28. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” møder en anden sønderjyde på vej til Aurillac. „ Æ tøt jo nok, dæ var kommen Fremmed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Under  Laas  og  Slaa  sidder  vi nu  her  i Hullet  i  den  sønderjyske  Fangelejr  og  studerer  ivrigt  Navnene  paa  Væggene. De  er  indridset  i  Kalken  og  ender  allesammen  paa  „sen”. Skorstensfejeren  bemærkede  ganske  rigtigt,  at  vi  ikke  er helt  ude  af  Kurs  denne  Gang,  endskønt  vi  endnu  ikke  har talt  med  nogen  Landsmand. 

Dog  jo,  der  var  nemlig  en  Stemme  ved  den  aflaasede  Dør,  der  spurgte:  „Hvad  kan  I  ha’  til Unnen?”  Dette  Spørgsmaal voldte  os  nogle  Vanskeligheder, thi  vi  var  i  lang  Tid  ikke  blevet  stillet  overfor  Afgørelsen af  et  saadant.  Stemmen  udenfor  foreslog  nu  Risengrød,  og Skorstensfejeren  mente  hertil:  „Kog  bare  ikke  for  lidt.” 

Undervejs  havde  vi  faaet  et  nyt  Medlem.  Paa  den  Station,  hvor vi  skulde  skifte,  havde  vi  Ophold  fra  K l . 10  Aften  til  næste Morgen,  og  vi  fik  derfor  anvist  en  Lade  med  dejligt  frisk Halm.  Da  jeg  i  Morges  vaagnede,  kravlede  en  Skikkelse  ud af  Halmen  ved  Siden  af  mig.  Skikkelsen  gned  sig  over  Øjnene  og  sagde  saa:  „ Æ  tøt  jo  nok,  dæ  var  kommen  Fremmed.” 

Det  blev  nu  levende  i  Halmen  omkring,  men  Skorstensfejeren  bandte  over  Forstyrrelsen  og  mente,  at  der  ikke var  noget  at  staa  op  efter.  „Hvem  er  du?”  spurgte  han  dog for  at  tilfredsstille  sin  Nysgerrighed. „Ja,  mit  Navn  er  da  Chresten,  og  jeg  stammer  fra  Sundeved,”  lød  Svaret.

Synlig  tilfreds  med  denne  Oplysning  borede  Skorstensfejeren  sig  atter  ned  i  Halmen  og  brummede,  at  han  frøs som  en  Hund.  „Nu  har  vi  bjerget  Livet  saa  vidt,”  sagde han,  „og  nu  lader  de  Halunker  os  vel  ligge  her  og  fryse ihjel. 

Jeg  gad  vide,  om  vi  faar  nogen  Morgenkaffe?  Satan skulde  tage  dem  allesammen!” „Da  vil  jeg  godt  undvære  Morgenkaffen,  nu  da  jeg  kan ,  tænke  paa  at  komme  hjem  med  Livet  i  Behold.”  mente  den nye  Kammerat  og  fortsatte  smaadrillende,  „men  der  findes jo  Folk,  der  aldrig  er  tilfreds.  Jeg  er  kun  glad  for,”  sagde Chresten,  „at  vi  nu  snart  er  i  Aurillac,  thi  der  faar  vi  det godt.”

„Da  tror  du  vel  ikke,  at  Franskmændene  indretter  det bedre  for  Sønderjyderne dér,  end  de  har  det  i  andre  Fangelejre,”  spurgte  Skorstensfejeren.  Det  vilde  da  ogsaa  være urigtigt,”  mente  han,  „enhver  tysk  Soldat  kan  vel  være  lige god,  hvad  enten  han  stammer  fra  Sønderjylland eller  Polen.”

„Ja,  naar  du  er  tysksindet,  behøver  du  da  heller  ikke  at melde  dig  derhen,”  sagde  Chresten,  „og  saa  kan  du  jo  kun takke  din  store  Fædrelandskærlighed for,  at  du  sidder  i  det, som  du  gør!” „Sagde  du  Fædrelandskærlighed?”  kom  det  fra  Halmbunken.  „Nej,  du  kan  stole  paa,  det  er  ikke Fædrelandskærligheden,  der  har  bragt  mig  hertil,  og  hvis  du  vil  det,  maa  du godt  have  hele  mit  Fædreland, hvis  blot  du  kan  skaffe  mig en  Kop  Kaffe!”

„Jeg  skal  ikke  have  noget  af,  hvad  du  kalder  for  dit  Fædreland,”  sagde  Chresten,  medens  han  i  Smaatrav  op  og  ned ad  Gulvet  søgte  at  holde  Fødderne  varme,  „men  enhver  holder  jo  af,  hvad  han  kalder  for  sit.  Det  gør  jeg  da  i  hvert Fald,  og  mit  Fædreland  giver  jeg  nu  ikke  Afkald  paa  for  en Kop  Kaffe.” „ Du  er  godt  tosset/’  svarede  Skorstensfejeren,  der  nu havde  sat  sig  over  Ende  i  Halmen,  „du  synes  ikke  at  have lært  noget  af  Krigen.  Har  du  da  ikke  for  længe  siden  opdaget,  at  Parolen  om  Fædrelandskærlighed  er  en  Ting,  der gengives  af  en  Grammofonplade,  der  anvendes  hver  Gang der  skal  tegnes  Krigslaan  eller  der  agiteres  med,  hver  Gang det  er  nødvendigt  at  skabe  en  Stemning,  naar  nogen  sløjer af.  Hvad  mener  du?”  spurgte  Skorstensfejeren,  idet  han vendte  sig  mod  mig. Ja, jeg  synes  nu,  at  Chresten  ikke  har  helt  Uret,”  svarede  jeg,  „men  der  er  jo  det  at  sige,  at  fordi  man  holder  af sine  Nærmeste  og  sit  Hjemland  og  tror,  at  det  er  noget  af det  bedste,  man  har,  behøver  man  ikke  at  tro,  at  de,  man ikke  er  i  Familie  med  eller  andre  Mennesker  Verden  over ikke  er  lige  saa  gode.

Og  man  maa  da  aldrig  i  sin  Egenkærlighed  gaa  saa  vidt,  at  man  hader  andre  eller  lader  haant om  andres  Meninger.” „ Du  har  Ret,”  svarede  Skorstensfejeren,  „enhver  So  holder  af  sine  Grise,  og  derfor  bliver  det  hele  til  Griseri.  Men nu  skal  jeg  sige  jer  noget,”  sagde  han,  medens  han  stod  op og  pillede  Halmstraaene  fra  Haaret.  „ Tror  I,  at  Turkusserne,  Zuaverne,  Negrene  eller  Amerikanerne  kæmper  af  Kærlighed  til  deres  Fædreland? 

Nej,  I  kan  tro  nej,  de  er  kommanderet  til  det  lige  som  alle  vi  andre,  og  har  lige  som  vi faaet  indpodet  noget  om  krænket  Nationalitetsfølelse  og Ære ,  og  i  disse  Ting  er  saa  Skærmbrættet  for  Krigen  og  national  Rovdrift!” „Du  er  da  vist  Professor  eller  Rigsdagsmand  i  Civil ? ” spurgte  Chresten,  „thi  det  er  da  forfærdeligt,  som  du  kan snakke,  men  det  kan  saamænd  ikke  lønne  sig  at  hidse  sig  op om  den  Ting . ” „ Nej , ”  svarede  Skorstensfejeren,  „jeg  er  ingen  af  de  Dele, du  nævnede,  men  jeg  skal  sige  dig  een  Ting,  min  Haandtering  tillader  mig  at  se  det  hele  ovenfra.  Jeg  er  nemlig  Skorstensfejer.”

„Du  er  en  løjerlig  Fisk,”  lo  Chresten,  „og  jeg  er  lige  ved at  give  dig  Ret,  men  sig  mig,  du  har  vel  ikke  en  Cigaret?” „Det  skal  du  faa,  Chresten,  men  naar  du  er  ved  at  give mig  Ret  i  den  ene  Ting,  vil jeg  gerne  høre  din  Mening  om et  andet  Punkt.” „Naa,  hvad  er  saa  det  da,”  spurgte  Chresten,  medens  han med  sine  kolde  Fingre  gjorde  flere  forgæves  Forsøg  paa  at rulle  sig  en  Cigaret. „Det  skal  jeg  sige  dig,” svarede  Skorstensfejeren,  medens han  pustede  Røgen  fra  sin  Cigaret  lige  i  Ansigtet  paa  Chresten. 

„Hvad  mener  du  om,  hvis  I  Bønder  derinde  paa  Sundeved  ligesom  i  gamle  Dage,  medens  I  blev  bundet  paa  Hænder  og  Fødder,  blev  sat  paa  en  Træhest  og  ude  af  Stand  til at  gøre  Modstand  blev  pisket,  blot  fordi  —  skal  vi  sige  —  I ikke  var  i  Stand  til  at  betale  Eders  Skatter?” „Nu  tror  jeg  da,  du  pjatter,”  sagde  Chresten  foragteligt, „saadant  noget  kunde  gaa  for  2—300  Aar  siden,  men  det  er der  dog  ingen,  der  vilde  finde  paa  nu,  og  for  Resten  har  det jo  ikke  det  allerbitterste  med  det  at  gøre,  vi  taler  om  nu.”

„Ser  vi det,  ser  vi det,  lille  Chresten,  det  var  netop  det,  jeg vilde  have  dig  til  at  sige.  Synes  du  ikke,  at  det  vilde  være godt,  om  vore  Børn  eller  Børnebørn  kunde  sige  det  samme om  200  og  helst  om  50  Aar, hvad  du  nu  sagde  til  den  tossede  Skorstensfejer,  at  en  Krig ,  som  den  vi  har  oplevet,  var utænkelig,  og  om  de  kunde  sige:  Sikken  noget  grusomt  Pjat, hvad  Chresten?  Hvad,  har  jeg  ikke  Ret?” Chresten  blev  Svar  skyldig,  thi  vi hørte  nu  en  fjern  Futten  og  Fløjten,  der  viste  sig  at  hidrøre  fra  Toget,  som  vi skulde  med.  Vi fik  ingen  Kaffe,  hverken  dér  eller  under  Vejs, men  nu  sidder  vi  og  venter  paa  Risengrøden.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *