Gratis koncert med SMUK på Sønderborg Slot: Slesvigske Musikkorps’ koncert fra højtideligheden i Braine gentages

SMUK og Sønderborg Kommune inviterer til gratis, historisk koncert på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19:30.

Pressemeddelelse:

SMUK markerede 11. november 2018, 100 året for afslutningen på Første Verdenskrig med et nyskrevet værk, hvor den sønderjyske soldat i tysk tjeneste var i fokus. Dette værk kan publikum nu opleve på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19.30

SMUK og Sønderborg Kommune tager nu publikum med ned i skyttegravene og lader musikken skabe den frygt for kugleregn og gasskyer, som soldaterne oplevede under Første Verdenskrig. Og naturligvis også den glæde, soldaterne oplevede, da krigens rædsler blev bragt til ende den 11. november 1918.

Det sker ved en gratis-koncert, når Forsvarets Musikalske Ambassadører den 27. februar 2019 gæster Sønderborg Slot og opfører den historiske koncert, som publikum kunne opleve i katedralen i Braine, da 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig blev markeret. SMUK deltog ved den storslåede begivenhed i den nordfranske by, og blandt andre hans Kongelige Højhed Prins Joachim overværede koncerten.

Braine er Haderslevs venskabsby, og her ligger en sønderjysk soldaterkirkegård. Derfor markerede SMUK afslutningen på Første Verdenskrig netop her. I forbindelse med markeringen uropførte SMUK et nyt værk skrevet af komponisten Søren Birch og foræret til Braine af de fire sønderjyske kommuner. Værket fortæller i musik om en sønderjyde tvunget i tysk uniform under Første Verdenskrig, og det er netop dette værk, publikum nu kan opleve. SMUK gæster således hver af de fire byer.

– En af SMUKs vigtigste opgaver er at markere de begivenheder, der har været med til at forme vores del af verden og samtidig at mindes de mænd, kvinder og børn, der har mistet. Derfor er det helt naturligt for os at invitere publikum i Sønderborg til netop denne koncert, siger SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen.

– Samtidig har Første Verdenskrig i den grad haft en særlig betydning for Sønderjylland, og det er derfor oplagt at give folk denne musikalske oplevelse netop her, fortsætter han og tilføjer, at borgerne i Sønderborg Kommune naturligvis skal have mulighed for at lytte til den musik, de har foræret til Braine.

Koncerten varer en time, og der er gratis adgang.
Se mere på: www.msj.dk og www.smukmusik.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *