Tag-arkiv: Lazaret

Krigens forløb

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:53

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

 

Aviser

14. februar 1918 – Hejmdal: Et slemt tab

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. juli 2018 9:11

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Hvorfor?
I Sønderborg Kreds udleveres  der imod særlige i fjerde Uge 75 Gram fint Hvedemel pr. Hoved. Desuden kan der købes Rundstykker på Brødkort.
     Hvorfor er vi i denne Henseende Stedbørn her i Aabenraa Kreds? (P. A.)
– Vi lader hermed Spørgsmålet gaa videre til rette Vedkommende.

Sæbepulver
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at Sæbepulver-Kvantummet ifølge en Forordning fra 10. Januar fra 230 Gram er nedsat til 125 Gram. Indtil videre berettiger de paa Sæbepulver lydende Afsnit af Sæbekortet kun til Køb af Halvdelen af den derpaa angivne Mændge.
     Det er godt vi gaar mod Sommeren, faa Tøjet ihvert Tilfælde kan blive luftet, thi rent, end lige hvidt som i fordums Dage kan det med de til Raadighed staaende Vaskemidler umuligt blive.

Et slemt Tab
Hos Landmand Asmus Petersen i den gamle Skole i Mjøls ved Rødekro døde i Gaar Morges en kostbar Hest.
     Det er den anden kostbare Hest, Asmus Petersen har mistet i den Tid, han har ligget i Skyttegravene.


Fra Felten


2. 2. 18.
Hermed sendes en venlig hilsen til Venner og Bekendte.
     Johannsen fra Hagenbjerg.

I Felten den 1. 2. 1918.
Kære “Hejmdal”!
     Allerførst en Tak til dig, fordi du saa regelmæssigt besøger os. Hvor bliver Tiden lang, naar du et Par Dage udebliver paa Grund af Forhindringer, og man ikke kan faa Nyhederne derhjemme fra det kære Nordslesvig. Jeg beder nu gennem dine Spalter at sende Vennder og Bekendte derhjemme og ude en venlig Hilsen og Ønsket om et godt Gensyn derhjemme.
     Peter Bonde fra Tarup paa Als.

En venlig Hilsen til alle Venner og Bekendt sender
    Peter Bladt fra Højrup Kirke.

Den 5. 2. 1918.
     Undertegnede Nordslesviger, som sidder i en Dækning ved Fronten, ønsker gennem “Hejmdal” at sende Slægtninger og Venner en kærlig Hilsen.
      Niels Wagner fra Rangstrupgaarde ved Agerskov.

I Haab om et sundt Gensyn derhjemme sendes hermed en Hilsen til Slægt og Venner.
    Nis Kusch fra Hoptrup.

I Felten d. 3. 2. 18.
     Ad denne Vej bedes Venner og Bekendte modtage en venlig Hilsen.
     Jens Jørgensen fra Øster-Sottrup.

Mange Hilsener til Venner og Bekendte baade ved Fronterne og derhjemme.
     Peter Mathiesen fra Broager.

Med Ønsket om et godt og glædeligt Gensyn i vort Hjemland sendes en venlig Hilsen til Venner og Bekendte.
     Hans Hansen fra Todsbøl.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte hjemme og i Felten.
     Matros Friz Jürgensen fra Sønderborg, f. T. Marinelazarettet i Libau.

4. 2. 18.
     En hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte i Felten og hjemme i Nordslesvig.
     Chresten Lyck fra Lundtoft.

Sender hermed en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.
      Nicolai Paulsen fra Ørsted, tidligere i Perbøl.

Venner og Bekendte, baade i Felten og hjemme, bedes ad denne Vej modtage en venlig Hilsen.
     Smedemester Chr. Christensen fra Øster-Sottrup.

Død paa Lazaret
Peter Slivsgaard og Hustru i Skrydstrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jørgen er afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Andernach. Han blev 31 Aar gammel.

I Fangenskab
Den 8. Februar modtog Hansine Nissen i Halk ifølge “Dv.” efter 6 Maaneders Uvished gennem “Røde Kors” det glædelige Budskab, at hendes Mand, Anton Nissen er falden i rumænsk Fangenskab den 24. Juli 1917.

Dekorerede
Redaktør Gothmann ved “Apenrader Tageblatt” i Aabenraa, der staar ved et Maskingevær-Kompagni og har deltaget i de haarde Kampe ved Arras og i Flanden, og Hans Stephan, Søn af Lærer Stephan i Sønderborg, der tjener som Vice-Feldwebel og har været med i Rumænien, er blevne dekorerede med Jernkorset.

Forfremmelse
Lærer Hans Hansen fra Aabenraa, en Søn af Økonom Hansen i Præparand-Hjemmet der i Byen, der hidindtil allerede har været saaret tre Gange, og som i April Maaned i Fjor blev dekoreret med Jernkorset, er fra Vice-Feldwebel bleven forfremmet til Reserve-Løjtnant.

 

(Læs hele Hejmdal fra 14. februar 1918)

Ikke kategoriseret

7. december 1917 – Hans Dahl: Paa Lazaret

2 kommentarer

Paa Lazaret.
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Feltlazaret — Lazarettog — Reserve-Lazaret. Hvem, der har været i Felten, kender ikke ovennævnte? Der er vel ikke mange af dem, som har været med, der ikke har været paa Lazaret enten syg eller saaret.

Som Følge af en Mave- og Tarmlidelse, som jeg havde paadraget mig under vort Ophold i en Skovlejr i sumpet Terræn i Frankrig, beordrede vor Bataillonslæge mig indlagt paa Kompagniets Sygestue; men efter i Ugers Forløb var Sygdommen snarere tagen til end af, og Enden blev, at en Morgenstund holdt Lægen selv for Døren og bragte mig i hurtigt Tempo med sit Enspænderkøretøj til nærmeste Feltlazaret, en 6 Kilometer borte. Der blev jeg indlagt paa en „Skørbugsbarakke” til Iagttagelse.

Den lyse og rummelige Barakke med 2 Rækker Senge gør et godt Indtryk; naar man kommer fra en Kompagni-Sygestue, er man nemlig ikke forvænt. Jeg blev puttet i en pæn, ren, hvid Seng, og nu begyndte jeg at se mig lidt om i Barakken. Omtrent alle Senge er belagte af mere eller mindre Haardt syge; nogle er allerede i Bedring og hjælper dem, der stadig maa ligge i Sengen, besørger dem Vaskevand og bringer dem deres Mad og andre Smaating. Alle er venlige og forekommende over for hinanden; nogle af dem, som er Haardt medtagne, finder sig rolig i deres Skæbne, andre klager og jamrer. Maden smager ikke. Appetit eller Hunger er der ingen, som har. Et Par Senge fra mig til venstre ligger en ung, bleg Fyr med indfaldne Kinder; han klager over slemme Smerter i Maven. Saniteteren bringer ham Medicin og pusler rundt om ham, men det nytter ikke; jeg maa altid kigge hen til ham, Sygdommen bliver værre, og en Morgenstund er Sengen tom. Han er gaaet hjem til den evige Hvile. Han haabede at komme til Tyskland; to Dage efter blev han begravet med militær Honnør.

Efter nogle Dages Forløb erklærer Overlægen, at jeg ikke er smittefarlig, og jeg kommer paa en anden Afdeling af Lazarettet, som befinder sig i et lille pænt Slot. Jeg kommer paa en lille luftig Sal med 11 Senge. Her er ingen, der er Haardt syg, og her er der altid Underholdning. Men ogsaa her kommer og gaar de syge; nogle af de yngre gaar „til Afdelingen”, andre kommer lidt længere tilbage i et Krigslazaret til videre Behandling; engang imellem har en Lykken med sig og kommer med Lazarettog til Tyskland — alle syges Ønskers Maal, som ikke gaar i Opfyldelse for de fleste.

Lægen, som tilhører den Afdeling, jeg er paa, er en herlig Mand, som har Hjertet paa det rette Sted, altid venlig og vittig, naar det gælder om at live op paa en eller anden, som er forknyt. Han undersøger grundigt, og min Dom er færdig med det samme. Henvendt til Sanitets-Feldwebelen dikterer han kort og fyndigt: „Patienten lider af Mave og Darmkatarrh samt Underernæring; han sendes med første Lazarettog til Tyskland paa en Specialklinik for ovennævnte Sygdomme. Patienten befordres liggende.”

Nu er jeg med eet Ord bleven en interessant Person i mine Lidelsesfællers Øjne. Næppe er Lægen ude af Døren, inden alle i Kor raaber i Munden paa hinanden: „Mensch, hast du Schwein!” Selv den gamle Landstormsmand henne i Hjørnet, som lider af Influenza og Rheumatisme i alle Lemmer, rejser sig over Ende og siger, henvendt til mig: Tag mig med, Kammerat, over paa den anden Side Rhinen, saa er jeg hjemme (han stammer fra Baden). Og nu begynder han at fortælle sin Lidelseshistorie. Hjemme en syg Kone; han er Bagermester, Forretningen staar stille paa tredje Aar; han har været med i Rusland og mener, at han nu har gjort sin Pligt. Begyndelsen og Enden er: Bare jeg kunde komme hjem. Jeg indgyder ham Mod: Du maa tale med Lægen. Og Dagen efter spørger han Lægen i sin uforfalskede badensiske Dialekt, om han ikke kan komme med et Lazarettog til Tystland. Lægen er fra Nordtyskland og kan ikke rigtig forstaa ham; men Enden er og bliver: Han kan ikke komme med, men saa snart han er feberfri, kommer han paa et Krigslazaret længere tilbage. Lægen trøster ham med, at han saa kan komme til Tyskland.

Efter 14 Dages Forløb bliver jeg med Avtomobil sendt til Sygesamlestedet, hvor et langt Lazarettog holder parat. Jeg entrer op i Vognen, som bliver mig anvist, og i den hængende Baare-Seng — aa, man ligger ganske godt i den. Langsomt bæres de syge og saarede ind og lægges varsomt i deres Senge, og en ½ Time senere gaar Toget. Nu ser man sig lidt omkring. Der er 10 Senge. Mine Kammerater er alle Haardt saarede, som har faaet deres Part i det sidste Slag. Behandlingen og Forplejningen er god, og der hersker en løftet Stemning trods Smerterne, ikke mindst, da Søsteren kommer og uddeler Cigarer og Cigaretter, saa efter ½ Times Forløb er alle indhyllede i Tobaksrøg.

Toget kører langsomt, men vi har Tid. Dagen efter om Aftenen er vi komne til Rhinlandet og Saaromraadet, som kendetegnes ved Bjergværker med rygende Skorstene. Saarlouis, Völklingen og Saarbrücken er Maalet, og nu begynder de syge at blive baarne ud. Vognene tømmes hurtigt, nogle her, andre paa næste Station. — Paa Gensyn! lyder det. Hvem veed, hvornaar. —

Jeg kommer ud i Völklingen og bliver med 10 Kammerater sendt hen paa et stort Sygehus, som tilhører et Bjergværk. Det er nyt og pænt og praktisk indrettet, luftige Sale, dejlige hvide Senge. Vi trækker i de stribede Lazaretdragter, og saa i Sengen. Den Sal, hvor jeg ligger, har 8 Senge. Atter nye Kammerater fra alle Egne af Riget: en vittig Berliner, to lystige Rhinlændere, som ikke er saa lidt stolte af, at de er komne til deres nære Hjemstavn, en Bajrer, to Polakker, en Vestprøjser; man bliver hurtig kendt med hinanden. Lægerne er forekommende og Søstrene venlige. Vi gør alle gode Fremstridt, og den ene efter den anden kan staa op. Lægen mener spøgende, at vi har faaet Juleorlov i god Tid; han har Ret, selv om vi ikke er kommen hjem, saa er vi dog i Landet og en Rekreations-Orlov efter endt Lazaretophold er jo sikret. Det er nu den fjerde Jul, som mange maa fejre fjernt fra Hjemmet. Forhaabentlig bringer det nye Aar Freden.

Med Hilsen og glædelig Jul
Hans Dahl.

(Bragt i Flensborg Avis den 29. december 1917)

Krigens forløb

28. august 1917. Vagtmanden skød ind i flokken af fanger

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.

Næste Middag blev han lagt paa Operationsbordet, vasket, renset og fotograferet; og dette er det frygteligste Fotografi, jeg nogensinde har set af et levende Menneske.

Op ad Dagen fik vi Klarhed over Ulykken. Sammen med den saarede kom ogsaa én af hans Kammerater, en prøjsisk Husarsergent, der var blevet let saaret over det ene Øje, og han fortalte Sammenhængen.

De havde været et Hold Tyskere sammen paa Arbejde hos en Møller i en lille Landsby ved Navn Thierzac.

En Aften havde de budt deres Vagtmand med i Byen paa Sold, og de havde drukket tæt allesammen.

Paa Tilbagevejen om Natten havde den ene Fange bebrejdet Vagtmanden, at de nu skulde ned og sove i det aabne, kolde Træskur, og herover var Vagtmanden blevet fornærmet. Da de kom ind i deres Træskur, havde de ikke Lyst til at gaa til Ro i Halmen, men bad Vagtmanden om at hente dem endnu en Liter Vin.

Dette nægtede han, hvorved Forholdet tilspidsedes.

I deres løftede Stemning begyndte de at synge og lave Fest med hinanden. Vagtmanden var gaaet ud og havde laaset Døren; men han turde ikke gaa bort for at sove, førend der var Ro, hvorfor han gennem Vinduet raabte til dem, at de skulde ophøre med at lave Fest. Da det ikke hjalp, sagde han det endnu engang, at de skulde slukke Lyset og lægge sig til at sove.

Dertil bemærkede han ophidset, at nu vilde han sige det tredie og sidste Gang og derefter gøre Brug af sit Gevær.

De slukkede ogsaa straks Lyset, og et Par af dem havde lagt sig; men derfor forstummede Festen jo ikke øjeblikkelig.

Nu henholdt Vagtmanden sig til sine Instrukser, maaske den eneste Passus, han har kunnet huske af dem.

Han afgav sin Ordre for tredie Gang, lagde umiddelbart derefter Geværet til Kinden og skød — rasende og fuld, som han var — i Blinde ind gennem Vinduet og midt hen i Flokken.

Der lod et Rædselsskrig fra mange Struber — et Sekunds Ro — og derefter en Jamren, der kunde faa forhærdede Hjerter til at bløde.

Virkningen af den gammeldags Blykugle af stor Kaliber var frygtelig.
Den første, der blev ramt, sad midt foran Vinduet i Halmen og snørede sine Støvler op. Han blev ramt i Panden, saa Kuglen gik ud af Nakken, og hele Hovedets Indhold sprøjtedes omkring paa Loft og Vægge.

Han var død i samme Nu. I lige Linie med ham laa der en, som lige var ved at falde i Søvn; Kuglen ramte ham i Underkæben, saa hele Underansigtet blev revet af. Derefter strejfede Kuglen hen over det ene Øje paa Husarsergenten, der slet ikke stod i den Retning, Kuglen var affyret.

Det mest tragiske var, at den Mand, der var død, ikke havde taget Del i Festen, han havde ikke mindste Skyld i hele Ulykken.

Da ingen af Holdet havde Tændstikker, raabte de paa Vagtmanden for at faa Lys; men han var gaaet op i sin Stue for at sove. I Mørke maatte de føle sig frem. Den Mand, som var død, antog de for haardt saaret, da han ikke rørte sig; derfor bar de ham hen paa hans vante Plads og lagde Tæpperne omkring ham. Den haardt saarede jamrede sig ustandseligt, og ved fælles Hjælp fik de lagt et Haandklæde omkring hans Hovede.

I Uvished tilbragte de en frygtelig Nat i det lille, mørke Træskur.
Først næste Morgen, da Dagen gryede, kunde de danne sig en rigtig Mening om Ulykken, der var sket.

Da Vagtmanden kom for at laase op, blev han vel nok lidt forbavset over det, han havde afstedkommet; men det rørte ham ikke synderligt — han havde jo »gjort sin Pligt«. —

Der blev sendt Bud efter Lægen, som først kom om Middagen, lian knude intet udrette uden at beordre de saarede indlagt paa Hospitalet, hvor de først ankom et Døgn efter, at Ulykken var sket.

Lægen mente ikke, at Sergenten var blevet ramt at Kuglen, derimod hældte han til den Anskuelse, at det kunde være blevet foraarsaget af en af de omkringsvirrende Knoglesplinter eller en Tand fra den haardt saarede.

Sergenten var overbevist om, at Mølleren bar Hovedskylden for hele Ulykken og karakteriserede ham som en nederdrægtig Bjergtrold.

»Vorherre bevare mig,« tænkte jeg, »før at komme hen at arbejde paa den Plads.«

Men Skæbnen!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

Krigens forløb

27. august 1917. Hårdt såret: “Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.

En Aftenstund, nogen Tid efter at vi var gaaet til Ro, og Stilheden laa over alle Stuer,  og der kun hørtes en enkelt Stønnen fra én af de saarede, der med Møje vendte sig paa den anden Side, hørte jeg pludselig ivrige, hviskende Stemmer fra Stuen ved  Siden af.

En Sygeplejerske aabnede sagte Døren, traadte ind og saa sig omkring i Stuen, som om hun søgte én eller talte Sengene. Efter hende kom en Læge, iført sit Operationstøj, saa han lignede et Genfærd i den matte Belysning fra den anden Stue. Dernæst kom to Soldater bærende med en saaret imellem sig.

De spurgte ham, om han kunde staa, hvortil han nikkede ganske svagt. Af hans Hoved var næsten intet at se, det var forbundet med Klude og Pjalter og Stykker af et Tæppe, som man fjernede først. Tilsidst var der et Haandklæde lagt ind under Hagen og bundet ovenpaa Hovedet; det var ogsaa bundet ved Hjælp af flere Baand og sammenholdt ved Sikkerhedsnaale.

Jo nærmere man kom Haandklædet, des mere urolig blev den saarede. Og da den sidste Naal var taget ud, og Haandklædet langsomt og forsigtigt sænkedes, udstødte den saarede et hjerteskærende Skrig, idet hele hans Underkæbe løsnede sig fra sin Plads og faldt tungt ned paa Brystet.
I det Øjeblik sank han i Knæ af vanvittig Smerte; men han holdt sig dog paa Benene.

Der mødte mig et frygteligt Syn, og det var mig, som om alle mine Muskler og Nerver trak sig sammen, saa jeg blev til en sammentrykt Masse, og i Baghovedet følte jeg tydelige Smerter.

Som Underkæben laa der paa Brystet, var der her fra og op til Underkanten af Næsen et eneste blodigt, forrevet Hul. Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort. Overlæben var flænset helt op til Næsen, og store Laser al Kød og lange Fibre hang ned herfra saavel som fra Ganen, og Tungen var revet midt over af en Knoglesplint. Det øvrige Ansigt var opsvulmet i den Grad, at det var baade blaat og sort, og det ene Øje kunde lige skimtes dybt inde.

Med Forsigtighed hævede man atter Underkæben op paa sin Plads — den saarede sank atter i Knæ — og bandt Haandklædet omkring. Her kunde der ikke være Tale om en foreløbig Forbinding, her maatte en indgribende Operation til; men denne kunde ikke foretages lør næste Formiddag, naar Kirurgen kom.

Saa klædte man ham af og lagde ham i en Seng ved Siden af mig. Indtil da havde den saarede holdt sig tappert paa Benene, et Tegn paa overmenneskelig fysisk Styrke og Selvbeherskelse.

Men hvad var der sket? Læs med i morgen!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

Hjemmefronten

20. august 1917. Gefreiter Andersen er „Pille-triller”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mit Andragende om Forflyttelse blev bevilliget, og med en Mand som Ledsager blev jeg den 8. afsendt til Sønderborg.

Min Ledsager havde aldrig været i Berlin, og da vi kom dertil, mente han, om ikke jeg kunde rejse alene til Sønderborg, da han nok vilde se sig lidt om i Hovedstaden.

Vi fik regnet ud, hvor længe Rejsen til Sønderborg og tilbage til Berlin vel kunde vare, da hans Besøg her jo skulde rette sig derefter, og fra Berlin rejste jeg saa alene.

Den 10. ankom jeg hertil, og her er jeg hjemme, mærker jeg. Familien ankom straks med store Pakker og lækre Ting. Foreløbig skal jeg ligge til Sengs og være et ufrivilligt Vidne til en ret udviklet Morskab, der næsten hver Aften finder Sted bag de tæt tilhængte Vinduer.

Næsten alle Kammerater er Sønderjyder, og Jacob Hansen fra Sundeved er beskikket Ceremonimester. Han er en gudbenaadet Harmonikaspiller, og Hans Christensen fra Broager akkompagnerer paa en „Teufelsgeige”.

Hvem der kunde være oven Senge og ellers kunde danse, svinger Kantinepigerne fra den nærliggende Infanterikaserne. Peter Andresen fra Dybbøl slaar Takt i Dynen med sin Stok. —

Jeg er kommet under kyndig Behandling, og Specialisterne paa dette Omraade er Dr. Reuter og en Underofficer fra Vesteregnen, samt særlig Gefreiter Andersen, der er „Pille-triller”, ved, hvor Jod med Udsigt til Resultat og Aspirin uden Skade kan anvendes.

 

Krigens forløb

10. august 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli.

At vi var langt mod Syd, kunde ses paa den Mængde Skildpadder, der løb rundt. Ligeledes var der Masser af Slanger, der kunde blive indtil en Meter lange. De var dog ikke giftige, men ubehageligt var det dog, naar de kravlede ind til os ad Vinduet, der var i Højde med Jordoverfladen. Et ejendommeligt Syn var det at se de Tusinder af Ildfluer, der fløj omkring i de lune Sommeraftener. Med smaa Mellemrum tændte og slukkede de „Lygten”.

I August blev mange af os syge af Malaria. Den har faaet mange Soldater til at bukke under. Malaria trobica var værst. Malaria tertiana, som jeg fik, var ikke saa slem. Midlet imod den var fire Kininpiller daglig. Natten før jeg blev kørt til et Feltlazaret, drak jeg en hel Spandfuld Te. Det lyder utroligt, men det var Feberen, der voldte den umaadelige Tørst.

Senere kom jeg til et Krigslazaret i Yskyb. Her laa der ved Siden af mig een, der havde været Fyrbøder paa et Tog, der kort forinden var blevet overfaldet af serbiske Friskarer ved Leskovach. Forinden havde de skaaret Halsen over paa Brovagten, der vistnok var faldet i Søvn i Skilderhuset. Hensigten var saa, at Broen, der laa tæt ved Byen, skulde sprænges i Luften, naar Toget kom. Heldigvis naaede det over, lige før det skete. Han viste mig et Fotografi af Lokomotivet. Det bar Mærker af utallige Geværkugler. Et andet viste seks serbiske Mænd og Kvinder, der var blevet hængt efter den Affære.

Lazarettet her i Yskyb var en vældig stor treetages Bygning, der saa ud til engang at have været brugt til Kornmagasin eller lignende. Her laa vistnok et Par Hundrede Patienter, for det meste angrebet af Malaria.

Dødsfald mærkede vi ikke meget til. Det var det modsatte af, hvad der var Tilfældet i Feltlazarettet, hvor jeg først var. Maaske kom det af, at der her i Yskyb var Sygeplejersker. Det har sikkert gjort noget til at holde Livsmodet oppe hos de syge.

Dette være sagt, uden at jeg dermed vil forklejne vore brave Sanitetssoldater, men en mandlig Sygepasser kan ikke staa Maal med en ung, smuk og livlig Sygeplejerske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

30. juli 1917. Feltlægen: Gassymptomer: “gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø, skummende serøs expectoration, dårlig puls.”

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.

Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.

Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.

Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.

De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.

Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Krigens forløb

26. april 1917. Bordellet bombet!

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i foråret 1917 på et lazaret i Douai.

I sidste halvdel af april blev jeg kommanderet til et andet feltlazaret, som var etableret i en skole i Douai. Da der på dette tidspunkt rasede svære kampe ved Arras, blev der opereret uafbrudt.

Byen Douai blev næsten daglig belagt med bomber. En dag fik vi efter et flyverbesøg en del hårdtsårede mere eller mindre nøgne franske kvinder ind sammen med nogle soldater, deriblandt efter sigende også en høj militærlæges oppasser. Dette sidste førte til en del vittigheder i lazaretkredse, idet sammenhængen var den, at ulykken var sket ved, at en bombe var faldet ned i byens bordel.

Den 26. april 1917 stod i dagsbefalingen, at jeg var blevet udnævnt til underlæge, og allerede næste dag blev jeg forflyttet til et fodfolksregiment (75. prøjss. Inf.-Rgt.), hvor en overlæge lige var faldet.

Da jeg vidste, at regimentet sammen med divisionens øvrige afdelinger skulle afløses og vistnok allerede var på vej til Cambray, følte jeg mig ikke fristet til at foranstalte en sandsynligvis forgæves eftersøgning i kamplinjen ved Arras, men rejste pr. jernbane til Cambray og sluttede mig ganske stille til mit gamle feltlazaret, som jeg mødte der.

Efter et større gilde med mine gamle kammerater, underofficererne, der i øvrigt foregik i en hestestald, hvor vi også boede, meldte jeg mig den følgende dag ved regimentet og de forskellige nye foresatte; jeg fik straks tildelt officerskvarter, en oppasser og måtte spise i messen, hvor jeg sad nederst ved bordet og måtte springe op, hver gang nogen ville mig noget.

I Cambray fik regimentet, der var ret medtaget og havde lidt svære tab, nogen hvile, og jeg blev i de dage af min overlæge sat ind i lægetjenesten ved en fodfolksbataillon, hvad der for en del var ensbetydende med at lære at behandle de talrige skinnebenssår, hvis dybere ætiologi (læren om sygdommenes årsager) var snavs og lus.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Se også: Prostitution og moral

Krigens forløb

15. marts 1917. Felthospitalet evakueres

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i Fressies ved Somme, da der kom ordre om tilbagetog.

Tilbagetoget foregik vistnok i natten fra den 16. til den 17. marts 1917. Da vi aldrig modtog befalinger, måtte vi selv holde os underrettet om, hvad der skulle foregå.

Dagen og aftenen før tilbagetoget skilte kamptropperne sig af med alle dem, de ikke kunne have med. Da tropperne så i løbet af natten passerede byen, afleverede de yderligere en del sårede, som de havde taget med. Vi søgte at evakuere til Cambray, hvad vi kunne, men henimod morgenstunden havde vi dog vistnok ca. 40 sårede og syge tilbage, hvoraf den største del måtte transporteres liggende.

Jeg aftalte med Cambray, at der ved daggry skulle komme et sygetog til stationen, da sporene dertil endnu var i orden. Vi iværksatte straks flytningen til jernbanestationen, og da toget kom til den aftalte tid, forlod vi samlingsstedet. Mens vi var beskæftiget med indladningen, energisk understøttet af togpersonalet, faldt de første granater i nærheden som tegn på, at vi måtte skynde os.

Det var lyst, da toget kørte. Da vi forlod byen, eksploderede kort efter hinanden nogle granater på begge sider ikke langt fra toget. Vi kom nu til Cambray. Så vidt jeg kunne se, blev vi rangeret ind i et større sygetog med læger og sygeplejersker; toget skulle køre via Valenciennes og formentlig til Tyskland.

Da jeg havde hørt, at vor division skulle samles ved Valenciennes, besluttede vi at fortsætte med sygetoget, hvad vi også fik lov til som gæster, selv om sygeplejerskerne skævede noget til os. Det var i øvrigt første og sidste gang, jeg fik lejlighed til at iagttage virksomheden i et sådant tog.

I Valenciennes stod vi af og blev af myndighederne anbragt i en kaserne. Jeg nåede den dag endnu at se på malerisamlingen i museet og at gøre nogle indkøb af kniplinger.

Næste morgen blev vi pr. jernbane sendt til lazarettet, der lå i en stationsby i nærheden.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Krigens forløb

10. marts 1917. Feltlazaret på tilbagetog

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I januar 1917 måtte vi i landsbyen Fressies indrette et divisions-infirmeri, da der blandt kamptropperne var mange forkølelsessygdomme, og divisionen nødig ville miste alle disse mennesker ved at sende dem til lazaretterne.

Infirmeriet blev anbragt i en række større rum i en tom fabriksbygning, som stod i forbindelse med en vinterhave, der ligesom rummene var forsynet med centralvarme. Inventaret bestod af hjemmelavede borde og bænke samt sække med halm i soverummene. Det blev overdraget mig at lede virksomheden ved hjælp af nogle sygepassere. En af lazarettets reservelæger gik stuegang om morgenen, men i øvrigt måtte jeg sørge for resten og bestemme, hvad der skulle ske. Infirmeriet bestod ca. en måned.

I løbet af de sidste vintermåneder blev der i Somme-afsnittet truffet forberedelser til et såkaldt strategisk tilbagetog til den nye betonerede og åbenbart ret stærke ”Sigfred”-stilling. Hele området, der skulle rømmes, blev ved systematiske ødelæggelser gjort til en ørken. I de første martsuger blev de forskellige institutioner flyttet fra det pågældende område.

Det sanitære transportvæsen i disse egne var underlagt ”Krankentransportabteilung Cambray”, som bl.a. havde indrettet et samlingssted for syge og sårede i Quéant, en landsby, som lå lige i den nye stilling. Sammen med andre institutioner blev også dette samlingssted nedlagt og transportafdelingens personale trukket tilbage.

Imidlertid var det vel frontdivisionernes mening at holde samlingsstedet i gang indtil og under tilbagetoget; i hvert fald blev vores lazaret, som stadig uden at være etableret, lå i en landsby i nærheden, beordret til at afgive det fornødne mandskab, og jeg blev derefter med en lille flok sygepassere sendt til Quéant.

Transportafdelingens folk var lige ved at forsvinde, da vi kom. Vi fik overleveret nogle bygninger, der var ryddet for alt. Kun halm og en del sække var tilbage.

I begyndelsen gik alting ret glat. Forplejning og alt, hvad vi behøvede, blev sendt fra lazarettet, ligesom også en af lægerne en gang imellem dukkede op. Hver morgen kom et sygetog fra Cambray til Quéant jernbanestation, der lå i vores nærhed, og hentede, hvad der var af syge og letsårede. Tilfælde, der skønnedes at trænge til hurtig hjælp, blev sendt til Cambray i de 2 sanitetsmotorvogne, transportafdelingen havde stillet til vor disposition.

De sidste dage før tilbagetoget blev stillingen imidlertid ret ubehagelig for os, idet vort lazaret sammen med divisionskommandoen forlod egnen, mens kamptropperne endnu forblev i stillingen. Vi var således afskåret fra vores naturlige basis, og bestemte direktiver havde man ikke kunnet give mig udover, at jeg efter samlingsstedets ophævelse skulle søge tilbage til lazarettet.

Jeg henvendte mig til transportafdelingen i Cambray, som vi jo arbejdede sammen med og for, og anmodede om at blive forsynet med proviant og hjælpemidler. Afdelingen erklærede imidlertid, at samlingsstedet i Quéant ikke mere eksisterede, og at den ikke havde noget at gøre med os. Derefter blev der ringet til Proviantadministrationen i Cambray, som svarede, at der ikke kunne udleveres noget til os, da vi ikke mere var en selvstændig afdeling og vort lazaret ikke mere hørte til afsnittet. En henvendelse til generalkommandolægens kontor slog også fejl.

Det gik således efterhånden tydeligt op for os, at vi svævede i luften og selv måtte sørge for os. Da vi imidlertid havde tilgang, og fronttropperne tilsyneladende stadig regnede med os, kunne jeg ikke få mig til at gennemføre den tanke, jeg efter de forskellige afslag havde fået, nemlig allerede nu uden videre at lukke samlingsstedet og vende tilbage til lazarettet. Da situationen i løbet af dagen blev kritisk, og vi hverken havde forsyninger til de syge og sårede eller til os selv, sendte jeg et par kvikke sygepassere på en af motorvognene til Cambray og lod dem aflevere en melding til generalkommandolægen personlig, idet de samtidig skulle give en fremstilling af forholdene.

Denne gang havde vi heldet med os, idet ekspeditionen i løbet af nogle timer vendte tilbage med rigelige forsyninger, der var blevet udleveret efter generalkommandolægens henstilling, men under forbehold af senere refusion fra lazarettets side.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Aviser

4. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: dræbt paa lazaret

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dræbt i lazarethaven

Den unge gaardbestyrer Nis Poulsen fra Høkelbjerg blev ifølge privatmeddelelse fra Kolding Avis dræbt 2. juledag.

Han var indlagt paa et lazaret i Tyskland – hvor hemmeligholdes – og var kommen sig saa vidt, at han kunde være oppe nogle timer om dagen. 2. juledag spadserede han i militærhospitalets grønnegaard, da en fjendtlig flyver svævede ind over den tyske by.

En af hans bomber eksploderede tæt ved Nis Poulsen og afrev begge hans ben. 3 timer senere udaandede han.

Nis Poulsen bestyrede før krigen sin moders gaard. Han var en trofast, brav og dygtig, ægte dansk mand – og hans død er et nyt smerteligt tab til de tusinde andre, uoprettelige, vor nations værdifuldeste del lider i denne krig. 

Krigens forløb

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas
Krigens forløb

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Skriv en kommentar

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

Krigens forløb

21. november 1916. K. Tastesen med lazarettog til Tyskland

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesens enhed blev i oktober 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten. Her blev han såret – igen.

Den 21. November kom jeg med Lazarettog gennem Arad, Budapest, Wien og helt gennem Tyskland til Stettin. Der skulde vi have været paa Lazaret, men da der ingen Plads var til os, laa vi i Toget i tre Dage. Saa blev vi kørt sydpaa igen, til Ludwigsburg i Würtemberg.

Da havde vi været i Toget i 14 Dage. I Ludwigsburg blev vi baaret ud og i Bil kørt til et Lazaret, hvor vi kom i Bad og fik rent Tøj paa. I Mangel af noget andet havde jeg faaet Dame-Undertøj paa, Uldtrøje og Chemise. Nu kom jeg i Bad og fik en ren Skjorte paa. Det var meget velgørende at blive fri for Utøjet, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Der laa jeg saa mellem 3 og 4 Uger i Sengen og fik Forbindingen skiftet en Gang daglig.

Saa begyndte jeg at komme op, og senere maatte jeg gaa ud i Byen. Der var nok at se efter. Gamle Slotte og lignende. Desuden var Byen omgivet af Vinbjerge, som vi kunde spadsere ud i. Vi, der var saaret, fik ogsaa en nogenlunde god Kost.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Krigens forløb

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

4. november 1916. På kur i Wiesbaden – og en død bror

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Efter fire ugers forløb fik vi lov til at gå ud om eftermiddagen fra klokken to til seks, hvad jeg benyttede mig flittigt af. Ja, sikken forandring fra skyttegravene ved Verdun og så til den flotte by her, hvor de fineste folk fra Tyskland færdedes. –

Kommet fra granathuller til gode hotelsenge, kommet fra et rent mandfolkesamfund som vort til en by med civilister, mens vi knap havde set et pigebarn i 11 måneder. Her promenerede de flotteste damer med deres kavalerer; de var på kur og i bad. –

Men det var imidlertid blevet oktober, og kursæsonen nærmede sig sin afslutning, så der blev fri adgang til næsten alt. Midt i byen lå »Kochbrunnen«, der var bygget over en varm kilde, hvor vandet vældede frem, 90 grader varmt, dag og nat. Unge piger falbød varen for 25 penning pr. bæger til kurgæsterne, som sad rundt i hulen og drak det lægende vand til helse for deres syge nerver og maver og øvrige skavanker.

Vi drak vandet gratis, men vi fik jo også kun 33 penning om dagen, i øvrigt forekom det os, at det smagte som vandet i Alssund.

Af alle de mange parker og anlæg her i Wiesbaden syntes jeg bedst om Kurparken, der efter sigende skulle dække et areal på 10 hektar. Her var store græsplæner med smukke blomsterbede og rabatter med prydbuske, og så var der kunstige søer og damme, hvor det vrimlede med guldfisk og andre sjældne arter, der her i vandet glimtede i alle regnbuens farver. Jo, her var smukt. –

En anden park var Neroparken, der nærmest var en art botanisk have, interessant og så så velplejet. –

Formedelst en tandhjulsbane og 15 penning kunne vi entre det stejle og hosliggende Nerobjerg, hvorfra der var en storslået udsigt over byen og omegnen. I en kikkert anbragt på et stativ øjnede vi Rhinløbet i nærheden af Mainz, men det kostede også 10 penning, og når vi så atter måtte ofre 10 penning for at glide ned ad bjerget, så var den dagsløn væk, ja, mere endda. –

Der fandtes da også anlæg af mere folkeligt tilsnit, hvor man gratis kunne fornøje sig med at spadsere omkring, og hvor byens borgere en søndag eftermiddag tog hen med familie og nød deres kaffe eller en flaske rhinskvin.

Af bygningsværker var jeg mest imponeret over den russiske kirke med sine fem kupler, der var beklædt med rent guld, mens det indvendige strålede i marmor og også var rigt udsmykket med guld.

Kirken skulle have kostet fem millioner mark at bygge, og overvældende stor var den ikke.

Så var det efterår, for resten en ret alvorlig tid for dem derhjemme; men måske vidste de det ikke. Det forlød nemlig, at Danmark agtedes besat, da man frygtede en engelsk landgang i Esbjerg. En begyndelse var gjort med at samle tropperne i Holsten – det erfarede jeg gennem sygeplejerskerne, der jo havde deres viden fra højere steder. Man mente, der kunne blive en stilling som tolk for mig, en post, som jeg absolut ville undslå mig fra. – Heldigvis blev det hele ikke til noget.

Det var et par gode måneder, jeg tilbragte i Wiesbaden, men desværre formede afskedsdagene sig ikke så gode for mig. Jeg skulle udskrives den 4. november, men om formiddagen dagen før fik jeg telegram hjemme fra, at min broder, Jørgen, lå såret og meget syg i Speyer på lazarettet, og mine forældre bad mig om at besøge ham, hvad jeg omgående fik lov til.

Jeg rejste så derned, men nåede desværre ikke at træffe ham i levende live, idet han var død om formiddagen, da jeg kom.

Han var blevet såret i baghovedet den 23. oktober, ligeledes ved Verdun. Det var nu ikke såret, der forvoldte hans død, da det var ret ubetydeligt, men der var stødt en lungebetændelse til, og den stod han ikke igennem.

Hans båre førtes hjem, og han ligger i familiegravstedet på Ullerup kirkegård. Formiddagen derefter var der stort opbrud i Wiesbaden, da vi var mange, som skulle rejse. Også den ene af sygeplejerskerne var i færd med at pakke; søstrene havde ligesom jeg fået besked om, at en bror lå meget hårdt såret på et lazaret bag ved Somme-fronten, og hun havde da fået lov til at rejse derhen for at pleje ham. – Ja, sådan blev den afslutning: Min bror ved Verdun og deres bror ved Somme, to frontafsnit, der kostede hundredtusinder af unge mennesker livet i året 1916.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

12. oktober 1916 – Johan Wrang: “det evindelige hilseri”

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 12/10.1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dit kære brev. Mit sår er endnu ikke lægt og efter lægens mening vil der endnu væske noget ud, dvs. knoglesplinter. I alle tilfælde glæder jeg mig over, at man ikke vil til at snitte og operere igen. Smerte og dunken har jeg haft mere af i de sidste dage, men det hænger måske sammen med vejret.

Jeg har ladet mit civiltøj sende herned, så jeg slipper for det evindelige hilseri. Desuden må jeg egentlig kun gå ud fem timer om dagen, så må man jo hjælpe sig som man bedst kan.

Jeg takker dig mange gange for indbydelsen til ”Kredsen”, men kan desværre ikke komme; i stedet indbyder jeg dig lørdag til sammen med mig at se operaen Mignon, jeg håber, at det passer dig. – Ærgerligt at jeg hele tiden er nødt til at udskyde min orlov, synes du ikke?
Nu til sidst vær hjertelig hilset af din gamle ven

Hanni

Skrev snart igen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

30. september 1916 – Johan Wrang: “endnu en splint”

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 30/9.1916

Kære Doschi
Hjertelig tak for dit brevkort. –
Det går mig godt, kun vil såret ikke rigtigt vokse sammen, da der stadig er materie i det. For nyligt måtte de endda delvist åbne det igen, så at det bedre kunne væske. I går fortalte en læge mig så, at han mente, at der ville væske endnu en splint ud. Gud ske takke lov har jeg som sædvanligt ikke mange smerter, kun ved behandling og forbinding gør det lidt ondt. At grine går stadig ikke godt med, derfor må du ikke skrive nogen vitser i dine breve.

Jeg ved ikke, om jeg allerede har meddelt dig, at jeg bliver her, til såret er lægt, da en ansøgning om forflyttelse tager for lang tid. Det er rigtigt rart her på hospitalet, jeg har allerede fået mange venner her. Vejret har i den sidste tid været så smukt og i dag regner det igen.

Hjertelige hilsner fra din gamle ven Hanni Wrang

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

26. september 1916 – Johan Wrang: “mange sveskekager”

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 26/9.1916

Kære Doschi!
Hjertelig tak for den dejlige kageforsendelse og dine kære ord. Kagen vil jeg lade mig smage i eftermiddag sammen med min stuekammerat, der har forbrændt en fod og lider under frygtelige smerter. Jeg tror næppe, at der i Mainz findes så dejlig en kage. Her spiser man mange sveskekager, der også er ret gode, vi får dem også her på lazarettet.

Som jeg allerede har skrevet, så heler mine sår godt, kun indskudsstedet, der væsker materie, vil ikke rigtigt. Men snittet fra operationen, der ellers gik helt ind til knoglen, er fuldkomment helet. Jeg har nu opgivet en overførelse til Flensborg. Jeg talte med overlægen her og han sagde mig, at når min ansøgning er bevilliget, så var jeg så vidt, at jeg allerede var i Flensborg.

Jeg har allerede været flere gange i teater, men det er ikke noget særligt. Hvordan er teateret i Fl? – Jeg håber dog, at jeg i begyndelsen af oktober kommer på 8 dages orlov til Flensborg. Humøret er nøjagtigt lige så godt som før.

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen og et glædeligt gensyn
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

22. september – Johan Wrang: Smertefuld latter

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 22/9.16

Kære Doschi!
Jeg modtog i går dit brevkort, der først havde været ved fronten. Jeg siger dig mange tak for det og for det fine billede af “Kredsen”. Med mig går det stadig fremad, dog tager det længere tid for såret at hele end jeg forventede, da såret væsker materie; men det er ikke farligt. Er det ikke morsomt, det gør mest ondt i såret, når jeg griner, da musklerne i panden endnu ikke helet og derfor smerter. Byen Mainz og omegn er ganske pæn. I går var jeg for første gang i teater, men ikke noget særligt. Hvornår jeg kommer til Flensborg, ved jeg ikke, det tager lang tid med ansøgningen. Hjertelige hilsner
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Krigens forløb

21. september 1916. Kejserinden på besøg på lazarettet

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Efter ophold på et blindelazaret i Halle an der Saale kom han i efteråret 1916 på marinelazarettet i Kiel.

Der var stor opstandelse, da det blev meddelt, at den tyske kejserinde, Augusta Viktoria, ville besøge lazarettet, og der blev pudset og skuret og gjort rent.

»Hvad vil De nu sige til kejserinden, når hun tiltaler Dem«, sagde stabslægen til mig, »vil De sige »fru« kejserinde?« »Jeg vil sige ‘Eure Majestät’«, svarede jeg.

Alle hårdtsårede måtte ned på den nederste korridor. Vi, som var nogenlunde til bens, blev her stillet op i en række, mens andre lå i deres senge, men alle, der ikke var blevet værdige til at være med til paraden, fik ordre til at blive i deres stuer og ikke vise sig ved vinduerne. Mange af dem tog det som en alvorlig tilsidesættelse af deres ret til at se deres kejserinde.

Kejserinden og et par damer og vore øverste læger gik nu langs med rækken, og kejserinden gav en og anden hånden og henvendte et par ord til andre.

Hun var gået forbi mig, da vor stabslæge sagde: »Den mand her har mistet synet, Deres majestæt!« Hun kom tilbage og gav mig hånden, spurgte om mit navn, mit regiment, og hvor jeg var blevet såret. »Lorette«, sagde hun, »ja, det var jo nogle af de hårdeste kampe!« –

Da hun så hørte, at jeg var fra Nordslesvig, spurgte hun om min familie. Hun var jo selv knyttet til Slesvig med stærke familiehånd.

Derpå forærede hun mig et billede af hendes gemal, kejser Wilhelm, til hest. Billedet var i postkortformat og i papramme. Endvidere gav hun mig en lille buket laurbærblade fæstnet i en sløjfe af sort, hvidt og rødt bånd.

I disse få øjeblikke så jeg hende som ganske almindelig kvinde og mor, som kendte krigens kår så godt som nogen, og som selv havde en række sønner med der, hvor menneskeskæbner afgøres, men som nu, tvunget af hendes høje stillings krav, måtte være vidne til denne menneskelige elendighed.

DSK-årbøger 1964

Krigens forløb

20. september 1916. På blindelazaret i Kiel

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale, men bad efter nogle måneder om at komme tættere på sin hjemstavn.

Det var med en vis vemod, jeg tog afsked med mine venner i Halle a/S, hvor jeg havde ligget på lazarettet i frimurerlogen »Zu den drei Degen« i mere end to måneder. Efter ansøgning om at blive flyttet noget nærmere hjem, blev jeg indlagt på marinelazarettet i Kiel.

Forholdene var her i mange henseender betydeligt bedre end i Halle. Forplejningen var god. Vi var kun otte mand på hver stue, og der var ro både dag og nat, noget, det tit skortede på i logen, hvor vi lå 150 mand i en sal. Men jeg savnede alligevel det civile islæt. Jeg savnede damerne, som kom og læste for os og underholdt os på forskellig måde. Folk, der kom og gik, og som vi kunne samtale med.

De fleste patienter her var fra flåden, udmærkede og hjælpsomme kammerater. Sømænd, som havde sejlet på de syv have, som kunne fortælle og spinde en ende. Der lå en i sengen ved siden af mig et stykke tid. Han havde under et ophold i Kina fået dysenteri, og det var gået ham på nerverne. Han ville helst snakke døgnet rundt, og om natten gav han ingen fred, før han fik vækket et par mand, der skulle høre på ham. Da han var uhelbredelig, blev han hjemsendt.

Min sidemand var ellers Bernhardt Mess, en stout bondeknøs fra det østlige Holsten og et sjældent nobelt menneske. Han havde tjent ved garden i Berlin, da krigen brød ud, og havde været med på næsten alle Europas slagmarker, lige til han i Frankrig fik en kugle gennem hovedet. Den var gået fra siden hen under begge øjne, og den tog synet.

Her på lazarettet traf jeg efterhånden mange af mine gamle kammerater fra 2. kompagni, Res. Infanteri Regiment 84. Kort efter at jeg var blevet såret den 6. juni 1916, var regimentet sat ind i de store slag ved Somme og var næsten blevet helt oprevet. Jeg traf også her min gode ven, løjtnant Brun, en skolelærer fra Kiel, med hvem jeg havde været »dus«. Han sørgede for, at der somme tider kom noget lækkert op til os to blinde fra officerskøkkenet. En dag fik vi således hver en stegt vildand med tilbehør.

Underofficer Koch traf jeg også. Det var ham, jeg før har fortalt om fra Gisseler-højen. Vi stod og talte sammen i skyttegraven, da et sprængstykke slog gennem hans ene håndled. »Jeg skal nok sørge for, at det sår ikke heles, så længe krigen varer«, betroede han mig.

Bernhardt Mess og jeg gik hver dag tur på korridoren, men den var også henved 100 meter lang, så vi kunne nok få benene rørt.

På øjenafdelingen, hvor vi hørte til, kom der til en hel del rekrutter til undersøgelse, rørt af en underofficer eller en sergent, som i regelen hersede med de unge drenge og skældte ud. En dag kom en med en afdeling og stillede dem op på korridoren. Han var nu særlig grovmundet og gik frem og tilbage, mens han skældte ud.

Bernhardt og jeg gik som sædvanlig arm i arm med vor stok i hånden. »Pas på«, sagde jeg til Bernhardt, »den skryder skal jeg nok ordne!« –

Og idet han for forbi os, stak jeg ligesom tilfældigt stokken ud, og minsandten, om han ikke fik den mellem benene og faldt, så lang han var. Han for op og skældte voldsomt ud, men vi kiggede bare uforstående på ham, måske med et lille smil.

Det hændte, at der kom kunstnere på lazarettet, som sang eller opførte små morsomme stykker. En aften fortalte en ældre, ikke så lidt hysterisk dame os om hendes hjemrejse fra Amerika under krigen. Hun havde, efter eget udsagn, omtrent været midtpunktet for alle medrejsendes chikane, hån og mistanke, og på vejen gennem Danmark var hun blevet fulgt af skumle og fjendske blikke. Jo, hun havde rigtignok været martyr for fædrelandets retfærdige sag.

Ikke mindre højttravende var et dilettantstykke, som nogle ungdommelige kræfter havde indbudt os til at overvære. Stykket hed »Pioner Klinke«, og det fortalte om en tapper prøjsisk soldat, som sprængte palisaderne ved Dybbøl i luften og selv røg med ved samme lejlighed.

Det hændte også, at vi blev budt på mere lødig underholdning. Således overværede jeg en aften opførelsen af »Tannhäuser«, og en anden gang en smuk sangkoncert.

Et par gange har jeg også været indbudt i private kredse. En overgang var der en del russiske krigsfanger på lazarettet. En af dem havde en balalajka. Den manglede bare de fleste strenge. Vi splejsede sammen på vor stue og købte nye strenge, og til gengæld fik vi så russisk balalajkamusik.

DSK-årbøger 1964

Krigens forløb

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Krigens forløb

6. august 1916. Jakob Moos på lazarettet

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme. Efter flere dage i forreste linje meldte han sig syg og kom med et lazarettog til Tyskland.

Også i toget fik vi en vældig god og rigelig forplejning. På tredie dagen passerede vi Leipzig, og stadig gik det østpå. Ud på  eftermiddagen standsede vi ved en station i en stor troppelejr. Her  fandtes en mængde barakker, der var omdannet til lazaret.

Troppelejren var en øvelsesplads,  Zeithain, i Sachsen. Lazarettet  kunne rumme seks tusinde patienter.

Vi blev nu fordelt på barakkerne, fjorten mand på hver stue. Det var helt løjerligt at få støvlerne og klæderne af og komme i en ren seng. Det havde vi rent ud sagt ikke været i årevis. Den sidste tids og de  sidste dages begivenheder bevirkede dog, at vi ikke kunne falde i søvn. Vi lå og drøftede alle de voldsomme oplevelser, vi havde haft.

Først hen på morgenstunden fik søvnen tag i os, og vi sov nogle få timer.

Og så begyndte lazaretlivet. Vi troede, at det ville blive behageligt, men tak skæbne! Det blev så ubehageligt, som noget kunne være. Man kørte os i meget stramme tøjler, på ægte prøjsisk manér.  Forplejningen var under al kritik. Vi gennemgik ligefrem en sultekur. Om morgenen et lille stykke brød, til middag to kartofler, en saltet  sild eller en bid kød på størrelse med en valnød, til aften en suppe så tynd, at vi i reglen drak den af spiseskålen.

Jeg har aldrig været så sulten, som på lazarettet i Zeithain. Vi tænkte kun på mad, mad og atter mad. Nøden tvang os til at købe mad på egen hånd, og den var dyr. Alt dette gjorde man på beregning. Man ville gøre os kede af opholdet. Det gjaldt om at få os ud til fronten igen så hurtigt som muligt. Efter fire ugers forløb havde vi fået nok af Zeithain, og vi bad lægen om at udskrive os. Det var der ikke noget i vejen for, og glade var vi den morgen, da vi vendte Zeithain ryggen og steg ind i toget.

Vi blev allesammen sendt til vor forstærkningsbataillon, for mit vedkommende til Heide i Holsten. Da jeg ankom hertil, opsøgte jeg allerførst køkkenet for at få noget at spise. Jeg havde en glubende appetit. Da den værste sult var stillet, meldte jeg mig på bataillonens skrivestue og blev tildelt et kompagni for rekonvalescenter.

Nu skulle der også være udsigt til at komme hjem på orlov, og da det var midt i høsttiden, indså stabslægen, som var en fornuftig mand, at det ville være gavnligt for mig at komme hjem og hjælpe til, og jeg fik orlov i hele seks uger. Det siger sig selv, at jeg var ellevild af glæde, da jeg satte mig i toget og kørte nordpå.

DSK-årbøger, 1957.

Krigens forløb

3. august 1916. “Uha! Jeg er såret! Sanitetssoldat ved Somme

Skriv en kommentar

Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.

Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.

– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.

De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.

Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«

Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –

Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.

Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.

En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.

En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –

Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –

Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –

Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.

Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.

Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.

Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.

Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –

Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem,  overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.

Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

30. juli 1916. Nikolaj Kræmer: “Et samlet tab på 15.000 mand om dagen ved Somme”

Skriv en kommentar

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

(… fortsat)

Frontafsnittet ved Somme var et sandt Helvede. Nogen indgaaende Beskrivelse her af vil jeg undlade; men enhver, der har været med ved Fronten, kan tænke sig, hvordan det var. Kun vil jeg oplyse, at da vi fire Dage senere sam­ledes bagude, var vort Kompagni det talrigste med 21 Mand. 2. Kompagni var det svageste med 7 Mand, et forfærdende Resultat i godt fire Døgn. [Kompagnierne var før indsatsen blevet bragt op på en styrke på 285 mand hver, RR]

Paa den fjerde Dag blev jeg saaret i Haanden af vort eget Artilleri, som med sine 15 cm Granater ustandselig skød for kort. Vore Signaliseringsmidler var opbrugte, og Patrouiller kunde ikke naa tilbage gennem Spærre­ilden.

Med stærkt blødende Haand begav jeg mig om Eftermiddagen tilbage. Jeg maatte da gennem Dalsænknin­gen, hvor Spærreilden laa. Det var saa rædselsfuld en Tur, at det ikke lader sig beskrive.

Blandt de Dynger af døde, som laa her, saa jeg en Løjtnant fra vort Kompagni og to Sygebærere, en for hver Ende af Sygebaaren. Næppe hav­de jeg passeret dem, før en Granat fra en af de store Skibskanoner, 38 cm, slog ned i den bløde Eng lige ved Siden af, mig. Den gik, inden den eksploderede, saa dybt ned i den bløde Bund, at jeg med Nød og næppe undgik at blive ramt; men Lufttrykket var saa overvældende, at jeg blev slynget langt bort og næsten var bedøvet.

Nu kunde jeg slet ikke forestille mig, i hvad Retning jeg skulde løbe, men fik saa igen Øje paa de tre døde ved Baaren. Saa blev jeg klar over, at jeg skulde den modsatte Vej.

Jeg løb, saa godt jeg kunde, og kom ogsaa helskindet over til en Forbindingsplads i en Sandstenshule; men jeg var saa forpustet, at jeg ikke kunde tale; dette var da heller ikke nødvendigt, for ved Indgangen stod en blodig Læge, som modtog mig med Ordene: „Sørg for at komme videre; naar vi skal tage os af en saaret Haand, hvad skulde vi saa gøre med saadanne” hvorefter han slog ud med Haanden mod en Flok saarede, som laa langs med Sidevæggen med frygteligt læderede Maver. Jeg lod Blikket glide rundt i Hulen.

Hvor var det forfærdeligt.

Gennem en Hulvej travede jeg videre. Her laa en Dynge af tildels forbundne og ikke forbundne døde. Sygebærerne ilede frem og tilbage til Sanitetsvognene.

Da jeg var kommet tilstrækkeligt langt tilbage, saa jeg var uden for direkte Fare, satte jeg mig bag et Dige for at hvile lidt. I det samme kom Vilhelm, min nære Kammerat, som ogsaa var saaret. Vi sad ved Diget og betragtede bl. a. Ammunitionsvognene, som læssede Granater af paa en Mark.

Der kom en engelsk Flyvemaskine. Den kredsede over Vognene. Maskinen lod nu en tynd Røgstraale gaa ud til Siden. Nu fik Ammunitionskuskene travlt, de væltede Kurvene af Vognene og kørte bort i Galop. Næppe var de borte, før en Granat slog ned ca. 100 m bag Ammunitionsstablen.

Nyt Signal fra Flyveren ! Den næste gik ned ca. 50 m foran. Igen et Signal, og den tredie Granat sad lige i Stablen. Hvor det bra­gede! Vi lo og gik.

Da vi kom til Samlingspladsen, som laa længere tilbage, mødte vi en Sanitetsofficer, som viste os til Rette. En højere Officer spurgte Sanitetsofficeren, hvordan det gik. „Jo,” svarede denne, „i Dag gaar det „flot” vi har i Dag kun modtaget 2000 letsaarede.”

Men det var kun paa denne Samleplads og kun de letsaarede. For at give et Helhedsindtryk kan jeg nævne, at Tyskerne regnede med et samlet Tab paa 15.000 Mand om Dagen i Somme-slaget, og dette varede elleve Uger. [Tab=faldne, sårede, savnede og tilfangetagne /RR]

Lazarettoget kom hen paa Natten. Jeg naaede at komme med. Vi kørte østpaa. I Kassel blev Toget delt i to Dele. Jeg kom med den Afdeling, der kørte til Lauterberg i Harzen. Jeg skulde aldrig mere se Fronten.

DSK-årbøger 1952