Tag-arkiv: underholdning

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

7. august: Asmus Andresen – Teaterforestilling og natterend fra lazarettet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

En Dag stod jeg i Porten og så, at der strømmede mange Soldater ind i et Teater, som lå i Nærheden af Lazarettet, jeg betænkte mig ikke ret længe, men gik ind i Teatret, hele Salen var overfyldt med Mennesker.

Kl. 8 begyndte Forestillingen; da jeg først skulde være i Sengen Kl. 9½, kunde jeg da få det meste af Forestillingen at se, men da Forestillingen var meget interessant blev jeg til Kl. 10½, så fik jeg travlt med at komme til Lazarettet igen.

Dørene var naturligvis bleven lukkede. Jeg prøvede nu på at sprænge Bagdøren, men denne var stærk som Jern, så gik jeg hen til Porten og ruskede i Døren, til en af Husbeboerne kom og lukkede mig ind. Jeg takkede mange Gange, og så ind og i Seng.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. august 1918. Åh nej! Peter Madsens ben er i bedring!

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.

Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.

Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.

Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.

Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.

Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.

Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.

Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.

Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis
ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.

Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

19. juni 1918 – Claus Juhl: “… gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 17. om natten stillingsveksel og den 18. før dagens frembrud, afmarch, vi marcherede først til Armentieres, hvor Sorgenfrei blev jordet, og derfra til en by som hed Somme. Vi lå her natten over, og den 19. gik det videre gennem Lille, Ronbaire til byen Herseanne, som ligger ved den belgiske grænse. Det regnede småt hele formiddagen, men det gav for lidt til at bløde den udtørrede jord igennem.

I Herscause fik vi kvarter, disse var for det meste gode, en kammerat og jeg lå hos en slagter. Nu havde han naturligvis ikke noget at slagte, da tyskerne jo førte kontrol med alt ting. Mellem os og kvarterværterne var forholdet godt, vi blev således indbudt på nye kartofler og kaninsteg, og kunne så til gengæld vise vores taknemmelighed ved anden småhjælp.

Smugleriet florerede i stor stil, hver morgen 4-5 kom en hel trop smuglere igennem, enten med korn eller kartofler, det drejede sig altid om fødevarer. I Belgien var disse forholdsvis rigeligere end hinsides grænsen, hvor de store byer Lille, Roubaise og Toreoing lå. Folkene vandrede hele natten for at hente sig en smule kartofler eller korn, de havde såmænd besvær nok med at skaffe sig det. De vidste nøjagtigt at en almindelig soldat ikke gjorde dem noget, hvorimod de havde vældig respekt for gendarmeriet. Jeg synes altid det ligefrem var synd, når de måtte aflevere den smule de havde hentet, men gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.

Vi var flere gange i Lille, fra Herseanne og til Lille var der rigtignok 13. km, men da den elektriske sporvej var i funktion, kunne vi altid benytte denne. I Lille teater blev der opført forskellige skuespil, skuespillerne var naturligvis tyske, priserne var ikke særlig høje, så vi havde god lejlighed til at benytte os deraf. Der var også altid stuvende fuldt hus, så vi måtte besørge os billetter i forvejen.

Divisionen havde vi hver uge et tog til rådighed til Blankenberghe og Ostende; det var fordi mandskabet kunne få en lille udflugt derop og samtidig bade i Vestervov-vov. Fra hvert batteri kom der 6 mand med ad gangen, jeg var så heldig at komme med den ene gang, desværre var tiden så kort, vi havde kun en dag til rådighed.

Allerede mens vi lå i Menegate var der flere som blev syge, de fik op til 41 grader i feber, men i løbet af et par dage tabte feberen sig, og de følte sig kun slappe. Som regel varede sygdommen kun ca. 5 dage i enkelte tilfælde vel lidt længere, men noget ondartet forløb havde den ikke. Den største part af mandskabet blev angrebet under vort ophold i Herscause, som middel blev der af lægen foreskrevet sprit. Inden for hele divisionen ved jeg kun om et dødstilfælde, og grunden var den, at de flyttede manden, da han havde for høj feber uden at være tilstrækkelig forsigtige. Det var mærkeligt nok, at soldaterne kom så let over denne sygdom.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

19. maj 1918. “… næsten hvert skridt gik over lig.” FR86 på march ved Somme og Cambrai

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 16. maj brød divisionen op i nordøstlig retning til en anden del af den vestlige krigsskueplads. 11 officerer og 133 mand døde efterlod de på kampområdet for det store slag. Marchen gik hen over Somme området. Maricourt, Combles og Sailly-Saillisel strejfedes.

I den sidste landsby forekom ødelæggelserne særligt grelle. Kolossale kratere var overgroet med mos og fyldt med vand. Man kunne kun med tavs ærefrygt passere dette stykke jord, næsten hvert skridt gik over lig. Marchen førte videre over Etricourt, Fins, Gouzeaucourt. Her blev Siegfried-stillingen passeret.

Indtil da var regimentet marcheret kilometervis forbi stabler af engelske ammunition og materiel. Så gik det videre forbi Vacquerie, som regimentet for et år siden havde holdt besat, over Le Pavé, Masnières til Cambrai, som blev nået den 18. maj efter en tre dages march.

Der herskede en glødende hede. Marchen var ret anstrengende, men nattehvilen i åbent terræn var en velgerning.I Iwuy ved Cambrai ventede togene på regimentet. Den 19. maj transporterede de regimentet gennem det franske industriområde til den smukke belgiske by Tournay. Bataljonerne fik kvarter i omegnen.

Staben og I bataljon i Rumes, II bataljon i Froidmont, III bataljon i Espléchies.I  to  måneder  kunne  regimentet  glæde  sig  over  hvilen.  Dagene  omkring Tournay hører til de skønneste, som regimentet oplevede i denne krig. Naturligvis stod tiden ikke stille mht. tjeneste.

De erfaringer, man havde gjort i de seneste slag, blev evalueret. Når tjenesten var overstået, blev der ofte givet orlov til den gamle og smukke Scheldeby. I det store og smukt indrettede soldaterhjem fandt füsiliererne sammen om et glas øl.

Hos mange var behovet for kultur efter fire års liv som landsknægte vokset meget. De besøgte koncerter og teaterforestillinger eller besigtigede med divisionsmaleren Bachmann som fører den herlige katedral, en af de smukkeste og interessanteste middelalderbygninger.

Kompagnierne foranstaltede kompagnifester i deres landsbyer, bataljonerne sportsfester. Den gamle stemning vågnede igen. Med stor glæde modtog man efterretningen om vor sejr ved Damenweg. Håbet om at vinde sejren voksede igen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

6. oktober 1916 – Johan Wrang: “to knoglesplinter til”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 6/10.16

Kære Doschi!
Hjertelig tak for dine kære ord.
Med mig går det godt. I forgårs fik jeg fjernet to knoglesplinter til og jeg tror, at de nu alle sammen er ude. Såret er dog ikke vokset helt sammen, men det går jo hurtigt. Så længe såret ikke er helt lægt, kan jeg desværre ikke komme på orlov.

Jeg læste i går i avisen, at Flensborg Stadsteater er kommet i gang igen, så kan man jo gå derhen. Jeg bliver selvfølgelig uden videre når jeg er frisk igen overført til ersatz-bataljonen i Flensborg, men længe jeg har ikke lyst til at blive der.

Her i Mainz er der virkelig rigtig rart, meget sker der nu naturligvis ikke, men smuk natur er der ikke mangel på. I går spillede vi et godt parti kegler. I Hamborg sker vel heller ikke noget særligt? Hvad mener du med kejseren ved siden af?

Nu til slut hjertelige hilsner og på glædeligt gensyn din gamle ven Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)