Alle indlæg af Arne May

Den Ugentlige Udfordring 12

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil fra marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Den Ugentlige Udfordring 11

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil fra marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Den Ugentlige Udfordring 10

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil fra marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Postkort fra oldemors tyske bror.

 

Den Ugentlige Udfordring 9

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil fra marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Postkort fra oldemors tyske bror.

 

Den Ugentlige Udfordring 13

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil fra marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Den Ugentlige Udfordring 8

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Billedetekst: Oldemors tyske bror, Gustav, der var vagtsoldat ved Kongeåen i nærheden af Skodborg.

lidt hjælp.

Den Ugentlige Udfordring 7

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi.

Lidt hjælp:

Den Ugentlige Udfordring 6

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Ligger I inde med tekster I ikke kan tyde, så er I velkommen til at sende mig en skanning – her – bedst jpg, 300 dpi

Lidt hjælp:

 

Den Ugentlige Udfordring 5

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Lidt hjælp.

Den Ugentlige Udfordring 4

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

 

Lidt hjælp.

 

Den Ugentlige Udfordring 3

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Udfordring 2

Lidt hjælp

Den ugentlige Udfordring 2

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Lidt hjælp.

DEN UGENTLIGE UDFORDRING 1

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Udfordring 1

Lidt hjælp

 

2. marts 1920. ØK’s skib M/S “Peru” ankommer til København fra Vladivostok med danske statsborgere og sønderjyske krigsfanger fra Sibirien.

Med på skibet var Niels Mikkelsen Purup og familie. Han rejste til Sibirien i 1912, hvor han arbejdede for Sibiko (Sibirist Kompagni) og senere etablerede sig i Tjita til 1915. Efter et kort ophold i Danmark rejste han retur – nu med hustru – til Tjita. Han blev selvstændig og fremstillede cigaretter på egen fabrik i Tjita. Forretningen gik godt, og parret blev velhavende. I 1919 pressede borgerkrigen på, og Purup blev engageret i krigsfangehjælpen. Parret besluttede at rejse til Danmark for at vente på bedre tider til at returnere til Rusland. Familien kom med M/S Peru fra Vladivostok i nytåret 1919/1920. Med ombord var også et hold sønderjyske krigsfanger.
(Tekst: B. Preben-Hansen)

Et barnebarn til Purup rejser til Sibirien i farfaderens spor. Se beretningen fra rejsen her.

Barnebarnet, Karsten Purup,  er interesseret i kontakt til efterkommere af de sønderjyske krigsfanger, der var med skibet. Karsten kan kontaktes her.

Billede fra Sibikos forretning i Tjita, der som noget helt nyt tilbød cykler, til veje, som var et pløre og ælte mindst 9 måneder om året.
Purups billet hjem fra Vladivostok.

På rejsen hjem tog Purup en række billeder ombord på skibet:

M/S “Peru” Link til Motorskibet “Peru”
Skibets kaptajn.
Alle Passagere på “Peru” incl. kaptajn og 1. styrmand – samt 6 sønderjyske krigsfanger som russerne havde frigivet og den danske stat betalte hjemrejsen.
Skibet blev malet på hjemvejen og passagerne fik lov at hjælpe. Det var nok ikke meget til gavn, men en adspredelse.

(I følge krigsfangekortene skulle der være 7 krigsfanger med hjem?)
Krigsfanger med M/S “Peru”:

  1. Peter Christian Asmussen fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Haxthausens arkiv: ”Efter anmodning fra krigsfange i Sibirien, løjtnant ved 5. husarregiment Peter Christian Asmussens pårørende skal man anmode UM om at telegrafere til vicekonsul Møller-Holst i Irkutsk om at foranledige ovennævnte krigsfange frigivet og hjemsendt, således at han kan nå at afgå med S.S Peru fra Vladivostok omkring nytår. Krigsfangen er født i Flensborg og hans forældre har hos Vassart og Co. I Vladivostok deponeret to tusind kroner til hans hjemrejse, ligesom de er villige til at betale alle yderligere udgifter. Fangens adresse er: Kansk ved Bajkalsøen, officersfangelejr, guvernement Jenisejsk”. 28-11-1919 til UM. 
  2. Harry Johannes Christian Gross (1881-1921) fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Kom til Pervaja Kelschka ved Vladivostok. Han var i tjekkisk fangeskab. Broderen Gustav Gross, Flensborg, Viktoriagade 7, var villig til at betale hjemrejsen. 
  3. Johannes Christian Köhler (1884-1938) fra Nordborg 
  4. Paul August Otto Köppen (1876-1945) fra Tønder. (Japansk krigsfange) 
  5. Laussen ? Link til krigsfangekort 
  6. Jørgen Hansen Nielsen (1885-) fra Faahus.
  7. ? H. P: Møller ? Link til krigsfangekort Med “Peru” 2/3-20 (A23) – det er ankomst tidspunktet til København? 

9. februar 1920. Så sejlede vi afsted for med vor stemmeseddel at tilbageerobre Sønderjylland.

Andreas A. May skriver i sine erindringer:

”I dagene den 8. og 9. februar ankom de tilrejsende stemmeberettigede med tog eller for størstepartens vedkommende med dampskib, og de blev hilst med begejstring af deres sønderjyske landsmænd.

Sammen med tusinder andre sønderjyder, der var bosatte i København eller på Sjælland, rejste jeg den 9. februar 1920 med toget til Korsør for derfra at viderebefordres med “Dronning Maud” til Sønderborg; andre fortsatte med “Kong Hakon” til Aabenraa og Haderslev.

“Dronning Maud” ankommer til Sønderborg.

Jeg rejste bl.a. sammen med grosserer Brock, som allerede som ung mand var rejst til København for at undgå at blive prøjsisk soldat. Nu var han en gammel mand og hans kone var død i 1914, men nu ville han selvfølgelig også gøre sin pligt og lægge sin stemme i vægtskålen for hjemstavnens genforening med Danmark.

Vi fik fri forplejning undervejs. På hovedbanegården spillede musikken nationale sange for os, og alle der var mødt op for at ønske os en lykkelig rejse. Da vi nåede Korsør, var hele den store havn smykket med flag, to store musikkorps spillede i hver sin ende af havnen, og de store dampere var pyntet fra øverst til nederst med flag og ventede for at sejle os til Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Så sejlede vi afsted mod Sønderjylland, som vi med vor egen stemmeseddel skulle tilbageerobre efter 56 års fremmed herredømme. Vor medbragte mad fik vi ingen brug for om bord, da der en times tid efter at vi var sejlet, blev serveret frokost for os alle. En varm ret med smør, brød og øl og senere kaffe med wienerbrød. Betale derfor kunne man ikke, hele forplejningen blev givet gratis af nogle københavnske restauratører.

Om bord var der sygeplejersker og læger, hvis nogen skulle få brug derfor. Ud på dagen blev det tåge, så vi måtte sejle langsomt, men da vi endelig hen af aftenen nåede Sønderborg, var det klart vejr. Her var hele havnepladsen og kajen fuld af mennesker, som ville byde os velkommen, og Dannebrog vejede fra mange huse, også mange tyske flag var fremme, for der ankom jo også tyskere for at stemme. En trop spejderdrenge var stillet op ved landgangen, bag dem en deling alpejægere (franske). Sønderborg byråd med et stort musikkorps bød os velkommen.

Der blev talt og sunget og med “Kongernes konge..” gik vi i land. Vi drog i en mægtig procession under sang og musik op gennem byen. Jeg fulgtes med grosserer Brock op gennem den flagsmykkede Perlegade, og på amtsbane stationen trakterede han med kaffe i ventetiden, indtil toget skulle føre os videre. Han til Elstrup, hvor han skulle indkvarteres hos sin søster, enkefru Møller og jeg hjem til Guderup.

Han havde selvfølgelig ingen tyske penge, men serveringsjomfruen var villig til at veksle hans 10-kr seddel. Han fik næsten 100 Mark tilbage, og det kunne han slet ikke forstå; han var ikke klar over at de tyske penge ikke var mere værd.

Mine forældre skulle afgive deres stemme i deres opholdskommune, medens jeg som tilrejsende skulle stemme i den kommune, hvor jeg var født. Derfor måtte jeg næste morgen tage afsted med toget til Over-Tandslet, da jeg skulle afgive min stemme i Lebølgård Skole.

Dog ville jeg først hjælpe min far med at hejse flaget på den nyopstillede flagstang i haven. Flaget var også nyt, for min mors gamle flag fra hendes barndomshjem var for lille til den høje stang, og desuden kunne det vist heller ikke tåle at komme op i vinden. Det havde ligget på kistebunden i 56 år og var kun taget frem, når fars kisteklæder og andet tøj skulle luftes om foråret. D.v.s. flaget blev kun varsomt foldet ud, respektfuldt beundret og lagt ned i kisten igen.

Guderup 1920

Vi havde desuden et lille bordflag, som stod fremme på det lille bord under konsolspejlet mellem vinduerne ”i e gu’j stou” [i den gode stue]. Her stod det skjult for blikke udefra, for gendarm Brummer kunne ikke tåle at se Dannebrog. For mine forældre, ja, for hele den generation, der havde levet hele deres liv i forventningen om §5’s opfyldelse, var denne dag en endnu større oplevelse end for os unge.”

12. december 1919. Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.

Hejmdal 12. december 1919:  Sønderjyderne fra Østen.

De sønderjyske krigsfanger, der var om bord på “Mitau”, skriver et hovedstadsblad:

SS “Mitau”, omdøbt fra “Birma”

“Der var to slags sønderjyder, de, der er samlet i Sibirien. De 24 kommer fra fra Japans fangelejre, hvor de har haft det mindre godt. Gårdejer Rasmussen, som de havde valgt til deres fører, har således været i en lejr i Nærheden af Tokio. I 5 år var de kun 2 gange på spadseretur, og de havde ingen forbindelser med omverdenen. Der er 13 sønderjyder blevet tilbage i denne lejr, og ialt omkring et halvt hunderede af vore landsmænd er endnu i Mikadoens rige. De mangler papirer, sagde deres lykkeligere landsmænd med et lille foragteligt smil, papirer, papirer…

Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.
De 14 sibiriske fangers formand er købmand Møller fra Aabenraa. Han og hans kammerater er alle taget til fange på Østfronten, nogle ved Warschau, han selv ved Riga. De har gennemgået lidelser og trængsler, man ikke gør sig nogen forestilling om, måske ikke mindst efter, at de blev givet fri, da bolshevikerne kom til magten. Så åbnedes nogle af fangelejrerne, og den store forvirring begyndte. Vore landsmænd fortæller artige historier om bolshevikernes store grusomhed. Købmand Møller har en en tid levet af at lave falske pas, hvad der gik glimrende, og et par andre har ved at udfylde gamle fragtbreve fragtet dig selv ud af nogle strenge lejre, der ikke blev åbnet; men hvor kulden, sygdomme og sulten gjorde slemme indhug mellem de før så raske unge mænd.

Flere fanger døde af underernæring.
Nogle af de sønderjyder, der har været i Japan, udtaler til en københavner korrespondent, at de var bleven ført til forskellige af de japanske øer. Her blev de indesluttede og strengt afspærrede i en række lejre, og de allerfleste steder var maden så dårlig og knap, at ikke så få fanger døde af underernæring. I lejrerne i Narashino døde for godt et års tid siden flere hunrede fanger af “spansk syge”. Fangerne holdtes helt uviksomme. For at slippe bort søgte mange af dem at flygte over Kina, hvad kun lykkedes i de færreste tilfælde, og tugthus og totur blev beredt de ulykkelige, der ikke slap bort. Postforbindelsen med hjemlandet var nogenlunde. Den civile befolkning på øerne nærer sympati for ententen, medens militærpartiet er tyskvenligt.

Student Madsen fra Majbøl på Als kom som eneste slesviger til Pinsk og kom senere til Tomsk. Ernæringsforholdene var begge steder meget slette.

Præst, Købmand og skolelærer.
Købmand Møller, som blev taget til fange i august 1915, har været præst, købmand, skolelærer, osv. for krigsfangerne i fangelejrerne omkrig Omsk. Efter to måneders fangenskab blev han sat på fri fod og virkede siden på hjælpsom vis blandt krigsfangerne, hjulpet af den danske konsul og andre danske, således af en hr. Lange, danskfødt og gift med en dame fra Litauen, han var leder af den tyske hjælpefond i Omsk. Hr. Møller omtaler de nævnte i smukke lovord. Det samme gælder om det danske udenrigsministeriums kurér Goldschmidt, der som bekendt tog sig af dage på rejsen hjem. Møller siger, at Goldschmidt var en yderst sympatisk og god mand, som især gjorde sig meget afholdt på hjemturen.

Endnu findes ca 60 sønderjyder i de japanske fangelejre. For de nu hjemkomne slog befrielsens time den 26. august. De sejlede med japansk damper over Shanghai til Singapore, og der var et ophold på 20 dage, som de danske benyttede til at afholde store fester for sønderjyderne. “

Se sønderjyder i japansk krigsfangenskab.

Yderligere oplysninger:
Kamstrup, Jørgen: H. N. Andersen – En ØK-logisk livsberetning. 2010. bibliotek.dk

10. november 1919. En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.

S/S Flora

Hejmdal 10. november 1919.
En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.
Igennem Italien på kryds og tværs i 26 måneder. – Hjem ved det sønderjyske ministeriums hjælp.

Fredag morgen lagde “Det Forenede Dampskibsselskab”s damper “Flora” ind i Københavns havn. “Flora”, hvis udmærkede fører er kaptajn Meyer, som fra Middelhavet, og foruden den sædvanlige last medførte damperen denne gang også en anden, nemlig 7 unge sønderjyder, der fra årelang udlændighed ved det Sønderjyske Ministeriums hjælp nu endelig nærmede sig hjemmet, hvor de har været savnet så længe.
– – –
Der blev glæde i går morges i slagter Kuhns hjem i Vestergade, da sønnen Willy Kuhn trådte ind af døren. Han har ikke været hjemme siden august 1917, da han havde sin sidste orlov. Men nu kom han.

Vi beder Willy Kuhn fortælle “Hejmdal”s læsere list af de oplevelser, han har haft i det fremmede og han er straks rede:

I december 1917 lå jeg, der var underofficer ved en tysk artilleri-division, i bjergene ved Piove floden. Det var lige efter offensiven med italienerne. Fremgangen var standset, og nu fulgte de små fremstød, stillingskampene, fra begge sider. Jeg lå  på Monte Tomba, men pludselig blev bjerghøjden taget af franske alpejægere, og vi var fanger.

Jeg blev først ført til Catelfranco, 30 kilometer bag ved fronten. Jeg og en anden tysk underofficer, en lærer fra Mecklenburg, skulle senere tages i forhør og blev også afhentede af et italiensk automobil. Vi skulle til det franske hovedkvarter i Citadella for at give oplysninger om artilleristillingerne, men i stedet for kørte chaufføren os til Mirabella, hvor der er en stor fangelejr. Vi overgik dermed fra fransk til italiensk fangenskab, og der blev ikke mere tale om at komme i forhør. Senere kom jeg til Verona, hvor jeg var fange i 5 måneder.

Så kom jeg til Kastellet Tredio i Florens. Herfra forsøgte jeg at flygte. Vagten sov på grund af varmen, og jeg slap godt ud og flygtede mod nord, hvor nogle bønder skjulte mig og gav mig mad. Men da jeg ville gå over den svejtsiske grænse gik det galt.

Jeg havde ingen penge til at bestikke vagten med, og da han fik et bestemt beløb for hver flygtning, tog han mig, og jeg blev sendt tilbage til Florens, hvor jeg fik 20 dages fængsel på vand og brød.

Den meste tid i fangenskabet har jeg arbejdet for bønderne i deres ejendommelige gammeldags landbrug. de behandlede mig godt, men kosten var jo ejendommelig for danskers gane, makaroni og ris, og ris og makaroni. Men heldigvis lå min fangelejr i det sunde Toscana. Mange andre blev ført til fangelejre sydpå eller Sardinien, hvor der var feber og malaria.

Jeg havde imidlertid flere gange skrevet hjem, og hjemmefra havde de skrevet til det Sønderjyske Ministerium. Og endelig slog befrielsens time. Den 22. september blev jeg ved det danske gesandtskabs hjælp frigivet, og kom til Rom. I 6 dage tog Legationen sig af mig på den allebedste måde. Jeg fik civilt tøj, boede på hotel og fik hele Rom at se. For at få skibslejlighed hjem, blev jeg imidlertid sendt til Genua, hvor en dansk privatmand, skibsmægler Boesgaard, inviterede mig til at være hans gæst. Jeg blev i 12 dage i Genua, så kom “Flora” og tog mig med mod hjemmet.

Vi anløb på hjemvejen to spanske og flere portugisiske havne. 

I Lisabon kom mine 6 kammerater om bord. De var alle civilfanger fra Azorerne. Da krigen brød ud, lå de med tyske skibe forskellige steder. Blandt den var styrmand Chr. Petersen fra Simmersted, og styrmand Hans Lorenzen fra Rinkenæs. De sejlede begge med Tysk Australien Liniens damper “Brisbane”. Den 5. august 1914 befandt de sig i portugisisk Goa i Forindien, og her blev de, til Portugal den 26. februar 1916 trådte ind i krigen. Så blev skibet interneret. En østerisk damper skulle føre dem til Azorerne, men skibet forliste. De kom i land på Afrikas kyst og blev interneret i Tugthuset i Mozambique. Senere kom de dog til Azorerne, og den 16. september kom de til Lisabon.

Desuden kom to maskinister Henrich Lensch, Flensborg, og Laurids Jepsen, Skodsbøl, om bord. Og endvidere Johannes Beck, Løjt Kirkeby, der ved krigens udbrud var matros på et tysk sejlskib, der kom fra Sydamerika med salpeter. Han skulle netop hjem for at tage styrmandseksamen. Endelig kom endnu en indfødt Aabenraaer ombord. Det var Osvald Stolz, der var 1. styrmand på damperen “Hof” af Hamborg.

I København blev vi modtaget udmærket – fortæller Kuhn – Vi fik klæder udleveret af “Sønderjysk Fond” og spiste frokost som det sønderjyske ministeriums gæster. Senere så vi Rigsdagen.

Beck og Lorenzen blev i København, hvor de ville besøge nogle slægtninge. Vi andre rejste hjem over Faaborg. Vi havde ikke penge nok! Sagen er den, at civilfangerne jo havde hele deres store bagage med, og den måtte vi betale overvægt-fragt af, og så slog de penge, vi havde fået af “Sønderjysk Fond” ikke til! Heldigvis traf vi Redaktør Refslund-Thomsen og Dr. Karberg fra Sønderborg, som var på vej hjem. De hjalp os igennem.

Stolz tog videre til Lybeck, hvor hans moder bor. Hun længes vist efter ham? Han har jo ikke været hjemme siden længe før krigen.

Og De selv spørger vi ?

Ja, jeg er overordentlig glad ved at være kommen hjem. Jeg får min gamle plads hos Boetmanns trælasthandel. Og naturligvis er min familie også glad. Min søster har forresten forlovet sig med en krigsfange som “Valkyrien” hentede hjem fra Ægypten.

Sønderjyder hjem med “Flora”:
Kuhn, Willy Georg (1896-), Aabenraa
Beck, Johannes (1893-), Aabenraa
Petersen, Christian (1888-), Simmersted
Lorenzen, Hans Friedrich (1887-), Rinkenæs
Jepsen, Lauritz Lauritzen (1887-), Skodsbøl
Lensch, Henrik Mats (1882-), Sørup, Sydslesvig

13. oktober 1919. Rejsen til afstemningen i Sønderjylland vil foregå med skib.

Hejmdal 13. oktober 1919.

Når de kommer.

I et interview med overretssagfører Peter Paulsen, lederen af vore udvandrede landmænds valgkontor i København, udtalte denne ifølge “Nationaltidende” bl.a.:

“Rejsen til afstemningen i Sønderjylland vil for de flestes vedkommende foregå med skib. Dog tager jyderne naturligvis toget, ligesom i det hele taget enkelte andre, og statsbanerne stiller sig meget kulant og imødekommende. Fynboerne får en let rejse. De sejler med skib fra Fåborg eller Svendborg. Her fra København kommer der til at gå 3 store skibe, der skal gå til Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.

Direktør Anton Petersen, Wivel, direktør Jørgensen, Industrikafeen, og en tredje restauratør leverer gratis fuld forplejning om bord – en stor gave, vi ikke noksom kan takke for. Rejsen i det hele taget er gratis. Det sønderjyske udvalg har stillet penge til dispostion, og vi er også i stand til, hvis det er nødvendigt, at hjælpe lidt til med beklædningen. Rejsen er jo ikke kommen i stand ved sommertid , sådan som vi oprindelig ventede.

Forslaget om et særligt emblem, som i sin tid blev fremsat, er taget til følge. Hver vælger får en nydelig dannebrogsfarvet roset med det sønderjyske våben og årstallet 1919.”

11. oktober 1919. Fem danske Civilfangers Eventyr

Hejmdal lørdag den 11. oktober 1919
Fem danske Civilfangers Eventyr
Efter fem Aars Internering paa Azorerne.
Et erstatnings spørgsmål mod Portugal. 

Damperen “Minsk”, som er ankommen til København, medbragte fem civile, Fanger, som har været interneret af Portugiserne paa Azorerne. De tre af disse var Officerer paa tyske Koffardisskibe, som i Krigens Begyndelse havde søgt Tilflugt i portugisiske Havne paa Afrikas Vestkyst. En var Maskinmester på en kakaoplantage paa den portugisiske Ø Sao Thorné ud for Kamerun-Kysten. Denne Mand, der hedder Max Sødergren og stammer fra Aabenraa, blev i December 1916 intereneret som Civilfange og sendt til Lissabon, hvor han i Kasernen Guarda Republicana tilbragte, 9 Måneder i Enecelle. 

Han var efterhånden blevet glemt af myndighederne, da det endelig lykkedes ham, at få en Oberst til at interessere sig for sine Forhold. Han blev derefter i December 1917 overført til Azorerne. De her nævnte fire Fanger er alle fra Aabenraa og Tønder og taler er udmærket Dansk. 

Den femte af de Mænd “Minsk” bragte hertil, hedder Carl Jensen og stammer fra Næstved. Han fortæller om fine Oplevelser: 

– Jeg havde i 12 Aar været Farmer i tysk Sydvestafrika. I Efteråret 1914 foretog jeg en Ekspedition  til portugisisk Angola for at købe Fødevarer. Skønt Portugal først indtrådte i Krigen 1 1/2 Aar senere blev jeg sammen med en Del Tyskere taget til Fange af Portugiserne og måtte i 2 Aar sidde i Fangenskab I Loanda Angola. Derefter blev jeg sammen med 50 tyskere overført til Azorerne, hvor jeg har tilbragt 2 Aar i Fangenskab. 

– Jeg har – fortæller Carl Jensen videre – under hele min Udlændighed været Abonnent paa “Næstved Tidende”. Dette Blad fik jeg ogsaa tilsendt i fangenskabet og stiftede derigennem Bekendtskab med “Sønderjysk Fond”, og det er denne udmærkede Institution, som har skaffet mig og mine fire sønderjyske Kammerater i Frihed. Uden Genvordigheder gik det ikke for sig, men desto gladere er vi nu over endelig at være nået hertil.

– Hvorledes gik det da for sig!

– Den portugisiske Censor på Terceira, den af de azoriske øer, hvor vi tilbragte fangenskabet, kunne ikke tale dansk, og følgen var, at han konsekvent lod alle vore breve til hjemmet gå i papirkurven.

Imidlertid havde Max Sødergren efterhånden lært sig saa meget Portugisisk, at han kunne sætte et kort Brev sammen, hvor han henledte Fondens Opmærksomhed paa vore Forhold. Dette brev blev vor frelse!

Vi hører imidlertid senere, at det alligevel ikke har været saa helt ligetil for Fonden at skaffe vore fem Landsmænd fri. Sønderjysk Fond søgte først at opnå det gennem en Henvendelse til den danske konsul i Lisabon: det viste sig imidlertid frugtesløst. 

Først da man fik franske Gesandtskab i Danmark til at tage affære, fik man frigivet de fem danske Civilfanger på Azorerne. Nu er de altså kommet hertil, henrykte over modtagelse, som “Sønderjysk fond” har beredt dem. 

Fondens virksomme og elskværdige Sekretær Hr. Louw har sørget for deres Ekvipering og har sørget for, at der blev skaffet dem Logis her i byen. 

Det Sønderjyske Ministerium havde inviteret vore fem Landsmænd til Frokost – og i dag rejser de afsted til deres Slægtninge, som de ikke har set i mange Aar. 

Hr. Carl Jensen vil, efter hvad han videre meddeler konferere med en kyndig sagfører for at erfare, hvorledes han skal optræde med Erstatningsspørgsmål overfor den portugisiske regering i anledning af den ganske uberettigede Internering, han som neutral statsborger har været genstand for, endda på et tidspunkt, hvor Portugal ikke befandt sig i krigstilstand.

Sømænd hjem med “Minsk”
Jensen, Carl Antonius (1883-), Næstved. Ikke oprettet side.
Andresen, Jes Peter (1874-), Aabenraa
Dahl,  Johan Christian Emil (1889-), Aabenraa
Södergreen, Max Carl (1884-), Aabenraa
Lund, Johan Peter (1890-), Tønder

10. oktober 1919. Tyske regering har overdraget Sønderborg slot til hertug Ernst Günther.

Hejmdal 10. Oktober 1919.

Sønderborg slot.

Som meddelt i går har H. P. Hanssen i det sønderjyske udvalg meddelt, at den tyske krigsregering i strid med fredstraktaten har overdraget Sønderborg slot til hertug Ernst Günther. Fra dansk side er der i dette tilfælde, som i alle lignende, hvor statsejendom er solgt i modstrid med fredtraktatens bestemmelser, nedlagt protest, der uden tvivl vil blive taget til følge af Ententen.

Sønderborg slot er særlig kendt som stedet, hvor kong Christian II sad i fangenskab i 17 år.

Det tårn, der rummede den ulykkelige fyrstes fængsel, lå på stedets sydøstlige hjørne, men er forlængst revet ned. Senere blev slottets hovedsæde for det sønderborgske hus, som nedstammer fra kong Christian III’s søn, hertug Hans den yngre. Hertug Hans blev stamfader til adskillige linjer, der alle føret titel af “Slesvig-Holsten-Sønderborg”; en af dem er Augustenborgerne. Den gren af slægten, der arvede stamslottet, måtte i 1667 for gæld afstå til det til kong Frederik III, og det var derpå i henved 100 år i kongehusets besiddelse, indtil Frederik V 1764 overlod det til huset Augustenborg.

I denne familie eje var slottet så indtil efter oprøret 1848; da blev det inddraget af den danske stat til straf for det augustenborgske forræderi, var i tiden mellem krigene dansk kaserne (7. bataljon) og blev 1864; preussisk statsejendom, hvad det siden har været.

7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

En tysk amtsforstander sat under kontrol.

Korsør Avis skriver i november 1918.

“Sønderjylland. En tysk amtsforstander sat under kontrol.
Den forhadte Amtsforstander Rafalski i Rødding er nu af befolkningen sat under kontrol af tre gode danske mænd, der skal skrive under på hvert aktstykke fra amtsforstanderens kontor, før det har gyldighed. Amtsdistriktet omfatter 21 kommuner.

En af disse gode mænd er gårdejer August Lassen, som på amtsforstanderens foranledning blev arresteret i 1914 og ført som fange til en forbryderlejr.”

Billedet foroven forestiller brøderne August og Peter Lassen. Arkiv.dk.

Som et eksempel på de ubehageligheder befolkningen blev udsat for, er dette brev avisen Hejmdal modtog i marts 1919.

Hvad der bør mindes! Vi har modtaget følgende:
Den 1. juni 1915 blev min broder og jeg afhentede af politiet i vort hjem, og ført til Haderslev. Der blev vi indespærrede som forbrydere, og næste dag blev vi sendt sydpå, hvor vi så vandrede fra det ene regiment til det andet.

Den 23. november kom jeg til fronten, jeg kunne selvfølgelig ikke som de store tyskere komme hjem på orlov inden, og min broder gik det akkurat på samme måde.

Da jeg kom tilbage til garnisonen i 1917, fordi jeg var stærkt angrebet af lungebetændelse og var meget syg, fik jeg endelig orlov bevilliget, men hr. Amtsforstander Rafalski i Rødding – stemplede mig som ”politisch unsicher”, og min orlov blev mig nægtet. Så tog min mor over til ham og sagde, at hun hun ville stille 10.000 Mk. I kaution, dersom min broder og jeg kunne komme på orlov. Men hr. Rafalski er ikke den mand, der lader følelserne løbe af med sig, eller også er han ikke i besiddelse af sådanne. Han bemærkede spydigt og overlegent, at det ikke var Rusland vi levede i, men ”das große Vaterland”.

Min moder kunne så gå hjem med den trøst, at vi var under den preussiske svøbe. I sandhed, en sørgelig trøst for en sønderjysk moder, der ikke har set sine sønner i 2 år.!

Min broder forblev stadig ved fronten, først i Rusland og senere i i Frankrig, hvor han i september måned i fjor faldt såret i engelsk fangenskab, og hvor han nu er død af sine sår. Han skulle altså ikke de det hjem, han elskede så højt heroppe i Sønderjylland, ikke se det danske flag gå til tops i Sønderjylland. Men forhåbentlig vil Amtsforstanderen vente at se korsbanneret gå til vejrs til ære for ham, når han sammen med sine kollegaer damper sydpå.
Underskrevet K. J. ”

Det er ikke lykkedes os at identificere disse 2 brødre.
Skulle nogen have oplysninger, der kan identificere brødrene, kan oplysningerne sendes til mig her. Eller som kommentar.

 

Historiske tidsskrifter og årbøger på nettet.

En del historiske tidsskrifter og årbøger er blevet lagt på nettet som digitaliserede udgaver i den seneste tid.

Sønderjyske Årbøger er udgivet siden 1889, fra 1923 med Historisk Samfund for Sønderjylland som udgiver. Årgangene 1896, 1898, 1911 og 1915-22 udkom ikke. Årgang 1932 udgøres af Festskrift til H.P. Hanssen.
Historisk Samfund for Sønderjylland er også udgiver af den digitaliserede udgave af Sønderjyske Årbøger. Se følgende link.

Personalhistorisk Tidsskrift udgives af Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie. Det er et af Danmarks ældste, endnu udkommende fagtidsskrifter. Tidsskriftet indeholder artikler med hovedvægten lagt på emner om personalhistorie og slægtshistorie. En sektion af tidsskriftet er allokeret til anmeldelser af bøger og værker inden for emnerne personalhistorie, biografi og genealogi.
En række årgange fra starten i 1880 og frem til 1964 er digitaliseret af Det Kgl. Bibliotek. Se følgende link.

Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets historie – i daglig tale “Danske Selskab” har i 250 år udgivet “Danske Magazin”. Takket være Carlsbergfondet er “Danske Magazin” nu offentliggjort som gratis e-bøger.  Se følgende link. Sitet er stadig under udvikling.

Bomærke for Danske Magazin.

I Danske Magazin 2019 (nr. 53), der først bliver lagt på nettet som gratis e-bog i 2021, har filologen Bernadette Preben-Hansen skrevet en artikel:
“Den danske gesandt i Petrograd (St. Petersborg), Harald Scavenius’ syn på udviklingen i Rusland under verdenskrigen. Udvalgte depecher 1914-1917.”
Kan købes her.

Harald Scavenius var en ældre fætter til Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under og efter verdenskrigen. Harald Scavenius kendte Rusland efter 1904 og var interesseret i sociale forhold. Gesandtens politiske indberetninger til udenrigsministeren giver et indblik i forholdene i det førrevolutionære Rusland, samt i forholdet mellem Danmark og Rusland. Også problemerne med at varetage Danmarks forpligtelser som beskyttelsesmagt for de østrig-ungarske Krigsfanger i Rusland bliver beskrevet. Han beskriver levende den politiske ustabilitet, der lå til grund for såvel februarrevolutionen som bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917.

Yderligere oplysninger om Harald Scavenius PDF.

31. Juli 1919. Det sønderjydske Udvalg

Det sønderiydske Udvalg.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg holdt Møde i Gaar Kl. 10-11:45. Mødet lededes af Landstingsmand Alex. Foss.

Finansministeren fremlagde et Lovforslag om Indførelsen af dansk Mønt og om Oprettelsen af en Afregningskasse i Sønderjylland.

Med Hensyn til Krigsfangernes Hjemsendelse gav Minister H. P. Hanssen en detailleret Meddelelse. Det fremgik heraf, at Marineministeriet sender »Valkyrien« til Port Said, Malta og Azorerne for at afhente Krigsfanger; bl. a. samles i Port Said 68 Sønderjyder, som har været i engelsk Fangenskab i Ægypten.

Ø.K.s Damper »St. Thomas« har endnu en Rejse tilbage til Rouen; derefter vil Marineministeriet udruste Krydseren »Heimdal« til Hjemføring af sønderjydske Krigsfanger fra England og Frankrig, hvor der endnu er en Del Fanger tilbage. De spredte Fanger i Amerika, Sydafrika, Australien, Kanada og paa Balkan vil blive hjemsendte ved de danske Gesandtskabers og Konsulaters Foranstaltning.

Minister H. P. Hanssen gav derefter Meddelelse om den trufne Ordning med Hensyn til Afstemnings-Omraadets Forsyning med Varer i Overgangstiden, medens den internationale Kommission bestyrer Landet, og fremlagde Forslag til Afholdelse af et Statskursus for Lærere, der hidtil har været i tysk Statstjeneste, men nu som indfødte, dansktalende Sønderjyder og trods tysk Uddannelse ønsker at stille sig i den danske Folkeskoles Tjeneste.

I Anledning af Spørgsmaalet om Understøttelse til trængende Sønderjyder, der vil søge danske Højskoler og Efterskoler i den kommende Vinter, besluttede man Overgangstiden, at nedsætte et Underudvalg. Udvalgets næste Møde afholdes senest paa Onsdag.

20. Juli 1919. Stadig mange sønderjyder i krigsfangenskab

I Fangenskab Jorden over.

Vi bragte forleden – skriver “Fyns Tidende” – Meddelelse om at “St. Thomas” var sejlet til Rouen for at hjemføre 1200 Sønderjyder fra fransk og amerikansk Fangenskab. Over Halvdelen heraf stammer sikkert fra Afstemningsområdet. Desuden bliver der i Dunkerque samlet ca. 100 Sønderjyder, 70 fra Belgien og 29 fra Frankrig.

Men foruden disse lindes der endnu en Mængde Sønderjyder i Fangenskab i Udlandet. Det sønderjyske Ministerium har udarbejdet følgende Liste som vi her gengiver efter ”Modersmaalet”:

Engelske Fanger i England – 94, Engelske Fanger i Skotland – 5, Engelske Fanger i Frankrig – 5,
Engelske Fanger i Egypten – 55, Engelske Fanger i Indien – 15, Engelske Fanger i Sydafrika – 7,
Engelske Fanger på Malta – 28, Engelske Fanger i Natal – 2,

Franske Fanger i Frankrig – 328, Franske Fanger i Saloniki – 5, Franske Fanger i Marokko – 1,

Serbiske Fanger i Saloniki – 19, Serbiske Fanger i Serbien – 8,

Belgiske Fanger i Belgien – 82, Belgiske Fanger i Frankrig – 1,

Hollandske Fanger på Java – 11,

Amerikanske Fanger i Amerika – 40, Amerikanske Fanger i Frankrig – 60, Amerikanske Fanger på Kuba – 3,

Fanger i Kanada – 2, Fanger i Australien – 25, Fanger i Spanien – 7, Fanger på de kanariske øer – 1,

Fanger i Japan – 29, Fanger på Azorerne – 11, Fanger i Portugisisk Indien – 1, Fanger i Vire (Calvados) – 1, Fanger i Brasilien – 8,

Fanger i Sibirien – 31, Fanger i Rusland – 19, Fanger i Italien – 3, Fanger i Svejts – 1,

Fanger i Peru – 1, Fanger i Chile – 1, Fanger i Argentina – 2,

Fanger i Syrien – 1, Fanger i Tyrkiet – 2, Fanger i Ungarn – 2, Fanger i Rumænien -7.

I alt 1202

14. maj 1919. De sønderjyske Piger. Hvorledes det berømte billede blev til.

De sønderjyske piger. Foto: Arne May

Hejmdal 14. maj 1919.
Hvorledes det berømte billede blev til.

En af Skaarup statsseminariums veteraner, fhv. musik- og sanglærer H. Tofte, fyldte i tirsdags 80 år. Tofte var gift med en kusine, den daværende frøken Valborg Tofte, den ene af de to sønderjyske piger, hvis billede hænger i de tusind hjem. Overfor ”Fyns Ventreblad”s medarbejdere fortæller Hr. Tofte, hvorledes det gik til, at hans hustru og hendes søster i sin tid blev fotograferede som de to sønderjyske piger.

Det var ikke tilfældigt, at der kom et sådant billede af de to sønderjyske piger frem – fortæller Hr. Tofte. Der var i Frankrig udkommen et allegorisk billede af to kvinder i nationaldragter, symboliserende det undertrykte Alsace-Lorraine. Og den iderige forlagsboghandler Ernst Bojesen, Nordisk Forlag, fandt da på at der skulle udgives et lignende billede herhjemme, forstillende Sønderjylland. Ernst Bojesen henvendte sig til den tidligere overlærer Tofte ved den danske borgerskole i Flensborg.

Tofte, der, efter at tyskerne havde lukket skolen og afskediget ham i 64, var bleven forstander for landbrugsskolen i Aagaard ved Oversø, havde to døtre, Valborg og Helga, som man havde udset til hvervet. De var af ægte sønderjysk afstamning på begge sider – og uden betydning var det vel næppe heller, at de begge så godt ud.

Der var tilvejebragt to ægte gamle sønderjyske dragter, den ene fra Als og den anden fra Föhr, de var forresten ret kostbare, særlig den fra Föhr, da det var gedigent silketøj det meste af dragten.

Billedet blev taget inde i Flensborg af fotograf Schumann. Der blev først taget et billede, hvorpå de to unge piger stod op ved siden af hinanden ligesom på billedet fra Alsace-Lorraine. Men det syntes man ikke, var så godt.

På det billede, der blev benyttet og som blev landskendt, ja verdensberømt, ses den ene søster – Helga Tofte – i siddende stilling. Denne unge pige døde nogle få år efter.

Hr. Tofte fortæller videre, at da fotografiet kom til København, blev man der straks flovet af dets storstilede, gribende enkelthed.

Se også Museum Sønderjyllands lille film om De sønderjyske Piger.

Ovenstående billeder, som måler 38 x 57 cm, kommer fra bladet “Hus og Hjem” og har hængt i den fine stue på en gård i Brøndbyøster. Er muligvis bestilt gennem en af disse annoncer.

2. maj 1919. Syd for grænsen.

Syd for Grænsen.

De sønderjydske Børn.
Statsbanerne har stillet Damperen »Ægir« til Raadighed som Transport af sønderjydske Børn fra Flensborg paa Betingelse af, at Komitéen selv skaffer Kul. Dette Iykkedes Komitéen ved Støtte fra Ø. K., D. F. D. S. og fire Firmaer, der hver yder 16 1/2 tons Kul. Transporterne begynder i følge »Berl. Tid.« den 8. Maj og vil gaa Slag i Slag med 600 Børn pr. Rejse. De dirigeres alle til Fredericia undtagen sidst« Hold, som sejles til Kalundborg.

Hamster Geschæften.
Fra Haderslev meddeles til »Natt.«:
Den for nylig givne Tilladelse til at indføre 5 Kg. Fødevarer pro persona til Sønderjylland har allerede givet Anledning til store Misbrug, der maaske i den nærmeste Fremtid vil fremtvinge meget skarpe Forholdsregler fra Myndighedernes Side.

Grænsepassagen er steget betydeligt efter Paaskedagene, og da Indførelsen af de 5 Kg. kun maa finde Sted een Gang ugentlig, benytter en Del smarte Folk forskjellige Overgangssteder, og hvor en hel Familie slaar sig paa denne Profession, kan det selvsagt blive til ret store Portioner.

Der er gaaet saa megen Forretning i den beklagelige Geschæft, saa det gaar ud over Arbejdskraften i Nordslesvig, fordi man hellere vil tjene en let Dagløn ved en Furageringsrejse til de sydjyske Byer. De indførte Fødevarer sælges til Aagerpriser og kommer ikke den almindelige Befolkning til Gode, som det har været tiltænkt. Store Kvanta gaar ogsaa sydpaa, og det fortælles i Haderslev, at der er kommen saa betydelige Mængder Krydderier i Handelen, at endog har paavirket Børsnoteringen i Hamburg.

De ledende Mænd i Nordslesvig er ganske naturligt misfornøjede med Spekulationstrafikken. Arbejdet med Udstedelse af de røde Legitimationssedler i Følge Overenskomsten med det danske Statspoliti er næsten uoverkommeligt for de i Forvejen stærkt optagne Tillidsmænd. Man beklager sig over ikke at kunne kontrollere de Enkeltes Trang tilstrækkeligt, og fra flere Sider tales der om det Formaalstjenlige i at ansætte danske Statsbetjcnte hernede for at gjøre Misbrugene færre.

Som i gamle Dage.
Kolding 1. Maj.
Fra i Gaar overgik Militæret i Haderslev paany til Regeringstropperne, og Alt er snart igjen – ogsaa militært  – i den gamle preussiske Gænge, som nok passer Tysken bedst. Det er forbi mod de glade Soldaterraads-Fastelavnsløjer, og Løjtnanterne viser sig atter til Hest med Sabel. Og med Timebetaling for Exercits er man færdig.

De mange Faldne.
Kolding, 1. Maj.
I det lille Lysabild Sogn i Sønderjylland er hver 10. af Sognets mandlige Befolkning falden i den store Krig. Flere Danske begræder Tabet af to Sønner.

Flagstængerne.
Kolding, 1. Maj.
Vi længes ubeskriveligt efter at komme til Danmark, sagde en Mand dernedefra. Og Flagene skal komme til vaje at paa den store Dag. Forleden Nat havde Tyskerne savet vor nye Flagstang over. Men nu har vi rejst en ny, og den er i Mandshøjde omviklet med Jærntraad, som den tyske Sav ikke bider paa!