen om den ham tiltænkte rolle. Ikke engang tronfølgerens gemalinde, den bohmiske grevinde Chotek.

I september samme aar var ogsaa anden del af uddannelsen afsluttet og tidspunktet kommet, da Alexander Kidd for en sikkerheds skyld maatte forlade Wien og hoffets umiddelbare nærhed saa hemmeligheden kunne bevares. Sammen med et par indviede rejste han først til Grækenland, saa til Italien og Balkanlandene, hvor han nogen tid opholdt sig ogsaa i Donaumonarkiets stater.

Juni 1914 boede han sammen med Karl Hoffmann paa et hotel i Konstantinopel. Fra Wien var kommet en forhaandsordre om, at han holdt sig parat til sin første opgave. Begge mænd pakkede straks kufferter. Det var meningen, at de først skulle rejse pr. skib til havnebyen Pola (i det nuværende Kroatien) og derfra med tog til Serajewo. De ventede kun paa det telegram, som gav dem den nøjagtige afrejsedato.

Der kom intet telegram. Kidd og Hoffmann ventede forgæves i fire døgn. Om aftenen fjerdedagen kom Hoffmann styrtende ind i værelset, hvor Kidd sad rejseklar, og bragte den sørgelige nyhed, han netop havde faaet fra gesandten. Kidds rolle som dobbeltgænger var allerede udspillet.

***

Paa den østrigske eller tyrkiske telegrafstation var der sket en fejl eller forglemmelse. Maaske kom rejseordren til at ligge nederst i en stabel papirer eller havnede i en forkert afdeling … det vil sikkert aldrig blive opklaret. Men størsteparten af menneskeheden kom til at lide for en eller anden underordnet kontorists forsømmelse. Thi i stedet for dobbeltgængeren maatte originalen nu selv sidde i bilen, der langsomt korte gennem Serajewos gader. Og ikke Kidd, men Franz Ferdinand blev offer for de serbiske nationalisters attentat. Den næsten fireaarige uddannelse af mr. Alexander Kidd havde været til ingen nytte.

Her slutter dobbeltgængeren sin beretning uden at fortælle, hvor og hvordan han tilbragte resten af sit liv, om den mislykkede mission ogsaa sluttede ønskedrømmen om at lære hele verden at kende. Mr. Kidd er vel dengang rejst hjem til Glasgow, nu da huset Habsburg ikke længere behøvede hans hjælp. Og da hele Europa faa uger senere stod i flammer, maatte rimeligvis ogsaa han tjene sit land som soldat, men som original og ikke som kopi.

Indholdsfortegnelse til “Verdenskrigen i tekst og billeder.”

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Forsat fras den 26. juni.

Dramatisk Kieler-tur

I 1918 kom Georg Jørgensen hen på mejeriet. Han var formand. Jørgensen havde et brev med fra sin doktor i Kiel. Det var en forespørgsel fra doktoren, om Jørgensen kunne skaffe Kielerdoktoren et hus i Haderslev.

Formand Jørgensen og mejeribestyrer Jepsen blev enige om, at de ville rejse til Kiel – postgangen var usikker og langsom. Det var den 7. eller 8. november 1918. De kom til Flensborg og tog ind på Sommers (?) Hotel. Der var mange soldater i Flensborg. Mange snakkede om revolution og om, at krigen snart var slut. Jørgensen og Jepsen troede ikke på det.

Så kom de til Kiel. Jørgensen gik op til sin læge, og Jepsen gik lidt rundt i byen, som han kendte ret godt.

Jepsen fortæller, at i havnen lå det største tyske slagskib ”Markgraf”. Afstanden fra ham selv og han til skibet illustrerer han med afstanden fra stuen i hans hus, hvor vi sidder, og hen til et hus i nærheden. De var ved at losse projektiler på krigsskibet fra godsvogne. Jeg ville gerne se, hvad der skete – dum som jeg var – men nogle soldater sagde, at jeg hellere – for min egen skyld – måtte gå lidt af vejen. For os er det ”egal”, sagde de, fortæller Jepsen.

Han gik så hen i retning af værftet. Han kunne se flere krigsskibe fra Skagerakslaget og flere u-både. Da han ville gå ind gennem en port, blev han stoppet og sendt tilbage.

Lidt derfra mødte han Georg Jørgensen, som var kommet tilbage fra lægen. ”Vi skal herfra”, sagde Jørgensen. ”Der bliver revolution”! Tror du virkelig det, spurgte Jepsen – – du som gammel preussisk soldat kender jo den disciplin, der er! Jørgensen havde også hørt om 70.ooo marinesoldater ved Frederiksort, som nægtede at slås i Flandern.

”Vi så skibet dreje lidt rundt, og så hørte vi, at de skød. Vi så også nogle, der blev smidt ud – vist nogle officerer”, fortæller Jepsen.

”Så kom vi op til banegården. Der var fuldt af folk – alle værftsarbejderne var gået”. Der var en officer, som blev gjort til nar.

”Så kom vi op til Holtenau med toget. Der var så mange med toget, at det ikke kunne trække op. Vi var nok 30 i hver kupé. Så skulle vi stå ud og gå et stykke, før vi kunne køre videre. Det tog noget tid. Det gjaldt om at komme derfra.

Vi kørte over Eckernförde og kom til Flensborg, hvor toget nordpå ventede. I Flensborg var de ved at afvæbne nogle soldater. I Tinglev var der fuldt af soldater. Så kom vi til Vojens, men der var ikke noget tog til Haderslev, så vi gik hjem”.

”I Haderslev var alt roligt. Jeg kom hjem den 10.november. Så kom telegrammet med besked om, at der var våbenhvile fra den 11.11. kl. 11.”

Mange møder

Jepsen understreger, at jeg jo nok kan forstå, at det var en bevæget tid, hvad jeg naturligvis nikker bekræftende til. På dette tidspunkt synes Jepsen, at vi skal stoppe optagelsen og fortsætte en anden gang. Alligevel må han være fortsat med at fortælle – i hvert fald fortsætter optagelsen efter et kortere eller længere brud. Her fortæller Jepsen, at han ønskede ”Ausweiss” for at rejse til Danmark. Han går op til formanden for soldaterrådet. Han kendte ham lidt, men alligevel var ”det vist lidt vovli”.

Her beder Jepsen igen om at få stoppet optagelsen. Da den bliver genoptaget, leder han i nogle papirer, og det rasler i mikrofonen. ”Her er det”, siger han så. Han læser navnene på det omtalte Ausweiss: Hr. Erik Oluf Jepsen und Hausfrau Alma Betty Jepsen aus Hadersleben. Godkendt af formanden for soldaterrådet.

Jepsen foreslår at vi stopper for at fortsætte en anden gang, men hans tanker er allerede ved det næste, som han vil fortælle. Han fortæller om møder på Harmonien. Fortæller om en ældre købmand og ægsamler, der bliver anklaget for uregelmæssigheder. Hans fra fronten hjemvendte søn tager faren i forsvar, og Jepsen bemærker, at ”så blev der ro i lejren – – men de var jo tyske”.

På et andet møde var der en konfrontation om sproget. En mand rejser sig og forlanger, at han og andre skal have lov til at tale dansk. Da de dansksprogede truer med at forlade mødet, får de lov til at tale dansk. Det hele var så ”kommunistisk”, bemærker Jepsen. ”Der var generalstrejke hver 14. dag”. Han nævner, at ”soldaterrådspigerne” (??) var det værste skidt. Her i 2013 kan jeg ikke komme frem til, hvad det drejer sig om. Det er svært at høre, hvad Jepsen har ment, og det må stå hen i det uvisse.

Jeg får også en lille beretning om en togtur til Skodborg, hvor de kom over grænsen og til Vejen, hvor de drak chokolade. Efter en tur til Kolding kom de efter nogle problemer tilbage over grænsen og hjem til Haderslev.

Efter et spørgsmål om afstemningen forud for Genforeningen, mener Jepsen at kunne huske, at H.P. Hanssen holder tale på Folkehjem i Åbenrå d. 17. november 1918. Her nævner han, at den tyske udenrigsminister Solf havde lovet en afstemning.

Jepsen fortæller, at man ikke var sikker på, om tyskerne ville anerkende §5 fra Pragerfreden. Derfor ville man sende en deputation til Paris, og de mødtes for at samle penge ind til formålet. En navngivet mand tegner sig for 30.000 Mark, nævner Jepsen.

Det blev ikke nødvendigt at sende en deputation af sted. Nu blev der holdt møder overalt. I Haderslev 3 steder på samme tid: Harmonien, Højskolehjemmet og måske er det tredje sted, som Jepsen nævner, Missionshotellet. Talerne var bl.a. Kloppenborg Skrumsager og advokat Andersen. De gik fra det ene sted til det andet og talte. Der var fuldt af folk. Vi sad på madrasser, fortæller Jepsen, og da vi kom hjem, var vi fulde af lopper.

Ved et af møderne, hvor Jepsen var med, fortæller han om en gammel kone. Hun stod oppe på en balkon og viftede med sit Dannebrog samtidig med, at hun fortalte, at dette øjeblik havde hendes bedstefar drømt om at kunne overvære.

Her er det, at jeg afbryder båndoptageren. Nogle gange har Jepsen bedt om at få stoppet båndoptageren, men vi er fortsat alligevel. Nu er jeg klar over, at den skal stoppes. Jepsen bliver meget bevæget, og det er først efter nogen tid, at vi fortsætter med optagelsen.

Jepsen fortæller, at ”det trak ud”, men den 20. januar 1920, mens de var ved at bygge mejeriet om, kommer han forbi Julius Nielsen, som er ved at hejse Dannebrog. Nielsen fortæller, at franskmændene kommer. Jepsen fortæller, at franskmændene kom lige fra fronten med geværerne skydeklare. De vidste jo ikke, hvor og til hvad de kom. En ung student talte til dem på fransk, og så blev geværerne lagt til side, og franskmændene myldrede ud.

Så drog franskmændene ind på kasernen, og tyskerne drog af. På banegården stod de tyske soldater og deres kommandant. Før afgang sagde kommandanten til de omkringstående: ”Um fünfzehn Jahre kommen wir wieder”. (Om femten år kommer vi igen) Det var der ingen, der troede på!

Afstemningen

Så kom afstemningsdagen. Det regnede og stormede. Der kom både med danske og tyske embedsmænd, der skulle stemme. – og der kom tog fulde af folk. Det var en fest! Der kom også nogle tyske seminarister. De viftede med deres medbragte tyske flag foran næsen på en fransk soldat. Til sidst var han så provokeret, at han rev flaget fra dem, trampede på det og greb til geværet. ”Så blev der ro”, fortæller Jepsen.

Dagen efter marcherede vi gennem byen med franskmændene foran.

Hvor mange tyske stemmer var der i Haderslev, spørger jeg, og Jepsen mener at kunne huske, at der var 24 %.

Hen i maj rygtedes det, at de danske soldater skulle komme. Der var sort af mennesker på havnen, da de skulle komme. Ligesom ud af tågen kom der først en undervandsbåd fulgt af flere skibe deriblandt Heimdal. De danske soldater blev opstillet med front til de franske. En lille pige kom en buket blomster, som hun gav til den franske kommandant. Han delte buketten og gav halvdelen til den danske kommandant. Så holdt franskmanden tale, og den danske kommandant svarede ham med en tale på fransk. Derefter blev der kommanderet præsentér gevær og geledderne rettede ind.

Et par tysksindede officerer i civil, som var til stede, bemærkede, at det kunne tyske soldater ikke have gjort bedre. Og sådan var det, fortsætter Jepsen i forlængelse af denne bemærkning. Altid var det ”die dumme Dänen”. Her kunne de høre, at danskerne ikke stod tilbage for andre, hverken med hensyn til militær eksercits eller sprogkundskaber.

De franske soldater var i Haderslev fra 20. januar til 6. maj 1920, fortæller Jepsen, ”men dem havde vi nu længe nok”. Igennem hele interviewet udtrykker Jepsen sig med varsomt og sagligt, men her fortæller han uden filter. ”De var de rene svin – altså seksuelt. De kom jo lige fra fronten og havde ikke set kvinder i lang tid – – de var helt vilde. Jo, jo, der var mange problemer”.

”Der var mere orden og disciplin hos tyskerne. Klokken 5 minutter i 10 gik der 12 bevæbnede mand gennem byen med en underofficer og holdt orden. ” Denne erindring må henvise til tiden, før de franske soldater kom til Haderslev.

Jepsen sidder lidt. Han er gammel. Længe har han fortalt, og mange minder og tanker er genopfrisket og genoplevet. Jepsen er træt.

”Det var en tid, som vi aldrig glemmer”, afrunder han, og ”nu tror jeg vi skal holde, for nu kan jeg ikke holde til mere”.

Erik Jepsen sagde et par gange under interviewet: ”Det kan vi tage en anden gang”. Jeg glad for, at han alligevel fortsatte med at fortælle den eftermiddag, for ”den anden gang” kom aldrig, og nu er det for længst for sent.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 20. juni.

En strid om flag

Jepsen fortæller også en lidt indviklet beretning fra Vojensgård. En polak havde hejst det tyske flag på kejserens fødselsdag, og den dansksindede ejer havde revet flaget ned igen. Det blev han anmeldt for. Det var en alvorlig sag, der kunne give en lang straf med fæstningsarbejde og trillebør.

Også her glattede amtsforstanderen ud. Flaget var vendt forkert, og så var der jo ikke noget at sige til, at den gode tyske statsborger, som ejeren på Vojensgård var, havde taget flaget ned. Han ville jo ikke vise mangel på respekt for det tyske flag.

Hvad der var op og ned i den sag, vidste Jepsen ikke, men manden gik fri. Amtsforstanderen blev afsat. Han gik danskernes ærinde. Så kom der en ny amtsforstander. Engang var han til møde i Haderslev – hesteforsikringsmøde. De fik nogle dramme, og da han kom ud på gaden, så sang han ”Kong Christian stod – – ”. Så var han afsat!

”Nu kunne de ikke finde nogen. Til sidst fandt de pastor Schmidts søn fra Bevtoft. Han var tysk men en flinke mand. Vojens var jo en rigtig tysk by med alle de embedsmænd, men omegnen var dansk”.

I 1914 søgte jeg udrejsetilladelse til Amerika, fortsætter Jepsen. Det fik jeg bevilget lige da krigen brød ud. Jeg var på Kildevæld mejeri oppe ved Randers, men så blev jeg indkaldt. Det var vist d. 31. juli. Vi blev sejlet over til Sjælland. Fiskerne på kajen råbte, at så snart vi kom ud i Kattegat, blev vi plaffet ned af tyskerne. Der skete nu ikke noget.

Vi kom til Slagelse. Efter 4 timer var i iklædte og bevæbnede med bajonet og 10 skarpe skud. Så blev vi kørt ned til Stigsnæs. Vi havde strandvagten fra Skælskør til Karrebæksminde. Jeg var kun 6 uger i sikringsstyrken, så blev jeg hjemsendt, og jeg kunne rejse til Amerika, hvis jeg ville.

Så kom der et brev til mig på mejeriet. Jeg husker det så nøje. Det kom en søndag. Præsten havde 2 kirker. Undervejs mellem gudstjenesterne i de 2 kirker, kom han ind til mejeribestyreren med brevet. Det var til mig. Det var fra nogle folk i Haderslev. De kendte mig som ”a mejerist fra Styding.” – om jeg kunne komme og passe deres mejeri? Min svoger var allerede på mejeriet, og jeg læste det som om, at han ”var dragen af.”

Jeg ville ikke rejse – – ville ikke rende af pladsen. Mejeribestyreren så brevet og sagde til mig, at han godt kunne få en afløser for mig, og dernede – i Slesvig – kunne de ikke få nogen, så jeg måtte gerne rejse, hvis jeg ville.

Jeg kom til Haderslev med ”a tog”. Da jeg kommer ind på mejeriet, gik min svoger der. Jeg spørger ham om, hvad det skal betyde.

I Jepsens erindring står hele situationen klar. For mit vedkommende – ja, så forstår jeg det meste, selv om der er uklarheder.

Jo, hans far var tysk og hans mor var dansk. Hans brødre og hele familien var tysk, men han var dansk. Han drillede tyskerne, hvor han kunne komme til det. Så blev han indkaldt til Kiel. Derfra blev han flyttet til Köningsberg, hvor han skulle ligge i 3 år. Derovre holdt han ”Modersmålet.” En tysk officer kaldte ham til sig, og fortalte ham, at han ikke måtte læse denne dansksprogede avis. Min svoger holdt fast i, at han ville følge med i det, der skete på hans hjemegn, og det kunne han læse i ”Modersmålet.”

Så blev han som straf forflyttet til en bataljon i Berlin. Den var kendt for den strengeste eksercits. Derfra kom han til Kiel. Han skulle være mariner og sendes 3 år med flåden til et af Tyskland styret område i Kina. Inden afrejse fik han orlov til en hjemrejse, men i stedet for at stå af toget i Flensborg og få ”et stempel” rejste han videre og flygtede til ”Det gamle Land.” Dér blev han.

Denne beretning bringer Jepsen på sporet af en anden hændelse. Han fortæller, at de krige kom, ja så kom der også soldater til grænsen mellem Tyskland og Danmark. Der gik med 100 meters afstand mellem hinanden. Hvis man skulle over, gjaldt det om at komme over, når de gik fra hinanden. Så var det en lørdag aften i 1916 eller 1917. Der kom 5 mand fra Feldsted. Jeg kendte dem godt. De skulle stille i Åbenrå mandag morgen – til soldatertjeneste. Nu kom de og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem over. ”Lille folkes – så er det o a sille kant”, svarede jeg. ”Vi skal langs”. Jeg spurgte, om de havde dåbsattest med – det havde de.

Vi kørte op til Torning ved Christiansfeld. Lige før Frederikshøj stoppede vi. Til venstre for vejen var der en lille skov. Dér kom de over. På det sted er der ingen å. Taps Å kommer først hen ad Skoverup til.

Og Jepsen fortæller videre om en anden situation, hvor det lykkedes folk at komme over. Det var en mand fra kreditbanken i Haderslev. Han var på jagt ved Stepping – tæt på grænsen ved Højrup.

Så affyrede han 2 skud. Derefter løb han, alt hvad han kunne hen til en grænsesoldat og spurgte pegende: ”Så du også de 2 harer”? Grænsesoldaten blev noget forvirret, og så var manden fra Haderslev allerede på den anden side af grænsen.

Herefter fortæller Jepsen, at hen mod slutningen af krigen, blev det efterhånden mere småt. Det var ikke sådan, at man sultede, men man fik ikke nok at spise.

Historien fortsættes den 27. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 19. juni.

Medaljen fra 1864

Jepsen flytter lidt på papirerne – leder lidt – – det rasler. Lyden går direkte i mikrofonen. Ja, her er så min morfars medalje fra 1864. Christian d. 9. – konge af Danmark føjer Jepsen til. Fik de alle en medalje, spørger jeg. Ja, det gjorde de, svarer Jepsen. Det er jo også en smuk tanke, tænker jeg, men da jeg senere undersøgelser sagen, viser det sig, at sandheden var, at de kæmpende fra 1864 først fik bronzemedaljerne i 1877. I et antal af 58.000 blev medaljerne uddelt til 1864-veteranerne ikke efter Rigsdagens initiativ men efter et initiativ af en komité under Våbenbrødreforeningen. Derefter vedtog Rigsdagen medaljeuddelingen i 1875. Alle fik altså medaljen, men altså først efter nogen tøven fra officiel side.

”Nej, han var ikke med i Dybbøl skanser”, svarer Jepsen på mit spørgsmål. ”Han var med ved Sankelmark. Han så, hvor nederdrægtigt det var, at de skulle slæbe kanonerne fra Dannevirke til Dybbøl. At de ikke kunne fatte at bruge toget, som holdt klar i Slesvig – opfyret og al ting. Ja – dem, som vi sætter højest, har ikke altid tanke for – – – ”

Senere kom han til Vorbasse. Der var megen sne. De tog ind til smeden – hestene skulle jo skos. Smedekonen kom ud med pandekager. Om de ville have nogle? Det ville de jo gerne. Pludselig kom der melding om, at østrigerne var der. De kastede sig på hestene med og uden saddel. De kendte jo terrænet, så de ”hvipsede” over sneen.

Ja, der er så meget at fortælle om grænsen, går Jepsen videre. Han taler sønderjysk. Måske er det for de indforståede ikke helt korrekt sønderjysk, men for mig, som lytter på, at det uforfalsket den sønderjyske dialekt. Faktisk var Jepsen fra Taps. Han var altså fra det gamle hertugdømme, men han var født i et af de 8 sogne, der ved fredsslutningen i 1864 blev ved Danmark – Danmark som hver gang kaldes ”Det gamle Land”.

Almindeligvis var der et godt forhold mellem grænsegendarmerne på begge sider af grænsen. Nede ved Kjær Mølle f.eks. Der var en bænk på den danske side, og tit kom de tyske gendarmer og satte sig dér for at snakke. Vi lokale blev aldrig kontrolleret. Der var heller ikke den store forskel på priserne nord og syd for grænsen. Det eneste, der kunne være lidt – – det var de cigarer, man kunne købe i Christiansfeld. De var bedre end de danske. – – men det var jo ikke noget, man snakkede om. Vi gik også til gymnastik i Christiansfeld – på Frej. Det var det danske forsamlingshus.

I de unge år vandrede jeg rundt i Tyskland. Da jeg var på Styding mejeri, kom der af og til en gendarm fra Vojens og snakkede. Jeg svarede ham ligegodt på tysk. Så kom der et stort brev – lukket og med stempel. Jeg skulle møde på Tivoli i Haderslev. Jeg var jo nødt til at møde op, men jeg protesterede. Det var jo session. De undskyldte, at jeg var blevet tilsagt, men de troede, at jeg var tysk på grund af mit gode tyske sprog. Der skete ikke noget.

Jepsen fortæller. Han følger nogle tankerækker, som har lagt sig tydeligt i hans erindring. På min side har jeg nogle spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på. Det er spørgsmål, som ikke så meget er på det personlige plan men mere på et overordnet historisk plan. Jeg spørger Jepsen, om der var nogle, der flygtede til kongeriget efter grænsedragningen i 1865.

”Jo”, svarer Jepsen. ”Det var der da. Der var unge slesvigere på næsten alle gårde på egnen. De opterede for Danmark. Det betød, at de vedblev at være danske statsborgere. Det var deres børn, der blev statsløse, men det fik H.P. Hanssen ordnet, dengang den tyske kejser skulle på besøg i København.”

Om der var grænsevagter, spørger jeg. Nej, der var ingen vagter – man kunne frit gå over grænsen. Vi havde jo jord på begge sider – det kunne man jo ikke kontrollere. Forældrene til dem, der gik over, blev heller ikke straffet.

Grænsebevogtningen blev skærpet.

I skrivende stund – i 2013 – fortæller det mig, at den periode, som Jepsen beskriver, antagelig er perioden efter Kölner-perioden omkring århundredskiftet indtil 1914, hvor 1. verdenskrig brød ud. Det betød, at grænsebevogtningen mellem 1914 og 1918 gradvis blev mere og mere skærpet.

”Tryk avler modtryk” siger Jepsen, men som eksempel på, at man også kunne tage trykket af modsætningerne mellem danske og tyske fortæller han:

2 gange om ugen gik vi til gymnastik på Højskolehjemmet i Haderslev. Det er det, de nu kalder ”Norden”. Vi kørte med toget, men der var nogle giftige kontrollører. Så kunne det jo ske, at vi kom til at synge ”Kong Christian stod ved højen mast.” Så blev vi anmeldt. Vi var en 4 – 5 stykker der blev tilsagt til møde hos amtsforstanderen på Tørninggård. ”Han var tysk, men han var ingen krakiler”. Ja, I er jo blevet anmeldt for at synge dansk i toget, sagde amtsforstanderen. Det var vel en aftensang, spurgte han. Ja, det var det da, var vores svar. Vi skulle holde op med det, sagde amtsforstanderen. Det er ikke alle, der kan tåle det. Så kunne vi gå.

Historien forsætter den 26. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

”Ja, ser du – – Slesvig gik jo til Kolding. Det var jo derfor, at man byggede slottet. Det lå jo på jysk grund, og det blev bygget for at forsvare Sønderjylland”.

Det er efteråret 1971. Det er forhenværende mejeribestyrer Jepsen, der fortæller. Han er en ældre mand. Vi sidder i hans stue i Haderslev. Båndoptageren kører og Jepsen fortæller. Af og til beder han om at få slukket båndoptageren. Måske synes han, at det er for privat eller af mindre betydning, men jeg protesterer og siger, at det hele helst skal med. Jepsen godtager det og forsætter den fortælling, som har præget ham dybt, og som det er ham magtpåliggende at få fortalt. Spolebåndoptageren optager. Der er ikke tale om en systematisk og velgennemtænkt fortælling. Det er en ældre mand, der fortæller til og svarer på spørgsmål fra en ung historieinteresseret mand. De to har ikke noget særlig personligt kendskab til hinanden, men Jepsen vil gerne fortælle – og den unge mand vil gerne lytte.

Ser du – – der blev jo bygget en chaussé, som de kaldte det – altså den nye hovedvej, som nu er hovedvej 10. Nede syd for Taps lå Frederikshøj Kro. Da den nye grænse kom i 1864 – ja 1865, gjaldt det om for kromanden at blive under danske styre.

Han indbød den tyske eller rettere den preussiske generalstab og den danske til en stor frokost. Efter frokosten blev det sådan, at grænsen tog et sving lige syd om kroen, og han forblev på dansk side. Jeg tilkendegiver på én gang både overraskelse og en smule skepsis, men Jepsen slår fast: ”Skal der laves noget, så skal det være over en frokost!”

Grænsen blev trukket og grænsegendarmerne holdt vagt. Der var et stort skilt med en ørn. Königreich Preussen, stod der. Det skilt blev savet ned! ”Danskerne var så snuttet”, siger Jepsen. Jeg kender ikke betydningen af ordet ”snuttet”, men jeg registrerer det. Senere vil jeg forhøre mig hos en sønderjyde om ordets betydning.

Vi havde intet pas, fortsætter Jepsen. Vi gik over, som vi ville. Christiansfeld var jo ligesom vores nærmeste købstad – ikke Kolding. Vi tog aldrig til Kolding. Haderslev var købstaden. Dér havde vi jo alle papirer osv.

Magthaverne i København svigter det danske sprog

Ordet papirer må have vækket nogle associationer i Jepsens tanker. Han finder i hvert fald nogle papirer frem – beder om at få slukket for båndoptageren, men fortæller ufortrødent videre, da jeg siger, at det hele skal med. Kun én gang senere i interviewet er jeg klar over, at dér skulle jeg stoppe optagelsen.

Ja, her er min bedstefars soldaterbog – 1820 læser vi. Jørgen Stefan Jepsen var navnet. – – og her skal du se, hvor uforskammede, de var, fortæller Jepsen. Her ser han på en attest for hans bedstemor. I 1822 var hun blevet vaccineret – der foreligger en attest. – og her kan du se: Attesten er med dansk krone, men alt er skrevet på tysk. ”Det var København, der fortyskede os – det tyske kancelli” fastslår Jepsen.

Og her et papir fra min fars søster – fra 1840 – det er også skrevet på tysk.

”Kan du læse tysk”, spørger Jepsen. Jeg svarer bekræftende. ”Så kan du også læse det her her”, siger Jepsen og viser mig et brev fra april 1814. Det er sendt til ”hofbesitzer” Jepsen. Brevet fortæller, at hans 23-årige søn er fritaget for militærtjeneste. Han var ellers taget til soldat – han var født i 1792. Der var 3 brødre. De 2 ældste brødre var soldater i Napoleonskrigene, og de kom aldrig hjem. Nu var faderen 60 år, og han havde mistet 2 sønner. Derfor blev den tredje søn fritaget for militærtjeneste – han skulle overtage gården.

Ja, fortæller Jepsen videre. Min oldefar var født omkring 1750. Han gik i skole ved præsten i Aller, og det betød, at han var lidt bedre stillet – han var lidt mere snuttet. Igen dette ukendte ord – jeg må undersøge det nærmere. Nå, men han blev udskrevet som soldat i Ratzeborg. Han lå 3 år ved jægerne. Ja, det var en måde at styre ham på.

I denne forbindelse går mine tanker i retning af, at denne unge mand har haft gode evner, og han har fået en smule uddannelse og måske også mere udsyn end normalt. Derfor skulle han ”styres”. Han blev hjemsendt, men på et tidspunkt klager han til myndighederne i Haderslev over nogle jagtrettigheder. Det skulle han ikke have gjort. Som straf blev han indkaldt igen – – hjemsendelsespapirerne er underskrevet på Gottorp slot, viser Jepsen.

Og her i 2013 har jeg stadig ikke spurgt en sønderjyde om ordet ”snuttet”s betydning, så jeg googler ordet i Sønderjysk Ordbog. Det bliver oversat med ”næsvis”. Jeg overvejer, om det er en dækkende oversættelse. Passer det i sammenhæng med Jepsens fortælling? Efter min mening må et ord som ”frygtløs” eller ”frimodig” passe bedre. Vi lader det stå hen i det uvisse.

Historien forsætter den 20. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

Hejmdal 29. september 1923.

Paa Feltvagt under et skyggefuldt Pæretræ.

Neuilly, St. Front, 4. sept. 1914.

Kære allesammen!

I Forgaars blev det bestemt, at vort Kompagni skulde blive tilbage her i denne lille Landsby for at bevogte Flyveafdelingen. Vi var alle glade ved at kunne tilbringe et Par Dage under blidere Kaar. Vi er næsten ødelagt af de anstrengende Marchture vi bar haft. Vi gennemstrejfer Landet paa Kryds og Tvers, hver Dag ca. 40 km. Vi kommer sjælden til Ro fer KI. 10- 11. Hver Morgen skal vi op KI. 3¼. Mange, mange bliver til. bage som fodsyge, men Parolen er altid fremad. Jeg hørte en Flådeofficer udtale, at hellere lader vi det halve af vort Kompagni ligge i Vejgrøften end at de bagefter falder i Kampen. Sagen er nemlig den, at vad denne hurtige og i Historien enestaaende Fremmarch faar den tilbagegående Fjende Ikke et Øjeblik Ro til at samle sine Kræfter. Denne hurtige Fremmarch, udtalte Flyveofficeren videre, bar besparet os mange Fægtninger.

De blidere Kaar vi troede at skulle have, blev det paa en Maade ikke til noget med. I Gaar kom der franske Flyvere over os og kastede Bomber ned. Af den første Bombe blev en Enårig Gefr. Tiedemann fra Flensborg saaret haardt i Underlivet. Han afgik i Morges ved Døden. Af den anden, som slog ned 1 min Nabofeltvagt ca. 300 m fra mig, blev en Underofficer Jepsen fra Flensborg haardt saaret i Underlivet, medens tre Menige blev let saaret. Jepsen døde en Times Tid senere.

Begge disse Døde ligger begravet sammen med to andre fra Feltlazarettet, som ligeledes blev dræbt af en Bombe 10 m her fra min Feltvagt. Jeg har besørget Gravene opkastet. For to Timer siden blev de jordfæstet. Chefen holdt en kort Tale, en Krans var bundet, og Æressalven blev afgivet. I Morgen tænker jeg vi bliver løst fra denne ubehagelige Post; for atter at komme til vor Bataillon. Ved Mons i Belgien, hvor der var Kamp mellem os og Englænderne, laa vi i anden Linje, men i meget heftig Shrapnellild. Vi lå ti Timer uden at kunne røre os af Pletten. Der blev Jakob Petersens Broder let saaret.

Ellers har vi det her paa Feltvagten godt, hvad Føden angaar. Alle Butikkerne er plyndrede, og Vin har vi Masser af. I Formiddags lavede vi Te og fyldte Rødvin i. Det smagte fortrinligt. Til andre Tider har vi igen ingenting. Det gaar op og ned. Fra den øvrige Krigsskueplads faar vl ikke meget at vide. Fra jer har jeg kun modtaget Post en Gang.

Det gaar mig saadan, at for hvert Øjeblik der gaar, bliver det mig stadig mere og mere uforklarlig, hvordan de ledende kan for svare det, at lade det komme til en saadan Krig. Naar man er Vidne til al den Elendighed, som en Kamp fører med sig, de saarede ligger og hyler, Indbyggerne flygter i Flokkevis medførende deres dyreste Ejendele, ja saa har man set en Del at Krigens Skyggesider. Man bliver baade blød of haard i sin Karakter. Blød, da man atter og atter deler til det sidste Stykke med sine Kammerater, haard, da man ikke tænker sig det mindste ved at skyde Mennesker ned. Det er som paa en Klapjagt. Ved 0. brød Belgierne en for en ud af Skyttegravene, og en for en faldt om. Men vort Løsen er altid fremad, fremad. Jeg gad gerne vide, hvor alle mine Kammerater er henne.

Jeg har da her i Kompagniet mange som taler Dansk, og som gode Kammerater har jeg en Del foruden H. R. og Th. R. Vi deler alt med hinanden. Særlig Cigarer er meget efterspurgt her. De er næsten ikke til at opdrive. I det hele taget, sine Penge kan man slet ikke komme af med. Vi kommer jo kun sjældent igennem en større By, holder i Fald vi kommer igennem kun et Øjeblik Rast og gaar saa videre. Men Soldaterne er endda glade, at det gaar sejrrigt frem, hvor maa det ikke være demoraliserende, naar man er slaaet og i stadig Tilbagetog. Vi vinder da stadig Terræn, det holder Modet oppe blandt Soldaterne. Og dog barmes man mangen Gang over Ledelsen, naar vi marcherer fire Timer uden Standsning og ser sine Kammerater blive tilbage i Vejgrøften. Men det er Krigen »c’est la guerre«. som vi gerne siger til Indbyggerne for at berolige dem.

Jeg forstyrres her i mit Skriveri stadig af Civilister, som vil passere igennem mit Distrikt, og der maa ingen komme igennem uden Pas eller anden Legitimation Jog maa saa først langt og bredt forklare dem det paa Fransk. Men med det franske Sprog gaar det ellers helt godt, man kan bare ikke huske alle Gloser.

Th. R. kom lige tilbage fra sin Feltvagt og ligger her ved Siden af og vasker sine Skjorter. Jeg fik mine vasket i Gaar, efter at have haft dem paa uafbrudt i 3 Uger. Det er velgørende. Nu har han Storvask og vil gerne skrive her paa det sidste Blad at dette Brev. I bringer saa nok det hele ned til R og lader dem læse det hele. H. R. er i Dag paa Feltvagt, men faar vist heller ikke Tid til at skrive. VI har her paa vor Feltvagt været heldig med at kapre et Bord og et Par Stole. Lige Du kommer en Soldat at min Feltvagt slæbende med en stor Krukke Honning, hvor det kommer fra, det tales der aldrig om, »C’est la guerre«. Bring ogsaa dette Brev til H. R. og lad dem læse det, hvis de ikke har hørt noget fra Hans.

Mange Hilsener til Jer alle. Eders Peter.