11. juli 1918. Peter Madsen på lazaret i Sønderborg

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.

Man havde indrettet frimurerlogen til lazaret,og her lå kun folk, der var oven senge,og som ikke behøvede megen behandling.

Alle var fra Als eller Sundeved, og jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg kom ind til dette selskab, for der var ingen opsyn, og alt gik så naturligt til, så jeg følte mig snart hjemme her.

Det bedste af det hele var,at her blev der talt dansk som hjemme. Da
jeg meldte mig hos underofficeren for at få mine sager udleveret og for at få en seng anvist,foregik det på tysk,men stor blev min forundring, da han henvendte sig til de øvrige på stuen;da foregik det nemlig på dansk.

Fra den side havde jeg endnu aldrig set en overordnet ved det tyske
militær,men mysteriet opklaredes,da jeg fik at vide,at manden var fra Fårhus.

Kl. 9 skulle vi være i vore senge,og da kom der en sanitetsfeltwebel og sagde “godnat”;det var bare den forskel,at her lå vi i sengene,og det hele gik meget mere roligt og ikke så militærisk.

En aften da lyset blev slukket,hørte vi et vældigt rabalder.Det var en seng,der var faldet sammen,og vedkommende skældte ud på tyrkisk
manér. Alle lo undtagen ham,det var gået ud over.Han brummede kun.

Her i Sønderborg var det dejligt at være,og der gik ikke mange dage, inden jeg havde indlevet mig i de nye forhold.Vi gik og gjorde,som vi selv ville,og kun om formiddagen,når der var stuegang,skulle vi være  der.

Dr. Reuter og hans datter havde overopsynet,men de viste sig kun en gang om ugen.

Så længe vi var på lazarettet,var vi godt hjulpne,og mit sår heledes
i løbet af kort tid.Selve benet gjorde de ikke ret meget ved.Jeg skulle
godt nok gøre gymnastik hver dag,men da jeg selv skulle gøre  det, blev det ikke til ret meget.Jeg gik godt nok op og ned af  trapperne,men det kunne jeg godt gøre uden at bøje benet alt for meget.

Forplejningen fik vi fra Sønderborghus, og den var god. Om morgenen
hentede vi selv kaffen og den tildelte ration brød,og om middagen og om aftenen spiste vi nede på hotellet.

Det var let at få orlov, og jeg var hjemme hver week-end.I påsken og
pinsen havde vi et par dage ekstra.

Sidst i maj fik jeg 14 dages rekreationsorlov,og jeg var nu så rask,
at jeg kunne blive overflyttet til erstatningsbataljonen.

Da tiden var omme,søgte jeg yderligere 14 dages  arbejdsorlov,hvilket også blev bevilget.

I alt var jeg hjemme i 6 uger,og i den tid var Chr. Faurholm også hjemme fra fronten,og vi var meget sammen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *