Alle indlæg af Arne May

18. November 1918. 1. Akt af revolutionen og altyskerne.

I Horsens Social-Demokrat kan den 18. november 1918 læses følgende:

Under overskriften ”Hvorledes det skete” bringer ”Vorwärtz” en artikel om de begivenheder, der gav det direkte stød til den tyske revolution. Sædvanligvis, skriver bladet, regner man at revolutionen begyndte den 5. november, dagen for dens sejr i Kiel, men dette er ikke rigtigt; i virkeligheden indlededes den en hel uge før. Begivenhederne i Kiel var 2. akt og ikke første akt af revolutionen. 1. akt udspilledes på hele højsøflåden og var 80.000 menneskers nødværge mod en altysk skurkestreg.

Bladet omtaler derefter altyskernes feberagtige propaganda for en sidste, fortvivlet kamp, som imidlertid ikke førte til noget resultat. I deres nød var altyskerne faldne tilbage på hæren, som de endnu troede at beherske ved det ligesindede officerskorps uden at have anelse om den revolutionære stemning blandt soldaterne.

Derefter hedder det videre: En djævelsk plan blev udklækket, flåden skulle løbe ud og ofre sig i kampen mod den overvægtige fjende indtil sidste skib. Det ville vel have kostet 80.000 mand livet; men det ville efter altyskernes mening have været en begivenhed, som endnu engang havde kunnet fylde folket med stemingen fra august-dagene 1914.

Planen var ikke fantasi, men er bevist gennem pålidelige udsagn af matroser. Kampflåden fik den 28. oktober ordre til at løbe ud; det drejede sig, efter hvad der blev fortalt soldaterne, om en manøvre; men af officerernes afskedsbreve og andre tegn have sømændene snart erfaret sandheden og som følge heraf gjort mytteri. Der blev flere gange givet befaling til at løbe ud, men hver gang havde matroserne sat sig derimod til trods for officerernes overtagelsesforsøg.

Efter at matroserne først var gået så vidt, var der hos dem vakt en beslutning om yderste modstand. De oprørske soldater truedes med hårde tugthusstraffe; faktisk blev henved 1000 matroser ført til Wilhelmshafen, hvor de blev fængslede. På den ene side vinkede tugthuset, på den anden side friheden. Valget havde ikke været vanskeligt: Det var faldet på revolutionen.

Hvem var disse altyskere?

Store Nordiske Konversations Leksikon 1916 skriver følgende:
“Altysk (»alldeutsch«) er Navnet paa den politiske Retning i Tyskland, der dels gaar ud paa at samle alle tyske Folkeelementer under det tyske Kejserrige, dels at fremme den tyske Nationalitets Overlegenhed over alle andre. Den altyske Tendens opstod fra først af som en Slags Reaktion mod Ydmygelserne under Napoleon, og det at være tysk forherligedes som noget særlig fint og fornemt, saaledes at selve Ordet »tysk« brugtes i en hver som helst Forbindelse i rosende Betydning, men det er først under Vilhelm den andens Regering, at Altyskerne har samlet sig indenfor faste Rammer og faaet bestemte politiske Organisationer med Foreninger og med en særlig a. Presse af Blade og Tidsskrifter. 

Ejendommeligt nok var det Misfornøjelsen med den tyske Regerings Mageskifte 1890 med England, hvorved denne Stat afgav Helgoland mod at faa Zanzibar — en Ordning, som senere har vakt stor Tilfredshed i Tyskland — der fra først af gav Stødet til Dannelsen af »All-deutscher Verband«. Ved Foredrag, ved Udgivelsen af Bøger og Flyveskrifter samt ved deres Presse har de altyske Foreninger søgt at virke for deres Formaal, Tyskhedens Befæstelse og Forherligelse, og i Følge baade Sagens og Partifællernes Natur er de a. Foreninger altid i den nationale Kamp optraadt med Utaalsomhed og Hovmod overfor alle andre Nationaliteter; naar det er en paa Forhaand fastslaaet Sætning, at det at være tysk er noget bedre end alt andet i Verden, saa er det kun ret og billigt, at man søger at delagtiggøre saa mange som muligt i denne Herlighed, selv om det ogsaa skal ske ved Tvang; det er jo kun til de genstridiges eget Bedste. 

I Sprogkampen i Sønderjylland har Altyskerne taget ivrig Del; Mottoet paa deres Organ her, »Heimdall«, er oplysende for hele den altyske Tankegang; det lyder: Fra Skagen til Adria, fra Boulogne til Narva, fra Besançon til Sortehavet«. Det er efter altyske Opfattelse den tyske Nations Fremtidsopgave at blive den herskende i Europa og dermed i hele Verden, og dette kan kun ske ad Erobringens Vej. 

Ved forskellige Lejligheder har Altyskernes Optræden været saa yderliggaaende, at den har været den tyske Regering til Besvær, saaledes ikke mindst de altyske Organisationer, der har dannet sig i Østrig, og som navnlig i Halvfemserne gjorde sig bemærket ved Kampen mod Czekerne, der i det østrigske Parlament førtes i ganske tøjlesløse Former. De altyske Foreninger har deltaget ivrigt i Agitationen for Udviklingen af Tysklands Sømagt, og de støttede Dannelsen af den tyske »Flottenverein« 1896; herved bidrog de mægtigt til at uddybe den Spaltning mellem Tyskland og England, der blev den skæbnesvangre Oprindelse til Verdenskrigen 1914, ligesom de overhovedet i høj Grad har medvirket til at give den tyske Udenrigspolitik det bestemte Præg, der drev de omliggende Stormagter sammen i Forbund og fremmede Tysklands Isolation.”

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Alldeutscher_Verband
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Pan-German_League

 

 

11. november 1918. Alsiske krigsdeltagere beskriver deres oplevelser på våbenstilstandsdagen.

Af Hans Lind, Jydske Tidende 11. november 1968.

Vi har i anledning af 50 året for våbenstilstandsdagen talt med nogle af alsingerne, der var med dengang, om deres oplevelser den 11. november 1918.

Bebrejdelser.
Chresten Kock, Hørup, var indkaldt i 1913 for at aftjene sin værnepligt og måtte fortsætte i 1914, da krigen brød ud. Rykkede ind i Frankrig i 1914, deltog ved kampene omkring fæstningen Longwy, såret 10. september 1914. Kom derefter på rekreation for senere at deltage på østfronten. Ved krigens slutning befandt han sig atter på vestfronten, og i Saarbrücken oplevede han våbenstilstandsdagen. En vaskekone fortalte mig, siger han, at hendes mand var gået mod oprørerne, og så vidste jeg, hvad der var hændt. Nu var der kun en vej hjemad. I Køln fik jeg skrupler, fordi min ritmester — en forstående mand — endnu var i kampområdet.

Jeg genså ham ved min tilbagerejse til Saarbrücken, hans distinktioner var revet af uniformen. Men der lød også bebrejdelser mod os soldater. Jeg mindes en lærer, der bebrejdede os krigens udfald. Overalt var der forvirring. Det var, som om alt var gået i opløsning. Enhver ville hjem til sit eget. Jeg kom til Als den 20. november, og det var et mærkeligt møde. Det var stille, man kunne atter tale dansk, og til at begynde med virkede det alt sammen så uendeligt småt. Men den 11. november glemmer jeg aldrig.

»Fahnenflüchtig«
Peter Grau, Bro, indkaldtes i 1915. Først på østfronten, hvor det var forholdsvis roligere end på vestfronten. Han nægtedes orlov flere gange, fordi han var »Fahnenflüchtig«. I kampene væmmedes han mere og mere over det vederstyggelige og ventede på en afslutning af det umenneskelige. Den 11. november 1918 rykkede vi om morgenen ud i en stilling, for tæller han. Jeg var sulten, fordi kostforplejningen var dårlig. I en fransk by, jeg husker ikke mere navnet, gjorde vi store øjne: Overalt var der franske flag, og vi var på det rene med, at krigen var forbi. Et øjeblik stod alt stille. Vi var groet sådan ind i krigen, at der måtte gå en rum tid, inden vi vidste, at nu var den endelig forbi.

Jeg meddelte min løjtnant, at jeg tog hjem, og han takkede mig for denne besked, ingen havde andet i tankerne end: hjem. Nogle af vore heste transporterede os et stykke ad vejen, det skulle jo gå stærkt, for de franske soldater nåede mange gange byen på samme tid som os. De skulle sørge for indkvartering for de fremrykkende soldater. I Køln mødte jeg et tysk postbud, der spurgte efter »kanonier Grau«, jo det var mig. Han afleverede et brev fra min mor, der skrev, at jeg skulle komme hjem, og den 19. december 1918 stod jeg i mit hjem i Bro. En mærkelig dag, der ikke kan beskrives. Dertil var indtrykkene for store.

Den højeste pris.
Jens Hansen, Sebbelev: Jeg oplevede våbenstilstandsdagen hjemme. Forud var der gået nogle krigsår i felten, som jeg ikke synes er værd at minde om. De grufulde timer og dage er der uendelig mange, der har oplevet. Da jeg kom til fronten, havde jeg efter en lynhurtig uddannelse endnu ikke skudt med skarpt. Jeg erindrer kampene ved Cambrai og Ypres, hvor det gik hårdt til. Lad det nu ligge, selv fik jeg et hovedskud og måtte på lazaret.

Min hovedlæsion har jeg stadig, men dog ikke alvorligere, end at jeg har kunnet passe min dont. Våbenstilstandsdagen var jo ventet — måske ikke netop den 11. november — så det føltes ikke som en overraskelse alene, snarere som en lettelse for det tryk, der havde hvilet i de svære krigsår. Tanken gik til de tusinder, der måtte betale den højeste pris, og når dagen såvel som 4. maj er kommet på afstand, så er der jo det til fælles for dem begge, at frihed er noget, der bestandig må kæmpes for og betales for i dyre domme.

Nytteløse år.
Anders Knudsen, Hundslev: Mine ungdomsår måtte jeg ofre som soldat. Først aktiv fra 1912-14 og derefter frontsoldat fra 1914-18. Disse seks år var nyttesløse. Jeg fik Europa at se og lærte mennesker at kende, som jeg aldrig havde tænkt på. Fra indtagelsen af fæstninger fra Namur til fronterne i Italien, Rumænien, Rusland og Belgien er der et spænd af fire år. Et af de store øjeblikke var ved Aisnefronten, hvor jeg genså min bror efter seks års i forløb. Han var meldt faldet. Den 11. november var der kamptummel, og den larm var vi vænnet til.

Pludselig råbte man fred, og alle var ellevilde. I samme øjeblik havde vi det i tankerne, som millioner andre: hjem. Franskmændene var nøjagtig en times march efter os, så det i skulle gå stærkt. Jeg kom til Berlin, hvor spartakisterne havde herredømmet. Videre husker jeg, at vi skulle aflægge ed til præsident Ebert hvad vi nægtede. Den frygteligste dag var nær Namur. Her så jeg en fuldtræffers værk. En bataljon blev totalt udslettet. Alle vi soldater græd over dette frygtelige syn. Den lange vej hjem afsluttede jeg juleaften. Den dag stod jeg hos mine forældre i Lillemølle på Als. Den juleaften glemmes aldrig, men jeg kan ikke fortælle om dette møde. Det skal opleves.

Et anker øl.
A. A. May, Augustenborg: Den 11. 11. lå mit regiment i den belgiske by Matagne. Vi var kommet dertil aftenen forud efter en ilmarch. Franskmændene var lige i hælene på os. Fra luften havde vi været under observation, der nedkastedes bomber på vore kolonner: Vi havde siden 3. oktober været på flugt, og rygterne gik, at krigen var ved sin afslutning. Det sidste brev hjemmefra bekræftede denne antagelse, men der hørtes stadig kanontorden i det fjerne.

Kl. 11.55 nåede meddelelsen os imidlertid og samtidig stak civilbefolkningen deres flag ud af husene, ja, selv oppe i kirketårnets luge kom et større belgisk flag til syne. Vi forstod befolkningens glæde over befrielsen, og blandt os soldater var der ikke mindre jubel over at se enden på trøstesløs tilværelse i fire lange år. Da, jeg efter en rundtur i byen kom tilbage til mit kvarter, havde kammeraterne fremskaffet et anker øl, og med vore aluminiumskrus fejrede vi dagen og glæden over endelig af kunne tænke på fremtiden.

Hele artiklen fra den Jydske Tidende 11-11-1968

Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

Krigen i Tysk Østafrika begyndte med at Englænderne forsøgte at erobre havnebyen Tanga i den nordlige del af kolonien ved at sende et ekspeditionskorps fra Indien til Afrika. Forsøget endte i total fiasko, ikke så meget på grund af Paul von Lettow-Vorbecks forsvarstaktik, men mere på grund af den inkompetente måde englænderne foretog angrebet på, samt at de indiske soldaters manglende træning.

Angrebsstyrken var på 8400 mand i mod Tyskernes 1100 mand. Tabene var 800 døde og 500 sårede englændere, men kun 69 døde og 81 sårede tyskere.

Chefen for det indiske ekspeditionskorps, Major General Arthur Aitken, viste sig at være et typisk offer for Peter princippet. Navngivet efter Dr. Laurence J. Peter, der havde konstateret, at der i hierakiske organisationer var en vis tendens til, at folk blev forfremmet, indtil de nåede et niveau, der oversteg deres kompetencer, hvorefter de forblev dér.

Efter fiaskoen blev Aitken hentet tilbage London og degraderet til oberst og sendt på pension. At han ikke kom for en krigsret skyldes muligvis at hans bror var den kendte Lord Beaverbrook.

Efter krigen fik han lidt oprejsning. Hans foresatte i Indien vidste udmærket, hvor inkompetent han var. Han havde jo netop fået opgaven, fordi de ville af med ham. Og så sendte de ham, sammen en flok utrænede indiske soldater, i armene på en dreven taktiker som Lettow-Vorbeck. Hvor dreven en taktiker han var, opdagede de dog først senere. Selv om sejren måske var lidt letkøbt, blev Lettow-Vorbecks udråbt som helt efter træfningen.

Uderligere oplysninger:
Læs videre slaget om Tanga her på tysk eller engelsk.

Ved den næste træfning mellem tyskerne og englænderne lærte Lettow-Vorbeck, hvilke omkostninger der var forbundet med at føre regulære slag, når de stod over for en fjende, der vidste hvad han gjorde. Det ville tyskerne ikke kunne holde til ret længe, med de vanskeligheder de havde med at få nye forsyninger frem til kolonien. Selv om de fik tiltrængte forsyninger med “Kronborg” og “Maria”, ville de langtfra være tilstrækkelige til opveje omkostningerne ved regulære slag, så Lettow-Vorbeck skiftede taktik og førte herefter udelukkende guerillakrig.

Det havde tyskerne stor succes med. De var med deres ca. 10.000 mand i stand til at binde ca.  300.000 engelske tropper i Østafrika.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Tysk Østafrika her:  Wikipedia tysk og engelsk.

Zeppeliner LZ 104

Et tredie forsøg på at få forsyninger frem til Lettow-Vorbecks tropper i Østafrika må nævnes.

I november 1917 lettede en 226 meter lang Zeppeliner fra en base i Bulgarien for at flyve hele vejen ned igennem Afrika til Tysk Østafrika med ca. 23 ton forsyninger. Landingspladsen var udset til at være fladlandet omkring Mahenge, men Lettow-Vorbecks tropper havde ikke været i stand til holde området og måtte flygte op i bjergene, hvor Zeppelineren ikke kunne lande. Den måtte derfor vende om lidt over halvvejs, så forsyningerne ikke faldt i englændernes hænder og fløj så hele vejen tilbage til Bulgarien.

Den 6.800 km lange non-stop militære flyvning er stadig den længste der nogenside er foretaget.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om Zeppelineren LZ 104 her på tysk og engelsk.
Historien om besætningsmedlem Friedrich Engelke.
Det var iøvrigt samme besætning der opbragte den norske bark Royal på Nordsøen 85 sømil ud for Bovbjerg Fyr. Se om L23.

Sønderjyder i Tysk Østafrika:
Ud over de under Kronborg og Maria nævnte besætningsmedlemmer, der skal lægges til.
Andersen, Dietrisch
Brincken, Melchior Karl
Bruhn, Christian Jessen
Carstens, Gerhard Hermann August Adolf
Fink, Peter Jensen
Friis, Carl
From, Carl Christian
Grothusen, Gerhard
Hansen, Søren
Hassel, Theodor v.
Jacobsen, Christian
Jensen, Christian Friedrich
Jessen, Cornelius Nicolaus
Johannsen, Hans
Kellmann, Carl Andreas Friedrich
Lund, Kristian
Stein, Max
Stolz, Oswald
Sørensen, Rasmus Boysen– missionær
Weissleder, Johann Friedrich Albert

Yderligere oplysninger.
Internet:
Youtube The Great War: Krigen i Sydafrika, Krigen i Tysk-Østafrika og Lettow-Vorbeck.
Wikipedia: Paul von Lettow-Vorbeck. Og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Bøger:
Mattenkoldt, Wilhelm: ”Verlorene Heimat. Link.
Gaudi, Robert: ”African Kaiser. Genral Paul von Lettow-Vorbeck and the great war i Afrika”. London 2017. bibliotek.dk
Bührer, Tanja: “Die Kaiserliche Schutztruppe für Deutsch-Ostafrika”. München 2011. bibliotek.dk
Lettow-Vorbeck: ”Heia Safari!: Deutschlands Kampf in Ostafrika” Koehler 1920 bibliotek.dk
Christensen, Christen P.: ”Sønderjyder forsvarer Østafrika 1914-18. Fortalt af Nis Kock.” 1937 bibliotek.dk og PDF.
Hoyt, Edwin P.: ”Tyskerne der aldrig gav op.” Radius 2014. bibliotek.dk
Jydske-Vestkysten 15. januar 2012. “De andres krig“.

Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

SMS Königsberg

Krydseren ”SMS Königsberg” lå i havnen i Dar es Salaam, hovedstaden i Tysk-Østafrika, i slutningen af juli 1914. På grund af krigsfaren beordrede Den Kejserlige Marine ”Königsberg” ud i det indiske ocean hurtigst muligt, for der at kapre engelske handelsskibe, når krigen brød ud.

Den 31. juli forlod ”Königsberg” havnen med de engelske krigsskibe HMS ”Astrarea”, ”Hyacinth” og ”Pegasus” som skygge. De havde fået ordre på ikke at tabe ”Königsberg” af syne. Men på grund af dårligt vejr lykkedes det det hurtigere tyske skib at ryste sine forfølgere af sig.

Den 5. august modtog ”Königsberg” telegraf signalet om at England havde erklæret Tyskland krig.

Allerede den 6. august er “Königsberg” i stand til at kapre den engelske fragter “City of Winchester” med dens ladning af te. Kullene fra “City of Winchester” blev overført til “Königsberg” og som derefter sænker “City of Winchester” med en torpedo, med dens ladning af te. Tyskerne drak kaffe.

Kullene fra “City of Winchester” var desværre af en så dårlig kvalitet, der gjorde at “Königsberg” kedler hurtigt koksede til indvendigt. De måtte derfor søge en sikker havn, som de fandt i floden Rufiji labyrintiske delta syd for Dar es Salaam, for rense kedlerne.

Da de kom ind i deltaget, fik de at vide fra tyske spioner på Zanzibar at HMS “Pegasus” lå i dok der. Da de havde sendt den engelske flåde op til Aden med et falsk signal om at “Königsberg” var på derop og Zanzibar lå kun 100 sømil fra deltaet, besluttede de at sejle over til Zanzibar og ødelægge HMS “Pegasus” inden de begyndte at demontere kedlerne. Det lykkedes at sænke både “Pegasus” og HMS “Helmuth” og komme sikkert tilbage til Rufiji deltaet.

Dermed sænkede “Königsberg” det første engelske krigsskib i verdenskrigen.

Da First Sea Lord Churchill hørte den historie, beordrede han etableringen af en ny eskadre af engelske krigsskibe, der havde det ene formål at finde og sænke “Königsberg”. “Königsberg” kom aldrig ud af deltaet igen og dens rolle i verdenskrigen var dermed udspillet, bortset fra at sømændene var et tiltrængt supplement til Lettow-Vorbecks tropper og mange engelske søfolk brugte megen tid og kræfter på at finde og sænke hende. Hvilket jo var godt nok, så kunne de ikke gøre skade andre steder.

Som en hævnakt bombarderede englænderne Dar es Salaam, da de troede at “Königsberg” lå inde i havnen.  På en måde var det startskuddet til krigen i Østafrika. Englænderne havde brudt aftalen fra 1884 om at i tilfælde af konflikt i Europa skulle de afrikanske kolonier holde sig neutrale. Englænderne frygtede at tyskerne ville bruge de Østafrikanske havne som base for jagt på handelsskibe i det indiske ocean.

S/S “Kronborg” havde kul og ammunition med til “Königsberg” og havde telegrafisk fået ordre på at lægge ind til koraløen Aldabra og der vente på “Königsberg”, der ville forsøge at bryde ud. Forsøget mislykkedes og “Kronborg” fik ordre til at sejle ind til Tanga eller neutral havn. Se Nis Kock og Christian L. Møller.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om SMS ”Königsberg” her på tysk og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyde blandt besætningen:
Hamann, Hermann Otto – signalgast på SMS ”Königsberg”

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

Verdenskrigen i Kamerun

Oberjäger d. Res. Petersen* fra Schutztruppen skriver:**
Krigen i Kamerun mod en velorganiseret fjende var noget helt nyt for os tyskere. Vi blev angrebet af to overlegne fjender og måtte desuden kæmpe imod koloniens egne indfødte. Vi havde ikke mulighed for at få nye forsyninger, var dårligt bevæbnet og ingen artilleri. Desuden følte vi slet ikke den begejstring, som Tyskerne hjemme følte. Med vrede og bitterhed greb mændene i de spredt beliggende og ensomme plantager til våben og vidste, at frugten af mange års slidsomt arbejde igen ville blive overladt til urskoven.”
*muligvis den Erich Petersen nævnt forneden.
** Foerster

Nicolai Blædel skrev i 1916 en Interesant kronik om Kamerun. Her en lille godbid:
“Og netop Syd-Kameruns befolkning er ualmindelig vild og babarisk; flere stammer er endog menneskeædere. Der lever i disse skove så godt som ingen spiselige dyr, og da trangen til kød nu en gang er mennesket medfødt, skaffer de indfødte sig menneskekød. Det sker som regel gennem krige mellem landsbyerne. Fangerne dræbes og deres kød sælges på markedet. Meget efterspurgt og meget dyrt er det “hvide” kød, der er saltholdigere end det “sorte” kød og derfor højt gouteret i disse saltfattige egne. “

    Kamerun 1914

Folkebladet Sydjylland 24. Januar 1916.
Kamerun. De tyske tropper flygter over på spansk territorium.
London 21. Januar. Officielt meddeles: Efter at Jaunde i Kamerun var bleven besat den 1. Januar, blev der sendt troppeafdelinger af sted i forskellige retninger med det mål for øje at drive fjenden ud mod kysten og afskære ham fra at trække sig tilbage til det spanske territorium Muni.
En af disse afdelinger befriede 17 engelske og 7 franske civile fanger og 3 franske officerer og underofficerer.

Den 18. ds. Er der modtaget rapport om, at tyskerne har rømmet Ebolova og Akonolinga. Den tyske guvernør Ebermaier og kommandanten, oberløjtnant Zimmermann er ankommet til Muni. Der meldes om en kamp længere mod syd tæt ved den spanske grænse, hvor to små franske afdelinger fra kysten og fra fransk Kongo søger at hindre tyskerne i at slippe ind i Muni.

Ærø Avis 9. Februar 1916.
Kamerun erobret. Den tyske styrke interneret. (Privat).
Madrid, 8. februar. Officielt meddeles: 900 tyskere og 1400 indfødte fra Kamerun er gået ind på spansk territorium. De er bleven afvæbnede og internerede.

Bornholms tidende 10. Februar 1916.
Fra Kamerun krigen. De afvæbnede tyskere skal føres til Spanien.
Berlin tirsdag.
Fra Cadiz telegraferedes, at damperen “Catalonia” er bleven lejet af regeringen til at afgå til den spanske koloni Rio Muni og afhente 1000 tyske soldater, der har overskredet den spanske Kamerun-grænse og er blevet afvæbnede af spanierne. De pågældende tyske soldater skal interneres i Spanien.

Fyns Ventreblad 25. Marts 1916.
Krigen i Kamerun. Ammunitionsmangel har drevet tyskerne ind på spansk grund.
Berlin, fredag. I rigsdagens møde i dag rettede Bassermann (nationalliberal) en forespørgsel til regeringen angående de sidste kampe i Kamerun og situationen i Østafrika.
Koloniministeren besvarede forespørgselen og erklærede, at tyskerne i Kamerun på grund af ammunitionsmangel var gået over på spansk territorium, hvorhen næsten alle havde kunnet redde sig. Tropperne og administrationen i Kamerun havde gjort deres pligt til det yderste.

Sønderjyder i Kamerun:
Hansen, August ? Tabslisten.
Johannsen, Ove Emil Lorez Christian 
Petersen, Erich ? Tabslisten. Måske den tyske forfatter, Erich Robert Petersen: Link til Amazon

Uderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Kamerun her: Wikipedia tysk og engelsk.
En side med en del billeder på tysk.  Deutsche-kriegsgeschichte Kamerun
Finsted, Finn: ”Felttoget i Kamerun”. Link til PDF.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

Verdenskrigen i de tyske kolonier i Togo og Sydvestafrika.

At tyskerne overhovedet havde kolonier i Afrika og andre steder, forklarer Jørn Buch her.
“Bismarck havde ikke interesseret sig synderligt for kolonier, men med Wilhelm II skete der også her et skifte med et ønske om ”en plads i solen”. Tysklands kolonier i Asien og Afrika blev dog aldrig nogen økonomisk gevinst, men de fik betydning for den tyske prestige. Foreninger som bl.a. ”Deutsche Kolonialgesellschaft” fra 1887, ”Alldeutscher Verband” fra 1891 og ”Deutscher Flottenverein” fra 1898 pressede på for at Tyskland skulle føre en ekspansiv udenrigspolitik, herunder opbygge en stærk flådemagt, hvilket for alvor tog fart fra 1890’erne. Kolonikapløbet og flådeoprustningen skærpede modsætningerne til de to ”gamle” koloni- og flådemagter England og Frankrig.”

Som det fremgår af avisartiklerne i de danske aviser var kampene i de tyske kolonier, Togo og Syd-Vestafrika hurtigt overstået. Kolonierne var militært underbemandet og muligheden for at få forstærkninger og forsyninger af søvejen var ikke muligt på grund af den engelske flådeblokade, der var ret effektiv.

Verdenskrigen i Togo
Det siges at det første skud englænderne affyrede under verdenskrigen foregik i Belgien den 22. august 1914, men i virkeligheden forgik det i den tyske koloni Togo på Guldkysten den 5. august da englænderne invaderede Togo.

Folkebladet Sydjylland 12. August 1914.
Togo. “Man må regne med sådanne overraskelser” – siger man i Berlin.
Berlin, 11. August. “Nordd. Allg. Zeit.” skriver:
Besættelsen af Lome, hovedstaden i kolonien Togo, ved en engelsk troppeekspedition, der var trængt ind fra Guldkysten, har ikke i ringeste måde overrasket det herværende koloniministerium. Ved koloniens overordentlig vanskelige beliggenhed, indkilet mellem franske og engelske besiddelser, måtte man regne med sådanne overrumplinger.

Vi må derfor slå os til tåls med den forbigående engelske administration af vor lille koloni, men vi er overtydede om, at vore større østafrikanske kolonier, der af naturlige grunde er mere forberedt på forsvar, ikke så let vil komme til at dele Togos skæbne. Navnlig i vor sydvestafrikanske koloni vil sikkert militæret og den civile befolkning forstå at forsvare sig. Hvorledes det imidlertid end går, vore tyske kolonialbesiddelsers skæbne afgøres ikke der ude, men på Europas farvande, og denne afgørelse vil vi afvente med roligt hjerte.

Holbæk Amts Ventreblad 27. August 1914.
Tysk Togo kapitulerer. Det engelske koloniministerium meddeler onsdag:
Tysk Togoland har overgivet sig uden betingelser. De allierede vil rykke ind i Kamina i morgen tidlig kl. 8. 

Yderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Togo. Wikipedia tysk  og engelsk
Læs mere om Togoland på dansk Togoland

Ikke fundet nogen sønderjyder i Togo.

Verdenskrigen i Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika er nok i eftertiden mest kendt for den brutale nedkæmpning af Herero og Nama oprøret i 1904-1908. Det betragtes som ét af historiens første folkemord. Herero stammen, der var på ca. 100.000 personer blev reduceret til 20.000 efter nedkæmpningen. Paul von Lettow-Vorbeck var officer i beskyttelsestropperne under oprøret og fik her en lektion i Guerillakrig.

København 11. Juli 1915.
Tyskernes kapitulation i Sydvestafrika. Det britiske udenrigsministerium har udsendt følgende communiqué, dateret London 9. Juli 1915:
Generalguvernøren for den sydafrikanske Union telegraferer den 9. ds. Til koloniministeriet: følgende meddeles officielt fra hovedkvarteret i Pretoria:
Den 9. Juli kl. 2 eftermiddag har general Botha modtaget guvernør Seitz’ overgivelse af alle tyske tropper i Tysk Sydvestafrika. Fjendtlighederne er ophørte og felttoget således bragt til en lykkelig afslutning. Så godt som hele vor styrke vil blive bragt tilbage til Unionen, så hurtigt som de forhåndværende transportlejligheder tillader.

Den fangne hærs størelse.
London, 10. Juli. R. B. Til Reuters bureau telegraferes fra Pretoria:
Den tyske styrke, der har overgivet sig i Sydvestafrika, består af 204 officerer og 3166 mand med 37 feltkanoner og 22 maskinkanoner.

Berlingske 4. August 1915
Fra Sydvest-Afrika. Den tyske guvernør om kapitulationen. Berlin, 3. August RB. Officielt meddeles:
Guvernøren i Tysk Sydvest-Afrika, dr. Seitz, og chefen for tropperne dér, oberstløjtnant Franke, har med de Forenede Starters ambassadør som mellemmand aflagt følgende telegrafiske melding til kejseren:Vi melder allerunderdanigst Drs. Majestæt, at vi har været tvungne til at overgive til Botha resten af kolonitropperne i en styrke på 3400 mand, der ved Korab mellem Otavi og Tsumeb var omringede af fjenden med mange gange overlegne kræfter.

Enhver udsigt til med held at gøre modstand var udelukket, da vi, efter at Otavi, Gaub, Grootfrontein, Tsumeb og Namutoni var taget af fjenden, var afskårne fra vor forplejningsbasis, og ethvert forsøg på at bryde igennem var umuligt, da hestene, der i måneder ikke havde fået havre, var ganske udmattede. Alle personer, der hører til de hjemsendte og til landstormen, også de, der er tagne til fange i Sydafrika, vil få lov til vende tilbage til deres gårde og genoptage deres erhvervsvirksomhed. Officererne beholder deres våben og heste og kan på æresord forblive på fri fod i kolonien. De aktive tropper, der derefter udgør godt 1300 mand, får lov til at beholde deres geværer og blive koncentrede på en plads i kolonien, der endnu ikke er fastsat.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Sydvestafrika. Wikipedia Tysk og Engelsk.
Læs mere om Sydvestafrika her på dansk Tysk_Sydvestafrika
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyder i Tysk Sydvestafrika:
Andresen, Peter
Bang, Claus – 21 år udvandret 10/10/1913 med S/S “General” fra Hamborg til Swakopmund, Afrika som militær. Vi har ikke flere oplysninger. Alsnissen.dk.
Christensen, Jacob ? – Tabslisten.
Johnsen, Andreas Nissen
Nissen, Peter ? – Tabslisten. Muligvis den samme som Krigsfangekort. Og som muligvis er den tredie søn som omtales her: En søn af Jørgen Nissen fra Søst Mark ved Aabenraa, er falden i Frankrig. En anden søn af Jørgen Nissen faldt allerede for et aars tid siden, og en tredje søn er interneret i Sydvest-Afrika. (Ingen af sønnerne er blevet identificeret.)

I morgen om verdenskrigen i Kamerun.

Blokadebryderen S/S ”Marie”s besætning

Agterskibet på blokadebryderen ”Marie” i Batavia Havn på Java, hvortil den var kommet efter en sejlads på 3 uger over det Indiske Ocean, efter den var blevet sønderskudt ved Afrikas Kyst. Foto: arkiv.dk.

Her på siden er der før blevet berettet om blokadebryderen “Marie”s rejse til Østafrika og Java, her med besætning og her. Der er nu oprettet sider for besætningsmedlemerne med tilknytning til Sønderjylland. Se listen forneden.

Nis A. Jacobsen førte dagbog under rejsen med ”Marie”, som kan læses her. Under sit ophold på et hollansk militærhospital på Java, kommer han i kontakt med en dansk læge, Dr. Ellehøj fra Karise. Nis Jacobsen opholder sig en tid efter hospitalopholdet hos Dr. Ellehøj i hans villa og fortæller ham om sine oplevelser. Dr. Ellehøj fortæller historien til de dansk-amerikanske blade på vej hjem på ferie, som derefter bliver bragt i danskeaviser:

Kalundborg Avis 19. december 1918. Under falsk flag. Da tyskerne misbrugte sønderjyderne og det danske flag for at redde Østafrika.

“Dansk-amerikanske blade bringer følgende spændende beretning, som gengives efter udtalelser af den danske læge Poul Ellehøj fra Karise, der i en halv snes år har været ansat i den hollansk-vestindiske hærstyrke på Java, men nu er kommen til New York på vej til Danmark for at holde ferie.

Da krigen brød ud, lå der bl.a. et engelsk skib “Darca Hill” af Edinburgh i Hamborg. Det blev naturligvis straks beslaglagt af de tyske myndigheder og besætningen blev sendt til en koncentrationslejr for civile fanger. Og derpå tog man skibet i egen tjeneste. Det blev malet om og kalfatret om, agterude og forude blev malet “Marie” af København, og som besætning fik det lutter i Sønderjylland fødte orlogsmatroser og officerer fra Kiel.

Naturligvis fik det også dansk flag, og samtidig udstyrede man det med falske danske skibspapirer, stemplede med falske stempler, medens de sønderjyske søfolk hver fik en falsk dansk søfartsbog. Og kamuflagen blev ikke herved. Man pyntede op i kaptajnens kahyt med billeder af kong Christian den 10. og dronning Aleksandrine, og på væggene i matrosernes kahytter klistrede man danske postkort med danske billeder og danske frimærker. Det hele var gennemført med tysk grundighed.

Så blev skiber rigget om, og nu kommer vi til det væsentligste.

Nede i bunden af lasten stuvedes 54 kanoner med tilhørende ammunition, flere tusinder geværer og dertil hørende patroner og store mængder af vin, konserves og medicin. Det hele havde en værdi af godt og vel otte millioner mark. Ovenpå alt dette lagdes først halm og så en last af planker. Nu førte man mandskabet fra Kiel til Wilhelmshafen om bord, uden at det blev meddelt nogen, hvorhen skibet skulle. Det blev strengt forbudt enhver, der kom om bord, at forlade skibet inden afrejsen eller at skrive breve til nogen i land, og en mørk nat dampede så “Marie” af København under dansk flag op langs Jyllands vestkyst og derpå videre mellem Norge og Skotland.

Der var vel mange engelske vagtposter på hele vejen, men man var hele tiden begunstiget af tæt tåge, så man kom helt op til Island uden at blive bemærket af de engelske krydsere. Da man nåede de islandske farvande, blev hele trælasten kastet over bord, og skibspapirerne, der havde lydt på, at “Marie” skulle til Island, blev tilintetgjorte og erstattede med andre, der lød på, at damperen skulle til Buenos Aires for at hente majs til Danmark. Man holdt sig meget omhyggeligt udenfor alle ruter, der befares af andre skibe, og det lykkedes virkelig at komme over til den amerikanske kyst. Man fulgte så denne helt ned til Kap Horn, gik rundt om dette, og først nu gik det op for besætningen, hvor man skulle hen.

Man skulle over til Tysk-Østafrika, hvor en tysk styrke kæmpede en håbløs kamp med Belgiere og englænderene. Det var til disse tyske kolonisoldater, at “Marie”s last af våben og proviant var bestemt. Også over det sydatlantiske hav lykkedes det at komme, man nåede rundt om Kap, og først da man var et stykke oppe af den afrikanske østkyst, blev man opdaget af en engelsk krydser. Det lykkedes dog “Marie”, der havde en meget kraftig maskine, at undslippe og komme ind i en flod, hvor krydseren på grund af sit større dybtgående ikke kunne følge den.

Her blev så lasten udlosset for med sorte bærere at blive bragt op i landet, hvor de tyske styrker kæmpede. Kun nogle af kanonerne blev tilbage ved kysten og opstillede som batteri ved flodmundingen for at kunne holde englænderne borte, hvis disse skulle melde sig med mindre skibe. Det var denne forsyning med våben og levnedsmidler, der var grund til, at tyskerne kunne holde sig så længe i kolonien.

En mindre engelsk krydser var imidlertid kommen til og havde givet sig til at bombardere skibet, der fik over hundrede træffere,så alt, hvad der var på dækket, blev splintret og fejet væk. Besætningen måtte springe over bord og svømme i land. Da englænderne mente at have ødelagt “Marie” fuldstændigt, fjernede de sig, og nu gik sønderjyderne atter om bord på skibet, som det i løbet af 5-6 uger virkelig lykkedes dem at få gjort så vidt i stand, at det kunne sejle. Man sneg sig ud fra kysten og atter var lykken med. Skønt man kun kunne sejle med en fart af 6-8 knob, og skønt det indiske hav vrimlede af engelske og australske skibe, kom man dog frem uden at blive observeret.

Man satte kursen efter Java, og det blev en lang tur, så lang endogså, at provianten slap op, og man kun havde nogle bønner og noget konserves at spise. Der udbrød skørbug om bord, og to af de sønderjyske matroser døde. Endelig kom man dog efter en skrækkelig tur til Tandjoing Prioh på Java, men da var besætningen i en elendig forfatning, og flere mand blev sendt til Buitenzorg, hvor de blev behandlet af doktor Ellehøj og snart kom til kræfter igen. Det var også til ham, de fortalte om deres eventyr, og at skibet aldeles ikke var dansk, men tysk. Besætningen blev så interneret af de hollandske myndigheder, og her er et par af dem døde af klimafeber.

De andre, der nu har været derovre i flere år, lider også hårdt under klimaet og måske endnu mere af hjemve. Et af de danske flag, der blev brugt om bord på skibet, er i vedkommede læges besidelse og kan tjene som bevis mod tyskerne. Skibet ligger endnu i den javanesiske havn og er beslaglagt af hollænderne, men da englænderne erfarede, hvad det var for et skib, krævede de det udleveret, og det vil vel også ske.

Medens tyskerne ellers kun har haft hån og foragt tilovers for sønderjyderne, har de under krigen, særlig i ubådskrigen, haft god brug for dem, og det har her vist sig påny, at der har fundet at afskydeligt og groft misbrug sted af det danske flag, vil vel ingen i Tyskland kunne benægte.”

Damperen “Marie”s rejse

Besætningen på S/S “Marie”
Kaptajn Conrad Sörensen, født i Flensborg, flygtede til Pilippinerne og forsøgte at snyde sig som amerikansk soldat til USA, men blev opdaget og interneret der.
1. Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
2. Styrmand Jørgen Hansen Holm, født i Rangstrup
3. Styrmand Carl Friedrich Iversen, født i Gråsten, flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab der.
Maskinist Hans Friedrich Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg, døde på overfarten til Java.
Maskinist Hans Peter Nikolai Hansen, født i Ullerup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken, Rinkenæs sogn, var kok ombord.
Overmatros Nis Andresen Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Døde i Afrika.
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg, døde på overfarten til Java.
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Kristian Abild, født i Østerslotfeld (Møgeltønder)
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Friedrich Karl Kunz, født i Bovrup, Flygtede til Singapore og endte som fange i Australien.
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå, Flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab i USA.
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodsbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro, flygtede som dansk sømand og nåede som den første hjem.
Fyrbøder Peter Andersen Møhl, født i Ensted
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Matros Peter Jensen, født i Styrtom, Ensted sogn, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Død i engelsk fangenskab i Daressalam.
Matros Fritz Greve, født i Flensborg

Yderligere oplysninger:
Lensch, Johannes: “Knud Knudsen, Fahrt nach Ostafrika.” Kan købes som e-bog hos Amazon tysk og Amazon engelsk
Side om blokadeskibet Marie eksternt link.

S/S “Kronborg”s besætning.

Her på siden har vi kunnet følge Nis Kock på hans færd om bord på blokadebryderen “Kronborg” til Tysk-Østafrika og hans oplevelser som soldat i tropperne der. Nu er der oprettet sider på alle S/S “Kronborg”s besætningsmedlemmer med tilknytning til Sønderjylland.

Besætningenen på S/S “Kronborg”.
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg —
1. Styrmand Daniels, Flensborg,
2. Styrmand Jes Wilhelm Bagger, Flensborg, født i Ballum
3. Styrmand Jes Jørgensen Elberg, født på Barsmark, bopæl i Aabenraa
Lods Albers, Rigstysker,
1. Maskinmester Christian Bernhard Hansen, født i Bovrup, Løjt kirkeby
2. Maskinmester Hans Heinrich Nissen, født i Brandsbøl (død kort efter Hjemkomsten), krigsfange i Indien.
3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved
Assistent Franz Friedrich William Norling, født i Graasten
Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og
Telegrafist Friedrich Wilhelm Karottki, født i Aabenraa,
Baadsmand Lorentz Heinrich Matthiesen, født i Rinkenæs
Intendant Anker Nissen, født i Kastvraa, Haderslev,
Kok Lorentzen fra Husum,
Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid).
Matros Mads Jensen Møller, født i Rise, Aabenraa,
Matros Peter Marius Jørgensen, født i Skovby, Vedsted sogn
Matros Pitzner, Angel,
Matros Christian Ludwig Møller, født på Skodsbølmark, boede i Sottrupskov (død kort efter Hjemkomsten)
Matros Warshun, Mecklenborg,
Matros Andreas Nielsen Boysen, født i Møgeltønder, boede i Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika),
Tømrer Hans Hansen, Flensborg.
Fyrbøder Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg
Fyrbøder Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam)
Fyrbøder Thomas Peter Hansen, født i Egernsund,
Fyrbøder Nis Kock, Sønderborg
Fyrbøder Karl Bahr, Danzig,
Fyrbøder Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg
Fyrbøder Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika)
Fyrbøder Hans H. Bartram, Sønderborg
Fyrbøder Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Yderligere oplysninger:
Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Tysk Østafrika
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika
Nissen, Anker: Sønderjylland – Afrika tur-retur
Møller, Christian Ludwig: På langfart i verdenskrigen.
Hjemmeside om damperen Rubens/Kronborg extern link
Nørby, Søren: Krydseren Valkyriens togt juli – september 1919. Marinehistorisk Tidsskrift 2011.
Artikler om Valkyriens ankomst i 1919

Sønderjyder i japansk krigsfangenskab

Postkort fra Tsingtau

Ca. 29 sønderjyder endte som krigfanger i Japan, hovedsagelig sømænd. Nogle var dog embedsmænd eller handelsmænd i den tyske koloni Kiautschou i Kina, med havnebyen Tsingtau. Se listen forneden, der også indeholder japanske krigsfanger, der ikke deltog i forsvaret af Tsingtau. Kolonien var underlagt den kejserlige tyske marine og da japanerne den 27. august 1914 angreb Tsingtau, blev alle mandlige beboere i kolonien indlemmet i forsvarsstyrkerne. Den samlede styke var på ca. 5000 mand inkl. besætningen på den østrigske krydser “Keiserin Elisabeth”.

De samlede japanske og engelske styrker var på ca. 58.000 mand.

Beretning om belejringen af Tsingtau. (Tysk)  Link. (Engelsk) Link.

Kolonien overgav sig den 7. November 1914 og besætningen fra Tsingtau blev overført til japanske fangelejre, herunder de 29 sønderjyder.

Den 26. November 1914 kunne følgende læses i Hejmdal:
Besætnings styrke. – Japan behandler fangerne godt.
Efter de hidtil foreliggende meddelelser udgør antallet af de ved kampen om Tsingtau og ved fæstningens fald tilfangetagne medlemmer af besætningen ca. 4250 mand inkl. 600 sårede. Antallet af faldne skal være ca. 170 mand, deriblandt 6 officerer. Fra krydseren “Keiserin Elisabeth” er en løjtnant og 8 mand døde.
Fangernes behandling i Japan skal være god. Den japanske regering har stillet en snarlig oversendelse af navnefortegnelsen over døde, sårede og fanger i udsigt.

I anledning af heltene fra Tsingtaus skæbne hedder det i bladet “Die Post”:
For første gang erfarer man noget om styrken af besætningen i Tsingtau. Den turde inkl. Besætningen på krydseren “Kaiserin Elisabeth” have udgjort ca. 5000 mand. Med så meget større tilfredstillelse ser vi på den lille helteskare, som to måneder igennem gjorde modstand imod en overvældende overmagt.

I Ribe Stifts-Tidende den 1. Maj 1915 læses følgende: I japansk fangenskab. I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge “Dybbølposten” blandt andet:

“Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Vi får de fleste engelske og tyske aviser, vi har også et orkester, som står af 4 violiner, harmonium, 2 mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes. To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne stor interesse for anlæg.

Hans-Joachim Schmidts biografiske projekt om forsvarerne af Tsingtau, hvor de fleste af personerne forneden også er omtalt (tysk). Link.

Byriel, Hans Christian Krigsfange i Amerika
Carstens, Ernst Anton
Christensen, Carl Jes Knud
Christiansen, Christian
Frenzel, Georg Carl Thomas
Hansen, Hans
Heinrich, Johann Carl Christoph Ikke omtalt hos Schmidt
Heinrich, Karl Anton Friedrich
Jaspersen, Julius
Jebsen, Heinrich
Jebsen, Jacob Friedrich Christian Interneret i Australien. Ikke omtalt hos Schmidt.
Johannsen, Jørgen
Johannsen, Peter
Jürgensen, Lautrup
Krichau, Jens Nielsen
Krogh, Martin
Lund, Peter Emil
Mathiesen, Eduard
Matthiesen, Hans Peter
Nielsen, Erich
Nielsen, Hans
Nielsen, Nicolai
Offersen, Carl Emil
Petersen, Christian Hansen
Priess, Peter Heinrich Ansat ved postvæsenet i Tsinanfu.
Rasmussen, Hans Daniel Michael
Rasmussen, Peter
Vogt, Hans
Witt, Ludwig Andreas

Hvem er disse 5 alsinger?

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Frits Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

2. juli 1916. »Tror De måske, at jeg er flyttemand?«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

»I Maskingeværafdelingen«

Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå. 

Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.

Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«. 

V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie. 

Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.

Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det. 

MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.

Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”

20. juni 1916. Og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Kompagnichef »Sternigel«”

Der var kommet liv i huset, da granaterne faldt. Døren gik op, og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte. Jeg regnede med, at det var kompagnichefen, der noget brat var blevet vækket af granaterne, men forholdt mig passiv.

Manden gloede olmt på mig og udbrød: »Hvad er det for et spektakel her i middagsstunden, og hvad laver De her?« Jeg besvarede spørgsmålene i den rækkefølge, de var stillet, nemlig at russerne havde sendt en hilsen i form af et par granater, og hvad mig angik, så skulle jeg melde mig hos kompagnichefen for MG-afdelingen.

»Det er mig,« brølede manden, og jeg fik hurtigt hælene samlet og aflagt forskriftsmæssig melding. »Hvad er De i det civile liv?« spurgte løjtnanten lidt mere afdæmpet. »Landmand,« svarede jeg og ville have tilføjet, at jeg havde været to år i mekanikerlære. Det fik jeg slet ikke tid til.

»Landmand,« gentog løjtnanten i et tonefald, der ikke levnede landmanden ret megen sympati. »Har De ikke været hos Feldweblen, og har han ikke jaget Dem ad helvede til?« Inden jeg fik tid til at svare, kom Feldweblen imidlertid ud og meldte kort og godt, at manden havde været på kontoret, og at han nok var landmand, men ifølge meddelelse fra hans kompagni, havde han været to år i mekanikerlære, og at han – Feldweblen – ville anbefale løjtnanten at gøre et forsøg med manden.

»Nå ja, for min skyld ingen alarm,« svarede »Sternigel«, og dermed var jeg forsøgsvis antaget ved MG-afdelingen. Jeg var efterhånden blevet klar over, at Feldweblens ord havde en vis vægt, og at det nok var værd at huske dette.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

19. juni 1916. Da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

Billedet er fra Lockstedter Lager, foråret 1916. Bergholt står i bagerste række, nr. 2 fra venstre.

“Semko -12 årig dreng”

Mens jeg sad og tænkte over min samtale med min nye Feldwebel, suste pludselig to granater ned i en majsmark lige ved huset. De var afskudt fra stor afstand, og jeg havde hørt dem komme. Endnu inden de detonerede, lå jeg for længst på maven, men stor var min forbavselse, da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

Han var ikke større end en tolvårs dreng, og det viste sig senere, at det netop var det, han var. »Hvad er du for en fyr? Det var nok ved at gå galt,« sagde jeg og gik hen imod ham. Da drengen så, at jeg var en fremmed soldat, kvitterede han prompte med et »Hold kæft« og pilede af sted alt hvad han kunne. 

Senere fik jeg en forklaring. MG-afdelingen havde været indkvarteret i drengens hjemby. Han havde ingen forældre; faderen var blevet skudt, og moderen havde russerne taget med ved tilbagetoget. Han havde fået sin mad ved feltkøkkenet i den tid, delingen lå i byen.

Da man drog videre, var drengen simpelt hen fulgt med og havde nu været hos delingen i flere måneder. »Sternigel« havde for egen regning ladet sy en uniform til ham og givet afdelingens skomager og sadelmager, der var en mand på ca. 40 år, ordre til at tage sig af drengen. I øvrigt blev Semko, sådan hed drengen, og jeg senere hen meget fine venner. 

Den kvikke dreng havde forbavsende hurtigt lært slet ikke så lidt tysk, og man benyttede ham som tolk, da befolkningen næsten kun talte polsk. 

Da regimentet i april 1917 blev flyttet til vestfronten, fulgte drengen med. Han var selvfølgelig hele tiden bag fronten ved bagagen, som var nogenlunde i sikkerhed, men efterhånden, som flyvervirksomheden tog til, var det ikke helt ufarligt at være dér.

Det var meningen, at en ældre, gift kusk, der ingen børn havde, ville adoptere drengen efter krigens afslutning, men han overlevede desværre ikke. 

I efteråret 1917 fik Semko pludselig hjemve, årsagen var følgende: Vi lå i »ro« i en by i Lothringen, der jo endnu den gang hørte til Tyskland. I byen var der en artillerist hjemme på orlov fra østfronten, og skæbnen ville, at han netop kom fra Semkos fødeby i Galicien og skulle tilbage dertil.

Da Semko fik talt med ham, var det sket. Hjemlængselen meldte sig. Regimentskommandøren blev underrettet, og det blev besluttet, at Semko skulle rejse tilbage sammen med artilleristen. Semko fik rejselegitimationen udstedt, og sådan endte drengens eventyr, som han sikkert aldrig har glemt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. juni 1916. »Jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Frækhed belønnes”

Endelig var vi færdige med at bygge den famøse skyttegrav. Den havde kostet os mange sårede, men heldigvis kun få døde. Der begyndte at gå rygter om, at divisionen skulle til Frankrig. De viste sig dog at være forhastede. 

Derimod skete der noget, som fik stor betydning for mig. En dag blev det bekendtgjort, at maskingeværafdelingen skulle bruge nogle folk, og at de, der var uddannede som mekanikere, kunne melde sig. 

På dette tidspunkt havde jeg været ca. to måneder i felten, og jeg havde ærlig talt fået »næsen fuld« af infanteriet. Jeg mente at have fundet en udvej, så en overflytning til MG-afdelingen kunne lykkes. Nu var øjeblikket der, og jeg var klar til at gøre et forsøg.

Altså meldte jeg mig til Kommandofeldweblen og anmodede om at blive overflyttet. Det første, han sagde, var selvfølgelig, at jeg var landmand og ikke mekaniker. Jeg var forberedt herpå og svarede, at vel stod der landmand i papirerne, men jeg havde stået to år i lære som mekaniker og var derefter gået tilbage til landbruget. Han bed på krogen og gav tilladelse til , at jeg forsøgsvis kunne melde mig. 

Jeg var klar over, at jeg i nogen grad var på gyngende grund, og det var med blandede følelser, jeg meldte mig hos Feldweblen ved MG-afdelingen. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. 

Atter var heldet med mig. Feldweblen sad og bladede i mine papirer, og jeg var forberedt på, at jeg igen skulle benytte min nødløgn om min mekanikerlærdom; men det blev slet ikke nødvendigt. Da han endelig var færdig med eftersynet, så han op på mig, og til min store forbavselse tiltalte han mig med »du«.

»Du er prøjser,« ser jeg, »og fra Haderslev amt. Ligger det ikke oppe ved den danske grænse? – Kan du også tale dansk?« Begge spørgsmål måtte jeg besvare med et ja. »Tja,« fortsatte Feldweblen, »jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.« 

Jeg forstod, at denne »kærlighedserklæring« til Prøjsen var ironisk ment, og at det ikke ligefrem var en anbefaling at være prøjser. Jeg begyndte at fatte sympati for manden, der syntes at være i besiddelse af en vis historisk viden. Feldweblen fortsatte: »Du er landmand og ikke mekaniker, ser jeg, men det gør ikke noget. Den smule mekanik, der skal til, lærer du sagtens, hvis du da ikke er alt for fummelfingret, og det ser du ikke ud til.

Gå udenfor og vent til kompagnichefen vågner, han sover til middag, så kan du melde dig til ham, når han engang gider stå op. Og én ting ti , tag dig det ikke nær, hvis han galer lidt op, fordi du ikke er mekaniker, den sag skal jeg nok klare. I øvrigt går han under navnet »Sternigel«, (det var navnet på en tysk rovmorder), men det skal du ikke bryde dig om, manden er bedre end sit rygte.« 

Jeg hilste og forsvandt ud af døren for at vente på »Sternigel«, fandt mig en skyggefuld plads og gjorde mig det behageligt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

17. juni 1916. Kuglen var prellet af på en knap.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter efter, at Jørgen var blevet såret »ordentligt«, var jeg atter på vej ud til engen. Min sidekammerat sank pludselig sammen, og da han holdt sig for maven, var jeg ikke i tvivl om, at det var der, han var såret, og at det var alvorligt. Der kom straks sanitetspersonale til stede og tog sig af ham, han var bevidstløs. 

Jeg »hang lidt med skuffen« den nat, for jeg havde kendt den sårede godt, og med et maveskud var der ikke meget håb. Stor var overraskelsen og glæden imidlertid, da vi kom tilbage til vort kvarter i laden, for der sad den »sårede« i halmen og spiste af hjertens lyst. 

Det viste sig, at kuglen var prellet af på en knap. Denne var trykket ganske flad og havde givet manden et stød i mellemgulvet, så han mistede bevidstheden. 

Det var et par eksempler på »heldige skud«, og dem har jeg oplevet i snesevis af. Men det mest fantastiske jeg har set, var i Frankrig. Ved et angreb fik en infanterist en kugle i panden. Den var gået ind lige neden for hårgrænsen og ud i nakken.

Manden blev selvfølgelig slået bevidstløs, men kom ret hurtigt til sig selv igen. Han var ikke mere medtaget, end at han selv kunne gå tilbage til forbindingspladsen. Her blev han ordentlig forbundet og læsset i en sanitetsvogn og kørt til et feltlazaret. Rystelserne under kørslen bevirkede imidlertid, at såret begyndte at bløde, og manden lå bevidstløs i otte dage. 

Efter ca. et halvt års forløb kom han tilbage til sit kompagni og var fuldstændig rask. Jeg talte med ham den dag, han blev såret, og jeg har talt med ham mange gange efter, at han kom tilbage. Lægerne havde forklaret, at kuglen havde fulgt kraniets runding og ikke beskadiget selve hjernen; de havde aldrig set noget lignende.

Til trods for at han efter ca. to måneders forløb følte sig fuldstændig rask, havde man beholdt ham i lazarettet i fire måneder og nærmest vist ham frem som en seværdighed. Man må sande det gamle ord : Den drukner ej, som hænges skal. – 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. juni 1916. Et nervevrag: Kravlede på alle fire.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter derefter arbejdede vi atter sammen, og da var Jørgen mere »heldig«, han fik en kugle gennem den ene arm, og var ovenud lykkelig .

Jeg har ikke truffet Jørgen senere, men jeg håber, at han stadig har været »forfulgt« af lykken, og er kommet nogenlunde helskindet hjem. Han var en god kammerat og i besiddelse af et godt humør og – for at sige det populært – fuld af »fup«.

En nat, før han blev såret, var vi sammen på forpost og sad i samme jordhul, hvor der lige var plads til to mand. Den underofficer, der denne nat skulle kontrollere forpostkæden, var lige kommet fra garnisonen og havde ikke før været ved fronten. Han var overnervøs og nærmest umulig. Hvor alle andre gik oprejst, der kravlede han på alle fire.

Da han denne nat kom til vort hul, kunne Jørgen selvfølgelig ikke holde sig i skindet. Pludselig hviskede han »Se der, se der,« og pegede i retning af en rugmark ca. 50 meter foran os, »en russisk patrulje!«

Jeg var klar over, at det var et af Jørgens »numre«, men underofficeren sprang med et sæt ned i hullet til os, hvor der dårligt var plads til to, langt mindre til tre. Til trods for, at vi begge to bedyrede, at det med patruljen havde været en fejltagelse, var det os umuligt at få manden ud af hullet igen.

Han lod de andre poster passe sig selv og blev i hullet, til vi blev afløst. Han kravlede så på alle fire, til vi nåede vore pigtrådsspærringer, først da kom han på højkant og fortsatte i løb, til han nåede skyttegraven.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. juni 1916. Tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heldige skud”

Da regimentet havde fået udhvilet, blev det beordret til at bygge en skyttegrav over et engdrag. For grundvandets skyld måtte skyttegraven bygges oven på jorden. Hver nat blev halvdelen af styrken sat til dette arbejde, som viste sig at være endda meget farligt.

Russerne kunne selvfølgelig om dagen konstatere, at der blev arbejdet om natten, og holdt engen, der var ca. 200 meter bred, under en vold som geværild hele natten igennem. Arbejdet bestod i at grave græstørv og stable dem oven på hinanden, så der blev en vold i mandshøjde.

Den første nat, jeg var med til dette job, arbejdede jeg sammen med en anden sønderjyde, hvis navn var Jørgen. Han var en gemytlig fyr og dejlig at arbejde sammen med. Pludselig smed Jørgen spaden og svor en dyr ed. Det viste sig, at han havde fået et strejfskud i den ene tommelfinger.

Skaden var imidlertid ubetydelig, det så nærmest ud, som om han havde brændt fingeren en smule. »Det var da som pokker,« udbrød han, »en halv cm tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss« (hjemsendelssesskud)«.

Den næstfølgende nat arbejdede vi atter sammen, og Jørgen var atter heldig – eller uheldig om man vil. Han faldt pludselig om og tog sig til skinnebenet. Jeg fik ham slæbt i læ bag volden, trak støvlen af ham, men kunne intet sår finde, kun en stor blå plet var synlig på skinnebenet.

»Det var strejfskud nr. to,« var Jørgens kommentar, »Gud ved, hvad der sker tredie gang?« Da han ville trække støvlen på igen, var der noget, der trykkede inde ved tæerne. Han trak atter støvlen af, stak hånden ned i den og halede en geværkugle frem.

Nu kan man jo med rette spørge, hvordan dette kunne gå til? Svaret er ligetil, på et givet tidspunkt går farten af enhver kugle, og den får en nedadgående bevægelse. I dette tilfælde var kuglen gået gennem et læg i Jørgens bukseben lige oven for støvleskaftet. Ved den nedadgående bevægelse var den gået imod støvleskaftet indvendig. Den havde ikke haft kraft til at gå gennem læderet og var så faldet ned i støvlen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. juni 1916. Frygtelige marchture på Østfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. juni 1916. Bergholt på tilbagetog i Galizien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“På ilmarch”

Fra hvert korporalskab blev der udtaget en mand, som skulle blive tilbage og markere, at skyttegraven stadig var besat ved at opretholde en forceret skydning i indtil en time efter hovedstyrkens afmarch. Derefter skulle de forsøge at indhente regimentet. Da disse folk ingen oppakning havde, kun deres geværer samt ammunition, var der en reel chance for, at dette kunne lykkes. Og det gjorde det. 

Da den befalede time var gået, trak den tyske kæde sig tilbage, og det lykkedes dem i løbet af natten at nå frem til regimentet med kun én mand let såret. 

De fortalte, at russiske patruljer allerede en halv time efter vor afmarch viste sig foran de tyske pigtrådsspærringer, men da de blev stærkt beskudt, blev de liggende der og gav derved tyskerne tid til at forsvinde. 

Fra kl. 22 til kl. 7 om morgenen gik vi tilbage i ilmarch med kun ti minutters ophold hver fulde time – en såkaldt »Pinkelpause« (tissepause). 

At sige, at tropperne var udmattede, er et mildt udtryk, men ingen ville gerne i russisk fangenskab, så enhver gjorde, hvad han kunne for at følge med. 

Klokken syv næste morgen gjorde v i holdt på en pløjemark. Geværerne blev sat sammen, og soldaterne faldt bogstavelig talt om ved siden af dem og sov omgående. Officererne lod os ligge; de vidste, at det ville være umuligt at få os på benene de første timer. 

Hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt i disse ni timer, ved jeg ikke, men det var mange. Kun den, der har prøvet en sådan ilmarch med fuld oppakning og dertil 500 patroner ekstra, véd hvilken kraftanstrengelse det er. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. juni 1916. Omringningen var næsten fuldbyrdet.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Med hensyn til russerne fik Claus ret. De sidste tre dage, før han blev såret, var de gået til angreb både til højre og venstre for os. Særlig den højre fløj blev angrebet meget kraftigt. Da de imidlertid angreb uden nævneværdig artilleriforberedelse og ved højlys dag, blev de afvist til trods for, at de angreb med indtil 16 skyttelinier efter hinanden. 

Russerne må have haft mægtige tab. De blev bogstavelig talt mejet ned af de tyske maskingeværer og nåede aldrig nærmere end til de tyske pigtrådsspærringer. Angrebene over for de tyske regimenter ebbede imidlertid ud og trak længere og længere ud på fløjene, hvor de østrigske tropper lå, og her syntes de at have haft større held. 

Om natten markeredes frontens forløb af de afskudte lyskugler eller lysraketter, om man vil , og det var på grundlag af dem, at Claus havde gjort opmærksom på, at russerne gik frem på begge fløje. 

Da der var gået et par dage til , var omringningen næsten fuldbyrdet. Det hed sig, at regimentet skulle afløses en af de første dage, men den almindelige mening blandt mandskabet var, at det måtte da blive af russerne. Og ganske rigtigt, en dag blev der givet besked om, at regimentet skulle samles kl . 22 i en slugt lige bag fronten. 

Hver mand fik ordre til at medtage 500 patroner foruden den sædvanlige udrustning. Hvad der ellers fandtes af ammunition og udrustning blev kastet i latrinerne eller ødelagt. Nu var der ingen tvivl om, hvem der skulle afløse os.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

8. juni 1916. Panik! Jacob Bergholt snubler over en blindgænger!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.

“En ordenlig forskrækkelse”

Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr. 

Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den. 

En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem. 

En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark. 

Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.

Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. 

Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af. 

Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store. 

»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.

»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.

Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.« 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)