Tag-arkiv: Stormtropper

Krigens forløb, Om Krigen

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

27. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den franske offensiv ved La Malmaison, hvor det lykkes er trænge 10 kilometer frem. Kombinationen af luftrekognoscering, omhyggelig artilleriforberedelse og indsættelse af kampvogne viste, at de tyske linjer kunne gennembrydes og at den franske hær var langt fra slået. Ved Passchendaele længere mod nord indleder canadiske tropper et angreb. På østfronten går den tyske “Operation Albion” planæssigt, da tyske tropper erobrer Øsel og Dagø i Rigabugten og går i land i Estland. I Italien kommer tyske tropper de østrigske forbundsfæller til hjælp, og hvad der ikke er lykkedes for italienerne i 11 offensiver ved Isonzo, lykkedes for tyskerne i den 12.: De gennembryder de italienske linjer ved Caporetto! Blandt de tyske officerer er Erwin Rommel, der her opnår, hvad han senere kaldte sin karrieres højdepunkt.

Krigens forløb

14. september 1916. Gensidigt fransk-tysk drilleri med aviser

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:23

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Vailly, den 14. September 1916.

Efter at jeg lige som saa mange andre havde været i Darmstadt, hvor jeg var blevet uddannet ved Minekastere, Maskingeværer og Stormkolonner, maatte jeg atter afsted til Felten. Jeg er blevet tildelt Regimentet 186, 2. Kompagni.

Skorstensfejeren er med, og „Sepl” samt „Berliner Justav” er her ogsaa. Vi kan se ind til Byen Soissons, der ligger til højre for os.

Stillingen er rolig, og sjældent generer den ene Part den anden. Hele Stillingens Udbygning er da heller ikke egnet til større krigeriske Handlinger for saa vidt. Forterrænet er Mose, og Hvidpil staar i mange smaa Buske. Understande er der ingen af, thi Grundvandet befinder sig i ringe Dybde. Opholdsstederne er derfor Løvhytter, der jo ikke egner sig særlig til Beskyttelse imod Granaterne.

Sikkerhedsfølelsen i disse Hytter er ikke stor, men der menes, at Fjendens foran os liggende Tropper er Regimenter, der har været med i Sommeslaget, og som her skal hvile sig.

Der faldt ikke mange Skud, og det, der bliver skudt, gælder for det meste en Krage, der sidder i Hvidpilene forude. En enkelt Gang om Natten bliver der afskudt en Lyskugle, og det er forresten det eneste Tegn paa, at der endnu passes paa hinanden.

Flere driver den Sport, at de om Natten kravler over mod Fjendens Linier, hvor de i en Hvidpil anbringer Avisudklip, og naturligvis dem med de største tyske Sejre.

Fjenden er gaaet ind paa Spøgen og forsyner Artiklerne med Kommentarer, der er affattet i drilagtig Tone.

Idag havde Skorstensfejeren tilladt sig en Spøg, der dog blev dyrt betalt. Fra et totalt sammenskudt Hus, der tilsyneladende havde tilhørt en Markedsgøgler, havde han hentet en Luftgynge, og en Skikkelse, der var udstyret i fransk Tilsnit, blev anbragt i den. Skikkelsen var en tro Kopi af Joffre, og en Række Ordener, saasom „Guttalin”, „Stiefelfett”, „Diamant” og andre, prydede hans brede Bryst. Der fandtes i lang Omkreds ikke et Skosværtelaag, der ikke blev pudset og sømmet fast til Chefen for vore Modstandere.

Da han endelig var udstafferet med alt til Faget henhørende, blev Gyngen, der skulde fungere som Baad, baaret ned til Aisnefloden, der netop ud for vor Stilling i ret Vinkel bøjede af i Retning mod de franske Skyttegrave. „Joffre” sad stejlt og stolt fastbundet til et Brædt, og i mindre end 1 Time var Baaden naaet til Bestemmelsesstedet. Det havde vi i hvert Fald god Grund til at tro, thi ved den Tid kvitterede Franskmanden for Modtagelsen derved, at han sendte nogle Granater over til os. De krævede flere Ofre, men Spøgen var gennemført.

 

Krigens forløb

25. juli 1916. Verdun: Træning for stormen

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.

Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.

Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.

Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.

For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.

Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.

Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –

Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.

Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.

Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –

Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.

DSK-årbøger 1970

Ikke kategoriseret

20. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… noget ekstraordinært her ved Verdun”

Skriv en kommentar

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.

At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.  Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.

Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.

Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.

Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”

Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.

Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.

Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)