30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  er  blevet  trukket  tilbage  til  Stillingen  her,  og  de  „strategiske”  Grunde  er  vel denne  Gang  rigtige  nok.  V i blev  slaaet tilbage,  men  „løsnede”  os  fra  Fjenden.  Det  er  Negre  og Amerikanere. Ved  en  Brandlinie  i  Skoven  havde  jeg  faaet anvist  Plads  med  mit  Maskingevær  og  paa  et  Kryds,  hvor jeg  altsaa  kunde  se  i  2  vinkelrette  Retninger  skraat  fremefter.

Den  28.  om  Eftermiddagen  opdagede  vi,  at  der  fra  venstre  Side  af  os,  og  i  en  Afstand  af  vel  800  Meter,  løb  nogle Skikkelser  tværs  over  Brandlinien.  Vi  talte  18,  men  hvor mange  der  var  løbet  over  i  Forvejen,  vidste  vi  jo  ikke.  Sagen  var  mystisk  og  skulde  undersøges. 

Samtidig  kom  der  fra højre  Side  Melding  om,  at  vi  skulde  være  paa  Post,  thi  der var  i  Underskoven  observeret  stærke  Patrouiller  af  Negre.

For  at  skaffe  os  Underretning  om  Fjendens  Rævestreger besluttede  Skorstensfejeren  og  jeg,  at  vi  ad  en  gammel  og  næsten  tilskredet  Skyttegrav  vilde  søge  at  naa  frem  til  Fjenden.  Vi  forsynede  os  med  hver  to  Revolvere,  thi  Haandgranater  var  det  ikke  til  at  bringe  i  Anvendelse  paa  Grund  af det  tætte  Buskads. 

Vi naaede  kun  godt  100  Meter  frem,  før vi  til venstre  for  os  og  noget  frem  efter  fik  Øje  paa  en  Snes Amerikanere,  der  langsomt  sneg  sig  frem  i  Retning  af  vort Maskingevær,  hvorfra  de  ikke  kunde  blive  set. 

De  kom  nærmere,  og  i  en  Afstand  af  ikke  over  40  Meter  fra  os  gjorde de  Holdt  og  begyndte  at  opstille  Stativer  og  iføre  sig  Gasmasker.

 Vi  blev  nu  noget  betænkelig  ved  Situationen,  thi vi  var  klar  over,  at  der  vilde  „ske  noget”,  kun  vidste  vi  ikke hvad.  Dog  den  Omstændighed, at  de  iførte  sig  Gasmasker, lod  formode,  at  de  vilde  eksperimentere  med  lidt  Gas-  eller Taarebomber.  Vi havde  ikke  tænkt  paa  at  tage  nogen  Gasmasker  med  og  blev  derfor  yderst  betænkelige,  thi  at  slippe ugenert  bort  herfra  var  der  aldeles  ingen  Udsigt  til.

Vi  hviskede  sammen  om,  hvad  der  vel  kunde  være  at  gøre  og  var klar  over,  at  vore  Kammerater  ikke  anede,  hvad  der  foregik foran  dem.  Og  selv  om  de  skulde  opdage  noget  og  faa  tilbageslaaet  et  Angreb,  vilde  vi  komme  ud  for  at  blive  skudt ned  af  egne  Kammerater.  Skorstensfejeren  vilde  absolut  angribe,  men  det  syntes  jeg  var  haabløst.  Dog  han  blev ved,  og  endelig  kunde  ogsaa  jeg  se,  at  vi  lige  saa  godt  kunde  gøre  det,  som  lægge  os  til  at  dø.

Der  var  faktisk  heller ikke  andet  at  gøre  end  at  forsøge  en  Overrumpling,  og  saa for  Resten  afvente,  om  ikke  Kammeraterne  vilde  komme  til Hjælp,  hvis  det  gik  galt. 

Vi løsnede vore  Revolvere  fra  Livremmen,  og  fra  vore  4  Revolvere  aabnede  vi  en  Hurtigild  i Ryggen  paa  Amerikanerne.  De  blev  vel  nok  overrasket  og værre  endda,  end  vi  havde  turdet  haabe  paa.

Med  Hyl  og Angstskrig  styrtede  de  tilbage  ad  den  Vej,  de  var  kommet, og  uden  at  se  i  den  Retning,  hvorfra  de  blev  angrebet.  Det lykkedes  de  fleste  at  slippe  bort.  Vi  kom  nu  frem  fra  vort Skjulested  og  pegede  med  den  tomme  Revolver  paa  Brystet  af  dem,  der  ikke  var  sluppet  bort  og  ikke  laa  døde  eller saarede  paa  Jorden.  Vi  snappede  et  Par  af  deres  Geværer for  dog  at  være  paa  den  sikre  Side.

Tre  Mand  havde  rakt Hænderne  i  Vejret,  og  tre  var  blevet  saarede,  medens  to  laa døde.  Kammeraterne,  der  ikke  havde  kunnet  forstaa,  hvad der  foregik  forude,  kom  paa  vores  Tilraab  til  Stede,  og  i Løbet  af  en  halv  Time  var  døde  og  saarede  baaret  tilbage.

Af  de  faldnes  Papirer  fremgik  det,  at  den  ene  var  en  Kaptajn. 

Som  Hvilested  for  dem  blev  der  gravet  et  lille  Hul under  et  Par  Træer,  men  forinden  de  lagdes  til  Hvile  dér, blev  de  undersøgt  for  Værdier.  Kaptajnen  var  i  Besiddelse af  et  Vidunder  af  et  Lommeur.  Det  stak  jeg  til  mig.  Skorstensfejeren  havde  fundet  en  stor  Kikkert  og  forskellige Smaating,  som  han  syntes,  det  var  Synd  at  begrave.

Vi  havde  dog  kun  næppe  begyndt  at  dække  Ligene  til,  før  der  fra højre  blev  skudt  fra  alle  Maskingeværer,  der  var  til  Raadighed.  Høje  Raab  og  Brøl  lød  og  gav  Genlyd  i  Skoven. Der  blev  med  ét  et  forfærdelig  Spektakel.  Vi  løb  derhen, men  da  var  Angrebet  saa  godt  som  afslaaet.

Disse,  fra  Afrikas  mørke  Skove,  eller  hvor  de  nu  stammede  fra,  hentede Hjælpetropper  havde  øjensynlig  ikke  haft  noget  Begreb  om, hvad  det  vilde  sige  at  løbe  Storm  mod  et  vel  indrettet  og godt  betjent  Maskingevær. Indtil  lige  foran  Mundingen  var de  løbet,  og  Sepl  fortalte,  at  han  aldrig  før  havde  set  saa rædselsslagne  Mennesker  som  disse  Negre,  da  de  stod  lige ud  for  Mundingen  af  Geværet  og  lod  sig  skyde  ned.  De  havde  ikke  en  Gang  haft  den  Forstand  at  smide  sig  ned.

Her laa  de  nu,  da  vi  kom  til  Stede,  lige  foran  Geværerne  og  næsten  alle  med  Benskud,  der  viste,  at  Geværet  var  blevet  betjent  paa  den  mest  virkningsfulde  Maade.  Vi  blev  nu  ogsaa  Vidne  til  noget,  som  vi  aldrig  havde  set  før.  Da  vi  kom hen  imod  dem  for  at  hjælpe  dem,  søgte  de  at  løbe  bort.  De skreg  og  hylede,  og  mange  forsøgte  paa  Stumperne  af  deres sønderskudte  Ben  at  løbe  fra  os.

Andre  rullede  sig  i  vanvittig  Fart  tilbage  og  tillod  ikke,  at  vi  nærmede  os  dem.  Deres Skrig  og  deres  Rullen  med  det  udadvendte  Hvide  i  deres Øjne  var  uhyggelig  og  saa  frygtindgydende  ud.  Enkelte søgte at  klamre  sig  fast  til  Træerne,  naar  vi  naaede  hen  til dem,  og  der  skulde  saa  2—3  Mand  til  for  at  rive  dem  løs.

Nærmede  vi  os  dem  med  en  Saks  for  at  klippe  et  Bukseben eller  et  Ærme  op  for  at  komme  ind  til  Saaret,  teede  de  sig som  aldeles  vanvittige  og  har  vel  troet,  at  vi  vilde  skalpere dem.  Dog,  var  de  først  forbundet  og  havde  faaet  en  Slurk Vand,  blev  de  helt  rolige  og  smilte  over  hele  Ansigtet.

De lod  os  forstaa,  at  der  var  blevet  dem  fortalt,  at  de  blev  myrdede,  naar  de  kom  i  Fangenskab,  men  det  var  maaske  deres egen  Metode,  de  frygtede  anvendt  mod  sig  selv. 

Vi  lod  dem dog  ligge,  da  vi  om  Natten  gik  tilbage,  idet  vi  syntes,  at de  var  bedre  tjent  med  at  komme  under  Behandling  af  deres egne,  der  fulgte  os  i  Hælene,  og  sikkert  vilde  finde  dem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

4 tanker om “30. september 1918. De sorte amerikanere er rædselsslagne for de tyske soldater”

  1. En interessant og spændende historie / episode.
    Men mon ikke angivelsen ‘sorte amerikanere’ i overskriften er en skrivefejl, som bør rettes til ‘sorte afrikanere’ ??

    Af H.C. Brodersens tekst fremgår det, at fjenden var ‘Negre og Amerikanere’. Og han skriver “Disse, fra Afrikas mørke Skove, eller hvor de nu stammede fra, hentede Hjælpetropper ..”

    Det angives ikke, om ‘de sorte’ var i fransk eller engelsk tjeneste, men som jeg forstår det, brugte både Frankrig og England soldater fra kolonierne.

    Eller kunne de have været i amerikansk (USA) tjeneste ? Og altså være fra USA ?
    Først i 1948 indførte USA fuld integration i de væbnede styrker. Og det var vist sådan, at i 1917 og 1918 indgik afroamerikanere ikke i de tropper, som USA sendte til Europa.

    Dog med en undtagelse: New Yorks 369. Regiment – den udelukkende sorte enhed “Harlem Hellfighters” – deltog.
    Dette fremgår af
    https://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/03/helte-fra-1-verdenskrig-res.html
    Hvorfra jeg her låner lidt tekst:

    “Wilson sagde nej til de ihærdige appeller fra franske generaler om at få soldater fra American Expeditionary Force (A.E.F) til at udfylde hullerne i deres rækker. Som øverstkommanderende uden militær erfaring eller interesse fulgte han klogeligt råd fra den kommanderende general John Pershing, om at amerikanske soldater burde kæmpe som en enhed – og kun under amerikanske officerer. Pershing afvist endog franske trænere til hæren. “En amerikansk hær kan ikke udgøres af franskmænd.” sagde han.”

    “Wilson indvilligede dog i en undtagelse. Han gav tilladelse til, at enheder som New Yorks 369. Regiment – den udelukkende sorte enhed “Harlem Hellfighters” tjente under franskmændene. Selvom Wilson med denne handling kan have behandlet sin sorte soldater, ikke som sønner, men stedsønner, bød Harlem Hellfighters muligheden velkommen til at komme i kamp og bevise deres værd.”

    (Bemærk formuleringen ‘enheder som’. Mon der var andre end 369. Regiment ?)

    “Og de beviste deres værd. Harlem Hellfighters nød den gode modtagelse de fik i de franske styrker. …”

    “Det taknemmelige Frankrig udøste medaljer over de tapre sorte soldater, der kom for at redde landet. Officererne og deres mænd i 369th Regiment blev belønnet med 170 Croix de Guerre, og Legion d’Honneur.”
    (Jeg har rettet skrivefejlen Corix de Guerre til Croix de Guerre).

    – – –

    Det H.C. Brodersen fortæller om ‘de sorte’, er trist læsning. Mennesker fra fremmede kontinenter med helt fremmede kulturer kom til Frankrig som soldater, og tydeligvis har man ikke sørget for tilstrækkelig uddannelse.
    Også andre beretninger / ‘dagens nyheder’ på ‘StoreKrig’ fortæller om fordomme og forskelsbehandling.
    Men altså, sådan var verden den gang.
    Også i 2. verdenskrig bidrog tropper fra kolonierne. Og de har heller ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed i historieskrivningen.
    I dag er vi ‘politisk korrekte’, men heldigvis ser det ikke ud til, at ‘StoreKrig’ censurerer eller omskriver tekst.

    Harlem Hellfighters er nærmere beskrevet i engelsk Wikipedia:
    https://en.wikipedia.org/wiki/369th_Infantry_Regiment_(United_States)
    Her står bl.a.:

    “The U.S. Army decided on 8 April 1918 to assign the unit to the French Army for the duration of American participation in the war, because many white American soldiers refused to perform combat duty with blacks.”

    “The men were issued French weapons,[13] helmets, belts, and pouches, although they continued to wear their U.S. uniforms.”

    “In France, the 369th was treated as if they were no different from any other French unit. The French did not show hatred towards them and did not racially segregate the 369th.”

    1. Hej Erik
      Det er meget muligt – Brodersen skriver om “negre og amerikanere.” Det læste jeg i skyndingen som at det var sorte amerikanere, men det står der jo faktisk ikke. Det kan være franske kolonitropper, da amerikanere og franskmænd angreb sammen, men de øvrige modstandere, han omtaler, er i hvert fald amerkanere. Hans bemærkninger om, at de kom “fra junglen” er en ikke utypisk samtidig europæisk fordom om sorte i det hele taget, uanset hvor disse så i øvrigt måtte komme fra – om det så var fra en amerikansk storby!
      mvh
      René

  2. Jeg opfattede det også helt klart som “almindelige” sorte amerikanere, hvis forfædre var kommet til USA som slaver.

  3. Hej René og Jacob !
    Tak for Jeres svar. Det glæder mig, at emnet har interesse, og at min tekst om Harlem Hellfighters nok er blevet læst. Jeg oplyser gerne, at først i går aftes blev jeg bekendt med eksistensen af Harlem Hellfighters. Men nu hvor jeg kender til det, så synes jeg, at den side af historien også har fortjent at blive kendt og husket.

    Brodersens beretning fik mig til at tænke på, hvordan den amerikanske indsats foregik ‘racemæssigt’. Den gang var der store skel i USA, og mest sandsynlig var de amerikanske tropper hvide. Og undskyld udtrykket: ‘Racerene’.

    Så da jeg læste Brodersens tekst, troede jeg ikke, at der var sorte amerikanere som soldater i Frankrig. Hvorimod det fint kunne passe, at det var ‘hjælpetropper’ fra kolonierne i Afrika. Disse sorte (og andre ‘eksotiske’ fremmede) soldater har været nævnt i flere af de foregående beretninger / ‘dagens nyheder’.

    Inden jeg nu går videre, må jeg også skrive, at om de aktuelle soldater kom fra det ene eller andet sted, ikke er specielt vigtigt. Men alligevel, ret skal være ret. Selvom det helt rigtige nok ikke bliver opklaret.

    I øvrigt var der (enkelte) sorte soldater i den franske fremmedlegion, men de indgik integreret i legionen, sammen med alle mulige andre, inklusive ikke så helt få danskere.

    Der findes på internettet en del udførlige oplysninger om Harlem Hellfighters. Det fremgår, at de kom til Frankrig 1. januar 1918: “The 2,000 troops arrived in Brest, France, on the first day of 1918. On the docks, they surprised French soldiers and civilians with a jazz rendition of “La Marseillaise”.”

    Som jeg forstår det, var de tiltænkt en rolle bag fronten, i forsyningstjenesten.
    10. marts blev de tilknyttet den franske hær, og efter 3 ugers træning blev de indsat i kampene ved fronten 15. april. “.. more than a month before the American Expeditionary Forces’ first major battle.”
    Enheden deltog i hårde kampe, og havde relativ høje tab, så formodentlig er der undervejs blevet suppleret med nye soldater hjemmefra.

    Ved månedsskiftet september / oktober 1918 havde enheden flere måneders kamp-erfaring. Det har været meget rutinerede soldater. I øvrigt var de fleste af enhedens officerer hvide (amerikanere).

    Det Brodersen fortæller om mødet med sorte soldater, hænger ikke sammen kvaliteten af soldater i Harlem Hellfighters, som netop fik navnet Hellfighters af de tyske soldater.

    Hvorimod det – som nævnt ovenfor – desværre udmærket kunne passe med afrikanske ‘hjælpetropper’. Desværre, for det er da forfærdeligt, sådan at fragte afrikanere med en helt fremmed kultur til Europa for at kæmpe i en krig, der ikke er deres. Og at gøre det på en måde, hvor der ikke er givet uddannelse og træning til opgaven.
    Om det er englændere eller franskmænd, der er de skyldige, ved jeg ikke. Mest gætter jeg på englænderne.

    Men efter hvad René angiver, kunne det være franske kolonitropper, da amerikanere og franskmænd angreb sammen.

    Og stadigvæk, Brodersen skriver om 2 episoder. Den første med amerikanske modstandere. Hvordan Brodersen kunne konstatere, at de var amerikanere, ved jeg ikke. Men det har nok ikke været svært at skelne mellem de forskellige modstandere, og her fremgår det jo, at de 2 dræbte soldater blev begravet og dermed set i ‘nærbillede’.
    (Med begravelsen ‘forsvandt’ de 2 fra videre registrering. Sådan er krig. Der var måske pårørende, som ikke fik rigtig besked.)

    Jeg nævnte om fremmedlegionen. Tilsyneladende har der ikke hidtil været ‘dagens nyheder’, som fortæller om fremmedlegionærer som modstandere. Søgning her på ‘StoreKrig’ på fremmedlegion eller fremmedlegionen giver ingen relevante svar.
    Søgefunktionen her på ‘StoreKrig’ får dog ikke det hele med. Jeg har tidligere skrevet et par kommentarer, hvor fremmedlegionen blev nævnt. Bl.a. med gengivelse af:
    “Ved juletid i 1914 havde de gensidigt hørt danske salmetoner fra modpartens skyttegrave. Og en dag havde de på tysk side stukket en plakat i vejret med påskrift 37 danske, og fra fransk side svarede man 5 danske.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *