Tag-arkiv: Belgien

15. november 1918. ” Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret” Eskildsen og de tyske tropper er ikke populære.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet var på vej igennem Belgien, der til sammenligning var meget pænere end Frankrig ifølge Eskildsen i hvert fald.

15. November.

Der fortsættes ad Slangevejen langs med den vildt brusende Semoy. Vi kommer over Grænsen og er nu i Belgien. Nu er Landsbyerne klædt i sort-gult-rødt. Farverne har skiftet, men Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret. I Vresse spytter en Kone foragteligt ad os.

De belgiske Landsbyer er meget pænere end de franske. Renlighed synes ikke at være den franske Kvindes Hoveddyd. Her i Belgien glæder vi os ved at se rene og pæne og kønne Kvinder og Børn.

Belgien er et lille Smykkeskrin! Det er en lang Vej i Dag. Der er 26 Kilometer til Naomé. Vi forlader Semoydalen og kravler op ad de vilde Ardenner.

I Naomé kommer Læreren løbende og fører bitter Klage. Indkvarteringen har fyret op i Kakkelovnen med hans gode Bøger. Tankerne glider tilbage til Skolen i Kurwien. Skal vi da gøre os forhadt til det allersidste!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250

12. november: Asmus Andresen – Trafikprop på vej mod Tyskland

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien på vej mod Tyskland.

Den næste Dag kørte vi den nærmeste Vej ad Tyskland til; de første 2 Dage gik det også godt fremad, men så blev Vejene så overfyldt af Militær, at det hele stoppede, så vi hverken kunde komme frem eller tilbage, men det varede ikke ret længe, før der begyndte at komme Orden i Sagerne.

Vi fik Ordre til at køre tilbage til en lille By, hvor vi så lå i 2 Dage, så fik vi Besked om, hvad Vej vi skulde benytte, og hvad Klokkeslet vi skulde køre. På den Måde blev alle Vejene benyttede ved Dag og Nat.

Vi skulde være ude af Belgien inden 14 Dage, det var lettere sagt end gjort. Det var en hård Tid for Mandskab og Heste, særlig Hestene viste Tegn til stor Træthed, flere Læs af Redskaber blev kastet ud i Kanaler, som vi passerede.

Et Kanonrør på 6 Meter gravede vi ned i en Grusgrav, på den Måde blev det betydelig lettere for Hestene. Nogle af Hestene måtte gå ledige bagefter, for de var lige ved at segne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

11. november 1918. Krigen er slut for Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86. “En kort lykkefølelse berusede.”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 11. november kl. 9 om morgenen melder telefonen de tunge ord: ”Kl. 12 middag er der våbenhvile over hele fronten”. Regiment 86 oplevede ikke effektueringen af denne ordre ved fronten, men som divisionsreserve ved Chaudeville ved den belgiske grænse. Mangen et øre lyttede ved middagstid efter fronten, hvor endnu engang kanonerne dundrede. Så indtrådte stilheden. Verdenskrigen var slut.

Det i årevis længselsfuldt ventede øjeblik var kommet. Af sådan en storhed og tyngde var dets betydning, at det næppe var til at fatte. At være sluppet helskindet ud af denne fire år lange gru, denne fireårige dødedans! Var dette mirakel virkelighed? Ingen døde og sårede kammerater mere! Ikke mere gå i stilling en vinternat i regnvejr, ikke stirre i timevis fra mudderet ind i mørket, omgivet af eksploderende granater og miner! At sove, at kunne sove, nat efter nat, ingen alarmering mere, ingen brag af flyverbomber! Og så hjemstavnen, kone og barn, kæreste, forældre, arbejde! En kort lykkefølelse berusede. Den kunne kun være kort.

Samtidig kom der andre nyheder: Våbenstilstandsbetingelserne, revolution i Tyskland. Den der tænkte videre og havde sit fædreland kært, hos ham druknede glæden over jeg’ets frelse snart i bitter vrede og smerte for Tyskland. Tyskland havde udkæmpet en mere end fireårig kamp for sin eksistens og sin fremtid, og det havde tabt. Strømme af blod havde flydt forgæves. Løgn og misundelse havde sejret og satte nu foden på dets nakke. Tænderskærende måtte en overmodig fjendes ydmygelser tåles.

Men værre var: I hjemstavnen viste der sig ingen storhed i ulykken. Fejghed og æreløshed førte dér det store ord. Ville denne ånd springe over på fronten? Ville lydigheden og ordenens bånd løsne sig og millionhæren kaste sig over Belgien og hjemegnen som en hoben tøjlesløse plyndrere? Det var det usikre spørgsmål.

Det skete ikke. Ganske vist så man i forsyningsområdet nogle bilkolonner medrøde vimpler og hujende desertører. Det forblev gud ske lov et helt lille antal. Størstedelen af fronten tog afstand fra galskaben og forblev pligttro og lydig vel vidende, at kun sådan kunne det værste forhindres. Frontånden havde sejret.

På dette sted bør nævnes regimentets samlede tab. De andrager af døde det uhyggelige tal af 97 officerer og 3899 mand. Det er betragteligt flere end regimentets kampstyrke ved udmarchen, som dengang androg 70 officerer og 3025 mand.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. november: Asmus Andresen – ”Revolutionen var brudt ud i Tyskland… Kejser Wilhelm var stukket af til Holland…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Den 11. November om Formiddagen Kl. 5, blev der slået Alarm; vi troede først, det var Franskmænd, der kom, men vi mærkede snart, at der var noget andet på Færde.

Med Tårer i Øjnene trådte Officeren frem for os og fortalte, at Revolutionen var brudt ud i Tyskland, og at Kejser Wilhelm var stukket af til Holland. Nu kunde enhver gøre, hvad han vilde, men Officeren bad os holde sammen, indtil vi var kommen ind i Tyskland, så kunde enhver gøre, hvad han vilde, så gik han omkring for at trykke os alle sammen i Hånden.

I blandt os var der nogle Mand, der havde været med i hele Krigen; dem snakkede han længere med for at sikre sig deres Venskab. Disse Svende var det ikke godt at komme i Nærheden af, når de først var i Krigshumør.

De Befalingsmænd, der havde været frække mod os, turde ikke lade sig se af os, — deriblandt var også Sergenten, som jog mig op af Kanalen, den Gang jeg havde det dårlige Ben.

Nu var den Time kommen, vi længe havde ventet efter, og enhver glædede sig til at komme hjem til Familien. Også Belgierne var glade ved snart at komme af med os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

6. november: Asmus Andresen – Tilbagetrækning gennem Antwerpen

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Den 6. November pakkede vi vore Sager sammen igen og kørte videre tilbage gennem Antwerpen.

Nogle Kilometer bag Antwerpen blev vi indkvarteret i en lille Landsby; der lå vi så nogle Dage og ventede på Ordre til at trække os længere tilbage.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

15. februar 1918: Nye kanoner afprøves af Frederik Tychsen ved byen Montier.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Her i Lüttich fik vi helt nye kanoner. Det var af samme typer som de gamle, men med den afvigelse, at røret var 30 cm længere (Schwere Leldhaubitze 13 mit verlængertem Rohr), og de kunne skyde 1 km længere, og de kunne tåle en ladning mere.

Den 13. februar var vi henne i en by de hed Montier (i nærheden af Herve). Vi kørte fra Beyne Hensay ved middagstid, og vi kom igennem mange byer og mange minedistrikter; det var en ret lang marchtur ca. 30 km. og det regnede stærkt hele tiden.

Vi var ganske gennemblødte, da vi kom til Montier. Kanonerne blev kørt ind på skolepladsen, hestene kom rundt til bønderne, og kanonererne kom i skolen. Bænkene var sat ud, og vi skulle lægge os på gulvet, der var flisegulv. Der blev lavet mad et sted henne i byen, og da vi havde hentet mad – der var ret god og rigelig, tændte vi ild i kakkelovnen, det blev lunt og dejligt.

Sergent Felix Plozaichik spillede mundharmonika og vi dansede, og efterhånden blev vi varme og klæderne tørre. Jeg havde aldrig lært at danse, men jeg kunne godt træde med i en vals og en polka, og andet dansedes ikke. Der var ingen damer, men vi dansede med hverandre indbyrdes; der blev stampet i gulvet med de svære kommisstøvler, råbt ju-hu-u-u-, sunget osv. så der var mægtigt humør.

Hen på aftenen kom der et par mand slæbende med nogle knipper halm, og udsigten til et blødt og varmt natteleje forhøjede feststemningen.

Næste dags formiddag blev kanonerne kørt hen på en bestemt plads i udkanten af byen; de blev meget nøjagtigt stillet ind, og det første skud lød. – Vinduerne gik i stykker i de ejendomme, der lå i nærheden. Skydningen varede hele dagen, granaterne slog ned i en mose.

Efter skydningen gik vi i kvarter i skolen; det var fint vejr denne dag, og der kom mange mennesker for at se på os under skydningen, dog holdt de sig i en passende afstand. Vi tilbragte endnu en nat i skolen (lærerpersonalet så vi ikke noget til) og hen på formiddagen den 15. februar brød vi op og kom tilbage til Beyne Hensay hen imod aften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

27. januar 1918: “… for udvist tapperhed og pligttroskab”. Frederik Tychsen får jernkorset.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Den 27. januar 1918 på kejserens fødselsdag fik jeg jernkorset. Ved morgenappellen blev navnene råbt op foran fronten. Vi var to, der fik det denne dag. Batteriet stod ret. Batteriføreren løjtnant Wiederholdt holdt en tale, og i kronprins Rupprecht af Bajerns navn, til hvis frontafsnit vi hørte på dette tidspunkt, overrakte han os medaljen for udvist tapperhed og pligttroskab under de svære kampe i Flandern, speciel for udvist mod den 20. januar. ”Alle ret”. I sin tale udtalte han ønsket om, at vi måtte komme hjem til vor hjemegn med et helt kryds (dermed mente han med hele lemmer). ”Træd af’.

Et par dage senere blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kuldegysninger. Jeg meldte mig syg og kom ned til bataljonslægen. Det var Grippe (influenza) (den spanske syge). Jeg skulle i seng, og så fik jeg nogle aspirintabletter, som jeg skulle tage nogen af. Jeg var meget syg. Jeg havde håbet på at komme på lazarettet, men det kom jeg ikke.

Vi havde en sygepasser, han hed Schäfer. Han kom op et par gange om dagen, men han så blot på mig, gav mig en aspirin, og så gik han igen. Jeg fik kammeraterne til at hente mig lidt vand, de tog også maden med til mig, men jeg havde ikke ret meget appetit, det tørre brød ville ikke rigtig skride. Jeg lå med høj feber, og de andre havde en grammofon og een plade, og den spillede ustandseligt en Polka Mazurka, og denne melodi tumlede hele tiden i mit hovede, hvad enten grammofonen gik eller ikke.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

23. januar 1918 – Tycho Filskov: Paa Sambrebroen

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev 23. januar et brev til Flensborg Avis.

Paa Sambrebroen.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Belgien, 23. Januar 1918.
Soldatens Liv er omskiftelig; han veed aldrig om Morgenen, om Skæbnen ikke inden Aftenen har ført ham andensteds hen og budt ham andre Kaar end hidtil. Næppe havde jeg afsendt mil sidste Brev til „Flensborg Avis”, før Idyllen pludselig blev brudt. En skønne Morgen maatte Tornystren paa Ryggen, og afsted gik det til en anden By, hvor jeg siden da har gjort Tjeneste som Vagtmand.

Endnu de sidste Dage meldes der hjemmefra om haard Vinter og voldsomme Snemængder, medens vi her har det fineste Foraarsvejr. Den stærke Kulde afløstes i Begyndelsen af sidste Uge af flere Dages Regnvejr og efter Regnen er Foraaret kommet til os — saa længe det varer; thi formodentlig har Vinteren ikke givet tabt for bestandig. Vagtsoldaten, der maa staa ude ved Nat og ved Dag i al Slags Vejr, glæder sig naturligvis over Forandringen: Handsker, Muffediser, Uldtørklæde og Hovedbeskytter er gemte hen, og man ser ikke til den Side, hvor ens tidligere god Ven Pelsen hænger. Vinden er saa mild og lind som hjemme en af de kønneste Dage i April, og selv om Natten kan det være næsten lunt.

Egnen heromkring kunde med Rette kaldes de sorte Bjerges Land. Hvorhen man ser, randes Horisonten af mørke Fjælde med mærkelig ensartede Former, med jævne, glatte Sider og løbende op i en Spids. Bjergene er nemlig kunstige, dannede ved Menneskehaand af Jordens Indvolde. Det er Egnens mange Kulgruber, der Aar efter Aar udspyr Sten og Slagger og bygger det hele op til Bjerge, voksende i samme Grad, som Jordens Indre tømms for de sorte Skatte.

Som et sølvglinsende Baand gennem alt det sorte snor sig Sambrefloden, en af Belgiens mange, stærkt befærdede Vandvej. Indtil for en halv Snes Dage siden laa Floden tilfrossen: men Regndagens voldsomme Vandmængde brød Isen og medførte store Oversvømmelser. Nu er Vandet atter sunket, og der er kommet Liv Skibsfarten paa Floden.

I Gaar og i Nat stod jeg Vagt paa Broen over Sambrefloden. Det var ikke nogen attraaet Post i de kolde Dage, da Vinden gik stærkt og Frosten bed i Næsetippen, som Pelsen ikke kunde beskytte. Men nu er det rart derude, hvor man kan gaa og sysle med sine egne Tanker. Nede paa Floden er det ellers livligt nok. Smaa Dampbarkasser i Militærets Tjeneste piler frem og tilbage, og de store Lægtere kravler fuldt lastede op ad Floden, enten hængte bag i paa en lille Slæbedamper eller trukne paa Landjorden. En lang Trosse fører fra Skibet skraat fremad ind paa Strandbredden, hvor sædvanlig to Mænd — eller Kvinder — er spændte for med en bred Gjord over Brystet. De er i Stand til at slæbe den vældige Kolos, naar denne først er i Gang, og det er tilskrækkeligt, naar Skipperen eller hans Kone om Bord passer Rorpinden og forhindrer, at Forstavnen støder mod Land. Paa denne Maade kan et Par enkelte Mennesker uden Maskinkraft levere en vældig Arbejdsydelse.

Skipperen bliver om Bord med hele sin Familie, og hverken Hunden eller Hønsene savnes. Børnene leger i det smukke Vejr oven paa Lastrummet, som vi andre gjorde det foran Stuedøren derhjemme, og imens vandrer hele Arken op igennem Landet. De fleste af disse Lægterskippere er Flamlændere, hvis Sprog jo er nært beslægtet med Tysk. Ofte kommer en Stump Samtale i Gang, mens Skibet glider forbi.

Langs Flodbredden kommer der en Dreng gaaende. I Haanden holder han en Stang, ved hvis Ende der er fastgjort en Pose. Med denne roder han af og til i Vandet og blandt det, der er drevet sammen af Tang og Drivtommer ved Bredden. Jeg spørger, om han fisker, og han svarer Ja, men — efter Propper. Kork betales med ti Mark Pundet, og Knægten har allerede en hel Del i sin Sæk.

Nede under Broen har Vandet beskadiget Flodbredden, og Jernbaneforvaltningen er Gang med Udbedringsarbejdet. To Jernbanevogne med Kampesten holder et lille Stykke borte, og herfra bærer belgiske Piger — de fleste i Mandsklæder — Stenene i Kurve ned til Floden. Det er trælsomt Arbejde: men deres Pludren og Latter viser, at der er Humør i dem alligevel.

I Nat var der ensomt paa Sambrebroen. Luften var mild som en Foraarsnat derhjemme, og paa Himlen blinkede Stjernen. I Stilheden hørte man særlig tydeligt Tordenen fra Fronten i Vest, der de sidste Par Dage har været tydeligere at høre end ellers. Det er dumpe Brag, der følger hinanden med faa Sekunders Mellemrum, og ind imellem en stedseværende Rullen, som man undertiden hører det i Tordenvejr. Underlige Tanker kan komme over en, som man gaar her i Natten og Ensomheden og lytter til disse Brag, af hvilke formodentlig hver eneste betyder Død eller Lemlæstelse for flere Mennesker.

I Morges brød Solen gennem Skyerne og fyldte Landskabet med Glitren og Blink. Solen lader sig ikke paavirke af det skrækkelige, der sker hernede paa Jorden, ellers vilde den vel tilhylle sit Aasyn for os. Og mange vilde finde det retfærdigt.

— Solen burde i det hele taget ikke skinne mere, sagde en Mand, der kom forbi, mens jeg stod og nød Solstraalerne. Det burde forblive evig Nat, og saa skulde det regne Svovl, indtil hele Menneskeheden var ud ryddet. Saa fik vi da endelig Slut paa denne forfærdelige Krig.  — Sandt nok! Men saa vilde vi ganske vist ikke have megen Fornøjelse af Freden.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 2. februar 1918)

26. december 1917 – Tycho Filskov: I familiens Skød

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev sidst i december et feltbrev til Flensborg Avis.

I Familiens Skød
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Belgien, sidst i December.
Kokken er min specielle Ven. for jeg roser hans Mad, hvad Familiens øvrige Medlemmer som oftest ikke gør. Og hvorfor skulde jeg ikke glæde hans Sjæl? Han gør, hvad han kan, og skønt han med sine 46 Aar efter Soldaterbegreber er en gammel Mand, er han paa Færde tidlig og silde, for at han ved Middagstid saa vidt muligt kan tilfredsstille vore kræsne Ganer.

Familien tæller tolv Medlemmer, og vi bebor et helt lille Hus i en belgisk Smaakøbstad. Barnet i Huset savnes ikke, nemlig en af „Drengene” fra Thyringerwald, der kom til Belgien sammen med mig i November. Kokken, der selv har to Sønner ved Hæren, er traadt ham i Faders Sted og vaager blandt andet over, at Drengen ikke ryger for meget. Vi har jo ikke helt de samme Begreber som Belgierne om, naar. „Aldersgrænsen” for Rygning overskrides. I Dag faa jeg paa Gaden en Herre, som taalmodigt og uden at fortrække en Mine — stod og rakte sin Cigar ned til en lille Purk paa maaske en halv Snes Aar, der havdt bedt om Ild. Drenge i den Alder kan man se i Flokkevis gaa til Skole med den brændende Cigaret hængende i Mundvigen.

Desværre savnes hos os det kvindelige Element, der ellers hører saa naturnødvendigt med til en Familie. Og det er ikke frit for, at dette spores med Hensyn til Hjemmets Hygge. Men Lys og Varme har vi da, og saa skriver Soldater som oftest ikke meget mere i den Retning.

Familien holder Husdyr, heldigvis ikke af de smaa graa, der søger saa tæt ind Paa Livet af Folk. Nej, oppe paa Loftet færdedes inden Jul nogle smaa Kaniner og en enlig Høne. Kaninerne er der endnu, medens Hønen er rejst sin Vej. Den lagde aldrig et eneste Æg, hvorimod den efterhaanden blev temmelig fed.

Dagen over er Familiens forskellige Medlemmer optagne hver af sin lille Gerning. Jeg og en Kammerat er Skrivere, Drengen er Oppasser hos Kommandanten, medens de øvrige med Undtagelse altsaa af Kokken er Ordonnanser, d.v.s. sendes ud i Distriktet som Gendarmer. Men om Aftenen samles man ved Hjemmets Arne, og da kan det stundom være næsten hyggeligt, naar Cigaren ikke er alt for daarlig, og naar Ilden blusser i den lille belgiske Kakkelovn, der staar ude paa Gulvet med en lang Arm hen til Muren, saa man næsten kan sidde i Rundkreds omkring den. Efterhaanden faar man Indblik i hinandens Livsforhold, og dermed øges den gensidige Interesse. Jeg kender forlængst Kokkens Stridigheder med sine Søskende om et lille Hus, som de ejer i Fællesskab, saavel som en Svigerindes Ondskab, idet hun nægter Familien Lov til at benytte hendes Lade til Tærskning. Min Skriverkammerat er Værkmester i Tysklands største Fabrik for — Gyngeheste, der sysselsætter over 300 Mand. Han har lovet at sende en ekstra sin Gyngehest til min Søn, naar Krigen er forbi.

Julen kom med Frost og dyb Sne, et ideelt Julevejr, som man sjælden kender det hjemme og endnu sjældnere her. Juleaftensdag var Kokken i sit Es. Han havde snart overdraget det ærefulde Hverv at løbe ind og tilberede os et Privat Festmaaltid Juleaften. Og han løste Opgaven med Glans. Om Aftenen prangede paa vort Bord en Oksesteg paa 6 Pund, og det dampede fra en vældig Stabel thyringske Kartoffelboller (Klöße), saa store som to Næver. Og vi aad og mættedes og var glade. Dette var Julens Glanspunkt, mere værd for de fleste end en noget mat officiel Julefest, der afholdtes næste Aften med Juletræ og Øl.

Belgierne er ikke vante til denne Kulde og holder sig helst inden Døre! men Livet gaar sin Gang i Krig og Fred, ved Sommer  og Vinter, og der er Folk, hvem Pligten driver ud. Paa en Spaseretur Juledags Eftermiddag ser jeg næsten ingen Mennesker i Gaderne; men i Byens Udkant møder jeg en ældre Kone, som jeg kender i Embeds Medfør. Det er en af Byens Jordemødre, Madame Charlier, for hvem vi har besørget Pas til at færdes paa Gaden om Natten. Jeg spørger, hvordan det gaar med Forretningen, og hun svarer muntert smilende, at der er ingen Grund til Klage: Les enfants viennent comme cadeau de Noël (Børnene kommer som Julegave)! Og hun skynder sig videre med sin Taske.

Jeg vandrer ud i Snelandskabet og samler Julestemning i Ensomheden. Der maa være kønt her om Sommeren med de frodige Marker og de mange Kanaler, der gennemskærer Landet og tjener som Færdselsaarer. Nu ligger Fartøjerne indefrosne, lænkede til den Plet, hvor Frosten kom over dem. I Træerne sidder mod Aften vældige Sværme af Kramsfugle, Tusinder og atter Tusinder. De sidder saa tæt som Løvet om sommeren, og det er knap nok, at de lader sig skæmme bort, naar man staar under Træet og klapper i Hænderne. Forklaringen er den, at der jo ikke drives Jagt i Belgien med Undtagelse af den Smule, der jages af tyske Officerer. Naturligvis maa ingen Belgier eje Skydevaaben af nogen Slags, og saaledes faar Markens vilde Dyr og Himlens Fugle Lov til at fore en nogenlunde uforstyrret Tilværelse.

Det mørkner allerede, og jeg vender om for at søge hjem i Familiens Skød. Kokken, min Ven, venter med Gullash i Dagens højtidelige Anledning.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 7. januar 1918)

17. december 1916: Johannes Lunds død

Johannes Lund stammede fra Fole ved Haderslev, og var Oberartilleristmaat ved I. Marine-Artillerie-Abteilung, 2. kompagnie, Flakgruppe West. Hans død er beskrevet i en erindringsbog om soldater uddannet på fortet Friedrichsort ved Kiel.

Johannes, * 19.11.87 i Fole (Haderslev) tilhørte en uddannelsesenhed fra hjemstavnen. Søndag den 17.12.16 befandt han sig som skytsfører i klitstillingen ved Westende-Bad. Mens batteriet om eftermiddagen beskød en flyver over havet, fik det selv ild. En granat eksploderede på dækningen ved kanon et; Lund blev hårdt såret i hovedet af et lille sprængstykke og mistede øjeblikkeligt bevidstheden. Han blev båret gennem den fjendtlige ild til forbindingspladsen Westende og for sin frygtløshed udmærket med jernkorset, han døde dog samme aften på Marine-Feldlazarett 2 i Ostende. L. blev begravet på kirkegården ved Ostende-Steene og senere overført til sin hjemstavn. 

(oversat fra Felix Glatzer: Friedrichsorter Kriegsbuch. Gedenkenblätter für die aus der I. Matrosen-Artillerie-Abteilung hervorgegangenen Kriegsteilnehmer, Oldenburg i. O. 1924, s. 225)

Tyske marineartillerister ved en luftværnskanon i Flandern (Privateje)
Tyske marineartillerister ved en luftværnskanon i Flandern (Privateje)

27. januar 1916. Ribe Stiftstidende: Belgiske tilstande

To tyske spioner hængte – og en kommentar.

Franz von Jessen telegraferer tirsdag fra Paris til Berlingske Tidende: Det vil erindres, at den tyske spion, der angav den engelske sygeplejerske, Miss Edith Cavell, og derved gav anledningen til hendes henrettelse, nogen tid efter blev fundet dræbt på gaden i en af Bruxelles forstæder. Han var dræbt ved to revolverskud i hovedet. 

Den tyske ambassadør idømte i den anledning byen Bruxelles en bøde på en halv million francs, med den motivering at det ved attentatet var godtgjort, at i hvert fald nogle borgere havde overtrådt det udstedte forbud mod besiddelse af revolvere.

Nu er to andre spioner bleven dræbt i Bruxelles. De er fundne hængte. På ligene fandtes der i lommen et kort, hvorpå der stod: Hængt for spionage-forbrydelse.

Det er forbudt belgierne at bære revolvere, men ikke at eje solidt reb til at ekspedere spioner med.

4. september 1914. Vestfront og østfront: Digerne åbnes i Belgien.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

 Tyskernes I Armé rykker frem mod Paris.

I Belgien åbner man for digerne, hvorved den tyske fremrykning mod Antwerpen standses.

Østfronten

Russerne indsætter ny regering for de erobrede områder i Galizien

Denne dag falder

den 28-årige Wehrmann Peter Matzen Iversen, Rehainviller (Fr)

den 31-årige Andreas Hansen Muusmann, Köln, lazaret

den 31-årige reservist Nis Peter Petersen,, Aachen Lazaret

den 28-årige Reservist Hans Hansen Sandvej, Noyon (Fr)

1914-09-04 Digeåbninger
Digerne åbnes og store landområder lægges under vand.

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

21. august 1914. Brev fra hjemmet – og rekvirering af et stykke kvæg med våbenmagt

Hans Petersen fra Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. I august 1914 var han i Belgien

Den 21. August 1914.

Jeg fik det første Postkort med Efterretning om, at de alle havde det godt derhjemme. Det var for mig en hel lille Begivenhed. Kortet blev omhyggeligt gemt i Lommen, og naar vi havde et Øjebliks Hvil, blev det taget frem og læst paany. De kendte Bogstaver blev stadig læst og studeret igen, og altid havde de noget nyt at fortælle mig. Det var, ligesom jeg var bleven Ejer af en hel Skat.

Nærheden af Waterloo fik vi Kvarter paa en stor Gaard. Tre Mand gik ud paa Marken for at hente et Stykke Ungkvæg til Feltkøkkenet. Men det vilde Manden, som passede Kvæget, ikke uden videre give Lov til. Han blev meget vred og protesterede paa det heftigste. Saa tog den ene Soldat og sigtede paa ham med Geværet, og straks blev Manden uhyre flink og hjalp endda med at søge det bedste ud.

— Om eftermiddagen havde vi Hvil. Vi sad nede i Engen paa Kanten af Dammen med Fødderne hængende ned i Vandet. Vi sad og fortalte om vore Oplevelser, om de kære derhjemme og pudsede Geværerne, alt imens vi fik et koldt, forfriskende Fodbad. Underofficer Knutz kom, dampende paa en Cigar, og fortalte os, at nu var Belfort falden.

Da der ikke var Soveplads nok i Laden, sov jeg om Natten sammen med Nis Abrahamsen oppe paa et Læs Hvede, som stod udenfor. Først nærede jeg lidt Betænkeligheder; men snart følte jeg det tiltrækkende ved Tanken; det var jo noget nyt.

Reg 86 i Belgien ko
En 86’er malker en belgisk ko

 

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)

19. august 1914. Tofrontskrig: Kampe på Østfront og Vestfront.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

De tyske tropper når frem til Dinant-Neufchateu i Belgien.

De belgiske tropper trækker sig bag denne linje og en del mod Antwerpen for at beskytte byen.

De franske tropper generobrer Mühlhausen og trænger ind i Lorraine, hvor tyskerne i første omgang viger.

1914-08-19 Alsace-Lorraine
Fransk propagandapostkort: Den franske soldat beskytter de to søstre Alsace og Lorraine fra den tyske voldsmand.

Østfronten:

De voldsomme kampe ved Gumbinnen fortsætter. De russiske tropper er i stand til at trænge de tyske tilbage over en stor strækning.

17. august 1914. Foran Tirlemont: Et sidste måltid før slaget?

H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.

Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.

I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.

Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. august 1914. Regiment 86 marcherer fra Liege

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den følgende morgen [15. august] marcherede regimentet allerede kl. 4,30 igen til den store eksercerplads [i Liege], hvor hele divisionen samledes.

Derfor nævnes nu de større enheder, som regimentet sorterede under samt deres kommandører.

86’erne under kommando af oberst von Obernitz dannede sammen med infanteriregiment 84 den 35. infanteribrigade under kommando af generalmajor Hunäus.

Denne brigade hørte til den 18. infanteridivision, hvis kommandør var generalløjtnant von Kluge, denne hørte igen til 9. armékorps, som stod under kommando af general von Quast.

Det 9. armékorps var en del af 1. armé, der under kommando af general von Kluck var opmarcheret på den tyske hærs den højre fløj.

I stadig højere grad blev den enkelte soldat gennemsyret af den bestyrkende følelse af at være en del af en organisme, der var besjælet af én vilje.

Voelkerkrieg tyske soldater Liege august 1914
Tyske tropper marcherer i Liège august 1914.

Klokken 9 om morgenen tiltrådte divisionen og med den også regimentet marchen for fuld musik i nordvestlig retning.

Snart bliver stednavnene germanske, slesvig-holstensk plattysk og flamsk ligner hinanden meget. De stammebeslægtede flamlændere er venlige og imødekommende, landsbyerne er ubeskadigede, friskare-krigen er holdt op.

Marchen gik over Milmort, Xhendremael til Koninxheim, sydvest for Tongern, her går man i bivuak, dog ikke uden at en sikring bliver skudt frem mod Tongern.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

13. august 1914. “Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er.”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:

1914-08-13 Herbesthal Belgien 6a49-272
Herbesthal – grænseovergang mod Belgien

Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.

Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.

Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.

Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.

For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.

Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.

Voelkerkrieg 1013
Repressalier mod civile i Charleroi. Efter “Geschichte des Völkerkrieges”.

Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.

Almanak for Nordslesvig, 1935

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

13. august 1914. Slaget ved Haelen

Af Erik Ingemann Sørensen

Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.

Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.

Den 22-årige husar, Lorenz Jessen Elberg, falder ved Boneffe i Belgien.

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.

11. august 1914. Regiment 86 marcherer ind i Belgien

Füsilier-Regiment 86 med hjemsted i Sønderborg og Flensborg var ankommet til samlingsstedet i Aachen den 9. august 1914 efter at være afgået med tog fra Sønderborg og Flensborg dagen før. Den 10. august holdt regimentets tre bataljoner øvelsesmarch i Aachens omegn, for at forberede de lange marchture, når regimentet den følgende dag skulle indsættes i Belgien. I den gloende varme augustsol blev mange af de uøvede reservister dårlige – og solen krævede regimentets første dødsoffer: Overlæge Dr. Oluf Madssen Riis fra I bataljon fik et hedeslag og døde dagen efter. Han var født i Pamhule ved Hoptrup i 1878 og boede Tinglev.

Om indmarchen i Belgien hedder det ifølge regiment 86’s officielle historie:

“Tirsdag den 11. august om morgenen kl. 5 trådte regimentet an til fremmarch. Mod sydvest i retning af Lüttich (Liége).

Belgien havde ikke kunnet beslutte sig til at opfylde Tysklands krav om fri gennemmarch. Tyskland måtte altså hjælpe sig, som det bedst kunne. I nødværge måtte Tyskland derfor gennemtvinge en march gennem Belgien til Frankrig.

Den 7. august var byen og fæstningen allerede faldet. Men den befæstede zone om byen var endnu ikke helt tvunget til overgivelse. Det var et spørgsmål, om regimentet ville kunne komme uhindret gennem Lüttich.

Rækkefølgen i marchkolonnen var I, II, III bataljon. Soldaterne fik det indtryk, at de kun var et ganske lille led i den uhyre hærslange, der bevægede sig vestpå.

Regimentet marcherede bag ved det tunge artilleri. Snart blev grænsen overskredet under hurra-råb.

En ny mærkværdig følelse af at trænge ind i fjendeland. Indtrykkene af krig lod heller ikke vente længe på sig. Udbrændte, ja endnu rygende huse, ødelagte vinduer og døre, udsmidte møbler og husgeråd vidnede om mindre træfninger med civilbefolkningen og de nødvendige modforholdsregler. Befolkningen var overalt flygtet. I staldene og på markerne brølede herreløst kvæg.

Ved vejen den første, endnu friske soldatergrav. Billederne af ødelæggelse blev ved med at komme. Selvom 86’erne senere ofte kom til at opleve meget større gru, så gjorde synet dog aldrig så dybt et indtryk som nu, da regimentet lige kom fra et land i fred og ro.

Dette syn stod i sørgelig modsætning til det herlige landskab, som regimentet marcherede igennem. Marchvejen løb langs en højderyg, hvor frugtbare dale bredte sig til begge sider. Smukt og dejligt som en have er dette land. Gennemskåret af levende hegn, helt som i Slesvig-Holsten. Landsbyerne, rødstensbygninger med sorte tegl, gør indtryk af velstand. Langs vejen og foran husene findes der krucifikser.

Marchen gik over Henri Chapelle og Battice. I sidstnævnte lille by, som på nær nogle få huse var totalt udbrændt, forekom ødelæggelserne særligt skrækkelige. I landsbyen Bolland, 6 km fra Lüttichs fæstningsbælte, blev der om eftermiddagen kl. 5 gjort holdt og bivuakeret.

I meget stærk varme var der tilbagelagt 35 km. Igen havde det resulteret i et betragteligt antal marchsyge. Regimentet skulle sikre i retning mod Fort Evegnée, som imidlertid faldt samme eftermiddag.  Om natten blev trosset beskudt fra mørket, og ved II bataljon var der lidt forpostskyderi med civilister, ved hvilket en ordonnansrytter blev dræbt.”

(Regiment 86 i Verdenskrigen, 1925, dansk udgave 2014)

143186-0_Rippet_PDF Tommy_-01

 

6. august 1914. Kampene om Liége (Lüttich)

Af Erik Ingemann Sørensen

Angrebene på Liège møder så stærk modstand, at de tyske tropper om morgenen må trække sig noget tilbage. Kampene, der blandt andet foregik fra hus til hus, kostede næsten 1.200 faldne tyskere.

Også den tyske brigadekommandant, Friedrich von Wussow faldt, hvorefter Ludendorff overtog kommandoen.

1914-08-06 Tykke Bertha
“Dicke Bertha” – svær tysk belejringskanon

Tyskerne får deres nye kanon – ”Dicke Bertha” – frem og påbegynder et bombardement af fæstningen. Se mere om “Dicke Bertha” her: “Big Bertha” (youtube-film)

De første rygter om tyske overgreb på civilbefolkningen dukker op.

Kejser Wilhelm taler til det tyske folk. Hør talen i uddrag her: Kejser Wilhelm taler

Den første sønderjyde – den 22 årige Siegfried Thaysen – falder.

6. august 1914. Den første faldne sønderjyde

Den første faldne fra Sønderjylland var den 22 år gamle Einjährig Freiwilliger Siegfried Thaysen fra Frørup. Han gjorde tjeneste ved Grenadier-Regiment Nr. 89, og stod ved afslutningen af sin soldatertid, da krigen brød.

Regimentet afgik allerede til opmarchområdet den 2. og 3. august, og overskred den belgiske grænse den 4. august. Det skulle deltage i angrebet på fæstningsringen omkring Liége, der spærrede for den tyske fremmarch gennem Belgien og dermed for den yderste højrefløj af det tyske angreb på Frankrig.

Om natten den 6. august trådte regimentet an til angreb mod forterne Liers og Pontisse, der trods mørket – men delvist understøttet af lyskastere – straks åbnede ild mod de fremrykkende tyskere. Regimentets tredje bataljon, som Thaysen tilhørte, faldt i et baghold i byen Herstal og mistede sin fane. I alt havde bataljonen den dag 20 faldne, en savnet og fire så hårdt sårede, at de senere døde.

/MBN